1

Med sin appel har Ludwig-Bölkow-Systemtechnik GmbH nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 19. februar 2016, Ludwig-Bölkow-Systemtechnik mod Kommissionen (T-53/14, ikke trykt i Sml., herefter »den appellerede dom«, EU:T:2016:88), hvorved Retten gav appellanten delvis medhold i selskabets søgsmål med påstand om, at det blev fastslået dels, at Europa-Kommissionen ikke havde ret til at pålægge det at tilbagebetale forskud i medfør af tre kontrakter, dels at appellanten ikke var forpligtet til at betale faste godtgørelser til Kommissionen.

2

Sagens baggrund er beskrevet som følger i den appellerede doms præmis 1-19:

3

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 20. januar 2014 anlagde appellanten sag med påstand om, at det fastsloges, for det første, at Kommissionen ikke havde beregnet omkostningerne til de tre projekter i overensstemmelse med kontraktbestemmelserne, for det andet, at det økonomiske tilskud, som appellanten modtog fra Unionen som led i HyWays-projektet, var lavere end det, der fremgik af de to debitnotaer, som Kommissionen havde udstedt, for det tredje, at Kommissionen med urette havde omkvalificeret driftsomkostningerne som forskningsomkostninger i HyApproval-projektet, for det fjerde, at appellanten ikke var forpligtet til at betale Kommissionen faste godtgørelser som led i de tre projekter, og endelig for det femte, at Kommissionen havde udstedt de omtvistede debitnotaer med urette, idet de beløb, som appellanten skyldte, var lavere end de i disse notaer anførte.

4

Sagsøgeren fremsatte hovedsageligt fire anbringender til støtte for sit søgsmål. Det første anbringende vedrørte Kommissionens urigtige afvisning af at acceptere den metode til beregning af omkostningerne, som appellanten havde foreslået. Med det andet anbringende gjorde appellanten gældende, at Kommissionen med urette havde fundet, at appellanten som led i HyWays-projektet havde modtaget et økonomisk tilskud på 604240,79 EUR. Det tredje anbringende vedrørte den urigtige omkvalificering af visse omkostninger afholdt som led i kontrakten om HyApproval-projektet. Endelig vedrørte det fjerde anbringende den urigtige karakter af det krav om faste godtgørelser, som Kommissionen havde fremsat.

5

Hvad angår den anden og tredje påstand fandt Retten, at det var ufornødent at træffe afgørelse om disse, eftersom Kommissionen med vedtagelsen af kreditnota nr. 3233150004 og nr. 3233150006 havde anerkendt, at der var grundlag for appellantens argumenter.

6

Retten forkastede appellantens første påstand om beregningsmetoden for omkostningerne til projektet. Retten fastslog bl.a. i den appellerede doms præmis 58, at Kommissionen med føje havde afvist den af appellanten foretrukne metode til registrering af omkostninger, eftersom denne metode indebar en opgivelse af omkostninger, som hverken var reelle, omkostningseffektive eller nødvendige for gennemførelsen af projektet som omhandlet i punkt II.19, stk. 1, litra a), i de almindelige betingelser.

7

Hvad angår den fjerde påstand om de faste godtgørelser undersøgte Retten, om Kommissionens anvendelse af punkt II.30 i de almindelige betingelser på omstændighederne i den foreliggende sag var i overensstemmelse med de regler i den belgiske civile lovbog, som gjaldt for anvendelsen af straffebestemmelser. Retten fastslog efter denne undersøgelse, at der i medfør af artikel 1231 i den belgiske civile lovbog skulle foretages en nedsættelse af de af appellanten skyldige beløb for faste godtgørelser til et beløb, der svarede til 10% af de forskud, som appellanten uberettiget havde modtaget.

8

Appellanten har med appellen nedlagt følgende påstande:

9

Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og om, at appellanten tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

10

Kommissionen har gjort gældende, at appellen må afvises, for så vidt som den vedrører den fordeling af omkostningerne, som Retten besluttede i den appellerede dom, vedrørende den anden og tredje påstand, med hensyn til hvilke Retten fastslog, at det var ufornødent at træffe afgørelse.

11

Til støtte for appellen har appellanten fremsat fem anbringender, der vedrører henholdsvis en begrundelsesmangel, en tilsidesættelse af princippet om god tro, en urigtig gengivelse af beviserne, en tilsidesættelse af artikel 1162, 1134 og 1135 i den belgiske civile lovbog og endelig retlige fejl hvad angår anvendelsen af de faste godtgørelser.

12

Med det første anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten tilsidesatte sin begrundelsespligt i den appellerede doms præmis 51, 55 og 58, da den forkastede den metode til beregning af timetaksten, som appellanten havde benyttet, fordi denne metode gav grundlag for højere omkostninger, »som hverken var reelle, omkostningseffektive eller nødvendige for gennemførelsen af projektet«, og endvidere bevirkede, at Kommissionen deltog i »dækningen af alle appellantens omkostninger uden hensyn til enhver undersøgelse af deres tilknytning til projekterne«.

13

Appellanten har anført, at de grunde, der fremgår af disse præmisser, er uforståelige, for så vidt som den kvotient, som appellanten anvendte, (omkostninger/arbejdstid, der kan opgøres), havde en meget tættere tilknytning til de af kontrakterne omhandlede projekter end den af Kommissionen anvendte kvotient (omkostninger/samlet arbejdstid (uanset om den kan opgøres eller ej)). Den sidstnævnte kvotient inkluderer nemlig ikke alene andre projekter, men ligeledes den samlede arbejdstid uden forbindelse med projekterne.

14

Appellanten har i replikken anført, at den viden, der blev erhvervet som led i opfølgningen på projektet og udviklingen, sikrer og forbedrer kvaliteten af alle projekter, herunder de omtvistede projekter. Det følger heraf, at de omkostninger, der svarer til opfølgning på projektet og udvikling, er støtteberettigede omkostninger i medfør af punkt II.19, stk. 1, og punkt II.20, stk. 1, i de almindelige betingelser.

15

Kommissionen har gjort gældende, at det første anbringende skal forkastes.

16

Det bemærkes, at begrundelsespligten i artikel 296 TEUF udgør et væsentligt formkrav, som bør adskilles fra spørgsmålet om begrundelsens rigtighed, der henhører under spørgsmålet om den omtvistede retsakts materielle lovlighed. En afgørelses begrundelse består nemlig i formelt at udtrykke de grunde, som afgørelsen er baseret på. Hvis disse grunde er behæftet med fejl, vil afgørelsens grundlags lovlighed være behæftet med fejl, men det vil dennes begrundelse ikke, idet denne kan være tilstrækkelig, selv om den er udtryk for fejlagtige grunde. Heraf følger, at de klagepunkter og argumenter, som har til formål at bestride rigtigheden af en retsakt, er uden betydning i forbindelse med et anbringende om manglende eller utilstrækkelig begrundelse (dom af 18.6.2015, Ipatau mod Rådet, C-535/14 P, EU:C:2015:407, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

17

For så vidt som den argumentation, som appellanten har påberåbt sig til støtte for sit første anbringende, kan forstås enten således, at den tilsigter at anfægte, at der var grundlag for Rettens vurdering af metoden til beregning af timetaksten, eller som udtryk for den opfattelse, at Rettens begrundelse i den appellerede doms præmis 51, 55 og 58 var selvmodsigende og tvetydig, skal denne argumentation forkastes som ugrundet.

18

Retten redegjorde således i den nævnte doms præmis 46-48 for de særlige kendetegn ved den EU-finansiering, der ydes som led i tilskudsaftaler, inden den i lyset af disse kendetegn efterprøvede, om Kommissionen med føje kunne afvise den metode til fastsættelse af støtteberettigede omkostninger, som appellanten havde anvendt, fordi metoden ikke var i overensstemmende med kontraktbestemmelserne.

19

I dommens præmis 51 anførte Retten, at appellantens beregningsmetode »indebærer, at visse timer, som selskabets ansatte har arbejdet, udelukkes fra beregningen af timetaksten, såsom timer vedrørende opfølgning på projektet, udvikling, deltagelse i konferencer, udvikling af nye forretningsmetoder samt opfølgning på kontrakter med kunderne, fordi disse timer ikke tilegnes levering af ydelser til alle dets ordregivere og derfor ikke kan opgøres«. Ifølge Retten »følger det heraf, at det grundlag, der tjener som nævner, er mere snævert end det, der udgøres af alle de aflønnede timer, og at timetaksten følgelig bliver højere«, hvorfor »denne takst, når den anvendes på de timer, der rent faktisk lægges i projekterne, fører til en højere opgivelse af omkostninger«.

20

I den appellerede doms præmis 55 bemærkede Retten, »at nedsættelsen af beregningsgrundlaget for timetaksten og forhøjelsen af de støtteberettigede omkostninger, der følger heraf, indebærer, at Kommissionen deltager i dækningen af samtlige [appellantens] omkostninger uden hensyntagen til enhver undersøgelse af deres forbindelse med de projekter, der er genstand for EU-finansiering«. I denne doms præmis 56 udledte Retten heraf, at »selv om en sådan tilgang lovligt kan omfattes af rammerne for en klassisk tjenesteydelseskontrakt, […] er den ikke forenelig med særegenhederne ved de omhandlede tilskudsaftaler«.

21

Det følger heraf, at Retten fandt, at det afgørende ikke var, om den kvotient, som appellanten havde anvendt, havde en nær tilknytning til de pågældende projekter i tilskudsaftalerne, men om omkostningerne som følge af anvendelsen af denne kvotient blev fordelt på hele arbejdstiden, hvilket sikrede, at Unionens budget ikke finansierede omkostninger vedrørende opfølgning på projektet, udvikling, deltagelse i konferencer, udvikling af nye forretningsmetoder samt opfølgning på kontrakterne med kunderne.

22

Der var således ikke tale om nogen selvmodsigelse, da Retten i den appellerede doms præmis 58 fastslog, at Kommissionen med føje havde afvist den af appellanten foretrukne metode til registrering af omkostninger, eftersom denne metode indebar en opgivelse af omkostninger, som hverken var reelle, omkostningseffektive eller nødvendige for gennemførelsen af projektet som omhandlet i punkt II.19 i de almindelige betingelser.

23

Det følger heraf, at det første anbringende skal forkastes.

24

Med det andet anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten, idet den ikke anerkendte, at Kommissionen havde tilsidesat det almindelige princip om god tro, som skal gælde i forhold mellem EU-institutionerne og markedsaktørerne, selv tilsidesatte dette princip.

25

Med det andet anbringendes første led har appellanten gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte dette princip, idet den undlod i punkt II.19 ff. i de almindelige betingelser at specificere, hvorledes dens medkontrahent skulle beregne de støtteberettigede omkostninger. Det er appellantens opfattelse, at Kommissionen i punkt II.19, stk. 1, litra b), i de almindelige betingelser således blot formulerede generelle principper og henviste til de sædvanlige regnskabsprincipper for medkontrahenten. Selskabet har præciseret, at princippet om god tro er en del af de almindelige EU-retlige principper, som Domstolen har fastsat. Det har i denne forbindelse henvist til flere domme, herunder dom af 12. juli 1957, Algera m.fl. mod Den Fælles Forsamling (7/56 og 3/57-7/57, EU:C:1957:7, Sml. 1954-1964, s. 45, org.ref.: Rec. s. 114 og 115), og af 29. april 2004, IPK-München og Kommissionen (C-199/01 P og C-200/01 P, EU:C:2004:249, præmis 78).

26

Med det andet anbringendes andet led har appellanten anført, at Retten ligeledes tilsidesatte dette princip, idet den i den appellerede doms præmis 50-63 forkastede den metode til beregning af timetaksten, som appellanten havde anvendt, og idet den i denne doms præmis 59 blot bemærkede, at henvisningen til totalomkostningsmodellen ikke kunne godtgøre, at den af appellanten anvendte beregningsmetode var i overensstemmelse med bl.a. punkt II.19, stk. 1, litra a), i de almindelige betingelser.

27

Kommissionen har principalt gjort gældende, at det andet anbringende må afvises, og subsidiært, at det savner grundlag.

28

Hvad angår det andet anbringendes første led om Kommissionens tilsidesættelse af det generelle EU-retlige princip om god tro skal det fastslås, at appellanten med sin argumentation fremført til støtte herfor blot har anfægtet Kommissionens afgørelse. En sådan argumentation, der ikke er rettet mod den appellerede dom, kan derfor ikke antages til realitetsbehandling i forbindelse med en appel.

29

Hvad angår dette anbringendes andet led om Rettens tilsidesættelse af princippet om god tro skal det bemærkes, at det fremgår Domstolens praksis, at såfremt en part fik adgang til for første gang for Domstolen at fremsætte et anbringende, der ikke var blevet fremsat for Retten, ville det være ensbetydende med at give parten adgang til at forelægge en mere omfattende sag for Domstolen end den, som parten indbragte for Retten. Under en appelsag har Domstolen i princippet kun kompetence til at tage stilling til Rettens bedømmelse af de anbringender, der er blevet behandlet for den. Et argument, som ikke er blevet fremført i første instans, udgør imidlertid ikke et nyt anbringende, der skal afvises under appellen, hvis det blot udgør en uddybning af den argumentation, der blev fremført som led i et anbringende fremsat i stævningen for Retten (dom af 28.7.2016, Tomana m.fl. mod Rådet og Kommissionen, C-330/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:601, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

30

Eftersom appellanten med dette anbringendes andet led har gjort gældende, at Retten burde have anerkendt, at Kommissionen havde tilsidesat princippet om god tro, skal det fastslås, at en sådan argumentation ikke blev fremført for Retten. Dette er således nyt og skal afvises.

31

Det andet anbringende skal derfor afvises.

32

Med det tredje anbringende har appellanten foreholdt Retten, at den foretog en urigtig gengivelse af beviserne.

33

Med dette anbringendes første led har appellanten gjort gældende, at Retten foretog en urigtig gengivelse af de beviser og faktiske omstændigheder, som selskabet gjorde gældende til støtte for sin argumentation. idet Retten i den appellerede doms præmis 55, 56 og 58 fastslog, at den metode til registrering af omkostningerne, som appellanten anvendte, førte selskabet til at opgive omkostninger, som hverken var reelle, omkostningseffektive eller nødvendige for at gennemføre projekterne, og som dermed ikke kunne anses for støtteberettigede med henblik på gennemførelsen af de pågældende projekter. Appellanten har i denne forbindelse præciseret, at Retten i denne doms præmis 46 bemærkede, »at de støtteberettigede omkostninger ikke [kunne] medføre, at kontrahenten opnåede en fortjeneste«. Som led i sit søgsmål i første instans gjorde appellanten dels gældende, at selskabets beregningsmetode ikke resulterede i nogen fortjeneste for selskabet, men tværtimod allerhøjest kunne føre til en dækning af selskabets omkostninger forbundet medprojekterne, hvorimod Kommissionens beregningsmetode medførte betydelige tab for selskabet. Dels er den grund, der fremgår af den nævnte doms præmis 58, støttet på urigtige oplysninger, eftersom de er i strid med de af appellanten fremførte og beviste oplysninger.

34

Med dette anbringendes andet led har appellanten foreholdt Retten, at den uden at have indhentet beviser om den af selskabet anvendte beregningsmetode fastslog, at selskabet havde opnået en fortjeneste, og at der ikke forelå en tilstrækkeligt tæt tilknytning mellem de anførte omkostninger og de pågældende projekter.

35

Med dette anbringendes tredje led har appellanten foreholdt Retten, at den ikke definerede »alle omkostningerne«, da den i den appellerede doms præmis 55 anførte, at appellantens beregningsmetode betød, at Kommissionen deltog i »dækningen af samtlige [appellantens] omkostninger«.

36

Med det tredje anbringendes fjerde led har appellanten endelig gjort gældende, at Retten foretog en åbenbart urigtig gengivelse af Kommissionens argumentation, idet den i den appellerede doms præmis 61 fastslog, at fortolkningen af punkt II.19 ff. i de almindelige betingelser var tilstrækkeligt »klar«. Fortolkningen af disse betingelser var ligeledes tvetydig i forhold til Kommissionen, eftersom den for nævneren i kvotienten for timetaksten tog hensyn til dels »personaleomkostninger«, dels »samtlige omkostninger«.

37

Ifølge Kommissionen bør det tredje anbringende forkastes.

38

Ifølge fast retspraksis er det er alene Retten, der har kompetence til at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af de sagsakter, som den har fået forelagt, og til at tage stilling til beviserne. Fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder og vurderingen af beviserne udgør derfor ikke et retsspørgsmål, der som sådan er undergivet Domstolens prøvelsesret, medmindre de er gengivet urigtigt (dom af 29.10.2015, Kommissionen mod ANKO, C-78/14 P, EU:C:2015:732, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).

39

En appellant skal, når denne gør gældende, at beviserne er gengivet urigtigt, i henhold til artikel 256 TEUF, artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 168, stk. 1, litra d), i Domstolens procesreglement, præcist angive, hvilke beviser der er blevet urigtigt gengivet, og påvise de fejl i den undersøgelse, der efter appellantens opfattelse har foranlediget denne urigtige gengivelse. Det følger i øvrigt af fast retspraksis, at en urigtig gengivelse af omstændighederne skal fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne (dom af 30.11.2016, Kommissionen mod Frankrig og Orange, C-486/15 P, EU:C:2016:912, præmis 99 og den deri nævnte retspraksis).

40

Selv om appellanten med det tredje anbringende har påberåbt sig en urigtig gengivelse af beviserne, skal det fastslås, at selskabet med det første og fjerde led, der er fremsat til støtte for dette anbringende, blot har kritiseret Rettens vurderinger af de faktiske omstændigheder i dels den appellerede doms præmis 55, 56 og 58, hvorefter i det væsentlige appellantens beregningsmetode førte til opgivelse af omkostninger, som hverken var reelle, omkostningseffektive eller nødvendige for at gennemføre de pågældende projekter, dels i denne doms præmis 61, hvorefter punkt II.19-II.21 i de almindelige betingelser er klare. Appellanten tilsigter reelt at få Domstolen til at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder i denne henseende, uden at det præcist angives, hvilke beviser Retten har gengivet urigtigt. Dette anbringendes første og fjerde led skal følgelig afvises.

41

Hvad angår dette anbringendes andet led kan det ikke foreholdes Retten, at den ikke indhentede de nødvendige beviser, eftersom det tilkom appellanten i givet fald at fremlægge alle beviser, der kunne understøtte selskabets argumenter som led i det søgsmål, som det havde anlagt for Retten (jf. i denne retning kendelse af 30.6.2015, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, C-575/14 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2015:443, præmis 21).

42

Hvad angår det tredje anbringendes tredje led, hvorved appellanten har foreholdt Retten, at den ikke definerede udtrykket »samtlige omkostninger«, der fremgår af den appellerede doms præmis 55, skal det blot fastslås, at dette argument er vanskeligt at forstå og uden relevans som led i et anbringende om en urigtig gengivelse af beviserne, da det ikke vedrører et bevis.

43

Det følger heraf, at det tredje anbringende delvist skal afvises, delvist skal forkastes som ugrundet.

44

Med det fjerde anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten, idet den i den appellerede doms præmis 61 fastslog, at fortolkningen af punkt II.19-II.21 i de almindelige betingelser var klar hvad angår den omtvistede metode til fastsættelse af omkostningerne, og at der derfor ikke var grundlag for at anvende principperne i belgisk ret, tilsidesatte artikel 1162, 1134 og 1135 i den belgiske civile lovbog.

45

Selskabet har herved anført, at det påhvilede Kommissionen klart og forud for indgåelsen af de pågældende kontrakter at præcisere reglerne for fastsættelsen af omkostningerne. Appellanten har gjort gældende, at kontrakterne var upræcise på dette punkt, eftersom disse præciseringer ikke blev fremlagt. Kontrakterne skulle således have været fortolket i henhold til de nævnte bestemmelser i belgisk ret, som i tilfælde af tvivl om fortolkningen af en aftale foreskriver, at en sådan skal fortolkes modsat den, der har fastsat bestemmelserne, og til fordel for den, der har påtaget sig forpligtelsen, og således at medkontrahenterne er underlagt en forpligtelse til at gennemføre aftalerne i god tro. Det er appellantens opfattelse, at Retten skulle have fastslået, at metoden til den beregning af timetaksten, som selskabet foreslog, var forenelig med de almindelige betingelser for de pågældende kontrakter og de ovennævnte bestemmelser i den belgiske civile lovbog. Selskabet har gjort gældende, at Retten skulle have fastslået, at de omtvistede debitnotaer var i strid med kontrakterne og dermed ulovlige.

46

Appellanten har i denne forbindelse ligeledes gjort gældende, at det følger af Domstolens praksis og navnlig af dom af 26. februar 2015, Planet mod Kommissionen (C-564/13 P, EU:C:2015:124, præmis 21), at fortolkningen og anvendelsen af artikel 1162, 1134 og 1135 i den belgiske civile lovbog, for så vidt som kontrakterne i medfør af en voldgiftsklausul er undergivet national ret, er et retligt spørgsmål, som kan forelægges Domstolen som led i en appel.

47

Kommissionen har gjort gældende, at det fjerde anbringende enten må afvises eller må forkastes som uvirksomt.

48

Med det fjerde anbringende har appellanten i det væsentlige foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 61 ikke anvendte artikel 1162, 1134 og 1135 i den belgiske civile lovbog, fordi den definition af de direkte og indirekte støtteberettigede omkostninger, der fremgik af punkt II.19-II.21 i de almindelige betingelser, var klar, og fordi der derfor ikke var grundlag for at anvende principperne for fortolkningen af kontrakter i belgisk civilret.

49

Det skal imidlertid fastslås, at appellanten herved reelt har anfægtet den fortolkning af punkt II.19-II.21 i de almindelige betingelser for tilskudsaftalerne, hvorved Retten fandt, at disse punkter var klare. Den fortolkning, som Retten foretager af en kontraktbestemmelse, er et spørgsmål vedrørende de faktiske omstændigheder, der ikke som sådan kan undergives Domstolens prøvelse inden for rammerne af en appel (jf. i denne retning dom af 29.10.2015, Kommissionen mod ANKO, C-78/14 P, EU:C:2015:732, præmis 23).

50

Det følger heraf, at det fjerde anbringende må afvises.

51

Med det første led, der er fremsat til støtte for det femte anbringende, har appellanten gjort gældende, at Retten tilsidesatte sin begrundelsespligt, da den i den appellerede doms præmis 79 uden nærmere præcisering i denne henseende forkastede appellantens argumentation, som var støttet på, at punkt II.30 i de almindelige betingelser angiveligt var i strid med den offentlige moral, der er beskyttet ved artikel 1172 i den belgiske civile lovbog, som »værende åbenbart uden grundlag«.

52

Med dette anbringendes andet led har appellanten foreholdt Retten, at den undlod at undersøge, om punkt II.30 i de almindelige betingelser var ugyldigt, selv om dette punkt ifølge appellanten tilsidesatte artikel 1172 og 1231 i den belgiske civile lovbog. Appellanten har erkendt, at Retten begrænsede følgerne af anvendelsen af punkt II.30 i de almindelige betingelser. Retten fastslog med henblik herpå i den appellerede doms præmis 94 dels, at dette punkt ikke fandt anvendelse på det blotte tab, der var forbundet med den forsinkede tilbagebetaling af de uberettiget udbetalte forskud. Dels benyttede den den i artikel 1231 i den belgiske civile lovbog fastsatte mulighed for at nedsætte den faste godtgørelse, som Kommissionen kunne opkræve, til 10% af det forskud, der skulle tilbagebetales. Retten nedsatte herved det beløb, der skulle tilbagebetales, mens den fortsat anvendte punkt II.30 i de almindelige betingelser på nærværende sag. Appellanten har gjort gældende, at Retten burde have erklæret punkt II.30 ugyldigt, eftersom det er i strid med artikel 1172 i den belgiske civile lovbog, og dermed have fastslået, at appellanten ikke var forpligtet til at betale nogen godtgørelse.

53

Appellanten har i denne henseende henvist til fast retspraksis vedrørende urimelige vilkår i forhold til forbrugere, hvori Domstolen har fastslået, at den kompetente ret ikke kan indskrænke en kontrakts urimelige almindelige betingelser til den del heraf, der stadig er lovlig, men at den derimod skal udelukke anvendelsen heraf i forhold til medkontrahenten (dom af 14.6.2012, Banco Español de Crédito, C-618/10, EU:C:2012:349, præmis 58 ff.). Det er appellantens opfattelse, at denne retspraksis kan overføres på det foreliggende tilfælde, idet selskabet i lighed med forbrugere er den svage part i en kontrakt om EU-finansiering, som pålægges Kommissionens almindelige kontraktbetingelser, uden at de kan forhandles.

54

Ifølge Kommissionen bør det femte anbringende forkastes.

55

Hvad angår det femte anbringendes første led om en begrundelsesmangel skal det bemærkes, at det følger af fast retspraksis dels, at formålet med Domstolens efterprøvelse under en appelsag bl.a. er at undersøge, om Retten i tilstrækkelig grad har taget stilling til alle de argumenter, som appellanten har fremført, dels, at anbringendet om Rettens manglende stillingtagen til argumenter fremført i første instans i det væsentlige svarer til påberåbelse af en tilsidesættelse af den begrundelsespligt, der følger af artikel 36 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, der finder anvendelse på Retten i medfør af samme statuts artikel 53, stk. 1, og artikel 117 i Rettens procesreglement (dom af 11.5.2017, Dyson mod Kommissionen, C-44/16 P, EU:C:2017:357, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

56

Det fremgår i denne forbindelse af Domstolens faste praksis, at den begrundelsespligt, der påhviler Retten, ikke pålægger den at fremkomme med en udtømmende fremstilling og et for et behandle alle de argumenter, der er fremført af parterne i sagen, og at Rettens begrundelse således kan fremgå indirekte, forudsat at de berørte parter kan få kendskab til begrundelsen for, at Retten ikke har godtaget deres argumenter, og at Domstolen kan råde over de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan udøve sin prøvelsesret (dom af 11.5.2017, Dyson mod Kommissionen, C-44/16 P, EU:C:2017:357, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

57

I det foreliggende tilfælde forkastede Retten i den appellerede doms præmis 79 appellantens argumentation, som var støttet på, at punkt II.30 i de almindelige betingelser angiveligt var i strid med den offentlige moral, der er beskyttet ved artikel 1172 i den belgiske civile lovbog, som værende åbenbart uden grundlag. Herved forkastede Retten blot denne argumentation uden at anføre nogen grund til støtte for sin vurdering.

58

Selv om det er korrekt, at appellantens argument blev forkastet som »værende åbenbart uden grundlag«, følger det ikke desto mindre heraf, at forkastelsen af et argument, som en sagsøger har påberåbt sig, uanset hvor åbenbar denne forkastelse måtte være, ikke fratager Retten dens forpligtelse til at begrunde sin afgørelse. Rettens vurdering er således behæftet med en utilstrækkelig begrundelse, som i det foreliggende tilfælde imidlertid ikke kan føre til en ophævelse af den appellerede dom.

59

Som Retten anførte i den appellerede doms præmis 76, indebar undersøgelsen af den fjerde påstand om de faste godtgørelser en efterprøvelse af, om Kommissionens anvendelse af dette punkt under de foreliggende omstændigheder var i overensstemmelse med de regler i den belgiske civile lovbog, som gjaldt for anvendelsen af straffebestemmelserne. Eftersom det i belgisk ret, der finder anvendelse på de omtvistede tilskudsaftaler, foreskrives, at disse bestemmelser finder anvendelse, og at en sådan straffebestemmelse, som Retten bemærkede i den appellerede doms præmis 81 og 82, i henhold til artikel 1229 i den belgiske civile lovbog medfører en kompensation for den forsinkede gennemførelse af hovedforpligtelsen eller den manglende gennemførelse heraf, kan straffebestemmelsen i punkt II.30 i de almindelige betingelser følgelig ikke anses for at være ulovlig eller i strid med den offentlige moral.

60

Hvad angår det femte anbringendes andet led skal det fastslås, at dette er støttet på en forudsætning om, at artikel 1172 og 1231 i den belgiske civile lovbog er blevet tilsidesat.

61

Som det fremgår af gennemgangen af det femte anbringendes første led, tilsidesatte Retten ikke artikel 1172 i den belgiske civile lovbog. Hvad angår denne lovbogs artikel 1231 skal det blot bemærkes, som Retten med føje anførte i den appellerede doms præmis 90, at denne bestemmelse ikke gør gyldigheden af en straffebestemmelse betinget, men giver retten mulighed for at nedsætte det beløb, som fordringshaver kræver, når beløbet åbenbart overstiger det beløb, som parterne kunne fastsætte for at udbedre det tab, der følger af en manglende gennemførelse af den pågældende aftale.

62

Hvad angår argumentet vedrørende dom af 14. juni 2012, Banco Español de Crédito (C-618/10, EU:C:2012:349), fremført til støtte for anbringendet om, at Retten burde have fastslået, at punkt II.30 i de almindelige betingelser ikke fandt anvendelse, skal det fastslås, at det er fremført for Domstolen for første gang, og at det skal afvises af de samme grunde som de i denne doms præmis 29 anførte.

63

Heraf følger, at det femte anbringende ikke kan tiltrædes.

64

Appellanten har nedlagt påstand om annullation af punkt 4 i den appellerede doms konklusion, for så vidt som Retten pålagde selskabet at bære sine egne omkostninger, herunder hvad angår søgsmålets anden og tredje påstand, hvorom Retten fastslog, at det var ufornødent at træffe afgørelse.

65

Det bemærkes, at i henhold til artikel 58, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol »[kan] [a]ppel […] ikke iværksættes alene til forandring af afgørelser om sagsomkostningerne eller om disses størrelse«. Det fremgår endvidere af fast retspraksis, at såfremt alle de øvrige anbringender under en appelsag forkastes, må en påstand om, at Rettens afgørelse vedrørende sagsomkostningerne er retsstridig, afvises i medfør af nævnte bestemmelse (jf. bl.a. kendelse af 16.9.2005, Schmoldt m.fl. mod Kommissionen, C-342/04 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2005:562, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

66

Det følger heraf, at såfremt alle de øvrige anbringender under en appelsag forkastes, må en påstand om, at Rettens afgørelse vedrørende sagsomkostningerne er retsstridig, afvises.

67

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at appellen skal forkastes i sin helhed.

68

I henhold til artikel 138, stk. 1, i Domstolens procesreglement, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellanten tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og appellanten har tabt sagen, pålægges det denne at betale sagsomkostningerne.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Tiende Afdeling):