1

Ahmed Abdelaziz Ezz m.fl. har iværksat appel til prøvelse af dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret (Tredje Afdeling) den 27. februar 2014, Ezz m.fl. mod Rådet (T-256/11, EU:T:2014:93, herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten frifandt Rådet for appellanternes påstand om annullation af dels Rådets afgørelse 2011/172/FUSP af 21. marts 2011 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Egypten (EUT L 76, s. 63), dels Rådets forordning (EU) nr. 270/2011 af 21. marts 2011 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Egypten (EUT L 76, s. 4), for så vidt som disse retsakter vedrører appellanterne.

2

De Forenede Nationers konvention mod korruption blev vedtaget af De Forenede Nationers Generalforsamling ved resolution 58/4 af 31. oktober 2003. Konventionen trådte i kraft den 14. december 2005. Den er blevet ratificeret af samtlige medlemsstater, og Den Europæiske Union har tilsluttet sig den ved Rådets afgørelse 2008/81/EF af 25. september 2008 (EUT L 287, s. 1).

3

Konventionens artikel 2 bestemmer:

»I denne konvention anvendes følgende udtryk med den angivne betydning:

[…]

[…]«

4

Nævnte konventions kapitel III, der indeholder artikel 15-42, omhandler kriminalisering, afsløring og strafferetlig håndhævelse. Dette kapitels artikel 15-27 opregner en række forskellige former for korruption, som medlemsstaterne skal anse for strafbare handlinger. Da formålet med denne konvention er at gøre det muligt at kriminalisere øget korruption i betragtning af de trusler mod samfundets stabilitet og sikkerhed, som det er forbundet med, omhandler denne ikke kun det forhold at tilbyde utilbørlige fordele til personer eller underslæb ved hjælp af offentlige midler, men også handel med indflydelse samt tilbageholdelse af formuegoder eller hvidvaskning af udbytte af kriminelle handlinger.

5

Artikel 31, stk. 1 og 2, i samme konvention har følgende ordlyd:

»1.   Hver kontraherende stat skal i videst muligt omfang inden for rammerne af sin nationale ret træffe de foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at muliggøre konfiskation af:

2.   Hver kontraherende stat skal træffe de foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at gøre det muligt at identificere, opspore, indefryse eller beslaglægge de i stk. 1 omhandlede genstande med henblik på eventuel konfiskation.«

6

Artikel 55, stk. 2, i De Forenede Nationers konvention mod korruption har følgende ordlyd:

»Efter anmodning fra en anden kontraherende stat med jurisdiktion over en kriminel handling omfattet af denne konvention skal den anmodede stat træffe foranstaltninger til at identificere, opspore og indefryse eller beslaglægge udbytte af en kriminel handling, formuegoder, udstyr eller andre hjælpemidler som omhandlet i denne konventions artikel 31, stk. 1, med henblik på endelig konfiskation efter kendelse afsagt enten af den anmodende stat eller, i henhold til en anmodning efter denne artikels stk. 1, af den anmodede stat.«

7

På baggrund af de politiske begivenheder, som fandt sted i Egypten fra januar 2011, vedtog Rådet for Den Europæiske Union den 21. marts 2011 med henvisning til artikel 29 TEU afgørelse 2011/172.

8

Følgende fremgår af første og anden betragtning til afgørelse 2011/172 i den oprindelige version:

9

Følgende fremgår af artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2011/172 i sin oprindelige affattelse [o.a.: Artikel 1 er ikke ændret på dansk]:

»Alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af personer, der er blevet identificeret som ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af den egyptiske stats midler, og fysiske eller juridiske personer eller enheder eller organer med tilknytning til dem, jf. listen i bilaget, indefryses.«

10

Selv om der i den franske version af anden betragtning og artikel 1, stk. 1, blev anvendt udtrykket »personnes reconnues comme responsables« [»personer, der er blevet anerkendt som ansvarlige«], benytter den engelske version af disse bestemmelser udtrykket »persons having been identified as responsible«.

11

Den 11. juli 2014, dvs. efter afsigelsen af den appellerede dom, blev der for så vidt angår den bulgarske, spanske, tjekkiske, estiske, franske, ungarske og nederlandske sprogversion offentliggjort en berigtigelse til denne afgørelse i Den Europæiske Unions Tidende (EUT 2014 L 203, s. 113). Ifølge denne berigtigelse skal nævnte bestemmelser læses som personer, der er blevet »identificeret« som ansvarlige, og ikke som personer, der er blevet »anerkendt« som ansvarlige.

12

Afgørelse 2011/172 indeholder som bilag en »[l]iste over fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer nævnt i artikel 1«. Listen indeholder tre former for oplysninger. I den første kolonne fremgår de berørte retssubjekters »[n]avn (og eventuelle kaldenavne)«, anden kolonne indeholder deres »[i]dentificerende oplysninger«, og i den sidste kolonne er anført en »[b]egrundelse«.

13

Ahmed Abdelaziz Ezz fremgår som nummer syv på nævnte liste. Anden kolonne indeholder følgende oplysninger: »Tidligere medlem af parlamentet. Fødselsdato: 12.1.1959. Mand«. Begrundelsen, der nævnt i tredje kolonne for opførelsen på listen, er den samme for samtlige 19 personer, der er opført på listen, og den lyder således: »Person, der retsforfølges af de egyptiske myndigheder for uretmæssig tilegnelse af statens midler på grundlag af De Forenede Nationers konvention mod korruption«.

14

Abla Mohamed Fawzi Ali Ahmed er nævnt som nummer otte på listen. Den anden kolonne indeholder følgende oplysninger: »Gift med Ahmed Abdelaziz Ezz. Fødselsdato: 31.1.1963. Kvinde«.

15

Khadiga Ahmed Ahmed Kamel Yassin er anført som nummer ni på listen. Den anden kolonne indeholder følgende oplysninger: »Gift med Ahmed Abdelaziz Ezz. Fødselsdato: 25.5.1959. Kvinde«.

16

Shahinaz Abdel Aziz Abdel Wahab Al Naggar er omtalt som nummer ti på listen. Den anden kolonne indeholder følgende oplysninger: »Gift med Ahmed Abdelaziz Ezz. Fødselsdato: 9.10.1969. Kvinde«.

17

Rådet vedtog forordning nr. 270/2011 med henvisning til artikel 215, stk. 2, TEUF og afgørelse 2011/172. Forordningens artikel 2, stk. 1 og 2, gentager i det væsentlige bestemmelserne i artikel 1, stk. 1 og 2, i afgørelse 2011/72. Denne forordning indeholder i øvrigt et bilag I, som er identisk med bilaget til afgørelse 2011/172. Da de med afgørelse 2011/172 indførte foranstaltninger, som det fremgår af anden betragtning til nævnte forordning, »falder ind under anvendelsesområdet for traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, [var] lovgivning på EU-plan nødvendig for deres gennemførelse« og begrundede vedtagelsen af denne retsakt.

18

Forordning nr. 270/2011 var ikke genstand for berigtigelse svarende til berigtigelsen af afgørelse 2011/172.

19

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 20. maj 2011 anlagde appellanterne sag med påstand om annullation af afgørelse 2011/172 og forordning nr. 270/2011, for så vidt som disse retsakter vedrørte dem.

20

De fremførte otte anbringender til støtte for deres søgsmål. Deres fjerde anbringende vedrørte faktisk vildfarelse og fejlagtig retlig kvalificering af de faktiske omstændigheder i begrundelsen for deres opførelse på de lister, der er anført som bilag til afgørelse 2011/172 og forordning nr. 270/2011. De har i denne henseende gjort gældende, at de ikke retsforfølges i Egypten.

21

I den henseende fastslog Retten i den appellerede doms præmis 123-133 og 137, at:

[…]

[…]

22

Da Retten ikke tog nogen af anbringenderne til følge, frifandt den Rådet i det hele.

23

Appellanterne har nedlagt følgende påstande:

24

Rådet har nedlagt følgende påstande:

25

Europa-Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

26

Appellanterne har fremført seks anbringender til støtte for appellen.

27

Med deres første anbringende har appellanterne gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl ved at fastslå, at afgørelse 2011/172 var blevet lovligt vedtaget på grundlag af artikel 29 TEU. Dette anbringende vedrører den appellerede doms præmis 44-47.

28

Med henblik på fastlæggelsen af betydningen af artikel 29 TEU behandlede Retten artikel 21 TEU, 23 TEU – 25 TEU og 28 TEU. Den konkluderede i den appellerede doms præmis 41 følgende:

»Det fremgår af en samlet læsning af disse bestemmelser, at afgørelser, der fastlægger »Unionens tilgang« som omhandlet i artikel 29 TEU, er afgørelser, som for det første indgår som et led i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) som defineret i artikel 24, stk. 1, TEU, for det andet vedrører et »bestemt spørgsmål af geografisk eller tematisk karakter« og for det tredje ikke har karakter af »operationelle aktioner« som omhandlet i artikel 28 TEU.«

29

I denne doms præmis 44-46 fastslog Retten, at de tre kriterier var opfyldt i den foreliggende sag. Den konkluderede i nævnte doms præmis 47, at artikel 1 i afgørelse 2011/172 lovligt kunne vedtages på grundlag af artikel 29 TEU.

30

Appellanterne har gjort gældende, at betingelserne for vedtagelse af afgørelser på grundlag af artikel 29 TEU ikke var opfyldt i den foreliggende sag. Begrundelsen for opførelsen på listen i bilaget til afgørelse 2011/172 er ikke omfattet af principperne og formålene med FUSP som defineret i artikel 21 TEU. De egyptiske myndigheder havde i de af Rådet påberåbte skrivelser aldrig ladet forstå, at de forhold, som lægges appellanterne til last, vedrørte »demokratiet« i Egypten eller en »bæredygtig udvikling af [dette lands] økonomi eller samfund«.

31

Appellant 1’s påståede adfærd, nemlig svig over for et selskabs aktionærer, begrunder ikke et EU-tiltag på internationalt plan på grundlag af FUSP. Der findes desuden ingen materielle påstande mod Ahmed Abdelaziz Ezz’ ægtefæller. Hvis det antages, at svig begået i et tredjeland udløser Unionens fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, vil denne politiks anvendelsesområde i væsentlig grad blive udvidet på bekostning af medlemsstaternes kompetencer med hensyn til gensidig retlig bistand.

32

De egyptiske myndigheder har desuden ikke anmodet Unionen om at vedtage en afgørelse i henhold til artikel 29 TEU, men har bedt om gensidig retlig bistand, som påhviler de nationale domstole.

33

Endelig omhandlede disse myndigheders anmodning indeholdelse af midler, der ville kunne anvendes for at fuldbyrde en dom afsagt af en national domstol over for Ahmed Abdelaziz Ezz og gøre det muligt at »tilbageføre« det omhandlede beløb, hvilket der ikke er nogen kompetence til inden for rammerne af FUSP. Ved at fastslå, at en af appellanterne var anklaget for forhold, der af de egyptiske myndigheder blev anset for en trussel mod den demokratiske regering i Den Arabiske Republik Egypten eller den bæredygtige udvikling af økonomien og samfundet, foretog Retten en urigtig gengivelse af de beviser, der er fremlagt for den.

34

Rådet har anført, at det første anbringende sammenblander to indsigelser, den ene vedrørende manglende retsgrundlag for afgørelse 2011/172 og den anden om den omstændighed, at appellanterne ikke opfyldte betingelserne for at være omfattet af anvendelsesområdet for afgørelse 2011/172 og forordning nr. 270/2011. Rådet har bemærket, at Retten har behandlet deres anbringende om det manglende retsgrundlag i den appellerede doms præmis 44-47.

35

Rådet er af den opfattelse, at appellanterne fejlfortolker formålene med afgørelse 2011/172, idet intet i denne afgørelse gør det muligt at konkludere, at baggrunden for deres opførelse på listen over personer, hvis pengemidler og økonomiske ressourcer skal indefryses, der fremgår i bilaget hertil, var svig begået i et tredjeland, eller at formålet med denne afgørelse skulle være gensidig retlig bistand.

36

Afgørelse 2011/172 er en selvstændig foranstaltning, der ikke blev vedtaget som svar på en anmodning fra de egyptiske myndigheder, men med henblik på at opfylde FUSP’s formål og under udøvelsen af den skønsbeføjelse, som Rådet har i denne henseende. Derfor har Retten i forbindelse med behandlingen af den ulovlighedsindsigelse, der blev rejst over for artikel 1 i afgørelse 2011/172, hverken udtalt sig om appellanternes påståede handlinger eller om indholdet af verbalnote NV93/11/ms og var heller ikke forpligtet til at gøre det.

37

Kommissionen har gjort gældende, at det første anbringende, for så vidt som det angår det fejlagtige retsgrundlag for afgørelse 2011/172, ikke kan antages til realitetsbehandling, da det ikke blev påberåbt i stævningen i annullationssøgsmålet, der blev indgivet ved første instans. Der ville desuden være tale om et nyt faktisk anbringende, da kriteriet for, at der foreligger ansvar for uretmæssig tilegnelse af statens midler som grundlag for indefrysning af appellanternes pengemidler, ville være uforeneligt med artikel 21 TEU, idet foranstaltningen ikke forfølger nogen af formålene i denne artikels stk. 1 og 2. Desuden omhandler appellen overhovedet ikke Rettens argumentation i den appellerede doms præmis 34-54 om betydningen og rækkevidde af artikel 29 TEU. Dette anbringende må derfor afvises.

38

Subsidiært har Kommissionen anført, at Retten ikke har begået en retlig fejl, da den fastslog, at betingelserne for anvendelsen af artikel 29 TEUF var opfyldt. Kommissionen har gjort gældende, at det i den foreliggende sag i modsætning til det af appellanterne anførte ikke drejer sig om, at en sag om svig begået i et tredjeland udløser Unionens fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, men om at behandle anmodninger fra en nyligt dannet regering i et tredjeland med henblik på at sikre dette lands offentlige midler for at muliggøre deres fremtidige inddrivelse og anvendelse heraf til gavn for det egyptiske folk.

39

Kommissionen har desuden bemærket, at den omstændighed, at de egyptiske myndigheder udtrykkeligt havde fremsendt en anmodning til Unionens retslige myndigheder, ikke har betydning for spørgsmålet om, hvorvidt artikel 29 TEU udgør det rette retsgrundlag for vedtagelsen af afgørelse 2011/172 om restriktive foranstaltninger. Disse restriktive foranstaltninger er således selvstændige foranstaltninger, som Rådet har beføjelse til at træffe, også uden en anmodning fra det pågældende tredjeland.

40

Endelig er henvisningen til pengemidlernes tilbageførsel uden betydning i den foreliggende sag, da dette spørgsmål falder uden for anvendelsesområdet for afgørelse 2011/172 og forordning nr. 270/2011.

41

Med deres første anbringende har appellanterne gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl ved at fastslå, at afgørelse 2011/172 blev gyldigt vedtaget på grundlag af artikel 29 TEU.

42

Efterprøvelsen af en retsakts retsgrundlag gør det muligt at efterprøve den udstedende myndigheds kompetence (jf. i denne retning dom Tyskland mod Parlamentet og Rådet, C-376/98, EU:C:2000:544, præmis 83) og at konstatere, om proceduren for vedtagelsen af denne retsakt er mangelfuld (dom ABNA m.fl., C-453/03, C-11/04, C-12/04 og C-194/04, EU:C:2005:741, præmis 53). Ifølge fast retspraksis skal valget af retsgrundlag for en EU-retsakt foretages på grundlag af objektive forhold, som gør det muligt at foretage domstolskontrol, og som omfatter retsaktens formål og indhold (jf. bl.a. dom Parlamentet mod Rådet, C-130/10, EU:C:2012:472, præmis 42).

43

I den appellerede doms præmis 44-46 har Retten behandlet formålet med og indholdet af afgørelse 2011/172 og konkluderet, at den lovligt kunne vedtages på grundlag af artikel 29 TEU. Retten har i den appellerede doms præmis 44 navnlig fastslået, at afgørelse 2011/172 indgår som et led i en politik til støtte for de nye egyptiske myndigheder, som skal fremme denne stats såvel politiske som økonomiske stabilisering og mere specifikt hjælpe dette lands myndigheder i kampen mod uretmæssig tilegnelse af statens midler, og at denne afgørelse således fuldt ud indgår i FUSP og opfylder de mål, som er anført i artikel 21, stk. 2, litra b) og d), TEU.

44

I denne henseende har appellanterne ikke fremført noget argument for, at Retten har begået en retlig fejl i den i ovennævnte præmis anførte argumentation, men har begrænset sig til generelt at anføre, at de egyptiske myndigheder i de af Rådet fremlagte skrivelser ikke har erklæret, at de forhold, som lægges appellanterne til last, vedrører demokratiet eller den bæredygtige udvikling af Egyptens økonomi eller samfund som omhandlet i artikel 21, stk. 2, litra b) og d), TEU. Følgelig kan appellanternes argument ikke tages til følge.

45

Appellanterne har desuden bestridt grundlaget for afgørelse 2011/172 i henhold til artikel 21 TEU.

46

Henset til de mange forskellige mål og målsætninger med FUSP, som udtrykt i artikel 3, stk. 5, TEU og artikel 21 TEU samt i de særlige bestemmelser om FUSP, bl.a. artikel 23 TEU og 24 TEU, kan dette argument imidlertid ikke rejse tvivl om Rettens bedømmelse af hjemmelen for afgørelse 2011/172.

47

Hvad angår indsigelsen om urigtig gengivelse af beviser bemærkes, at appellanterne ikke har beskrevet, hvilke af den appellerede doms præmisser der anfægtes i første anbringende, som denne indsigelse vedrører.

48

Det følger heraf, at det første anbringende skal forkastes.

49

Med deres andet anbringende har appellanterne gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl ved at fastslå, at de opfyldte betingelserne i artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2011/172 og artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 270/2011 og begrundelserne i bilagene til disse retsakter for, at der vedtages restriktive foranstaltninger over for dem i de midler og økonomiske ressourcer, de råder over, og at deres navne opføres på listen i bilaget til hver af disse retsakter.

50

Henset til, at den engelske sprogversion af artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2011/172 er affattet anderledes end de andre sprogversioner, har Retten i den appellerede doms præmis 62-84 foretaget en fortolkning af denne bestemmelse. Den engelske sprogversion fastsætter indefrysning af midler for »persons having been identified as responsible«, mens den franske sprogversion henviser til personer, der er blevet »reconnues« [»anerkendt«] som værende ansvarlige for uretmæssige tilegnelse.

51

Under hensyntagen til nævnte bestemmelses kontekst og formål har Retten i den appellerede doms præmis 67 konkluderet, at den skal undergives en vid fortolkning. I denne doms præmis 70-81 har Retten fastslået, at princippet om, at bestemmelser, der indfører administrative sanktioner, skal fortolkes strengt, ikke er til hinder for en sådan fortolkning. Den har desuden i nævnte doms præmis 82-84 udtalt sig om princippet om uskyldsformodning.

52

I forbindelse med behandlingen af begrundelserne for, at appellanternes navne er blevet opført på listen i bilaget til afgørelse 2011/172, sammenlignede Retten affattelsen af de forskellige sprogversioner af denne afgørelse. I den appellerede doms præmis 93 har den anført, at uanset hvilken sprogversion der lægges til grund, var begrundelsen for opførelse i overensstemmelse med artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2011/172, og fastslog i denne doms præmis 94, at den engelske sprogversion således bedst modsvarer det mål, som forfølges med denne artikel.

53

På grundlag af ordlyden af artikel 1, stk. 1, i den engelske sprogversion af afgørelse 2011/172 udtalte Retten således i den appellerede doms præmis 95, at »Rådet har haft til hensigt at indefryse sagsøgernes midler med den begrundelse, at sagsøgerne var genstand for en retslig procedure i Egypten, som havde en form for tilknytning til efterforskning vedrørende uretmæssig tilegnelse af statens midler«. I denne doms præmis 99 konkluderede den, at »Rådet ved at opføre sagsøgernes navne på listen i bilaget til afgørelse 2011/172 ikke har undladt at opfylde de kriterier, som det selv havde fastsat i samme afgørelses artikel 1, stk. 1«.

54

Appellanterne har først og fremmest bestridt Rettens fortolkning af artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2011/172 og af artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 270/2011. De har gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl ved at anvende den engelske sprogversion af disse bestemmelser. De har anført, at det ikke er korrekt, at den engelske sprogversion bedre modsvarer det mål, som forfølges med afgørelse 2011/172, og at Retten burde have sammenholdt de forskellige sprogversioner. Retten havde pligt til at fortolke disse bestemmelser på baggrund af den almindelige opbygning af og formålet med lovgivningen. Appellanterne har desuden bestridt Rettens fortolkning i den appellerede doms præmis 85-95 af begrundelsen for, at de hver især er opført på listen i bilaget til afgørelse 2011/172 og i bilaget til forordning nr. 270/2011.

55

Henset til disse fejlagtige fortolkninger foretog Retten ikke en fuldstændig og streng prøvelse af beviserne som krævet af EU-retten. Den baserede sig alene på påstandene i anmodningen om gensidig retlig bistand uden at sikre rigtigheden heraf. Den tog bl.a. ikke hensyn til appellant 1’s argument om, at anklagen imod ham i virkeligheden tjente et politisk formål og var fuldstændigt ubegrundet. Retten behandlede heller ikke appellantens påstande om, at han i Egypten var genstand for en behandling, der ikke overholdt de grundlæggende garantier for en retfærdig rettergang og retsstatsprincipperne.

56

Retten begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 99 at fastslå, at Rådet ikke havde tilsidesat de kriterier, som det selv havde opstillet i artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2011/172 ved at opføre appellanternes navne på listen i bilaget til denne afgørelse.

57

Denne fejl var så meget desto mere åbenlys vedrørende appellant 2, 3 og 4. Retten fastslog således i den appellerede doms præmis 131, at ingen af de af Rådet fremlagte dokumenter indicerer, at disse appellanter er blevet gjort til genstand for strafforfølgning i Egypten for uretmæssig tilegnelse af statens midler. Ved at henvise til, at der er en relation mellem disse appellanter og appellant 1, tog Retten hverken hensyn til Domstolens dom Tay Za mod Rådet (C-376/10 P, EU:C:2012:138, præmis 66) eller Rettens dom Nabipour m.fl. mod Rådet (T-58/12, EU:T:2013:640, præmis 107 og 108), hvorefter kun en fysisk persons egen indblanding i handlinger, der er omfattet af den relevante lovgivning, begrunder vedtagelse af restriktive foranstaltninger over for vedkommende.

58

Rådet har anført, at Retten ikke begik en retlig fejl i forbindelse med fortolkningen af afgørelse 2011/172. Spørgsmålet om koncipistens hensigt blev under alle omstændigheder endeligt afgjort fra offentliggørelsen af en berigtigelse til denne afgørelse.

59

Hvad angår beviserne for, at der verserer en straffesag mod appellant 1, har Rådet henvist til den egyptiske anklagemyndigheds verbalnote NV93/11ms og til den omstændighed, at denne appellant har anerkendt at være genstand for en sådan sag i den stævning, som han har indgivet til Retten. Retsforfølgningen er ikke baseret på tilsidesættelse af De Forenede Nationers konvention mod korruption, men på forhold, som appellanten foreholdes af de egyptiske myndigheder, og som svarer til de i denne konvention beskrevne overtrædelser, bl.a. sidstnævntes artikel 17 og 18. Begrundelserne for opførelse på listen i bilaget til afgørelse 2011/172 beskriver, at de egyptiske myndigheder har indledt en retsforfølgning, således som appellant 1 selv nævner.

60

Rådet har anført, at appellanterne ikke har forklaret, på hvilken måde Rådet eller Retten burde have taget argumentet om, at den anklage, der er rejst mod appellant 1, i virkeligheden forfølger et politisk formål, i betragtning. Rådet har desuden mindet om, at de restriktive foranstaltninger, der er truffet over for ham, ikke udgør en strafferetlig sanktion, hvormed argumentet om en krænkelse af princippet om en retfærdig rettergang og retsstatsprincipperne ikke er relevant.

61

Hvad angår appellant 2, 3 og 4 har Rådet understreget, at deres opførelse på listen i bilaget til afgørelse 2011/172 ikke er begrundet i den omstændighed, at de har tilknytning til appellant 1. Rådet har i denne henseende mindet om, at Retten bl.a. i den appellerede doms præmis 97 fastslog, at appellanterne var opført på denne liste alene med den begrundelse, at de var genstand for en retslig procedure i Egypten, som havde en tilknytning til efterforskning vedrørende uretmæssig tilegnelse af statens midler.

62

Kommissionen har anført, at appellanterne ikke har bestridt den appellerede doms præmis 57-84, hvori Retten foretog en fortolkning af artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2011/172. Kommissionen har understreget, at Retten lovligt foretrak en vid fortolkning af denne bestemmelse. Formålet med indefrysningen af midler, nemlig at muliggøre den egyptiske regerings efterfølgende tilbagesøgning af disse midler, ville ikke kunne opnås, hvis man skulle afvente, at der blev indledt strafferetlig forfølgning. Ordlyden af afgørelse 2011/172 er desuden ikke til hinder for en sådan fortolkning. Artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2011/172 og artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 270/2011 omhandler således personer, der er blevet identificeret som ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af offentlige midler, og personer »med tilknytning til« dem. Disse artiklers stk. 2 fastsætter desuden en foranstaltning for at undgå, at de omhandlede personer omgår de restriktive foranstaltninger, som de er omfattet af. Kommissionen har således konkluderet, at begrundelsen for opførelse på listerne i bilagene til afgørelse 2011/172 og forordning nr. 270/2011, nemlig den omstændighed, at man »retsforfølges«, ikke skal fortolkes således, at de omhandlede personer skal være »genstand for retsforfølgning«.

63

Hvad angår beviserne har Kommissionen understreget, at Rådet kunne basere sig på skrivelserne fra de egyptiske myndigheder uden at efterprøve, om argumenterne er indholdsmæssigt begrundede eller træffe afgørelse med henvisning til resultatet af denne retsforfølgning. Selv om den egyptiske anklagemyndigheds anmodning om gensidig retlig bistand med hensyn til appellant 1 sigtede på detaljerede oplysninger om bl.a. »spekulationsforbrydelser og forsætlig krænkelse af offentlige ejendom«, gælder dette ikke for appellant 2, 3 og 4. Grunden til, at deres midler var blevet beslaglagt af de egyptiske myndigheder og indefrosset ved Unionens retsakter, skal findes i den omstændighed, at disse personer på grund af deres relation med appellant 1 kan misbruge offentlige midler eller blive udnyttet til dette formål. Ifølge oplysningerne i disse skrivelser var beslaglæggelsen af disse appellanters midler endvidere genstand for dekreter udstedt af anklagemyndigheden og bekræftet af straffedomstolen. Rådet har således redegjort for de relevante oplysninger, der dannede grundlag for oprettelsen af de omhandlede lister.

64

Hvad angår den fuldstændige prøvelse af begrundelserne for opførelsen på disse lister, således som krævet af appellanterne, har Kommissionen understreget, at det hverken tilkom Rådet at efterprøve »holdbarheden« af de egyptiske myndigheders argumenter eller at træffe afgørelse om realiteten i den nationale sag. De egyptiske myndigheders skrivelser indeholder tilstrækkelige oplysninger, som Rådet kunne anvende som grundlag for at vedtage restriktive foranstaltninger.

65

Ligesom Rådet har Kommissionen gjort gældende, at henvisningen til De Forenede Nationers konvention mod korruption udgør retsgrundlaget for anmodningen om gensidig retlig bistand og ikke kan forstås som en angivelse af de nøjagtige begrundelser for retsforfølgningen af appellant 1.

66

Afslutningsvis har Kommissionen anført, at indsigelsen om, at Rettens argumentation mangler konsekvens, ikke finder støtte i den appellerede dom. Kommissionen har bemærket, at appellanterne ikke har bestridt den appellerede doms præmis 67 og ikke har taget højde for Rettens detaljerede gennemgang af definitionen af relevante kriterier for opførelse på listen i bilaget til afgørelse 2011/172 (den appellerede doms præmis 57-84), for definitionen af begrundelsen for opførelse på denne liste (nævnte doms præmis 85-95) og for den retlige vurdering af de faktiske omstændigheder (præmis 118-157).

67

Endelig har Kommissionen gjort gældende, at dom Tay Za mod Rådet (EU:C:2012:138) ikke er relevant i den foreliggende sag. Den sag vedrørte en søn af en leder af en stor virksomhed, som havde tilknytning til burmesiske ledere, og restriktive foranstaltninger mod styret i dette tredjeland rettet mod embedsmænd, »der formulerer, iværksætter eller nyder godt af politikker, der hindrer Burmas/Myanmars overgang til demokrati«. I den foreliggende sag er formålet at bevare de offentlige midler med henblik på deres fremtidige tilbagebetaling til Den Arabiske Republik Egypten. Alene den omstændighed, at man er gift med en person med tilknytning til lederne af en stat, gør således ikke, at man anses for at have tilknytning til det politiske styre i denne stat. Denne situation er til gengæld relevant, når de restriktive foranstaltninger har til formål at sikre offentlige midler, eftersom visse goder kan besiddes i fællesskab af en ægtemand og hans hustruer. Selve den omstændighed, at der i Egypten er blevet vedtaget dekreter, selv om de ikke er strengt nødvendige for opførelse af appellant 2, 3 og 4 på listerne i bilagene til afgørelse 2011/172 og forordning nr. 270/2011, er et væsentligt indicium for en sådan relation, da de egyptiske retsinstanser har et bedre kendskab til formueforholdet mellem appellant 1 og hans hustruer.

68

Med deres andet anbringende har appellanterne for det første bestridt Rettens fortolkning af kriterierne for opførelse på listerne i bilagene til afgørelse 2011/172 og forordning nr. 270/2011 og for det andet deres opførelse på listerne, henset til disse kriterier samt den angivne begrundelse i denne henseende.

69

I modsætning til det, som appellanterne for det første har gjort gældende, foretog Retten en fortolkning af artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2011/172 og artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 270/2011 under hensyntagen til den forskellige affattelse af afgørelse 2011/172 og forordning nr. 270/2011 i de forskellige sprogversioner, til deres kontekst og til deres formål.

70

I denne henseende fastlagde Retten i den appellerede doms præmis 66 uden at begå en retlig fejl formålet med disse retsakter som værende hjælp til de egyptiske myndigheder i deres kamp mod uretmæssig tilegnelse af statens midler. Dette formål fremgår således udtrykkeligt af anden betragtning til afgørelse 2011/172.

71

Henset til dette formål begik Retten heller ikke en retlig fejl ved i samme præmis 66 at fastslå, at den effektive virkning af afgørelse 2011/172 ville blive bragt i fare, hvis vedtagelsen af restriktive foranstaltninger var betinget af afsigelsen af straffedomme mod personer, der var mistænkt for uretmæssigt at have tilegnet sig midler, da disse personer nemlig i ventetiden ville have tid til overføre deres midler til stater, som ikke har nogen form for samarbejde med de egyptiske myndigheder.

72

Retten konkluderede således med rette i den appellerede doms præmis 67, at artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2011/172 skal fortolkes således, at den ikke alene omfatter personer, der retsforfølges, men også personer, der er genstand for retslige procedurer, der er knyttet til strafforfølgning for »uretmæssig tilegnelse af den egyptiske stats midler«, og som dermed kan kvalificeres som personer med tilknytning til de personer, der er genstand for denne strafforfølgning.

73

Henset til, at denne fortolkning er korrekt, fastslog Retten således med rette i den appellerede doms præmis 93, at begrundelsen for opførelsen af appellanternes navne er i overensstemmelse med artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2011/172, uanset hvilken sprogversion der lægges til grund, og i nævnte doms præmis 94, at den engelske sprogversion bedst modsvarer det mål, som forfølges med denne bestemmelse. Retten begik således ikke nogen retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 95 at konkludere, at Rådet havde til hensigt at indefryse appellanternes midler med den begrundelse, at appellanterne var genstand for en retslig procedure i Egypten, som havde en form for tilknytning til efterforskning vedrørende uretmæssig tilegnelse af statens midler.

74

Appellanterne har for det andet bestridt deres opførelse på listerne i bilagene til afgørelse 2011/172 og forordning nr. 270/2011 under henvisning til, at opførelsen tilsidesætter afgørelse 2011/172. Selv om appellanternes fortolkning af denne afgørelse ikke kan tiltrædes, således som der netop er redegjort for i denne doms præmis 72, skal de argumenter, som de er fremkommet med i denne henseende, dog behandles.

75

Hvad angår de egyptiske myndigheders anmodning om gensidig retlig bistand skal det bemærkes, at denne anmodning bl.a. er behandlet i den appellerede doms præmis 128-134 og 137. Retten konstaterede i den doms præmis 128, at denne anmodning henviser til den egyptiske anklagemyndigheds efterforskning vedrørende de fire appellanter vedrørende bl.a. korruption og uretmæssig bemægtigelse af statens midler. Retten bemærkede i nævnte doms præmis 133, at appellanterne i øvrigt ikke havde fremlagt noget bevis, som ville kunne så tvivl om rigtigheden af de faktiske oplysninger, som var angivet i denne anmodning om gensidig retlig bistand. Den anførte ligeledes, at appellanterne ikke havde bestridt eksistensen af den egyptiske anklagemyndigheds dekret om beslaglæggelse af deres midler, som er godkendt af en straffedomstol. Hvad nærmere angår appellant 1 behandlede Retten i den appellerede doms præmis 130 og 137 et af de dokumenter, der var vedlagt anmodningen om gensidig retlig bistand, og fastslog, at appellant 1 »i sag nr. 38 i 2011« var »anklaget« dels for »uretmæssigt at have bemægtiget sig aktiver« tilhørende en »virksomhed inden for den offentlige sektor, hvis aktier [ejedes] af staten«, dels for at have »begået strafbare handlinger bestående i at udnytte offentlige aktiver, forringe deres værdi samt uretmæssigt bemægtige sig og […] fremme uretmæssig bemægtigelse [af offentlige aktiver]«.

76

Da appellanterne hverken har bestridt eksistensen af anmodningen om gensidig retlig bistand og de dertilhørende dokumenter eller af dekretet om beslaglæggelse af deres midler, kan det i modsætning til det, som appellanterne har gjort gældende, på denne baggrund ikke foreholdes Retten, at den ikke har foretaget en fuldstændig og streng prøvelse af disse beviser.

77

Det skal i denne henseende understreges, at det ikke påhvilede Rådet eller Retten at efterprøve, om den efterforskning, som appellanterne er genstand for, er begrundet, men blot at efterprøve, om afgørelsen om indefrysning af midler med hensyn til anmodningen om gensidig retlig bistand er begrundet. Hvad angår Rettens konstateringer vedrørende de faktiske omstændigheder af, at der var iværksat retslige procedurer vedrørende de fire appellanter, bemærkes, at Retten ifølge Domstolens faste praksis alene er kompetent til dels at fastlægge de faktiske omstændigheder, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af akterne i den sag, den behandler, dels at tage stilling til disse faktiske omstændigheder. Vurderingen af de faktiske omstændigheder er følgelig ikke et retsspørgsmål og er dermed ikke undergivet Domstolens prøvelsesret, medmindre beviserne herfor er gengivet forkert (jf. bl.a. domme Versalis mod Kommissionen, C-511/11 P, EU:C:2013:386, præmis 66, og Telefónica og Telefónica de España mod Kommissionen, C-295/12 P, EU:C:2014:2062, præmis 84).

78

Hvad angår appellant 1 ønsker appellanterne i virkeligheden at opnå en ny vurdering af beviserne uden at påberåbe sig nogen form for urigtig gengivelse af disse fra Rettens side, idet de har gjort gældende, at de egyptiske myndigheders anmodning om gensidig retlig bistand som beskrevet i den appellerede doms præmis 128, 130 og 137 ikke beviser, at appellant 1 retsforfølges i Egypten, og at Retten navnlig har begået en retlig fejl ved at fastslå, at han er genstand for en strafferetlig efterforskning vedrørende uretmæssig tilegnelse af statens midler begået i sin egenskab af tidligere medlem af det egyptiske parlament. Dette argument kan derfor ikke antages til realitetsbehandling.

79

Appellanternes argument om, at der ikke findes noget bevis for, at der blev vedtaget dekret »for uretmæssig tilegnelse af statens midler på grundlag af De Forenede Nationers konvention mod korruption«, skal også forkastes, for så vidt som det fremgår af selve anmodningen om gensidig retshjælp, at appellant 1 retsforfølges i Egypten, og de egyptiske myndigheder har anført denne konvention som retsgrundlag for anmodningen om gensidig retlig bistand ved bl.a. at henvise til artikel 17-19, 23 og 31 heri.

80

Selv om Retten i den appellerede doms 131 for så vidt angår appellant 2, 3 og 4 anerkendte, at der ikke er noget dokument, der indicerer, at de er blevet gjort til genstand for strafforfølgning i Egypten for uretmæssig tilegnelse af statens midler, fastslog den i nævnte doms præmis 132, at deres midler var blevet beslaglagt i henhold til et dekret fra den egyptiske anklagemyndighed, som var blevet godkendt af en straffedomstol og var knyttet til undersøgelserne vedrørende uretmæssig tilegnelse af statens midler.

81

Hvad angår appellanternes argument om, at beslaglæggelsen af deres midler i Egypten ikke beviser eksistensen af en retslig procedure over for appellant 2, 3 og 4, er det tilstrækkeligt at bemærke, at der blev truffet afgørelse om denne beslaglæggelse af den egyptiske anklagemyndighed, og at den blev godkendt af en straffedomstol, og disse instanser må anses for at være retlige organer. Appellanternes argument om, at denne beslaglæggelse kun var af forebyggende karakter, er ubegrundet, henset til den omstændighed, at der blev truffet afgørelse om denne beslaglæggelse af retslige myndigheder, og at en foranstaltnings forebyggende karakter ikke fratager den dens retslige karakter.

82

Retten begik således ikke en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 134 at fastslå, at Rådet hverken havde gjort sig skyldig i en faktisk vildfarelse eller foretaget en fejlagtig retlig kvalificering af de faktiske omstændigheder ved i bilaget til afgørelse 2011/172 at kvalificere appellant 2, 3 og 4 som personer, som er genstand for en retslig procedure i Egypten med tilknytning til efterforskning vedrørende uretmæssig tilegnelse af statens midler.

83

Appellanterne har desuden påberåbt sig det politiske formål med anklagen mod appellant 1, og at den behandling, som han har fået i Egypten, er en krænkelse af retsstatsprincipperne. De har imidlertid hverken præciseret, hvilket anbringende der var fremsat for Retten, som denne ikke tog stilling til, eller godtgjort, hvorledes Retten har begået en retlig fejl.

84

Endelig har appellanterne gjort gældende, at Retten i forbindelse med efterprøvelsen af opførelsen på listerne i bilagene til afgørelse 2011/172 og forordning nr. 270/2011 burde have taget hensyn til den fysiske persons egen indblanding i udførelsen af de handlinger, der er omfattet af den relevante lovgivning. Det skal imidlertid bemærkes, at det i artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2011/172 fastsatte kriterium om, at alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af personer, der er blevet identificeret som ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af den egyptiske stats midler, indefryses, skal fortolkes således, at kriteriet gør det muligt at lægge eksistensen af retslige procedurer, der er knyttet til strafforfølgning for uretmæssig tilegnelse af offentlige midler, til grund for restriktive foranstaltninger, uden at det er nødvendigt at fastslå, at den omhandlede person selv har været indblandet. Det følger heraf, at den af appellanterne påberåbte retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 57, ikke er relevant.

85

Henset til samtlige de ovenstående betragtninger skal det andet anbringende forkastes.

86

Med deres tredje anbringende har appellanterne gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at Rådet havde opfyldt sin begrundelsespligt i afgørelse 2011/172 og forordning nr. 270/2011.

87

Appellanterne har gjort gældende, at Rådet som begrundelse for deres opførelse på listerne i bilagene til disse retsakter kun har anført en enkelt og enslydende grund for hver af dem, nemlig at de hver især »retsforfølges af de egyptiske myndigheder for uretmæssig tilegnelse af statens midler på grundlag af De Forenede Nationers konvention mod korruption«. En sådan begrundelse er vag og gør det ikke muligt at identificere de »særlige og konkrete grunde« til, at appellanterne er blevet omfattet af restriktive foranstaltninger. Uklarheden i den af Rådet givne begrundelse bliver forværret af de væsentlige forskelle mellem sprogversionerne af afgørelse 2011/172 og forordning nr. 270/2011 og berøver appellanterne muligheden for bedst muligt at forsvare deres rettigheder.

88

Rådet har anført, at appellanterne ikke har forklaret, hvorledes Retten begik en retlig fejl ved at bekræfte gyldigheden af ordlyden af begrundelsen for opførelsen. Appellanterne har under alle omstændigheder fået alle dokumenter, der er relevante for deres forsvar.

89

Rådet har desuden understreget, at det er første gang, at appellanterne har påberåbt sig vanskelighederne med forskellene mellem sprogversionerne af afgørelse 2011/172 og forordning nr. 270/2011. Rådet har mindet om, at appellanterne altid har anvendt det engelske sprog i forbindelse med sagen, hvilket gør det vanskeligt at se, hvorledes henvisningen til den engelske sprogversion af de anfægtede foranstaltninger har forhindret dem i at forsvare sig på de bedst mulige vilkår.

90

Kommissionen har gjort gældende, at retsakternes begrundelse var tilstrækkelig.

91

I den appellerede doms præmis 107-109 har Retten uden at begå en retlig fejl mindet om retspraksis vedrørende retsakters begrundelse, herunder navnlig for retsakter om indførelse af restriktive foranstaltninger, såsom indefrysning af midler.

92

Efter i den appellerede doms præmis 113 at have efterprøvet oplysningerne om retsgrundlaget for afgørelse 2011/172 og forordning nr. 270/2011, bekræftede Retten i denne doms præmis 114, at de betragtninger vedrørende de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke Rådet traf afgørelse om indefrysning af midler, således var tilstrækkeligt udførlige til, at appellanterne kunne bestride rigtigheden heraf over for Rådet og efterfølgende over for Unionens retsinstanser. I nævnte doms præmis 115 bekræftede den, at disse betragtninger ikke var af en stereotyp karakter, men at de tilsigtede at beskrive situationen for appellanterne.

93

Uden herved at begå en retlig fejl fastslog Retten i den appellerede doms præmis 116, at afgørelse 2011/172 og forordning nr. 270/2011 indeholder en angivelse af de retlige og faktiske forhold, som ifølge koncipisten danner grundlaget for dem, og at det ræsonnement, som Rådet har fulgt, således klart fremgår af deres ordlyd.

94

Det tredje anbringende bør derfor forkastes.

95

Med deres fjerde anbringende har appellanterne gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 158-185 at fastslå, at appellanternes ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse ikke er blevet krænket.

96

Retten antog fejlagtigt, at afgørelse 2011/172 og forordning nr. 270/2011 var tilstrækkeligt begrundede. Retten tog desuden ikke hensyn til, at appellanterne først modtog en kopi af anmodningen om gensidig retlig bistand fire måneder efter vedtagelsen af afgørelsen og forordningen, dvs. efter datoen for anlæggelsen af sagen ved Retten. De oplysninger, som skrivelsen af 29. juli 2011 indeholder, er ufuldkomne. Retten efterprøvede ikke, om de faktiske omstændigheder, som Rådet har lagt til grund for begrundelserne for opførelsen af appellanternes navne på listerne i bilagene til disse retsakter, var godtgjorte. Rettens konstatering af, at opførelsen af appellant 2, 3 og 4 på disse lister var lovlig, var baseret på en anden begrundelse end den, som Rådet gav.

97

Rådet har gjort gældende, at appellanterne ikke har godtgjort, hvorledes de blev forhindret i fuldt ud at udøve deres ret til forsvar og deres ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, eftersom de var i stand til at anlægge et annullationssøgsmål inden for den fastsatte tidsfrist, og at de under denne sag netop bestred de samme oplysninger som dem, de havde fået fremsendt som svar på de anmodninger om oplysninger, som de havde indsendt efter vedtagelsen af afgørelse 2011/172 og forordning nr. 270/2011.

98

Rådet og Kommissionen har mindet om, at Retten i den appellerede doms præmis 164 og 165 udtalte, at Rådet havde fremsendt de dokumenter til appellanterne, der var nødvendige for deres forsvar. Appellanterne har imidlertid ikke bestridt disse præmisser i den appellerede dom.

99

Hvad angår de øvrige argumenter har Rådet gjort gældende, at det allerede har taget stilling til dem i forbindelse med de andre anbringender.

100

I den appellerede doms præmis 158-185, der er nævnt i det fjerde anbringende, behandlede Retten de tre særskilte argumenter, som appellanterne havde påberåbt sig.

101

Indledningsvis fastslog Retten i den appellerede doms præmis 159-166, at appellanternes argument om, at de ikke har fået tilsendt det bevismateriale, som dannede grundlag for indefrysningen af deres midler, ikke havde støtte i de faktiske omstændigheder. Den appellerede doms præmis 164 og 165, hvori Retten konstaterede, at Rådet havde fremsendt de dokumenter til appellanterne, der var nødvendige for deres forsvar, er affattet således:

102

Da appellanterne ikke har hævdet, at der foreligger en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder eller af beviserne, skal det fjerde anbringende i henhold til den i nærværende doms præmis 77 nævnte retspraksis forkastes, for så vidt som den vedrører den appellerede doms præmis 159-166.

103

I den appellerede doms præmis 167-170 forkastede Retten endvidere appellanternes argument om manglende begrundelse for afgørelse 2011/172 og forordning nr. 270/2011.

104

I denne henseende er det i nærværende doms præmis 93 blevet fastslået, at Retten ikke begik en retlig fejl, da den fastslog, at disse retsakter var tilstrækkeligt retligt begrundet. Det fjerde anbringende skal derfor forkastes som ubegrundet, for så vidt som det vedrører den appellerede doms præmis 167-170.

105

Endelig forkastede Retten i den appellerede doms præmis 171-185 flere af appellanternes argumenter til påvisning af krænkelsen af deres ret til en effektiv domstolsbeskyttelse. I forbindelse med det første anbringende har appellanterne hævdet, at Retten ikke tog hensyn til den omstændighed, at de fik tilsendt en kopi af anmodningen om gensidig retlig bistand, der udgør det vigtigste bevis, som afgørelse 2011/172 og forordning nr. 270/2011 er støttet på, den 29. juli 2011, dvs. mere end fire måneder efter vedtagelsen af disse retsakter. Appellanterne er derfor af den opfattelse, at Rådet ikke behandlede dem »i rette tid«, i modsætning til Rettens vurdering i den appellerede doms præmis 182.

106

Det er tilstrækkeligt at bemærke, at appellanterne ikke har påberåbt sig dette argument for Retten, hvorfor de ikke under appellen kan påberåbe sig, at Retten har begået en retlig fejl i denne henseende.

107

Det fjerde anbringende skal derfor forkastes.

108

Med deres femte anbringende har appellanterne gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at indgrebet i deres ejendom og/eller friheden til at oprette og drive egen virksomhed var forholdsmæssigt.

109

Retten efterprøvede ikke muligheden for at indføre mindre indgribende foranstaltninger end den restriktive foranstaltning for at opnå de formål, der forfølges. Den nøjes i den appellerede doms præmis 207 med at bemærke, at appellanterne ikke havde godtgjort, at Rådet kunne have vedtaget mindre indgribende, men lige så formålstjenlige foranstaltninger som dem, der er foreskrevet i afgørelse 2011/172 og forordning nr. 270/2011. Retten foretog desuden ikke en individuel efterprøvelse af hver af appellanternes situation. Selv uden disse fejl burde Retten have konkluderet, at de omhandlede restriktive foranstaltninger udgjorde et urimeligt indgreb i appellanternes ejendomsret og/eller friheden til at oprette og drive egen virksomhed.

110

Rådet har mindet om, at Retten i den appellerede doms præmis 187-217 udførligt har efterprøvet foranstaltningernes forholdsmæssighed. Desuden var det ikke nødvendigt at efterprøve hver af appellanternes situation, da de omhandlede restriktive foranstaltninger ikke udgør en sanktion mod en formodet eller bevidst ansvarspådragende handling og således ikke behøver at blive tilpasset adfærden hos de personer, som er genstand herfor. Rådet har i denne henseende anført, at appellanterne hverken for Retten eller for Domstolen har påberåbt sig nogen omstændighed, der kunne begrunde en sådan forskelsbehandling. De har derfor med urette hævdet, at Retten begik en fejl ved ikke at tage hensyn til et argument, eftersom den aldrig havde fået det forelagt.

111

Ifølge fast retspraksis skal et appelskrift præcist angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand (jf. bl.a. domme Frankrig mod Monsanto og Kommissionen, C-248/99 P, EU:C:2002:1, præmis 68, og Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet, C-583/11 P, EU:C:2013:625, præmis 46).

112

Appellanterne har dog ikke fremført noget retligt argument for at bevise eksistensen af en retlig fejl i den appellerede doms præmis 205-209, hvor Retten efterprøvede de omhandlede restriktive foranstaltningers forholdsmæssighed. Appellanterne har begrænset sig til at bestride Rettens begrundelse, der fremgår af den appellerede doms præmis 207 og er gentaget i nærværende doms præmis 109, hvori Retten fastslog, at appellanterne ikke havde fremlagt oplysninger til støtte for, at det var muligt vedtage mindre indgribende foranstaltninger, uden at de herved har forsøgt at godtgøre, at de overhovedet fremførte sådanne oplysninger for Retten.

113

Hvad angår hver af appellanternes situation er det tilstrækkeligt at minde om, at Retten i sin behandling af det fjerde annullationsanbringende tog stilling til grundlaget for deres opførelse på listerne i bilagene til afgørelse 2011/172 og forordning nr. 270/2011. I denne henseende bemærkes, at Retten henviste til artikel 1, stk. 3, i afgørelse 2011/172, hvorefter medlemsstaternes kompetente myndigheder, på sådanne vilkår, som de skønner hensigtsmæssige, kan give tilladelse til frigivelse af visse indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer eller til, at visse indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer stilles til rådighed. Artikel 4 i forordning nr. 270/2011 indeholder en lignende bestemmelse. Henset til det særlige formål med indefrysningen af midler vedrørende alle appellanterne, nemlig tilbageholdelse af midler, der kunne indgå i appellanternes formueforhold som følge af uretmæssig tilegnelse af offentlige midler til skade for de egyptiske myndigheder, til foranstaltningernes midlertidige og reversible karakter, der er understreget i den appellerede doms præmis 209, og til, at disse bestemmelser gør det muligt at frigive visse pengemidler i hvert enkelt konkrete tilfælde, var Retten ikke forpligtet til at efterprøve den restriktive foranstaltnings forholdsmæssighed i forhold til hver enkelt appellant.

114

Heraf følger, at det femte anbringende delvist ikke kan antages til realitetsbehandling og delvist er ugrundet.

115

Med deres sjette anbringende har appellanterne gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at Rådet ikke havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn.

116

Retten fastslog således i den appellerede doms præmis 235 og 236, at Rådet fulgte de kriterier, der er defineret i artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2011/172 og artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 270/2011. Som det fremgår af denne doms præmis 237, »postulerede [Rådets argumenter], at det tilkom Rådet at efterprøve, om de kunne ifalde strafansvar for uretmæssig tilegnelse af den egyptiske stats midler«.

117

Rådet og Kommissionen har gjort gældende, at de allerede har taget stilling til disse argumenter inden for rammerne af de andre appelanbringender.

118

Det bemærkes, at appellanterne har henvist til deres argumentation fremført til støtte for det andet anbringende og således har sået tvivl om Rettens vurdering af grundlaget for deres opførelse på listerne i bilagene til afgørelse 2011/172 og forordning nr. 270/2011. Da Domstolen har bekræftet Rettens vurdering heraf i forbindelse med behandlingen af det andet anbringende, skal det sjette anbringende forkastes som ugrundet.

119

Da samtlige anbringender er blevet forkastet, må appellen forkastes.

120

I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagens omkostninger, såfremt appellen forkastes.

121

I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.

122

Da Rådet og Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellanterne tilpligtes at betale sagens omkostninger, og disse har tabt sagen, bør det pålægges dem at betale appelsagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Femte Afdeling):