1

YKK Corporation (herefter »YKK Corp.«), YKK Holding Europe BV (herefter »YKK Holding«) og YKK Stocko Fasteners GmbH (herefter »YKK Stocko«) har med deres appelskrift nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom YKK m.fl. mod Kommissionen (T‑448/07, EU:T:2012:322, herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten frifandt Kommissionen for en principal påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2007) 4257 endelig af 19. september 2007 om en procedure efter [artikel 81 EF] (sag COMP/39.168 – PO/Syartikler af metal: Luknings- og fastgørelsesartikler) (herefter »den omtvistede beslutning«), i det omfang den vedrørte dem, samt for en subsidiær påstand om annullation eller nedsættelse af den bøde, som de var blevet pålagt ved denne beslutning, hvoraf et sammendrag er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende af 26. februar 2009 (EUT C 47, s. 8).

2

Artikel 23, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i artikel [81 EF] og [82 EF] (EFT 2003 L 1, s. 1) bestemmer:

»Kommissionen kan ved beslutning pålægge virksomheder og virksomhedssammenslutninger bøder, hvis de forsætligt eller uagtsomt:

[…]

Bøden kan for hver af de virksomheder, som har deltaget i overtrædelsen, ikke overstige 10% af den samlede omsætning i det foregående regnskabsår.

[…]«

3

Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EFT 1996 C 207, s. 4, herefter »samarbejdsmeddelelsen af 1996«) bestemte i afsnit D:

4

Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EFT 2002 C 45, s. 3, herefter »samarbejdsmeddelelsen af 2002«) fastsætter i afsnit B:

[…]

5

Tvistens baggrund og den omtvistede beslutning er gengivet på følgende måde i den appellerede doms præmis 1-6, 8, 10, 12, 14, 16-18 og 20:

[…]

[…]

[…]

[…]

[…]

[…].

6

Kommissionen fastslog i den omtvistede beslutning dels, at der forelå fire særskilte overtrædelser af bestemmelserne i EU-konkurrencereglerne i sektoren for syartikler af metal og plast og fastgørelsesartikler, dels, at appellanterne havde deltaget i tre af disse overtrædelser, nemlig:

7

Kommissionen pålagde som følge heraf de pågældende virksomheder bøder for overtrædelse af artikel 81 EF, der blev beregnet i henhold til den fremgangsmåde, der er angivet i retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, [KS] (EFT 1998 C 9, s. 3, herefter »retningslinjerne af 1998«), samt i samarbejdsmeddelelserne af 1996 og af 2002.

8

Vedrørende BWA-samarbejdet blev der ved den omtvistede beslutning pålagt følgende bøder:

9

Det skal i denne henseende bemærkes, at YKK Stocko ifølge den omtvistede beslutning deltog i overtrædelsen under hele dens varighed, dvs. ni år og ni måneder, mens YKK Corp. og YKK Holding først begyndte at deltage i overtrædelsen (direkte eller indirekte) efter købet af det tyske selskab Stocko i 1997 (nu YKK Stocko) og deltog i overtrædelsen i fire år (466.-468. betragtning til og artikel 1, stk. 1, i den omtvistede beslutning).

10

Dette er grunden til, for det første, at YKK Corp. og YKK Holding ikke blev holdt ansvarlige for betalingen af hele den bøde, der blev pålagt YKK Stocko, men kun for et beløb på 49000000 EUR, og for det andet, at sidstnævnte blev holdt eneansvarlig for betalingen af den resterende del af den bøde, som selskabet blev pålagt, dvs. 19 250 000 EUR (den omtvistede beslutnings artikel 2, stk. 1).

11

Hvad angår det bilaterale samarbejde mellem Prym- og YKK-koncernerne på markedet for andre fastgørelsesartikler blev YKK Corp., YKK Holding og YKK Stocko pålagt en bøde på 19500000 EUR in solidum. Derimod var Prym-koncernen ifølge den omtvistede beslutning berettiget til at opnå fuld fritagelse for den bøde, som koncernen ellers ville være blevet pålagt for denne overtrædelse.

12

Endelig blev der vedrørende de overtrædelser, der var begået inden for trepartssamarbejdet, pålagt følgende bøder:

13

Til støtte for deres sag med påstand om annullation af den omtvistede beslutning fremsatte appellanterne otte anbringender. Retten ændrede rækkefølgen for behandlingen af disse og opdelte dem i tre kategorier.

14

For det første fremsatte appellanterne fem anbringender vedrørende trepartssamarbejdet i det væsentlige om, at:

15

For det andet anførte de uden at bestride, at der forelå en overtrædelse, to anbringender vedrørende BWA-samarbejdet om, at:

16

For det tredje fremsatte appellanterne et ottende fælles anbringende vedrørende både overtrædelserne i tilknytning til trepartssamarbejdet og BWA-samarbejdet om tilsidesættelse af princippet om ligebehandling og proportionalitetsprincippet i forbindelse med anvendelsen af afskrækkelsesfaktoren på 1,25 ved beregningen af bøden.

17

I den appellerede dom forkastede Retten alle appellanternes anbringender, frifandt følgelig Kommissionen og pålagde appellanterne at betale sagens omkostninger.

18

Appellanterne har nedlagt følgende påstande:

19

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

20

Appellanterne har i forbindelse med det første anbringende foreholdt Retten, at den ikke i tilstrækkelig grad angav årsagerne til, at den forkastede anbringendet om, at bødens udgangsbeløb på 50 mio. EUR er uforholdsmæssigt i betragtning af, at den omhandlede overtrædelse ikke har haft nogen indvirkning på det relevante marked. Den manglende begrundelse gør det umuligt for appellanterne at fastlægge, om Retten forkastede anbringendet, fordi den var af den opfattelse, at Kommissionen i tilstrækkelig grad tog hensyn til overtrædelsens indvirkning på markedet, eller om den derimod ikke tog hensyn hertil, fordi den ikke havde pligt til det.

21

Såfremt det fremgår af den appellerede dom, at Kommissionen i tilstrækkelig grad tog hensyn til overtrædelsens indvirkning på markedet, har appellanterne gjort gældende, at Retten ved at fastslå dette foretog en ukorrekt fortolkning af den omtvistede beslutning og tilsidesatte EU-retten, navnlig artikel 23, stk. 2 og 3, i forordning nr. 1/2003. Retten tilsidesatte ligeledes Domstolens praksis, der pålægger Kommissionen, når den finder det berettiget at tage hensyn til indvirkningen på markedet med henblik på at forhøje bødens udgangsbeløb til mere end det påregnelige mindstebeløb på 20 mio. EUR som fastsat i retningslinjerne af 1998, at fremlægge indicier, der er konkrete, troværdige og tilstrækkelige til at bedømme den faktiske indvirkning, som overtrædelsen har kunnet have på konkurrencen på dette pågældende marked.

22

Såfremt det derimod fremgår af den appellerede dom, at Kommissionen ikke tog hensyn til overtrædelsens indvirkning på markedet, fordi den ikke havde pligt til det, har appellanterne gjort gældende, at Retten ved at fastslå dette foretog en ukorrekt anvendelse af EU-retten, der kræver, at sanktioner i henhold til national ret og EU-retten ikke blot skal være effektive og have en afskrækkende virkning, men ligeledes stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen. Appellanterne har i denne henseende anført, at det er uforholdsmæssigt at forhøje det påregnelige mindstebeløb på 20 mio. til 50 mio. EUR (dvs. en forhøjelse på 250%) uden at tage hensyn til, at trepartssamarbejdet ikke havde nogen indvirkning på markedet. I modsat fald lagde den appellerede dom for stor vægt på virksomhedens størrelse som en faktor ved fastsættelsen af bøden og tilsidesatte således retningslinjerne af 1998 og Domstolens praksis.

23

Det er Kommissionens opfattelse, at appellanternes argumenter skal forkastes, da de er ubegrundede eller ikke kan antages til realitetsbehandling.

24

Det bemærkes indledningsvis, at Retten, bl.a. i den appellerede doms præmis 140-143, klart anførte grundene til, at Kommissionen ifølge Retten havde kunnet kvalificere den omhandlede overtrædelse som »særlig alvorlig« og følgelig fastsætte bødens udgangsbeløb til 50 mio. EUR uden at tage hensyn til denne overtrædelses konkrete indvirkning på det relevante marked, eftersom den ikke havde pligt til det.

25

Som Retten bemærkede i nævnte præmis 140 og 143 i den appellerede dom, idet den henviste til punkt 1 A i retningslinjerne af 1998, skal denne indvirkning kun tages i betragtning, »når den kan måles«. Eftersom der var tale om en samlet aftale, der havde til formål at undertrykke potentiel konkurrence, og hvis konkrete virkning efter omstændighederne er vanskelig at måle, var Kommissionen ifølge Retten ikke forpligtet til at påvise kartellets konkrete indvirkning på markedet og kvantificere denne virkning, men kunne begrænse sig til at bedømme sandsynligheden for en sådan virkning.

26

Denne analyse er i overensstemmelse med Domstolens praksis, hvorefter overtrædelsens konkrete indvirkning på markedet ikke er et afgørende kriterium for fastsættelsen af bødens størrelse. Navnlig forhold, der vedrører forsættet til overtrædelsen, kan have større betydning end forhold, der vedrører virkningerne af overtrædelsen, særligt når der er tale om overtrædelser, der efter deres karakter er alvorlige, såsom opdeling af markeder (jf. domme Thyssen Stahl mod Kommissionen, C‑194/99 P, EU:C:2003:527, præmis 118, Prym og Prym Consumer mod Kommissionen, C‑534/07 P, EU:C:2009:505, præmis 96, og Carbone-Lorraine mod Kommissionen, C‑554/08 P, EU:C:2009:702, præmis 44).

27

Desuden forklarede Retten i den appellerede doms præmis 141 og 142 klart, at det uden indvendinger kunne fastslås i den omtvistede beslutning dels, at trepartssamarbejdet i sin helhed var blevet gennemført og sandsynligvis havde haft en indvirkning på markedet, dels, at denne indvirkning imidlertid ikke kunne måles, da det var umuligt med sikkerhed at fastlægge de konkurrencemæssige parametre (pris, handelsbetingelser, kvalitet, innovation etc.), der fandt anvendelse, hvis der ikke havde været overtrædelser.

28

Det er, henset til det ovenstående, ufornødent at behandle de øvrige argumenter, som appellanterne har påberåbt sig for det tilfælde, at det fremgår af den appellerede dom, at Kommissionen tog hensyn til overtrædelsens konkrete indvirkning på markedet i den omtvistede beslutning.

29

For så vidt som appellanterne har kritiseret den appellerede dom for ikke at have påtalt den angiveligt uforholdsmæssige karakter af bødens udgangsbeløb som følge af en manglende indvirkning af trepartssamarbejdet på markedet, er det tilstrækkeligt at bemærke, at det fremgår af fast retspraksis, at det tilkommer Retten at undersøge, om et bødebeløb er passende, og at det i princippet ikke tilkommer Domstolen, når den træffer afgørelse vedrørende retlige spørgsmål under en appelsag, af billighedsgrunde at omgøre det skøn, som Retten udøvede under udøvelsen af sin fulde prøvelsesret vedrørende størrelsen af de bøder, som er pålagt virksomheder for overtrædelse af EU-retten (jf. domme SGL Carbon mod Kommissionen, C‑328/05 P, EU:C:2007:277, præmis 98, og Quinn Barlo m.fl. mod Kommissionen, C‑70/12 P, EU:C:2013:351, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

30

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at det første anbringende, som appellanterne har påberåbt sig til støtte for appellen, skal forkastes.

31

Appellanterne har med det andet anbringende indledningsvis anført, at Retten ikke gav en tilstrækkelig begrundelse for at forkaste anbringendet om den manglende anvendelse af samarbejdsmeddelelsen af 2002.

32

Hvad angår realiteten er det appellanternes opfattelse, at Retten begik en retlig fejl ved ikke at anvende samarbejdsmeddelelsen af 2002, men samarbejdsmeddelelsen af 1996 under tilsidesættelse af princippet om anvendelse af den mest gunstige lov, som er fastsat i artikel 7 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, der blev undertegnet i Rom den 4. november 1950, samt artikel 49, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, hvorefter den mest gunstige lov skal anvendes med tilbagevirkende kraft.

33

Appellanterne har i denne henseende anført, at idet der i samarbejdsmeddelelsen af 1996 i modsætning til samarbejdsmeddelelsen af 2002 kun kan indrømmes bødenedsættelse, hvis de faktiske omstændigheder ikke bestrides, blev denne fordel nægtet appellanterne på grundlag af en betingelse, der ikke længere fandt anvendelse på tidspunktet for den omtvistede beslutning.

34

Appellanterne er følgelig af den opfattelse, at de i medfør af punkt 23 i samarbejdsmeddelelsen af 2002, ud over den delvise fritagelse, som de blev indrømmet for at have gjort det muligt at fastlægge den forlængede varighed af overtrædelsen, burde være blevet indrømmet en bødenedsættelse på grundlag af de fremlagte beviser, som repræsenterede en betydelig merværdi i forhold til de beviser, som Kommissionen allerede var i besiddelse af.

35

Appellanterne har anført, at de har fremlagt beviser for, at der blev afholdt visse møder, som gjorde det muligt for Kommissionen at forlænge varigheden af den fastslåede overtrædelse ved at fastsætte overtrædelsens påbegyndelsesdato til den 28. april 1998 i stedet for den 2. juni 1999. Selv om Kommissionen i 588. og 589. betragtning til den omtvistede beslutning de facto indrømmede en fordel, der svarer til den, der er fastsat i punkt 23, litra b), tredje afsnit, i samarbejdsmeddelelsen af 2002, indrømmede Kommissionen derimod ikke en bødenedsættelse i medfør af samme meddelelses punkt 23, litra a), ifølge appellanterne alene af den grund, at appellanterne bestred det konkurrencebegrænsende formål med og indholdet af møderne som omhandlet i afsnit D i samarbejdsmeddelelsen af 1996.

36

Kommissionen har bestridt denne argumentation, idet den har anført, at nævnte argumentation er ubegrundet.

37

Det skal efter omstændighederne i sagen efterprøves, om Retten begik en retlig fejl ved ikke at påtale den omtvistede beslutning, for så vidt som Kommissionen i nævnte beslutning undersøgte appellanternes adfærd på baggrund af samarbejdsmeddelelsen af 1996 og følgelig nægtede dem en mere gunstig behandling, som kunne have fulgt af en anvendelse af samarbejdsmeddelelsen af 2002.

38

Det skal i denne henseende bemærkes, at selv om samarbejdsmeddelelsen af 1996, der finder tidsmæssig anvendelse i den foreliggende tvist, ganske vist ikke indeholder et punkt, der fastsætter, at Kommissionen ikke tager hensyn til faktiske omstændigheder, som virksomhederne afslører, og som har betydning for grovheden og varigheden af kartellet, fandt Kommissionen ikke desto mindre, som det fremgår af den appellerede doms præmis 185 og 186, der henviser til 584., 585., 588. og 589. betragtning til den omtvistede beslutning, at appellanterne ved at påvise faktiske omstændigheder for Kommissionen, som denne ikke hidtil havde haft kendskab til, gjorde det muligt for nævnte institution at fastlægge en længere varighedsperiode for overtrædelsen, idet den kunne inkludere perioden fra den 28. april 1998 til den 2. juni 1999 i denne varighedsperiode. Kommissionen anså dermed dette samarbejde for en formildende omstændighed, der gjorde det muligt at indrømme appellanterne en nedsættelse af bødens grundbeløb på 9,375 mio. EUR med henblik på ikke at straffe appellanterne for deres samarbejde ved at pålægge en højere bøde, end de skulle have betalt, hvis de ikke havde samarbejdet på denne måde. Som Retten bemærkede i den appellerede doms præmis 187, var det således nedsatte grundbeløb for den bøde, som appellanterne skulle pålægges, dermed identisk med det hypotetiske beløb, som de skulle have betalt for en overtrædelse, der varede mindre end et år.

39

Retten fastslog ligeledes i den appellerede doms præmis 177 og 180, at appellanterne hvad angår perioden fra den 2. juni 1999 til den 12. november 1999 ikke havde fremlagt noget bevis i forhold til de oplysninger, som Kommissionen allerede var i besiddelse af, idet appellanterne havde begrænset sig til at bekræfte, at der blev afholdt visse møder, samtidigt med at de i øvrigt har bestridt, at disse møder havde et konkurrencebegrænsende formål.

40

Det fremgår af Domstolens faste praksis, at en virksomheds samarbejde med Kommissionen udelukkende kan begrunde en nedsættelse af bøden i henhold til samarbejdsmeddelelsen af 1996, såfremt et sådant bidrag rent faktisk giver Kommissionen mulighed for at forfølge sin opgave, der består i at konstatere overtrædelsen og bringe den til ophør (jf. i denne retning dom SGL Carbon mod Kommissionen, EU:C:2007:277, præmis 83 og den deri nævnte retspraksis). Det skal endvidere bemærkes, at Kommissionen har et vidt skøn, når den skal vurdere kvaliteten og brugbarheden af en virksomheds samarbejde (dom SGL Carbon mod Kommissionen, EU:C:2007:277, præmis 88).

41

Retten fastslog således i den appellerede doms præmis 185, at Kommissionen i overensstemmelse med punkt 28 i samarbejdsmeddelelsen af 2002 havde bedømt trepartssamarbejdet mellem appellanterne og Prym- og Coats-koncernerne på grundlag af samarbejdsmeddelelsen af 1996, eftersom de nævnte koncerner havde fremsat deres anmodninger om at blive omfattet af samarbejdsmeddelelsen for så vidt angår overtrædelserne på markedet for lynlåse før den 14. februar 2002, som er den dato, fra hvilken samarbejdsmeddelelsen af 1996 blev erstattet af samarbejdsmeddelelsen af 2002.

42

Det skal imidlertid fastslås, at både samarbejdsmeddelelsen af 1996 (afsnit C og D) og samarbejdsmeddelelsen af 2002 (punkt 21 og 23) som betingelse for, at der kan indrømmes en nedsættelse af en bøde, som ellers ville være blevet pålagt, kræver, at de berørte virksomheder forsyner Kommissionen med bevismateriale, som bidrager til at fastslå overtrædelsens eksistens.

43

Det kan i denne sammenhæng ikke med rimelighed hævdes, at oplysninger, som ikke opfylder betingelsen om, at de skal »bidrage til at fastslå overtrædelsens eksistens« som omhandlet i samarbejdsmeddelelsen af 1996, kan udgøre bevismateriale, som »repræsenterer en betydelig merværdi i forhold til det bevismateriale, Kommissionen allerede er i besiddelse af« som omhandlet i punkt 21 i samarbejdsmeddelelsen af 2002.

44

Det skal herved bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at det alene er Retten, der er kompetent til dels at fastlægge de faktiske omstændigheder, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af akterne i den sag, den behandler, dels at tage stilling til disse faktiske omstændigheder. Derimod er Domstolen i medfør af artikel 256 TEUF kompetent til at kontrollere den retlige vurdering af disse faktiske omstændigheder og de retlige konsekvenser, Retten har draget heraf, medmindre disse oplysninger er gengivet urigtigt. En sådan urigtig gengivelse skal under alle omstændigheder fremgå åbenbart af sagsakterne, uden at det er nødvendigt at foretage en ny vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne.

45

Appellanterne har imidlertid på ingen måde godtgjort eller hævdet over for Domstolen, at Retten gengav de faktiske omstændigheder åbenbart urigtigt ved at fastslå, at appellanterne ikke opfyldte kravet i samarbejdsmeddelelsen af 1996, nævnt i denne doms præmis 42, og dermed det lignende krav, der er indeholdt i samarbejdsmeddelelsen af 2002.

46

Hvad i øvrigt angår perioden forud for den 2. juni 1999 skal det bemærkes, som det er anført i denne doms præmis 38, at appellanternes samarbejde blev honoreret ved den nedsættelse af grundbeløbet for den bøde, der skulle pålægges, som appellanterne blev indrømmet i henhold til en formildende omstændighed, der falder uden for bestemmelserne i samarbejdsmeddelelsen af 1996.

47

Som generaladvokaten har anført i punkt 69-71 i forslaget til afgørelse, kan de berørte virksomheder ikke være berettigede til en dobbelt belønning for de samme oplysninger, dvs. de oplysninger, der gav anledning til en delvis fritagelse for den periode, som oplysningerne henviser til, hvis disse oplysninger ikke repræsenterer en merværdi for Kommissionens undersøgelse.

48

Det følger heraf, at det andet anbringende, som appellanterne har påberåbt sig til støtte for appellen, skal forkastes, uden at det er fornødent at tage stilling til den angivelige anvendelighed af princippet om den mest gunstige lov på området for overtrædelser af EU-konkurrenceretten, der er omfattet af samarbejdsmeddelelserne af 1996 og af 2002.

49

I forbindelse med det tredje anbringende har appellanterne gjort gældende, at Retten, idet den forkastede anbringendet vedrørende en ukorrekt anvendelse af loftet på 10% for så vidt angår BWA-samarbejdet i perioden forud for YKK Holdings erhvervelse af YKK Stocko, i hvilken periode sidstnævnte blev anset for eneansvarlig for overtrædelsen, tilsidesatte artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, herunder proportionalitetsprincippet, ligebehandlingsprincippet og princippet om individuel straf, hvorefter en virksomhed kun kan pålægges sanktioner for faktiske omstændigheder, som kan tilregnes denne.

50

Den del af bøden, som vedrører den første del af overtrædelsen, udgør 19,25 mio. EUR, hvilket svarer til 55% af YKK Stockos samlede omsætning i 2006, som var på 34,91 mio. EUR, dvs. et betydeligt større beløb end loftet på 10% i henhold til artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003.

51

Kommissionen har indvendt, at dette argument beror på en juridisk ukorrekt fortolkning af formålet med loftet på 10% som omhandlet i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003.

52

Ifølge Kommissionen skal der således pålægges en enkelt bøde. Det er Kommissionens opfattelse, at grænsen i artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003 ikke er et element i den bøde, som hænger sammen med den samordnede adfærd i overtrædelsesperioden, men at der er tale om et lovbestemt maksimum, som er knyttet til virksomhedens økonomiske kapacitet til at betale bøden, og som først og fremmest har til formål at beskytte virksomheden mod at blive pålagt en uforholdsmæssig stor bøde i forhold til dens størrelse ved vedtagelsen af den beslutning, der pålægger bøden. Det, der har betydning, er således virksomhedens økonomiske formåen, som den samlede omsætning giver et fingerpeg om, i den form, den har på tidspunktet for vedtagelsen af beslutningen om at pålægge bøden. Kun disse betragtninger kan forklare, hvorfor den nævnte bestemmelse udtrykkeligt henviser til det regnskabsår, der går forud for vedtagelsen af Kommissionens beslutning, for at beregne loftet på 10%. Som følge heraf er det uden betydning for fastsættelsen af bødens størrelse, at virksomhedens økonomiske kapacitet var mindre på et givent tidligere tidspunkt, før den omhandlede virksomhed blev erhvervet af en koncern, som det er tilfældet i den foreliggende sag.

53

Kommissionen har tilføjet, at selv om moderselskabet beslutter ikke at støtte datterselskabet økonomisk hvad angår den del af bøden, som dette pålægges eneansvaret for, hvilket kan true datterselskabets overlevelsesmuligheder, er dette blot en risiko, som er forbundet med moderselskabets investering i en juridisk person, dvs. datterselskabet, som før, men også efter erhvervelsen udøvede en konkurrencebegrænsende adfærd, der straffes med bøde. Ved at overtage kontrollen over datterselskabet påtager moderselskabet sig denne risiko, som det dog kan begrænse ved at indsætte en skadesløshedsbestemmelse i den salgsaftale, der indgås med den oprindelige indehaver af dette selskab.

54

Kommissionen har herudover anført, at kun den virksomhed, der er ansvarlig i de sidste faser af overtrædelsen og på tidspunktet for vedtagelsen af den endelige beslutning, er den rette referenceenhed i forbindelse med vurderingen af spørgsmål om ansvar og afskrækkende virkning, i det omfang Kommissionen fastslår, at denne virksomhed, dvs. den enhed, som omfatter det nye moderselskab, selv har deltaget i overtrædelsen. Kommissionen har af de samme grunde anført, at appellanterne ikke med føje kan gøre gældende, at bøden er pålagt under tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet eller ligebehandlingsprincippet.

55

Det tredje appelanbringende rejser spørgsmålet om fastsættelse af det lovbestemte loft for bøden som omhandlet i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 i et tilfælde, hvor der er tale om flere på hinanden følgende ansvar inden for det samme kartel, og nærmere bestemt når en enhed, der deltager i kartellet, i løbet af kartellets varighed kommer under kontrol af en anden virksomhed inden for en økonomisk gruppe, der ligeledes deltager i overtrædelsen.

56

Appellanterne har i denne henseende kritiseret den appellerede dom, for så vidt som Retten i denne doms præmis 192-195 og 204 tiltrådte Kommissionens fremgangsmåde i den omtvistede beslutning, hvilken fremgangsmåde bestod i at anvende et samlet lovbestemt loft, som alene beregnes på grundlag af YKK-koncernens konsoliderede omsætning for hele overtrædelsesperioden fra den 24. maj 1991 til den 15. marts 2001, dvs. en varighed på ni år og ni måneder, der inkluderer den første overtrædelsesperiode fra den 24. maj 1991 til den 1. marts 1997, dvs. en varighed på fem år og ni måneder, for hvilken YKK Holding og YKK Corp. imidlertid ikke holdes ansvarlige, idet datterselskabet YKK Stocko ikke tilhørte dem i denne periode.

57

Det skal fremhæves, at det tredje appelanbringende alene kan være af betydning for den del af bøden, der beløber sig til 19250000 EUR, og som YKK Stocko blev holdt eneansvarlig for, og som omhandler forhold, som alene dette selskab har begået, før det blev erhvervet af YKK Holding, hvorved den resterende del af denne bøde, der beløber sig til 49000000 EUR, i øvrigt ikke er blevet anfægtet under denne appel.

58

Det må i denne henseende indledningsvis fastslås, at ordlyden af artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003 er klar, for så vidt som den kræver, at »[b]øden […] for hver af de virksomheder, som har deltaget i overtrædelsen, ikke [kan] overstige 10% af den samlede omsætning i det foregående regnskabsår«.

59

Begrebet »virksomheder, som har deltaget i overtrædelsen« som omhandlet i nævnte bestemmelse skal nødvendigvis være det samme som ved anvendelsen af artikel 81 EF, idet et sådant begreb ikke kan fortolkes forskelligt ved tilregnelsen af en overtrædelse og ved anvendelsen af loftet på 10%.

60

Når en virksomhed, der, som i det foreliggende tilfælde, af Kommissionen anses for ansvarlig for en overtrædelse af artikel 81 EF, erhverves af en anden virksomhed, inden for hvilken den som datterselskab bevarer sin egenskab af særskilt økonomisk enhed, skal Kommissionen tage hver af disse økonomiske enheders egen omsætning i betragtning med henblik på i givet fald at anvende loftet på 10% på dem.

61

Kommissionen har i det foreliggende tilfælde korrekt opdelt ansvaret for hver virksomhed, der har deltaget i overtrædelsen, eftersom YKK Stocko og YKK-koncernen før marts 1997, hvor YKK Holding erhvervede YKK Stocko, udgjorde to »økonomiske enheder« eller to særskilte virksomheder som omhandlet i artikel 81 EF og artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003. Den drog imidlertid ikke den korrekte konklusion af denne konstatering hvad angår anvendelsen af loftet på 10%.

62

Kommissionens argument om, at der i overtrædelsesperioden var tale om en og samme virksomhed, hvis struktur og økonomiske kapacitet har udviklet sig over tid, kan således ikke tiltrædes. Hertil kommer, at en sådan udvikling i det foreliggende tilfælde ikke er resultatet af en strukturel vækst af virksomheden YKK Stocko, en forøgelse af virksomhedens omsætning eller dens erhvervelse af selvstændige virksomheder under kartellet, men den derimod er resultatet af den omstændighed, at YKK Stocko er blevet erhvervet af en anden virksomhed.

63

Det bemærkes i denne henseende, at formålet med i artikel 23, stk. 2, at fastlægge et loft på 10% af omsætningen for hver virksomhed, der har deltaget i overtrædelsen, bl.a. er at undgå at pålægge en bøde, der er højere end dette loft, som kan overskride virksomhedens betalingsevne på det tidspunkt, hvor den identificeres som ansvarlig for overtrædelsen, og hvor den pålægges en økonomisk sanktion af Kommissionen.

64

Det i den forrige præmis fastslåede støttes af artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003, der med hensyn til loftet på 10% kræver, at dette loft beregnes på grundlag af det regnskabsår, der lå før Kommissionens beslutning om at pålægge en sanktion for en overtrædelse. Et sådant krav overholdes fuldt ud, når dette loft som i det foreliggende tilfælde fastlægges alene på grundlag af datterselskabets omsætning hvad angår den bøde, som alene dette datterselskab pålægges, og som vedrører perioden, før det blev erhvervet af moderselskabet, hvilket appellanterne ikke har bestridt i forbindelse med den foreliggende appel. Det følger heraf, at under sådanne omstændigheder tages den strukturelle udvikling af den ansvarlige virksomhed i egenskab af økonomisk enhed faktisk i betragtning ved beregningen af bøden.

65

Kommissionens argument om, at der kun skal pålægges en enkelt bøde for overtrædelsesperioden, kan heller ikke tiltrædes. Som Kommissionen har medgivet under retsmødet, er det med hensyn til den del af bøden, som YKK Stocko holdes eneansvarlig for, ikke muligt at inddrive denne del af bøden hos moderselskabet i tilfælde af manglende betaling fra YKK Stocko. Et moderselskab kan således ikke holdes ansvarlig for overtrædelser, som blev begået selvstændigt af dets datterselskaber, inden de blev erhvervet, da disse datterselskaber selv må bære ansvaret for den retsstridige adfærd, de udviste, inden erhvervelsen, uden at moderselskabet kan anses for ansvarligt herfor (jf. dom Cascades mod Kommissionen, C‑279/98 P, EU:C:2000:626, præmis 77-79).

66

Det bemærkes endvidere, at det i denne doms præmis 60-65 fastslåede er i overensstemmelse med dels proportionalitetsprincippet, dels princippet om personligt ansvar og individuelle straffe, som de følger af Domstolens praksis (dom Britannia Alloys & Chemicals mod Kommissionen, C‑76/06 P, EU:C:2007:326, præmis 24, hvad angår proportionalitetsprincippet, domme General Química m.fl. mod Kommissionen, C‑90/09 P, EU:C:2011:21, præmis 34-36 og ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, C‑352/09 P, EU:C:2011:191, præmis 143, for så vidt angår princippet om personligt ansvar og individuelle straffe).

67

Det følger af det ovenstående, uden at det er fornødent at behandle argumentet om en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, at det tredje anbringende er begrundet, for så vidt som Retten anlagde en ukorrekt fortolkning af artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003.

68

Den appellerede dom ophæves følgelig hvad i forbindelse med BWA-samarbejdet angår anvendelsen, for at fastlægge bødens maksimale størrelse, af et loft på 10%, beregnet på grundlag af YKK-koncernens omsætning i løbet af det år, der lå før vedtagelsen af den omtvistede beslutning, for den overtrædelsesperiode, som YKK Stocko er blevet holdt eneansvarlig for.

69

Det fjerde anbringende, som appellanterne har påberåbt sig til støtte for appellen, består af to led.

70

Hvad angår dette anbringendes første led har appellanterne anført, at Retten tilsidesatte den begrundelsespligt, som påhviler den i medfør af artikel 36 og 53 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

71

Appellanterne har i denne henseende gjort gældende, at Retten ikke tog stilling til deres argument om, at selv om Kommissionen havde begrundet anvendelsen af en afskrækkelsesfaktor med henvisning til de større økonomiske ressourcer, som appellanterne rådede over i forhold til deres konkurrenter, kunne en sådan opfattelse ikke finde anvendelse på YKK Stocko som følge af dette selskabs størrelse og begrænsede ressourcer, selv om selskabet er eneansvarlig for overtrædelsen i perioden før marts 1997.

72

Retten begrænsede sig ifølge appellanterne til at gentage, at omsætningen er et passende kriterium for at bedømme en virksomheds økonomiske formåen, og til at henvise til Domstolens praksis vedrørende formålet med at anvende en afskrækkelsesfaktor. Appellanterne var dermed ikke i stand til at forstå grundene til, at deres anbringende vedrørende anvendelsen af en afskrækkelsesfaktor blev forkastet.

73

Hvad angår dette anbringendes andet led er det appellanternes opfattelse, at Retten tilsidesatte artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, proportionalitetsprincippet, princippet om individuelle straffe og sanktioner samt ligebehandlingsprincippet, idet den anså anvendelsen af en afskrækkelsesfaktor for berettiget ikke blot for den overtrædelsesperiode, der lå efter marts 1997, men ligeledes for den periode, der lå før denne dato, hvor YKK Stocko blev erhvervet af YKK Holding.

74

Med hensyn til tilsidesættelsen af princippet om individuelle straffe har appellanterne anført, at Retten så bort fra den forbindelse, der skal være mellem ansvar og sanktion, idet den godkendte Kommissionens fremgangsmåde, hvorefter afskrækkelsesfaktoren kunne anvendes på grund af YKK-koncernens størrelse og ressourcer selv på den del af bøden, der vedrører den overtrædelsesperiode, der ligger før YKK Holdings erhvervelse af YKK Stocko.

75

Der kan ifølge appellanterne af retspraksis udledes to hovedgrunde, som kan begrunde anvendelsen af en afskrækkelsesfaktor, nemlig nødvendigheden af at sikre en tilstrækkelig afskrækkende virkning af bøden og den omstændighed, at de store virksomheder i løbet af overtrædelsesperioden har kunnet råde over flere ressourcer end deres konkurrenter og således har befundet sig i en bedre situation end nævnte konkurrenter i forhold til at kunne sætte sig ind i loven og holde sig inden for dens rammer. Hvad navnlig angår den anden grund til at forhøje bøden har Retten anerkendt, at de pågældende virksomheders størrelse bør vedrøre deres stilling på det tidspunkt, hvor overtrædelsen fandt sted (dom Hoechst mod Kommissionen, T‑410/03, EU:T:2008:211, præmis 379 og 382). Det følger heraf, at det alene er den for overtrædelsen ansvarlige virksomheds ressourcer og økonomiske midler, der kan tages i betragtning med henblik på anvendelsen af afskrækkelsesfaktoren.

76

Selv om Kommissionen korrekt havde fundet, at YKK Stocko i den overtrædelsesperiode, der lå før, selskabet blev erhvervet af YKK Holding, dvs. i perioden fra maj 1991 til marts 1997, var den eneste virksomhed, der var ansvarlig for overtrædelsen, tog den imidlertid YKK Holding og YKK Corp.s samlede størrelse og ressourcer i betragtning med henblik på anvendelsen af afskrækkelsesfaktoren uden at tage hensyn til den omstændighed, at YKK Stocko var et lille selskab med begrænsede midler uden en juridisk afdeling.

77

Hvad angår det andet formål med en afskrækkelsesfaktor, dvs. den afskrækkende virkning, har appellanterne anført, at det alene påhviler den virksomhed, der er ansvarlig for overtrædelsen af artikel 81 EF, og ikke dets moderselskaber, at betale bøden. Som følge af YKK Stockos begrænsede ressourcer var det således ikke muligt at forhøje bøden med henblik på afskrækkelse uden at tilsidesætte proportionalitetsprincippet.

78

Hvad angår tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet er det appellantenes opfattelse, at Retten ved at pålægge den del af den pålagte bøde, der omhandler perioden før marts 1997, en afskrækkelsesfaktor i realiteten behandlede to situationer, der ikke var sammenlignelige, på samme måde, dvs. situationen for YKK Stocko og situationen for YKK-koncernen.

79

Kommissionen har anfægtet samtlige af appellanternes argumenter og er af den opfattelse, at de ikke er begrundede.

80

Hvad angår argumenterne om, at der angiveligt savnes en begrundelse for den appellede dom, bemærkes indledningsvis, at Retten i nævnte doms præmis 203 og 204 præciserede de grunde, som efter dennes opfattelse kan begrunde en hensyntagen til den omsætning, som den økonomiske enhed, der udgøres af alle appellanterne, realiserede på tidspunktet for vedtagelsen af den omtvistede beslutning med henblik på at anvende en afskrækkelsesfaktor.

81

Desuden fremgår det, som Kommissionen med rette har bemærket, af appelskriftets punkt 114, at appellanterne har kunnet forstå Rettens ræsonnement, der fremgår af den appellerede doms præmis 203 og 204, hvorefter den afgørende faktor, der skal tages i betragtning med henblik på beregningen af bødens størrelse og den afskrækkende virkning heraf, er den berørte virksomheds økonomiske kapacitet, som den var på tidspunktet for vedtagelsen af en beslutning, der pålægger en bøde.

82

Under disse omstændigheder må appellanternes argumentation om, at den appellerede dom angiveligt ikke er begrundet, forkastes.

83

Appellanterne har i forbindelse med det fjerde anbringendes andet led anført, at Retten begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 204 at fastslå, at det var med rette, at Kommissionen med henblik på at fastsætte afskrækkelsesfaktoren tog appellanternes – i egenskab af en samlet økonomisk enhed – størrelse og omsætning i det år, der lå før vedtagelsen af den omtvistede beslutning, i betragtning.

84

I denne sammenhæng bemærkes, at begrebet »afskrækkelse« udgør et af de forhold, der tages i betragtning ved beregningen af bødens størrelse. Det fremgår nemlig af fast retspraksis, at bøder for overtrædelse af artikel 81 EF, som de er fastlagt i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, har til formål at bekæmpe de berørte virksomheders ulovlige handlinger samt at afskrække både de berørte virksomheder og andre virksomheder fra fremtidige overtrædelser af Unionens konkurrenceret. I denne henseende kan forbindelsen mellem på den ene side virksomhedernes størrelse og samlede ressourcer og på den anden side nødvendigheden af at gøre den pålagte bøde afskrækkende ikke bestrides (domme Showa Denko mod Kommissionen, C‑289/04 P, EU:C:2006:431, præmis 16, og Lafarge mod Kommissionen, C‑413/08 P, EU:C:2010:346, præmis 102).

85

Det er således den virkning, der tilstræbes over for den omhandlede virksomhed, der især kan begrunde, at der tages hensyn til denne virksomheds størrelse og samlede ressourcer med henblik på at give bøden en tilstrækkeligt afskrækkende virkning, idet sanktionen ikke bør være ubetydelig i forhold til bl.a. virksomhedens økonomiske kapacitet (dom Lafarge mod Kommissionen, EU:C:2010:346, præmis 104).

86

Det følger heraf, at med henblik på at pålægge en bøde, der er egnet til at afskrække de berørte virksomheder fra at overtræde de EU-retlige konkurrenceregler i fremtiden, skal disse virksomheders størrelse og samlede ressourcer på tidspunktet for vedtagelsen af den omtvistede beslutning tages i betragtning. Følgelig er den omstændighed, at nævnte virksomheders størrelse og samlede ressourcer var mindre på et tidligere stadium af overtrædelsen uden betydning for fastsættelsen af en afskrækkelsesfaktor (dom Alliance One International mod Kommissionen, C‑668/11 P, EU:C:2013:614, præmis 64).

87

Dermed er den omstændighed, at YKK Holding og YKK Corp. ikke holdes solidarisk ansvarlige for den overtrædelse, som YKK Stocko begik i perioden før marts 1997, uden betydning for fastsættelsen af en afskrækkelsesfaktor.

88

Denne konklusion kan ikke ændres af appellanternes argumenter, der er fremstillet i denne doms præmis 73-78.

89

Hvad angår det angivelige brud på forbindelsen mellem ansvar og sanktion må det fastslås, at appellanterne har forvekslet den logik, som ligger til grund for det bødeloft på 10% af omsætningen, som er fastsat i artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003, hvilket punkt allerede er blevet behandlet i forbindelse med det tredje appelanbringende, med den logik, som udgør grundlaget for anvendelsen af en afskrækkelsesfaktor.

90

Loftet har således til formål at tilpasse den pålagte bøde for den begåede overtrædelse til den ansvarligholdte virksomheds økonomiske kapacitet, selv om referenceperioden for beregningen af den omsætning, der skal tages i betragtning, er det regnskabsår, der lå før Kommissionens vedtagelse af den beslutning, der pålægger denne virksomheds en sanktion.

91

På den anden side har den tilstræbte afskrækkende virkning af en økonomisk sanktion i det væsentlige til formål for fremtiden at disciplinere adfærden udvist af den økonomiske enhed, der er adressat for en kommissionsbeslutning. En sådan virkning skal nødvendigvis indtræffe for den berørte virksomhed i den stat, hvor den er beliggende på tidspunktet for vedtagelsen af denne beslutning.

92

I det foreliggende tilfælde eksisterede YKK Stocko, som Kommissionen har bemærket, ikke længere som selvstændig økonomisk enhed på tidspunktet for vedtagelsen af den omtvistede beslutning. Den tilstræbte afskrækkende virkning af bøden skulle derfor nødvendigvis vedrøre YKK-koncernen, som YKK Stocko nu var en del af, og dette gælder uanset den omstændighed, at YKK Corp. og YKK Holding ikke havde deltaget i overtrædelsen i perioden fra maj 1991 til marts 1997.

93

Det bemærkes desuden, at tilstræbelsen af en afskrækkende virkning ikke udelukkende omfatter de virksomheder, der specifikt er omfattet af beslutningen om bødepålæggelse, for så vidt som den ligeledes skal tilskynde virksomheder af samme størrelse, som besidder tilsvarende ressourcer, til at afholde sig fra at begå tilsvarende overtrædelser af konkurrenceretten (dom Caffaro mod Kommissionen, C‑447/11 P, EU:C:2013:797, præmis 37).

94

Det følger af de foregående betragtninger, at det fjerde appelanbringende, som appellanterne har anført til støtte for appellen, skal forkastes.

95

I overensstemmelse med artikel 61, stk. 1, andet punktum, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan Domstolen i det tilfælde, at den ophæver den appellerede dom, selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse. Dette er tilfældet i den foreliggende sag for så vidt angår den del af tvisten, der i forbindelse med BWA-samarbejdet vedrører fastsættelsen af det loft på 10%, der er fastsat i artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003.

96

Henset til de betragtninger, som er fremført i den foreliggende doms præmis 55-68, skal den omtvistede beslutning derfor annulleres, for så vidt som den med henblik på anvendelsen af det loft på 10%, der er fastsat i artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003, har taget YKK-koncernens konsoliderede omsætning i det regnskabsår, der lå før vedtagelsen af denne beslutning, i betragtning med hensyn til den overtrædelsesperiode, i hvilken YKK Stocko blev holdt eneansvarlig for denne overtrædelse.

97

Det skal endvidere bemærkes, at appellanterne ikke har anfægtet fastsættelsen af det udgangsbeløb for bøden, som Kommissionen har lagt til grund. Domstolen fastsætter følgelig under udøvelse af sin fulde prøvelsesret den bøde, der udelukkende er pålagt YKK Stocko for den overtrædelse, som selskabet begik selvstændigt og under eget ansvar i forbindelse med BWA-samarbejdet, til 3491000 EUR, der repræsenterer 10% af den omsætning, som selskabet realiserede i det regnskabsår, der lå før vedtagelsen af den omtvistede beslutning.

98

Det bemærkes endelig, at appellanterne havde nedlagt påstand for Retten om, at bøden, fastsat inden for loftet på 10% af deres relevante omsætning, skulle nedsættes med 20% i medfør af samarbejdsmeddelelsen af 2002. Henset til den omstændighed, at Kommissionen for den bøde, der blev pålagt vedrørende BWA-samarbejdet, indrømmede en sådan nedsættelse, og at denne nedsættelse fandt anvendelse på alle selskaber i YKK-koncernen, herunder YKK Stocko, skal der i overensstemmelse med det, som er fastsat i retningslinjerne af 1998, anvendes den samme metode til beregning af den endelige bøde, som Kommissionen benyttede i den omtvistede beslutning, og følgelig foretages nedsættelsen i medfør af samarbejdet efter anvendelsen af loftet på 10% af omsætningen.

99

Nedsættelsen på 20% i medfør af samarbejdsmeddelelsen af 2002 foretages således i den ændrede bøde som fastsat i denne doms præmis 97. Følgelig fastsættes den bøde, som alene pålægges YKK Stocko for så vidt angår BWA-samarbejdet, til 2792800 EUR.

100

I henhold til Domstolens procesreglements artikel 184, stk. 2, træffer Domstolen afgørelse om sagens omkostninger, når der gives appellanten medhold, og Domstolen selv endeligt afgør sagen. Samme procesreglements artikel 138, stk. 3, som i medfør af dettes artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, fastsætter, at hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter, bærer hver part sine egne omkostninger. Domstolen kan dog, hvis dette efter omstændighederne findes begrundet, beslutte, at en part, ud over at bære sine egne omkostninger, skal betale en del af modpartens omkostninger.

101

Det bemærkes, at Domstolen i den foreliggende sag kun tog et af appellanternes anbringender til følge i forbindelse med appellen.

102

Det bestemmes under disse omstændigheder, at appellanterne for så vidt angår den samlede procedure for såvel Retten som for Domstolen bærer deres egne omkostninger og betaler tre fjerdedele af Kommissionens omkostninger, idet Kommissionen bærer en fjerdedel af sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Anden Afdeling):