1.

De faktiske omstændigheder i nærværende sag er ganske komplicerede. I hovedsagen, som verserer i Kroatien, er adskillige personer blevet tiltalt for at have påført et kroatisk selskab et økonomisk tab i forbindelse med gennemførelsen af et projekt vedrørende turistindkvarteringsboliger i Kroatien. Det kom i forbindelse med den pågældende sag frem, at to af personerne var blevet frikendt i en straffesag i Østrig, hvor de var tiltalt for uberettiget at have tilegnet sig midler i en østrigsk bank, hvilke blev brugt til at finansiere det pågældende projekt. Den oprindelige sag mod disse personer i Østrig var desuden blevet delvist henlagt på grund af manglende beviser for så vidt angår andre strafbare handlinger relateret til det samme projekt. Efter at have gennemgået oplysningerne i sagsdokumenterne er det præcise omfang af den henlagte del af straffesagen dog fortsat noget uklar.

2.

Den forelæggende ret, Županijski sud u Puli-Pola (distriktsdomstolen i Pula, Kroatien), har anført, at princippet ne bis in idem kan være til hinder for den for den forelæggende ret verserende sag på grund af den sag, der blev ført i Østrig. Hvilken præcis konklusion der skal drages i relation hertil, beror dog grundlæggende set på, i hvilket omfang de oplysninger om disse tidligere straffesager, der fremgår af de sagsakter, som blev vedtaget i forbindelse hermed, inddrages. Med henblik på at vurdere, om den i medfør af princippet ne bis in idem indrømmede beskyttelse udløses, kan de kroatiske domstole i henhold til kroatisk retspraksis tilsyneladende alene inddrage de faktiske omstændigheder, der er omhandlet i visse specifikke, nærmere bestemte dele af sagsakter såsom konklusionen til et anklageskrift eller konklusionen til en endelig dom.

3.

Den forelæggende ret har i denne forbindelse mere specifikt udbedt sig svar på, om der med henblik på at anvende princippet ne bis in idem som fastsat i artikel 54 i konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen (herefter »gennemførelseskonventionen«) ( 2 ) alene skal tages hensyn til de relevante faktiske omstændigheder, som er angivet i konklusionen til det anklageskrift, der er udstedt af anklagemyndigheden i en anden medlemsstat, og i konklusionen til en endelig dom, som er afsagt i en anden medlemsstat, eller om der også skal tages hensyn til de faktiske omstændigheder, der er angivet i begrundelsen til den pågældende dom, som førte til, at straffesagen blev henlagt.

4.

Artikel 50 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) fastsætter: »Ingen skal i en straffesag på ny kunne stilles for en domstol eller dømmes for en lovovertrædelse, for hvilken den pågældende allerede er blevet endeligt frikendt eller domfældt i en af Unionens medlemsstater i overensstemmelse med lovgivningen.«

5.

Gennemførelseskonventionens artikel 54 bestemmer, at »en person, over for hvem der er afsagt endelig dom af en kontraherende part, [ikke] kan retsforfølges af en anden kontraherende part for de samme strafbare handlinger, dersom sanktionen, i tilfælde af domfældelse, er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan kræves fuldbyrdet efter den dømmende kontraherende parts lovgivning«.

6.

Gennemførelseskonventionens artikel 57 fastsætter:

»1.   Hvis der af en kontraherende part rejses tiltale mod en person for en strafbar handling, og hvis denne parts kompetente myndigheder har grund til at antage, at tiltalen vedrører de samme strafbare handlinger som dem, en anden kontraherende part har afsagt endelig dom for, kan disse myndigheder, hvis de skønner det nødvendigt, anmode de kompetente myndigheder i den kontraherende stat, på hvis område dommen blev afsagt, om alle relevante oplysninger i sagen.

2.   Disse oplysninger meddeles hurtigst muligt og indgår i vurderingen af, hvorvidt tiltalen skal opretholdes.

[…]«

7.

I henhold til artikel 31, stk. 2, i Ustav Republike Hrvatske (Republikken Kroatiens forfatning) ( 3 ) kan ingen dømmes på ny eller retsforfølges for en handling, for hvilken personen er blevet frifundet eller dømt ved en ifølge lov retskraftig retsafgørelse truffet af en ret.

8.

I henhold til artikel 12, stk. 1, i Zakon o kaznenom postupku (lov om strafferetspleje) ( 4 ) kan ingen retsforfølges på ny for en handling, for hvilken personen er blevet dømt, og der er afsagt en retskraftig dom af en ret.

9.

GR var på tidspunktet for sagens faktiske omstændigheder en del af ledelsen i Skiper Hoteli d.o.o. (herefter »Skiper Hoteli«) og Interco Umag d.o.o., som senere blev omdannet til INTER CONSULTING (herefter »Interco« under likvidation). GR var også en del af ledelsen i Rezidencija Skiper d.o.o. (herefter »Rezidencija Skiper«) og var aktionær i Alterius d.o.o. (herefter »Alterius«). Det ser ud til, at alle disse selskaber er (eller var) registreret i Kroatien. HS var for sit vedkommende direktør for Interco, mens IT foretog ejendomsvurderinger.

10.

Den 28. september 2015 indgav Županijsko državno odvjetništvo u Puli (distriktsanklagemyndigheden i Pula, Kroatien, herefter »anklagemyndigheden i Pula«) et anklageskrift mod GR, HS og IT samt Interco. I anklageskriftet blev GR og Interco foreholdt at have begået mandatsvig i erhvervsmæssigt øjemed som omhandlet i artikel 246, stk. 1 og 2, i Kazneni zakon (straffeloven i Kroatien). Derudover blev HS foreholdt at have tilskyndet til at begå denne strafbare handling, mens IT blev foreholdt at have medvirket til udførelsen heraf.

11.

GR og HS blev for deres vedkommende foreholdt, at de i forbindelse med et projekt om opførelse af nye turistindkvarteringsboliger i Savudrija (en kroatisk kommune) havde handlet med det formål at sikre, at Interco opnåede en ulovlig økonomisk fordel på bekostning af Skiper Hoteli, da de arrangerede, at Skiper Hotelis opkøb af fast ejendom via Interco i Savudrija skete til priser, der var markant højere end markedsværdien.

12.

Anklageskriftet anførte også, at GR, HR og IT havde påført Skiper Hoteli yderligere økonomisk tab ved at handle på en sådan måde, at sidstnævnte erhvervede aktier i et andet kroatisk selskab (Alterius) til en pris, der lå væsentligt over deres reelle værdi.

13.

Den forelæggende ret antog det af anklagemyndigheden i Pula indleverede anklageskrift til realitetsbehandling.

14.

HS havde dog i forbindelse med sagens indledende fase gjort gældende, at han allerede var blevet strafferetligt forfulgt i Østrig for de samme strafbare handlinger. Anklagemyndigheden i Pula kontaktede derfor Staatsanwaltschaft Klagenfurt (anklagemyndigheden i Klagenfurt, Østrig, herefter »anklagemyndigheden i Klagenfurt«) i 2014 med henblik på at fastslå, hvorvidt der faktisk var blevet indledt en lignende sag der. Državno odvjetništvo Republike Hrvatske (statsadvokaten i Republikken Kroatien) rettede i 2016 henvendelse til justitsministeriet i Østrig med en lignende forespørgsel. Som det anføres af den forelæggende ret, fremgår det af svarene fra de østrigske myndigheder, at der var blevet rejst tiltale i Østrig mod BB og CC, to tidligere medlemmer af direktionen i Hypo Alpe Adria Bank International AG (herefter »Hypo Bank«), som har hovedsæde i Østrig, for mandatsvig i erhvervsmæssigt øjemed i henhold til § 153, stk. 1 og 2, i Strafgesetzbuch (den østrigske straffelov, herefter »StGB«) samt mod GR og HS som medskyldige i den strafbare handling.

15.

Mere specifikt foreholdtes BB og CC ifølge det af anklagemyndigheden i Klagenfurt indleverede anklageskrift ved Landesgericht Klagenfurt (den regionale domstol i Klagenfurt, Østrig) den 9. januar 2015, at de i perioden fra september 2002 til juli 2005 havde godkendt, at der blev ydet adskillige lån til Rezidencija Skiper og Skiper Hoteli, til trods for manglende dokumentation for projektet og en prognose for selskabernes tilbagebetalingsevne, hvilket førte til, at Hypo Bank blev påført et økonomisk tab på mindst 105 mio. EUR. HS og GR foreholdtes henholdsvis, at de ved at anmode om ydelse af de pågældende lån havde tilskyndet BB og CC til at begå de pågældende overtrædelser eller havde medvirket til udførelsen heraf.

16.

Landesgericht Klagenfurt (den regionale domstol i Klagenfurt) afsagde den 3. november 2016 en dom, hvorved BB og CC blev kendt skyldige i at have godkendt lån HR/1061 til Skiper Hoteli. De blev frikendt for de øvrige forhold. GR og HS blev frikendt. HS blev nærmere bestemt frikendt for tiltalen om, at han havde tilskyndet BB og CC til at begå strafbare handlinger ved gentagne gange at have anmodet om ydelse af lån og fremlagt dokumentation til brug for kreditvurdering i perioden fra 2002 til 2005. GR blev frikendt for tiltalen om, at han i perioden 2003 til 2005 havde medvirket til udførelsen af de strafbare handlinger begået af BB og CC, idet han havde anmodet om ydelse af lånene, herunder lån HR/1061, ført forhandlinger vedrørende lånet, fremlagt dokumentation til brug for kreditvurdering og underskrevet de relevante låneaftaler. Den forelæggende ret har anført, at det ovenfor anførte fremgår af konklusionen til dommen afsagt af Landesgericht Klagenfurt (den regionale domstol i Klagenfurt), og at det fremgår af begrundelsen til dommen, at Skiper Hoteli anvendte lån HR/1061 til at erhverve de omhandlede ejendomme og aktier til priser, der lå væsentligt over deres markedsværdi.

17.

Dommen blev retskraftig som følge af, at den appel, der var iværksat til prøvelse af dommen ved Oberster Gerichtshof (øverste domstol, Østrig), blev forkastet.

18.

Den forelæggende ret har også anført, at anklagemyndigheden i Klagenfurt forud for udstedelsen af det i punkt 15 omhandlede anklageskrift den 9. januar 2015 havde iværksat og efterfølgende, på grund af utilstrækkelige beviser, henlagt efterforskningen af GR og HS med hensyn til andre handlinger end dem, der fremgik af det efterfølgende anklageskrift, navnlig anvendelsen af lån HR/1061 til Skiper Hoteli-projektet. Den forelæggende ret har i denne henseende påpeget, at anklagemyndigheden i Klagenfurt den 9. januar 2015 underrettede GR om henlæggelsen af efterforskningen i »Skiper-sagen«. Denne underretning var baseret på § 190, stk. 2, i Strafprozeßordnung (den østrigske lov om strafferetspleje, herefter »StPO«) og indeholdt oplysninger om henlæggelsen af sagen for så vidt angik HS, GR, BB og CC i relation til mandatsvig i erhvervsmæssigt øjemed i henhold til § 153, stk. 1 og 2, i StGB for den del, der ikke var omfattet af det anklageskrift, som anklagemyndigheden i Klagenfurt indleverede til Landesgericht Klagenfurt (den regionale domstol i Klagenfurt) samme dag, på grund af manglende beviser, navnlig med hensyn til forsættet til at forårsage tab, eller på grund af manglende specifikke og tilstrækkelige beviser, der understøttede, at der var blevet begået strafbare kriminelle handlinger. Det fremgår endvidere af forelæggelsesafgørelsen, at HS anmodede om og modtog en meddelelse fra de østrigske myndigheder, som bekræftede, at sagen var blevet henlagt.

19.

Det er den forelæggende rets opfattelse, at det under sådanne omstændigheder er muligt, at i) de faktiske omstændigheder, der er angivet i konklusionen til anklageskriftet fra anklagemyndigheden i Pula, ii) de faktiske omstændigheder, der er angivet i konklusionen til anklageskriftet fra anklagemyndigheden i Klagenfurt, iii) de faktiske omstændigheder, der er angivet i konklusionen og begrundelsen til den endelige dom afsagt af Landesgericht Klagenfurt (den regionale domstol i Klagenfurt), og iv) de faktiske omstændigheder, der var genstand for den af anklagemyndigheden i Klagenfurt udførte efterforskning, som blev henlagt, har res judicata-virkning, da de er uløseligt forbundne med hensyn til tid, sted og genstand.

20.

Den forelæggende ret har dog forklaret, at de kroatiske domstole for så vidt angår anvendelsen af princippet ne bis in idem kun kan tage stilling til de faktiske omstændigheder, der er omhandlet i de specifikke dele af en given processuel afgørelse såsom konklusionen til et anklageskrift eller konklusionen til en dom. Den forelæggende ret har forklaret, at den pågældende praksis, om hvilken der ikke er oplyst yderligere detaljer i forelæggelsesafgørelsen, afspejler den opfattelse, at det alene er disse nærmere bestemte dele af sagsakterne, der bliver retskraftige.

21.

Županijski sud u Puli-Pola (distriktsdomstolen i Pula) har på baggrund heraf besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er det ved en vurdering af, om der er sket en tilsidesættelse af [princippet ne bis in idem,] tilladt at sammenholde alene de faktiske omstændigheder, som er angivet i konklusionen til anklageskriftet af 28. september 2015 fra [anklagemyndigheden i Pula], med de relevante faktiske omstændigheder, som er angivet i konklusionen til anklageskriftet af 9. januar 2015 fra [anklagemyndigheden i Klagenfurt] og i konklusionen til dom af 3. november 2016 afsagt af Landesgericht Klagenfurt [(den regionale domstol i Klagenfurt)], som blev stadfæstet ved dom af 4. marts 2019 afsagt af Oberster Gerichtshof [(øverste domstol)], eller kan de faktiske omstændigheder, som er angivet i konklusionen til anklageskriftet fra [anklagemyndigheden i Pula], sammenholdes med de faktiske omstændigheder, som er angivet i begrundelsen til dom af 3. november 2016, afsagt af Landesgericht Klagenfurt [(den regionale domstol i Klagenfurt)], som blev stadfæstet ved dommen afsagt af Oberster Gerichtshof [(øverste domstol)], og som var genstand for en efterforskning gennemført af [anklagemyndigheden i Klagenfurt] mod flere personer, herunder især mod GR og HS, idet disse sidstnævnte faktiske omstændigheder efterfølgende var blevet udeladt i det indgivne anklageskrift fra [anklagemyndigheden i Klagenfurt] af 9. januar 2015 (og disse faktiske omstændigheder ikke blev gengivet i konklusionen til anklageskriftet)?«

22.

Der er indgivet skriftlige indlæg fra HS, GR, anklagemyndigheden i Pula, den østrigske og den kroatiske regering samt Europa-Kommissionen. Disse interesserede parter afgav mundtlige indlæg i retsmødet, der blev afholdt den 11. januar 2023.

23.

Den forelæggende ret har med sit eneste præjudicielle spørgsmål nærmere bestemt anmodet om at få oplyst, hvilken referenceramme der er den korrekte at anvende med henblik på at fastslå, om princippet ne bis in idem, som er fastsat i gennemførelseskonventionens artikel 54, afskærer muligheden for at prøve den for den forelæggende ret verserende sag, da sagen kan omhandle de samme strafbare handlinger, som var genstand for tidligere afsluttede sager i en anden medlemsstat.

24.

Inden jeg tager fat på fortolkningen af gennemførelseskonventionens artikel 54 med henblik på at besvare det pågældende spørgsmål (B), vil jeg først behandle den østrigske regerings afvisningspåstand, som er baseret på regeringens opfattelse af, at begge sager i det væsentlige omhandler forskellige faktiske omstændigheder (A).

25.

Den østrigske regering har anført, at den mener, at nærværende anmodning om en præjudiciel afgørelse bør afvises, da det præjudicielle spørgsmål er hypotetisk. Regeringen har gjort gældende, at den for den forelæggende ret verserende sag og den tidligere sag i Østrig ikke omhandler samme faktiske omstændigheder. Regeringen har påpeget, at hvorimod sagen i Østrig omhandlede et økonomisk tab, som en østrigsk bank havde lidt, vedrører sagen i Kroatien et økonomisk tab, som et kroatisk selskab har lidt. Den pågældende regering har fremhævet, at sagen i Østrig umuligt kunne have omhandlet GR’s potentielle handlinger over for det pågældende selskab, da de østrigske myndigheder ikke har den fornødne kompetence i så henseende, idet GR er kroatisk statsborger og bosiddende i Kroatien og Skiper Hoteli er et selskab, der er registreret i Kroatien.

26.

Anklagemyndigheden i Pula og den kroatiske regering er af samme opfattelse, uden dog at have nedlagt afvisningspåstand, mens HS og GR har argumenteret for det modsatte.

27.

Jeg kan i denne henseende konstatere, at selv om forelæggelsesafgørelsen ikke specifikt angiver, hvilken del af sagen i Østrig der blev henlagt, følger det af den forelæggende rets vurdering heraf, at der reelt set kan være et overlap mellem sagen i Østrig og den for den forelæggende ret verserende sag. Det er den pågældende rets vurdering, at princippet ne bis in idem i gennemførelseskonventionens artikel 54 kan påvirke forløbet af den for retten verserende sag, afhængigt af omfanget af den prøvelse, der skal foretages i relation hertil.

28.

I det omfang, den østrigske regering ønsker at bestride dette synspunkt, henviser jeg til, at inden for rammerne af sager i henhold til artikel 267 TEUF, som er baseret på en klar adskillelse mellem de nationale retters og Domstolens funktioner, henhører en eventuel bedømmelse af sagens faktiske omstændigheder under den nationale rets kompetence ( 5 ). Det tilkommer alene den forelæggende ret at bedømme, om der er en (faktuel) overlapning mellem de to omhandlede sager, og i så fald omfanget heraf. Domstolen bør tage udgangspunkt i den forelæggende rets antagelse om, at der kan være et sådant overlap og i overensstemmelse hermed anse det præjudicielle spørgsmål for at være relevant for udfaldet af den for den pågældende forelæggende ret verserende sag og derfor for at være antageligt.

29.

Den forelæggende ret ønsker med sit spørgsmål afklaret, om den med henblik på at anvende princippet ne bis in idem som fastsat i gennemførelseskonventionens artikel 54 alene skal inddrage de relevante faktiske omstændigheder, der er angivet i konklusionen til det anklageskrift, som er udstedt af en anklagemyndighed i en anden medlemsstat, og i konklusionen til en endelig dom, som er afsagt i den pågældende anden medlemsstat, eller om den også skal inddrage de faktiske omstændigheder, der er angivet i begrundelsen til den pågældende dom, som førte til, at straffesagen blev henlagt.

30.

Jeg skal minde om, at gennemførelseskonventionens artikel 54 fastsætter, at »en person, over for hvem der er afsagt endelig dom af en kontraherende part, ikke [kan] retsforfølges af en anden kontraherende part for de samme strafbare handlinger, dersom sanktionen, i tilfælde af domfældelse, er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan kræves fuldbyrdet efter den dømmende kontraherende parts lovgivning«.

31.

Bestemmelsen fastsætter inden for rammen af EU-retten forbuddet mod dobbeltstraf i en grænseoverskridende kontekst, hvilket også fremgår i mere generelle vendinger af chartrets artikel 50, der, som Domstolen har udtalt, skal være rettesnor for fortolkningen af gennemførelseskonventionens artikel 54 ( 6 ).

32.

Den i medfør af princippet ne bis in idem indrømmede beskyttelse, jf. gennemførelseskonventionens artikel 54, udløses, når to primære betingelser er opfyldt: i) De strafbare handlinger, der er omfattet af begge de omhandlede sager, er identiske ( 7 ), og ii) der foreligger en endelig afgørelse i en anden medlemsstat i relation til disse handlinger. Hvis der er blevet idømt en sanktion, skal sanktionen endvidere være blevet fuldbyrdet, være ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kunne fuldbyrdes.

33.

Betingelsen vedrørende »fuldbyrdelse« ( 8 ) er ikke omhandlet i nærværende sag, der, som jeg tidligere har anført, handler om, hvilken referenceramme der er korrekt at anvende med henblik på at fastslå, om betingelsen i relation til »idem« er opfyldt.

34.

Jeg vil i det følgende afsnit redegøre for de årsager, der ligger til grund for min konklusion om, at gennemførelseskonventionens artikel 54 gør det nødvendigt for en national domstol at inddrage ikke blot de faktiske omstændigheder, der er omhandlet i specifikke dele af de processuelle afgørelser, der er truffet i en anden medlemsstat, men også dem, der er beskrevet i andre dele af de pågældende afgørelser, eller eventuelt andre steder, med henblik på at fastslå, om den sag, der verserer for en national domstol, omhandler de samme strafbare handlinger (idem) som dem, der blev prøvet i tidligere sager, hvori der blev truffet en endelig afgørelse (1). For fuldstændighedens skyld vil jeg derefter behandle det andet element i princippet ne bis in idem, som vedrører kravet om, at afgørelsen skal være »endelig« af karakter, samt at de strafbare handlinger skal være identiske, for at den i medfør af princippet indrømmede beskyttelse kan udløses. Parterne i nærværende sag har i omfattende grad fremsat bemærkninger i relation til, om betingelsen om afgørelsens »endelige« karakter var opfyldt, da anklagemyndigheden i Klagenfurt besluttede at henlægge dele af den omhandlede sag (2).

35.

Som allerede anført har den forelæggende ret forklaret, at det er praksis for de kroatiske domstole alene at inddrage visse dele af sagsakterne såsom konklusionen til et anklageskrift eller konklusionen til en dom med henblik på at prøve, om den for den pågældende ret verserende sag omhandler de samme faktiske omstændigheder som dem, der var genstand for tidligere straffesager, hvori der blev truffet en endelig dom, og således er afskåret fra prøvelse som følge af princippet ne bis in idem. Den forelæggende ret ønsker dermed nærmere bestemt at få oplyst, om gennemførelseskonventionens artikel 54 giver mulighed for en sådan fortolkning af princippet om ne bis in idem, eller om der er behov for en bredere bedømmelse.

36.

Det følger nærmere bestemt af forelæggelsesafgørelsen, at den forelæggende ret på baggrund af den ovenfor beskrevne praksis ikke synes at kunne inddrage de faktiske omstændigheder, der er angivet i begrundelsen til dom af 3. november 2016 afsagt af Landesgericht Klagenfurt (den regionale domstol i Klagenfurt), og med hensyn til hvilke straffesagen blev henlagt, og som ifølge den forelæggende ret for det første omhandler det forhold, at Skiper Hoteli erhvervede de omhandlede ejendomme og aktier ved at anvende midlerne fra lån HR/1061, og for det andet, at købesummen i begge tilfælde var markant højere end de pågældende aktivers markedsværdi.

37.

Mens den kroatiske regering og anklagemyndigheden i Pula har gjort gældende, at det burde være muligt at begrænse prøvelsen på denne måde, har HS, GR, den østrigske regering og Kommissionen argumenteret for det modsatte.

38.

Jeg tilslutter mig sidstnævntes opfattelse. Jeg er mere specifikt enig med Kommissionen i, at en national praksis, der på den ovenfor beskrevne måde begrænser prøvelsen af, om de for en national domstol verserende sager omhandler de samme strafbare handlinger, som tidligere har været genstand for sager, hvori der er truffet en endelig afgørelse, er uforholdsmæssig restriktiv, da den i det væsentlige kan føre til, at den nationale domstol ser bort fra en endelig afgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat, og som vedrører de samme strafbare handlinger.

39.

Selv om hverken ordlyden af gennemførelseskonventionens artikel 54 eller af chartrets artikel 50 indeholder specifik vejledning i denne henseende, følger konklusionen efter min mening af den relevante sammenhæng med gennemførelseskonventionens artikel 54 – en sammenhæng, som består af andre bestemmelser i det pågældende instrument – og bekræftes yderligere af de overvejelser, der fremgår af artikel 3, stk. 2, TEU ( 9 ), hvilke, som bekræftet af Domstolen, skal være rettesnor for fortolkningen af gennemførelseskonventionens artikel 54 ( 10 ).

40.

For det første fastsætter gennemførelseskonventionens artikel 57 for så vidt angår den relevante kontekst regler for samarbejdet mellem myndighederne i den respektive stat med det formål at udveksle oplysninger om den eventuelle forekomst af straffesager, hvori der er truffet en endelig afgørelse.

41.

Gennemførelseskonventionens artikel 57, stk. 1, forpligter nærmere bestemt myndigheder til, når de finder det nødvendigt, at anmode om relevante oplysninger fra deres modparter i en anden kontraherende part, hvis de har grund til at antage, at en tiltale mod en given person vedrører »de samme strafbare handlinger som dem, en anden kontraherende part har afsagt endelig dom for«. Gennemførelseskonventionens artikel 57, stk. 2, fastsætter en forpligtelse til at meddele de anmodede oplysninger »hurtigst muligt« og, især, til at inddrage disse oplysninger »i vurderingen af, hvorvidt tiltalen skal opretholdes«.

42.

Henset til den generelle ordlyd af den pågældende bestemmelse kan det udledes, at de oplysninger, der kan anmodes om, og som skal meddeles i henhold til denne mekanisme, kan forekomme i forskellige former. Jeg er enig med Kommissionen i, at den omhandlede nationale praksis ved at begrænse de oplysninger, som en national domstol kan inddrage, til de oplysninger, der er angivet i en specifik del af en sagsakt, i modsætning til denne generelle ordlyd, alvorligt begrænser den praktiske virkning af denne samarbejdsmekanisme. Når der gøres brug af den pågældende mekanisme i nærværende sag med henblik på at undersøge, om der har været indledt en straffesag mod de berørte personer (såsom GR og HS) i Østrig, og der i denne sag er truffet en endelig afgørelse, vil den nationale praksis beskrevet ovenfor reelt set forpligte den nationale domstol til kun at inddrage de oplysninger, der er angivet i specifikke dele af sagsakter, hvilket resulterer i, at øvrige oplysninger, som den nationale domstol måtte modtage fra de østrigske myndigheder, ikke inddrages.

43.

Det bør haves in mente, at den i medfør af princippet ne bis in idem afledte ret er en grundlæggende rettighed, som er forankret i chartrets artikel 50 ( 11 ), hvilket Kommissionen med rette har påpeget. Den egentlige måde, hvorpå det undersøges, om der allerede er blevet truffet en endelig afgørelse om de samme faktiske omstændigheder, skal således fortolkes ud fra det formål, at der ydes effektiv beskyttelse af den pågældende rettighed ( 12 ).

44.

For det andet har Domstolen gentagne gange fastslået, at formålet med gennemførelseskonventionens artikel 54 er at undgå, at »en person, over for hvem der er afsagt endelig dom, retsforfølges for de samme strafbare handlinger på flere kontraherende staters område som følge af, at den pågældende udøver sin ret til fri bevægelighed« ( 13 ). Domstolen har derudover tilføjet, at gennemførelseskonventionens artikel 54 ikke blot skal fortolkes på baggrund af behovet for at sikre personers frie bevægelighed, men også i lyset af behovet for at fremme forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet ( 14 ).

45.

Selv om Domstolen tidligere har udpeget visse situationer, hvor den i medfør af princippet ne bis in idem indrømmede beskyttelse ikke kunne udløses, da det ville føre til straffrihed ( 15 ), kan den nationale praksis beskrevet i nærværende sag af den forelæggende ret føre til et tilsvarende uønsket, om end modsat, resultat. Den kan reelt set føre til en situation, hvor den i medfør af princippet ne bis in idem indrømmede beskyttelse nægtes på grund af overvejelser, som udelukkende er af formalistisk karakter, idet indrømmelse af den pågældende beskyttelse vil bero på den retlige form af de udleverede oplysninger om tidligere sager og ligeledes, som anført af den østrigske regering og af Kommissionen, på de forskellige traditioner, der eventuelt findes i de forskellige medlemsstater med hensyn til måden, hvorpå sådanne oplysninger gengives. Domstolen har i denne henseende bekræftet, at gennemførelseskonventionens artikel 54 skal fortolkes i lyset af bestemmelsens indhold og formål fremfor i lyset af »processuelle og rent formelle aspekter, som i øvrigt varierer fra medlemsstat til medlemsstat« ( 16 ).

46.

Domstolen har endvidere i relation til relevansen af begrundelsen til en given processuel afgørelse tidligere understreget, at en sådan begrundelse har afgørende betydning for at fastslå, om de pågældende strafbare handlinger allerede har været genstand for en endelig afgørelse, hvilket, som jeg har påpeget, er en af de to primære betingelser for, at princippet ne bis in idem finder anvendelse ( 17 ).

47.

Jeg ser ingen grund til, at den samme relevans ikke bør tillægges begrundelsen til sådanne eller andre øvrige afgørelser, når det drejer sig om at bedømme den anden betingelse for, at princippet finder anvendelse, hvilken omhandler »idem«.

48.

Jeg ser endvidere heller ingen grund til, at en sådan bedømmelse nødvendigvis bør begrænse sig til en vurdering af begrundelsen med den konsekvens, at oplysninger, der er stillet til rådighed fra andre kilder, udelukkes. Som jeg allerede har nævnt i punkt 45 i nærværende forslag til afgørelse, kan formen og indholdet af forskellige sagsakter, der i denne henseende kan vedtages i en given straffesag, variere fra medlemsstat til medlemsstat. I nogle medlemsstater kan alle de faktiske omstændigheder, der er omfattet af straffesagen, angives i konklusionen til den respektive sagsakt, mens de relevante oplysninger i andre medlemsstater kan være angivet i andre dele af en sådan sagsakt eller sågar i en anden sagsakt, hvortil der eventuelt kan henvises.

49.

Den kroatiske regering har forklaret, at res judicata-virkningen i henhold til kroatisk ret alene er relevant for så vidt angår konklusionen til den relevante sagsakt. Jeg vil i denne henseende for det første nævne, at selv om forståelsen af res judicata-virkningerne kan variere afhængigt af den pågældende retsorden ( 18 ), kan en sådan forståelse ikke under nogen omstændigheder påvirke fortolkningen af princippet ne bis in idem, således som dette er fastsat i EU-retten. For det andet kan det forekomme, at inddragelse af konklusionen alene ikke er tilstrækkelig til at kunne udlede anvendelsesområdet for selve sagsakten, når de elementer, der er nødvendige med henblik herpå, er angivet i andre dele end konklusionen. Den østrigske regering har i denne henseende forklaret i retsmødet, at det præcise omfang af den del af sagen, der blev henlagt af anklagemyndigheden i Klagenfurt i nærværende sag, skal bestemmes på baggrund af forskellige akter, der blev vedtaget i forbindelse med straffesagen.

50.

Hvis de statslige myndigheder forpligtes til at begrænse sig til at inddrage konklusionen til den relevante sagsakt, uden at de gives mulighed for at tilgodese andre tilgange til den beskrivelse af de af straffesagen omfattede faktiske omstændigheder, som muligvis findes i en anden medlemsstat, kan det føre til, at den i medfør af princippet ne bis in idem indrømmede beskyttelse reelt set tilsidesættes ene og alene af den årsag, at afgørelsen blev truffet i en anden medlemsstat, hvor praksis adskiller sig fra praksis i den medlemsstat, hvor den efterfølgende sag prøves.

51.

Jeg er i denne henseende af den holdning, at den nationale domstol, som har til opgave at fastslå, om den for den nationale domstol verserende sag er afskåret fra prøvelse i medfør af princippet ne bis in idem, skal kunne inddrage alle tilgængelige oplysninger om tidligere straffesager, hvori der er truffet endelig afgørelse. Jeg konkluderer derfor, at gennemførelseskonventionens artikel 54 skal fortolkes således, at der med henblik på at anvende det i den pågældende bestemmelse fastsatte princip ne bis in idem skal tages hensyn til alle de relevante oplysninger om de faktiske omstændigheder, der er omfattet af tidligere straffesager i andre medlemsstater, hvori der er truffet en endelig afgørelse, idet denne bedømmelse ikke må begrænses til faktiske omstændigheder, der er angivet i visse nærmere bestemte dele af sagsakter, som er vedtaget i forbindelse med disse tidligere straffesager, såsom i konklusionen til et anklageskrift eller konklusionen til en dom.

52.

Efter denne afklaring vil jeg gerne henvise til de omfattende bemærkninger, som parterne i nærværende sag har fremsat i relation til spørgsmålet om, hvorvidt begge de omhandlede sager reelt set vedrører de samme strafbare handlinger. Jeg vil i den forbindelse kort minde om, at betingelsen for »idem« forstås som, »at de faktiske handlinger er de samme«, og skal anses for at være opfyldt, når der er »en helhed af konkrete omstændigheder, der følger af begivenheder, som i det væsentlige er de samme, for så vidt som de involverer samme ophavsmand og er indbyrdes uadskilleligt forbundne i tid og rum« ( 19 ).

53.

Det er i den forbindelse min vurdering, at der ikke blot bør være fokus på de »relevante faktiske omstændigheder« som nævnt i ordlyden af spørgsmålet, men derimod på alle relevante faktiske omstændigheder, som dog, for at betingelsen vedrørende idem er opfyldt, skal være de samme og ikke blot lignende ( 20 ).

54.

Med disse bemærkninger vil jeg nu for fuldstændighedens skyld kort redegøre for det element i princippet ne bis in idem, der vedrører spørgsmålet om, hvorvidt der er truffet en »endelig afgørelse«.

55.

Det synes i nærværende sag ikke at være bestridt, at de strafbare handlinger, der er omhandlet i den endelige dom af 3. november 2016 afsagt af Landesgericht Klagenfurt (den regionale domstol i Klagenfurt), er beskyttet i henhold til det i gennemførelseskonventionens artikel 54 fastsatte forbud mod dobbeltstraf. Parterne synes dog ikke at være lige så enige, når det kommer til de strafbare handlinger, der er omfattet af den del af straffesagen i Østrig, som anklagemyndigheden i Klagenfurt besluttede at henlægge på grund af manglende beviser. Jeg vil derfor i nærværende sag kort minde om betingelserne for, at en af anklagemyndigheden truffet afgørelse om at henlægge sagen kan anses for at være endelig, jf. gennemførelseskonventionens artikel 54.

56.

Det følger af Domstolens praksis, at den i medfør af gennemførelseskonventionens artikel 54 indrømmede beskyttelse ikke blot udløses ved endelige retslige afgørelser, men også ved visse afgørelser truffet af anklagemyndigheden, selv om de »træffes uden medvirken af en retsinstans og ikke formelt har form af en dom« ( 21 ).

57.

For at opnå den retsvirkning skal afgørelsen om at henlægge sagen i henhold til gældende national ret for det første uomtvisteligt afskære adgangen til retsforfølgning for de samme strafbare handlinger, og for det andet skal afgørelsen være blevet vedtaget efter en prøvelse af sagens realitet ( 22 ).

58.

Hvor den første betingelse vedrører prøvelse af, om den nationale ret forholder sig til afgørelsen truffet af en anklagemyndighed, hvorved det sikres, at den sigtede i straffesagen ikke kan retsforfølges igen for de samme strafbare handlinger (hvilket kort sagt vil sige en national garanti for ne bis in idem) ( 23 ), forudsætter den anden betingelse, at afgørelsen om at henlægge sagen blev truffet på grundlag af en egentlig prøvelse af de tilgængelige beviser, og at der ikke findes elementer, som kan drage medlemsstaternes gensidige tillid til deres respektive strafferetsplejeordninger i tvivl ( 24 ).

59.

Anklagemyndigheden i Klagenfurt traf i nærværende sag afgørelsen om delvist at henlægge sagen på grundlag af § 190, stk. 2, i StPO. Det er ikke helt tydeligt, i hvilken form afgørelsen blev afsagt. Forelæggelsesafgørelsen omtaler i denne forbindelse en meddelelse af den 9. januar 2015 fra de østrigske myndigheder til GR’s juridiske repræsentant, hvoraf det fremgår, at den delvise henlæggelse også omfatter HS, BB og CC.

60.

Det oplyses i forelæggelsesafgørelsen, at en afgørelse truffet på grundlag af § 190, stk. 2, i StPO i henhold til østrigsk ret er endelig og medfører, at der ikke kan ske retsforfølgning af de samme strafbare handlinger i en ny sag. Den østrigske regering har i retsmødet bekræftet denne fortolkning og forklaret, at anklagemyndigheden afsluttede sagen ved at vedtage en afgørelse i henhold til § 190, stk. 2, i StPO, da de tilgængelige beviser indikerede, at der var større sandsynlighed for, at de sigtede efterfølgende ville blive frikendt end fundet skyldige. Regeringen har også forklaret, at en sådan afgørelse har retskraft og forhindrer yderligere retsforfølgning for de samme strafbare handlinger.

61.

Kommissionen har udtrykt sine tvivl i denne henseende og har henvist til § 193, stk. 2, i StPO, som tilsyneladende giver mulighed for at fortsætte sagen, når den berørte person ikke er blevet hørt, og der ikke er blevet vedtaget en tvangsforanstaltning i relation til den pågældende, eller hvis der fremkommer nye beviser. Kommissionen har dog på grund af manglende oplysninger i sagsdokumenterne ikke desto mindre anført, at der ikke kan træffes afgørelse om, hvorvidt den omtalte mulighed forhindrer, at den omhandlede afgørelse anses for at være »endelig« i henhold til gennemførelseskonventionens artikel 54.

62.

Som anført af Kommissionen kan jeg kun henvise til den ovenfor omtalte udtalelse fra den østrigske regering, som bekræfter, at en afgørelse vedtaget på grundlag af § 190, stk. 2, i StPO er endelig, og henlede den forelæggende rets opmærksomhed på den i gennemførelseskonventionens artikel 57 fastsatte samarbejdsmekanisme ( 25 ). Der skal dog under alle omstændigheder skelnes mellem spørgsmålet om, hvordan den omhandlede afgørelse skal karakteriseres, og spørgsmålet om, hvorvidt den blev vedtaget efter en prøvelse af sagens realitet. Sagsdokumenterne indikerer, at sagen i det væsentlige blev henlagt, da der ikke var tilstrækkelige beviser for, at de tiltalte havde begået strafbare handlinger. Det er min vurdering, at det på grund af manglen på mere detaljerede oplysninger ikke er muligt at yde yderligere vejledning til den forelæggende ret, ud over de ovenfor allerede nævnte centrale elementer i Domstolens praksis, som præciserer, under hvilke betingelser en afgørelse truffet af en anklagemyndighed om at henlægge sagen kan udløse den i medfør af princippet ne bis in idem indrømmede beskyttelse.

63.

Jeg foreslår, henset til det ovenstående, at Domstolen giver Županijski sud u Puli-Pola (distriktsdomstolen i Pula, Kroatien) følgende besvarelse:

»Artikel 54 i konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen af 14. juni 1985 mellem regeringerne for staterne i Den Økonomiske Union Benelux, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser

skal fortolkes således, at

der med henblik på at anvende det i den pågældende bestemmelse fastsatte princip ne bis in idem skal tages hensyn til alle de relevante oplysninger om de faktiske omstændigheder, der er omfattet af tidligere straffesager i andre medlemsstater, hvori der er truffet en endelig afgørelse, idet denne bedømmelse ikke må begrænses til faktiske omstændigheder, der er angivet i visse nærmere bestemte dele af sagsakter, som er vedtaget i forbindelse med disse tidligere straffesager, såsom i konklusionen til et anklageskrift eller konklusionen til en dom.«