—

Pfeifer & Langen GmbH & Co. KG ved Rechtsanwalt D. Ehle

—

Bundesanstalt für Landwirtschaft und Ernährung ved W. Wolski og J. Jakubiec, som befuldmægtigede

—

Europa-Kommissionen ved P. Rossi og G. von Rintelen, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 14, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 1998/78 om gennemførelsesbestemmelser til ordningen med udligning af lageromkostninger for sukker (EFT L 231, s. 5), som ændret ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 1714/88 af 13. juni 1988 (EFT L 152, s. 23, herefter »forordning nr. 1998/78«), samt fortolkningen og gyldigheden af artikel 2, stk. 2, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2670/81 af 14. september 1981 om gennemførelsesbestemmelser for produktion ud over kvoterne inden for sukkersektoren (EFT L 262, s. 14), som ændret ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 3892/88 af 14. december 1988 (EFT L 346, s. 29, herefter »forordning nr. 2670/81«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Pfeifer & Langen GmbH & Co. KG (herefter »Pfeifer & Langen«) og Bundesanstalt für Landwirtschaft und Ernährung (den tyske forbundsmyndighed for landbrug og fødevarer, herefter »BLE«) vedrørende tilbagebetaling af den refusion af lageromkostninger, som Pfeifer & Langen uberettiget modtog til skade for Den Europæiske Unions økonomiske interesser.

3

3., 11. og 15. betragtning til Rådets forordning (EØF) nr. 1785/81 af 30. juni 1981 om den fælles markedsordning for sukker (EFT L 177, s. 4), som ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 1069/89 af 18. april 1989 (EFT L 114, s. 1, herefter »grundforordningen«), havde følgende ordlyd:

»[F]or at sukkerrør- og sukkerroerproducenterne inden for [Unionen] fortsat kan sikres de fornødne garantier med hensyn til beskæftigelse og levestandard, bør der træffes passende foranstaltninger til stabilisering af sukkermarkedet […].

[…]

[Å]rsagerne til, at [Unionen] hidtil har fastholdt en produktionskvotering for sukker [...], består fortsat; ordningen bør imidlertid ændres, for at der herved kan tages hensyn til den seneste udvikling inden for produktionen og for at tildele [Unionen] de fornødne instrumenter til på rimelig, men effektiv måde at sikre, at producenterne selv fuldt ud dækker omkostningerne ved afsætningen af det overskud, der er en følge af uligevægten mellem [Unionens] produktion og forbrug; [...].

[…]

[D]a de produktionskvoter, der tildeles virksomhederne, er et middel, der skal garantere producenterne, at de kan afsætte deres produktion til fællesskabspriser, må kvotaoverførsler kun finde sted, efter at samtlige berørte parters interesser, navnlig sukkerrør- og sukkerrørsproducenternes, er taget i betragtning.

[…]«

4

Grundforordningens artikel 8, stk. 1 og 2, bestemte:

»1.   På de i denne artikel anførte betingelser fastsættes der en ordning for udligning af lageromkostninger omfattende refusion med et fast beløb og finansiering heraf ved en afgift.

[…]

2.   Medlemsstaterne refunderer med et fast beløb lageromkostningerne for:

[…]

fremstillet på grundlag af sukkerrør høstet inden for [Unionen]

[…]«

5

Grundforordningens artikel 24 bestemte, at der for hvert produktionsår, dvs. fra den 1. juli i et år til den 30. juni i det følgende år, skulle fastsættes basiskvoter for »A-sukker« og »B-sukker«, som det påhvilede hver medlemsstat at fordele mellem sukkerproducenterne (herefter »fabrikanterne«) på deres område. Producenterne fik således tildelt en A-kvote og en B-kvote for hvert produktionsår. Alle sukkermængder, der blev produceret ud over A- og B-kvoterne, benævntes »C-sukker«.

6

Forordningens artikel 26 bestemte:

»1.   [...] C-sukker, der ikke overføres i henhold til artikel 27, må […] ikke afsættes på [det] interne marked, men skal udføres i uforarbejdet stand inden den 1. januar efter udløbet af det pågældende produktionsår.

[Artikel 8 gælder ikke for] sådant sukker […].

[…]

3.   Gennemførelsesbestemmelserne til denne artikel vedtages efter proceduren i artikel 41.

[…]«

7

Forordning nr. 1998/78 fastsætter gennemførelsesbestemmelser til den ordning med udligning af lageromkostninger for sukker, der blev indført med grundforordningens artikel 8.

8

Forordningens artikel 14, stk. 3, bestemmer:

»Når en mængde C-sukker ved udførsel erstattes af en tilsvarende mængde A- eller B-sukker, betragtes den erstattede mængde med hensyn til refusion som A-sukker fra den dag, hvor toldformaliteterne ved udførsel afsluttes.«

9

Forordning nr. 2670/81, som blev vedtaget med hjemmel i grundforordningens artikel 26, stk. 3, præciserede betingelserne for, hvornår en udførsel af C-sukker kan anses for at have fundet sted.

10

Femte betragtning til forordning nr. 2670/81 havde følgende ordlyd:

»[D]et er hensigtsmæssigt at fastsætte, at den pågældende fabrikant kan udføre sukker […], der ikke er fremstillet af fabrikanten selv; det er nødvendigt at fastsætte, at der i så fald skal betales et fast beløb, der i alle tilfælde kan anses som udligning for fordele, der kan opstå som følge af en sådan substitution.

[…]«

11

Forordningens artikel 2, stk. 2, bestemte:

»Beviset [for udførsel af C-sukker] føres ved fremlæggelse af:

[…]

Den pågældende fabrikant kan dog ved udførsel ombytte C-sukkeret med andet hvidt sukker i uforarbejdet stand henhørende under [kode 1701 i den kombinerede nomenklatur, der er indeholdt i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og Den Fælles Toldtarif (EFT L 256, s. 1)] eller ombytte C-isoglucosen med en anden isoglucose med samme indhold af fructose, der er fremstillet af en anden fabrikant etableret på samme medlemsstats område. I så fald skal den førstnævnte fabrikant betale […] 1,25 [EUR]/100 kg […]

[…]«

12

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Pfeifer & Langen, der er en sukkerfabrikant, modtog i henhold til grundforordningens artikel 8, stk. 2, refusion af omkostninger til oplagring af hvidt sukker inden for rammerne af den fælles markedsordning for sukker i produktionsårene 1987/1988-1996/1997.

13

Fra 1997 til 2003 var Pfeifer & Langen genstand for en undersøgelse af svindel med refusion af lageromkostninger for hvidt sukker vedrørende de ovennævnte produktionsår. Det blev herved bl.a. foreholdt selskabet, at det i produktionsåret 1990/1991 havde anmeldt en sukkermængde, der var produceret ud over produktionskvoterne – som i dette tilfælde blev kvalificeret som »C-sukker« – som sukker, der var berettiget til refusion.

14

Pfeifer & Langen anførte i denne forbindelse, at selskabet i produktionsåret 1990/1991 havde købt en mængde kvotesukker, som under disse omstændigheder blev benævnt enten »A-sukker« eller »B-sukker«, og som var produceret i Frankrig. Dette sukker var blevet dirigeret fra denne medlemsstat til et af Pfeifer & Langens anlæg i Tyskland, hvor det blev regnskabsført som kvotesukker. Dette sukker blev imidlertid ikke oplagret i selskabets siloer, men blev forsynet med nye forsendelsespapirer og transporteret til havnen i Antwerpen (Belgien) med henblik på udførsel fra Unionen som C-sukker. Pfeifer & Langen anmeldte efterfølgende en tilsvarende mængde C-sukker, som selskabet havde produceret for meget (herefter »det omhandlede C-sukker«), som kvotesukker, for hvilket der var blevet ansøgt om refusion af lageromkostninger.

15

Ved afgørelse af 30. januar ophævede BLE som kompetent myndighed for refusion af lageromkostninger delvist den refusion af lageromkostninger, der var blevet tildelt Pfeifer & Langen for månederne juli 1990 til juni 1991, og krævede det udbetalte beløb tilbagebetalt. Pfeifer & Langen indgav en klage over denne afgørelse.

16

Ved afgørelse af 4. oktober 2006 afviste BLE Pfeifer & Langens klage, for så vidt som den vedrørte det omhandlede C-sukker.

17

Den 7. november 2006 anlagde Pfeifer & Langen sag til prøvelse af denne afgørelse fra BLE ved Verwaltungsgericht Köln (Kölns forvaltningsdomstol). I stævningen gjorde selskabet bl.a. gældende, at det ved udførsel forskriftsmæssigt havde ombyttet det omhandlede C-sukker med en tilsvarende mængde kvotesukker med oprindelse i Frankrig, således at dette sukker i overensstemmelse med artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 1998/78 var berettiget til refusion af lageromkostninger.

18

Ved dom af 25. november 2009 frifandt Verwaltungsgericht Köln BLE for Pfeiffer & Langens påstand, for så vidt som den vedrørte en transaktion vedrørende ombytning af sukker, som dette selskab havde foretaget. I denne forbindelse fandt den pågældende ret, at denne ombytning ikke var i overensstemmelse med artikel 2, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 2670/81, som stiller krav om, at det ombyttede sukker stammer fra en anden fabrikant, der er etableret i samme medlemsstat.

19

Den forelæggende ret, til hvilken Pfeifer & Langen har appelleret denne dom, er af den opfattelse, at udfaldet af den sag, der verserer for den, afhænger af spørgsmålet, om ombytning ved udførsel af C-sukker er mulig mellem fabrikanter i forskellige medlemsstater, hvilket kræver en afgørelse af, hvilken bestemmelse, artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 1998/78 eller artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 2670/81, der finder anvendelse på hovedsagens omstændigheder. Selv om disse bestemmelser begge vedrører ombytning af C-sukker, fastsætter artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 1998/78 nemlig ingen særlig betingelse, mens der i henhold til artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 2670/81 er krav om, at ombytningssukkeret produceres af en fabrikant, der er etableret i samme medlemsstat.

20

Den forelæggende ret er endvidere af den opfattelse, at det skal præciseres, om disse bestemmelser stiller krav om, at mængden af C-sukker og mængden af ombytningssukker er genstand for en fysisk ombytning, eller om det er tilstrækkeligt med en regnskabsmæssig ombytning af de pågældende mængder sukker. Endelig har den forelæggende ret, såfremt artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 2670/81 finder anvendelse i hovedsagen, rejst spørgsmålet, om begrænsningen i adgangen til ombytningen til fabrikanter, der er etableret i samme medlemsstat, udgør en restriktion af de frie varebevægelser i Unionen.

21

På denne baggrund har Oberverwaltungsgericht für das Land Nordrhein-Westfalen (øverste forvaltningsdomstol i Land Nordrhein-Westfalen) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

22

Det skal først bemærkes, at grundforordningen inden for rammerne af den fælles markedsordning for sukker fastsætter en ordning med nationale kvoter for sukkerproduktion i EU. I henhold til forordningens artikel 24 tildeler medlemsstaterne under iagttagelse af de basismængder, der er tildelt dem, en A-kvota og en B-kvota til hver sukkerfabrikant, som er etableret på deres område. Det sukker, der produceres inden for grænserne af disser kvoter, kan bringes i omsætning i Unionen og er omfattet af de forskellige støtteforanstaltninger til fordel for produktionen.

23

Til gengæld kan det sukker, der produceres ud over de kvoter, der tildeles hver fabrikant, dvs. C-sukker, ikke afsættes på det indre marked. I henhold til grundforordningens artikel 26 skal dette sukker i princippet udføres i uforarbejdet stand inden den 1. januar efter udløbet af det pågældende produktionsår.

24

Som det fremgår af artikel 1 og 2 i forordning nr. 2670/81 skal hver fabrikant i princippet udføre C-sukker fra den pågældendes produktion. Som det fremhæves i femte betragtning til forordningen, fandt EU-lovgiver det imidlertid hensigtsmæssigt at fastsætte, at den pågældende fabrikant i visse tilfælde kan udføre sukker, der ikke er fremstillet af fabrikanten selv.

25

Forordningens artikel 2, stk. 2, andet afsnit, fastsætter herved en ordning, der gør det muligt for en fabrikant ved udførsel at ombytte den mængde C-sukker, der skal udføres, med en tilsvarende mængde kvotesukker, der er fremstillet af en anden fabrikant, som er etableret på samme medlemsstats område. Det følger således af denne bestemmelse, at det ombyttede sukker, der oprindeligt indgik i kategorien C-sukker, gennem en ændring af regnskabsmæssig karakter opnår status af kvotesukker og frit kan bringes i omsætning på det indre marked af fabrikanten, mens det ombytningssukker, som oprindeligt blev produceret som kvotesukker, eksporteres som C-sukker.

26

For det andet skal det bemærkes, at grundforordningens artikel 8, stk. 1 og 2, indfører en ordning for udligning af lageromkostninger, i henhold til hvilken medlemsstaterne har pligt til at refundere de omkostninger, som de bærer for denne oplagring. I henhold til forordningens artikel 26, stk. 1, andet afsnit, er det alene de omkostninger, der afholdes for oplagring af sukker, der er produceret inden for for A- og B-kvoterne, der kan refunderes, og ikke omkostninger til oplagring af C-sukker.

27

Det er på baggrund af disse betragtninger, at den forelæggende rets spørgsmål skal besvares.

28

Med det første og det fjerde spørgsmål, der skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst dels, om artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 1998/78 og artikel 2, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 2670/81, læst samlet, skal fortolkes således, at der hvad angår en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor en fabrikant ved udførsel ønsker at ombytte en mængde C-sukker med en tilsvarende mængde kvotesukker, der er produceret af en anden fabrikant, skal tages hensyn til betingelserne i denne sidstnævnte bestemmelse inden for rammerne af refusion af lageromkostninger, dels, om samme bestemmelse er gyldig i forhold til EU-retten, for så vidt som den stiller krav om, at ombytningssukker skal produceres af en anden fabrikant, der er etableret på den samme medlemsstats område.

29

Det skal først bemærkes, at artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 1998/78 bestemmer, at når en mængde C-sukker ved udførsel erstattes af en tilsvarende mængde A- eller B-sukker, betragtes den erstattede mængde med hensyn til refusion som A-sukker fra den dag, hvor toldformaliteterne ved udførsel afsluttes.

30

Henset til bestemmelsens ordlyd må det fastslås, at den begrænser sig til at fastlægge det tidspunkt, hvorfra en mængde C-sukker, der retmæssigt ombyttes med kvotesukker, med henblik på beregningen af refusion af lageromkostninger skal anses for sukker, der er berettiget til den pågældende refusion.

31

Hvad angår en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor en fabrikant ved udførsel ønsker at ombytte en mængde C-sukker med en tilsvarende mængde kvotesukker, der er fremstillet af en anden fabrikant, skal der ligeledes tages hensyn til betingelserne i artikel 2, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 2670/81.

32

I denne forbindelse fremgår det af ordlyden af sidstnævnte bestemmelse, at tre betingelser skal være opfyldt, for at en sådan ombytning er retmæssig. For det første skal ombytningssukkeret henhøre under kode 1701 i den kombinerede nomenklatur, der er indeholdt i bilag I til forordning nr. 2658/87, for det andet skal dette sukker være produceret af en fabrikant, der er etableret på samme medlemsstats område, og for det tredje skal den fabrikant, der foretager ombytningen, betale et beløb på 1,25 EUR/100 kg af det ombyttede sukker.

33

Den forelæggende ret har ikke desto mindre anført, at det ikke med sikkerhed kan udledes af ordlyden af den tyske version af artikel 2, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 2670/81 i den oprindelige version, at der i henhold til denne bestemmelse er krav om, at ombytningssukkeret er blevet produceret af en anden fabrikant på samme medlemsstats område. I den pågældende version giver en ren ordlydsfortolkning, eftersom verbet »producere« står i ental, nemlig grund til at antage, at betingelsen om, at ombytningsproduktet skal have været produceret af en fabrikant, der er etableret på samme medlemsstats område, kun gælder for ombytning af C-isoglucose.

34

I denne forbindelse er det tilstrækkeligt at bemærke, at nødvendigheden af en ensartet anvendelse og fortolkning af EU-retlige bestemmelser udelukker, at en bestemmelses ordlyd i tvivlstilfælde betragtes isoleret i en af dens sprogversioner, men derimod kræver, at den fortolkes og anvendes på baggrund af versionerne på de andre officielle sprog (jf. bl.a. domme Stauder, 29/69, EU:C:1969:57, præmis 3, Moksel Import und Export, 55/87, EU:C:1988:377, præmis 15, EMU Tabac m.fl., C-296/95, EU:C:1998:152, præmis 36, og Profisa, C-63/06, EU:C:2007:233, præmis 13).

35

På trods af den eventuelle tvetydighed af ordlyden af artikel 2, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 2670/81 i den oprindelige tyske version, fremgår det imidlertid udtrykkeligt af bestemmelsens ordlyd i de øvrige officielle sprogversioner og navnlig af den franske, græske, italienske og nederlandske sprogversion, at EU-lovgiver som en betingelse for ombytning ved udførsel af C-sukker har bestemt, at ombytningssukkeret skal være produceret af en anden fabrikant på samme medlemsstats område. Denne betingelse fremgår endvidere klart af ordlyden af den tyske version af forordningen, som fandt anvendelse ratione temporis på tidspunktet for hovedsagens faktiske omstændigheder og navnlig af ordene »die von einem anderen auf dem Hoheitsgebiet desselben Mitgliedstaats ansässigen Hersteller erzeugt worden sind«.

36

I det omfang, artikel 2, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 2670/81 stiller krav om, at ombytningssukkeret skal være fremstillet af en anden fabrikant, der er etableret i samme medlemsstat, ønsker den forelæggende ret oplyst, om denne bestemmelse er gyldig i forhold til EU-retten og særligt de primærretlige bestemmelser om varernes fri bevægelighed, dvs. artikel 34 TEUF og 35 TEUF.

37

Det følger ganske vist af fast retspraksis, at forbuddet mod kvantitative restriktioner og foranstaltninger med tilsvarende virkning i artikel 34 TEUF og 35 TEUF ikke blot gælder for nationale foranstaltninger, men også for foranstaltninger, der udgår fra EU-institutionerne (jf. i denne retning domme Denkavit Nederland, 15/83, EU:C:1984:183, præmis 15, Meyhui, C-51/93, EU:C:1994:312, præmis 11, Kieffer og Thill, C-114/96, EU:C:1997:316, præmis 27, og Alliance for Natural Health m.fl., C-154/04 og C-155/04, EU:C:2005:449, præmis 47).

38

Det skal imidlertid fastslås, at såfremt det antages, at den i artikel 2, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 2670/81 omhandlede betingelse om, at ombytningssukkeret skal være produceret af en fabrikant, der er etableret i samme medlemsstat, udgør en restriktion som omhandlet i artikel 34 TEUF og 35 TEUF, er den under alle omstændigheder begrundet, eftersom den er en nødvendig følgevirkning af den kvotaordning, der er indført med grundforordningen.

39

Som det fremgår af 3., 10. og 14. betragtning til grundforordningen, udgør kvotaordningen en af de foranstaltninger i den fælles markedsordning for sukker, som har som endeligt formål at stabilisere EU-markedet og følgelig sikre de fornødne garantier med hensyn til beskæftigelsen og levestandarden for EU’s fabrikanter. Inden for disse rammer garanterer produktionskvoterne fabrikanterne fællesskabspriser og afsætning af deres produkter (jf. i denne retning dom Koninklijke Coöperatie Cosun mod Kommissionen, C-68/05 P, EU:C:2006:674, præmis 59 og 62, og kendelse Isera & Scaldis Sugar m.fl., C-154/12, EU:C:2013:101, præmis 46).

40

Med henblik herpå har EU-lovgiver, som det er anført i denne doms præmis 22, fastsat en fordeling blandt medlemsstaterne af sukkerproduktionen i Unionen. Det tilkommer således hver medlemsstat i form af A- og B-kvoter at fordele de basismængder, som er blevet tildelt den, blandt de fabrikanter, der er etableret på dens område, med henblik på regulering af sukkerproduktionen i medlemsstaten.

41

En sådan ombytning ved udførsel af C-sukker mellem fabrikanter, der er etableret i forskellige medlemsstater, som indgår i de særskilte nationale kvoter, er af en karakter, der kan forstyrre strukturerne i den ordning for produktionskvoter, der blev indført med grundforordningen. En ombytning ved udførsel af C-sukker, som beskrevet i denne doms præmis 25, ville nemlig svare til en overførsel af kvoter fra den fabrikant af sukker, der leverer ombytningssukkeret, til den fabrikant, der foretager ombytningen. Det følger bl.a. heraf, at de kvoter, der indehaves af disse fabrikanter, ikke længere ville falde sammen med dem, der oprindeligt blev tildelt dem af deres respektive medlemsstater i overensstemmelse med deres basismængder.

42

Følgelig er en betingelse som den, der er indført med artikel 2, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 2670/81 ikke i strid med forbuddene i artikel 34 TEUF og 35 TEUF.

43

Henset til de ovenstående betragtninger skal det første og det fjerde spørgsmål besvares med, at artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 1998/78 og artikel 2, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 2670/81, læst samlet, skal fortolkes således, at der i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor en fabrikant ved udførsel ønsker at ombytte en mængde C-sukker med en tilsvarende mængde kvotesukker, der er produceret af en anden fabrikant, skal tages hensyn til betingelserne i denne sidstnævnte bestemmelse inden for rammerne af refusion af lageromkostninger. Disse betingelser omfatter bl.a. kravet om, at ombytningssukkeret er blevet produceret af en fabrikant, der er etableret på samme medlemsstats område. Gennemgangen af de forelagte spørgsmål har intet frembragt, der kan påvirke gyldigheden af samme bestemmelse.

44

Med det andet og det tredje spørgsmål, der skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 1998/78 og artikel 2, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 2670/81 skal fortolkes således, at de som en betingelse for lovligheden af en ombytning ved udførsel af C-sukker stiller krav om, at mængden af oprindeligt C-sukker og mængden af ombytningssukker konkret ombyttes af fabrikanten.

45

Det skal, som det blev fastslået i denne doms præmis 30, først bemærkes, at artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 1998/78 begrænser sig til at fastlægge det tidspunkt, hvorfra en mængde C-sukker, der er retmæssigt ombyttet med kvotesukker, med henblik på beregningen af refusion af lageromkostninger skal anses for sukker, der er berettiget til den pågældende refusion. Betingelserne for, om en ombytning ved udførsel af C-sukker med kvotesukker, der er produceret af en anden fabrikant, er retmæssig, skal nemlig findes i artikel 2, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 2670/81.

46

For så vidt angår sidstnævnte betingelse skal det konstateres, at kravet om, at mængden af oprindeligt C-sukker og mængden af ombytningssukker skal ombyttes konkret, ikke figurerer blandt de betingelser, der er fastsat i bestemmelsens ordlyd, som det er anført i denne doms præmis 32. Følgelig foreskriver den pågældende bestemmelse ikke en sådan konkret ombytning.

47

Denne konklusion understøttes, som Pfeifer & Langen og BLE har gjort gældende i deres skriftlige indlæg, af den omstændighed, at hvidt sukker er et homogent produkt, således at der ikke er observerbare fysiske forskelle mellem på den ene side oprindeligt C-sukker og på den anden side ombytningssukkeret.

48

Det fremgår endvidere af femte betragtning til forordning nr. 2670/81, at ordningen for ombytning af C-sukker tilsigter at gøre det muligt for en fabrikant at opfylde sin pligt til udførsel af C-sukker gennem udførsel af sukker, som han ikke selv har produceret. Det ville således være i strid med dette formål at opstille et krav om konkret ombytning af sukkermængderne.

49

Henset til de ovenstående betragtninger skal det andet og det tredje spørgsmål besvares med, at artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 1998/78, og artikel 2, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 2670/81 skal fortolkes således, at de ikke som betingelse for, at en ombytning af sukker ved udførsel er lovlig, stiller krav om, at mængden af oprindeligt C-sukker og mængden af kvotesukker konkret ombyttes af fabrikanten.

50

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret: