Vælg de eksperimentelle funktioner, som du ønsker at prøve

Dette dokument er et uddrag fra EUR-Lex

Dokument 62022CC0209

    Forslag til afgørelse fra generaladvokat P. Pikamäe fremsat den 23. marts 2023.
    Straffesag mod AB.
    Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rayonen sad Lukovit.
    Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i straffesager – ret til information under straffesager – direktiv 2012/13/EU – ret til adgang til advokatbistand i straffesager – direktiv 2013/48/EU – anvendelsesområde – national lovgivning, der ikke omfatter status som mistænkt – straffesagens indledende fase – tvangsforanstaltning i form af kropsvisitation og beslaglæggelse – efterfølgende tilladelse fra den kompetente ret – manglende retslig prøvelse af de bevissikrende foranstaltninger – artikel 47 og 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – mistænktes og tiltaltes effektive udøvelse af retten til forsvar under den retslige prøvelse af de bevissikrende foranstaltninger.
    Sag C-209/22.

    Samling af Afgørelser – Retten

    ECLI-indikator: ECLI:EU:C:2023:249

     FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

    P. PIKAMÄE

    fremsat den 23. marts 2023 ( 1 )

    Sag C-209/22

    Strafferetlig procedure

    procesdeltagere:

    Rajonna prokuratura Lovech, TO Lukovit

    (anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rajonen sad Lukovit (kredsdomstolen i Lukovit, Bulgarien))

    »Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i straffesager – ret til information under straffesager – direktiv 2012/13/EU – ret til adgang til advokatbistand under straffesager – direktiv 2013/48/EU – strafferetlig forundersøgelsesprocedure – tvangsforanstaltning i form af kropsvisitation og beslaglæggelse – national lovgivning, der ikke regulerer status som mistænkt – artikel 47 og 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – mistænktes og tiltaltes effektive udøvelse af retten til forsvar under den retslige prøvelse af bevissikrende foranstaltninger«

    I. Indledning

    1.

    Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse, der er indleveret af Rajonen sad Lukovit (kredsdomstolen i Lukovit, Bulgarien) i henhold til artikel 267 TEUF vedrører fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/13/EU af 22. maj 2012 om ret til information under straffesager ( 2 ), af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/48/EU af 22. oktober 2013 om ret til adgang til advokatbistand i straffesager og i sager angående europæiske arrestordrer og om ret til at få en tredjemand underrettet ved frihedsberøvelse og til at kommunikere med tredjemand og med konsulære myndigheder under frihedsberøvelsen ( 3 ) og af artikel 47 og 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) samt af legalitetsprincippet og effektivitetsprincippet.

    2.

    Anmodningen er blevet fremsat under en straffesag mod AB for besiddelse af ulovlige stoffer. Den forelæggende ret er nærmere bestemt i tvivl om den beskyttelse med hensyn til retten til information og adgang til advokatbistand i henhold til direktiv 2012/13 og 2013/48, der tilkommer en person, som i den indledende fase af straffesagen underkastes en kropsvisitation og beslaglæggelse af genstande, som den pågældende er i besiddelse af. Den forelæggende ret er ligeledes i tvivl om omfanget af den retslige prøvelse af bevissikrende tvangsforanstaltninger, hvis indførelse er et krav i henhold til EU-retten. Den foreliggende sag rejser således følsomme spørgsmål vedrørende beskyttelsen af rettigheder for personer, der er mistænkte eller tiltalte i straffesager, som Domstolen skal tage stilling til af hensyn til en sammenhængende anvendelse af EU-retten og en effektiv beskyttelse af de grundlæggende rettigheder inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

    II. Retsforskrifter

    A.   EU-retten

    1. Direktiv 2012/13

    3.

    Under overskriften »Anvendelsesområde« bestemmer artikel 2, stk. 1, i direktiv 2012/13:

    »Direktivet finder anvendelse fra det tidspunkt, hvor en person af de kompetente myndigheder i en medlemsstat bliver gjort opmærksom på, at vedkommende er mistænkt eller tiltalt for at have begået en strafbar handling, indtil sagen afsluttes, dvs. indtil spørgsmålet om, hvorvidt den mistænkte eller tiltalte har begået den strafbare handling, er afgjort endeligt, herunder efter omstændighederne indtil der er idømt straf, og en eventuel appelsag er afgjort.«

    4.

    Direktivets artikel 3 med overskriften »Retten til information om rettigheder« fastsætter:

    »1.   Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte eller tiltalte personer straks informeres om mindst følgende processuelle rettigheder, således som de finder anvendelse i henhold til den nationale lovgivning, med henblik på at muliggøre en effektiv udøvelse heraf:

    a)

    retten til at få adgang til en advokat

    b)

    eventuelle rettigheder til gratis retshjælp og betingelserne for at få sådan retshjælp

    c)

    retten til at blive informeret om tiltalen, jf. artikel 6

    d)

    retten til tolkning og oversættelse

    e)

    retten til ikke at udtale sig.

    2.   Medlemsstaterne sikrer, at informationerne, som de giver efter stk. 1, gives mundtligt eller skriftligt i et enkelt og letforståeligt sprog, og at der tages hensyn til sårbare mistænkte eller sårbare tiltalte personers særlige behov.«

    5.

    I samme direktivs artikel 8 med overskriften »Kontrol og retsmidler« bestemmes følgende:

    »1.   Medlemsstaterne sikrer, at der føres protokol over informationer, der gives den mistænkte eller tiltalte i overensstemmelse med artikel 3-6, efter proceduren for protokolførelse fastlagt i den pågældende medlemsstats lovgivning.

    2.   Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte eller tiltalte eller dennes advokat har ret til i overensstemmelse med procedurerne i den nationale lovgivning at anfægte de kompetente myndigheders mulige undladelse af eller afslag på at fremlægge information i overensstemmelse med dette direktiv.«

    2. Direktiv 2013/48

    6.

    Artikel 2, stk. 1, i direktiv 2013/48 har følgende ordlyd:

    »Dette direktiv finder anvendelse på mistænkte eller tiltalte under straffesager fra det tidspunkt, hvor de kompetente myndigheder i en medlemsstat ved officiel meddelelse eller på anden vis har underrettet dem om, at de er mistænkt eller tiltalt for at have begået et strafbart forhold, og uanset om de er frihedsberøvet. Det finder anvendelse indtil straffesagens afslutning, dvs. den endelige afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt den mistænkte eller tiltalte har begået lovovertrædelsen, herunder efter omstændighederne domsafsigelsen og afgørelsen i en eventuel appelsag.«

    7.

    Direktivets artikel 3 fastsætter følgende:

    »1.   Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte og tiltalte har ret til adgang til advokatbistand på et sådant tidspunkt og på en sådan måde, at de pågældende sættes i stand til i praksis og effektivt at udøve deres ret til et forsvar.

    2.   Mistænkte eller tiltalte har ret til adgang til advokatbistand uden unødig forsinkelse. Under alle omstændigheder har mistænkte eller tiltalte adgang til advokatbistand fra følgende tidspunkter, alt efter hvad der indtræffer først:

    a)

    inden de afhøres af politiet eller af en anden retshåndhævende eller retslig myndighed

    b)

    når efterforskningsmyndigheder eller andre kompetente myndigheder træffer efterforskningsmæssige eller andre bevissikrende foranstaltninger i overensstemmelse med stk. 3, litra c)

    c)

    uden unødig forsinkelse efter frihedsberøvelsen

    d)

    hvis de er blevet indstævnet for en domstol med kompetence til afgørelse af straffesager, i tilstrækkelig god tid inden de giver møde for denne domstol.

    3.   Retten til adgang til advokatbistand indebærer følgende:

    a)

    Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte eller tiltalte har ret til at mødes i enrum og kommunikere med den advokat, der repræsenterer dem, herunder forud for afhøringer med politiet eller med en anden retshåndhævende eller retslig myndighed.

    b)

    Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte eller tiltalte har ret til deres advokats tilstedeværelse og effektive deltagelse under en afhøring. En sådan deltagelse sker i overensstemmelse med procedurerne i national ret, forudsat at disse procedurer ikke er til skade for den effektive udøvelse og det væsentlige indhold af den pågældende rettighed. […]

    c)

    Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte eller tiltalte som minimum har ret til deres advokats deltagelse i forbindelse med følgende efterforskningsmæssige eller bevissikrende foranstaltninger, hvis disse foranstaltninger er fastsat i den pågældende nationale lovgivning, og hvis det kræves eller tillades, at den mistænkte eller tiltalte deltager i den pågældende foranstaltning:

    i)

    konfrontationsparader

    ii)

    konfrontationer

    iii)

    rekonstruktioner af gerningsstedet.

    […]

    6.   Under ekstraordinære omstændigheder og udelukkende i perioden forud for retssagen kan medlemsstaterne midlertidigt fravige anvendelsen af de rettigheder, der er fastsat i stk. 3, i det omfang det i lyset af sagens særlige omstændigheder er begrundet i et af følgende tvingende hensyn:

    […]

    b)

    [E]n øjeblikkelig indsats fra efterforskningsmyndighederne er bydende nødvendig for at forhindre væsentlig skade for en straffesag.«

    8.

    Under overskriften »Retsmidler« bestemmes det i samme direktivs artikel 12:

    »1.   Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte eller tiltalte under straffesager samt eftersøgte personer i sager angående europæiske arrestordrer har effektive retsmidler i henhold til national ret i tilfælde, hvor rettighederne i henhold til dette direktiv tilsidesættes.

    2.   Uden at det berører nationale regler og systemer vedrørende antageligheden af bevismateriale, sikrer medlemsstaterne, under straffesager, ved vurderingen af mistænktes eller tiltaltes forklaringer, der er afgivet, eller af beviser[,] der er indhentet, i strid med de pågældendes ret til adgang til advokatbistand, eller i tilfælde, hvor der er givet tilladelse til fravigelse af denne ret i henhold til artikel 3, stk. 6, at retten til et forsvar og en retfærdig rettergang respekteres.«

    B.   Bulgarsk ret

    9.

    I henhold til artikel 54 i Nakazatelno protsesualen kodeks (strafferetsplejeloven), der har været i kraft siden den 29. april 2006 (DV nr. 86, af 28.10.2005, herefter »strafferetsplejeloven«), er den tiltalte en person, som i henhold til en afgørelse om tiltalerejsning under de i denne lov fastsatte betingelser og i henhold til den fastsatte procedure betegnes som tiltalt.

    10.

    Artikel 55 med overskriften »Den tiltaltes rettigheder« bestemmer:

    »(1)   Den tiltalte har følgende rettigheder: ret til at modtage information om det strafbare forhold, som udgør grundlaget for tiltalerejsningen, samt om bevisgrundlaget; ret til at udtale sig eller til at nægte at udtale sig om anklagen; ret til at få adgang til sagsakterne, herunder oplysninger, der er indsamlet ved særlige efterforskningsforanstaltninger, ret til at få udleveret de nødvendige uddrag, ret til at fremlægge beviser, ret til at deltage i straffesagen, ret til at fremsætte begæringer, bemærkninger og indsigelser, ret til at afgive det sidste indlæg, ret til at anfægte retsakter, der er til skade for den tiltaltes rettigheder og legitime interesser, og ret til advokatbistand. Den tiltalte har ret til, at den tiltaltes advokat deltager i efterforskningsaktiviteter og andre proceduremæssige aktiviteter, hvor den tiltaltes medvirken er påkrævet, medmindre den tiltalte udtrykkeligt giver afkald på denne ret. […]

    (2)   Den tiltalte har ret til at modtage generel information, som gør den tiltaltes valg af advokat lettere. Den tiltalte har ret til at kommunikere frit med sin advokat, til at mødes med denne under fire øjne og til at modtage juridisk rådgivning og retshjælp, både forud for og under afhøringen og enhver anden proceduremæssig aktivitet, hvori den tiltalte medvirker.

    […]«

    11.

    Samme lovs artikel 164 med overskriften »Visitation« fastsætter:

    »(1)   Kropsvisitation i forbindelse med efterforskning uden en dommerkendelse fra den kompetente ret i første instans eller fra retten i første instans, i hvis retskreds handlingen foretages, kan finde sted:

    1.

    i forbindelse med anholdelse

    2.

    når der foreligger tilstrækkelig grund til at antage, at de personer, der er til stede under ransagningen, har gemt genstande eller dokumenter, der er relevante for sagen.

    (2)   Kropsvisitationen foretages af en person af samme køn og under overværelse af et vidne af samme køn.

    (3)   En rapport fra den foretagne efterforskningshandling forelægges straks, dog senest inden 24 timer, for en dommer til godkendelse.«

    12.

    I strafferetsplejelovens artikel 212 med overskriften »Indledning af efterforskningen« bestemmes følgende:

    »(1)   Anklagemyndigheden træffer afgørelse om indledning af efterforskningen.

    (2)   I forbindelse med foretagelsen af en besigtigelse, herunder en kropsvisitation, visitation, beslaglæggelse og vidneafhøring, anses efterforskningen for at være indledt ved udarbejdelsen af rapporten fra den første efterforskningshandling, hvis en øjeblikkelig foretagelse heraf er den eneste mulighed for at indsamle og sikre bevismateriale, samt hvis der foretages en visitation i henhold til artikel 164.

    (3)   Den efterforskende myndighed, som har foretaget aktiviteten i henhold til stk. 2, informerer straks anklagemyndigheden, dog senest inden for 24 timer.«

    13.

    Denne lovs artikel 219 med overskriften »Tiltalerejsning og fremsættelse af afgørelse herom« bestemmer følgende:

    »(1)   Når der foreligger tilstrækkeligt bevis for, at en bestemt person har gjort sig skyldig i et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale, og når der ikke foreligger nogen grund til at afslutte straffesagen, underretter den efterforskende myndighed anklagemyndigheden herom og rejser ved udarbejdelse af den pågældende afgørelse tiltale mod den pågældende person.

    (2)   Den efterforskende myndighed kan også rejse tiltale mod den pågældende person ved udarbejdelsen af rapporten fra den første efterforskningshandling over for den pågældende, om hvilket anklagemyndigheden underrettes.

    (3)   Afgørelsen om tiltalerejsning over for en person og rapporten fra efterforskningshandlingen i henhold til stk. 2 skal indeholde oplysning om følgende:

    1.

    dato og sted for udarbejdelsen

    2.

    den udarbejdende myndighed

    3.

    det fulde navn på den person, mod hvem der er rejst tiltale, det forhold, som den pågældende er anklaget for, og en retlig kvalifikation af forholdet

    4.

    beviser, som støtter afgørelsen om tiltalerejsning, såfremt dette ikke besværliggør sagens efterforskning

    5.

    den frihedsberøvende foranstaltning, såfremt en sådan besluttes foretaget

    6.

    den tiltaltes rettigheder i henhold til artikel 55, herunder retten til ikke at udtale sig samt retten til at få bistand fra en selvvalgt advokat eller fra en officielt udpeget advokat.

    […]

    (8)   Den efterforskende myndighed må ikke foretage nogen efterforskningshandlinger, som den tiltalte medvirker i, før myndigheden har opfyldt kravene i henhold til stk. 1-7.«

    III. Sagens faktiske omstændigheder, retsforhandlingerne i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

    14.

    Tvisten i hovedsagen, der verserer ved Rajonen sad Lukovit (kredsdomstolen i Lukovit), vedrører en anmodning fra en anklager ved Rajonna prokuratura Lovetj (kredsanklagemyndigheden i Lovetj, Bulgarien) om efterfølgende godkendelse af en kropsvisitation af personen AB og en beslaglæggelse over for denne.

    15.

    Den 8. februar 2022 standsede og kontrollerede tre politiassistenter fra Lukovit kommune et motorkøretøj, som blev ført af IJ, og hvori dennes passagerer, AB og KL, ligeledes befandt sig. Inden føreren af køretøjet var blevet underkastet en test til påvisning af brug af narkotika, oplyste AB og KL politiassistenterne om, at de var i besiddelse af et narkotisk stof. Denne oplysning blev videregivet til den tjenestehavende betjent ved kredspolitienheden i Lukovit, der udfærdigede en rapport omhandlende modtagelsen af mundtlig information om begåelsen af et strafbart forhold.

    16.

    Da testen af føreren var positiv, foretog en politiassistent en kontrol af køretøjet. Desuden blev AB kropsvisiteret, og i denne forbindelse blev der udfærdiget en rapport »om visitation og beslaglæggelse i hastende tilfælde med efterfølgende indhentelse af retskendelse«. I denne rapport anførte den vagthavende efterforsker, at visitationen var blevet foretaget med den begrundelse, at der forelå tilstrækkelige indicier for besiddelse af ulovlige genstande, og inden for rammerne af den efterforskning, der var blevet indledt af Rajonno upravlenye Lukovit (kredspolitienheden i Lukovit, Bulgarien).

    17.

    Ved denne visitation blev der fundet et narkotisk stof på AB. Efterforskeren informerede herefter den 8. februar 2022 den offentlige anklager ved anklagemyndigheden i Lukovit om resultaterne af denne visitation og om, at der var indledt en efterforskning i denne forbindelse. Som led i den efterforskning, der allerede var blevet indledt, afgav AB efter gennemførelsen af visitationen en skriftlig udtalelse på politistationen og bekræftede, at de stoffer, der var blevet fundet på ham, var narkotika til eget brug.

    18.

    Den 9. februar 2022 indgav anklagemyndigheden en anmodning om godkendelse af rapporten om den foretagne kropsvisitation af AB og den foretagne beslaglæggelse til Rajonen sad Lukovit (kredsdomstolen i Lukovit).

    19.

    Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt den i den nationale lovgivning fastsatte retslige prøvelse af tvangsforanstaltninger til bevisindsamling i den indledende fase af straffesagen udgør en tilstrækkelig garanti for, at mistænktes og tiltaltes rettigheder som fastsat i direktiv 2012/13 og 2013/48 overholdes.

    20.

    Indledningsvis har den forelæggende ret navnlig anført, at den nationale lovgivning ikke indeholder en tydelig regel om omfanget af den retslige prøvelse af bevissikrende tvangsforanstaltninger under efterforskningen, og at prøvelsen af ransagningen, kropsvisitationen og beslaglæggelsen ifølge de nationale domstoles praksis vedrører deres formelle lovlighed. I denne forbindelse har retten erindret om, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (herefter »Menneskerettighedsdomstolen«) gentagne gange har dømt Republikken Bulgarien for tilsidesættelse af artikel 3 og 8 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«).

    21.

    Dernæst har den forelæggende ret anført, at begrebet »mistænkt« ikke anvendes i bulgarsk lovgivning, men at begrebet »tiltalt« anvendes i anklagemyndighedens eller den efterforskende myndigheds afgørelse, og at det under efterforskningen er almindelig praksis for politiet og anklagemyndigheden at udsætte tidspunktet for, hvornår den pågældende person anses for »tiltalt«, hvilket reelt indebærer, at forpligtelsen til at beskytte mistænkte personers ret til forsvar omgås.

    22.

    Endelig fremgår det både af den nationale retslitteratur og den nationale retspraksis, at den kompetente domstol, selv om den er af den overbevisning, at den berørtes ret til forsvar ikke er blevet respekteret, ikke kan efterprøve tiltalerejsningen, eftersom dette ville tilsidesætte anklagemyndighedens forfatningsretligt forankrede kompetence til at indlede en strafferetlig forfølgning. I et sådant tilfælde har den domstol, der efterprøver tvangsforanstaltninger i forbindelse med efterforskningen, ingen anden mulighed end at acceptere efterforskningshandlingen, eftersom denne er foretaget under hastende omstændigheder, selv hvis dette indebærer en tilsidesættelse af retten til forsvar.

    23.

    I denne henseende har den forelæggende ret anført, at selv om begrebet »mistænkt« ikke anvendes i den nationale lovgivning, kan strafferetsplejelovens artikel 219, stk. 2, principielt sikre retten til forsvar for personer, om hvis skyld der ikke foreligger tilstrækkelige beviser, men som på grund af en påkrævet foretagelse af efterforskningshandlinger tillægges proceduremæssig status som »tiltalte« og dermed kan få adgang til rettighederne i henhold til strafferetsplejelovens artikel 55, der opfylder kravene i direktiv 2012/13 og 2013/48. Denne processuelle bestemmelse er imidlertid ikke tydelig og anvendes tvetydigt og selvmodsigende eller endog slet ikke.

    24.

    Den forelæggende ret nærer ingen tvivl om, at AB i den foreliggende sag er »tiltalt for en strafbar handling« som omhandlet i EMRK og som fortolket i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, uanset de nationale juridiske løsninger. Den forelæggende ret er imidlertid af den opfattelse, at en person i henhold til den gældende nationale lovgivning kun kan udøve sin ret til forsvar, hvis den pågældende har fået status som tiltalt, hvilket afhænger af, hvad den efterforskende myndighed beslutter under anklagemyndighedens tilsyn. I denne henseende er den forelæggende ret af den opfattelse, at den omstændighed, at der ikke gives oplysninger og adgang til advokatbistand på et tidligt stadie i straffesagen, udgør en procedurefejl, som ikke kan afhjælpes, og som kan påvirke hele den efterfølgende straffesags retfærdige og rimelige gennemførelse.

    25.

    På denne baggrund har Rajonen sad Lukovit (kredsdomstolen i Lukovit) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

    »1)

    Er situationer, hvori der i forbindelse med efterforskningen af et strafbart forhold, som vedrører besiddelse af narkotika, er blevet iværksat tvangsforanstaltninger i form af kropsvisitation og beslaglæggelse over for en person, som politiet formoder er i besiddelse af narkotika, omfattet af anvendelsesområdet for henholdsvis direktiv [2012/13 og 2013/48]?

    2)

    Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, ønskes det oplyst, hvilken processuel status en sådan person har i henhold til direktiverne, når den nationale lovgivning ikke anvender det juridiske begreb »mistænkt«, og den pågældende person ikke har modtaget nogen officiel meddelelse om at være blevet »tiltalt«, og har en sådan person ret til information samt til advokatbistand?

    3)

    Er legalitetsprincippet og forbuddet mod vilkårlige afgørelser til hinder for en national bestemmelse som [strafferetsplejelovens] artikel 219, stk. 2, […] som bestemmer, at den efterforskende myndighed også kan rejse tiltale mod en person ved udarbejdelsen af rapporten fra den første efterforskningshandling over for den pågældende, når den nationale lovgivning ikke anvender det juridiske begreb »mistænkt«, og retten til forsvar i henhold til den nationale lovgivning først opstår på tidspunktet for en formel afgørelse om »tiltalerejsning«, hvilket endvidere sker i henhold til den efterforskende myndigheds skøn, og påvirker en sådan national procedure den effektive udøvelse og det væsentlige indhold af retten til adgang til advokatbistand i henhold til artikel 3, stk. 3, litra b), i direktiv [2013/48]?

    4)

    Er princippet om EU-rettens effektive virkning til hinder for en national praksis, ifølge hvilken en retslig prøvelse af tvangsforanstaltninger med henblik på bevisoptagelse, herunder legemsbesigtigelse og beslaglæggelse i forbindelse med efterforskningen, ikke tillader en prøvelse af, om der har været tale om en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af de grundlæggende rettigheder for mistænkte og tiltalte, som er garanteret i [chartrets] artikel 47 og 48 [og i direktiv 2012/13 og 2013/48]?

    5)

    Er retsstatsprincippet til hinder for national lovgivning og retspraksis, ifølge hvilke domstolene ikke har beføjelse til at prøve en afgørelse om tiltalerejsning mod en person, selv om det netop og udelukkende er denne formelle proceshandling, der er afgørende for, om en fysisk person gives mulighed for at udøve sin ret til forsvar, når der iværksættes tvangsforanstaltninger med efterforskningsformål over for den pågældende?«

    IV. Retsforhandlingerne for Domstolen

    26.

    Forelæggelsesafgørelsen af 18. marts 2022 indgik til Domstolens Justitskontor samme dag.

    27.

    Den ungarske og den nederlandske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg inden for den frist, der er fastsat i artikel 23 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

    28.

    På det almindelige møde den 17. januar 2023 har Domstolen besluttet ikke at afholde mundtlig forhandling.

    V. Retlig bedømmelse

    A.   Indledende bemærkninger

    29.

    I henhold til artikel 67 TEUF udgør Unionen »et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor de grundlæggende rettigheder og medlemsstaternes forskellige retssystemer og retstraditioner respekteres«. Eftersom princippet om gensidig anerkendelse af domme og andre afgørelser fra retslige myndigheder anses for hjørnestenen i det retlige samarbejde på det civilretlige og det strafferetlige område inden for Unionen, er det klart, at det forudsætter gensidig tillid til de respektive retssystemer. Den gensidige anerkendelse af afgørelser i straffesager kan nemlig kun fungere effektivt, når der hersker tillid, således at ikke blot de retslige myndigheder, men alle aktører i strafferetsprocessen, opfatter afgørelser truffet af andre medlemsstaters retslige myndigheder som svarende til deres egne. Tilnærmelsen af straffelovgivningerne, herunder reglerne om beskyttelse og de processuelle rettigheder, er derfor et af de foretrukne midler til at styrke den gensidige anerkendelse og lette samarbejdet mellem de kompetente myndigheder ( 4 ).

    30.

    Direktiv 2012/13 og 2013/48 indgår i en række af lovgivningsmæssige foranstaltninger, der netop tager sigte på at fastsætte fælles minimumsregler vedrørende de processuelle rettigheder. Direktiv 2012/13 indeholder standarder, der skal anvendes på den information om tiltalen, der skal gives til personer, der er mistænkt eller tiltalt for at have begået en strafbar handling, mens direktiv 2013/48 opstiller standarder vedrørende retten til adgang til advokatbistand i straffesager. Disse rettigheder, der er udtryk for retten til en rimelig og retfærdig rettergang på det strafferetlige område, er sikret ved chartrets artikel 47 og 48 og ved EMRK’s artikel 6, hvilket giver dem forfatningsmæssig status i Unionens retsorden.

    31.

    Republikken Bulgarien er i lighed med alle de øvrige medlemsstater forpligtet til at gennemføre de nævnte direktiver i sin nationale retsorden. I denne sammenhæng skal det fremhæves, at selv om Kommissionen har henledt opmærksomheden på, at der for nylig er indledt en traktatbrudsprocedure over for Bulgarien i denne forbindelse, forholder det sig ikke desto mindre således, at Domstolens rolle i den foreliggende præjudicielle sag skal begrænses til fortolkningen af de relevante EU-retlige bestemmelser i medfør af den kompetence, som er tillagt Domstolen ved artikel 267 TEUF. Dette forhindrer ganske vist ikke den nationale ret i at drage de nødvendige konsekvenser af en fortolkning, der måtte være i strid med bestemmelserne i den nationale lovgivning med henblik på at sikre EU-rettens forrang.

    32.

    De første to præjudicielle spørgsmål vedrører anvendelsen af direktiv 2012/13 og 2013/48 på omstændighederne i hovedsagen. De tre andre præjudicielle spørgsmål drejer sig til gengæld i det væsentlige om, hvorvidt den gældende bulgarske lovgivning, der er kendetegnet ved nogle særlige forhold, som er beskrevet af den forelæggende ret, er forenelig med EU-retten. Eftersom det andet og det femte spørgsmål tematisk overlapper hinanden, vil jeg behandle dem samlet i min bedømmelse. Endelig vil det fjerde spørgsmål blive behandlet før det tredje spørgsmål, fordi det kræver en fortolkning af direktiv 2012/13 og 2013/48, sammenholdt med chartrets artikel 47 og 48.

    B.   Det første præjudicielle spørgsmål

    1. De kriterier, der udløser anvendelsen af direktiv 2012/13 og 2013/48

    33.

    Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om situationer, hvor der er foretaget en tvangsforanstaltning, navnlig en visitation og/eller en beslaglæggelse, under en efterforskning over for en person, der er mistænkt for at have begået en strafbar handling, er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2012/13 og direktiv 2013/48. Med henblik på at besvare dette spørgsmål skal disse direktivers anvendelsesområde først fastlægges.

    34.

    Som det vil fremgå af det følgende, drejer det sig først og fremmest om via en fortolkning af de relevante direktiver at fastslå, på hvilket stadie i straffesagen de processuelle rettigheder, der er sikret ved disse direktiver, skal indrømmes den pågældende person. Den type foranstaltninger, som den pågældende person udsættes for under straffesagen, udgør ligeledes et indicium, der gør det muligt at fastslå, om de nævnte direktiver finder anvendelse.

    35.

    For så vidt angår anvendelsesområdet for direktiv 2012/13 er det fastsat i dette direktivs artikel 2, stk. 1, at direktivet finder anvendelse på mistænkte eller tiltalte under straffesager »fra det tidspunkt, hvor en person af de kompetente myndigheder i en medlemsstat bliver gjort opmærksom på, at vedkommende er mistænkt eller tiltalt for at have begået en strafbar handling, indtil sagen afsluttes, dvs. indtil spørgsmålet om, hvorvidt den mistænkte eller tiltalte har begået den strafbare handling, er afgjort endeligt, herunder efter omstændighederne, indtil der er idømt straf, og en eventuel appelsag er afgjort« ( 5 ).

    36.

    Som det fremgår af 19. betragtning til direktiv 2012/13, er formålet med retten til information om mistænktes og tiltaltes rettigheder at sikre en retfærdig behandling af straffesagen ved at åbne mulighed for en effektiv udøvelse af retten til forsvar lige fra sagens begyndelse. Det præciseres i samme betragtning, at »disse informationer [bør] gives rettidigt under sagens behandling og senest inden politiets eller en anden kompetent myndigheds første officielle afhøring af den mistænkte eller tiltalte« ( 6 ).

    37.

    Tilsvarende bestemmes det i artikel 2, stk. 1, i direktiv 2013/48, at dette direktiv finder anvendelse »på mistænkte eller tiltalte under straffesager fra det tidspunkt, hvor de kompetente myndigheder i en medlemsstat ved officiel meddelelse eller på anden vis har underrettet dem om, at de er mistænkt eller tiltalt for at have begået et strafbart forhold, og uanset om de er frihedsberøvet« ( 7 ). Desuden præciseres det i 12. og 19. betragtning til direktiv 2013/48, at medlemsstaterne for at sikre en retfærdig behandling af sagen bør sikre, at mistænkte eller tiltalte har adgang til advokatbistand »uden unødig forsinkelse« ( 8 ).

    38.

    Som Domstolen allerede har fastslået, er de respektive anvendelsesområder for direktiv 2012/13 og 2013/48 defineret i næsten identiske vendinger i direktivernes artikel 2 ( 9 ). Det bør dog bemærkes, at det nyeste af de to direktiver, dvs. direktiv 2013/48, yderligere præciserer, at underretningen kan ske »ved officiel meddelelse eller på anden vis«. Denne præcisering, der bidrager til direktivernes effektive virkning, kan efter min opfattelse anses for også at kunne overføres på direktiv 2012/13.

    39.

    Det følger dermed af en fortolkning af de ovenfor nævnte bestemmelser og de relevante betragtninger hertil, at direktiv 2012/13 og 2013/48 finder anvendelse fra det tidspunkt, hvor to betingelser er opfyldt: Den pågældende person er for det første de facto mistænkt eller tiltalt for at have begået en strafbar handling, og den pågældende er for det andet af de kompetente myndigheder blevet underrettet om, at vedkommende er mistænkt eller tiltalt, ved officiel meddelelse eller på anden vis. Jeg vil redegøre nærmere for de to kriterier, inden jeg anvender dem på omstændighederne i hovedsagen.

    40.

    Selv om det af hensyn til den effektive anvendelse af direktiverne på alle tænkelige omstændigheder ikke er ønskeligt, at der stilles uforholdsmæssigt høje krav til denne underretning, anser jeg det for nødvendigt, at der ikke hersker nogen tvivl om, at den pågældende person er under mistanke. Dette krav er vigtigt, ikke blot med henblik på at beskytte den pågældende person mod enhver tvetydig retsstilling, men også henset til den omstændighed, at der påhviler de kompetente myndigheder en række forpligtelser, som, hvis de tilsidesættes, kan udgøre processuelle fejl, der kan medføre, at de afgørelser, der træffes af myndighederne, kan være ulovlige. For at undgå en sådan situation skal de kompetente myndigheder sikre sig, at den pågældende person er klar over enhver mistanke mod vedkommende.

    41.

    Disse informationer bør gives »rettidigt« og under alle omstændigheder »senest inden politiets […] første officielle afhøring« af den mistænkte eller tiltalte. Af den omstændighed, at direktiv 2012/13 og 2013/48 tager sigte på et tidsrum og ikke på et nøjagtigt tidspunkt»under sagens behandling«, således som anført i 19. betragtning til direktiv 2012/13, kan det udledes, at selv om myndighederne har en vis fleksibilitet med hensyn til at vælge det tidspunkt, hvor de underretter den pågældende person herom, må denne underretning ikke ske med en unødig forsinkelse, der forhindrer den pågældende person i at udøve sin ret til forsvar. Det følger heraf, at informationen om rettigheder for at være effektiv nødvendigvis skal gives på et tidligt trin i proceduren ( 10 ).

    42.

    I denne forbindelse skal det præciseres, at Domstolen er bevidst om betydningen af en sådan underretning under særligt følsomme omstændigheder, navnlig når den pågældende persons frihed står på spil, idet den har fastslået, at »personer, der mistænkes for at have begået en strafbar handling, skal informeres om deres rettigheder hurtigst muligt efter det tidspunkt, hvor den mistanke, som de er genstand for, i andre sammenhænge end nødsituationer begrunder, at de kompetente myndigheder indskrænker personernes frihed gennem tvangsforanstaltninger« ( 11 ).

    43.

    Endvidere skal det med hensyn til det tidspunkt, hvor den pågældende person senest skal informeres, noteres, at det fremgår af 20. betragtning til direktiv 2013/48, at »[i] dette direktiv omfatter afhøring ikke indledende afhøringer foretaget af politiet eller af en anden retshåndhævende myndighed, hvis formål er at […] afgøre, om der bør indledes en efterforskning, f.eks. i forbindelse med en vejkontrol eller i forbindelse med regelmæssige stikprøvekontroller, når en mistænkt eller tiltalt endnu ikke er identificeret« ( 12 ).

    2. Anvendelse af de fastlagte kriterier på omstændighederne i hovedsagen

    44.

    Ved en anvendelse af disse to kriterier på omstændighederne i hovedsagen er det afgørende element for besvarelsen af det første spørgsmål, om AB på det tidspunkt, hvor visitationen og beslaglæggelsen fandt sted, allerede de facto var mistænkt, og om han blev oplyst herom i forbindelse med udførelsen af tvangsforanstaltningerne. Det fremgår af beskrivelsen af de faktiske omstændigheder i forelæggelsesafgørelsen, at AB inkriminerede sig selv inden visitationen og beslaglæggelsen, idet han oplyste, at han var i besiddelse af narkotika. Hans tilståelse blev nedfældet i rapporten som mundtlig indberetning af en strafbar handling. På grundlag heraf blev AB opfordret til at udlevere de stoffer, som han var i besiddelse af.

    45.

    Det kan udledes af disse faktiske omstændigheder, at AB var mistænkt for at have begået en strafbar handling. Anvendelsen af disse specifikke processuelle foranstaltninger indikerer nemlig entydigt, at AB blev behandlet som »mistænkt«. Jeg mener, at AB må have været klar over dette, eftersom hans tilståelse direkte førte til en kropsvisitation af ham og en beslaglæggelse. Jeg er derfor af den opfattelse, at de to betingelser for en anvendelse af direktiv 2012/13 og 2013/48, der er anført ovenfor i punkt 39 i dette forslag til afgørelse, var opfyldt fra det tidspunkt, hvor AB erklærede over for politiet, at han var i besiddelse af narkotika.

    3. Elementer uden betydning for anvendelsen af direktiv 2012/13 og 2013/48

    46.

    For fuldstændighedens skyld anser jeg det for nødvendigt kort at redegøre for, hvorfor den omstændighed, at AB ikke officielt blev »informeret« af politiet om, at der blev indledt en straffesag mod ham, og om hans status i denne sag, efter min opfattelse er uden betydning for, om direktiv 2012/13 og 2013/48 finder anvendelse på den foreliggende sag.

    47.

    For det første skal det noteres, at det fremgår af Domstolens praksis ( 13 ), at »en officiel meddelelse fra de kompetente myndigheder i en medlemsstat til den pågældende person er tilstrækkelig, uanset måden, hvorpå dette sker«, og at »det [er] uden betydning, hvordan oplysningerne meddeles den pågældende«. Denne retspraksis vedrørende direktiv 2013/48, som også kan overføres på direktiv 2012/13, bekræfter en fortolkning, hvorefter der ikke må stilles uforholdsmæssigt høje krav til denne underretning.

    48.

    For det andet efterlader de særlige omstændigheder i hovedsagen, nemlig den omstændighed, at AB selv tog initiativet ved at oplyse politiet om, at han var i besiddelse af narkotika, ingen tvivl om, at der var indledt en sådan straffesag. Som allerede nævnt ovenfor må AB have været klar over dette, eftersom denne tilståelse medførte, at politiet foretog en kropsvisitation og en beslaglæggelse. I en sådan situation burde man med rimelighed kunne forvente at blive behandlet som »mistænkt« fra dette tidspunkt. De således foretagne handlinger skal følgelig anses for at svare til en »underretning« som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i direktiv 2012/13 og 2013/48.

    49.

    For det tredje er jeg af den opfattelse, at det med henblik på anvendelsen af disse direktiver er uden betydning, at der i en medlemsstats lovgivning ikke formelt anvendes begrebet »mistænkt«, således som det åbenbart er tilfældet i bulgarsk ret. I denne forbindelse skal det erindres, at der er tale om et selvstændigt EU-retligt begreb, der i sin egenskab af retligt kriterium åbner anvendelsesområdet for direktiv 2012/13 og 2013/48 og derfor skal fortolkes ensartet i alle medlemsstaterne. I denne sammenhæng vil jeg erindre om, at det er den nationale lovgivning, der skal tilpasse sig Unionens interne retlige ramme og ikke omvendt. Eftersom medlemsstaterne er forpligtet til at gennemføre de nævnte direktiver og de dertil hørende specifikke begreber korrekt i deres respektive nationale retsordener, kan medlemsstaterne ikke gyldigt støtte sig på mulige utilstrækkelige bestemmelser eller mangler i deres lovgivning med henblik på at unddrage sig deres forpligtelser.

    4. Besvarelse af det første præjudicielle spørgsmål

    50.

    Henset til ovenstående betragtninger skal det første præjudicielle spørgsmål besvares med, at situationer, hvor der er foretaget en tvangsforanstaltning, såsom en kropsvisitation og/eller en beslaglæggelse, under en efterforskning over for en person, der er mistænkt for at have begået en strafbar handling, er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2012/13 og 2013/48.

    C.   Det andet og det femte præjudicielle spørgsmål

    1. Forbuddet mod vilkårligt restriktiv praksis, der kan hindre den effektive udøvelse af processuelle rettigheder i tilknytning til en status som »mistænkt«

    51.

    Med det andet og det femte spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, hvilken processuel status en person har i henhold til direktiv 2012/13 og 2013/48, når den nationale lovgivning ikke anvender det juridiske begreb »mistænkt«, og den pågældende person ikke har modtaget nogen officiel meddelelse i form af en »formel« retsakt om at være blevet »tiltalt«. Den forelæggende ret ønsker endvidere oplyst, om en sådan person har ret til information og adgang til advokatbistand. Selv om svaret på dette spørgsmål kan udledes af de ovenfor anførte betragtninger, finder jeg det af klarhedshensyn alligevel hensigtsmæssigt at uddybe analysen af visse retlige aspekter.

    52.

    Som forklaret i forbindelse med undersøgelsen af det første spørgsmål har en person under de i forelæggelsesafgørelsen beskrevne omstændigheder processuel status som »mistænkt« som omhandlet i direktiv 2012/13 og 2013/48. Eftersom der er tale om et selvstændigt EU-retligt begreb, har den pågældende person denne processuelle status som følge af, at de nævnte direktiver finder anvendelse på den foreliggende sag, uanset at den pågældende ikke er blevet tillagt status som »tiltalt« ved en officiel meddelelse, således som det er fastsat i den gældende nationale lovgivning. Det er tilstrækkeligt, at den pågældende person de facto er mistænkt for at have begået en strafbar handling, og det er ikke nødvendigt, at denne mistanke formaliseres i en retsakt eller en særlig meddelelse.

    53.

    En modstridende fortolkning, hvorefter udøvelsen af de rettigheder, der er sikret ved direktiv 2012/13 og 2013/48, ene og alene afhænger af myndighedernes vedtagelse af en »formel« retsakt, er vilkårligt restriktiv og sikrer ikke en effektiv udøvelse af de rettigheder, der er fastsat i disse direktiver. Der foreligger nemlig en ikke ubetydelig risiko for, at den pågældende person inkriminerer sig selv på grund af en tilsidesættelse af dennes rettigheder, fordi vedkommende ikke har modtaget nogen meddelelse fra de nationale myndigheder. Et sådant resultat ville afgjort rejse tvivl om principperne om en retfærdig procedure på det strafferetlige område. Jeg vil dog gerne fremhæve, at eftersom de kompetente nationale myndigheder ikke gyldigt kan støtte sig på eventuelle utilstrækkelige bestemmelser eller mangler i deres lovgivning med henblik på at unddrage sig deres forpligtelser i henhold til EU-retten, er de forpligtet til at sikre den fulde udøvelse af de processuelle rettigheder, der er sikret ved de nævnte direktiver.

    54.

    Som det fremgår af undersøgelsen af det første spørgsmål, skal meddelelsen om rettighederne gives på et tidligt trin i proceduren ( 14 ), idet Domstolen har præciseret, at denne meddelelse skal gives »hurtigst muligt efter det tidspunkt, hvor den mistanke, som de [berørte personer] er genstand for, i andre sammenhænge end nødsituationer begrunder, at de kompetente myndigheder indskrænker personernes frihed gennem tvangsforanstaltninger« ( 15 ). Af hensyn til en effektiv beskyttelse af den pågældende person vil jeg tilføje, at denne regel ikke blot bør anvendes, når den pågældende person står over for de alvorligste tvangsforanstaltninger, såsom anholdelse eller midlertidig frihedsberøvelse, men også når mistanken mod dem begrunder andre tvangsforanstaltninger, der udgør et væsentligt indgreb i de grundlæggende rettigheder.

    55.

    Af disse grunde finder jeg, at en fremgangsmåde i overensstemmelse med bestemmelserne i direktiv 2012/13 havde bestået i at oplyse AB om hans rettigheder, så snart politiet som reaktion på hans tilståelse besluttede at foretage en kropsvisitation og beslaglægge den narkotika, som han var i besiddelse af. Det står nemlig klart, at AB blev udsat for alle de foranstaltninger, som de kompetente myndigheder råder over i forbindelse med strafferetlig forfølgning, fra det tidspunkt, hvor AB inkriminerede sig selv over for politiet. I denne sammenhæng skal det desuden fremhæves, at selv om AB implicit kunne udlede, at han var blevet »mistænkt« på grund af de tvangsforanstaltninger, der blev iværksat over for ham, kan denne omstændighed ikke træde i stedet for oplysning om hans processuelle rettigheder.

    56.

    Hvad specifikt angår retten til adgang til advokatbistand skal det anføres, at artikel 3, stk. 1 og 2, i direktiv 2013/48 bestemmer, at mistænkte og tiltalte har ret til adgang til advokatbistand »på et sådant tidspunkt og på en sådan måde, at de pågældende sættes i stand til i praksis og effektivt at udøve deres ret til et forsvar« eller »uden unødig forsinkelse« og under alle omstændigheder »inden de afhøres af politiet eller af en anden retshåndhævende eller retslig myndighed« (min fremhævelse). Selv om indledende afhøringer foretaget af politiet under en »vejkontrol« eller en »regelmæssig stikprøvekontrol« som anført i punkt 43 i dette forslag til afgørelse ikke anses for en »afhøring« som omhandlet i artikel 3, stk. 2, litra a), i direktiv 2013/48, kan det udledes af oplysningerne fra den forelæggende ret, at AB under alle omstændigheder blev underkastet en sådan afhøring på et senere tidspunkt i efterforskningen. Nærmere bestemt fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at »[s]om led i den efterforskning, der allerede var blevet indledt, anmodede [den ansvarlige kriminalassistent], efter at visitationen var foretaget, på et ikke nærmere angivet tidspunkt og sted (formentlig på politistationen) AB om en skriftlig forklaring i overensstemmelse med i zakon za Ministerstvo na vatresjnite raboti (lov om indenrigsministeriet)«. Jeg er derfor af den opfattelse, at AB senest på dette trin i proceduren burde have haft adgang til advokatbistand.

    2. Besvarelse af det andet og det femte præjudicielle spørgsmål

    57.

    På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer det andet og det femte spørgsmål således, at begrebet »mistænkt« som omhandlet i direktiv 2012/13 og 2013/48 er et selvstændigt EU-retligt begreb. En person, der de facto er mistænkt for at have begået en strafbar handling, har status som »mistænkt« i disse direktivers forstand, selv om den nationale lovgivning ikke anvender denne processuelle status og ikke tillægger den mistænkte person de rettigheder, som tilkommer denne. Disse direktiver er til hinder for en national lovgivning og en national praksis, hvorefter retten til forsvar først opstår fra det tidspunkt, hvor den pågældende person formelt får status som »tiltalt«, idet denne akt, som er en forudsætning for anvendelsen af de processuelle rettigheder og garantier i henhold til den nationale lovgivning, finder sted med fuld respekt for den efterforskende myndigheds skønsbeføjelse, hvorved denne myndighed ikke er forpligtet til at informere den person, der de facto er mistænkt, om mistanken mod den pågældende hurtigst muligt.

    D.   Det fjerde præjudicielle spørgsmål

    1. Foreneligheden af en ret til effektive retsmidler med en retslig prøvelse, der er begrænset til overholdelsen af de formelle krav

    58.

    Med det fjerde præjudicielle spørgsmål, som jeg mener bør behandles før det tredje spørgsmål, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktiv 2012/13 og 2013/48 og chartrets artikel 47 og 48 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en ret i forbindelse med en procedure til denne rets efterfølgende godkendelse af bevissikrende tvangsforanstaltninger med henblik på en strafferetlig efterforskning ikke kan prøve, om der foreligger en tilsidesættelse af mistænktes og tiltaltes grundlæggende rettigheder, der er sikret ved disse direktiver og disse artikler.

    59.

    I denne henseende har den forelæggende ret præciseret, at selv om den foretagne kropsvisitation i overensstemmelse med strafferetsplejelovens artikel 164, stk. 3, på grundlag af en rapport i forbindelse med den indledende fase af straffesagen skal undergives en efterfølgende retslig prøvelse, omfatter denne prøvelse i henhold til den relevante nationale lovgivning kun de formelle krav, hvoraf lovligheden af denne foranstaltning og den heraf følgende beslaglæggelse afhænger, og tillader ikke den kompetente domstol at prøve, om rettighederne i henhold til direktiv 2012/13 og 2013/48 er overholdt.

    60.

    Med henblik på at undersøge dette spørgsmål skal det indledningsvis erindres, at i henhold til chartrets artikel 47 skal enhver, hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, have adgang til effektive retsmidler for en domstol under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i nævnte artikel. I medfør af chartrets artikel 48, stk. 2, er respekt for retten til et forsvar desuden sikret enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse. Det er ubestrideligt, at disse bestemmelser finder anvendelse på den foreliggende sag, eftersom hovedsagen omhandler en situation, hvor de bulgarske myndigheder skal gennemføre EU-retten som omhandlet i chartrets artikel 51. Eftersom den omhandlede bulgarske lovgivning har til formål at gennemføre direktiv 2012/13 og 2013/48, der sikrer retten til information og retten til adgang til advokatbistand for en mistænkt og/eller en tiltalt i straffesager, er denne lovgivning omfattet af chartrets anvendelsesområde. Som Domstolen gentagne gange har anført, bygger disse to direktiver på de rettigheder, der er fastlagt særligt i chartrets artikel 47 og 48, og tilsigter at fremme disse rettigheder ( 16 ).

    61.

    Hvad angår fortolkningen af direktiv 2012/13 skal det anføres, at direktivets artikel 8, stk. 2, indeholder et krav om, at »mistænkte eller tiltalte eller dennes advokat [skal have] ret til i overensstemmelse med procedurerne i den nationale lovgivning at anfægte de kompetente myndigheders mulige undladelse af eller afslag på at fremlægge information i overensstemmelse med dette direktiv« (min fremhævelse). Det fremgår af Domstolens praksis, at henset til betydningen af adgangen til effektive retsmidler, som er sikret ved chartrets artikel 47, og til den klare, betingelsesløse og præcise ordlyd af artikel 8, stk. 2, i direktiv 2012/13 er sidstnævnte bestemmelse til hinder for enhver national foranstaltning, der udgør en hindring for udøvelsen af effektive retsmidler i tilfælde af tilsidesættelse af rettigheder, som er beskyttet ved dette direktiv ( 17 ). Domstolen har fastslået, at hvad angår artikel 12 i direktiv 2013/48, hvorefter »mistænkte eller tiltalte under straffesager […] har effektive retsmidler i henhold til national ret i tilfælde, hvor rettighederne i henhold til dette direktiv tilsidesættes«, er den samme fortolkning gældende ( 18 ).

    62.

    Dermed pålægger de to direktiver medlemsstaterne en forpligtelse til at fastsætte et effektivt retsmiddel i tilfælde af tilsidesættelse af de deri fastsatte rettigheder for at sikre en retfærdig behandling af sagen og en effektiv udøvelse af retten til et forsvar. Det skal dog fremhæves, at ifølge artikel 8, stk. 2, i direktiv 2012/13 og artikel 12, stk. 1, i direktiv 2013/48 indrømmes retten til at anfægte mulige tilsidesættelser af disse rettigheder henholdsvis i overensstemmelse med »procedurerne i den nationale lovgivning« og i henhold til »den nationale lovgivning«. Disse bestemmelser fastlægger altså hverken, hvordan tilsidesættelser af de pågældende rettigheder skal kunne påberåbes, eller det tidspunkt under straffesagen, hvor dette kan gøres, og giver således medlemsstaterne en vis skønsmargen med hensyn til at fastlægge de specifikke retsmidler.

    63.

    Denne fortolkning af bestemmelserne i direktiv 2012/13 og 2013/48 bekræftes af de respektive betragtninger hertil. I 36. betragtning til direktiv 2012/13 anføres det således, at retten til at anfægte de kompetente myndigheders undladelse af eller afslag på at fremlægge information eller videregive bestemt materiale i sagen i overensstemmelse med dette direktiv »[ikke] indebærer […] en forpligtelse for medlemsstaterne til at sørge for en specifik appelprocedure, separat ordning eller klageprocedure, hvor en sådan undladelse eller et sådan afslag kan anfægtes« (min fremhævelse). 50. betragtning til direktiv 2013/48 peger i samme retning, idet det i det væsentlige anføres, at medlemsstaternes forpligtelse til at sikre, at retten til et forsvar og en retfærdig rettergang respekteres, ikke berører anvendelsen af nationale regler eller systemer vedrørende antageligheden af bevismateriale og »ikke [bør] forhindre medlemsstaterne i at opretholde et system, hvorefter alt eksisterende bevismateriale kan fremlægges for en domstol eller en dommer, uden at der på forhånd eller separat foretages en vurdering af antageligheden af sådant bevismateriale« (min fremhævelse). Det følger af det ovenstående, at princippet om medlemsstaternes procesautonomi finder anvendelse, uden at det berører de grænser, der er fastsat i EU-retten.

    2. Begrænsning af medlemsstaternes procesautonomi på grundlag af ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet

    64.

    Hvis der ikke findes EU-retlige bestemmelser på området, tilkommer det i henhold til Domstolens faste praksis hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden, i medfør af princippet om procesautonomi, at udpege de kompetente domstole og fastsætte de processuelle regler for søgsmål til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten medfører for borgerne. Med henblik herpå må processuelle regler for søgsmål til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten medfører for borgerne, i overensstemmelse med princippet om loyalt samarbejde, der nu er knæsat i artikel 4, stk. 3, TEU, ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og de må heller ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Unionens retsorden (effektivitetsprincippet). Disse krav om ækvivalens og effektivitet er udtryk for medlemsstaternes almindelige forpligtelse til at sikre retsbeskyttelsen af borgernes rettigheder i henhold til EU-retten, herunder retten til forsvar ( 19 ).

    65.

    Der skal tages hensyn til, at princippet om medlemsstaternes procesautonomi skal tages i betragtning, fordi direktiv 2012/13 og 2013/48 blev vedtaget med artikel 82, stk. 2, TEUF som retsgrundlag, der kun giver mulighed for at fastsætte minimumsregler vedrørende »enkeltpersoners rettigheder« inden for strafferetsplejen. Med denne tilgang har lovgiver ønsket at lette anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse, hvortil jeg har henvist i dette forslag til afgørelse ( 20 ). Det bør dog ikke glemmes, at eftersom disse direktiver bidrager til en minimumsharmonisering af straffesager inden for Unionens område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, kan de ikke anses for fuldstændige og udtømmende instrumenter. Medlemsstaterne kan følgelig, som det præciseres i 40. betragtning til direktiv 2012/13 og 54. betragtning til direktiv 2012/48, frit bestemme, om de vil udvide de rettigheder, der fastsættes heri, for at give et højere beskyttelsesniveau også i situationer, der ikke udtrykkeligt omhandles i disse direktiver, idet beskyttelsesniveauet aldrig bør komme under de standarder, der er fastsat i EMRK, som fortolket i Menneskerettighedsdomstolens praksis ( 21 ).

    66.

    Hvad angår ækvivalensprincippet kan det ikke udledes af sagsakterne for Domstolen, at dette princip er blevet tilsidesat af den omhandlede nationale lovgivning, hvorefter den retslige prøvelse i forbindelse med proceduren for en rets efterfølgende godkendelse af bevissikrende tvangsforanstaltninger med henblik på en strafferetlig efterforskning kun omfatter de formelle krav, hvoraf lovligheden af disse foranstaltninger afhænger, og ikke giver den kompetente retsinstans mulighed for at prøve, om de rettigheder, der er sikret ved direktiv 2012/13 og 2013/48, er overholdt. Denne retspraksis synes nemlig at finde anvendelse, uanset om tvangsforanstaltningen er blevet gennemført under tilsidesættelse af en individuel rettighed, som er baseret på bestemmelser i national ret eller på EU-retlige bestemmelser.

    67.

    Den forelæggende ret har til gengæld udtrykt tvivl med hensyn til, om denne nationale praksis er i overensstemmelse med effektivitetsprincippet. Med henvisning til Menneskerettighedsdomstolens praksis har den forelæggende ret erindret om, at en mistænkts udenretslige tilståelser uden advokatbistand på dette tidlige stadie kan føre til en tilsidesættelse af kravet om en retfærdig rettergang i strid med EMRK’s artikel 6, stk. 1 og 3. Ifølge den forelæggende ret er der i de nationale domstoles praksis enighed om at afvise at anerkende anvendelsen af oplysninger, som hidrører fra personer, der ganske vist reelt er mistænkt, men som ofte er blevet udspurgt om deres egne handlinger som vidner, som bevismateriale. Den forelæggende ret betvivler imidlertid, at denne processuelle sanktion, der sker på et bevismæssigt grundlag, kan udgøre en tilstrækkelig garanti for, at borgeres ret til forsvar som fastsat i chartret og uddybet i direktiv 2012/13 og 2013/48 overholdes.

    68.

    For så vidt angår det ovennævnte effektivitetsprincip skal det indledningsvis påpeges, at EU-retten ikke forpligter medlemsstaterne til at indføre andre søgsmålsmuligheder end dem, der følger af national ret, medmindre det fremgår af den omhandlede nationale retsordens opbygning, at der ikke foreligger noget retsmiddel, der giver mulighed for, selv indirekte, at sikre, at borgernes rettigheder i henhold til EU-retten overholdes, eller hvis borgerne kun kan få adgang til domstolsprøvelse, hvis de overtræder lovgivningen ( 22 ).

    69.

    Det fremgår af Domstolens faste praksis, at hvert enkelt tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om, hvorvidt en national processuel bestemmelse gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges borgerne i henhold til Unionens retsorden, skal bedømmes under hensyn til, hvilken stilling bestemmelsen indtager i den samlede procedure for de forskellige nationale instanser, herunder procedurens forløb og særlige kendetegn. Under denne synsvinkel skal der i givet fald tages hensyn til de principper, der ligger til grund for den nationale retspleje, bl.a. beskyttelsen af retten til forsvar, retssikkerhedsprincippet og princippet om en hensigtsmæssig sagsbehandling ( 23 ).

    70.

    Det fremgår nemlig af denne retspraksis, at vurderingen af, om effektivitetsprincippet er overholdt, ikke kræver en undersøgelse af alle de retsmidler, der findes i en medlemsstat, men en undersøgelse af den sammenhæng, hvori den bestemmelse, som hævdes at være i strid med dette princip, indgår, hvilket kan indebære en undersøgelse af andre processuelle bestemmelser, der finder anvendelse inden for rammerne af det retsmiddel, hvis effektivitet er blevet draget i tvivl, eller som vedrører selve genstanden for sidstnævnte ( 24 ). Domstolen har fastslået, at de afsagte domme således kun er resultatet af bedømmelser i konkrete tilfælde, der er foretaget under hensyn til den samlede faktiske og retlige sammenhæng i den enkelte sag, som ikke automatisk kan overføres til andre områder end dem, på hvilke de nævnte bedømmelser er blevet foretaget ( 25 ).

    3. Kendetegn ved den retslige prøvelse, der foretages af de bulgarske domstole

    71.

    For så vidt angår undersøgelsen af den foreliggende sag mener jeg, at det fremgår af såvel ordlyden af som formålet med artikel 8, stk. 2, i direktiv 2012/13 og artikel 12, stk. 1, i direktiv 2013/48 samt præciseringerne i de ovennævnte betragtninger hertil, at det ikke er i strid med EU-retten, at en medlemsstat begrænser den retslige prøvelse af bevissikrende tvangsforanstaltninger til deres formelle lovlighed, såfremt den ret, der træffer afgørelse om realiteten, efterfølgende under straffesagen kan efterprøve, om den pågældende persons rettigheder i henhold til de nævnte direktiver, sammenholdt med de grundlæggende rettigheder, er blevet sikret. Anmodningen om præjudiciel afgørelse lader formode, at dette netop er tilfældet i bulgarsk ret. Som anført i punkt 67 i dette forslag til afgørelse afviser de bulgarske domstole nemlig at anerkende oplysninger, der er indhentet i strid med mistænktes processuelle rettigheder i straffesager, som bevismateriale.

    72.

    De bulgarske domstoles nuværende praksis gør det med andre ord muligt at udelukke oplysninger og beviser, der er indhentet i strid med kravene i EU-retten, i dette tilfælde artikel 3 i direktiv 2012/13 vedrørende information til mistænkte om deres rettigheder og artikel 3 i direktiv 2013/48 angående adgangen til advokatbistand. Det er således ikke umuligt at afhjælpe ulovligheder, der måtte blive konstateret under en straffesag ( 26 ). Det ser tværtimod ud til, at alle mistænkte har mulighed for at gøre en tilsidesættelse af deres rettigheder gældende under straffesagen. Den mekanisme, der synes at være indført i den bulgarske retsorden, har således nogle lighedspunkter med de mekanismer, der er udviklet i andre medlemsstater, hvad enten de er fastsat i skreven ret (forfatningsret/straffelovgivning) eller ved sædvaneret. Det er i øvrigt ikke ualmindeligt, at disse mekanismer netop udspringer af de nationale retters praksis. Det ser derfor ud til, at de processuelle regler i bulgarsk ret, således som de fortolkes af de kompetente domstole, må antages ikke i praksis at gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt for en mistænkt at udøve retten til i overensstemmelse med procedurerne i den nationale lovgivning at anfægte en tilsidesættelse af de ovennævnte processuelle rettigheder. Selv om den forelæggende ret har visse forbehold i denne henseende, navnlig med hensyn til egnetheden af de mekanismer til beskyttelse af den mistænktes rettigheder, der er fastsat i bulgarsk ret, indeholder anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke tilstrækkelige elementer til at underbygge dette synspunkt.

    73.

    Det må desuden fastslås, at den forelæggende ret ikke har anført, hvilke foranstaltninger der kunne indføres eller udvikles ad lovgivningsvejen eller gennem retspraksis med henblik på at styrke beskyttelsen af mistænktes processuelle rettigheder under en straffesag. Eftersom den bulgarske regering ikke har deltaget i denne sag, er de eneste oplysninger, som Domstolen kan lægge til grund, oplysningerne fra den forelæggende ret. Jeg er dog under alle omstændigheder af den opfattelse, at det ikke tilkommer Domstolen at fremsætte forslag til mulige reformer over for kompetente myndigheder, navnlig i betragtning af den mangfoldighed af mekanismer og retsmidler, der anvendes i de forskellige medlemsstater for at sikre gennemførelsen af direktiv 2012/13 og 2013/48. Domstolens rolle i den foreliggende sag skal snarere være begrænset til en undersøgelse af spørgsmålet om, hvorvidt udøvelsen af retten til et effektivt retsmiddel i praksis er gjort umulig eller uforholdsmæssigt vanskelig. Henset til de foreliggende oplysninger skal dette spørgsmål besvares benægtende.

    74.

    En bedømmelse set i lyset af chartrets artikel 47 og 48, hvortil den forelæggende ret har henvist, synes ikke at kunne ændre denne konklusion. Hvad særligt angår chartrets artikel 47, der sikrer retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, skal det erindres, at EU-retten ikke principielt forpligter medlemsstaterne til at indføre andre søgsmålsmuligheder ved de nationale domstole med henblik på at beskytte de rettigheder, som EU-retten medfører for borgerne, end dem, som findes i national ret. Det forholder sig kun anderledes, såfremt det fremgår af den omhandlede nationale retsordens opbygning, at der ikke foreligger noget retsmiddel, der giver mulighed for, selv indirekte under en verserende sag, at sikre, at borgernes rettigheder i henhold til EU-retten overholdes ( 27 ). Som den forelæggende ret har medgivet, er dette dog ikke tilfældet i den foreliggende sag.

    75.

    Af de grunde, der er anført i de foregående punkter, er jeg tilbøjelig til at konkludere, at den bulgarske lovgivning om strafferetsplejen, således som den fortolkes af de nationale retter, ikke rejser tvivl med hensyn til effektivitetsprincippet. Dette princip er ikke til hinder for en retslig prøvelse, der kun omfatter de formelle krav til en tvangsforanstaltning, såsom en visitation, uden en efterprøvelse af, om rettighederne i medfør af direktiv 2012/13 og 2013/48, sammenholdt med de grundlæggende rettigheder, er overholdt, forudsat at en sådan overholdelse kan efterprøves under straffesagen af den ret, der skal træffe afgørelse om AB’s skyld. Det tilkommer imidlertid den forelæggende ret, der har direkte kendskab til de gældende procesregler, at foretage en hensigtsmæssig efterprøvelse og i givet fald drage alle de nødvendige konsekvenser for at sikre EU-rettens effektivitet.

    76.

    Det skal i denne sammenhæng erindres, at borgerne ifølge Domstolens faste praksis i alle tilfælde, hvor bestemmelserne i et direktiv ud fra et indholdsmæssigt synspunkt fremstår som ubetingede og tilstrækkeligt præcise, ved den nationale domstol kan påberåbe sig disse bestemmelser over for staten, enten når denne ikke rettidigt har gennemført direktivet i national ret, eller når den ikke har gennemført det korrekt ( 28 ). I sin praksis har Domstolen fastslået, at artikel 8, stk. 2, i direktiv 2012/13 og artikel 12 i direktiv 2013/48 samt chartrets artikel 47 er klare, betingelsesløse og præcise bestemmelser ( 29 ). De har dermed direkte virkning. Det følger heraf, at personer, som de facto er »mistænkt« i henhold til bulgarsk ret, som AB i hovedsagen, skal kunne gøre direkte brug af de retsmidler, der er fastsat i artikel 8, stk. 2, i direktiv 2012/13 og artikel 12 i direktiv 2013/48, sammenholdt med chartrets artikel 47 og 48.

    4. Besvarelse af det fjerde præjudicielle spørgsmål

    77.

    På baggrund af det ovenstående foreslår jeg Domstolen at besvare det fjerde spørgsmål således, at EU-retten, navnlig effektivitetsprincippet, ikke er til hinder for, at en medlemsstat begrænser den retslige prøvelse af bevissikrende tvangsforanstaltninger til deres formelle lovlighed, såfremt den ret, der træffer afgørelse om realiteten, efterfølgende under straffesagen kan efterprøve, om den pågældende persons rettigheder i henhold til direktiv 2012/13 og 2013/48, sammenholdt med chartrets artikel 47 og 48, er blevet sikret.

    E.   Det tredje præjudicielle spørgsmål

    1. Forslag til omformulering af spørgsmålet

    78.

    Med det tredje præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om legalitetsprincippet og princippet om forbud mod vilkårlig magtudøvelse samt direktiv 2013/48 og nærmere bestemt direktivets artikel 3, stk. 3, litra b), skal fortolkes således, at disse er til hinder for en national lovgivning, hvorefter det alene er personer, der formelt har fået status som »tiltalt«, der opnår de rettigheder, der følger af dette direktiv, når det er overladt til den efterforskende myndigheds vurdering, hvornår denne status opnås.

    79.

    Jeg er af den opfattelse, at besvarelsen af dette spørgsmål klart fremgår af undersøgelsen af de foregående spørgsmål. Som allerede anført i dette forslag til afgørelse ( 30 ) er en fortolkning, hvorefter udøvelsen af de rettigheder, der er sikret ved direktiv 2012/13 og 2013/48, ene og alene afhænger af de nationale myndigheders vedtagelse af en »formel« retsakt, vilkårligt restriktiv og sikrer ikke en effektiv udøvelse af de rettigheder, der er fastsat i disse direktiver. Det forekommer nemlig uforeneligt med kravet i artikel 3, stk. 2, i direktiv 2013/48, dvs. at den pågældende person har ret til advokatbistand »uden unødig forsinkelse« ( 31 ), hvis den effektive udøvelse af denne ret alene undergives de kompetente myndigheders skøn.

    80.

    Selv om det tredje spørgsmål umiddelbart kan forekomme overflødigt, henset til de forudgående betragtninger, skal det erindres, at Domstolen i sin besvarelse nødvendigvis skal tage hensyn til de særlige omstændigheder i hovedsagen, dvs. den omstændighed, at sagen vedrører en anmodning om rettens efterfølgende godkendelse af visitationen og af beslaglæggelsen af de stoffer, der blev fundet på AB. Jeg vil undersøge det tredje spørgsmål under hensyntagen til disse omstændigheder. Ud fra denne synsvinkel synes det spørgsmål, som den forelæggende ret har stillet, snarere at tage sigte på at få fastslået, om artikel 3 i direktiv 2013/48 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, der tillader, at der foretages en kropsvisitation og en beslaglæggelse af ulovlige genstande, uden at den pågældende person har ret til adgang til advokatbistand.

    81.

    Såfremt Domstolen fortolker det tredje spørgsmål som foreslået, skal opmærksomheden indledningsvis henledes på den omstændighed, at artikel 3, stk. 2, i direktiv 2013/48 opstiller strenge krav, for så vidt som det heri er fastsat, at mistænkte eller tiltalte skal have adgang til advokatbistand »uden unødig forsinkelse« og »under alle omstændigheder«fra det tidligste af fire specifikke tidspunkter, som er angivet i denne bestemmelses litra a)-d). Eftersom visitation og beslaglæggelse af ulovlige genstande ikke i sig selv er blandt de begivenheder, der er nævnt i den pågældende bestemmelse, er der principielt ikke tale om en tilsidesættelse af retten til adgang til advokatbistand, medmindre omstændighederne i den foreliggende sag svarer til kriterierne for en eller flere af de nævnte specifikke begivenheder, hvilket det påhviler den forelæggende ret at efterprøve. Nedenstående betragtninger kan være nyttige for den forelæggende ret med henblik på anvendelsen af denne bestemmelse.

    2. Retten til adgang til advokatbistand, inden den mistænkte afhøres af politiet

    82.

    I henhold til artikel 3, stk. 2, litra a), i direktiv 2013/48 har mistænkte eller tiltalte adgang til advokatbistand, inden de afhøres af politiet eller af en anden retshåndhævende eller retslig myndighed. Denne bestemmelse er en kodificering af Menneskerettighedsdomstolens praksis ( 32 ), hvorefter retten til en retfærdig rettergang, der er fastsat i EMRK’s artikel 6, stk. 1, som hovedregel kræver, at der gives adgang til advokatbistand fra politiets første afhøring af en mistænkt, medmindre det godtgøres, at der i lyset af de særlige omstændigheder i den konkrete sag foreligger tvingende grunde til at begrænse denne ret ( 33 ). Det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at der efter visitationen blev foretaget afhøringer af AB på politistationen, hvorunder han afgav forklaringer og bekræftede sine tilståelser på skrift. Det ser dog ud til, at AB ikke var informeret om sin ret til adgang til advokatbistand og ikke udøvede denne ret effektivt, hvilket er problematisk med henblik på de rettigheder, der er sikret ved direktiv 2013/48. Efter min opfattelse kan en sådan fremgangsmåde fra den myndigheds side, der er ansvarlig for den strafferetlige efterforskning, ikke anses for at være i overensstemmelse med kravene i dette direktiv.

    3. Retten til adgang til advokatbistand uden unødig forsinkelse efter den mistænktes frihedsberøvelse

    83.

    Uafhængigt af de ovenstående betragtninger opstår spørgsmålet, om AB havde kunnet gøre brug af sin ret til adgang til advokatbistand på det tidspunkt, hvor visitationen fandt sted, selv om artikel 3, stk. 2, i direktiv 2013/48 ikke udtrykkeligt nævner denne tvangsforanstaltning. Efter min opfattelse ville det være tilfældet, såfremt den situation, hvori AB befandt sig, kunne betegnes som en »frihedsberøvelse« i overensstemmelse med den situation, der er omhandlet i dette direktivs artikel 3, stk. 2, litra c). Eftersom forelæggelsesafgørelsen ikke indeholder klare oplysninger desangående, skal den forelæggende ret selv undersøge, om omstændighederne i hovedsagen kan kvalificeres som »frihedsberøvelse« som omhandlet i denne bestemmelse.

    a) Betragtninger vedrørende en situation, hvor visitationen blev foretaget i forbindelse med en vejkontrol

    84.

    For det første tyder visse elementer på, at visitationen fandt sted in situ, i vejsiden, efter at køretøjet var blevet standset af politiet og var blevet undersøgt. I en sådan situation mener jeg ikke, at det med rimelighed kan antages, at AB var frihedsberøvet. En sådan tvangsforanstaltning udført i et hastende tilfælde umiddelbart efter, at der er fremkommet indicier for, at der er begået en overtrædelse, kan nemlig efter min opfattelse ikke sidestilles med en »frihedsberøvelse«. Det må ikke glemmes, at AB hverken blev formelt tilbageholdt eller blev afhørt under en tilbageholdelse, men blot blev standset i forbindelse med en vejkontrol. Selv om AB ikke frit kunne unddrage sig vejkontrollen, tyder omstændighederne i sagen ikke på nogen væsentlig begrænsning af hans handlefrihed. Enhver modsatrettet bedømmelse går efter min opfattelse ikke blot mod ordlyden af artikel 3, stk. 2, litra c), i direktiv 2013/48, men kan også udvide dens anvendelsesområde på urimelig måde, så meget desto mere som en sådan tilgang ikke er nødvendig for at sikre en effektiv beskyttelse af de grundlæggende rettigheder under en strafferetlig efterforskning, som jeg vil redegøre for i det følgende.

    85.

    Som anført i dette forslag til afgørelse er de rettigheder, der er sikret ved direktiv 2012/13 og 2013/48, udtryk for retten til en retfærdig rettergang på det strafferetlige område ( 34 ). I denne sammenhæng henvises der til Domstolens praksis, hvorefter direktiv 2013/48 bl.a. tilsigter at fremme retten til at blive rådgivet, forsvaret og repræsenteret som fastsat i chartrets artikel 47, stk. 2, og retten til forsvar, der er sikret i chartrets artikel 48, stk. 2 ( 35 ). Det skal i øvrigt nævnes, at direktiv 2013/48 i overensstemmelse med 12. betragtning hertil bygger på de rettigheder, der er fastlagt i chartret, særligt artikel 6, 47 og 48, og derved bygger på EMRK’s artikel 5 og 6, således som disse bestemmelser fortolkes af Menneskerettighedsdomstolen. Det følger heraf, at der er behov for at fortolke dette direktivs bestemmelser i lyset af EMRK’s artikel 6, stk. 3, litra c), der udtrykkeligt hjemler retten til at få advokatbistand.

    86.

    I denne forbindelse skal det erindres, at Menneskerettighedsdomstolen har fundet, at en visitation under en vejkontrol, hvorunder der er afgivet selvinkriminerende udtalelser, ikke udgør en væsentlig begrænsning af den pågældende persons handlefrihed, der kan være tilstrækkelig til at udløse et krav om juridisk bistand fra dette trin i proceduren. Det skal nævnes, at Menneskerettighedsdomstolen i det væsentlige lagde de samme argumenter til grund som dem, der er anført i 84 i dette forslag til afgørelse, nemlig ingen formel forvaring eller afhøring af den pågældende person under tilbageholdelse fra politiets side, dvs. ingen frihedsberøvende foranstaltninger, der kan begrunde en advokats medvirken. Henset til ovenstående betragtninger er jeg af den opfattelse, at den omstændighed, at der er foretaget en visitation i vejsiden i forbindelse med en vejkontrol uden advokatbistand, ikke i sig selv udgør en tilsidesættelse af artikel 3, stk. 2, litra c), i direktiv 2013/48.

    b) Betragtninger vedrørende en situation, hvor visitationen blev foretaget på politistationen

    87.

    Det kan til gengæld ikke udelukkes, at bedømmelsen vil være en anden, hvis visitationen blev foretaget, mens AB var frihedsberøvet, f.eks. hvis denne visitation fandt sted på politistationen. I så fald kan der argumenteres for, at AB burde have haft ret til adgang til advokatbistand »uden unødig forsinkelse«, med den begrundelse, at hans situation hører ind under artikel 3, stk. 2, litra c), i direktiv 2013/48. Den forelæggende ret skal i givet fald tage hensyn til en række kriterier, som jeg vil redegøre for i de følgende punkter, for at fastslå, om der i denne sag foreligger en »frihedsberøvelse« i denne bestemmelses forstand.

    88.

    Menneskerettighedsdomstolens praksis vedrørende fortolkningen af EMRK’s artikel 5, stk. 1, forekommer mig særligt relevant, idet denne bestemmelse udtømmende opregner, af hvilke grunde en person kan frihedsberøves. Når denne bestemmelse fastsætter en »ret til frihed«, vedrører den ikke de blotte restriktioner for bevægelsesfriheden, der hører ind under artikel 2 i protokol nr. 4 til konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, ved hvilken der sikres visse rettigheder og frihedsrettigheder ud over de i konventionen og i protokol nr. 1 til denne indeholdte bestemmelser, undertegnet i Strasbourg den 16. september 1963, men tager sigte på personens fysiske frihed, idet denne bestemmelse har til formål at sikre, at ingen berøves denne frihed på vilkårlig vis ( 36 ). I henhold til EMRK’s artikel 5, stk. 1, litra c), sker der en frihedsberøvelse ved en »anholdelse« eller »forvaring« af den pågældende person med det formål at stille ham for den kompetente retslige myndighed, når der er begrundet mistanke om, at han har foretaget en retsstridig handling. Efter min opfattelse henhører AB’s situation under denne kategori, uanset at den omhandlede procedure kun vedrører en indledende fase af straffesagen, nemlig rettens efterfølgende godkendelse af tvangsforanstaltninger, der blev truffet over for AB. Formålet med disse foranstaltninger består netop i at indsamle de nødvendige beviser med henblik på at kunne beslutte, om der skal iværksættes en straffesag mod den pågældende person. Det må følgelig fastslås, at den omhandlede retslige procedure er et led i straffesagen som helhed, således at EMRK’s artikel 5, stk. 1, finder anvendelse på den foreliggende sag.

    89.

    For så vidt angår det ovennævnte begreb »frihedsberøvelse« skal det anføres, at dette begreb både omfatter et objektivt aspekt, nemlig interneringen af en person på et vist afgrænset område i en ikke ubetydelig periode, og et subjektivt aspekt, dvs. den omstændighed, at den pågældende ikke har givet sit gyldige samtykke til denne internering ( 37 ). Blandt de objektive elementer, der skal tages hensyn til, er muligheden for at forlade interneringsstedet, intensiteten af overvågning af og kontrol med den internerede persons bevægelser, graden af den pågældende persons isolation og de muligheder for social kontakt, som denne tilbydes ( 38 ). Menneskerettighedsdomstolen har fastslået, at der skal tages udgangspunkt i den enkeltes konkrete situation, og at der skal tages hensyn til en række kriterier såsom arten, varigheden, virkningerne og gennemførelsen af den påtænkte foranstaltning ( 39 ). Ifølge Menneskerettighedsdomstolen er sondringen mellem »berøvelse« og »begrænsning« af frihed kun et spørgsmål om grad eller intensitet, ikke om art eller essens. Indplaceringen i den ene eller den anden kategori vil ofte være vanskelig, eftersom det afgørende i visse grænsetilfælde vil bero på en ren vurdering. Det er imidlertid bydende nødvendigt at foretage et valg, eftersom det er afgørende for, om EMRK’s artikel 5 finder anvendelse eller ej ( 40 ). Elementet af tvang i politiets magtudøvelse i forbindelse med pågribelse og visitation er tegn på en »frihedsberøvelse«, uanset hvor kort tid disse foranstaltninger varer ( 41 ). Den omstændighed, at en person ikke lægges i håndjern, fængsles eller håndteres fysisk på anden vis, udgør ikke et afgørende element, når det skal tages stilling til, om der er tale om »frihedsberøvelse« ( 42 ).

    90.

    Menneskerettighedsdomstolen har derfor fundet, at der er tale om »frihedsberøvelse« som omhandlet i EMRK’s artikel 5, stk. 1, litra c), når den pågældende person fuldstændig er frataget enhver bevægelsesfrihed, selv hvis pågribelsen eller visitationen af vedkommende kun er af kort varighed. Det er tilstrækkeligt, at den pågældende person har været nødsaget til at forblive, hvor vedkommende befandt sig, og til at lade sig underkaste en visitation ( 43 ), og at en nægtelse heraf ville føre til anholdelse, tilbageholdelse og/eller strafferetlig forfølgning ( 44 ). Politiets magtanvendelse udgør et afgørende element for en kvalificering som sådan, navnlig under transporten af den pågældende person til politistationen eller dennes forvaring på dette sted ( 45 ). Menneskerettighedsdomstolen har fundet, at et forbud mod at forlade politistationen uden tilladelse er et tegn på et element af tvang, der kan opfylde kriterierne i EMRK’s artikel 5, stk. 1, litra c) ( 46 ).

    c) Efterprøvelse, der skal foretages af den forelæggende ret

    91.

    I mangel af mere præcise oplysninger i anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrørende den situation, hvori AB befandt sig på politistationen, forekommer det mig absolut nødvendigt at anmode den forelæggende ret om at foretage den nødvendige efterprøvelse. Jeg er af den opfattelse, at såfremt denne ret fastslår, at visitationen fandt sted under en vejkontrol i en situation som den, der er beskrevet i punkt 84 i dette forslag til afgørelse, bør den kunne afvise en tilsidesættelse af retten til adgang til advokatbistand i henhold til artikel 3, stk. 2, litra c), i direktiv 2013/48. Eftersom der ikke skete en væsentlig begrænsning af AB’s handlefrihed, er jeg af den opfattelse, at en sådan situation ikke kan kvalificeres som en »frihedsberøvelse«.

    92.

    Til gengæld bør den forelæggende ret principielt kunne konkludere, at der foreligger en tilsidesættelse af den nævnte ret, såfremt visitationen fandt sted på politistationen under omstændigheder, der udgør en »frihedsberøvelse« i henhold til de kriterier, der er anført i de foregående punkter i nærværende forslag til afgørelse. Det skal dog præciseres, at det længe har været anerkendt i Menneskerettighedsdomstolens praksis, at den juridiske bistand under særlige omstændigheder kan udskydes eller begrænses midlertidigt. Det fremgår imidlertid af denne praksis, at selv når det af tvingende grunde undtagelsesvis kan være berettiget at nægte adgang til advokatbistand, må dette indgreb – uanset hvad begrundelsen for indgrebet måtte være – ikke i urimeligt omfang skade den tiltaltes rettigheder i henhold til EMRK’s artikel 6 ( 47 ).

    93.

    Menneskerettighedsdomstolen har fremhævet, at retten til forsvar som udgangspunkt vil blive uopretteligt skadet, når inkriminerende forklaringer, der blev afgivet under politiets afhøring, uden at der var givet adgang til advokatbistand, bruges til at få den pågældende dømt ( 48 ). Den forelæggende ret bør derfor fastslå, om det af tvingende grunde undtagelsesvis var berettiget at indskrænke retten til adgang til advokatbistand, samtidig med at den tager hensyn til konsekvenserne af en sådan indskrænkning for den retfærdige behandling af sagen som helhed. Til brug for nærværende analyse skal det påpeges, at der i de faktiske omstændigheder, således som de fremgår af sagsakterne, ikke findes nogen tvingende grund, der kan berettige nægtelse af juridisk bistand.

    94.

    Endelig skal det for fuldstændighedens skyld nævnes, at såfremt en administrativ eller retslig praksis generelt afspejler den gældende nationale lovgivning, bør den forelæggende rets konklusioner på grundlag af de faktiske omstændigheder ligeledes gøre det muligt for den at fastslå, om artikel 3, stk. 2, litra c), i direktiv 2013/48 er til hinder for den omhandlede nationale lovgivning, medmindre der er tale om en isoleret tilsidesættelse af national ret.

    4. Besvarelse af det tredje præjudicielle spørgsmål

    95.

    Af de ovenfor anførte grunde skal det tredje præjudicielle spørgsmål besvares med, at artikel 3, stk. 2, i direktiv 2013/48 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, der tillader, at der foretages en kropsvisitation og en beslaglæggelse af ulovlige genstande, uden at den pågældende person har ret til adgang til advokatbistand uden unødig forsinkelse i forbindelse med en »afhøring« foretaget af politiet [begivenhed beskrevet i nævnte stk. 2, litra a)] eller efter en »frihedsberøvelse« [begivenhed beskrevet i litra c)]. Det tilkommer den forelæggende ret at bedømme, om omstændighederne i den foreliggende sag hører ind under en af disse to kategorier.

    VI. Forslag til afgørelse

    96.

    På baggrund af de ovenfor anførte betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de præjudicielle spørgsmål, der er forelagt af Rajonen sad Lukovit (kredsdomstolen i Lukovit, Bulgarien), således:

    »1)

    Situationer, hvor der er foretaget en tvangsforanstaltning, såsom en kropsvisitation og/eller en beslaglæggelse, under en efterforskning over for en person, der er mistænkt for at have begået en strafbar handling, er omfattet af anvendelsesområdet for Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/13/EU af 22. maj 2012 om ret til information under straffesager og af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/48/EU af 22. oktober 2013 om ret til adgang til advokatbistand i straffesager og i sager angående europæiske arrestordrer og om ret til at få en tredjemand underrettet ved frihedsberøvelse og til at kommunikere med tredjemand og med konsulære myndigheder under frihedsberøvelsen.

    2)

    Begrebet »mistænkt« som omhandlet i direktiv 2012/13 og 2013/48 er et selvstændigt EU-retligt begreb. En person, der de facto er mistænkt for at have begået en strafbar handling, har status som »mistænkt« i disse direktivers forstand, selv om den nationale lovgivning ikke anvender denne processuelle status og ikke tillægger den mistænkte person de rettigheder, som tilkommer denne. Disse direktiver er til hinder for en national lovgivning og en national praksis, hvorefter retten til forsvar først opstår fra det tidspunkt, hvor den pågældende person formelt får status som »tiltalt«, idet denne akt, som er en forudsætning for anvendelsen af de processuelle rettigheder og garantier i henhold til den nationale lovgivning, finder sted med fuld respekt for den efterforskende myndigheds skønsbeføjelse, hvorved denne myndighed ikke er forpligtet til at informere den person, der de facto er mistænkt, om mistanken mod den pågældende hurtigst muligt.

    3)

    EU-retten, navnlig effektivitetsprincippet, er ikke til hinder for, at en medlemsstat begrænser den retslige prøvelse af bevissikrende tvangsforanstaltninger til deres formelle lovlighed, såfremt den ret, der træffer afgørelse om realiteten, efterfølgende under straffesagen kan efterprøve, om den pågældende persons rettigheder i henhold til direktiv 2012/13 og 2013/48, sammenholdt med artikel 47 og 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, er blevet sikret.

    4)

    Artikel 3, stk. 2, i direktiv 2013/48 er til hinder for en national lovgivning, der tillader, at der foretages en kropsvisitation og en beslaglæggelse af ulovlige genstande, uden at den pågældende person har ret til adgang til advokatbistand uden unødig forsinkelse i forbindelse med en afhøring foretaget af politiet eller efter en frihedsberøvelse. Det tilkommer den forelæggende ret at bedømme, om omstændighederne i den foreliggende sag hører ind under en af disse to kategorier.«


    ( 1 ) – Originalsprog: fransk.

    ( 2 ) – EUT 2012, L 142, s. 1.

    ( 3 ) – EUT 2013, L 294, s. 1.

    ( 4 ) – D. Zerouki-Cottin, »À propos de la directive du 22 octobre 2013 relative au droit à l’avocat et de ses suites«, Revue internationale de droit pénal, bind 85, 2014/3-4, nr. 20, A. Suominen, »The sensitive relationship between the different means of legal integration: mutual recognition and approximation«, i C. Brière og A. Weyembergh (red.), The needed balances in EU criminal law, Hart Publishing, Oxford, 2017, s. 170.

    ( 5 ) – Min fremhævelse.

    ( 6 ) – Min fremhævelse.

    ( 7 ) – Min fremhævelse.

    ( 8 ) – Min fremhævelse.

    ( 9 ) – Dom af 19.9.2019, Rayonna prokuratura Lom (C-467/18, EU:C:2019:765, præmis 38).

    ( 10 ) – Jf. punkt 25 i mit forslag til afgørelse K.B. og F.S. (Prøvelse ex officio på det strafferetlige område) (C-660/21, EU:C:2023:52).

    ( 11 ) – Dom af 19.9.2019, Rayonna prokuratura Lom (C-467/18, EU:C:2019:765, præmis 53). Min fremhævelse.

    ( 12 ) – Min fremhævelse.

    ( 13 ) – Dom af 12.3.2020, VW (Retten til adgang til advokatbistand i tilfælde af udeblivelse) (C-659/18, EU:C:2020:201, præmis 25 og 26). Min fremhævelse.

    ( 14 ) – Jf. punkt 41 i dette forslag til afgørelse.

    ( 15 ) – Dom af 19.9.2019, Rayonna prokuratura Lom (C-467/18, EU:C:2019:765, præmis 53). Min fremhævelse.

    ( 16 ) – Jf. dom af 5.6.2018, Kolev m.fl. (C-612/15, EU:C:2018:392, præmis 88 og 104), af 12.3.2020, VW (Retten til adgang til advokatbistand i tilfælde af udeblivelse) (C-659/18, EU:C:2020:201, præmis 44), af 14.5.2020, Staatsanwaltschaft Offenburg (C-615/18, EU:C:2020:376, præmis 71), og af 21.10.2021, ZX (Berigtigelse af anklageskriftet) (C-282/20, EU:C:2021:874, præmis 26).

    ( 17 ) – Dom af 19.9.2019, Rayonna prokuratura Lom (C-467/18, EU:C:2019:765, præmis 57).

    ( 18 ) – Dom af 19.9.2019, Rayonna prokuratura Lom (C-467/18, EU:C:2019:765, præmis 58). Min fremhævelse.

    ( 19 ) – Jf. i denne retning dom af 18.3.2010, Alassini m.fl. (C-317/08 – C-320/08, EU:C:2010:146, præmis 49), af 27.6.2013, Agrokonsulting-04 (C-93/12, EU:C:2013:432, præmis 35 og 36), og af 1.8.2022, TL (Manglende tolkning og oversættelse) (C-242/22 PPU, EU:C:2022:611, præmis 75).

    ( 20 ) – Jf. punkt 29 i dette forslag til afgørelse.

    ( 21 ) – Jf. i denne retning dom af 13.6.2019, Moro (C-646/17, EU:C:2019:489, præmis 36 og 54), og analogt dom af 19.9.2018, Milev (C-310/18 PPU, EU:C:2018:732, præmis 47).

    ( 22 ) – Dom af 21.12.2021, Randstad Italia (C-497/20, EU:C:2021:1037, præmis 62).

    ( 23 ) – Dom af 14.12.1995, Peterbroeck (C-312/93, EU:C:1995:437, præmis14), af 7.6.2007, van der Weerd m.fl. (C-222/05 – C-225/05, EU:C:2007:318, præmis 33), og af 11.9.2019, Călin (C-676/17, EU:C:2019:700, præmis 42).

    ( 24 ) – Dom af 28.6.2022, Kommissionen mod Spanien (Lovgivers tilsidesættelse af EU-retten) (C-278/20, EU:C:2022:503, præmis 59 og 60).

    ( 25 ) – Jf. i denne retning dom af 21.11.2002, Cofidis (C-473/00, EU:C:2002:705, præmis 37).

    ( 26 ) – I mit forslag til afgørelse K.B. og F.S. (Prøvelse ex officio på det strafferetlige område) (C-660/21, EU:C:2023:52, punkt 64 og 65) henledte jeg opmærksomheden på den omstændighed, at den franske lovgivning om strafferetspleje gør det muligt at udelukke oplysninger og beviser, der er indhentet i strid med kravene i EU-retten, i dette tilfælde artikel 3 og 4 i direktiv 2012/13. Jeg anførte, at det sikrer EU-rettens effektivitet, at der findes sådanne processuelle regler, og at forbuddet mod, at den forelæggende ret ex officio rejser en indsigelse om, at proceduren er ugyldig, fordi de tiltalte blev underrettet for sent om deres ret til ikke at udtale sig, hvilket er en privat ugyldighedsgrund, ikke strider mod effektivitetsprincippet.

    ( 27 ) – Dom af 14.5.2020, Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság Dél-alföldi Regionális Igazgatóság (C-924/19 PPU og C-925/19 PPU, EU:C:2020:367, præmis 143).

    ( 28 ) – Dom af 1.7.2010, Gassmayr (C-194/08, EU:C:2010:386, præmis 44 og 45).

    ( 29 ) – Dom af 19.9.2019, Rayonna prokuratura Lom (C-467/18, EU:C:2019:765, præmis 57 og 58).

    ( 30 ) – Jf. punkt 53 i dette forslag til afgørelse.

    ( 31 ) – Jf. punkt 56 i dette forslag til afgørelse.

    ( 32 ) – Jf. i denne retning V. Mitsilegas, EU Criminal Law, Hart Publishing, Oxford, 2022, (2. udg.), s. 267.

    ( 33 ) – Menneskerettighedsdomstolens dom af 27.11.2008, Salduz mod Tyrkiet (CE:ECHR:2008:1127JUD003639102, § 55).

    ( 34 ) – Jf. punkt 30 i dette forslag til afgørelse.

    ( 35 ) – Dom af 5.6.2018, Kolev m.fl. (C-612/15, EU:C:2018:392, præmis 104).

    ( 36 ) – Menneskerettighedsdomstolens dom af 23.4.2015, François mod Frankrig (CE:ECHR:2015:0423JUD002669011, § 47).

    ( 37 ) – Menneskerettighedsdomstolens dom af 17.1.2012, Stanev mod Bulgarien (CE:ECHR:2012:0117JUD003676006, § 117).

    ( 38 ) – Menneskerettighedsdomstolens dom af 16.6.2005, Storck mod Tyskland (CE:ECHR:2005:0616JUD006160300, § 73).

    ( 39 ) – Menneskerettighedsdomstolens dom af 23.2.2017, De Tommaso mod Italien (CE:ECHR:2017:0223JUD004339509, § 80).

    ( 40 ) – Menneskerettighedsdomstolens dom af 9.4.2019, Tarek og Depe mod Tyrkiet (CE:ECHR:2019:0409JUD007047212, § 53).

    ( 41 ) – Menneskerettighedsdomstolens dom af 21.6.2011, Shimovolos mod Rusland (CE:ECHR:2011:0621JUD003019409, § 50).

    ( 42 ) – Menneskerettighedsdomstolens dom af 23.7.2013, M.A. mod Cypern (CE:ECHR:2013:0723JUD004187210, § 193).

    ( 43 ) – Menneskerettighedsdomstolens dom af 11.10.2016, Kasparov mod Rusland (CE:ECHR:2016:1011JUD005365907, § 46).

    ( 44 ) – Menneskerettighedsdomstolens dom af 12.1.2010, Gillan og Quinton mod Det Forenede Kongerige (CE:ECHR:2010:0112JUD000415805, § 57).

    ( 45 ) – Menneskerettighedsdomstolens dom af 24.6.2008, Foka mod Tyrkiet (CE:ECHR:2008:0624JUD002894095, § 78).

    ( 46 ) – Menneskerettighedsdomstolens dom af 26.6.2014, Krupko m.fl. mod Rusland (CE:ECHR:2014:0626JUD002658707, § 36).

    ( 47 ) – Menneskerettighedsdomstolens dom af 13.9.2016, Ibrahim m.fl. mod Det Forenede Kongerige (CE:ECHR:2016:0913JUD005054108, § 225).

    ( 48 ) – Menneskerettighedsdomstolens dom af 12.5.2017, Simeonovi mod Bulgarien (CE:ECHR:2017:0512JUD002198004, § 116).

    Op