1

I deres appelskrifter har Europa-Kommissionen i sag C-93/13 P og Versalis SpA (herefter »Versalis«) og Eni SpA (herefter »Eni«) i sag C-123/13 P nedlagt påstand om ophævelse af dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 13. december 2012 (Versalis og Eni mod Kommissionen, T-103/08, EU:T:2012:686, herefter »den appellerede dom«), angående et søgsmål fremlagt i fællesskab af Versalis og Eni om annullation af Kommissionens beslutning K(2007) 5910 endelig af 5. december 2007 om en procedure efter artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/38 629 – Kloroprengummi, herefter »den omtvistede beslutning«), eller subsidiært om ophævelse eller nedsættelse af bøden pålagt Eni SpA og Versalis SpA in solidum ved denne beslutning.

2

Med sin appel har Kommissionen nedlagt påstand om ophævelse af den appellerede dom, for så vidt som den nedsætter den bøde, som ENI og Versalis er blevet pålagt ved den omtvistede beslutning, til 106200000 EUR. Versalis og Eni har i appelsagen nedlagt påstand om ophævelse af den samme dom, for så vidt som Retten frifandt Kommissionen.

3

Eni er øverste moderselskab i koncernen af samme navn, der gik ind på markedet for koloprengummi (chloroprene rubber, herefter »CR«) i slutningen af 1992 med overtagelsen af CR-divisionen i Rhône-Poulenc-koncernen – hvis selskab, der er specialiseret i CR, hed »Distugil«. I perioden fra den 13. maj 1993 til den 31. oktober 1997 var EniChem Elastomeri Srl (herefter »EniChem Elastomeri«) 100% ejet af EniChem SpA (herefter »EniChem«), der selv kontrolleres – dels direkte, dels indirekte – af Eni for mellem 99,93% og 99,97% af selskabskapitalen, selskabet med ansvar for aktiviteter vedrørende CR (herefter »CR-aktiviteter«) i Eni-koncernen. Den 1. november 1997 blev EniChem Elastomeri overtaget af EniChem. Sidstnævnte overtog ansvaret for EniChem Elastomeris tidligere aktiviteter, der ophørte med at eksistere som selvstændig retlig enhed. EniChem overførte den 1. januar 2002 sine CR-aktiviteter til sit helejede datterselskab, nemlig Polimeri Europa SpA (herefter»Polimeri Europa«). Den 21. oktober 2002 erhvervede Eni fuld direkte kontrol med Polimeri Europa. Den 30. april 2003 skiftede EniChem selskabsnavn til »[fortroligt]«. I april 2012 skiftede Polimeri Europa herefter selskabsnavn til »Versalis«.

4

Den 18. december 2002 oplyste Bayer AG (herefter »Bayer«) Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber om eksistensen af et kartel på CR-markedet og udtrykte ønske om at samarbejde med Kommissionen i overensstemmelse med meddelelsen fra 2002 om bødenedsættelse og bødefritagelse i kartelsager (EFT 2002 C 45, s. 3, herefter »samarbejdsmeddelelsen af 2002«). Ved beslutning af 27. januar 2003 indrømmede Kommissionen Bayer en betinget bødenedsættelse.

5

Efter Bayers fremsendelse af oplysninger gennemførte Kommissionen den 27. marts 2003 uanmeldte kontrolbesøg hos Dow Deutschland Inc. og hos Denka Chemicals GmbH (herefter »Denka Chemicals«) den 9. juli 2003.

6

Den 15. juli 2003 indgav Tosoh Corp. og Tosoh Europe BV (herefter »Tosoh Europe«), og den 21. november 2003 DuPont Dow Elastomers LLC (herefter »DDE«), et joint venture, der var ejet i lige dele af EI DuPont de Nemours and Company (herefter »EI DuPont«) og The Dow Chemicals Company (herefter »Dow«), en anmodning om bødenedsættelse i overensstemmelse med samarbejdsmeddelelsen af 2002.

7

I marts 2005 fremsendte Kommissionen i medfør af artikel 18 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i artikel 81 [EF] og 82 [EF] (EFT 2003 L 1, s. 1) sine første anmodninger om oplysninger til de virksomheder, som var adressater for den anfægtede beslutning.

8

Efter at have modtaget den første anmodning om oplysninger indgav [fortroligt], tidligere EniChem, og Polimeri Europa, nu Versalis, den 15. april 2005 anmodninger om bødenedsættelse. [Fortroligt] tilsendte Kommissionen andre erklæringer i forbindelse med denne anmodning om bødenedsættelse i maj 2005 og november 2006.

9

Ved skrivelser af 7. marts 2007 meddelte Kommission Tosoh Corp., Tosoh Europe og DDE sin foreløbige konklusion om, at de beviser, som selskaberne havde meddelt Kommissionen, udgjorde en betydelig merværdi som omhandlet i punkt 22 i samarbejdsmeddelelsen af 2002, og derfor om, at den havde til hensigt at nedsætte bødens størrelse, som den i modsat fald havde fastsat til et beløb inden for et nærmere angivet interval, jf. punkt 23, litra b), første afsnit, i denne meddelelse, nemlig på mellem 30% og 50% for Tosoh Corp. og Tosoh Europe og på mellem 20% og 30% for DDE. Ved skrivelser af samme dag blev [fortroligt], tidligere EniChem, og Polimeri Europa, nu Versalis, underrettet om, at deres anmodninger ikke opfyldte betingelserne i punkt 8, litra a) og b), i den nævnte meddelelse, og at de i henhold til meddelelsens punkt 15 og 17 ikke ville opnå en betinget bødefritagelse.

10

Den 13. marts 2007 indledte Kommissionen den administrative procedure og vedtog den 2. maj 1992 en klagepunktsmeddelelse om overtrædelse af artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53 (EFT 1994 L 1, s. 3, herefter »EØS-aftalen«), som blev tilsendt 12 selskaber, herunder Eni, Polimeri Europa, nu Versalis, og [fortroligt], tidligere EniChem). Alle klagepunktsmeddelelsens adressater fremsendte skriftlige bemærkninger som svar på Kommissionens klagepunkter og benyttede sig af retten til at blive hørt ved at deltage i en mundtlig høring, der fandt sted den 21. juni 2007.

11

Kommissionen vedtog den 5. december 2007 den omtvistede beslutning. Denne beslutning blev meddelt Eni den 10. december 2007 og Polimeri Europa, nu Versalis, den 11. december 2007. Et resumé af den omtvistede beslutning, som ændret ved Kommissionens beslutning K(2008) 2974 endelig af 23. juni 2008, blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 3. oktober 2008 (EUT C 251, s. 11). Denne beslutning blev kun tilsendt EI DuPont, DuPont Performance Elastomers SA, DuPont Performance Elastomers LLC og Dow.

12

Det fremgår af den omtvistede beslutning, at en række CR-producenter, som var adressater for den omtvistede beslutning, i perioden fra 1993 til 2002 deltog i en enkelt og vedvarende overtrædelse af artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53, som vedrørte hele Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), som havde bestået i aftaler og samordnet praksis om at opdele og stabilisere markeder, aftale markedsandele og salgskvoter for kloroprengummi samt at samordne og gennemføre en række prisforhøjelser, aftale mindstepriser, opdele kunder og udveksle konkurrencefølsomme oplysninger. Disse producenter mødtes regelmæssigt flere gange om året på multilaterale eller bilaterale møder.

13

Artikel 1-3 i den omtvistede beslutning, som ændret ved beslutning K(2008) 2974 endelig, har følgende ordlyd:

»Artikel 1

Følgende virksomheder har overtrådt artikel 81 [EF], og fra den 1. januar 1994 EØS-aftalens artikel 53, ved i de anførte tidsrum at have deltaget i en vedvarende aftale og samordnet praksis inden for [CR]-sektoren:

Artikel 2

For den i artikel 1 omhandlede overtrædelse pålægges følgende bøder:

Artikel 3

Ovennævnte virksomheder skal straks bringe de i artikel 1 nævnte overtrædelser til ophør, hvis det ikke allerede er sket.

De undlader at gentage enhver handling eller adfærd som beskrevet i artikel 1, såvel som enhver handling eller adfærd med samme eller tilsvarende formål eller virkninger.«

14

Ved fastsættelsen af bødernes grundbeløb støttede Kommissionen sig til retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 (EUT 2006 C 210, s. 2, herefter »retningslinjerne af 2006«). Den tog hensyn til en bestemt forholdsmæssig andel af værdien af salget af CR for hver enkelt impliceret virksomhed i EØS, i kalenderåret 2001, det sidste hele regnskabsår i overtrædelsesperioden, som den multiplicerede med det antal år, overtrædelsen varede.

15

Med henblik på at fastslå denne forholdsmæssige andel fandt Kommissionen, at de horisontale aftaler om markedsdeling og prisfastsættelse på grund af deres art blev betragtet som de mest alvorlige konkurrencebegrænsninger. I denne forbindelse fandt Kommissionen ligeledes, at den samlede markedsandel for de virksomheder, der deltog i overtrædelsen, var på 100% inden for EØS-området, at overtrædelsens geografiske udstrækning var global, og at overtrædelsen var blevet gennemført systematisk.

16

Kommissionen fastslog, at den forholdsmæssige andel af værdien af hver impliceret virksomheds salg, der skulle anvendes til at fastslå bødens grundbeløb, var på 21%.

17

På grund af deltagelse for så vidt angår EI DuPont, Bayer, Denki Kagaku Kogyo, Denka Chemicals, Eni og Polimeri Europa, nu Versalis, samt Tosoh Corp. og Tosoh Europe (herefter samlet »Tosoh«) i overtrædelsen i en periode på ni år, og for så vidt angår DuPont Performance Elastomers SA og DuPont Performance Elastomers LLC (herefter samlet »DPE«) samt Dow i en periode på seks år og én måned, multiplicerede Kommissionen i medfør af punkt 24 i retningslinjerne af 2006 bødernes grundbeløb, som var fastsat på grundlag af værdien af Eni og Polimeri Europa, nu Versalis, EI DuPont, Bayer, Denki Kagaku Kogyo, Denka Chemicals og Tosohs salg, med 9, og bødernes grundbeløb, som var fastsat på grundlag af værdien af DPE og Dows salg, med 6,5.

18

Med henblik på at afskrække de pågældende virksomheder fra at indgå en aftale om markedsopdeling eller horisontale aftaler om prisfastsættelse som de i denne sag omhandlede, og navnlig under hensyntagen til de forhold, der er nævnt i denne doms præmis 15, lod Kommissionen i medfør af punkt 25 i retningslinjerne af 2006 bødernes grundbeløb omfatte et ekstrabeløb på 20% af værdien af hver impliceret virksomheds salg.

19

Under hensyn til disse forhold blev grundbeløbet for den bøde, der skulle pålægges Eni og Polimeri Europa, nu Versalis, fastsat til 59 mio. EUR.

20

Hvad angår justering af bødernes grundbeløb blev grundbeløbet for den bøde, der skulle pålægges Eni og Versalis, for det første på grundlag af de skærpende omstændigheder forhøjet med 60%, og grundbeløbet for den bøde, der skulle pålægges Bayer, blev forhøjet med 50%, idet disse virksomheder var recidivister. Kommissionen lagde en skærpende omstændighed i form af gentagelsestilfælde hos Versalis og Eni til grund som følge af Anic SpA’s deltagelse (herefter »Ani«), i et kartel inden for polypropylen-sektoren – en overtrædelse, der blev konstateret i Kommissionens beslutning 86/398/EØF af 23. april 1986 vedrørende en procedure i henhold til artikel [81 EF] (IV/31 149 – Polypropylen) (EFT L 230, s. 1, herefter »»polypropylen«-beslutningen«) – og på grund af EniChems deltagelse i kartel i PVC-sektoren – en overtrædelse, der blev konstateret i Kommissionens beslutning 94/599/EF af 27. juli 1994 om en procedure i henhold til artikel [81 EF] (IV/31 865 – PVC) (EFT L 239, s. 14, herefter »»PVC II«-beslutningen«). En skærpede omstændighed i form af gentagelsestilfælde blev kun lagt til grund for en enkelt overtrædelse forud for den omtvistede beslutning.

21

For det andet blev der ikke på grundlag af formildende omstændigheder ifølge punkt 29 i retningslinjerne af 2006 indrømmet nogen nedsættelse af bødernes grundbeløb, idet Kommissionen havde afvist alle de i denne henseende indgivne anmodninger om bødenedsættelse.

22

Kommissionen anvendte ligeledes på bødens grundbeløb for visse virksomheder, der er adressater for den omtvistede beslutning, en særlig forhøjelse for at sikre, at bøderne havde en tilstrækkeligt afskrækkende virkning, under hensyntagen til disse virksomheders særligt store omsætning ud over deres afsætning af de af overtrædelsen omfattede varer og tjenesteydelser. Grundbeløbet for den bøde, der skulle pålægges Polimeri Europa, nu Versalis, og Eni, blev multipliceret med 1,4, og grundbeløbet for den bøde, der skulle pålægges Dow, blev multipliceret med 1,1.

23

Grundbeløbet for den bøde, der skulle pålægges Eni og Polimeri Europa, nu Versalis, blev derfor forhøjet til 132,16 mio. EUR.

24

Med hensyn til anvendelsen af samarbejdsmeddelelsen af 2002 indrømmede Kommissionen Bayer en nedsættelse af bødens grundbeløb på 100%, Tosoh en nedsættelse på 50% samt EI DuPont, DPE og Dow en nedsættelse på 25%. Kommissionen afviste de anmodninger om nedsættelse af dette beløb, der i henhold til denne meddelelse blev indgivet af [fortroligt], tidligere EniChem, og Polimeri Europa, nu Versalis.

25

Størrelsen af den bøde, der skulle pålægges Eni og Polimeri Europa, nu Versalis, blev således fastsat til 132,16 mio. EUR, som disse selskaber hæftede solidarisk for betalingen af.

26

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 20. februar 2008 nedlagde Polimeri Europa, nu Versalis, og Eni principalt påstand om annullation af den omtvistede beslutning og subsidiært om ophævelse eller nedsættelse af bøden pålagt disse selskaber in solidum ved denne beslutning.

27

Versalis og Eni havde for Retten fremsat 11 anbringender, hvoraf seks tilsigtede annullation af den omtvistede beslutning og vedrørte for det første en tilsidesættelse af artikel 81 EF og en mangelfuld begrundelse for den omtvistede beslutning med hensyn til, at Eni blev tilregnet ansvaret for overtrædelsen, for det andet en tilsidesættelse af retten til forsvar, idet den omtvistede beslutning var i strid med skrivelsen om afslutning af proceduren med hensyn til [fortroligt], tidligere EniChem, for det tredje en tilsidesættelse af artikel 81 EF og en mangelfuld begrundelse for den omtvistede beslutning med hensyn til, at Polimeri Europa, nu Versalis, blev tilregnet ansvaret for overtrædelsen, for det fjerde en mangelfuld begrundelse for den omtvistede beslutning og en selvmodsigende begrundelse, en utilstrækkelig undersøgelse og en tilsidesættelse af artikel 81 EF vedrørende Kommissionens bedømmelse af de faktiske omstændigheder og beviserne, navnlig for så vidt angår [fortroligt], tidligere EniChem, og Polimeri Europa, nu Versalis, og disse selskabers deltagelse i de møder, der blev afholdt i 1993 og 2002, for det femte en mangelfuld begrundelse for den omtvistede beslutning og en selvmodsigende begrundelse, en utilstrækkelig undersøgelse og en tilsidesættelse af artikel 81 EF på grund af kvalifikationen af overtrædelsen som en samlet og fortløbende overtrædelse, og for det sjette en mangelfuld begrundelse for den omtvistede beslutning og en utilstrækkelig undersøgelse med hensyn til beregningen af overtrædelsens varighed.

28

Fem anbringender tilsigtede en annullation eller nedsættelse af bødens størrelse og vedrørte for det første en fejlagtig fastsættelse af bødens grundbeløb, for det andet en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og en mangelfuld begrundelse for den omtvistede beslutning med hensyn til tilpasningerne af bødens grundbeløb på grund af gentagelsestilfælde, formildende omstændigheder og for at sikre en afskrækkende virkning, for det tredje en fejlagtig fastlæggelse af loftet på 10% af omsætningen, for det fjerde en manglende hensyntagen til samarbejdet ud over anvendelsesområdet for samarbejdsmeddelelsen af 2002, og for det femte en manglende nedsættelse af bøden i medfør af denne meddelelse.

29

Retten bekræftede lovligheden af beslutningen, bortset fra den appellerede doms præmis 287 og 386 vedrørende en hensyntagen til den skærpede omstændighed i form af gentagelsestilfælde og niveauet for bødens grundbeløbs multiplikationskoefficient, der blev anvendt med henblik på afskrækkelse. Henset til, at den skærpende omstændighed i form af gentagelsestilfælde ikke kunne lægges til grund med hensyn til Eni, men udelukkende med hensyn til Versalis, nedsatte Retten den procentmæssige forhøjelse af dette beløb på grund af denne omstændighed fra 60% til 50%. Retten nedsatte også den nævnte multiplikationskoefficient fra 1,4 til 1,2. Retten nedsatte følgelig den bøde, der blev pålagt Polimeri Europa, nu Versalis, og Eni, in solidum, fra 132,16 mio. EUR til 106,2 mio. EUR.

30

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

31

Versalis og Eni har nedlagt følgende påstande:

32

Versalis og Eni har nedlagt følgende påstande:

33

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

34

Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 21. januar 2014 blev sagerne C-93/13 P og C-123/13 P forenet med henblik på den skriftlige forhandling, den mundtlige forhandling og dommen.

35

Anbringenderne vil blive gennemgået i samme rækkefølge som de anfægtede præmisser i den appellerede dom.

36

Versalis og Eni har med deres første anbringende vedrørende præmis 53-78 i den appellerede dom gjort gældende, at Retten ved at tilregne moderselskabet, Eni, den overtrædelse, der angiveligt var begået af de selskaber, der kontrolleres af Eni inden for CR-sektoren, i strid med artikel 81 EF brød med Domstolens relevante praksis og den begrundelsespligt, som den er undergivet i forbindelse med bedømmelsen af de beviser, der fremlægges for at afkræfte formodningen for en faktisk udøvelse af bestemmende indflydelse, og Retten har derfor ligeledes tilsidesat det grundlæggende lighedsprincip, det grundlæggende princip om personligt ansvar i antitrustsager, uskyldsformodningen og retten til forsvar samt princippet om selskabers begrænsede ansvar.

37

Versalis og Eni har henvist til en række faktorer, som selskaberne gjorde gældende for Retten, navnlig at Eni ikke deltog i den omhandlede overtrædelse, at selskabet aldrig har haft nogen aktivitet inden for kemikalieindustrien – navnlig CR-sektoren – at der ikke forelå nogen situation med sammenblanding af funktionerne mellem medlemmerne i selskabets ledelsesorganer og medlemmerne i dets datterselskaber, at sidstnævnte selskaber har individuelle beslutningsprocesser, og at der desuden ikke foreligger nogen instrukser (»reporting lines«) mellem disse datterselskaber og moderselskabet, og at Eni alene har varetaget sin sædvanlige rolle som et holdingselskab over for sine datterselskaber, der driver virksomhed inden for en sektor af mindre betydning end den, hvori Eni udøver sine hovedaktiviteter, og som under alle omstændigheder er en anden sektor.

38

Versalis og Eni har gjort gældende, at dommen er behæftet med fejl, idet Retten på en usammenhængende måde og uden nogen relevant begrundelse fandt, at denne flerhed af godtgjorte omstændigheder – som i overensstemmelse med Domstolens praksis kunne bevise Enis manglende effektive udøvelse af en bestemmende indflydelse på sine datterselskaber – var uden nogen form for relevans. Rettens konstatering ville svare til at betragte formodningen om faktisk bestemmende indflydelse som en uafkræftelig formodning i strid med de i dom Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen (C-97/08 P, EU:C:2009:536) fastsatte principper og i strid med princippet om strafansvarets og straffens personlige karakter samt princippet om uskyldsformodning og retten til forsvar.

39

Med henvisning til dom Eni mod Kommissionen (C-508/11 P, EU:C:2013:289), hvori Domstolen tog stilling til et tilsvarende anbringende vedrørende de samme enheder, har Kommissionen gjort gældende, at det første anbringende er åbenbart grundløst.

40

Versalis’ og Enis første appelanbringende vedrører anvendelsen af moderselskabers formodede bestemmende indflydelse på deres datterselskaber, som er impliceret i en overtrædelse af de EU-retlige konkurrenceregler, på Eni. Således som Domstolen anførte i præmis 46 i dom Eni mod Kommissionen (EU:C:2013:289), som Kommissionen har henvist til, fremgår det af fast retspraksis, at i henhold til artikel 81 EF kan et datterselskabs adfærd tilregnes moderselskabet, bl.a. når datterselskabet, selv om det er en selvstændig juridisk person, ikke frit bestemmer sin adfærd på markedet, men i det væsentlige følger instrukser fra moderselskabet, navnlig under hensyn til de økonomiske, organisatoriske og juridiske forbindelser mellem disse to virksomheder. I en sådan situation, hvor moderselskabet og datterselskabet er en del af samme økonomiske enhed og således udgør én virksomhed i artikel 81 EF’s forstand, kan Kommissionen således rette en beslutning, hvorved der pålægges en bøde, til moderselskabet, uden at der kræves en konstatering af, at sidstnævnte var direkte impliceret i overtrædelsen.

41

Det følger ligeledes af Domstolens faste praksis, at i det særlige tilfælde, hvor et moderselskab ejer hele eller størstedelen af kapitalen i sit datterselskab, som har overtrådt Unionens konkurrenceregler, foreligger der en afkræftelig formodning om, at nævnte moderselskab faktisk har udøvet en bestemmende indflydelse på datterselskabet (dom Eni mod Kommissionen, EU:C:2013:289, præmis 47).

42

I en sådan situation er det tilstrækkeligt, at Kommissionen godtgør, at moderselskabet besidder hele eller størstedelen af kapitalen i et datterselskab, for at antage, at den nævnte formodning er opfyldt. Kommissionen vil derefter være i stand til at anse moderselskabet for solidarisk ansvarligt for betaling af den bøde, som er pålagt datterselskabet, medmindre dette moderselskab, som det påhviler at afkræfte den pågældende formodning, fører tilstrækkelige beviser med henblik på at bevise, at dets datterselskab optræder selvstændigt på markedet (jf. domme Akzo Nobel m. fl. mod Kommissionen, EU:C:2009:536, præmis 61, og Elf Aquitaine mod Kommissionen, C-521/09 P, EU:C:2011:620, præmis 57).

43

I det tilfælde, hvor et holdingselskab ejer heler eller næsten hele kapitalen i et mellemliggende selskab, som ejer hele eller næsten hele kapitalen i et datterselskab i dets koncern, hvilket datterselskab har begået en overtrædelse af EU-konkurrencereglerne, foreligger der ligeledes en simpel formodning om, at dette holdingselskab udøver en bestemmende indflydelse på det mellemliggende selskabs adfærd og indirekte, via sidstnævnte, ligeledes på nævnte datterselskabs adfærd (jf. i denne retning dom Eni mod Kommissionen, EU:C:2013:289, præmis 48 og 49 og den deri nævnte retspraksis).

44

I det foreliggende tilfælde er det, som fastslået af Retten i den appellerede doms præmis 63, ubestridt, at Eni i hele overtrædelsesperioden dels direkte, dels indirekte besad mellem 99,93% og 100% af kapitalen i koncernselskaberne med ansvar for CR-aktiviteterne, nemlig først EniChem Elastomeri, derefter EniChem og Polimeri Europa, nu Versalis. Den formodning, der er nævnt i nærværende doms præmis 41 og 43, finder følgelig anvendelse på Eni.

45

Hvad angår de af Versalis og Eni påberåbte forhold må det konstateres, at Retten undersøgte dem i den appellerede doms præmis 66-72. Den appellerede doms begrundelse giver ikke anledning til nogen tvivl med hensyn til de betragtninger, som Retten lagde til grund for sin dom, og den giver følgelig Domstolen mulighed for at udøve sin kontrol. Det følger heraf, at den appellerede dom ikke er behæftet med nogen begrundelsesmangel i denne forbindelse. Retten gjorde sig derfor ikke skyldig i en retsvildfarelse, da den i den appellerede doms præmis 73 konkluderede, at det ikke var lykkedes Versalis og Eni at afkræfte formodningen om, at Eni udøvede en bestemmende indflydelse på sine datterselskaber, EniChem Elastomeri, EniChem og Polimeri Europa, nu Versalis, da førstnævnte selskaber ikke havde ført tilstrækkelige beviser med henblik på at bevise, at disse datterselskaber optrådte selvstændigt på det pågældende marked.

46

I modsætning til, hvad Versalis og Eni har gjort gældende, svarer Rettens konklusion ikke til at betragte formodningen om faktisk bestemmende indflydelse som en uafkræftelig formodning. Den omstændighed, at det er vanskeligt at fremlægge de nødvendige beviser for at afkræfte en formodning, indebærer således ikke i sig selv, at denne formodning er uafkræftelig, især ikke når de enheder, med hensyn til hvilke formodningen gælder, er bedst til selv at eftersøge disse beviser i deres egen aktivitetssfære (jf. dom Elf Aquitaine mod Kommissionen, EU:C:2011:620, præmis 70).

47

Klagepunktet om, at Retten ved at antage, at denne formodning er ufravigelig, har tilsidesat princippet om strafansvarets og straffens personlige karakter samt princippet om uskyldsformodning og retten til forsvar, kan derfor heller ikke tiltrædes.

48

Versalis og Enis første appelanbringende skal derfor forkastes som ugrundet.

49

Med deres andet anbringende om den appellerede doms præmis 94, 95 og 97 vedrørende en tilsidesættelse af princippet om personligt ansvar har Versalis og Eni gjort gældende, at Retten ved at tilregne Versalis den af [fortroligt], tidligere EniChem, begåede overtrædelse, har foretaget en urigtig anvendelse af Domstolens relevante praksis og ikke i tilstrækkeligt omfang har begrundet afvisningen af deres argumenter.

50

Med henvisning til domme ETI m.fl., (C-280/06, EU:C:2007:775) og ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen (C-352/09 P, EU:C:2011:191) har Versalis og Eni i det væsentlige gjort gældende, at Domstolen har fastslået, at det kun er muligt at fravige princippet om personligt ansvar i særlige undtagelsestilfælde og på bestemte betingelser, der ikke er opfyldt i det foreliggende tilfælde. Versalis og Eni bemærker i den forbindelse bl.a., at [fortroligt], tidligere EniChem, ikke er ophørt med at eksistere i retlig eller økonomisk forstand. Selskaberne har ligeledes gjort gældende, at den appellerede dom er utilstrækkeligt begrundet.

51

Kommissionen minder om, at risikoen for, at [fortroligt], tidligere EniChem, kunne omdannes til en »skal uden kerne«, som blev konstateret i den appellerede doms præmis 95, er en bedømmelse af en faktisk omstændighed, som det ikke tilkommer Domstolen at prøve. Kommissionen har tilføjet, at Domstolen ikke har begrænset ansvaret for det erhvervende selskab til de situationer, hvor det overdragende selskab har stoppet alle økonomiske aktiviteter. I overensstemmelse med Domstolens praksis i domme Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen (C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, EU:C:2004:6) og ETI m.fl. (EU:C:2007:775) er alene en »strukturel forbindelse« mellem det afgivende selskab og det erhvervende selskab, der er del af den samme koncern, afgørende med hensyn til sidstnævntes ansvar.

52

Eni og Versalis’ andet anbringende i sag C-123/13 P vedrører spørgsmålet om virksomhedssuccessioner. Således som Domstolen bemærkede i præmis 51 i dom Versalis mod Kommissionen (C-511/11 P, EU:C:2013:386), fremgår det af fast retspraksis, at EU-konkurrenceretten vedrører virksomheders aktiviteter, og at begrebet virksomhed omfatter enhver enhed, som udøver økonomisk virksomhed, uanset denne enheds retlige status og dens finansieringsmåde. Når en sådan økonomisk enhed overtræder konkurrencereglerne, påhviler det den ifølge princippet om personligt ansvar at stå til regnskab for overtrædelsen.

53

Domstolen har allerede fastslået, at når to enheder udgør samme økonomiske enhed, er den omstændighed, at den enhed, som har begået overtrædelsen, endnu eksisterer, nemlig ikke i sig selv til hinder for, at den enhed, som har overtaget de økonomiske aktiviteter, pålægges en sanktion. En sådan sanktionsfastsættelse er navnlig berettiget, når de pågældende enheder kontrolleres af den samme person og, henset til de tætte bånd, som forener dem på det økonomiske og organisatoriske plan, i alt væsentligt har fulgt de samme kommercielle instrukser (jf. domme ETI m.fl., EU:C:2007:775, præmis 48 og 49 og den deri nævnte retspraksis, og Versalis mod Kommissionen, EU:C:2013:386, præmis 52).

54

I den appellerede doms præmis 91 og 92 henviste Retten til de eksisterende forbindelser mellem de successivt ansvarlige selskaber for CR-aktiviteterne i koncernen og til den omstændighed, at Eni, som moderselskab, direkte eller indirekte ejede mere end 99,9% af samtlige disse selskabers selskabskapital. Når der henses til disse omstændigheder, var det med føje, at Retten i den appellerede doms præmis 93 konkluderede, at der forelå en økonomisk succession mellem det overdragende selskab, som havde deltaget i kartellet, nemlig EniChem, nu [fortroligt], og det erhvervende selskab, nemlig Polimeri Europa, nu Versalis.

55

Retten fastslog i øvrigt i den appellerede doms præmis 95, at der forelå en risiko for, at den oprindeligt driftsansvarlige for CR-aktiviteterne i Eni-koncernen, i det foreliggende tilfælde EniChem, nu [fortroligt], ved hjælp af en intern omstrukturering i denne koncern kunne omdannes til en »skal uden kerne«, og at den kartelretlige sanktion, der var blevet pålagt denne, i så fald ville løbe ud i sandet. Der er tale om en bedømmelse af faktiske forhold, som det ikke tilkommer Domstolen at prøve i forbindelse med en appel.

56

Henset til disse betragtninger begik Retten ikke en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 98 fastslog, at Kommissionen var berettiget til at tilregne Polimeri Europa, nu Versalis, al den ulovlige adfærd, som EniChem, nu [fortroligt], havde begået, selv om [fortroligt] fortsat eksisterede.

57

Denne konklusion kan ikke ændres af den omstændighed, at Domstolen i præmis 144 i dom ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen (EU:C:2011:191) fastslog, at den situation, hvor den enhed, som har begået overtrædelsen, retligt eller økonomisk er ophørt med at eksistere, også er omfattet af det tilfælde, der er nævnt i denne doms præmis 53, idet en sanktion pålagt en virksomhed, som ikke længere udøver økonomisk aktivitet, risikerer at miste sin afskrækkende virkning, eftersom det netop ikke fremgår af denne dom, at den omstændighed, at en enhed, der ikke har begået overtrædelsen, tilregnes denne overtrædelse, er begrænset til de tilfælde, hvor pålæggelsen af en sanktion for det selskab, der har begået en overtrædelse, ikke har en afskrækkende virkning (jf. dom Versalis mod Kommissionen, EU:C:2013:386, præmis 55).

58

I dom ETI m.fl. (EU:C:2007:775), som Domstolen udtrykkeligt har henvist til i præmis 144 i dom ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen (EU:C:2011:191), fastslog Domstolen således, at Kommissionen var berettiget til at henføre den pågældende overtrædelse til et selskab, der ikke havde begået den ulovlige adfærd i en situation, hvor den enhed, der har begået overtrædelsen, fortsat eksisterede som økonomisk aktør på andre markeder (jf. dom ETI m.fl., EU:C:2007:775, præmis 45). Domstolen begrundede sin afgørelse med, at selskaberne på tidspunktet for deres ulovlige adfærd ejedes fuldt ud, direkte eller indirekte, af den samme offentlige myndighed (jf. domme ETI m.fl., EU:C:2007:775, præmis 50, og Versalis mod Kommissionen, EU:C:2013:386, præmis 56).

59

Det skal endvidere konstateres, at rækkevidden af dom ETI m.fl. (EU:C:2007:775) ikke i modsætning til det, Versalis og Eni har anført, er begrænset til de tilfælde, hvor de pågældende enheder er kontrolleret af en offentlig myndighed. I den nævnte doms præmis 44 fastslog Domstolen således, at den omstændighed, at en overførsel af aktiviteter ikke besluttes af private, men af lovgivere med henblik på en privatisering, er uden betydning. Domstolen fandt således, at der eventuelt ville kunne foreligge tvivl om, hvorvidt den enhed, som rettigheden er overgået til, kan tilregnes en overtrædelse i tilfælde, hvor der højst er tale om en fælles kontrol, som udøves af en offentlig myndighed, men Domstolen har fjernet denne tvivl. Der kan derimod ikke foreligge tvivl om en sådan tilregnelse i det tilfælde, hvor denne kontrol – som i det foreliggende tilfælde – udøves af et privatretligt selskab (jf. dom Versalis mod Kommissionen, EU:C:2013:386, præmis 57).

60

Henset til disse betragtninger har Retten således ikke begået en retlig fejl ved at fastslå, at Kommissionen gyldigt kunne tilregne Versalis hele den pågældende konkurrencebegrænsende adfærd.

61

Hvad angår den påståede begrundelsesmangel har Retten i den appellerede doms præmis 89-98 detaljeret beskrevet, hvorfor den fandt det anbringende, der var fremført i denne forbindelse i første instans, om, at denne adfærd ikke blev tilskrevet Versalis, ugrundet. Den appellerede doms begrundelse giver således ikke anledning til nogen tvivl med hensyn til de betragtninger, som Retten lagde til grund for sin dom, og den giver følgelig Domstolen mulighed for at udøve sin kontrol. Det følger heraf, at den appellerede dom ikke er behæftet med nogen begrundelsesmangel i denne forbindelse.

62

Da ingen af de argumenter, der er fremført til støtte for Versalis’ og Enis andet appelanbringende, kan tiltrædes, skal dette anbringende forkastes som ugrundet.

63

Med det tredje appelanbringende har Versalis og Eni kritiseret Retten for en ukorrekt og modstridende anvendelse af det i retspraksis udviklede princip om en udtrykkelig afstandtagen til et kartel med hensyn til den manglende tilregnelse af overtrædelsen og for at have tilsidesat princippet in dubio pro reo, da den i den appellerede doms præmis 173 fastslog, at EniChem, nu [fortroligt], havde deltaget i mødet den 12. eller 13. juni 1993 i Firenze, og i samme doms præmis 183, at møderne afholdt i 2002, som Polimeri Europa, nu Versalis, deltog i, var af konkurrencebegrænsende art. Tilsvarende gengav Retten beviserne urigtigt ved som anført af Kommissionen at lægge til grund, at de to møder, der blev afholdt i 2002, var af konkurrencebegrænsende art. Som følge heraf har Retten ved at fastslå, at EniChem og Polimeri Europa havde deltaget i kartellet under hele dets varighed, dvs. fra maj 1993 til maj 2002, ikke blot foretaget en ukorrekt bedømmelse, men ligeledes undladt at udøve domstolskontrol med hensyn til realiteten.

64

Kommissionen har gjort gældende, at Versalis’ og Enis argumenter har til formål at anfægte Rettens bedømmelse af de faktiske omstændigheder, og at anbringendet derfor må afvises.

65

Det må fastslås, at Versalis og Eni med dette anbringende har bestridt konstateringer og bedømmelser af de faktiske omstændigheder, som ikke, medmindre der er tale om en forvanskning af de for Retten fremlagte beviser, udgør et retsspørgsmål, der er undergivet Domstolens prøvelsesret.

66

Hvad angår klagepunktet om en fejlagtig gengivelse af disse forhold må det konstateres, at Versalis og Eni ikke har anført, at Retten klart har gengivet dem fejlagtigt.

67

Det tredje appelanbringende må således afvises fra realitetsbehandling.

68

Med det fjerde appelanbringende vedrørende den appellerede doms præmis 239 ff. har Versalis og Eni gjort gældende, at Retten har tilsidesat EU-retten ved at undlade at henvise til de alvorlige fejl, som Kommissionen har begået ved fastsættelsen af bødens grundbeløb i henhold til retningslinjerne af 2006.

69

For det første foreholder Versalis og Eni Retten, at den appellerede dom er behæftet med en mangelfuld begrundelse, som ikke tager stilling til de klagepunkter, der er fremført i sagen i første instans. I øvrigt tilsidesatte Retten proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet ved, henset til de faktiske forhold, som den havde fået forlagt, at undlade at træffe afgørelse i realiteten med hensyn til Kommissionens overholdelse af billighedsprincippet, proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet ved fastsættelsen af bødens grundbeløb som følge af overtrædelsens grovhed og af tillægsbeløbet.

70

For det andet har Versalis og Eni gjort gældende, at Retten ved at undlade at tage stilling til deres anbringende, som blev fremsat under retsmødet, om Kommissionens manglende anvendelse af punkt 18 i retningslinjerne af 2006, har tilsidesat proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet.

71

For det tredje har Versalis og Eni kritiseret Retten for at have undladt at lægge det antal år, der svarer til overtrædelsens varighed – således som det fremgår af de forhold, der er gjort gældende inden for rammerne af det tredje appelanbringende i sag C-123/13 P – til grund ved beregningen af bødens grundbeløb.

72

Kommissionen har indledningsvis gjort gældende, at det fjerde appelanbringende i nærværende sag er upræcist og gengiver argumenter, der er rejst i første instans. Visse af Versalis’ og Enis klagepunkter vedrører dernæst en vurdering af faktiske omstændigheder. Endelig blev der ikke fremsat noget særskilt anbringende om anvendelsen af punkt 18 i retningslinjerne af 2006 for beregningen af bøder i første instans. Med hensyn til overtrædelsens varighed er det Kommissionens opfattelse, at der ikke kan foreholdes Retten nogen fejl.

73

Som generaladvokaten har anført i punkt 35 i forslaget til afgørelse, bør Versalis’ og Enis første klagepunkt afvises, idet selskaberne med dette klagepunkt ikke har kritiseret den appellerede dom, men henvist til de argumenter, der blev fremsat i første instans.

74

Det andet anbringende bør ligeledes afvises, eftersom Versalis og Eni ikke har godtgjort, at de for Retten fremsatte et anbringende vedrørende Kommissionens manglende anvendelse af punkt 18 i retningslinjerne af 2006.

75

Det tredje klagepunkt bør afvises, for så vidt som det beror på den påstand, at det andet appelanbringende i sag C-123/13 P tages til følge.

76

Det fjerde appelanbringende i nævnte sag må derfor dels afvises, dels anses for at være ugrundet.

77

Inden for rammerne af sit første anbringende har Kommissionen kritiseret den appellerede doms præmis 272-275, som har følgende ordlyd:

78

Idet Kommissionen særligt har kritiseret den appellerede doms præmis 273 og 274, har den gjort gældende, at Retten har tilsidesat retsprincipperne vedrørende udøvelsen af retten til forsvar ved at antage, at disse principper – for at lægge til grund, at der består en skærpende omstændighed i form af gentagelsestilfælde hos Eni – krævede, at sidstnævnte var adressat for klagepunktsmeddelelsen vedrørende den første overtrædelse og af beslutningen, der konstaterer denne overtrædelse.

79

Retten til forsvar er efter Kommissionens opfattelse sikret, hvis Kommissionen, når den meddeler, at den påtænker at konstatere, at der foreligger et gentagelsestilfælde, giver parterne mulighed for at godtgøre, at betingelserne herfor ikke er opfyldt. Kommissionen har herved anført, at Eni i denne sag havde mulighed for at afkræfte formodningen om kontrol over sit datterselskab.

80

Med dette anbringendes andet led, som nærmere bestemt vedrører den appellerede doms præmis 274, har Kommissionen gjort gældende, at karakteriseringen af gentagelsestilfælde ikke nødvendigvis forudsætter, at moderselskabet er blevet pålagt en første sanktion, men kun en konstatering af en første overtrædelse. Det er tilstrækkeligt at fastslå, at moderselskabet sammen med et datterselskab, som det næsten ejer helt, udgjorde en virksomhed, som har begået en ny overtrædelse, for hvilken en forhøjelse på grund af gentagelse er begrundet. Med henblik på at vurdere, om en virksomhed har draget konsekvenserne af en første konstatering af en overtrædelse, må der foretages en vurdering af denne økonomiske enheds tilbøjelighed til at begå en ny overtrædelse, og ikke tilbøjeligheden hos selskaberne i enheden, hver for sig.

81

Kommissionen har gjort gældende, at Rettens begrundelse risikerer at påvirke Kommissionens retshåndhævelse, og at Kommissionen ville være forpligtet til systematisk at sende en klagepunktsmeddelelse til alle de selskaber, som udgør den virksomhed, der er impliceret i den første overtrædelse, uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt selskaberne i forbindelse med den pågældende sag bør pålægges en bøde. Det kan i øvrigt ikke antages, at en skærpende omstændighed i form af gentagelsestilfælde ikke finder anvendelse på selskaber, som indgår i en sådan virksomhed, alene i kraft af organisationsstrukturen i den koncern, som disse selskaber indgår i.

82

Versalis og Eni mener, at Kommissionens første appelanbringende bør forkastes. Selskaberne har gjort gældende, at Eni aldrig er blevet hørt eller har været inddraget i de procedurer, der førte til vedtagelsen af »»polypropylen«-beslutningen« og »»PVC II«-beslutningen«, og er af den opfattelse, at det ikke er berettiget at hævde, at Eni i forbindelse med proceduren, der førte til den anfægtede beslutning, kunne fremlægge oplysninger, der kan afkræfte formodningen om Enis bestemmende indflydelse på Anic og EniChem, nu [fortroligt], i de perioder, der lå samtidigt med de for længst afsluttede procedurer, der gav anledning til »»polypropylen«-beslutningen« og »»PVC II«-beslutningen«.

83

Desuden viser den omstændighed, at Kommissionen ikke inddrog Eni i disse procedurer, at Kommissionen fandt, at et moderselskabs fulde kontrol over hele datterselskabets kapital i denne forbindelse var uden relevans. Versalis og Eni har henvist til, at det forhold, at moderselskabet besidder hele kapitalen i datterselskabet, derefter var utilstrækkeligt for at godtgøre moderselskabets bestemmende indflydelse, og at Kommissionen burde have bevist Enis faktiske udøvelse af en sådan indflydelse på Anic og EniChem.

84

Versalis og Eni har også gjort gældende, at det nuværende selskab Eni er et helt andet selskab end selskabet på tidspunktet for »»polypropylen«beslutningen« og »»PVC II«-beslutningen«, nemlig et offentligt af den italienske stat kontrolleret organ med henblik på at give den italienske stat mulighed for at forvalte dens kapitalandele i visse sektorer, der anses for at være af national interesse.

85

Versalis og Eni har med hensyn til det andet led af Kommissionens første appelanbringende gjort gældende, at Kommissionen har foretaget en fejlagtig læsning af den appellerede doms præmis 274. Retten henviser efter disse selskabers opfattelse ikke til en sanktion, der indebærer pålæggelse af en bøde, men snarere til, at der ikke foreligger et ansvar for Eni i forbindelse med »»polypropylen«beslutningen« og »»PVC II«-beslutningen«, for så vidt som selskabet ikke udgjorde en del af de sanktionerede virksomheder.

86

Kommissionens første appelanbringende vedrører den skærpende omstændighed i form af gentagelsestilfælde for så vidt angår Eni, som blev lagt til grund som følge af, at Anic og EniChem blev sanktioneret ved »»polypropylen«-beslutningen« og »»PVC II«-beslutningen« for deres deltagelse i karteller.

87

Således som det fremgår af punkt 28 i retningslinjerne af 2006 og af Domstolens praksis, er begrebet gentagelsestilfælde kendetegnet ved, at en virksomhed fortsætter overtrædelsen eller på ny begår den samme eller en tilsvarende overtrædelse, efter at Kommissionen eller en national konkurrencemyndighed har fastslået, at den pågældende virksomhed har overtrådt artikel 81 EF eller 82 EF (jf. i denne retning dom Groupe Danone mod Kommissionen, C-3/06 P, EU:C:2007:88, præmis 40 og 41).

88

Det bemærkes i denne henseende, at Unionens konkurrenceret vedrører virksomheders aktiviteter, og at begrebet virksomhed omfatter enhver enhed, som udøver økonomisk virksomhed, uanset denne enheds retlige status og dens finansieringsmåde (jf. dom Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, EU:C:2009:536, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

89

Når en sådan økonomisk enhed overtræder konkurrencereglerne, påhviler det den ifølge princippet om personligt ansvar at stå til regnskab for overtrædelsen. Overtrædelse af Unionens konkurrenceret skal ikke desto mindre utvetydigt henføres til en juridisk person, der vil kunne blive pålagt en bøde, og klagepunktsmeddelelsen skal være stilet til denne (jf. i denne retning dom Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, EU:C:2009:536, præmis 56 og 57 og den deri nævnte retspraksis).

90

Hvad angår et datterselskabs adfærd kan denne adfærd i henhold til den faste retspraksis, der er henvist til i denne doms præmis 40, med henblik på anvendelsen af artikel 81 EF tilregnes moderselskabet, når moderselskabet og datterselskabet indgår som en del af samme økonomiske enhed som omhandlet i denne artikel.

91

Det er således ikke nødvendigt for at godtgøre en skærpede omstændighed i form af gentagelsestilfælde med hensyn til moderselskabet, at sidstnævnte har været genstand for tidligere retsforfølgelse, som har givet anledning til en klagepunktsmeddelelse og en beslutning. Det afgørende er med henblik herpå navnlig den tidligere konstatering af en første overtrædelse som følge af adfærden hos et datterselskab, med hvilket dette moderselskab, der var involveret i den anden overtrædelse, allerede på tidspunktet for den første overtrædelse udgjorde én og samme økonomiske enhed som omhandlet i 81 EF.

92

Der ville opstå fare for virkeliggørelsen af målet om at straffe konkurrencestridig adfærd og om at hindre gentagelse heraf ved hjælp af afskrækkende sanktioner (jf. dom ETI m.fl., EU:C:2007:775, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis), hvis en virksomhed, der omfatter et datterselskab, som er omfattet af en første overtrædelse, ved at ændre sin juridiske struktur gennem oprettelsen af nye datterselskaber, som ikke har kunnet retsforfølges på grund af den første overtrædelse, men som er involveret i, at der begås en ny overtrædelse, var i stand til at gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt svært og dermed undgå sanktionen for gentagelsestilfælde.

93

Retten til forsvar for den juridiske person, mod hvem det foreholdes, at der foreligger gentagelsestilfælde, skal ganske vist overholdes, hvilket Retten fastslog i den appellerede dom. Denne overholdelse kræver imidlertid ikke – således som Retten med urette havde angivet i den appellerede doms præmis 274 – at denne juridiske person i forbindelse med retsforfølgelser indledt på grund af en første overtrædelse har været i stand til at bestride, at den med andre ligeledes forfulgte enheder udgjorde samme økonomiske enhed. Det eneste afgørende er, at det sikres, at nævnte juridiske person er i stand til at forsvare sig på det tidspunkt, hvor den foreholdes, at der foreligger gentagelsestilfælde.

94

Det bemærkes i denne forbindelse, at overholdelsen af retten til forsvar i enhver procedure, som kan føre til, at der pålægges sanktioner, navnlig bøder eller tvangsbøder, udgør et grundlæggende EU-retligt princip, der skal overholdes fuldt ud, selv om der er tale om en procedure af administrativ karakter (domme Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, 85/76, EU:C:1979:36, præmis 9, ARBED mod Kommissionen, C-176/99 P, EU:C:2003:524, præmis 19, og Papierfabrik August Koehler m.fl. mod Kommissionen, EU:C:2009:500, præmis 34).

95

Inden for rammerne af en sag om overtrædelse af konkurrencereglerne er det klagepunktsmeddelelsen, som udgør en væsentlig processuel garanti i denne henseende (jf. i denne retning dom Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, 100/80-103/80, EU:C:1983:158, præmis 10, og Papierfabrik August Koehler m.fl. mod Kommissionen, EU:C:2009:500, præmis 35).

96

Når Kommissionen har til hensigt at tillægge en juridisk person ansvar for en overtrædelse af konkurrencereglerne, og over for denne vil gøre gældende, at der er tale om gentagelsestilfælde, skal klagepunktsmeddelelsen indeholde alle de oplysninger, som giver denne juridiske person mulighed for at forsvare sig. Hvis sidstnævnte person navnlig er et moderselskab, som en skærpende omstændighed i form af gentagelsestilfælde gøres gældende mod, på grund af en af Kommissionen konstateret konkurrencebegrænsende adfærd hos et af datterselskaberne, men for hvilken skærpende omstændighed dette moderselskab ikke før denne meddelelse har været adressat for en beslutning, der fastslår en første overtrædelse, skal den klagepunktsmeddelelse, som er rettet til sidstnævnte, indeholde de oplysninger, der berettiger, at betingelserne for gentagelsestilfælde er opfyldt, og navnlig fastslår, at denne juriske person på tidspunktet for den første overtrædelse indgik som en del af samme økonomiske enhed med det selskab, i forhold til hvilket den første overtrædelse blev fastslået. Her påhviler det Kommissionen at bevise, at den juridiske person, som er omfattet af den anden overtrædelse, allerede på tidspunktet for den første overtrædelse udøvede en bestemmende indflydelse på det datterselskab, som var impliceret i den første overtrædelse.

97

I modsætning til, hvad Eni har gjort gældende, er tidsrummet mellem en første tilsidesættelse af konkurrencereglerne og en anden tilsidesættelse i princippet ikke til hinder for at lægge en juridisk person, som ikke har været retsforfulgt i forbindelse med den første overtrædelse, det til last som en skærpende omstændighed. Det påhviler dog Kommissionen ved vurderingen af virksomhedens tilbøjelighed til at underlægge sig konkurrencereglerne at tage hensyn til den tid, der er forløbet mellem de to overtrædelser (jf. i denne retning dom Lafarge mod Kommissionen, C-413/08 P, EU:C:2010:346, præmis 70). Når Unionens retsinstanser efterprøver, om princippet om retten til forsvar er overholdt, påhviler det dem desuden at tage alle omstændighederne i den pågældende sag i betragtning, navnlig eventuelle bevisvanskeligheder som følge af den tid, der var forløbet efter den første overtrædelse, eller strukturelle ændringer i virksomheden og udviklingen i forbindelse med de retsregler, der finder anvendelse på konkurrenceområdet.

98

Det skal desuden bemærkes, at det tilkommer Kommissionen at godtgøre, at betingelserne for gentagelsestilfælde er opfyldt både i klagepunktsmeddelelsen og i beslutningen. Når Kommissionen pålægger et selskab en bøde for en overtrædelse af EU’s konkurrenceregler og anvender en multiplikationskoefficient ved bødeudmålingen for at tage hensyn til, at dette selskab allerede tidligere har været involveret i en overtrædelse af konkurrencereglerne, er den således forpligtet til med den beslutning, der pålægger den nævnte bøde, at give en redegørelse, der giver Unionens retsinstanser og dette selskab mulighed for at se, i hvilken egenskab og i hvilket omfang det var involveret i den tidligere overtrædelse. Såfremt Kommissionen finder, at det nævnte selskab har været en del af den virksomhed, der er adressat for den beslutning, som vedrører den tidligere overtrædelse, påhviler det bl.a. Kommissionen at give en tilstrækkelig begrundelse herfor (dom Eni mod Kommissionen, EU:C:2013:289, præmis 129, og Versalis mod Kommissionen, EU:C:2013:386, præmis 142).

99

Hvad angår den skærpende omstændighed i form af gentagelsestilfælde, som blev gjort gældende med hensyn til Eni, er det, uden at det er nødvendigt at undersøge klagepunktsmeddelelsen, tilstrækkeligt at bemærke, at kun 540. betragtning til den omtvistede beslutning nævner den omstændighed, at EniChem allerede har været adressat for tidligere beslutninger vedrørende ulovlige aktiviteter, ved at henvise til en fodnote, hvori »polypropylen«-beslutningen nævnes, »hvori [Kommissionen] konstaterede, at [Anic], datterselskab i ENI-koncernen, deltog i kartellet« og »PVC II«-beslutningen, »hvori [Kommissionen] konstaterede, at [EniChem], deltog i kartellet«. Denne betragtning nævner i øvrigt uden nogen anden forklaring den omstændighed, at Eni var recidivist.

100

Da »polypropylen«-beslutningen imidlertid bl.a. er rettet til Anic, og »PVC II«-beslutningen bl.a. er rettet til Enichem, må det imidlertid konstateres, at oplysningerne i den omtvistede beslutning, som beskrevet i denne doms foregående præmis, på ingen måde gør det muligt at se, i hvilken egenskab og i hvilket omfang Eni, der ikke er blandt adressaterne for hverken »polypropylen«-beslutningen eller »PVC II«-beslutningen, havde været omfattet af de overtrædelser, der blev konstateret i disse beslutninger.

101

Da den omtvistede beslutning åbenlyst ikke indeholder nogen begrundelse, som giver Eni mulighed for at forsvare sig og Unionens retsinstanser mulighed for at udøve sin legalitetskontrol, skal den skærpende omstændighed i form af gentagelsestilfælde forkastes.

102

Det følger heraf, at Retten begik en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 274 fastlagde betingelserne for gentagelsestilfælde. Da Rettens afgørelse, idet den i den appellerede doms præmis 275 med hensyn til Eni forkaster den skærpende omstændighed i form af gentagelsestilfælde, derimod er berettiget af andre retlige grunde, bevirker en sådan fejl ikke, at denne dom eller de retlige følger, som Retten har draget heraf, skal ophæves med hensyn til bødens størrelse, men præmisserne skal ændres (jf. i denne retning dom FIAMM m.fl. mod Rådet og Kommissionen, C-120/06 P og C-121/06 P, EU:C:2008:476, præmis 187 og den deri nævnte retspraksis).

103

Det første appelanbringende i sag C-93/13 P må derfor forkastes.

104

Med det femte appelanbringende har Versalis og Eni gjort gældende, at Retten har tilsidesat de EU-retlige bestemmelser om gentagelsestilfælde ved i den appellerede doms præmis 278-280 at bekræfte, at den skærpende omstændighed i form af gentagelsestilfælde fandt anvendelse på Versalis og var begrundet i den økonomiske succession fra Polimeri Europa til EniChem, nu [fortroligt], der deltog i den i »PVC II«-beslutningen omhandlede overtrædelse. Versalis og Eni har endvidere gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 276 begik en retlig fejl ved at fastholde, at Eni er solidarisk ansvarlig for betaling af bøden, også for så vidt angår den del af bøden, som vedrører den skærpende omstændighed i form af gentagelsestilfælde.

105

Versalis og Eni har for det første påberåbt sig en utilstrækkelig begrundelse med hensyn til forbindelserne mellem de for de forskellige overtrædelser ansvarlige virksomheder. Selskaberne har for det andet bestridt anvendelsen af kriteriet om økonomisk succession. De har for det tredje gjort gældende, at Retten har overskredet sine beføjelser ved at lægge en skærpende omstændighed i form af gentagelsestilfælde til grund på grundlag af en begrundelse, der er forskellig fra Kommissionens. Under påberåbelse af Bayers situation, som omhandlet i den appellerede doms præmis 367, har Versalis og Eni for det fjerde gjort gældende, at Retten har tilsidesat ligebehandlingsprincippet ved at fastsætte den procentuelle nedsættelse af forhøjelsen af bøden på grund af en skærpende omstændighed i form af gentagelsestilfælde til kun 10%. Det er for det femte Versalis’ og Enis opfattelse vedrørende den solidariske karakter med hensyn til Eni af pligten til at betale denne forhøjelse, at Retten har tilsidesat sin begrundelsespligt og fraveget den retspraksis, der fremgår af Domstolens dom Arkema mod Kommissionen (C-520/09 P, EU:C:2011:619), hvori det blev fastslået, at et moderselskab, som udgør en virksomhedsenhed med et datterselskab, der er ansvarlig for en overtrædelse af konkurrencereglerne, ikke hæfter solidarisk for den del af bøden, der svarer til datterselskabets gentagne overtrædelser, da dette moderselskab ikke udgjorde en økonomisk enhed med det pågældende datterselskab på det tidspunkt, da den første overtrædelse blev begået.

106

Kommissionen har gjort gældende, at disse klagepunkter er ugrundede.

107

Dette anbringende vedrører den skærpende omstændighed i form af gentagelsestilfælde, som blev lagt til grund med hensyn til Versalis, tidligere Polimeri Europa, som følge af, at EniChem blev sanktioneret ved »PVC II«-beslutningen. Retten redegjorde inden for rammerne af undersøgelsen af sagsøgerne i første instans’ tredje anbringende, hvortil der henvises i den appellerede doms præmis 278, detaljeret for forbindelserne mellem de forskellige juriske personer, som pålægges ansvaret for overtrædelserne. Det fremgår i øvrigt af undersøgelsen af Versalis’ og Enis andet appelanbringende i sag C-123/13 P, at virksomhedens videreførelse mellem EniChem, nu [fortroligt], og Polimeri Europa, nu Versalis, med føje kunne lægges til grund. Retten har i øvrigt ikke overskredet sin kompetence, men baserede sig på elementerne i den omtvistede beslutning for at fastslå, at betingelserne for gentagelsestilfælde var opfyldt. De første tre klagepunkter er derfor ugrundede.

108

Idet det med hensyn til Versalis, tidligere Polimeri Europa, blev lagt til grund, at der forelå gentagelsestilfælde for en enkelt overtrædelse forud for den omtvistede beslutning, fastslog Retten med føje i den appellerede doms præmis 367, at Versalis’ og Enis situation var sammenlignelig med Bayers situation, i forhold til hvilken virksomhed der også var blevet lagt gentagelsestilfælde til grund for en enkelt overtrædelse. Det fjerde klagepunkt er således ugrundet.

109

For så vidt angår det femte klagepunkt, som har til formål at anfægte anvendelsen på Eni af formodningen om moderselskabets indflydelse på sine datterselskaber, som var involveret i overtrædelsen, vedrører klagepunktet Versalis’ og Enis første appelanbringende. Det fremgår imidlertid af denne doms præmis 40-45, at dette anbringende er blevet forkastet. Det er med hensyn til dom Arkema mod Kommissionen (EU:C:2011:619) tilstrækkeligt at bemærke, at Versalis’ og Enis argument tager udgangspunkt i en urigtig forståelse af denne dom, hvori Domstolen begrænsede sig til at efterprøve beregningen af bøden på grundlag af Kommissionens valg uden at tage stilling til betingelserne for gentagelsestilfælde.

110

Det følger af disse forhold, at Versalis’ og Enis femte appelanbringende skal forkastes som ugrundet.

111

Med det andet appelanbringende om den appellerede doms præmis 316 ff. har Kommissionen bestridt sammenligningen mellem den multiplikationskoefficient, der har til formål at sikre en tilstrækkelig afskrækkende virkning, og som blev anvendt med henblik på at fastsætte størrelsen af den bøde, der skulle pålægges Versalis og Eni, og den multiplikationskoefficient, der i den omtvistede beslutning blev anvendt på Dow, og nedsættelsen af den multiplikationskoefficient, som blev anvendt på Versalis og Eni, og som var støttet på en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.

112

Kommissionen har gjort gældende, at Retten har overskredet sine beføjelser og har tilsidesat dispositionsmaksimen og artikel 21 i protokollen vedrørende statutten for Den Europæiske Unions Domstol samt artikel 44, stk. 1, og artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement ved at behandle et retsspørgsmål vedrørende en angivelig tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet med hensyn til den multiplikationskoefficient, der blev anvendt med henblik på afskrækkelse ved beregningen af bøden, som ikke blev rejst af Versalis og Eni i deres oprindelige stævning.

113

Kommissionen har anført, at Versalis og Eni heri for Retten havde nedlagt påstand om, at det blev fastslået, at anvendelsen af denne multiplikationskoefficient var ulovlig, fordi denne anvendelse gennem dens betydning tilsidesatte proportionalitetsprincippet. Subsidiært havde Versalis og Eni krævet, at denne koefficient blev nedsat. Det var først i løbet af retsmødet for Retten, at disse sidstnævnte selskaber hentydede til en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet. Retten har ved at behandle dette anbringende af egen drift tilsidesat de ovennævnte bestemmelser, særligt dispositionsmaksimen.

114

Versalis og Eni har bestridt Kommissionens andet appelanbringende. De har gjort gældende, at de har påberåbt sig forskellen mellem de multiplikationskoefficienter, der blev anvendt med henblik på afskrækkelse ved beregningen af de bøder, som blev pålagt de forskellige involverede virksomheder, til støtte for anbringendet om en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet. Ligebehandlingsprincippet er efter Versalis’ og Enis opfattelse forbundet med proportionalitetsprincippet. Retten har derfor ikke af egen drift anvendt et nyt anbringende. Kommissionen har i øvrigt ikke under det nævnte retsmøde klaget over Versalis’ og Enis fremsættelse af et nyt anbringende.

115

Versalis og Eni henviser ligeledes til Domstolens praksis vedrørende Rettens fulde prøvelsesret.

116

Som generaladvokaten har anført i punkt 101 i forslaget til afgørelse, har Versalis og Eni gentagne gange og navnlig i stævningen under sagen i første instans foreholdt Kommissionen at have anvendt en multiplikationskoefficient, der blev anvendt med henblik på afskrækkelse, og som var højere end den, som blev anvendt på andre virksomheder. Med dette klagepunkt har Versalis og Eni hovedsageligt gjort et anbringende om en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet gældende, som derfor blev drøftet af sagens parter. Det følger heraf, at Retten ikke af egen drift tog stilling til dette anbringende.

117

Kommissionens andet appelanbringende må derfor forkastes.

118

Med det tredje appelanbringende om den appellerede doms præmis 323-325 har Kommissionen gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl i forhold til fortolkningen og anvendelsen af ligebehandlingsprincippet med hensyn til multiplikationskoefficienten, der blev anvendt med henblik på afskrækkelse. Rettens begrundelse er endvidere behæftet med en begrundelsesmangel. Nærmere bestemt har Retten undladt at tage hensyn til Kommissionens skønsmargen ved fastsættelse af bødernes størrelse i lyset af de relevante omstændigheder og har pålagt den at foretage en rent matematisk beregning for at fastsætte den multiplikationskoefficient, som skulle anvendes på Versalis’ og Enis bøder. Endvidere har Retten begået en fejl ved at kræve, at forhøjelsen af bøden med henblik på afskrækkelse er forholdsmæssig med de involverede virksomheders respektive omsætning, og ikke, at de multiplikationskoefficienter eller de bøder, bøder, som følger af anvendelsen af multiplikationskoefficienterne, er forholdsmæssige med disse virksomheders samlede omsætning.

119

Versalis og Eni har gjort gældende, at Kommissionen under dække af det tredje appelanbringende har anmodet Domstolen om at foretage en ny vurdering af den multiplikationskoefficient, der blev anvendt med henblik på afskrækkelse. Dette anbringende må derfor afvises. Nævnte anbringende er under alle omstændigheder ugrundet. Retten har således handlet inden for rammerne af sin fulde prøvelsesret, og Kommissionen har ikke godtgjort, at den af Retten forfægtede metode er mindre afskrækkende end den af Kommissionen foreslåede metode, hvilket kan give uforholdsmæssige resultater.

120

Som generaladvokaten har anført i punkt 105 i forslaget til afgørelse, vedrører Kommissionens tredje appelanbringende ikke nødvendigheden af at overholde ligebehandlingsprincippet mellem de forskellige deltagere i et og samme kartel, men de elementer, som skal tages i betragtning med henblik på at afgøre de pålagte bøders forholdsmæssighed. Herved baserede Retten sig på oplysningerne i den omtvistede beslutning, begrundede sin afgørelse nøje og begik ikke nogen retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 325 fastslog, at valget af multiplikationskoefficienten på 1,4 ikke var tilstrækkelig, henset til forskellen i omsætning mellem Eni og Dow.

121

Dette anbringende skal forkastes som ugrundet.

122

Med det sjette appelanbringende har Versalis og Eni gjort gældende, at Retten har anvendt artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 åbenbart ukorrekt ved at fastsætte den maksimale bøde på anden vis end ud fra omsætningen alene for [fortroligt], tidligere EniChem.

123

Det er Kommissionens opfattelse, at dette anbringende er sammenfaldende med Versalis’ og Enis første og andet appelanbringender.

124

Dette anbringende bygger på den antagelse, at der gives medhold i det første og andet appelanbringende. Da disse to sidstnævnte anbringender er blevet forkastet, er det ufornødent at tage stilling til Versalis’ og Enis sjette appelanbringende.

125

Med det syvende appelanbringende har Versalis og Eni bestridt Rettens forkastelse af det tiende anbringende i sagen i første instans om, at Kommissionen ikke tog hensyn til [fortroligt] og Versalis’ samarbejde ud over anvendelsesområdet for samarbejdsmeddelelsen af 2002, og af det ellevte anbringende i søgsmålet om en manglende nedsættelse af bøden i medfør af samarbejdsmeddelelsen af 2002. Versalis og Eni har gjort gældende, at Retten ikke udøvede den prøvelsesret, som påhviler den, og at den under alle omstændigheder foretog en fejlvurdering og tilsidesatte begrundelsespligten ved at fastslå, at Kommissionen ikke havde tilsidesat billighedsprincippet, ligebehandlingsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ved vurderingen af dette samarbejde.

126

Versalis og Eni har foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 355 under henvisning til det skøn, som Kommissionen er tillagt med hensyn til beregningsmetoden for bøder, gentog Kommissionens vurdering af de oplysninger, som Versalis og Eni havde afgivet i forbindelse med dette samarbejde. Retten burde have udøvet sin kontrol under hensyntagen til den måde, hvorpå Kommissionen anvendte samarbejdsmeddelelsen af 2002 i andre sager. Retten tog i øvrigt ikke hensyn til det sene tidpunkt, hvor Versalis og Eni fik kendskab til undersøgelsen, selv om dette havde betydning for merværdien af de oplysninger, som kunne fremsendes af Versalis og Eni. Versalis og Eni kritiserer endvidere Kommissionen for ikke at have foretaget en inspektion tidligere.

127

Retten begik ligeledes en retlig fejl ved ikke at vurdere, at Kommissionen havde tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, selv om de af Versalis og Eni afgivne oplysninger repræsenterede en betydelig merværdi i forhold til de oplysninger, som blev afgivet i de sager, der gav anledning til andre beslutninger fra Kommissionen, og at Versalis og Eni med føje kunne antage, at deres fulde, loyale og vedvarende samarbejde ville blive behørigt belønnet. Selskaberne har anfægtet den appellerede doms præmis 358 som værende ugrundet.

128

Versalis og Eni blev endvidere forskelsbehandlet i forhold til andre virksomheder, der havde anmodet om bødenedsættelse, og hvis erklæringer var utilstrækkelige, upræcise og upålidelige.

129

Kommissionen har gjort glædende, at Versalis’ og Enis syvende appelanbringende bør afvises, da det blot udgør en gentagelse af de argumenter, der er blevet fremført for Retten, og der herved tilsigtes at opnå ny faktisk vurdering af de oplysninger fra [fortroligt], tidligere EniChem, som blev afgivet til Kommissionen.

130

Med det syvende appelanbringende har Versalis og Eni i det væsentlige anfægtet Rettens stillingtagen til det ellevte anbringende i stævningen under sagen i første instans. Efter i den appellerede doms præmis 354 at have henvist til begrebet »merværdi«, som anført i samarbejdsmeddelelsen af 2002, undersøgte Retten det af Versalis og Eni forsynede bevismateriale med henblik på at efterprøve, om de i betydelig grad øgede værdien af det materiale, som Kommissionen allerede var i besiddelse af.

131

I den appellerede doms præmis 357-363 foretog Retten en præcis og begrundet vurdering af beviserne, som det ikke tilkommer Domstolen at prøve i forbindelse med en appel. Henset til denne vurdering begik Retten ikke en retlig fejl ved at forkaste Versalis’ og Enis forskellige argumenter.

132

Versalis’ og Enis syvende appelanbringende skal derfor forkastes.

133

Versalis og Eni har med det ottende anbringende gjort gældende, at Retten ikke foretog en fuldstændig domstolskontrol af det endelige bødebeløb, som er urimeligt, ubegrundet og uforholdsmæssigt. Retten undlod efter selskabernes opfattelse at undersøge deres argumenter grundigt og begrænsede sig til en simpel legalitetskontrol af den omtvistede beslutning.

134

Det er Kommissionens opfattelse, at Retten har foretaget en dybtgående undersøgelse af Versalis’ og Enis argumenter. Disse selskaber har til hensigt at få Domstolen til at foretage en fornyet undersøgelse af bødens størrelse.

135

Det må konstateres, at nævnte anbringende vedrører dommen i sin helhed og ikke præciserer, hvilke præmisser i den appellerede dom der anfægtes. Anbringendet er som sådant for upræcist og for uklart til at kunne besvares.

136

I øvrigt tilkommer det ikke Domstolen, når den træffer afgørelse vedrørende retlige spørgsmål under en appelsag, af billighedsgrunde at omgøre det skøn, som Retten har udøvet under sin fulde prøvelsesret vedrørende størrelsen af de bøder, som pålægges virksomheder på grund af disses overtrædelse af EU-retten (jf. bl.a. dom E.ON Energie mod Kommissionen, C-89/11 P, EU:C:2012:738, præmis 125).

137

Det følger af disse forhold, at Versalis’ og Enis ottende appelanbringende skal forkastes.

138

Da samtlige anbringender er blevet forkastet, både i sag C-93/13 P og sag C-123/13 P, skal begge appeller forkastes.

139

I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen forkastes. I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.

140

Da Versalis og Eni hvad angår appellen i sag C-93/13 P har nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, og Kommissionen har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale omkostningerne i den sag.

141

Da Kommissionen hvad angår appellen i sag C-123/13 P har nedlagt påstand om, at Versalis og Eni tilpligtes at betale sagens omkostninger, og Versalis og Eni har tabt sagen, bør det pålægges disse at betale omkostningerne i den sag.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Femte Afdeling):