1.

Kan det forlanges af en sagsøger, der begærer erstatning for skade som følge af et kartel, og som gives delvist medhold, at den pågældende skal betale halvdelen af sagsomkostningerne, eller begrænser dette håndhævelsen af retten til erstatning for skade som følge af et kartel? Og må en national domstol skønne størrelsen af skaden som følge af et kartel, hvis sagsøgerne havde adgang til de oplysninger, som sagsøgtes sagkyndige rapport vedrørende skaden var støttet på, og hvis erstatningskravet vedrører varer, som sagsøgerne ikke købte af sagsøgte, men af andre deltagere i kartellet?

2.

Det er i det væsentlige disse spørgsmål, Domstolen skal behandle i den foreliggende præjudicielle sag. De opstår på baggrund af det såkaldte »lastbilskartel«, som navnlig i Spanien har ført til talrige erstatningssøgsmål, og som Domstolen også har behandlet eller skal behandle i andre sager ( 2 ).

3.

De foreliggende spørgsmål hænger sammen med de velkendte grundlæggende problemer i forbindelse med erstatning for skade som følge af et kartel, som navnlig vedrører informationsasymmetrien mellem de skadelidte og deltagerne i kartellet samt vanskelighederne ved at fremlægge beviser for skadens eksistens og opgøre dennes størrelse. Direktiv 2014/104/EU af 26. november 2014 om visse regler for søgsmål i henhold til national ret angående erstatning for overtrædelser af bestemmelser i medlemsstaternes og Den Europæiske Unions konkurrenceret (herefter »direktiv 2014/104«) ( 3 ) har til formål at afhjælpe disse problemer. De relevante bestemmelser i dette direktiv finder anvendelse i den foreliggende sag og kan derfor anvendes til at besvare de præjudicielle spørgsmål.

4.

Den EU-retlige ramme for den foreliggende sag udgøres foruden af artikel 101 TEUF af direktiv 2014/104.

5.

14. og 15. betragtning til direktiv 2014/104 vedrører bevisvanskelighederne i private sager om erstatning for skade som følge af et kartel:

6.

45. og 46. betragtning til direktiv 2014/104 belyser problemet med at opgøre størrelsen af den individuelle skade som følge af et kartel:

7.

Artikel 5, stk. 1, i direktiv 2014/104 regulerer rettens anordning af fremlæggelse af beviser:

»1. Medlemsstaterne sikrer i forbindelse med erstatningssøgsmål i Unionen, at nationale retter på anmodning af en sagsøger, der har fremlagt en begrundelse med rimeligt tilgængelige faktuelle oplysninger og beviser, som i tilstrækkelig grad understøtter rimeligheden af hans erstatningskrav, kan pålægge sagsøgte eller tredjemand at fremlægge relevante beviser, som er undergivet deres rådighed, på de betingelser, der er fastsat i dette kapitel. Medlemsstaterne sikrer, at nationale retter på sagsøgtes anmodning kan pålægge sagsøger eller tredjemand at fremlægge relevante beviser. […]«

8.

Artikel 17 i direktiv 2014/104 har overskriften »Tabsopgørelse«, og dens stk. 1 bestemmer:

»1. Medlemsstaterne sikrer, at hverken den bevisbyrde eller det krav til bevisstyrke, der gælder med henblik på udarbejdelse af tabsopgørelsen, gør det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at gøre retten til erstatning gældende. Medlemsstaterne sikrer, at nationale retter får beføjelse til efter nationale procedurer at ansætte skadens størrelse, hvis det er fastslået, at en sagsøger har lidt skade, men det er praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt nøjagtigt at opgøre skaden på grundlag af de foreliggende beviser.«

9.

Artikel 22 i direktiv 2014/104 regulerer dettes tidsmæssige anvendelse:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at de nationale love og bestemmelser, der vedtages i henhold til artikel 21 med henblik på at overholde dette direktivs materielle bestemmelser, ikke har tilbagevirkende kraft.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at alle nationale love og bestemmelser, der vedtages i henhold til artikel 21, ud over de i stk. 1 omhandlede, ikke finder anvendelse på erstatningssøgsmål, der indbringes for en national ret før den 26. december 2014.«

10.

Artikel 394, stk. 1 og 2, i Ley 1/2000 de Enjuiciamiento Civil (den spanske civile retsplejelov, herefter »LEC«) af 7. januar 2000 (BOE nr. 7 af 8.1.2000, s. 575) fastsætter i den affattelse, der er relevant for den foreliggende sag:

»(1)   I kontradiktoriske sager betaler den part, som ikke har fået medhold i alle sine påstande, sagsomkostningerne i første instans, medmindre retten med en behørig begrundelse finder, at sagen rejste alvorlig retlig eller faktisk tvivl. […]

(2)   Hvis der gives medhold i eller sker delvis forkastelse af påstandene, betaler hver part sagsomkostningerne i forbindelse med sit søgsmål og bærer halvdelen af de fælles omkostninger, medmindre der foreligger rimelig grund til at pålægge en af parterne sagsomkostningerne for procesmisbrug.«

11.

Den 27. maj 2017, dvs. fem måneder efter udløbet af fristen for gennemførelse af direktiv 2014/104 den 27. december 2016, trådte Real Decreto-ley 9/2017, por el que se transponen Directivas de la Unión Europtivas en los ámbitos financiero, mercantil y sanitario, y sobre el desplazamiento de trabajadores (kongeligt lovdekret nr. 9/2017 om gennemførelse af Den Europæiske Unions direktiver på finans-, handels- og sundhedsområdet og om udstationering af arbejdstagere) af 26. maj 2017 (BOE nr. 126 af 27.5.2017, s. 42820) til gennemførelse af direktivet i spansk ret i kraft.

12.

Gennemførelsen af direktiv 2014/104 førte bl.a. til indførelse af LEC’s artikel 283a, som svarer til direktivets artikel 5.

13.

Den 11. oktober 2019 anlagde M. Ignacio og det spanske selskab Tráficos Manuel Ferrer, S.L. (herefter »sagsøgerne«) et civilretligt erstatningssøgsmål støttet på artikel 101 TEUF samt på den spanske Código Civils (civil lovbog) artikel 1902 mod Daimler AG (herefter »Daimler« eller »sagsøgte«).

14.

Baggrunden for dette søgsmål er sagsøgtes overtrædelse af konkurrenceretten, som blev fastslået ved Kommissionens afgørelse af 19. juli 2016 ( 4 ), og som bestod i sagsøgtes samordnede praksis med andre europæiske lastbilproducenter fra 1997-2011 (det såkaldte »lastbilskartel«). Det drejede sig om aftaler om prissætning og stigninger i bruttopriser for bestemte lastbiler samt om overvæltning af omkostninger i forbindelse med indførelsen af ny teknologi for emissionskontrol.

15.

Sagsøgerne støtter søgsmålet på, at de under perioden for kartellets virke købte lastbiler af mærkerne Mercedes, Renault og Iveco, som blev berørt af den adfærd, som af Europa-Kommissionen blev straffet med en bøde. Mærket Mercedes-lastbiler produceres af sagsøgte i hovedsagen.

16.

Sagsøgerne har anført, at de som følge af de ulovlige prisaftaler led skade i form af meromkostninger ved de købte køretøjer. Dette dokumenteres ved en af dem fremlagt sagkyndig rapport, hvor den lidte skade opgøres. Sagsøgte har besvaret denne sagkyndige rapport med sin egen sagkyndige rapport, hvoraf det fremgår, at grundlaget, antagelserne og metoden i sagsøgerens sagkyndige rapport er ukorrekte. Sagsøgte gav derefter sagsøgerne adgang til alle oplysninger, der indgik i sagsøgtes sagkyndige rapport. Derefter forelagde sagsøgerne en yderligere »teknisk rapport« om de resultater, der var opnået på baggrund af adgangen til sagsøgtes oplysninger, men sagsøgerne omskrev ikke deres egen sagkyndige rapport.

17.

Desuden blev en begæring fra sagsøgte om adcitation af Renault Trucks SAS og Iveco SPA (producenterne af de øvrige lastbiler, som sagsøgerne købte) afvist af retten på det grundlag, at de lovmæssige krav for adcitation ikke var opfyldt, og sagen fortsatte med Daimler som eneste sagsøgte.

18.

Under disse omstændigheder har Juzgado de lo Mercantil no 3 (handelsret nr. 3 i Valencia, Spanien) besluttet at udsætte sagen og ved afgørelse af 10. maj 2021, indgået til Domstolen den 19. maj 2021, forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

19.

Sagsøgerne, Daimler, Spanien og Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg i sagen for Domstolen.

20.

Forud for den indholdsmæssige bedømmelse af den præjudicielle anmodning (B) skal Spaniens indsigelser med hensyn til anmodningens formalitet behandles (A).

21.

Spanien har bestridt såvel Domstolens kompetence til at besvare de præjudicielle spørgsmål (1) som disses formalitet (2).

22.

For det første har Spanien gjort gældende, at Domstolen ikke har kompetence til at besvare det første præjudicielle spørgsmål, da dette ikke hører under EU-rettens anvendelsesområde. LEC’s artikel 394, stk. 2, regulerer fordelingen af sagsomkostningerne i forbindelse med retssager generelt og udgør ikke en gennemførelse af EU-retlige bestemmelser. Den omstændighed, at tvisten i sagen vedrører EU-retten, ændrer ikke på dette, da artikel 101 TEUF ikke kan have indvirkning på bestemmelserne om sagsomkostningerne i national ret.

23.

Denne indsigelse kan ikke tages til følge.

24.

Da der ikke er foretaget en harmonisering af civilprocesretten, henhører måderne for gennemførelsen af civilretlige krav ganske vist i medfør af princippet om procesautonomi under medlemsstaternes nationale retsorden ( 5 ). Derudover indeholder direktiv 2014/104 heller ikke en konkret regulering af spørgsmålet om fordelingen af sagsomkostningerne.

25.

Imidlertid hører de nærmere processuelle bestemmelser til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som fællesskabsretten medfører for borgerne, selv om det i medfør af princippet om medlemsstaternes procesautonomi tilkommer hver enkelt medlemsstat at fastsætte disse, for så vidt under EU-rettens anvendelsesområde, som de skal opfylde ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet ( 6 ). Derfor er Domstolen kompetent til at vejlede den forelæggende ret på en sådan måde, at denne kan afgøre, om de pågældende nationale regler er forenelige med disse principper ( 7 ).

26.

Da hovedsagen drejer sig om erstatningskrav, som er baseret på artikel 101 TEUF, har søgsmålet i hovedsagen til formål at håndhæve EU-retlige krav, og vilkårene for at håndhæve dem i national ret må lade sig måle i forhold til de EU-retlige principper om ækvivalens og effektivitet. Den retlige situation i hovedsagen er således omfattet af EU-retten ( 8 ).

27.

For det andet er Spanien af den opfattelse, at Domstolen heller ikke er kompetent til at besvare det andet og det tredje spørgsmål, da det alene påhviler den forelæggende ret at fortolke de nationale bevisregler og bedømme, om der i den foreliggende sag foreligger informationsasymmetri mellem parterne, og om mulighederne for bevisoptagelse er udtømt i tilstrækkelig grad.

28.

Denne indvending er heller ikke overbevisende. Det andet og det tredje spørgsmål vedrører nemlig også de EU-retlige krav med hensyn til effektiviteten af håndhævelsen af den ret til erstatning, som følger af artikel 101 TEUF. Desuden vedrører det andet og det tredje spørgsmål fortolkningen af direktivets artikel 17, stk. 1, som i modsætning til Spaniens opfattelse finder anvendelse i den foreliggende sag, hvilket uddybes i det følgende afsnit.

29.

Spanien har gjort gældende, at det andet og det tredje spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling, idet de vedrører beføjelsen til at ansætte skadens størrelse i henhold til artikel 17 i direktiv 2014/104. Denne bestemmelse finder imidlertid efter Spaniens opfattelse ikke anvendelse i forbindelse med hovedsagen.

30.

Den forelæggende ret har ganske vist ikke refereret til artikel 17 i direktiv 2014/104 i teksten i sine præjudicielle spørgsmål, men det har den gjort i præmisserne for forelæggelseskendelsen. Derudover tilkommer det under alle omstændigheder Domstolen at inddrage de relevante EU-retlige bestemmelser for at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar ( 9 ).

31.

Det fremgår af artikel 22 i direktiv 2014/104, om direktivets artikel 17 finder anvendelse i tidsmæssig henseende. I henhold til artikel 22, stk. 1, må de nationale love og bestemmelser, der vedtages med henblik på at overholde dette direktivs materielle bestemmelser, ikke have tilbagevirkende kraft. I henhold til stk. 2 kan bestemmelser, der vedtages med henblik på at overholde direktivet, ud over de i stk. 1 omhandlede, derimod anvendes på erstatningssøgsmål, der indbringes for en national ret efter direktivets ikrafttræden den 26. december 2014.

32.

Som generaladvokat Szpunar redegjorde for i sit forslag til afgørelse PACCAR m.fl., fremgår det af systematikken i artikel 22 i direktiv 2014/104, at »den henvisning til »nationale love og bestemmelser […] ud over [materielle bestemmelser]«, som er omhandlet i direktivets artikel 22, stk. 2, vedrører proceduremæssige bestemmelser« ( 10 ).

33.

I sin dom i sagen Volvo og DAF Trucks anførte Domstolen, at spørgsmålet om, hvilke af bestemmelserne i dette direktiv der er materielle, og hvilke der er processuelle (i modsætning til Spaniens opfattelse, som dog blev præsenteret før afsigelsen af denne dom), skal bedømmes ud fra EU-retten og ikke ud fra kravene i den gældende nationale ret. I artikel 22 i direktiv 2014/104 henvises der nemlig ikke til national ret ( 11 ).

34.

Desuden fastslog Domstolen i den pågældende dom for det første, at artikel 17, stk. 1, i direktiv 2014/104, som omhandler muligheden for at ansætte skadens størrelse, og som det drejer sig om i den foreliggende sag, er en processuel bestemmelse ( 12 ). For det andet fastslog Domstolen, at denne bestemmelse tidsmæssigt finder anvendelse i forbindelse med et erstatningssøgsmål, som er anlagt efter den 26. december 2014 og efter tidspunktet for gennemførelsen af direktiv 2014/104 i national ret. Sidstnævnte tidspunkt er relevant, fordi det i mangel af nationale gennemførelsesbestemmelser ville være problematisk at anvende direktivets bestemmelser over for enkeltpersoner, i det mindste før udløbet af gennemførelsesfristen for direktivet ( 13 ).

35.

Dermed finder de nationale bestemmelser til gennemførelse af direktivets artikel 17, stk. 1, anvendelse i hovedsagen i henhold til artikel 22, stk. 2. I denne sag blev sagen nemlig anlagt den 11. oktober 2019, dvs. efter den 26. december 2014 og efter tidspunktet for direktivets gennemførelse i spansk ret den 27. maj 2017 (jf. ovenfor, punkt 11 og 13).

36.

Spørgsmålet om den tidsmæssige anvendelighed af de øvrige bestemmelser i direktivet, som kan være relevante i den foreliggende sag, skal i givet fald behandles i forbindelse med den indholdsmæssige bedømmelse af de præjudicielle spørgsmål.

37.

Indledningsvis skal det bemærkes i denne forbindelse, at såfremt direktivets bestemmelser rent deklaratorisk kodificerer principper, som allerede tidligere er anerkendt af retspraksis ( 14 ), finder disse principper fortsat anvendelse, uden at det er afgørende, om de pågældende direktivbestemmelser skal klassificeres som materielle som omhandlet i artikel 22, stk. 1.

38.

I øvrigt kan de præjudicielle spørgsmål i hvert fald antages til realitetsbehandling uafhængigt af direktivets anvendelighed. Selv hvis visse bestemmelser i direktivet ikke fandt tidsmæssig anvendelse, skal disse spørgsmål nemlig besvares i forhold til artikel 101 TEUF, sammenholdt med effektivitetsprincippet.

39.

I modsætning til Spaniens opfattelse kan de præjudicielle spørgsmåls betydning for afgørelsen i hovedsagen heller ikke drages i tvivl med det argument, at søgsmålet i hovedsagen er forældet.

40.

I sin dom i sagen Volvo og DAF Trucks kvalificerede Domstolen artikel 10 i direktiv 2014/104, som regulerer forældelsesfristen for konkurrenceretlige erstatningssøgsmål og fastsætter en forældelsesfrist på mindst fem år, som en materiel bestemmelse ( 15 ). Desuden fastslog Domstolen, at forældelsesfristen som regel begynder at løbe på tidspunktet for offentliggørelsen af resuméet af Kommissionens afgørelse, hvormed overtrædelsen fastslås, i EU-Tidende ( 16 ).

41.

Derudover fastslog Domstolen, at forældelsesfristen på fem år, som er fastlagt i artikel 10 i direktiv 2014/104, finder anvendelse i forbindelse med et erstatningssøgsmål, som ganske vist vedrører en overtrædelse af konkurrencereglerne, som er ophørt før direktivets ikrafttrædelse, men er blevet anlagt efter ikrafttrædelsen af de bestemmelser, der gennemfører direktivet i national ret. Dette gælder i hvert fald i et tilfælde, hvor den forældelsesfrist, der finder anvendelse på dette søgsmål i henhold til de tidligere regler, ikke er udløbet før udløbet af fristen for gennemførelsen af det samme direktiv og endog løber videre efter, at de nationale gennemførelsesregler er trådt i kraft ( 17 ).

42.

Ifølge Spaniens oplysninger udgjorde forældelsesfristen i national ret før gennemførelsen af direktiv 2014/104 et år. I den foreliggende sag blev resuméet af Kommissionens afgørelse, hvorved overtrædelsen blev fastslået, offentliggjort i EU-Tidende den 6. april 2017 ( 18 ). Med forbehold for den forelæggende rets prøvelse kan det lægges til grund, at sagsøgerne på dette tidspunkt opnåede de uundværlige oplysninger for at anlægge sagen, og at forældelsesfristen på et år begyndte at løbe på dette tidspunkt. Dermed var denne frist ikke udløbet hverken før udløbet af gennemførelsesfristen for direktiv 2014/104 den 27. december 2016 eller før de spanske gennemførelsesreglers ikrafttrædelse den 27. maj 2017 (ovenfor, punkt 11). Dermed finder – med forbehold for den forelæggende rets prøvelse – direktivets artikel 10 og forældelsesfristen på fem år, som med direktivets gennemførelse blev indført i Spanien, anvendelse på søgsmålet i hovedsagen.

43.

Da søgsmålet i hovedsagen blev anlagt den 11. oktober 2019 og dermed mindre end fem år efter forældelsesfristens begyndelse, er dette søgsmål derfor ikke forældet, og de præjudicielle spørgsmål er relevante for sagens afgørelse.

44.

Det følger af det ovenstående, at anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.

45.

De tre spørgsmål, som handelsret nr. 3 i Valencia har forelagt, vedrører nærmere bestemt to problematikker. Det drejer sig for det første om spørgsmålet om, hvorvidt den almindelige spanske sagsomkostningsordning, som fastsætter en ligelig fordeling af sagsomkostningerne også i tilfælde, hvor sagsøgeren gives delvist medhold, gør det uforholdsmæssigt vanskeligt at håndhæve retten til erstatning for skade som følge af et kartel (1). For det andet drejer det sig om spørgsmålet om, under hvilke betingelser en national domstol kan gøre brug af muligheden for at ansætte størrelsen af den skade som følge af et kartel, som gøres gældende (2).

46.

Omkostningsordningen i LEC’s artikel 394, stk. 2, kan afholde sagsøgeren fra at udøve og håndhæve sine rettigheder, da den indebærer en risiko for, at den pågældende, også i tilfælde af, at vedkommende gives delvis medhold, skal bære alle sine egne omkostninger samt halvdelen af de fælles omkostninger [a)]. Spørgsmålet er imidlertid, om denne regel, sammenholdt med LEC’s artikel 394, stk. 1, i overensstemmelse med EU-retten kan fortolkes således, at den ikke udgør en uforholdsmæssig hindring for en effektiv håndhævelse af retten til erstatning for skade som følge af et kartel [b)].

47.

Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om bestemmelsen om fordelingen af omkostningerne i LEC’s artikel 394, stk. 2, er forenelig med artikel 101 TEUF, sammenholdt med effektivitetsprincippet og retten til fuld erstatning for skade som følge af en konkurrencebegrænsende adfærd.

48.

Ifølge Domstolens praksis vedrørende artikel 101 TEUF, sammenholdt med effektivitetsprincippet, som er kodificeret deklaratorisk i artikel 4 i direktiv 2014/104, må medlemsstaternes processuelle regler for håndhævelse af retten til erstatning for skade som følge af overtrædelser af konkurrencereglerne ikke gøre det praktisk talt umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve disse rettigheder ( 19 ).

49.

I henhold til LEC’s artikel 394, stk. 2, bærer sagsøgeren også i tilfælde af delvist medhold sine egne omkostninger og halvdelen af de fælles omkostninger.

50.

Denne bestemmelse var genstand for dommen i sagen Caixabank og Banco Bilbao Vizcaya Argentaria (herefter »Caixabank-dommen«) ( 20 ), som også er anført af den forelæggende ret. I denne dom fastslog Domstolen, at direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (herefter »direktiv 93/13«) ( 21 ), sammenholdt med effektivitetsprincippet, er til hinder for ordningen i LEC’s artikel 394, der giver mulighed for at pålægge forbrugeren at bære en del af sagsomkostningerne i forhold til den pågældendes delvise medhold. Den pågældende sag drejede sig om en situation, hvor en forbruger fik fuldt medhold i sin påstand om annullation af et urimeligt kontraktvilkår, men kun delvist medhold i påstanden om tilbagebetaling af de beløb, der var betalt på grundlag af dette vilkår. Ifølge Domstolen skaber den omtvistede ordning i en sådan situation en væsentlig hindring, der kan afholde forbrugerne fra at udøve den ret til en effektiv domstolsprøvelse af den eventuelt urimelige karakter af kontraktvilkår, som er tillagt ved direktiv 93/13.

51.

Kan denne konstatering overføres på det område, der er berørt i den foreliggende sag, dvs. håndhævelse af EU-retlige erstatningskrav på grund af overtrædelser af konkurrencereglerne?

52.

Det er indlysende, at der findes strukturelle paralleller mellem problematikken omkring urimelige kontraktvilkår og problematikken i forbindelse med erstatningskrav for skade som følge af et kartel. På begge områder findes nemlig en tendens til strukturel uligevægt til ulempe for den ene part.

53.

Denne uligevægt er notorisk i forholdet mellem erhvervsdrivende, som ofte anvender standardiserede aftalemodeller, på den ene side og forbrugere på den anden side. Derfor sigter direktiv 93/13 ifølge betragtningerne til direktivet mod at beskytte borgerne i deres rolle som forbrugere og styrke deres rettigheder.

54.

Som sagsøgerne i den foreliggende sag har gjort gældende, og som det fremgår af 14., 15., 45. og 46. betragtning til direktiv 2014/104, er også lovgivningen om erstatning for skade som følge af et kartel præget af en strukturel uligevægt mellem den skadelidte sagsøger og den sagsøgte skadevolder. Denne uligevægt skyldes navnlig en informationsasymmetri til ulempe for sagsøgeren samt vanskeligheder med bevisførelsen og opgørelsen af skaden, som direktiv 2014/104 søger at afhjælpe gennem sine regler om offentliggørelse af beviser og fastsættelse af skadens størrelse (artikel 5, 6 og 17).

55.

Selv om sagsøgerne i sager om erstatning for skade som følge af et kartel for det meste ikke er forbrugere, er deres situation med en strukturel underlegenhed følgelig alligevel tilstrækkeligt sammenlignelig med forbrugerens situation som omhandlet i Caixabank-dommen.

56.

Som sagsøgerne endvidere har gjort gældende, vanskeliggøres situationen i tilfælde som den foreliggende og andre erstatningssager som følge af lastbilskartellet yderligere af, at de skadelidte i mange tilfælde er små eller mellemstore virksomheder, mens de sagsøgte er multinationale koncerner. En sådan konstellation forekommer ganske vist ikke nødvendigvis i erstatningssager vedrørende karteller, men ofte ( 22 ). Dette forklarer også udbredelsen af procesfinansieringsmodeller på dette område. Hvis kartellovgivningen skal kunne håndhæves effektivt, skal imidlertid også de personer, som (absolut betragtet, men ikke nødvendigvis individuelt betragtet) kun har lidt et relativt lille tab eller endda såkaldte spredte tab, tilskyndes til at håndhæve deres rettigheder.

57.

I denne forbindelse består en yderligere strukturel og teleologisk parallel mellem reguleringsområdet for henholdsvis direktiv 93/13 og erstatning for skade som følge af et kartel deri, at sagsøgerne på begge områder gennem håndhævelsen af deres egne rettigheder bidrager til at gennemføre Unionens mål, herunder et velfungerende indre marked og beskyttelsen af en loyal konkurrence. I modsætning til Spaniens argument har direktiv 93/13 nemlig ikke kun til formål at holde den berørte forbruger skadesløs, men også at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår til ophør generelt. På samme måde skal retten til erstatning for skade som følge af et kartel ikke kun tjene til genoprettelse, men også til afskrækkelse og dermed effektiv håndhævelse af konkurrenceretten ( 23 ). En sådan funktion for sagsøgeren som »forsvarer« eller »håndhæver« af EU-interesser findes også f.eks. i forbindelse med konkurrentsøgsmål inden for støtte- eller udbudsretten eller kollektive søgsmål inden for miljøretten.

58.

Som Daimler har anført, vedrørte Caixabank-dommen imidlertid en sag med to påstande (konstatering af de pågældende vilkårs urimelighed og tilbagebetaling af de beløb, der var betalt på grund af disse vilkår), hvoraf sagsøgeren fik fuldt medhold i den første og kun delvist i den anden ( 24 ). Derimod drejer det sig i den foreliggende hovedsag om et samlet krav om erstatning.

59.

I modsætning til Daimlers opfattelse rejser dette ganske vist ikke principielt tvivl om, at de to situationer er sammenlignelige. Alligevel kan det føre til, at løsningen i Caixabank-dommen skal nuanceres i den foreliggende sag. I denne forbindelse skal der tages hensyn til følgende betragtninger.

60.

For det første synes det ikke udelukket også i et tilfælde som det foreliggende at tage udgangspunkt i, at der materielt gives medhold. Når sagsøgeren bliver tilkendt en del af sit krav, anerkendes det nemlig, at denne har lidt et tab som følge af den omhandlede overtrædelse af konkurrenceretten. Set fra denne synsvinkel er situationen i den foreliggende sag sammenlignelig med situationen i Caixabank-dommen, hvor der blev givet medhold i hovedkravet om, at det fastslås, at det pågældende vilkår var urimeligt.

61.

Imidlertid har Daimler, for det andet, ret i, at beregningen af skadens størrelse er central i forbindelse med erstatning for skade som følge af et kartel, lige som generelt i erstatningssager. Ved anerkendelsen af erstatningskravet materielt tilkendes der nemlig ikke blot et fast beløb, som ikke har nogen relation til de konkrete omstændigheder. Tværtimod sigter systemet i direktiv 2014/104 med hensyn til bevisførelse og fastsættelse af skadens størrelse ( 25 ) mod at gøre det muligt at opgøre skaden så præcist som muligt. Den afkræftelige formodning i henhold til artikel 17, stk. 2, i direktiv 2014/104, hvorefter det formodes, at kartelovertrædelser forvolder skade, bør ifølge 47. betragtning til direktivet heller ikke omfatte skadens konkrete størrelse. I sager vedrørende erstatning for skade som følge af et kartel forekommer det derfor ikke irrelevant, at man i forbindelse med bedømmelsen af, om der skal gives medhold med hensyn til afgørelsen om omkostningerne, ser på den andel af kravet, som sagsøgeren er blevet tilkendt.

62.

For det tredje er fordelingen af omkostningerne i et tilfælde, hvor begge parter dels får medhold, dels taber, udtryk for processuel billighed ( 26 ). Som Daimler har anført, findes en sådan deling også i artikel 138, stk. 3, i Domstolens procesreglement. En sådan ordning har netop til formål at undgå, at sagsøgerne i erstatningssager stiller overdrevne krav, som ikke står i forhold til den lidte skade.

63.

For det fjerde er erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten ganske vist kendetegnet ved, at det i disse sager er særligt vanskeligt at beregne skadens størrelse, hvilket derfor kan udgøre en væsentlig hindring for håndhævelse af effektive erstatningskrav (jf. ovenfor, punkt 54). Dette er årsagen til, at de nationale domstole i henhold til direktivets artikel 17, stk. 1, skal have mulighed for at ansætte skadens størrelse.

64.

For det femte er risikoen for, at en sagsøger delvist ikke får medhold, særligt høj i konkurrenceretlige erstatningssager på grund af disse vanskeligheder med at opgøre skadens præcise størrelse og muligheden for en skønsmæssig ansættelse. Derudover kan det, som det anerkendes i 45. betragtning til direktiv 2014/104, og som den forelæggende ret og sagsøgerne har henvist til, være forbundet med store omkostninger at udarbejde de økonomiske analyser, som er nødvendige for at beregne skadens størrelse. Som den forelæggende ret har fremhævet, kan den erstatning, der effektivt modtages, således blive reduceret væsentligt som følge af tilpligtelsen til at betale halvdelen af omkostningerne.

65.

Det følger af kombinationen af disse faktorer, at risikoen i konkurrenceretlige erstatningssager for også i tilfælde af delvist medhold at skulle bære egne omkostninger og halvdelen af de fælles omkostninger ligesom risikoen for delvist ikke at få medhold som anført i Caixabank-dommen kan »indebære en væsentlig hindring, der kan afholde [sagsøgeren] fra at udøve den ret til [erstatning for skade som følge af et kartel], som er tillagt ved [artikel 101 TEUF]« ( 27 ).

66.

For det sjette og sidste betyder dette imidlertid ikke, at sagsøgte i alle tilfælde, hvor sagsøgeren gives delvist medhold, nødvendigvis skal betale alle sagsøgerens komplette omkostninger. Som Daimler har gjort gældende, indebærer retten til fuldstændig erstatning af den skade, der er lidt som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten, som er anerkendt af retspraksis ( 28 )og kodificeret i artikel 3 i direktiv 2014/104, således ikke nødvendigvis, at det slet ikke må forårsage nogen omkostninger at håndhæve denne ret. Kriteriet, hvorefter en person, som har lidt skade, skal stilles som om overtrædelsen af konkurrenceretten ikke var blevet begået (artikel 3, stk. 2), betyder ikke, at denne person i alle tilfælde skal stilles, som om proceduren til håndhævelse af denne erstatning ikke havde fundet sted.

67.

I denne retning har Domstolen i en anden sag vedrørende direktiv 93/13 anerkendt, at effektivitetsprincippet ikke er til hinder for, at en forbruger bærer visse sagsomkostninger, når vedkommende anlægger et søgsmål med påstand om, at det fastslås, at et kontraktvilkår er urimeligt. Domstolen har således anset det for foreneligt med effektivitetsprincippet, hvis forbrugere ikke nødvendigvis får godtgjort hele det advokatsalær, de har betalt, men kun op til et rimeligt beløb, så længe de godtgjorte omkostninger ikke er så ringe i forhold til den omtvistede fordrings størrelse, at de afholder forbrugeren fra at gøre sine rettigheder gældende. Dette begrundede Domstolen i det væsentlige med, at ansvaret for størrelsen af det salær, som forbrugeren aftaler med sin advokat, hører under forbrugerens ansvarsområde, og at den sagsøgte erhvervsdrivende ikke skal bære risikoen for at blive forpligtet til at betale usædvanligt høje sagsomkostninger for forbrugeren, som ikke er rimelige i forhold til sagen ( 29 ).

68.

Heraf kan det tilsvarende udledes for sager om erstatning for skade som følge af et kartel, at det i tilfælde af, at der delvist ikke gives medhold, er rimeligt at lade sagsøgeren bære sine egne omkostninger eller i det mindste en del af dem samt betale en del af de fælles omkostninger, såfremt det kan henføres til den pågældendes eget ansvarsområde, at disse omkostninger er opstået. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis det delvist manglende medhold skyldes, at der er stillet overdrevne krav, eller sagsøgerens procesførelse.

69.

Hvis sagsøgeren derimod delvist ikke får medhold af den grund, at det – hvilket er generelt anerkendt – strukturelt er uforholdsmæssigt vanskeligt eller sågar umuligt at opgøre skader, der er opstået som følge af overtrædelser af konkurrenceretten, hører ansvaret for dette delvise manglende medhold ikke til sagsøgerens område, og det er ikke begrundet at pålægge den pågældende omkostningerne for at håndhæve sine erstatningskrav. I modsat fald ville dette gøre det uforholdsmæssigt vanskeligt eller endog praktisk umuligt at håndhæve disse krav, og det ville derfor kunne afholde sagsøgeren fra effektivt at udøve og håndhæve sin ret til erstatning for skade som følge af et kartel.

70.

I dette tilfælde er det i stedet rimeligt at henregne risikoen for, at sagsøgeren delvist ikke får medhold i sine påstande, til den sagsøgtes ansvarsområde, som har begået den forbudte overtrædelse af konkurrencelovgivningen. De sagsøgte bærer materielt ansvaret for sagen, idet de dannede et kartel. Et sådant kartel, som har til formål at indgå prisaftaler, er mindst lige så tungtvejende som anvendelse af urimelige kontraktvilkår. Derudover er forbuddet mod sådanne overtrædelser velkendt, og deltagerne i kartellet kan forudse søgsmålene fra skadelidte som følge af kartellet og de sagsomkostninger, der er forbundet med disse søgsmål. Ligeledes er problemet med at opgøre skader som følge af et kartel notorisk. Skadevolderne kunne således i tilstrækkelig grad forudse risikoen for, at skadelidte delvist ikke ville få medhold i sine påstande som følge af kartellet ( 30 ).

71.

Derfor forekommer det begrundet og retfærdigt i forbindelse med konkurrenceretlige erstatningssøgsmål at fravige det almindelige princip for fordelingen af omkostningerne, når begge parter delvis vinder og delvis taber, hvis årsagen til, at sagsøgeren delvis taber, er, at det er uforholdsmæssigt vanskeligt eller umuligt at opgøre skaden, og dette dermed ikke hører under den pågældendes ansvarsområde. Det påhviler den domstol, der behandler den pågældende sag, ud fra de faktiske omstændigheder i den konkrete sag at bedømme, om dette er tilfældet.

72.

Det følger af alt dette, at omkostningsordningen i LEC’s artikel 394, stk. 2, i den foreliggende sag lige som inden for området for direktiv 93/13 ikke er forenelig med effektivitetsprincippet, hvis den i tilfælde af, at sagsøgeren delvis taber sagen, fordi det er uforholdsmæssigt vanskeligt eller umuligt at opgøre skaden, fører til, at sagsøgeren alligevel skal bære sine egne omkostninger og halvdelen af de fælles omkostninger.

73.

Ifølge fast retspraksis påhviler det den forelæggende ret i videst muligt omfang at fortolke de i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelser i lyset af EU-retten, og nærmere bestemt ordlyden af og formålet med artikel 101 TEUF, men uden at foretage en fortolkning contra legem af disse nationale bestemmelser ( 31 ).

74.

Spørgsmålet om, hvorvidt en national bestemmelse gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at anvende EU-retten, skal derudover bedømmes under hensyn til, hvilken stilling bestemmelsen indtager i den samlede procedure, herunder dens forløb og dens særlige kendetegn, for de forskellige nationale instanser ( 32 ).

75.

Ifølge den forelæggende rets oplysninger fortolkes LEC’s artikel 394, stk. 1, hvorefter omkostningerne pålægges den part, hvis påstande alle er blevet forkastet, på følgende måde af de spanske domstole: Også i tilfælde, hvor sagsøgerens påstande »i væsentligt omfang« tages til følge (»estimación sustancial«/»acceueil substantiel des conclusion«), og der kun er en lille difference mellem det, der er nedlagt påstand om, og det, der er blevet tilkendt, er det muligt at dømme den sagsøgte til at bære omkostningerne.

76.

Ifølge den forelæggende rets oplysninger og Daimlers anbringende fokuserer denne retspraksis imidlertid (i det mindste også) på det »kvantitative« og ikke kun på det »kvalitative« medhold. Følgelig kan den åbenbart kun anvendes, hvis de påstande, som sagsøgeren ikke får medhold i, kan anses for accessoriske med hensyn til sagens genstand og dennes samlede økonomiske værdi. Det er således ikke klart, om denne regel om »medhold i væsentligt omfang« kun kan anvendes i tilfælde, hvor sagsøgerens oprindelige erstatningskrav beløbsmæssigt imødekommes næsten 100% (eller i det mindste mere end 70-80%). Det er tvivlsomt, om den også finder anvendelse i tilfælde, hvor dette medhold beløbsmæssigt vedrører mindre end 70% eller endda mindre end 50% af det oprindelige krav (hvilket egentlig ville føre til, at LEC’s artikel 394, stk. 2, fandt anvendelse), hvis dette delvise manglende medhold skyldes, at det er uforholdsmæssigt vanskeligt eller praktisk umuligt at opgøre skaden.

77.

Derudover er der i spansk retspraksis ifølge Daimlers anbringende anerkendt muligheden for, at en sagsøger også i tilfælde af delvist manglende medhold får alle omkostninger godtgjort, hvis den pågældende tilpasser sit krav under sagens forløb. Det påhviler den forelæggende ret at prøve, om denne retspraksis i en situation som den foreliggende kan føre til, at sagsøgeren også ved delvist medhold tilkendes godtgørelse af omkostningerne. I denne forbindelse skal det navnlig prøves, om forpligtelsen til at tilpasse kravet under sagens forløb ville gøre det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at håndhæve retten til erstatning for skade som følge af et kartel. Det ville således f.eks. ikke være acceptabelt, hvis sagsøgeren på grund af risikoen for at skulle bære halvdelen af sagsomkostningerne bliver presset til at sænke sine oprindeligt rimelige krav til et urimeligt niveau. Derimod kan det tænkes, at sagsøgeren tilpasser disse krav på grund af bedømmelsen af bevisets stilling og rettens ansættelse af skadens størrelse.

78.

Desuden har Daimler anført, at de spanske domstole i konkurrenceretlige erstatningssager har anerkendt muligheden for, at sagsøgeren selv ved fuldstændigt manglende medhold ikke forpligtes til at bære alle omkostninger.

79.

Det er uklart, om LEC’s artikel 394, stk. 2, eventuelt også kan åbne mulighed for kun at forpligte sagsøgeren til at bære en del af (og ikke alle) sine egne og de fælles omkostninger, hvis dette er begrundet på grund af sagens omstændigheder, navnlig at det på den ene side er uforholdsmæssigt vanskeligt eller umuligt at opgøre skaden, og på den anden side af hensyn til parternes adfærd under retssagen.

80.

Det påhviler den forelæggende ret i lyset af alle disse elementer at prøve, om LEC’s artikel 394, stk. 1 og 2, kan fortolkes i overensstemmelse med EU-retten således, at sagsøgte i tilfælde af, at sagsøgeren delvist ikke får medhold i sine påstande på grund af, at det er uforholdsmæssigt vanskeligt eller praktisk umuligt at opgøre skaden, kan tilpligtes at betale alle sagens omkostninger, henholdsvis om denne alt efter omstændighederne i sagen kan forpligtes til at betale i det mindste en rimelig del af sagsøgerens omkostninger.

81.

Det følger af alt dette, at artikel 101 TEUF, sammenholdt med effektivitetsprincippet, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national bestemmelse, som i bestemte tilfælde også fastsætter en ligelig fordeling af omkostningerne, hvis sagsøgeren gives delvist medhold. Dette kræver dog, at denne bestemmelse i overensstemmelse med EU-retten kan fortolkes således, at sagsøgte i tilfælde af, at sagsøgeren delvist ikke får medhold i sine påstande på grund af, at det er uforholdsmæssige vanskeligt eller praktisk umuligt at opgøre skaden, pålægges at bære alle omkostningerne, henholdsvis at denne ud fra omstændighederne i sagen kan forpligtes til at betale i det mindste en rimelig del af sagsøgerens omkostninger.

82.

Med sit andet og tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om den i et tilfælde som det foreliggende kan gøre brug af muligheden for at ansætte størrelsen af den individuelle skade som følge af et kartel. Den har i denne forbindelse fremhævet to særtræk ved dette tilfælde, nemlig for det første, at de oplysninger, som lå til grund for sagsøgtes sagkyndige rapport, blev fremlagt for sagsøgeren [a)], og for det andet, at sagsøgeren har rettet sit søgsmål mod en af deltagerne i kartellet, som den pågældende kun købte en del af de kartelbelastede varer af [b)].

83.

I sit andet spørgsmål har den forelæggende ret nævnt begrebet »informationsasymmetri« mellem parterne. Det kan udledes af denne formulering samt fokuseringen på adgangen til de oplysninger, der lå til grund for sagsøgtes sagkyndige rapport, at den forelæggende ret ønsker oplyst, om den må ansætte skadens størrelse, når sagsøgeren havde adgang til disse oplysninger, hvorved asymmetrien mellem parterne eventuelt blev delvist reduceret.

84.

I henhold til artikel 17, stk. 1, i direktiv 2014/104 er det ikke en betingelse for at ansætte skadens størrelse, at der foreligger »informationsasymmetri«.

85.

I 46. betragtning til dette direktiv nævnes informationsasymmetri mellem parterne og de notoriske vanskeligheder med at opgøre skadens størrelse i forbindelse med nødvendigheden af at åbne mulighed for at skønne størrelsen af skaden. Heraf kan det udledes, at den typiske informationsasymmetri for lovgiver kun var en af flere grunde til at indføre muligheden for at skønne skadens størrelse.

86.

Selv ved en afbalanceret informationssituation kan det nemlig være vanskeligt at opgøre den konkrete skade. Derfor har muligheden for at skønne skadens størrelse ikke kun til formål at udligne informationsasymmetrien mellem parterne, men snarere at håndtere bevisvanskelighederne i forbindelse med opgørelsen af skaden.

87.

Derimod nævnes informationsasymmetrien mellem parterne i 15. betragtning som grund til at indføre reglerne om bevisoptagelse, som har til formål at reducere denne asymmetri.

88.

Artikel 5 og 6 i direktiv 2014/104 ( 33 ) fastsætter, at de nationale retter kan kræve fremlæggelse af beviser fra sagsøgeren, sagsøgte, tredjemand eller konkurrencemyndighederne. Artikel 17, stk. 1, fastsætter muligheden for at ansætte skadens størrelse, hvis det er praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt nøjagtigt at opgøre skaden på grundlag af de foreliggende beviser ( 34 ). Dermed lægges i bestemmelsen til grund, at mulighederne for at kræve fremlæggelse af beviser allerede er udtømt, og at det alligevel er praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at opgøre skaden. Ansættelsen af skadens størrelse er følgelig subsidiær i forhold til en nøjagtig opgørelse af skaden ved hjælp af beviser.

89.

En fremlæggelse af beviser fra sagsøgtes side, som eventuelt ikke sker i forbindelse med en anordning som omhandlet i artikel 5, men på sagsøgtes eget initiativ, er således blot endnu en måde at klarlægge de faktiske omstændigheder på. Den udelukker følgelig ikke, at det alligevel er praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at opgøre skaden.

90.

Derudover kan det ikke generelt lægges til grund, at adgangen til de oplysninger, som ligger til grund for sagsøgtes sagkyndige rapport, fuldstændigt ophæver informationsasymmetrien mellem parterne. Og selv en afbalanceret informationssituation betyder ikke, at det ikke kan være praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at opgøre skaden.

91.

For det første er det for at besvare spørgsmålet om, hvorvidt adgangen til de pågældende oplysninger faktisk reducerer informationsasymmetrien mellem parterne, nødvendigt at bedømme de konkrete vilkår for fremlæggelsen af oplysningerne samt disses omfang og indhold i det konkrete tilfælde. Dette kan f.eks. vedrøre spørgsmålet, om en sagsøger inden for en kort frist får stillet en meget stor mængde data til rådighed i svært tilgængelige formater, om disse oplysninger kan behandles, etc.

92.

Ifølge sagsøgernes oplysninger omhandlede fremlæggelsen i den foreliggende sag kun de oplysninger, som sagsøgte anvendte til udarbejdelsen af sin rapport med hensyn til skaden. Sagsøgernes sagkyndige havde ikke mulighed for at anmode om fremlæggelse af yderligere oplysninger. Desuden var fristen til at gennemgå disse oplysninger ret kort (den forelæggende ret taler om »en uge inden for kontortid«, sagsøgerne om »fem arbejdsdage om formiddagen«). I forbindelse med gennemgangen var det ikke tilladt at udfærdige kopier eller anvende sagsøgernes elektroniske udstyr. De pågældende oplysninger blev heller ikke tilføjet til sagens akter, og retten havde ikke adgang til dem. Endelig havde sagsøgernes sagkyndige en kort frist på ti til femten dage til eventuelt at revidere sin rapport på grundlag af de oplysninger, man havde haft adgang til.

93.

På dette grundlag er det allerede på grund af vilkårene for fremlæggelsen vanskeligt at forestille sig, at denne foranstaltning helt fjernede informationsasymmetrien mellem parterne med hensyn til opgørelsen af skaden.

94.

Den kendsgerning, at sagsøgerne ikke ændrede deres egen rapport efter at have haft indsigt i sagsøgtes oplysninger, kan ikke generelt føre til, at det kan lægges til grund, at sagsøgerne ikke havde gjort sig alle anstrengelser for at opgøre skaden, og at det derfor ikke kan lægges til grund, at det var praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at opgøre skaden. Tværtimod skal der tages hensyn til oplysningernes indhold samt den kendsgerning, at sagsøgerne fremlagde en teknisk rapport om de resultater, man havde nået ved hjælp af adgangen til sagsøgtes oplysninger (jf. ovenfor, punkt 16).

95.

Det kan således som regel forventes af sagsøgeren, at den pågældende tilpasser sit anbringende i forhold til oplysninger, som er opnået under sagens forløb. Hvis disse oplysninger imidlertid a priori var uegnede til en nærmere opgørelse, hvilket det tilkommer den nationale domstol at afgøre, kan det heller ikke forlanges af sagsøgeren, at denne tilpasser sit anbringende. I denne forbindelse tilkommer det den nationale domstol at bedømme, om eventuelle oplysninger var egnede til at opgøre skaden, eventuelt ved hjælp af tilsvarende analyser.

96.

For det andet er det selv i tilfælde af en afbalanceret informationssituation ikke udelukket, at man fortsat når frem til, at det er praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt nøjagtigt at opgøre skaden på grundlag af de foreliggende beviser.

97.

Dette skyldes ganske enkelt de undertiden overordentligt komplekse faktiske omstændigheder. Således vil det ofte heller ikke være muligt for deltagerne i et kartel med sikkerhed at bedømme, hvilket niveau priserne ville befinde sig på uden en kartelaftale. Navnlig kan de ikke vide, om det ville være lykkedes for bestemte konkurrenter at reducere omkostningerne og dermed priserne under et fuldt konkurrencepres. I så fald kan heller ikke de fremlægge egnede oplysninger, som kan danne grundlag for en definitiv opgørelse af skadens størrelse.

98.

Det følger af alt dette, at fremlæggelsen af de oplysninger, der blev anvendt ved udarbejdelsen af sagsøgtes rapport, ikke udelukker, at der fortsat består en informationsasymmetri mellem parterne, og at det er praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt nøjagtigt at opgøre skaden på grundlag af de foreliggende beviser.

99.

Det tredje spørgsmål drejer sig om, hvorvidt den omstændighed, at sagsøgeren kun rettede sit søgsmål mod en af de deltagere i kartellet, som den pågældende købte de kartelbelastede varer af, har indvirkning på muligheden for at ansætte skadens størrelse.

100.

I denne forbindelse skal det først præciseres, at dette spørgsmål ikke omhandler fortolkningen af artikel 11 i direktiv 2014/104 om solidarisk hæftelse. Den forelæggende ret betvivler nemlig på ingen måde, at sagsøgerne ikke kun kunne indklage Daimler med hensyn til de lastbiler, de købte af Daimler, men også med hensyn til de lastbiler, som de købte af andre deltagere i kartellet.

101.

Det er derfor alene for fuldstændighedens skyld, at det bemærkes, at princippet om, at enhver skadelidt som følge af et kartel kan sagsøge enhver karteldeltager med krav om erstatning, hvis der er en årsagssammenhæng mellem den skade, som denne skadelidte har lidt, og den overtrædelse, som denne karteldeltager har begået, i hvert fald allerede følger af Domstolens praksis. Det er derfor kun kodificeret deklaratorisk i direktivets artikel 11 og finder i hvert fald anvendelse i den foreliggende sag (jf. ovenfor, punkt 37).

102.

Som Domstolen senest har fastslået uden at referere til direktiv 2014/104, medfører en samlet og vedvarende overtrædelse af konkurrenceretten solidarisk ansvar for de parter, der er ansvarlige herfor ( 35 ). Dette følger også allerede af dommen i sagen Kone m.fl. og i sagen Otis Gesellschaft m.fl., som drejede sig om søgsmål anlagt af skadelidte som følge af umbrella pricing henholdsvis af ydere af offentlig støtte, som ikke havde direkte kontraktrelationer med nogen af karteldeltagerne og ikke havde købt kartelbelastede varer direkte af nogen af karteldeltagerne ( 36 ). Det er vanskeligt at se, hvorfor en sagsøgers ret til at anlægge sag mod alle eller kun bestemte karteldeltagere med krav om erstatning for den skade, der er opstået gennem en fælles overtrædelse, i et tilfælde, hvor den pågældende har købt kartelbelastede varer direkte af en eller flere karteldeltagere, skulle afhænge af, om vedkommende købte varerne af den eller de indklagede karteldeltagere, henholdsvis om de blev fremstillet af denne eller disse.

103.

Det tredje spørgsmål sigter således snarere mod den procesmæssige fairness over for Daimler. Der spørges, om det er muligt at lægge til grund, at der foreligger en informationsasymmetri til ulempe for sagsøgerne, og at ansætte skadens størrelse, selv om Daimler ikke solgte og fremstillede alle de omtvistede kartelbelastede varer. Dermed råder Daimler nemlig med hensyn til disse varer nødvendigvis over færre oplysninger end de øvrige karteldeltagere. Den forelæggende ret synes derfor at være i tvivl om, hvorvidt den i den foreliggende sag kan lægge til grund, at der foreligger en situation med informationsasymmetri til sagsøgernes ulempe og til Daimlers fordel.

104.

Også for denne situation følger det imidlertid af det ovenfor i punkt 84-88 anførte, at det i henhold til artikel 17, stk. 1, i direktiv 2014/104 alene er afgørende, om det er praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt nøjagtigt at opgøre skaden på grundlag af de foreliggende beviser.

105.

Principielt er det derfor i en sådan situation nødvendigt ved hjælp af anordninger fra rettens side som omhandlet i direktivets artikel 5, stk. 1, eventuelt at kræve fremlæggelse af oplysninger fra tredjemand. Herved sikres også sagsøgtes ret til forsvar. Artikel 5, stk. 1, i direktiv 2014/104 fastsætter nemlig, at også sagsøgte kan anmode om, at sagsøger eller tredjemand skal fremlægge beviser. I denne forbindelse skal den kompetente domstol tage hensyn til relevansen af sagsøgtes eventuelle anmodninger om bevisfremlæggelse, så disse anmodninger ikke fører til, at sagen trækkes i langdrag af rent procestaktiske grunde.

106.

Når disse muligheder for bevisoptagelse er udtømt, påhviler det den pågældende domstol at prøve, om det fortsat er praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt nøjagtigt at opgøre skaden på grundlag af de foreliggende beviser og ansætte skadens størrelse.

107.

I hvert fald er det ikke begrundet generelt at lægge til grund, at der ikke foreligger informationsasymmetri til ulempe for sagsøgeren i et tilfælde, hvor sagsøgte ikke har solgt eller fremstillet alle de omhandlede kartelbelastede varer. Som den forelæggende ret selv har bemærket, skal det nemlig også i et sådant tilfælde lægges til grund, at karteldeltagerne generelt råder over flere oplysninger om overtrædelsen og dens indvirkning på priserne end de skadelidte.

108.

Derudover må udøvelsen af retten til at indklage enhver af karteldeltagerne ikke blive til skade for sagsøgeren på den måde, at dette generelt udelukker muligheden for at ansætte skadens størrelse. I denne retning har Daimler hævdet, at sagsøgerne bevidst undlod at skabe en situation, hvor samtlige relevante informationer om skadens størrelse var til rådighed. Den skadelidtes ret til at indklage alle eller kun bestemte kartelmedlemmer er imidlertid en vigtig komponent i den effektive håndhævelse af retten til erstatning for skade som følge af et kartel og må ikke begrænses uden grund. Tværtimod skal den udøves under overholdelse af samtlige relevante principper, herunder også de sagsøgte kartelmedlemmers ret til forsvar.

109.

Den omstændighed, at sagsøgeren har sagsøgt en karteldeltager, som den pågældende kun købte en del af de omtvistede kartelbelastede varer af, udelukker følgelig ikke, at skaden kan ansættes på grund af, at det er praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at opgøre den, såfremt også samtlige relevante og i forhold til indsatsen rimelige muligheder for bevisoptagelse til fordel for sagsøgte er udtømt efter dennes anmodning.

110.

Det følger af ovenstående betragtninger, at en ansættelse af skadens størrelse som omhandlet i artikel 17, stk. 1, i direktiv 2014/104 er betinget af, at det er fastslået, at en sagsøger har lidt skade, men det er praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt nøjagtigt at opgøre skaden på grundlag af de foreliggende beviser. Såfremt samtlige relevante og forholdsmæssige muligheder for bevisoptagelse til fordel for sagsøgte er udtømt efter dennes anmodning, kan disse betingelser også være opfyldt, hvis sagsøgte har fremlagt bestemte oplysninger, og kun en del af de kartelbelastede varer blev købt af den pågældende.

111.

Jeg foreslår på denne baggrund Domstolen at besvare de præjudicielle spørgsmål som følger: