—

Gilbert Snauwaert, Algemeen Expeditiebedrijf Zeebrugge BVBA og Coldstar NV ved advocaat J. Verbist

—

Den Haerynck ved advocaat E. Gevers

—

De Wintere ved advocaten H. Van Bavel og P. Wytinck

—

den belgiske regering ved J.-C. Halleux, som befuldmægtiget

—

den græske regering ved S. Spyropoulos samt ved Z. Chatzipavlou og V. Karra, som befuldmægtigede

—

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved M. van Beek og S. Schønberg, som befuldmægtigede,

1

Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 221, stk. 1 og 3, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 302, s. 1, herefter »toldkodeksen«).

2

Anmodningerne er blevet indgivet under sager anlagt af dels, i sag C-124/08, Gilbert Snauwaert, Algemeen Expeditiebedrijf Zeebrugge BVBA, Coldstar NV, Dirk Vlaeminck og Den Haerynck samt De Wintere mod Belgische Staat, dels, i sag C-125/08, Géry Deschaumes mod Belgische Staat angående efteropkrævning af importtold.

3

Toldkodeksens artikel 221 bestemmer:

»1.   Så snart afgiftsbeløbet er bogført, underrettes debitor efter en passende fremgangsmåde om beløbets størrelse.

[…]

3.   Underretning af debitor kan ikke ske efter udløbet af en frist på tre år, regnet fra datoen for toldskyldens opståen. Hvis det er på grund af en handling, der vil kunne give anledning til strafferetlig forfølgning, at toldmyndighederne ikke har kunnet fastsætte det nøjagtige efter lovgivningen skyldige afgiftsbeløb, kan den nævnte underretning, for så vidt det er fastsat i gældende bestemmelser, imidlertid ske efter udløbet af den nævnte frist på tre år.«

4

Tvisterne i hovedsagen, som de er beskrevet af den forelæggende ret, vedrører flere tilfælde af svig med import af ikke-godkendt kød på det europæiske marked, som blev gennemført i Belgien i midten af 1990’erne.

5

De pågældende svigagtige handlinger havde til formål dels at sælge billige kødvarer fra tredjelande, som ifølge nationale og fællesskabsretlige standarder normalt var uegnede til menneskeføde, på det europæiske marked, dels ulovligt at oppebære eksportrestitutioner.

6

Som følge af disse svigagtige handlinger blev importafgiften i forhold til de omhandlede varer unddraget, da de kompetente toldmyndigheder ikke rådede over de oplysninger, der var påkrævet for at myndighederne kunne tage hensyn til dem.

7

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen i sag C-124/08, at Gilbert Snauwaert, Dirk Vlaeminck og Den Haerynck samt De Wintere, efter sagerne ved correctionele rechtbank van Antwerpen (kriminalretten i Antwerpen) i første instans, og under appel til hof van beroep te Antwerpen (appeldomstolen i Antwerpen), blev dømt til at hæfte solidarisk for den unddragne importtold og importafgift med tillæg af morarenter. Algemeen Expeditiebedrijf Zeebrugge BVBA og Coldstar NV blev pålagt civilretligt at hæfte for de beløb, som Gilbert Snauwaert henholdsvis Den Haerynck blev pålagt at skulle betale.

8

Den forelæggende ret har anført, at sagsøgerne i hovedsagen til støtte for deres kassationsappel til prøvelse af hof van beroep te Antwerpens dom af 25. oktober 2006 nærmere bestemt har henvist til bestemmelserne i EF-toldkodeksens artikel 221, stk. 1 og 3, og gjort gældende, at sidstnævnte ret fejlagtigt fastslog, dels at den manglende eller forsinkede bogføring af det efter lovgivningen skyldige import- eller eksportafgiftsbeløb ikke har betydning for toldmyndighedernes mulighed for at foretage en opkrævning af nævnte afgifter, dels at det med henblik på forlængelse af den i artikel 221, stk. 3, fastsatte treårige forældelsesfrist, regnet fra datoen for toldskyldens opståen, ingen betydning har at kende ophavsmanden til den handling, der vil kunne give anledning til strafferetlig forfølgning, efter hvilken de pågældende myndigheder ikke har kunnet fastsætte det pågældende beløb.

9

Hof van Cassatie van België har på denne baggrund besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

10

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen i sag C-125/08, at Géry Deschaumes ved hof van beroep te Antwerpens dom af 2. maj 2007 blev pålagt at betale den unddragne told og importafgift med tillæg af morarenter.

11

Den forelæggende ret har anført, at Géry Deschaumes til støtte for sin kassationsappel til prøvelse af ovennævnte dom navnlig har henvist til bestemmelserne i EF-toldkodeksens artikel 221, stk. 1, og gjort gældende, at hof van beroep te Antwerpen ikke har fastslået, at toldskylden blev bogført inden dens underrettelse, og at det ikke fremgår af hovedsagens akter, at denne bogføring har fundet sted.

12

Hof van Cassatie van België har på denne baggrund besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål, der er enslydende med det første spørgsmål i sag C-124/08.

13

Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 22. april 2008 er sagerne C-124/08 og C-125/08 blevet forenet med henblik på den skriftlige og mundtlige forhandling samt dommen.

14

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber gør gældende, at anmodningerne om præjudiciel afgørelse må afvises fra realitetsbehandling, da de er utilstrækkeligt begrundet.

15

I denne henseende bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at det for at opnå en fortolkning af fællesskabsretten, som er brugbar for den nationale ret, er påkrævet, at denne giver en beskrivelse af den faktiske og retlige sammenhæng, som de forelagte spørgsmål indgår i, eller i det mindste redegør for de faktiske forhold, der er baggrunden for dens spørgsmål (jf. bl.a. dom 21.9.1999, sag C-67/96, Albany, Sml. I, s. 5751, præmis 39, af , forenede sager C-51/96 og C-191/97, Deliège, Sml. I, s. 2549, præmis 30, og af , sag C-506/04, Wilson, Sml. I, s. 8613, præmis 38).

16

De i forelæggelsesafgørelserne indeholdte oplysninger skal ikke blot sætte Domstolen i stand til at give formålstjenlige svar, men også give medlemsstaternes regeringer samt andre berørte parter mulighed for at afgive indlæg i henhold til artikel 23 i statutten for Domstolen. Domstolen skal drage omsorg for, at denne mulighed sikres, henset til, at det i henhold til denne bestemmelse kun er forelæggelsesafgørelserne, der meddeles de pågældende parter (jf. bl.a. Albany-dommen, præmis 40, dom af 12.4.2005, sag C-145/03, Keller, Sml. I, s. 2529, præmis 30, og Wilson-dommen, præmis 39).

17

I det foreliggende tilfælde indeholder forelæggelsesafgørelserne tilstrækkelige detaljer til, at medlemsstaternes regeringer samt andre berørte parter har mulighed for at afgive indlæg. Det fremgår i øvrigt af de indlæg, som den belgiske og den græske regering samt Kommissionen har indgivet, at de på en formålstjenlig måde har kunnet tage stilling til spørgsmålene fra den forelæggende ret.

18

Dernæst mener Domstolen sig tilstrækkeligt oplyst gennem oplysningerne i forelæggelsesafgørelsen og i de indlæg, der er afgivet for den, til at kunne give et formålstjenligt svar på spørgsmålene.

19

Det følger af det ovenfor anførte, at Domstolen skal besvare de forelagte spørgsmål.

20

Med disse spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om toldkodeksens artikel 221, stk. 1, skal fortolkes således, at toldmyndighedernes underretning af debitor efter en passende fremgangsmåde om det import- eller eksportafgiftsbeløb, der skal betales, kun kan foretages retsgyldigt, hvis disse afgifters størrelse forudgående er blevet bogført af de pågældende myndigheder.

21

I denne forbindelse bemærkes blot, at det fremgår af ordlyden af toldkodeksens artikel 221, stk. 1, at bogføringen, der ifølge toldkodeksens artikel 217, stk. 1, består i, at afgiftsbeløbet indskrives af toldmyndighederne i regnskabsregistrene eller på anden måde, nødvendigvis skal gå forud for underretningen af debitor om import- eller eksportafgiftens størrelse (dom af 23.2.2006, sag C-201/04, Molenbergnatie, Sml. I, s. 2049, præmis 46).

22

Den kronologiske rækkefølge af bogføringen og underretningen om afgiftsbeløbets størrelse, der er fastslået i selve overskriften til afdeling 1 i kapitel 3, afsnit VII, i toldkodeksen: »Bogføring af afgiftsbeløbet og underretning af debitor herom«, skal således overholdes, idet der ellers kan opstå en situation, hvor de afgiftspligtige behandles forskelligt, og hvor toldunionens rette funktion desuden påvirkes i negativ retning (Molenbergnatie-dommen, præmis 47).

23

Følgelig skal det første spørgsmål, der er forelagt i sag C-124/08, og det eneste spørgsmål i sag C-125/08, besvares med, at toldkodeksens artikel 221, stk. 1, skal fortolkes således, at toldmyndighedernes underretning af debitor efter en passende fremgangsmåde om det import- eller eksportafgiftsbeløb, der skal betales, kun kan foretages retsgyldigt, hvis disse afgifters størrelse forudgående er blevet bogført af de pågældende myndigheder.

24

Med dette spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om toldkodeksens artikel 221, stk. 3, skal fortolkes således, at en medlemsstats toldmyndigheder efter udløbet af treårsfristen, regnet fra datoen for toldskyldens opståen, kun kan foretage en retsgyldig underretning om det afgiftsbeløb, der skal opkræves, over for den person, der er skyldig i den handling, der vil kunne give anledning til strafferetlig forfølgning, efter hvilken de pågældende myndigheder ikke har kunnet fastsætte det nøjagtige afgiftsbeløb.

25

Indledningsvis bemærkes, at udtrykket »en handling, der vil kunne give anledning til strafferetlig forfølgning«, i toldkodeksens artikel 221, stk. 3, omfatter handlinger, der i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvis kompetente myndigheder foretager efteropkrævning, kan anses for strafbare handlinger efter den nationale strafferet [jf. analogt for så vidt angår artikel 3 i Rådets forordning nr. 1697/79 om efteropkrævning af import - eller eksportafgifter, der ikke er opkrævet hos debitor for varer, der er angivet til en toldprocedure, som medfører en forpligtelse til at betale sådanne afgifter (EFT L 197, s. 1), dom af 27.11.1991, sag C-273/90, Meico-Fell, Sml. I, s. 5569, præmis 9].

26

Domstolen har endvidere fastslået, at den omstændighed, at toldmyndighederne kvalificerer en handling som »en handling, der vil kunne give anledning til strafferetlig forfølgning«, ikke indebærer, at det fastslås, at der faktisk er begået en strafbar handling. Denne kvalificering foretages kun i forbindelse med og med henblik på en procedure af rent administrativ karakter, der udelukkende har til formål at gøre det muligt for myndighederne at afhjælpe en urigtig eller utilstrækkelig opkrævning af import- eller eksportafgifter (jf. analogt for så vidt angår artikel 3 i forordning nr. 1697/79, dom af 18.12.2007, sag C-62/06, ZF Zefeser, Sml. I, s. 11995, præmis 28).

27

Med henblik på besvarelsen af dette spørgsmål skal det dels bemærkes, at i overensstemmelse med toldkodeksens artikel 221, stk. 1, skal underretningen om det import- eller eksportafgiftsbeløb, der skal betales, foretages over for debitor for toldskylden.

28

Dels må det fastslås, at artikel 221, stk. 3, første punktum, udgør en forældelsesbestemmelse, hvorefter denne underretning ikke kan ske efter udløbet af en frist på tre år, regnet fra datoen for toldskyldens opståen.

29

Som en undtagelse til denne regel kan toldmyndighederne ifølge samme artikels stk. 3, andet punktum, for så vidt som det er fastsat i gældende bestemmelser, kun foretage denne underretning efter udløbet af den nævnte frist, hvis det er på grund af en handling, der vil kunne give anledning til strafferetlig forfølgning, at myndighederne ikke har kunnet fastsætte det nøjagtige efter lovgivningen skyldige afgiftsbeløb.

30

Det fremgår herefter såvel af ordlyden som af opbygningen af toldkodeksens artikel 221, at der kan gives debitor underretning om afgiftsbeløbet efter udløbet af treårsfristen, hvis toldmyndighederne efter en handling, der vil kunne give anledning til strafferetlig forfølgning, ikke oprindeligt har kunnet fastsætte det nøjagtige efter lovgivningen skyldige afgiftsbeløb, herunder hvis denne skyldner ikke er ophavsmand til den pågældende handling.

31

Denne fortolkning bekræftes i øvrigt gennem anvendelsen af ordene »den nævnte underretning« i toldkodeksens artikel 221, stk. 3, andet punktum, som henviser til ordene »[u]nderretning af debitor« i denne bestemmelses første punktum. Denne bestemmelse begrænser således ikke underretningen om de afgiftsbeløb, der skal betales, til alene at omfatte den ene debitor, som er ophavsmand til en handling, der vil kunne give anledning til strafferetlig forfølgning.

32

Følgelig skal det andet spørgsmål, som er forelagt i sag C-124/08, besvares med, at toldkodeksens artikel 221, stk. 3, skal fortolkes således, at toldmyndighederne kan foretage en retsgyldig underretning af debitor om det efter lovgivningen skyldige afgiftsbeløb, efter udløbet af treårsfristen — regnet fra toldskyldens opståen — når det omhandlede nøjagtige afgiftsbeløb ikke har kunnet fastsættes af de pågældende myndigheder som følge af en handling, der vil kunne give anledning til strafferetlig forfølgning, herunder hvis denne skyldner ikke er ophavsmand til den pågældende handling.

33

Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret: