I – Indledning

II – De relevante retsregler

A – EU-ret

B – Nationale bestemmelser

III – De faktiske omstændigheder, hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

IV – Retsforhandlingerne ved Domstolen

V – Parternes væsentligste argumenter

VI – Retlig vurdering

A – Indledende bemærkninger

B – Det første præjudicielle spørgsmål

1. Den nationale rets rolle med hensyn til at forhindre urimelige kontraktvilkår ifølge Domstolens praksis

2. Spørgsmålet, om principperne fra retspraksis kan anvendes på udgangssituationen

a) Domstolens tilgang i Pénzügyi-dommen

b) Argumenter imod en anvendelse af denne retspraksis på hovedsagen

i) Sammenligning med Pénzügyi-sagen

– Forskellig processuel situation

– Forskellige typer kontraktvilkår

– Konklusion

ii) Konsekvenserne af en anvendelse på betalingspåkravsproceduren

– Grundlæggende ændring af betalingspåkravsprocedurens funktion

– Forenelighed med princippet om procesautonomi

3. Konklusioner

a) Manglende EU-retlig forpligtelse til at foretage en undersøgelse ex officio og a limine i forbindelse med betalingspåkravsproceduren

b) Bemyndigelse af medlemsstaterne til at vedtage strengere bestemmelser

C – Det andet præjudicielle spørgsmål

D – Det tredje præjudicielle spørgsmål

E – Det fjerde og femte præjudicielle spørgsmål

F – Det sjette præjudicielle spørgsmål

VII – Forslag til afgørelse

1.

Baggrunden for den foreliggende sag er en anmodning om præjudiciel afgørelse i medfør af artikel 267 TEUF fra Audiencia Provincial de Barcelona (herefter »den forelæggende ret«), hvorved denne har forelagt Domstolen en række spørgsmål vedrørende fortolkningen af direktiv 93/13/EØF ( 2 ), direktiv 2009/22/EF ( 3 ), forordning (EF) nr. 1896/2006 ( 4 ), direktiv 2008/48/EF ( 5 ) og direktiv 2005/29/EF ( 6 ).

2.

Den præjudicielle anmodning udspringer af en tvist mellem Banco Español de Crédito, SA (herefter »sagsøgeren i hovedsagen«) og Joaquín Calderón Camino (herefter »sagsøgte i hovedsagen«) vedrørende tilbagebetaling af et lån med tillæg af morarenter. Sagsøgeren i hovedsagen, der oprindeligt havde gjort sine krav gældende på grundlag af en national betalingspåkravsprocedure, har nu anlagt sag til prøvelse af en kendelse, hvorved et kontraktvilkår om morarenter på 29% ex officio og a limine blev erklæret ugyldigt, rentesatsen blev nedsat til 19% og sagsøgeren blev opfordret til at indgive en ny renteberegning, før sagens behandling kunne fortsætte.

3.

Med denne anmodning om præjudiciel afgørelse ønskes en afgørelse af, om en national ret i henhold til EU-retten er forpligtet til, når den prøver spørgsmålet om antagelse af en civil sag til realitetsbehandling, ex officio at efterprøve den urimelige karakter af standardkontraktvilkår om morarenter i en forbrugerkreditaftale, samt at ændre deres indhold. Den forelæggende ret har endvidere rejst nogle spørgsmål vedrørende et kreditinstituts handlemåde i tilfælde af manglende opfyldelse af en låneaftale, set fra et gældende EU-retligt synspunkt.

4.

Forbrugerbeskyttelsesretten i Den Europæiske Union er i øjeblikket underlagt en række lovgivningsmæssige tilpasninger, hvilket vidner om Kommissionens bestræbelser på at konsolidere og modernisere den gældende EU-ret. Der er ikke kun foretaget en række punktvise ændringer af direktiv 93/13 ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder ( 7 ), som tager udgangspunkt i en fuldstændig harmonisering af nationale bestemmelser om forbrugerbeskyttelse ( 8 ). Kommissionen har endvidere med sit forslag af 11. oktober 2011 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om en fælles EU-købelov ( 9 ) indledt et lovgivningsprojekt, som fremover vil gøre det muligt på frivillig basis at anvende dette regelsæt på købsaftaler på tværs af landegrænserne, når de kontraherende parter udtrykkeligt aftaler dette ( 10 ). Selv om denne retsakt tidsmæssigt ikke finder anvendelse på hovedsagen, vil den uden tvivl få afgørende indflydelse på den videre udvikling inden for forbrugerbeskyttelseslovgivningen.

5.

Det følger af artikel 1, stk. 1, i direktiv 93/13, at dette direktivs formål er indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om urimelige kontraktvilkår i aftaler, der indgås mellem erhvervsdrivende og forbrugere.

6.

Direktivets artikel 3 bestemmer:

»1.   Et kontraktvilkår, der ikke har været genstand for individuel forhandling, anses for urimeligt, hvis det til trods for kravene om god tro bevirker en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren.

2.   Et kontraktvilkår anses altid for ikke at have været genstand for individuel forhandling, når det er udarbejdet på forhånd, og forbrugeren derved ikke har haft nogen indflydelse på indholdet, navnlig i forbindelse med en standardkontrakt.

[…]«

7.

Bilaget til dette direktiv indeholder en liste over de kontraktvilkår, der kan betegnes som urimelige, som omhandlet i artikel 3, stk. 3:

»1.   Kontraktvilkår, hvis formål eller virkning er følgende:

[…]

[…]«

8.

Direktivets artikel 4, stk. 1, lyder som følger:

»Det vurderes, om et kontraktvilkår er urimeligt, under hensyn til, hvilken type varer eller tjenesteydelser aftalen omfatter, og ved på tidspunktet for aftalens indgåelse at tage hensyn til alle omstændighederne i forbindelse med dens indgåelse samt til alle andre vilkår i aftalen eller i en anden aftale, som hænger sammen med denne, jf. dog artikel 7.«

9.

Direktivets artikel 6, stk. 1, bestemmer:

»Medlemsstaterne fastsætter, at urimelige kontraktvilkår i en aftale, som en erhvervsdrivende har indgået med en forbruger, i henhold til deres nationale lovgivning ikke binder forbrugeren, og at aftalen forbliver bindende for parterne på i øvrigt samme vilkår, hvis den kan opretholdes uden de urimelige kontraktvilkår.

[...]«

10.

Direktivets artikel 7, stk. 1, bestemmer:

»Medlemsstaterne sikrer, at der i forbrugernes og konkurrenternes interesse findes egnede og effektive midler til at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår i aftaler, der indgås mellem forbrugere og en erhvervsdrivende, til ophør.«

11.

I spansk ret var beskyttelsen af forbrugerne mod urimelige kontraktvilkår oprindeligt sikret ved Ley General 26/1984 para la Defensa de los Consumidores y Usuarios ( 11 ) (lov nr. 26/1984 af 19.7.1984 om beskyttelse af forbrugere og brugere, herefter »lov nr. 26/1984«). Denne lov blev senere ændret ved Ley 7/1998 sobre condiciones generales de la contratación ( 12 ) (lov nr. 7/1998 af 13.4.1998 om generelle forretningsbetingelser, herefter »lov nr. 7/1998«), der for så vidt gennemførte direktiv 93/13 i national ret. Ved Real Decreto Legislativo 1/2007 ( 13 ) af 16. november 2007 (kongeligt lovdekret nr. 1/2007, herefter »RDL nr. 1/2007«) blev endelig lov om beskyttelse af forbrugere og brugere vedtaget i sin ændrede version.

12.

I RDL nr. 1/2007’s artikel 83 fastsættes de retlige følger af, at det fastslås, at et kontraktvilkår er urimeligt. Det hedder heri: »[U]rimelige kontraktvilkår er ugyldige og betragtes, som om de ikke var aftalte.« Denne artikel fastsætter endvidere, at »[d]en del af kontrakten, der er påvirket af ugyldigheden, tilpasses i henhold til artikel 1258 i den borgerlige lovbog og princippet om god tro. Den ret, som fastslår, at de nævnte vilkår er ugyldige, tilpasser kontrakten og råder over afbalancerende beføjelser med hensyn til parternes rettigheder og forpligtelser, hvis kontrakten består, og med hensyn til følgerne af vilkårenes ugyldighed, hvis disse medfører en væsentlig skade for forbrugeren og brugeren. Kun hvis de vilkår, der stadig består, giver anledning til en urimelig situation for parterne, som ikke kan afhjælpes, kan retten erklære kontrakten for ugyldig«.

13.

Artikel 1108 i den spanske civile lovbog bestemmer, at hvis forpligtelsen består i betaling af et beløb, og skyldneren kommer bagud med betalingen, består erstatningen for skader og tab, medmindre andet er aftalt, i betalingen af den aftalte rente, og i tilfælde af, at andet ikke er aftalt, i betaling efter den lovbestemte rentesats.

14.

I henhold til artikel 1258 i den spanske civile lovbog indgås aftaler på grundlag af enighed og er fra det tidspunkt ikke kun bindende med hensyn til opfyldelsen af det, der udtrykkeligt er aftalt, men også med hensyn til alle følger, der efter deres natur er i overensstemmelse med god tro, sædvane og loven.

15.

Den 28. maj 2007 indgik parterne i hovedsagen en lånekontrakt på 30000,00 EUR med henblik på køb af en bil. Som det fremgår mere udførligt af forelæggelsesafgørelsen, udgjorde de årlige omkostninger i procent 8,890%, udlånsrenten 7,950% og morarenten 29%. Selv om lånet først skulle være tilbagebetalt den 5. juni 2014, fremrykkede sagsøgeren tilbagebetalingen af sine krav, da ikke alle af de oprindeligt aftalte 67 afdrag var blevet betalt af sagsøgte.

16.

Den 8. januar 2009 gjorde sagsøgeren under betalingspåkravsproceduren gældende, at sagsøgte skulle betale 29381,95 EUR, renter i henhold til kontrakten og omkostninger. Den 21. januar 2010 afsagde Juzgado de Primer Instancia no 2 de Sabadell en kendelse, hvori denne ret erklærede kontraktvilkåret, der fastsatte morarenten i låneaftalen, for ugyldigt, fastsatte morarenten til 19% og pålagde sagsøgeren at indgive en ny beregning af renter for samme tidsrum, i henhold til kendelsen. Retten begrundede sin afgørelse med, at kontraktvilkåret om morarenter var urimeligt. På grund af de efterprøvede bestemmelsers ufravigelige karakter havde den også i forbindelse med en betalingspåkravsprocedure kompetence til ex officio at fastslå ugyldigheden heraf.

17.

Sagsøgeren i hovedsagen har iværksat appel til prøvelse af denne kendelse ved den forelæggende ret og har i denne forbindelse påberåbt sig nødvendigheden af en effektiv retsbeskyttelse og i det væsentlige anført, at den aftalte morarentesats ikke kan efterprøves ex officio og a limine, men først efter at sagsøgte har fremsat en indsigelse i denne henseende.

18.

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at en fortolkning af EU-retten er nødvendig for at kunne afgøre retstvisten. Den forelæggende ret er navnlig i tvivl om, hvorvidt en national ret i betragtning af EU-rettens krav i forbindelse med en betalingspåkravsprocedure ex officio og a limine kan fastslå ugyldigheden af et kontraktvilkår om morarentesatsen, eller om den snarere skal overlade det til parterne selv at anlægge sag til prøvelse af, om et sådant kontraktvilkår er ugyldigt, såfremt der undtagelsesvis ikke er tale om kontraktvilkår, der åbenbart er i strid med bindende regler eller andre forbudsbestemmelser. På denne baggrund har den besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

19.

Forelæggelsesafgørelsen af 29. november 2010 indgik til Domstolens Justitskontor den 29. december 2010.

20.

Sagsøgeren i hovedsagen, Kongeriget Spaniens regering, Forbundsrepublikken Tysklands regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg inden for den frist, der er anført i artikel 23 i statutten for Domstolen.

21.

Under retsmødet den 1. december 2011 har befuldmægtigede for sagsøgeren i hovedsagen, Kongeriget Spaniens regering, Forbundsrepublikken Tysklands regering samt Kommissionen afgivet indlæg.

22.

Parternes argumenter vil, for så vidt som det er relevant, blive gengivet i forbindelse med undersøgelsen af de enkelte retsspørgsmål.

23.

Når en skyldner ikke betaler et pengekrav, som gøres gældende over for ham, skyldes dette ikke altid, at han har materielle indsigelser mod dette krav. Ofte er skyldneren ganske enkelt ikke villig eller ikke i stand til at betale. I disse tilfælde kan det ud fra kreditorens synspunkt synes mindre hensigtsmæssigt at indlede et anerkendelsessøgsmål mod denne skyldner ( 14 ). Han vil snarere søge efter lettere og billigere muligheder for at opnå et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag. Mange medlemsstater har taget hensyn til dette krav om en forenklet metode til at anlægge søgsmål ved i deres civile retsplejeordninger at indføre forskellige specifikke procedurer til inddrivelse af pengekrav ( 15 ), hvis udformning og praktiske betydning imidlertid kan afvige betydeligt fra den ene nationale retsorden til den anden ( 16 ).

24.

På baggrund af den i mellemtiden omfattende formalisering af disse procedurer overdrages i nogle retsordener f.eks. kompetencen til at træffe afgørelse i disse sager til juridisk uddannede retsembedsmænd – såsom embedsmænd tilknyttet retsvæsenet (»Rechtspfleger«) eller protokolsekretærer – for at aflaste retsvæsenet ( 17 ), mens de civile domstole fortsat alene har kompetence hertil i andre retsordener ( 18 ). Desuden har behovet for en enklere og hurtigere retshåndhævelse medført, at nogle retsordener har accepteret afvigelser fra grundlæggende civile retsplejeregler, f.eks. med hensyn til partshøring eller de kriterier, der skal anvendes til begrundelsen og godtgørelsen (rimelighedskontrol eller prøvelse af, om sagsøgerens anbringender kan anses som rimelig begrundelse for det rejste krav) af det krav, der er gjort gældende ( 19 ).

25.

Forordning nr. 1896/2006, hvorved der – parallelt med de nationale procedurer – blev indført en europæisk betalingspåkravsprocedure i forbindelse med ubestridte pengekrav på det civil- og handelsretlige område i grænseoverskridende sager, vidner på EU-plan om lovgiverens bestræbelser på at finde en adækvat løsning på konflikten mellem en hurtigere retshåndhævelse på den ende side og sikringen af procesretlige garantier på den anden side. Denne europæiske betalingspåkravsprocedure er støttet på medlemsstaternes erfaringer med anvendelsen af sådanne forenklede procedurer, for så vidt som den har overtaget mange løsninger, der har fungeret godt på nationalt plan. Hertil hører f.eks. indrømmelse af en indsigelsesmulighed, såfremt skyldneren ønsker at fremsætte indsigelse mod betalingspåkravet, idet sagen i et sådant tilfælde, i lighed med de fleste nationale betalingspåkravsprocedurer ( 20 ), fortsætter ved en ret efter de almindelige civile retsplejeregler ( 21 ).

26.

Den spanske betalingspåkravsprocedure til inddrivelse af pengekrav (proceso monitorio), som udviser flere af de ovennævnte typiske karakteristika, udgør kernen i den foreliggende retssag. Med det første præjudicielle spørgsmål har den forelæggende ret i første række rejst det spørgsmål, hvilke EU-retlige krav en national retssag til fuldbyrdelse af pengekrav skal opfylde med hensyn til sin udformning, for at forbrugeren effektivt kan blive beskyttet mod krav, der følger af urimelige kontraktvilkår i forbrugerkreditaftaler. Det drejer sig nærmere bestemt om en eventuel forpligtelse i henhold til EU-retten for den nationale ret til også i forbindelse med en betalingspåkravsprocedure at træffe afgørelse, a limine og ex officio om, hvorvidt et urimeligt vilkår i en forbrugerkreditaftale ikke er bindende, uden at gøre efterprøvelsen af, om vilkåret er urimeligt, betinget af en processuel handling fra skyldnerens side.

27.

Den sensible karakter af denne problemstilling skyldes ikke mindst, at en vurdering af, om et kontraktvilkår er urimeligt, normalt vil kræve, at den nationale ret foretager en omfattende vurdering af de kontraktlige rettigheder og forpligtelser, hvilket normalt ikke sker i forbindelse med en betalingspåkravsprocedure. Såfremt Domstolen skulle være af den opfattelse, at der foreligger en sådan EU-retlig forpligtelse, ville dette i sidste instans medføre, at den nationale lovgiver ville være tvunget til at foretage omfattende tilpasninger i sin civile retspleje for at opfylde de EU-retlige krav. Samtidig vil lovgiveren imidlertid skulle sikre, at den nationale betalingspåkravsprocedure ikke mister sin effektivitet og fortsat kan opretholdes som et instrument til en enkel og billig retsforfølgelse ( 22 ). I betragtning af, at denne problemstilling er særlig relevant, og at det svar, som Domstolen vil give, kan få vidtrækkende følger for den civile retspleje i medlemsstaterne, vil jeg især rette fokus herpå i min undersøgelse.

28.

Det præjudicielle spørgsmål er ganske vist formuleret ret bredt (»i enhver fase af processen«), hvilket kunne føre til den antagelse, at den forelæggende ret ønsker en generel præcisering af, hvilke beføjelser den nationale civildommer har til at forhindre urimelige kontraktvilkår. En sådan forståelse af det præjudicielle spørgsmål ville dog ikke tage hensyn til, at Domstolen allerede i sin praksis vedrørende artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 udførligt har udtalt sig om dette spørgsmål. Ved en rimelig læsning af anmodningen om præjudiciel afgørelse på grundlag af de særlige omstændigheder i hovedsagen kan det derimod lægges til grund, at den forelæggende ret ønsker oplyst, om de principper, som Domstolen har udviklet i sin retspraksis vedrørende forbrugerbeskyttelse, ligeledes finder anvendelse på den nationale betalingspåkravsprocedure. Inden dette spørgsmål behandles, synes det dog nødvendigt kort at redegøre for disse principper, der er udviklet i retspraksis.

29.

Ifølge Domstolens faste praksis hviler den ved direktiv 93/13 indførte beskyttelsesordning på den betragtning, at forbrugeren befinder sig i en svagere stilling end den erhvervsdrivende, såvel hvad angår forhandlingsstyrke som informationsniveau, og at forbrugeren som følge heraf tiltræder betingelser, som på forhånd er udarbejdet af den erhvervsdrivende, uden at han kan øve nogen indflydelse på disses indhold ( 23 ). Under hensyntagen til denne svagere stilling bestemmer artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13, at urimelige kontraktvilkår ikke binder forbrugeren. Som det fremgår af retspraksis, er der i denne forbindelse tale om en bindende bestemmelse, der har til hensigt at erstatte den formelle balance, som kontrakten indfører mellem parternes rettigheder og forpligtelser, med en reel balance, der skal genindføre ligheden mellem parterne ( 24 ).

30.

For at sikre den beskyttelse, der søges opnået ved direktiv 93/13, har Domstolen flere gange udtalt, at den eksisterende ulighed mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende alene kan ophæves ved positive foranstaltninger, der er uafhængige af kontraktparterne selv ( 25 ). Det er på baggrund af disse principper, at Domstolen således har fastslået, at de nationale retter af egen drift skal efterprøve, om et kontraktvilkår er urimeligt ( 26 ). Retternes adgang til ex officio at tage stilling til, om et vilkår er urimeligt, er efter Domstolens opfattelse »et egnet middel såvel til at nå det i […] artikel 6 [i direktiv 93/13] foreskrevne resultat, nemlig at hindre, at den enkelte forbruger er bundet af et urimeligt vilkår, som til at fremme virkeliggørelsen af det mål, der omhandles i direktivets artikel 7, eftersom en sådan stillingtagen samtidig kan have en [afskrækkende] virkning med henblik på at bringe anvendelsen af urimelige vilkår i kontrakter mellem forbrugere og erhvervsdrivende til ophør« ( 27 ). Denne adgang, som tilkommer retterne, har Domstolen desuden anset for at være nødvendig af hensyn til »en effektiv forbrugerbeskyttelse, bl.a. i forhold til den ikke ubetydelige risiko for, at forbrugeren ikke kender sine rettigheder eller møder vanskeligheder ved at udøve dem« ( 28 ).

31.

I Pannon-dommen ( 29 ) styrkede Domstolen forbrugerens processuelle stilling ved at henvise til, at den nationale ret har en forpligtelse til ex officio at undersøge, om et kontraktvilkår er urimeligt, »så snart den råder over de oplysninger om de retlige eller faktiske omstændigheder, som denne prøvelse kræver«. Den præciserede endvidere, at denne forpligtelse også påhviler den nationale ret i forbindelse med kontrollen af dens egen stedlige kompetence ( 30 ). Denne retspraksis er blevet præciseret ved dommen af 9. november 2010 i Pénzügyi-sagen ( 31 ), for så vidt som den nationale ret efter Domstolens opfattelse »ex officio skal indlede en undersøgelse med henblik på at konstatere, om en værnetingsklausul om stedlig enekompetence i den kontrakt, som er genstand for den sag, der er indbragt for den, og som er indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, falder inden for [direktiv 93/13’s] anvendelsesområde, og i bekræftende fald ex officio undersøge, om klausulen eventuelt er urimelig« ( 32 ). Hvad navnlig angår undersøgelsen af, om direktiv 93/13 finder anvendelse på en konkret kontrakt, fastslog Domstolen, at »[den nationale ret] i alle tilfælde og uanset bestemmelserne i national ret [skal] afgøre, om det omstridte vilkår har været genstand for en individuel forhandling mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren eller ej«.

32.

Af alle de domme, der er anført ovenfor, finder jeg, at Pénzügyi-dommen er mest informativ med hensyn til at finde et svar på det første præjudicielle spørgsmål, især da Domstolen behandlede en lignende problemstilling i den pågældende sag. Domstolen var blevet forelagt det spørgsmål, om den nationale ret, selv om parterne i sagen ikke har anmodet derom, såfremt den selv bliver opmærksom på, at et kontraktvilkår kan være urimeligt, ex officio kan foretage en efterprøvelse med henblik på at fastslå de retlige og faktiske omstændigheder, som er nødvendige for at kunne foretage denne vurdering, og dette efter den nationale procesret kun er muligt, såfremt parterne anmoder derom. Som det fremgår af de ovenfor citerede passager fra dommen, besvarede Domstolen ikke kun dette spørgsmål bekræftende. Den pålagde derimod den nationale ret en EU-retlig forpligtelse til at indlede en undersøgelse med henblik på at fastslå de nødvendige retlige og faktiske omstændigheder. Herved besvaredes et spørgsmål, som ikke var blevet besvaret i Pannon-dommen, nemlig hvordan dette præcist skal ske. I mangel af nærmere præciseringer fra Domstolen kunne det derfor antages, at dette skal ske i henhold til retsplejereglerne i hver enkelt medlemsstat.

33.

De passager i dommen, der er gengivet i punkt 31 i dette forslag til afgørelse, indikerer, at Domstolen muligvis agtede at fravige princippet om, at parterne fastlægger tvistens genstand i civile sager (»Beibringungsgrundsatz«), for at sikre den af EU-lovgiveren tilstræbte effektivitet af forbrugerbeskyttelsen i en bestemt situation. Denne tilgang er i overensstemmelse med Domstolens hidtidige forbrugervenlige praksis. Ved at pålægge den nationale civildommer en omfattende undersøgelsespligt får denne nemlig mulighed for at gribe ind i proceduren for at beskytte forbrugeren, selv om den nationale lovgivning normalt ikke ville tillade en sådan fremgangsmåde. Beføjelsen til at gribe ind kunne i det tilfælde udledes direkte af EU-retten, således at anvendelsen af modstridende nationale procedureregler måtte fortrænges som følge af EU-rettens forrang.

34.

Hvor ønskværdig denne tilgang end må forekomme ud fra et forbrugerbeskyttelsessynspunkt, mener jeg ikke, at en ubegrænset anvendelse af denne retspraksis på en procedure som betalingspåkravsproceduren i dogmatisk henseende uden videre er mulig. Efter min opfattelse skal der tages hensyn til de særlige omstændigheder, der kendetegnede Pénzügyi-sagen, og som lå til grund for Domstolens afgørelse. Derudover skal der tages hensyn til følgerne af en anvendelse af denne retspraksis på betalingspåkravsproceduren.

35.

Det skal indledningsvis bemærkes, at den processuelle situation, som forbrugeren i den pågældende retssag befandt sig i, var en anden end i hovedsagen, hvorfor det efter min opfattelse ikke er muligt at drage paralleller mellem de to retssager. Som det fremgår af bemærkningerne i Pénzügyi-dommen vedrørende sagens forløb ( 33 ), var der anmodet om et betalingspåbud mod forbrugeren på grund af udestående betaling af et lån. Der var udstedt betalingspåbud inden for rammerne af en såkaldt »ikke-kontradiktorisk« procedure, hvorefter det i henhold til ungarsk ret ikke kræves, at retten afholder et retsmøde eller hører modparten. Ved udstedelsen af betalingspåbuddet havde den forelæggende ret ikke rejst tvivl om den stedlige kompetence eller om den værnetingsklausul, der fandtes i låneaftalen.

36.

Det fremgår imidlertid ligeledes af dommen, at forbrugeren havde fremsat indsigelser mod betalingspåbuddet med den konsekvens, at betalingspåkravsproceduren blev kontradiktorisk og forløb i overensstemmelse med de almindelige nationale retsplejebestemmelser ( 34 ). Det må derfor antages, at der var blevet anlagt et anerkendelsessøgsmål. I hovedsagen blev betalingspåkravsproceduren derimod indledt, uden at forbrugeren anfægtede denne retligt. I stedet greb den nationale ret ind ex officio ved at erklære det kontraktvilkår, der blev anset for at være urimeligt, for ugyldigt. På denne baggrund må det antages, at den tilgang, som Domstolen anlagde i Pénzügyi-sagen, egentlig er skræddersyet til anerkendelsessøgsmålet i civile sager og ikke til betalingspåkravsproceduren.

37.

Endvidere skal det bemærkes, at Pénzügyi-sagen vedrørte en helt anden type kontraktvilkår end kontraktvilkåret i hovedsagen. Dette aspekt er af særlig betydning og kræver en mere indgående behandling. I denne forbindelse vil de forskellige typer af vilkår, som den nationale ret generelt stilles over for, skulle behandles.

38.

Hovedsagen i Pénzügyi-sagen vedrørte en værnetingsklausul i en låneaftale, der var indgået mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren. Denne klausul var særligt kendetegnet ved, at den tillagde stedlig enekompetence til en domstol, som ikke var den domstol, i hvis retskreds forbrugeren havde bopæl, eller i hvis retskreds den erhvervsdrivende havde sit hovedsæde, men den, som lå tættest på sidstnævntes hovedsæde i såvel geografisk som transportmæssig henseende ( 35 ). I denne henseende lignede denne værnetingsklausul, som Domstolen også med rette fastslog i Pénzügyi-dommen, den klausul, der allerede havde været genstand for Océano Grupo Editorial og Salvat Editores-sagen. Domstolen mindede om, at den i præmis 24 i den pågældende dom havde fastslået, at en klausul, hvorved en enekompetence tillægges retten i den retskreds, hvor den erhvervsdrivendes hjemsted er beliggende, måtte anses for urimelig i direktivets artikel 3’s forstand, i det omfang den til trods for kravet om god tro bevirkede en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren ( 36 ).

39.

Domstolen anså dette for at være en betydelig ulempe for forbrugeren, da en sådan klausul pålægger denne byrden ved at være forpligtet til at anerkende en ret som enekompetent, der kan være langt væk fra hans bopæl, og dermed kunne gøre det vanskeligere for ham at udøve sine rettigheder på grund af udgifterne til at give møde, navnlig i sager vedrørende mindre beløb. Efter Domstolens opfattelse hørte et sådant vilkår derfor til den kategori af vilkår, hvis formål eller virkning er at ophæve eller indskrænke forbrugerens adgang til at rejse søgsmål, en kategori, der er omhandlet i punkt 1, litra q), i bilaget til direktivet ( 37 ). Domstolen fandt desuden, at et sådant vilkår indebærer en urimelig fordel for den erhvervsdrivende, da det gør det muligt for ham at samle alle retssager vedrørende hans erhvervsmæssige virksomhed ved en eneste domstol, som ikke er den forbrugeren hører under, hvorved det både bliver lettere at tilrettelægge virksomhedens fremmøde, og omkostningerne herved mindskes ( 38 ).

40.

I modsætning til Pénzügyi-sagen og sagen Océano Grupo Editorial og Salvat Editores vedrører den foreliggende sag imidlertid ikke en værnetingsaftale, men derimod et kontraktvilkår om morarenter. Denne sondring er vigtig, da den nationale rets tilgang inden for rammerne af en civilretlig sag vil være en anden, alt efter hvilken type vilkår der foreligger i den pågældende sag.

41.

Som jeg redegjorde for i mit forslag til afgørelse i Pénzügyi-sagen ( 39 ), skal der principielt sondres mellem værnetingsaftaler og vilkår, der fastsætter materielle kontraktmæssige forpligtelser. Sidstnævnte er kendetegnet ved, at de ofte indeholder detaljerede bestemmelser, der er bindende for de kontraherende parter, og hvis uforenelighed med kravene om god tro ikke altid kan fastslås umiddelbart, ikke mindst på grund af deres komplekse karakter. En sådan konstatering kræver derimod ikke sjældent en indgående vurdering fra den nationale ret på grundlag af alle faktiske omstændigheder i den konkrete sag. Dette har Kommissionen også henvist til ( 40 ). Direktiv 93/13 selv forudsætter implicit, at den nationale ret vil foretage en sådan indgående vurdering, da for det første et kontraktvilkår i henhold til definitionen i artikel 3 kun kan anses for urimeligt, »hvis det til trods for kravene om god tro bevirker en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren«, hvilket først skal fastslås ved hjælp af en omhyggelig undersøgelse. For det andet fastsætter artikel 4 i direktiv 93/13, at det skal vurderes, om et kontraktvilkår er urimeligt, »under hensyn til hvilken type varer eller tjenesteydelser aftalen omfatter, og ved på tidspunktet for aftalens indgåelse at tage hensyn til alle omstændighederne i forbindelse med dens indgåelse samt til alle andre vilkår i aftalen eller i en anden aftale, som hænger sammen med denne«. En hensyntagen til disse omstændigheder kræver altså en undersøgelse af det pågældende vilkår, der rækker langt videre end blot en sandsynlighedskontrol.

42.

Også i det indledningsvis nævnte forslag til forordning om en fælles EU-købelov ( 41 ) tages der hensyn til den omstændighed, at visse vilkår ofte kræver en omhyggelig undersøgelse, for at det kan afgøres, om de er urimelige. Det indeholder bl.a. bestemmelser om »ubillige vilkår« i aftaler mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, der i vidt omfang svarer til bestemmelserne i direktiv 93/13 ( 42 ). Det er i denne forbindelse vigtigt at nævne, at forslaget til forordning også indeholder bestemmelser om renter, hvis skyldneren er en forbruger ( 43 ). Af særlig interesse er i den henseende den ordning ( 44 ), hvorefter et aftalevilkår, som fastsætter en højere rentesats end i bestemmelserne i forslaget til forordning, skal anses for ikke at være bindende, for så vidt som aftalevilkåret skulle vurderes som »ubilligt« i henhold til de relevante bestemmelser. Selve vurderingen foretages efter lignende strenge kriterier som i direktiv 93/13 ( 45 ). Om denne bestemmelse nogen sinde vil træde i kraft i denne form, afhænger dog af lovgivningsprocedurens videre forløb. I forbindelse med aftaler, som den i hovedsagen omhandlede, vil den – såfremt de kontraherende parter accepterer at anvende den fælles EU-købelov – under alle omstændigheder udgøre et nyttigt beslutningsgrundlag for den nationale ret, der skal afgøre, om et kontraktvilkår om morarenter eventuelt er urimeligt.

43.

Såfremt det pågældende vilkår ikke undtagelsesvis skulle være standardiseret i loven, f.eks. ved at være anført på en liste over vilkår, der under alle omstændigheder kan betegnes som urimelige, vil den nationale ret ikke kunne undgå at skulle give en positiv vurdering af den urimelige karakter af et vilkår. Det skal imidlertid bemærkes i denne forbindelse, at selv ikke en standardisering som i forbindelse med de vilkår, der er anført i bilaget til direktiv 93/13, kan ændre noget herved. Det bilag, som direktivets artikel 3, stk. 3, henviser til, indeholder nemlig kun en vejledende og ikke-udtømmende liste over de kontraktvilkår ( 46 ), der kan betegnes som urimelige ( 47 ). Et kontraktvilkår, der er opført på listen, skal ikke nødvendigvis anses for urimeligt, og omvendt, et kontraktvilkår, der ikke er opført på listen, kan alligevel betegnes som urimeligt ( 48 ). Det kan derfor ikke nødvendigvis udledes alene af den omstændighed, at et vilkår er opført på listen, at det også er urimeligt. Trods den vejledende karakter, som en sådan omstændighed ifølge retspraksis har, skal der foretages en selvstændig og detaljeret vurdering af, om det pågældende kontraktvilkår eventuelt er urimeligt.

44.

Situationen er imidlertid anderledes, når den nationale ret er stillet over for en værnetingsklausul som i Pénzügyi-sagen. Som jeg anførte i punkt 112 i mit forslag til afgørelse i Pénzügyi-sagen, kan et kontraktvilkår, der eventuelt kan kvalificeres som urimeligt, fordi det henlægger tvister hidrørende fra aftalen til den ret, i hvis retskreds den erhvervsdrivendes hjemsted er beliggende, allerede undersøges af den nationale dommer inden for rammerne af efterprøvelsen ex officio af dennes egen kompetence, uden at denne er henvist til et udførligt anbringende fra parternes side. Det var ikke tvingende nødvendigt at pålægge en omfattende undersøgelsespligt for at nå det med direktiv 93/13 tilstræbte mål om prøvelse af urimelige kontraktvilkår. Denne antagelse blev også bekræftet af den processuelle situation i hovedsagen. Som jeg anførte i mit forslag til afgørelse, fremgik det af sagen, at den forelæggende ret inden berammelsen af retsmødet havde bemærket, at sagsøgtes bopæl ikke lå i dens retskreds, men at sagen blev anlagt ved en ret i nærheden af sagsøgerens hjemsted i henhold til de almindelige forretningsbetingelser, hvilket hos den forelæggende ret havde skabt tvivl med hensyn til det omhandlede vilkår. Dermed havde den forelæggende ret i sidste ende antydet, at den havde mistanke om en urimelig værnetingsklausul.

45.

På baggrund af ovenstående overvejelser er jeg af den opfattelse, at en kvalificering af det pågældende vilkår som urimeligt af den forelæggende ret i Pénzügyi-sagen synes nærliggende af følgende grunde: For det første skulle denne ret behandle et kontraktvilkår, som i betragtning af den vurdering, som Domstolens selv havde foretaget i Océano Grupo-dommen, uden tvivl var urimeligt. Det kan derfor med rette påstås, at der i denne forbindelse var tale om et vilkår, der var tilstrækkeligt standardiseret i EU-retten. For det andet kunne den forelæggende ret i forbindelse med kontrollen af sin stedlige kompetence og dermed relativt enkelt tilvejebringe de »oplysninger om de retlige og faktiske omstændigheder«, som var nødvendige for, at retten kunne opfylde sin forpligtelse til ex officio at undersøge, om kontraktvilkåret er urimeligt. Den forelæggende ret behøvede med andre ord ikke at foretage en omfattende vurdering af, om vilkåret var urimeligt under hensyn til alle faktiske omstændigheder i den konkrete sag.

46.

Det er nødvendigt at være opmærksom på disse faktiske omstændigheder for at kunne sætte Pénzügyi-dommen ind i den rigtige sammenhæng. Efter min opfattelse følger det heraf, at den nationale rets forpligtelse til at indlede en undersøgelse ex officio, som Domstolen fastslog i præmis 56 i den pågældende dom, kun kan forstås på den baggrund, at den nationale civile ret normalt efterprøver sin kompetence ex officio og derved relativt enkelt vil kunne fastslå, om et vilkår som det i Océano Grupo-sagen og Pénzügyi-sagen er urimeligt. Dette vil af de grunde, jeg allerede har nævnt, ikke uden videre være muligt i forbindelse med et materielt vilkår, og da slet ikke, hvis konstateringen af, at vilkåret er urimeligt, forudsætter en omhyggelig undersøgelse. Pénzügyi-dommen indeholder derfor kun en rimelig løsning til at sikre forbrugerbeskyttelsen i forbindelse med de særlige faktiske omstændigheder i denne retssags hovedsag.

47.

Jeg konkluderer derfor, at det ikke er muligt at anvende retspraksis fra Pénzügyi-dommen på en situation som i den foreliggende sag, for så vidt som det indebærer, at den nationale ret er forpligtet til i forbindelse med en betalingspåkravsprocedure at træffe afgørelse ex officio og a limine om ugyldigheden af et vilkår om morarenter i en forbrugerkreditaftale.

48.

Såfremt Domstolen skulle indtage det modsatte standpunkt og, i modsætning til min opfattelse, finde, at de ovennævnte omstændigheder ikke er til hinder for, at retspraksis fra Pénzügyi-dommen kan finde anvendelse på hovedsagen, bør man dog være opmærksom på de konsekvenser, der ville følge af, at den af Domstolen udviklede tilgang blev anvendt på betalingspåkravsproceduren.

49.

Alle parter er – efter min opfattelse med rette – enige i, at pålæggelsen af en pligt til at foretage en omfattende undersøgelse i forbindelse med en national betalingspåkravsprocedure samt til at træffe afgørelse a limine om ugyldighed af et vilkår om morarenter i en forbrugerkreditaftale ville medføre en grundlæggende, ikke efterstræbelsesværdig ændring af denne procedures funktion. De betænkeligheder, der er givet udtryk for, står i forbindelse med behovet for både at sikre parternes processuelle garantier og at opretholde effektiviteten af den nationale betalingspåkravsprocedure på lang sigt.

50.

For at forstå rækkevidden af en sådan EU-retlig forpligtelse for den nationale ret er det nødvendigt at være opmærksom på betydningen af betalingspåkravsproceduren og de udfordringer, der opstår i forbindelse med dens processuelle udformning, for at sikre et rimeligt forhold mellem effektivitet og retssikkerhed. Som jeg allerede forklarede i mine indledende bemærkninger ( 49 ), har betalingspåkravsproceduren uanset dens nærmere udformning i de enkelte nationale retsordener til formål at sikre en enkel, hurtig og effektiv håndhævelse af ubestridte pengekrav ( 50 ). Begrænsningen til ubestridte pengekrav gør det muligt at udforme betalingspåkravsproceduren som masseprocedure. Som den tyske regering med rette har anført ( 51 ), spiller netop procedurens tidsmæssige fordel en væsentlig rolle for at undgå eller nedbringe den risiko for små og mellemstore virksomheder, som for sen betaling udgør. Derved kan også sagsomkostninger undgås.

51.

Sådanne procedurer er kendetegnet ved, at der uden mundtlig forhandling udstedes et dokument til fordringshaveren på grundlag af en anmodning indgivet ved hjælp af en formular eller en skrivelse. Skyldneren deltager således ikke i proceduren i fasen indtil udstedelsen af betalingspåkravet. Foruden spørgsmålet, om den har kompetence, prøver retten, om visse krav til anmodningen er opfyldt, navnlig om det krav, der er gjort gældende, er angivet tilstrækkeligt præcist. Der foretages derimod normalt ikke en indholdsmæssig prøvelse af det krav, der gøres gældende. Anmodningen om udstedelse af et betalingspåkrav kan kun afslås, hvis det krav, der er gjort gældende, er åbenbart ubegrundet ( 52 ). Den indholdsmæssige prøvelse af det krav, der er gjort gældende, er forbeholdt den fase af den kontradiktoriske procedure, som kan indledes ved, at skyldneren anfægter betalingspåkravet. I den efterfølgende kontradiktoriske procedure prøver en ret så altid også ex officio, om betingelserne for det krav, der er gjort gældende, er opfyldt. Hvis et kontraktvilkår er afgørende for, om der foreligger eller ikke foreligger et krav, prøver den nationale ret så også spørgsmålet, om det eventuelt er urimeligt.

52.

En forpligtelse for den nationale ret til ex officio at undersøge og undlade at anvende eventuelt urimelige kontraktvilkår ville skulle anses for retligt betænkeligt, for så vidt som betalingspåkravsproceduren ikke er en kontradiktorisk procedure, således at den erhvervsdrivende, såfremt den nationale ret ex officio skulle anse kontraktvilkåret for urimeligt og afslå anmodningen om udstedelse af et betalingspåkrav, ikke ville få mulighed for at tage stilling til påstanden om, at der er anvendt urimelige vilkår i handelstransaktioner. Retten til at blive hørt, der anses for at udgøre en følge af retsstatsprincippet og hører til de generelle EU-retlige principper, som er anerkendt i retspraksis ( 53 ), ville ikke være tilstrækkeligt sikret.

53.

En sådan forpligtelse for den nationale ret ville desuden være underlagt visse begrænsninger, som står i forbindelse med de formaliteter, der følger af betalingspåkravsproceduren. Selv om den urimelige karakter af et kontraktvilkår vil være klart i nogle tilfælde, f.eks. når den pågældende vilkårstype er standardiseret i loven, vil dette imidlertid ikke altid være tilfældet. Som allerede nævnt kan det absolut være kompliceret at vurdere, om et vilkår er urimeligt på grundlag af de retlige krav i artikel 3 og 4 i direktiv 93/13 ( 54 ). Desuden kunne der opstå tvivl med hensyn til det spørgsmål, om det pågældende vilkår har været genstand for individuel forhandling i henhold til artikel 3, stk. 1. Som Kommissionen med rette har anført ( 55 ), kan det ikke udelukkes, at den nationale ret vil blive stillet over den ømtålelige opgave at skulle udtale sig endeligt om den urimelige karakter af et vilkår, selv om den nærer tvivl i denne henseende eller ikke råder over alle oplysninger om de faktiske omstændigheder. Jeg er enig med Kommissionen i, at det ville være retligt betænkeligt, hvis den kompetente ret, trods tilbageværende tvivl, kun havde mulighed for enten at afslå anmodningen – til skade for kreditoren – eller at imødekomme den – til skade for skyldneren.

54.

Hvis det i modsætning til den oprindelige hensigt skulle være nødvendigt at tilpasse betalingspåkravsproceduren, således at det blev muligt at fremsætte mundtlige bemærkninger, f.eks. ved at fastsætte en mundtlig forhandling, for at fjerne tvivl, eller parterne får ret til at udtale sig, inden der træffes en afgørelse, kunne det frygtes, at netop en af dens vigtigste effektivitetsfordele ville gå tabt, hvis den blev omdannet til blot at være en kopi af den kontradiktoriske procedure.

55.

Det skal desuden tages i betragtning, at kompetencen i forbindelse med betalingspåkravsprocedurer i nogle medlemsstater ikke er overdraget til juridiske dommere, men derimod til retsembedsmænd for at aflaste retsvæsenet ( 56 ). I betragtning af den komplekse karakter af prøvelsen af, om et kontraktvilkår er urimeligt, og følgerne af, at et vilkår anses for ikke at være bindende for kontraktens parter, bør denne opgave imidlertid være forbeholdt en dommer. Hvis Domstolen derfor skulle være af den opfattelse, at der også i forbindelse med betalingspåkravsproceduren af artikel 6 i direktiv 93/13 kan udledes en EU-retlig pligt for den nationale ret til at foretage en omfattende undersøgelse og til at træffe afgørelse a limine om ugyldigheden af et vilkår i en forbrugerkreditaftale, ville dette kræve en organisatorisk tilpasning af de nationale retsplejelove. Der skulle træffes tilstrækkelige forholdsregler til at sikre, at kun dommere behandler anmodninger om udstedelse af betalingspåkrav i forbrugerretssager. Hvis disse sager blev udskilt fra den normale betalingspåkravsprocedure, ville dette imidlertid medføre, at proceduren efter omstændighederne blev mere kompleks, og aflastningseffekten for de nationale retter til dels ville gå tabt.

56.

Jeg når derfor til den konklusion, at pålæggelsen af en pligt til at foretage en omfattende undersøgelse i forbindelse med betalingspåkravsproceduren samt til at træffe afgørelse a limine om ugyldigheden af et vilkår om morarenter i en forbrugerkreditaftale ville medføre en grundlæggende ændring af denne procedures funktion, hvorved en væsentlig effektivitetsfordel ved betalingspåkravsproceduren ville gå tabt, nemlig den hurtige håndhævelse af ubestridte pengekrav.

57.

Det er desuden et spørgsmål, hvordan en sådan fortolkning, der er forbundet med vidtrækkende konsekvenser for den nationale betalingspåkravsprocedure, overhovedet ville kunne forenes med Domstolens praksis vedrørende medlemsstaternes procesautonomi.

58.

Ifølge fast retspraksis tilkommer det nemlig i mangel af EU-retlige bestemmelser på området hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente domstole og fastsætte de processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten medfører for borgerne ( 57 ). Medlemsstaternes kompetence i denne henseende kan i sidste instans tilskrives den omstændighed, at medlemsstaternes procesret principielt ikke er omfattet af harmonisering. Unionen har på dette område heller ikke nogen almindelig lovgivningsbeføjelse. Sidstnævnte gælder navnlig også for den civile retspleje, som den foreliggende sag vedrører, selv om EU-retten har vundet stigende indflydelse ( 58 ). EU-rettens indflydelse på den nationale civile retspleje kommer nu til udtryk i civilprocessuelle bestemmelser i enkelte afledte retsakter ( 59 ), EU-retlige principper og ikke mindst Domstolens praksis.

59.

En væsentlig begrænsning af medlemsstaternes procesautonomi følger navnlig af de generelle EU-retlige principper, f.eks. i forbindelse med håndhævelsen af subjektive rettigheder, der hjemles i Unionens retsorden. Domstolen har således på den ene side netop med hensyn til medlemsstaternes tilbageværende kompetence på dette område ganske vist tillagt dem et vidt skøn ved udformningen af procedurer til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten medfører for borgerne, mens den på den anden side klart har henvist til de EU-retlige begrænsninger for medlemsstaternes kompetence i denne henseende, idet den har præciseret, at de pågældende procedurer ikke må være mindre gunstige end dem, der anvendes ved tilsvarende søgsmål, som alene vedrører national ret (ækvivalensprincippet), og ikke i praksis må umuliggøre eller uforholdsmæssigt vanskeliggøre udøvelsen af rettigheder, der hjemles i Fællesskabets retsorden (effektivitetsprincippet) ( 60 ).

60.

Disse principper, der er udviklet i retspraksis, finder også anvendelse på det system, der er indført ved direktiv 93/13 for at beskytte forbrugeren mod urimelige kontraktvilkår i handelstransaktioner. Domstolen har således senest i dommen i sagen Asturcom Telecomunicaciones henvist til betydningen af princippet om procesautonomi i forbindelse med domstolskontrollen af kontraktvilkår. Den pågældende sag vedrørte det spørgsmål, om direktiv 93/13 kunne fortolkes således, at en national ret, hvortil der er indgivet en begæring om tvangsfuldbyrdelse af en retskraftig voldgiftskendelse, der er afsagt, uden at forbrugeren har givet møde, af egen drift skal påpege, at en voldgiftsklausul i en aftale mellem en erhvervsdrivende og en forbruger udgør et urimeligt kontraktvilkår, således at retten er forpligtet til at ophæve den nævnte kendelse ( 61 ). Domstolen besvarede dette spørgsmål med henvisning til sin praksis, hvorefter »EU-retten ikke pålægger en national ret at undlade at anvende interne processuelle regler, der tillægger en afgørelse retskraft, selv om dette gør det muligt at afhjælpe en tilsidesættelse af en fællesskabsbestemmelse, uanset dennes karakter, der er sket ved den omhandlede afgørelse« ( 62 ). Efter at have fastslået, at der mangler EU-retlige bestemmelser på området for retskraft, fastslog Domstolen, at »udformningen af retskraftprincippet [henhører] under medlemsstaternes interne retsorden i henhold til princippet om, at disse frit kan anvende deres egne processuelle regler«, idet den mindede om, at »[d]isse regler hverken [bør] være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende situationer i national ret [...], eller være udformet således, at de i praksis umuliggør eller uforholdsmæssigt vanskeliggør udøvelsen af rettigheder, der hjemles i Fællesskabets retsorden« ( 63 ).

61.

Det kan sluttes af denne dom, at den nationale civile retspleje efter Domstolens opfattelse kun er underlagt ækvivalens- og effektivitetsprincippet – såfremt der ikke findes mere specifikke EU-retlige krav ( 64 ). En tilsidesættelse af EU-retten kan således først antages at foreligge, når den ikke er i overensstemmelse med disse principper. Om der er behov for en ændring af den nationale betalingspåkravsprocedure som omhandlet i det første præjudicielle spørgsmål for at sikre forbrugerbeskyttelsen, kan derfor først besvares, når denne nationale procedure, der er allerede er beskrevet i hovedtrækkene, ikke er i overensstemmelse med ækvivalens- og effektivitetsprincippet. Dette skal undersøges i det følgende.

Ingen tilsidesættelse af ækvivalensprincippet

62.

Ækvivalensprincippet kræver, at en national regel finder anvendelse uden forskel på søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af EU-retten, og søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af national ret, og hvor sagsgenstanden og søgsmålsgrundlaget er de samme ( 65 ). Overført til den konkrete kontekst og det her relevante aspekt af forbrugerbeskyttelsen betyder dette, at der skal stilles det spørgsmål, om den beskyttelse af forbrugeren mod urimelige kontraktvilkår i handelstransaktioner, som EU-lovgiveren tilstræber med direktiv 93/13, i processuel henseende sikres i samme omfang på nationalt plan som beskyttelsen af forbrugeren mod indgreb i lignende rettigheder, der er beskyttet i henhold til national ret. En tilsidesættelse af ækvivalensprincippet kan derfor først antages at foreligge ved en forholdsvis mere ugunstig proceduremæssig udformning af mulighederne for at håndhæve de krav, der følger af direktiv 93/13.

63.

Domstolen har i sin praksis udviklet en række generelle kriterier, på grundlag af hvilke det er muligt at vurdere ækvivalensen af den nationale retsbeskyttelse netop med hensyn til sikringen af rettigheder, der følger af EU-retten. Selve vurderingen består i det væsentlige i, at de relevante processuelle regler sammenholdes med hinanden. Domstolen er i denne forbindelse af den opfattelse, at både sagsgenstanden, søgsmålsgrundlaget og de væsentligste forhold i forbindelse med søgsmål på grundlag af national ret, som hævdes at være tilsvarende søgsmål, skal anvendes som relevante kriterier for at efterprøve, om søgsmålene ligner hinanden ( 66 ). Domstolen har endvidere fastslået, at der med henblik på at bedømme, om en national processuel bestemmelse er mindre gunstig, skal tages hensyn til, hvilken stilling den indtager i den samlede procedure, herunder dens forløb og disse bestemmelsers særlige kendetegn ( 67 ).

64.

Selv om Domstolen principielt har overdraget denne opgave til de nationale retter for at udnytte deres direkte kendskab til den nationale retspleje ( 68 ), har den ikke undladt at give retningslinjer for fortolkningen af EU-retten ( 69 ) og undertiden endog at fremsætte egne konklusioner vedrørende overholdelsen af ækvivalensprincippet i den konkrete sag ( 70 ), såfremt den rådede over tilstrækkelige relevante oplysninger. Dermed tilsigter Domstolen imidlertid intet andet end at give de nationale retter nyttige oplysninger, som skal være til hjælp ved deres egen vurdering ( 71 ). På denne baggrund forekommer det mig passende at fremsætte en række generelle betragtninger vedrørende visse forhold i hovedsagen.

65.

Hvad angår den konkrete hovedsag kan det efter min opfattelse under ingen omstændigheder sluttes af den forelæggende rets bemærkninger, at den spanske civile retspleje i forbindelse med den nationale betalingspåkravsprocedure er udformet mindre gunstigt med hensyn til kontrollen af, om vilkår i forbrugerkreditaftaler er urimelige i henhold til kravene i direktiv 93/13, end kontrollen af, om disse forbrugerkreditaftaler er forenelige med kravene i national ret. Der er således intet, der tyder på, at ækvivalensprincippet er blevet tilsidesat i forbindelse med den omhandlede nationale betalingspåkravsprocedure.

66.

I forbindelse med den foreliggende præjudicielle anmodning må det derfor antages, at ækvivalensprincippet er overholdt.

Ingen tilsidesættelse af effektivitetsprincippet

67.

Endelig skal det undersøges, om den nationale betalingspåkravsprocedure i hovedtrækkene er i overensstemmelse med effektivitetsprincippet. Sidstnævnte kræver, at anvendelsen af EU-retten ikke gøres umulig eller uforholdsmæssigt vanskelig. Der henvises i denne forbindelse til det mål, som EU-lovgiveren fastsatte i artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13, nemlig »at der i forbrugernes og konkurrenternes interesse findes egnede og effektive midler til at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår i aftaler, der indgås mellem forbrugere og en erhvervsdrivende, til ophør«. Dette mål udgør retligt betragtet et kriterium, som den nationale betalingspåkravsprocedure skal bedømmes efter.

68.

En forpligtelse for den nationale ret til at foretage en omfattende undersøgelse samt udtale sig a limine om ugyldighed af et urimeligt vilkår i en forbrugerkreditaftale ville indebære en beskyttelse af forbrugeren, inden der er truffet en retskraftig afgørelse om et pengekrav. Den nationale betalingspåkravsprocedure ville således blive suppleret med en forebyggende retsbeskyttelsesmekanisme. Der rejser sig imidlertid det spørgsmål, om en sådan mekanisme er tvingende nødvendig for effektivt at sikre beskyttelsen af forbrugeren mod anvendelsen af urimelige kontraktvilkår i handelstransaktioner. Som allerede nævnt er betalingspåkravsproceduren i medlemsstaterne normalt udformet således, at undersøgelsen af, om et kontraktvilkår er urimeligt, sker inden for rammerne af en kontradiktorisk procedure, der indledes på grundlag af en klage ( 72 ). Inden for rammerne af denne kontradiktoriske procedure har den nationale ret mulighed for at overholde sin EU-retlige pligt til at prøve, om et vilkår er urimeligt. Med andre ord sikres forbrugeren også retsbeskyttelse efter denne model. Denne forudsætter imidlertid, at forbrugeren tilkendegiver sit ønske om at gå rettens vej i forbindelse med betalingspåkravsproceduren.

69.

Jeg betvivler dog, at EU-rettens effektivitet påvirkes af, at retsbeskyttelsen gøres afhængig af en viljestilkendegivelse fra forbrugeren. Det fremgår nemlig netop af retspraksis, at Domstolen har anset det for at være foreneligt med kravene i artikel 6 og 7 i direktiv 93/13, når en positiv foranstaltning fra den nationale ret med henblik på at afhjælpe den manglende ligevægt mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende gøres afhængig af forbrugerens samtykke.

70.

Jeg skal indledningsvis minde om Pannon GSM-dommen, hvori Domstolen henviste til den nationale rets forpligtelse til ikke at anvende vilkår, såfremt den anser sådanne vilkår for at være urimelige, »medmindre forbrugeren gør indsigelse herimod« ( 73 ). I sin begrundelse anførte Domstolen, at forpligtelsen til ex officio at foretage en undersøgelse er nødvendig for at sikre den effektive virkning af den beskyttelse, som direktivets bestemmelser tilstræber. Samtidig præciserede den imidlertid, at »den nationale ret [...] ikke [skal] undlade at anvende det pågældende vilkår, hvis forbrugeren, efter at han er blevet belært af retten, ikke har til hensigt at gøre gældende, at vilkåret er urimeligt og ikke-bindende«.

71.

Jeg skal endvidere minde om dommen i Martín Martín-sagen ( 74 ), hvor Domstolen var blevet forelagt det spørgsmål, om en national ret af egen drift kan rejse spørgsmålet om tilsidesættelse af artikel 4 i Rådets direktiv 85/577/EØF af 20. december 1985 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler indgået uden for fast forretningssted ( 75 ) og erklære en kontrakt, som omfattes af direktivets anvendelsesområde, for ugyldig med den begrundelse, at forbrugeren ikke er blevet oplyst om sin fortrydelsesret, selv om denne ugyldighed ikke på noget tidspunkt er blevet gjort gældende af forbrugeren for de kompetente nationale retsinstanser ( 76 ). Domstolen henviste i den pågældende dom til, at »fællesskabsretten i princippet ikke stiller krav om, at de nationale domstole af egen drift tager et anbringende om, at fællesskabsbestemmelser er overtrådt, under påkendelse, når en stillingtagen til et sådant anbringende ville tvinge dem til at se bort fra princippet om, at de ikke aktivt griber ind i procesførelsen, ved at gå ud over den afgrænsning af sagen, som parterne har foretaget, og ved at lægge andre faktiske forhold og omstændigheder til grund end dem, som den part i sagen, der har interesse i, at fællesskabsbestemmelser anvendes, har fremført til støtte for sin påstand« ( 77 ). Endvidere fastslog Domstolen, at »[d]enne begrænsning i den nationale rets beføjelser finder sin berettigelse i princippet om, at initiativet til en sag tilkommer parterne, og at retten derfor kun kan handle af egen drift i undtagelsestilfælde, hvor almene hensyn kræver det« ( 78 ). Domstolen anså endelig en positiv foranstaltning fra den nationale ret for at være berettiget i en situation som den i hovedsagen foreliggende med den begrundelse, at artikel 4 i direktiv 85/577 skal henregnes til almene hensyn. Som Domstolen fastslog med henvisning til mit forslag til afgørelse i den pågældende sag ( 79 ), »[har] den underretningspligt, der følger af [artikel 4 i direktiv 85/577], [...] en central plads i direktivets generelle opbygning som en væsentlig garanti for en effektiv udøvelse af fortrydelsesretten, [...], og følgelig også for den effektive virkning af den af fællesskabslovgiver indførte forbrugerbeskyttelse« ( 80 ). Der skal i denne forbindelse erindres om, at Domstolen henregnede muligheden for at erklære den omstridte aftale ugyldig blandt de »egnede foranstaltninger« til beskyttelse af forbrugeren som omhandlet i direktivets artikel 4, tredje punktum, i tilfælde af en tilsidesættelse af oplysningspligten. Det skal i denne forbindelse endelig nævnes, at Domstolen med henvisning til den ovennævnte passage i Pannon GSM-dommen ( 81 ) også præciserede, at »den nationale ret [...] under visse omstændigheder [kan] tage i betragtning, at forbrugeren ikke har til hensigt at gøre gældende, at aftalen er ugyldig« ( 82 ).

72.

Endelig skal der også henvises til dommen i Asturcom Telecomunicaciones-sagen, hvor Domstolen var blevet forelagt det spørgsmål, om en national ret, hvortil der er indgivet en begæring om tvangsfuldbyrdelse af en retskraftig voldgiftskendelse, der er afsagt, uden at forbrugeren har givet møde, af egen drift skal påpege, at en voldgiftsklausul i en aftale mellem en erhvervsdrivende og en forbruger udgør et urimeligt kontraktvilkår, således at retten er forpligtet til at ophæve den nævnte kendelse ( 83 ). Bemærkelsesværdig var den sondring, som Domstolen foretog i forhold til Mostaza Claro-dommen, idet den fastslog, at i modsætning til de faktiske omstændigheder, der lå til grund for den anden sag, »har [forbrugeren] forholdt sig fuldstændigt passiv under de forskellige procedurer i forbindelse med tvisten mellem hende og [den erhvervsdrivende], og navnlig har hun ikke anlagt annullationssøgsmål vedrørende den [...] afsagte voldgiftskendelse under anbringende af, [at] voldgiftsklausulen udgør et urimeligt kontraktvilkår, hvilket har haft til følge, at kendelsen fik retskraft« ( 84 ). I modsætning til det af mig foreslåede ( 85 ) besluttede Domstolen ikke at pålægge den nationale domstol en sådan forpligtelse. Den overlod det i stedet til de nationale retsordener at afklare det forelagte spørgsmål og begrænsede sig til at efterprøve, om de relevante spanske processuelle regler var i overensstemmelse med ækvivalens- og effektivitetsprincippet. Domstolen fandt, at den nationale domstol kun var forpligtet til af egen drift at efterprøve, om en voldgiftsklausul var urimelig i forbindelse med tvangsfuldbyrdelsen, for så vidt som det i hele taget var muligt i henhold til de nationale processuelle regler at foretage en sådan efterprøvelse i lignende sager af intern art ( 86 ).

73.

Det fremgår af nævnte retspraksis, at Domstolen bestræber sig på at fortolke EU-retten på en måde, der tager behørigt hensyn til forbrugerens individuelle interesser, ved at give den pågældende mulighed for at afgøre selvstændigt, om han vil gøre brug af beskyttelsen i forbrugerbeskyttelseslovgivningen inden for rammerne af en civil sag, der i vidt omfang er præget af dispositionsprincippet ( 87 ). Denne forståelse af forbrugerens processuelle stilling er i overensstemmelse med den ligeledes i retspraksis udviklede ( 88 )forestilling om den typiske forbruger, der er »almindelig oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet«. Tilgangen i Pannon GSM-dommen er speciel derved, at den beskytter forbrugeren mod en påtvungen beskyttelse og er i overensstemmelse med tanken om forbrugerbeskyttelse gennem information. Domstolen tager nemlig hensyn til, at forbrugeren i det enkelte tilfælde kan ønske at opretholde det pågældende vilkår, f.eks. i forbindelse med en værnetingsaftale, når forbrugeren ønsker at anlægge sag på det sted, der er fastsat i vilkåret ( 89 ). Som det fremgår af Asturcom Telecomunicaciones-dommen, synes Domstolen omvendt at tendere til ligeledes at tage hensyn til, at forbrugeren giver afkald på at varetage sine rettigheder. De nationale retters EU-retlige forpligtelse til at beskytte forbrugeren mod urimelige kontraktvilkår gennem en positiv foranstaltning synes derfor kun at gå så vidt, som de nationale processuelle regler tillader det.

74.

På baggrund af det ovenstående konkluderer jeg, at den effektive virkning af det system, der er indført ved direktiv 93/13, ikke påvirkes, hvis den nationale ret ikke er forpligtet til at træffe afgørelse a limine og ex officio om, hvorvidt et urimeligt vilkår i en forbrugerkreditaftale ikke er bindende. For så vidt kan jeg tilslutte mig alle parternes samstemmende opfattelse i denne henseende, hvorefter det for at sikre beskyttelsen af forbrugeren mod krav, der beror på urimelige kontraktvilkår, synes at være tilstrækkeligt, hvis den forbruger, med hensyn til hvilken der er anmodet om udstedelse af et betalingspåkrav, som det normalt er fastsat i forbindelse med en national betalingspåkravsprocedure, får mulighed for at anfægte dette ad rettens vej ved fremsætte indsigelse. Deri ses ikke at ligge en tilsidesættelse af effektivitetsprincippet.

75.

Disse betragtninger vedrører ganske vist kun beskyttelsen af forbrugeren. Det må imidlertid ikke glemmes, at artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 udtrykkeligt kræver, at der også »i [...] konkurrenternes interesse« indføres egnede og effektive midler. Med andre ord skal der tilvejebringes procedurer, som i lige høj grad tager hensyn til begge parters interesser. Hertil skal jeg bemærke, at man ved at overføre kontrollen af, om et vilkår er urimeligt, til en kontradiktorisk procedure, der indledes på grundlag af en klage, samtidig undgår, at en national ret fastslår, at et bestemt kontraktvilkår ikke er bindende, uden forinden at have givet den erhvervsdrivende mulighed for at udtale sig. Derved sikres effektiviteten af den erhvervsdrivendes retsbeskyttelse på tilfredsstillende vis, hvilket Kommissionen med rette har anført ( 90 ).

Foreløbig konklusion

76.

Det kan således fastslås, at ækvivalens- og effektivitetsprincippet ikke kræver, at den nationale ret pålægges en forpligtelse til at træffe afgørelse a limine og ex officio om spørgsmålet, om et urimeligt vilkår i en forbrugerkreditaftale ikke er bindende. Jeg finder det derfor ikke nødvendigt at begrænse medlemsstaternes procesautonomi for at sikre forbrugerbeskyttelsen.

77.

Jeg konkluderer derfor, at det ikke er muligt at anvende retspraksis fra Pénzugyi-dommen på hovedsagen. Herimod taler for det første de forskellige omstændigheder, der ligger til grund for de to sager, navnlig den processuelle situation ( 91 ) – betalingspåkravsprocedure i modsætning til kontradiktorisk procedure – samt typen af kontraktvilkår ( 92 ) – indholdsmæssigt vilkår i modsætning til en værnetingsaftale – som den nationale ret skal undersøge. Som yderligere argument mod at anvende denne retspraksis på hovedsagen kan det anføres, at en forpligtelse til at udtale sig a limine og ex officio om, hvorvidt et urimeligt vilkår i en forbrugerkreditaftale ikke er bindende, ville medføre en grundlæggende ændring af betalingspåkravsprocedurens funktion ( 93 ), hvilket ville begrænse medlemsstaternes procesautonomi, uden at dette er tvingende nødvendigt for at sikre den effektive virkning af direktiv 93/13 ( 94 ). På denne baggrund kan den nationale ret ikke anses for at være pålagt en sådan EU-retlig forpligtelse.

78.

I betragtning af, at EU-retten ikke kræver en sådan fremgangsmåde fra den nationale rets side, strider det heller ikke mod EU-retten, at den nationale ret undlader at udtale sig ex officio og a limine om, hvorvidt et vilkår om morarenter i en forbrugerkreditaftale ikke er bindende.

79.

Det skal imidlertid bemærkes, at der i direktiv 93/13, som det klart fremgår af 12. betragtning til direktivet, kun foretages en delvis og minimal harmonisering af de nationale bestemmelser vedrørende urimelige kontraktvilkår ( 95 ). Et vigtigt normativt udtryk for den tilgang med minimumsharmonisering, der ligger til grund for dette direktiv, er bemyndigelsen i artikel 8, der udtrykkeligt giver medlemsstaterne ret til inden for det område, der omfattes af dette direktiv, at vedtage strengere bestemmelser, der er forenelige med traktaten, for at sikre en mere omfattende beskyttelse af forbrugerne. Som jeg allerede anførte i mit forslag til afgørelse i sagen Caja de Ahorros y Monte de Piedad de Madrid, giver denne tilgang med en minimumsharmonisering medlemsstaterne en betydelig handlefrihed ( 96 ), som kun begrænses af de generelle begrænsninger i EU-retten, frem for alt primærretten ( 97 ). Det står derfor principielt medlemsstaterne frit for i deres nationale civile retsplejeregler at fastsætte en forpligtelse for deres retter til i forbindelse med en betalingspåkravsprocedure at undersøge ex officio og a limine, om et kontraktvilkår er urimeligt.

80.

Det er nødvendigt at omformulere det andet præjudicielle spørgsmål for at kunne give den nationale ret et nyttigt svar. For så vidt som det nemlig ifølge sin ordlyd tager sigte på at få en fortolkning – i lyset af artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 og artikel 2 i direktiv 2009/22 – af artikel 83 i RDL nr. 1/2007, der er i overensstemmelse med EU-retten, må det afvises i mangel af et fortolkningsspørgsmål, der kan realitetsbehandles ( 98 ).

81.

I denne henseende bemærkes, at Domstolen inden for rammerne af den præjudicielle procedure efter artikel 267 TEUF ikke har kompetence til at afgøre, om national ret er forenelig med EU-retten, eller til at fortolke national ret. Domstolen er dog beføjet til at forsyne den forelæggende ret med alle de bidrag til en fortolkning af EU-retten, som gør det muligt for denne ret at vurdere spørgsmålet om forenelighed ved afgørelsen af den sag, som verserer for denne ( 99 ). Herved tilkommer det den af det materiale, der er fremlagt af den nationale ret, og især af de i anmodningen anførte grunde, at udlede de EU-retlige elementer, som det under hensyn til sagens genstand er nødvendigt at fortolke ( 100 ).

82.

Under hensyn til såvel den problematik, der rejste sig i hovedsagen og er behandlet i forelæggelsesafgørelsen, som det første præjudicielle spørgsmål (»ugyldighed eller tilpasning af et vilkår [...] i en forbrugerkreditaftale«) må det andet præjudicielle spørgsmål forstås således, at den forelæggende ret i det væsentlige anmoder om en fortolkning af artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13. Den ønsker nemlig oplyst, om den i betragtning af den retsvirkning, der er fastsat i denne direktivbestemmelse, at urimelige kontraktvilkår ikke binder forbrugeren, har kompetence til at erstatte et kontraktvilkår, som er fundet urimeligt, med et andet, der ikke kan betragtes som urimeligt.

83.

Svaret på dette spørgsmål følger efter min opfattelse både af ordlyden af og formålet med artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13.

84.

Det skal indledningsvis bemærkes, at direktiv 93/13 ikke udtrykkeligt fastsætter en »erstatning« af urimelige kontraktvilkår eller en domstolskompetence til at gøre dette. I stedet foreskriver direktivets artikel 6, stk. 1, kun retsvirkningen af, at sådanne vilkår »ikke binder« forbrugeren ( 101 ). Noget lignende fremgår også af 21. betragtning. Dette krav er, for så vidt som det gælder, obligatorisk for medlemsstaterne, hvilket indebærer, at ingen fravigelser er tilladt. Ifølge sit formål må direktivets artikel 6, stk. 1, også i forbindelse med gennemførelsen føre til den obligatoriske og kontraktligt ufravigelige retsvirkning, at urimelige kontraktvilkår ikke er bindende.

85.

Endvidere bemærkes, at direktivets artikel 6, stk. 1, foreskriver, at aftalen efter en konstatering af, at et urimeligt kontraktvilkår ikke er bindende, skal forblive »bindende for parterne på i øvrigt samme vilkår«, hvis den kan opretholdes uden de urimelige kontraktvilkår. Det hedder i denne henseende i 21. betragtning, at det skal sikres, at »de, hvis de alligevel findes, ikke binder forbrugeren, og at aftalen fortsat er bindende for parterne på samme vilkår«. Bestemmelsen i direktivets artikel 6, stk. 1, skal derfor forstås således, at aftalen efter elimineringen af de urimelige kontraktvilkår skal opretholdes i uændret form med de tilbageværende vilkår, såfremt dette er retligt muligt, hvilket allerede pr. definition udelukker enhver erstatning af vilkår eller tilpasning af aftalen.

86.

Betragter man endvidere formålet med direktivets artikel 6, stk. 1, er det muligt at finde yderligere argumenter mod, at den nationale ret har kompetence til at tilpasse et vilkår. Som allerede nævnt har den nationale rets konstatering af, at urimelige kontraktvilkår ikke er bindende, til formål at forhindre, at forbrugeren fortsat er bundet af sådanne vilkår. Hermed tilstræbes imidlertid samtidig et andet, langsigtet mål med direktiv 93/13, nemlig at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår i handelstransaktioner til ophør, som det fremgår af direktivets artikel 7, stk. 1. Med henblik herpå anvendes i direktiv 93/13, hvilket Domstolen udtrykkeligt har fastslået i sin praksis, den afskrækkende virkning, som en domstolsprøvelse af, om vilkår er urimelige, har for erhvervsdrivende ( 102 ).

87.

For at konstatere, om en tilpasning af kontrakten ved at erstatte det pågældende urimelig vilkår med et andet, som det skete i hovedsagen, er i strid med kravene i direktiv 93/13, skal det derfor undersøges, om denne tilpasning varigt kan påvirke den afskrækkende virkning, der er forbundet med en prøvelse af, om et vilkår er urimeligt. Dette ville nemlig betyde, at den effektive virkning af direktivet ikke længere var sikret, hvilket ville være i strid med det EU-retlige forbud mod, at nationale gennemførelsesbestemmelser hindrer virkeliggørelsen af målene med et direktiv.

88.

En sådan tilpasning af kontrakten medfører, at en erhvervsdrivendes risici ved at anvende urimelige kontraktvilkår i handelstransaktioner mindskes betydeligt. Mens den erhvervsdrivende som følge af konstateringen af, at et vilkår ikke er bindende, eventuelt må frygte fortsat at være bundet af en aftale, der i givet fald er mindre gunstig for ham, medfører en tilpasning i ovennævnte forstand i sidste instans, at aftalevilkårene ændres i overensstemmelse med loven og dermed til en for den erhvervsdrivende acceptabel tilstand ( 103 ). Også i situationer, hvor den omstændighed, at et eller flere vilkår er urimelige, ville medføre, at kontrakten som helhed bliver ugyldig, kan den erhvervsdrivende dog regne med, at kontrakten alligevel vil bevare sin gyldighed, hvilket efter omstændighederne ikke kan være i forbrugerens interesse. Udsigten til at afhjælpe grundene til, at en aftale er ugyldig, samt overskueligheden af risiciene for den erhvervsdrivende kan have den modsatte virkning end den, lovgiveren ønskede. Denne kunne således blive tilskyndet til blot at »prøve lykken« og medtage så mange urimelige kontraktvilkår som muligt i aftalen i håbet om, at hovedparten af dem ville blive overset af den nationale ret. Som Kommissionen ( 104 ) med rette har anført, kunne den erhvervsdrivende i sidste instans føle sig udfordret af en sådan retsstilling, især da han ikke ville have noget at miste ved at forsøge at gennemtvinge sine vilkår over for forbrugeren. Disse eksempler viser, at muligheden for, at en ret efterfølgende kan tilpasse aftalen, ikke kun svækker den afskrækkende virkning, som direktivets artikel 6 har, men endog ville have den modsatte virkning. Målene med direktiv 93/13 ville dermed blive hindret.

89.

I betragtning af ovenstående må den effektive virkning af direktiv 93/13 anses for påvirket. Det præjudicielle spørgsmål skal derfor også besvares med, at direktivets artikel 6, stk. 1, er til hinder for en national ordning som den, der fremgår af artikel 83 i RDL nr. 1/2007, der gør det muligt for den nationale ret at erstatte et urimeligt kontraktvilkår med et andet, der ikke kan betragtes som sådant ( 105 ). Det påhviler den nationale ret at fortolke og anvende denne nationale ordning i overensstemmelse med direktivet. Ved anvendelsen af nationale retsforskrifter skal den nationale ret i videst muligt omfang fortolke nationale bestemmelser i lyset af det pågældende direktivs ordlyd og formål, for at det med direktivet tilsigtede resultat fremkaldes, og for dermed at handle i overensstemmelse med artikel 288, stk. 3, EF ( 106 ).

90.

Endvidere ønsker den forelæggende ret oplyst, om domstolskontrol kan udelukkes ex officio og a limine, hvis visse aspekter af lånekontrakten er klart fastslået, som fastsat i forbindelse med den europæiske betalingspåkravsprocedure. Dermed mener den forelæggende ret bestemmelsen i artikel 7 i forordning nr. 1896/2006 om den europæiske betalingspåkravsprocedure, hvorefter der i en anmodning om udstedelse af et europæisk betalingspåkrav skal anføres en række oplysninger, der er nærmere opregnet i stk. 2. I denne henseende har den forelæggende ret opstillet den hypotese, at angivelsen af visse indholdsmæssige krav i givet fald vil kunne kompensere for en manglende kontrolmulighed a limine ( 107 ). Baggrunden for disse bemærkninger synes at være, at sådanne oplysninger ifølge den forelæggende ret ikke kræves i spansk ret.

91.

Det er imidlertid fortsat uklart, hvad der egentlig er formålet med det præjudicielle spørgsmål. Spørgsmålet kunne på den ene side, som foreslået af den spanske regering og Kommissionen ( 108 ), betragtes som hypotetisk og dermed i sidste ende afvises i overensstemmelse med Domstolens praksis, da det sigter mod en fortolkning af forordning nr. 1896/2006, især da hovedsagen udelukkende vedrører en national betalingspåkravsprocedure, der kun er omfattet af bestemmelserne i den spanske civile retspleje. I denne forbindelse bør det erindres, at når de spørgsmål, de nationale retter har stillet, vedrører fortolkningen af en bestemmelse i EU-retten, er Domstolen principielt forpligtet til at træffe afgørelse herom ( 109 ), medmindre det er åbenbart, at formålet i virkeligheden er at få Domstolen til at træffe afgørelse ved hjælp af en konstrueret tvist eller at afgive responsa om generelle eller hypotetiske spørgsmål, at den fortolkning af EU-retten, der anmodes om, ikke har nogen forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, eller at Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en relevant besvarelse af de forelagte spørgsmål ( 110 ).

92.

Den hypotetiske karakter, som det præjudicielle spørgsmål har ved første øjekast, forsvinder imidlertid, hvis det under hensyntagen til den forelæggende rets yderligere bemærkninger forstås således, at det dermed ønskes oplyst, hvilke krav der kan udledes af forordning nr. 1896/2006 med hensyn til de indholdsmæssige krav til en anmodning om udstedelse af et nationalt betalingspåkrav. Det fremgår nemlig af forelæggelsesafgørelsen, at den forelæggende ret overvejer en »analog anvendelse« af forordning nr. 1896/2006. En analog anvendelse af ordningen i artikel 7 i forordning nr. 1896/2006 ville imidlertid medføre en harmonisering af den nationale civile retspleje, hvilket ikke var EU-lovgiverens hensigt. Som det nemlig fremgår af tiende betragtning til forordningen, bør den »procedure, der indføres ved denne forordning, [...] være et supplerende, valgfrit middel for fordringshaveren, som bevarer retten til at gøre brug af en procedure fastsat i national lov«. Konceptet europæisk betalingspåkravsprocedure, som EU-lovgiveren har udviklet som en supplerende, valgfri procedure med henblik på grænseoverskridende inddrivelse af ubestridte pengekrav, viser, at det var hensigten, at den nationale og den europæiske procedure skulle eksistere parallelt ved siden af hinanden ( 111 ). Forholdet mellem forordningen og national ret præciseres endvidere i andet punktum, hvoraf det klart fremgår, at »[d]enne forordning [ikke] træder [...] i stedet for og harmoniserer heller ikke de ordninger for inddrivelse af ubestridte krav, der er hjemlet i national lov«. Af forordning nr. 1896/2006 kan der derfor ikke udledes bindende krav ( 112 ) om udformningen af en anmodning om udstedelse af et nationalt betalingspåkrav.

93.

Alligevel kan besvarelsen af det tredje præjudicielle spørgsmål udledes af min behandling af det første og det andet præjudicielle spørgsmål. I overensstemmelse hermed er medlemsstaterne ikke forpligtet til i henhold til EU-retten i forbindelse med betalingspåkravsprocedurer i deres nationale retsordener at fastsætte en prøvelse ex officio og a limine af, om kontraktvilkår er urimelige. De må imidlertid af hensyn til forbrugerbeskyttelsen gøre dette på grundlag af bemyndigelsen i artikel 8 i direktiv 93/13.

94.

Der er også tvivl med hensyn til, om det er nødvendigt at besvare det fjerde præjudicielle spørgsmål. For så vidt som det sigter mod en fortolkning af direktiv 2008/48, skal der nemlig gøres opmærksom på den omstændighed, at dette direktiv ikke finder anvendelse tidsmæssigt på de faktiske omstændigheder i hovedsagen. Det blev nemlig vedtaget den 23. april 2008 og trådte i kraft den 11. juni 2008, og fristen for gennemførelsen heraf i national ret udløb den 12. maj 2010. Den omtvistede lånekontrakt blev imidlertid allerede indgået den 28. maj 2007, dvs. inden direktiv 2008/48 trådte i kraft.

95.

Selv om direktiv 2008/48 fastsætter overgangsbestemmelser, skal der dog tages hensyn til direktivets artikel 30, hvorefter direktivet udtrykkeligt ikke finder anvendelse på kreditaftaler, der eksisterer på datoen for de nationale gennemførelsesbestemmelsers ikrafttræden. De eneste undtagelser fra denne bestemmelse er artikel 11, 12, 13 og 17 samt artikel 18, stk. 1, andet punktum, og stk. 2, som medlemsstaterne skal sikre »også finder anvendelse på tidsubegrænsede kreditaftaler, der eksisterer på datoen for de nationale gennemførelsesbestemmelsers ikrafttræden«. Disse omfatter imidlertid ikke artikel 5, stk. 1, andet afsnit, litra l) og m), og artikel 6 samt artikel 10, stk. 2, litra l), som pålægger kreditgiveren at give kredittageren visse oplysninger forud for aftaleindgåelsen og netop er genstand for det præjudicielle spørgsmål. Et forsøg på alligevel at give den nationale domstol et nyttigt svar ved ikke at lægge direktiv 2008/48 til grund, men det tidligere direktiv 87/102, der for så vidt finder anvendelse tidsmæssigt, er også forbundet med uovervindelige vanskeligheder, da sidstnævnte direktiv ikke indeholder bestemmelser, der svarer til de nævnte direktivbestemmelser. En fortolkning af direktiv 87/102 kan derfor ikke give svar på den forelæggende rets spørgsmål.

96.

I betragtning af den omstændighed, at det fjerde præjudicielle spørgsmål ikke har nogen relation til tvisten i hovedsagen, er det overflødigt at besvare det. Den forelæggende ret bør dog gøres opmærksom på, at direktiv 2008/48 ikke finder anvendelse tidsmæssigt.

97.

Hvad angår det femte præjudicielle spørgsmål synes det indledningsvis nødvendigt at pege på den fejl, som den forelæggende ret tydeligvis har begået ved formuleringen af dette spørgsmål. Da de nævnte bestemmelser ikke har nogen sammenhæng med de bestemmelser, der er relevante i den foreliggende sag, hvilket Kommissionen også med rette har anført ( 113 ), må det antages, at den forelæggende ret snarere baserer sig på artikel 6, stk. 2, og artikel 7 i direktiv 87/102. Retten til oplysninger og princippet om forbud mod uberettiget berigelse er nemlig forankret i direktiv 87/102 og ikke i det af den forelæggende ret nævnte direktiv 2008/48.

98.

Hvis denne formodning er korrekt, skal det herefter undersøges, om det præjudicielle spørgsmål også kan anses for at være relevant for afgørelsen i betragtning af den konkrete problematik i hovedsagen.

99.

Det skal herved bemærkes, at der ikke er noget i forelæggelsesafgørelsen, der tyder på, at der i hovedsagen rejser sig et problem i forbindelse med kreditgiverens pligt i henhold til artikel 6, stk. 2, i direktiv 87/102, hvorefter »forbrugeren, så længe aftalen løber, informeres om enhver ændring i den årlige rente eller de øvrige omkostninger, når ændringen indtræder«. Bortset herfra vedrører denne pligt i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 87/102 kun aftaler mellem en forbruger og et kredit- eller finansieringsinstitut om en kredit i form af træk på en løbende konto. Da den omtvistede lånekontrakt ifølge de foreliggende oplysninger om de faktiske omstændigheder ikke synes at falde ind under denne kategori af kreditaftaler, er det heller ikke nødvendigt at foretage en fortolkning af artikel 6, stk. 2, i direktiv 87/102 for at afgøre tvisten i hovedsagen.

100.

Det synes heller ikke nødvendigt at fortolke artikel 7 i direktiv 87/102 for at afgøre tvisten i hovedsagen. Ifølge denne direktivbestemmelse skal medlemsstaterne, »[s]åfremt en kreditaftale med henblik på anskaffelse af løsøre opsiges, [...] fastsætte, på hvilke betingelser løsøregenstanden kan tages tilbage, særlig[t] hvis forbrugeren ikke har givet sit samtykke dertil«. Endvidere foreskrives det, at medlemsstaterne skal »sikre, at regnskabet mellem parterne, når kreditgiver tager løsøregenstanden tilbage, opgøres således, at tilbagetagelsen ikke medfører nogen uberettiget berigelse«. Der er imidlertid intet i forelæggelsesafgørelsen, der tyder på, at der i hovedsagen vil opstå et problem i forbindelse med tilbageleveringen af en løsøregenstand til kreditoren. Den forelæggende ret henviser imidlertid muligvis til en tænkt situation, hvor den erhvervsdrivende i betragtning af forbrugerens manglende overholdelse af de kontraktmæssige forpligtelser kunne kræve lånet tilbagebetalt, i hvilket tilfælde der ville rejse sig det spørgsmål, om den erhvervsdrivende også ville have ret til morarenter, der anses for urimelige. Sidstnævnte kunne nemlig i modsat fald betragtes som en uberettiget berigelse. Der er imidlertid intet i forelæggelsesafgørelsen, der tyder på, at anmodningen om præjudiciel afgørelse tager sigte på at afklare dette spørgsmål.

101.

På baggrund af det ovenstående konkluderer jeg, at det ikke er nødvendigt at besvare det fjerde og femte præjudicielle spørgsmål.

102.

Med det sjette præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, om artikel 11, stk. 1, i direktiv 2005/29 skal fortolkes således, at en national ret ex officio kan vurdere, om en handelspraksis, som består i indførelsen i kontrakten af et vilkår om morarenter, er urimelig.

103.

I denne direktivbestemmelse, som den forelæggende ret har nævnt i sit præjudicielle spørgsmål, fastsættes et generelt mål, som medlemsstaterne skal nå i lovgivningen. Der er i den forbindelse tale om, at medlemsstaterne i overensstemmelse med forbrugernes interesse skal påse, at der findes »tilstrækkelige og effektive midler til bekæmpelse af urimelig handelspraksis og til at sikre, at dette direktivs bestemmelser overholdes«. Disse midler omfatter retsforskrifter, hvorefter det er muligt at få adgang til at indbringe en sag for retten i anledning af sådan urimelig handelspraksis og/eller at indlede en sag for en administrativ myndighed, som har kompetence til enten at træffe afgørelse om klager eller at indlede passende retssag. Det kan derfor konstateres, at direktiv 2005/29 med henblik på bekæmpelse af urimelig handelspraksis giver mulighed for at etablere både en retlig og en administrativ procedure på nationalt plan.

104.

I forbindelse med denne præjudicielle sag er imidlertid alene den første variant af relevans, da de rejste retsspørgsmål vedrører den nationale betalingspåkravsprocedure ved en national ret. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at artikel 11, stk. 2, i direktiv 2005/29 fastsætter omfattende beføjelser for medlemsstaternes domstole, som er beskrevet i hovedtrækkene. Disse beføjelser omfatter bl.a. udstedelse af domstolsforbud mod urimelig handelspraksis, vedtagelse af foreløbige forholdsregler og fastsættelse af foranstaltninger for at eliminere virkningerne af denne form for handelspraksis.

105.

Ifølge den entydige ordlyd af denne direktivbestemmelse skal de pågældende beføjelser imidlertid først indrømmes af medlemsstaterne i forbindelse med gennemførelsen af direktivet, idet visse EU-retlige mindstekrav skal overholdes ( 114 ). I forbindelse med gennemførelsen har de desuden et vidt spillerum ( 115 ). I direktiv 2005/29 foreskrives ganske vist en udtømmende harmonisering af de materielle regler om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne ( 116 ), men ikke de processuelle instrumenter til at bekæmpe denne form for handelspraksis. Hvad angår spørgsmålet om en direkte anvendelse af direktiv 2005/29, som den forelæggende ret vel hentyder til med henvisningen til den tilsyneladende manglende gennemførelse af direktiv 2005/29 i Spanien, følger det efter min opfattelse af det ovenstående, at dette hverken er udtrykkeligt foreskrevet, eller at en sådan mulighed synes at have været hensigten på grundlag af formålet med direktiv 2005/29. Som argument mod en udifferentieret direkte anvendelse af bestemmelserne i direktiv 2005/29 fra de nationale domstoles side kan det nemlig anføres, at det netop fremgår af artikel 11, stk. 1, at de procedurer, som medlemsstaterne skal indføre, først vil sikre gennemførelsen af direktivet. Indførelsen af passende midler til bekæmpelse af urimelig handelspraksis viser sig således at være en uomgængelig betingelse for en gennemførelse af direktivets målsætninger på nationalt plan ( 117 ).

106.

Uanset dette fortolkningsresultat kan det med hensyn til det præjudicielle spørgsmåls relevans for afgørelsen konstateres, at der ikke er noget i forelæggelsesafgørelsen, der tyder på, at førsteinstansen ville have anset indførelsen af kontraktvilkåret om morarenter, som den betragtede som urimeligt, for samtidig at være urimelig handelspraksis som omhandlet i direktiv 2005/29. Den forelæggende ret, der som den første rejste spørgsmålet om anvendelsen af direktiv 2005/29 på hovedsagen, taler kun om »mulig urimelig handelspraksis« ( 118 ), uden imidlertid at fremkomme med holdepunkter for en sådan formodning. Det kan på grundlag af den samlede sammenhæng kun antages, at den urimelige handelspraksis efter den forelæggende rets opfattelse består i fastsættelsen af en for høj morarentesats. De få oplysninger i forelæggelsesafgørelsen gør det imidlertid ikke muligt at fastslå med sikkerhed, om den forelæggende ret i det hele taget har foretaget en subsumption af de faktiske omstændigheder på grundlag af direktivets bestemmelser. Heraf følger, at anmodningen om en fortolkning af direktiv 2005/29 ikke har nogen relation til tvisten i hovedsagen. På denne baggrund må det lægges til grund, at det præjudicielle spørgsmål er rent hypotetisk, hvilket parterne også har gjort gældende. Det sjette præjudicielle spørgsmål må derfor også afvises.

107.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg Domstolen at besvare de præjudicielle spørgsmål, som Audiencia Provincial de Barcelona har stillet, på følgende måde: