–

»BTA Baltic Insurance Company« AS ved E. Matveja og W. Stockmeyer,

–

»Baltijas Apdrošināšanas Nams« AS ved A. Pečerica,

–

den lettiske regering ved I. Kucina og V. Soņeca, som befuldmægtigede,

–

den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato P. Garofoli,

–

den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen ved K.-P. Wojcik og A. Sauka, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse (EFT 1972 II, s. 345, herefter »første direktiv«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem »BTA Baltic Insurance Company« AS, tidligere »Balcia Insurance« SE (herefter »BTA«), og »Baltijas Apdrošināšanas Nams« AS (herefter »BAN«) vedrørende refusion af en forsikringserstatning, som BTA havde udbetalt til en af dets kunder.

3

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/103/EF af 16. september 2009 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse (EUT 2009, L 263, s. 11) ophævede bl.a. første direktiv og Rådets andet direktiv 84/5/EØF af 30. december 1983 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (EFT 1984, L 8, s. 17, herefter »andet direktiv«). Henset til tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen skal denne imidlertid behandles efter de ophævede direktiver.

4

Første direktivs artikel 1 bestemte:

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

[…]«

5

Direktivets artikel 3, stk. 1, havde følgende ordlyd:

»Hver medlemsstat træffer med forbehold af artikel 4 alle formålstjenlige foranstaltninger for at sikre, at erstatningsansvaret for køretøjer, der er hjemmehørende i det pågældende land, er dækket af en forsikring. Der træffes inden for rammerne af disse foranstaltninger bestemmelse om, hvilke skader der dækkes samt om forsikringens nærmere vilkår.«

6

Andet direktivs artikel 2, stk. 1, fastsatte:

»Ved gennemførelsen af [første direktivs] artikel 3, stk. 1, […] skal de enkelte medlemsstater træffe passende foranstaltninger for at sikre, at enhver lovbestemmelse eller enhver klausul i en forsikringspolice, der er udstedt i overensstemmelse med [første direktivs] artikel 3, stk. 1, […] og som bestemmer, at forsikringen ikke dækker nedenstående personers anvendelse af eller kørsel med køretøjet, ikke har nogen indvirkning på krav fra tredjemand, der lider skade ved et uheld:

[…]«

7

Direktivets artikel 3 fastsatte:

»Familiemedlemmer til forsikringstageren, til føreren eller til enhver anden person, der er erstatningsansvarlig for en skade, som er dækket af den i artikel 1, stk. 1, omhandlede forsikring, kan ikke under henvisning til dette slægtskab undtages fra forsikringens dækningsområde for så vidt angår personskader.«

8

Artikel 1 i Sauszemes transportlīdzekļu īpašnieku civiltiesiskās atbildības obligātās apdrošināšanas likums (lov om lovpligtig ansvarsforsikring for indehavere af motorkøretøjer vedtaget til gennemførelse af første direktiv og andet direktiv, herefter »lov om lovpligtig forsikring«) bestemmer:

»I denne lov forstås ved:

[…]

[…]«

9

Denne lovs § 3 bestemmer:

»1.   Genstanden for den lovpligtige forsikring er det erstatningsansvar, der påhviler indehaveren af et køretøj eller den retmæssige bruger heraf (herefter »indehaverens erstatningsansvar«) for skader forvoldt mod tredjemand som følge af en trafikulykke.

2.   Enhver indehaver af et køretøj skal forsikre indehaverens erstatningsansvar for hvert enkelt køretøj, der anvendes i trafikken, ved at tegne en relevant forsikringsaftale. […]«

10

Nævnte lovs artikel 18 fastsætter:

»Når der opstår en forsikringsbegivenhed, udbetaler det forsikringsselskab, som har forsikret erstatningsansvaret for indehaveren af det køretøj, der har forvoldt skaden, […] en erstatning inden for rammerne af forsikringsselskabets ansvarsbegrænsning for de skader, der er blevet forvoldt tredjemand i forbindelse med en trafikulykke […]«

11

Artikel 25, stk. 1, i samme lov har følgende ordlyd:

»Skade på tredjemands ting i forbindelse med en trafikulykke er en skade, der er opstået som følge af:

[…]«

12

Artikel 31, stk. 10, i lov om lovpligtig forsikring bestemmer:

»Såfremt et andet forsikringsselskab har udbetalt erstatning for de opståede skader i henhold til en frivillig forsikringsaftale, refunderer det forsikringsselskab, som har forsikret erstatningsansvaret for indehaveren af det i en trafikulykke skadeforvoldende køretøj […], det erstatningsbeløb, der er blevet beregnet og udbetalt, i overensstemmelse med de i denne lov fastsatte procedurer.«

13

Artikel 1 i Ceļu satiksmes likums (færdselsloven) har følgende ordlyd:

»I denne lov forstås ved:

[…]

[…]

14

Denne lovs artikel 44 bestemmer:

»1.   Der skal ydes erstatning for skader, der opstår som følge af en overtrædelse af nærværende lov eller anden lovgivning om færdselssikkerhed.

2.   Indehaveren eller den person, der retmæssigt kan råde over køretøjet, hæfter for de skader, der opstår som følge af et køretøjs anvendelse, medmindre vedkommende beviser, at skaderne skyldes force majeure, offerets eget forsæt eller egen grove forsømmelighed eller et andet forhold, som fritager for ansvar i henhold til lovgivningen.

[…]«

15

Den 24. oktober 2008 åbnede passageren i et køretøj, der holdt parkeret på et supermarkeds parkeringsplads (herefter »det første køretøj«), køretøjets højre bagdør og beskadigede derved den bagerste venstre side af det køretøj, som holdt parkeret ved siden af (herefter »det andet køretøj«).

16

Indehaveren af det andet køretøj og føreren af det første køretøj udfyldte på uheldsstedet en mindelig erklæring om motorkøretøjsuheld, hvori føreren af det første køretøj vedkendte sig sin skyld og oplyste, at det var passageren i det første køretøj, som med dettes bagdør havde stødt imod det andet køretøj.

17

BTA havde indgået en frivillig forsikringsaftale med indehaveren af det andet køretøj. Den lovpligtige ansvarsforsikring for det første køretøj var tegnet hos BAN.

18

BTA udbetalte i henhold til forsikringsaftalen med sin kunde et beløb på 47,42 lettiske lats (LVL) (ca. 67,47 EUR) til indehaveren af det andet køretøj, hvilket svarede til reparationsudgifterne i forbindelse med udbedringen af skaderne på dette køretøj fratrukket selvrisikoen. Dette selskab opfordrede derefter BAN til at refundere selskabet de afholdte udgifter.

19

BAN afslog at refundere udgifterne under henvisning til, at et uheld mellem to køretøjer, der holder stille, ikke kan anses for en »forsikringsbegivenhed« som omhandlet i lov om lovpligtig ansvarsforsikring.

20

BTA anlagde sag mod BAN ved domstolene med henblik på at opnå refusion af det erstatningsbeløb, som selskabet havde udbetalt til indehaveren af det andet køretøj. Såvel retten i første instans som appeldomstolen gav BTA medhold i søgsmålet.

21

I den af BAN iværksatte kassationsappel ophævede Augstākā tiesa (øverste domstol, Letland) ved dom af 28. marts 2014 den af appeldomstolen afsagte dom under henvisning til manglende begrundelse.

22

Ved sin fornyede behandling af sagen frifandt Rīgas apgabaltiesas Civillietu tiesas kolēģija (appeldomstolen for regionen Riga, den civilretlige afdeling, Letland) sagsøgte ved dom af 20. maj 2014 med den begrundelse, at der kun foreligger en trafikulykke, hvis mindst et af de implicerede køretøjer er i bevægelse, og at der i den foreliggende sag derfor ikke havde fundet en hos BAN forsikret begivenhed sted. Denne retsinstans fandt desuden, at det ikke var føreren, men derimod passageren i det første køretøj, der i civilretlig henseende var erstatningsansvarlig for skaderne på det andet køretøj.

23

BTA har iværksat kassationsappel ved Augstākās tiesas (øverste domstol) til prøvelse af denne dom. Til støtte for appellen har BTA bl.a. gjort gældende, at den fortolkning af begrebet »forsikringsbegivenhed«, der blev anlagt af Rīgas apgabaltiesas Civillietu tiesas kolēģija (appeldomstolen for regionen Riga, den civilretlige afdeling, Letland), er i strid med det formål om beskyttelse af ofrene for ulykker forvoldt af motorkøretøjer, som efterstræbes med de EU-retlige bestemmelser på området for ansvarsforsikring for motorkøretøjer, at anvendelsen af et sådant køretøj godt kan henhøre under begrebet »færdsel med køretøjer«, selv om køretøjet holder stille, og at indehaveren af et køretøj er ansvarlig for skader, som passagerer heri forvolder tredjeparter i forbindelse med køretøjets brug, hvorfor disse skader er dækket af ansvarsforsikringen for dette køretøj.

24

Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt det udgør en »anvendelse af et køretøj, der er i overensstemmelse med dette køretøjs almindelige brug« som omhandlet i dom af 4. september 2014, Vnuk (C-162/13, EU:C:2014:2146), at åbne døren på et parkeret køretøj, og om denne handling derfor er omfattet af begrebet »[færdsel med] køretøjer« som omhandlet i første direktivs artikel 3, stk. 1.

25

Den forelæggende ret har i denne forbindelse anført, at den brede definition, som Domstolen gav af dette begreb i den nævnte dom, taler for at besvare dette spørgsmål bekræftende. Ifølge denne ret er passagerers ind- eller udstigning af køretøjet således et udtryk for anvendelse heraf, og brugen af det pågældende køretøj kan ikke afsluttes fuldt ud, hvis passagererne forbliver i køretøjet.

26

Såfremt det nævnte spørgsmål skal besvares bekræftende, ønsker den forelæggende ret oplyst, om begrebet »[færdsel med] køretøjer« i første direktivs artikel 3, stk. 1, tillige omfatter de tilfælde, hvor en passager anvender køretøjet.

27

I denne forbindelse har den forelæggende ret anført, at i henhold til første direktivs artikel 1, nr. 2), forstås der ved begrebet »skadelidte« i direktivets forstand enhver person, der har ret til erstatning for skade forvoldt af et køretøj. Den forelæggende ret har tilføjet, at der i det nævnte direktivs artikel 3, stk. 1, tales om »[færdsel med]« køretøjer og ikke blot om føreres ansvar.

28

Desuden har den nævnte ret henledt opmærksomheden på, at Domstolen i dom af 4. september 2014, Vnuk (C-162/13, EU:C:2014:2146), præciserede, at begrebet »[færdsel med] køretøjer« i denne bestemmelse omfatter enhver anvendelse af et køretøj, der er i overensstemmelse med dette køretøjs almindelige brug. Det udgør en sådan anvendelse at åbne dørene på et køretøj for at stige ind eller ud af dette.

29

Under disse omstændigheder har Augstākā tiesa (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

30

Med sine spørgsmål, der skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om første direktivs artikel 3, stk. 1, skal fortolkes således, at en situation, hvor passageren i et køretøj, der holdt parkeret på en parkeringsplads, ved at åbne køretøjets dør er stødt imod og har beskadiget det køretøj, der holdt parkeret ved siden af, er omfattet af begrebet »[færdsel med] køretøjer«.

31

Det bemærkes i denne forbindelse, at begrebet »[færdsel med] køretøjer« i første direktivs artikel 3, stk. 1, ikke kan overlades til hver enkelt medlemsstats vurdering, men udgør et selvstændigt begreb i EU-retten, der i overensstemmelse med Domstolens faste praksis bl.a. skal fortolkes under hensyntagen til denne bestemmelses kontekst og de formål, der forfølges med den ordning, som bestemmelsen er en del af (dom af 4.9.2014, Vnuk, C-162/13, EU:C:2014:2146, præmis 41 og 42, og af 28.11.2017, Rodrigues de Andrade, C-514/16, EU:C:2017:908, præmis 31).

32

De EU-retlige bestemmelser på området for ansvarsforsikring for motorkøretøjer har dels til formål at sikre den frie bevægelighed både for køretøjer, der er hjemmehørende på Den Europæiske Unions område, og for personer, som kører i dem, dels til formål at sikre personer, der lider skade ved ulykker forvoldt af disse køretøjer, en ensartet behandling, uanset hvor i EU ulykken finder sted (jf. i denne retning dom af 23.10.2012, Marques Almeida, C-300/10, EU:C:2012:656, præmis 26, af 4.9.2014, Vnuk, C-162/13, EU:C:2014:2146, præmis 50, og af 28.11.2017, Rodrigues de Andrade, C-514/16, EU:C:2017:908, præmis 32).

33

Endvidere fremgår det af udviklingen af de EU-retlige bestemmelser, at formålet om beskyttelse af ofrene for ulykker forvoldt af motorkøretøjer konstant er blevet forfulgt og styrket af EU-lovgiver (dom af 4.9.2014, Vnuk, C-162/13, EU:C:2014:2146, præmis 52-55, og af 28.11.2017, Rodrigues de Andrade, C-514/16, EU:C:2017:908, præmis 33).

34

Henset til disse betragtninger har Domstolen fastslået, at første direktivs artikel 3, stk. 1, skal fortolkes således, at begrebet »[færdsel med] køretøjer« som omhandlet i denne bestemmelse ikke er begrænset til situationer med færdsel på veje, dvs. færdsel på offentlige veje, og at enhver anvendelse af et køretøj, der er i overensstemmelse med dette køretøjs almindelige brug, er omfattet af dette begreb (dom af 4.9.2014, Vnuk, C-162/13, EU:C:2014:2146, præmis 59, og af 28.11.2017, Rodrigues de Andrade, C-514/16, EU:C:2017:908, præmis 34).

35

I denne forbindelse har Domstolen præciseret, at for så vidt som de motorkøretøjer, der er omhandlet i første direktivs artikel 1, nr. 1), uafhængigt af deres betegnelse almindeligvis anvendes som transportmiddel, henhører enhver anvendelse af et køretøj som transportmiddel under det nævnte begreb (dom af 28.11.2017, Rodrigues de Andrade, C-514/16, EU:C:2017:908, præmis 37 og 38).

36

Det kan i det foreliggende tilfælde lægges til grund, at det udgør en anvendelse af køretøjet, der er i overensstemmelse med dets brug som transportmiddel, at åbne døren på det pågældende køretøj, for så vidt som dette navnlig tillader personer at stige ind og ud samt muliggør pålæsning og aflæsning af varer, der skal transporteres, eller som netop er blevet transporteret ved hjælp af dette køretøj.

37

Det kan ikke føre til et andet resultat, at de i hovedsagen omhandlede køretøjer holdt stille og befandt sig på en parkeringsplads på uheldstidspunktet.

38

Det bemærkes således for det første, at den omstændighed, at det i uheldet implicerede køretøj stod stille på tidspunktet for uheldets indtræden, ikke i sig selv udelukker, at anvendelsen af dette køretøj på det pågældende tidspunkt kan være omfattet af dets brug som transportmiddel og dermed af begrebet »[færdsel med] køretøjer« som omhandlet i første direktivs artikel 3, stk. 1 (dom af 28.11.2017, Rodrigues de Andrade, C-514/16, EU:C:2017:908, præmis 39). Dørene åbnes generelt kun, når motorkøretøjer holder stille.

39

Desuden har Domstolen ligeledes præciseret, at spørgsmålet om, hvorvidt motoren på det pågældende køretøj var tændt på tidspunktet for uheldets indtræden, heller ikke er afgørende (dom af 28.11.2017, Rodrigues de Andrade, C-514/16, EU:C:2017:908, præmis 39).

40

Hvad for det andet angår den omstændighed, at de i hovedsagen omhandlede køretøjer befandt sig på en parkeringsplads, bemærkes, at rækkevidden af begrebet »[færdsel med] køretøjer« som omhandlet i første direktivs artikel 3, stk. 1, ikke afhænger af egenskaberne ved det terræn, hvorpå motorkøretøjet anvendes (jf. i denne retning dom af 28.11.2017, Rodrigues de Andrade, C-514/16, EU:C:2017:908, præmis 35, og af 20.12.2017, Núñez Torreiro, C-334/16, EU:C:2017:1007, præmis 30).

41

Med hensyn til den omstændighed, at det i hovedsagen omhandlede uheld ikke skyldes en handling udført af føreren af det første køretøj, men af en passager heri, bemærkes for det første, at det i første direktivs artikel 3, stk. 1, bestemmes generelt, at det er »erstatningsansvaret for [færdsel med] køretøjer, der er hjemmehørende i det pågældende land [i hver medlemsstat]«, som skal være dækket af en forsikring.

42

I modsætning til den opfattelse, som den polske regering redegjorde for i forbindelse med besvarelsen af det andet spørgsmål, er der således hverken i denne bestemmelse eller i andre direktivbestemmelser om den lovpligtige forsikring fastsat en begrænsning af den lovpligtige forsikring, således at den kun dækker en bestemt kategori af personer, f.eks. køretøjets fører.

43

Andet direktivs artikel 2, stk. 1, der omhandler »anvendelse af eller kørsel med køretøjet«, og dette direktivs artikel 3, der henviser til »føreren eller til enhver anden person, der er erstatningsansvarlig for en skade, som er dækket af den [lovpligtige] […] forsikring«, tyder derimod på, at denne forsikring vedrører erstatningsansvar, der ikke alene skyldes føring af køretøjer, men tillige skyldes andre anvendelser af køretøjet og andre personer end førerens anvendelser.

44

Dernæst fremgår det af den i denne doms præmis 34 og 35 nævnte retspraksis, at begrebet »[færdsel med] køretøjer« som omhandlet i første direktivs artikel 3, stk. 1, omfatter »enhver« anvendelse af et køretøj, der er i overensstemmelse med dette køretøjs almindelige brug, dvs. brugen som transportmiddel.

45

I denne henseende skal det understreges, at denne anvendelse af køretøjer ikke er begrænset til føring af køretøjer, men indbefatter handlinger, der ligesom de i denne doms præmis 36 nævnte også almindeligvis udføres af passagerne.

46

Det bemærkes endelig, at de EU-retlige bestemmelser på området for ansvarsforsikring for motorkøretøjer er til hinder for, at forsikringsgivers pligt til at yde erstatning til en skadelidt i forbindelse med et færdselsuheld, der involverer et forsikret køretøj, udelukkes, når uheldet er forvoldt af en person, som ikke er den person, der er forsikret i henhold til forsikringspolicen (jf. i denne retning dom af 1.12.2011, Churchill Insurance Company Limited og Evans, C-442/10, EU:C:2011:799, præmis 33-44 og den deri nævnte retspraksis).

47

Det følger af ovenstående betragtninger, at den omstændighed, at det i hovedsagen omhandlede uheld ikke skyldes en handling udført af føreren af det første køretøj, men af en passager heri, ikke i sig selv udelukker, at køretøjets anvendelse på dette tidspunkt kan være omfattet af dets brug som transportmiddel og dermed af begrebet »[færdsel med] køretøjer« som omhandlet i første direktivs artikel 3, stk. 1.

48

På baggrund af det anførte skal de forelagte spørgsmål besvares med, at første direktivs artikel 3, stk. 1, skal fortolkes således, at en situation, hvor passageren i et køretøj, der holdt parkeret på en parkeringsplads, ved at åbne køretøjets dør er stødt imod og har beskadiget det køretøj, der holdt parkeret ved siden af, er omfattet af begrebet »[færdsel med] køretøjer« som omhandlet i denne bestemmelse.

49

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Sjette Afdeling) for ret:

Artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse skal fortolkes således, at en situation, hvor passageren i et køretøj, der holdt parkeret på en parkeringsplads, ved at åbne køretøjets dør er stødt imod og har beskadiget det køretøj, der holdt parkeret ved siden af, er omfattet af begrebet »[færdsel med] køretøjer« som omhandlet i denne bestemmelse.