1

Patrick Breyer har med sit appelskrift nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 15. december 2021, Breyer mod REA (T-158/19, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2021:902), hvorved Retten delvist frifandt Det Europæiske Forvaltningsorgan for Forskning (REA) i Patrick Breyers søgsmål med påstand om annullation af forvaltningsorganets afgørelse af 17. januar 2019 (ARES (2019) 266593) (herefter »den omtvistede afgørelse«), hvorved Patrick Breyer fik afslag på aktindsigt i visse dokumenter vedrørende projektet »iBorderCtrl: Intelligent Portable Control System« (herefter »iBorderCtrl-projektet«), der er oprettet som led i »Horisont 2020 – rammeprogram for forskning og innovation (2014-2020)« (herefter »Horisont 2020-programmet«).

2

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43) fastsætter de principper, betingelser og begrænsninger, der skal gælde for aktindsigt i disse institutioners dokumenter.

3

Anden betragtning til denne forordning er affattet således:

»Åbenheden giver borgerne bedre mulighed for at deltage i beslutningsprocessen og sikrer forvaltningen en større legitimitet, effektivitet og gør den mere ansvarlig over for borgerne i et demokratisk system. Åbenhed bidrager til at styrke principperne om demokrati og respekt for de grundlæggende frihedsrettigheder som fastsat i artikel 6 i EU-traktaten og i Den Europæiske Unions [c]harter om grundlæggende rettigheder [(herefter »chartret«)].«

4

Den nævnte forordnings artikel 2, stk. 1, bestemmer, at enhver borger i Den Europæiske Union har ret til aktindsigt i institutionernes dokumenter med forbehold af de principper, betingelser og begrænsninger, der er fastsat i samme forordning.

5

Artikel 4 i forordning nr. 1049/2001 med overskriften »Undtagelser« bestemmer i stk. 2 følgende:

»Institutionerne afslår at give aktindsigt i et dokument, hvis udbredelse ville være til skade for beskyttelsen af:

[…]

medmindre der er en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af dokumentet.«

6

Denne forordnings artikel 6, stk. 1, bestemmer, at »[d]en, der fremsætter begæringen, er ikke forpligtet til at begrunde denne«.

7

Artikel 23 i Rådets forordning (EF) nr. 58/2003 af 19. december 2002 om vedtægterne for de forvaltningsorganer, der skal administrere opgaver i forbindelse med EF-programmer (EFT 2003, L 11, s. 1), bestemmer i stk. 1, første afsnit, følgende:

»Når forvaltningsorganet forelægges en anmodning om adgang til et dokument, der beror hos det, er det undergivet bestemmelserne i [forordning nr. 1049/2001].«

8

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1290/2013 af 11. december 2013 om reglerne for deltagelse og formidling i »Horisont 2020 – rammeprogram for forskning og innovation (2014-2020)« og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1906/2006 (EUT 2013, L 347, s. 81) blev ophævet med virkning fra den 1. januar 2021, dvs. efter vedtagelsen af den omtvistede afgørelse, af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/695 af 28. april 2021 om oprettelse af Horisont Europa – rammeprogrammet for forskning og innovation – og om reglerne for deltagelse og formidling og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1290/2013 og (EU) nr. 1291/2013 (EUT 2021, L 170, s. 1). Følgelig finder denne førstnævnte forordning under alle omstændigheder stadig anvendelse i den foreliggende sag.

9

Artikel 3 i forordning nr. 1290/2013 bestemte følgende:

»Med forbehold af vilkårene i gennemførelsesaftalerne, afgørelser eller kontrakter behandles data, viden og oplysninger, der formidles som fortroligt materiale inden for rammerne af en aktion, fortroligt under hensyntagen til EU-lovgivningen om beskyttelse af og adgang til klassificerede oplysninger.«

10

Denne forordnings artikel 4, stk. 1, fastsatte følgende:

»Uanset artikel 3 stiller [Europa-]Kommissionen efter anmodning alle brugbare oplysninger, som den råder over, vedrørende resultater frembragt af en deltager i en aktion, der har modtaget EU-finansiering, til rådighed for EU-institutionerne, ‑organerne, ‑kontorerne eller ‑agenturerne, medlemsstaterne eller associerede lande, hvis begge følgende betingelser er opfyldt:

[…]«

11

Den nævnte forordnings artikel 43, stk. 2 og 3, bestemte følgende:

»2.   Med forbehold af restriktionerne som følge af beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, sikkerhedsregler eller berettigede interesser formidler deltagerne på egnede måder deres egne resultater så hurtigt som muligt. Fristerne herfor fastsættes i tilskudsaftalen.

Eventuelle supplerende formidlingsforpligtelser fastsættes i tilskudsaftalen og anføres i arbejdsprogrammet eller arbejdsplanen.

Hvis resultaterne formidles via videnskabelige publikationer, gælder den frie brugsret på de vilkår og betingelser, der er fastsat i tilskudsaftalen. […]

For så vidt angår formidlingen af forskningsdata kan der i tilskudsaftalen som led i den frie brugsret til og bevarelsen af forskningsdata fastsættes vilkår og betingelser, hvorpå der gives fri brugsret til sådanne resultater, især inden for [Det Europæiske Forskningsråds (EFR)] frontlinjeforskning og forskning vedrørende fremtidige og fremspirende teknologier (FET) eller andre relevante områder, og idet deltagernes berettigede interesser og eventuelle begrænsninger, som skyldes databeskyttelsesregler, sikkerhedsregler eller intellektuelle ejendomsrettigheder, tages i betragtning. I sådanne tilfælde skal det i arbejdsprogrammet eller arbejdsplanen anføres, om forskningsdata skal formidles ved hjælp af fri brugsret.

De andre berørte deltagere skal have forudgående meddelelse om alle formidlingsaktiviteter. De andre deltagere kan, når de har modtaget meddelelsen, gøre indsigelse, hvis de finder, at deres berettigede interesser med hensyn til deres resultater eller baggrundsviden kan blive påført betydelig skade af den planlagte formidling. I så fald må formidlingen først finde sted, når der er taget passende skridt til at beskytte disse berettigede interesser. Fristerne herfor fastsættes i tilskudsaftalen.

3.   Med henblik på den overvågning og formidling, der foretages af Kommissionen eller det relevante finansieringsorgan, skal deltagerne fremlægge alle oplysninger om deres udnyttelses- og formidlingsrelaterede aktiviteter og fremlægge alle nødvendige dokumenter i overensstemmelse med betingelserne i tilskudsaftalen. Disse oplysninger gøres offentligt tilgængelige med forbehold af de berettigede interesser hos de deltagere, der fremlægger oplysningerne. Tilskudsaftalen skal bl.a. fastsætte frister for så vidt angår sådanne indberetningsforpligtelser.«

12

Der er redegjort for tvistens baggrund og indholdet af den omtvistede afgørelse i den appellerede doms præmis 1-8. Denne baggrund og dette indhold kan med henblik på nærværende sag sammenfattes som følger.

13

Den 19. april 2016 indgik REA som led i Horisont 2020-programmet tilskudsaftale nr. 700626 (herefter »tilskudsaftalen«) med medlemmerne af et konsortium med henblik på finansieringen af iBorderCtrl-projektet for en periode på 36 måneder regnet fra den 1. september 2016.

14

Dette projekt havde til formål at afprøve nye teknologier, som skulle forøge effektiviteten af forvaltningen af kontrollen ved Unionens ydre grænser ved at sikre en hurtigere forvaltning af de rejsende og en hurtigere afsløring af ulovlige aktiviteter.

15

Den 5. november 2018 forelagde appellanten på grundlag af forordning nr. 1049/2001 Kommissionen en begæring om aktindsigt i flere dokumenter vedrørende såvel godkendelsen af projektet som dets gennemførelse. Denne begæring blev fremsendt til REA den 7. november 2018.

16

Den 23. november 2018 meddelte REA appellanten, at hans aktindsigtsbegæring blev fuldt imødekommet i forhold til et af de ønskede dokumenter, da det var var tilgængeligt for offentligheden, og delvist imødekommet i forhold til et andet ønsket dokument. REA meddelte ligeledes appellanten, at dette forvaltningsorgan afslog hans begæring om aktindsigt i de øvrige dokumenter, der var udarbejdet i løbet af projektet, og anførte til støtte herfor dels beskyttelsen af privatlivets fred og den enkeltes integritet, idet visse af disse dokumenter indeholdt personoplysninger vedrørende fysiske personer, der deltog i projektet, dels beskyttelsen af konsortiemedlemmernes forretningsmæssige interesser som omhandlet i denne forordnings artikel 4, stk. 2, første led.

17

Den 26. november 2018 genfremsatte appellanten en begæring om aktindsigt, hvorved han accepterede, at navnene på de fysiske personer, der var involveret i projektet, blev overstreget.

18

Ved den omtvistede afgørelse gav REA delvis aktindsigt i visse ønskede dokumenter og afslog appellantens aktindsigtsbegæring for de resterende dokumenters vedkommende.

19

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 15. marts 2019 anlagde Patrick Breyer søgsmål med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse, idet han kritiserede REA for dels hvad angik dokumenterne vedrørende godkendelsen af iBorderCtrl-projektet at have undladt at tage stilling til hans aktindsigtsbegæring, dels hvad angik dokumenterne vedrørende gennemførelsen af dette projekt kun at have givet ham delvis aktindsigt i en første række af dokumenter og at have givet ham afslag på aktindsigt i en anden række af dokumenter under påberåbelse af beskyttelse af konsortiemedlemmernes forretningsmæssige interesser.

20

Til støtte for dette søgsmål gjorde appellanten to anbringender gældende, hvoraf kun det ene er relevant for behandlingen af den foreliggende appel.

21

Dette anbringende – hvormed Patrick Breyer kritiserede REA for, at dette forvaltningsorgan havde afslået aktindsigt eller kun havde givet delvis aktindsigt i dokumenterne vedrørende gennemførelsen af projektet – var opdelt i to led, hvoraf det første gik på, at beskyttelsen af forretningsmæssige interesser ikke led skade som omhandlet i artikel 4, stk. 2, første led, i forordning nr. 1049/2001, og det andet gik på, at der forelå en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af de omhandlede dokumenter i henhold til denne forordnings artikel 4, stk. 2, sidste sætningsled.

22

Ved den appellerede dom annullerede Retten delvist den omtvistede afgørelse og frifandt i øvrigt REA i det af Patrick Breyer anlagte søgsmål.

23

Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 4. juli 2022 har Kommissionen fået tilladelse til at intervenere til støtte for REA’s påstande.

24

Appellanten har med sit appelskrift nedlagt følgende påstande:

25

REA har, støttet af Kommissionen, nedlagt følgende påstande:

26

Appellanten har til støtte for sin appel fremsat et enkelt anbringende, hvormed det i det væsentlige gøres gældende, at Retten begik en retlig fejl ved afvejningen af de foreliggende interesser ved med urette at afslå at give ham fuld aktindsigt i dokumenterne vedrørende gennemførelsen af iBorderCtrl-projektet, på trods af, at offentlighedens interesse i aktindsigt i oplysningerne vejede tungere end de forretningsmæssige interesser hos deltagerne i dette projekt.

27

REA har bestridt, at appellen kan antages til realitetsbehandling i sin helhed.

28

REA har indledningsvis gjort gældende, at eftersom Retten ved den appellerede dom delvist tog appellantens påstande til følge, kan appellanten ikke drage fordel af en ophævelse af denne dom i sin helhed.

29

REA har dernæst anført, at appellantens udsagn ikke angår begrundelsen for den appellerede dom, men den bredere politiske sammenhæng for appellen, at disse udsagn hviler på generelle betragtninger, og at de ikke klart identificerer de retlige fejl, som Retten begik. Appellanten har begrænset sig til at gentage de argumenter af overvejende materiel karakter, der allerede er blevet fremført for Retten, ved ydermere at henvise til faktuelle aspekter, der ikke blev fastslået af Retten, og uden præcist at beskrive de retlige anbringender og argumenter i overensstemmelse med artikel 168, stk. 1, litra d), og artikel 169, stk. 2, i Domstolens procesreglement.

30

Endelig har REA anført, at appellens genstand er udvidet ulovligt, idet appellanten har begrænset sig til at kritisere den appellerede doms præmis 181-205 uden at beskrive de retlige anbringender og argumenter, som denne ønsker at påberåbe sig over for de øvrige parter i denne dom.

31

Appellanten har heroverfor indvendt, at han ikke anfægter den appellerede dom, for så vidt som han herved fik medhold i sit søgsmål, at de af Retten begåede fejl er beskrevet i hans appelskrift, uden at han har begrænset sig til at beskrive de argumenter, der blev fremført i første instans, og at en korrekt afvejning af de foreliggende interesser ikke er et spørgsmål om faktiske omstændigheder men et retligt spørgsmål, der kan efterprøves af Domstolen.

32

For det første skal det med det samme bemærkes, at selv om appellanten indledningsvis nedlagde påstand om ophævelse af den appellerede dom i sin helhed, har han i punkt 2 i sine bemærkninger til Kommissionens interventionsindlæg præciseret, at han kun har påstået denne dom ophævet, i det omfang han ikke herved fik medhold i sit søgsmål.

33

I øvrigt fremgår det af artikel 56, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at en appel kun kan iværksættes af en part, som helt eller delvist ikke har fået medhold.

34

Da appellanten delvist ikke fik medhold, kan hans appel til prøvelse af den appellerede dom derfor antages til realitetsbehandling, for så vidt som REA ved denne dom blev delvist frifundet i appellantens søgsmål til prøvelse af den omtvistede afgørelse.

35

For det andet skal det påpeges, at det fremgår af artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF, af artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol samt af procesreglementets artikel 168, stk. 1, litra d), og artikel 169, stk. 2, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke præmisser der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand, idet appellen eller det pågældende anbringende i modsat fald afvises (dom af 23.11.2021, Rådet mod Hamas, C-833/19 P, EU:C:2021:950, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).

36

De krav til begrundelse, der følger af disse bestemmelser, er således ikke opfyldt, når appelskriftet blot gentager eller ordret gengiver de anbringender og argumenter, der er blevet fremført for Retten (dom af 17.12.2020, Tyskland mod Kommissionen, C-475/19 P og C-688/19 P, EU:C:2020:1036, præmis 33).

37

Imidlertid kan retsspørgsmål, som Retten har behandlet i første instans, diskuteres på ny under en appelsag, såfremt appellanten bestrider Rettens fortolkning eller anvendelse af EU-retten. Hvis en appellant nemlig ikke således kunne basere sin appel på anbringender og argumenter, som allerede havde været fremført for Retten, ville appelproceduren blive berøvet en del af sin mening (dom af 3.12.2015, Italien mod Kommissionen, C-280/14 P, EU:C:2015:792, præmis 43, og af 10.11.2022, Kommissionen mod Valencia Club de Fútbol, C-211/20 P, EU:C:2022:862, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

38

Det skal i denne forbindelse fastslås, at appellanten med sit appelskrift, hvori det præcist er angivet, hvilke elementer der anfægtes i den appellerede dom, ikke blot ønsker at opnå en fornyet behandling af den stævning, der blev indgivet til Retten, men har anfægtet de begrundelser, der er anført i specifikke præmisser i denne dom, ved at fremføre en række retlige argumenter med henblik på at påvise, at Retten begik en række retlige fejl hvad angik kvalificeringen af de offentlige interesser, der blev anført til støtte for begæringen om udbredelse og afvejning af de foreliggende interesser.

39

Det er imidlertid ubestridt, at den retlige kvalificering af en faktisk omstændighed eller en akt, som foretages af Retten, er et retsspørgsmål, der kan rejses under en appelsag (dom af 12.5.2022, Klein mod Kommissionen, C-430/20 P, EU:C:2022:377, præmis 41). I den foreliggende sag er dette tilfældet med spørgsmålet om, hvorvidt de af appellanten påberåbte interesser skal anses for mere tungtvejende offentlige interesser som omhandlet i artikel 4, stk. 2, sidste sætningsled, i forordning nr. 1049/2001.

40

For det tredje skal REA’s argumentation om, at appellen skal afvises fra realitetsbehandling, fordi dens genstand er udvidet ulovligt, forkastes. Som fremhævet i nærværende doms præmis 32 har appellanten i sit seneste skriftlige indlæg kun påstået den appellerede dom ophævet, i det omfang Retten herved delvist frifandt REA i hans søgsmål. Den omstændighed, at appellanten kun har anfægtet visse af den appellerede doms præmisser, kan i øvrigt ikke udgøre en grund til at afvise hans appel eller hans anbringende.

41

Appellen skal følgelig antages til realitetsbehandling.

42

Appellantens eneste anbringende – hvormed han har gjort gældende, at Retten tilsidesatte artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 1049/2001 ved at afslå at give ham fuld aktindsigt i dokumenterne vedrørende gennemførelsen af iBorderCtrl-projektet, selv om der var en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af disse dokumenter – indeholder to led.

43

I første række har appellanten anført, at Retten urigtigt lagde til grund, at han ikke havde påvist, at der forelå en mere tungtvejende offentlig interesse som omhandlet i artikel 4, stk. 2, sidste sætningsled, i forordning nr. 1049/2001, på trods af, at han fremførte forskellige interesser, som ifølge ham faldt ind under denne kvalificering.

44

For det første har appellanten gjort gældende, at der foreligger en mere tungtvejende offentlig interesse, der begrunder aktindsigt i dokumenterne, som angår et projekt, der fuldt ud er finansieret med offentlige midler.

45

Den offentlige interesse i at kunne debattere det hensigtsmæssige i en offentlig finansiering af et så indgribende og diskutabelt projekt som iBorderCtrl-projektet er så meget desto mere udpræget, som at den offentlige finansiering kunne afsættes til andre og mindre kontroversielle forskningsprojekter.

46

For det andet har appellanten gjort gældende, at der er en offentlig interesse i at undersøge det videnskabelige grundlag for og pålideligheden af den teknologi, der anvendes i iBorderCtrl-projektet, hvilken teknologi skal muliggøre en automatiseret afsløring af løgne ved hjælp af en analyse af mikroudtryk i ansigtet på de rejsende, der besvarer de spørgsmål, som de stilles før deres indrejse i Unionen.

47

For det tredje har appellanten anført, at der er knyttet en mere tungtvejende offentlig interesse til den indvirkning, som de i iBorderCtrl-projektet anvendte teknologier eventuelt kan have på de grundlæggende rettigheder.

48

Gennemsigtighed er påkrævet, eftersom disse teknologier nødvendiggør en anvendelse af afprøvninger og eksperimenteringer, indebærer brug af biometriske data og kan have diskriminerende virkninger, navnlig over for personer i en sårbar situation.

49

Endvidere indebærer iBorderCtrl-projektets eksperimentelle karakter – såsom med hensyn til kliniske forsøg – ifølge appellanten, at offentligheden bør informeres allerede fra forskningsfasen, for at der kan finde en offentlig debat sted om relevansen af de anvendte teknologier, og for at der kan ske en drøftelse af de etiske spørgsmål og spørgsmålene om beskyttelse af de grundlæggende rettigheder.

50

For det fjerde har appellanten gjort gældende, at der er en mere tungtvejende interesse af videnskabelig, mediemæssig, politisk og demokratisk karakter i udbredelsen af projektdokumenterne.

51

I medfør af »princippet om videnskabens universalitet« er der knyttet en videnskabelig interesse til udbredelsen af alle forskningsresultater, for at disse kan diskuteres og kritiseres, således at der kan foregå en videnskabelig debat om, hvorvidt den meget kontroversielle teknologi med visuel afsløring af løgne skaber beviskraftige resultater.

52

Den omstændighed, at der foreligger flere studier om disse teknologier, viser således både den høje grad af interesse, som de giver anledning til i det videnskabelige miljø, og at resultaterne af disse teknologier er lidet beviskraftige. Det store antal reportager om iBorderCtrl-projektet afslører for sin del den stærke mediemæssige interesse for denne type projekt, mens Europa-Parlamentets arbejde viser den politiske interesse, som projektet giver anledning til.

53

Den anvendte teknologi, der indledningsvis var beregnet til grænsekontroller, kan i øvrigt anvendes på andre områder til at foretage undersøgelser af personer og kontrollere deres udsagn. Der er derfor en demokratisk og politisk interesse i at tage stilling til, hvorvidt anvendelsen af disse massekontrolteknologier, der på nuværende tidspunkt er forbudte, er ønskelig, og hvorvidt de bør gives et retsgrundlag.

54

Appellanten har i øvrigt anført, at der allerede er sket en udbredelse af talrige oplysninger om iBorderCtrl-projektet, herunder via deltagere i projektet. Ifølge appellanten er det ikke i offentlighedens interesse, at der således offentliggøres selektive oplysninger, uden at en uafhængig tredjepart kan foretage objektive verificeringer.

55

Det er under disse omstændigheder appellantens opfattelse, at konsortiemedlemmernes forretningsmæssige interesser »ikke vejer særligt tungt« ved afvejningen af de foreliggende interesser og bør gives andenprioritet i forhold til den offentlige interesse i gennemsigtighed.

56

Navnlig er den offentlige interesse overordentlig tungtvejende i henseende til de dokumenter, der har en ubetydelig forbindelse til forretningshemmeligheder, såsom de etiske og retlige vurderinger af teknologien, de offentlige kommunikationsplaner, rapporten om kvalitetsstyringen eller dokumenterne om godkendelsen af forskningsprojektet.

57

I anden række har appellanten gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 194-200 begik en retlig fejl ved at fastslå, at bestemmelserne i forordning nr. 1290/2013 og i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1291/2013 af 11. december 2013 om Horisont 2020 – rammeprogram for forskning og innovation (2014-2020) og om ophævelse af afgørelse nr. 1982/2006/EF (EUT 2013, L 347, s. 104), samt klausulerne i tilskudsaftalen var tilstrækkelige til at tilgodese denne interesse, da projektdeltagerne var forpligtede til at formidle resultaterne af projektet, navnlig gennem frit tilgængelige videnskabelige offentliggørelser, da REA var involveret i kommunikations- og reklameaktiviteter, i forhold til hvilke der kunne anvendes resuméer af rapporter, da EU-institutionerne, ‑organerne, ‑kontorerne og ‑agenturerne samt medlemsstaterne havde ret til aktindsigt, da der blev udøvet en kontrol med lovligheden af forløbet af dette projekt, og endelig da de etiske og retlige vurderinger af det nævnte projekt var underlagt en uafhængig etisk rådgiver.

58

Appellanten har indledningsvis gjort gældende, at den offentliggørelsespligt, der påhviler deltagerne i det omhandlede forskningsprojekt, ikke kan tilgodese den offentlige interesse i aktindsigt, idet alle dokumenterne vedrørende dette projekt burde offentliggøres, inklusive dem, der angår forskningssituationen og de anvendte materialer og metoder, og idet denne pligt ikke gælder for de forretningsmæssige oplysninger, der anses for beskyttelsesværdige.

59

Ifølge appellanten burde offentligheden, der finansierer projektet, rettidigt have adgang til alle oplysningerne allerede fra forsknings- og udviklingsfasen. Denne fremgangsmåde ville i øvrigt svare til Kommissionens praksis i forhold til de videnskabelige artikler, der er knyttet til de projekter, som finansieres over Horisont 2020-programmet, og til opbygningen af forordning nr. 1290/2013, hvis artikel 43, stk. 2, bestemmer, at deltagerne i dette program så hurtigt som muligt og på egnede måder skal formidle deres egne resultater. Appellanten har i denne henseende også bemærket, at forordning nr. 1049/2001 ikke fastsætter nogen undtagelse til retten til aktindsigt hvad angår igangværende forsknings- og udviklingsprojekter, og at hensynene til beskyttelse af deltagernes forretningsmæssige interesser ikke er større i løbet af et projekt end efter dets afslutning.

60

Appellanten har således kritiseret Retten for, at den fastslog, at deltagerne i iBorderCtrl-projektet kunne hemmeligholde alle de oplysninger, der specifikt angik systemet, inklusive de oplysninger, der angik dets lovlighed og dets etiske forsvarlighed såvel som alle de risici og de ulemper, som det frembyder.

61

Appellanten har dernæst anført, at REA’s kommunikations- og reklameaktiviteter heller ikke er egnede til at tilgodese offentlighedens interesse i aktindsigt, da dette forvaltningsorgan er forpligtet til at respektere de forretningsmæssigt følsomme oplysningers fortrolighed, og da de oplysninger, som organet offentliggør, og som ofte har en »reklamemæssig« karakter, ikke tillader en uafhængig eller kritisk debat.

62

Endelig er appellanten af den opfattelse, at EU-institutionernes, ‑organernes, ‑kontorernes og ‑agenturernes samt medlemsstaternes ret til aktindsigt ikke kan tilgodese offentlighedens interesse i at blive informeret, fordi der ikke er tale om en offentlig adgang til oplysningerne.

63

REA har, støttet af Kommissionen, gjort gældende dels, at Retten korrekt fastslog og begrundede, at appellanten ikke havde påvist, at der var en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af de ønskede dokumenter, dels at appellanten ikke har identificeret nogen retlige fejl, som Retten har begået, og som kan rejse tvivl om den appellerede dom.

64

Indledningsvis skal det bemærkes, at appellanten kun har anfægtet den appellerede dom, for så vidt som det ikke heri blev anerkendt, at der forelå en mere tungtvejende offentlig interesse, der kunne begrunde udbredelsen af visse dokumenter eller dele af dokumenter, i forhold til hvilke REA havde konkluderet, at de var omfattet af den undtagelsesordning, der er fastsat i artikel 4, stk. 2, første led, i forordning nr. 1049/2001.

65

Rettens bedømmelser i den appellerede doms præmis 117, 135, 146, 152, 164, 172 og 178, ifølge hvilke REA ikke begik nogen retlig fejl ved at fastslå, at en udbredelse af oplysninger, der var indeholdt i visse dokumenter eller dele af dokumenter, kunne være til skade for konsortiemedlemmernes forretningsmæssige interesser, anfægtes derfor ikke i den foreliggende appel, hvis eneste anbringende skal behandles.

66

Som det udtrykkeligt er fastsat i artikel 23 i forordning nr. 58/2003, er forvaltningsorganerne, såsom REA, forpligtede til at overholde de regler, der er fastsat i forordning nr. 1049/2001.

67

Forordning nr. 1049/2001 indgår, i overensstemmelse med første betragtning hertil, i EU-lovgivers hensigt, der er udtrykt i artikel 1, stk. 2, TEU, om at markere en ny fase i processen hen imod en stadig snævrere union mellem de europæiske folk, hvor beslutningerne træffes så åbent som muligt og så tæt på borgerne som muligt (dom af 21.1.2021, Leino-Sandberg mod Parlamentet, C-761/18 P, EU:C:2021:52, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

68

Dette for Unionen grundlæggende princip er ligeledes udtrykt dels i artikel 15, stk. 1, TEUF, der bl.a. fastsætter, at Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer arbejder så åbent som muligt, et princip, der ligeledes bekræftes i artikel 10, stk. 3, TEU og artikel 298, stk. 1, TEUF, dels i chartrets artikel 42 ved fastsættelsen af retten til aktindsigt i dokumenter (dom af 21.1.2021, Leino-Sandberg mod Parlamentet, C-761/18 P, EU:C:2021:52, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

69

Det følger desuden af anden betragtning til forordning nr. 1049/2001, at åbenhed sikrer EU-institutionerne en større legitimitet og effektivitet og gør dem mere ansvarlige over for Unionens borgere i et demokratisk system. Ved at tillade en åben debat om forskellige synspunkter bidrager denne åbenhed bl.a. til at styrke borgernes tillid (dom af 4.9.2018, ClientEarth mod Kommissionen, C-57/16 P, EU:C:2018:660, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis).

70

Med henblik herpå fastsætter artikel 1 i forordning nr. 1049/2001, at denne har til formål at give offentligheden den videst mulige ret til aktindsigt i EU-institutionernes dokumenter, med forbehold af en undtagelsesordning støttet på hensyn til offentlige eller private interesser, som skal fortolkes og anvendes strengt, da den fraviger det princip, der er opstillet i denne artikel (jf. i denne retning dom af 4.9.2018, ClientEarth mod Kommissionen, C-57/16 P, EU:C:2018:660, præmis 76-78).

71

Blandt disse undtagelser til retten til aktindsigt er den, som er fastsat i artikel 4, stk. 2, første led, i forordning nr. 1049/2001, i henhold til hvilken EU-institutionerne afslår at give aktindsigt i et dokument, hvis udbredelse ville være til skade for beskyttelsen af »en fysisk eller juridisk persons forretningsmæssige interesser, herunder intellektuelle ejendomsrettigheder«, medmindre der er en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af dokumentet.

72

Undtagelsesordningen i denne artikel 4 bygger derfor på en afvejning af de i en given situation modstående interesser, nemlig på den ene side interesserne i udbredelsen af de omhandlede dokumenter og på den anden side de interesser, der kan lide skade af en sådan udbredelse, således at den afgørelse, der træffes som følge af en begæring om aktindsigt i dokumenterne, afhænger af spørgsmålet om, hvilken interesse der bør tillægges størst vægt i tilfældet i den foreliggende sag (dom af 14.11.2013, LPN og Finland mod Kommissionen, C-514/11 P og C-605/11 P, EU:C:2013:738, præmis 42, og af 27.2.2014, Kommissionen mod EnBW, C-365/12 P, EU:C:2014:112, præmis 63).

73

Det skal i den foreliggende sag efterprøves, om Retten begik en retlig fejl ved foretagelsen af denne afvejning og ved at afslå at kvalificere de af appellanten påberåbte interesser som mere tungtvejende offentlige interesser, der kunne begrunde en udbredelse af de omhandlede dokumenter.

74

Det skal i denne forbindelse indledningsvis bemærkes, at det var med rette, at Retten i den appellerede doms præmis 187 fastslog, at det påhviler den, der gør gældende, at der foreligger en mere tungtvejende offentlig interesse, konkret at angive de omstændigheder, der kan begrunde udbredelsen af de omhandlede dokumenter (jf. i denne retning dom af 14.11.2013, LPN og Finland mod Kommissionen, C-514/11 P og C-605/11 P, EU:C:2013:738, præmis 94).

75

Det var også med rette, at Retten i den appellerede doms præmis 188 påpegede, at selv om den mere tungtvejende offentlige interesse, der kan begrunde udbredelsen af et dokument, ikke nødvendigvis skal være adskilt fra de principper, der ligger bag forordning nr. 1049/2001, kan betragtninger af generel art imidlertid ikke i sig selv godtgøre, at princippet om åbenhed har nogen særligt påtrængende karakter, som vil kunne gå forud for begrundelserne for at afslå udbredelsen af de omhandlede dokumenter (jf. i denne retning dom af 14.11.2013, LPN og Finland mod Kommissionen, C-514/11 P og C-605/11 P, EU:C:2013:738, præmis 92 og 93, af 16.7.2015, ClientEarth mod Kommissionen, C-612/13 P, EU:C:2015:486, præmis 92 og 93, og af 14.7.2016, Sea Handling mod Kommissionen, C-271/15 P, EU:C:2016:557, præmis 95).

76

I første omgang skal det fastslås, at appelanbringendet til dels bygger på generelle betragtninger, der går på den nødvendighed, der er i at offentliggøre alle oplysninger om projekter, der modtager offentlig finansiering, og på den videnskabelig interesse, der er knyttet til offentliggørelsen af resultaterne af teknologisk forskning i medfør af »princippet om videnskabens universalitet«.

77

Det skal hertil bemærkes, at den omstændighed, at et forskningsprojekt modtager finansiering over EU-midler og har til formål at udvikle en ny teknologi, som udgangspunkt kan vise, at offentligheden har en reel interesse i aktindsigt i dokumenterne vedrørende dette projekt. Som påpeget i nærværende doms præmis 75 er en angivelse af en sådan begrundelse af generel karakter imidlertid ikke tilstrækkelig til at påvise, at denne interesse nødvendigvis skal gå forud for begrundelserne for at afslå udbredelsen af disse dokumenter.

78

I anden omgang skal det fastslås, at Retten ikke benægtede, at der var en videnskabelig, mediemæssig og almindelig offentlig interesse i en formidling af oplysningerne om iBorderCtrl-projektet, men at den i den appellerede doms præmis 193, 197 og 200 fastslog, at denne interesse blev tilgodeset ved den ordning om formidling af resultater, der er fastsat i forordning nr. 1290/2013, og ved tilskudsaftalen.

79

Retten støttede sig dels i den appellerede doms præmis 194 og 195 på de forpligtelser til offentliggørelse af resultaterne, der påhvilede projektdeltagerne, dels i denne doms præmis 196 på EU-institutionernes og medlemsstaternes ret til aktindsigt i oplysningerne om resultaterne af projektet.

80

Hvad angår de forpligtelser, der påhvilede projektdeltagerne, bemærkede Retten indledningsvis, at artikel 43, stk. 2, i forordning nr. 1290/2013 og tilskudsaftalens artikel 29.1 fastsatte en forpligtelse for disse deltagere til at formidle projektresultaterne på egnede måder, med forbehold af eventuelle restriktioner som følge af beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, sikkerhedsregler eller berettigede interesser.

81

Retten fastslog desuden, at omfanget af den pligt til formidling af forskningsresultaterne, der påhvilede de nævnte deltagere, var præciseret i tilskudsaftalen. Den henviste til denne aftales artikel 29.2, som bestemte, at der skulle sikres åben adgang til videnskabelige publikationer for peer-evaluerede resultater, og til aftalens artikel 38.2.1, som fastsatte, at REA under iagttagelse af oplysningernes fortrolighed kunne anvende oplysningerne vedrørende projektet og dokumenterne – bl.a. de resuméer, der var beregnet til offentliggørelse, og de oplysninger, der var rettet til offentligheden – til sine kommunikations- og reklameaktiviteter. Retten nævnte ligeledes tilskudsaftalens artikel 20.3, litra a), nr. iii), og artikel 20.4, litra a), hvorefter deltagerne sammen med de tekniske og finansielle periodiske rapporter skulle tilsende REA resuméer, der navnlig skulle indeholde en oversigt over resultater og deres formidling og var beregnet til at blive offentliggjort af REA.

82

Hvad angik retten til aktindsigt i resultaterne af projektet bemærkede Retten dels, at det i artikel 4 i forordning nr. 1290/2013 og i tilskudsaftalens artikel 36.1 var fastsat, at EU-institutionerne, ‑organerne, ‑kontorerne og ‑agenturerne samt medlemsstaterne på de deri fastsatte vilkår havde adgang til oplysninger om resultater frembragt af en deltager, der havde modtaget EU-finansiering, dels at denne forordnings artikel 49 sikrede de samme EU-institutioner, ‑organer, ‑kontorer og ‑agenturer samt medlemsstaterne en aktindsigt i disse resultater med henblik på at udvikle, gennemføre og overvåge Unionens politikker eller programmer.

83

I denne sammenhæng skal det efterprøves, hvorvidt Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at de offentlige interesser, som appellanten havde anført til støtte for sin begæring om udbredelse, blev tilgodeset ved den ordning om formidling af resultater, der er fastsat i forordning nr. 1290/2013, og ved tilskudsaftalen.

84

Som påpeget i nærværende doms præmis 79 støttede Retten sig indledningsvis på de forpligtelser til offentliggørelse af resultaterne, der påhvilede projektdeltagerne.

85

For det første skal det i denne forbindelse bemærkes, at Retten i modsætning til det af appellanten hævdede ikke fastslog, at alle de oplysninger, der specifikt omhandlede iBorderCtrl-projektet, inklusive de oplysninger, der angik dets lovlighed og dets etiske forsvarlighed, kunne hemmeligholdes.

86

I lyset af den appellerede doms præmis 194 fremgår det, at Retten alene fastslog, at den pligt til formidling af forskningsresultaterne, som påhvilede projektdeltagerne, og som var fastsat i artikel 43, stk. 2, i forordning nr. 1290/2013 og i tilskudsaftalens artikel 29.1, var begrænset af beskyttelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder, sikkerhedsregler eller berettigede interesser.

87

Hvad nærmere bestemt angår dokumenterne vedrørende projektets etiske og retlige følgevirkninger fremgår det af den appellerede doms præmis 113-118, at Retten alene godkendte den omtvistede afgørelse hvad angik de dokumenter, der indeholdt oplysninger om de værktøjer og de teknologier, som konsortiemedlemmerne konkret havde udarbejdet inden for rammerne af iBorderCtrl-projektet. Derimod annullerede Retten denne afgørelse, for så vidt som der heri var givet afslag på aktindsigt i oplysningerne om den generelle etiske og retlige vurdering af systemer, der anvendte innovative teknologier, såsom den automatiserede afsløring af løgne.

88

Med hensyn til appellantens argument om, at de kriterier, som Retten opstillede i den appellerede dom, vil føre til, at en hel række af dokumenter om resultaterne af projektet – herunder især dokumenterne om resultaterne af pilotforsøgene – hemmeligholdes, hviler det på en uberettiget ekstrapolering af Rettens konstateringer til andre dokumenter end dem, der var genstand for begæringen om udbredelse, og dermed genstand for den omtvistede afgørelse.

89

For det andet kan der heller ikke gives medhold i appellantens argumentation om, at den offentliggørelsespligt, der påhviler projektdeltagerne, ikke kan tilgodese den offentlige interesse, fordi denne forpligtelse ikke gør det muligt at offentliggøre de forretningsmæssige oplysninger, der anses for beskyttelsesværdige. En imødekommelse af denne argumentation ville nemlig være ensbetydende med at antage, at de offentlige interesser, der er anført til støtte for begæringen, har forrang for de interesser, der har begrundet afslaget på udbredelse, selv om det, som påpeget i nærværende doms præmis 74, påhviler den, der gør gældende, at der foreligger en mere tungtvejende offentlig interesse, at føre bevis herfor.

90

For det tredje udspringer den af appellanten foretagne sammenligning med »lignende« tidligere forsknings- og udviklingsprojekter – hvilke projekter skulle bekræfte, at publikationerne fra deltagerne i sådanne projekter ikke muliggør en offentlig debat – af en generel betragtning, som angår andre projekter, og som specifikt i forhold til iBorderCtrl-projektet er uegnet til at påvise, at de oplysninger, der fremlægges på grundlag af forordning nr. 1290/2013 og tilskudsaftalen, er utilstrækkelige i forhold til gennemsigtighedskravet.

91

For det fjerde har appellanten ikke godtgjort, hvorledes Rettens analyse – hvorefter det var muligt at føre en oplyst offentlig diskussion om de forskellige aspekter af iBorderCtrl-projektet, der var under udvikling, på grundlag af de resultater, der blev formidlet i medfør af denne forordning og denne aftale – skulle være behæftet med en retlig fejl.

92

Det skal i denne forbindelse indledningsvis fastslås, at det ikke fremgår af den appellerede dom, at Retten udtalte, at forordning nr. 1049/2001 fastsatte en generel undtagelse til retten til aktindsigt hvad angår igangværende forsknings- og udviklingsprojekter.

93

Det skal dernæst bemærkes, at appellanten med sin argumentation i det væsentlige har gjort gældende, at der foreligger en mere tungtvejende offentlig interesse, som omhandlet i artikel 4, stk. 2, sidste sætningsled, i forordning nr. 1049/2001, i at få kendskab til alle oplysningerne om alle faserne i et offentligt finansieret teknologisk forskningsprojekt, som systematisk har forrang for de forretningsmæssige interesser hos de virksomheder, der deltager i dette projekt. Denne argumentation kan kun tiltrædes, hvis der foreligger en formodning om, at sådanne oplysninger anses for at have en mere tungtvejende offentlig interesse. Hvis der ikke foreligger en sådan formodning, tilkommer det, som påpeget i nærværende doms præmis 74 og 89, appellanten konkret at angive de omstændigheder, der kan begrunde udbredelsen af de omhandlede dokumenter.

94

Det skal i denne henseende fastslås, at intet element ved anbringendet kan godtgøre en retlig fejl i Rettens bedømmelse i den appellerede doms præmis 202 om, at appellanten ikke havde godtgjort, at princippet om åbenhed i den foreliggende sag havde nogen særligt påtrængende karakter, der gik forud for den legitime interesse i beskyttelsen af de forretningsmæssige interesser hos de konsortiemedlemmer, der deltog i projektet.

95

Følgelig begik Retten ikke nogen retlig fejl ved at vurdere, at de af appellanten påberåbte offentlige interesser kunne tilgodeses ved de forpligtelser til offentliggørelse af resultaterne af iBorderCtrl-projektet, der påhvilede deltagerne i dette projekt ifølge artikel 43, stk. 2, i forordning nr. 1290/2013 og ifølge tilskudsaftalens artikel 20.3, litra a), nr. iii), artikel 20.4, litra a), og artikel 29.1, 29.2 og 38.2.1.

96

Derimod var det med urette, at Retten i den appellerede doms præmis 196 fandt, at disse interesser var sikret ved den ret til tilrådighedsstillelse og aktindsigt, der er fastsat for EU-institutionerne, ‑organerne, ‑kontorerne og ‑agenturerne samt medlemsstaterne i artikel 4 og 49 i forordning nr. 1290/2013 og i tilskudsaftalens artikel 36.1, selv om på den ene side disse rettigheder og på den anden side den ret til aktindsigt, der er fastsat i forordning nr. 1049/2001, hverken har den samme målgruppe eller de samme formål.

97

Ifølge artikel 4, stk. 1, litra a), og artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 1290/2013 er retten til tilrådighedsstillelse af de oplysninger, der er i Kommissionens besiddelse, og som vedrører resultater frembragt af en deltager i en aktion, der har modtaget EU-finansiering, nemlig forbeholdt EU-institutionerne, ‑organerne, ‑kontorerne og ‑agenturerne samt medlemsstaterne. Denne ret giver dem alene ret til, på anmodning, at få adgang til de oplysninger, der er af offentlig interesse, og når oplysningerne er fremlagt, forbliver de fortrolige, medmindre de bliver offentlige eller gøres offentligt tilgængelige af deltagerne. Det fremgår ligeledes af artikel 49, stk. 1, i forordning nr. 1290/2013, at den i denne bestemmelse fastsatte ret til aktindsigt i resultaterne fra en deltager, der har modtaget EU-finansiering, er forbeholdt EU-institutionerne, ‑organerne, ‑kontorerne og ‑agenturerne, og alene »med det behørigt begrundede formål at udvikle, gennemføre og overvåge Unionens politikker eller programmer«.

98

Den ret til aktindsigt, der er fastsat i forordning nr. 1049/2001, indrømmes derimod i henhold til denne forordnings artikel 2, stk. 1, enhver unionsborger og enhver fysisk eller juridisk person, der har bopæl eller hjemsted i en medlemsstat. I medfør af den nævnte forordnings artikel 6, stk. 1, andet punktum, er den, der fremsætter en begæring om aktindsigt, desuden ikke forpligtet til at begrunde denne.

99

Som appellanten med rette har anført, kan den ret til tilrådighedsstillelse, der er fastsat i artikel 4 i forordning nr. 1290/2013, derfor ikke tilgodese den offentlige interesse, der påberåbes til støtte for en begæring om aktindsigt, som fremsættes på grundlag af forordning nr. 1049/2001 af en unionsborger eller en fysisk eller juridisk person, der har bopæl eller hjemsted i en medlemsstat.

100

Den begrundelse, som Retten anførte i den appellerede doms præmis 196, er imidlertid overflødig i forhold til den, der er angivet i denne doms præmis 194 og 195, idet Retten – som det fremgår af nærværende doms præmis 84-95 – med rette fandt, at de af appellanten påberåbte offentlige interesser kunne tilgodeses ved de forpligtelser til offentliggørelse, der er pålagt deltagerne i forskningsprojekter ifølge artikel 43, stk. 2, i forordning nr. 1290/2013 og ifølge tilskudsaftalens artikel 20.3, litra a), nr. iii), artikel 20.4, litra a), og artikel 29.1, 29.2 og 38.2.1. Sådanne forpligtelser, som er direkte pålagt disse deltagere, gør det nemlig muligt at offentliggøre de oplysninger, der vedrører forskningsresultaterne, uafhængigt af de eventuelle formidlingstiltag, der kan træffes af Unionen eller medlemsstaterne, efter de har udøvet deres ret til aktindsigt i disse oplysninger.

101

Følgelig skal det argument, som appellanten i denne forbindelse har fremsat, forkastes. Det følger nemlig af Domstolens faste praksis, at et appelanbringende, der er rettet mod en begrundelse i den appellerede dom, hvis domskonklusion i tilstrækkelig grad er baseret på andre retlige grunde, er uvirksomt og derfor skal forkastes (jf. i denne retning dom af 8.5.2003, T. Port mod Kommissionen, C-122/01 P, EU:C:2003:259, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis, og af 6.10.2021, Banco Santander mod Kommissionen, C-52/19 P, EU:C:2021:794, præmis 127).

102

I tredje omgang og hvad angår appellantens argument om, at der forelå en mere tungtvejende offentlig interesse som følge af de indgreb, som iBorderCtrl-projektet kunne gøre i de grundlæggende rettigheder, forkastede Retten dette argument ved i den appellerede doms præmis 198 at fastslå, at de relevante bestemmelser, der finder anvendelse på forsknings- og innovationsprojekter, som finansieres over Horisont 2020-programmet, pålagde deltagerne en forpligtelse til at overholde de grundlæggende rettigheder og de principper, der navnlig er anerkendt ved chartret, og pålagde Kommissionen en forpligtelse til at påse overholdelsen af disse rettigheder og principper. Retten tilføjede, at disse krav i øvrigt afspejledes i den omstændighed, at de retlige og etiske vurderinger af iBorderCtrl-projektet specifikt indgik i de obligatoriske faser af udviklingen af dette projekt, mens de etiske spørgsmål selv blev overvåget af en uafhængig etisk rådgiver.

103

Retten henviste bl.a. til artikel 19 i forordning (EU) nr. 1291/2013, til artikel 14 i forordning nr. 1290/2013, sammenholdt med niende betragtning til denne forordning, og til tilskudsaftalens artikel 34.

104

Herved begik Retten en retlig fejl.

105

Den omstændighed, at deltagerne i iBorderCtrl-projektet er forpligtede til at overholde de grundlæggende rettigheder og de principper, der navnlig er anerkendt ved chartret, og at det er pålagt Kommissionen at påse overholdelsen af disse rettigheder og principper, gør nemlig ikke, at det kan antages, at der ikke sker noget indgreb i de nævnte rettigheder og principper, og at det kan udelukkes, at der foreligger en mere tungtvejende offentlig interesse, der består i at udbrede de dokumenter, der angår dette projekt, på grund af de mulige følgevirkninger af de anvendte teknikker på beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder.

106

Selv om henvisningen til projektdeltagernes forpligtelse til at overholde de grundlæggende rettigheder og Kommissionens forpligtelse til at påse overholdelsen af disse rettigheder afspejler den vigtighed, som EU-lovgiver tillægger beskyttelsen af de nævnte rettigheder, kan denne henvisning ikke begrunde, at tredjeparter fratages muligheden for at begære aktindsigt i disse dokumenter for bl.a. at kontrollere, at projektdeltagerne og EU-institutionerne har overholdt deres respektive forpligtelser.

107

Den begrundelse, der er anført i den appellerede doms præmis 198, har imidlertid en overflødig karakter.

108

Retten fastslog således i denne doms præmis 199 dels, at appellanten ikke havde hævdet, at de grundlæggende rettigheder for de personer, der deltog i pilotforsøgene inden for rammerne af iBorderCtrl-projektet, ikke var blevet overholdt, dels at den offentlige interesse, som appellanten havde påberåbt sig, og som reelt vedrørte en mulig fremtidig anvendelse under virkelige forhold af systemer, der ville være baseret på teknikker og teknologier udviklet i forbindelse med dette projekt, ville blive tilgodeset ved formidlingen af resultaterne på de vilkår, der var fastsat i forordning nr. 1290/2013 og i tilskudsaftalen.

109

Appellanten har imidlertid ikke påberåbt sig, at der skete en urigtig gengivelse af hans egne argumenter i første instans.

110

Af de grunde, der er redegjort for i nærværende doms præmis 84-95, kan Retten i øvrigt ikke kritiseres for, at den begik en retlig fejl ved at fastslå, at den offentlige interesse, som appellanten påberåbte sig, kunne tilgodeses ved formidlingen af resultaterne af projektet på de vilkår, der var fastsat i forordning nr. 1290/2013 og i tilskudsaftalen, eftersom iBorderCtrl-projektet kun var et forskningsprojekt under udvikling, der alene havde til formål at afprøve teknologier.

111

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at anbringendet skal forkastes, idet det delvist er uvirksomt og delvist er ugrundet.

112

Følgelig skal appellen forkastes.

113

I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

114

Da REA har nedlagt påstand om, at appellanten tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og da appellanten har tabt sagen, bør det pålægges denne at bære sine egne omkostninger og betale de af REA afholdte omkostninger.

115

I overensstemmelse med procesreglementets artikel 140, stk. 1, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse i appelsager, bærer Kommissionen, som er interveneret i sagen, sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Tiende Afdeling):