EUR-Lex Adgang til EU-lovgivningen

Tilbage til forsiden

Dette dokument er et uddrag fra EUR-Lex

Dokument 62021CJ0390

Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 27. oktober 2022.
ADPA European Independent Automotive Data Publishers og Gesamtverband Autoteile-Handel e.V. mod Automobiles PEUGEOT SA og PSA Automobiles SA.
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landgericht Köln.
Præjudiciel forelæggelse – markedet for informationstjenester vedrørende reparation og vedligeholdelse af motorkøretøjer – forordning (EU) 2018/858 – artikel 61 – køretøjsfabrikanters pligt til at give adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om motorkøretøjer – rækkevidde – ret til adgang til disse oplysninger – uafhængige aktører – tekniske forlag – artikel 63 – rimelige og forholdsmæssigt afpassede gebyrer for adgang.
Sag C-390/21.

Samling af Afgørelser – Retten – afsnittet "Oplysninger om ikke-offentliggjorte afgørelser"

ECLI-indikator: ECLI:EU:C:2022:837

 DOMSTOLENS DOM (Ottende Afdeling)

27. oktober 2022 ( *1 )

»Præjudiciel forelæggelse – markedet for informationstjenester vedrørende reparation og vedligeholdelse af motorkøretøjer – forordning (EU) 2018/858 – artikel 61 – køretøjsfabrikanters pligt til at give adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om motorkøretøjer – rækkevidde – ret til adgang til disse oplysninger – uafhængige aktører – tekniske forlag – artikel 63 – rimelige og forholdsmæssigt afpassede gebyrer for adgang«

I sag C-390/21,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Landgericht Köln (den regionale ret i første instans i Köln, Tyskland) ved afgørelse af 10. juni 2021, indgået til Domstolen den 25. juni 2021, i sagen

ADPA European Independent Automotive Data Publishers,

Gesamtverband Autoteile-Handel e.V.

mod

Automobiles PEUGEOT SA,

PSA Automobiles SA,

har

DOMSTOLEN (Ottende Afdeling),

sammensat af dommerne N. Piçarra (refererende dommer), som fungerende afdelingsformand, N. Jääskinen og M. Gavalec,

generaladvokat: P. Pikamäe,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

ADPA European Independent Automotive Data Publishers og Gesamtverband Autoteile-Handel e.V. ved Rechtsanwälte E. Macher, M. Sacré og P. Schmitz,

Automobiles PEUGEOT SA og PSA Automobiles SA ved Rechtsanwälte F. Hübener, B. Lutz og A. Wendel,

Europa-Kommissionen ved M. Huttunen og M. Noll-Ehlers, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 61, stk. 1, og artikel 63, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/858 af 30. maj 2018 om godkendelse og markedsovervågning af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil samt af systemer, komponenter og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer, om ændring af forordning (EF) nr. 715/2007 og (EF) nr. 595/2009 og om ophævelse af direktiv 2007/46/EF (EUT 2018, L 151, s. 1), samt af artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2007 af 20. juni 2007 om typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 5 og Euro 6), om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer (EUT 2007, L 171, s. 1).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem ADPA European Independent Automotive Data Publishers, der er en international organisation uden vinding for øje oprettet i henhold til belgisk lovgivning, og Gesamtverband Autoteile-Handel e.V., der er en forening oprettet i henhold til tysk lovgivning, på den ene side, og Automobiles PEUGEOT SA (herefter »Peugeot«) og PSA Automobiles SA (herefter »PSA«), på den anden side, vedrørende det gebyr, som disse sidstnævnte opkræver for adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om de køretøjer, som de fremstiller.

Retsforskrifter

EU-retten

3

50. og 52. betragtning til forordning 2018/858 har følgende ordlyd:

»(50)

Det er nødvendigt, at der er ubegrænset adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer via et standardiseret format, der kan anvendes til at finde tekniske oplysninger, samt at der er effektiv konkurrence på markedet for tjenester, der leverer sådanne oplysninger, med henblik på at forbedre det indre markeds funktion, navnlig hvad angår den frie bevægelighed for varer, etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser. Kravene til levering af reparations- og vedligeholdelsesinformationer har hidtil været fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2007 og (EF) nr. 595/2009 [af 18. juni 2009 om typegodkendelse af motorkøretøjer og motorer med hensyn til emissioner fra tunge erhvervskøretøjer (Euro VI) og om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer og om ændring af forordning (EF) nr. 715/2007 og direktiv 2007/46/EF og om ophævelse af direktiv 80/1269/EØF, 2005/55/EF og 2005/78/EF (EUT 2009, L 188, s. 1)]. Disse krav bør konsolideres i nærværende forordning, og forordning (EF) nr. 715/2007 og (EF) nr. 595/2009 bør ændres i overensstemmelse hermed.

[…]

(52)

For at sikre en effektiv konkurrence på markedet for informationstjenester vedrørende reparation og vedligeholdelse af køretøjer og for at præcisere, at de relevante oplysninger også omfatter oplysninger, der skal gives til andre uafhængige aktører end reparatører, således at det sikres, at markedet for uafhængige reparationer og vedligeholdelse som helhed kan konkurrere med autoriserede forhandlere, uanset om køretøjsfabrikanten giver sådanne oplysninger direkte til autoriserede forhandlere og reparatører eller selv anvender sådanne oplysninger med henblik på reparation og vedligeholdelse, er det nødvendigt at fastslå, hvilke nærmere oplysninger der skal gives med henblik på adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer.«

4

Denne forordnings artikel 3 definerer følgende:

»1)   »typegodkendelse«: den procedure, hvorved en godkendende myndighed attesterer, at en type køretøj, system, komponent eller separat teknisk enhed opfylder de relevante administrative bestemmelser og tekniske krav

[…]

45)   »uafhængig aktør«: en fysisk eller juridisk person, med undtagelse af en autoriseret forhandler eller reparatør, der er direkte eller indirekte involveret i reparation og vedligeholdelse af køretøjer, og som omfatter reparatører, fabrikanter eller distributører af reparationsudstyr, værktøj eller reservedele såvel som tekniske forlag, automobilklubber, vejservicevirksomheder, virksomheder, der tilbyder inspektion og afprøvning, og virksomheder, der tilbyder undervisning af installatører, fabrikanter og reparatører af udstyr til køretøjer, som anvender alternative brændstoffer; endvidere forstås autoriserede reparatører, forhandlere og distributører inden for en given køretøjsfabrikants distributionssystem, i det omfang de leverer reparations- og vedligeholdelsesydelser i forbindelse med køretøjer, hvor det gælder, at de ikke er medlem af køretøjsfabrikantens distributionssystem

[…]

47)   »uafhængig reparatør«: en fysisk eller juridisk person, der leverer reparations- og vedligeholdelsesydelser til køretøjer, og som ikke opererer inden for fabrikantens distributionssystem

48)   »reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer«: alle de oplysninger, herunder alle efterfølgende ændringer og supplementer hertil, der er nødvendige til diagnosticering, service og syn af et køretøj, forberedelse af køretøjet til teknisk kontrol, reparation, omprogrammering eller reinitialisering af et køretøj, eller som er nødvendig for støtte til telediagnosticering af et køretøj eller til forsyning af et køretøj med dele og udstyr, og som fabrikanten stiller til rådighed for sine autoriserede partnere, forhandlere og reparatører, eller som fabrikanten anvender med henblik på reparation og vedligeholdelse

[…]«

5

Forordningens artikel 61 med overskriften »Fabrikantens forpligtelse til at give informationer fra køretøjets OBD [On board diagnostics] og reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer« bestemmer følgende:

»1.   Fabrikanten giver uafhængige aktører ubegrænset, standardiseret og ikkediskriminerende adgang til informationer fra køretøjets OBD, diagnoseudstyr og andet udstyr samt værktøjer, herunder de fuldstændige referencer til og tilgængelige downloads af den relevante software, og reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer. Oplysningerne præsenteres på en let tilgængelig måde i form af datasæt, der er maskinlæsbare, og som kan behandles elektronisk. Uafhængige aktører skal have adgang til de fjerndiagnosticeringstjenester, der anvendes af fabrikanter og autoriserede forhandlere og reparatører.

Fabrikanten stiller en standardiseret, sikker teletjeneste til rådighed for at sætte uafhængige reparatører i stand til at udføre indgreb, der kræver adgang til køretøjernes sikkerhedssystem.

2.   […]

Informationer fra køretøjets OBD og reparations- og vedligeholdelsesinformationerne om køretøjer gøres tilgængelige på fabrikanternes websteder i et standardiseret format eller, hvis dette på grund af oplysningerne karakter ikke er muligt, i et andet passende format. For andre uafhængige aktører end reparatører gives oplysningerne også i et maskinlæsbart format, der kan behandles elektronisk med almindeligt tilgængelige IT-værktøjer og software, og som gør det muligt for uafhængige aktører at udføre den opgave, der er forbundet med deres virksomhed, i forsyningskæden på eftermarkedet.

[…]

9.   Hvis reparations- og vedligeholdelsesoptegnelser for et køretøj opbevares i en central database, som tilhører fabrikanten af køretøjet eller forvaltes på dennes vegne, skal uafhængige reparatører have vederlagsfri adgang til sådanne oplysninger, og det skal være muligt for dem at indføre oplysninger om reparation og vedligeholdelse, som de har udført.

[…]«

6

Samme forordnings artikel 63 med overskriften »Gebyrer for adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer« har følgende ordlyd:

»1.   Fabrikanter kan opkræve rimelige og forholdsmæssigt afpassede gebyrer for adgangen til andre reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer end de i artikel 61, stk. 10, omhandlede optegnelser. Disse gebyrer må ikke afholde den uafhængige aktør fra at søge adgang til disse oplysninger, fordi gebyrets størrelse ikke modsvarer den uafhængige aktørs anvendelsesbehov. […]

2.   Fabrikanten stiller reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjet, herunder transaktionsrelaterede tjenester såsom omprogrammering eller teknisk bistand, til rådighed på time-, dags-, måneds- og årsbasis, og gebyrerne for adgang til disse oplysninger skal variere i overensstemmelse med adgangsperiodens længde.

Ud over tidsbaseret adgang kan fabrikanterne tilbyde transaktionsbaseret adgang, hvor der opkræves gebyrer pr. transaktion og ikke på grundlag af varigheden af den periode, hvor adgang gives.

Hvis fabrikanten tilbyder begge adgangssystemer, vælger uafhængige reparatører adgangssystemer, der kan være enten tidsbaserede eller transaktionsbaserede.«

7

Følgende fremgår af artikel 86 i forordning 2018/858 med overskriften »Ændringer af forordning (EF) nr. 715/2007«:

»1.   I forordning (EF) nr. 715/2007 foretages følgende ændringer:

[…]

4)

Kapitel III udgår.

[…]

2.   Henvisninger til de ophævede bestemmelser i forordning (EF) nr. 715/2007 gælder som henvisninger til nærværende forordning og læses i overensstemmelse med sammenligningstabellen i nærværende forordnings bilag XI, punkt 1.«

8

Denne forordnings artikel 89, der indeholder overgangsbestemmelser, bestemmer i stk. 1, at »[d]enne forordning ugyldiggør ikke en EU-typegodkendelse af et helt køretøj eller en EU-typegodkendelse meddelt for køretøjer, systemer, komponenter eller separate tekniske enheder senest den 31. august 2020«.

9

Bilag X til den nævnte forordning med overskriften »Adgang til informationer fra køretøjets OBD og reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer« bestemmer i punkt 6.1, at »[p]ersoner, der ønsker at kopiere eller offentliggøre informationerne, skal gøre dette efter aftale med den pågældende fabrikant«.

Tysk ret

10

§ 3a i Gesetz gegen den unlauteren Wettbewerb (lov om illoyal konkurrence) af 3. juli 2004 (BGBl. 2004 I, s. 1414), som ændret ved lov af 17. februar 2016 (BGBI. 2016 I, s. 233), foreskriver, at »[d]en, der overtræder en lovbestemmelse, der også har til formål at regulere adfærden på markedet i markedsaktørernes interesse, begår illoyal konkurrence, for så vidt overtrædelsen i mærkbar grad kan skade forbrugeres, øvrige markedsaktørers eller konkurrenters interesser«.

11

Denne lovs § 8, stk. 3, nr. 2, giver mulighed for at anlægge sag med påstand om ophævelse af urimelig handelspraksis over for »sammenslutninger til fremme af erhvervsmæssige interesser, der har selvstændig retsevne, for så vidt et betydeligt antal virksomheder, der sælger varer eller tjenesteydelser af samme eller beslægtet art på det samme marked, er medlemmer af sådanne sammenslutninger, såfremt de navnlig på grundlag af deres personalemæssige, materielle og økonomiske ressourcer er i stand til rent faktisk at varetage deres vedtægtsmæssige opgaver vedrørende forfølgelse af erhvervsmæssige interesser, og for så vidt den ulovlige praksis berører deres medlemmer«.

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

12

Peugeot og PSA er indehavere af typegodkendelser som omhandlet i artikel 3, nr. 1), i forordning 2018/858 til køretøjer af mærket Peugeot. Disse selskaber giver adgang til de oplysninger, der er omhandlet i bilag X til denne forordning vedrørende reparation og vedligeholdelse af typegodkendte køretøjer via en database, der er tilgængelig på en internetportal, og som »uafhængige aktører« som omhandlet i forordningens artikel 3, nr. 45), kan konsultere gennem betaling af et fast beløb, der finder anvendelse på samtlige uafhængige aktører, og som er tilpasset på grundlag af varigheden af den tildelte adgang, uden at andre individuelle parametre tages i betragtning.

13

Hvad særligt angår tekniske forlag skal disse hvert år indgå en aftale med Peugeot og PSA, som giver dem ret til at få adgang til disse oplysninger, at hente oplysninger om vedligeholdelse og reparation af køretøjer og anvende dem med henblik på at udvikle og sælge informationskort til brugere, såsom bilværksteder, grossister og producenter af reservedele. Størrelsen af de gebyrer, der opkræves, fastsættes individuelt for hver udgiver og for en bestemt periode ud fra basisprisen. Denne pris svarer til de faste gebyrer, der afkræves andre uafhængige aktører multipliceret med antallet af udgiverens slutkunder og med den gennemsnitlige markedsandel på bilmarkedet de seneste ti år. Dette beløb divideres med en reduktionssats, der afhænger af antallet af slutbrugere og af den merværdi, der opnås ved databehandling.

14

Ifølge ADPA European Independent Automotive Data Publishers og Gesamtverband Autoteile-Handel er de således beregnede gebyrer hverken »rimelige« eller »forholdsmæssigt afpassede« som omhandlet i artikel 63, stk. 1, i forordning 2018/858. En hensyntagen til antallet af slutbrugere udgør et ulovligt vederlag for brugen af de pågældende oplysninger, eftersom den indebærer, at bilfabrikanterne oppebærer en andel af fortjenesten. De er af den opfattelse, at en sådan beregningsmetode, for så vidt som den er i strid med forordning 2018/858, udgør en urimelig handelspraksis, der er forbudt i henhold til tysk ret. De anlagde derfor sag mod Peugeot og PSA med påstand om, at disse skulle pålægges at fakturere de tekniske forlag samme gebyrer som dem, der blev opkrævet af de i forordningens artikel 3, nr. 47), omhandlede uafhængige reparatører for adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer.

15

Peugeot og PSA har for det første gjort gældende, at den forordning, der finder anvendelse, er forordning nr. 715/2007, eftersom de pågældende køretøjer blev typegodkendt før den 1. september 2020, hvor forordning 2018/858 trådte i kraft. De er dernæst af den opfattelse, at metoden til beregning af gebyrerne ikke skal vurderes i lyset af artikel 63 i forordning 2018/858, eftersom de omhandlede gebyrer ikke alene er beregnet som vederlag for adgang til oplysninger om »reparation og vedligeholdelse af køretøjer« som omhandlet i denne forordnings artikel 61, stk. 1, men udgør modydelse for en licens til kommerciel udnyttelse af de pågældende oplysninger. Endelig har Peugeot og PSA gjort gældende, at selv om det antages, at de nævnte gebyrer er omfattet af artikel 63 i forordning nr. 2018/858, overlader denne bestemmelse bilfabrikanterne en skønsmargen med hensyn til metoden til beregning af de fakturerede gebyrer.

16

Den forelæggende ret ønsker for det første oplyst, hvilke bestemmelser der finder tidsmæssig anvendelse i forhold til adgangen til oplysninger om køretøjer, der er typegodkendt inden ikrafttrædelsen af forordning 2018/858.

17

Den forelæggende ret ønsker for det andet oplyst, om det med hensyn til begrebet »adgang til informationer« i denne forordnings artikel 61, fortolket i lyset af 50. og 52. betragtning hertil samt samme forordnings artikel 63 og punkt 6.1, i bilag X hertil, er tilladt for de berørte bilproducenter at kræve af de tekniske forlag, at de skal være i besiddelse af en specifik brugslicens for at få adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer.

18

For det tredje ønsker den forelæggende ret oplyst, om ligebehandlingsprincippet indebærer, at de samme metoder til beregning af de gebyrer, som faktureres i henhold til artikel 63 i forordning 2018/858, skal anvendes på uafhængige reparatører og på tekniske forlag. Ifølge den forelæggende ret taler den omstændighed, at varigheden af adgangen til oplysningerne er det eneste kriterium, der er nævnt i denne forordnings artikel 63, stk. 2, hvorefter der sondres mellem hvem der har ret til adgang til oplysningerne, til fordel for en fælles gebyrordning til beregning af de omhandlede gebyrer. Den forelæggende ret har omvendt fremhævet, at begrebet »rimelige og forholdsmæssigt afpassede gebyrer«, der er anvendt i forordningens artikel 63, stk. 1, taler for en beregning fra sag til sag af de gebyrer, der faktureres personer, der har ret til adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer.

19

Såfremt dette tredje spørgsmål besvares benægtende, ønsker den forelæggende ret oplyst, om begrebet »rimelige og forholdsmæssigt afpassede gebyrer« skal fortolkes således, at der ved beregningen af gebyrerne alene skal tages hensyn til de omkostninger, som fabrikanten faktisk har afholdt for at give adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer vedrørende den pågældende fabrikants køretøjer, uanset oplysningernes økonomiske værdi.

20

På denne baggrund har Landgericht Köln (den regionale ret i første instans i Köln, Tyskland) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)

Finder bestemmelserne i kapitel XIV i forordning […] 2018/858 (artikel 61 ff., inklusiv bilag X) også anvendelse på køretøjsmodeller, der er blevet typegodkendt første gang inden den 1. september 2020 i henhold til forordning […] nr. 715/2007?

Såfremt dette spørgsmål skal besvares benægtende, spørges der desuden om følgende:

Finder kapitel III i forordning […] nr. 715/2007 og for så vidt angår fastsættelse af gebyrerne navnlig artikel 7 i [denne] forordning […] fortsat anvendelse på nævnte »gamle køretøjer«?

2)

Omfatter begrebet »adgang« til de nævnte informationer, som fabrikanter i medfør af artikel 61, stk. 1, i forordning […] 2018/858 pålægges at give, en ret for tekniske forlag som omhandlet i artikel 3, nr. 45), i forordning […] 2018/858 til at anvende disse til den opgave, der er forbundet med deres virksomhed, i forsyningskæden på eftermarkedet, eller forudsætter en sådan brugsret, at der indgås en særlig licensaftale om brug og republishing, der for så vidt angår det gebyr, som fabrikanten opkræver, ikke er omfattet af artikel 63 i forordning […] 2018/858?

Såfremt det første præjudicielle spørgsmål skal besvares benægtende, og kapitel III i forordning […] nr. 715/2007 finder anvendelse på gamle køretøjer, spørges der desuden om følgende:

Omfatter begrebet »adgang« til de nævnte informationer, som fabrikanter i medfør af artikel 6, stk. 1, i forordning […] nr. 715/2007 pålægges at give, en ret for tekniske forlag som omhandlet i artikel 3, nr. 15), i [denne] forordning […] til at anvende disse til den opgave, der er forbundet med deres virksomhed, i forsyningskæden på eftermarkedet, eller forudsætter en sådan brugsret, at der indgås en særlig licensaftale om brug og republishing, der for så vidt angår det gebyr, som fabrikanten opkræver, ikke er omfattet af artikel 7 i forordning […] nr. 715/2007?

3)

Skal begrebet »rimelige og forholdsmæssigt afpassede gebyrer« i artikel 63, stk. 1, første punktum, i forordning […] 2018/858 fortolkes således, at fabrikanten skal behandle alle uafhængige aktører som omhandlet i artikel 3, nr. 45), i forordning […] 2018/858 ens ved fastsættelse af gebyrerne, uanset hvilke aktiviteter de enkelte aktører udøver?

Såfremt det første præjudicielle spørgsmål skal besvares benægtende, og kapitel III i forordning […] nr. 715/2007 finder anvendelse på gamle køretøjer, spørges der desuden om følgende:

Skal begrebet »rimelige gebyrer« i artikel 7, stk. 1, første punktum, i forordning […] nr. 715/2007 fortolkes således, at fabrikanten skal behandle alle uafhængige aktører som omhandlet i artikel 3, nr. 15), i forordning […] nr. 715/2007 ens ved fastsættelse af gebyrerne, uanset hvilke aktiviteter de enkelte aktører udøver?

Såfremt det tredje præjudicielle spørgsmål skal besvares benægtende:

4)

Skal begrebet »rimelige og forholdsmæssigt afpassede gebyrer« i artikel 63, stk. 1, første punktum, i forordning […] 2018/858 fortolkes således, at gebyret [principalt] kun må dække fabrikantens omkostninger?

Såfremt det første præjudicielle spørgsmål skal besvares benægtende, og kapitel III i forordning […] nr. 715/2007 finder anvendelse på gamle køretøjer, spørges der desuden om følgende:

Skal begrebet »rimelige gebyrer« i artikel 7, stk. 1, første punktum, i forordning […] nr. 715/2007 fortolkes således, at gebyret principielt kun må dække fabrikantens omkostninger?«

Det første spørgsmål

21

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 61 og 63 i forordning 2018/858 skal fortolkes således, at disse bestemmelser finder anvendelse på køretøjsmodeller, der er typegodkendt i henhold til forordning nr. 715/2007.

22

Det skal for det første bemærkes, at forordning 2018/858, således som det fremgår af 50. betragtning hertil, ikke ophæver forordning nr. 715/2007, men konsoliderer de forskrifter, der er fastsat i denne forordning om tilrådighedsstillelse af reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer som omhandlet i artikel 3, nr. 48), i forordning 2018/858. I sidstnævnte forordnings artikel 89, stk. 1, der har været i kraft siden den 1. september 2020, præciseres det desuden, at denne forordning ikke ugyldiggør en EU-typegodkendelse af et helt køretøj eller en EU-typegodkendelse meddelt for køretøjer, systemer, komponenter eller separate tekniske enheder senest den 31. august 2020.

23

For det andet skal det fremhæves, at selv om kapitel III i forordning nr. 715/2007 om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer udgår i henhold til artikel 86, stk. 1, nr. 4), i forordning 2018/85, præciserer samme artikels stk. 2, ikke desto mindre, at henvisninger til de ophævede bestemmelser i forordning nr. 715/2007 gælder som henvisninger til forordning 2018/858 og skal læses i overensstemmelse med sammenligningstabellen i punkt 1 i bilag XI til denne forordning. I overensstemmelse med dette bilag erstatter artikel 61 og 63 i forordning 2018/858 artikel 6 og 7 i forordning nr. 715/2007 og har siden den 1. september 2020 fundet anvendelse på køretøjer, der er godkendt før denne dato.

24

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 61 og 63 i forordning 2018/858, sammenholdt med denne forordnings artikel 86, stk. 1, nr. 4), og artikel 86, stk. 2, samt afdeling 1 i bilag XI hertil, skal fortolkes således, at de finder anvendelse på køretøjsmodeller, der er typegodkendt i henhold til forordning nr. 715/2007.

Det andet spørgsmål

25

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 61, stk. 1, i forordning 2018/858 skal fortolkes således, at den forpligtelse, som denne bestemmelse pålægger bilfabrikanter til at give ubegrænset, standardiseret og ikkediskriminerende adgang til »reparations- og vedligeholdelsesoplysninger om motorkøretøjer« som defineret i denne forordnings artikel 3, nr. 48), omfatter en pligt til at gøre det muligt for tekniske forlag at behandle og anvende disse oplysninger for at udføre den opgave, der er forbundet med deres virksomhed, i forsyningskæden på eftermarkedet, uden at disse forlag skal opfylde andre betingelser end dem, der er fastsat i denne forordning.

26

I denne forbindelse bemærkes indledningsvis, at begrebet »uafhængig aktør« i artikel 3, nr. 45), i forordning 2018/858 er defineret som en fysisk eller juridisk person, med undtagelse af en autoriseret forhandler eller reparatør, der er direkte eller indirekte involveret i reparation og vedligeholdelse af køretøjer. Tekniske forlag er udtrykkeligt nævnt i nr. 45) som værende omfattet af kategorien uafhængige operatører.

27

I henhold til artikel 61, stk. 1, første afsnit, i forordning 2018/858 har tekniske forlag i egenskab af uafhængige operatører således ubegrænset, standardiseret og ikkediskriminerende adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer. Oplysningerne præsenteres på en let tilgængelig måde i form af datasæt, der er maskinlæsbare, og som kan behandles elektronisk. En sådan adgang i et standardiseret format tilsigter, som det fremgår af 50. betragtning til denne forordning, at gøre det muligt at »finde tekniske oplysninger«.

28

Denne forordnings artikel 61, stk. 2, andet afsnit, andet punktum, præciserer, at for andre uafhængige aktører end reparatører, herunder tekniske forlag, skal disse oplysninger gives i et maskinlæsbart format, der kan behandles elektronisk med almindeligt tilgængelige IT-værktøjer og software, for at gøre det muligt for uafhængige aktører at udføre den opgave, der er forbundet med deres virksomhed, i forsyningskæden på eftermarkedet. Det skal tilføjes, at denne forpligtelse for uafhængige aktører først blev indført under den lovgivningsmæssige procedure i forbindelse med forordning 2018/858 (jf. i denne retning dom af 19.9.2019, Gesamtverband Autoteile-Handel, C-527/18, EU:C:2019:762, præmis 34).

29

Det følger således af selve ordlyden af disse bestemmelser, at den forpligtelse, der påhviler bilfabrikanterne til at give ubegrænset, standardiseret og ikkediskriminerende adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer som omhandlet i artikel 61, stk. 1, i forordning 2018/858, omfatter en forpligtelse til at gøre det muligt for tekniske forlag – uden opfyldelse af andre betingelser end dem, der er fastsat i denne forordning – at behandle og anvende sådanne oplysninger i forbindelse med og med henblik på at udføre den opgave, der er forbundet med deres virksomhed, i forsyningskæden på eftermarkedet.

30

En sådan fortolkning underbygges af det formål, der er anført i 50. og 52. betragtning til forordning 2018/858, nemlig at muliggøre en effektiv konkurrence på markedet for tjenesteydelser, der består i levering af reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer, således at det sikres, at markedet for uafhængige reparationer og vedligeholdelse som helhed kan konkurrere med autoriserede forhandlere.

31

Eftersom tekniske forlag er med til at lette adgangen til de oplysninger, der er nødvendige for, at uafhængige aktører – som ikke er forhandlere eller autoriserede reparatører, og som ikke er en del af fabrikanternes salgssystem – kan reparere og vedligeholde køretøjer, bl.a. ved at behandle, anvende og indsamle disse oplysninger, bidrager de nemlig til udviklingen af markedet for uafhængige reparationer og vedligeholdelse.

32

Den ret til adgang til de nævnte oplysninger, som bilfabrikanterne i medfør af denne forordnings artikel 61, stk. 1, bl.a. skal sikre i forhold til tekniske forlag, skal følgelig omfatte en ret for disse forlag til at behandle og anvende de pågældende oplysninger i forbindelse med og med henblik på at udføre den opgave, der er forbundet med deres virksomhed, uden opfyldelse af andre betingelser end dem, der er fastsat i denne forordning.

33

Punkt 6.1 i bilag X til forordning 2018/858 – der indfører en forpligtelse for enhver, der ønsker at kopiere eller offentliggøre reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer til at forhandle direkte med den pågældende fabrikant – kan ikke rejse tvivl om denne fortolkning af den ret til adgang til informationer, som tekniske forlag i deres egenskab af uafhængige aktører er sikret i henhold til denne forordnings artikel 61.

34

Disse forlags behandling og anvendelse af sådanne oplysninger i forbindelse med og med henblik på at udføre den opgave, der er forbundet med deres virksomhed i medfør af artikel 61 i forordning 2018/858, kan nemlig ikke sidestilles med kopiering eller offentliggørelse af nævnte informationer som omhandlet i punkt 6.1 i bilag X til denne forordning, der, således som Europa-Kommissionen har anført, i generelle vendinger fastsætter tekniske forskrifter vedrørende adgang til informationer, herunder reparations- og vedligeholdelsesinformationer.

35

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 61, stk. 1, i forordning 2018/858 skal fortolkes således, at den forpligtelse, som denne bestemmelse pålægger bilfabrikanter til at give ubegrænset, standardiseret og ikkediskriminerende adgang til reparations- og vedligeholdelsesoplysninger om motorkøretøjer som defineret i denne forordnings artikel 3, nr. 48), omfatter en pligt til at gøre det muligt for tekniske forlag at behandle og anvende disse oplysninger for at udføre den opgave, der er forbundet med deres virksomhed, i forsyningskæden på eftermarkedet, uden at disse forlag skal opfylde andre betingelser end dem, der er fastsat i denne forordning.

Det tredje og det fjerde spørgsmål

36

Med det tredje og det fjerde spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere oplyst, om artikel 63 i forordning 2018/858 skal fortolkes således, at begrebet »rimelige og forholdsmæssigt afpassede gebyrer« som omhandlet i denne artikel indebærer, at bilfabrikanterne over for alle uafhængige aktører er forpligtede til at anvende en ensartet metode til beregning af de pågældende gebyrer, der alene er baseret på de omkostninger, der er opstået i forbindelse den adgang til reparations- og vedligeholdelsesoplysninger om køretøjer, som de i henhold til denne forordning skal give.

37

Artikel 63, stk. 1, første punktum, i forordning 2018/858 giver bilfabrikanterne mulighed for at opkræve gebyr for adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer, forudsat at disse gebyrer er rimelige og forholdsmæssigt afpassede. Det følger af artikel 63, stk. 1, andet punktum, at disse gebyrer ikke må afholde den uafhængige aktør fra at søge adgang til disse oplysninger, og at deres størrelse med henblik herpå skal modsvare den uafhængige aktørs anvendelsesbehov.

38

Artikel 63, stk. 2, første afsnit, i forordning 2018/858 bestemmer ligeledes, at bilfabrikanterne stiller disse oplysninger til rådighed på time-, dags-, måneds- og årsbasis og fastlægger gebyrerne for adgang til de omhandlede oplysninger i overensstemmelse med adgangsperiodens længde. I henhold til artiklens stk. 2, andet afsnit, kan fabrikanterne alternativt tilbyde transaktionsbaseret adgang, i forbindelse med hvilken der opkræves gebyrer pr. transaktion. Artiklens stk. 2, tredje afsnit, gør det muligt for de uafhængige reparatører, der er defineret i artikel 3, nr. 47), i forordning 2018/858, at vælge mellem disse to adgangssystemer, når fabrikanten tilbyder begge systemer.

39

Endvidere sikrer artikel 61, stk. 1, første afsnit, sidste punktum, i forordning 2018/858 disse uafhængige reparatører adgang til de fjerndiagnosticeringstjenester, der anvendes af fabrikanter og autoriserede forhandlere, for at sætte dem i stand til at udføre indgreb, der kræver adgang til køretøjernes sikkerhedssystem. I denne forordnings artikel 61, stk. 9, foreskrives ligeledes, at hvis reparations- og vedligeholdelsesoptegnelser for et køretøj opbevares i en central database, som tilhører fabrikanten af køretøjet, skal de nævnte uafhængige reparatører have vederlagsfri adgang til sådanne oplysninger, og det skal være muligt for dem at indføre oplysninger om reparation og vedligeholdelse, som de har udført.

40

Det følger for det første af disse bestemmelser, at de forpligtelser, som forordning 2018/858 pålægger bilfabrikanterne, varierer alt efter, hvem der er omfattet af de pågældende forpligtelser, hvilket uden videre udelukker, at der kan anvendes et fast engangsbeløb på samtlige uafhængige aktører for de gebyrer, der faktureres for adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer. Med henblik herpå skal bilfabrikanterne navnlig tage hensyn til, hvordan de forskellige uafhængige aktører anvender de pågældende oplysninger med henblik på at udføre den opgave, der er forbundet med deres virksomhed.

41

Denne ordlydsfortolkning er desuden forenelig med det almindelige ligebehandlingsprincip, hvorefter det følger, at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt og forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre forskelsbehandlingen er objektivt begrundet (jf. dom af 19.10.1977, Ruckdeschel m.fl., 117/76 og 16/77, EU:C:1977:160, præmis 7, af 16.12.2008, Arcelor Atlantique et Lorraine m.fl., C-127/07, EU:C:2008:728, præmis 23, og af 17.12.2020, Centraal Israëlitisch Consistorie van België m.fl., C-336/19, EU:C:2020:1031, præmis 85 og den deri nævnte retspraksis).

42

Som Peugeot og PSA i det væsentlige har anført, befinder tekniske forlag, på den ene side, og uafhængige reparatører, på den anden side, sig ikke i en sammenlignelig situation med hensyn til genstanden for forordning 2018/858 eller det formål, der forfølges med denne forordning. Det almindelige ligebehandlingsprincip udelukker derfor, at forordningen fortolkes således, at den foreskriver en ensartet beregningsmetode for alle uafhængige aktørers adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer.

43

For det andet fremgår det ikke af ordlyden af nogen af de bestemmelser, der er nævnt i denne doms præmis 37 og 38, at bilfabrikanterne ved beregningen af gebyrerne for adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer alene er forpligtede til at basere sig på de omkostninger, der er forbundet med den forpligtelse, som de i medfør af forordning 2018/858 er pålagt til at give adgang til de pågældende oplysninger. Den eneste betingelse, der er fastsat i denne forordnings artikel 63, stk. 1, sammenholdt med 52. betragtning hertil, er nemlig, at disse gebyrer er rimelige og forholdsmæssigt afpassede, således at deres størrelse ikke afholder uafhængige aktører fra at få adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer, da formålet med den nævnte forordning, som er at give de pågældende aktører mulighed for at konkurrere med autoriserede forhandlere og reparatører på markedet for informationstjenester vedrørende reparation og vedligeholdelse af køretøjer, ellers ville miste sin effektive virkning.

44

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det tredje og det fjerde spørgsmål besvares med, at artikel 63 i forordning 2018/858, sammenholdt med 52. betragtning hertil og ligebehandlingsprincippet, skal fortolkes således, at begrebet »rimelige og forholdsmæssigt afpassede gebyrer« som omhandlet i denne artikel indebærer, dels at bilfabrikanterne skal tage hensyn til, hvordan de forskellige uafhængige aktører anvender reparations- og vedligeholdelsesoplysningerne om køretøjer med henblik på at udføre den opgave, der er forbundet med deres virksomhed, dels at de kan opkræve gebyrer, der er højere end de omkostninger, der er opstået i forbindelse med den adgang til disse oplysninger, som de i henhold til denne forordning skal give de pågældende uafhængige aktører, dog forudsat, at gebyrerne ikke afholder sidstnævnte fra at søge adgang til disse oplysninger.

Sagsomkostninger

45

Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

 

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Ottende Afdeling) for ret:

 

1)

Artikel 61 og 63 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/858 af 30. maj 2018 om godkendelse og markedsovervågning af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil samt af systemer, komponenter og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer, om ændring af forordning (EF) nr. 715/2007 og (EF) nr. 595/2009 og om ophævelse af direktiv 2007/46/EF, sammenholdt med denne forordnings artikel 86, stk. 1, nr. 4), og stk. 2, samt afdeling 1 i bilag XI hertil,

skal fortolkes således, at

de finder anvendelse på køretøjsmodeller, der er typegodkendt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2007 af 20. juni 2007 om typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 5 og Euro 6), om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer.

 

2)

Artikel 61, stk. 1, i forordning nr. 2018/858

skal fortolkes således, at

den forpligtelse, som denne bestemmelse pålægger bilfabrikanter til at give ubegrænset, standardiseret og ikkediskriminerende adgang til reparations- og vedligeholdelsesoplysninger om motorkøretøjer som defineret i denne forordnings artikel 3, nr. 48), omfatter en pligt til at gøre det muligt for tekniske forlag at behandle og anvende disse oplysninger for at udføre den opgave, der er forbundet med deres virksomhed, i forsyningskæden på eftermarkedet, uden at disse forlag skal opfylde andre betingelser end dem, der er fastsat i denne forordning.

 

3)

Artikel 63 i forordning 2018/858, sammenholdt med 52. betragtning hertil og ligebehandlingsprincippet,

skal fortolkes således, at

begrebet »rimelige og forholdsmæssigt afpassede gebyrer« som omhandlet i denne artikel indebærer, dels at bilfabrikanterne skal tage hensyn til, hvordan de forskellige uafhængige aktører anvender reparations- og vedligeholdelsesoplysningerne om køretøjer med henblik på at udføre den opgave, der er forbundet med deres virksomhed, dels at de kan opkræve gebyrer, der er højere end de omkostninger, der er opstået i forbindelse med den adgang til disse oplysninger, som de i henhold til denne forordning skal give de pågældende uafhængige aktører, dog forudsat, at gebyrerne ikke afholder sidstnævnte fra at søge adgang til disse oplysninger.

 

Underskrifter


( *1 ) – Processprog: tysk.

Op