1.

Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 6, stk. 1, og artikel 8, stk. 1, litra c), i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne ( 2 ), som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009 ( 3 ), samt af artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2.

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en straffesag, hvorunder gyldigheden af den europæiske arrestordre, der var udstedt mod MM, anfægtes som grundlag for en anmodning om fornyet prøvelse af den varetægtsfængsling, som MM har været genstand for.

3.

De spørgsmål, som Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager, Bulgarien) har forelagt, vedrører nærmere bestemt begrebet »national arrestordre« som retsgrundlag for en europæisk arrestordre samt betingelserne for og rækkevidden af den effektive domstolsbeskyttelse, som i den udstedende medlemsstat skal sikres en person, der har været omfattet af en europæisk arrestordre, efter at denne person er blevet overgivet.

4.

Artikel 1, stk. 1 og 3, i rammeafgørelse 2002/584 bestemmer:

»1.   Den europæiske arrestordre er en retsafgørelse truffet af en medlemsstat med det formål, at en anden medlemsstat anholder og overgiver en eftersøgt person med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

[…]

3.   Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union.«

5.

Artikel 6, stk. 1 og 3, i rammeafgørelse 2002/584 bestemmer:

»1.   Den udstedende judicielle myndighed er den judicielle myndighed i den udstedende medlemsstat, der i henhold til denne medlemsstats lovgivning er kompetent til at udstede en europæisk arrestordre.

[…]

3.   Hver medlemsstat underretter Generalsekretariatet for Rådet om, hvilken judiciel myndighed der er kompetent efter dens nationale lovgivning.«

6.

Denne rammeafgørelses artikel 8 med overskriften »Den europæiske arrestordres indhold og form« bestemmer i stk. 1, litra c):

»Den europæiske arrestordre skal indeholde følgende oplysninger i overensstemmelse med formularen i bilaget:

[…]

7.

Den nævnte rammeafgørelses bilag indeholder en specifik formular, som de udstedende judicielle myndigheder skal udfylde med angivelse af de oplysninger, der specifikt anmodes om ( 4 ). I denne formulars litra b), nr. 1), henvises til den afgørelse, der danner grundlag for arrestordren, dvs. en »[a]rrestordre eller eksigibel afgørelse med samme retskraft«.

8.

Rammeafgørelse 2002/584 blev gennemført i bulgarsk ret ved zakon za ekstraditsiata i evropeiskata zapoved za arest (lov om udlevering og om den europæiske arrestordre, herefter »ZEEZA«) ( 5 ), som i artikel 37 indeholder bestemmelser om udstedelse af en europæisk arrestordre med omtrent samme ordlyd som rammeafgørelsens artikel 8.

9.

I henhold til ZEEZA’s artikel 56, stk. 1, nr. 1, er anklagemyndigheden i fasen før retssagen kompetent til at udstede en europæisk arrestordre mod den tiltalte. I denne fase af straffesagen giver bulgarsk lovgivning ikke mulighed for, at en domstol kan deltage i udstedelsen af den europæiske arrestordre, hverken før eller efter udstedelsen ( 6 ). Navnlig synes denne lovgivning ikke at give mulighed for at påklage anklagemyndighedens afgørelse om at udstede en europæisk arrestordre ved en domstol. I henhold til artikel 200 i nakazatelno protsesualen kodeks (strafferetsplejeloven, herefter »NPK«), sammenholdt med ZEEZA’s artikel 66, kan den europæiske arrestordre kun påklages til den øverste anklagemyndighed.

10.

En afgørelse om fremstilling for politiets efterforskningsorganer af en person, der er mistænkt for at have begået en lovovertrædelse, er reguleret af NPK’s artikel 71. Denne afgørelse kan ikke indbringes for retten. Den kan kun påklages til anklagemyndigheden.

11.

En afgørelse om tiltalerejsning over for en person, der mistænkes for at have begået en lovovertrædelse, reguleres bl.a. af NPK’s artikel 219.

12.

NPK’s artikel 219, stk. 1, bestemmer, at »[n]år der foreligger tilstrækkelige beviser for en given persons skyld […], udfærdiger efterforskningsorganet en rapport til anklagemyndigheden og rejser tiltale mod den pågældende i henhold til en afgørelse herom«. Der er tale om en retsakt udstedt af efterforskningsorganet under anklagemyndighedens kontrol. Formålet med denne afgørelse er at give den person, der er mistænkt for at have begået en lovovertrædelse, meddelelse om tiltalen og give vedkommende mulighed for at varetage sit forsvar (NPK’s artikel 219, stk. 4-8, og artikel 221) ( 7 ). Retsfølgen af denne afgørelse omfatter ikke varetægtsfængsling af tiltalte. Med henblik herpå kan der træffes andre typer afgørelser: afgørelse om fremstilling for den kompetente ret i henhold til NPK’s artikel 64, stk. 2, og afgørelse om fremstilling for politiets efterforskningsorganer i henhold til NPK’s artikel 71.

13.

Efterforskningsorganets afgørelse om at rejse tiltale kan ikke anfægtes ved en domstol. Den kan kun påklages til anklagemyndigheden. NPK’s artikel 200 bestemmer således, at »[e]fterforskningsorganets afgørelse kan påklages til anklagemyndigheden. Anklagemyndighedens afgørelse, der ikke kan undergives domstolskontrol, kan påklages til den øverste anklagemyndighed, hvis afgørelse er endelig«.

14.

Varetægtsfængsling af en person, der er genstand for strafforfølgning, reguleres i fasen før retssagen af NPK’s artikel 64.

15.

NPK’s artikel 64, stk. 1, bestemmer: »På begæring af anklagemyndigheden træffer den kompetente ret i første instans afgørelse om foreløbig varetægtsfængsling under den indledende procedure.«

16.

Med henblik på indgivelsen af en sådan begæring skal anklagemyndigheden vurdere, om betingelserne i NPK’s artikel 63, stk. 1, ( 8 ) for at denne myndighed kan kræve, at retten, efter at der er rejst tiltale, pålægger den pågældende den strengeste foranstaltning i form af varetægtsfængsling under den indledende procedure, er opfyldt.

17.

I henhold til NPK’s artikel 64, stk. 2, kan anklagemyndigheden udstede ordre om frihedsberøvelse af den tiltalte i højst 72 timer, for at den pågældende kan give møde for den ret, der i givet fald har kompetence til at træffe afgørelse om varetægtsfængsling.

18.

NPK’s artikel 64, stk. 3, bestemmer: »Retten prøver omgående sagen […] under deltagelse af tiltalte« ( 9 ).

19.

I henhold til NPK’s artikel 64, stk. 4, er retten den myndighed, der har kompetence til at behandle begæringen om varetægtsfængsling og vurdere, om denne foranstaltning skal pålægges, vælge at pålægge en mildere foranstaltning eller generelt afslå at pålægge den tiltalte en bindende processuel tvangsforanstaltning.

20.

NPK’s artikel 270, som har overskriften »Afgørelser om tvangsforanstaltningen og andre retslige kontrolforanstaltninger under hovedforhandlingen«, har følgende ordlyd:

»1.   Spørgsmålet om ændring af tvangsforanstaltningen kan rejses på ethvert tidspunkt under hovedforhandlingen. Såfremt omstændighederne ændrer sig, kan der indgives en ny begæring vedrørende tvangsforanstaltningen til den kompetente retsinstans.

2.   Retten træffer afgørelse ved kendelse i offentligt retsmøde.

[…]

4.   Den i stk. 2 og 3 omhandlede kendelse kan gøres til genstand for appel […]«

21.

Der blev indledt en straffesag i Bulgarien mod 41 personer tiltalt for deltagelse i en kriminel organisation vedrørende narkotikahandel. 16 af disse, herunder MM, flygtede.

22.

I henhold til en afgørelse af 8. august 2019 om, at MM skulle fremstilles for politiets efterforskningsorgan i overensstemmelse med NPK’s artikel 71 ( 10 ), udsendte efterforskningsorganet en efterlysning af MM med henblik på, at politiet ex officio kunne anholde ham. Retsvirkningen af denne afgørelse var, at MM kunne frihedsberøves i indlandet.

23.

Afgørelsen om fremstilling for efterforskningsorganet udstedes af anklagemyndigheden eller af en politimyndighed med ansvar for efterforskningen, som også hører under anklagemyndigheden. Den forelæggende ret har præciseret, at bulgarsk lovgivning ikke kræver anklagemyndighedens eller dommerens forudgående eller efterfølgende godkendelse til at udstede eller gennemføre den omhandlede afgørelse. Afgørelsen om fremstilling for efterforskningsorganet kan således udelukkende træffes af den politimyndighed, der varetager efterforskningen, som følge af, at den eftersøgte nægter at give møde for denne myndighed.

24.

Den forelæggende ret har anført, at afgørelsen om fremstilling for efterforskningsorganet i hovedsagen er udstedt af en politiefterforsker (Glavna direktsiya »Borba s organiziranata prestapnost«) (Generaldirektoratet for bekæmpelse af organiseret kriminalitet) ved Ministerstvo na vartede treshnite raboti (indenrigsministeriet, Bulgarien), og at denne afgørelse aldrig er blevet gennemført.

25.

På baggrund af denne afgørelses karakteristika, som beskrevet, har den forelæggende ret udtrykt tvivl om, hvorvidt en sådan national retsakt kan defineres som en »arrestordre« som omhandlet i artikel 8, stk. 1, litra c), i rammeafgørelse 2002/584. Rettens tvivl bunder i den omstændighed, at denne afgørelse blot udstedes af en politiefterforsker uden en (forudgående eller efterfølgende) anklagers eller dommers medvirken, og at den indebærer frihedsberøvelse af en varighed, der er begrænset til den periode, der er nødvendig for at bringe den eftersøgte person for denne politiefterforsker.

26.

Foruden afgørelsen af 8. august 2019 om fremstilling for efterforskningsorganet har den forelæggende ret anført, at efterforskningsorganet ved afgørelse af 9. august 2019 ( 11 ) med anklagemyndighedens tilladelse rejste tiltale mod MM for deltagelse i en kriminel organisation vedrørende narkotikahandel. For så vidt som MM var flygtet, blev denne afgørelse, som ifølge den forelæggende ret ikke havde som retsvirkning, at han blev varetægtsfængslet, kun meddelt hans beskikkede advokat. Den forelæggende ret har præciseret, at denne afgørelse om tiltalerejsning, der skal anses for at være truffet af anklagemyndigheden, udelukkende har som retsvirkning, at en person gives meddelelse om de forhold, som den pågældende lægges til last, og gives mulighed for at afgive forklaring eller fremlægge beviser.

27.

Den 16. januar 2020 udstedte anklagemyndigheden en europæisk arrestordre mod M. I rubrikken vedrørende den »[a]fgørelse, der danner grundlag for arrestordren«, nævnes i nr. 1) med overskriften »[a]rrestordre eller eksigibel afgørelse med samme retskraft« alene afgørelsen om tiltalerejsning af 9. august 2019, udstedt af efterforskningsorganet, hvorved MM blev tiltalt. MM blev imidlertid ikke fundet og kunne derfor ikke anholdes.

28.

Den 25. marts 2020 blev sagen indbragt for den forelæggende ret med henblik på realitetsbehandling. Den 16. april 2020 fremsatte anklagemyndigheden en begæring om varetægtsfængsling af de personer, der var på flugt, herunder MM. I offentligt retsmøde den 24. april 2020 afviste den forelæggende ret begæringen med den begrundelse, at det i henhold til national lovgivning ikke var muligt at anordne en sådan varetægtsfængsling, uden at den tiltalte var til stede. Den forelæggende rets afvisning af at tage stilling til den nævnte begæring blev ikke påkæret af anklagemyndigheden.

29.

Den forelæggende ret har anført, at MM’s situation adskiller sig fra situationen for flere af de andre tiltalte, der var flygtet. Ud over afgørelsen om fremstilling for efterforskningsorganet af 8. august 2019 er der således ikke udstedt nogen anden national arrestordre mod MM. Den forelæggende ret har i denne henseende præciseret, at der ikke er vedtaget nogen afgørelser vedrørende MM på grundlag af NPK’s artikel 64, stk. 2 ( 12 ).

30.

Den 5. juli 2020 blev MM anholdt i Spanien til fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre. Den 28. juli 2020 blev MM overgivet til de bulgarske judicielle myndigheder. Samme dag fremsatte anklagemyndigheden begæring om varetægtsfængsling af MM. På grundlag af denne begæring traf den forelæggende ret samme dag afgørelse om, at MM skulle fremstilles i retsmøde.

31.

Efter afholdelse af retsmøde den 29. juli 2020, hvor MM personligt var til stede og blev hørt, traf den forelæggende ret afgørelse om varetægtsfængsling af ham.

32.

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at den forelæggende ret i forbindelse med denne afgørelse med henvisning til Domstolens praksis ( 13 ) fandt, at den pågældende europæiske arrestordre var blevet udstedt af et inkompetent organ, nemlig af anklagemyndigheden alene uden rettens medvirken.

33.

Den forelæggende ret fandt ligeledes, at denne europæiske arrestordre var blevet udstedt uden at nævne, at der forelå en gyldig afgørelse om varetægtsfængsling, idet den udelukkende nævnte afgørelsen om tiltalerejsning af 9. august 2019, der ikke indebærer varetægtsfængsling af MM.

34.

Henset til disse forhold konkluderede den forelæggende ret, at den pågældende europæiske arrestordre var retsstridig.

35.

Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om, hvorvidt den i denne fase af proceduren kunne fastslå, at den europæiske arrestordre var retsstridig, for så vidt som udstedelses- og fuldbyrdelsesproceduren vedrørende arrestordren for det første allerede var endeligt afsluttet, og for så vidt som den for det andet derved indirekte varetog kontrollen med anklagemyndighedens afgørelse. En sådan kontrol er imidlertid forbudt i henhold til bulgarsk ret.

36.

Den forelæggende ret fandt ligeledes, at en sådan kontrol ville medføre, at den skulle vurdere lovligheden af den spanske judicielle myndigheds afgørelse om at fuldbyrde den europæiske arrestordre og overgive MM til de bulgarske judicielle myndigheder. Den forelæggende ret har i øvrigt udtrykt forbehold med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt og i hvilket omfang denne mangel ved den europæiske arrestordre – hvis den var gyldigt udstedt – kan have konsekvenser for muligheden for at undergive MM varetægtsfængsling.

37.

Stillet over for disse vanskeligheder ved vurderingen af rækkevidden af den europæiske arrestordres retsstridighed for så vidt angår den senere procedure, der var indledt med henblik på varetægtsfængsling af MM, havde den forelæggende ret allerede i denne fase af proceduren fundet, at en præjudiciel forelæggelse var påkrævet. Da der ikke forelå en forpligtelse for retterne i første instans til at foretage en sådan forelæggelse, overlod den forelæggende ret, som ret i første instans, det imidlertid til retten i anden instans at tage initiativ hertil.

38.

Den 5. august 2020 påkærede MM afgørelsen om varetægtsfængsling og gjorde med henvisning til Domstolens praksis bl.a. gældende, at den europæiske arrestordre var retsstridig, samt anmodede retten i anden instans om at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse.

39.

Den 14. august 2020 stadfæstede retten i anden instans varetægtsfængslingen af MM, idet den ikke behandlede spørgsmålene forbundet med de eventuelle mangler ved den europæiske arrestordre, og forkastede forsvarerens begæring om en præjudiciel forelæggelse for Domstolen.

40.

Den 27. august 2020 indgav MM en ny begæring til den forelæggende ret i henhold til NPK’s artikel 270 med henblik på efterprøvelse af lovligheden af varetægtsfængslingen af MM ( 14 ).

41.

I det offentlige retsmøde, der blev afholdt den 3. september 2020, gjorde MM bl.a. gældende, at den europæiske arrestordre var retsstridig, og anførte i denne forbindelse, at dette ikke var blevet taget i betragtning af den fuldbyrdende spanske judicielle myndighed, fordi MM havde samtykket til sin overgivelse til de bulgarske myndigheder. MM påberåbte sig ret til at gøre denne retsstridighed gældende for den forelæggende ret og gjorde gældende, at denne retsstridighed var af betydning for varetægtsfængslingen af ham. MM fremsatte derfor begæring om ophævelse af denne varetægtsfængsling. Anklagemyndigheden har derimod gjort gældende, at den europæiske arrestordre var fuldt lovlig i henhold til bulgarsk ret.

42.

Selv om den forelæggende ret er af den opfattelse, at den europæiske arrestordre faktisk er lovlig i henhold til bulgarsk ret, ser den imidlertid alvorlige grunde til at anse den for retsstridig i henhold til EU-retten. Den forelæggende ret har anført, at der efter dens opfattelse er alvorlige vanskeligheder, der skal tages i betragtning for så vidt angår retsstridighedens betydning for varetægtsfængslingen, som den anser for at være fuldt lovlig i sig selv.

43.

På denne baggrund har Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

44.

Domstolen har accepteret at undergive den præjudicielle forelæggelse hasteproceduren.

45.

Den forelæggende rets spørgsmål kan efter min opfattelse inddeles i tre aspekter. Det første aspekt vedrører gyldigheden af den europæiske arrestordre, der blev udstedt mod MM. Det andet aspekt vedrører spørgsmålet om, hvorvidt den forelæggende ret kan efterprøve denne arrestordres gyldighed i forbindelse med et søgsmål vedrørende opretholdelsen af varetægtsfængslingen af MM, selv om den nationale procesret ifølge denne domstol ikke giver mulighed for, at den nævnte arrestordre, der er udstedt af anklagemyndigheden, kan påklages til en domstol, men alene til den øverste anklagemyndighed. Endelig vedrører det tredje aspekt de konsekvenser, som en konstatering af, at den i hovedsagen omhandlede europæiske arrestordre er ugyldig, kan have for varetægtsfængslingen af MM.

46.

Inden jeg behandler disse tre aspekter af den foreliggende præjudicielle forelæggelse, vil jeg fremsætte nogle indledende bemærkninger for at præcisere, at den hverken vedrører den spanske judicielle myndigheds afgørelse om at fuldbyrde den i hovedsagen omhandlede europæiske arrestordre eller kvalificeringen af den bulgarske anklagemyndighed som »udstedende judiciel myndighed« som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584.

47.

Rækkevidden af de forpligtelser, der påhviler den fuldbyrdende judicielle myndighed, når den skal behandle en europæisk arrestordre og træffe afgørelse om, hvorvidt den skal fuldbyrdes eller ej, er et komplekst spørgsmål, hvis nøjagtige afgrænsning Domstolen endnu ikke har klarlagt i sin praksis, selv om denne praksis allerede indeholder adskillige tilkendegivelser, der kan tjene som retningslinjer for den pågældende myndighed ( 15 ). Det er givet, at den fuldbyrdende judicielle myndighed ofte er tvunget til at foretage en balanceakt mellem en hurtig fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre og en kontrol af dens lovlighed ( 16 ).

48.

Den spanske regering har i sit skriftlige indlæg og i retsmødet fremført forskellige argumenter til støtte for den fuldbyrdende judicielle myndigheds afgørelse om at overgive MM til den udstedende judicielle myndighed.

49.

Det skal fremhæves, at de spørgsmål, som den forelæggende ret har stillet, ikke udgør en opfordring til, at Domstolen direkte eller indirekte bedømmer den fuldbyrdende judicielle myndigheds afgørelse.

50.

Hovedsagen verserer for en ret i den udstedende medlemsstat, og i henhold til Domstolens praksis, hvorefter ansvaret for at sikre overholdelsen af de rettigheder, der tilkommer en person, der er eftersøgt, først og fremmest ligger hos udstedelsesmedlemsstaten ( 17 ), vedrører de spørgsmål, som denne ret har forelagt Domstolen, fremgangsmåden og rækkevidden af denne garanti i udstedelsesmedlemsstaten.

51.

Henset til formuleringen af det første præjudicielle spørgsmål synes den forelæggende ret at gå ud fra den præmis, at en »udstedende judiciel myndighed« som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 navnlig er underlagt et krav om, at der skal foretages en domstolskontrol af afgørelsen om at udstede en europæisk arrestordre og den nationale afgørelse, hvorpå denne ordre er støttet.

52.

Den forelæggende ret har således anført, at den foreliggende sag vedrører en bestemmelse i national lovgivning, dvs. ZEEZA’s artikel 56, stk. 1, nr. 1, der bestemmer, at anklagemyndigheden har enekompetence til at udstede en europæisk arrestordre i fasen før retssagen. Ligeledes skal den nationale retsakt om tiltalerejsning, der dannede grundlag for udstedelsen af den i hovedsagen omhandlede europæiske arrestordre, ifølge den forelæggende ret anses for at være truffet af anklagemyndigheden. Den forelæggende ret har anført, at bulgarsk lovgivning ikke giver adgang til domstolsprøvelse af disse to afgørelser, og anser det følgelig for nødvendigt, at Domstolen udtaler sig om denne lovgivnings forenelighed med artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584.

53.

I den sidstnævnte bestemmelse defineres den udstedende judicielle myndighed som »den judicielle myndighed i den udstedende medlemsstat, der i henhold til denne medlemsstats lovgivning er kompetent til at udstede en europæisk arrestordre«.

54.

Domstolen har imidlertid fastslået, at kravet om, at der skal findes et effektivt retsmiddel mod afgørelsen om at udstede en europæisk arrestordre, som er truffet af en anden myndighed end en domstol, ikke er en betingelse for, at denne myndighed kan betegnes som en »udstedende judiciel myndighed« i henhold til artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584. Et sådant krav er ikke omfattet af den pågældende myndigheds vedtægtsmæssige og organisatoriske regler, men vedrører proceduren for udstedelse af en sådan arrestordre ( 18 ).

55.

Under disse omstændigheder må det antages, at den forelæggende ret nærmere bestemt anmoder Domstolen om at tage stilling til, hvorvidt rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at de krav, der er forbundet med en effektiv domstolsbeskyttelse, er opfyldt i det tilfælde, hvor kompetencen til at udstede en europæisk arrestordre med henblik på strafforfølgning er tillagt en myndighed, som deltager i forvaltningen af denne medlemsstats retspleje, men ikke selv er en domstol, når betingelserne for udstedelsen af denne arrestordre og af den nationale afgørelse, der danner grundlag for udstedelsen heraf, ifølge den udstedende medlemsstats lovgivning ikke kan gøres til genstand for en domstolskontrol i denne medlemsstat, hverken før eller efter overgivelsen af den eftersøgte.

56.

Derimod er den forelæggende ret tilsyneladende ikke i tvivl om kvalificeringen af den bulgarske anklagemyndighed som »udstedende judiciel myndighed« som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 på grundlag af de kriterier, som ifølge Domstolen skal være opfyldt, for at denne kvalificering kan anvendes.

57.

Hvad angår disse kriterier for kvalificeringen skal det blot anføres, at Domstolen har fastslået, at »begrebet »judiciel myndighed« som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 kan omfatte myndigheder i en medlemsstat, der uden nødvendigvis at være dommere eller domstole deltager i forvaltningen af denne medlemsstats strafferetspleje, og som handler uafhængigt ved varetagelsen af de funktioner, der er forbundet med udstedelsen af en europæisk arrestordre, idet denne uafhængighed kræver, at der findes vedtægtsmæssige og organisatoriske regler, der kan sikre, at den udstedende judicielle myndighed i forbindelse med vedtagelsen af en afgørelse om at udstede en europæisk arrestordre ikke udsættes for nogen form for risiko for at blive underlagt navnlig en individuel instruktion fra den udøvende magt« ( 19 ).

58.

I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at de bulgarske anklagemyndigheder deltager i forvaltningen af strafferetsplejen.

59.

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt disse anklagemyndigheder handler uafhængigt ved varetagelsen af de funktioner, der er forbundet med udstedelsen af en europæisk arrestordre, fremgår det af den bulgarske regerings skriftlige svar på Domstolens spørgsmål vedrørende bl.a. dette aspekt, at den dømmende magt i overensstemmelse med artikel 117, stk. 2, i Konstitutsiya (forfatningen) er uafhængig, og at dommere, nævninge, anklagere samt undersøgelsesdommere alene er underlagt loven ved varetagelsen af deres funktioner. I henhold til artikel 1a, stk. 1, i zakon za sadebnata vlastta (lov om den dømmende magt) ( 20 ) er den dømmende magt en statslig magt, der beskytter borgeres, juridiske personers og statens rettigheder og retlige interesser. Samme artikels stk. 2 bekræfter princippet om den dømmende magts uafhængighed. I henhold til artikel 3 i lov om den dømmende magt skal afgørelser truffet af dommere, anklagemyndighed og undersøgelsesdommere træffes på grundlag af loven og på de beviser, der er indsamlet under sagen. Den bulgarske regering har præciseret, at anklagemyndigheden inden for det bulgarske domstolssystem er en myndighed inden for den dømmende magt, som er forfatningsmæssigt uafhængig af den lovgivende og den udøvende magt ( 21 ). I henhold til NPK’s artikel 14, stk. 1, træffer anklagemyndigheden sine afgørelser efter sin inderste overbevisning på grundlag af en objektiv, upartisk og fuldstændig undersøgelse af alle faktiske omstændigheder i sagen og under iagttagelse af loven.

60.

I øvrigt har Europa-Kommissionen på grundlag af oplysningerne i forelæggelsesafgørelsen og i EU’s resultattavle for retlige anliggender for 2020 ( 22 ) konkluderet, at de bulgarske anklagemyndigheder deltager i forvaltningen af strafferetsplejen i Bulgarien og handler uafhængigt ved varetagelsen af de funktioner, der er forbundet med udstedelsen af en europæisk arrestordre.

61.

MM har derimod udtrykt tvivl om, hvorvidt de bulgarske anklagemyndigheder opfylder kriterierne om uafhængighed og upartiskhed, og har i denne forbindelse fremhævet deres afhængighed af den øverste anklagemyndighed og Republikken Bulgariens statsadvokatur.

62.

For så vidt som den forelæggende ret i lyset af præmisserne i forelæggelsesafgørelsen ikke har stillet spørgsmål om anklagemyndighedernes uafhængighed ved varetagelsen af de funktioner, der er forbundet med udstedelsen af en europæisk arrestordre, er det efter min opfattelse ufornødent, at Domstolen tager stilling til dette punkt.

63.

På grundlag af den forelæggende rets præjudicielle spørgsmål bør Domstolen efter min opfattelse derfor koncentrere sin undersøgelse om retmæssigheden af proceduren for udstedelsen af den europæiske arrestordre, som er en betingelse for, at den er gyldig.

64.

Den forelæggende ret tvivler på, at proceduren for udstedelse af den i hovedsagen omhandlede europæiske arrestordre er blevet gennemført under iagttagelse af den beskyttelse på to niveauer af den eftersøgtes rettigheder, som Domstolen kræver. Denne europæiske arrestordre er navnlig ikke baseret på en »[national] arrestordre eller en anden eksigibel afgørelse med samme retskraft« som omhandlet i artikel 8, stk. 1, litra c), i rammeafgørelse 2002/584, og under alle omstændigheder kan hverken den nationale retsakt, der danner grundlag for den europæiske arrestordre, eller arrestordren, som begge er vedtaget af anklagemyndigheden, prøves ved en retsinstans. Følgelig har proceduren for udstedelsen af den i hovedsagen omhandlede europæiske arrestordre ikke overholdt de krav, der er forbundet med en effektiv domstolsbeskyttelse, og som følge heraf er denne arrestordre ugyldig.

65.

For at besvare den forelæggende rets spørgsmål om disse aspekter skal der henvises til Domstolens praksis vedrørende beskyttelse på to niveauer af de rettigheder, der skal sikres personer, som er omfattet af en europæisk arrestordre.

66.

Det fremgår af denne praksis, at »[n]år den europæiske arrestordre […] udstedes med det formål, at en anden medlemsstat anholder og overgiver en eftersøgt person med henblik på strafforfølgning, har denne person allerede i første fase af proceduren kunnet drage fordel af de processuelle garantier og de grundlæggende rettigheder, hvis beskyttelse skal sikres af den judicielle myndighed i den udstedende medlemsstat, i henhold til gældende national ret bl.a. med henblik på udstedelse af en national arrestordre« ( 23 ).

67.

Ordningen med den europæiske arrestordre indeholder således »en beskyttelse på to niveauer af de processuelle rettigheder og de grundlæggende rettigheder, som den eftersøgte person har krav på, da den retslige beskyttelse, der er fastlagt på det første niveau med vedtagelsen af en national afgørelse, såsom den nationale arrestordre, suppleres af beskyttelsen, der skal sikres på det andet niveau med udstedelsen af den europæiske arrestordre, der i givet fald kan ske kort tid efter vedtagelsen af den nævnte nationale retsafgørelse« ( 24 ).

68.

Altså: »Når der således er tale om en foranstaltning, der ligesom udstedelsen af en europæisk arrestordre kan gøre indgreb i den berørte persons frihedsret, forudsætter denne beskyttelse, at en afgørelse, der opfylder de krav, som en effektiv domstolsbeskyttelse indebærer, skal træffes i hvert fald på et af de to beskyttelsesniveauer« ( 25 ).

69.

Heraf følger, at »når den udstedende medlemsstats ret tillægger en myndighed, der deltager i forvaltningen af denne medlemsstats retspleje, men ikke er en domstol, kompetence til at udstede en europæisk arrestordre, skal den nationale retsafgørelse, såsom en national arrestordre, hvorpå den europæiske arrestordre er støttet, selv opfylde disse krav« ( 26 ).

70.

I øvrigt »[indebærer b]eskyttelse på andet niveau af den berørte persons rettigheder […], at den udstedende judicielle myndighed navnlig kontrollerer, at betingelserne for udstedelsen af den europæiske arrestordre er overholdt, og idet den tager hensyn til al dokumentation, såvel inkriminerende som diskulperende, og uden at denne risikerer, at dens beslutningsbeføjelse rammes af ekstern instruktion, bl.a. fra den udøvende magt, på objektiv vis undersøger, om udstedelsen heraf er forholdsmæssig« ( 27 ).

71.

Således følger, at »[n]år den udstedende medlemsstats ret tillægger en myndighed, der deltager i forvaltningen af denne medlemsstats retspleje, men ikke selv er en domstol, kompetencen til at udstede en europæisk arrestordre, skal afgørelsen om at udstede en sådan arrestordre og navnlig spørgsmålet om, hvorvidt denne afgørelse er forholdsmæssig, desuden kunne prøves under en retssag i den pågældende medlemsstat, der fuldt ud overholder de krav, der er forbundet med en effektiv domstolsbeskyttelse« ( 28 ).

72.

Ifølge Domstolen »[skal e]n sådan prøvelse af en afgørelse om at udstede en europæisk arrestordre med henblik på strafferetlig forfølgning, der er truffet af en myndighed, som deltager i forvaltningen af en medlemsstats retspleje og har den fornødne uafhængighed i forhold til den udøvende magt, men ikke selv er en domstol, […] sikre, at kontrollen med denne afgørelse og af betingelserne for udstedelse af en sådan arrestordre er overholdt, og navnlig spørgsmålet om, hvorvidt udstedelsen heraf er forholdsmæssig, overholder de krav, der følger af en effektiv domstolsbeskyttelse« ( 29 ).

73.

På baggrund af denne retspraksis skal det efterprøves, om proceduren i forbindelse med udstedelsen af den i hovedsagen omhandlede europæiske arrestordre er blevet gennemført i overensstemmelse med den beskyttelse på to niveauer af den berørte persons rettigheder, som Domstolen kræver.

74.

Efter min opfattelse er dette – allerede i procedurens første fase – ikke tilfældet.

75.

På grundlag af de oplysninger, som Domstolen råder over, og med forbehold af den efterprøvelse, som det påhviler den forelæggende ret at foretage, er den i hovedsagen omhandlede europæiske arrestordre tilsyneladende ikke blevet udstedt på grundlag af en national arrestordre eller en eksigibel retsafgørelse med samme retskraft i modsætning til, hvad der kræves i henhold til artikel 8, stk. 1, litra c), i rammeafgørelse 2002/584, som fortolket af Domstolen i dom af 1. juni 2016, Bob-Dogi ( 30 ). Dette krav er imidlertid direkte knyttet til kravet om at sikre den berørte person en effektiv domstolsbeskyttelse.

76.

I sit forslag til afgørelse i Bob-Dogi-sagen ( 31 ) redegjorde generaladvokat Bot udførligt for grundene til, at det er absolut nødvendigt, at en europæisk arrestordre knytter sig til en national retsafgørelse, som udgør retsgrundlaget for denne, og som har retsvirkninger som en national arrestordre. Han beskrev således den europæiske arrestordre som »det oprindelige instrument, der blev skabt ved rammeafgørelse [2002/584], hvorved den udstedende judicielle myndighed […] anmoder om fuldbyrdelse af den nationale afgørelse på området med frihed, sikkerhed og retfærdighed« ( 32 ), idet den europæiske arrestordre »således ikke [kan] forveksles med selve ordren om eftersøgning og anholdelse, for hvis fuldbyrdelse den er udstedt«, og den udgør således »en retsakt, der inden for det europæiske retsområde gør det muligt at fuldbyrde en eksigibel afgørelse om at anholde den eftersøgte« ( 33 ). Kort sagt har den europæiske arrestordre og den nationale arrestordre hver deres funktion, idet den førstnævnte udgør »et instrument til retligt samarbejde, som ikke udgør nogen ordre om eftersøgning eller anholdelse af den eftersøgte i udstedelsesmedlemsstaten« ( 34 ).

77.

Ifølge generaladvokat Bot »[indebærer] fraværet af en [national] arrestordre […], at den europæiske arrestordre ikke har noget retsgrundlag« ( 35 ), hvilket fratager »den eftersøgte de processuelle garantier, der omgærder udstedelsen af en national retsafgørelse, og som tilføjes garantierne forbundet med proceduren for den europæiske arrestordre« ( 36 ). Han gjorde således opmærksom på »risikoen for at svække retten til forsvar, som fraværet af en national retsafgørelse, der danner grundlag for den europæiske arrestordre, indebærer« ( 37 ), og gav udtryk for den opfattelse, at »de snævre rammer for at afslå fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre [forudsætter,] at der gælder konkrete og effektive processuelle garantier for retten til forsvar i den medlemsstat, der udsteder den europæiske arrestordre, uden hvilke den nødvendige balance, der ligger til grund for opbygningen af et europæisk retsområde, mellem kravene om strafferetlig effektivitet og sikring af de grundlæggende rettigheder ødelægges« ( 38 ). »Betingelsen om, at der skal foreligge en national arrestordre, der er forskellig fra den europæiske arrestordre, repræsenterer imidlertid en væsentlig garanti for bevarelsen af denne balance i [ordningen i rammeafgørelse 2002/584]« ( 39 ), og denne betingelse er »nødvendig for den gensidige tillid og overholdelsen af den eftersøgtes rettigheder« ( 40 ).

78.

Betingelsen om, at den europæiske arrestordre skal baseres »på en fælles processuel sokkel i form af en national retsafgørelse, der sikrer, at en uafhængig og upartisk ret træffer afgørelse om tvangsindgrebet, tilfører […] princippet om en effektiv og lige [domstols]beskyttelse et væsentligt minimumsindhold og gør det følgelig muligt at opnå en retlig konkretisering af princippet om gensidig tillid« ( 41 ). Desuden »[skal e]ksistensen af en national arrestordre, der danner grundlag for en europæisk arrestordre, […] forstås som udtryk for legalitetsprincippet, der indebærer, at den tvangsbeføjelse, på grundlag af hvilken der er udstedt en ordre om eftersøgning, anholdelse og frihedsberøvelse, ikke kan udøves uden for de retlige grænser, der er fastlagt i hver enkelt medlemsstats nationale ret, inden for hvilke de offentlige myndigheder har beføjelse til at eftersøge, retsforfølge og dømme personer, der er mistænkt for at have begået en forbrydelse« ( 42 ).

79.

Ud fra en konkret synsvinkel bevirker fraværet af en national arrestordre eller en anden eksigibel afgørelse med samme retskraft som retsgrundlag for en europæisk arrestordre i strid med kravet i henhold til artikel 8, stk. 1, litra c), i rammeafgørelse 2002/584, at »den eftersøgte således [berøves] muligheden for – idet der ikke findes en anden afgørelse end den europæiske arrestordre, der kan anfægtes – at anfægte lovligheden i udstedelsesmedlemsstaten af anholdelsen og frihedsberøvelsen i henseende til bestemmelserne i denne medlemsstat. For så vidt som den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke har beføjelse til at pådømme grundene til at afslå fuldbyrdelse fastsat i [denne rammeafgørelse], er der risiko for, at et helt aspekt af lovligheden ved anholdelsen og frihedsberøvelsen undgår enhver retslig kontrol« ( 43 ). Ifølge generaladvokat Bot »er [det] netop for at undgå risikoen for at blive afskåret fra de garantier, der er forbundet med deltagelsen af en dommer, som er garant for de individuelle frihedsrettigheder, at EU-lovgiver har fastsat, at den europæiske arrestordre skal baseres på en retsafgørelse vedtaget i henhold til udstedelsesmedlemsstatens retsplejeregler« ( 44 ).

80.

Domstolen tilsluttede sig generaladvokat Bots analyse og fastslog, at »artikel 8, stk. 1, litra c), [i rammeafgørelse 2002/584] skal fortolkes således, at begrebet »arrestordre« i denne bestemmelse skal forstås som en national arrestordre, der er forskellig fra en europæisk arrestordre« ( 45 ). Ud over ordlydsfortolkningen tog Domstolen særligt hensyn til den omstændighed, at de processuelle garantier og de grundlæggende rettigheder, hvis beskyttelse skal sikres af den judicielle myndighed i den udstedende medlemsstat, kan forringes, såfremt der ikke foreligger en forudgående national arrestordre, idet den berørte ville blive frataget det første beskyttelsesniveau, som den nationale arrestordre giver, dvs. det rent nationale beskyttelsesniveau ( 46 ).

81.

I sin dom af 1. juni 2016, Bob-Dogi ( 47 ), fastslog Domstolen, at selv om artikel 3, 4, 4a og 5 i rammeafgørelse 2002/584 ikke giver plads til andre grunde til at afslå fuldbyrdelse end dem, der er opregnet i disse, hviler de nævnte bestemmelser dog på den forudsætning, at den pågældende europæiske arrestordre opfylder de krav til den nævnte arrestordres lovlighed, der er fastsat i denne rammeafgørelses artikel 8, stk. 1 ( 48 ).

82.

Ifølge Domstolen »[indeholder] artikel 8, stk. 1, litra c), [i rammeafgørelse 2002/584] imidlertid […] et krav om lovlighed, hvis overholdelse udgør en betingelse for gyldigheden af den europæiske arrestordre« ( 49 ). Såfremt en europæisk arrestordre ikke er baseret på en forudgående udstedelse af en national arrestordre, der er forskellig fra den europæiske arrestordre, skal den europæiske arrestordre anses for ikke at opfylde kravene om lovlighed i artikel 8, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 ( 50 ).

83.

Det fremgår således klart af dom af 1. juni 2016, Bob-Dogi ( 51 ), at en europæisk arrestordre ikke er gyldig, såfremt den er blevet udstedt, uden at der er udstedt en forudgående national arrestordre, der er forskellig fra denne europæiske arrestordre.

84.

Med sine præjudicielle spørgsmål tager den forelæggende ret, i overensstemmelse med denne retspraksis, udgangspunkt i den præmis, at der skal foreligge en national arrestordre, som er forskellig fra og går forud for den europæiske arrestordre. Denne ret har imidlertid anført, at Domstolen endnu ikke har taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt en europæisk arrestordre, der er udstedt på grundlag af en national retsakt om tiltalerejsning som den, der er indeholdt i afgørelsen af 9. august 2019 om tiltalerejsning, hvorved den berørte person officielt bliver meddelt de forhold, som den pågældende lægges til last, er i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 8, stk. 1, litra c), i rammeafgørelse 2002/584.

85.

Den forelæggende ret har i denne henseende fremhævet, at der i hovedsagen, til forskel fra de faktiske omstændigheder i den sag, der gav anledning til dom af 1. juni 2016, Bob-Dogi ( 52 ), foreligger en national afgørelse, der er forskellig fra den europæiske arrestordre og klart er nævnt i arrestordren. Den forelæggende ret har imidlertid anført, at denne afgørelse ikke indeholder bestemmelse om, at den eftersøgte skal varetægtsfængsles.

86.

Efter min opfattelse støtter de argumenter, som generaladvokat Bot anførte i sit forslag til afgørelse i Bob-Dogi-sagen, for at forklare baggrunden for kravet om, at en europæisk arrestordre skal have en national arrestordre eller en anden eksigibel retsafgørelse med samme retskraft som retsgrundlag, det synspunkt, at en sådan national retsakt dels skal vedrøre eftersøgningen og anholdelsen af en person, der er genstand for strafforfølgning, dels skal kunne undergives en domstolsprøvelse, når den er vedtaget af en myndighed, som deltager i forvaltningen af denne medlemsstats retspleje, men ikke selv er en domstol.

87.

Spørgsmålet om, hvorvidt den afgørelse om tiltalerejsning, der blev vedtaget af anklagemyndigheden den 9. august 2019, kan sidestilles med en »[national] arrestordre eller en anden eksigibel afgørelse med samme retskraft« som omhandlet i artikel 8, stk. 1, litra c), i rammeafgørelse 2002/584, kræver således en nøjagtig afgræsning af dette begrebs rækkevidde.

88.

For det første skal der være tale om en retsafgørelse. I denne henseende har Domstolen fastslået, at da det er nødvendigt at sikre sammenhængen mellem de fortolkninger, der anlægges af de forskellige bestemmelser i rammeafgørelse 2002/584, synes den fortolkning, hvorefter begrebet »judiciel myndighed« som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 6, stk. 1, skal forstås således, at det udpeger de myndigheder, der deltager i forvaltningen af medlemsstaternes strafferetspleje, principielt at kunne overføres på denne rammeafgørelses artikel 8, stk. 1, litra c). Den sidstnævnte bestemmelse skal derfor fortolkes således, at begrebet »[rets]afgørelse« vedrører de afgørelser, som træffes af de myndigheder, der deltager i forvaltningen af medlemsstaternes strafferetspleje ( 53 ).

89.

For så vidt som det er ubestridt, at anklagemyndigheden er en myndighed, som deltager i forvaltningen af strafferetsplejen i Bulgarien, skal den afgørelse om tiltalerejsning af 9. august 2019, som denne myndighed traf, anses for en »[rets]afgørelse« som omhandlet i artikel 8, stk. 1, litra c), i rammeafgørelse 2002/584 ( 54 ).

90.

For det andet skal en national retsakt, der danner grundlag for en europæisk arrestordre, for at være omfattet af begrebet »[national] arrestordre eller en anden eksigibel afgørelse med samme retskraft« som omhandlet i artikel 8, stk. 1, litra c), i rammeafgørelse 2002/584 have tilsvarende retsvirkninger, selv om den ikke er betegnet som en »national arrestordre« i den udstedende medlemsstats lovgivning. Denne fortolkning understøttes af denne bestemmelses ordlyd, idet den henviser til »en anden eksigibel afgørelse med samme retskraft« ( 55 ). En sådan afgørelse skal derfor, i lighed med en national arrestordre, have samme retsvirkninger som en ordre om eftersøgning og anholdelse af den person, der er genstand for strafforfølgning.

91.

Jeg er derfor ikke enig med den spanske regering, som derimod er af den opfattelse – efter en bred fortolkning, hvorefter dette begreb i det væsentlige kan omfatte en hvilken som helst eksigibel retsafgørelse om strafforfølgning – at en national retsakt som afgørelsen om tiltalerejsning af 9. august 2019 er tilstrækkeligt retsgrundlag for at udstede en europæisk arrestordre.

92.

Den ordning med retligt samarbejde i straffesager, der er indført ved rammeafgørelse 2002/584, taler for, at den europæiske arrestordre skal have grundlag i en national retsakt, som er en ordre om anholdelse af en person på den udstedende medlemsstats område. Den europæiske arrestordre kan således udstrække retsvirkningerne af en national arrestordre eller en lignende afgørelse uden for den udstedende medlemsstat. Når den europæiske arrestordre er fuldbyrdet og personen overgivet til den udstedende judicielle myndighed, hvorved dens virkninger udtømmes, er det absolut nødvendigt, at det oprindelige nationale retsgrundlag, der gør det muligt at tvinge denne person til at give møde for en domstol i den udstedende medlemsstat, således at straffesagen kan gennemføres, stadig foreligger. Ud fra den samme tankegang er jeg enig med Kommissionen i, at den udstedende judicielle myndighed ikke kan gøre brug af den europæiske arrestordre med henblik på anholdelse af en person i en anden medlemsstat, når den ikke kan udstede en ordre om denne anholdelse på grundlag af sin egen nationale lovgivning. Med andre ord kan den udstedende judicielle myndighed ifølge Kommissionen ikke anmode en anden medlemsstat om at gøre mere, end den selv kan udstede ordre om.

93.

Begrebet »[national] arrestordre eller en anden eksigibel afgørelse med samme retskraft« som omhandlet i artikel 8, stk. 1, litra c), i rammeafgørelse 2002/584 omfatter således ikke de retsakter, der udløser indledningen af en straffesag mod en person, men retsakter, der har til formål ved brug af en tvangsforanstaltning at tillade, at denne person anholdes, således at vedkommende kan give møde for en domstol med henblik på gennemførelse af straffesagen.

94.

Det følger heraf, at en europæisk arrestordre, der er udstedt på grundlag af en afgørelse om tiltalerejsning som afgørelsen af 9. august 2019, hvis eneste retsvirkning ifølge den forelæggende ret er, at en person meddeles de forhold, som vedkommende lægges til last, og gives mulighed for at forsvare sig ved at afgive forklaring eller ved at fremlægge beviser, idet der ikke er tale om en ordre om eftersøgning og anholdelse af denne person, ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 8, stk. 1, litra c), i rammeafgørelse 2002/584. Denne tilsidesættelse af det krav om lovlighed, der er fastsat i denne bestemmelse, påvirker den europæiske arrestordres gyldighed.

95.

Det skal tilføjes, at den afgørelse om fremstilling for efterforskningsorganet, der var udstedt af politiet den 8. august 2019 i henhold til NPK’s artikel 71, heller ikke kan være en »[national] arrestordre eller […] en anden eksigibel afgørelse med samme retskraft« som omhandlet i artikel 8, stk. 1, litra c), i rammeafgørelse 2002/584. Som den forelæggende ret har anført, er denne afgørelse således blot udstedt af en politiefterforsker uden (forudgående eller efterfølgende) medvirken af en anklager eller en dommer. Det er således ikke en retsafgørelse ( 56 ).

96.

Af alle disse oplysninger konkluderer jeg, at der i en processuel sammenhæng som den, hvori den i hovedsagen omhandlede europæiske arrestordre blev udstedt, og analogt med, hvad Domstolen fastslog i dom af 1. juni 2016, Bob-Dogi ( 57 ), principielt ikke foreligger en retslig beskyttelse bestående af to niveauer i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvori der er anvendt en procedure for udstedelse af en europæisk arrestordre, uden at en national retslig myndighed forud for udstedelsen heraf har truffet en afgørelse, såsom udstedelse af en national arrestordre, hvortil den europæiske arrestordre knytter sig ( 58 ).

97.

Med præciseringen af disse særlige omstændigheder i hovedsagen kan det efter min opfattelse antages, at kravet om en national arrestordre derimod ville have været opfyldt, såfremt den nationale retsakt, der er grundlag for den europæiske arrestordre, havde været en afgørelse udstedt af anklagemyndigheden i overensstemmelse med NPK’s artikel 64, stk. 2. Den forelæggende ret har imidlertid anført, at MM ikke har været genstand for en sådan foranstaltning. Jeg gør opmærksom på, at der her er tale om en tvangsforanstaltning i form af frihedsberøvelse af den tiltalte i højst 72 timer med henblik på at fremstille den pågældende for den ret, der træffer afgørelse om vedkommendes eventuelle varetægtsfængsling. Den forelæggende ret har i denne henseende præciseret, at denne foranstaltning er det normale nationale grundlag i Bulgarien for udstedelsen af en europæisk arrestordre i den indledende fase, hvilket efter min opfattelse ligeledes fremgår af de oplysninger, som den bulgarske regering har fremlagt for Domstolen ( 59 ).

98.

Man kan dog spørge sig selv, om bulgarsk procesret selv i dette tilfælde opfylder de krav til en effektiv domstolsbeskyttelse, som Domstolen har opstillet. Dette foranlediger mig til at undersøge den forelæggende rets andet spørgsmål, hvorved den har rejst tvivl om lovligheden af proceduren for udstedelsen af den i hovedsagen omhandlede europæiske arrestordre, selv om konstateringen af, at der ikke foreligger en national arrestordre, i sig selv er tilstrækkelig til at udgøre en tilsidesættelse af lovlighedskravet i artikel 8, stk. 1, litra c), i rammeafgørelse 2002/584, hvorved det kan fastslås, at denne europæiske arrestordre er ugyldig.

99.

For at rejse tvivl om gyldigheden af den europæiske arrestordre har den forelæggende ret således gjort opmærksom på den omstændighed, at bulgarsk procesret ikke giver adgang til at anlægge sag ved en domstol til prøvelse af de nationale retsakter, der vedtages af anklagemyndigheden som grundlag for en sådan arrestordre, og til prøvelse af anklagemyndighedens afgørelse om at udstede en europæisk arrestordre. Det fremgår således af de oplysninger, som Domstolen råder over, at såvel afgørelsen om fremstilling for efterforskningsorganet som afgørelsen om tiltalerejsning eller frihedsberøvelsen i op til 72 timer med henblik på fremstilling for den domstol, der har kompetence med hensyn til varetægtsfængsling, samt afgørelsen om at udstede en europæisk arrestordre kun kan påklages til den øverste anklagemyndighed.

100.

Efter min opfattelse bør anklagemyndighedens nationale retsakt, som udgør retsgrundlaget for en europæisk arrestordre, imidlertid – parallelt med Domstolens krav i det tilfælde, hvor en anklagemyndighed udsteder en europæisk arrestordre ( 60 ) – kunne prøves under en retssag i den udstedende medlemsstat, som fuldt ud opfylder de krav, der følger af en effektiv domstolsbeskyttelse.

101.

Jeg anser i øvrigt dette for at være et krav, som Domstolen allerede har opstillet, idet den i en situation som i den foreliggende sag, hvor den udstedende medlemsstats lovgivning tillægger en myndighed, der deltager i forvaltningen af denne medlemsstats retspleje, men ikke selv er en domstol, kompetence til at udstede en europæisk arrestordre, har fastslået, at »den nationale retsafgørelse, såsom en national arrestordre, hvorpå den europæiske arrestordre er støttet, selv [skal] opfylde [de] krav[, der følger af en effektiv domstolsbeskyttelse]« ( 61 ).

102.

Ifølge Domstolen »[gør o]pfyldelsen af disse krav […] det således muligt at garantere over for den fuldbyrdende judicielle myndighed, at afgørelsen om at udstede en europæisk arrestordre med henblik på strafforfølgning har grundlag i en national procedure, der er underlagt domstolskontrol, og at den person, der er gjort til genstand for denne nationale arrestordre, har nydt alle de for denne type afgørelser passende garantier, navnlig de garantier, som følger af de i artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584 omhandlede grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper« ( 62 ).

103.

Det følger således af denne retspraksis, at en europæisk arrestordre skal have grundlag i en national arrestordre udstedt inden for rammerne af en national procedure, der er underlagt domstolskontrol ( 63 ).

104.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen besvarer den forelæggende ret således, at artikel 8, stk. 1, litra c), i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at en europæisk arrestordre skal anses for ugyldig, såfremt den ikke har grundlag i en »[national] arrestordre eller en anden eksigibel afgørelse med samme retskraft« som omhandlet i denne bestemmelse. Dette begreb omfatter nationale foranstaltninger, der vedtages af en judiciel myndighed med henblik på eftersøgning og anholdelse af en person, der er genstand for strafforfølgning, med det formål at fremstille vedkommende for en domstol med henblik på gennemførelse af straffesagen. Det påhviler den forelæggende ret at efterprøve, om en national afgørelse om tiltalerejsning som den, der ligger til grund for den i hovedsagen omhandlede europæiske arrestordre, har sådanne retsvirkninger.

105.

Den forelæggende ret har i de præmisser, der danner grundlag for forelæggelsen af det tredje præjudicielle spørgsmål for Domstolen, anført, at bulgarsk procesret er til hinder for, at den kan kontrollere gyldigheden af en europæisk arrestordre. På baggrund heraf har den nærmere bestemt anmodet Domstolen om at oplyse, om EU-retten tillægger den kompetence til at foretage en sådan kontrol.

106.

Den forelæggende ret har gjort opmærksom på, at bulgarsk lovgivning ikke giver mulighed for at anlægge sag ved en domstol med henblik på kontrol af betingelserne for udstedelsen af en national eller europæisk arrestordre.

107.

Den har anført, at rammeafgørelse 2002/584 heller ikke fastsætter en ret til effektive retsmidler i tilfælde af krænkelse af den eftersøgte persons rettigheder. Der skal imidlertid tages hensyn til chartrets artikel 47, der, således som Domstolen har fastslået, »i sig selv er tilstrækkelig og ikke skal præciseres ved bestemmelser i EU-retten eller i national ret for at tillægge private en ret, der som sådan kan påberåbes« ( 64 ).

108.

Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt det, når den konfronteres med følgerne af fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre i forbindelse med et søgsmål med påstand om ophævelse af varetægtsfængslingen af MM, påhviler den at indrømme den effektive domstolsbeskyttelse, som kræves i henhold til chartrets artikel 47, eller om den derimod bør erklære sig inkompetent for så vidt angår spørgsmålet om gyldigheden af den europæiske arrestordre og give MM mulighed for at anlægge en ny sag med henblik på at opnå erstatning.

109.

Den forelæggende ret har anført, at det fremgår af præmis 69 i dommen i sagen Parquet général du Grand-Duché de Luxembourg og Openbaar Ministerie (Anklagemyndighederne i Lyon og Tours) ( 65 ), at et retsmiddel, der kan anlægges til prøvelse af en europæisk arrestordre efter overgivelsen af den anholdte person, udgør et effektivt retsmiddel. Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt et sådant effektivt retsmiddel omfatter muligheden for at fremføre argumenter vedrørende gyldigheden af en europæisk arrestordre for den domstol, som vurderer varetægtsfængslingens lovlighed, hvilket er tilfældet for den forelæggende ret.

110.

For så vidt som den forelæggende ret er af den opfattelse, at den omstændighed, at den europæiske arrestordre var retsstridig, netop skyldes den manglende mulighed for at indbringe en sag for domstolene til prøvelse af dens lovlighed, kunne det ifølge denne ret være hensigtsmæssigt, at den påtager sig at foretage denne kontrol. Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt dens konstatering af, at den omtvistede europæiske arrestordre var retsstridig, efter sin art ikke udgør et retsmiddel for en domstol, således som det kræves i henhold til Domstolens praksis, selv om den nationale lovgivning ikke giver mulighed for, at denne ret foretager en sådan konstatering. For så vidt som den nationale lovgivning forbyder den forelæggende ret indirekte at kontrollere anklagemyndighedens afgørelse om udstedelsen af en europæisk arrestordre, er denne ret af den opfattelse, at kun en dom afsagt af Domstolen kan begrunde en sådan løsning.

111.

Henset til disse forhold giver den forelæggende ret udtryk for det synspunkt, at fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre ikke kan begrunde et afslag på domstolsbeskyttelse, for så vidt som Domstolen anerkender muligheden for at iværksætte retsmidler mod denne arrestordre selv efter overgivelsen af den eftersøgte person.

112.

Den bulgarske regering er af den opfattelse, at den funktion, som den forelæggende ret har, når den, som i det foreliggende tilfælde, i henhold til NPK’s artikel 270 skal træffe afgørelse om opretholdelse af varetægtsfængslingen af en person, der er genstand for strafforfølgning, gør det muligt at sikre, at der foretages en domstolskontrol af betingelserne for udstedelsen af en europæisk arrestordre og af dens forholdsmæssighed, som krævet af Domstolen.

113.

Den bulgarske regering har i denne forbindelse forklaret, at den foranstaltning, som er truffet af anklagemyndigheden i henhold til NPK’s artikel 64, stk. 2, har til formål hurtigst muligt at sikre, at den tiltalte giver møde for den kompetente ret ( 66 ). Om nødvendigt kan anklagemyndigheden beslutte, at den pågældende skal frihedsberøves i højst 72 timer for at blive fremstillet for den kompetente ret. Den afgørelse, som anklagemyndigheden træffer i medfør af denne bestemmelse, forpligter denne myndighed til at anlægge sag mod den tiltalte ved denne ret hurtigst muligt, efter at vedkommende er blevet overgivet på grundlag af en europæisk arrestordre, med henblik på behandling af dens begæring om, at retten træffer afgørelse om varetægtsfængsling.

114.

Ifølge den bulgarske regering udgør den forpligtelse, der således påhviler anklagemyndigheden, til hurtigst muligt at anlægge sag ved den kompetente ret mod den person, der er eftersøgt og overgivet på grundlag af en europæisk arrestordre, således at der kan træffes afgørelse om begæringen om varetægtsfængsling, en efterfølgende domstolskontrol af betingelserne for udstedelsen af denne europæiske arrestordre og af dens forholdsmæssighed. Denne situation er i overensstemmelse med Domstolens praksis ( 67 ).

115.

Den bulgarske regering har således forklaret, at den ret, der har kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt der er forhold, der kan danne grundlag for en afgørelse om varetægtsfængsling i henhold til NPK’s artikel 63, stk. 1, uundgåeligt – sideløbende med vurderingen af nødvendigheden af at pålægge en sådan foranstaltning – vil skulle foretage en efterprøvelse af, om betingelserne for at udstede den europæiske arrestordre er opfyldt, samt af spørgsmålet om, hvorvidt denne er forholdsmæssig, på baggrund af kriterierne i NPK’s artikel 63, stk. 1 og 2 ( 68 ).

116.

Den bulgarske regering er følgelig af den opfattelse, at anklagemyndighedens afgørelse om at udstede en europæisk arrestordre er underlagt en domstolskontrol, der opfylder de krav til en effektiv domstolsbeskyttelse, som er fastsat af Domstolen.

117.

Jeg er enig i, at den domstolskontrol af betingelserne for udstedelsen af en europæisk arrestordre, som inden for rammerne af det bulgarske processuelle system, hvor den tiltalte hurtigst muligt skal fremstilles for den ret, der har kompetence til at træffe afgørelse om en eventuel varetægtsfængsling af den pågældende, kan foretages af denne ret, opfylder det krav om en effektiv domstolsbeskyttelse, som Domstolen har fremhævet. De omstændigheder, at der for det første ikke er tale om et særskilt retsmiddel til prøvelse af anklagemyndighedens afgørelse om at udstede en europæisk arrestordre ( 69 ), men om en indirekte kontrol i forbindelse med en retssag anlagt med henblik på ophævelse af en varetægtsfængsling, og at en sådan kontrol for det andet finder sted efter overgivelsen af den eftersøgte person ( 70 ), er således ikke til hinder for en sådan konstatering. Med henblik på at opfylde kravet om en effektiv domstolsbeskyttelse kan domstolskontrollen af udstedelsen af en europæisk arrestordre således efter min opfattelse foretages indirekte i forbindelse med et retsmiddel, hvor dette ikke er hovedgenstanden. Dette svarer i det foreliggende tilfælde til det resultat, som den forelæggende ret ønsker, nemlig en undersøgelse af lovligheden af proceduren for udstedelsen af den i hovedsagen omhandlede europæiske arrestordre i forbindelse med en begæring om løsladelse, der er indgivet til denne ret af MM.

118.

Det skal imidlertid fremhæves, at den forelæggende ret ikke udtrykker den samme sikkerhed som den bulgarske regering for så vidt angår selve muligheden for, at den kan foretage en sådan kontrol i henhold til bulgarsk procesret. Den forelæggende ret er således af den opfattelse, at den omstændighed, at bulgarsk procesret kun giver mulighed for at påklage anklagemyndighedens afgørelse om at udstede en europæisk arrestordre til den øverste anklagemyndighed og ikke til en domstol, er til hinder for, at den kan erklære sig kompetent til at træffe afgørelse om lovligheden af en sådan afgørelse truffet af anklagemyndigheden.

119.

Jeg gør opmærksom på, at Domstolen pålægger den udstedende medlemsstat en klar forpligtelse ved at fastslå, at »[n]år den udstedende medlemsstats ret tillægger en myndighed, der deltager i forvaltningen af denne medlemsstats retspleje, men ikke selv er en domstol, kompetencen til at udstede en europæisk arrestordre, skal afgørelsen om at udstede en sådan arrestordre og navnlig spørgsmålet om, hvorvidt denne afgørelse er forholdsmæssig, desuden kunne prøves under en retssag i den pågældende medlemsstat, der fuldt ud overholder de krav, der er forbundet med en effektiv domstolsbeskyttelse« ( 71 ). Formålet med en sådan prøvelse er at »sikre, at kontrollen med [afgørelsen om at udstede en europæisk arrestordre] og af betingelserne for udstedelse af en sådan arrestordre er overholdt, og navnlig spørgsmålet om, hvorvidt udstedelsen heraf er forholdsmæssig, overholder de krav, der følger af en effektiv domstolsbeskyttelse« ( 72 ). Ifølge Domstolen påhviler det medlemsstaterne »at sørge for, at deres retsordener på effektiv vis sikrer det domstolsbeskyttelsesniveau, der kræves ved rammeafgørelse 2002/584, således som fortolket i Domstolens praksis« ( 73 ).

120.

Som Domstolen bemærkede i sin dom af 30. maj 2013, F ( 74 ), »[udføres e]nhver overgivelsesprocedure mellem medlemsstaterne, der er fastsat i [rammeafgørelse 2002/584], således i overensstemmelse hermed under retligt tilsyn« ( 75 ). Heraf følger ifølge Domstolen, at »selve [denne rammeafgørelses] bestemmelser allerede fastsætter en procedure, som er i overensstemmelse med kravene i chartrets artikel 47, uanset hvordan medlemsstaterne har valgt at gennemføre rammeafgørelsen« ( 76 ).

121.

Selv om det ikke er udtrykkeligt nævnt i rammeafgørelse 2002/584, følger den udstedende medlemsstats forpligtelse til at indføre et eller flere effektive retsmidler med henblik på at muliggøre en domstolskontrol af betingelserne for, at en europæisk arrestordre kan udstedes af en myndighed, der deltager i forvaltningen af denne medlemsstats retspleje, men ikke selv er en domstol, af den ordning, der er indført ved denne rammeafgørelse i overensstemmelse med kravene i chartrets artikel 47.

122.

En sådan mulighed for domstolskontrol af betingelserne for udstedelse af en europæisk arrestordre i den udstedende medlemsstat er en ufravigelig betingelse for opretholdelsen af gensidig tillid og anerkendelse mellem medlemsstaterne. Jeg gør i denne forbindelse opmærksom på, at Domstolen har fastslået, at »[d]en høje grad af tillid mellem medlemsstaterne, som ordningen med den europæiske arrestordre er baseret på, bygger […] på den præmis, at de andre medlemsstaters straffedomstole, som efter fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre skal gennemføre strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning samt den materielle straffesag, overholder kravene til en effektiv domstolsbeskyttelse« ( 77 ), hvilket forudsætter, at der findes en mulighed for domstolskontrol.

123.

Det følger af det af Domstolen opstillede princip om, at en anklagemyndigheds afgørelse om at udstede en europæisk arrestordre skal kunne prøves under en retssag i den udstedende medlemsstat, der fuldt ud opfylder kravene til en effektiv domstolsbeskyttelse, at der skal være adgang til et eller flere relevante effektive retsmidler i denne medlemsstat.

124.

Jeg gør i øvrigt opmærksom på, at Domstolens udtalelse om, at ansvaret for at kontrollere, at en europæisk arrestordre er lovlig, først og fremmest ligger hos udstedelsesmedlemsstaten ( 78 ), ikke ville kunne finde konkret anvendelse, hvis EU-retten ikke fastsatte, at en sådan kontrol rent faktisk kan finde sted i denne medlemsstat, idet det i denne forbindelse er uden betydning, om dette sker inden, samtidig med eller efter overgivelsen af den eftersøgte person. Den fuldbyrdende judicielle myndigheds afgørelse berører således ikke den pågældende persons mulighed for, efter at vedkommende er blevet overgivet, at udnytte de retsmidler i den udstedende medlemsstats retsorden, som giver vedkommende mulighed for at anfægte gyldigheden af den europæiske arrestordre, på grundlag af hvilken denne person er blevet overgivet ( 79 ).

125.

I øvrigt råder medlemsstaterne i overensstemmelse med deres procesautonomi i forbindelse med gennemførelsen af rammeafgørelse 2002/584 – i mangel af omtale herom i rammeafgørelsen – over et skøn med hensyn til den konkrete fremgangsmåde for indførelsen af en domstolskontrol med afgørelsen om at udstede en europæisk arrestordre ( 80 ). Ved vedtagelsen af disse fremgangsmåder skal medlemsstaterne imidlertid sikre, at anvendelsen af rammeafgørelse 2002/584 ikke hindres ( 81 ).

126.

For at sikre, at det er muligt at foretage en domstolskontrol af betingelserne for udstedelsen af den i hovedsagen omhandlede europæiske arrestordre, skal den forelæggende ret efter min opfattelse fortolke de nationale processuelle regler for heri at finde et kompetencegrundlag, der giver den mulighed for i den sag, som den skal påkende, at foretage en indirekte kontrol af lovligheden af proceduren for udstedelsen af denne arrestordre ( 82 ). I dette lys giver den forelæggende rets forpligtelse til overensstemmende fortolkning mulighed for at opveje de ulemper, som medlemsstaternes procesautonomi kan skabe med hensyn til kravet om en effektiv domstolsbeskyttelse af den person, der er blevet overgivet.

127.

Såfremt denne anvendelse af national procesret med henblik på en indirekte domstolskontrol af proceduren for udstedelsen af den i hovedsagen omhandlede europæiske arrestordre ikke er tilstrækkelig eller viser sig at være umulig, fordi den er i strid med den nationale lovgivning, kan den forelæggende ret efter min opfattelse udlede et sådant kompetencegrundlag af chartrets artikel 47.

128.

Det følger således af Domstolens praksis, at »i henhold til princippet om EU-rettens forrang har enhver national retsinstans, såfremt det ikke er muligt for denne at anlægge en fortolkning af national lovgivning, der er i overensstemmelse med de EU-retlige krav, pligt til under en sag, der henhører under dens kompetence, som organ i en medlemsstat at undlade at anvende enhver national bestemmelse, der er i strid med en EU-retlig bestemmelse, som har direkte virkning i den sag, som den skal påkende« ( 83 ).

129.

Det fremgår af Domstolens praksis, at »chartrets artikel 47 i sig selv er tilstrækkelig og ikke skal præciseres ved bestemmelser i EU-retten eller i national ret for at tillægge private en ret, der som sådan kan påberåbes« ( 84 ).

130.

Domstolen har desuden fastslået, at »[s]elv om det, hvis der ikke findes EU-retlige bestemmelser på området, tilkommer hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente domstole og fastsætte de processuelle regler for søgsmål til sikring af beskyttelsen af de individuelle rettigheder, som følger af Unionens retsorden, har medlemsstaterne imidlertid […] en forpligtelse til i hvert enkelt tilfælde at sikre, at retten til en effektiv domstolsbeskyttelse af disse rettigheder overholdes, således som det sikres ved chartrets artikel 47« ( 85 ).

131.

Domstolen har ligeledes fastslået, at »selv om EU-retten principielt ikke forpligter medlemsstaterne til at indføre andre søgsmålsmuligheder ved de nationale domstole med henblik på at beskytte de rettigheder, som EU-retten medfører for borgerne, end dem, som findes i national ret […], forholder det sig imidlertid anderledes, såfremt det fremgår af den omhandlede nationale retsordens opbygning, at der ikke foreligger noget retsmiddel, der giver mulighed for, selv indirekte under en verserende sag, at sikre, at retssubjekternes rettigheder i henhold til EU-retten overholdes, eller hvis retssubjekterne kun har adgang til domstolsprøvelse, hvis de nødsages til at overtræde retten« ( 86 ).

132.

Heraf følger, at såfremt den forelæggende ret måtte finde, at den nationale procesret, selv efter en fortolkning af denne, er til hinder for, at den i den sag, som den skal påkende, foretager en indirekte prøvelse af lovligheden af proceduren for anklagemyndighedens udstedelse af den europæiske arrestordre, vil den efter min opfattelse i chartrets artikel 47 finde et kompetencegrundlag til at foretage en sådan prøvelse ( 87 ).

133.

Når den udstedende medlemsstats procesret ikke giver adgang til retsmidler, der gør det muligt for en domstol at kontrollere betingelserne for udstedelse af en sådan europæisk arrestordre, og navnlig spørgsmålet om, hvorvidt den er forholdsmæssig, hverken inden eller samtidig med dens udstedelse eller efterfølgende ( 88 ), bør en domstol, som skal træffe afgørelse i en fase i straffesagen, efter at den eftersøgte er blevet overgivet, kunne foretage en indirekte kontrol af betingelserne for udstedelsen af denne arrestordre.

134.

Den forelæggende ret, der skal tage stilling til en begæring om løsladelse i henhold til NPK’s artikel 270, er derfor i medfør af chartrets artikel 47 beføjet til at kontrollere betingelserne for udstedelsen af den europæiske arrestordre, som har muliggjort anholdelsen af den eftersøgte og den pågældendes fremstilling for denne ret, samt den efterfølgende afgørelse om varetægtsfængsling.

135.

Jeg foreslår derfor, at Domstolen besvarer den forelæggende ret således, at princippet om EU-rettens forrang samt den i chartrets artikel 47 sikrede ret til en effektiv domstolsbeskyttelse skal fortolkes således, at dette princip og denne rettighed, når den udstedende medlemsstats lovgivning ikke indeholder bestemmelser, der foreskriver en domstolsprøvelse med henblik på at kontrollere de betingelser, hvorunder en europæisk arrestordre er blevet udstedt af en myndighed, der deltager i forvaltningen af denne medlemsstats retspleje, men ikke selv er en domstol, forpligter den nationale retsinstans, som skal påkende en sag, der er anlagt til prøvelse af lovligheden af opretholdelsen af en varetægtsfængsling af en person, der er blevet overgivet på grundlag af en europæisk arrestordre, som er udstedt på grundlag af en national retsakt, der ikke kan betegnes som en »[national] arrestordre eller en anden eksigibel afgørelse med samme retskraft« som omhandlet i artikel 8, stk. 1, litra c), i rammeafgørelse 2002/584, i forbindelse med hvilken det er gjort gældende, at denne europæiske arrestordre er ugyldig i henhold til EU-retten, til at erklære sig kompetent til at foretage en sådan kontrol af gyldigheden.

136.

Med det tredje præjudicielle spørgsmål har den forelæggende ret endvidere anmodet Domstolen om at oplyse, hvilke konsekvenser den inden for rammerne af den sag, som den skal påkende, der vedrører varetægtsfængslingen af MM, skal drage af konstateringen af, at den i hovedsagen omhandlede europæiske arrestordre er ugyldig.

137.

Den forelæggende ret – der analogt har henvist til reglen i 44. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/343 af 9. marts 2016 om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager ( 89 ) – er navnlig i tvivl om, hvorvidt konstateringen af, at den europæiske arrestordre er ugyldig, bør have den konsekvens, at MM skal stilles, som om krænkelsen af EU-retten ikke havde fundet sted, hvilket i det foreliggende tilfælde ville indebære, at varetægtsfængslingen af MM skulle ophæves.

138.

Den forelæggende ret har i denne henseende anført, at samtlige de i national ret fastsatte betingelser for varetægtsfængsling af MM var og fortsat er opfyldt.

139.

Den forelæggende ret har imidlertid anført, at det ud fra en rent processuel betragtning kun var muligt at træffe afgørelse om varetægtsfængsling af MM, fordi MM personligt var til stede for den forelæggende ret, idet denne tilstedeværelse i sig selv var resultatet af fuldbyrdelsen af en ugyldig europæisk arrestordre. Hvis denne arrestordre ikke var blevet udstedt, ville MM ifølge denne ret ikke være blevet anholdt i Spanien, han ville ikke være blevet overgivet til de bulgarske judicielle myndigheder og ville derfor ikke være blevet varetægtsfængslet af den forelæggende ret.

140.

Såfremt denne betragtning lægges til grund, må varetægtsfængslingen af MM ifølge den forelæggende ret anses for at være baseret på en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, eftersom den europæiske arrestordre blev udstedt af et inkompetent organ (idet der ikke var sikret medvirken af en domstol som krævet), på grundlag af en afgørelse, der ikke er en national arrestordre. Dette bør føre til, at den forelæggende ret fastslår, at den efterfølgende frihedsberøvelse af MM, der fandt sted efter fuldbyrdelsen af denne europæiske arrestordre, er retsstridig. MM bør derfor løslades ( 90 ).

141.

Den forelæggende ret er således af den opfattelse, at den bør kunne tage hensyn til de mangler, som den har fastslået ved den europæiske arrestordre, og at den, såfremt den fastslår, at disse er væsentlige, med denne processuelle begrundelse må antages at have beføjelse til at ophæve varetægtsfængslingen af MM.

142.

Jeg gør i denne henseende opmærksom på, at denne varetægtsfængsling følger af en afgørelse, der blev truffet af den forelæggende ret den 29. juli 2020, efter at anklagemyndigheden havde fremsat begæring herom den foregående dag.

143.

Denne afgørelse om varetægtsfængsling blev stadfæstet af appelinstansen.

144.

Der er nu blevet indgivet en ny begæring til den forelæggende ret om efterprøvelse af lovligheden af varetægtsfængslingen af MM. Nærværende anmodning om præjudiciel afgørelse er således blevet indgivet i forbindelse med en procedure i henhold til NPK’s artikel 270, som blev indledt af MM’s forsvarer med henblik på ophævelse af MM’s varetægtsfængsling.

145.

Jeg finder det indledningsvis vigtigt at fremhæve, at der på EU-rettens nuværende udviklingstrin endnu ikke er foretaget en harmonisering af betingelserne for, at der kan træffes afgørelse om varetægtsfængsling af en person, der er genstand for strafforfølgning ( 91 ). Den domstol, der har kompetence med hensyn til varetægtsfængsling, kan således udelukkende på de betingelser, der er fastsat i den nationale lovgivning, træffe afgørelse om en sådan foranstaltning og, i givet fald, afbryde fuldbyrdelsen heraf, såfremt den konstaterer, at disse betingelser ikke er opfyldt.

146.

Jeg vil dog ikke gå så vidt som til at anse hele den sag, der verserer for den forelæggende ret, for at ligge uden for EU-rettens anvendelsesområde, således som Kommissionen synes at antyde, hvorved chartret, i overensstemmelse med dets artikel 51, stk. 1, ikke finder anvendelse. For så vidt som domstolskontrollen af gyldigheden af den europæiske arrestordre i hovedsagen, som anført ovenfor, skal foretages inden for rammerne af denne sag vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt varetægtsfængslingen af MM skal opretholdes, finder rammeafgørelse 2002/584 og chartrets artikel 47 således fortsat anvendelse. For så vidt som den ordning, der er indført ved denne rammeafgørelse, som det fremgår af ovenstående betragtninger, er baseret på en garanti for domstolskontrol af den europæiske arrestordre, udgør gennemførelsen af en sådan kontrol altid en gennemførelse af EU-retten i overensstemmelse med chartrets artikel 51, stk. 1, uanset i hvilken fase af straffesagen den finder sted.

147.

På baggrund af denne præcisering er det min opfattelse, at hverken rammeafgørelse 2002/584 eller chartrets artikel 47 – som følge af de grænser, der er forbundet med det instrument til retsligt samarbejde i straffesager, som den europæiske arrestordre udgør – pålægger den forelæggende ret at løslade en person, der er genstand for en varetægtsfængsling, såfremt den fastslår, at den europæiske arrestordre, der har ført til overgivelsen af den pågældende, er ugyldig.

148.

I overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 1, stk. 1, er »formålet med ordningen med den europæiske arrestordre at muliggøre anholdelse og overgivelse af en eftersøgt person, således at den begåede lovovertrædelse i overensstemmelse med det formål, der forfølges med rammeafgørelsen, ikke forbliver ustraffet, og den pågældende retsforfølges eller afsoner den idømte frihedsstraf« ( 92 ). Efter at den eftersøgte person er blevet anholdt og derefter overgivet til den udstedende medlemsstat, er den europæiske arrestordres retsvirkninger følgelig, principielt, ophørt med forbehold af virkningerne af den overgivelse, som er udtrykkeligt fastsat i kapitel 3 i rammeafgørelse 2002/584 ( 93 ).

149.

Henset til disse begrænsninger, der er forbundet med ordningen med den europæiske arrestordre, skal det fremhæves, at denne ikke udgør hjemmel for frihedsberøvelse af den pågældende person i den udstedende medlemsstat.

150.

Der skal sondres mellem denne situation og situationen i den fuldbyrdende medlemsstat. Selv om der i henhold til artikel 12 i rammeafgørelse 2002/584 skal træffes afgørelse om eventuel varetægtsfængsling af en person, der på grundlag af en europæisk arrestordre er anholdt i den fuldbyrdende medlemsstat, i overensstemmelse med denne stats nationale lovgivning, udgør denne arrestordre således det nødvendige grundlag for en sådan varetægtsfængsling. Dette betyder, at såfremt den fuldbyrdende judicielle myndighed måtte afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, mister den varetægtsfængsling, der er truffet afgørelse om i forventning om overgivelsen, sit retsgrundlag.

151.

Efter at den eftersøgte er overgivet til den udstedende medlemsstat, kan alene en national retsakt vedtaget af en judiciel myndighed i denne medlemsstat danne retsgrundlag for en frihedsberøvelse ( 94 ). Når den person, der er genstand for strafforfølgning i denne medlemsstat, er overgivet, kan den pågældende således kun frihedsberøves på grundlag af en national afgørelse om varetægtsfængsling, som alt efter de nationale lovgivningers særlige kendetegn kan være en national arrestordre, der i givet fald efterfølges af en retsafgørelse om varetægtsfængsling af denne person, hvis de betingelser, der er fastsat i den nationale lovgivning, er opfyldt. Det følger heraf, at varetægtsfængslingen i forbindelse med strafforfølgning i den udstedende medlemsstat ikke er baseret på udstedelsen af en europæisk arrestordre, men har udgangspunkt i en national afgørelse om varetægtsfængsling, der er truffet på lovlig vis.

152.

Det påhviler den kompetente nationale ret i hvert enkelt tilfælde at efterprøve, om der er blevet truffet en national foranstaltning til frihedsberøvelse af den tiltalte, og om den er blevet vedtaget i overensstemmelse med den udstedende medlemsstats nationale lovgivning.

153.

Det er nærmere bestemt den udstedende medlemsstats nationale lovgivning, der afgør, hvilke følger den omstændighed, at der ikke foreligger en gyldig national arrestordre, kan have for afgørelsen om at anbringe en person, der er genstand for strafforfølgning, i varetægtsfængsling og efterfølgende eventuelt opretholde denne varetægtsfængsling ( 95 ).

154.

Det skal imidlertid præciseres, at medlemsstaterne i henhold til fast retspraksis er forpligtede til at udøve deres kompetence i straffesager under overholdelse af EU-retten ( 96 ).

155.

Det påhviler følgelig den nationale ret at gøre alt for så vidt muligt at bevare effektiviteten af den overgivelsesordning, der er indført ved rammeafgørelse 2002/584. Derfor bør en eventuel afgørelse om løsladelse af den pågældende person ledsages eller efterfølges af foranstaltninger, der er egnede til at undgå, at den pågældende flygter på ny. En mangel på sådanne foranstaltninger kan begrænse effektiviteten af den overgivelsesordning, der er indført ved denne rammeafgørelse, og være til hinder for virkeliggørelsen af de mål, der forfølges hermed ( 97 ), herunder formålet om at undgå straffrihed ( 98 ). Meget ville gå tabt hvad angår det retlige samarbejde i straffesager og den gensidige tillid mellem medlemsstaterne, såfremt en overgivelsesproces som den, der er gennemført i det foreliggende tilfælde, ville være uden virkninger, således at den person, der var blevet overgivet, flygtede, og det blev nødvendigt at udstede en ny europæisk arrestordre.

156.

Endelig skal det præciseres, at ovenstående analyse ikke berører muligheden for, at den person, der har været omfattet af en ugyldig europæisk arrestordre, kan anlægge erstatningssag ved den kompetente nationale domstol i overensstemmelse med den udstedende medlemsstats nationale lovgivning.

157.

Af alle disse betragtninger udleder jeg, at rammeafgørelse 2002/584 og chartrets artikel 47 skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke kræver, at den forelæggende rets konstatering af, at en europæisk arrestordre er blevet udstedt ulovligt, for så vidt som den ikke har grundlag i en »[national] arrestordre eller en anden eksigibel retsafgørelse med samme retskraft« som omhandlet i denne rammeafgørelses artikel 8, stk. 1, litra c), har til følge, at en person, der er varetægtsfængslet, efter at den fuldbyrdende medlemsstat har overgivet vedkommende til den udstedende medlemsstat, skal løslades.

158.

Det påhviler den forelæggende ret i overensstemmelse med den nationale lovgivning at afgøre, hvilke virkninger den omstændighed, at der ikke foreligger en sådan national retsakt som retsgrundlag for en europæisk arrestordre, kan have for afgørelsen af, hvorvidt varetægtsfængslingen af den tiltalte skal opretholdes eller ej, idet den skal sikre, at effektiviteten af den ordning for overgivelse, der er indført ved rammeafgørelse 2002/584, ikke bringes i fare.

159.

På baggrund af det ovenfor anførte foreslår jeg, at Domstolen besvarer de præjudicielle spørgsmål, der er forelagt af Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager, Bulgarien), således: