1.

Denne anmodning om præjudiciel afgørelse vedrører spørgsmålet om voldgift og »anti-suit injunctions« i forhold til Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område ( 2 ) (herefter »Bruxelles I-forordningen«), der fra den 10. januar 2015 ( 3 ) erstattes af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område ( 4 ) (herefter »Bruxelles I-forordningen (omarbejdet)«).

2.

Selv om der findes en omfangsrig retspraksis på dette område, og denne praksis også er beskrevet indgående i retslitteraturen, har Domstolen som følge af visse faktiske eller retlige omstændigheder, der kendetegner den foreliggende sag, besluttet at henvise den til den store afdeling, hvilket vil gøre det muligt for den at præcisere og klarlægge forholdet mellem EU-retten og international voldgift, som ifølge generaladvokat Darmon har »grundlæggende betydning […] i »det internationale erhvervsliv««, hvor det er blevet »den hyppigste måde, hvorpå tvister afgøres i den internationale handel« ( 5 ).

3.

Bruxelles I-forordningens artikel 1 i kapitel I, der har overskriften »Anvendelsesområde«, har følgende ordlyd:

»1.   Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område, uanset domsmyndighedens art. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender.

2.   Denne forordning finder ikke anvendelse på:

[...]

d) voldgift.

[…]«

4.

Denne forordnings artikel 2, stk. 1, i kapitel II, der har overskriften »Kompetence«, lyder således:

»Med forbehold af bestemmelserne i denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.«

5.

Bruxelles I-forordningens artikel 4, stk. 1, bestemmer:

»Har en sagsøgt ikke bopæl på en medlemsstats område, afgøres retternes kompetence i hver enkelt medlemsstat efter medlemsstatens egen lovgivning, jf. dog artikel 22 og 23.«

6.

Forordningens artikel 32 i kapital III, der har overskriften »Anerkendelse og fuldbyrdelse«, bestemmer:

»I denne forordning forstås ved »retsafgørelse« enhver afgørelse truffet af en ret i en medlemsstat, uanset hvordan den betegnes [...]«

7.

Den nævnte forordnings artikel 33, stk. 1, der er indeholdt i kapitel III, har følgende ordlyd:

»Retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure.«

8.

Artikel 34 i dette kapitel bestemmer:

»En retsafgørelse kan ikke anerkendes:

9.

Hvad angår genstanden for den foreliggende sag – forholdet mellem voldgift og Bruxelles I-forordningen – er der to bestemmelser i den nye forordning, der er særlig relevante, nemlig 12. betragtning og artikel 73.

10.

12. betragtning har følgende ordlyd:

»Denne forordning bør ikke finde anvendelse på voldgift. Intet i denne forordning bør være til hinder for, at retterne i en medlemsstat, hvor en sag er blevet anlagt vedrørende et forhold, hvorom parterne har indgået en voldgiftsaftale, henviser parterne til voldgift, udsætter eller afviser sagen eller undersøger, hvorvidt voldgiftsaftalen er ugyldig, ude af kraft eller ikke kan gennemføres i overensstemmelse med deres nationale lovgivning.

En afgørelse truffet af en ret i en medlemsstat om, hvorvidt en voldgiftsaftale er ugyldig, ude af kraft eller ikke kan gennemføres, bør ikke være underlagt bestemmelserne om anerkendelse og fuldbyrdelse i denne forordning, uanset om retten afgjorde dette som et hovedspørgsmål eller som et bispørgsmål.

På den anden side såfremt en ret i en medlemsstat, der har udøvet sin kompetence i henhold til denne forordning eller national lovgivning, har besluttet, at en voldgiftsaftale er ugyldig, ude af kraft eller ikke kan gennemføres, bør dette ikke være til hinder for, at rettens afgørelse om sagens realitet anerkendes eller alt efter omstændighederne fuldbyrdes i overensstemmelse med denne forordning. Dette bør ikke berøre den kompetence, som medlemsstaternes retter har til at træffe afgørelse om anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelser i overensstemmelse med konventionen om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske voldgiftskendelser udfærdiget den 10. juni 1958 i New York (»New York-konventionen af 1958«), som har forrang i forhold til denne forordning.

Denne forordning bør ikke finde anvendelse på søgsmål eller tilknyttede sager navnlig vedrørende etablering af en voldgiftsret, voldgiftsmændenes beføjelser, varetagelse af en voldgiftsprocedure eller af andre aspekter af en sådan procedure, eller på sager eller afgørelser vedrørende annullering, fornyet prøvelse, appel, anerkendelse eller fuldbyrdelse af en voldgiftskendelse.«

11.

Denne forordnings artikel 73, stk. 2, i kapitel VII, der har overskriften »Forholdet til andre instrumenter«, bestemmer:

»Denne forordning berører ikke anvendelsen af New York-konventionen af 1958.«

12.

Artikel I, stk. 1, i konventionen om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske voldgiftskendelser indgået den 10. juni 1958 i New York (herefter »New York-konventionen af 1958«) bestemmer:

»Denne konvention finder anvendelse på anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelser, som er afsagt i en anden stat end den, hvor afgørelsen søges anerkendt og fuldbyrdet, og som angår tvister mellem fysiske eller juridiske personer. Den finder også anvendelse på voldgiftskendelser, som ikke anses for indenlandske i den stat, hvor de søges anerkendt og fuldbyrdet.«

13.

Denne konventions artikel II, stk. 3, bestemmer:

»Domstolene i en kontraherende stat skal, hvis der rejses sag om et forhold, hvorom parterne har truffet en aftale som omhandlet i denne artikel, på begæring af en af parterne henvise dem til voldgift, medmindre [de] finder, at den nævnte aftale er ugyldig, ude af kraft, eller at den ikke kan gennemføres.«

14.

Den nævnte konventions artikel III har følgende ordlyd:

»Enhver kontraherende stat skal på de vilkår, som er fastsat i de følgende artikler, anerkende voldgiftskendelser som bindende og fuldbyrde dem i overensstemmelse med procesreglerne på det territorium, hvor kendelsen påberåbes. […]«

15.

I henhold til konventionens artikel V kan det på følgende vilkår nægtes at anerkende og fuldbyrde en voldgiftskendelse:

16.

Litauen ratificerede New York-konventionen af 1958 ved det litauiske parlaments (Seimas) resolution (nutarimas) nr. I-760 af den 17. januar 1995.

17.

Kapitel X i afdeling 2 i Litauens borgerlige lovbog har overskriften »Efterforskning af en juridisk persons aktiviteter« og omfatter artikel 2 124-2 131.

18.

Den borgerlige lovbogs artikel 2 124 med overskriften »Indholdet af efterforskningen af en juridisk persons aktiviteter« bestemmer:

»Personer, der er opført i […] artikel 2 125, har ret til at anmode retten om at udpege eksperter til at efterforske, om en juridisk person eller en juridisk persons ledelsesorganer eller disses medlemmer har handlet på passende måde, og, såfremt der konstateres upassende handlinger, at træffe foranstaltninger som fastsat i […] artikel 2 131.«

19.

Det fremgår af denne lovbogs artikel 2 125, stk. 1, nr. 1), at en sådan sag kan anlægges af eller flere aktionærer, der besidder mindst 1/10 af aktierne i den juridiske person.

20.

De foranstaltninger, der er fastsat i denne lovbogs artikel 2 131, går bl.a. ud på at tilbagekalde afgørelser truffet af den juridiske persons ledelsesorganer, udelukke medlemmer af disse organer eller midlertidigt fratage deres beføjelser og eventuelt forpligte den juridiske person til at foretage eller undlade at foretage visse handlinger.

21.

Lietuvos dujos AB (herefter »Lietuvos dujos«) er et litauisk aktieselskab, der beskæftiger sig med at opkøbe gas fra »Gazprom« OAO (herefter »Gazprom«) (Den Russiske Føderation), transportere denne gas og distribuere den i Litauen samt forvalte gasledninger og videresende gas til regionen Kaliningrad i Den Russiske Føderation. Selskabet deltager ikke i gasefterforskning eller -produktion.

22.

De største aktionærer i Lietuvos dujos var på det tidspunkt, hvor de faktiske omstændigheder i sagen udspillede sig, det tyske selskab E.ON Ruhrgas International GmbH (38,91%), den offentlige russiske virksomhed Gazprom (37,1%) og Republikken Litauen (17,7%).

23.

Gazprom er en vertikalt integreret virksomhed, der har en dominerende stilling i gassektoren. Gazprom erhvervede sin andel i Lietuvos dujos’ kapital ved aftalen af 24. januar 2004 om køb og salg af aktier ( 6 ). Denne aftales § 7.4.1 bestemmer:

»[Gazprom] forsyner forbrugerne i Republikken Litauen med naturgas i et tidsrum på ti år og i en mængde, der svarer til efterspørgslen fra mindst 90% af alle forbrugere i Republikken Litauen. Naturgasforsyningen i Republikken Litauen skal baseres på korrekte priser, hvor der tages hensyn til markedsvilkårene for energileverandører i Republikken Litauen.«

24.

Aftalens § 7.4.2.3 bestemmer:

»Gasprisen fastsættes efter den metode, der er angivet i den gældende aftale om gasforsyning mellem [Gazprom] og [Lietuvos dujos]. Denne metode kan ændres i forhold til udviklingen i priserne for alternative brændstoffer i Republikken Litauen.«

25.

Jeg vil i det følgende betegne den aftale, som der henvises til i § 7.4.2.3, som »den langsigtede gasaftale«.

26.

Denne langsigtede gasaftale, der blev indgået i 1999, dvs. før Gazproms erhvervelse af aktier i Lietuvos dujos, og gælder for perioden fra 2000 til 2015, er blevet ændret flere gange i forbindelse med forhandlinger mellem Gazprom og Lietuvos dujos.

27.

Den 24. marts 2004 indgik Gazprom også en »aktionæraftale« med E.ON Ruhrgas International GmbH og statsejendomsfonden, som handlede på Republikken Litauens vegne og senere blev erstattet af det litauiske energiministerium.

28.

Denne aftales § 6.1(1.9) bestemmer, at aktionærerne: »[…] på vilkår og betingelser, der er acceptable og fordelagtige for såvel [Lietuvos dujos] som [aktionærerne], og på grundlag af de kontraktlige forpligtelser mellem [Lietuvos dujos] og [Gazprom] skal sørge for […] vedvarende: i) langsigtet gastransit til Kaliningrad-enklaven i Den Russiske Føderation […], iii) langsigtet forsyning af gas [til Lietuvos dujos].«

29.

Aktionæraftalen er underlagt litauisk ret. Aftalens § 7.14 indeholder en voldgiftsaftale med følgende ordlyd: »Alle krav, tvister eller overtrædelser i forbindelse med denne aftale eller dens misligholdelse, gyldighed, virkning eller ophør skal afgøres endeligt ved voldgift i overensstemmelse med reglerne for Stockholms Handelskammares Skiljedomsinstitut. Voldgiftsstedet skal være Stockholm, Sverige, antallet af voldgiftsdommere skal være tre (de skal alle udpeges af voldgiftsinstituttet), og voldgiftssproget skal være engelsk« ( 7 ).

30.

Den 8. februar 2011 sendte energiministeren en skrivelse til den administrerende direktør for Lietuvos dujos, Viktoras Valentukevičius, og to medlemmer af selskabets bestyrelse, Valery Golubev og Kirill Seleznev, der begge er udpeget af Gazprom, hvori han kritiserede dem for ikke at have handlet i Lietuvos dujos’ interesse i forbindelse med de ændringer, der blev foretaget af metoden for beregning af gaspriser i den langsigtede gaskontrakt.

31.

Den 25. marts 2011 anlagde energiministeriet sag mod Lietuvos dujos samt Viktoras Valentukevičius, Valery Golubev og Kirill Seleznev ved Vilniaus apygardos teismas (byretten i Vilnius) med påstand om efterforskning af Lietuvos dujos’ aktiviteter (artikel 2 124 ff. i den litauiske borgerlige lovbog).

32.

Energiministeriet nedlagde i denne sag påstand om, at Republikken Litauens interesser som aktionær i Lietuvos dujos var blevet tilsidesat, og at Gazproms interesser uretmæssigt var blevet begunstiget af ændringerne af den langsigtede gaskontrakt, eftersom Lietuvos dujos skulle betale en urimelig pris for gassen fra Gazprom. Energiministeren nedlagde herudover også påstand om, at den litauiske ret skulle afsætte Viktoras Valentukevičius, Valery Golubev og Kirill Seleznev og pålægge Lietuvos dujos at indlede forhandlinger med Gazprom med henblik på at fastsætte en retfærdig og korrekt pris for salg af gas.

33.

Gazprom mente, at dette søgsmål var i strid med voldgiftsaftalen i aktionæraftalens § 7.14. Den 29. august 2011 indgav det derfor anmodning om voldgift mod energiministeriet til Stockholms Handelskammares Skiljedomsinstitut med påstand om, at voldgiftsretten skulle tilpligte energiministeriet at frafalde sagen ved den litauiske ret. Stockholms Handelskammares Skiljedomsinstitut registrerede denne anmodning om voldgift som sag nr. V (125/2011).

34.

Den 9. december 2011 ændrede energiministeriet sit søgsmål. I det ændrede søgsmål trak energiministeriet bl.a. sin påstand om afsættelse af Viktoras Valentukevičius, Valery Golubev og Kirill Seleznev tilbage, men fastholdt påstanden om, at Lietuvos dujos skulle pålægges at indlede forhandlinger med Gazprom med henblik på at fastsætte en retfærdig og korrekt salgspris for gas.

35.

Uoverensstemmelsen mellem Gazprom og Republikken Litauen fik et endnu større omfang i marts 2012, hvor Gazprom anlagde en anden international voldgiftssag ved Den Faste Voldgiftsret i Haag. I denne sag anfægtede Gazprom den litauiske regerings beslutning om at adskille Lietuvos dujos’ aktiviteter som operatør af gastransmissionssystemet fra dets aktiviteter i forbindelse med gasproduktion og -forsyning i henhold til artikel 9 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 2003/55/EF ( 8 ), hvilket betød, at Gazprom ikke længere kunne være aktionær i Lietuvos dujos.

36.

Gazprom har under den anden internationale voldgiftssag gjort gældende, at Republikken Litauen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til traktaten af 29. juni 1999 mellem Den Russiske Føderations regering og Republikken Litauens regering om gensidig fremme og beskyttelse af investeringer, idet Litauen har omsat dette direktiv til national ret og gennemført det ( 9 ).

37.

Den 31. juli 2012 afsagde den voldgiftsret, der var nedsat i sag nr. V (125/2011), en kendelse (»final award«) (herefter »voldgiftskendelsen«), hvori den delvist tog Gazproms påstand til følge ( 10 ). Voldgiftsretten fandt, at energiministeriet i en vis udstrækning havde tilsidesat voldgiftsaftalen i aktionæraftalen ved at anlægge sag ved Vilniaus apygardos teismas. Den anmodede derfor energiministeriet om at trække nogle af de påstande tilbage, som det havde nedlagt ved Vilniaus apygardos teismas (navnlig påstanden om, at Lietuvos dujos skulle pålægges at indlede forhandlinger med Gazprom med henblik på at fastsætte en retfærdig og korrekt salgspris for gas), og at omformulere en af disse påstande for at tage højde for energiministeriets tilsagn om at lade tvister, der var omfattet af aktionæraftalens anvendelsesområde, afgøre ved voldgift.

38.

Den 3. september 2012 gav Vilniaus apygardos teismas energiministeriet medhold i sagen og besluttede at udpege eksperter til at efterforske Lietuvos dujos’ aktiviteter. Vilniaus apygardos teismas fastslog ligeledes, at den selv havde kompetence i sagen, og at sagen ikke kunne afgøres ved voldgift efter litauisk ret.

39.

Lietuvos dujos samt Viktoras Valentukevičius, Valery Golubev og Kirill Seleznev appellerede denne afgørelse til Lietuvos aapeliacinis teismas (den litauiske appelret). Gazprom har anmodet den samme ret om at anerkende og fuldbyrde voldgiftskendelsen i medfør af New York-konventionen af 1958.

40.

I oktober 2012 indgav Republikken Litauen begæring om voldgift mod Gazprom til Stockholms Handelskammares Skiljedomsinstitut med påstand om, at de ændringer, der blev foretaget i den langsigtede gasaftale i perioden fra 2004 til 2012, ikke overholdt bestemmelserne i aftalen af 24. januar 2004 om køb og salg af aktier, og med krav om en erstatning på 1,9 mia. US-dollars (USD) ( 11 ).

41.

Ved kendelse af 17. december 2012 afviste Lietuvos apeliacinis teismas Gazproms anmodning med hjemmel i artikel V, stk. 2, litra a) og b), i New York-konventionen af 1958.

42.

Lietuvos apeliacinis teismas fastslog nærmere bestemt, at voldgiftsretten ikke havde beføjelse til at behandle en sag, som allerede var indbragt og påbegyndt ved Vilniaus apygardos teismas, der ved sin kendelse af 3. september 2012 havde fastslået, at de i den borgerlige lovbogs artikel 2 134 nævnte tvister ikke kunne gøres til genstand for voldgift. Lietuvos apeliacinis teismas kunne derfor nægte at anerkende og fuldbyrde voldgiftskendelsen med hjemmel i artikel V, stk. 2, litra a), i New York-konventionen af 1958.

43.

Lietuvos apeliacinis teismas fandt også, at voldgiftskendelsen tilsidesatte princippet om domstolenes uafhængighed i den litauiske forfatnings artikel 109, stk. 2, eftersom den begrænsede den litauiske stats søgsmålskompetence ved de litauiske domstole og fastslog, at de litauiske domstole ikke havde kompetence til at træffe afgørelse om deres egen kompetence. Lietuvos apeliacinis teismas konkluderede derfor, at voldgiftskendelsen var i strid med grundlæggende retsprincipper i Litauen, og nægtede at anerkende og fuldbyrde den med hjemmel i artikel V, stk. 2, litra b), i New York-konventionen af 1958.

44.

Ved kendelse af 21. februar 2013 forkastede Lietuvos apeliacinis teismas den appelsag, der var anlagt af Lietuvos dujos samt Viktoras Valentukevičius, Valery Golubev og Kirill Seleznev til prøvelse af Vilniaus apygardos teismas’ afgørelse om at iværksætte en efterforskning af Lietuvos dujos’ aktiviteter.

45.

Der er iværksat kassationsappel af disse to kendelser fra Lietuvos apeliacinis teismas ved den forelæggende ret, der ved kendelse af 21. november 2013 har besluttet at udsætte behandlingen af appellen af Lietuvos apeliacinis teismas’ afgørelse om efterforskning af Lietuvos dujos’ aktiviteter, indtil den har taget stilling til appellen vedrørende voldgiftskendelsens anerkendelse og fuldbyrdelse.

46.

Gazprom har i forbindelse med den sidstnævnte appel nedlagt påstand om ophævelse af Lietuvos apeliacinis teismas’ kendelse af 17. december 2012 og afsigelse af en ny kendelse, der imødekommer selskabets anmodning om anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelsen. Energiministeriet har nedlagt påstand om, at appellen forkastes med hjemmel i artikel V, stk. 2, litra b), i New York-konventionen fra 1958, med henvisning til, at voldgiftskendelsen udgjorde en »anti-suit injunction« (et forbud mod, at sagen behandles af en anden ret), og at man ved at anerkende og fuldbyrde denne kendelse ville tilsidesætte Bruxelles I-forordningen som fortolket af Domstolen i dom Allianz og Generali Assicurazioni Generali (C-185/07, EU:C:2009:69).

47.

Lietuvos aukščiausiasis teismas har under disse omstændigheder besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

48.

Den 10. juni 2014 meddelte Republikken Litauens konkurrenceråd, at det havde pålagt Gazprom en bøde på 123096700 litauiske litas (LTL) (ca. 35,6 mio. EUR), fordi selskabet ikke havde opfyldt de betingelser, som det var blevet pålagt i forbindelse med erhvervelsen af en andel i Lietuvos dujos’ kapital ( 12 ).

49.

Den 12. juni 2014 meddelte Gazprom, at det havde besluttet at sælge denne andel ( 13 ).

50.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse blev indgivet til Domstolens Justitskontor den 15. oktober 2013. Gazprom, den litauiske, tyske, spanske, franske og østrigske regering og Det Forenede Kongeriges regering samt Det Schweiziske Forbund og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.

51.

Den 4. juli 2014 anmodede Domstolen i henhold til procesreglementets artikel 61, stk. 1, parterne om at besvare to spørgsmål skriftligt forud for retsmødet og senest den 31. juli 2014. Gazprom, den litauiske, tyske, spanske og franske regering og Det Forenede Kongeriges regering samt en Schweiziske Føderation og Kommissionen indgav deres svar inden for den fastsatte frist.

52.

Der blev afholdt retsmøde den 30. september 2014, hvor Gazprom, den litauiske, tyske, spanske og franske regering og Det Forenede Kongeriges regering samt Det Schweiziske Forbund og Kommissionen afgav mundtlige indlæg.

53.

Den forelæggende ret har på s. 10 i sin anmodning om præjudiciel afgørelse anført, at sagen mellem energiministeriet og Lietuvos dujos samt Viktoras Valentukevičius, Valery Golubev og Kirill Seleznev blev indbragt for Vilniaus apygardos teismas ( 14 ) ved analog anvendelse (»mutatis mutandis«) af Bruxelles I-forordningens artikel 6, stk. 2.

54.

Det fremgår imidlertid af denne bestemmelse, at en person, der har bopæl på en medlemsstats område, »endvidere [kan] sagsøges […], når der er tale om krav mod den pågældende som tredjemand, ved den ret, hvor den oprindelige sag er anlagt, medmindre denne kun er anlagt for at unddrage den pågældende det værneting, der ville være kompetent i hans sag«.

55.

Det er efter min opfattelse åbenbart, at denne bestemmelse ikke finder anvendelse i dette tilfælde, eftersom den omhandlede sag ikke vedrører et krav mod tredjemand.

56.

Under retsmødet forklarede den litauiske regering, at der var tale om en skrivefejl fra den forelæggende rets side, og at denne ret egentlig ville have henvist til denne forordnings artikel 6, stk. 1 ( 15 ). Denne bestemmelse synes dog heller ikke at finde anvendelse, eftersom den gør det muligt at sagsøge en person, der har bopæl på en medlemsstats område, ved retterne i en anden medlemsstat, hvor en af de medsagsøgte har bopæl. I det foreliggende tilfælde har de sagsøgte bopæl i Litauen bortset fra Valery Golubev og Kirill Seleznev, der har bopæl i et tredjeland.

57.

Domstolen kan vælge ikke at besvare de foreliggende præjudicielle spørgsmål, fordi de litauiske domstoles kompetence ikke er baseret på det korrekte retsgrundlag i Bruxelles I-forordningen. Den vil imidlertid også kunne påpege, at Vilniaus apygardos teismas kan basere sin kompetence i forhold til Lietuvos dujos og dets administrerende direktør, Viktoras Valentukevičius, på denne forordnings artikel 2, stk. 1 ( 16 ), eftersom den tilknytning til udlandet, der er nødvendig for, at denne artikel (og forordningen) kan finde anvendelse, er til stede, i og med at to af de medsagsøgte (Valery Golubev og Kirill Seleznev) har bopæl i Den Russiske Føderation ( 17 ). Domstolen har i så fald kompetence til at besvare den forelæggende rets spørgsmål.

58.

Der er ifølge fast retspraksis en formodning for, at »de spørgsmål om EU-rettens fortolkning, som den nationale ret har forelagt på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge – og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve – er relevante. Domstolen kan kun afvise en anmodning fra en national ret, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål« ( 18 ).

59.

I det foreliggende tilfælde har den forelæggende ret imidlertid præciseret på s. 9 i sin anmodning om præjudiciel afgørelse, at »[s]pørgsmålet om iværksættelse af efterforskning af en juridisk person […] i henhold til national ret ikke [kan] være genstand for voldgift«.

60.

Som den franske regering og Kommissionen har påpeget, findes der således et retsgrundlag, nemlig artikel V, stk. 2, litra a), i New York-konventionen af 1958 ( 19 ), hvorpå den forelæggende ret kan nægte at anerkende og fuldbyrde en voldgiftskendelse, hvilket Lietuvos apeliacinis teismas i øvrigt allerede har gjort ( 20 ).

61.

Efter min opfattelse kan det derfor godt tænkes, at de spørgsmål, der er forelagt for Domstolen, ikke er relevante for tvisten i hovedsagen, eftersom den forelæggende ret sagtens kan afgøre den tvist, der er indbragt for den, uden at få besvaret disse spørgsmål. I dette forslag til afgørelse antages det dog, at Domstolen finder, at de forelagte spørgsmål kan tages under påkendelse.

62.

Den forelæggende ret har i anmodningen om præjudiciel afgørelse kvalificeret voldgiftskendelsen som en »anti-suit injunction«, for så vidt som den pålægger energiministeriet at trække nogle af de påstande tilbage, som det har nedlagt ved de litauiske domstole.

63.

Voldgiftskendelsen minder i den forstand om de »anti-suit injunctions« i henhold til engelsk ret, der var genstand for domme Turner (C-159/02, EU:C:2004:228) og Allianz og Generali Assicurazioni Generali (EU:C:2009:69). I engelsk ret er en »anti-suit injunction« en kendelse, som udstedes af en engelsk domstol, og som pålægger en part, der in personam er undergivet de engelske domstoles kompetence ( 21 ), ikke at fremføre eller fastholde visse krav, at afstå herfra eller at tage de nødvendige skridt til at afslutte eller udsætte en sag, der verserer for en almindelig ret eller en voldgiftsret i et andet land ( 22 ).

64.

En »anti-suit injunction« er ikke rettet mod den udenlandske domstol og henvender sig kun til en part, der er indstævnet for en engelsk domstol ( 23 ).

65.

Den part, som den pågældende »anti-suit injunction« henvender sig til, og som ikke retter sig efter forbuddet, kan tiltales for at udvise foragt for retten (»contempt of court«) og risikerer at blive idømt en straf eller få beslaglagt gods, der befinder sig i Det Forenede Kongerige ( 24 ). Den pågældende »anti-suit injunction« har selvfølgelig ingen virkning, hvis den part, som den henvender sig til, ikke befinder sig i Det Forenede Kongerige eller ikke har noget gods i Det Forenede Kongerige, men afgørelser, der træffes i strid med en »anti-suit injunction«, kan hverken anerkendes eller fuldbyrdes i Det Forenede Kongerige ( 25 ).

66.

Som den franske regering har anført i sit skriftlige svar på Domstolens spørgsmål, er der ikke nedlagt noget forbud af denne art i tvisten i hovedsagen. Til forskel fra de »anti-suit injunctions«, der var omhandlet i domme Turner (EU:C:2004:228) og Allianz og Generali Assicurazioni Generali (EU:C:2009:69), pålægges energiministeriet ingen sanktion, hvis det ikke efterkommer voldgiftskendelsen ( 26 ).

67.

Voldgiftskendelsen og det indeholdte forbud er ikke desto mindre bindende for adressaten, som har pligt til at frafalde en del af sit søgsmål ved de litauiske domstole, fordi voldgiftsretten finder, at dette søgsmål i en vis udstrækning falder ind under voldgiftsaftalen. Det er derfor den forelæggende rets opfattelse, at voldgiftskendelsen i lighed med de »anti-suit injunctions«, der var tale om i domme Turner (EU:C:2004:228) og Allianz og Generali Assicurazioni Generali (EU:C:2009:69), kan bringe Bruxelles I-forordningens effektive virkning i fare. Jeg vil tage udgangspunkt i denne antagelse i det følgende.

68.

Med det første spørgsmål har den forelæggende ret anmodet Domstolen om at oplyse, om den kan nægte at anerkende en »anti-suit injunction« fra voldgiftsretten, fordi den begrænser den forelæggende rets »ret til selv at afgøre, om den har kompetence til at behandle sagen i henhold til Bruxelles I-forordningens regler om kompetence«.

69.

Det skal derfor efterprøves, om Bruxelles I-forordningen faktisk finder anvendelse i den foreliggende sag, eller om det kun er New York-konventionen af 1958, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen.

70.

Den forelæggende ret har med hensyn til Bruxelles I-forordningens anvendelsesområde henholdt sig til denne forordnings artikel 71, stk. 2, andet afsnit, der bestemmer, at: »[s]åfremt både domsstaten og den medlemsstat, som anmodningen rettes til, er parter i en konvention vedrørende et særligt område, som fastsætter betingelser for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, anvendes disse betingelser. Under alle omstændigheder kan de bestemmelser i denne forordning, der vedrører proceduren for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, finde anvendelse« ( 27 ).

71.

Jeg er enig med den tyske og Det Schweiziske Forbunds regering i, at denne bestemmelse ikke kan anvendes her, eftersom dens anvendelsesområde er begrænset til konventioner mellem medlemsstaterne, hvori der fastsættes »betingelser for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser«. Begrebet »retsafgørelse« defineres i denne forordnings artikel 32 som »enhver afgørelse truffet af en ret i en medlemsstat, uanset hvordan den betegnes, såsom dom, kendelse eller fuldbyrdelsesordre, herunder fastsættelse af sagsomkostninger, som foretages af en embedsmand ved retten« ( 28 ). En voldgiftsret, der er nedsat i henhold til en voldgiftsaftale, der er indgået frit mellem to parter (som den, der har udstedt den omtvistede voldgiftskendelse), er ikke en ret i en medlemsstat ( 29 ).

72.

Det fremgår desuden af Bruxelles I-forordningens artikel 1, stk. 2, litra d), at den ikke finder anvendelse på voldgift. Det indebærer – hvilket Gazprom, den tyske og franske regering og Det Forenede Kongeriges regering samt Kommissionen og Det Schweiziske Forbund i øvrigt har påpeget – at voldgiftskendelser som den, der er omhandlet i hovedsagen, kun kan anerkendes og fuldbyrdes efter New York-konventionen af 1958.

73.

I dette tilfælde, hvor den forelæggende ret ifølge disse intervenienter selv er blevet forelagt en sag om anerkendelse og fuldbyrdelse i medfør af denne konvention, henhører anerkendelsen og fuldbyrdelsen af den omtvistede voldgiftskendelse udelukkende under denne konvention ( 30 ). Domstolen vil som følge heraf ikke have kompetence til at besvare noget EU-retligt spørgsmål i henhold til artikel 267 TEUF.

74.

Som den franske regering har anført i sit svar på Domstolens spørgsmål, »har dom Allianz og Generali Assicurazioni Generali [(EU:C:2009:69)] rejst tvivl om, i hvilken udstrækning voldgift er udelukket fra [Bruxelles I-forordningens] anvendelsesområde«.

75.

I august 2000 var et skib ved navn Front Comor, der ejedes af West Tankers Inc. (herefter »West Tankers«) og var chartret til Erg Petroli SpA (herefter »Erg Petroli«), årsag til skade på en mole, der ejedes af Erg Petroli, i Siracusa. Charterkontrakten var undergivet engelsk ret og indeholdt en klausul, hvorefter alle tvister vedrørende denne kontrakt skulle afgøres ved en voldgiftsret i London.

76.

Erg Petroli henvendte sig til sine forsikringsselskaber, Allianz SpA (herefter »Allianz«) og Generali Assicurazioni Generali SpA (herefter »Generali«), med henblik på at opnå en skadeserstatning op til grænsen for forsikringsdækningen og anlagde en voldgiftssag i London mod West Tankers for det overskydende beløb. Efter at have udbetalt Erg Petroli skadeserstatning for den skade, som selskabet havde lidt, i henhold til forsikringspolicen, anlagde forsikringsselskaberne sag mod West Tankers ved Tribunale di Siracusa (Italien) med påstand om godtgørelse af de beløb, der var udbetalt til Erg Petroli. West Tankers gjorde gældende, at denne ret ikke var kompetent til at behandle sagen, idet der var indgået en voldgiftsaftale.

77.

Eftersom voldgiften skulle foregå i London, anlagde West Tankers sag ved de engelske domstole med påstand om nedlæggelse af en »anti-suit injunction« mod, at Allianz og Generali lod nogen anden ret end voldgiftsretten behandle tvisten, og mod, at de fortsatte sagen ved Tribunale di Siracusa.

78.

De engelske domstole gav West Tankers medhold, men House of Lords spurgte Domstolen, om den i betragtning af, at de faktiske omstændigheder var anderledes end i den sag, der lå til grund for dom Turner (EU:C:2004:228) ( 31 ), havde beføjelse til at udstede en »anti-suit injunction«, der var forenelig med Bruxelles I-forordningen, selv om denne forordnings artikel 1, stk. 2, litra d), udelukker voldgift fra sit anvendelsesområde.

79.

Domstolen bemærkede først, at »[e]n sag som den i hovedsagen omhandlede [dvs. en almindelig sag, der er anlagt til støtte for en voldgiftssag], der resulterer i vedtagelsen af en »anti-suit injunction«, […] derfor ikke [er] omfattet af anvendelsesområdet for [Bruxelles I-forordningen]« ( 32 ).

80.

Domstolen bemærkede dernæst, at »[s]elv om en sag ikke er omfattet af anvendelsesområdet for [Bruxelles I-forordningen], kan den ikke desto mindre have konsekvenser, som er til skade for forordningens effektive virkning, dvs. som er til hinder for virkeliggørelsen af målene om udformning af fælles lovvalgsregler på det civil- og handelsretlige område og den frie bevægelighed for afgørelser på samme område. Dette gælder navnlig, når en sådan sag forhindrer en domstol i en anden medlemsstat i at udøve de beføjelser, som den er tillagt i medfør af [Bruxelles I-forordningen]« ( 33 ).

81.

Domstolen fandt derfor, at »et forudgående spørgsmål vedrørende anvendeligheden af en voldgiftsaftale, herunder navnlig dens gyldighed, ligeledes [er] omfattet af forordningens anvendelsesområde« ( 34 ).

82.

Domstolen besvarede som følge heraf House of Lords’ spørgsmål benægtende, idet den fandt, at den sag, der var indledt af Allianz og Generali mod West Tankers ved Tribunale di Siracusa, i sig selv var omfattet af Bruxelles I-forordningen ( 35 ) til trods for den voldgiftsaftale, som parterne var bundet af. Den bemærkede videre, at den omtvistede »anti-suit injunction« ikke respekterede den italienske domstols ret til selv at afgøre, om den var kompetent til at træffe afgørelse i den sag, der var blevet indbragt for den ( 36 ), og at den derfor var i strid med princippet om beskyttelse af den gensidige tillid hos medlemsstaternes retter og afskar en sagsøger, der anså voldgiftsaftalen for at være ugyldig, ude af kraft eller uanvendelig, fra at få adgang til en almindelig domstol ( 37 ).

83.

Domstolen fastslog sammenfattende, at den »anti-suit injunction«, der var omhandlet i denne sag, ikke var forenelig med Bruxelles I-forordningen.

84.

På dette grundlag mener den forelæggende ret, at en »anti-suit injunction«, der er udstedt af en voldgiftsret, i lighed med en »anti-suit injunction«, der er udstedt af en almindelig ret, bringer Bruxelles I-forordningens effektive virkning i fare.

85.

Denne antagelse kan være korrekt, eftersom House of Lords i den sag, der gav anledning til dom Allianz og Generali Assicurazioni Generali (EU:C:2009:69), ligesom den forelæggende ret skulle behandle en sag, der efter Domstolens opfattelse ikke var omfattet af Bruxelles I-forordningens anvendelsesområde ( 38 ), dvs. en anmodning om udstedelse af en »anti-suit injunction« mod en part, der havde anlagt sag i Italien i strid med en voldgiftsaftale, hvorefter alle tvister skulle afgøres ved voldgift i London ( 39 ). Den anmodning om anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelsen, der er omhandlet i hovedsagen, er heller ikke omfattet af denne forordnings anvendelsesområde.

86.

Hertil kommer, at det i det foreliggende tilfælde blev fastslået, at Bruxelles I-forordningen fandt anvendelse, i forbindelse med en anden sag, nemlig sagen for den italienske ret, der ligesom sagen om iværksættelse af en efterforskning af Lietuvos dujos’ aktiviteter ( 40 ) materielt set henhørte under denne forordnings anvendelsesområde og navnlig under dens artikel 5, stk. 3. I det foreliggende tilfælde er realiteten i energiministeriets retssag om iværksættelse af en efterforskning af Lietuvos dujos’ aktiviteter også omfattet af Bruxelles I-forordningens anvendelsesområde og nærmere bestemt af dens artikel 2 ( 41 ).

87.

Den tyske og franske regering og Det Forenede Kongeriges regering samt Det Schweiziske Forbund og Kommissionen mener ikke, at Bruxelles I-forordningen finder anvendelse i hovedsagen, eftersom voldgift er udelukket fra dens anvendelsesområde. Hvis det var så enkelt, ville Domstolen imidlertid ikke have erklæret den »anti-suit injunction«, der var genstand for dom Allianz og Generali Assicurazioni Generali (EU:C:2009:69), uforenelig med Bruxelles I-forordningen ( 42 ).

88.

House of Lords skulle tage stilling til et spørgsmål, der faldt uden for Bruxelles I-forordningens anvendelsesområde, og var således i samme situation som den forelæggende ret, der også er blevet forelagt en anmodning om anerkendelse og fuldbyrdelse af en voldgiftskendelse, der er udelukket fra denne forordnings anvendelsesområde. Da den forelæggende ret samtidig er blevet forelagt en sag, der henhører under denne forordnings anvendelsesområde, dvs. anmodningen om iværksættelse af en efterforskning af Lietuvos dujos’ aktiviteter, befinder den sig desuden i samme situation som Tribunale di Siracusa i dom Allianz og Generali Assicurazioni Generali (EU:C:2009:69). I denne dom fandt Domstolen, at den pågældende »anti-suit injunction« var uforenelig med Bruxelles I-forordningen, hvilket efter den forelæggende rets opfattelse også gælder for tvisten i hovedsagen. Jeg vil i det følgende forklare, hvorfor jeg ikke er enig i denne anskuelse.

89.

Der er to grunde til, at jeg mener, at Domstolen bør besvare dette spørgsmål benægtende.

90.

Den spanske regering mener, at Domstolen af tidsmæssige årsager ikke bør tage hensyn til Bruxelles I-forordningen (omarbejdet) i sit svar på den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse.

91.

Denne forordning finder ganske vist først anvendelse fra den 10. januar 2015, men jeg mener i lighed med Gazprom, den litauiske, tyske og franske regering, Kommissionen og Det Schweiziske Forbund at Domstolen bør tage hensyn til den i den foreliggende sag, eftersom den største nyskabelse i denne forordning, der også udelukker voldgift fra sit anvendelsesområde, ikke skal findes i selve den dispositive del, men i dens 12. betragtning, som er en slags bagudrettet fortolkningsregel, der forklarer, hvordan det altid har været meningen, at denne udelukkelse skal fortolkes.

92.

Jeg vil nu gennemgå det lovgivningsmæssige forløb for at få et bedre overblik over 12. betragtnings rækkevidde.

93.

Bruxelles I-forordningens artikel 73 beskriver proceduren for ændring af denne forordning. Det fremgår heraf, at Kommissionen senest den 1. marts 2007 skulle forelægge Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Det Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om dens anvendelse ledsaget af eventuelle forslag om tilpasning af den.

94.

Som led i denne procedure gav Kommissionen professor Hess, professor Pfeiffer og professor Schlosser til opgave at udarbejde en rapport (den såkaldte Heidelberg-rapport) om Bruxelles I-forordningens anvendelse ( 43 ). Denne rapport blev offentliggjort i 2007 forud for afsigelsen af dom Allianz og Generali Assicurazioni Generali (EU:C:2009:69).

95.

Heidelberg-rapportens forfattere var godt klar over, at Bruxelles I-forordningen ikke måtte gælde for anliggender, der var omfattet af New York-konventionen af 1958, men foreslog alligevel en række nye bestemmelser, der ville give denne forordning større betydning på voldgiftsområdet, for at tage højde for spørgsmål, der har berøringsflader til begge regelsæt, som f.eks. sagsanlæg ved en almindelig ret, der har erklæret en voldgiftsaftale ugyldig, eller sagsanlæg ved en almindelig ret, der har tilknytning til voldgift.

96.

Heidelberg-rapporten fulgte i kølvandet på generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse i sagen Allianz og Generali Assicurazioni Generali (EU:C:2008:466, punkt 71 og 73), hvori hun fastslog, at der manglede »mekanismer til at afstemme voldgiftsretternes kompetence med de almindelige domstoles«, og udtalte, at »[p]roblemet […] kun [kan] afhjælpes ved, at voldgift henføres under ordningen i [Bruxelles I-forordningen]«.

97.

Domstolen tilsluttede sig generaladvokat Kokotts holdning og henviste til hendes forslag til afgørelse flere gange (dom Allianz og Generali Assicurazioni Generali (EU:C:2009:69, præmis 20, 26 og 29)).

98.

De fleste kritiske kommentarer til denne dom havde grundlag i den internationale privatret og voldgiftsretten og gik i det væsentlige ud på, at Bruxelles I-forordningens anvendelsesområde reelt blev udvidet til at omfatte voldgift på en sådan måde, at det kunne skade dens effektive virkning ( 44 ).

99.

Hertil kommer, at dommen også brød med tre tidligere domme fra Domstolen, nemlig domme Hoffmann (145/86, EU:C:1988:61), Rich (C-190/89, EU:C:1991:319) og Van Uden (C-391/95, EU:C:1998:543).

100.

Dom Hoffmann (EU:C:1988:61) vedrørte fuldbyrdelsen i Nederlandene af en tysk retsafgørelse, hvorved en ægtemand var blevet pålagt at betale hustrubidrag i henhold til den underholdspligt, der gælder for ægtefæller. En sådan afgørelse forudsatte nødvendigvis, at der bestod et ægteskabeligt forhold. Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandene) ønskede oplyst, om opløsningen af det ægteskabelige forhold som følge af en skilsmissedom afsagt af en nederlandsk ret kunne standse fuldbyrdelsen af den tyske retsafgørelse, selv om denne fortsat var eksigibel i Tyskland, hvor skilsmissedommen ikke var anerkendt.

101.

Fysiske personers retlige status, hvilket omfatter ægteskab og skilsmisse, var ligesom voldgift udelukket fra anvendelsesområdet for konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1977 L 304, s. 77). Spørgsmålet om betaling af hustrubidrag vedrørte derimod ikke et spørgsmål om personlig status og var derfor omfattet af Bruxelleskonventionen, hvilket indebar, at konventionen umiddelbart forpligtede de nederlandske retter til at anerkende og fuldbyrde den tyske retsafgørelse, hvilket var uforeneligt med den nederlandske skilsmissedom.

102.

Domstolen fandt, at »[Bruxelleskonventionen] ikke [er] til hinder for, at retten i den stat, begæringen rettes til, tager hensyn til en indenlandsk skilsmissedom i forbindelse med fuldbyrdelsen af en udenlandsk retsafgørelse om bidrag« ( 45 ), hvilket indebar, at Hoge Raad der Nederlanden ikke var forpligtet til at anerkende og fuldbyrde den tyske retsafgørelse, selv om den var omfattet af denne konventions anvendelsesområde.

103.

I dom Allianz og Generali Assicurazioni Generali (EU:C:2009:69) fastslog Domstolen, selv om voldgift ligesom fysiske personers retlige status var udelukket fra Bruxelles I-forordningens anvendelsesområde, at de engelske domstole ikke kunne anvende deres nationale ret fuldt ud og udstede »anti-suit injunctions« til støtte for en voldgiftssag. Derved begrænsede den udelukkelsen af voldgift fra denne forordnings anvendelsesområde ( 46 ).

104.

Dom Rich (EU:C:1991:319) vedrørte en kontrakt om salg af olie, der var indgået mellem et schweizisk selskab og et italiensk selskab. Denne kontrakt var undergivet engelsk ret og indeholdt en voldgiftsaftale. Efter at køberen (det schweiziske selskab) havde reklameret over, at ladningen var stærkt forurenet, indstævnede sælgeren (det italienske selskab) køberen for Tribunale di Genova (Italien) med påstand om, at det blev fastslået, at sælgeren ikke var erstatningsansvarlig over for køberen.

105.

Det schweiziske selskab indledte en voldgiftssag i London som aftalt i kontrakten. Det italienske selskab nægtede at deltage i denne sag og at udpege sin voldgiftsmand, hvorefter sagen gik i stå. Det schweiziske selskab anmodede de engelske domstole, der havde tilknytning til voldgift, om at udpege en voldgiftsmand på det italienske selskabs vegne.

106.

Det italienske selskab gjorde, lige som det skete i den sag, der lå til grund for dom Allianz og Generali Assicurazioni Generali (EU:C:2009:69), gældende, at den virkelige tvist mellem parterne vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt kontrakten indeholdt en voldgiftsklausul, og at en sådan tvist faldt ind under Bruxelleskonventionens anvendelsesområde og derfor skulle påkendes i Italien.

107.

Det skulle derfor efterprøves, om den sag, der var indledt ved de engelske domstole med henblik på at få udpeget en voldgiftsmand, faldt ind under Bruxelles-konventionens anvendelsesområde.

108.

Domstolen fastslog, at »de kontraherende parter i Bruxelles-konventionen, da de undtog voldgift fra konventionens anvendelsesområde med den begrundelse, at voldgift allerede var omfattet af internationale aftaler [bl.a. New York-konventionen af 1958], havde til hensigt at undtage voldgiftsområdet som helhed, herunder sager indbragt for de nationale retter« ( 47 ).

109.

Selv om udpegelsen af en voldgiftsmand og nationale retssager, der anlægges til støtte for voldgift, ikke falder ind under anvendelsesområdet for New York-konventionen af 1958, fastslog Domstolen, at »[s]pecielt med hensyn til en national rets udpegelse af en voldgiftsmand må det fastslås, at der er tale om en statslig foranstaltning med henblik på at iværksætte en voldgiftsprocedure. En sådan foranstaltning falder derfor ind under voldgiftsområdet og er således omfattet af undtagelsen i [Bruxelleskonventionens] artikel 1, stk. 2, nr. 4« ( 48 ).

110.

Domstolen afviste det italienske selskabs argument om, at Bruxelleskonventionen finder anvendelse på tvister vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en voldgiftsaftale, eller om denne er gyldig, og bemærkede, at »[v]ed afgørelsen af, om en sag er omfattet af konventionens anvendelsesområde, bør der kun tages hensyn til sagens genstand. Hvis en sag på grund af sin genstand, f.eks. udpegelse af en voldgiftsmand, er undtaget fra konventionens anvendelsesområde, kan det ikke tjene som begrundelse for at anvende [Bruxelleskonventionen], at der foreligger et præjudicielt retsspørgsmål – uanset hvad spørgsmålet går ud på – som retten skal tage stilling til for at kunne afgøre sagen« ( 49 ). Domstolen bekræftede denne tilgang i dom Van Uden (C-391/95, EU:C:1998:543) ( 50 ).

111.

I dom Allianz og Generali Assicurazioni Generali (EU:C:2009:69) tog Domstolen ikke stilling til, om Bruxelles I-forordningen fandt anvendelse på tvisten i hovedsagen, sådan som den havde gjort i de sager, der lå til grund for domme Rich (EU:C:1991:319) og Van Uden (EU:C:1998:543). Den efterprøvede i stedet sagens genstand i forhold til en anden tvist, nemlig den tvist, der var indbragt for de italienske domstole.

112.

Domstolen indtog således et andet standpunkt end i dom Rich (EU:C:1991:319, præmis 18 og 26), hvorefter der kun skulle tages hensyn til genstanden for tvisten i hovedsagen, og voldgiftsområdet som helhed var undtaget fra Bruxelles I-forordningens anvendelsesområde.

113.

I forlængelse af Heidelberg-rapporten, dom Allianz og Generali Assicurazioni Generali (EU:C:2009:69) og de kommentarer, som denne dom gav anledning til, udsendte Kommissionen en Grønbog om revision af Bruxelles I-forordningen (herefter »grønbogen«) ( 51 ), hvormed den indledte en offentlig høring om et forslag om delvis afskaffelse af udelukkelsen af voldgift fra denne forordnings anvendelsesområde med henblik på at forbedre samspillet mellem denne forordning og voldgiftssager.

114.

En række medlemsstater, heriblandt Den Franske Republik, Ungarn, Republikken Østrig, Republikken Polen og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, og mange aktører på voldgiftsområdet ( 52 ) modsatte sig dette forslag. De mente, at Bruxelles I-forordningen ikke måtte gribe ind i anvendelsen af New York-konventionen af 1958, og at man skulle fastholde den totale udelukkelse af voldgift fra denne forordnings anvendelsesområde.

115.

Kommissionen noterede sig i den konsekvensanalyse, der ledsagede dens forslag om omarbejdning af Bruxelles I-forordningen ( 53 ), kritikken om, at dom Allianz og Generali Assicurazioni Generali (EU:C:2009:69) gjorde det muligt for parter, der var i ond tro, at unddrage sig deres forpligtelse til at lade alle tvister afgøre ved voldgift ( 54 ), og opstillede tre løsningsmodeller ( 55 ).

116.

Den første model gik ud på at fastholde status quo, dvs. at udelukke voldgift fra forordningens anvendelsesområde, hvilket efter Kommissionens opfattelse ikke ville fjerne den risiko for misbrug, der ikke kunne forhindres eller forbydes i medfør af dom Allianz et Generali Assicurazioni Generali (EU:C:2009:69) ( 56 ).

117.

Den anden model gik ud på at udvide udelukkelsen af voldgift til at omfatte alle voldgiftssager og »alle sager, hvor en voldgiftsaftales gyldighed anfægtes« ( 57 ).

118.

Den tredje og sidste model sigtede mod at gøre voldgiftsaftaler mere effektive ved at bestemme, at en ret i en medlemsstat, for hvilken der indbringes en tvist, som er omfattet af en voldgiftsaftale, skal udsætte sagen, når tvisten er blevet indbragt for en voldgiftsret eller en domstol på voldgiftsstedet ( 58 ).

119.

I forslaget om omarbejdning af Bruxelles I-forordningen (herefter »omarbejdningsforslaget«) ( 59 ) valgte Kommissionen den sidstnævnte løsningsmodel, idet den fastholdt forslaget i grønbogen om delvist at afskaffe udelukkelsen af voldgift fra denne forordnings anvendelsesområde ( 60 ).

120.

Som den litauiske regering og Kommissionen har anført i deres svar på Domstolens spørgsmål, forkastede EU-lovgiver de ændringer, som Kommissionen havde foreslået. I sin beslutning af 7. september 2010»[modsatte Europa-Parlamentet] sig på det bestemteste en (selv delvis) afskaffelse af udelukkelsen af voldgift fra forordningens anvendelsesområde« og »[mente], at det i forordningens artikel 1, stk. 2, litra d), [burde] præciseres, at ikke kun voldgiftssager, men også retssager, der i hovedsagen eller som et incidenspunkt eller et præjudicielt spørgsmål drejer sig om gyldigheden eller rækkevidden af voldgiftsretters kompetence, falder uden for forordningens anvendelsesområde« ( 61 ).

121.

Rådet tog også afstand fra Kommissionens valg om delvist at afskaffe udelukkelsen af voldgift fra anvendelsesområdet for Bruxelles I-forordningen (omarbejdet). I sin note af 1. juni 2012, opfordrede Rådets formandskab Rådet til at vedtage udkastet til generel indstilling i bilaget til denne note som en kompromispakke ( 62 ). Ifølge dette udkast skulle de ændringer vedrørende voldgift, som Kommissionen havde anført i omarbejdningsforslaget, forkastes ( 63 ).

122.

Kompromisteksten indeholdt en ny betragtning, der blev indsat som 12. betragtning til den omarbejdede forordning, og en ny bestemmelse om, at Bruxelles I-forordningen (omarbejdet) »ikke [berørte] anvendelsen af [New York-konventionen af 1958]« ( 64 ).

123.

Rådet godkendte teksten den 8. juni 2012. Efter denne godkendelse vedtog Parlamentet en lovgivningsmæssig beslutning, hvorved den godkendte de ændringer af forordningen med hensyn til voldgift, der var angivet i det dokument, Rådet havde godkendt ( 65 ).

124.

I den endelige udgave af Bruxelles I-forordningen (omarbejdet) udelukkes voldgift fortsat af dens anvendelsesområde, og den omfatter desuden den nye 12. betragtning og den nye artikel 73, stk. 2, hvorefter »[d]enne forordning [ikke] berører […] anvendelsen af New York-konventionen af 1958« ( 66 ).

125.

Disse nye bestemmelser og navnlig 12. betragtning, andet afsnit, efterfulgt af den nye artikel 73, stk. 2, svarer efter min opfattelse til den anden løsningsmodel, som Kommissionen beskrev i den konsekvensanalyse, der ledsagede omarbejdningsforslaget. Denne model gik ud på at udelukke alle sager, hvor en voldgiftsaftales gyldighed anfægtes, fra forordningens anvendelsesområde ( 67 ).

126.

Det fremgår således af denne betragtnings andet afsnit, at »[e]n afgørelse truffet af en ret i en medlemsstat om, hvorvidt en voldgiftsaftale er ugyldig, ude af kraft eller ikke kan gennemføres, bør ikke være underlagt bestemmelserne om anerkendelse og fuldbyrdelse i denne forordning, uanset om retten afgjorde dette som et hovedspørgsmål eller som et bispørgsmål« ( 68 ). Selve forordningens dispositive del blev ikke ændret.

127.

Det fremhævede afsnit viser, at prøvelse af en voldgiftsaftales gyldighed som et bispørgsmål er udelukket fra Bruxelles I-forordningens (omarbejdet) anvendelsesområde, eftersom reglerne om anerkendelse og fuldbyrdelse i denne forordning ellers ville finde anvendelse på almindelige domstoles afgørelser om en voldgiftsaftales gyldighed ( 69 ).

128.

Det var ikke den fortolkning, Domstolen valgte i sin dom Allianz og Generali Assicurazioni Generali (EU:C:2009:69, præmis 26) ( 70 ), hvori den lagde til grund, at den sag, som Allianz og Generali i strid med voldgiftsaftalen havde anlagt mod West Tankers ved Tribunale di Siracusa, selv var omfattet af Bruxelles I-forordningen, for så vidt som prøvelsen af en voldgiftsaftales gyldighed som et bispørgsmål faldt ind under denne forordnings anvendelsesområde.

129.

Domstolen bemærkede således følgende:

»[…] hvis denne sag på grund af tvistens genstand, dvs. på grund af karakteren af de rettigheder, som ønskes beskyttet ved retssagen, såsom en påstand om skadeserstatning, er omfattet af anvendelsesområdet for [Bruxelles I-forordningen], er et forudgående spørgsmål vedrørende anvendeligheden af en voldgiftsaftale, herunder navnlig dens gyldighed, ligeledes omfattet af forordningens anvendelsesområde. En sådan konklusion understøttes af punkt 35 i Rapport om Den Hellenske Republiks tiltrædelse af [Bruxelles-]konventionen […], udarbejdet af Evrigenis og Kerameus (EFT 1986 C 298, s. 1). Heri angives, at en lejlighedsvis prøvelse af gyldigheden af en voldgiftsklausul, som påberåbes af den ene part for at bestride kompetencen hos den ret, ved hvilken denne i henhold til Bruxelleskonventionen er blevet sagsøgt, er omfattet af sidstnævnte konvention« ( 71 ).

130.

Jeg deler som følge heraf ikke den litauiske og tyske regerings og Kommissionens anskuelse om, at den fortolkning, som Domstolen anlagde i præmis 24 i dom Allianz og Generali Assicurazioni Generali (EU:C:2009:69) vedrørende udelukkelsen af voldgift fra denne forordnings anvendelsesområde, ikke berøres af denne omarbejdning.

131.

Jeg deler heller ikke den anskuelse, som Kommissionen gav udtryk for under retsmødet, nemlig at denne doms præmis 26 blot var et »obiter dictum«. Der er tværtimod tale om en vigtig præmis i dommen, hvor Domstolen tog stilling til anvendelsen af Bruxelles I-forordningen, og således fastlagde sondringen mellem Bruxelles I-forordningens anvendelsesområde og voldgiftsområdet.

132.

Kommissionens anskuelse skal efter min opfattelse ses i lyset af de forslag, den selv har fremsat om denne afgrænsning mellem voldgiftsområdet og Bruxelles I-forordningens anvendelsesområde. Disse forslag blev imidlertid kategorisk afvist af Parlamentet og Rådet i forbindelse med omarbejdningen af Bruxelles I-forordningen. Jeg må af det ovenfor beskrevne lovgivningsmæssige forløb udlede, at EU-lovgiver ønskede at ændre ved Domstolens sondring mellem Bruxelles I-forordningens anvendelsesområde og voldgiftsområdet ( 72 ).

133.

Såfremt den sag, der gav anledning til dom Allianz og Generali Assicurazioni Generali (EU:C:2009:69), var blevet påkendt efter ordningen i Bruxelles I-forordningen (omarbejdet), ville Tribunale di Siracusa derfor kun have kunnet træffe afgørelse om sagens realitet i henhold til denne forordning, hvis den havde fastslået, at voldgiftsaftalen var ugyldig, ude af kraft eller ikke kunne gennemføres (hvilket artikel II, stk. 3, i New York-konventionen af 1958 giver adgang til) ( 73 ).

134.

Domstolen ville i så fald ikke have fastslået, at den »anti-suit injunction«, der var genstand for dom Allianz og Generali Assicurazioni Generali (EU:C:2009:69), var uforenelig med Bruxelles I-forordningen.

135.

Den omstændighed, at der blev anlagt en sag ved Tribunale di Siracusa, som materielt set var omfattet af Bruxelles I-forordningens anvendelsesområde (spørgsmålet om voldgiftsaftalens gyldighed skulle i dette tilfælde afgøres på forhånd eller under sagen), påvirkede således ikke de engelske domstoles beføjelse til at udstede »anti-suit injunctions« til støtte for voldgiftssagen, eftersom prøvelse af en voldgiftsaftales gyldighed som et bispørgsmål ifølge 12. betragtning, andet afsnit, er udelukket fra denne forordnings anvendelsesområde, »uanset om [Tribunale di Siracusa] afgjorde dette som et hovedspørgsmål eller som et bispørgsmål« ( 74 ). Anvendelsen af udtrykket »bispørgsmål« viser klart, at andet afsnit også finder anvendelse, når en ret i en medlemsstat – som det skete for Tribunale di Siracusa – skal tage stilling til realiteten i forbindelse med en tvist, hvor den først er nødt til at fastlægge sin kompetence ved på forhånd eller under sagen at efterprøve, om den voldgiftsaftale, som de to parter i sagen er bundet af, er gyldig.

136.

Som det præciseres i denne betragtnings tredje afsnit, er det kun »rettens afgørelse om sagens realitet«, der kan anerkendes og fuldbyrdes i overensstemmelse med denne forordning ( 75 ). Hvis det antages, at de engelske domstole ikke kunne udstede en »anti-suit injunction« til støtte for voldgiftssagen, fordi der var en vis sandsynlighed for, at Tribunale di Siracusa ville træffe afgørelse om sagens realitet, vil det dog netop fastholde virkningerne af dom Allianz og Generali Assicurazioni Generali (EU:C:2009:69), som EU-lovgiver valgte ikke at tage i betragtning i forbindelse med omarbejdningen.

137.

Konklusionen om, at Bruxelles I-forordningen (omarbejdet) tillader »anti-suit injunctions« til støtte for voldgiftssager, understøttes af denne betragtnings fjerde afsnit, hvoraf det fremgår, at »[d]enne forordning bør ikke finde anvendelse på søgsmål eller tilknyttede sager navnlig vedrørende […] varetagelse af en voldgiftsprocedure eller af andre aspekter af en sådan procedure, eller på […] anerkendelse eller fuldbyrdelse af en voldgiftskendelse« ( 76 ).

138.

Dette afsnit udelukker ikke kun anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelser fra forordningens anvendelsesområde, hvilket uden tvivl betyder, at den foreliggende sag ikke falder ind under dens anvendelsesområde, men også tilknyttede sager, hvilket efter min opfattelse omfatter »anti-suit injunctions«, der udstedes af almindelige retter, der har tilknytning til voldgift.

139.

Det skal herved understreges, at House of Lords i den sag, der lå til grund for dom Allianz og Generali Assicurazioni Generali (EU:C:2009:69), var blevet anmodet om at udstede en »anti-suit injunction« til støtte for voldgiften, fordi parterne havde aftalt, at voldgiftsretten skulle nedsættes i House of Lords’ retskreds.

140.

Eftersom en »anti-suit injunction« hører til de foranstaltninger, som retten på det sted, hvor voldgiftsretten nedsættes, kan træffe til støtte for voldgiften for at sikre, at voldgiftssagen forløber tilfredsstillende, og dermed er en »[tilknyttet sag] […] vedrørende varetagelse af en voldgiftsprocedure«, er det ikke længere muligt at forbyde den på grundlag af Bruxelles I-forordningen (omarbejdet).

141.

Jeg mener af disse grunde, at omarbejdningen har stadfæstet den fortolkning af udelukkelsen af voldgift fra Bruxelles I-forordningens anvendelsesområde, der blev anlagt i dom Rich (EU:C:1991:319, præmis 18), hvorefter »de kontraherende parter […] havde til hensigt at undtage voldgiftsområdet som helhed« ( 77 ). Bruxelles I-forordningen finder som følge heraf ikke anvendelse på tvisten i hovedsagen.

142.

Denne løsning bringer på ingen måde Bruxelles I-forordningens effektive virkning i fare, eftersom den ikke er til hinder for, at den forelæggende ret »selv i medfør af de regler, som finder anvendelse på den, afgør, om den er kompetent til at træffe afgørelse i den sag, som er blevet indbragt for den« ( 78 ). Det fremgår tværtimod af artikel V, stk. 1, litra a) og c), i New York-konventionen af 1958, at den kan efterprøve voldgiftsrettens kompetence, og af artikel V, stk. 2, litra a), at den kan efterprøve, om den tvist, der er indbragt for voldgiftsretten, kan gøres til genstand for voldgift, i henhold til intern ret.

143.

Jeg vil i den forbindelse minde om, at den forelæggende ret som anført af den franske regering og Kommissionen har henvist til litauisk ret, hvoraf det fremgår, at spørgsmål vedrørende iværksættelse af efterforskning af en juridisk persons aktiviteter ikke kan afgøres ved voldgift. Den forelæggende ret har derfor ret til at nægte at anerkende og fuldbyrde voldgiftskendelsen i henhold til artikel V, stk. 2, litra a), hvilket naturligvis ikke rejser noget præjudicielt spørgsmål.

144.

Som følge heraf vil »sagsøgeren, som anser [voldgiftsaftalen] for ugyldig, ude af kraft eller uanvendelig, [ikke] være afskåret fra at få adgang til den almindelige domstol« ( 79 ).

145.

Jeg vil gerne indskyde, at denne præcisering af udelukkelsen af voldgift i Bruxelles I-forordningen (omarbejdet) er et led i bestræbelserne for at bekæmpe en praksis, hvor parterne forhaler afgørelsen af en tvist ved at indbringe den for en ret i en medlemsstat, der åbenbart ikke har kompetence, i strid med deres kontraktlige forpligtelser. Denne praksis blev drøftet i forbindelse med de sager, der lå til grund for domme Gasser (C-116/02, EU:C:2003:657) ( 80 ), Turner (EU:C:2004:228) ( 81 ) og Allianz og Generali Assicurazioni Generali (EU:C:2009:69).

146.

Bruxelles I-forordningen (omarbejdet) indeholder således en ny artikel 31, stk. 2, hvori det bestemmes, at »[n]år en sag anlægges ved en ret i en medlemsstat, som er tillagt enekompetence ved en aftale omhandlet i artikel 25, skal enhver ret i en anden medlemsstat udsætte sagen, indtil den ret, hvor sagen er anlagt på grundlag af aftalen, erklærer, at den ikke har kompetence i henhold til aftalen«. Det fremgår af artikel 31, stk. 3, at »[n]år den ret, der er udpeget i aftalen, har fastslået sin kompetence i henhold til aftalen, erklærer enhver ret i en anden medlemsstat sig inkompetent til fordel for denne ret«.

147.

Som det ses i 22. betragtning til den omarbejdede forordning ( 82 ), er disse nye bestemmelser til hinder for den løsning, som Domstolen nåede frem til i dom Gasser (EU:C:2003:657), hvori den fastslog, at den ret, ved hvilken sagen senere var anlagt, men som var enekompetent i henhold til en værnetingsaftale, ikke kunne fravige reglerne om litispendens og afgøre tvisten, uden at den ret, ved hvilken sagen først var anlagt, havde erklæret sig inkompetent.

148.

Bruxelles I-forordningen (omarbejdet) imødegår forsøg på forhaling, der har til formål at tilsidesætte værnetingsaftalen, ved at give den ret, der er valgt i værnetingsaftalen, fortrinsret, selv om det ikke er den ret, ved hvilken sagen først er anlagt. Det betyder, at voldgiftsretterne og de almindelige retter i medlemsstaterne, der har tilknytning til voldgift, kan træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at gøre voldgiften effektiv, uden at Bruxelles I-forordningen hindrer dem i dette.

149.

Forordningen imødegår overtrædelser af voldgiftsaftaler ved at udelukke voldgiftsområdet som helhed fra sit anvendelsesområde, således at prøvelsen af disse aftalers gyldighed som et bispørgsmål ikke er omfattet af dens anvendelsesområde, og ved at henvise parterne til voldgift.

150.

Det fremgår således af 12. betragtning, første afsnit, der har næsten samme ordlyd som artikel II, stk. 3, i New York-konventionen af 1958, at »[i]ntet i denne forordning bør være til hinder for, at retterne i en medlemsstat, hvor en sag er blevet anlagt vedrørende et forhold, hvorom parterne har indgået en voldgiftsaftale, henviser parterne til voldgift, udsætter eller afviser sagen eller undersøger, hvorvidt voldgiftsaftalen er ugyldig, ude af kraft eller ikke kan gennemføres i overensstemmelse med deres nationale lovgivning«.

151.

Som den franske regering har anført i sit skriftlige svar på Domstolens spørgsmål, følger det af 12. betragtning, første afsnit, at parterne, medmindre det er åbenbart, at voldgiftsaftalen er ugyldig eller ikke kan gennemføres, har pligt til at overholde denne aftale og derfor skal henvises til voldgiftsretten, der træffer afgørelse om sin egen kompetence ( 83 ). Den almindelige ret har dog mulighed for at efterprøve, om denne klausul er gyldig, når der indgives anmodning om anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelsen ( 84 ).

152.

Det svarer fuldstændig til bestemmelserne i artikel II, stk. 3, i New York-konventionen af 1958, der lyder således: »Domstolene i en kontraherende stat skal, hvis der rejses sag om et forhold, hvorom parterne har truffet en [voldgiftsaftale] […] henvise dem til voldgift […]« Denne henvisning er »obligatorisk og kan ikke overlades til de almindelige domstoles skøn« ( 85 ), medmindre de finder, at voldgiftsaftalen er »ugyldig, ude af kraft, eller at den ikke kan gennemføres«.

153.

Selv om Domstolen måtte beslutte ikke at tage hensyn til Bruxelles I-forordningen (omarbejdet) eller ikke at tilslutte sig min fortolkning af denne forordning, mener jeg ikke, at den løsning, der blev valgt i dom Allianz og Generali Assicurazioni Generali (EU:C:2009:69), kan anvendes på »anti-suit injunctions«, der udstedes af voldgiftsretter, og hvis anerkendelse og fuldbyrdelse henhører under anvendelsesområdet for New York-konventionen af 1958. Denne løsning vil således være begrænset til tilfælde, hvor den pågældende »anti-suit injunction« udstedes af en ret i en medlemsstat mod en sag, der verserer ved en ret i en anden medlemsstat.

154.

Som Gazprom, den franske regering, Det Forenede Kongeriges regering, Det Schweiziske Forbund og Kommissionen har anført, er den voldgiftsret, der er omhandlet i den foreliggende sag, ikke underlagt Bruxelles I-forordningen og hverken bundet af denne forordning eller af princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaternes retter. Dens kendelser anerkendes og fuldbyrdes heller ikke i henhold til bestemmelserne i denne forordning ( 86 ).

155.

Hvis en voldgiftsret konstaterer, at en af parterne har tilsidesat den voldgiftsaftale, som dens kompetence bygger på, har den i øvrigt ikke noget andet valg end at pålægge denne part at rette sig efter denne aftale og fremsætte alle krav, der er omfattet af denne aftale, over for voldgiftsmændene. En »anti-suit injunction« er således det eneste effektive retsmiddel, som en voldgiftsret kan benytte sig af for at imødekomme en part, der mener, at modparten har tilsidesat voldgiftsaftalen ( 87 ).

156.

Det gælder ikke mindst i det foreliggende tilfælde, hvor voldgiftsretten har påpeget, at »[energiministeriet] ikke har anfægtet rettens beføjelse til at træffe en fuldbyrdelsesforanstaltning, hvis den finder, at [energiministeriet] har tilsidesat den voldgiftsklausul, der er indeholdt i [aktionæraftalen]. Retten finder derfor, at den har kompetence til at nedlægge forbud mod, at ministeriet anlægger en sag ved [Vilniaus apygardos teismas], der kan berøre aktionærernes rettigheder i henhold til [denne aftale]« ( 88 ).

157.

Jeg foreslår som følge heraf, at Domstolen besvarer det første præjudicielle spørgsmål benægtende. Anerkendelsen og fuldbyrdelsen af den voldgiftskendelse, der er omhandlet i hovedsagen, er efter min opfattelse udelukkende omfattet af anvendelsesområdet for New York-konventionen af 1958.

158.

Eftersom den forelæggende rets andet spørgsmål kun er relevant, hvis det første spørgsmål besvares bekræftende, er det ikke fornødent at besvare det.

159.

Det vedrører desuden en situation, således som den franske regering har anført, hvor den pågældende »anti-suit injunction« udstedes under en sag, der verserer for retterne i en anden medlemsstat end Republikken Litauen, hvilket ikke er tilfældet i hovedsagen. Der er som følge heraf tale om et hypotetisk spørgsmål, der efter fast retspraksis må afvises ( 89 ).

160.

Hvis Domstolen fastslår, at Bruxelles I finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, og at en »anti-suit injunction«, der er udstedt af en voldgiftsret, under alle omstændigheder er uforenelig med denne, vil det tredje spørgsmål også skulle besvares.

161.

Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om den for at sikre EU-rettens forrang og den fulde virkning af Bruxelles I-forordningen kan nægte at anerkende en voldgiftskendelse, hvis denne kendelse begrænser dens ret til at træffe afgørelse om sin egen kompetence og sine beføjelser i en sag, der henhører under denne forordnings anvendelsesområde.

162.

Som jeg har anført i punkt 45 i dette forslag til afgørelse, er der iværksat kassationsappel ved den forelæggende ret vedrørende Lietuvos apeliacinis teismas’ afgørelse om at stadfæste Vilniaus apygardos teismas’ afgørelse om iværksættelse af en efterforskning af Lietuvos dujos' aktiviteter. I de indledende bemærkninger antog jeg som bekendt, at sagsanlægget ved Vilniaus apygardos teismas var baseret på det korrekte retsgrundlag i Bruxelles I-forordningen ( 90 ).

163.

Det tredje spørgsmål skal derfor forstås således, at den forelæggende ret ønsker oplyst, om den skal fortolke begrebet ordre public [o.a: Ordre public oversættes i den nævnte konvention med »retsorden« og i Bruxelles I-forordningen med »grundlæggende retsprincipper«] i artikel V, stk. 2, litra b), i New York-konventionen af 1958 ( 91 ) således, at en voldgiftskendelse, der indeholder en »anti-suit injunction«, ikke kan anerkendes og fuldbyrdes, hvis den, som den forelæggende ret har bemærket på s. 10 i anmodningen om præjudiciel afgørelse, begrænser dennes ret til at træffe afgørelse om sin egen kompetence.

164.

Inden jeg går i gang med min vurdering, vil jeg gerne gentage, at den forelæggende ret ikke behøvede at påberåbe sig begrebet ordre public i New York-konventionen af 1958 for at kunne nægte at anerkende og fuldbyrde en voldgiftskendelse, hvilket den franske regering og Kommissionen også har påpeget.

165.

Som den forelæggende ret selv har bemærket på s. 9 i anmodningen om præjudiciel afgørelse, kan spørgsmålet om efterforskning af en juridisk persons aktiviteter ikke afgøres ved voldgift. Det er derfor, som Lietuvos apeliacinis teismas allerede har fastslået ( 92 ), muligt at nægte at anerkende og fuldbyrde den omtvistede voldgiftskendelse med hjemmel i artikel V, stk. 2, litra a), i New York-konventionen af 1958 ( 93 ).

166.

Ifølge artikel V, stk. 2, litra b), i New York-konventionen af 1958 kan en voldgiftskendelse nægtes anerkendt eller fuldbyrdet, »hvis den kompetente myndighed i det land, hvor den søges anerkendt eller fuldbyrdet, finder, at: […] b) anerkendelse eller fuldbyrdelse ville være uforenelig med dette lands retsorden«.

167.

Det påhviler retterne i de kontraherende stater at definere begrebet ordre public, eftersom det ikke defineres i denne konvention. UNCITRAL har imidlertid i sin vejledning om denne konvention [anført], at dette begreb generelt defineres snævert som »en sikkerhedsventil, der kan anvendes under særlige omstændigheder, hvor den pågældende retsorden ikke gør det muligt at anerkende og fuldbyrde en voldgiftskendelse, uden at det undergraver selve fundamentet for denne retsorden« ( 94 ). I denne vejledning henvises der til den definition af ordre public, som United States Court of Appeals, Second Circuit, har fastsat, og hvorefter »[f]uldbyrdelse af udenlandske voldgiftskendelser [kun kan] nægtes [med henvisning til ordre public], når fuldbyrdelsen vil være i strid med de mest grundlæggende moralske og juridiske principper i domstolslandet« ( 95 ).

168.

Medlemsstaternes retter definerer desuden begrebet ordre public snævert. Cour d’appel de Paris, der er ansvarlig for anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske voldgiftskendelser i Frankrig, har eksempelvis udtalt, at »den franske opfattelse af international ordre public dækker alle regler og værdier, der ikke må tilsidesættes – heller ikke i internationale forhold – i henhold til den franske retsorden« ( 96 ).

169.

De tyske retter har tilsvarende fastslået, at en voldgiftskendelse strider mod ordre public, når »den tilsidesætter en bestemmelse, der påvirker grundlaget for det offentlige og økonomiske liv i Tyskland eller er i klar modstrid med den tyske retsopfattelse« ( 97 ).

170.

De engelske retter har også fastslået, at begrebet ordre public, omfatter tilfælde, hvor »kendelsens fuldbyrdelse vil være til klar skade for almenvellet, eller fuldbyrdelsen kan være helt uacceptabel for en almindelig fornuftig og velinformeret borger, på hvis vegne der udøves offentlig myndighed« ( 98 ).

171.

Domstolen har anlagt samme fortolkning af begrebet ordre public henset til bestemmelsen i Bruxelles I-forordningens artikel 34, stk. 1, om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser ( 99 ).

172.

Det fremgår af fast retspraksis, at begrebet ordre public skal »fortolkes strengt« ( 100 ) og »kun kan spille en rolle i undtagelsestilfælde« ( 101 ). Anvendelsen af dette begreb »kan [derfor] kun komme på tale i tilfælde, hvor anerkendelse eller fuldbyrdelse af den retsafgørelse, der er truffet i en anden kontraherende stat, på helt uantagelig måde vil være i strid med retsordenen i den stat, begæringen rettes til, idet dette ville udgøre et indgreb i et grundlæggende princip« ( 102 ). Dette indgreb »[skal udgøre] en åbenbar overtrædelse af en retsregel, der anses for væsentlig i retsordenen i den stat, begæringen rettes til, eller af en rettighed, der er anerkendt som grundlæggende i den pågældende retsorden« ( 103 ).

173.

Selv om det tilkommer den forelæggende ret at fastlægge begrebet ordre public i artikel V, stk. 2, litra b), i New York-konventionen, har Domstolen tidligere præciseret, at medlemsstaternes retter ved fortolkningen af dette begreb skal tage hensyn til visse bestemmelser i EU-retten, der er så grundlæggende, at de må indgå i europæisk ordre public ( 104 ).

174.

I domme Eco Swiss (C-126/97, EU:C:1999:269) og Mostaza Claro (C-168/05, EU:C:2006:675) henførte Domstolen artikel 101 TEUF ( 105 ) og Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler ( 106 ) til ordre public, fordi de udgør »grundlæggende bestemmelse[r], der er nødvendig[e] for udførelsen af de opgaver, som er blevet overdraget til Fællesskabet, og navnlig for det indre markeds funktion« ( 107 ).

175.

Hvis man ser bort fra de grundlæggende rettigheder, der ifølge Domstolens praksis ( 108 ) må betragtes som ordre public, har Domstolen dog ikke fastsat principper for, hvornår en EU-retlig bestemmelse kan anses for »grundlæggende« eller »væsentlig« i henhold til denne praksis.

176.

Ifølge generaladvokat Kokott indebærer Domstolens praksis, at det, der »beskyttes, er […] retlige interesser eller i hvert fald interesser, der kommer til udtryk i en retsregel, og som vedrører den politiske, økonomiske, sociale eller kulturelle orden i den pågældende medlemsstat« ( 109 ). Hun har videre anført, at »rent økonomiske interesser såsom risikoen for et – selv nok så stort – økonomisk tab« ikke er tilstrækkelige til, at der er tale om grundlæggende retsprincipper (ordre public) ( 110 ).

177.

Jeg mener ikke, at det er afgørende, om de interesser, der beskyttes med ordre public, er af retlig karakter, men om der er tale om regler og værdier, som ikke må tilsidesættes i henhold til retsordenen i den stat, hvor den ret, der anerkender og fuldbyrder en afgørelse, er beliggende, eftersom en sådan tilsidesættelse ikke vil være acceptabel i en fri og demokratisk retsstat. Der er således tale om alle de »principper, som hører til selve grundlaget for [EU’s] retsorden« ( 111 ).

178.

Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt Bruxelles I-forordningens bestemmelser, som fortolket af Domstolen, og navnlig forbuddet mod »anti-suit injunctions« indgår i europæisk ordre public.

179.

Henset til min besvarelse af det første præjudicielle spørgsmål gælder dette forbud efter omarbejdningen af Bruxelles I-forordningen kun for de »anti-suit injunctions«, der var omhandlet i dom Turner (EU:C:2004:228) ( 112 ), dvs. »anti-suit injunctions«, der udstedes af medlemsstaternes retter for at beskytte deres egen kompetence i sager, der indbringes for dem i henhold til bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen.

180.

Jeg mener ikke, at bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen kan betragtes som ordre public.

181.

For det første mener jeg ikke, at Bruxelles I-forordningen hører til det grundlag for EU’s retsorden, som Domstolen henviste til i dom Kadi og Al Barakaat International Foundation mod Rådet og Kommissionen (EU:C:2008:461, præmis 304). Bruxelles I-forordningen og de indeholdte bestemmelser om kompetencefordelingen mellem medlemsstaternes retter og fortolkningsprincipper såsom den gensidige tillid mellem medlemsstaternes retter kan ikke sidestilles med grundlæggende rettigheder, hvis tilsidesættelse vil undergrave selve fundamentet for EU’s retsorden.

182.

For det andet er jeg enig med den tyske regering i, at domme Eco Swiss (EU:C:1999:269, præmis 36) og Mostaza Claro (EU:C:2006:675, præmis 37) ikke kan fortolkes således, at den omstændighed, at Unionen har enekompetence eller delt kompetence på et bestemt område i henhold til artikel 3 TEUF eller 4 TEUF, er tilstrækkelig til at henføre en EU-retlig bestemmelse til ordre public. Hvis det var tilfældet, ville hele EU-retten – lige fra chartret om grundlæggende rettigheder til direktivet om trykbærende udstyr – være ordre public som omhandlet i artikel V, stk. 2, litra b), i New York-konventionen af 1958.

183.

For det tredje bestemmes det udtrykkeligt i Bruxelles I-forordningens artikel 23, at parterne kan fravige kompetencereglerne i denne forordning ved at vælge en anden ret i en medlemsstat end den, der ville være kompetent i medfør af denne forordning, til at påkende allerede opståede eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, forudsat at denne værnetingsaftale hverken strider mod artikel 13, 17 og 21 (vedrørende kompetence på forsikringsområdet, forbrugeraftaler og individuelle arbejdsaftaler) eller mod artikel 22 (vedrørende enekompetence ( 113 )) i denne forordning.

184.

Der er almindelig enighed om, at det kun er præceptive regler, der kan betragtes som ordre public ( 114 ). Det er faktisk vanskeligt at forestille sig en regel, som hører til grundlaget for en retsorden, men ikke er præceptiv. En bestemmelse, der ikke er præceptiv, kan i hvert fald ikke anses for ordre public.

185.

Uanset om den spanske regering har ret i sin påstand om, at den sag, som energiministeriet anlagde for at iværksætte en efterforskning af Lietuvos dujos’ aktiviteter, var underlagt enekompetence i henhold til Bruxelles I-forordningens artikel 22, nr. 2), hvilket ikke er tilfældet ( 115 ), udgør anerkendelsen og fuldbyrdelsen af den pågældende voldgiftskendelse ikke en åbenbar overtrædelse af en retsregel, der anses for væsentlig i EU’s retsorden.

186.

Som den tyske regering anførte under retsmødet, fremgår det under alle omstændigheder klart af Bruxelles I-forordningens artikel 35, stk. 2, hvorefter »[efterprøvelsen] vedrørende grundlæggende retsprincipper […] ikke [kan] foretages i forhold til kompetencereglerne«, at kompetenceregler ikke kan betragtes som ordre public.

187.

Hvad angår argumentet om, at forbuddet mod »anti-suit injunctions« strider mod ordre public, skal det påpeges, at et sådant forbud som nævnt i punkt 90-157 i dette forslag til afgørelse ikke vedrører »anti-suit injunctions« udstedt af medlemsstaternes retter til støtte for en voldgift og slet ikke »anti-suit injunctions« udstedt af voldgiftsretter.

188.

Det tredje spørgsmål bør derfor besvares med, at den omstændighed, at en voldgiftskendelse indeholder en »anti-suit injunction« som den, der er omhandlet i hovedsagen, ikke er tilstrækkelig til, at det kan nægtes at anerkende og fuldbyrde denne kendelse med hjemmel i artikel V, stk. 2, litra b), i New York-konventionen af 1958.

189.

Jeg foreslår derfor, at Domstolen besvarer de præjudicielle spørgsmål, der er forelagt af Lietuvos Aukščiausiasis Teismas, således: