1. 

Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse, som er indgivet af Rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam, Nederlandene), er indgivet inden for rammerne af fuldbyrdelsen i Nederlandene af en europæisk arrestordre, som er udstedt den 7. oktober 2013 af Sąd Rejonowy w Poznaniu (den regionale domstol i Poznań, Polen) mod Daniel Adam Popławski, som er en polsk statsborger bosiddende i Nederlandene, med henblik på fuldbyrdelse af en fængselsstraf på et år.

2. 

Anmodningen giver Domstolen lejlighed til at fremkomme med nyttige præciseringer med hensyn til, på hvilke betingelser en medlemsstat i sin nationale lovgivning kan indføre en fakultativ grund til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre som fastsat i artikel 4, nr. 6), i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne ( 2 ), som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009 ( 3 ).

3. 

En anden grundlæggende interesse, som er knyttet til anmodningen, er en mulighed for Domstolen til på ny at udtale sig om arten af og de retlige ordninger i rammeafgørelser vedtaget under den tidligere tredje søjle i Den Europæiske Union. Ifølge artikel 34, stk. 2, litra b), EU i den affattelse, der følger af Amsterdamtraktaten, er disse instrumenter – i modsætning til direktiver – bindende for medlemsstaterne med hensyn til det tilsigtede mål, men overlader det til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen. De indebærer derimod ikke direkte virkning. Selv om det følger af Domstolens praksis, at den bindende virkning af rammeafgørelser indebærer en forpligtelse til overensstemmende fortolkning, har den forelæggende ret i nærværende sag rejst tvivl om, hvorvidt det er muligt at fortolke dens nationale lovgivning i overensstemmelse med EU-retten. Med henblik på at vejlede den forelæggende ret såfremt det måtte vise sig, at de nationale bestemmelser ikke er i overensstemmelse med rammeafgørelse 2002/584, og såfremt det ikke er muligt at anvende princippet om overensstemmende fortolkning, skal der foretages en mere omfattende fortolkning af de bestemmelser, der regulerer rammeafgørelsers retlige status, idet det herved skal oplyses, om det er tilladt for de nationale judicielle myndigheder at undlade at anvende nationale bestemmelser, der ikke er overensstemmende.

4. 

I nærværende forslag til afgørelse vil jeg for det første redegøre for, at rammeafgørelsens artikel 4, nr. 6), skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en medlemsstat gennemfører den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse, der er fastsat i nævnte artikel, således, at

5. 

Jeg vil for det andet redegøre for, at bestemmelserne i rammeafgørelsens artikel 4, nr. 6), ikke har direkte virkning, således at det påhviler den nationale ret i videst muligt omfang at fortolke de i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelser i overensstemmelse med EU-retten, og at den nationale ret, såfremt det måtte vise sig, at en sådan fortolkning ikke er mulig, er forpligtet til at undlade at anvende disse bestemmelser som følge af, at de ikke er forenelige med artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584.

6.

Første, femte til syvende og tiende betragtning til rammeafgørelsen har følgende ordlyd:

[…]

[…]

7.

Rammeafgørelsens artikel 1, stk. 1 og 2, definerer en europæisk arrestordre og pligten til at fuldbyrde den på følgende måde:

»1.   Den europæiske arrestordre er en retsafgørelse truffet af en medlemsstat med det formål, at en anden medlemsstat anholder og overgiver en eftersøgt person med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

2.   Medlemsstaterne fuldbyrder enhver europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse.«

8.

Artikel 3 og 4 i rammeafgørelse 2002/584 vedrører henholdsvis de obligatoriske og fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre.

9.

Rammeafgørelsens artikel 4, nr. 6), bestemmer:

»Den fuldbyrdende judicielle myndighed kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre:

[…]

10.

Artikel 28 i Rådets rammeafgørelse 2008/909/RIA af 27. november 2008 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme i straffesager om idømmelse af frihedsstraffe eller frihedsberøvende foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse i Den Europæiske Union ( 4 ) bestemmer:

»1.   Anmodninger, der modtages inden den 5. december 2011, skal fortsat være omfattet af eksisterende retsakter om overførelse af domfældte. Anmodninger, der modtages efter nævnte dato, vil være omfattet af de regler, som medlemsstaterne har vedtaget i henhold til denne rammeafgørelse.

2.   Enhver medlemsstat kan dog i forbindelse med vedtagelsen af denne rammeafgørelse fremsætte en erklæring om, at den i tilfælde, hvor den endelige dom er afsagt før den deri angivne dato, som udstedelses- og fuldbyrdelsesstat fortsat vil anvende de eksisterende retsakter om overførelse af domfældte, der gælder inden den 5. december 2011. Fremsættes en sådan erklæring, finder de nævnte retsakter anvendelse i disse tilfælde i forhold til alle andre medlemsstater, uanset om de har fremsat den samme erklæring. Den pågældende dato må ikke ligge senere end den 5. december 2011. Nævnte erklæring offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Den kan til enhver tid tilbagekaldes.«

11.

Overleveringswet (lov om overgivelse) af 29. april 2004 ( 5 ) gennemfører rammeafgørelse 2002/584 i nederlandsk ret.

12.

I den affattelse, der lå forud for Wet wederzijdse erkenning en tenuitvoerlegging vrijheidsbenemende en voorwaardelijke sancties (lov om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af frihedsberøvende og betingede foranstaltninger) af 12. juli 2012 ( 6 ), som gennemfører rammeafgørelse 2008/909, bestemte OLW’s artikel 6:

»1.   En anmodning om overgivelse af en nederlandsk statsborger kan imødekommes, såfremt den fremsættes med henblik på gennemførelse af en strafferetlig undersøgelse vedrørende den pågældende, og der efter den fuldbyrdende judicielle myndigheds opfattelse er garanti for, at den pågældende, hvis vedkommende idømmes en ubetinget frihedsstraf i den udstedende medlemsstat for de forhold, for hvilke anmodningen om overgivelse kan imødekommes, vil kunne afsone denne straf i Nederlandene.

2.   En anmodning om overgivelse af en nederlandsk statsborger imødekommes ikke, såfremt den fremsættes med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, som den pågældende er blevet idømt ved endelig dom.

3.   Ved afslag på overgivelse udelukkende i henhold til artikel 6, stk. 2 […] meddeler anklagemyndigheden den udstedende judicielle myndighed, at den er rede til at overtage fuldbyrdelsen af dommen i overensstemmelse med proceduren i henhold til artikel 11 i konventionen om overførelse af domfældte eller i henhold til en anden konvention, der finder anvendelse.

4.   Anklagemyndigheden underretter straks ministeren om ethvert meddelt afslag på overgivelse sammen med den i stk. 3 omhandlede erklæring, i henhold til hvilken Nederlandene erklærer sig rede til at forestå den videre fuldbyrdelse af den udenlandske dom.

5.   Stk. 1-4 finder ligeledes anvendelse på en udlænding med opholdstilladelse på ubestemt tid, såfremt den pågældende kan retsforfølges i Nederlandene for de forhold, som ligger til grund for den europæiske arrestordre, og såfremt det med hensyn til den pågældende må forventes, at vedkommende ikke mister sin opholdsret i Nederlandene på grund af en straf eller foranstaltning, den pågældende idømmes efter overgivelsen.«

13.

Siden loven om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af frihedsberøvende og betingede foranstaltninger trådte i kraft, har OLW’s artikel 6, stk. 3, haft følgende ordlyd:

»3.   Ved afslag på overgivelse udelukkende i henhold til artikel 6, stk. 2 […] meddeler anklagemyndigheden den udstedende judicielle myndighed, at den er rede til at overtage fuldbyrdelsen af dommen.«

14.

Ved dom af 5. februar 2007, som blev endelig den 13. juli 2007, idømte Sąd Rejonowy w Poznaniu (den regionale domstol i Poznań) Daniel Adam Popławski, der er polsk statsborger, en betinget frihedsstraf på et år. Ved afgørelse af 15. april 2010 udløste samme domstol den betingede dom.

15.

Den 7. oktober 2013 udstedte nævnte domstol en europæisk arrestordre mod Daniel Adam Popławski med henblik på fuldbyrdelse af straffen.

16.

Inden for rammerne af tvisten i hovedsagen, der vedrører fuldbyrdelse af denne europæiske arrestordre, har Rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam) fundet, at der ikke foreligger andre grunde til at afslå fuldbyrdelsen af arrestordren end den, der er fastsat i OLW’s artikel 6, stk. 2 og 5, som finder anvendelse på personer, der er bosat i Nederlandene, hvilket er tilfældet for Daniel Adam Popławski, som har godtgjort, at han har opholdt sig lovligt i Nederlandene i mindst fem år uden afbrydelse.

17.

Den forelæggende ret har anført, at i henhold til OLW’s artikel 6, stk. 3, erklærer Nederlandene sig i tilfælde, hvor der gives afslag på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, »rede« til at overtage straffuldbyrdelsen på grundlag af en konvention, som er bindende for Nederlandene og den udstedende medlemsstat. Den forelæggende ret har herved præciseret, at en sådan overtagelse af straffuldbyrdelsen i tvisten i hovedsagen afhænger af, at Polen fremsætter en anmodning herom, og at den polske lovgivning er til hinder for, at der fremsættes en sådan anmodning, såfremt den omhandlede person er polsk statsborger.

18.

På denne baggrund er den forelæggende ret af den opfattelse, at et afslag på overgivelse kan medføre, at den eftersøgte går fri for straf, eftersom en overtagelse af straffuldbyrdelsen efter afsigelsen af dommen, hvorved der gives afslag på overgivelsen, kan vise sig umulig at gennemføre, hvilket ikke vil have nogen indvirkning på dommen om afslag på overgivelse, som ikke kan gøres til genstand for almindelig appel.

19.

Da Rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam) derfor er i tvivl med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt OLW’s artikel 6, stk. 2-4, er i overensstemmelse med artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, som alene tillader et afslag på overgivelse, såfremt den udstedende medlemsstat »forpligter sig« til at fuldbyrde straffen i henhold til sin nationale lovgivning, har den besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)   Må en medlemsstat gennemføre artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 i sin nationale ret således, at

og der således er risiko for, at den fuldbyrdende medlemsstat efter at have afslået overgivelsen til fuldbyrdelse ikke kan overtage fuldbyrdelsen samtidig med, at denne risiko ikke har betydning for pligten til af afslå overgivelse til fuldbyrdelse?

2)   Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende

3)   Såfremt det første spørgsmål og det andet spørgsmål, litra b), besvares benægtende: Må en medlemsstat, efter hvis nationale ret der for overtagelse af fuldbyrdelsen af en udenlandsk frihedsstraf kræves hjemmel i en tilsvarende konvention, gennemføre artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 således i national ret, at artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 i sig selv udgør den krævede konventionshjemmel med henblik på at undgå den risiko for straffrihed, der er forbundet med det nationale krav om et konventionsmæssigt grundlag?

4)   Såfremt det første spørgsmål og det andet spørgsmål, litra b), besvares benægtende: Må en medlemsstat gennemføre artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 i sin nationale ret således, at den gør det til betingelse for afslag på overgivelse til fuldbyrdelse af en i den fuldbyrdende medlemsstat bosat person, der er statsborger i en anden medlemsstat, at den fuldbyrdende medlemsstat har jurisdiktion med hensyn til de af arrestordren omfattede forhold, og at ingen faktiske hindringer består for en (eventuel) strafforfølgelse i den fuldbyrdende medlemsstat af den i denne medlemsstat bosatte person (f.eks. at den udstedende medlemsstat modsætter sig, at straffesagens akter udleveres til den fuldbyrdende medlemsstat), men ikke opstiller en sådan betingelse for at kunne afslå overgivelse til fuldbyrdelse af en statsborger i den fuldbyrdende medlemsstat?«

20.

Det første præjudicielle spørgsmål er opdelt i tre led, som skal behandles særskilt.

21.

Med det første led af det første præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om en medlemsstat kan gennemføre den grund til at afslå fuldbyrdelse, som er fastsat i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, således, at den judicielle myndighed er forpligtet til at afslå fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en frihedsberøvende foranstaltning mod en eftersøgt person, der opholder sig i, er statsborger i eller bosat i den fuldbyrdende medlemsstat.

22.

Med henblik på at besvare dette spørgsmål bemærkes indledningsvis, at princippet om gensidig anerkendelse, der udgør »hjørnestenen« i det retlige samarbejde ( 7 ), og som ligger til grund for rammeafgørelsens opbygning ( 8 ), i medfør af rammeafgørelsens artikel 1, stk. 2, indebærer, at medlemsstaterne i princippet har pligt til at fuldbyrde en europæisk arrestordre.

23.

Denne anerkendelse indebærer imidlertid ikke en »absolut forpligtelse« til fuldbyrdelse af en udstedt europæisk arrestordre, idet ordningen i rammeafgørelsen, således som den bl.a. fremgår af rammeafgørelsens artikel 4, »overlader muligheden til medlemsstaterne for, i specifikke situationer, at tillade de kompetente judicielle myndigheder at beslutte, at en idømt straffedom skal fuldbyrdes på den fuldbyrdende medlemsstats område« ( 9 ).

24.

Artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 fastsætter navnlig en fakultativ grund til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, hvorefter den fuldbyrdende »judicielle myndighed«»kan« afslå at fuldbyrde en sådan arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, når den eftersøgte opholder sig i, er statsborger i eller bosat i den fuldbyrdende medlemsstat, og denne medlemsstat forpligter sig til selv at fuldbyrde straffen i henhold til sin nationale lovgivning.

25.

Selv om Domstolen allerede har haft lejlighed til at præcisere rækkevidden af denne bestemmelse, bl.a. i forbindelse med en afgrænsning af bestemmelsens personelle anvendelsesområde ( 10 ) og fastlæggelse af de betingelser, som et afslag på fuldbyrdelse af en arrestordre kan undergives ( 11 ), har den derimod endnu ikke haft lejlighed til at tage direkte stilling til spørgsmålet om, hvorvidt arten af den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse, som er fastsat i rammeafgørelsens artikel 4, nr. 6), betyder, at den udstedende judicielle myndighed skal råde over en skønsmargen, når den træffer afgørelse om fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre.

26.

Det spørgsmål, der skal afklares, består i at fastlægge, hvad der skal forstås ved den europæisk arrestordres »fakultative« art. Er denne mulighed rettet mod medlemsstaterne, som i forbindelse med gennemførelsen af rammeafgørelse 2002/584 i deres nationale lovgivning kan vælge, om de vil anvende de fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, eller er det en mulighed, der er tillagt den fuldbyrdende judicielle myndighed, således at denne råder over en skønsmargen med hensyn til, om den vil beslutte at støtte sig på disse grunde på baggrund af de konkrete omstændigheder i den enkelte sag?

27.

I mit forslag til afgørelse i Wolzenburg-sagen fremsat den 24. marts 2009 ( 12 ) anførte jeg, at det ikke er overladt til medlemsstaternes skøn at gennemføre den grund til at afslå fuldbyrdelse, som er fastsat i rammeafgørelsens artikel 4, nr. 6), i national ret, men at denne gennemførelse er obligatorisk. Det er min opfattelse, at den fuldbyrdende judicielle myndighed i medfør af national ret skal have mulighed for at modsætte sig overgivelse, såfremt de betingelser, der er fastsat i nævnte bestemmelse, er opfyldt. Domstolen synes at have truffet en anden afgørelse, idet den i dom af 5. september 2012, Lopes Da Silva Jorge ( 13 ), bl.a. fastslog, at »[h]vis ( 14 ) en medlemsstat gennemfører artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 i sin nationale lovgivning, skal den imidlertid tage den omstændighed i betragtning, at [det personelle anvendelsesområde] for denne bestemmelse er begrænset«.

28.

Den mulighed, som medlemsstaterne ifølge Domstolen råder over med hensyn til, om de i deres nationale lovgivning vil gennemføre de fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse, betyder imidlertid ikke, at de, såfremt de vælger at gennemføre rammeafgørelsens artikel 4, kan fortolke udtrykket »kan afslå« således, at der herved fastsættes en forpligtelse for medlemsstatens judicielle myndigheder til at afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt mod en person, der er omfattet af bestemmelsens personelle anvendelsesområde. Selv om medlemsstaterne ved gennemførelsen af nævnte bestemmelse »råder over en vis skønsmargen« ( 15 ), forholder det sig ikke desto mindre således, at det fremgår af fast retspraksis, at det følger af såvel kravene om en ensartet anvendelse af EU-retten som lighedsprincippet, at indholdet af en EU-retlig bestemmelse, som ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge dens betydning og rækkevidde, normalt i hele Unionen skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning ( 16 ).

29.

Artikel 4 i rammeafgørelse 2002/584 indeholder ingen henvisning til medlemsstaternes ret og skal derfor undergives en selvstændig og ensartet fortolkning, som skal søges under hensyntagen til både bestemmelsens ordlyd, den sammenhæng, hvori bestemmelsen indgår, og det formål, der forfølges med rammeafgørelsen ( 17 ).

30.

Hvad for det første angår bestemmelsens overskrift bemærkes, at adjektivet »fakultativ« henviser til »[afslaget på] fuldbyrdelse« og ikke til »grunde«, hvoraf det kan udledes, at det er afslaget på at fuldbyrde arrestordren, som er fakultativt, i modsætning til de obligatoriske afslag, der er fastsat i rammeafgørelsens artikel 3. Det bemærkes desuden, at det fremgår af artikel 4, første afsnit, i rammeafgørelse 2002/584, at muligheden for at afslå at fuldbyrde den europæiske arrestordre direkte er tillagt de nationale fuldbyrdende judicielle myndigheder, som derfor skal råde over en skønsbeføjelse.

31.

For det andet underbygges denne fortolkning af ordlyden af rammeafgørelsens artikel 4, nr. 6), af den sammenhæng, hvori bestemmelsen indgår. Rammeafgørelsen har således til formål at indføre en obligatorisk ordning for overgivelse mellem judicielle myndigheder, som den fuldbyrdende judicielle myndighed kun kan modsætte sig på grundlag af en af de grunde til at afslå fuldbyrdelse, der udtrykkeligt er fastsat i rammeafgørelse 2002/584. I denne forbindelse udgør overgivelse hovedreglen, idet afslaget på overgivelse er udformet som en undtagelse, der skal undergives en streng fortolkning. En bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede, som pålægger den fuldbyrdende judicielle myndighed at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, der vedrører en statsborger i den fuldbyrdende medlemsstat eller en person, som er bosat dér, fratager som følge af sin automatiske karakter myndigheden muligheden for at tage hensyn til de omstændigheder i den enkelte sag, der ville have kunne ført til, at myndigheden fandt, at betingelserne for at afslå overgivelsen ikke var opfyldt. Ved at forvandle den blotte mulighed til en reel forpligtelse forvandler en bestemmelse af denne art ligeledes den undtagelse, som afslaget på overgivelse udgør, til en hovedregel.

32.

Den omstændighed, at den fuldbyrdende judicielle myndighed pålægges en forpligtelse til at afslå at overgive personer, der er omfattet af rammeafgørelsens artikel 4, nr. 6), er for det tredje i strid med det formål, der forfølges med rammeafgørelsen.

33.

Som Domstolen allerede har fastslået, har den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse, som er fastsat i bestemmelsen, bl.a. til formål at give den fuldbyrdende judicielle myndighed adgang til at lægge særlig vægt på, om det er muligt at forbedre den eftersøgtes udsigter til at blive resocialiseret, efter at den pågældende har afsonet den idømte straf ( 18 ).

34.

Den betydning, som EU-lovgiver tillægger formålet om social rehabilitering, er udtrykkeligt bekræftet ved andre EU-retlige instrumenter, herunder navnlig ved rammeafgørelse 2008/909, hvis formål i henhold til dens artikel 3, stk. 1, er at »lette den domfældtes sociale rehabilitering«.

35.

En hensyntagen til dette formål indebærer efter min opfattelse, at den fuldbyrdende judicielle myndighed skal råde over en skønsmargen, således at den kan bedømme de faktiske udsigter for den eftersøgtes sociale rehabilitering på grundlag af personens særlige og konkrete situation.

36.

Det samme gør sig gældende, såfremt den eftersøgte er statsborger i den fuldbyrdende medlemsstat, eftersom denne omstændighed, selv om den påviser, at der består en særligt stærk tilknytning til denne stat, imidlertid ikke kan udgøre en uafkræftelig formodning om, at en fuldbyrdelse af straffen i nævnte stat nødvendigvis er bedre for så vidt angår den pågældendes resocialisering. I min stillingtagen i Kozłowski-sagen fremsat den 28. april 2008 ( 19 ) anførte jeg således, at det resocialiseringsformål, som forfølges med artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, ikke kan begrunde, at en medlemsstat fratager sine judicielle myndigheder enhver skønsbeføjelse, og at denne medlemsstats judicielle myndighed i en situation, hvor den europæiske arrestordre, der er udstedt med henblik på straffuldbyrdelse, vedrører en statsborger fra den fuldbyrdende medlemsstat, og denne modsætter sig overgivelse, bør kunne efterprøve, ud fra den pågældendes konkrete situation, om fuldbyrdelsen af straffen på nævnte stats område virkelig er nødvendig med henblik på at fremme den pågældendes resocialisering ( 20 ).

37.

Det må ligeledes – hvis ikke a fortiori – medgives, at rammeafgørelsens artikel 4, stk. 6), skal fortolkes således, at den tillægger den fuldbyrdende judicielle myndighed en mulighed for at vælge, om den vil afslå overgivelse, såfremt en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på straffuldbyrdelse, vedrører en person, der ikke er statsborger i den fuldbyrdende medlemsstat, men som opholder sig i denne stat eller er bosat dér. Dels kan en egenskab af at være bosiddende i den fuldbyrdende medlemsstat nemlig ikke i højere grad end en egenskab af statsborger i denne stat gælde som en uafkræftelig formodning om, at udsigten til resocialisering er bedre i nævnte stat. Dels indebærer fastlæggelsen af, om den eftersøgte opholder sig på den fuldbyrdende medlemsstats område, at der foretages en vurdering af, om der består en tilknytning mellem den eftersøgte og denne stat samt i hvilken grad. I denne henseende bemærkes, at Domstolen har fastslået, at når en medlemsstat har gennemført artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 uden dog at fastsætte særlige betingelser for anvendelse af bestemmelsen, tilkommer det med henblik på afgørelsen af, om der i den konkrete situation foreligger en sådan tilknytning mellem den eftersøgte og den fuldbyrdende medlemsstat, at det er muligt at fastslå, at vedkommende er bosat i eller opholder sig i denne stat i den forstand, hvori begreberne er anvendt i rammeafgørelsens artikel 4, nr. 6), den fuldbyrdende judicielle myndighed at foretage en samlet vurdering af en række objektive forhold, der kendetegner denne persons situation, herunder bl.a. varigheden af, karakteren af og omstændighederne ved den eftersøgte persons ophold og den familiemæssige og økonomiske tilknytning til den fuldbyrdende medlemsstat.

38.

Den vurdering, der således foretages for at fastslå, om den eftersøgte er omfattet af det personelle anvendelsesområde for rammeafgørelsens artikel 4, stk. 6), er sammenfaldende med den vurdering, der skal foretages med hensyn til at efterprøve, om en fuldbyrdelse af straffen i nævnte stat kan fremme den pågældendes sociale rehabilitering.

39.

Af disse betragtninger kan det udledes, at den fuldbyrdende judicielle myndighed skal råde over en skønsbeføjelse, der gør det muligt for den at vælge, om den vil gøre brug af den mulighed, som den er tillagt med hensyn til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, henset til formålet om social rehabilitering.

40.

Jeg foreslår derfor, at det første led af det første præjudicielle spørgsmål besvares med, at artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en medlemsstat gennemfører den grund til at afslå fuldbyrdelse, som er fastsat i bestemmelsen, således, at den judicielle myndighed er forpligtet til at afslå fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en frihedsberøvende foranstaltning mod en eftersøgt person, der opholder sig i, er statsborger i eller bosat i den fuldbyrdende medlemsstat, uden herved på grundlag af personens konkrete situation at kunne bedømme, om straffuldbyrdelsen i denne stat er af en sådan art, at den fremmer den pågældendes sociale rehabilitering.

41.

Med det andet led af det første præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om en medlemsstat kan gennemføre den grund til at afslå fuldbyrdelse, som er fastsat i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, således, at afslaget på at fuldbyrde den europæiske arrestordre alene bevirker, at denne medlemsstat erklærer sig rede til at overtage straffuldbyrdelsen, men at denne erklæring ikke gælder som en forpligtelse til fuldbyrdelse.

42.

Det fremgår af de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, og de præciseringer, som Openbaar Ministerie (anklagemyndigheden, Nederlandene) fremkom med under retsmødet, at den fuldbyrdende judicielle myndighed i medfør af den ordning, der er fastsat i national ret, er forpligtet til at afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre allerede inden spørgsmålet om, hvorvidt straffen faktisk vil kunne fuldbyrdes i Nederlandene, er blevet undersøgt, idet den myndighed, der har kompetence til at træffe endelig afgørelse på området, er Minister van Veiligheid en Justitie (sikkerheds- og justitsministeren). I medfør af denne ordning er en fuldbyrdelse af straffen i Nederlandene således ikke en betingelse for at afslå overgivelse, og afslaget berøres ikke, hvis det måtte vise sig, at straffen ikke vil kunne fuldbyrdes i Nederlandene.

43.

En undersøgelse af rammeafgørelsen gør det muligt at bekræfte, at en ordning som den, der er fastsat i henhold til nederlandsk ret, ikke er forenelig med den overgivelsesordning, der er fastsat i rammeafgørelsen.

44.

For det første bemærkes, at bestemmelsen undergiver retternes mulighed for at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre to betingelser, dels, at den eftersøgte enten er statsborger i den fuldbyrdende medlemsstat, opholder sig i denne eller er bosat dér, dels, at denne stat forpligter sig til selv at fuldbyrde frihedsstraffen eller den frihedsberøvende foranstaltning i henhold til sin nationale lovgivning.

45.

Det fremgår af selve bestemmelsens ordlyd, at afslaget på at fuldbyrde en europæisk arrestordre til gengæld forudsætter en reel ensidig forpligtelse fra den fuldbyrdende medlemsstats side til at anerkende dommen og sikre straffens fuldbyrdelse.

46.

Den erklæring, hvorved anklagemyndigheden erklærer sig rede til at overtage straffuldbyrdelsen, opfylder imidlertid ikke dette krav, eftersom den ikke har karakter af afgørelse, men blot er en hensigtserklæring, som skal efterfølges af en reel afgørelse fra Minister van Veiligheid en Justitie (sikkerheds- og justitsministeren). Under den procedure, der er fastsat i OLW’s artikel 6, er overtagelsen af straffuldbyrdelsen ikke en klar og obligatorisk betingelse for afslaget på overgivelse, men en eventuel og fakultativ konsekvens heraf.

47.

Det er for det andet nødvendigt at bemærke, at den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse, som er fastsat i denne bestemmelse, bl.a. har til formål at fremme den sociale rehabilitering for den person, som afsoner en fængselsstraf, ved at gøre det muligt for den pågældende at fuldføre denne straf i den medlemsstat, hvor den pågældende har de bedste udsigter til social rehabilitering. Denne mulighed for at give afslag tillader ikke den fuldbyrdende medlemsstat at fritage sine statsborgere eller de personer, som opholder sig eller er bosat på medlemsstatens område, for fuldbyrdelsen af den straf, som de pågældende er blevet idømt i den udstedende medlemsstat.

48.

For det tredje bemærkes, at en ordning, hvorefter afslaget på at fuldbyrde arrestordren ikke er undergivet en betingelse om, at der består en forpligtelse til at fuldbyrde straffen, er i fuldstændig modstrid med logikken bag den overgivelsesordning, der er fastsat i rammeafgørelse 2002/584. Mens denne ordning, som tilsigter at lette og fremskynde det retlige samarbejde med henblik på at bidrage til at gennemføre Unionens erklærede mål om at blive et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, er baseret på princippet om gensidig anerkendelse, hvilket i medfør af rammeafgørelsens artikel 1, stk. 2, indebærer, at medlemsstaterne i princippet har pligt til at fuldbyrde en europæisk arrestordre, medfører ordningen i OLW derimod, at det er tilladt for den fuldbyrdende medlemsstat at undlade at anerkende en dom om frihedsstraf, som er afsagt i den udstedende medlemsstat. Den manglende fuldbyrdelse af den idømte straf svarer til en forvandling af straffen, som i sig selv er i strid med princippet om gensidig anerkendelse, og som ydermere er baseret på en betingelse om statsborgerskab eller bopæl og dermed er udtryk for forskelsbehandling.

49.

Henset til ovenstående betragtninger konkluderer jeg, at rammeafgørelsens artikel 4, stk. 6), skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en medlemsstat gennemfører den grund til at afslå fuldbyrdelse, som er fastsat i bestemmelsen, således, at afslaget på at fuldbyrde den europæiske arrestordre alene bevirker, at denne medlemsstat erklærer sig rede til at overtage straffuldbyrdelsen, men at denne erklæring ikke gælder som en forpligtelse til fuldbyrdelse.

50.

Med det tredje led af det første præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om en medlemsstat kan gennemføre den grund til at afslå fuldbyrdelse, som er fastsat i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, således, at den judicielle myndighed afslår at fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en frihedsberøvende foranstaltning mod en eftersøgt person, der opholder sig i, er statsborger i eller bosat i den fuldbyrdende medlemsstat, når afgørelsen om at overtage straffuldbyrdelsen, som træffes efter afgørelsen om at afslå fuldbyrdelsen af arrestordren, for det første er underlagt betingelser om, at der foreligger en konvention, der binder den udstedende medlemsstat og den fuldbyrdende medlemsstat, at denne konvention overholdes, og at den udstedende medlemsstat samarbejder, og når afslaget på at fuldbyrde arrestordren for det andet ikke berøres i tilfælde af, at det ikke er muligt at overtage straffuldbyrdelsen som følge af, at de krævede betingelser ikke er opfyldt.

51.

Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, har Rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam) lagt den forudsætning til grund, at overtagelsen af fuldbyrdelsen af den straf, som Daniel Adam Popławski blev idømt den 5. februar 2007, skal overholde reglerne i OLW’s artikel 6, stk. 3, som henviser til, at der skal være et retsgrundlag i en konvention, frem for at skulle overholde de nye bestemmelser, der blev vedtaget i forbindelse med gennemførelsen af rammeafgørelse 2008/909.

52.

Denne forudsætning anfægtes indirekte af Europa-Kommissionen, som i såvel sit skriftlige som mundtlige indlæg har henvist til rammeafgørelse 2008/909, som den således stiltiende anser for at finde tidsmæssig anvendelse på tvisten i hovedsagen.

53.

I denne henseende bemærkes, at selv om artikel 28, stk. 1, i rammeafgørelse 2008/909 bestemmer, at anmodninger om anerkendelse og fuldbyrdelse af sanktioner, der modtages efter den 5. december 2011, er omfattet af de regler, som medlemsstaterne har vedtaget i henhold til denne rammeafgørelse, er det imidlertid i henhold til nævnte rammeafgørelses artikel 28, stk. 2, muligt for medlemsstaterne at fremsætte en erklæring, hvorved anvendelsen af rammeafgørelsen udsættes.

54.

Den hermed forbundne vanskelighed består i, at erklæringen i henhold til ordlyden af artikel 28, stk. 2, i rammeafgørelse 2008/909 skulle være fremsat »i forbindelse med vedtagelsen af [rammeafgørelsen]«. Den af Kongeriget Nederlandene fremsatte erklæring synes imidlertid at være fremsendt til Rådet den 24. marts 2009, hvorefter den blev rundsendt som rådsdokument den 30. april 2009, inden den blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 9. oktober 2009, mens Republikken Polens erklæring blev modtaget af Rådet den 23. februar 2011, dernæst rundsendt som rådsdokument den 28. februar 2011, inden den blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 1. juni 2011.

55.

I overensstemmelse med det synspunkt, som jeg redegjorde for i mit forslag til afgørelse i van Vemde-sagen fremsat den 12. oktober 2016 ( 21 ), er det min opfattelse, at den omstændighed, at Kongeriget Nederlandenes og Republikken Polens erklæringer blev fremsat for sent, fratager erklæringerne deres retsvirkninger, således at anerkendelsen og fuldbyrdelsen af den sanktion, som Daniel Adam Popławski er blevet idømt, skal undergives de regler, som Nederlandene har vedtaget i forbindelse med gennemførelsen af rammeafgørelse 2008/909.

56.

Uanset fra hvilken synsvinkel Domstolen i sidste ende måtte vælge at undersøge spørgsmålet, synes besvarelsen efter min opfattelse at måtte blive den samme, eftersom både de bestemmelser, som den nederlandske lovgiver har vedtaget før og efter rammeafgørelse 2008/909, medfører, at den forpligtelse til straffuldbyrdelse, som er fastsat i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, bortfalder.

57.

Som jeg allerede har fremhævet ( 22 ), skal denne bestemmelse forstås således, at afslaget på at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre skal ledsages af en modsvarende forpligtelse for den fuldbyrdende medlemsstat til at foretage fuldbyrdelsen af den straf eller frihedsberøvende foranstaltning, som er blevet idømt i den medlemsstat, der har udstedt arrestordren. Som Kommissionen med rette har gjort gældende, indebærer gennemførelsen af princippet om gensidig anerkendelse og nødvendigheden af at forhindre straffrihed, at det må lægges til grund, at såfremt det ikke er muligt for den fuldbyrdende medlemsstat at overtage straffuldbyrdelsen, uanset af hvilken årsag, skal den europæiske arrestordre fuldbyrdes.

58.

Heraf følger, at den fuldbyrdende judicielle myndighed forud for ethvert afslag på overgivelse skal have foretaget en efterprøvelse af muligheden for reelt at fuldbyrde straffen i henhold til sin nationale lovgivning.

59.

Såfremt nævnte nationale lovgivning gyldigt henviser til konventioner på området for overtagelse af straffuldbyrdelse, som fandt anvendelse inden indførelsen af ordningen i rammeafgørelse 2008/909, og herved pålægger såvel den udstedende medlemsstat som den fuldbyrdende medlemsstat at samarbejde, kan den fuldbyrdende judicielle myndighed kun afslå at fuldbyrde den europæiske arrestordre, såfremt de to berørte medlemsstater bliver enige om en overtagelse af straffuldbyrdelsen.

60.

Hvis national ret gennemfører den ordning, der følger af rammeafgørelse 2008/909, forudsætter et afslag på overgivelse, at alle de betingelser, der er fastsat i nævnte rammeafgørelse, er opfyldt, for at den dom, der er afsagt i den udstedende medlemsstat, kan fuldbyrdes i den medlemsstat, der skal fuldbyrde den europæiske arrestordre. Med andre ord kan den medlemsstat, der skal fuldbyrde den europæiske arrestordre, kun afslå overgivelsen i tilfælde af, at den ikke har til hensigt at påberåbe sig en af de grunde til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse, som er fastsat i artikel 9 i rammeafgørelse 2008/909.

61.

I denne henseende bemærkes, at nævnte rammeafgørelses artikel 25 med overskriften »Fuldbyrdelse af sanktioner i medfør af en europæisk arrestordre« bestemmer, at »[m]ed forbehold af rammeafgørelse 2002/584[…] finder bestemmelserne i denne rammeafgørelse, i det omfang de er forenelige ( 23 ) med bestemmelserne i rammeafgørelse 2002/584[…], anvendelse mutatis mutandis på fuldbyrdelse af sanktioner i tilfælde, hvor en medlemsstat påtager sig at fuldbyrde sanktionen i overensstemmelse med artikel 4, nr. 6), i nævnte rammeafgørelse«. Det fremgår af 12. betragtning til rammeafgørelse 2008/909, at »[dette bl.a. betyder], at fuldbyrdelsesstaten, med forbehold af […] rammeafgørelse [2002/584], kan undersøge, om der foreligger grunde til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse, jf. denne rammeafgørelses artikel 9, herunder kontrol af princippet om dobbelt strafbarhed, hvis fuldbyrdelsesstaten har afgivet en erklæring i henhold til denne rammeafgørelses artikel 7, stk. 4, som betingelse for anerkendelse og fuldbyrdelse af dommen, og overveje, om den vil udlevere den domfældte eller fuldbyrde dommen i medfør af artikel 4[, nr. 6)], i ovennævnte rammeafgørelse«.

62.

Efter min opfattelse fremgår det klart af artikel 25 i rammeafgørelse 2008/909 som belyst af 12. betragtning hertil, at EU-lovgiver ikke ønskede at tillade, at en medlemsstat kunne give afslag på at overgive en eftersøgt under påberåbelse af de betingelser for anerkendelse af afgørelser og fuldbyrdelse af straffe, som følger af gennemførelsen af nævnte rammeafgørelse. Såfremt der findes en grund til at afslå anerkendelse eller fuldbyrdelse, som forhindrer den fuldbyrdende medlemsstat i at forpligte sig til at fuldbyrde straffen, har medlemsstaten således ingen anden mulighed end at fuldbyrde den europæiske arrestordre og dermed overgive den eftersøgte.

63.

Jeg udleder af ovenstående betragtninger, at artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en medlemsstat gennemfører den grund til at afslå fuldbyrdelse, som er fastsat i bestemmelsen, således, at den judicielle myndighed afslår at fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en frihedsberøvende foranstaltning mod en eftersøgt person, der opholder sig i, er statsborger i eller bosat i den fuldbyrdende medlemsstat, når afgørelsen om at overtage straffuldbyrdelsen, som træffes efter afgørelsen om at afslå fuldbyrdelsen af arrestordren, for det første er underlagt betingelser om, at der foreligger en konvention, der binder den udstedende medlemsstat og den fuldbyrdende medlemsstat, at denne konvention overholdes, og at den udstedende medlemsstat samarbejder, og når afslaget på at fuldbyrde arrestordren for det andet ikke berøres i tilfælde af, at det er umuligt at overtage straffuldbyrdelsen som følge af, at de krævede betingelser ikke er opfyldt.

64.

Med det andet og det tredje præjudicielle spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om bestemmelserne i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 kan have direkte virkning, og, såfremt dette spørgsmål skal besvares benægtende, om de nationale regler kan fortolkes i overensstemmelse med disse bestemmelser således, at såfremt en medlemsstat undergiver overtagelse af fuldbyrdelsen af en frihedsstraf den betingelse, at der foreligger et retsgrundlag herfor i en international konvention, udgør nævnte bestemmelse i sig selv det konventionsretlige retsgrundlag, der kræves i medfør af national ret.

65.

Det bemærkes, at rammeafgørelsen ikke har direkte virkning, eftersom den er vedtaget på grundlag af EU’s tidligere tredje søjle i henhold til bl.a. artikel 34, stk. 2, litra b), EU i den affattelse, der følger af Amsterdamtraktaten, som bestemmer dels, at rammeafgørelser er bindende for medlemsstaterne med hensyn til det tilsigtede mål, men overlader det til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen, dels, at rammeafgørelser ikke indebærer direkte virkning.

66.

Det bemærkes endvidere, at i henhold til artikel 9 i protokol (nr. 36) om overgangsbestemmelser ( 24 ), der er knyttet som bilag til traktaterne, bevares retsvirkningerne af retsakter, der er vedtaget af EU’s institutioner, organer, kontorer og agenturer på grundlag af EU-traktaten inden Lissabontraktatens ikrafttrædelse, så længe disse retsakter ikke er ophævet, annulleret eller ændret i medfør af traktaterne.

67.

Nævnte rammeafgørelse er imidlertid hverken blevet ophævet, annulleret eller ændret efter Lissabontraktatens ikrafttrædelse, idet det i denne henseende præciseres, at selv om Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/13/EU af 22. maj 2012 om ret til information under straffesager ( 25 ) i væsentlig grad styrker retten til information for mistænkte og tiltalte, begrænser direktivets artikel 5 sig til med hensyn til procedurerne om den europæiske arrestordre at bestemme, at enhver, der anholdes med henblik på fuldbyrdelse af en sådan arrestordre, straks skal modtage en passende meddelelse om rettigheder indeholdende information om den pågældendes rettigheder »i henhold til national lovgivning om gennemførelse af [rammeafgørelsen] i den fuldbyrdende medlemsstat«. Direktiv 2012/13 ændrer således hverken formelt eller materielt rammeafgørelse 2002/584, som fortsat har retsvirkninger i overensstemmelse med artikel 34, stk. 2, litra b), EU i den affattelse, der følger af Amsterdamtraktaten.

68.

Siden dom af 16. juni 2005, Pupino ( 26 ), følger det ligeledes af fast retspraksis, at rammeafgørelser kan påberåbes for medlemsstaternes retter med henblik på at opnå en overensstemmende fortolkning af national ret. Forpligtelsen til en overensstemmende fortolkning afhænger således ikke af, om den EU-retlige regel eventuelt har direkte virkning, men følger af reglens bindende virkning. Domstolen har således fastslået, at »[s]elv om rammeafgørelserne i medfør af artikel 34, stk. 2, litra b), EU [i den affattelse, der følger af Amsterdamtraktaten] ikke har direkte virkning, indebærer deres bindende virkning ikke desto mindre en forpligtelse for de nationale myndigheder og navnlig for de nationale retter til at anlægge en overensstemmende fortolkning af national ret« ( 27 ).

69.

Den nationale ret er ved anvendelsen af national ret forpligtet til i videst muligt omfang at fortolke denne lovgivning i lyset af rammeafgørelsens ordlyd og formål med henblik på at nå det med rammeafgørelsen tilsigtede resultat. Denne forpligtelse til overensstemmende fortolkning af national ret er »uadskilleligt forbundet med EUF-traktatens system, idet den giver de nationale retter mulighed for inden for rammerne af deres kompetence at sikre sig EU-rettens fulde virkning, når de afgør de tvister, der er indbragt for dem« ( 28 ). Ifølge Domstolen kræves det i medfør af nævnte forpligtelse, at de nationale retter »gør alt, hvad der henhører under deres kompetence ( 29 ) – idet de tager hensyn til national ret i dens helhed og anvender fortolkningsmetoder, der er anerkendt i denne ret – for at sikre den fulde virkning af den pågældende rammeafgørelse og for at nå et resultat, der er i overensstemmelse med det formål, som forfølges med rammeafgørelsen« ( 30 ).

70.

I dom af 19. april 2016, DI ( 31 ), præciserede Domstolen desuden, at forpligtelsen til at foretage en overensstemmende fortolkning kræver, at de nationale retter ændrer eller undlader at anvende en fast retspraksis, såfremt denne er baseret på en fortolkning af national ret, som er uforenelig med EU-retten. Den overensstemmende fortolkning skaber således på sin vis en udelukkelsesvirkning for en fortolkning i retspraksis, der tilsidesætter EU-retten.

71.

Dette princip om overensstemmende fortolkning har imidlertid visse begrænsninger, navnlig således at det ikke kan tjene som grundlag for en fortolkning contra legem af national ret ( 32 ).

72.

I hovedsagen deler den forelæggende ret ikke anklagemyndighedens opfattelse, hvorefter en overensstemmende fortolkning er mulig og alene forudsætter, at OLW’s artikel 6, stk. 3, fortolkes således, at den omstændighed, at der afgives en erklæring om at være »rede til at overtage fuldbyrdelsen af dommen«, skal anses for en reel bindende forpligtelse. Den forelæggende ret er derimod af den opfattelse, at eftersom den nationale lovgiver har fastsat en forpligtelse for den fuldbyrdende judicielle myndighed til at afslå overgivelse, uden at dette afslag er underlagt en betingelse om en forpligtelse til at fuldbyrde straffen, vil enhver fortolkning, hvorefter afslaget på fuldbyrdelse er undergivet en sådan forpligtelse, nødvendigvis være en fortolkning contra legem. I denne henseende har den forelæggende ret fremhævet, at den nationale lovgiver ikke gør det muligt for den fuldbyrdende judicielle myndighed at unddrage sig forpligtelsen til at afslå overgivelse i tilfælde, hvor det viser sig, at Nederlandene ikke kan overtage straffuldbyrdelsen.

73.

For at national ret kan fortolkes i overensstemmelse med de relevante EU-retlige bestemmelser, er det således nødvendigt – således som anklagemyndigheden har foreslået – at anse erklæringen om at være »rede til at overtage fuldbyrdelsen af dommen« for ikke blot at udgøre en hensigtserklæring, men en reel forpligtelse, som påtages, efter at det er blevet efterprøvet, at en sådan overtagelse reelt er mulig, og at anse Minister van Veiligheid en Justitie (sikkerheds- og justitsministeren) for efterfølgende at befinde sig i en situation med bunden kompetence med hensyn til at acceptere eller afslå denne overtagelse uden at kunne vurdere, om den er begrundet.

74.

Det påhviler i sidste ende den forelæggende ret at bedømme, om det reelt er umuligt at anlægge en overensstemmende fortolkning af national ret. I denne henseende bemærkes, at den forelæggende rets tvivl med hensyn til muligheden for at fortolke udtrykket »konvention, der finder anvendelse« i OLW’s artikel 6, stk. 3, som en henvisning til rammeafgørelse 2002/584 udgør et spørgsmål om fortolkning af national ret, som det alene tilkommer nævnte ret at træffe afgørelse om. Det er således ufornødent at behandle dette spørgsmål i nærværende forslag til afgørelse.

75.

Uden at foregribe den forelæggende rets fortolkning skal det under alle omstændigheder fremhæves, at en fortolkning af nederlandsk ret, der er i overensstemmelse med rammeafgørelsen, forudsætter, at det medgives, at ordlyden af OLW’s artikel 6 kan forstås således, at den ikke fastsætter en forpligtelse, men blot en mulighed for den judicielle myndighed til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, og således, at den alene tillader, at denne mulighed anvendes, såfremt det reelt synes muligt for Nederlandene at overtage straffuldbyrdelsen.

76.

For så vidt som det ikke er sikkert, at den forelæggende ret kan nå frem til en fortolkning af sin nationale ret, som er i overensstemmelse med EU-retten, er det efter min opfattelse – for det tilfælde, at en overensstemmende fortolkning ikke måtte være mulig – imidlertid nødvendigt at fastlægge, hvilke konkrete konsekvenser det påhviler den nationale ret at drage af den manglende overensstemmelse med rammeafgørelsen af bestemmelserne i OLW’s artikel 6, stk. 2 og 3.

77.

Såfremt de omhandlede nationale bestemmelser ikke kan undergives en overensstemmende fortolkning, er den nationale ret i princippet forpligtet til at undlade at anvende dem med henblik på at anvende EU-retten fuldt ud.

78.

I denne henseende bemærkes, at selv om Domstolen allerede har haft lejlighed til at udtale sig om den retlige rækkevidde af instrumenter vedtaget inden for rammerne af afsnit VI i EU-traktaten om politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager, begrænsede Domstolen sig imidlertid til i sin dom af 16. juni 2005, Pupino ( 33 ), at udstrække princippet om overensstemmende fortolkning til at omfatte disse instrumenter, idet den anerkendte, at en rammeafgørelse i denne forbindelse er sammenlignelig med et direktiv.

79.

Domstolen har derimod endnu ikke udtalt sig om spørgsmålet om, hvorvidt den omstændighed, at en national regel ikke er i overensstemmelse med en rammeafgørelse, indebærer en pligt for den nationale ret til at undlade at anvende denne regel, såfremt reglen ikke kan undergives en overensstemmende fortolkning.

80.

Som jeg allerede har redegjort for i min stillingtagen af 28. april 2008 i Kozłowski-sagen ( 34 ), kan grundene til, at Domstolen i dom af 15. juli 1964, Costa ( 35 ), fastslog, at medlemsstaterne efter frit at have samtykket i en overførsel af deres beføjelser til Fællesskabet ikke kan gøre en bestemmelse i deres nationale retsorden gældende frem for en bindende fællesskabsretsakt, overføres til en rammeafgørelse. Efter min opfattelse skal en rammeafgørelse som enhver bindende EU-retsakt gå forud for enhver national bestemmelse, også af forfatningsmæssig art eller som del af en forfatning. Princippet om EU-rettens forrang pålægger således den nationale ret at sikre den fulde virkning af EU-retten, idet den »om fornødent af egen drift skal undlade at anvende enhver modstående national bestemmelse« ( 36 ).

81.

Flere betragtninger taler for, at princippet om forrang bør anerkendes for rammeafgørelser, der er vedtaget inden for rammerne af tredje søjle ( 37 ).

82.

Den første betragtning vedrører ordlyden. I denne henseende bemærkes, at med undtagelse af forbeholdet vedrørende den manglende direkte virkning af rammeafgørelser har EU-lovgiver kopieret ordningen for rammeafgørelser fra ordningen for direktiver, idet EU-lovgiver har fastsat, at rammeafgørelser »er bindende for medlemsstaterne med hensyn til det tilsigtede mål, men overlader det til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen« ( 38 ). Eftersom den eneste uomtvistelige særegenhed ved rammeafgørelser er begrænset til deres manglende direkte virkning ( 39 ), er der ingen grund til i øvrigt at udelukke, at disse instrumenter har forrang, med den begrundelse, at de er omfattet af området for mellemstatsligt samarbejde.

83.

Den anden betragtning vedrører Domstolens anerkendelse af den nationale rets forpligtelse til at anvende teknikken om overensstemmende fortolkning med henblik på at sikre rammeafgørelsers fulde virkning og nå frem til en løsning, der er i overensstemmelse med rammeafgørelsernes formål.

84.

For at begrunde anvendelsen af princippet om overensstemmende fortolkning har Domstolen ganske vist ikke lagt princippet om forrang til grund, men princippet om loyalt samarbejde. Domstolen har således anført, at sidstnævnte princip – der bl.a. indebærer, at medlemsstaterne træffer alle almindelige eller særlige foranstaltninger, som er egnede til at sikre opfyldelsen af deres forpligtelser i henhold til EU-retten – ligeledes skal gælde i forbindelse med politisamarbejdet og det retlige samarbejde i straffesager, der i øvrigt helt og holdent bygger på samarbejdet mellem medlemsstaterne og institutionerne ( 40 ). Logikken bag denne argumentation blev allerede fremført i dom af 10. april 1984, von Colson og Kamann ( 41 ), idet Domstolen i denne dom bl.a. udledte forpligtelsen til overensstemmende fortolkning af medlemsstaternes pligt til at træffe alle almindelige eller særlige foranstaltninger til at sikre opfyldelsen af deres forpligtelser i henhold til EU-retten, idet Domstolen herved præciserede, at EU-retten gælder for alle myndighederne i medlemsstaterne, herunder også domstolene inden for deres kompetence ( 42 ).

85.

Det forholder sig ikke desto mindre således, at kravet om overensstemmende fortolkning, som Domstolen ifølge fast praksis anser for »uadskilleligt forbundet med EUF-traktatens system, idet den giver de nationale retter mulighed for inden for rammerne af deres kompetence at sikre sig EU-rettens fulde virkning, når de afgør de tvister, der er indbragt for dem« ( 43 ), følger af kravet om EU-rettens fulde virkning og nødvendigheden af at sikre EU-rettens forrang for medlemsstaternes nationale ret ( 44 ). Anerkendelsen af princippet om overensstemmende fortolkning via princippet om loyalt samarbejde forudsætter nødvendigvis, at det medgives – selv hvis dette blot er underforstået – at EU-retten har forrang. Hvordan skulle forpligtelsen til loyalt samarbejde, som følger af EU-retten, således kunne begrunde, at den nationale ret er forpligtet til at ændre betydningen af sin nationale lovgivning på en måde, så denne lovgivning er i overensstemmelse med EU-retten, såfremt denne forpligtelse ikke skulle anses for at veje tungere end den nationale rets forpligtelse til at afgøre tvisten i henhold til reglerne i dens nationale lovgivning?

86.

Den tredje betragtning er knyttet til udviklingen af den retlige ramme, der følger af afslutningen af den overgangsperiode, der er fastsat i protokol (nr. 36) om overgangsbestemmelser, der er knyttet som bilag til traktaterne. I medfør af nævnte protokols artikel 10, stk. 3, ophører den overgangsforanstaltning, som er indeholdt i artikel 10, stk. 1, med at have virkning fem år efter datoen for Lissabontraktatens ikrafttrædelse, dvs. den 30. november 2014. Den endelige optagelse af tredje søjle i det område, der er omhandlet i EUF-traktatens tredje del, afsnit V, om et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, kræver en »fællesskabsretlig fortolkning« ( 45 ). I denne henseende bemærkes navnlig, at mens Domstolens kompetence i medfør af den tidligere artikel 35 EU afspejlede den mellemstatslige karakter af samarbejdet inden for tredje søjle, har Domstolen siden denne dato haft en automatisk og bindende præjudiciel kompetence, eftersom den ikke længere er undergivet et krav om, at hver medlemsstat afgiver en erklæring om, at de anerkender denne kompetence, og at de nationale retter kan forelægge sager for Domstolen. I denne forbindelse er det interessant at bemærke, at Domstolen i sin dom af 16. juni 2005, Pupino ( 46 ), baserede sig på »[b]etydningen af Domstolens kompetence til at træffe præjudicielle afgørelser i henhold til artikel 35 EU« med henblik på at begrunde, at borgerne er berettigede til at påberåbe sig rammeafgørelser med henblik på at opnå en overensstemmende fortolkning af national ret ved medlemsstaternes domstole ( 47 ). Anerkendelsen af en kompetence, der svarer til den, som Domstolen havde inden for rammerne af første søjle, påviser en stærk konvergensproces mellem disse to søjler, som begrunder, at virkningerne af rammeafgørelser kopieres fra direktivers virkninger, naturligvis med undtagelse af den direkte virkning, som udtrykkeligt er udelukket.

87.

Af ovenstående betragtninger udleder jeg, at rammeafgørelsen i medfør af princippet om forrang skal gå forud for enhver national bestemmelse, som er i strid hermed.

88.

I overensstemmelse med logikken om ophævelse af sammenhængen mellem virkningen med henblik på »substitution« og »muligheden for at påberåbe sig et direktiv med henblik på udelukkelse« ( 48 ) finder jeg ikke, at rammeafgørelsens manglende direkte virkning betyder, at den nationale ret ikke har en forpligtelse til at undlade at anvende de bestemmelser i sin nationale lovgivning, som er uforenelige med EU-retten. Denne forpligtelse følger nemlig direkte af EU-rettens forrang for de nationale bestemmelser, der er til hinder for EU-rettens fulde virkning.

89.

Denne konklusion bør så meget desto mere gælde i tvisten i hovedsagen, eftersom denne ikke er mellem to borgere, hvoraf den ene påberåber sig bestemmelserne i rammeafgørelse 2002/584 mod den anden, men derimod har et vertikalt aspekt. Tvisten er således mellem den nederlandske stat og Daniel Adam Popławski ( 49 ). Den pågældende har i øvrigt udelukkende påberåbt sig national ret. Han har ikke gjort rammeafgørelsen gældende med henblik på at påberåbe sig en ret, som denne rammeafgørelse har skabt for ham, og som er blevet en del af hans rettigheder.

90.

Det skal derfor konstateres, at bestemmelserne i rammeafgørelsens artikel 4, nr. 6), ikke har direkte virkning, således at det påhviler den nationale ret i videst muligt omfang at fortolke de i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelser i overensstemmelse med EU-retten, og at den nationale ret, såfremt det måtte vise sig, at en sådan fortolkning ikke er mulig, er forpligtet til at undlade at anvende disse bestemmelser som følge af, at de ikke er forenelige med rammeafgørelsens artikel 4, nr. 6).

91.

Med henblik på fuldt ud at vejlede den forelæggende ret vil jeg præcisere, at den omstændighed, at de nationale bestemmelser, som gennemfører den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse, som er fastsat i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, ikke skal anvendes i hovedsagen, indebærer, at de øvrige nederlandske bestemmelser, som gennemfører rammeafgørelsen, skal finde anvendelse. Heraf følger konkret, at den nationale ret skal anordne fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre.

92.

Med det fjerde præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om den fuldbyrdende medlemsstat inden for rammerne af gennemførelsen af rammeafgørelsens artikel 4, nr. 6), kan gøre det til en betingelse for afslag på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, der er udstedt mod en statsborger i en anden medlemsstat, at den fuldbyrdende medlemsstat har kompetence til på ny at retsforfølge den lovovertrædelse, som statsborgeren er blevet dømt for, og at ingen praktiske hindringer består for en ny strafforfølgelse af den pågældende, mens den kompetente judicielle myndighed uden at være underlagt betingelser er forpligtet til at afslå overgivelse, når der er tale om en af dens egne statsborgere.

93.

Den forelæggende ret har anført, at med henblik på at nå frem til en fortolkning af dens nationale ret, som er i overensstemmelse med artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, kunne den fortolke OLW’s artikel 6, stk. 5, således, at overgivelsen af en statsborger i en anden medlemsstat kun kan afslås, såfremt det ikke alene godtgøres, at der kan indledes en strafforfølgning mod denne statsborger for de samme forhold som dem, den pågældende allerede er blevet dømt for i den udstedende medlemsstat, men også at gennemførelsen af en sådan strafforfølgning i Nederlandene ikke forhindres af praktiske forhold såsom den udstedende medlemsstats manglende fremsendelse af den omhandlede persons sagsakter i straffesagen.

94.

Ifølge den forelæggende ret ville denne fortolkning indebære den fordel, at den eftersøgte ikke bliver straffri, eftersom der – hvis det antages, at den straf, som søges fuldbyrdet ved hjælp af den udstedte europæiske arrestordre, ikke vil kunne fuldbyrdes i Nederlandene – ikke desto mindre ville kunne indledes en strafforfølgning for de samme forhold mod den eftersøgte. Nævnte fortolkning ville imidlertid indebære den ulempe, at der ville ske en forskellig behandling af statsborgere i andre medlemsstater og nederlandske statsborgere, eftersom fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre for sidstnævntes vedkommende skal afslås, uden at dette afslag er undergivet en betingelse om, at det sikres, at der kan indledes en sådan ny strafforfølgning.

95.

I lighed med Kommissionen er det min opfattelse, at den forudsætning, som den forelæggende ret lægger til grund, er fejlagtig. Rammeafgørelsens artikel 4, nr. 6), fastsætter nemlig ikke en forpligtelse til at indlede en ny strafforfølgning for de samme forhold mod den eftersøgte som alternativ til, at den fuldbyrdende medlemsstat forpligter sig til at fuldbyrde straffen. Med andre ord kan denne bestemmelse, som hviler på princippet om gensidig anerkendelse, ikke anses for blot at være en gennemførelse af princippet »aut dedere, aut judicare«, som inden for udleveringsretten overlader det til den stat, som anmodningen om udlevering er rettet til, at vælge mellem at udlevere lovovertrædelsens gerningsmand eller retsforfølge den pågældende, uanset om der er afsagt dom i den stat, der anmoder om udlevering.

96.

Da den fortolkning af national ret, som den forelæggende ret har foreslået, under alle omstændigheder ikke er i overensstemmelse med rammeafgørelsen, er det ufornødent at rejse spørgsmålet om, hvorvidt den forskellige behandling, der ville følge af fortolkningen, er forbudt i medfør af EU-retten.

97.

Henset til ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de spørgsmål, som Rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam, Nederlandene) har forelagt, som følger: