–

DZ, EO, YV, YE og MP ved advokát O. Urban,

–

Generali Česká pojišťovna a.s., tidligere Generali Poisťovňa a.s., ved advokát S. Dubjel,

–

den slovakiske regering ved E.V. Drugda, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen ved B. Sasinowska, A. Tokár og G. Wilms, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 1, artikel 2, stk. 1, og artikel 17, stk. 1, i konventionen om indførelse af visse ensartede regler for international luftbefordring, indgået i Montreal den 28. maj 1999, undertegnet af Det Europæiske Fællesskab den 9. december 1999 og godkendt på Fællesskabets vegne ved Rådets afgørelse 2001/539/EF af 5. april 2001 (EFT 2001, L 194, s. 38) (herefter »Montreal-konventionen«), som for så vidt angår Den Europæiske Union trådte i kraft den 28. juni 2004, og af artikel 3, litra g), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 785/2004 af 21. april 2004 om forsikringskrav til luftfartsselskaber og luftfartøjsoperatører (EUT 2004, L 138, s. 1).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side DZ, EO, YV, YE og MP, de efterladte til NK, som omkom ved en helikopterulykke, og på den anden side Ministerstvo vnútra Slovenskej republiky (Den Slovakiske Republiks indenrigsministerium), som ejer og driver denne helikopter, vedrørende erstatning for den ikke-økonomiske skade, som sagsøgerne i hovedsagen har lidt som følge af NK’s død.

3

Med overskriften »Civil- og statsluftfartøjer« foreskriver artikel 3 i konventionen angående international civil luftfart, som blev undertegnet i Chicago den 7. december 1944 (United Nations Treaty Series, bind 15, nr. 102, herefter »Chicago-konventionen«), og som er ratificeret af alle Den Europæiske Unions medlemsstater, følgende:

»(a) Nærværende konvention skal kun finde anvendelse på civile luftfartøjer og ikke på statsluftfartøjer.

(b) Luftfartøjer, der benyttes i militær-, told- og polititjeneste, skal betragtes som statsluftfartøjer.

[...]«

4

Montreal-konventionens artikel 1 med overskriften »Anvendelsesområde« bestemmer i stk. 1 og 2:

»1.   Denne konvention gælder al international lufttransport af personer, bagage eller gods mod betaling. Den gælder også gratis lufttransport, som udføres af et luftfartsselskab.

2.   I denne konvention forstås ved »international transport« enhver transport, hvis afgangs- og bestemmelsessted, uanset om transporten afbrydes eller omlades, efter aftale mellem parterne ligger på to forskellige kontraherende staters territorium eller på en enkelt kontraherende stats territorium, hvis der foretages en aftalt mellemlanding på en anden stats territorium, selv om denne stat ikke er kontraherende part. Transport mellem to punkter på den samme kontraherende stats territorium uden aftalt mellemlanding på en anden stats territorium er ikke international transport i denne konventions betydning.«

5

Konventionens artikel 2 med overskriften »Transport, som udføres af staten, og transport af postforsendelser« bestemmer i stk. 1, at konventionen »gælder for transport, som udføres af staten eller ved lov oprettede offentlige foretagender, og som opfylder betingelserne i artikel 1«.

6

Montreal-konventionens artikel 17 med overskriften »Passagerers død eller tilskadekomst – Beskadigelse af bagage« bestemmer i stk. 1:

»Luftfartsselskabet er erstatningspligtigt ved en passagers død eller tilskadekomst, hvis den ulykke, der har forvoldt dødsfaldet eller skaden, har fundet sted om bord i flyet eller under ombord- eller frabordestigningen.«

7

Artikel 1, andet punktum, i Rådets forordning (EF) nr. 2027/97 af 9. oktober 1997 om luftfartsselskabers erstatningsansvar for så vidt angår lufttransport af passagerer og deres bagage (EFT 1997, L 285, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 889/2002 af 13. maj 2002 (EFT 2002, L 140, s. 2) (herefter »forordning nr. 2027/97«), udvider de relevante bestemmelser i Montreal-konventionens gyldighed »til at omfatte lufttransport inden for én medlemsstat«.

8

I henhold til artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 785/2004 er »[f]ormålet med denne forordning [...] at opstille minimumsforsikringskrav for luftfartsselskaber og luftfartøjsoperatører med hensyn til passagerer, bagage, gods og tredjepart«.

9

Forordningens artikel 2 med overskriften »Anvendelsesområde« foreskriver:

»1.   Denne forordning finder anvendelse på alle luftfartsselskaber og alle luftfartøjsoperatører, der flyver inden for, til, fra eller over en medlemsstats område, hvor traktaten finder anvendelse.

2.   Forordningen gælder ikke for

[...]«

10

Den nævnte forordnings artikel 3 bestemmer:

»I denne forordning forstås ved:

[...]

[...]

[...]«

11

Samme forordnings artikel 4 med overskriften »Forsikringsprincipper« har følgende ordlyd:

»1.   De i artikel 2 omhandlede luftfartsselskaber og luftfartøjsoperatører skal være forsikret for deres luftfartsspecifikke erstatningsansvar over for passagerer, bagage samt gods og tredjepart i overensstemmelse med denne forordning. [...]

[...]

3.   Denne forordning berører ikke regler om erstatningsansvar, der følger

12

Den 10. maj 2017 omkom NK i forbindelse med, at en helikopter, som var ejet og drevet af Den Slovakiske Republiks indenrigsministerium, styrtede ned i det militære område i Prešov lufthavn (Slovakiet) i forbindelse med en specialuddannelse for medlemmer af brand- og redningskorpset, som omfattede træning med denne helikopter med henblik på evakuering og redning af personer i et sværttilgængeligt terræn ved anvendelse af helikopterens indbyggede løftetov. Da denne nedstyrtning fandt sted, var helikopteren ved at svæve på stedet.

13

Sagsøgerne i hovedsagen har for den forelæggende ret nedlagt påstand om erstatning for den ikke-økonomiske skade, der er lidt som følge af NK’s død, med et beløb på 550000 EUR for DZ, 350000 EUR for EO, 350000 EUR for YV, 150000 EUR for YE og 150000 EUR for MP. Til støtte for deres påstand har de påberåbt sig de relevante EU-retlige regler på området for civil luftfart, der har forrang for bestemmelserne i slovakisk ret, bl.a. dem i den borgerlige lovbog. De har gjort gældende, at såvel Montreal-konventionen som forordning nr. 785/2004 finder anvendelse, eftersom NK for det første var »passager«, og helikopterhejsning for det andet udgør en speciel form for ombordstigning.

14

Den Slovakiske Republiks indenrigsministerium, støttet af KOOPERATIVA Poisťovňa a.s., Vienna Insurance Group, og Generali Česká pojišťovna a.s., tidligere Generali Poisťovňa a.s., som er to forsikringsselskaber, har gjort gældende, at Montreal-konventionen og forordning nr. 785/2004 ikke finder anvendelse på hovedsagen, eftersom NK ikke var en »passager« som omhandlet i disse to instrumenter, men et »kabinebesætningsmedlem«, og at han på ulykkestidspunktet havde været fastgjort til en del af helikopterens udstyr uden således at være steget om bord eller være steget ud af helikopteren.

15

KOOPERATIVA Poisťovňa a.s., Vienna Insurance Group, har ligeledes bestridt, at Montreal-konventionen finder anvendelse på hovedsagen, idet selskabet har gjort gældende, at anvendelsen af en helikopter i en situation som den i hovedsagen omhandlede ikke kan sidestilles med »transport« som omhandlet i denne konventions artikel 1. Konventionen gælder i henhold til dennes artikel 2, stk. 1, for transport, som udføres af staten, udelukkende med det formål at befordre passagerer fra et afgangssted til et bestemmelsessted, hvilket ikke må forveksles med anvendelsen af statsluftfartøjer, som i det foreliggende tilfælde, med henblik på statstjenestemænds udførelse af en opgave.

16

I retsmødet for Domstolen er det blevet præciseret, at staten samlet set har ydet sagsøgerne i hovedsagen en erstatning på ca. 70000 EUR i henhold til den slovakiske lovgivning om social sikring for medlemmer af brand- og redningskorpset, og at disse undtagelsesvis har fået udbetalt et beløb på 30000 EUR fra Den Slovakiske Republiks indenrigsministeriums reserve.

17

På denne baggrund har Okresný Súd Prešov (retten i første instans i Prešov) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

18

Ifølge den slovakiske regering kan anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke antages til realitetsbehandling, eftersom den ikke opfylder kravene i artikel 94, litra b) og c), i Domstolens procesreglement. Den forelæggende ret har ikke givet en tilstrækkelig beskrivelse af de faktiske og retlige omstændigheder, som de præjudicielle spørgsmål indgår i, og har ikke redegjort for grundene til, at den er i tvivl om fortolkningen af EU-retten. Det er desuden tvivlsomt, hvorvidt såvel forordning nr. 785/2004 som Montreal-konventionen finder anvendelse på hovedsagen.

19

I henhold til procesreglementets artikel 94, litra a)-c), er den nationale ret forpligtet til i sin anmodning om præjudiciel afgørelse at redegøre for den faktiske og retlige baggrund for tvisten i hovedsagen og give de nødvendige forklaringer om begrundelsen for valget af de EU-retlige bestemmelser, som den ønsker fortolket, samt angive den forbindelse, som efter dens opfattelse består mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, der finder anvendelse på den foreliggende tvist. Disse kumulative krav til indholdet af en anmodning om præjudiciel afgørelse er endvidere anført i punkt 13, 15 og 16 i Den Europæiske Unions Domstols anbefalinger til de nationale retter vedrørende forelæggelse af præjudicielle spørgsmål (EUT 2019, C 380, s. 1) (jf. i denne retning dom af 8.6.2023, Lyoness Europe, C-455/21, EU:C:2023:455, præmis 26 og 27).

20

I det foreliggende tilfælde indeholder anmodningen om præjudiciel afgørelse for det første en tilstrækkeligt præcis fremstilling af de relevante faktiske forhold, og for det andet har den forelæggende ret heri udtrykkeligt anført, at fortolkningen af de EU-retlige begreber, der er omhandlet i dens præjudicielle spørgsmål, er omtvistet mellem parterne i hovedsagen, hvilket har foranlediget den til at forelægge Domstolen spørgsmål om fortolkningen af disse begreber. Den forbindelse, som den forelæggende ret har fastslået mellem disse spørgsmål og genstanden for tvisten i hovedsagen, fremgår i øvrigt i tilstrækkelig grad af denne anmodning og af selve ordlyden af de nævnte spørgsmål.

21

Den nævnte ret har ganske vist ikke angivet indholdet af de bestemmelser i slovakisk ret, hvorefter Den Slovakiske Republiks indenrigsministerium er ansvarligt for den ikke-økonomiske skade, som sagsøgerne i hovedsagen hævder at have lidt. Eftersom formålet med den præjudicielle procedure ikke er fortolkning af nationale ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser, kan den omstændighed – i lyset af den samarbejdsånd, der skal herske i forholdet mellem de nationale retter og Domstolen under denne procedure – at der i en anmodning om præjudiciel afgørelse mangler visse oplysninger om den nationale lovgivning, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, ikke nødvendigvis medføre, at anmodningen ikke kan antages til realitetsbehandling (jf. i denne retning dom af 30.4.1986, Asjes m.fl., 209/84-213/84, EU:C:1986:188, præmis 12, og af 6.10.2021, LU (Inddrivelse af færdselsbøder),C-136/20, EU:C:2021:804, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

22

Når det ikke klart fremgår, at fortolkningen af en EU-retsakt ikke har nogen forbindelse med de faktiske forhold eller genstanden for hovedsagen, angår indsigelsen vedrørende denne retsakts uanvendelighed på hovedsagen i øvrigt ikke formaliteten i anmodningen om præjudiciel afgørelse, men realiteten i de forelagte spørgsmål (dom af 16.2.2023, Rzecznik Praw Dziecka m.fl. (Udsættelse af en afgørelse om tilbagegivelse),C-638/22 PPU, EU:C:2023:103, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).

23

På denne baggrund kan anmodningen om præjudiciel afgørelse antages til realitetsbehandling.

24

Med det andet og det tredje spørgsmål, som skal behandles samlet og først, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Montreal-konventionens artikel 17, stk. 1, sammenholdt med denne konventions artikel 1 og artikel 2, stk. 1, skal fortolkes således, at den kan danne grundlag for en ret til erstatning for arvingerne til en person, der i forbindelse med sin deltagelse i en specialuddannelse for medlemmer af brand- og redningskorpset, der blev gennemført i det militære område af en kontraherende stats lufthavn, omkom som følge af, at en helikopter, som blev drevet af politiet, styrtede ned, mens vedkommende var ophængt i et løftetov, der var fastgjort til denne helikopter.

25

I henhold til Montreal-konventionens artikel 1, stk. 1, gælder konvention al international lufttransport af personer, bagage eller gods mod betaling, idet den også gælder for gratis lufttransport, som udføres af et luftfartsselskab. Denne artikel definerer i stk. 2 begrebet »international transport« som »enhver transport, hvis afgangs- og bestemmelsessted, uanset om transporten afbrydes eller omlades, efter aftale mellem parterne ligger på to forskellige kontraherende staters territorium eller på en enkelt kontraherende stats territorium, hvis der foretages en aftalt mellemlanding på en anden stats territorium, selv om denne stat ikke er kontraherende part«, idet det præciseres, at »[t]ransport mellem to punkter på den samme kontraherende stats territorium uden aftalt mellemlanding på en anden stats territorium […] ikke [er] international transport i denne konventions betydning«. Nævnte konventions artikel 2, stk. 1, bestemmer, at den gælder for transport, som udføres af staten eller ved lov oprettede offentlige foretagender, og som opfylder betingelserne i nævnte artikel 1.

26

Det følger således af Montreal-konventionens artikel 1, stk. 1 og 2, og artikel 2, stk. 1, at begreberne »international transport« og »transport, som udføres af staten«, som anvendelsen af denne konvention afhænger af, forudsætter, at personer, bagage eller gods transporteres med fly fra et »afgangssted« til et »bestemmelsessted«, som er et andet sted end dette »afgangssted«.

27

Det fremgår imidlertid af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at formålet med den operation, der blev udført af den i hovedsagen omhandlede helikopter, ikke var at befordre personer, bagage eller gods til et andet bestemmelsessted end afgangsstedet, men at gennemføre en specialuddannelse for medlemmer af brand- og redningskorpset i form af en øvelse med helikopterhejsning i samme lufthavns militære område.

28

I denne henseende adskiller hovedsagen sig fra den sag, der gav anledning til dom af 26. februar 2015, Wucher Helicopter og Euro-Aviation Versicherung (C-6/14, EU:C:2015:122, præmis 40 og 41), eftersom formålet med den omhandlede flyvning i sidstnævnte sag var befordring om bord på en helikopter af ansatte i et selskab fra denne helikopters afgangssted til de steder, hvor de skulle udføre deres daglige arbejde, for derefter at bringe dem tilbage til dette afgangssted.

29

Under disse omstændigheder og med forbehold for den efterprøvelse, som det påhviler den forelæggende ret at foretage, er en operation som den i hovedsagen omhandlede ikke omfattet af Montreal-konventionens anvendelsesområde som en »international transport« eller »transport, som udføres af staten« som omhandlet i henholdsvis konventionens artikel 1, stk. 1 og 2, og artikel 2, stk. 1.

30

En sådan operation er heller ikke omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 2027/97. Selv om denne forordnings artikel 1, andet punktum, udvider gyldigheden af de relevante bestemmelser i Montreal-konventionen til også at omfatte »lufttransport inden for én medlemsstat«, kræver anvendelsen af disse bestemmelser således ikke desto mindre, at der foreligger en sådan transport. Som det fremgår af denne doms præmis 27, og med forbehold for den efterprøvelse, som det påhviler den forelæggende ret at foretage, er der i det foreliggende tilfælde heller ikke tale om en »lufttransport inden for én medlemsstat«.

31

Uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt en person, der deltog i en specialuddannelse som den i hovedsagen omhandlede, og som, da den pågældende helikopter styrtede ned, var ophængt i et løftetov, der var fastgjort til denne helikopter, skal anses for at være en »passager« som omhandlet i Montreal-konventionens artikel 17, stk. 1, kan denne bestemmelse således ikke danne grundlag for en ret til erstatning til fordel for arvingerne til denne person, eftersom en sådan uddannelse i hvilken forbindelse den ulykke, der førte til den nævnte persons død, indtraf, ikke kan kvalificeres som »international transport« som omhandlet i denne konventions artikel 1, stk. 1 og 2, som »transport, som udføres af staten« som omhandlet i nævnte konventions artikel 2, stk. 1, eller som »lufttransport inden for én medlemsstat« som omhandlet i artikel 1, andet punktum, i forordning nr. 2027/97 (jf. i denne retning dom af 9.9.2015, Prüller-Frey, C-240/14, EU:C:2015:567, præmis 35).

32

Henset til det ovenstående skal det andet og det tredje spørgsmål besvares med, at Montreal-konventionens artikel 17, stk. 1, sammenholdt med denne konventions artikel 1 og artikel 2, stk. 1, skal fortolkes således, at den ikke kan danne grundlag for en ret til erstatning for arvingerne til en person, der i forbindelse med sin deltagelse i en specialuddannelse for medlemmer af brand- og redningskorpset, der blev gennemført i det militære område af en kontraherende stats lufthavn, omkom som følge af, at en helikopter, der drives af politiet, styrtede ned, mens vedkommende var ophængt i et løftetov, der var fastgjort til denne helikopter, eftersom en sådan situation ikke kan kvalificeres som »international transport« eller »transport, som udføres af staten« som omhandlet i henholdsvis konventionens artikel 1 og artikel 2, stk. 1.

33

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 3, litra g), i forordning nr. 785/2004 skal fortolkes således, at en person, der i forbindelse med sin deltagelse i en specialuddannelse for medlemmer af brand- og redningskorpset, der blev gennemført i det militære område af en medlemsstats lufthavn, omkom som følge af, at en helikopter, der drives af politiet, styrtede ned, mens vedkommende var ophængt i et løftetov, der var fastgjort til denne helikopter, er omfattet af begrebet »passager«, som omhandlet i denne bestemmelse.

34

Indledningsvis bemærkes, at Domstolen inden for rammerne af den samarbejdsprocedure, der er fastsat i artikel 267 TEUF, kan oplyse den forelæggende ret om alle de momenter angående fortolkningen af EU-retten, som kan være til nytte ved afgørelsen af den sag, som verserer for den, uanset om den henviser til dem i sit spørgsmål. Det tilkommer Domstolen af samtlige de oplysninger, der er fremlagt af den nationale ret, navnlig af forelæggelsesafgørelsens præmisser, at udlede de EU-retlige elementer, som det under hensyn til hovedsagens genstand er nødvendigt at fortolke (jf. i denne retning dom af 12.12.1990, SARPP, C-241/89, EU:C:1990:459, præmis 8, og af 15.7.2021, DocMorris, C-190/20, EU:C:2021:609, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).

35

Med henblik på at give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar skal det i det foreliggende tilfælde undersøges, om der kan støttes en ret til erstatning som den, sagsøgerne i hovedsagen har påberåbt sig, på forordning nr. 785/2004, der i henhold til sin artikel 1, stk. 1, har til formål at »opstille minimumsforsikringskrav for luftfartsselskaber og luftfartøjsoperatører med hensyn til passagerer, bagage, gods og tredjepart«.

36

Begrebet »luftfartsselskab« er defineret i artikel 3, litra a), i forordning nr. 785/2004 som »et lufttrafikforetagende med en gyldig licens«. Denne forordnings artikel 3, litra c), definerer begrebet »luftfartøjsoperatør« som »en person eller enhed, der ikke er et luftfartsselskab, og som har løbende effektiv råderet over anvendelsen eller driften af luftfartøjet«, idet det præciseres, at »[d]en fysiske eller juridiske person, i hvis navn luftfartøjet er registreret, formodes at være operatøren, medmindre denne kan bevise, at operatøren er en anden person«.

37

Det følger af artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 785/2004, at denne finder anvendelse »på alle luftfartsselskaber og alle luftfartøjsoperatører, der flyver inden for, til, fra eller over en medlemsstats område, hvor traktaten finder anvendelse«. I henhold til denne forordnings artikel 4, stk. 1 og 3, skal disse luftfartsselskaber og luftfartøjsoperatører »være forsikret for deres luftfartsspecifikke erstatningsansvar over for passagerer, bagage samt gods og tredjepart«. Et sådant ansvar er underlagt de internationale konventioner, som medlemsstaterne og/eller Unionen er part i, EU-retten eller medlemsstaternes nationale lovgivning.

38

Artikel 2, stk. 2, litra a), i forordning nr. 785/2004 udelukker imidlertid »statsluftfartøjer«, jf. artikel 3, litra b), i Chicago-konventionen, fra denne forordnings anvendelsesområde. Denne konventions artikel 3, litra a), bestemmer, at denne »[kun] skal [...] finde anvendelse på civile luftfartøjer og ikke på statsluftfartøjer«. Det præciseres i artikel 3, litra b), at »luftfartøjer, der benyttes i militær-, told- og polititjeneste, skal betragtes som statsluftfartøjer«.

39

I det foreliggende tilfælde fremgår det af ordlyden af det første spørgsmål, at helikopteren, hvis nedstyrtning forårsagede NK’s død, er en »statsejet helikopter, [der anvendes] af politiet«, og at denne helikopter på grundlag af to retsakter i slovakisk ret er blevet tilknyttet en specialuddannelse for medlemmer af brand- og redningskorpset.

40

Det følger heraf, at operatøren af et sådant luftfartøj ikke er underlagt de forsikringskrav, der er fastsat i forordning nr. 785/2004 med hensyn til passagerer, bagage samt gods og tredjepart, i overensstemmelse med denne forordnings artikel 4, stk. 1. Under disse omstændigheder er det ufornødent at fortolke begreberne »passager« og »tjenestegørende flyvebesætnings- og kabinebesætningsmedlemmer« som omhandlet i den nævnte forordnings artikel 3, litra g).

41

Henset til det ovenstående skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 1, stk. 1, sammenholdt med artikel 2, stk. 2, litra a), og artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 785/2004, skal fortolkes således, at de ikke kan danne grundlag for en ret til erstatning for arvingerne til en person, der i forbindelse med sin deltagelse i en specialuddannelse for medlemmer af brand- og redningskorpset, der blev gennemført i det militære område af en medlemsstats lufthavn, omkom som følge af, at en helikopter, som drives af politiet, styrtede ned, mens vedkommende var ophængt i et løftetov, der var fastgjort til denne helikopter, som er et »statsluftfartøj«.

42

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Ottende Afdeling) for ret: