1)

§ 5, stk. 1, litra a), i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse indgået den 18. marts 1999, der foreligger som bilag til direktiv 1999/70/EF vedrørende rammeaftalen mellem EFS, Unice og CEEP vedrørende tidsbegrænset ansættelse, skal fortolkes således, at den er til hinder for brugen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold, der alene er begrundet i den omstændighed, at dette er foreskrevet ved en generel lovbestemmelse eller administrativ retsforskrift i en medlemsstat. Tværtimod betyder begrebet »objektive omstændigheder« i denne bestemmelses forstand, at anvendelsen af denne særlige ansættelsesform, som fastsat i de nationale retsforskrifter, skal være begrundet i tilstedeværelsen af konkrete forhold navnlig vedrørende den omhandlede arbejdsaktivitet og betingelserne for udøvelsen heraf.

2)

§ 5, stk. 1, i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for nationale retsforskrifter som de i hovedsagen omhandlede, der som præventiv foranstaltning mod misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold fastsætter en maksimal samlet varighed af sådanne kontrakter, men samtidig åbner mulighed for undtagelser hertil for visse kategorier af arbejdstagere, såfremt disse i det mindste er beskyttet af én af de præventive foranstaltninger mod misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold, der er angivet i ovennævnte bestemmelse.

3)

§ 5, stk. 1, i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for nationale retsforskrifter som de i hovedsagen omhandlede, der som foranstaltninger over for misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold foreskriver udbetaling af løn og erstatning samt strafferetlige og disciplinære sanktioner, idet den forelæggende ret dog skal sikre sig, at betingelserne for anvendelsen af og den effektive gennemførelse af den relevante nationale lovgivning udgør tilstrækkelige sanktioner over for misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold inden for den offentlige sektor.

4)

§ 5, stk. 1, i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse skal, for så vidt som den pågældende medlemsstats interne retsorden ikke indeholder andre effektive foranstaltninger i den offentlige sektor med henblik på at undgå og eventuelt sanktionere misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold, hvilket bør påses af den forelæggende ret, fortolkes således, at den er til hinder for nationale retsforskrifter som de i hovedsagen foreliggende, når disse af tidsmæssige årsager ikke finder anvendelse på flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold, der er indgået eller fornyet efter udløbet af den periode, der er foreskrevet i direktiv 1999/70 for dettes gennemførelse, i tilfælde, hvor disse ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold ikke længere var i kraft på tidspunktet for disse retsforskrifters ikrafttræden eller på et hvilket som helst tidspunkt inden for en tremåneders periode forud herfor.

5)

Under omstændigheder som dem, der foreligger i hovedsagen, skal § 5, stk. 1, i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse fortolkes således, at når den pågældende medlemsstats interne retsorden i den omhandlede sektor indeholder andre effektive foranstaltninger med henblik på at undgå og eventuelt sanktionere misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold i § 5, stk. 1’s forstand, er bestemmelsen ikke til hinder for anvendelsen af en national retsforskrift, der alene for så vidt angår den offentlige sektor nedlægger et absolut forbud mod at ændre en række på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der, idet de har haft til formål at opfylde arbejdsgiverens faste og varige behov, bør anses for misbrug, til en tidsubegrænset ansættelseskontrakt. Det påhviler dog den forelæggende ret at vurdere, i hvilket omfang betingelserne for anvendelsen af og en effektiv gennemførelse af de relevante bestemmelser i den interne retsorden udgør tilstrækkelige foranstaltninger til at hindre og eventuelt sanktionere misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold inden for den offentlige sektor.

6)

§ 5, stk. 1, i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse skal fortolkes således, at den i princippet ikke er til hinder for, at tvister vedrørende misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold i den offentlige sektor henhører under forvaltningsdomstolenes enekompetence. Den forelæggende ret skal dog påse, at retten til en effektiv domstolsbeskyttelse under overholdelse af principperne om effektivitet og ækvivalens er sikret.

7)

§ 8, stk. 3, i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for nationale retsforskrifter som dem, der er omtvistet i hovedsagen, der, for at der kan siges at være tale om misbrug af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, fastsætter yderligere betingelser i forhold til dem, der var fastsat i den tidligere gældende nationale lovgivning, navnlig såsom artikel 8, stk. 3, i lov nr. 2112/1920 om obligatorisk opsigelse af ansættelseskontrakten for ansatte i den private sektor, såfremt sådanne betingelser, hvilket det påhviler ovennævnte ret at påse, alene vedrører en begrænset kategori af arbejdstagere, der har indgået en tidsbegrænset ansættelsesaftale, eller opvejes af vedtagelsen af præventive foranstaltninger mod misbrug af tidsbegrænsede arbejdskontrakter som omhandlet i § 5, stk. 1, i den nævnte rammeaftale.

8)

Det påhviler den forelæggende ret i videst muligt omfang at fortolke de relevante nationale retsregler i overensstemmelse med § 5, stk. 1, og § 8, stk. 3, i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse og i denne sammenhæng tage stilling til, om en bestemmelse i national ret som § 8, stk. 3, i lov nr. 2112/1920 bør finde anvendelse i hovedsagen i stedet for visse andre bestemmelser i national ret.