–

den rumænske regering ved C. Canţăr, E. Gane og A. Voicu, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved M. Wilderspin, som befuldmægtiget, bistået af avocate D. Calciu,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 3, litra a) og d), og artikel 5 i Rådets forordning (EF) nr. 4/2009 af 18. december 2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt (EUT 2009, L 7, s. 1).

2

Anmodningen er blevet indgivet under en sag mellem R, der er bosiddende i Det Forenede Kongerige, og P, der er bosiddende i Rumænien, vedrørende en skilsmissebegæring, en anmodning om betaling af underholdsbidrag til deres mindreårige barn og en anmodning vedrørende forældreansvar.

3

Følgende fremgår af 5. og 12. betragtning til Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT 2003, L 338, s. 1):

[…]

4

Forordningens artikel 1 bestemmer:

»1.   Denne forordning finder anvendelse på det civilretlige område, uanset domsmyndighedens art, for spørgsmål vedrørende:

[…]

[…]

[…]«

5

Nævnte forordnings artikel 2, nr. 7), har følgende ordlyd:

»I denne forordning forstås ved:

6

I overensstemmelse med samme forordnings artikel 3, stk. 1, litra b), ligger kompetencen til at træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende skilsmisse hos retterne i den medlemsstat, hvis nationalitet begge ægtefæller har.

7

Artikel 8 i forordning nr. 2201/2003 fastsætter:

»1.   Kompetencen til at træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende forældreansvar over for et barn ligger hos retterne i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor sagen anlægges.

2.   Stk. 1 finder anvendelse med forbehold af artikel 9, 10 og 12.«

8

Denne forordnings artikel 12 med overskriften »Aftale om værneting« bestemmer:

»1.   Den ret i en medlemsstat, der i medfør af artikel 3 udøver sin kompetence til at træffe afgørelse om en begæring om skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab, har kompetence i ethvert spørgsmål vedrørende forældreansvar, der har tilknytning til den pågældende begæring:

og

[…]«

9

Ifølge første og anden betragtning til forordning nr. 4/2009 er formålet med forordningen at vedtage foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål, der har grænseoverskridende virkninger, og som bl.a. tilsigter at fremme foreneligheden mellem medlemsstaternes gældende regler om lovvalg og konflikter om stedlig kompetence.

10

Niende betragtning til forordning nr. 4/2009 er affattet således:

»Bidragsberettigede bør have mulighed for i en medlemsstat let at få truffet en retsafgørelse, der automatisk bliver eksigibel i en anden medlemsstat uden nogen andre formaliteter.«

11

Følgende fremgår af 15. betragtning til forordningen:

»For at varetage de bidragsberettigedes interesser og af hensyn til retsplejen i Den Europæiske Union bør kompetencereglerne, som de følger af [Rådets] forordning (EF) nr. 44/2001 [af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1)], tilpasses. Det forhold, at sagsøger har sit sædvanlige opholdssted i et tredjeland, bør ikke længere udgøre en grund til at udelukke anvendelse af fællesskabskompetencereglerne, og der bør ikke længere kunne henvises til nationale kompetenceregler. Det bør derfor fastsættes i denne forordning, i hvilke tilfælde en medlemsstats ret kan udøve en subsidiær kompetence.«

12

Det fremgår af nævnte forordnings artikel 2, stk. 1, nr. 10), at der ved »den bidragsberettigede« forstås »enhver fysisk person, der er eller påstås at være berettiget til underholdsbidrag«.

13

Samme forordnings artikel 3 fastsætter:

»De myndigheder, der er kompetente med hensyn til underholdspligt i medlemsstaterne, er:

14

Artikel 5 i forordning nr. 4/2009 med overskriften »Kompetence baseret på sagsøgtes fremmøde« bestemmer:

»For så vidt en ret i en medlemsstat ikke allerede er kompetent i medfør af andre bestemmelser i denne forordning, bliver den kompetent, når sagsøgte giver møde for den. Denne regel finder ikke anvendelse, såfremt sagsøgte giver møde for at bestride rettens kompetence.«

15

Forordningens artikel 10 med overskriften »Prøvelse af kompetencen« fastsætter:

»Anlægges der ved en ret i en medlemsstat en sag, som den pågældende ret ikke har kompetence til at påkende i medfør af denne forordning, erklærer retten sig på embeds vegne inkompetent.«

16

Ifølge forelæggelsesafgørelsen skal de rumænske retsinstanser af egen drift efterprøve, om de har kompetence. En af parterne kan imidlertid for en ret, der har erklæret at have kompetence, på et hvilket som helst tidspunkt under en sag gøre indsigelse om, at retten savner kompetence, og retten er forpligtet til at behandle denne indsigelse.

17

R og P, som er rumænske statsborgere, blev gift den 15. august 2015 i Rumænien. De er henholdsvis mor og far til et barn, som blev født den 8. november 2015 i Belfast (Det Forenede Kongerige), hvor de boede, inden de blev separeret.

18

Da de blev separeret i 2016, flyttede P, der er faren, tilbage til Rumænien, mens R, der er moren, blev boende i Belfast sammen med barnet.

19

Ved stævning af 29. september 2016 indgået til Judecătoria Constanţa (retten i første instans i Constanţa, Rumænien) anlagde R sag mod P med påstand om, at ægteskabet opløses, at barnets bopæl fastlægges hos moren, at moren tilkendes fuld forældremyndighed, og at P tilpligtes at betale underholdsbidrag til barnet.

20

P har bestridt, at den forelæggende ret, for hvilken sagen således er blevet indbragt, har kompetence.

21

Den forelæggende ret har på grundlag af artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning nr. 2201/2003 erklæret sig for kompetent med hensyn til at påkende skilsmissebegæringen på baggrund af ægtefællernes nationalitet.

22

Den 8. juni 2017 besluttede den forelæggende ret imidlertid, at anmodningen om morens udøvelse af forældreansvar og om fastlæggelse af barnets bopæl hos hende skulle adskilles fra anmodningen om betaling af underholdsbidrag til barnet. Den forelæggende ret indledte derfor to nye sager om hver af disse to anmodninger.

23

Vedrørende den første anmodning om udøvelse af forældreansvaret erklærede den forelæggende ret sig inkompetent efter at have fastslået, at betingelserne for indgåelse af en værnetingsaftale som fastsat i artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 ikke var opfyldt, heller ikke betingelsen om hensynet til barnets bedste. I henhold til artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 lagde den forelæggende ret desuden til grund, at retterne i Det Forenede Kongerige har kompetence til at træffe afgørelse om denne anmodning, idet barnet siden fødslen har haft sit sædvanlige opholdssted i denne medlemsstat. Parterne har ikke iværksat appel af den afgørelse, hvorved den forelæggende ret erklærede sig inkompetent til at træffe afgørelse herom.

24

Vedrørende den anden anmodning om farens betaling af underholdsbidrag til barnet erklærede den forelæggende ret sig kompetent på grundlag af artikel 3, litra a), i forordning nr. 4/2009 som følge af sagsøgtes sædvanlige bopæl. Den forelæggende ret har tilføjet, at selv om P har givet møde for den uden at gøre indsigelse mod den forelæggende rets kompetence til at træffe afgørelse om denne anmodning, har han i lighed med R ønsket, at den forelæggende ret fremsender en anmodning om præjudiciel afgørelse til Domstolen med et spørgsmål herom.

25

Den forelæggende ret er ligesom parterne i den tvist, der verserer for den, i tvivl om sin egen kompetence og har præciseret, at den i medfør af rumænsk ret af egen drift kan efterprøve sin kompetence på et hvilket som helst af sagens stadier. Den ønsker oplyst, om det følger af dom af 16. juli 2015, A (C-184/14, EU:C:2015:479), at det i et tilfælde, hvor én ret har kompetence til at træffe afgørelse vedrørende spørgsmålet om opløsning af et ægteskab mellem forældrene til et mindreårigt barn, og en anden ret har kompetence til at træffe afgørelse vedrørende spørgsmålet om forældreansvaret over for dette barn, alene er sidstnævnte ret, der har kompetence til at træffe afgørelse vedrørende spørgsmålet om underhold til barnet.

26

Den forelæggende ret har fremhævet, at den navnlig ønsker en afklaring af forholdet mellem artikel 3, litra a), i forordning nr. 4/2009, som udpeger retten på det sted, hvor sagsøgte har sin sædvanlige bopæl, denne forordnings artikel 3, litra d), som udpeger den ret, der har kompetence i sager om forældreansvar, og nævnte forordnings artikel 5, som tildeler den ret kompetence, for hvilken sagsøgte giver møde uden at rejse indsigelse om manglende kompetence.

27

På denne baggrund har Judecătoria Constanţa (retten i første instans i Constanţa) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

28

Med de tre spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 3, litra a) og d), og artikel 5 i forordning nr. 4/2009 skal fortolkes således, at i et tilfælde, hvor der for en ret i en medlemsstat er blevet indbragt tre sammenhængende anmodninger vedrørende henholdsvis skilsmisse mellem forældrene til et mindreårigt barn, forældreansvaret over for dette barn og underholdspligten i forhold til det samme barn, har den ret, som træffer afgørelse om skilsmissen, og som har erklæret sig inkompetent med hensyn til at påkende anmodningen om forældreansvar, ikke desto mindre kompetence til at påkende anmodningen om underholdspligt i forhold til nævnte barn, eftersom denne ret ligeledes er retten på det sted, hvor sagsøgte har sin sædvanlige bopæl, og den ret, for hvilken sagsøgte har givet møde, eller om det alene er den ret, der har kompetence til at påkende anmodningen om forældreansvar over for barnet, som kan træffe afgørelse vedrørende anmodningen om underholdspligt i forhold til barnet.

29

Det fremgår af ordlyden af artikel 3 i forordning nr. 4/2009 med overskriften »Generelle bestemmelser«, at denne artikel opstiller generelle kriterier for fordelingen af kompetence mellem retterne i medlemsstaterne med hensyn til afgørelse af sager om underholdspligt. Disse kriterier er alternative, hvilket bekræftes ved anvendelsen af konjunktionen »eller« efter opregningen af hvert enkelt kriterium (jf. i denne retning dom af 16.7.2015, A, C-184/14, EU:C:2015:479, præmis 34).

30

I denne henseende bemærkes, at eftersom formålet med forordning nr. 4/2009, således som det fremgår af 15. betragtning hertil, består i at varetage en bidragsberettigets interesser, idet denne anses for at være den svageste part i en sag om underholdspligt, giver nævnte forordnings artikel 3 den bidragsberettigede mulighed for, når den pågældende optræder som sagsøger, at anlægge sin sag ved at vælge mellem et andet kompetencegrundlag end det, der er fastsat i forordningens artikel 3, litra a) (jf. i denne retning dom af 15.1.2004, Blijdenstein, C-433/01, EU:C:2004:21, præmis 29, og af 18.12.2014, Sanders og Huber, C-400/13 og C-408/13, EU:C:2014:2461, præmis 27 og 28).

31

Den bidragsberettigede kan således anlægge sag enten ved retten på det sted, hvor sagsøgte har sin sædvanlige bopæl i overensstemmelse med artikel 3, litra a), ved retten på det sted, hvor den bidragsberettigede har sin sædvanlige bopæl i overensstemmelse med artikel 3, litra b), eller i overensstemmelse med artikel 3, litra c) og d), når anmodningen om underhold er accessorisk i forhold til en hovedsag vedrørende en persons retlige status, såsom en skilsmissebegæring [litra c)], eller vedrørende forældreansvar [litra d)], ved den ret, der har kompetence til at påkende den ene eller den anden af disse sager.

32

Artikel 5 i forordning nr. 4/2009 tildeler desuden kompetence til den ret i en medlemsstat, for hvilken sagsøgte giver møde, medmindre sagsøgte giver møde for at bestride denne kompetence. Som det fremgår af udtrykket »[f]or så vidt en ret i en medlemsstat ikke allerede er kompetent i medfør af andre bestemmelser i denne forordning«, fastsætter denne artikel et kompetencekriterium, der finder automatisk anvendelse, bl.a. hvis kriterierne i forordningens artikel 3 ikke finder anvendelse.

33

I en situation som den i hovedsagen omhandlede har retten på det sted, hvor sagsøgte har sin sædvanlige bopæl, ved hvilken den bidragsberettigede har anlagt sag, således kompetence til at påkende anmodningen om underholdspligt i forhold til barnet i medfør af artikel 3, litra a), i forordning nr. 4/2009. Den har ligeledes kompetence i medfør af denne forordnings artikel 5 i sin egenskab af den ret, for hvilken sagsøgte har givet møde uden at rejse indsigelse om manglende kompetence.

34

Den forelæggende ret ønsker imidlertid oplyst, om den omstændighed, at den har erklæret sig inkompetent med hensyn til påkendelsen af anmodningen om forældreansvar, der navnlig vedrører udøvelsen af forældremyndighed, herunder barnets bopæl, medfører, at den ikke har kompetence til at påkende anmodningen om underholdspligt i forhold til barnet.

35

Som anført i nærværende doms præmis 23 har den forelæggende ret fremhævet, at den har erklæret sig inkompetent med hensyn til påkendelsen af anmodningen vedrørende udøvelse af forældreansvar med den begrundelse, at de i artikel 12 i forordning nr. 2201/2003 fastsatte betingelser for en værnetingsaftale ikke er opfyldt. Den forelæggende ret er endvidere af den opfattelse, at det i medfør af denne forordnings artikel 8, stk. 1, er retterne i Det Forenede Kongerige, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, der har kompetence. Det fremgår desuden af forelæggelsesafgørelsen, at der ikke er blevet anlagt en sag for retterne i denne medlemsstat vedrørende udøvelsen af forældreansvar.

36

I denne henseende bemærkes, at Domstolen i præmis 40 i dom af 16. juli 2015, A (C-184/14, EU:C:2015:479), fastslog, at henset til sin karakter er en anmodning om underholdspligt vedrørende mindreårige børn uløseligt forbundet med sagen om forældreansvar. Domstolen fastslog endvidere i nævnte doms præmis 43, at den domstol, der har kompetence til at påkende sager vedrørende forældreansvar, er bedst i stand til konkret at bedømme, hvad der står på spil i anmodningen vedrørende underholdsbidrag til et barn, og til at fastsætte størrelsen af disse bidrag til dækning af udgifterne til barnets underhold og uddannelse, idet disse bidrag skal tilpasses i forhold til den fastsatte forældremyndighed, dvs. om der er tale om fælles eller fuld forældremyndighed, og i forhold til samværsretten, varigheden af denne ret og de øvrige faktiske forhold, der vedrører udøvelsen af forældreansvar, og som er indbragt for den pågældende domstol.

37

På grundlag af sit ræsonnement udtalte Domstolen i nævnte doms præmis 48, at når en sag om separation eller brud på det ægteskabelige bånd mellem et mindreårigt barns forældre indbringes for en domstol i en medlemsstat, og en sag om forældreansvar vedrørende dette barn indbringes for en domstol i en anden medlemsstat, er en anmodning om underholdspligt vedrørende det samme barn kun accessorisk i forhold til sagen vedrørende forældreansvar som omhandlet i artikel 3, litra d), i forordning nr. 4/2009.

38

Det følger imidlertid ikke af dom af 16. juli 2015, A (C-184/14, EU:C:2015:479), at det i et tilfælde, hvor en ret – som i hovedsagen – har erklæret sig inkompetent med hensyn til at påkende en sag om udøvelse af forældreansvar over for et mindreårigt barn og har udpeget en anden ret som kompetent til at træffe afgørelse herom, alene er sidstnævnte ret, der i alle tilfælde har kompetence til at påkende enhver anmodning vedrørende underholdspligt i forhold til dette barn.

39

I denne henseende bemærkes, at Domstolen i dom af 16. juli 2015, A (C-184/14, EU:C:2015:479), udelukkende fortolkede artikel 3, litra c) og d), i forordning nr. 4/2009 og ikke de øvrige kompetencekriterier, der er fastsat i denne forordnings artikel 3 og 5. Disse øvrige kriterier var ikke relevante i den nævnte sag, eftersom ægtefællerne, der var forældre til de bidragsberettigede børn, i modsætning til de faktiske omstændigheder i hovedsagen havde deres sædvanlige bopæl i samme medlemsstat som deres børn, således som generaladvokaten har anført i punkt 52 i forslaget til afgørelse, og eftersom sagsøgte derudover alene havde givet møde for den ret, for hvilken sagen var indbragt, for at bestride nævnte rets kompetence.

40

Den omstændighed, at en ret har erklæret sig inkompetent med hensyn til påkendelsen af en sag om udøvelse af forældreansvar over for et mindreårigt barn, udelukker følgelig ikke, at denne ret har kompetence til at træffe afgørelse om anmodninger om underholdspligt i forhold til dette barn, såfremt denne kompetence som i det i hovedsagen foreliggende tilfælde kan baseres på artikel 3, litra a), i forordning nr. 4/2009 eller endog på denne forordnings artikel 5.

41

Denne fortolkning underbygges af opbygningen af og formålet med forordning nr. 4/2009.

42

Hvad angår opbygningen af forordning nr. 4/2009 fastsætter den i kapitel II med overskriften »Kompetence« samtlige de regler, der finder anvendelse med henblik på at udpege den ret, der har kompetence til at påkende sager om underholdspligt. I denne henseende fremgår det af 15. betragtning til forordningen, at der ikke længere bør kunne henvises til nationale kompetenceregler, idet de regler, der følger af forordningen, skal anses for udtømmende.

43

Hvis en ret, for hvilken der er indbragt en anmodning om underholdsbidrag til et barn, ikke har kompetence til at træffe afgørelse om en anmodning vedrørende forældremyndigheden over dette barn, skal det således først efterprøves, om denne ret har kompetence til at træffe afgørelse på et andet grundlag i medfør af denne forordning (kendelse af 16.1.2018, PM, C-604/17, ikke trykt i Sml., EU:C:2018:10, præmis 33, og af 10.4.2018, CV, C-85/18 PPU, EU:C:2018:220, præmis 55).

44

Det bemærkes desuden, at forordning nr. 4/2009 ikke fastsætter en mulighed for, at en ret, der har kompetence i medfør af en af forordningens bestemmelser, og for hvilken der retmæssigt er indbragt en sag, kan erklære sig inkompetent til fordel for en ret, der ifølge førstnævnte rets opfattelse er bedre egnet til at behandle sagen, således som det i artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 tillades for så vidt angår sager om forældreansvar.

45

En sådan fortolkning er ligeledes i overensstemmelse med formålet med forordning nr. 4/2009 som nævnt i nærværende doms præmis 30. Således som generaladvokaten har anført i punkt 59-61 i forslaget til afgørelse, fastsætter nævnte forordning alternative, og ikke hierarkiske, kompetencekriterier, der tilgodeser sagsøgerens valg.

46

Vigtigheden af dette valg, henset til formålet om at beskytte den bidragsberettigede, afspejles i Haagerprotokollen af 23. november 2007 om, hvilken lov der finder anvendelse på underholdspligt, godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2009/941/EF af 30. november 2009 (EUT 2009, L 331, s. 17), med hensyn til hvilken Domstolen har bemærket, at den står i tæt forbindelse til forordning nr. 4/2009 (dom af 7.6.2018, KP, C-83/17, EU:C:2018:408, præmis 49). Domstolen har således udtalt, at denne protokol gør det muligt for den bidragsberettigede de facto at foretage et lovvalg for kravet om underholdsbidrag ved at fastsætte, at domstolslandets lov og ikke loven i den stat, hvor den bidragsberettigede har sit sædvanlige opholdssted, kan finde primær anvendelse, når den bidragsberettigede fremsætter sit krav ved den kompetente myndighed i den stat, på hvis område den bidragspligtige har sit sædvanlige opholdssted (jf. i denne retning dom af 20.9.2018, Mölk, C-214/17, EU:C:2018:744, præmis 31 og 32).

47

En fortolkning af forordning nr. 4/2009, hvorefter udelukkende den ret, der har kompetence i sager om forældreansvar, har kompetence til at påkende en anmodning om underholdsbidrag, kan gøre indgreb i denne mulighed for den bidragsberettigede til at vælge ikke alene, hvilken ret der har kompetence, men følgelig også den lovgivning, der skal finde anvendelse på den pågældendes anmodning.

48

I en situation som den i hovedsagen omhandlede bemærkes, at det oprindelige valg, som blev truffet af den forælder, der repræsenterer det mindreårige bidragsberettigede barn, om at samle alle sine anmodninger for den samme ret, vanskeliggøres ved sagsøgtes indsigelse om, at den ret, for hvilken anmodningerne er indbragt, savner kompetence, og ved denne rets afgørelse om inkompetence i henhold til artikel 12 i forordning nr. 2201/2003 for så vidt angår anmodningen om forældreansvar.

49

Henset til risikoen for at skulle indbringe anmodninger om underholdspligt og forældreansvar for to forskellige retsinstanser kan denne forælder af hensyn til barnets bedste ønske at trække sin oprindelige anmodning om underholdspligt, som var indbragt for den ret, der skal træffe afgørelse om skilsmissebegæringen, tilbage, således at den ret, der har kompetence i sagen om forældreansvar, ligeledes har kompetence til at træffe afgørelse om nævnte anmodning om underholdsbidrag.

50

Nævnte forælder kan imidlertid af hensyn til barnets bedste lige så vel ønske at opretholde sin oprindelige anmodning om underholdspligt i forhold til barnet for den ret, der skal træffe afgørelse om skilsmissebegæringen, såfremt denne ret ligeledes er retten på det sted, hvor sagsøgte har sin sædvanlige bopæl.

51

Adskillige årsager, såsom dem, generaladvokaten har nævnt i punkt 65-71 i forslaget til afgørelse, kan begrunde et sådant valg for den bidragsberettigede, navnlig muligheden for anvendelse af domstolslandets lovgivning, i det foreliggende tilfælde rumænsk ret, den omstændighed, at det er nemmere at udtrykke sig på sit modersmål, eventuelt lavere omkostninger ved proceduren, kendskabet til sagsøgtes bidragsevne hos den ret, for hvilken sagen er indbragt, og den eventuelle mulighed for at undgå eksekvaturprocedurer.

52

De forelagte spørgsmål skal følgelig besvares med, at artikel 3, litra a) og d), og artikel 5 i forordning nr. 4/2009 skal fortolkes således, at i et tilfælde, hvor der for en ret i en medlemsstat er blevet indbragt tre sammenhængende anmodninger vedrørende henholdsvis skilsmisse mellem forældrene til et mindreårigt barn, forældreansvaret over for dette barn og underholdspligten i forhold til det samme barn, har den ret, som træffer afgørelse om skilsmissen, og som har erklæret sig inkompetent med hensyn til at påkende anmodningen om forældreansvar, ikke desto mindre kompetence til at påkende anmodningen om underholdspligt i forhold til nævnte barn, såfremt denne ret ligeledes er retten på det sted, hvor sagsøgte har sin sædvanlige bopæl, eller den ret, for hvilken sagsøgte har givet møde uden at bestride rettens kompetence.

53

Da sagen i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

Artikel 3, litra a) og d), og artikel 5 i Rådets forordning (EF) nr. 4/2009 af 18. december 2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt skal fortolkes således, at i et tilfælde, hvor der for en ret i en medlemsstat er blevet indbragt tre sammenhængende anmodninger vedrørende henholdsvis skilsmisse mellem forældrene til et mindreårigt barn, forældreansvaret over for dette barn og underholdspligten i forhold til det samme barn, har den ret, som træffer afgørelse om skilsmissen, og som har erklæret sig inkompetent med hensyn til at påkende anmodningen om forældreansvar, ikke desto mindre kompetence til at påkende anmodningen om underholdspligt i forhold til nævnte barn, såfremt denne ret ligeledes er retten på det sted, hvor sagsøgte har sin sædvanlige bopæl, eller den ret, for hvilken sagsøgte har givet møde uden at bestride rettens kompetence.