–

C.I. ved avocat C.-I. Gliga,

–

C.O. ved avocată M. Gornoviceanu,

–

L.N. ved avocat C.-I. Gliga,

–

S.P. ved avocat H. Crişan,

–

den rumænske regering ved L.-E. Baţagoi, M. Chicu, E. Gane og O.-C. Ichim, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved J. Baquero Cruz, F. Blanc, I.V. Rogalski, F. Ronkes Agerbeek og P.J.O. Van Nuffel, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2 TEU, artikel 4, stk. 3, TEU og artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, artikel 325, stk. 1, TEUF, artikel 49, stk. 1, sidste punktum, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), artikel 2, stk. 1, i konventionen udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser, undertegnet i Bruxelles den 26. juli 1995 og knyttet som bilag til Rådets retsakt af 26. juli 1995 (EFT 1995, C 316, s. 48, herefter »BFI-konventionen«), artikel 2 og 12 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1371 af 5. juli 2017 om strafferetlig bekæmpelse af svig rettet mod Den Europæiske Unions finansielle interesser (EUT 2017, L 198, s. 29, herefter »BFI-direktivet«), Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT 2006, L 347, s. 1), Kommissionens beslutning 2006/928/EF af 13. december 2006 om oprettelse af en mekanisme for samarbejde og kontrol vedrørende Rumæniens fremskridt med opfyldelsen af specifikke benchmarks på områderne retsreform og bekæmpelse af korruption (EUT 2006, L 354, s. 56) samt princippet om EU-rettens forrang.

2

Anmodningen er blevet indgivet inden for rammerne af særlige retsmidler iværksat af C.I., C.O., K.A., L.N. og S.P. (herefter samlet »appellanterne i hovedsagen«) med påstand om ophævelse af deres endelige domme, hvorved de blev idømt fængselsstraffe på grundlag af forhold, der kvalificeres som afgiftssvig og oprettelse af en kriminel organisation.

3

BFI-konventionens artikel 1, der har overskriften »Generelle bestemmelser«, fastsætter:

»1.   I denne konvention betragtes som svig, der skader De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser:

[...]

2.   Med forbehold af artikel 2, stk. 2, træffer hver medlemsstat de fornødne, egnede foranstaltninger for at gennemføre bestemmelserne i stk. 1 i deres nationale strafferet på en sådan måde, at den deri omhandlede adfærd betragtes som en strafbar handling.

3.   Med forbehold af artikel 2, stk. 2, træffer hver medlemsstat endvidere de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at forsætlig udfærdigelse eller levering af falske, urigtige eller ufuldstændige erklæringer eller dokumenter med den i stk. 1 beskrevne følge betragtes som en strafbar handling, hvis denne adfærd ikke allerede er strafbar enten som en selvstændig lovovertrædelse eller som medvirken eller anstiftelse til eller forsøg på svig som defineret i stk. 1.

[...]«

4

Konventionens artikel 2 med overskriften »Sanktioner« bestemmer:

»1.   Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den i artikel 1 nævnte adfærd samt medvirken, anstiftelse eller forsøg i forbindelse med den i artikel 1, stk. 1, nævnte adfærd kan straffes med strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning, herunder, i hvert fald i grove tilfælde af svig, frihedsstraf, der kan medføre udlevering, idet der ved grove tilfælde af svig forstås svig, som vedrører et mindstebeløb, der fastsættes i hver medlemsstat. Dette mindstebeløb kan ikke fastsættes højere end 50000 [EUR].

2.   En medlemsstat kan imidlertid i mindre tilfælde af svig, som vedrører et samlet beløb på under 4000 [EUR], og som i henhold til dens lovgivning ikke er af specielt alvorlig karakter, fastsætte sanktioner af en anden art end de i stk. 1 anførte.

[...]«

5

BFI-direktivets artikel 16, som har overskriften »Erstatning af [BFI-konventionen]«, præciserer:

»[BFI-konventionen] med de tilhørende protokoller af 27. september 1996, 29. november 1996 og 19. juni 1997 erstattes af dette direktiv for så vidt angår de medlemsstater, der er bundet heraf, med virkning fra den 6. juli 2019.

For så vidt angår de medlemsstater, der er bundet af dette direktiv, gælder henvisninger til konventionen som henvisninger til dette direktiv.«

6

Princippet om anvendelse med tilbagevirkende kraft af en mildere straffebestemmelse (lex mitior) er fastsat i artikel 15, stk. 2, i Constituția României (den rumænske forfatning), hvorefter »[l]oven kun har virkning for fremtidige forhold, med undtagelse af den mildeste strafferetlige eller administrative lov«.

7

Den rumænske forfatnings artikel 147, stk. 1 og 4, har følgende ordlyd:

»1.   Gældende bestemmelser i love og dekreter samt bekendtgørelser, der anses for at være forfatningsstridige, ophører med at have retsvirkninger 45 dage efter offentliggørelsen af dommen afsagt af Curtea Constituțională [(forfatningsdomstol, Rumænien)], medmindre parlamentet eller regeringen, alt efter omstændighederne, i denne periode bringer de forfatningsstridige bestemmelser i overensstemmelse med forfatningens bestemmelser. I denne periode suspenderes de bestemmelser, der anses for at være forfatningsstridige, automatisk.

[...]

4.   Afgørelserne fra Curtea Constituțională [(forfatningsdomstol)] offentliggøres i Monitorul Oficial al României. De er generelt bindende fra og med datoen for offentliggørelse og har kun virkninger fremadrettet.«

8

Afgiftssvig defineres som følger i artikel 9 i Legea nr. 241/2005, pentru prevenirea și combaterea evaziunii fiscale (lov nr. 241/2005 om forebyggelse og bekæmpelse af skattesvig) af 15. juli 2005 (Monitorul Oficial al României, del I, nr. 672 af 27.7.2005), i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen:

»1.   Følgende handlinger, der har til formål at undgå skatteforpligtelser, udgør afgiftssvig, som straffes med fængsel i to til otte år og fortabelse af rettigheder eller med bøde:

[...]

[...]

2.   Såfremt de i stk. 1 omhandlede handlinger forårsager en skade på mere end 100000 EUR omregnet til national valuta, forhøjes minimumsstraffen og maksimumsstraffen med fem år.

3.   Såfremt de i stk. 1 omhandlede handlinger forårsager en skade på mere end 500000 EUR omregnet til national valuta, forhøjes minimumsstraffen og maksimumsstraffen med syv år.«

9

Den 1. februar 2014 trådte Legea nr. 286/2009, privind Codul penal (lov nr. 286/2009 om straffeloven) af 17. juli 2009 (Monitorul Oficial al României, del I, nr. 510 af 24.7.2009, herefter »straffeloven«) i kraft.

10

I henhold til straffelovens artikel 154, stk. 1, litra b), er den almindelige forældelsesfrist for de lovovertrædelser, som appellanterne i hovedsagen blev tiltalt for, ti år.

11

Inden straffelovens ikrafttræden havde bestemmelsen om afbrydelse af forældelsesfrister i straffesager følgende ordlyd:

»Forældelsesfristen i artikel 122 afbrydes ved gennemførelsen af ethvert skridt i sagen, som i henhold til loven skal forkyndes for den mistænkte eller den tiltalte under straffesagen.«

12

Straffelovens artikel 155, stk. 1, bestemte i sin oprindelige affattelse:

»Forældelsesfristen for strafansvar afbrydes ved gennemførelsen af ethvert proceduremæssigt skridt i sagen.«

13

Artikel 155, stk. 1, blev ændret som følger ved Ordonanța de urgență a Guvernului nr. 71/2022, pentru modificarea articolului 155 alineatul (1) din Legea nr. 286/2009 privind Codul penal (regeringens nøddekret nr. 71/2022 om ændring af artikel 155, stk. 1, i lov nr. 286/2009 om straffeloven) af 30. maj 2022 (Monitorul Oficial al României, del I, nr. 531 af 30.5.2022, herefter »OUG nr. 71/2022«):

»Forældelsesfristen for strafansvar afbrydes ved gennemførelsen af ethvert proceduremæssigt skridt i sagen, som i henhold til loven skal forkyndes for den mistænkte eller den tiltalte.«

14

Rækkevidden af princippet om anvendelse med tilbagevirkende kraft af en mildere straffebestemmelse (lex mitior), som er fastsat i den rumænske forfatnings artikel 15, stk. 2, præciseres i straffelovens artikel 5, stk. 1, som har følgende ordlyd:

»Såfremt en eller flere straffelove er trådt i kraft i perioden, fra en lovovertrædelse begås, til endelig dom afsiges, finder den mildeste lov anvendelse.«

15

Artikel 426 i Legea nr. 135/2010, privind Codul de procedură penală (lov nr. 135/2010 om strafferetsplejeloven) af 1. juli 2010 (Monitorul Oficial al României, del I, nr. 486 af 15.7.2010) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, med overskriften »Tilfælde, hvor der kan iværksættes et særligt retsmiddel med påstand om ophævelse«, fastsætter følgende i litra b):

»Der kan i følgende tilfælde iværksættes et særligt retsmiddel med påstand om ophævelse af endelige domme i straffesager:

[...]

[...]«

16

Artikel 99 i Legea nr. 303/2004, privind statutul judecătorilor și procurorilor (lov nr. 303/2004 om dommeres og anklageres status) af 28. juni 2004 (offentliggjort på ny i Monitorul Oficial al României, del I, nr. 826 af 13.9.2005) fastsatte:

»For disciplinære forseelser anses:

[...]

[...]«

17

Artikel 271 i Legea nr. 303/2022 privind statutul judecătorilor și procurorilor (lov nr. 303/2022 om dommeres og anklageres status) af 15. november 2022 (Monitorul Oficial al României, del I, nr. 1102 af 16.11.2022) bestemmer:

»For disciplinære forseelser anses:

[...]

18

Denne lovs artikel 272, stk. 1 og 2, præciserer:

»1.   En dommer eller anklager handler i ond tro, når de bevidst overtræder materielle eller processuelle retsregler med henblik på at skade en anden eller accepterer, at overtrædelsen forvolder skade på en anden.

2.   En dommer eller anklager, der uagtsomt, groft, utvivlsomt og uforsvarligt overtræder materielle eller processuelle retsregler, handler groft uagtsomt.«

19

I 2010 undlod appellanterne i hovedsagen helt eller delvist i deres regnskaber at registrere handelstransaktionerne og indtægterne fra salg til nationale modtagere af dieselolie, som var blevet erhvervet under udsættelsen af betalingen af punktafgift, hvorved de forvoldte skade på statens budget, navnlig med hensyn til merværdiafgift (moms) og punktafgift på dieselolie.

20

Ved straffedom nr. 285/AP af 30. juni 2020 afsagde Curtea de Apel Brașov (appeldomstolen i Brașov, Rumænien), der er den forelæggende ret, kendelse om domfældelse eller stadfæstelse af den dom over appellanterne i hovedsagen, der var blevet afsagt af Tribunalul Brașov (retten i første instans i Brașov, Rumænien) i dennes straffedom nr. 38/S af 13. marts 2018, hvorved de pågældende blev idømt fængselsstraffe for afgiftssvig, jf. artikel 9, stk. 1, litra b) og c), og artikel 9, stk. 3, i lov nr. 241/2005 om forebyggelse og bekæmpelse af afgiftssvig i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, og for kriminel sammensværgelse, jf. de kombinerede bestemmelser i artikel 7 og artikel 2, litra b), nr. 16, i Legea nr. 39/2003, privind prevenirea și combaterea criminalității organizate (lov nr. 39/2003 om forebyggelse og bekæmpelse af organiseret kriminalitet) af 21. januar 2003 (Monitorul Oficial al României, del I, nr. 50 af 29.1.2003), i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, med anvendelse af straffelovens artikel 5.

21

To af appellanterne i hovedsagen, K.A. og S.P., var frihedsberøvede på tidspunktet for indgivelsen af nærværende anmodning om præjudiciel afgørelse under fuldbyrdelse af dom nr. 285/AP af 30. juni 2020 afsagt af Curtea de Apel Brașov (appeldomstolen i Brașov).

22

Appellanterne i hovedsagen blev desuden pålagt at betale et beløb til dækning af det afgiftsmæssige tab, herunder det skyldige momsbeløb, i alt 13964482 rumænske lei (RON) (ca. 3240000 EUR).

23

Den forelæggende ret har i sin anmodning om præjudiciel afgørelse henvist til national retspraksis vedrørende den oprindelige affattelse af straffelovens artikel 155, stk. 1, som kan have en afgørende betydning for appellanterne i hovedsagens situation.

24

Den forelæggende ret har for det første nærmere bestemt anført, at Curtea Constituțională (forfatningsdomstol) ved dom nr. 297 af 26. april 2018, offentliggjort den 25. juni 2018 (herefter »dom nr. 297/2018 afsagt af Curtea Constituțională (forfatningsdomstol)«), tog en indsigelse om forfatningsstridighed vedrørende denne bestemmelse til følge, for så vidt som den foreskrev afbrydelse af forældelsesfristen for strafansvar ved gennemførelsen af »ethvert proceduremæssigt skridt i sagen«.

25

Curtea Constituțională (forfatningsdomstol) anførte navnlig, at den nævnte bestemmelse ikke var forudsigelig, og at den tilsidesatte det strafferetlige legalitetsprincip, for så vidt som udtrykket »ethvert proceduremæssigt skridt« ligeledes omfattede skridt, som ikke blev forkyndt for den mistænkte eller den tiltalte, hvilket medførte, at den pågældende ikke fik kendskab til, at en ny forældelsesfrist for vedkommendes strafansvar var begyndt at løbe.

26

Den fastslog ligeledes, at den tidligere lovbestemmelse opfyldte de relevante forfatningsbestemmelsers krav til forudsigelighed, eftersom det heraf fremgik, at alene gennemførelsen af et skridt, der i henhold til loven skulle forkyndes for den mistænkte eller den tiltalte, kunne afbryde forældelsesfristen for strafansvar.

27

For det andet fremgår det af den forelæggende rets redegørelse, at den nationale lovgiver i adskillige år, efter at dom nr. 297/2018 var blevet afsagt af Curtea Constituțională (forfatningsdomstol), ikke greb ind for at erstatte straffelovens artikel 155, stk. 1, der var blevet erklæret forfatningsstridig.

28

For det tredje har den forelæggende ret præciseret, at Curtea Constituțională (forfatningsdomstol) ved dom nr. 358 af 26. maj 2022, offentliggjort den 9. juni 2022 (herefter »dom nr. 358/2022 afsagt af Curtea Constituțională (forfatningsdomstol)«), tog en ny indsigelse om forfatningsstridighed vedrørende straffelovens artikel 155, stk. 1, til følge. I denne dom præciserede Curtea Constituțională (forfatningsdomstol), at dens dom nr. 297/2018 havde retlig karakter af en »simpel« dom om forfatningsstridighed. Curtea Constituțională (forfatningsdomstol) fremhævede lovgivers manglende indgriben efter dom nr. 297/2018 og den omstændighed, at den samlede virkning af sidstnævnte dom og lovgivers manglende indgriben havde givet anledning til en ny situation, der ikke var klar og forudsigelig med hensyn til de gældende regler om afbrydelse af forældelsesfristen for strafansvar, hvilken situation havde udmøntet sig i en uensartet retspraksis, og præciserede, at »gældende [rumænsk] ret [i perioden mellem datoen for offentliggørelsen af dom nr. 297/2018 og ikrafttrædelsen af en retsakt, der fastsætter den regel, der finder anvendelse, ikke indeholdt] tilfælde, hvor forældelsesfristen for strafansvar afbrydes«.

29

I øvrigt anførte Curtea Constituțională (forfatningsdomstol), at dom nr. 297/2018 ikke havde til formål at fjerne forældelsesfristerne for strafansvar eller ordningen med afbrydelse af disse frister, men derimod at bringe straffelovens artikel 155, stk. 1, i overensstemmelse med de forfatningsmæssige krav.

30

For det fjerde fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at regeringen, der handlede som delegeret lovgiver, den 30. maj 2022, dvs. efter at Curtea Constituțională (forfatningsdomstol) havde afsagt dom nr. 358/2022, men før dommen blev offentliggjort, vedtog OUG nr. 71/2022, der trådte i kraft samme dag, hvorved straffelovens artikel 155, stk. 1, blev ændret således, at forældelsesfristen for strafansvar afbrydes ved ethvert proceduremæssigt skridt, som skal forkyndes for den mistænkte eller den tiltalte.

31

For det femte har den forelæggende ret anført, at Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) ved dom nr. 67/2022 af 25. oktober 2022, offentliggjort den 28. november 2022, præciserede, at reglerne for afbrydelse af forældelsesfristen for strafansvar i rumænsk ret henhører under materiel strafferet, og at de følgelig er underlagt princippet om, at straffeloven ikke må have tilbagevirkende kraft, uden at dette berører princippet om anvendelse med tilbagevirkende kraft af en mildere straffebestemmelse (lex mitior), således som det bl.a. er sikret ved den rumænske forfatnings artikel 15, stk. 2.

32

Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) fastslog følgelig, at der principielt kan iværksættes et særligt retsmiddel med påstand om ophævelse af en endelig dom baseret på virkningerne af dom nr. 297/2018 og nr. 358/2022 afsagt af Curtea Constituțională (forfatningsdomstol) som en mildere straffebestemmelse (lex mitior). En sådan mulighed er imidlertid udelukket, når appeldomstolen allerede har behandlet spørgsmålet om forældelse af strafansvaret i den sag, der gav anledning til den endelige dom.

33

Appellanterne i hovedsagen har iværksat særlige retsmidler ved Curtea de Apel Brașov (appeldomstolen i Brașov) med påstand om ophævelse af denne rets dom nr. 285/AP af 30. juni 2020. De har på grundlag af artikel 426, stk. 1, litra b), i lov nr. 135/2010 om strafferetsplejeloven i den affattelse, der finder anvendelse på hovedsagen, nedlagt påstand om ophævelse af deres straffedom med den begrundelse, at de blev dømt, selv om der forelå beviser for, at der var grund til, at straffesagen blev henlagt, dvs. at forældelsesfristen for deres strafansvar var udløbet.

34

Til støtte for deres påstand har appellanterne på grundlag af princippet om anvendelse med tilbagevirkende kraft af en mildere straffebestemmelse (lex mitior) påberåbt sig forældelse af deres strafansvar som følge af dom nr. 297/2018 og nr. 358/2022 afsagt af Curtea Constituțională (forfatningsdomstol).

35

Appellanterne har i det væsentlige gjort gældende, at rumænsk ret i perioden mellem datoen for offentliggørelsen af dom nr. 297/2018 afsagt af Curtea Constituțională (forfatningsdomstol), dvs. den 25. juni 2018, og datoen for offentliggørelsen af denne rets dom nr. 358/2022, dvs. den 9. juni 2022, ikke fastsatte nogen grunde til afbrydelse af forældelsesfristen for strafansvar.

36

Den omstændighed, at gældende ret i perioden mellem disse datoer ikke fastsatte grunde til afbrydelse af forældelsesfristen for strafansvar, udgør i sig selv en mildere straffebestemmelse, som skal anvendes på dem i overensstemmelse med princippet om anvendelse med tilbagevirkende kraft af en mildere straffebestemmelse (lex mitior), som bl.a. er fastsat i den rumænske forfatning.

37

Såfremt denne fortolkning lægges til grund, har den forelæggende ret konstateret, at den forældelsesfrist på ti år, der er fastsat i straffelovens artikel 154, stk. 1, litra b), henset til det tidspunkt, hvor lovovertrædelserne blev begået, i den foreliggende sag var udløbet, inden afgørelsen om domfældelse af appellanterne i hovedsagen var blevet endelig, hvilket ville medføre, at straffesagen blev henlagt, og at de pågældende ikke kunne dømmes.

38

Den forelæggende ret har anført en række grunde, der kan udelukke anvendelsen af princippet om anvendelse med tilbagevirkende kraft af en mildere straffebestemmelse (lex mitior) – som sikret ved den rumænske forfatning – i en sag som hovedsagen.

39

Den forelæggende ret har bl.a. anført, at den retlige situation, der er kendetegnet ved, at der ikke var fastsat grunde til afbrydelse af forældelsesfristen på det strafferetlige område, og som appellanterne i hovedsagen har påberåbt sig, ikke følger af en retsakt, der er udtryk for lovgivers vilje, men af en dom afsagt af Curtea Constituțională (forfatningsdomstol), hvorved det blev fastslået, at den oprindelige affattelse af straffelovens artikel 155, stk. 1, var forfatningsstridig. Princippet om anvendelse med tilbagevirkende kraft af en mildere straffebestemmelse (lex mitior) finder imidlertid kun anvendelse i tilfælde af successive love, som lovgiver har vedtaget over tid.

40

På denne baggrund er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt den fortolkning, som appellanterne i hovedsagen har gjort gældende, er forenelig med EU-retten, for så vidt som den bevirker, at de fritages for deres strafansvar for lovovertrædelser i form af afgiftssvig, der kan berøre Den Europæiske Unions budget og beskyttelsen af Unionens finansielle interesser. En sådan fortolkning, der ville kunne finde anvendelse i et betragteligt antal straffesager, ville bl.a. kunne være i strid med artikel 2 TEU og artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, artikel 325, stk. 1, TEUF, BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, artikel 1, 3 og 4 i beslutning 2006/928, BFI-direktivets artikel 2 og artikel 12, stk. 1, samt direktiv 2006/112.

41

I denne henseende har den forelæggende ret anført, at virkningerne af dom nr. 297/2018 og nr. 358/2022 afsagt af Curtea Constituțională (forfatningsdomstol) på forældelsen af strafansvar – med forbehold af de begrænsede oplysninger, som den råder over – kan vedrøre et betydeligt antal sager. De nationale domstole har i deres afgørelser – herunder i forbindelse med særlige retsmidler med påstand om ophævelse som de i hovedsagen omhandlede – fastslået, at strafansvaret var forældet. Desuden gav Europa-Kommissionen i sin rapport af 22. november 2022 til Europa-Parlamentet og Rådet om Rumæniens fremskridt som led i mekanismen for samarbejde og kontrol (COM(2022) 664 final) udtryk for betænkeligheder med hensyn til indvirkningen af denne retspraksis på vigtige verserende straffesager.

42

Den forelæggende ret har i øvrigt fremhævet, at den, såfremt det fastslås, at det ikke er muligt at anlægge en fortolkning i overensstemmelse med EU-retten, henset til de anbringender, der er fremsat for den, kan være forpligtet til at undlade at anvende de løsninger, som Curtea Constituțională (forfatningsdomstol) og/eller Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) har valgt i deres praksis, hvor de har truffet afgørelse i appelsager i lovens interesse.

43

Den forelæggende ret har således anført, at den nye disciplinærordning, der er fastsat i artikel 271 og 272 i lov nr. 303/2022 om dommeres og anklageres status, gør det muligt at pålægge dommere sanktioner, såfremt de bevidst og dermed »i ond tro« eller ved grov uagtsomhed som omhandlet i de nævnte bestemmelser har tilsidesat domme afsagt af Curtea Constituțională (forfatningsdomstol) eller Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) i afgørelser i appelsager i lovens interesse.

44

Under disse omstændigheder har Curtea de Apel Brașov (appeldomstolen i Brașov) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

45

Ved en meddelelse af 24. marts 2023, indgået til Domstolen samme dag, har den forelæggende ret henvist til adskillige domme afsagt mellem den 15. december 2022 og den 8. marts 2023, hvorved Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest, Rumænien) og Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) har givet medhold i særlige retsmidler med påstand om ophævelse som følge af forældelsen af de berørte personers strafansvar.

46

Den forelæggende ret har i øvrigt i denne meddelelse fremhævet, at kassationsappellen er det eneste retsmiddel, der i givet fald gør det muligt at appellere en endelig retsafgørelse på grundlag af en tilsidesættelse af EU-retten som fortolket af Domstolen i dens svar på de præjudicielle spørgsmål. Fristen på 30 dage at regne fra forkyndelsen af appeldomstolens afgørelse, inden for hvilken der skal iværksættes kassationsappel, er imidlertid en hindring for at iværksætte en sådan appel, eftersom denne frist vil være udløbet i de fleste af de pågældende sager, når Domstolen træffer afgørelse om den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse.

47

Den forelæggende ret har derfor anmodet Domstolen om at præcisere, at »de nationale retsinstanser, der – i overensstemmelse med princippet om loyalt samarbejde, med henblik på at beskytte ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet inden for rammerne af den nationale procesautonomi og for at sikre ligebehandling og forbud mod forskelsbehandling af parterne i hovedsagen i forhold til borgere, der befinder sig i ensartede situationer, såfremt der iværksættes kassationsappel til prøvelse af retsafgørelser, der i mellemtiden er blevet truffet i lignende sager – har pligt til at fastslå, at den [nævnte] forældelsesfrist [...] begynder at løbe fra tidspunktet for afsigelsen af Domstolens dom«, hvorved den træffer afgørelse om den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse.

48

Domstolens præsident har i medfør af den beføjelse, som denne er tillagt i henhold til artikel 107, stk. 3, i Domstolens procesreglement, opfordret Fjerde Afdeling, der er udpeget i medfør af procesreglementets artikel 108, stk. 1, til at undersøge, om der er behov for at undergive den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse den hasteprocedure, som er omhandlet i artikel 23a, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

49

Det fremgår af procesreglementets artikel 107, stk. 1, at det kun er præjudicielle forelæggelser, hvorved der rejses et eller flere spørgsmål vedrørende et af de områder, der er omhandlet i EUF-traktatens tredje del, afsnit V – idet dette afsnit V vedrører et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – der kan undergives hasteproceduren.

50

I den foreliggende sag vedrører de præjudicielle spørgsmål bl.a. fortolkningen af BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, som er udarbejdet på grundlag af artikel K.3 EU. Den sidstnævnte artikel er nu artikel 31 EU, hvis bestemmelser er blevet gengivet i artikel 82 TEUF, 83 TEUF og 85 TEUF, der indgår i EUF-traktatens tredje del, afsnit V.

51

Det følger heraf, at den foreliggende præjudicielle forelæggelse rejser spørgsmål vedrørende et af de områder, der er omhandlet i afsnit V, og at forelæggelsen derfor kan undergives hasteproceduren.

52

Hvad angår kriteriet om den hastende karakter fremgår det af fast retspraksis, at dette kriterium er opfyldt, når den i tvisten i hovedsagen berørte person på tidspunktet for indgivelsen af anmodningen om præjudiciel afgørelse er frihedsberøvet, og når den pågældendes fortsatte frihedsberøvelse afhænger af løsningen af denne tvist (dom af 12.1.2023, MV (Fastsættelse af en samlet straf), C-583/22 PPU, EU:C:2023:5, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

53

I denne henseende fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at appellanterne i hovedsagen er blevet idømt fængselsstraffe, og at to af dem, K.A. og S.P., i øjeblikket afsoner deres respektive straffe.

54

Som svar på Domstolens anmodning af 15. marts 2023 til den forelæggende ret om at uddybe forelæggelsen har denne dels præciseret, at disse to appellanter i hovedsagen på nuværende tidspunkt er fængslede, idet de afsoner straffedom nr. 285/AP af 30. juni 2020, dels at deres frihedsberøvelse vil blive bragt til ophør, såfremt den måtte beslutte at tage de særlige retsmidler med påstand om ophævelse, som de har anlagt for den til prøvelse af deres domfældelse, til følge.

55

Det fremgår desuden af den forelæggende rets redegørelse, at afgørelsen med hensyn til de særlige retsmidler med påstand om ophævelse, som appellanterne i hovedsagen har iværksat, afhænger af Domstolens svar på de forelagte spørgsmål.

56

Under disse omstændigheder har Domstolens Fjerde Afdeling i medfør af procesreglementets artikel 108, stk. 1, den 23. marts 2023 på forslag fra den refererende dommer, og efter at generaladvokaten er blevet hørt, besluttet af egen drift at undergive den foreliggende præjudicielle forelæggelse hasteproceduren.

57

Endvidere har denne afdeling besluttet på grundlag af procesreglementets artikel 113, stk. 2, at hjemvise den foreliggende sag til Domstolen med henblik på, at den henvises til Store Afdeling.

58

L.N. og C.I. har gjort gældende, at anmodningen om præjudiciel afgørelse skal afvises fra realitetsbehandling i sin helhed. L.N. har i denne forbindelse navnlig gjort gældende, at beslutning 2006/928 og BFI-direktivet ikke var relevante under omstændighederne i tvisten i hovedsagen.

59

Den rumænske regering har i øvrigt rejst spørgsmål om, hvorvidt det tredje præjudicielle spørgsmål er hypotetisk.

60

Endelig har C.O., C.I. og den rumænske regering gjort gældende, at den i nærværende doms præmis 47 omhandlede anmodning ikke kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som den forelæggende ret inden for rammerne af tvisten i hovedsagen ikke er blevet forelagt en kassationsappel, men særlige retsmidler med påstand om ophævelse.

61

Det skal bemærkes, at det ifølge fast retspraksis inden for rammerne af det samarbejde, der i henhold til artikel 267 TEUF er indført mellem Domstolen og de nationale retter, udelukkende tilkommer den nationale ret, for hvilken tvisten er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, både om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, og relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 21.3.2023,Mercedes-Benz Group (Ansvar for fabrikanter af køretøjer udstyret med manipulationsanordninger), C-100/21, EU:C:2023:229, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).

62

Heraf følger, at der foreligger en formodning for, at spørgsmål om EU-retten er relevante. Domstolen kan kun afvise at træffe afgørelse om et præjudicielt spørgsmål fremsat af en national ret, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 21.3.2023, Mercedes-Benz Group (Ansvar for fabrikanter af køretøjer udstyret med manipulationsanordninger), C-100/21, EU:C:2023:229, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).

63

I den foreliggende sag skal det indledningsvis for så vidt angår den forelæggende rets tre præjudicielle spørgsmål for det første fremhæves, at den fortolkning af EU-retten, som den forelæggende ret har anmodet om, kan føre til, at den undlader at anvende dom nr. 297/2018 og nr. 358/2022 afsagt af Curtea Constituțională (forfatningsdomstol) og/eller dom nr. 67/2022 afsagt af Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol), som appellanterne i hovedsagen har påberåbt sig med henblik på at få fastslået, at deres strafansvar er forældet. Disse spørgsmål er derfor ikke hypotetiske.

64

Når dette er sagt, skal det for det andet bemærkes, at BFI-direktivet, hvis artikel 2 og 12 den forelæggende ret i sit første præjudicielle spørgsmål ønsker fortolket, i henhold til dets artikel 16 erstatter BFI-konventionen fra den 6. juli 2019. De handlinger, der ligger til grund for tvisten i hovedsagen, blev imidlertid begået i 2010. Det er således åbenbart, at det nævnte direktiv ikke finder anvendelse på denne tvist, hvorfor en fortolkning heraf ikke forekommer nødvendig for løsningen heraf.

65

For så vidt som de faktiske omstændigheder i hovedsagen ifølge de oplysninger, der er forelagt Domstolen, ikke udgør korruption, er det endvidere åbenbart, at fortolkningen af beslutning 2006/928 heller ikke er relevant for besvarelsen af det første og det andet præjudicielle spørgsmål.

66

Hvad for det tredje angår de øvrige EU-retlige bestemmelser, der er omhandlet i den forelæggende rets tre præjudicielle spørgsmål, er det derimod tilstrækkeligt at bemærke, at når det ikke klart fremgår, at fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke har nogen forbindelse med de faktiske forhold eller genstanden for hovedsagen, angår indsigelsen vedrørende denne bestemmelses uanvendelighed på hovedsagen ikke formaliteten i anmodningen om præjudiciel afgørelse, men realiteten i de forelagte spørgsmål (dom af 19.12.2019, Dobersberger, C-16/18, EU:C:2019:1110, præmis 21, og af 27.4.2023, M.D. (Forbud mod indrejse i Ungarn), C-528/21, EU:C:2023:341, præmis 52).

67

Hvad dernæst angår den i nærværende doms præmis 47 nævnte anmodning tilsigter denne ifølge den forelæggende rets redegørelse at fastlægge, hvorvidt EU-retten kræver, at fristen på 30 dage til at iværksætte en kassationsappel begynder at løbe på den dato, hvor Domstolen afsiger dom i den foreliggende sag.

68

Som C.O., C.I. og den rumænske regering har anført, er den forelæggende ret imidlertid ikke blevet forelagt en kassationsappel i tvisten i hovedsagen, men særlige retsmidler med påstand om ophævelse.

69

Følgelig vedrører det spørgsmål, der er omhandlet i nærværende doms præmis 47, et problem af hypotetisk karakter som omhandlet ovenfor i den i præmis 62 nævnte retspraksis og skal derfor afvises.

70

Det følger af det ovenstående, at den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling med undtagelse af dels det første og det andet spørgsmål, for så vidt som de vedrører fortolkningen af BFI-direktivet og beslutning 2006/928, dels det i nærværende doms præmis 47 omhandlede spørgsmål.

71

Det første og det andet spørgsmål, som skal behandles samlet, vedrører fortolkningen af artikel 2 TEU, artikel 4, stk. 3, TEU og artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, artikel 325, stk. 1, TEUF, chartrets artikel 49, stk. 1, sidste punktum, BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, samt direktiv 2006/112.

72

Det fremgår imidlertid af begrundelsen for forelæggelsesafgørelsen, at den forelæggende rets tvivl, som har givet anledning til disse to spørgsmål, nærmere bestemt vedrører fortolkningen af dels de EU-retlige bestemmelser, der pålægger medlemsstaterne effektivt at bekæmpe ulovlige aktiviteter, der skader Unionens finansielle interesser, dels de garantier, der følger af det strafferetlige legalitetsprincip.

73

Under disse omstændigheder er det alene fornødent at undersøge det første og det andet spørgsmål i lyset af artikel 325, stk. 1, TEUF, chartrets artikel 49, stk. 1, og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1.

74

Det følger heraf, at den forelæggende ret med disse spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om disse bestemmelser skal fortolkes således, at en medlemsstats retsinstanser er forpligtede til at undlade at anvende dels domme afsagt af denne medlemsstats forfatningsdomstol, hvorved det blev fastslået, at den nationale lovbestemmelse, der omhandler grundene til afbrydelse af forældelsesfristen i straffesager, var ugyldig på grund af tilsidesættelse af det strafferetlige legalitetsprincip med de krav om strafferettens forudsigelighed og nøjagtighed, der følger af dette princip, dels en dom afsagt af den pågældende medlemsstats øverste domstol, hvoraf det fremgår, at reglerne vedrørende disse afbrydelsesgrunde, således som de følger af denne forfatningsretlige retspraksis, kan anvendes med tilbagevirkende kraft som en mildere straffebestemmelse (lex mitior) med henblik på at anfægte endelige domme, idet de nævnte domme har til følge, at et betydeligt antal straffesager, herunder sager om alvorlig svig, der skader Unionens finansielle interesser, vil blive henlagt på grund af forældelse af strafansvaret.

75

Indledningsvis bemærkes, at det nøjagtige anvendelsesområde for de regler, som i perioden fra den 25. juni 2018, datoen for offentliggørelsen af dom nr. 297/2018 afsagt af Curtea Constituțională (forfatningsdomstol), til den 30. maj 2022, datoen for ikrafttrædelsen af OUG nr. 71/2022, gjaldt for afbrydelse af forældelsesfristerne i straffesager i Rumænien, er blevet drøftet af parterne både i deres skriftlige indlæg og i retsmødet for Domstolen.

76

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det inden for rammerne af en procedure i henhold til artikel 267 TEUF, som er baseret på en klar adskillelse mellem de nationale retters og Domstolens funktioner, alene er den nationale ret, der har kompetence til at fastlægge og vurdere hovedsagens faktiske omstændigheder og til at fortolke og anvende national ret (dom af 31.1.2023, Puig Gordi m.fl., C-158/21, EU:C:2023:57, præmis 61, og af 21.3.2023, Mercedes-Benz Group (Ansvar for fabrikanter af køretøjer udstyret med manipulationsanordninger), C-100/21, EU:C:2023:229, præmis 59).

77

Ifølge den forelæggende rets redegørelse følger det i den foreliggende sag af dom nr. 297/2018 og nr. 358/2022 afsagt af Curtea Constituțională (forfatningsdomstol), som er sammenfattet i nærværende doms præmis 23-29, at rumænsk ret i perioden fra den 25. juni 2018 til den 30. maj 2022 ikke fastsatte grunde til afbrydelse af forældelsesfristen for strafansvar. Med henblik på besvarelsen af det første og det andet spørgsmål må det derfor lægges til grund, at dette var gældende rumænsk ret i denne periode.

78

Henset til den i nærværende doms præmis 76 nævnte retspraksis skal disse spørgsmål ligeledes besvares på grundlag af den forelæggende rets fortolkning af dom nr. 67/2022 afsagt af Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol), hvorefter sidstnævnte rets fortolkning af princippet om anvendelse med tilbagevirkende kraft af en mildere straffebestemmelse (lex mitior) gør det muligt at give virkningerne af den omstændighed, at rumænsk ret ikke indeholdt grunde til afbrydelse af forældelsesfristen, tilbagevirkende kraft i forbindelse med proceduremæssige skridt, der blev gennemført inden den 25. juni 2018, dvs. datoen for offentliggørelsen af dom nr. 297/2018 afsagt af Curtea Constituțională (forfatningsdomstol).

79

For så vidt som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at tvisten i hovedsagen bl.a. vedrører handlinger, der udgør alvorlig momssvig, skal det bemærkes, at det påhviler medlemsstaterne at træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at sikre en effektiv og fuldstændig opkrævning af Unionens egne indtægter, som består i de indtægter, der hidrører fra anvendelsen af en ensartet sats på de harmoniserede momsberegningsgrundlag (dom af 21.12.2021, Euro Box Promotion m.fl., C-357/19, C-379/19, C-547/19, C-811/19 og C-840/19, EU:C:2021:1034, præmis 182 og den deri nævnte retspraksis).

80

Når dette er sagt, er pålæggelsen af strafferetlige sanktioner med henblik på at beskytte Unionens finansielle interesser og navnlig den korrekte opkrævning af disse indtægter en delt kompetence mellem Unionen og medlemsstaterne som omhandlet i artikel 4, stk. 2, TEUF (jf. i denne retning dom af 5.12.2017, M.A.S. og M.B., C-42/17, EU:C:2017:936, præmis 43).

81

På tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen havde de forældelsesregler, der fandt anvendelse på strafbare handlinger på momsområdet, i det foreliggende tilfælde ikke været genstand for harmonisering fra EU-lovgivers side, som først delvist har fundet sted ved vedtagelsen af BFI-direktivet (jf. i denne retning dom af 5.12.2017, M.A.S. og M.B., C-42/17, EU:C:2017:936, præmis 44), der som anført ovenfor i denne doms præmis 64 ikke finder anvendelse på tvisten i hovedsagen.

82

Vedtagelsen af regler om forældelse af strafansvaret for overtrædelser, der skader Unionens finansielle interesser, henhørte følgelig på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen under medlemsstaternes kompetence. Disse stater skal ikke desto mindre, under udøvelsen af denne kompetence, overholde de forpligtelser, der påhviler dem i henhold til EU-retten (jf. i denne retning dom af 26.2.2019, Rimšēvičs og ECB mod Letland, C-202/18 og C-238/18, EU:C:2019:139, præmis 57, og af 21.12.2021, Euro Box Promotion m.fl., C-357/19, C-379/19, C-547/19, C-811/19 og C-840/19, EU:C:2021:1034, præmis 216).

83

Det skal i denne forbindelse for det første fremhæves, at artikel 325, stk. 1, TEUF pålægger medlemsstaterne at bekæmpe svig og enhver anden ulovlig aktivitet, der skader Unionens finansielle interesser, ved hjælp af afskrækkende og effektive foranstaltninger (dom af 21.12.2021, Euro Box Promotion m.fl., C-357/19, C-379/19, C-547/19, C-811/19 og C-840/19, EU:C:2021:1034, præmis 181 og den deri nævnte retspraksis).

84

Selv om medlemsstaterne frit kan vælge, hvilke sanktioner der skal finde anvendelse, idet disse kan have form af administrative sanktioner, strafferetlige sanktioner eller en kombination af de to, skal de dog i overensstemmelse med artikel 325, stk. 1, TEUF sørge for, at grove tilfælde af svig eller enhver anden alvorlig aktivitet, der skader Unionens finansielle interesser, er underlagt sanktioner, der har en effektiv og afskrækkende karakter (jf. i denne retning dom af 21.12.2021, Euro Box Promotion m.fl., C-357/19, C-379/19, C-547/19, C-811/19 og C-840/19, EU:C:2021:1034, præmis 191, og af 8.3.2022, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige (Bekæmpelse af svig i form af for lav værdiansættelse), C-213/19, EU:C:2022:167, præmis 219).

85

For det andet skal medlemsstaterne i henhold til BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at adfærd, der udgør svig, som skader Unionens finansielle interesser, herunder momssvig, kan straffes med strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning, herunder, i hvert fald i grove tilfælde af svig – nemlig de tilfælde, der vedrører et mindstebeløb, som medlemsstaterne ikke kan fastsætte til mere end 50000 EUR – frihedsstraf (jf. i denne retning dom af 2.5.2018, Scialdone, C-574/15, EU:C:2018:295, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

86

I denne forbindelse skal medlemsstaterne sikre, at de regler om forældelsesfrister, som er foreskrevet i national ret, kan føre til en effektiv sanktionering af de lovovertrædelser, der er forbundet med en sådan svig (jf. i denne retning dom af 5.12.2017, M.A.S. og M.B., C-42/17, EU:C:2017:936, præmis 36).

87

I den foreliggende sag fremgår det dels af den forelæggende rets redegørelse, som er sammenfattet i nærværende doms præmis 23-32, at rumænsk ret ifølge dom nr. 297/2018 og nr. 358/2022 afsagt af Curtea Constituțională (forfatningsdomstol) i perioden fra den 25. juni 2018, datoen for offentliggørelsen af dom nr. 297/2018, til den 30. maj 2022, datoen for ikrafttrædelsen af OUG nr. 71/2022, ikke fastsatte nogen tilfælde, der gjorde det muligt at afbryde forældelsesfristen for strafansvar, dels at rumænsk forfatningsretlig retspraksis ifølge dom nr. 67/2022 afsagt af Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) kan påberåbes som en mildere straffebestemmelse (lex mitior), herunder med henblik på at anfægte endelige domme.

88

Hvad angår de konkrete virkninger af denne nationale retspraksis har den forelæggende ret anført, at anvendelsen inden for rammerne af tvisten i hovedsagen – som en mildere straffebestemmelse (lex mitior) – af den regel, der følger af dom nr. 297/2018 og nr. 358/2022 afsagt af Curtea Constituțională (forfatningsdomstol), hvorefter rumænsk ret i den i præmis 87 omhandlede periode ikke fastsatte grunde til afbrydelse af forældelsesfristen for strafansvar, ville bevirke, at den forældelsesfrist på ti år, der er fastsat for de i hovedsagen omhandlede lovovertrædelser, var udløbet, inden domfældelsen af appellanterne i hovedsagen var blevet endelig, hvilket ville medføre henlæggelse af straffesagen, og at de pågældende ikke kunne dømmes.

89

Den forelæggende ret har ligeledes fremhævet, at dom nr. 297/2018 og nr. 358/2022 afsagt af Curtea Constituțională (forfatningsdomstol) kan påvirke et »betydeligt antal sager«, herunder sager, der er afsluttet med afsigelse af endelige domme, som vil kunne anfægtes ved særlige retsmidler som de i hovedsagen omhandlede.

90

Selv om beslutning 2006/928 som anført i nærværende doms præmis 65 ikke som sådan finder anvendelse på lovovertrædelser i form af afgiftssvig som de i hovedsagen omhandlede, forholder det sig i øvrigt ikke desto mindre således, at de oplysninger, som Kommissionen i medfør af denne beslutnings artikel 2 fremlagde i sin rapport af 22. november 2022 til Europa-Parlamentet og Rådet om Rumæniens fremskridt som led i mekanismen for samarbejde og kontrol (COM(2022) 664 final), bekræfter, at der foreligger en risiko for, at mange grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, ikke længere kan sanktioneres på grund af forældelsen af det strafansvar, der er forbundet hermed. Det fremgår således af denne rapport, hvortil den forelæggende ret har henvist, at dom nr. 297/2018 og nr. 358/2022 afsagt af Curtea Constituțională (forfatningsdomstol) kan »føre til indstilling af straffesager og bortfald af strafansvar i et betydeligt antal sager«, og at den situation, der er skabt, indebærer en »risiko[...] for, at tusindvis af tiltalte ikke ville blive pålagt strafansvar«.

91

Det kan udledes af det ovenstående, at den retlige situation, der følger af anvendelsen af dom nr. 297/2018 og nr. 358/2022 afsagt af Curtea Constituțională (forfatningsdomstol) og af dom nr. 67/2022 afsagt af Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol), indebærer en systemisk risiko for straffrihed for handlinger, der udgør alvorlig svig, som skader Unionens finansielle interesser, navnlig i sager, hvis kompleksitet kræver en længere efterforskning fra straffemyndighedernes side.

92

En sådan systemisk risiko for straffrihed er imidlertid uforenelig med artikel 325, stk. 1, TEUF og med BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, som anført i nærværende doms præmis 83-86 (jf. i denne retning dom af 21.12.2021, Euro Box Promotion m.fl., C-357/19, C-379/19, C-547/19, C-811/19 og C-840/19, EU:C:2021:1034, præmis 203).

93

I denne henseende påhviler det først og fremmest den nationale lovgiver at træffe de nødvendige foranstaltninger for at opfylde disse krav, bl.a. ved at vedtage de nødvendige bestemmelser og i givet fald ændre de eksisterende bestemmelser for at sikre, at den ordning, der finder anvendelse på retsforfølgning af og straf for handlinger, der udgør alvorlig svig, som skader Unionens finansielle interesser, herunder reglerne om forældelse af strafansvar, er i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1. Denne ordning bør være udformet på en sådan måde, at disse regler på grund af deres iboende karakter ikke indebærer en systemisk risiko for straffrihed for handlinger, der udgør sådanne overtrædelser, samtidig med, at beskyttelsen af de retsforfulgte personers grundlæggende rettigheder sikres (jf. i denne retning dom af 5.12.2017, M.A.S. og M.B., C-42/17, EU:C:2017:936, præmis 41, og af 21.12.2021, Euro Box Promotion m.fl., C-357/19, C-379/19, C-547/19, C-811/19 og C-840/19, EU:C:2021:1034, præmis 193).

94

En retlig situation, hvor en medlemsstats lovgivning om afbrydelse af forældelsesfristen for strafansvar er blevet erklæret ugyldig og følgelig frataget sin virkning af den pågældende medlemsstats forfatningsdomstol, uden at den nationale lovgiver har afhjulpet denne situation i en periode på næsten fire år, er således uforenelig med den i nærværende doms præmis 83-86 nævnte forpligtelse til at sikre, at grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, begået på det nationale område, kan straffes med strafferetlige sanktioner, der er effektive og afskrækkende. En sådan situation, der berører en generel bestemmelse, som fandt anvendelse på enhver straffesag, og hvor det hverken kunne forudses af de myndigheder, der er ansvarlige for retsforfølgelse, eller af straffedomstolene, at den ikke ville blive erstattet, efter at den var blevet erklæret forfatningsstridig, indebærer således en iboende risiko for, at mange grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, ikke kan sanktioneres på grund af udløbet af denne frist, navnlig i sager, hvis kompleksitet kræver en længere efterforskning fra de strafferetlige myndigheders side.

95

Det følger af fast retspraksis, at princippet om EU-rettens forrang pålægger den nationale retsinstans, der inden for sit kompetenceområde skal anvende EU-retlige bestemmelser, en forpligtelse til – såfremt det ikke er muligt at anlægge en fortolkning af national lovgivning, der er i overensstemmelse med de EU-retlige krav – at sikre denne rets fulde virkning i den sag, som den skal behandle, idet den om fornødent af egen drift skal undlade at anvende enhver national lovgivning eller praksis, endog senere, der er i strid med en bestemmelse i EU-retten, der har direkte virkning, uden at den behøver at anmode om eller afvente en forudgående ophævelse af denne nationale lovgivning eller praksis ad lovgivningsvejen eller ved noget andet forfatningsmæssigt middel (dom af 9.3.1978, Simmenthal, 106/77, EU:C:1978:49, præmis 24, af 24.6.2019, Popławski, C-573/17, EU:C:2019:530, præmis 61 og 62, og af 22.2.2022, RS (Virkningen af domme afsagt af en forfatningsdomstol), C-430/21, EU:C:2022:99, præmis 53).

96

I den foreliggende sag er artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, formuleret i klare og præcise vendinger og ikke ledsaget af nogen betingelser, således at de har direkte virkning (jf. i denne retning dom af 21.12.2021, Euro Box Promotion m.fl., C-357/19, C-379/19, C-547/19, C-811/19 og C-840/19, EU:C:2021:1034, præmis 253 og den deri nævnte retspraksis).

97

Det påhviler således fuldt ud de nationale retsinstanser at gennemføre de forpligtelser, der følger af artikel 325, stk. 1, TEUF og af BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, og at undlade at anvende nationale bestemmelser, der i forbindelse med sager om alvorlig svig, der skader Unionens finansielle interesser, er til hinder for anvendelsen af effektive og afskrækkende sanktioner til bekæmpelse af sådanne overtrædelser (jf. i denne retning dom af 21.12.2021, Euro Box Promotion m.fl., C-357/19, C-379/19, C-547/19, C-811/19 og C-840/19, EU:C:2021:1034, præmis 194 og den deri nævnte retspraksis).

98

Det fremgår således, at de nationale retsinstanser i henhold til den nævnte artikel 325, stk. 1, og den nævnte artikel 2, stk. 1, principielt er forpligtede til at undlade at anvende dom nr. 297/2018 og nr. 358/2022 afsagt af Curtea Constituțională (forfatningsdomstol), hvoraf det fremgår, at rumænsk ret i perioden fra den 25. juni 2018, datoen for offentliggørelsen af dom nr. 297/2018, til den 30. maj 2022, datoen for ikrafttrædelsen af OUG nr. 71/2022, ikke fastsatte grunde til afbrydelse af forældelsesfristen for strafansvar, for så vidt som disse domme har den virkning, at strafansvaret forældes i en lang række grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, og følgelig – som fastslået i nærværende doms præmis 91 – skaber en systemisk risiko for straffrihed for sådanne lovovertrædelser.

99

Ligeledes er de nationale retsinstanser i henhold til disse bestemmelser principielt forpligtede til at undlade at anvende dom nr. 67/2022 afsagt af Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol), for så vidt som denne dom gør det muligt – på grundlag af virkningerne af dom nr. 297/2018 og nr. 358/2022 afsagt af Curtea Constituțională (forfatningsdomstol) – at påberåbe sig forældelse af strafansvaret som en mildere straffebestemmelse (lex mitior) i grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, og dermed øger den systemiske risiko for straffrihed for sådanne lovovertrædelser.

100

Det står imidlertid tilbage at undersøge, hvorvidt forpligtelsen til at undlade at anvende disse domme i en situation som den i hovedsagen omhandlede er i strid med beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder.

101

I denne henseende skal det for det første bemærkes, at forpligtelsen til at sikre en effektiv opkrævning af Unionens egne indtægter – således som det fremgår af fast retspraksis – ikke fritager de nationale retsinstanser fra at overholde de grundlæggende rettigheder, der er sikret i chartret, og de generelle EU-retlige principper, da de straffesager, der er indledt for lovovertrædelser på momsområdet udgør en gennemførelse af EU-retten i henhold til chartrets artikel 51, stk. 1 (dom af 17.1.2019, Dzivev m.fl., C-310/16, EU:C:2019:30, præmis 33, og i denne retning dom af 21.12.2021, Euro Box Promotion m.fl., C-357/19, C-379/19, C-547/19, C-811/19 og C-840/19, EU:C:2021:1034, præmis 204).

102

I den foreliggende sag fremgår det af den forelæggende rets redegørelse, at den nationale retspraksis, der er relevant for tvisten i hovedsagen – som er sammenfattet i denne doms præmis 23-32 – er baseret på to forskellige principper, nemlig for det første – for så vidt angår dom nr. 297/2018 og nr. 358/2022 afsagt af Curtea Constituțională (forfatningsdomstol) – det strafferetlige legalitetsprincip med de krav om strafferettens forudsigelighed og nøjagtighed, der følger heraf, og for det andet – hvad angår dom nr. 67/2022 afsagt af Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsret) – princippet om anvendelse med tilbagevirkende kraft af en mildere straffebestemmelse (lex mitior), herunder på endelige domme afsagt efter den 25. juni 2018.

103

I Unionens retsorden er det strafferetlige legalitetsprincip og princippet om anvendelse med tilbagevirkende kraft af en mildere straffebestemmelse (lex mitior) nedfældet i chartrets artikel 49, stk. 1.

104

I overensstemmelse med det strafferetlige legalitetsprincip skal strafferetlige bestemmelser bl.a. sikre tilgængelighed og forudsigelighed for så vidt angår både fastlæggelsen af den strafbare handling og fastsættelsen af straffen (jf. i denne retning dom af 5.12.2017, M.A.S. og M.B., C-42/17, EU:C:2017:936, præmis 55, og af 11.6.2020, Prokuratura Rejonowa w Słupsku, C-634/18, EU:C:2020:455, præmis 48).

105

Desuden indebærer kravet om strafferettens klarhed, som er uløseligt forbundet med dette princip, at loven klart skal definere lovovertrædelserne og den straf, de medfører. Denne betingelse er opfyldt, når borgerne ud fra den relevante bestemmelses ordlyd og, om fornødent, ved hjælp af retternes fortolkning heraf kan vide, hvilke handlinger og undladelser der medfører strafansvar (dom af 5.12.2017, M.A.S. og M.B., C-42/17, EU:C:2017:936, præmis 56, og i denne retning dom af 11.6.2020, Prokuratura Rejonowa w Słupsku, C-634/18, EU:C:2020:455, præmis 49).

106

Endelig kræver princippet om anvendelse med tilbagevirkende kraft af en mildere straffebestemmelse (lex mitior) i overensstemmelse med chartrets artikel 49, stk. 1, sidste punktum, at hvis der, efter at en lovovertrædelse er begået, i loven fastsættes en mildere straf, skal denne anvendes.

107

Indledningsvis forudsætter anvendelsen af det sidstnævnte princip, at der har været successive regelsæt over tid, og er baseret på den betragtning, at denne succession inden for den pågældende retsorden afspejler en ændring af holdning enten med hensyn til den strafferetlige kvalificering af de forhold, der kan udgøre en lovovertrædelse, eller med hensyn til den straf, der skal pålægges for en sådan overtrædelse (jf. i denne retning dom af 7.8.2018, Clergeau m.fl., C-115/17, EU:C:2018:651, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

108

Endvidere fremgår det af Domstolens praksis, at reglerne om forældelse i straffesager ikke er omfattet af anvendelsesområdet for chartrets artikel 49, stk. 1 (jf. i denne retning dom af 8.9.2015, Taricco m.fl., C-105/14, EU:C:2015:555, præmis 54-57).

109

Følgelig kan de nationale retsinstansers forpligtelse til at undlade at anvende dom nr. 297/2018 og nr. 358/2022 afsagt af Curtea Constituțională (forfatningsdomstol) og dom nr. 67/2022 afsagt af Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) hverken tilsidesætte princippet om, at strafbare forhold og straffe skal være forudsigelige, nøjagtige og ikke kan have tilbagevirkende kraft, eller princippet om anvendelse med tilbagevirkende kraft af en mildere straffebestemmelse (lex mitior) som sikret ved chartrets artikel 49, stk. 1.

110

For det andet bemærkes, at når en ret i en medlemsstat, som i den foreliggende sag, skal efterprøve, om en national bestemmelse eller foranstaltning er forenelig med de grundlæggende rettigheder, og denne bestemmelse eller foranstaltning gennemfører EU-retten som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1, i en situation, hvor medlemsstaternes virke ikke fuldt ud er reguleret af EU-retten, er det fortsat muligt for nationale myndigheder og retter at anvende nationale normer til beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, forudsat at denne anvendelse ikke gør indgreb i det beskyttelsesniveau, som er fastsat i chartret, således som dette fortolkes af Domstolen, eller i EU-rettens forrang, enhed og effektive virkning (dom af 26.2.2013, Åkerberg Fransson, C-617/10, EU:C:2013:105, præmis 29, af 5.12.2017, M.A.S. og M.B., C-42/17, EU:C:2017:936, præmis 47, og af 21.12.2021, Euro Box Promotion m.fl., C-357/19, C-379/19, C-547/19, C-811/19 og C-840/19, EU:C:2021:1034, præmis 211).

111

I den foreliggende sag hviler dom nr. 297/2018 og nr. 358/2022 afsagt af Curtea Constituțională (forfatningsdomstol) og dom nr. 67/2022 afsagt af Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) ifølge den forelæggende rets redegørelse på den forudsætning, at reglerne om afbrydelse af forældelsesfristen for strafansvar i rumænsk ret hører under materiel strafferet og følgelig er underlagt det strafferetlige legalitetsprincip og princippet om anvendelse med tilbagevirkende kraft af en mildere straffebestemmelse (lex mitior), som sikret ved den rumænske forfatning. Disse principper skal derfor anses for nationale normer til beskyttelse af de grundlæggende rettigheder som omhandlet i præmis 110.

112

Det følger af det i nærværende doms præmis 108 og 109 anførte, at disse nationale normer til beskyttelse af de grundlæggende rettigheder i sager som de i hovedsagen omhandlede ikke kan gøre indgreb i det beskyttelsesniveau, der er fastsat i chartret, som fortolket af Domstolen.

113

I denne henseende henvises til den betydning i såvel Unionens retsorden som de nationale retsordener, som princippet om, at strafbare forhold og straffe skal have lovhjemmel, har med sit krav om forudsigelighed og præcision samt kravet om, at gældende straffebestemmelser ikke må have tilbagevirkende kraft (dom af 5.12.2017, M.A.S. og M.B., C-42/17, EU:C:2017:936, præmis 51).

114

Disse krav om strafferettens forudsigelighed, klarhed og ikke-tilbagevirkende kraft er et særligt udtryk for retssikkerhedsprincippet. Dette grundlæggende princip i EU-retten kræver således dels, at retsreglerne er klare og præcise, dels at deres anvendelse er forudsigelig for borgerne, især når de kan have bebyrdende virkninger. Dette princip er et centralt element i retsstaten, som er fastlagt i artikel 2 TEU som både en grundlæggende EU-værdi og en fælles værdi for medlemsstaterne (jf. i denne retning dom af 28.3.2017, Rosneft, C-72/15, EU:C:2017:236, præmis 161 og 162, og af 16.2.2022, Ungarn mod Parlamentet og Rådet, C-156/21, EU:C:2022:97, præmis 136 og 223).

115

I det foreliggende tilfælde skal det bemærkes, at den rumænske forfatningsdomstol ved i første omgang at fastslå, at den rumænske lovgiver havde tilsidesat det forfatningsmæssige princip om strafferettens forudsigelighed og præcision ved at tillade, at proceduremæssige skridt afbryder forældelsesfristen, selv om disse skridt ikke er blevet forkyndt for den mistænkte eller tiltalte, anvendte en national norm til beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, der supplerer den beskyttelse mod vilkårlighed på det strafferetlige område, som EU-retten giver på grundlag af retssikkerhedsprincippet. Den anvendte ligeledes en sådan national norm til beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, da den i anden omgang i det væsentlige fastslog, at den omstændighed, at den rumænske lovgiver ikke greb ind med henblik på at erstatte den bestemmelse i straffeloven om afbrydelse af forældelsesfristen, der var blevet erklæret forfatningsstridig, havde givet anledning til en ny situation, som ikke var klar og forudsigelig, hvilket er i strid med dette forfatningsmæssige princip.

116

På baggrund af betydningen af denne beskyttelse mod vilkårlighed såvel i Unionens som i medlemsstaternes retsorden fastslog Domstolen i det væsentlige i præmis 58-62 i dom af 5. december 2017, M.A.S. og M.B. (C-42/17, EU:C:2017:936), at en national beskyttelsesnorm, der har til formål at sikre kravene om strafferettens forudsigelighed, nøjagtighed og manglende tilbagevirkende kraft, herunder forældelsesreglerne i forbindelse med lovovertrædelser, kunne være til hinder for den forpligtelse, som under de faktiske omstændigheder i den sag, der gav anledning til denne dom, påhvilede de nationale retter i medfør af artikel 325, stk. 1 og 2, TEUF, til at undlade at anvende nationale bestemmelser om forældelsesfrister i straffesager, selv om anvendelsen af disse nationale bestemmelser var til hinder for, at der blev pålagt effektive og afskrækkende strafferetlige sanktioner i et betragteligt antal tilfælde af grov svig, der skadede Unionens finansielle interesser.

117

Det var i denne henseende ligeledes relevant, at de forældelsesregler, der fandt anvendelse på de i den pågældende sag omhandlede lovovertrædelser, der skadede Unionens finansielle interesser – som i den foreliggende sag – ikke havde været genstand for en fuldstændig harmonisering, jf. nærværende doms præmis 81.

118

Henset til betragtningerne i nærværende doms præmis 113-117 og i lighed med Domstolens afgørelse i dom af 5. december 2017, M.A.S. og M.B. (C-42/17, EU:C:2017:936), må det således konkluderes, at de rumænske retsinstanser inden for rammerne af en sag som den i hovedsagen omhandlede ikke er forpligtede til at undlade at anvende den i nærværende doms præmis 111 omhandlede nationale retspraksis, i overensstemmelse med artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, uagtet at der foreligger en systemisk risiko for straffrihed for grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, for så vidt som de i præmis 111 omhandlede domme er baserede på det strafferetlige legalitetsprincip, således som dette princip er beskyttet i national ret, med de krav om straffelovens forudsigelighed og nøjagtighed, der følger heraf, herunder forældelsesreglerne vedrørende lovovertrædelser.

119

Det fremgår dog af den forelæggende rets redegørelse, at dom nr. 67/2022 afsagt af Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) ligeledes er baseret på princippet om anvendelse med tilbagevirkende kraft af en mildere straffebestemmelse (lex mitior) som følge af dom nr. 297/2018 og 358/2022 afsagt af Curtea Constituțională (forfatningsdomstol). Ifølge den forelæggende rets fortolkning af dom nr. 67/2022 afsagt af Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) fastslog denne domstol, at dette princip gjorde det muligt at give virkningerne af den omstændighed, at rumænsk ret som følge af disse to domme fra Curtea Constituțională (forfatningsdomstol) ikke indeholdt grunde til afbrydelse af forældelsesfristen, tilbagevirkende kraft hvad angår proceduremæssige skridt, der blev gennemført inden den 25. juni 2018, dvs. datoen for offentliggørelsen af dom nr. 297/2018 fra sidstnævnte domstol.

120

Der skal imidlertid sondres mellem anvendelsen af en national beskyttelsesnorm vedrørende princippet om anvendelse med tilbagevirkende kraft af en mildere straffebestemmelse (lex mitior) og anvendelsen af den nationale beskyttelsesnorm, som Domstolen undersøgte i dom af 5. december 2017, M.A.S. og M.B. (C-42/17, EU:C:2017:936).

121

I denne henseende fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at anvendelsen af den førstnævnte nationale beskyttelsesnorm kan forværre den systemiske risiko for, at grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, unddrages enhver strafferetlig sanktion, hvilket er i strid med artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1.

122

I modsætning til den nationale beskyttelsesnorm vedrørende strafferettens forudsigelighed, som ifølge den forelæggende ret er begrænset til at neutralisere den fristafbrydende virkning af proceduremæssige skridt, der fandt sted i perioden fra den 25. juni 2018, datoen for offentliggørelsen af dom nr. 297/2018 afsagt af Curtea Constituțională (forfatningsdomstol), til den 30. maj 2022, datoen for ikrafttrædelsen af OUG nr. 71/2002, gør den nationale beskyttelsesnorm vedrørende princippet om anvendelse med tilbagevirkende kraft af en mildere straffebestemmelse (lex mitior) det muligt, i det mindste i visse tilfælde, at neutralisere den fristafbrydende virkning af proceduremæssige skridt, der fandt sted inden den 25. juni 2018, men efter ikrafttrædelsen af straffeloven den 1. februar 2014, dvs. i en periode på mere end fire år.

123

Under disse omstændigheder, og henset til den nødvendige afvejning mellem sidstnævnte nationale beskyttelsesnorm og bestemmelserne i artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, skal en national rets anvendelse af denne norm med henblik på at rejse tvivl om afbrydelsen af forældelsesfristen for strafansvar ved proceduremæssige skridt, der fandt sted inden den 25. juni 2018, datoen for offentliggørelsen af dom nr. 297/2018 afsagt af Curtea Constituțională (forfatningsdomstol), anses for at kunne bringe EU-rettens forrang, enhed og effektivitet i fare som omhandlet i den i nærværende doms præmis 110 nævnte retspraksis (jf. i denne retning dom af 21.12.2021, Euro Box Promotion m.fl., C-357/19, C-379/19, C-547/19, C-811/19 og C-840/19, EU:C:2021:1034, præmis 212).

124

Det skal følgelig fastslås, at de nationale retsinstanser inden for rammerne af retslige procedurer, der har til formål i straffesager at sanktionere grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, ikke kan anvende den nationale beskyttelsesnorm vedrørende princippet om anvendelse med tilbagevirkende kraft af en mildere straffebestemmelse (lex mitior) som omhandlet i nærværende doms præmis 119 med henblik på at rejse tvivl om afbrydelsen af forældelsesfristen for strafansvar som følge af proceduremæssige skridt, der fandt sted inden den 25. juni 2018, datoen for offentliggørelsen af dom nr. 297/2018 afsagt af Curtea Constituțională (forfatningsdomstol).

125

På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger skal det første og det andet spørgsmål besvares således, at artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, skal fortolkes således, at en medlemsstats retsinstanser ikke er forpligtede til at undlade at anvende domme afsagt af denne medlemsstats forfatningsdomstol, hvorved det blev fastslået, at den nationale lovbestemmelse, der omhandler grundene til afbrydelse af forældelsesfristen i straffesager, var ugyldig på grund af tilsidesættelse af det strafferetlige legalitetsprincip som beskyttet i national ret med de krav om straffelovens forudsigelighed og nøjagtighed, der følger heraf, selv om disse domme har til følge, at et betydeligt antal straffesager, herunder sager vedrørende alvorlig svig, der skader Unionens finansielle interesser, vil blive henlagt på grund af forældelse af strafansvaret. De nævnte bestemmelser skal derimod fortolkes således, at denne medlemsstats retsinstanser er forpligtede til at undlade at anvende en national beskyttelsesnorm vedrørende princippet om anvendelse med tilbagevirkende kraft af en mildere straffebestemmelse (lex mitior), som gør det muligt, herunder i forbindelse med søgsmål anlagt til prøvelse af endelige domme, at rejse tvivl om afbrydelse af forældelsesfristen for strafansvar i sådanne sager som følge af proceduremæssige skridt, der fandt sted, inden denne bestemmelse blev erklæret ugyldig.

126

Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, hvorvidt princippet om EU-rettens forrang skal fortolkes således, at det er til hinder for en lovgivning eller en national praksis, hvorefter en medlemsstats ordinære retsinstanser er bundet af afgørelser fra denne medlemsstats forfatningsdomstol og øverste domstol og derfor ikke af egen drift kan undlade at anvende den retspraksis, der følger af sådanne afgørelser, idet dommerne ved disse retsinstanser ellers risikerer at ifalde disciplinært ansvar, også selv om de, henset til en dom afsagt af Domstolen, måtte finde, at en sådan retspraksis er i strid med EU-retten.

127

I denne henseende bemærkes, at selv om organiseringen af retsvæsenet i medlemsstaterne henhører under disse staters kompetence, er disse ikke desto mindre forpligtede til at overholde de forpligtelser, der påhviler dem i henhold til EU-retten. Det samme gælder på området for dommeres disciplinærretlige ansvar på grund af manglende overholdelse af afgørelser fra forfatningsdomstolen og den øverste domstol i den pågældende medlemsstat (jf. i denne retning dom af 21.12.2021, Euro Box Promotion m.fl., C-357/19, C-379/19, C-547/19, C-811/19 og C-840/19, EU:C:2021:1034, præmis 133 og den deri nævnte retspraksis).

128

Det fremgår af Domstolens faste praksis, at EU-retten ifølge princippet om EU-rettens forrang har en fortrinsstilling i forhold til medlemsstaternes nationale ret. Dette princip medfører derfor en forpligtelse for alle instanser i medlemsstaterne til at sikre, at de forskellige EU-retlige regler gennemføres fuldt ud, idet medlemsstaternes nationale ret ikke kan ændre den virkning, som disse forskellige regler tillægges på disse staters område (dom af 18.5.2021, Asociația Forumul Judecătorilor din România m.fl., C-83/19, C-127/19, C-195/19, C-291/19, C-355/19 og C-397/19, EU:C:2021:393, præmis 244 og den deri nævnte retspraksis).

129

Som anført i nærværende doms præmis 95 pålægger princippet om forrang den nationale retsinstans en forpligtelse til at sikre den fulde virkning af EU-rettens krav i den sag, som den skal behandle, idet den om fornødent af egen drift skal undlade at anvende enhver national lovgivning eller praksis, endog senere, der er i strid med en bestemmelse i EU-retten, der har direkte virkning, såsom artikel 325, stk. 1, TEUF, uden at den behøver at anmode om eller afvente en forudgående ophævelse af denne nationale lovgivning eller praksis ad lovgivningsvejen eller ved noget andet forfatningsmæssigt middel.

130

I den foreliggende sag har den forelæggende ret anført, at den, såfremt det fremgår af svaret på det første og det andet spørgsmål, at der er tale om uforenelighed med EU-retten, og såfremt det fastslås, at en fortolkning i overensstemmelse med EU-retten ikke er mulig, henset til de anbringender, der er fremført for den, kan blive nødsaget til at undlade at anvende de løsninger, der er anvendt i den i denne doms præmis 111 anførte nationale retspraksis.

131

Den forelæggende ret har imidlertid fremhævet, at den nye disciplinærordning, der er fastsat i artikel 271 og 272 i lov nr. 303/2022 om dommeres og anklageres status, gør det muligt at pålægge dommere sanktioner, såfremt de i ond tro eller ved grov uagtsomhed har tilsidesat domme afsagt af Curtea Constituțională (forfatningsdomstol) eller domme afsagt af Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) i afgørelser i appelsager i lovens interesse.

132

I denne henseende bemærkes, at den nationale ret ved afgørelsen i hovedsagen er bundet af en afgørelse, som Domstolen har truffet i en præjudiciel sag, vedrørende fortolkningen af de omhandlede EU-retlige bestemmelser (jf. i denne retning dom af 3.2.1977, Benedetti, 52/76, EU:C:1977:16, præmis 26, og af 22.2.2022, RS (Virkningen af domme afsagt af en forfatningsdomstol), C-430/21, EU:C:2022:99, præmis 74).

133

En national ret, som har gjort brug af den mulighed, der er givet den ved artikel 267, stk. 2, TEUF, skal således i givet fald se bort fra en højere national rets vurderinger, hvis den, henset til Domstolens fortolkning, er af den opfattelse, at disse vurderinger ikke er i overensstemmelse med EU-retten, i givet fald ved at undlade at anvende den nationale regel, der forpligter den til at efterkomme denne højere rets afgørelser (dom af 22.2.2022, RS (Virkningen af domme afsagt af en forfatningsdomstol), C-430/21, EU:C:2022:99, præmis 75).

134

En national retsinstans, der har gjort brug af muligheden for eller har efterkommet forpligtelsen til at forelægge Domstolen en præjudiciel anmodning i henhold til artikel 267 TEUF, kan ikke forhindres i øjeblikkeligt at anvende EU-retten i overensstemmelse med Domstolens afgørelse eller praksis, idet denne artikels effektive virkning ellers ville blive tilsidesat. Det skal tilføjes, at beføjelsen til på tidspunktet for denne anvendelse at gøre alt, hvad der er nødvendigt for at se bort fra en national lovgivning eller praksis, som eventuelt udgør en hindring for EU-rettens fulde effektivitet, udgør en integrerende del af Unionens retsinstansers opgave, som påhviler den nationale ret, der inden for rammerne af sin kompetence skal anvende de EU-retlige regler (jf. i denne retning dom af 21.12.2021, Euro Box Promotion m.fl., C-357/19, C-379/19, C-547/19, C-811/19 og C-840/19, EU:C:2021:1034, præmis 257).

135

En national lovgivning eller praksis, hvorefter den pågældende medlemsstats nationale forfatningsdomstols og øverste domstols afgørelser er bindende for de almindelige domstole, selv om disse domstole i lyset af en præjudiciel dom afsagt af Domstolen finder, at den retspraksis, der følger af disse afgørelser, er i strid med EU-retten, kan forhindre disse retter i at sikre den fulde virkning af kravene i denne ret, hvilken virkning kan forstærkes af den omstændighed, at en eventuel manglende overholdelse af denne forfatningsretlige retspraksis af den nationale lovgivning kan kvalificeres som en disciplinær forseelse (jf. i denne retning dom af 21.12.2021, Euro Box Promotion m.fl., C-357/19, C-379/19, C-547/19, C-811/19 og C-840/19, EU:C:2021:1034, præmis 259).

136

Hvad nærmere bestemt angår det disciplinære ansvar, som dommerne kan ifalde ifølge en medlemsstats ordning, såfremt de tilsidesætter forfatningsdomstolens og den øverste domstols afgørelser, kan det forhold, at en national retsinstans udøver de opgaver, som den således er betroet i medfør af traktaterne, og overholder de forpligtelser, der påhviler den i medfør heraf, når den i overensstemmelse med princippet om EU-rettens forrang anvender en EU-retlig bestemmelse såsom artikel 325, stk. 1, TEUF eller BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, og Domstolens fortolkning heraf, pr. definition ikke kvalificeres som en disciplinærforseelse for dommere, der har sæde i denne retsinstans, idet denne bestemmelse og dette princip ellers ipso facto ville blive tilsidesat (jf. i denne retning dom af 21.12.2021, Euro Box Promotion m.fl., C-357/19, C-379/19, C-547/19, C-811/19 og C-840/19, EU:C:2021:1034, præmis 260, og af 13.7.2023, YP m.fl. (Ophævelse af immunitet og suspension af en dommer), C-615/20 og C-671/20, EU:C:2023:562, præmis 85 og den deri nævnte retspraksis).

137

Det følger af det ovenstående, at princippet om EU-rettens forrang skal fortolkes således, at det er til hinder for en lovgivning eller en national praksis, hvorefter en medlemsstats ordinære retsinstanser er bundet af afgørelser fra denne medlemsstats forfatningsdomstol og øverste domstol og derfor ikke af egen drift kan undlade at anvende den retspraksis, der følger af sådanne afgørelser, idet dommerne ved disse retsinstanser ellers risikerer at ifalde disciplinært ansvar, også selv om de, henset til en dom afsagt af Domstolen, måtte finde, at en sådan retspraksis er i strid med bestemmelser i EU-retten, der har direkte virkning.

138

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret: