1

Europa-Kommissionen har med sit appelskrift nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 10. november 2017, Icap m.fl. mod Kommissionen (T-180/15, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2017:795), hvorved Retten delvist annullerede Kommissionens afgørelse C(2015) 432 final af 4. februar 2015 vedrørende en procedure efter artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 (AT.39861 – Sektoren for rentederivater i yen) (herefter »den omtvistede afgørelse«).

2

Det fremgår af de oplysninger om tvistens baggrund, som er anført i den appellerede doms præmis 1-21, at Icap plc (i hvis rettigheder og forpligtelser NEX International Limited er indtrådt), Icap Management Services Ltd og Icap New Zealand Ltd (herefter samlet benævnt »Icap«) er en del af en børsmæglervirksomhed, som handler gennem mundtlige og elektroniske netværk og ligeledes er leverandør af efterhandelstjenester.

3

Ved den omtvistede afgørelse fastslog Kommissionen, at Icap havde deltaget i seks overtrædelser af artikel 101 TEUF og artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde af 2. maj 1992 (EFT 1994, L 1, s. 3) vedrørende manipulation af referencesatserne på interbankmarkederne London Interbank Offered Rate [LIBOR, interbankrente i London (Det Forenede Kongerige)] og Tokyo Interbank Offered Rate [TIBOR, interbankrente i Tokyo (Japan)] på markedet for rentederivater i japanske yen, hvilke overtrædelser tidligere var fastslået i Kommissionens afgørelse C(2013) 8602 final af 4. december 2013 om en procedure efter artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 (sag AT.39861 – Rentederivater i japanske yen).

4

Den 29. oktober 2013 indledte Kommissionen en overtrædelsesprocedure i forhold til Icap.

5

Den 12. november 2013 meddelte Icap Kommissionen, at selskaberne ikke ønskede at vælge forligsproceduren.

6

Den 4. februar 2015 vedtog Kommissionen den omtvistede afgørelse, hvorved den pålagde Icap seks bøder på i alt 14960000 EUR for at have »faciliteret« følgende seks overtrædelser:

7

Præmis 18-21 i den appellerede dom har følgende ordlyd:

8

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 14. april 2015 anlagde Icap søgsmål med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse eller subsidiært nedsættelse af de pålagte bøder.

9

Til støtte for deres påstand om annullation havde Icap fremsat seks anbringender. Med de fire første anbringender anfægtede Icap lovligheden af den omtvistede afgørelses artikel 1 om, at der var begået overtrædelser. Det femte og det sjette anbringende var rettet mod afgørelsens artikel 2 vedrørende de pålagte bøder.

10

Ved den appellerede dom annullerede Retten delvist den omtvistede afgørelses artikel 1, mens den annullerede afgørelsens artikel 2.

11

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

12

Icap har nedlagt følgende påstande:

13

Kommissionen har fremsat et enkelt anbringende om en retlig fejl i forbindelse med fortolkningen og anvendelsen af retspraksis vedrørende begrundelsen for afgørelser om bødepålæggelse.

14

Kommissionen har gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at fastsættelsen af de bøder, som Icap blev pålagt, ikke var tilstrækkeligt begrundet i den omtvistede afgørelse.

15

Kommissionen har anført, at Retten i den appellerede doms præmis 287-291 anlagde en urigtig fortolkning af begrundelsespligten. Retten tilsidesatte den retspraksis, som følger af dom af 8. december 2011, Chalkor mod Kommissionen (C-386/10 P, EU:C:2011:815, præmis 61), og af 22. oktober 2015AC-Treuhand mod Kommissionen (C-194/14 P, EU:C:2015:717, præmis 66-68), hvorefter Kommissionen opfylder denne pligt, når den over for den virksomhed, som holdes ansvarlig for en overtrædelse af artikel 101 TEUF for sin rolle som facilitator, angiver de hensyn, der har givet den grundlag for at bedømme overtrædelsens grovhed og dens varighed, uden at den dog er forpligtet til at angive alle de taloplysninger og beregninger, der er anvendt til at fastsætte bødens størrelse.

16

Endvidere tog Retten i den appellerede doms præmis 295 og 296 ikke hensyn til dom af 28. januar 2016, Quimitécnica.com og de Mello mod Kommissionen (C-415/14 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:58, præmis 53), hvoraf det følger, at begrundelsen for en retsakt fra Kommissionen skal undersøges under hensyntagen til dens sammenhæng, herunder de drøftelser, som har kunnet finde sted mellem Kommissionen og de berørte parter før og efter retsaktens vedtagelse.

17

Kommissionen er af den opfattelse, at faktorerne vedrørende grovheden og varigheden af Icaps deltagelse i overtrædelsen er tilstrækkeligt angivet i den omtvistede afgørelse, og at dens begrundelse i denne forbindelse kan sidestilles med begrundelsen for den afgørelse, som var omhandlet i den sag, der gav anledning til dom af 22. oktober 2015, AC-Treuhand mod Kommissionen (C-194/14 P, EU:C:2015:717).

18

Ifølge Kommissionen gik den videre, end hvad den var forpligtet til, med henblik på at imødekomme Icap, som efter sin egen opfattelse var blevet forskelsbehandlet i forhold til virksomheden R.P. Martin, der ligeledes var blevet idømt bøder for sin rolle som facilitator i det samme kartel, men som i modsætning til Icap havde valgt at indgå forlig.

19

Kommissionen har anført, at den som beregningsgrundlag først havde brugt den værdi af afsætningen og den samlede omsætning på verdensplan, som de deltagende banker havde anvendt. Derefter havde Kommissionen taget hensyn til varigheden af Icaps deltagelse, og endelig havde den anvendt en nedsættelse af det hypotetiske grundbeløb med henblik på at opnå en på forhånd fastsat, passende og forholdsmæssig bøde. Af hensyn til ligebehandlingsprincippet havde Kommissionen anvendt den samme metode med hensyn til virksomheden R.P. Martin. Sidstnævnte virksomhed var imidlertid blevet indrømmet en nedsættelse på 25% for samarbejde og en nedsættelse på 10% i forbindelse med en forligsprocedure. R.P. Martins omsætning havde endvidere været næsten tyve gange mindre end Icaps, og virksomhedens deltagelse i overtrædelsen havde varet cirka en måned, mens Icap havde deltaget i mere end to måneder.

20

Såfremt Domstolen ønsker at tage stilling til bødernes størrelse på grundlag af sin fulde prøvelsesret, henstiller Kommissionen til, at den fastsætter hver bøde i forhold til nedsættelsen af de varigheder, som Retten har konstateret, og som allerede har antaget retskraft.

21

Icap har gjort gældende, at dette anbringende er ugrundet.

22

Appelanbringendet rejser i det væsentlige spørgsmålet om, hvorvidt Retten har tilsidesat rækkevidden af den begrundelsespligt, som påhviler Kommissionen, idet den i den appellerede doms præmis 287-296 i det væsentlige har fastslået, at Kommissionen ikke kan nøjes med at give en generel forsikring om, at de grundbeløb, som er anvendt med hensyn til de virksomheder, der har begået overtrædelser af artikel 101 TEUF ved at have faciliteret et kartel, afspejler grovheden, varigheden og karakteren af deres deltagelse i overtrædelserne samt bødernes afskrækkende virkning, selv om det er ubestridt, at beløbene er blevet fastsat på grundlag af en særlig metode, som virksomhederne ikke har haft kendskab til.

23

Som Retten bemærkede i den appellerede doms præmis 287 og 288, følger det af fast retspraksis, at den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296 TEUF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den omtvistede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at Unionens retsinstanser kan udøve deres prøvelsesret. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver samtlige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet om, hvorvidt en retsakts begrundelse opfylder kravene i artikel 296 TEUF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden af retsakten, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. bl.a. dom af 2.4.1998, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, C-367/95 P, EU:C:1998:154, præmis 63, og af 8.5.2019, Landeskreditbank Baden-Württemberg mod ECB, C-450/17 P, EU:C:2019:372, præmis 87).

24

For så vidt angår afgørelser, hvorved virksomheder pålægges bøder for overtrædelse af artikel 101 TEUF, har begrundelsespligten en helt særlig betydning. Kommissionen er forpligtet til at begrunde sin afgørelse og bl.a. forklare vægten og vurderingen af de elementer, den har taget i betragtning. Eksistensen af en begrundelse skal undersøges af dommeren af egen drift (dom af 8.12.2011, Chalkor mod Kommissionen, C-386/10 P, EU:C:2011:815, præmis 61).

25

Selv om Kommissionen ganske vist har en bred skønsmargen hvad angår metoden for bødeberegning ved overtrædelse af EU’s konkurrenceregler (dom af 19.12.2012, Heineken Nederland og Heineken mod Kommissionen, C-452/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2012:829, præmis 92 og den deri nævnte retspraksis), har den ikke desto mindre, for at sikre gennemsigtigheden, vedtaget retningslinjerne af 2006, i hvilke den oplyser, i hvilket omfang den tager den ene eller den anden omstændighed i betragtning i forbindelse med en overtrædelse, og hvilke konsekvenser det kan have for bødens størrelse (dom af 8.12.2011, Chalkor mod Kommissionen, C-386/10 P, EU:C:2011:815, præmis 59).

26

I henhold til retningslinjerne af 2006 skal der således ved fastsættelsen af grundbeløbet af de bøder, der skal pålægges, tages hensyn til værdien af den afsætning af de pågældende varer, som overtrædelsen omfatter. Punkt 6 og 13 i retningslinjerne af 2006 foreskriver, at værdien af denne afsætning kombineret med overtrædelsens varighed skal »afspejle både overtrædelsens og de enkelte deltagende virksomheders økonomiske betydning«.

27

Af og til passer den metode imidlertid ikke på de særlige omstændigheder ved en given sag. Dette er navnlig tilfældet, når en virksomhed, som er erklæret skyldig i en overtrædelse af artikel 101 TEUF, idet den har faciliteret et kartel, ikke har nogen omsætning på markedet for de pågældende varer. Med hensyn til sådanne situationer har Domstolen fastslået, at Kommissionen lovligt kunne anvende en anden beregningsmetode end den, der er beskrevet i retningslinjerne af 2006, og i henhold til punkt 37 heri fastsætte et fast grundbeløb af den bøde, der var blevet pålagt den virksomhed, som ved sin rådgivningsvirksomhed havde hjulpet et kartel (jf. i denne retning dom af 22.10.2015, AC-Treuhand mod Kommissionen, C-194/14 P, EU:C:2015:717, præmis 65-67).

28

For så vidt angår fastsættelsen af omfanget af den begrundelsespligt, der påhviler Kommissionen, når denne fraviger den generelle metode, som er fastsat i retningslinjerne af 2006, bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at såfremt en afgørelse fra Kommissionen, der er på linje med fast afgørelsespraksis, kan begrundes summarisk, navnlig ved henvisning til denne praksis, når afgørelsen går betydeligt længere end forudgående afgørelser, påhviler det Kommissionen at fremføre sin argumentation udtrykkeligt (jf. bl.a. dom af 26.11.1975, sag 73/74, Groupement des fabricants de papiers peints de Belgique m.fl. mod Kommissionen, 73/74, EU:C:1975:160, præmis 31, og af 29.9.2011, Elf Aquitaine mod Kommissionen, C-521/09 P, EU:C:2011:620, præmis 155).

29

Der skal ligeledes henvises til fast retspraksis, hvori det anerkendes, at de nævnte retningslinjer fastsætter vejledende regler for den praksis, som skal følges, og som Kommissionen ikke kan fravige i konkrete tilfælde uden at angive grunde, der er i overensstemmelse med bl.a. ligebehandlingsprincippet (jf. i denne retning dom af 30.5.2013, Quinn Barlo m.fl. mod Kommissionen, C-70/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:351, præmis 53, og af 11.7.2013, Ziegler mod Kommissionen, C-439/11 P, EU:C:2013:513, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis).

30

Når Kommissionen har påberåbt sig punkt 37 i retningslinjerne af 2006, skal den således anføre grundene til, at den kunne antage, at særlige forhold i den sag, som den skulle behandle, eller nødvendigheden af at sikre et afskrækkende niveau begrunder, at den fraviger den metode, som er anført i de nævnte retningslinjer, således som Retten i det væsentlige har fastslået i den appellerede doms præmis 289.

31

Endvidere opfylder Kommissionen sin begrundelsespligt, når den i sin afgørelse angiver de hensyn, der har givet den grundlag for at bedømme overtrædelsens grovhed og dens varighed (dom af 22.10.2015, AC-Treuhand mod Kommissionen, C-194/14 P, EU:C:2015:717, præmis 68). Selv om Kommissionen ikke er forpligtet til at angive samtlige taloplysninger vedrørende hver enkelt etape af den anvendte metode til beregning af bøden, påhviler det den imidlertid, således som Retten fastslog i den appellerede doms præmis 291, at forklare vægten og vurderingen af de elementer, den har taget i betragtning (dom af 8.12.2011, Chalkor mod Kommissionen, C-386/10 P, EU:C:2011:815, præmis 61).

32

Om end det er nødvendigt at angive disse elementer, skal spørgsmålet om, hvorvidt angivelsen er tilstrækkelig, bedømmes i forhold til de omhandlede omstændigheder og den sammenhæng, hvori Kommissionens afgørelse indgår.

33

I en sag, hvori Kommissionen havde fastsat grundbeløbet af den bøde, som var pålagt den virksomhed, der havde faciliteret kartellet, til et fast beløb, har Domstolen ganske vist fastslået, at en begrundelse, hvorved det blot konstateredes, at der var blevet taget hensyn til grovheden og varigheden af overtrædelserne ved fastsættelsen af beløbet, var tilstrækkelig (jf. i denne retning dom af 22.10.2015, AC-Treuhand mod Kommissionen, C-194/14 P, EU:C:2015:717, præmis 68 og 69). Det kan imidlertid ikke udledes af denne dom, at en sådan begrundelse, uanset de specifikke omstændigheder i den omhandlede sag, altid er tilstrækkelig.

34

Når Kommissionen afviger fra retningslinjerne af 2006 og anvender en anden metode, som specifikt er tilpasset de særlige omstændigheder i situationen for de virksomheder, der har faciliteret et kartel, er det endvidere, henset til retten til forsvar, nødvendigt, at de berørte parter gøres bekendt med denne metode, således at de får mulighed for at gøre deres synspunkter gældende med hensyn til de forhold, Kommissionen påtænker at lægge til grund for sin afgørelse (jf. analogt dom af 22.10.2013, Sabou, C-276/12, EU:C:2013:678, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis). Denne bekendtgørelse bidrager således til den rimelighed i, upartiskhed i og kvalitet af Kommissionens afgørelser, som offentlighedens og virksomhedernes tillid til lovligheden af denne institutions handlinger på konkurrenceområdet i sidste ende afhænger af (jf. i denne retning dom af 16.1.2019, Kommissionen mod United Parcel Service, C-265/17 P, EU:C:2019:23, præmis 31, 33, 34 og 53).

35

I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at Kommissionen har fastsat grundbeløbet af de bøder, som er pålagt Icap og R.P. Martin, på grundlag af samme metode, der er udarbejdet specifikt med henblik på facilitatorers særlige situation, og som bygger på en test i fem etaper, der kan bedømme varigheden og grovheden af virksomhedernes involvering i de pågældende overtrædelser. Omstændighederne i den foreliggende sag adskiller sig således fra de omhandlede omstændigheder i den sag, der gav anledning til dom af 22. oktober 2015, AC-Treuhand mod Kommissionen (C-194/14 P, EU:C:2015:717), hvori Kommissionen havde fastsat grundbeløbet af den bøde, som var pålagt den eneste facilitator af kartellet, til et fast beløb.

36

Endvidere henviste Retten i den appellerede doms præmis 293 til, at 287. betragtning til den omtvistede afgørelse ikke giver nærmere oplysninger om den alternative metode, som Kommissionen anvendte, men blot giver en generel forsikring om, at grundbeløbene ville afspejle grovheden, varigheden og karakteren af Icaps deltagelse i de pågældende overtrædelser samt nødvendigheden af at sikre, at bøderne havde en tilstrækkelig afskrækkende virkning.

37

Henset til de retlige omstændigheder, som er anført i nærværende doms præmis 28-34, var det med rette, at Retten i den appellerede doms præmis 294 konstaterede, dels at »287. betragtning til den [omtvistede] afgørelse, [når den er] er affattet således, [hverken giver] sagsøgerne mulighed for at forstå, om den af Kommissionen anvendte metode er berettiget, eller [Retten mulighed for] at efterprøve denne«, dels at »[d]enne utilstrækkelige begrundelse [ligeledes findes] i 290.-296. betragtning til denne afgørelse, som ikke giver de minimumsoplysninger, der ville have gjort det muligt at efterprøve relevansen og vægtningen af de forhold, som Kommissionen tog hensyn til ved fastsættelsen af bødernes grundbeløb, hvilket er i strid med retspraksis« (jf. i denne retning dom af 8.12.2011, Chalkor mod Kommissionen, C-386/10 P, EU:C:2011:815, præmis 61).

38

Henset til den i nærværende doms præmis 31 nævnte retspraksis indebærer pligten til at give en tilstrækkelig begrundelse for relevansen og vægtningen af de forhold, som Kommissionen har taget hensyn til i forbindelse med sit valg af den alternative metode, i modsætning til hvad Kommissionen har anført, ikke, at det påhviler den at angive taloplysningerne i forbindelse med metoden for bødeberegningen, eller at den er forpligtet til at give en detaljeret redegørelse for sine interne beregninger. I det foreliggende tilfælde har Kommissionen endvidere ikke hævdet, at opregningen af de fem etaper, som den anvendte alternative metode omfatter, og som den udelukkende har anført under sagen for Retten, førte den til at angive taloplysninger eller interne beregninger.

39

Kommissionen har ligeledes gjort gældende, at Retten undlod at tage hensyn til de oplysninger om beregningsmetoden, som appellanten blev forelagt i forbindelse med den administrative procedure og retssagen.

40

Henset til den væsentlige betydning, som begrundelsespligten har med hensyn til de elementer, der er nævnt i nærværende doms præmis 34, begik Retten imidlertid ikke nogen retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 295 fastslog, at »[s]elv om en anfægtet retsakts begrundelse […] skal undersøges under hensyntagen til dens sammenhæng, kan det ikke findes, at afholdelsen af uddybende og uformelle drøftelser kan fratage Kommissionen dens forpligtelse til i den anfægtede afgørelse at forklare den metode, som den har anvendt med henblik på at fastsætte de pålagte bøder«.

41

Henset til, at Kommissionen har undladt at give nogen forklaring vedrørende relevansen og vægtningen af de forhold, som den tog hensyn til i forbindelse med sit valg af metode for beregning af grundbeløbet af den bøde, som Icap blev pålagt, kunne Retten i den appellerede doms præmis 296 endvidere med rette fastslå, at en »forklaring, der er afgivet under sagen for Retten, […] ikke [kan] tages i betragtning med henblik på at vurdere, om Kommissionen har overholdt sin begrundelsespligt«.

42

Det eneste appelanbringende må derfor forkastes som ugrundet.

43

Det følger af ovenstående betragtninger, at appellen skal forkastes.

44

I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Icap har nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og da Kommissionen har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagsomkostningerne.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Tredje Afdeling):