1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 17, stk. 1, og artikel 20-33 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (EUT 2013, L 180, s. 31).

2

Denne anmodning er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem Daher Muse Ahmed og Bundesrepublik Deutschland (Forbundsrepublikken Tyskland), repræsenteret ved Bundesamt für Migration und Flüchtlinge (forbundsstyrelsen for migration og flygtninge, Tyskland, herefter »Bundesamt«) vedrørende sidstnævntes afgørelse om at meddele afslag på Daher Muse Ahmeds asylansøgning under henvisning til, at der ikke var forbud mod den pågældendes udsendelse til Italien, idet Bundesamt havde anført, at han kunne udsendes til denne medlemsstat, hvis han ikke udrejste af Tyskland, og havde givet ham indrejse- og opholdsforbud i 30 måneder fra udsendelsesdagen.

3

Følgende fremgår af fjerde og femte betragtning til forordning nr. 604/2013:

4

Denne forordnings artikel 1 fastsætter:

»I denne forordning fastsættes kriterierne og procedurerne til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne […]«

5

Den nævnte forordnings artikel 2, litra b) og c), har følgende ordlyd:

»I denne forordning forstås ved:

[…]

6

Samme forordnings artikel 18, stk. 1, bestemmer:

»Den medlemsstat, der efter denne forordning er ansvarlig, er forpligtet til:

[…]

7

Artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 604/2013 fastsætter:

»Proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, indledes, så snart en ansøgning om international beskyttelse indgives for første gang i en medlemsstat.«

8

Denne forordnings artikel 23, stk. 1-3, fastsætter:

»1.   Når en medlemsstat, hvor en person som omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra b), c) eller d), har indgivet en ny ansøgning om international beskyttelse, mener, at en anden medlemsstat er ansvarlig i henhold til artikel 20, stk. 5, og artikel 18, stk. 1, litra b), c) eller d), kan den anmode den anden medlemsstat om at tilbagetage den pågældende.

2.   En anmodning om tilbagetagelse fremsættes så hurtigt som muligt og under alle omstændigheder inden for to måneder efter modtagelsen af hittet i Eurodac […].

Er anmodningen om tilbagetagelse baseret på andre beviser end oplysninger fra Eurodac-systemet, sendes den til den anmodede medlemsstat senest tre måneder fra datoen for indgivelsen af ansøgningen om international beskyttelse, jf. artikel 20, stk. 2.

3.   Når anmodningen om tilbagetagelse ikke fremsættes inden for de frister, som er fastsat i stk. 2, påhviler ansvaret for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse den medlemsstat, som den nye ansøgning er indgivet til.«

9

Den nævnte forordnings artikel 24, stk. 1, 2 og 4, fastsætter:

»1.   Når en medlemsstat, på hvis område en person som omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra b), c) eller d), opholder sig uden opholdstilladelse, og som ikke har modtaget nogen ny ansøgning om international beskyttelse, mener, at en anden medlemsstat er ansvarlig i henhold til artikel 20, stk. 5, og artikel 18, stk. 1, litra b), c) eller d), kan den anmode denne anden medlemsstat om at tilbagetage den pågældende.

2.   Når en medlemsstat, på hvis område en person opholder sig uden opholdstilladelse, beslutter at søge i Eurodac-systemet […], skal anmodningen om tilbagetagelse af en person som omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra b) eller c), i nærværende forordning eller en person som omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra d), hvis ansøgning om international beskyttelse der ikke er givet afslag på ved en endelig afgørelse, fremsættes så hurtigt som muligt og under alle omstændigheder senest to måneder fra modtagelsen af Eurodac-hittet […], uanset artikel 6, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold [EUT 2008, L 348, s. 98].

[…]

4.   Når en person som omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra d), hvis ansøgning om international beskyttelse der er givet afslag på ved en endelig afgørelse i én medlemsstat, opholder sig på en anden medlemsstats område uden opholdstilladelse, kan sidstnævnte medlemsstat enten anmode den førstnævnte medlemsstat om at tilbagetage den pågældende eller gennemføre en tilbagesendelsesprocedure i overensstemmelse med direktiv 2008/115/EF.

[…]«

10

Forordningens artikel 26, stk. 1, er affattet således:

»Når den anmodede medlemsstat accepterer at […] tilbagetage […] en anden person som omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra c) eller d), meddeler den anmodende medlemsstat den pågældende afgørelsen om, at vedkommende skal overføres til den ansvarlige medlemsstat, og i givet fald afgørelsen om ikke at behandle vedkommendes ansøgning om international beskyttelse. […]«

11

Artikel 10, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (EUT 2013, L 180, s. 60) bestemmer:

»Ved behandlingen af ansøgninger om international beskyttelse afgør den besluttende myndighed først, hvorvidt ansøgerne kan anerkendes som flygtninge, og hvis ikke, om de kan indrømmes subsidiær beskyttelse.«

12

Dette direktivs artikel 33 med overskriften »Ansøgninger, der kan afvises«, har følgende ordlyd:

»1.   Ud over tilfælde, hvor en ansøgning i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 604/2013 ikke behandles, behøver medlemsstaterne ikke at tage stilling til, hvorvidt ansøgeren kan anerkendes med henblik på international beskyttelse i henhold til direktiv 2011/95/EU, hvis en ansøgning i henhold til denne artikel afvises.

2.   Medlemsstaterne kan udelukkende afvise en ansøgning om international beskyttelse, hvis:

[…]«

13

Den 7. december 2015 søgte Daher Muse Ahmed asyl i Tyskland. Den 30. juni 2016 indgav han derefter en formel asylansøgning til Bundesamt.

14

Da det bl.a. fremgik af en søgning i »Eurodac«-systemet, at den pågældende allerede havde ansøgt om international beskyttelse i Italien den 17. oktober 2013, anmodede Bundesamt den 25. august 2016 de italienske myndigheder om at tilbagetage Daher Muse Ahmed på grundlag af forordning nr. 604/2013.

15

Ved skrivelse af 9. september 2016 afslog de italienske myndigheder denne tilbagetagelsesanmodning under henvisning til, at Daher Muse Ahmed havde subsidiær beskyttelse i Italien, og at hans eventuelle overførsel derfor skulle finde sted inden for rammerne af de gældende tilbagetagelsesaftaler.

16

Ved afgørelse af 25. november 2016 afviste Bundesamt at realitetsbehandle den asylansøgning, som Daher Muse Ahmed havde indgivet. Bundesamt fastslog, at der ikke forelå noget forbud mod at udsende ham til Italien, og anførte, at han kunne udsendes til denne medlemsstat, hvis han ikke udrejste af Tyskland, og han fik indrejse- og opholdsforbud i 30 måneder fra udsendelsesdagen.

17

Daher Muse Ahmed anlagde sag til prøvelse af denne afgørelse ved den forelæggende ret.

18

Denne ret er i tvivl om, hvorvidt bestemmelserne i forordning nr. 604/2013 om proceduren for tilbagetagelse af en tredjelandsstatsborger, der har subsidiær beskyttelse i en anden medlemsstat, finder anvendelse.

19

For så vidt som disse bestemmelser måtte finde anvendelse på en situation som den i hovedsagen omhandlede, ønsker den forelæggende ret imidlertid svar på, om en asylansøger i en sådan situation kan påberåbe sig, at de frister for indgivelse af anmodningen om tilbagetagelse, som er fastsat i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 604/2013, er udløbet. Den forelæggende ret er desuden i tvivl om, hvorledes disse frister skal beregnes, og om de eventuelle virkninger af den forsinkede fremsættelse af en anmodning om tilbagetagelse for afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen.

20

Under disse betingelser har Verwaltungsgericht Minden (forvaltningsdomstolen i Minden, Tyskland) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

21

Ifølge procesreglementets artikel 99 kan Domstolen, såfremt besvarelsen af det præjudicielle spørgsmål ikke giver anledning til nogen rimelig tvivl, til enhver tid på forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten beslutte at træffe afgørelse ved begrundet kendelse.

22

Denne bestemmelse bør anvendes i denne sag.

23

Under hensyntagen til, at sagen skal behandles i henhold til procesreglementets artikel 99, er det ufornødent at tage stilling til anmodningen om en fremskyndet procedure.

24

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om de bestemmelser og principper i forordning nr. 604/2013, der direkte eller indirekte regulerer fristerne for fremsættelse af en anmodning om tilbagetagelse, finder anvendelse på en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor en tredjelandsstatsborger har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i én medlemsstat efter at være blevet tildelt subsidiær beskyttelse i en anden medlemsstat.

25

I denne henseende er det vigtigt at fremhæve, at disse regler, som har til formål at skabe rammerne for gennemførelsen af den i denne forordning fastsatte tilbagetagelsesprocedure ved at sikre, at en anmodning om tilbagetagelse fremsættes inden for en rimelig frist, i sagens natur kun finder anvendelse på situationer, hvor en sådan procedure i princippet gyldigt kan indledes i henhold til nævnte forordning.

26

Anvendelsesområdet for proceduren om tilbagetagelse defineres i artikel 23 og 24 i forordning nr. 604/2013. Mens denne forordnings artikel 24 vedrører de tilfælde, hvor der ikke er indgivet nogen ny ansøgning i den anmodende medlemsstat, regulerer forordningens artikel 23 situationer som den i hovedsagen omhandlede, i hvilke en sådan ansøgning er blevet indgivet i denne medlemsstat.

27

Det fremgår af nævnte forordnings artikel 23, stk. 1, at i sådanne situationer kan tilbagetagelsesproceduren kun omfatte overførslen af en person som omhandlet i samme forordnings artikel 18, stk. 1, litra b), c) eller d).

28

Disse tre sidstnævnte bestemmelser omhandler henholdsvis en ansøger, hvis ansøgning er under behandling, en tredjelandsstatsborger eller en statsløs, der har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen, og en tredjelandsstatsborger eller en statsløs, hvis ansøgning der er meddelt afslag på.

29

Da den omstændighed, at en tredjelandsstatsborger har subsidiær beskyttelse i en anden medlemsstat end den, der træffer afgørelse om, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, kun kan tages som udtryk for, at en ansøgning, der er indgivet af denne tredjelandsstatsborger, er under behandling eller er blevet trukket tilbage i en anden medlemsstat, skal det fastslås, om en sådan person kan anses for en tredjelandsstatsborger, hvis ansøgning der er meddelt afslag på i en anden medlemsstat.

30

I denne henseende skal det dog bemærkes, at artikel 18, stk. 1, litra d), i forordning nr. 604/2013 ikke præciserer, om den »ansøgning«, der er meddelt afslag på, er en ansøgning om international beskyttelse eller en asylansøgning i snæver forstand.

31

Hvis denne bestemmelse skal fortolkes således, at den henviser til afslaget på en asylansøgning, vil den dog eventuelt kunne finde anvendelse på en tredjelandsstatsborger med subsidiær beskyttelsesstatus, hvis denne status i medfør af artikel 10, stk. 2, i direktiv 2013/32 kun tildeles, efter at det er fastslået, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne for tildeling af flygtningestatus.

32

Denne fortolkning af artikel 18, stk. 1, litra d), i forordning nr. 604/2013 kan imidlertid ikke tiltrædes.

33

Den nævnte fortolkning ville således medgive, at EU-lovgiver i denne bestemmelse anvendte udtrykket »ansøgning« i flere forskellige betydninger, eftersom henvisningen i den nævnte bestemmelse til den omstændighed, at den omhandlede person »har indgivet en ansøgning i en anden medlemsstat«, henset bl.a. til denne forordnings artikel 1 og 20, stk. 1, nødvendigvis henviser til indgivelsen af en ansøgning om international beskyttelse.

34

Det fremgår desuden af Domstolens faste praksis, at der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot skal tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (dom af 19.12.2013, Koushkaki, C-84/12, EU:C:2013:862, præmis 34).

35

I denne henseende bemærkes, at artikel 2, litra c), i forordning nr. 604/2013 definerer udtrykket »ansøger« som en tredjelandsstatsborger eller en statsløs, »der har indgivet en ansøgning om international beskyttelse, som der endnu ikke er truffet endelig afgørelse om«.

36

Selv om denne forordning ikke indeholder en direkte definition af begrebet »ansøgning«, defineres begrebet »ansøgning om international beskyttelse« dog i forordningens artikel 2, litra b). I modsætning til Rådets forordning (EF) nr. 343/2003 af 18. februar 2003 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger i en af medlemsstaterne (EUT 2003, L 50, s. 1), anvender den nævnte forordnings bestemmelser desuden generelt udtrykkene »ansøgning« og »ansøgning om international beskyttelse« på en uadskillelig måde uden på noget tidspunkt at henvise til en »asylansøgning«.

37

Med henblik på at definere den ordning, der finder anvendelse på en person som omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra d), i forordning nr. 604/2013, når denne ikke har indgivet en ny ansøgning om international beskyttelse, henviser denne forordnings artikel 24, stk. 2 og 4, desuden udtrykkeligt til, om den afgørelse, hvorved der blev meddelt afslag på den »ansøgning om international beskyttelse«, som denne person havde indgivet, var endelig eller ej.

38

I artikel 33 i direktiv 2013/32 sondres desuden klart mellem de tilfælde, hvor en ansøgning om international beskyttelse ikke er blevet behandlet i henhold til forordning nr. 604/2013, og de tilfælde, hvor en sådan ansøgning kan afvises fra realitetsbehandling, fordi »en anden medlemsstat har indrømmet international beskyttelse«.

39

EU-lovgiver er således af den opfattelse, at afslaget på den ansøgning om international beskyttelse, der indgives af en tredjelandsstatsborger som den i hovedsagen omhandlede, snarere bør sikres ved en afgørelse om afvisning i henhold til dette direktivs artikel 33 end ved en afgørelse om overførsel og om ikke at behandle ansøgningen i medfør af denne forordnings artikel 26, hvilket har en række konsekvenser, herunder navnlig for, hvilke retsmidler der er tilgængelige for at anfægte afslaget.

40

Denne konklusion hindrer ikke gennemførelsen af de formål, der er anført i femte betragtning til nævnte forordning, om dels at sikre en effektiv adgang til procedurerne om meddelelse af international beskyttelse, dels ikke at bringe den hurtige behandling af ansøgninger om international beskyttelse i fare, eftersom en tredjelandsstatsborger som den i hovedsagen omhandlede allerede har international beskyttelse.

41

Det følger derfor af artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 604/2013, sammenholdt med forordningens artikel 18, stk. 1, litra d), at en medlemsstat ikke gyldigt kan anmode en anden medlemsstat om inden for de proceduremæssige rammer, der er defineret i denne forordning, at tilbagetage en tredjelandsstatsborger som den i hovedsagen omhandlede, som har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i den første medlemsstat efter at være blevet tildelt subsidiær beskyttelse i den anden medlemsstat.

42

Det første spørgsmål skal derfor besvares med, at de bestemmelser og principper i forordning nr. 604/2013, der direkte eller indirekte regulerer fristerne for fremsættelse af en anmodning om tilbagetagelse, ikke finder anvendelse på en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor en tredjelandsstatsborger har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i én medlemsstat efter at være blevet tildelt subsidiær beskyttelse i en anden medlemsstat.

43

Henset til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet til det niende spørgsmål.

44

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

De bestemmelser og principper i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne, der direkte eller indirekte regulerer fristerne for fremsættelse af en anmodning om tilbagetagelse, finder ikke anvendelse på en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor en tredjelandsstatsborger har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i én medlemsstat efter at være blevet tildelt subsidiær beskyttelse i en anden medlemsstat.