—

Portmeirion Group UK Ltd ved avocats A. Willems, S. De Knop og Y. Benizri

—

den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato P. Gentili

—

Rådet for Den Europæiske Union ved S. Boelaert, som befuldmægtiget, bistået af solicitor B. O’Connor og af avocat S. Gubel

—

Europa-Kommissionen ved M. França og J.-F. Brakeland samt ved A. Stobiecka-Kuik, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører gyldigheden af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 412/2013 af 13. maj 2013 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af bordservice og køkkenartikler af keramisk materiale med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT L 131, s. 1).

2

Anmodningen er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem Portmeirion Group UK Ltd (herefter »Portmeirion«) og Commissioners for her Majesty’s Customs and Revenue (Told- og Skatteforvaltningen, herefter »skatteforvaltningen«) vedrørende denne skatteforvaltnings afslag på anmodningen om godtgørelse af den antidumpingtold, som Portmeirion betalte for importen af bordservice og køkkenartikler af keramisk materiale med oprindelse i Kina.

3

Ved Rådets afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi (1986-1994), for så vidt angår de områder, der hører under Fællesskabets kompetence (EFT L 336, s. 1), godkendte Rådet for Den Europæiske Union overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO), som blev undertegnet i Marrakech den 15. april 1994, samt de aftaler, der er opført i bilag 1, 2 og 3 til denne overenskomst, iblandt hvilke indgår aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel 1994 (EFT 1994 L 336, s. 103, herefter »antidumpingaftalen af 1994«).

4

Artikel 2 i antidumpingaftalen af 1994, der har overskriften »Konstatering af dumping«, bestemmer følgende:

»2.1   I denne aftale anses en vare for at være en dumpingvare, dvs. bragt i handelen i et andet land til en pris, der er lavere end varens normale pris, hvis eksportprisen på den vare, der udføres fra et land til et andet, er lavere end den tilsvarende pris for samme vare i normal handel, når den er bestemt til forbrug i eksportlandet.

[…]

2.6   I denne aftale forstås ved udtrykket »samme vare« (»like product«) en vare, som er identisk med, dvs. i enhver henseende mage til den omhandlede vare, eller, hvis en sådan vare ikke findes, en anden vare, der – omend den ikke i enhver henseende er mage til – har egenskaber, som ligger tæt op ad den pågældende vares egenskaber.

[…]«

5

Artikel 236. stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 302, s. 1, herefter »toldkodeksen«) bestemmer:

»Godtgørelse af import- eller eksportafgifter ydes, hvis det godtgøres, at det pågældende beløb på betalingstidspunktet ikke var skyldigt efter lovgivningen […]«

6

Gennemførelsesforordning nr. 412/2013 blev vedtaget på grundlag af Rådets grundforordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EUT L 343, s. 51, berigtiget i EUT 2010 L 7, s. 22, herefter »grundforordningen«). Følgende fremgår af tredje og fjerde betragtning til denne forordning:

7

Grundforordningens artikel 1 bestemmer under overskriften »Principper«:

»1.   En antidumpingtold kan opkræves for enhver dumpingvare, når en sådan vare ved overgang til fri omsætning i Fællesskabet forvolder skade.

2.   En vare anses for at være en dumpingvare, hvis dens eksportpris ved salg til Fællesskabet er lavere end den sammenlignelige pris for samme vare i normal handel, som er konstateret i eksportlandet.

3.   Eksportlandet er normalt oprindelseslandet. Det kan imidlertid være et andet land, undtagen når varerne f.eks. blot forsendes i transit gennem dette land, eller de pågældende varer ikke produceres i dette land, eller der ikke findes nogen sammenlignelig pris for disse varer i dette land.

4.   I denne forordning forstås ved »samme vare« en vare, som er identisk med, dvs. i enhver henseende mage til den omhandlede vare, eller, hvis en sådan vare ikke findes, en anden vare, der – om end den ikke i enhver henseende er mage til – har egenskaber, som ligger tæt op ad den pågældende vares egenskaber.«

8

På grundlag af grundforordningen vedtog Europa-Kommissionen forordning (EU) nr. 1072/2012 af 14. november 2012 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af bordservice og køkkenartikler af keramisk materiale med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT L 318, s. 28, berigtiget i EUT 2013 L 36, s. 11, herefter »den midlertidige forordning«).

9

Følgende fremgår af 24., 25., 51, 52. og 54.-57. betragtning til den midlertidige forordning:

[…]

10

I henhold til grundforordningens artikel 9 vedtog Rådet gennemførelsesforordning nr. 412/2013 om indførelse af en endelig antidumpingtold. 35.-37. betragtning dertil har følgende ordlyd:

11

Portmeirion er en britisk producent af artikler af keramisk materiale og importør af produkter af keramisk materiale fra Kina.

12

Den 16. februar 2012 indledte Europa-Kommissionen en antidumpingprocedure vedrørende importen til EU af bordservice og køkkenartikler af keramisk materiale med oprindelse i Kina (herefter »den omhandlede import«).

13

Den 14. november 2012 pålagde Kommissionen ved den midlertidige forordning en antidumpingtold på den omhandlede import.

14

Den 18. december 2012 fremførte Portmeirion de første bemærkninger, hvormed selskabet dels anfægtede den definition af den pågældende vare, som Kommissionen anvendte efter sin undersøgelse, dels nævnte nogle andre faktorer, som efter selskabets opfattelse var til hinder for pålæggelse af antidumpingtold. Efter at Kommissionen havde fremsendt sin informationsskrivelse af 25. februar 2013, blev Portmeirion hørt af denne institution den 5. marts 2013. Ved denne lejlighed fremførte Portmeirion sit synspunkt om bl.a. rækkevidden af definitionen af den pågældende vare.

15

Den 13. maj 2013 vedtog Rådet på forslag fra Kommissionen gennemførelsesforordning nr. 412/2013 og pålagde en endelig antidumpingtold på den omhandlede import med virkning fra den 16. maj 2013.

16

Den 2. august 2013 anmodede Portmeirion i medfør af toldkodeksens artikel 236 om godtgørelse af den antidumpingtold, selskabet havde betalt til skatteforvaltningen med den begrundelse, at gennemførelsesforordning nr. 412/2013 ikke var forenelig med EU-retten, således at pålæggelsen af denne told ifølge selskabet var uden lovligt grundlag.

17

Ved afgørelse af 16. december 2013 afslog skatteforvaltningen den af Portmeirion fremsatte anmodning om godtgørelse.

18

Den 14. januar 2014 anlagde Portmeirion sag til prøvelse af denne afgørelse ved den forelæggende ret og bestred gyldigheden af gennemførelsesforordning nr. 412/2013.

19

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at de af Portmeirion fremsatte anbringender rent faktisk kan rejse tvivl om forordningens gyldighed.

20

På denne baggrund har First-tier Tribunal (Tax Chamber) Tribunal centre: Birmingham (ret i første instans i Birmingham (afdelingen for sager om skatter og afgifter)) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er gennemførelsesforordning nr. 412/2013 uforenelig med EU-retten, for så vidt som den:

21

Den italienske regering har gjort gældende, at Portmeirion ikke kan påberåbe sig ugyldigheden af gennemførelsesforordning nr. 412/2013 ved den forelæggende ret, og at det spørgsmål, der er forelagt af denne ret vedrørende gyldigheden af forordningen, følgelig ikke kan antages til realitetsbehandling.

22

Ifølge denne regering er en juridisk person såsom Portmeirion umiddelbart og indirekte berørt af gennemførelsesforordning nr. 412/2013, således at selskabet selv kunne nedlægge påstand om annullation ved Unionens retsinstanser.

23

Det fremgår af Domstolens faste praksis, at det almindelige princip, der sikrer enhver borger retten til – inden for rammerne af et søgsmål anlagt til prøvelse af en for denne bebyrdende national foranstaltning – at påberåbe sig ugyldigheden af den EU-retsakt, der tjener som hjemmel for denne foranstaltning, ikke er til hinder for, at en sådan ret gøres betinget af, at vedkommende ikke har gjort brug af retten til at anlægge direkte søgsmål ved EU’s retsinstanser med påstand om annullation af denne i henhold til artikel 263 TEUF. Det er imidlertid kun i det tilfælde, hvor det kan lægges til grund, at en person uden enhver tvivl kunne have anlagt sag med påstand om annullation af den omhandlede retsakt på de betingelser, der er fastsat i den pågældende artikel, at denne person er afskåret fra at påberåbe sig ugyldigheden af denne for den kompetente nationale ret (jf. i denne retning domme TWD Textilwerke Deggendorf, C-188/92, EU:C:1994:90, præmis 23, Valimar, C-374/12, EU:C:2014:2231, præmis 28 og 29, og TMK Europe, C-143/14, EU:C:2015:236, præmis 18).

24

Det følger heraf, at det kun er i tilfælde af, at det kan lægges til grund, at en juridisk person såsom Portmeirion uden enhver tvivl er umiddelbart og individuelt berørt af den forordning, hvis gyldighed anfægtes af selskabet, at dette ikke kan påberåbe sig forordningens ugyldighed ved de nationale retter.

25

Hvad for det første angår den betingelse, der vedrører den omstændighed, at Portmeirion ikke er individuelt berørt af den omtvistede forordning, bemærkes, at en forordning om indførelse af en antidumpingtold individuelt kan berøre adskillige typer af erhvervsdrivende, uden at dette berører andre erhvervsdrivendes mulighed for at være individuelt berørt på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, og som adskiller dem fra alle andre (jf. i denne retning domme Extramet Industrie mod Rådet, C-358/89, EU:C:1991:214, præmis 16, og TMK Europe, C-143/14, EU:C:2015:236, præmis 22).

26

I denne forbindelse og for det første kan de producenter og eksportører af den pågældende vare, som på grundlag af oplysninger om deres forretningsforhold hævdes at have gjort sig skyldige i dumping, være individuelt berørt (jf. i denne retning dom Valimar, C-374/12, EU:C:2014:2231, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

27

Dernæst kan en sådan betingelse ligeledes være opfyldt for så vidt angår importører af den pågældende vare, hvis videresalgspriser er lagt til grund ved fastsættelsen af eksportpriserne, og som derfor er berørt af konstateringerne om, at der foreligger dumping (domme Nashua Corporation m.fl. mod Kommissionen og Rådet, C-133/87 og C-150/87, EU:C:1990:115, præmis 15, Gestetner Holdings mod Rådet og Kommissionen, C-156/87, EU:C:1990:116, præmis 18, og TMK Europe, C-143/14, EU:C:2015:236, præmis 20).

28

Endelig kan dette ydermere være tilfældet med importører, der er forretningsmæssigt forbundet med eksportører, hvis varer pålægges en antidumpingtold, bl.a. når eksportprisen er blevet fastlagt på grundlag af disse importørers videresalgspriser på markedet i Unionen, samt når selve antidumpingtolden beregnes på grundlag af disse videresalgspriser. (domme Neotype Techmashexport mod Kommissionen og Rådet, C-305/86 og C-160/87, EU:C:1990:295, præmis 19 og 20, og TMK Europe, C-143/14, EU:C:2015:236, præmis 21).

29

I det foreliggende tilfælde er det ikke godtgjort, at Portmeirion kan sidestilles med en af de kategorier af erhvervsdrivende, der er identificeret ovenfor, og som derfor uden enhver tvivl er individuelt berørt af gennemførelsesforordning nr. 412/2013.

30

Som Kommissionen bekræftede det under retsmødet, er Portmeirion nemlig en importør af den omhandlede vare, hvis videresalgspriser for bordservice og køkkenartikler af keramisk materiale med oprindelse i Kina ikke blev lagt til grund ved fastsættelsen af eksportpriserne eller ved beregningen af den antidumpingtold, der blev indført ved gennemførelsesforordning nr. 412/2013. Der er heller ikke tale om, at selskabet har tilknytning til eksportører. Desuden forekommer Portmeirion ikke at besidde egenskaber, som skulle være særlige for det, og som kendetegner det i forhold til alle andre juridiske personer.

31

Eftersom betingelserne om at skulle være såvel umiddelbart som individuelt berørt af den pågældende forordning er kumulative, er det således ufornødent at efterprøve, om Portmeirion i det foreliggende tilfælde er umiddelbart berørt af gennemførelsesforordning nr. 412/2013 eller ej.

32

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det konkluderes, at Portmeirion ikke kan anses for uden enhver tvivl at være forhindret i kunne påberåbe sig, at gennemførelsesforordning nr. 412/2013 er ugyldig ved den kompetente nationale domstol.

33

Heraf følger, at det præjudicielle spørgsmål skal antages til realitetsbehandling.

34

Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om gennemførelsesforordning nr. 412/2013 er ugyldig, eftersom den for det første er støttet på et åbenbart urigtigt skøn for så vidt angår den definitionen af den pågældende vare, som den indeholder, og for det andet fordi den ikke er støttet på en passende begrundelse, således som foreskrevet i artikel 296 TEUF.

35

Hvad for det første angår det angiveligt åbenbart urigtige skøn ved definitionen af den pågældende vare bemærkes, at begrebet »den pågældende vare« i henhold til 36. betragtning til gennemførelsesforordning nr. 412/2013 omfatter bordservice og køkkenartikler af keramisk materiale, med undtagelse af keramiske knive, keramiske møller til krydderier og peber og deres kværne af keramisk materiale, keramiske skrællere, keramiske knivslibere, pizzasten af cordiritkeramik af den art, der anvendes til fremstilling af pizza eller brød, som i øjeblikket tariferes under KN-kode 6911 10 00, ex 6912 00 10, ex 6912 00 30, ex 6912 00 50 og ex 6912 00 90, med oprindelse i Kina.

36

Når dette er sagt, fremgår det af 35. betragtning til denne forordning, at alle former for bordservice og køkkenartikler af keramisk materiale kan anses for at være forskellige former af samme vare.

37

Portmeirion har imidlertid gjort gældende, at den pågældende forordning blev vedtaget på grundlag af et åbenbart urigtigt skøn for så vidt angår den pågældende vare, for så vidt som de forskellige varer, der blev pålagt antidumpingtold, hverken er de samme eller ensartede, således at de ikke kan anses for et udgøre én og samme vare, og at det derfor ikke var begrundet at foretage en fælles undersøgelse.

38

I denne forbindelse bemærkes, at begrebet »den pågældende vare«, som er anvendt i såvel den midlertidige forordning som i gennemførelsesforordning nr. 412/2013, udgør en konkret oversættelse af det generelle begreb »vare[, der] anses for at være en dumpingvare«, som figurerer i grundforordningens artikel 1, stk. 2 (herefter »den omhandlede vare«), eftersom gennemførelsesforordning nr. 412/2013 har til formål at gennemføre grundforordningen på det omhandlede område.

39

Det følger heraf, at de elementer, der udgør begrebet »den omhandlede vare« som omhandlet i grundforordningen, nødvendigvis bestemmer de elementer, der skal henføres til »den pågældende vare« som omhandlet i den midlertidige forordning og i gennemførelsesforordning nr. 412/2013.

40

Grundforordningen præciserer imidlertid ikke begrebet »den omhandlede vare«, idet den begrænser sig til i artikel 1, stk. 4, at definere begrebet »samme vare« som en identisk vare, eller som har egenskaber, som ligger tæt op ad den pågældende vares egenskaber. Det følger endvidere af tredje betragtning til grundforordningen, at denne forordning har til formål i videst muligt omfang at overføre ordlyden af antidumpingaftalen af 1994 til EU-retten.

41

Under disse omstændigheder skal begrebet »den vare[, der] anses for at være en dumpingvare«, som figurerer i grundforordningen, fortolkes på baggrund af denne aftale og særligt dens artikel 2. Denne artikel præciserer imidlertid heller ikke rækkevidden af begrebet »den omhandlede vare«, og navnlig indeholder dens ordlyd intet, der kan bekræfte et særligt krav om ensartethed af og lighed mellem de omhandlede varer.

42

Det skal således konstateres, at grundforordningen læst på baggrund af antidumpingaftalen af 1994 ikke i sig selv indebærer, at begrebet »den omhandlede vare« nødvendigvis omhandler et homogent hele, som består af de samme varer.

43

Den fortolkning af antidumpingaftalen af 1994, der blev foretaget i den foregående præmis, understøttes endvidere af den fortolkning, som WTO-panelerne nåede frem til i flere rapporter som anført af generaladvokaten i punkt 63-67 i forslaget til afgørelse.

44

Når dette er sagt, skal der ligeledes tages hensyn til den fortolkning af de detaljerede regler i den pågældende aftale, som Unionens handelspartnere har foretaget, som det præciseres i fjerde betragtning til grundforordningen.

45

I denne forbindelse og som anført af generaladvokaten i punkt 60 i forslaget til afgørelse fandt visse af disse handelspartnere, eksempelvis Canada, Kongeriget Norge og Folkerepublikken Kina, at den omhandlede vare skulle have en ensartet karakter og udgøres af produkter, der lignede hinanden. Betingelsen om den omhandlede vares ensartethed skal således ikke fuldstændigt udelukkes ved fortolkningen af grundforordningen.

46

Det er under hensyntagen til ovenstående elementer, at der skal foretages en efterprøvelse af, om der i det foreliggende tilfælde foreligger et åbenbart urigtigt skøn ved definitionen af den pågældende vare.

47

I denne forbindelse bemærkes, at Domstolen har fastslået, at Unionens institutioner inden for den fælles handelspolitik og ganske særligt med hensyn til handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger har et vidt skøn som følge af kompleksiteten af de økonomiske, politiske og retlige situationer, de skal undersøge. Domstolsprøvelsen af institutionernes skøn skal således begrænses til en kontrol af, at formforskrifterne er overholdt, at de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, at der ikke er foretaget en åbenbart urigtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder, og at der ikke foreligger magtfordrejning (jf. dom Simon, Evers & Co., C-21/13, EU:C:2014:2154, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

48

Selv om det er korrekt, at det bordservice og de køkkenartikler af keramisk materiale, der er omfattet af antidumpingundersøgelsen, fremviser forskelle med hensyn til stil, form og egenskaber, skal det imidlertid bemærkes, at de pågældende artikler, som Kommissionen har gjort gældende, deler samme fysiske og tekniske egenskaber, for så vidt som de er fremstillet af keramisk materiale og er beregnet til at komme i kontakt med fødevarer. Samtlige disse artikler kan således ikke anses for at være ensartede.

49

Endvidere og som understreget af Unionens institutioner under retsmødet har disse foretaget en opdeling af den omhandlede vare i undergrupper for sammenlignelige transaktioner og foretaget en fastlæggelse af et vægtet gennemsnit af normalprisen og af et vægtet gennemsnit af eksportprisen for hver undergruppe, således at der er blevet taget hensyn til forskellene i stil, form og egenskaber.

50

Endelig udtrykte den forelæggende ret i anmodningen om præjudiciel afgørelse ganske vist tvivl om indvirkningen af definitionen af »den pågældende vare« på undersøgelsen af årsagssammenhængen og skaden, eftersom en anden definition efter rettens opfattelse ville føre til nogle andre konklusioner. Der er imidlertid ikke blevet forelagt noget præcist forhold for så vidt angår de konklusioner, der konkret kunne have været draget på grundlag af en anden definition af den pågældende vare, således at det ikke kan lægges til grund, at Unionens institutioner anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at støtte deres undersøgelse på en definition af den pågældende vare, som omfatter bordservice og køkkenartikler af keramisk materiale.

51

Det følger heraf, at institutionerne i betragtning af, at de forskellige varer, der omfattes af antidumpingtolden, i det foreliggende tilfælde kan udgøre den samme vare med den følge, at en fælles undersøgelse er begrundet, ikke anlagde noget åbenbart urigtigt skøn.

52

For det andet skal der foretages en undersøgelse af, om gennemførelsesforordning nr. 412/2013 er ugyldig ved ikke at være støttet på en passende begrundelse, således som foreskrevet i artikel 296 TEUF.

53

Det følger i denne henseende af fast retspraksis, at den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296 TEUF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret (dom Banco Privado Português og Massa Insolvente do Banco Privado Português, C-667/13, EU:C:2015:151, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

54

I det foreliggende tilfælde er Portmeirion af den opfattelse, at institutionerne ikke har identificeret eller fastlagt de faktorer, som de fandt relevante for definitionen af den pågældende vare, tilstrækkelig præcist.

55

I 52. og 54.-57. betragtning til den midlertidige forordning anføres imidlertid grundene til, at Kommissionen valgte at inkludere forskellige varer i definitionen af denne vare. Disse betragtninger blev gentaget i 35. betragtning til gennemførelsesforordning nr. 412/2013.

56

På denne baggrund angiver gennemførelsesforordning nr. 412/2013 læst på baggrund af den midlertidige forordning klart og utvetydigt de betragtninger, som den institution, der udstedte retsakten, lagde til grund. Det følger endvidere af besvarelsen af spørgsmålets første del, at gennemførelsesforordning nr. 412/2013 giver de berørte parter mulighed for at få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning og den kompetente ret mulighed for at udøve sin prøvelsesret.

57

Det skal således fastslås, at gennemførelsesforordning nr. 412/2013 indeholder en passende begrundelse, således som foreskrevet i artikel 296 TEUF, og forordningen kan følgelig ikke erklæres ugyldig på dette grundlag.

58

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at gennemgangen af det præjudicielle spørgsmål i sin helhed intet har frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af gennemførelsesforordning nr. 412/2013.

59

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Niende Afdeling) for ret:

Gennemgangen af det præjudicielle spørgsmål har intet frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 412/2013 af 13. maj 2013 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af bordservice og køkkenartikler af keramisk materiale med oprindelse i Folkerepublikken Kina.