–

Bastei Lübbe GmbH & Co. KG ved Rechtsanwälte B. Frommer, R. Bisle og M. Hügel,

–

den østrigske regering ved G. Eberhard, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen ved T. Scharf, F. Wilman og K.-P. Wojcik, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 3, stk. 1, og artikel 8, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (EFT 2001, L 167, s. 10) samt artikel 3, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder (EUT 2004, L 157, s. 45, berigtiget i EUT 2004, L 195, s. 16).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem forlaget Bastei Lübbe GmbH & Co. KG og Michael Strotzer vedrørende en påstand om erstatning for krænkelse af ophavsretten gennem fildeling.

3

Følgende fremgår af 3., 9. og 58. betragtning til direktiv 2001/29:

[…]

[…]

4

Dette direktivs artikel 3 med overskriften »Retten til overføring af værker til almenheden og retten til tilrådighedsstillelse for almenheden af andre frembringelser« bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne tillægger ophavsmænd eneret til at tillade eller forbyde trådbunden eller trådløs overføring til almenheden af deres værker, herunder tilrådighedsstillelse af deres værker på en sådan måde, at almenheden får adgang til dem på et individuelt valgt sted og tidspunkt.

2.   Medlemsstaterne indfører en eneret til at tillade og forbyde trådbunden eller trådløs tilrådighedsstillelse for almenheden på en sådan måde, at almenheden får adgang til de pågældende værker på et individuelt valgt sted og tidspunkt:

[…]

[…]

3.   Rettighederne efter stk. 1 og 2 udtømmes ikke af en overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden i henhold til denne artikel.«

5

Dette direktivs artikel 8 med overskriften »Sanktioner og retsmidler« bestemmer følgende i stk. 1 og 2:

»1.   Medlemsstaterne indfører passende sanktioner og retsmidler over for krænkelser af de rettigheder og forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv, og de træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at sanktionerne og retsmidlerne finder anvendelse. Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til krænkelsen og være afskrækkende.

2.   Hver medlemsstat træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at rettighedshavere, hvis interesser påvirkes af en krænkelse på dens område, kan anlægge erstatningssøgsmål og/eller kræve nedlagt forbud og i givet fald kræve beslaglæggelse af det materiale, der ligger til grund for krænkelsen, samt de i artikel 6, stk. 2, nævnte anordninger, produkter eller komponenter.«

6

Følgende fremgår af 3., 10., 20. og 32. betragtning til direktiv 2004/48:

[…]

[…]

7

Direktivets artikel 3 med overskriften »Almindelige bestemmelser« fastsætter:

»1.   Medlemsstaterne fastsætter de foranstaltninger, procedurer og retsmidler, der er nødvendige for at sikre håndhævelsen af de intellektuelle ejendomsrettigheder, der er omfattet af dette direktiv. Disse foranstaltninger, procedurer og retsmidler skal være fair og rimelige, de må ikke være unødigt komplicerede eller udgiftskrævende, og de må ikke indebære urimelige frister eller medføre ugrundede forsinkelser.

2.   Foranstaltningerne og retsmidlerne skal ligeledes være effektive, stå i et rimeligt forhold til krænkelsen og have afskrækkende virkning, og de skal anvendes på en sådan måde, at der ikke opstår hindringer for lovlig samhandel, og at der ydes garanti mod misbrug af dem.«

8

Nævnte direktivs artikel 6, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente retslige myndigheder på begæring af en part, der har fremført et rimeligt tilgængeligt bevismateriale, der er tilstrækkeligt til at understøtte hans påstande, og som til støtte for sine påstande har angivet bevismateriale, som modparten har kontrol over, kan pålægge modparten at fremlægge det pågældende bevismateriale, under forudsætning af at fortrolige oplysninger beskyttes. I forbindelse med dette stykke kan medlemsstaterne fastsætte, at et rimeligt udvalg af et betydeligt antal kopier af et værk eller enhver anden beskyttet genstand af de kompetente retslige myndigheder anses for at være rimeligt bevismateriale.«

9

Artikel 8 i direktiv 2004/48 med overskriften »Ret til information« fastsætter:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente retslige myndigheder i forbindelse med sager om krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed og som svar på en velbegrundet og forholdsmæssig afpasset begæring fra rekvirenten kan pålægge den krænkende part og/eller enhver anden person at give oplysninger om oprindelsen af og distributionskanalerne for de varer eller tjenesteydelser, der krænker en intellektuel ejendomsrettighed, såfremt den pågældende:

2.   De i stk. 1 nævnte oplysninger omfatter i givet fald:

3.   Stk. 1 og 2 finder anvendelse med forbehold af andre lovbestemmelser, der:

[…]

[…]«

10

Dette direktivs artikel 13 med overskriften »Erstatning« fastsætter:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente retslige myndigheder på begæring af den forurettede pålægger den krænkende part, der vidste eller med rimelighed burde vide, at hans aktiviteter medførte en sådan krænkelse, at betale rettighedshaveren en erstatning, der står i rimeligt forhold til det tab, denne har lidt som følge af krænkelsen.

[…]

2.   I sager, hvor den [krænkende] part har krænket intellektuelle ejendomsrettigheder uden at vide det eller uden at have rimelig grund til at vide det, kan medlemsstaterne bestemme, at de retslige myndigheder kan træffe beslutning om tilbagebetaling af et overskud eller om betaling af en erstatning, der kan være fastsat på forhånd.«

11

§ 97 i Gesetz über Urheberrecht und verwandte Schutzrechte – Urheberrechtsgesetz (lov om ophavsret og beslægtede rettigheder) af 9. september 1965 (BGBl. 1965 I, s. 1273), som ændret ved lov af 1. oktober 2013 (BGBl. 2013 I, s. 3728), bestemmer:

»1.   Den, der retsstridigt krænker ophavsretten eller en anden rettighed, der er beskyttet i henhold til denne lov, kan af den krænkede part retsforfølges med henblik på, at krænkelsen bringes til ophør, og med henblik på undladelse, såfremt der er risiko for gentagelse. Første gang, der er risiko for overtrædelse, kan der ligeledes indgives begæring om meddelelse af påbud om undladelse.

2   Den, som foretager handlingen forsætligt eller uagtsomt, er forpligtet til at betale erstatning til den krænkede part for den opståede skade. Ved udmålingen af erstatningen kan der også tages hensyn til den fortjeneste, som krænkeren har opnået ved at krænke rettigheden. Erstatningskravet kan også beregnes på grundlag af det beløb, som krænkeren skulle have erlagt som rimeligt vederlag, såfremt han havde indhentet tilladelse til at benytte den krænkede rettighed. Ophavsmænd, forfattere til videnskabelige værker (§ 70), fotografer (§ 72) og udøvende kunstnere (§ 73) kan også for skader, der ikke er formueskader, forlange en erstatning i penge, såfremt og i det omfang dette er rimeligt.«

12

Bastei Lübbe er som fremstiller af fonogrammer indehaver af ophavsrettighederne og de beslægtede rettigheder til lydbogsudgaven af en bog.

13

Michael Strotzer er indehaver af en internetforbindelse, ved hjælp af hvilken denne lydbog den 8. maj 2010 blev delt, således at den kunne downloades af et ubegrænset antal brugere via en fildeling på internettet (peer-to-peer). En sagkyndig fastslog, at IP-adressen utvivlsomt tilhørte Michael Strotzer.

14

Ved skrivelse af 28. oktober 2010 fremsatte Bastei Lübbe påkrav over for Michael Strotzer om at bringe den konstaterede ophavsretskrænkelse til ophør. Da påkravet ikke blev efterlevet, anlagde Bastei Lübbe herefter sag for Amtsgericht München (byretten i München, Tyskland) mod Michael Strotzer som indehaver af den omhandlede IP-adresse med henblik på at opnå en økonomisk godtgørelse.

15

Michael Strotzer bestred imidlertid, at han selv var ansvarlig for ophavsretskrænkelsen, og gjorde gældende, at hans internetforbindelse var tilstrækkelig sikker. Han anførte endvidere, at hans forældre, der bor på samme adresse, ligeledes havde adgang til denne forbindelse, men at de ifølge ham ikke havde dette værk på deres computer, ikke var bekendt med det og ikke benyttede online fildelingstjenester. Endvidere havde hans computer været slukket på det tidspunkt, hvor den pågældende krænkelse fandt sted.

16

Amtsgericht München (byretten i München) frifandt Michael Strotzer i den af Bastei Lübbe anlagte erstatningssag med den begrundelse, at den påståede ophavsretskrænkelse ikke kunne tilskrives Michael Strotzer, idet han havde oplyst, at hans forældre ligeledes kunne have begået den pågældende krænkelse.

17

Bastei Lübbe iværksatte appel af den af Amtsgericht München (byretten i München) trufne afgørelse ved Landgericht München I (den regionale ret i første instans, München I, München, Tyskland).

18

Sidstnævnte ret er tilbøjelig til at antage, at Michael Strotzer er ansvarlig for den påståede ophavsretskrænkelse, idet det ikke fremgår af hans forklaringer, at tredjemand havde benyttet internetforbindelsen på det tidspunkt, hvor krænkelsen blev begået. Michael Strotzer er således under alvorlig mistanke for at have krænket ophavsretten.

19

Den forelæggende ret er imidlertid forpligtet til at anvende § 97 i loven om ophavsret og beslægtede rettigheder, som ændret ved lov af 1. oktober 2013, som fortolket af Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland), hvilket ifølge den forelæggende ret ville kunne være til hinder for, at sagsøgte domfældes.

20

I henhold til retspraksis ved Bundesgerichtshof (forbundsdomstol), således som den fortolkes af den forelæggende ret, påhviler det sagsøgeren at angive og bevise ophavsretskrænkelsen. Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) finder i øvrigt, at indehaveren af en internetforbindelse må formodes at have begået en sådan krænkelse, når ingen andre kunne have benyttet denne internetforbindelse på tidspunktet for den nævnte krænkelse. Såfremt internetforbindelsen imidlertid ikke var tilstrækkelig sikker eller bevidst stod til rådighed for andre personer, anses indehaveren af denne forbindelse ikke for ophavsmand til denne krænkelse.

21

Under disse omstændigheder følger det imidlertid af retspraksis ved Bundesgerichtshof (forbundsdomstol), at der påhviler indehaveren af internetforbindelsen en sekundær oplysningspligt. Indehaveren opfylder denne sekundære pligt i tilstrækkeligt omfang, såfremt han godtgør, at andre personer, hvis identitet han i givet fald skal oplyse, havde en selvstændig adgang til hans internetforbindelse og følgelig kan formodes at have begået den påståede ophavsretskrænkelse. Såfremt et familiemedlem til indehaveren af internetforbindelsen har haft adgang til denne internetforbindelse, er sidstnævnte imidlertid ikke forpligtet til at give yderligere oplysninger om tidspunktet for og karakteren af brugen af denne forbindelse under hensyn til den beskyttelse af ægteskab og familie, der er garanteret i henhold til artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og de respektive tyske forfatningsretlige bestemmelser.

22

På denne baggrund har Landgericht München I (den regionale ret i første instans, München I, München) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

23

Europa-Kommissionen har i sine skriftlige indlæg bestridt, at de præjudicielle spørgsmål kan antages til realitetsbehandling, med den begrundelse, at de er af hypotetisk karakter. Med disse spørgsmål er der nemlig rejst tvivl om, hvorvidt praksis fra Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) er forenelig med EU-retten, selv om denne praksis ikke finder anvendelse på hovedsagen.

24

Det skal herved påpeges, at det ikke tilkommer Domstolen at udtale sig om fortolkningen og anvendelsen af nationale bestemmelser eller at fastlægge de faktiske omstændigheder, som er relevante for afgørelsen af tvisten i hovedsagen. Domstolen skal således i henhold til kompetencefordelingen mellem Unionens retsinstanser og de nationale retter tage hensyn til den overordnede sammenhæng, som ifølge forelæggelsesafgørelsen er baggrunden for det præjudicielle spørgsmål (dom af 13.6.2013, Kostov, C-62/12, EU:C:2013:391, præmis 25). Det er uden betydning, om der er tale om omstændigheder af faktisk art, retsregler eller retspraksis.

25

For så vidt som retspraksis fra Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) er en del af den sammenhæng, som er baggrund for de forelagte spørgsmål, således som disse er afgrænset af den forelæggende ret, skal de dermed ikke afvises på grund af deres angiveligt hypotetiske karakter.

26

Det skal indledningsvis bemærkes, at de to spørgsmål, der er stillet af den forelæggende ret, rejser samme retlige problemstilling, med hensyn hvilke sanktioner der kan pålægges, og hvilke foranstaltninger der skal træffes i tilfælde af krænkelser af ophavsretten, og de er i store træk enslydende formuleret med den eneste klare forskel, at det ene vedrører direktiv 2001/29 og det andet direktiv 2004/48.

27

Det skal imidlertid bemærkes, at henset til Unionens retsordens krav om enhed og sammenhæng, skal alle direktiver om intellektuel ejendomsret fortolkes i lyset af de regler og principper, der er fælles for disse (jf. i denne retning bl.a. dom af 30.6.2011, VEWA, C-271/10, EU:C:2011:442, præmis 27).

28

Henset til denne retspraksis og med henblik på at sikre en komplementær gennemførelse af direktiv 2001/29 og 2004/48 er det hensigtsmæssigt at besvare den forelæggende rets to spørgsmål under ét.

29

Med sine spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 8, stk. 1 og 2, i direktiv 2001/29, sammenholdt med dette direktivs artikel 3, stk. 1, for det første, og artikel 3, stk. 2, i direktiv 2004/48, for det andet, skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter erstatningsansvaret for indehaveren af en internetforbindelse, ved hjælp af hvilken der er begået krænkelser af ophavsretten ved fildeling, kan bortfalde, såfremt forbindelsesindehaveren nævner mindst et familiemedlem, som havde adgang til denne internetforbindelse, uden at have meddelt nærmere detaljer vedrørende tidspunktet for og arten af dette familiemedlems brug af internettet.

30

Det skal for det første bemærkes, at som det følger af niende betragtning til direktiv 2001/29, er det primære formål med dette direktiv at indføre et højt beskyttelsesniveau for ophavsretten og beslægtede rettigheder, da sådanne rettigheder er af afgørende betydning for den intellektuelle skabelsesproces.

31

Med henblik på at sikre det pågældende formål præciseres det i artikel 8, stk. 1, i direktiv 2001/29, sammenholdt med 58. betragtning hertil, at medlemsstaterne indfører passende sanktioner og retsmidler over for krænkelser af de rettigheder og forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv, og de træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at sanktionerne og retsmidlerne finder anvendelse. I denne artikel er det ligeledes præciseret, at sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til krænkelsen og være afskrækkende.

32

I henhold til dette direktivs artikel 8, stk. 2, træffer hver medlemsstat endvidere de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at rettighedshavere, hvis interesser påvirkes af en krænkelse på dens område, kan anlægge erstatningssøgsmål.

33

Det skal for det andet bemærkes, at således som det fremgår af tiende betragtning til direktiv 2004/48, er formålet med dette direktiv indbyrdes at tilnærme medlemsstaternes lovgivninger vedrørende midlerne til håndhævelse af intellektuel ejendomsret med henblik på at sikre et højt, ækvivalent og ensartet beskyttelsesniveau i det indre marked.

34

Med henblik herpå fastsætter direktivets artikel 3, stk. 2, at de af medlemsstaterne fastsatte foranstaltninger og retsmidler skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til krænkelsen og have afskrækkende virkning.

35

I denne sag fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at i henhold til den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning anses indehaveren af en internetforbindelse, ved hjælp af hvilken der er begået en krænkelse af ophavsretten, for at have begået denne krænkelse, når den pågældende præcist er identificeret ved hjælp af sin IP-adresse, og der ikke er andre personer, som havde adgang til forbindelsen på det tidspunkt, hvor krænkelsen fandt sted.

36

Af forelæggelsesafgørelsen fremgår det imidlertid også, at den i hovedsagen omhandlede lovgivning bestemmer, at denne formodning kan afkræftes i tilfælde af, at der er andre personer, som foruden forbindelsesindehaveren havde adgang til forbindelsen. Hvis et familiemedlem til den pågældende indehaver havde denne mulighed, ville sidstnævnte i medfør af den grundlæggende ret til beskyttelse af familielivet ved en simpel udpegelse af dette familiemedlem undgå at ifalde ansvar, uden at han er forpligtet til at give nærmere detaljer vedrørende tidspunktet for dette familiemedlems anvendelse af internetforbindelsen og arten af dette familiemedlems brug af denne forbindelse.

37

Under disse omstændigheder skal det undersøges, om en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede er forenelig med kravet om, at den pågældende medlemsstat skal fastsætte passende retsmidler over for krænkelser af ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder, og hvormed der indføres effektive og afskrækkende sanktioner over for lovovertrædere, således som fastsat i artikel 8, stk. 1, i direktiv 2001/29, sammenholdt med 58. betragtning hertil, og forpligtelsen i artikel 3, stk. 1 og 2, i direktiv 2004/48 til at fastsætte effektiv og afskrækkende foranstaltninger og retsmidler til at sikre overholdelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder.

38

I denne forbindelse fastsætter den i hovedsagen omhandlede lovgivning, at når den krænkede part anlægger sag, er indehaveren af internetforbindelsen, som med sikkerhed er identificeret som værende skyld i en krænkelse af ophavsretten, ikke – på de betingelser, som der er henvist til i denne doms præmis 36 – forpligtet til at fremlægge beviser, som denne part har rådighed over, og som kan kædes sammen med denne krænkelse.

39

Hvad nærmere bestemt angår direktiv 2004/48 pålægger dets artikel 6, stk. 1, medlemsstaterne at sikre, at de kompetente retslige myndigheder på begæring af en part, der har fremført et rimeligt tilgængeligt bevismateriale, der er tilstrækkeligt til at understøtte hans påstande, og som til støtte for sine påstande har angivet bevismateriale, som modparten har rådighed over, kan pålægge modparten at fremlægge det pågældende bevismateriale, under forudsætning af, at fortrolige oplysninger beskyttes.

40

I øvrigt fremgår det bl.a. af 20. betragtning til direktiv 2004/48, at da beviser er af altafgørende betydning for at fastslå en krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, bør det sikres, at der reelt er mulighed for at optage, fremlægge og sikre beviser.

41

Artikel 6, stk. 1, i direktiv 2004/48, sammenholdt med 20. betragtning hertil, skal dermed fortolkes således, at medlemsstaterne skal sikre, at det reelt er muligt for den forurettede part at optage beviser, som modparten har rådighed over, til støtte for sine påstande, under forudsætning af, at beskyttelsen af fortrolige oplysninger sikres ved fremlæggelsen af disse beviselementer.

42

Endvidere, og som anført i denne doms præmis 36, er den grundlæggende ret til beskyttelse af familielivet med hensyn til den i hovedsagen omhandlede lovgivning til hinder for, at den forurettede fra modparten kan opnå det bevismateriale, der er nødvendigt for, at han kan understøtte sine påstande.

43

Det fremgår imidlertid af 32. betragtning til direktiv 2004/48, at direktivet er i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, der er anerkendt i chartret. Direktivet har navnlig til formål at sikre, at den intellektuelle ejendomsret overholdes fuldt ud i overensstemmelse med chartrets artikel 17, stk. 2.

44

Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse rejser derfor spørgsmålet om, hvorledes man opnår den nødvendige forening af de krav, der er forbundet med forskellige grundlæggende rettigheder, nemlig ret til effektive retsmidler og intellektuel ejendomsret på den ene side og retten til respekt for privatliv og familieliv på den anden side (jf. analogt dom af 16.7.2015, Coty Germany, C-580/13, EU:C:2015:485, præmis 33).

45

I denne henseende skal det for det første bemærkes, at EU-retten i henhold til Domstolens praksis kræver, at medlemsstaterne under gennemførelsen af direktiver påser, at de lægger en fortolkning af disse direktiver til grund, som gør det muligt at sikre den rette afvejning af de forskellige grundlæggende rettigheder, der er beskyttet af EU’s retsorden. Under iværksættelsen af foranstaltningerne til gennemførelse af de nævnte direktiver påhviler det herefter ikke blot myndighederne og domstolene i medlemsstaterne at fortolke deres nationale ret på en måde, der er forenelig med disse direktiver, men også at sikre, at de ikke lægger en fortolkning heraf til grund, som kommer i konflikt med disse grundlæggende rettigheder eller med andre almindelige EU-retlige principper (dom af 16.7.2015, Coty Germany, C-580/13, EU:C:2015:485, præmis 34).

46

For det andet skal det bemærkes, at chartrets artikel 52, stk. 1, bl.a. præciserer, at enhver begrænsning i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes, skal respektere disse rettigheders og friheders væsentligste indhold, og at det følger af Domstolens retspraksis, at en foranstaltning, der medfører en krænkelse af en af chartret beskyttet rettighed, anses for ikke at være i overensstemmelse med kravet om, at der skal sikres en sådan afvejning mellem de grundlæggende rettigheder, der skal forenes (dom af 16.7.2015, Coty Germany, C-580/13, EU:C:2015:485, præmis 35).

47

De forskellige elementer i den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning skal fortolkes af Domstolen i lyset af dette krav om den rette afvejning.

48

I denne forbindelse skal det bemærkes, at hvad angår retten til beskyttelse af privatlivet i snæver forstand fremgår det af ordlyden af chartrets artikel 7, at beskyttelsen i henhold til denne artikel skal udvides til »enhver«, og at den ikke er begrænset til alene at gælde for familiemedlemmer til den person, som de retslige myndigheder har pålagt at fremlægge dette bevismateriale, idet disse familiemedlemmer ikke nyder en særlig beskyttelse.

49

Det kan imidlertid ikke bestrides, at i henhold til chartrets artikel 7 kan personer, som tilhører samme familie, i egenskab heraf nyde en særlig beskyttelse, som bevirker, at de kan undlade at opfylde en forpligtelse, som pålægger dem gensidigt at inkriminere hinanden, såfremt en af dem er mistænkt for at have begået en retsstridig handling.

50

Artikel 8, stk. 3, litra d), i direktiv 2004/48, sammenholdt med artiklens stk. 1 og 2, afspejler dette hensyn, idet den ikke er til hinder for anvendelsen af nationale love og administrative bestemmelser, der gør det muligt for den krænkende part at nægte at give oplysninger, som tvinger den pågældende til at indrømme sin egen eller sine nærmeste pårørendes deltagelse i en krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed.

51

Det skal imidlertid bemærkes, at såfremt den nationale lovgivning i situationer som den i hovedsagen omhandlede og som fortolket af de kompetente nationale domstole er til hinder for, at en national ret, for hvilken der er anlagt et erstatningssøgsmål, på begæring fra sagsøgeren kan kræve fremlæggelse af bevismateriale vedrørende modpartens familiemedlemmer, bevirker dette, at det bliver umuligt at fastlægge den påståede krænkelse af ophavsrettigheden og identificere overtrædelsens ophavsmand, hvilket kan medføre en alvorlig krænkelse af den grundlæggende ret til effektive retsmidler og den intellektuelle ejendomsret, der tilkommer indehaverne af ophavsrettigheder, og dermed overholdes kravet om at sikre den rette afvejning af de forskellige grundlæggende rettigheder ikke (jf. analogt dom af 16.7.2015, Coty Germany, C-580/13, EU:C:2015:485, præmis 41).

52

I og med den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning yder familiemedlemmerne til indehaveren af en internetforbindelse, ved hjælp af hvilken der er begået krænkelser af ophavsretten ved fildeling, en næsten absolut beskyttelse, kan den ikke anses for tilstrækkelig effektiv og for at gøre det muligt i sidste ende at pålægge den ansvarlige for krænkelsen en effektiv og afskrækkende sanktion, hvilket er i strid med kravene i artikel 8, stk. 1, i direktiv 2001/29. Endvidere kan den procedure, som er iværksat ved anvendelsen af de i hovedsagen omhandlede retsmidler, ikke sikre håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder, således som krævet i henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 2004/48.

53

Det ville imidlertid forholde sig anderledes, hvis rettighedsindehavere med henblik på at undgå et uberettiget indgreb i familiesfæren rådede over et andet effektivt retsmiddel, der i dette tilfælde bl.a. ville gøre det muligt for dem at få anerkendt indehaveren af den pågældende internetforbindelses civilretlige ansvar.

54

I øvrigt tilkommer det i sidste ende den forelæggende ret at efterprøve, om der i givet fald inden for den pågældende nationale ret findes andre foranstaltninger, procedurer og retsmidler, der gør det muligt for de kompetente retslige myndigheder at træffe afgørelse om, at de nødvendige oplysninger, der gør det muligt under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede at fastslå krænkelsen af ophavsretten og at identificere den, der har begået krænkelsen, videregives (jf. i denne retning dom af 16.7.2015, Coty Germany, C-580/13, EU:C:2015:485, præmis 42).

55

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 8, stk. 1 og 2, i direktiv 2001/29, sammenholdt med direktivets artikel 3, stk. 1, for det første, og artikel 3, stk. 2, i direktiv 2004/48, for det andet, skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, således som den er blevet fortolket af den kompetente nationale retsinstans, og hvorefter erstatningsansvaret for indehaveren af en internetforbindelse, ved hjælp af hvilken der er begået krænkelser af ophavsretten ved fildeling, ikke ifaldes, såfremt forbindelsesindehaveren nævner mindst et familiemedlem, som havde adgang til denne internetforbindelse, uden at have meddelt nærmere detaljer vedrørende tidspunktet for og arten af dette familiemedlems brug af internettet.

56

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

Artikel 8, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet, sammenholdt med direktivets artikel 3, stk. 1, for det første, og artikel 3, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder, for det andet, skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, således som den er blevet fortolket af den kompetente nationale retsinstans, og hvorefter erstatningsansvaret for indehaveren af en internetforbindelse, ved hjælp af hvilken der er begået krænkelser af ophavsretten ved fildeling, ikke ifaldes, såfremt forbindelsesindehaveren nævner mindst et familiemedlem, som havde adgang til denne internetforbindelse, uden at have meddelt nærmere detaljer vedrørende tidspunktet for og arten af dette familiemedlems brug af internettet.