1

Forbundsrepublikken Tyskland har med disse appeller nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets domme Tyskland mod Kommissionen (T-265/08, EU:T:2012:434) og Tyskland mod Kommissionen (T-270/08, EU:T:2012:612) (herefter samlet »de appellerede domme«), hvorved Retten frifandt Kommissionen i de søgsmål, hvorunder der var nedlagt påstand om annullation af henholdsvis Kommissionens beslutning K(2008) 1690 endelig af 30. april 2008 om nedsættelse af økonomisk støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) ydet til et operationelt program i mål nr. 1-regionen Land Thüringen (Tyskland) (1994-1999) i henhold til Kommissionens beslutning K(94) 1939/5 af 5. august 1994 (herefter »beslutningen vedrørende Land Thüringen«) og Kommissionens beslutning K(2008) 1615 endelig af 29. april 2008 om nedsættelse af økonomisk støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) ydet til et operationelt program i mål 1-regionen Øst-Berlin (Tyskland) (1994-1999) i henhold til Kommissionens beslutning K(94) 1973 af 5. august 1994 (herefter »beslutningen vedrørende Øst-Berlin«).

2

Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) blev oprettet ved Rådets forordning (EØF) nr. 724/75 af 18. marts 1975 (EFT L 73, s. 1, og berigtigelse i EFT 1975 L 110, s. 44), som er blevet ændret flere gange, og som med virkning fra den 1. januar 1985 er blevet erstattet af Rådets forordning (EØF) nr. 1787/84 af 19. juni 1984 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFT L 169, s. 1).

3

I løbet af 1988 blev ordningen for strukturfondene reformeret ved Rådets forordning (EØF) nr. 2052/88 af 24. juni 1988 om strukturfondenes opgaver og effektivitet samt om samordningen af deres interventioner indbyrdes såvel som med interventionerne fra Den Europæiske Investeringsbank og de øvrige eksisterende finansielle instrumenter (EFT L 185, s. 9).

4

Rådet skulle på forslag af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber behandle forordning nr. 2052/88, der trådte i kraft den 1. januar 1989, igen senest den 31. december 1993.

5

Også denne forordning blev ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 2081/93 af 20. juli 1993 (EFT L 193, s. 5), som også skulle tages op til revision senest den 31. december 1999.

6

Disse forordninger indfører strukturfondene (Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Udviklingssektionen, Den Europæiske Socialfond (ESF) og EFRU), som har til formål at imødegå de vigtigste regionale ubalancer i Den Europæiske Union bl.a. ved fremme af udviklingen og strukturtilpasningen i de tilbagestående regioner (»mål nr. 1«) og ved omstilling i de regioner, grænseregioner eller dele af regioner (herunder beskæftigelsesområder og bysamfund), der er hårdt ramt af den industrielle tilbagegang (»mål nr. 2«).

7

Artikel 7 i forordning nr. 2052/88, som ændret ved forordning nr. 2081/93 (herefter »forordning nr. 2052/88«), med overskriften »Overensstemmelse [og] kontrol« bestemmer i stk. 1:

»Aktioner, der finansieres af strukturfondene, [Den Europæiske Investeringsbank (EIB)] eller et andet eksisterende finansielt instrument, skal være i overensstemmelse med traktaterne og med de retsakter, der er udstedt i henhold til disse, samt med Fællesskabets politikker, herunder dem, der vedrører konkurrencereglerne, reglerne for indgåelse af offentlige aftaler og bestemmelserne om miljøbeskyttelse, og med princippet om lige muligheder for mænd og kvinder.«

8

Rådets forordning (EØF) nr. 4253/88 af 19. december 1988 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 2052/88 for så vidt angår samordningen af de forskellige strukturfondes interventioner indbyrdes såvel som med interventionerne fra Den Europæiske Investeringsbank og de øvrige eksisterende finansielle instrumenter (EFT L 374, s. 1), som ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 2082/93 af 20. juli 1993 (EFT L 193, s. 20, herefter »forordning nr. 4253/88«), bestemmer i artikel 23 med overskriften »Finansiel kontrol«:

»1.   For at sikre et godt resultat af de aktioner, der gennemføres af offentlige eller private initiativtagere, træffer medlemsstaterne i forbindelse med iværksættelsen af aktionerne de nødvendige foranstaltninger til:

Medlemsstaterne underretter Kommissionen om de foranstaltninger, der træffes i den henseende, og især sender de Kommissionen en beskrivelse af de kontrol- og forvaltningssystemer, de har indført for at sikre, at foranstaltningerne gennemføres effektivt. De underretter regelmæssigt Kommissionen om sagens forløb i tilfælde af administrativ og retlig forfølgning.

[...]

2.   Uden at gribe ind i den kontrol, medlemsstaterne gennemfører i henhold til nationale love og administrative bestemmelser, og med forbehold af [EØF-]traktatens artikel 206 og den inspektion, der foretages på grundlag af traktatens artikel 209, litra c), kan tjenestemænd eller andre repræsentanter for Kommissionen, bl.a. ved stikprøvekontrol, på stedet kontrollere de aktioner, der finansieres af strukturfondene, og forvaltnings- og kontrolsystemerne.

[...]

3.   I en periode på tre år efter den sidste betaling vedrørende en aktion stiller det ansvarlige organ og de ansvarlige myndigheder alle udgifts- og kontrolbilag i forbindelse med aktionen til rådighed for Kommissionen.«

9

Artikel 24 i forordning nr. 4253/88 har overskriften »Nedsættelse, suspension og ophævelse af støtten« og bestemmer:

»1.   Hvis gennemførelsen af en aktion eller foranstaltning hverken synes at berettige, at der ydes en del af eller hele den bevilgede finansielle støtte, foretager Kommissionen en passende undersøgelse af sagen inden for rammerne af partnerskabet og anmoder bl.a. medlemsstaten eller de myndigheder, som denne har udpeget til iværksættelsen af aktionen, om at fremsætte deres bemærkninger inden for en given frist.

2.   Efter denne undersøgelse kan Kommissionen nedsætte eller suspendere støtten for aktionen eller den berørte foranstaltning, hvis undersøgelsen bekræfter en uregelmæssighed eller en betydelig ændring, der berører aktionens eller foranstaltningens art eller gennemførelsesvilkår, og som ikke har været forelagt Kommissionen til godkendelse.

[...]«

10

Artikel 11 i Rådets forordning (EØF) nr. 4254/88 af 19. december 1988 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 2052/88 for så vidt angår Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFT L 374, s. 15), som ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 2083/93 af 20. juli 1993 (EFT L 193, s. 34), med overskriften »Overensstemmelseskontrol« bestemmer, at »[n]år det er relevant, giver medlemsstaterne efter de procedurer, der gælder for den enkelte politik, Kommissionen oplysninger om overholdelsen af bestemmelserne i artikel 7, stk. 1, i forordning […] nr. 2052/88«.

11

Efter at have hørt Det Rådgivende Udvalg for Udvikling og Omstilling i Regionerne samt det udvalg, der er omhandlet i EF-traktatens artikel 147, vedtog Kommissionen under henvisning til artikel 23 i forordning nr. 4253/88 flere gennemførelsesforordninger, herunder forordning (EF) nr. 2064/97 af 15. oktober 1997 om gennemførelse af forordning nr. 4253/88 om detaljerede ordninger for medlemsstaternes finanskontrol af aktioner, der medfinansieres af strukturfondene (EFT L 290, s. 1).

12

Artikel 8 i forordning nr. 2064/97 bestemmer:

»1.   Senest på tidspunktet for anmodningen om endelig betaling og om den endelige udgiftsanmeldelse for hver interventionsform forelægger medlemsstaterne Kommissionen en erklæring […], som er udarbejdet af en person eller et organ, der udøver sin funktion uafhængigt af den ansvarlige tjeneste. Erklæringen skal resumere konklusionerne af de kontrolundersøgelser, der blev foretaget i de foregående år, og en generel konklusion, hvad angår gyldigheden af anmodningen om endelig betaling og retmæssigheden og korrektheden af de transaktioner, der ligger til grund for den endelige udgiftsanmeldelse.

2.   Gør betydelige forvaltnings- eller kontrolsvagheder eller uregelmæssighedernes store hyppighed det ikke muligt at give en positiv generel forsikring om gyldigheden af anmodningen om endelig betaling og den endelige udgiftsanmeldelse, henvises der i erklæringen til disse forhold, og problemets omfang og dets finansielle følger anslås.

I så fald kan Kommissionen kræve en yderligere kontrol for at identificere og korrigere uregelmæssighederne inden for et nærmere fastsat tidsrum.«

13

Den 15. oktober 1997 vedtog Kommissionen også interne retningslinjer vedrørende finansielle nettokorrektioner i forbindelse med anvendelse af artikel 24 i forordning nr. 4253/88. I de nævnte interne retningslinjers punkt 5 og 6 præciserede Kommissionen, at som undtagelse fra reglen om, at den finansielle nettokorrektion kun vedrører den eller de afslørede uregelmæssigheder, skal der dog foretages en større finansiel korrektion i det tilfælde, hvor Kommissionen har god grund til at tro, at uregelmæssigheden er systematisk, dvs. afspejler en systematisk svaghed i forvaltning, kontrol eller revision, der kan genfindes i en række lignende tilfælde. For at gennemføre en sådan finansiel korrektion foretager Kommissionen en ekstrapolation, dvs. at den tager hensyn til niveauet og specificiteten af det administrative system, hvor svagheden forefindes, og til det sandsynlige omfang af fejlanvendelsen af midler.

14

Forordning nr. 2052/88 og nr. 4253/88 blev ophævet med virkning fra den 1. januar 2000 ved Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 af 21. juni 1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene (EFT L 161, s. 1).

15

Det følger af artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1260/1999, at forordningen finder anvendelse på EFRU, ESF, EUGFL, Udviklingssektionen, og Det Finansielle Instrument til Udvikling af Fiskeriet (FIUF).

16

Forordningens artikel 39 med overskriften »Finansielle korrektioner« har følgende ordlyd:

»1.   Medlemsstaterne er i første række ansvarlige for at forfølge uregelmæssigheder, herunder træffe foranstaltninger vedrørende enhver væsentlig ændring, der påvirker arten af, gennemførelsesbetingelserne for eller kontrollen med en intervention, samt for at foretage de nødvendige finansielle korrektioner.

Medlemsstaten foretager de finansielle korrektioner, der er nødvendige i forbindelse med den enkelte eller systematiske uregelmæssighed. Medlemsstatens korrektioner består i hel eller delvis annullering af Fællesskabets medfinansiering. Medlemsstaten kan omfordele de således frigjorte fællesskabsmidler inden for den pågældende intervention efter regler, der skal fastlægges i henhold til artikel 53, stk. 2.

2.   Hvis Kommissionen efter afslutningen af de nødvendige undersøgelser har grund til at formode:

suspenderer den de pågældende mellemliggende betalinger, ligesom den fremsætter en begrundet anmodning til medlemsstaten om inden for en bestemt frist at fremsætte sine bemærkninger og om fornødent foretage eventuelle korrektioner.

Hvis medlemsstaten har indvendinger mod Kommissionens bemærkninger, opfordrer Kommissionen medlemsstaten til at deltage i en høring, ved hvilken lejlighed begge parter samarbejder om at nå til enighed om bemærkningerne og de konklusioner, der skal drages af dem.

3.   Efter udløbet af denne frist kan Kommissionen, hvis der ikke er tilvejebragt enighed, og hvis medlemsstaten endnu ikke har foretaget korrektioner, og under hensyn til eventuelle bemærkninger fra medlemsstaten inden tre måneder beslutte:

Kommissionen fastsætter korrektionsbeløbet under hensyntagen til uregelmæssighedens eller ændringens art og til omfanget og de potentielle virkninger af forvaltnings- eller kontrolsystemets eventuelle mangler. Disse afgørelser skal træffes under overholdelse af proportionalitetsprincippet.

Hvis der ikke er truffet afgørelse om at gøre hverken a) eller b) ved udgangen af den foreskrevne periode, ophører suspensionen af de mellemliggende betalinger øjeblikkeligt.

[...]«

17

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1783/1999 af 12. juli 1999 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFT L 213, p. 1), der ophævede forordning nr. 4254/88, indeholder ikke regler om finansielle korrektioner.

18

Artikel 5 i Kommissionens forordning (EF) nr. 448/2001 af 2. marts 2001 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 for så vidt angår proceduren for finansielle korrektioner af interventioner under strukturfondene (EFT L 64, s. 13) har følgende ordlyd:

»1.   Den berørte medlemsstat har en frist på to måneder til at besvare en anmodning i henhold til artikel 39, stk. 2, første afsnit, i forordning (EF) nr. 1260/1999 om at fremsætte sine bemærkninger og om fornødent foretage korrektioner, bortset fra behørigt begrundede tilfælde, hvor en længere frist er godkendt af Kommissionen.

2.   Når Kommissionen foreslår finansielle korrektioner på basis af ekstrapolation eller en fast sats, gives medlemsstaten mulighed for ved en undersøgelse af de pågældende sager at godtgøre, at uregelmæssighedens faktiske omfang har været mindre end vurderet af Kommissionen. Efter aftale med Kommissionen kan medlemsstaten begrænse omfanget af undersøgelsen til en passende del eller stikprøve af de pågældende sager. Bortset fra i behørigt begrundede tilfælde kan fristen for denne undersøgelse ikke overstige yderligere to måneder efter den tomånedersfrist, der er nævnt i stk. 1. Undersøgelsens resultater tages op til vurdering efter fremgangsmåden i artikel 39, stk. 2, andet afsnit, i forordning (EF) nr. 1260/1999. Kommissionen tager hensyn til det bevismateriale, medlemsstaten måtte fremlægge inden for de nævnte frister.

3.   Når medlemsstaten modsætter sig Kommissionens bemærkninger og en høring finder sted i henhold til artikel 39, stk. 2, andet afsnit, i forordning (EF) nr. 1260/1999, begynder den tremånedersfrist, inden for hvilken Kommissionen skal træffe beslutning i henhold til artikel 39, stk. 3, i nævnte forordning, at løbe fra datoen for høringen.«

19

Forordning nr. 1260/1999, som Rådet skulle tage op til revision senest den 31. december 2006, blev ophævet ved Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 af 11. juli 2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden (EUT L 210, s. 25), som ifølge sin artikel 1 finder anvendelse på de nævnte fonde, jf. dog de specifikke bestemmelser i de forordninger, som regulerer hver af disse fonde.

20

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1080/2006 af 5. juli 2006 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og om ophævelse af forordning nr. 1783/1999 (EUT L 210, s. 1) indeholder ingen bestemmelse om proceduren i forbindelse med finansielle korrektioner, som Kommissionen kan beslutte at foretage. Det samme gælder Kommissionens forordning (EF) nr. 1828/2006 af 8. december 2006 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 1083/2006 og forordning nr. 1080/2006 (EUT L 371, s. 1).

21

De nævnte finansielle korrektioner er genstand for regler, som er fælles for disse tre fonde, og som er fastsat i artikel 99-102 i forordning nr. 1083/2006.

22

Sidstnævnte forordnings artikel 100 med overskriften »Procedure« bestemmer:

»1.   Før Kommissionen træffer beslutning om finansiel korrektion, indleder den proceduren ved at meddele medlemsstaten sine foreløbige konklusioner og anmode den om at fremsætte sine bemærkninger inden to måneder.

Hvis Kommissionen foreslår en finansiel korrektion på grundlag af en ekstrapolation eller til en fast sats, skal medlemsstaten have mulighed for via en gennemgang af de pågældende dokumenter at påvise, at uregelmæssighedens faktiske omfang var mindre end det, der fremgår af Kommissionens vurdering. Medlemsstaten kan i forståelse med Kommissionen begrænse denne gennemgang til kun at omfatte en passende andel eller stikprøver af de pågældende dokumenter. Medmindre det drejer sig om behørigt begrundede tilfælde, må den tid, der anvendes til denne gennemgang, ikke overstige en yderligere periode på to måneder efter den i første afsnit nævnte periode på to måneder.

2.   Kommissionen tager hensyn til alle beviser, som medlemsstaten forelægger inden for fristerne i stk. 1.

3.   Hvis medlemsstaten ikke godtager Kommissionens foreløbige konklusioner, indbyder Kommissionen medlemsstaten til en høring, hvor begge parter i samarbejde på basis af partnerskabet bestræber sig på at nå til enighed om bemærkningerne og de konklusioner, der skal drages deraf.

4.   Hvis der opnås enighed, kan medlemsstaten genanvende de pågældende fællesskabsmidler i overensstemmelse med artikel 98, stk. 2, andet afsnit.

5.   Hvis der ikke er opnået enighed, træffer Kommissionen beslutning om den finansielle korrektion inden seks måneder efter høringsdatoen under hensyn til alle de oplysninger og bemærkninger, der er fremkommet under proceduren. Hvis der ikke finder nogen høring sted, begynder fristen på seks måneder to måneder efter modtagelsen af Kommissionens indbydelse.«

23

Artikel 108 i forordning nr. 1083/2006 med overskriften »Ikrafttræden« bestemmer i stk. 1 og 2:

»Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Bestemmelserne i artikel 1-16, 25-28, 32-40, 47-49, 52-54, 56, 58-62, 69-74, 103-105 og 108 anvendes fra datoen for denne forordnings ikrafttræden alene for programmer i perioden 2007-2013. De øvrige bestemmelser anvendes fra den 1. januar 2007.«

24

Forordning nr. 1083/2006 blev ophævet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EUT L 347, s. 320), hvis artikel 145, stk. 6, bestemmer, at »[Kommissionen] [f]or at anvende finansielle korrektioner træffer […] en afgørelse i form af gennemførelsesretsakter senest seks måneder efter høringsdatoen eller efter datoen for modtagelse af supplerende oplysninger, når medlemsstaten indvilliger i at fremlægge sådanne yderligere oplysninger efter høringen[, at] Kommissionen tager hensyn til alle de oplysninger og bemærkninger, der er fremkommet under proceduren[, og at fristen på seks måneder, h]vis der ikke finder nogen høring sted, begynder […] to måneder efter modtagelsen af Kommissionens indbydelse til høringen.«

25

I henhold til artikel 154 i forordning nr. 1303/2013 finder forordningens artikel 145 anvendelse med virkning fra den 1. januar 2014.

26

Denne artikel 145 fremgår af fjerde del af forordning nr. 1303/2013, som indeholder de generelle bestemmelser for EFRU, ESF, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond hvad angår forvaltning og kontrol, finansiel forvaltning, regnskaber og finansielle korrektioner.

27

Hverken Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1301/2013 af 17. december 2013 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og om særlige bestemmelser vedrørende målet om investeringer i vækst og beskæftigelse og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1080/2006 (EUT L 347, s. 289) eller Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 480/2014 af 3. marts 2014 om supplerende regler til forordning nr. 1303/2013 (EUT L 138, s. 5) indeholder nogen bestemmelse, som vedrører proceduren for de finansielle korrektioner, som Kommissionen kan beslutte at foretage.

28

Den 29. juli 1994 vedtog Kommissionen beslutning 94/628/EF om fastlæggelse af en EF-støtteramme for EF’s strukturinterventioner i de tyske regioner, der var omfattet af mål nr. 1, dvs. Mecklenburg-Vorpommern, Brandenburg, Sachsen-Anhalt, Sachsen, Thüringen og Øst-Berlin (EFT L 250, s. 18). Denne beslutning gjorde det muligt at indføre operationelle programmer i de nye tyske delstater og Øst-Berlin.

29

De faktiske omstændigheder, der gav anledning til de foreliggende tvister, således som de fremgår af de appellerede domme og af beslutningerne vedrørende Land Thüringen og Øst-Berlin (herefter samlet »de omtvistede beslutninger«), kan sammenfattes som følger.

30

Ved beslutning K(94) 1939/5 af 5. august 1994 godkendte Kommissionen det operationelle program for Land Thüringen under mål nr. 1 i Tyskland (Arinco nr. 94.DE.16 005) (herefter »interventionen til fordel for Land Thüringen«), som fastsatte strukturfondenes deltagelse til 1021771000 ECU, forhøjet til 1086827000 EUR ved beslutning K(99) 5087 af 29. december 1999 med medfinansiering af EFRU for et maksimumsbeløb på 1020719000 EUR. Land Thüringens økonomi- og transportministerium blev udpeget som forvaltningsmyndighed.

31

Til foranstaltning 2.1 vedrørende støtte til produktionsaktiviteter for små og mellemstore virksomheder (SMV) blev de samlede udgifter i beslutning K(99) 5087 fastsat til 674104000 EUR og bidraget fra EFRU til 337052000 EUR.

32

I løbet af 2001 foretog Kommissionen en systematisk undersøgelse af forvaltnings- og kontrolsystemerne i Land Thüringen på grundlag af artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 4253/88 og artikel 14 i forordning nr. 2064/97.

33

Den 30. januar 2002 fremlagde Kommissionen sin endelige rapport om de operationelle programmer i Länder Thüringen og Sachsen-Anhalt med anbefalinger.

34

Den 24. juni 2002 blev den erklæring, der er foreskrevet i artikel 8 i forordning nr. 2064/97, udarbejdet af et revisionsfirma og overgivet til Kommissionen.

35

Ved skrivelse af 18. juli 2002 indsendte de tyske myndigheder deres endelige anmodning om betaling vedrørende interventionen til fordel for Land Thüringen. Den 27. juni 2003 afsluttede Kommissionen behandlingen af den omhandlede intervention og foretog en endelig udbetaling svarende til det anmodede beløb.

36

Efter afslutningen af behandlingen af den nævnte intervention i løbet af oktober, november og december 2003 foretog Revisionsretten for De Europæiske Fællesskaber flere kontrolbesøg og foretog i løbet af 2004 en analyse af de svage punkter ved nævnte intervention i forbindelse med en undersøgelse af revisionserklæringen for regnskabsåret 2003. 28 projekter under foranstaltning 2.1 blev undersøgt.

37

Den 22. juni 2004 fremsendte Revisionsretten sin foreløbige kontrolrapport til de tyske myndigheder. Ved skrivelser af 31. august og 13. oktober 2004 indsendte disse myndigheder supplerende oplysninger til Revisionsretten.

38

Ved skrivelse af 17. januar 2005 fremsendte Revisionsretten sin kontrolrapport til de nationale myndigheder. Heri anførtes, at der var flere individuelle og systemiske uregelmæssigheder i forbindelse med specifikke operationer, fejl i beregningen af det maksimale tilskud og manglende dokumentation for visse typer udgifter som generalomkostninger eller egenkapital. Rapporten konkluderede, at der var mangler ved de pågældende forvaltnings- og kontrolsystemer i forbindelse med interventionen til fordel for Land Thüringen. Den konstaterede fejlprocent for de 28 projekter under foranstaltning 2.1 var på 31,36%.

39

Ved skrivelse af 19. oktober 2006 fremsendte Kommissionen de første resultater af sin undersøgelse af kontrolrapporten til de tyske myndigheder og anmodede disse om at indsende deres bemærkninger.

40

På grundlag af analysen af de svage punkter, som Revisionsretten havde udarbejdet, meddelte Kommissionen Land Thüringen, at den foretog en finansiel korrektion på 135 mio. EUR. Som følge af bilaterale konsultationer blev visse kritikpunkter dog trukket tilbage.

41

Ved skrivelse af 5. januar 2007 besvarede de tyske myndigheder Kommissionens skrivelse af 19. oktober 2006 og gjorde indsigelse mod de ekstrapolerede finansielle korrektioner og fremsendte supplerende dokumentation, der beviste, at visse udgifter var støtteberettigede.

42

Ved skrivelse af 23. april 2007 inviterede Kommissionen de tyske myndigheder til et bilateralt møde, som blev afholdt den 8. maj 2007 i Bruxelles. Efter forhandlinger, som fandt sted under dette møde, gav disse myndigheder tilsagn om at fremlægge yderligere beviser for visse operationers og visse udgiftsposters støtteberettigelse inden to uger at regne fra mødets dato. Disse oplysninger blev sendt til Kommissionen ved skrivelse af 22. juni 2007.

43

Ved beslutningen vedrørende Land Thüringen nedsatte Kommissionen den økonomiske støtte fra EFRU til denne delstat med 81425825,67 EUR på grund af de systemiske og individuelle uregelmæssigheder, som var blevet konstateret i forbindelse med foranstaltning 2.1, i medfør af artikel 24 i forordning nr. 4253/88. Kommissionen foretog en ekstrapolation af fejlprocenten for hele denne foranstaltning og lagde en fejlprocent på 23,88% til grund. Den beregnede de individuelle uregelmæssigheder til 1232012,70 EUR og de systemiske uregelmæssigheder til 80193812,97 EUR.

44

Ved beslutning K(94) 1973 af 5. august 1994 godkendte Kommissionen det operationelle program for Øst-Berlin under mål nr. 1 (Arinco nr. 94.DE.16 006) (herefter »interventionen til fordel for Øst-Berlin«). Denne beslutning fastsatte strukturfondenes deltagelse til 743112000 ECU, senere forhøjet til 779154000 EUR, med en medfinansiering af EFRU for et maksimumsbeløb på 540886000 EUR.

45

Land Berlins økonomi-, teknologi- og kvindeministerium blev udpeget som forvaltningsmyndighed.

46

Ved skrivelse af 24. marts 2003 indsendte de tyske myndigheder deres anmodning om endelig betaling vedrørende interventionen til fordel for Øst-Berlin.

47

I perioden fra den 16. til den 20. februar 2004, fra den 29. marts til den 2. april 2004 og fra den 7. til den 11. marts 2005 foretog Kommissionen og et af denne kontraheret eksternt revisionsfirma flere kontrolbesøg i forbindelse med de afsluttende revisioner af de programmer, der var medfinansieret af EFRU i programmeringsperioden 1994-1999.

48

Ved skrivelser af 31. maj og 15. december 2005 fremsendte Kommissionen sin revisionsrapport til de tyske myndigheder, hvori det anførtes, at der var flere systemiske mangler i forbindelse med specifikke operationer, herunder konkret opgivelse af udgifter, der ikke var støtteberettigede, overtrædelser af reglerne om indgåelse af kontrakter samt manglende dokumentation. Fejlprocenten for de 29 projekter under interventionen til fordel for Øst-Berlin, som faktisk blev kontrolleret, var på 7,56%. Syv af de 36 udvalgte projekter var ikke mulige at kontrollere, da de var gået konkurs.

49

Ved skrivelser af 21. oktober 2005 og 31. marts 2006 fremsatte de tyske myndigheder deres bemærkninger til disse konstateringer og fremsendte supplerende oplysninger til Kommissionen.

50

Ved skrivelse af 26. januar 2007 fremsendte Kommissionen de nævnte myndigheder deres foreløbige konklusioner.

51

Ved skrivelse af 9. juli 2007 gjorde de tyske myndigheder under henvisning til manglende hjemmel indsigelse mod anvendelsen af ekstrapolerede finansielle standardkorrektioner og fremsendte supplerende dokumentation, der beviste, at udgifterne var støtteberettigede.

52

Konklusionerne vedrørende resultaterne af revisionen blev på baggrund af de fremlagte supplerende oplysninger og beviser ændret og tilsendt de tyske myndigheder ved skrivelse af 30. august 2007.

53

Et bilateralt møde blev afholdt i Bruxelles den 14. september 2007. Efter forhandlinger, som fandt sted under dette møde, gav disse myndigheder tilsagn om at fremlægge yderligere beviser for visse operationers og visse udgiftsposters støtteberettigelse inden fire uger at regne fra mødets dato. Disse oplysninger blev sendt til Kommissionen ved skrivelse af 12. oktober 2007. De spørgsmål, som blev behandlet under samme møde, blev nævnt i et referat af 12. november 2007.

54

Ved beslutningen vedrørende Øst-Berlin nedsatte Kommissionen den økonomiske støtte fra EFRU til interventionen til fordel for Øst-Berlin med 12900719,52 EUR, dvs. med 2,68%. Kommissionen lagde i beslutningen en fejlprocent på 3,63% for de 29 kontrollerede projekter til grund. Kommissionen lagde til grund, at finansieringen fra EFRU til det operationelle program udgjorde op til 951243399 DEM, og idet den baserede sig på beregninger foretaget ved hjælp af computerværktøjet Audit Command Language (ACL), anvendte Kommissionen en ekstrapoleret finansiel korrektion på 25516719 DEM, hvilket svarede til 2,68% af den økonomiske støtte fra EFRU til det samlede omhandlede program.

55

Ved stævninger indgivet til Rettens Justitskontor henholdsvis den 4. og den 8. juli 2008 anlagde Forbundsrepublikken Tyskland søgsmål med påstand om annullation af de omtvistede beslutninger.

56

Kongeriget Spanien, Den Franske Republik og Kongeriget Nederlandene indtrådte i sagen for Retten til støtte for de påstande, som Forbundsrepublikken Tyskland havde nedlagt i de to søgsmål.

57

Til støtte for søgsmålet anlagt til prøvelse af beslutningen vedrørende Land Thüringen fremsatte Forbundsrepublikken Tyskland fem anbringender. Det første og det andet anbringende vedrørte tilsidesættelse af artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88. Det tredje anbringende vedrørte Kommissionens manglende kontrol på stedet. Det fjerde anbringende vedrørte tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, retssikkerhedsprincippet og princippet om samarbejde. Det femte anbringende vedrørte tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

58

Til støtte for søgsmålet anlagt til prøvelse af beslutningen vedrørende Øst-Berlin fremsatte denne medlemsstat fem anbringender. Det første og det andet anbringende vedrørte tilsidesættelse af artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88. Det tredje anbringende vedrørte tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet. Det fjerde anbringende vedrørte en utilstrækkelig begrundelse af denne beslutning. Det femte anbringende vedrørte tilsidesættelse af princippet om partnerskab.

59

Med de appellerede domme forkastede Retten anbringenderne som ugrundede og frifandt i begge søgsmål Kommissionen i det hele.

60

Den 29. november 2012 har Forbundsrepublikken Tyskland iværksat appel af dom Tyskland mod Kommissionen (T-265/08, EU:T:2012:434).

61

Den Franske Republik og Kommissionen har afgivet svarskrift den 15. februar 2013, og Kongeriget Spanien har afgivet svarskrift den 20. februar 2013.

62

Den 31. januar 2013 har Forbundsrepublikken Tyskland iværksat appel af dom Tyskland mod Kommissionen (T-270/08, EU:T:2012:612).

63

Den Franske Republik har afgivet svarskrift den 29. marts 2013, Kongeriget Nederlandene har afgivet svarskrift den 5. april 2013, Kommissionen har afgivet svarskrift den 9. april 2013, og Kongeriget Spanien har afgivet svarskrift den 12. april 2013.

64

Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 10. juli 2013 er sagerne C-549/12 P og C-54/13 P blevet forenet med henblik på den mundtlige forhandling og dommen.

65

Forbundsrepublikken Tyskland har nedlagt følgende påstande:

66

Den Franske Republik har nedlagt påstand om, at de appellerede domme ophæves i deres helhed, om, at Domstolen træffer endelig afgørelse i henhold til artikel 61 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, og om, at de omtvistede beslutninger annulleres.

67

Kongeriget Spanien har nedlagt følgende påstande:

68

Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellerne forkastes, og om, at Forbundsrepublikken Tyskland tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

69

Forbundsrepublikken Tyskland har i sag C-549/12 P fremsat to anbringender, som begge vedrører tilsidesættelse af artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88, sammenholdt med artikel 1 i forordning nr. 2988/95, og af princippet om kompetencetildeling i artikel 5, stk. 2, TEU og artikel 7 TEUF.

70

I sag C-54/13 P har Forbundsrepublikken Tyskland fremsat fire anbringender. De første tre anbringender vedrører tilsidesættelse af artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88, sammenholdt med artikel 1 i forordning nr. 2988/95, samt af princippet om kompetencetildeling i artikel 5, stk. 2, TEU og artikel 7 TEUF. Det fjerde anbringende vedrører tilsidesættelse af den begrundelsespligt, der følger af artikel 81 i Rettens procesreglement, sammenholdt med artikel 36 og artikel 53, stk. 1, i statutten for Domstolen.

71

Med første led af det første anbringende i sag C-549/12 P og med det første anbringende i sag C-54/13 P har Forbundsrepublikken Tyskland anført, at Retten begik en retlig fejl, da den med de appellerede domme fastslog, at også nationale myndigheders administrative fejl kan udgøre »uregelmæssigheder«, der berettiger Kommissionen til at foretage finansielle korrektioner i henhold til artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88.

72

Med andet og tredje led af det første anbringende i sag C-549/12 P har Forbundsrepublikken Tyskland gjort gældende, at selv om selv administrative fejl kan udgøre uregelmæssigheder, som begrunder en finansiel korrektion, begik Retten en retlig fejl, da den i dom Tyskland mod Kommissionen (T-265/08, EU:T:2012:434) fastslog, at overtrædelser af nationale bestemmelser og fejl, som ikke har betydning for EU-budgettet, kan udgøre »uregelmæssigheder«, som kan begrunde sådanne korrektioner.

73

Med første led af det andet anbringende i sag C-549/12 P og første led af det andet anbringende i sag C-54/13 P har Forbundsrepublikken Tyskland, støttet af Kongeriget Spanien og Den Franske Republik, gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den anerkendte Kommissionens kompetence til at foretage finansielle korrektioner ved hjælp af ekstrapolation.

74

Med andet led af det andet anbringende i sag C-549/12 P har Forbundsrepublikken Tyskland, støttet af Kongeriget Spanien, anført, at selv om sådanne korrektioner havde været mulige, begik Retten en retlig fejl, da den tiltrådte fremgangsmåden for deres gennemførelse i beslutningen vedrørende Land Thüringen, idet det efter denne medlemsstats opfattelse ikke er blevet godtgjort, at EU-budgettet har lidt nogen skade hvad angår en del af de anfægtede projekter, og Kommissionen ikke burde have anset en del af de foreholdte fejl for systemiske.

75

Med andet led af det andet anbringende i sag C-54/13 P har Forbundsrepublikken Tyskland, støttet af Kongeriget Spanien, gjort gældende, at selv om Kommissionen har kompetence til at foretage nedsættelser ved hjælp af ekstrapolation i medfør af artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88, begik Retten en retlig fejl, da den tiltrådte den måde, hvorpå ekstrapolationen blev gennemført i beslutningen vedrørende Øst-Berlin, idet Kommissionen efter denne medlemsstats opfattelse dels med urette anså de anførte fejl for systemiske og fandt, at det gjaldt for hele det omhandlede program, og ikke burde have ekstrapoleret fejlprocenten beregnet for hele dette program, dels heller ikke burde have anvendt den stikprøvemetode, som blev anvendt, til at lade nedsættelsen omfatte hele det nævnte program ved hjælp af ekstrapolation. Med det andet anbringendes tredje led har Forbundsrepublikken Tyskland anført, at Kommissionen på grund af ekstrapolationen af ikke-repræsentative fejl og standardkorrektioner foretog en uforholdsmæssig nedsættelse af den økonomiske støtte, som blev tildelt det omhandlede operationelle program.

76

Med første led af det tredje anbringende i sag C-54/13 P har Forbundsrepublikken Tyskland anført, at Retten med urette fastslog, at Kommissionen havde kompetence til at foretage finansielle standardkorrektioner. Med dette anbringendes andet led har denne medlemsstat gjort gældende, at selv om Kommissionen har kompetence til at foretage finansielle standardkorrektioner, begik Retten en retlig fejl, da den anerkendte standardkorrektioner, der var uforholdsmæssige.

77

Med det fjerde anbringende i sag C-54/13 P har Forbundsrepublikken Tyskland gjort gældende, at begrundelsen i dom Tyskland mod Kommissionen (T-270/08, EU:T:2012:612) ikke gør det muligt at fastslå, om Retten behandlede det anbringende om ulovligheden af de finansielle standardkorrektioner, som medlemsstaten havde fremsat i forbindelse med første led af det andet anbringende i søgsmålet for Retten, eller hvorfor Retten forkastede nævnte argumentation.

78

Det er Kommissionens opfattelse, at disse anbringender er ugrundede, og at appellerne skal forkastes.

79

Det bemærkes, at Retten i de appellerede domme traf afgørelse i de af Forbundsrepublikken Tyskland anlagte annullationssøgsmål, idet den efter at have fastslået, at de fem anbringender, som var blevet fremsat til støtte for hvert af søgsmålene, var ugrundede, frifandt Kommissionen.

80

Herved anerkendte Retten implicit, men nødvendigvis, at de omtvistede beslutninger formelt var lovlige.

81

Det følger imidlertid af de grunde, der er angivet i præmis 56-89 og 93 i domme Spanien mod Kommissionen (C-192/13 P, EU:C:2014:2156) og Spanien mod Kommissionen (C-197/13 P, EU:C:2014:2157), at Kommissionens vedtagelse af en afgørelse om finansiel korrektion fra 2000 er betinget af, at en lovbestemt frist overholdes.

82

Det er Domstolens opfattelse, at der på EU-rettens nuværende udviklingstrin ikke er holdepunkter for at anfægte denne retspraksis, og at denne retspraksis tværtimod kan overføres på de foreliggende sager.

83

Som Domstolen fastslog i præmis 94 i domme Spanien mod Kommissionen (C-192/13 P, EU:C:2014:2156) og Spanien mod Kommissionen (C-197/13 P, EU:C:2014:2157) er varigheden af den frist, som Kommissionen har til at vedtage sine afgørelser, forskellig, alt efter hvilke bestemmelser der finder anvendelse.

84

Det fremgår af artikel 108, stk. 2, i forordning. nr. 1083/2006, at forordningens artikel 100 nu anvendes fra den 1. januar 2007, herunder på programmer, der ligger forud for perioden 2007-2013.

85

Det følger af artikel 100, stk. 1, i forordning nr. 1083/2006, at Kommissionen, før den træffer beslutning om finansiel korrektion, skal indlede proceduren ved at meddele medlemsstaten sine foreløbige konklusioner og anmode den om at fremsætte sine bemærkninger inden to måneder. Hvis medlemsstaten ikke godtager Kommissionens foreløbige konklusioner, skal Kommissionen i medfør af denne forordnings artikel 100, stk. 3, indbyde medlemsstaten til en høring, hvor begge parter i samarbejde på basis af partnerskabet bestræber sig på at nå til enighed om bemærkningerne og de konklusioner, der skal drages deraf.

86

I henhold til artikel 100, stk. 5, i forordning nr. 1083/2006 skal Kommissionen træffe beslutning om den finansielle korrektion inden seks måneder efter høringsdatoen, og hvis der ikke finder nogen høring sted, begynder fristen på seks måneder to måneder efter modtagelsen af Kommissionens indbydelse.

87

Det følger af disse bestemmelser, at når medlemsstaten ikke godtager Kommissionens foreløbige konklusioner, er Kommissionens afsendelse af en skrivelse med en indbydelse til en høring og afholdelse af en høring påkrævet, for at den procedure, som følges på området for finansielle korrektioner, er lovlig, og udgør udgangspunktet for beregningen af den frist, inden for hvilken Kommissionen skal vedtage en afgørelse om korrektion.

88

Det fremgår imidlertid ikke af sagsakterne for Domstolen, at Kommissionen, efter at den meddelte sine foreløbige konklusioner, tilsendte Forbundsrepublikken Tyskland en indbydelse til en høring, eller at der blev afholdt en høring som omhandlet i artikel 100, stk. 3 og 5, i forordning nr. 1083/2006. Det fremgår derimod af disse sagsakter, at der blev afholdt bilaterale møder i Bruxelles henholdsvis den 8. maj og den 14. september 2007 mellem Kommissionen og repræsentanterne for Forbundsrepublikken Tyskland.

89

Det bemærkes herved, at eftersom der i det foreliggende tilfælde er tale om afgørelser med betydelige budgetmæssige virkninger, er det i såvel den berørte medlemsstats som Kommissionens interesse, at korrektionsprocedurens afslutning er forudsigelig, hvilket forudsætter en forudgående fastsættelse af en frist for vedtagelsen af den endelige afgørelse. Det bemærkes ligeledes, at en overskridelse af den foreskrevne frist for vedtagelsen af en afgørelse om finansiel korrektion ikke er forenelig med det almindelige princip om god forvaltningsskik (domme Spanien mod Kommissionen, C-192/13 P, EU:C:2014:2156, præmis 88, og Spanien mod Kommissionen, C-197/13 P, EU:C:2014:2157, præmis 88).

90

Under disse omstændigheder kan Kommissionen ikke frigøre sig fra sin forpligtelse til at vedtage afgørelser, hvorved den foretager finansielle korrektioner inden for en på forhånd fastsat frist, ved at undlade at foretage de handlinger, som udgør udgangspunktet for beregningen af denne frist.

91

Selv hvis det antages, at de bilaterale møder, der blev afholdt henholdsvis den 8. maj og den 14. september 2007, kan sidestilles med høringer som omhandlet i artikel 100, stk. 3 og 5, i forordning nr. 1083/2006, med henblik på beregningen af fristerne for Kommissionens vedtagelse af afgørelser om finansielle korrektioner, må det under alle omstændigheder fastslås, at de omtvistede beslutninger blev vedtaget henholdsvis den 30. og den 29. april 2008, og at Kommissionen ikke overholdt fristen i artikel 100, stk. 5, i forordning nr. 1083/2006.

92

Det fremgår af Domstolens praksis, at en manglende overholdelse af procedureregler vedrørende vedtagelse af en bebyrdende retsakt, såsom Kommissionens manglende vedtagelse af en afgørelse inden for den frist, som EU-lovgiver har fastsat, udgør en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, som det tilkommer EU's retsinstanser at rejse af egen drift (jf. domme Spanien mod Kommissionen, C-192/13 P, EU:C:2014:2156, præmis 103, Spanien mod Kommissionen C-197/13 P, EU:C:2014:2157, præmis 103 og den deri nævnte retspraksis, og Spanien mod Kommissionen, C-429/13 P, EU:C:2014:2310, præmis 34).

93

Det bemærkes herved, at det følger af fast retspraksis, at bortset fra særlige tilfælde, såsom de tilfælde, der er nævnt i EU’s retsinstansers procesreglementer, kan EU’s retsinstanser ikke støtte deres afgørelse på et retligt anbringende, som rejses af egen drift, selv om det er et anbringende, der angår grundlæggende retsprincipper, uden forinden at have opfordret parterne til at fremsætte deres bemærkninger om det pågældende anbringende (jf. domme Kommissionen mod Irland m.fl., C-89/08 P, EU:C:2009:742, præmis 57, og KHIM mod National Lottery Commission, C-530/12 P, EU:C:2014:186, præmis 54).

94

Hvad angår spørgsmålet om den frist, inden for hvilken en finansiel korrektion skal vedtages, bemærkes, at i forbindelse med de sager, som gav anledning til domme Spanien mod Kommissionen (C-192/13 P, EU:C:2014:2156) og Spanien mod Kommissionen (C-197/13 P, EU:C:2014:2157), og som vedrørte i det væsentlige identiske faktiske og retlige spørgsmål, har Kommissionen allerede haft lejlighed til at drøfte dette spørgsmål. I de nævnte sager havde Domstolen desuden anmodet parterne om at koncentrere deres indlæg om denne problemstilling.

95

Denne retspraksis er desuden blevet bekræftet ved flere lejligheder af Domstolen (jf. domme Spanien mod Kommissionen, C-429/13 P, EU:C:2014:2310, og Spanien mod Kommissionen, C-513/13 P, EU:C:2014:2412).

96

Heraf følger dels, at Kommissionen i tilstrækkelig grad har fået lejlighed til i forbindelse med kontradiktoriske drøftelser at fremsætte sine anbringender og fremføre sine argumenter hvad angår rækkevidden af fristen i artikel 100, stk. 5, i forordning nr. 1083/2006, dels, at Domstolens praksis med hensyn til den fortolkning, som skal anlægges af denne bestemmelse, må anses for fast.

97

Det må derfor fastslås, at den foreliggende sag udgør et særligt tilfælde som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 93, og at det ikke er nødvendigt at opfordre parterne til at fremsætte deres bemærkninger vedrørende dette anbringende.

98

Det må under disse omstændigheder konkluderes, at Kommissionen vedtog de omtvistede beslutninger under tilsidesættelse af den frist, der er foreskrevet i en forordning fra Rådet.

99

Retten begik derfor en retlig fejl, da den frifandt Kommissionen i de af Forbundsrepublikken Tyskland anlagte søgsmål i stedet for at straffe den tilsidesættelse af væsentlige formskrifter, som de omtvistede beslutninger var behæftet med.

100

De appellerede domme skal derfor ophæves.

101

Ifølge artikel 61, stk. 1, i statutten for Domstolen ophæver Domstolen, hvis den giver appellanten medhold, den af Retten trufne afgørelse. Domstolen kan herefter selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse.

102

I den foreliggende sag råder Domstolen over de nødvendige oplysninger til at træffe endelig afgørelse i de søgsmål med påstand om annullation af de omtvistede beslutninger, som Forbundsrepublikken Tyskland anlagde ved Retten.

103

Det er i den forbindelse tilstrækkeligt at bemærke, at de omtvistede beslutninger af de grunde, der er anført i nærværende doms præmis 81-99, skal annulleres på grund af tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter.

104

Ifølge artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen, såfremt appellen tages til følge, og Domstolen selv endeligt afgør sagen, afgørelse om sagsomkostninger.

105

I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Forbundsrepublikken Tyskland har fået medhold i appelsagerne og i sine påstande for Retten, bør Kommissionen pålægges ud over at bære sine egne omkostninger at betale de af denne medlemsstat afholdte omkostninger i såvel første instans som i forbindelse med appellerne.

106

Procesreglementets artikel 140, stk. 1, der ifølge artikel 184, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse i appelsager, bestemmer, at medlemsstater, der er indtrådt i en sag, bærer deres egne omkostninger. I henhold til disse bestemmelser bærer Kongeriget Spanien, Den Franske Republik og Kongeriget Nederlandene deres egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Første Afdeling):