1. 

Domstolens Afdeling for Fornyet Prøvelse har efter forslag fra førstegeneraladvokaten i henhold til artikel 193, stk. 4, i Domstolens procesreglement besluttet at foretage fornyet prøvelse af Den Europæiske Unions Rets dom Missir Mamachi di Lusignano mod Kommissionen (T-401/11 P, EU:T:2014:625) ( 2 ).

2. 

Domstolen har i punkt 2 i denne beslutnings konklusion præciseret følgende:

»Den fornyede prøvelse vedrører spørgsmålet om, hvorvidt Rettens dom »påvirker EU-rettens ensartede anvendelse eller sammenhæng derved, at den nævnte ret som appelinstans har anset sig for at være kompetent til i egenskab af retsinstans i første instans at påkende en sag om [Den Europæiske Unions] ansvar uden for kontraktforhold,

3.

Det fremgår af artikel 256, stk. 1, TEUF, at »[R]etten har kompetence til som første instans at træffe afgørelse i de sager, der er omhandlet i artikel 263, 265, 268, 270 og 272, bortset fra sager, der henvises til en specialret oprettet i medfør af artikel 257, og sager, der i henhold til statutten [for Den Europæiske Unions Domstol] er forbeholdt Domstolen. Det kan fastsættes i statutten [for Domstolen], at Retten har kompetence i andre arter af sager«.

4.

Blandt de artikler, der opregnes artikel 256 TEUF, bestemmer artikel 268 TEUF, at Domstolen har kompetence til »at afgøre tvister vedrørende de i artikel 340, stk. 2 og 3, [TEUF] omhandlede skadeserstatninger«, og artikel 270 TEUF, at Domstolens har kompetence til »at afgøre alle tvister mellem Unionen og [dens] ansatte med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i vedtægten for [Den Europæiske Unions] tjenestemænd og de ansættelsesvilkår, der gælder for dens øvrige ansatte« (herefter »tjenestemandsvedtægten«).

5.

Ifølge artikel 1 i bilag I til statutten for Domstolen udøver Retten for EU-Personalesager »i første instans de beføjelser til at træffe afgørelse om tvister mellem Unionen og dens ansatte i henhold til artikel 270 [TEUF], herunder tvister mellem ethvert organ og dets personale, der er tillagt Den Europæiske Unions Domstol«.

6.

Eventuelle kompetencekonflikter mellem EU’s forskellige retsinstanser med ansvar for personalesager er omhandlet af følgende bestemmelser i artikel 8 i bilag I til statutten for Domstolen:

»1.   Indgives en stævning eller et processkrift, der er stilet til EU-Personaleretten, fejlagtigt til Domstolens eller Rettens justitssekretær, fremsender denne straks dokumentet til EU-Personalerettens justitssekretær. På samme måde gælder, at når en stævning eller et andet processkrift, der er stilet til Domstolen eller Retten, fejlagtigt indgives til EU-Personalerettens justitssekretær, fremsender denne straks dokumentet til Domstolens eller Rettens justitssekretær.

2.   Finder EU-Personaleretten, at den ikke er kompetent til at påkende en sag, der er omfattet af Domstolens eller Rettens kompetence, henviser den sagen til Domstolen eller Retten. Når Domstolen eller Retten finder, at en sag henhører under EU-Personalerettens kompetence, henviser den ret, ved hvilken sagen anlægges, på samme måde sagen til denne, der i så fald ikke kan erklære sig inkompetent.

3.   Såfremt der indbringes sager for EU-Personaleretten og Retten, som rejser det samme fortolkningsspørgsmål, eller hvori gyldigheden af den samme retsakt anfægtes, kan EU-Personaleretten efter høring af parterne suspendere proceduren, indtil Retten har truffet afgørelse.

Såfremt der indbringes sager for EU-Personaleretten og Retten, som har samme genstand, erklærer EU-Personaleretten sig inkompetent, således at Retten kan træffe afgørelse.«

7.

Tjenestemandsvedtægtens artikel 73 bestemmer:

»1.   […] tjenestemanden [sikres] fra tiltrædelsesdagen imod risiko for erhvervssygdomme og ulykker. Han skal til sikring mod risici uden for tjenesten bidrage med indtil 0,1% af sin grundløn.

I ordningen præciseres de risici, der ikke dækkes.

2.   De garanterede ydelser er følgende:

[…]«

8.

Det fremgår af tjenestemandsvedtægtens artikel 91, stk. 1, at »Den Europæiske Unions Domstol kan afgøre enhver tvist mellem Unionen og en af de af denne vedtægt omfattede personer om lovligheden af en akt, der går imod denne person efter artikel 90, stk. 2. I tvister, der angår pengebeløb, har Domstolen fuld prøvelsesret«.

9.

Den 18. september 2008 døde Alessandro Missir Mamachi di Lusignano, der var EU-tjenestemand, under tragiske omstændigheder, mens han gjorde tjeneste ved Europa-Kommissionens delegation i Rabat (Marokko).

10.

Efter drabet anlagde hans far, Livio Missir Mamachi di Lusignano, på egne vegne og som legal repræsentant for arvingerne efter hans søn, sag ved Personaleretten med påstand om, dels at Kommissionens afgørelse af 3. februar 2009, hvorved denne havde afslået hans krav om erstatning for skade som følge af drabet på hans søn, blev annulleret, dels at Kommissionen blev tilpligtet at betale ham og hans søns børn forskellige beløb i erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade som følge af det nævnte drab ( 3 ).

11.

Dette søgsmål støttes på Kommissionens tilsidesættelse af sin pligt til at sikre sine tjenestemænds beskyttelse og har til formål at opnå erstatning for den ikke-økonomiske skade, som tjenestemanden personligt har lidt, og som appellanten gør krav på på vegne af den afdøde tjenestemands børn i deres egenskab af dennes ydelsesberettigede pårørende, samt erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som appellanten og den afdøde tjenestemands børn har lidt i deres egenskab af denne sidstnævntes familiemedlemmer.

12.

Retten bemærkede hvad angår påstanden om erstatning for den skade, som appellanten og den afdøde tjenestemands børn har lidt, at dette krav var omfattet af Rettens kompetence. Retten konkluderede heraf, at Personaleretten burde have fastslået, at den ikke var kompetent til at påkende dette krav. Personaleretten burde som følge heraf have henvist sagen til Retten i henhold til artikel 8, stk. 2, i bilag I til statutten for Domstolen.

13.

Hvad angår påstanden om erstatning for den skade, som tjenestemanden led inden sin død, fastslog Retten, at Personaleretten, om end den var kompetent til at træffe afgørelse herom, med urette havde afvist påstanden med henvisning til reglen om »overensstemmelse« mellem påstanden og den administrative klage. Da tvisten ikke var moden til påkendelse med hensyn til denne påstand, fastslog Retten, at Personaleretten, som dette aspekt af søgsmålet burde hjemvises til, nødvendigvis måtte fastslå, at der for Retten og den selv var indbragt sager, der havde samme genstand.

14.

Alessandro Missir Mamachi di Lusignanos forældre, hans børn og hans bror og søster har efter iværksættelse af den appel, der gav anledning til dom Missir Mamachi di Lusignano mod Kommissionen (T-401/11 P, EU:T:2014:625), således anlagt sag ved Retten med påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale erstatning for den ikke-økonomiske skade, som de mener at have lidt som følge af mordet på Alessandro Missir Mamachi di Lusignano ( 4 ).

15.

Retten bemærkede, at Personaleretten følgelig ville være forpligtet til at erklære sig inkompetent, således at Retten kunne træffe afgørelse i disse sager, i henhold til artikel 8, stk. 3, andet afsnit, i bilag I til statutten for Domstolen.

16.

Under disse omstændigheder, og idet den anså sig for at være kompetent til at påkende alle påstandene, besluttede Retten at henvise sagen i sin helhed til sig selv i sin egenskab af ret i første instans.

17.

I overensstemmelse med de rammer, som Afdelingen for Fornyet Prøvelse har fastsat i sin beslutning om indledning af proceduren, vil min analyse i det væsentlige fokusere på spørgsmålet om, hvorvidt Retten har påvirket EU-rettens ensartede anvendelse eller sammenhæng ved at fastslå, at den i sin egenskab af ret i første instans havde kompetence til at påkende en sag om Unionens ansvar uden for kontraktforhold, som var støttet på en institutions tilsidesættelse af sin pligt til at sikre sine tjenestemænds beskyttelse, som var anlagt af tredjeparter i deres egenskab af ydelsesberettigede pårørende til en afdød tjenestemand såvel som i deres egenskab af medlemmer af en sådan tjenestemands familie, og som havde til formål at opnå erstatning for den ikke-økonomiske skade, som den afdøde tjenestemand selv havde lidt, såvel som den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som de pårørende personligt havde lidt.

18.

Ifølge proceduren for fornyet prøvelse skal det først undersøges, om Rettens dom er behæftet med en retlig fejl ( 5 ). Hvis det konstateres, at dette er tilfældet, skal det dernæst undersøges, om Rettens fejlagtige fortolkning påvirker EU-rettens ensartede anvendelse eller sammenhæng ( 6 ).

19.

Det skal indledningsvis afgøres, dels hvilke typer af skader der kræves erstatning for, og i hvilken egenskab appellanten handler i forhold til hver af disse skader, dels hvilke bestemmelser der finder anvendelse.

20.

Med hensyn til klassificering af skader vil jeg for det første følge den typologi, som Retten benyttede sig af, og som er baseret på de almindelige principper, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer for så vidt angår ansvar uden for kontraktforhold ( 7 ). Ifølge denne opdeling findes der tre typer skader, som generelt kan erstattes af den ansvarlige. Det drejer sig om følgende skader:

21.

De krav, appellanten har fremsat, er omfattet af denne klassificering, og de forudsætninger, som Retten besluttede at basere sig på i dommens præmis 42, virker derfor også berettigede:

22.

Med hensyn til de regler, der finder anvendelse, vil jeg for det andet minde om, at både Domstolen og Retten har udøvet den kompetence, der er omhandlet i artikel 270 TEUF, i løbet af opbygningen af Europa.

23.

Efter vedtagelsen af Rådets afgørelse af 2. november 2004 om oprettelse af en ret for EU-Personalesager ( 8 ) har denne kompetence imidlertid ligget hos Personaleretten, jf. artikel 1 i bilag I til statutten for Domstolen.

24.

Artikel 270 TEUF spiller en væsentlig rolle, idet den præciserer, at kompetencen i tvister mellem Unionen og dens ansatte udøves »med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i vedtægten for Unionens tjenestemænd«.

25.

Det bestemmes imidlertid i denne vedtægts artikel 91, stk. 1, at Personaleretten kan »afgøre enhver tvist mellem Unionen og en af de af denne vedtægt omfattede personer om lovligheden af en akt, der går imod denne person efter artikel 90, stk. 2«.

26.

Det følger af disse indledende betragtninger, at nøglen til kompetencefordelingen skal findes i fortolkningen af disse to bestemmelser – artikel 270 TEUF og tjenestemandsvedtægtens artikel 91, stk. 1 – eftersom EU’s domstolsordning indebærer, at »en [retsinstans’] kompetence til at træffe afgørelse i et søgsmål nødvendigvis udelukker [den/de andres] kompetence« ( 9 ).

27.

Personaleretten kan således »afgøre enhver tvist mellem Unionen og en af de af denne vedtægt omfattede personer om lovligheden af en akt, der går imod denne person efter [tjenestemandsvedtægtens] artikel 90, stk. 2« ( 10 ).

28.

I tilfælde af en tjenestemands død udbetales der i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 73, stk. 2, et engangsbeløb, som er lig med dennes årlige grundløn multipliceret med fem (udregnet på grundlag af tjenestemandens månedsløn i de sidste tolv måneder forud for ulykken).

29.

Dette engangsbeløb tildeles ifølge denne bestemmelse den afdøde tjenestemands ægtefælle og børn, eller, såfremt der ikke findes sådanne efterladte, »andre efterkommere i overensstemmelse med de for tjenestemanden gældende arveretlige regler«. Såfremt der ikke findes »efterkommere«, præciseres det videre, at beløbet skal udbetales »til slægtningen i opstigende linje i overensstemmelse med de for tjenestemanden gældende arveretlige regler« ( 11 ).

30.

Som Domstolen har fastslået, har tjenestemandsvedtægten således til formål »at regulere de retlige relationer mellem de europæiske institutioner og deres tjenestemænd, idet den fastlægger en række gensidige rettigheder og forpligtelser og giver visse af tjenestemandens familiemedlemmer rettigheder, som de kan gøre gældende over for [Unionen]« ( 12 ).

31.

Det fremgår derfor entydigt af ordlyden af tjenestemandsvedtægtens artikel 73, stk. 2, at tjenestemandens slægtninge i både opstigende og nedstigende linje er omfattet af tjenestemandsvedtægten, eller at de, som Kommissionen har formuleret det i sit indlæg, »udtrykkeligt tages i betragtning« i denne vedtægt ( 13 ).

32.

Personaleretten kan således i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 91, stk. 1, afgøre »enhver tvist mellem Unionen og en af [disse] personer« vedrørende en akt fra ansættelsesmyndigheden, der går imod denne person (f.eks. en afgørelse om tilkendelse af erstatning efter en tjenestemands død).

33.

Retten afviste imidlertid denne antagelse, som Kommissionen havde fremført over for Retten, af to grunde:

34.

Jeg mener, at Retten herved har begået en retlig fejl i forbindelse med fortolkningen af de gældende bestemmelser.

35.

For det første er det andet argument ikke relevant for afgørelsen af, hvilken ret der er kompetent. Opregningen i tjenestemandsvedtægtens artikel 73, stk. 2, sigter i det foreliggende tilfælde ikke mod at afgøre, hvem der er berettiget til ydelser i henhold til denne bestemmelse, men udgør blot et tilknytningsmoment for det kompetencekriterium, der er fastsat i tjenestemandsvedtægtens artikel 91, stk. 1. I den konkrete sammenhæng udelukker den omstændighed, at den afdøde tjenestemand havde børn, ikke, at hans slægtninge i opstigende og nedstigende linje også henføres til »de af [tjenestemandsvedtægten] omfattede personer«, som det hedder i denne vedtægts artikel 91, stk. 1.

36.

For det andet er der ikke tale om, at »den processuelle gennemførelse af de almindelige regler om Unionens ansvar uden for kontraktforhold underkastes den processuelle gennemførelse af den særlige ret til social sikring for tjenestemænd som fastsat i [den nævnte vedtægt]«. Det skal blot afgøres, hvilken ret der er kompetent til at påkende et krav, som vedrører Unionens ansvar og derfor ikke kan adskilles fra den erstatning, der er omhandlet i tjenestemandsvedtægten.

37.

Det fremgår således af Domstolens praksis, at tjenestemanden skal kunne tilkendes fuld erstatning ( 17 ). Tjenestemanden har derfor ret til »at kræve supplerende erstatning, når institutionen ifølge almindelige retsregler er ansvarlig for ulykken, og ydelserne efter tjenestemandsvedtægtens ordning ikke er tilstrækkelige til at sikre fuld erstatning for den lidte skade« ( 18 ).

38.

Udtrykket »almindelige retsregler« i denne dom skal blot forstås som regler om ansvar uden for kontraktforhold. Dette udtryk sigter således til noget, der »finder generel anvendelse, medmindre andet er bestemt«, dvs. en »generel regel, der gælder, hvis der ikke er fastsat særregler eller en specifik undtagelse på et bestemt område« ( 19 ). I det foreliggende tilfælde skal reglerne om ansvar uden for kontraktforhold derfor betragtes som almindelige regler om skadeserstatning i modsætning til tjenestemandsvedtægten, som indeholder »særregler« vedrørende en specifik erstatningsordning.

39.

I modsætning til, hvad Retten antyder i dommens præmis 54-58, anerkendte Domstolen blot retten til en supplerende erstatning i dom Leussink mod Kommissionen (169/83 og 136/84, EU:C:1986:371). Der kan ikke udledes noget om EU’s retsinstansers kompetence af denne dom. Dette spørgsmål var ikke relevant, fordi dommen blev afsagt på et tidspunkt, hvor Domstolen var den eneste retsinstans, der fandtes.

40.

Selv om Personaleretten ikke fandtes på tidspunktet for afsigelsen af dom Lucaccioni mod Kommissionen (C-257/98 P, EU:C:1999:402), kan der alligevel udledes en kompetenceregel af Domstolens bemærkninger om forholdet mellem på den ene side den erstatning, der tilkendes i henhold til vedtægten, og på den anden side den supplerende erstatning, der tilkendes i henhold til de »almindelige regler« om ansvar uden for kontraktforhold.

41.

I den dom fastslog Domstolen indledningsvis, at ordningen med den faste godtgørelse i tjenestemandsvedtægtens artikel 73 og den erstatningsordning, der er omhandlet i artikel 340 TEUF, ikke er uafhængige af hinanden ( 20 ). På dette grundlag og under hensyn til tjenestemandens krav på fuld erstatning fastslog den dernæst, at den kompetente ret under en erstatningssag, som en tjenestemand har anlagt under henvisning til, at den institution, som han arbejder for, har begået en erstatningspådragende fejl, skal tage hensyn til de ydelser, der er udbetalt i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 73, ved fastsættelsen af det tab, der skal erstattes ( 21 ).

42.

Ifølge disse afgørelser, der må henføres til Domstolens faste praksis, er der med andre ord ikke støtte for at antage, at »tjenestemanden og de øvrige ydelsesberettigede er udelukket fra at kræve supplerende erstatning, når institutionen ifølge almindelige retsregler [om ansvar uden for kontraktforhold] er ansvarlig for ulykken, og ydelserne efter tjenestemandsvedtægtens ordning ikke er tilstrækkelige til at sikre fuld erstatning for den lidte skade« ( 22 ).

43.

Da der er tale om en »supplerende« erstatning, og de to erstatningsordninger ikke er uafhængige af hinanden, således at der skal tages hensyn til de ydelser, der er udbetalt i henhold til tjenestemandsvedtægten, ved fastsættelsen af det tab, der skal erstattes i henhold til artikel 340 TEUF, er det klart, at den ret, der har kompetence til at tilkende den primære erstatning ( 23 ), også har kompetence til at tilkende den supplerende erstatning.

44.

Det skal herved påpeges, at generaladvokat Slynn allerede i sit forslag til afgørelse i sag Leussink mod Kommissionen (169/83 og 136/84, EU:C:1986:265) talte om en »residual kompetence til i særlige tilfælde at tilkende supplerende erstatning for den lidte skade« ( 24 ).

45.

Når den supplerende erstatning efter fast retspraksis er omfattet af de almindelige regler om ansvar uden for kontraktforhold, må den primære erstatning imidlertid være den, der er omhandlet i tjenestemandsvedtægten.

46.

Denne konklusion understøttes også af den omstændighed, at EU-lovgiver nu har overdraget den primære erstatning til en specialret som omhandlet i artikel 19 TEU, hvis kompetence beror på sagsøgerens status (sagsøgeren skal være omfattet af tjenestemandsvedtægten).

47.

Den kompetenceregel, som jeg argumenterer for gælder, er ikke bare logisk, men imødekommer også det procesøkonomiske hensyn, som Domstolen anerkendte i kendelsen i sagen Kommissionen mod IAMA Consulting ( 25 ).

48.

Ligesom »[k]ompetencen til at træffe afgørelse i en hovedsag i Fællesskabets retsmiddelsystem medfører, at der er kompetence til at træffe afgørelse om ethvert modkrav, der er fremsat under samme procedure, og som udspringer fra den samme retsakt eller den samme faktiske omstændighed, som er genstand for stævningen« ( 26 ), indebærer kompetencen til at træffe afgørelse om det primære krav, at der er kompetence til at træffe afgørelse om ethvert supplerende krav, som udspringer fra den samme retsakt eller den samme faktiske omstændighed.

49.

Det har ingen betydning for denne argumentation, at de krav, der er fremsat i den foreliggende sag, kun vedrører supplerende ydelser. Den kompetente retsinstans må således være den samme, uanset om sagen vedrører et krav om en fast godtgørelse (det, jeg kalder et primært krav) eller kun vedrører et supplerende krav, eller om den vedrører begge dele. Retten har i øvrigt indirekte anerkendt dette, idet den har bemærket, at det krav, der fremsættes på den afdøde tjenestemands vegne, og som kun vedrører dennes ikke-økonomiske personlige skade, der ikke er omfattet af tjenestemandsvedtægten, men af reglerne om ansvar uden for kontraktforhold, henhører under Personalerettens kompetence ( 27 ).

50.

Retten har med bemærkningen om, at »den eneste retlige ramme, der afgrænses ved artikel 268 TEUF og 270 TEUF, artikel 1 i bilag I til statutten for Domstolen og [tjenestemandsvedtægtens] artikel 90 og 91, under omstændigheder som dem, der foreligger i denne sag, påbyder at konkludere, at en afdød tjenestemands pårørende nødvendigvis er forpligtet til at anlægge to søgsmål, et ved Personaleretten og et andet ved Retten, alt efter om de indtræder i den pågældende tjenestemands rettigheder, eller om de nedlægger påstand om erstatning for en økonomisk eller ikke-økonomisk personlig skade« ( 28 ), begået en retlig fejl ved fortolkningen og anvendelsen af de nævnte bestemmelser.

51.

Det er på baggrund af det ovenfor anførte ikke nødvendigt at gennemgå Rettens øvrige bemærkninger om, hvordan den processuelle dobbelthed, som den mener at have konstateret, skal håndteres.

52.

Da Rettens bemærkninger bygger på en fejlagtig antagelse, eftersom Personaleretten har kompetence til at påkende alle de krav, appellanten har fremsat, er de i sagens natur behæftet med denne retlige fejl.

53.

Det skal i henhold til artikel 256, stk. 2, TEUF også afgøres, om denne retlige fejl i forbindelse med fortolkningen og anvendelsen af artikel 268 TEUF og 270 TEUF, artikel 1 i bilag I til statutten for Domstolen og tjenestemandsvedtægtens artikel 91 påvirker EU-rettens ensartede anvendelse og sammenhæng.

54.

Der kan ud fra de tre domme om fornyet prøvelse, som Domstolen indtil videre har afsagt, opstilles fire vurderingskriterier, der kan anvendes ved afgørelsen af, om EU-rettens ensartede anvendelse eller sammenhæng påvirkes:

55.

Disse kriterier, der kan betragtes »som helhed« ( 33 ), er ikke kumulative, og det er derfor ikke nødvendigt, at alle kriterier er opfyldt, for at der kan konstateres en påvirkning af EU-rettens ensartede anvendelse eller sammenhæng ( 34 ). Domstolen fastslog selv i dommen fornyet prøvelse af dommen Kommissionen mod Strack ( 35 ), at det var tilstrækkeligt, at det andet og det fjerde af de ovenfor nævnte kriterier var opfyldt, for at der forelå en påvirkning af EU-rettens ensartede anvendelse og sammenhæng.

56.

Retten har ved anvendelsen og fortolkningen af de bestemmelser i traktaten, bilag I til statutten for Domstolen og tjenestemandsvedtægten, som den lagde til grund, set bort fra de processuelle konsekvenser af, at tjenestemanden og de familiemedlemmer, der er omfattet af tjenestemandsvedtægten, har ret til at kræve supplerende erstatning, når institutionen ifølge almindelige retsregler om ansvar uden for kontraktforhold er ansvarlig for ulykken, og ydelserne efter tjenestemandsvedtægtens ordning ikke er tilstrækkelige til at sikre fuld erstatning for den skade, der er lidt.

57.

Retten har nærmere bestemt ikke bedømt disse konsekvenser korrekt, eftersom den fastslog, at en afdød tjenestemands pårørende nødvendigvis var forpligtet til at anlægge to søgsmål, et ved Personaleretten og et andet ved Retten, alt efter om de indtrådte i den pågældende tjenestemands rettigheder, eller om de nedlagde påstand om erstatning for en økonomisk eller ikke-økonomisk personlig skade. Efter min opfattelse påvirkede Retten dermed EU-rettens ensartede anvendelse og sammenhæng, hvilket fremgår af følgende tre forhold.

58.

De omhandlede bestemmelser har særlig betydning for EU-retten.

59.

Som Domstolen bemærkede i dommen fornyet prøvelse af dommen M mod EMEA, er »[n]avnlig […] statutten for Domstolen og bilaget hertil en del af den primære ret« ( 36 ).

60.

I det foreliggende tilfælde vedrører den retlige fejl, som Retten har begået, imidlertid fortolkningen og anvendelsen af artikel 268 TEUF og 270 TEUF, artikel 1 i bilag I til statutten for Domstolen og tjenestemandsvedtægtens artikel 91.

61.

Disse regler er (med undtagelse af tjenestemandsvedtægtens artikel 91) ikke bare en del af den primære ret. De er alle med til at definere EU’s retslige struktur ved at fastlægge Personalerettens kompetencer og som følge heraf de øvrige retsinstansers kompetencer.

62.

De bestemmelser, der definerer denne retslige struktur, er imidlertid med til at skabe et »retsapparat, som afspejler Den Europæiske Unions karakter, og som er sammenhængende, effektivt og tilgængeligt for alle« ( 37 ). Et sådant retsapparat er en naturlig del af »retsstaten« – en af de grundlæggende værdier, som Unionen bygger på i henhold til artikel 2 TEU og præamblen til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ( 38 ).

63.

I forbindelse med min undersøgelse af den retlige fejl, som Retten har begået, fastslog jeg, at det ikke var nødvendigt at gennemgå Rettens øvrige bemærkninger om, hvordan den processuelle dobbelthed, som følger af den kompetencefordeling, som Retten nåede frem til, skal håndteres. Jeg mener til gengæld, at reglen om overførsel af Rettens egen kompetence og dens anvendelse i den appelsag, der var anlagt ved Retten, påvirker EU-rettens ensartede anvendelse yderligere ved at lægge endnu større afstand til den retslige struktur for EU, der er fastlagt i traktaterne.

64.

Disse bemærkninger, den heraf følgende regel om overførsel af kompetence og de konsekvenser, som Retten har draget om appelsagens udfald, fører til tilsidesættelse af regler, der har stor betydning for EU’s retsorden, eftersom de fastlægger kompetencefordelingen mellem EU’s retsinstanser og den specifikke appelmekanisme.

65.

Retten har fraveget Domstolens faste praksis ved at bekræfte princippet om processuel dobbelthed og dermed påvirket EU-rettens sammenhæng.

66.

Det fremgår af den retspraksis, jeg har nævnt i min analyse af rækkevidden af Personalerettens kompetence, at når et krav om supplerende erstatning forlader den administrative sfære og resulterer i et søgsmål, er ordningen med den faste godtgørelse i tjenestemandsvedtægtens artikel 73 og den erstatningsordning, der er omhandlet i artikel 340 TEUF, ikke uafhængige af hinanden ( 39 ), og desuden udelukker en retsinstans’ kompetence til at træffe afgørelse i et søgsmål nødvendigvis den andens kompetence ( 40 ).

67.

Hertil kommer, at Rettens dom kan danne præcedens for fremtidige sager ved at indføre en generel regel om, at det er Retten og ikke Personaleretten, der har kompetence.

68.

Jeg mener på baggrund af ovenstående, at Retten ved dom Missir Mamachi di Lusignano mod Kommissionen (T-401/11 P, EU:T:2014:625) har påvirket EU-rettens ensartede anvendelse og sammenhæng.

69.

Artikel 62b, stk. 1, i statutten for Domstolen bestemmer, at såfremt Domstolen fastslår, at Rettens afgørelse påvirker EU-rettens ensartede anvendelse eller sammenhæng, hjemviser den sagen til Retten, som er bundet af de afgørelser om retsspørgsmål, der er indeholdt i Domstolens afgørelse. Domstolen kan ved hjemvisning af sagen desuden angive, hvilke virkninger af Rettens afgørelse der skal betragtes som endelige for parterne i sagen. Domstolen kan undtagelsesvis selv afgøre sagen endeligt, hvis afgørelsen af retstvisten under hensyn til udfaldet af den fornyede prøvelse følger af de faktiske omstændigheder, som Rettens afgørelse støttes på.

70.

Spørgsmålet om en fornyet prøvelses virkninger er aldrig simpelt. Det gælder ikke mindst i det foreliggende tilfælde, hvor der er anlagt en ny sag ved Retten efter iværksættelsen af den appel, som gav anledning til den dom fra Retten, der er genstand for fornyet prøvelse (dom Missir Mamachi di Lusignano mod Kommissionen, T-401/11 P, EU:T:2014:625); den nye sag vedrører konsekvenserne af den samme omtvistede faktiske omstændighed, og nogle af sagsøgerne er de samme (sag T-494/11, Missir Mamachi di Lusignano m.fl. mod Kommissionen). Selv om den nye sag ikke vedrører den fornyede prøvelse som sådan, vil jeg for fuldstændighedens skyld undersøge, hvilke processuelle konsekvenser denne anden sag vil kunne få.

71.

Det følger efter Domstolens opfattelse af artikel 62b i dens statut, »at [den] ikke kan begrænse sig til at konstatere, at der foreligger en påvirkning af EU-rettens sammenhæng og/eller ensartede anvendelse uden at drage konsekvenserne af denne konstatering for den omhandlede tvist« ( 41 ).

72.

Det bør derfor for det første besluttes, at dom Missir Mamachi di Lusignano mod Kommissionen (T-401/11 P, EU:T:2014:625) ophæves, for så vidt som Retten ex officio fastslog, at Personaleretten ikke havde kompetence til at træffe afgørelse vedrørende påstanden om erstatning for den såvel økonomiske som ikke-økonomiske skade, som appellanten personligt og Alessandro Missir Mamachi di Lusignanos børn har lidt, og for så vidt som Retten besluttede at henvise dette aspekt af søgsmålet til sig selv, således at den kunne træffe afgørelse herom i sin egenskab af ret i første instans.

73.

Dom Missir Mamachi di Lusignano mod Kommissionen (T-401/11 P, EU:T:2014:625) bør ligeledes ophæves, for så vidt som Retten fastslog, at under omstændigheder som de i denne sag foreliggende, hvor børnene af en afdød tjenestemand eller øvrig ansat kræver erstatning for forskellige skader forvoldt ved samme akt, såvel i deres egenskab af ydelsesberettigede som på egne vegne og jure proprio, kunne børnene forene disse krav og anlægge et fælles søgsmål ved Retten.

74.

Det skal for det andet undersøges, hvilken afgørelse der bør træffes i den anlagte appelsag.

75.

Det skal hertil anføres, at appellanten fremsatte tre anbringender til støtte for sin appel. Det første anbringende vedrørte den retlige fejl, som Personaleretten begik ved at give Kommissionen medhold i en formalitetsindsigelse og ved at afvise påstanden om erstatning for den ikke-økonomiske skade, som Alessandro Missir Mamachi di Lusignano og hans børn havde lidt. Med det andet anbringende kritiserede appellanten Personaleretten for at have begrænset Kommissionens andel af ansvaret for den skadegørende handling til 40%. Med det tredje anbringende gjorde appellanten endelig gældende, at Personaleretten fejlagtigt lagde til grund, at Kommissionen havde ydet fuld erstatning for den skade, der var lidt, som følge af de vedtægtsmæssige ydelser, der var tilkendt Alessandro Missir Mamachi di Lusignanos børn. Retten valgte ifølge sin egen logik at begrænse sin behandling af appelsagen til det kompetenceområde, som den allerede havde fastslået for Personaleretten (dvs. påstanden om erstatning for den ikke-økonomiske skade ex haerede, som Alessandro Missir Mamachi di Lusignano havde lidt), eftersom den fandt, at de andre påstande henhørte under dens egen kompetence ( 42 ).

76.

Det første anbringende blev taget til følge inden for disse meget snævre rammer. Retten ophævede således Personalerettens dom, for så vidt som Kommissionen heri fik medhold i sin første formalitetsindsigelse ( 43 ).

77.

Retten fandt, at spørgsmålet var modent til påkendelse og foretog derfor sin egen vurdering af den første formalitetsindsigelse og fastslog, at den ikke var begrundet, i overensstemmelse med artikel 13, stk. 1, i bilag I til statutten for Domstolen.

78.

Eftersom den fornyede prøvelse ikke vedrører dette aspekt, mener jeg, at denne ophævelse og Rettens vurdering af den formalitetsindsigelse, som Kommissionen havde fremsat over for Personaleretten, bør fastholdes.

79.

Hvad angår de øvrige formalitetsindsigelser, som Kommissionen havde fremsat, fandt Retten videre, at tvisten ikke var moden til påkendelse ( 44 ).

80.

Den bemærkede dog, at der ikke var nogen grund til at hjemvise sagen til Personaleretten, fordi denne ikke havde andet valg end at henvise sagen til Retten i henhold til artikel 8, stk. 3, andet afsnit, i bilag I til statutten for Domstolen (sag F-50/09, Missir Mamachi di Lusignano mod Kommissionen, og sag T-494/11, Missir Mamachi di Lusignano m.fl. mod Kommissionen, havde efter dens opfattelse samme genstand) ( 45 ).

81.

Hvis Domstolen tilslutter sig min analyse af de gældende regler, vil den bekræfte, at Personaleretten har enekompetence til at træffe afgørelse i det søgsmål, der er anlagt af appellanten i hovedsagen, idet appellanten i lighed med den afdøde tjenestemands børn, som han repræsenterer, må henføres til de af tjenestemandsvedtægten »omfattede personer« i henhold til denne vedtægts artikel 91, stk. 1.

82.

Under disse omstændigheder bør dom Missir Mamachi di Lusignano mod Kommissionen (T-401/11 P, EU:T:2014:625) også ophæves, for så vidt som Retten fastslog, at det som ret i første instans tilkom denne at træffe afgørelse om de øvrige formalitetsindsigelser, som Kommissionen havde fremsat, i stedet for at hjemvise dette aspekt af søgsmålet til Personaleretten.

83.

Det bringer mig videre til spørgsmålet om, hvordan det andet og det tredje anbringende, som appellanten fremførte til støtte for sin appel ved Retten, skal behandles.

84.

Retten fastslog således i dom Missir Mamachi di Lusignano mod Kommissionen (T-401/11 P, EU:T:2014:625), at Personalerettens dom skulle ophæves i sin helhed, alene på grundlag af et kompetencespørgsmål, der var rejst ex officio, og på grundlag af det første anbringende, der i det væsentlige vedrørte Personalerettens fejlagtige anvendelse af den processuelle regel om overensstemmelse mellem den administrative klage og retssagen. Retten tog som følge heraf ikke stilling til de øvrige anbringender.

85.

I modsætning til, hvad generaladvokat Kokott påpegede i sag C-579/12 RX-II, mener jeg desværre ikke, at sagen »hverken [nødvendiggør] fastlæggelse af faktiske omstændigheder eller yderligere juridiske drøftelser, som kunne begrunde en hjemvisning til Retten« ( 46 ).

86.

Retstvistens afgørelse følger ikke af de faktiske omstændigheder, som Rettens afgørelse var støttet på, under hensyn til udfaldet af den fornyede prøvelse, jf. artikel 62b, stk. 1, sidste punktum, i statutten for Domstolen.

87.

Jeg er nødt til at foreslå, at Domstolen hjemviser sagen til Retten, til trods for de meget ulykkelige faktiske omstændigheder, der danner grundlag for den foreliggende sag, og den tid, der allerede er gået, siden sagen blev anlagt. Det tilkommer Retten som appelinstans at træffe afgørelse om det andet og det tredje anbringende, som appellanten har fremført, og dernæst at hjemvise sagen til Personaleretten.

88.

Personaleretten bør ifølge den foreslåede fortolkning af de processuelle regler under alle omstændigheder træffe afgørelse om de øvrige formalitetsindsigelser, som Kommissionen oprindeligt fremsatte, og som Retten ikke anså for at være modne til påkendelse ( 47 ). Herudover bør den i givet fald (såfremt Retten konstaterer, at der er begået en eller flere retlige fejl, i forbindelse med prøvelsen af det andet og det tredje anbringende) revurdere sin afgørelse i lyset af de to domme, som Retten på dette tidspunkt har afsagt i sag T-401/11 P.

89.

Det er imidlertid ikke muligt for mig at se bort fra sagen Missir Mamachi di Lusignano m.fl. mod Kommissionen (T-494/11).

90.

Efter iværksættelse af appellen i den sag, der gav anledning til dom Missir Mamachi di Lusignano mod Kommissionen (T-401/11 P, EU:T:2014:625), har den afdøde tjenestemands far og børn – dvs. sagsøgerne i sag F-50/09 – sammen med den afdøde tjenestemands mor, bror og søster som nævnt anlagt en anden sag ved Retten med påstand om erstatning for den ikke-økonomiske skade, som de har lidt som følge af Alessandro Missir Mamachi di Lusignanos død.

91.

Ifølge de kompetenceregler, som jeg har udledt, har Retten ikke kompetence til at træffe afgørelse om de krav, der er fremsat af den afdøde tjenestemands børn og forældre, eftersom disse personer er omfattet af tjenestemandsvedtægten i henhold til denne vedtægts artikel 91, stk. 1.

92.

Selv om jeg ikke har nærlæst stævningen i sag T-494/11, ser det dog ud til, at de krav, som den afdøde tjenestemands far og børn har fremsat, svarer til de krav om erstatning for ikke-økonomisk skade, der blev fremsat i sag F-50/09, både hvad angår grundlaget og genstanden for disse krav samt den retsakt, som de støttes på. De bør derfor under alle omstændigheder afvises på grund af litispendens ( 48 ). Retten bør i øvrigt erklære sig inkompetent til at træffe afgørelse om den afdøde tjenestemands mors krav, eftersom hun er »en af de af [tjenestemandsvedtægten] omfattede personer«.

93.

Anderledes forholder det sig med de krav, som den afdøde tjenestemands bror og søster har fremsat. Da disse ikke hører til »de af [vedtægten] omfattede personer« i henhold til denne vedtægts artikel 91, stk. 1, har Retten faktisk kompetence til at påkende deres søgsmål.

94.

En sådan kompetencedeling, der afhænger af sagsøgeren, kan virke uheldig, men er ikke enestående i EU’s domstolsordning ( 49 ).

95.

I den specifikke situation, der er tale om her, vil Personaleretten, når Retten har truffet afgørelse om det andet og det første anbringende i appelsag T-401/11 og hjemvist sag F-50/09 til Personaleretten, skulle henvise sagen til Retten i overensstemmelse med artikel 8, stk. 3, andet afsnit, i bilag I til statutten for Domstolen.

96.

Ifølge denne bestemmelse skal Personaleretten erklære sig inkompetent og henvise den sag, der er indbragt for den, til Retten, når der indbringes sager, som har samme genstand, for disse to retsinstanser. Selv om sagsøgerne ikke er de samme – den afdøde tjenestemands far (og mor) og børnene på den ene side og hans bror og søster på den anden side – er jeg tilbøjelig til at mene, at sagerne har den samme genstand, fordi de begge har til formål at opnå erstatning for den ikke-økonomiske skade, der er lidt på grund af den samme pårørendes død og på grund af den samme adfærd hos den institution, der var ofrets »arbejdsgiver«.

97.

På grund af de to søgsmål, der er anlagt, vil det ironisk nok være Retten, der til sidst skal tage stilling til alle kravene i både sag F-50/09 og sag T-494/11.

98.

Det fremgår af artikel 195, stk. 6, i Domstolens procesreglement, at når den afgørelse, som er genstand for fornyet prøvelse, er truffet af Retten i medfør af artikel 256, stk. 2, TEUF, træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne.

99.

I mangel af særlige bestemmelser om fordeling af sagsomkostninger inden for rammerne af en fornyet prøvelse, foreslår jeg, da proceduren for fornyet prøvelse er af objektiv karakter – den indledes på initiativ af førstegeneraladvokaten og ikke af en part i sagen – at de parter, der har afgivet skriftlige bemærkninger for Domstolen vedrørende de spørgsmål, der er genstand for fornyet prøvelse, bærer deres egne omkostninger i forbindelse med denne procedure.

100.

Denne løsning er i øvrigt også forenelig med Domstolens afgørelser i de to første domme om fornyet prøvelse, men ikke med den tredje dom om fornyet prøvelse, hvilket dog skyldes det resultat, som Domstolen nåede frem til i den sidstnævnte sag ( 50 ).

101.

Jeg foreslår på baggrund af det ovenfor anførte, at Domstolen udtaler og bestemmer følgende: