Sag C-208/03 P

Jean-Marie Le Pen

mod

Europa-Parlamentet

»Appel – valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet – ingen ensartet valgprocedure – anvendelse af national ret – mandatbortfald for medlem af Europa-Parlamentet efter en straffedom – retsakt, hvorved Parlamentet tager dette mandatbortfald »til efterretning« – annullationssøgsmål – retsakt, der ikke kan gøres til genstand for søgsmål – afvisning«

Forslag til afgørelse fra generaladvokat F.G. Jacobs fremsat den 27. januar 2005 

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 7. juli 2005. 

Sammendrag af dom

1.     Appel – anbringender – anbringender og argumenter, som blot gentager det for Retten påberåbte – afvisning – bestridelse af Rettens fortolkning eller anvendelse af fællesskabsretten – formaliteten

[Art. 225 EF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1; Domstolens procesreglement, art. 112, stk. 1, litra c)]

2.     Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – begreb – akter, der fremkalder bindende retsvirkninger – erklæring fra Europa-Parlamentets formand, der tager til efterretning, at et mandat er blevet ledigt som følge af nationale myndigheders anvendelse af nationale bestemmelser – ikke omfattet

(Art. 230 EF; akt om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Forsamlingen, art. 12, stk. 2)

1.     I henhold til artikel 225 EF, artikel 58, stk. 1, i Domstolens statut og artikel 112, stk. 1, litra c), i Domstolens procesreglement skal et appelskrift præcist angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand. Dette krav er ikke opfyldt, når appelskriftet – endog uden at indeholde en argumentation, der har til formål præcist at angive den retlige fejl, som den appellerede dom angiveligt er behæftet med – blot gentager eller ordret gengiver de anbringender og argumenter, der allerede er blevet fremført for Retten. Derimod kan retsspørgsmål, som Retten har behandlet, diskuteres på ny under en appelsag, såfremt appellanten bestrider Rettens fortolkning eller anvendelse af fællesskabsretten. Hvis en appellant nemlig ikke således kunne basere sin appel på anbringender og argumenter, som allerede havde været fremført for Retten, ville appelproceduren blive berøvet en del af sin mening.

(jf. præmis 39 og 40)

2.     For at afgøre, om akter kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål i henhold til artikel 230 EF, er det selve disses indhold samt koncipistens hensigt, der skal tillægges vægt, idet en retsakts eller afgørelses form principielt er uden betydning. Det kan således ikke udelukkes, at en skriftlig meddelelse eller en rent mundtlig erklæring undergives Domstolens kontrol i henhold til artikel 230 EF.

Bedømmelsen af en erklæring, der er afgivet af Parlamentets formand under et plenarmøde, og hvorefter et medlems mandat er blevet ledigt, må imidlertid ikke finde sted uden hensyntagen til de regler og procedurer, der vedrører valg af medlemmerne af Parlamentet. Da der på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i tvisten ikke var blevet vedtaget en ensartet valgprocedure for valg af medlemmerne af den nævnte institution, forblev denne procedure i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2, i akten af 1976 om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Forsamlingen reguleret af de gældende bestemmelser i hver medlemsstat. Såfremt det følger af bestemmelserne i lovgivningen i en medlemsstat, at manglende valgbarhed medfører bortfald af mandatet som medlem af Parlamentet, havde Parlamentet intet andet valg end straks at tage den konstatering til efterretning, som de nationale myndigheder havde foretaget, hvorefter mandatet var ledigt, idet denne konstatering omhandlede en allerede gældende retsstilling, der udelukkende var et resultat af disse myndigheders afgørelse.

Det følger således af selve ordlyden af artikel 12, stk. 2, i akten af 1976, i medfør af hvilken det påhviler Parlamentet at tage et mandats ledighed, der følger af en medlemsstats nationale bestemmelser, »til efterretning«, at Parlamentet ikke råder over noget skøn i relation hertil. I denne særlige situation består Parlamentets opgave ikke i at konstatere mandatets ledighed, men blot i at tage ledigheden af mandatet, der allerede er konstateret af de nationale myndigheder, til efterretning, mens institutionen i de andre situationer, navnlig ved nedlæggelse af et mandat eller ved et medlems død, har en mere aktiv rolle, idet den selv konstaterer, at mandatet er ledigt, og underretter den berørte medlemsstat om denne ledighed. I øvrigt tilkommer det heller ikke Parlamentet – men de kompetente nationale domstole eller i givet fald Den Europæiske Menneskerettighedsdomsstol – at efterprøve overholdelsen af proceduren i henhold til gældende national ret eller beskyttelsen af den pågældende parts grundlæggende rettigheder.

(jf. præmis 46-50 og 56)

DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)

7. juli 2005(*)

»Appel – valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet – ingen ensartet valgprocedure – anvendelse af national ret – mandatbortfald for medlem af Europa-Parlamentet efter en straffedom – retsakt, hvorved Parlamentet tager dette mandatbortfald »til efterretning« – annullationssøgsmål – retsakt, der ikke kan gøres til genstand for søgsmål – afvisning«

I sag C-208/03 P,

angående appel i henhold til artikel 56 i Domstolens statut, iværksat den 10. maj 2003,

Jean-Marie Le Pen, Saint-Cloud (Frankrig), ved avocat F. Wagner,

appellant,

de øvrige parter i appelsagen:

Europa-Parlamentet ved H. Krück og C. Karamarcos, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøgt i første instans,

Den Franske Republik ved R. Abraham, G. de Bergues og L. Bernheim, som befuldmægtigede,

intervenient i første instans,

har

DOMSTOLEN (Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, C.W.A. Timmermans (refererende dommer), og dommerne R. Silva de Lapuerta, J. Makarczyk, P. Kūris og G. Arestis,

generaladvokat: F.G. Jacobs,

justitssekretær: R. Grass,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 27. januar 2005,

afsagt følgende

Dom

1       Jean-Marie Le Pen har iværksat appel af den dom, som Retten i Første Instans afsagde den 10. april 2003 i sagen Le Pen mod Parlamentet (sag T-353/00, Sml. II, s. 1729, herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten afviste den sag, han havde anlagt med henblik på at få den afgørelse, der blev truffet i form af en erklæring af 23. oktober 2000 fra Europa-Parlamentets formand, og som vedrører bortfaldet af hans mandat som medlem af Europa-Parlamentet, annulleret (herefter »den omtvistede retsakt«).

2       Ved særskilt dokument, der blev registreret hos Rettens Justitskontor den 10. juni 2003, fremsatte Le Pen i henhold til artikel 242 EF og 243 EF også en begæring med henblik på at opnå udsættelse med gennemførelsen af den omtvistede retsakt. Denne begæring blev ikke taget til følge i den kendelse, der blev afsagt af Domstolens præsident den 31. juli 2003 i sagen Le Pen mod Parlamentet (sag C-208/03 P-R, Sml. I, s. 7939).

 Retsforskrifter

 Fællesskabsbestemmelser

 EF-traktaten

3       Artikel 190, stk. 4, EF bestemmer, at Europa-Parlamentet udarbejder forslag til afholdelse af almindelige direkte valg ifølge en i alle medlemsstater ensartet fremgangsmåde eller efter principper, der er fælles for disse medlemsstater, og at Rådet for Den Europæiske Union, der træffer afgørelse med enstemmighed efter samstemmende udtalelse fra Europa-Parlamentet, der er tiltrådt af et flertal af dets medlemmer, fastsætter forskrifter herom, som det henstiller til de nævnte medlemsstater at vedtage i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser.

 Akten af 1976

4       Den 20. september 1976 vedtog Rådet afgørelse 76/787/EKSF, EØF, Euratom vedrørende akten om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Forsamlingen (EFT L 278, s. 1), hvilken akt er medtaget som bilag til den nævnte afgørelse (herefter, i sin oprindelige version, »akten af 1976«).

5       I henhold til artikel 3, stk. 1, i akten af 1976 »vælges« Parlamentets medlemmer »for en periode på fem år«.

6       Artikel 6 i akten af 1976 opregner i stk. 1 de hverv, hvormed hvervet som medlem af Parlamentet er uforeneligt, og det fastsættes i stk. 2, at hver medlemsstat »i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2, [kan] fastsætte, hvilke hverv der er uforenelige på nationalt plan«. Efter ordlyden af artikel 6, stk. 3, »udskiftes [medlemmerne af Parlamentet]«, på hvilke bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder anvendelse i løbet af mandatperioden, »i overensstemmelse med artikel 12«.

7       Det præciseres i artikel 7, stk. 1, i akten af 1976, at udarbejdelse af forslag til en ensartet valgprocedure henhører under Parlamentets kompetence, men på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i tvisten var der endnu ikke blevet vedtaget en sådan procedure.

8       Artikel 7, stk. 2, i akten af 1976 lyder således:

»Indtil en ensartet valgprocedure er trådt i kraft og med forbehold af de øvrige forskrifter i denne akt, er valgproceduren undergivet hver medlemsstats nationale forskrifter.«

9       Artikel 11 i akten af 1976 er formuleret som følger:

»Indtil den i artikel 7, stk. 1, fastsatte ensartede valgprocedure er trådt i kraft, prøver [Parlamentet] repræsentanternes mandater. Med henblik herpå tager [det] de valgresultater, der officielt er bekendtgjort af medlemsstaterne, til efterretning og træffer afgørelse i eventuelle tvivlsspørgsmål, der måtte opstå på grundlag af bestemmelserne i denne akt, bortset fra tvivlsspørgsmål vedrørende de nationale bestemmelser, som denne akt henviser til.«

10     Artikel 12 i akten af 1976 bestemmer:

»1. Indtil den i artikel 7, stk. 1, fastsatte ensartede valgprocedure er trådt i kraft og med forbehold af de øvrige bestemmelser i denne akt, fastlægger hver medlemsstat de nærmere procedurer med henblik på, at et mandat, som måtte blive ledigt i løbet af den i artikel 3 omhandlede femårige periode, besættes for resten af denne periode.

2. Dersom mandatet er blevet ledigt som følge af en medlemsstats nationale bestemmelser, underretter denne [Europa-Parlamentet] herom, og [Parlamentet] tager meddelelsen til efterretning.

I alle øvrige tilfælde konstaterer [Parlamentet], at et mandat er blevet ledigt, og underretter medlemsstaten herom.«

Parlamentets forretningsorden

11     Artikel 7 med overskriften »Valgs prøvelse« i den version af Parlamentets forretningsorden, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder (EFT 1999 L 202, s. 1), bestemte:

»1. På grundlag af en betænkning fra sit kompetente udvalg foretager Parlamentet omgående valgs prøvelse og træffer afgørelse om hvert enkelt nyvalgt medlems mandat og om eventuelle indsigelser indgivet på grundlag af bestemmelserne i akten af […] 1976, men ikke om indsigelser på grundlag af de nationale valglove.

[...]

4. Det kompetente udvalg påser, at medlemsstaternes og Unionens myndigheder omgående giver Parlamentet alle oplysninger, som vil kunne påvirke et medlem af Europa-Parlamentet i dettes udøvelse af sit mandat eller suppleanternes rækkefølge; er der tale om en udnævnelse, angives den dato, fra hvilken udnævnelsen har virkning.

Indleder medlemsstaternes kompetente myndigheder en procedure, som kan føre til mandatbortfald for et medlem, anmoder formanden dem om at blive løbende orienteret om sagens udvikling. Han henviser sagen til det kompetente udvalg, på hvis forslag Parlamentet kan afgive udtalelse.

Ethvert medlem, hvis mandat endnu ikke er prøvet, eller for hvem der ikke er truffet afgørelse om en indsigelse, deltager i Parlamentets og dets organers møder med fulde rettigheder.

[...]«

12     Forretningsordenens artikel 8 om »mandatets varighed« bestemte endvidere:

»1. Mandatet begynder og ophører i overensstemmelse med akten af [...] 1976. Det ophører ligeledes ved dødsfald eller nedlæggelse af mandatet.

[...]

6. Mandatet anses som ophørt og ledigt fra følgende tidspunkter:

–      ved nedlæggelse af mandat: fra datoen for Parlamentets konstatering af, at mandatet er blevet ledigt, i overensstemmelse med protokollen om mandatnedlæggelsen

–      ved udnævnelse til hverv, som er uforenelige med mandatet som medlem af Europa-Parlamentet enten i henhold til den nationale valglov eller i henhold til artikel 6 i akten af [...] 1976: fra det tidspunkt, der angives af medlemsstaternes eller Unionens kompetente myndigheder.

[...]

8. Enhver indsigelse mod gyldigheden af et allerede prøvet mandat henvises til det kompetente udvalg, som omgående aflægger beretning til Parlamentet senest ved begyndelsen af den efterfølgende mødeperiode.

9. Parlamentet forbeholder sig ret til at erklære prøvede mandater for ugyldige eller til at nægte at erklære et mandat for ledigt, dersom der i forbindelse med godkendelsen eller ophævelsen af mandatet konstateres materielle unøjagtigheder eller mangler ved samtykket.«

 National ret

13     Ifølge artikel 5 i lov 77-729 af 7. juli 1977 om valg af repræsentanter til De Europæiske Fællesskabers Forsamling (JORF af 8.7.1977, s. 3579) i den version, der finder anvendelse i sagen (herefter »loven af 1977«), gælder følgende:

»Valglovens artikel LO 127 til LO 130-1 gælder for valg af [medlemmer til Europa-Parlamentet] [...]

Såfremt et medlem mister sin valgbarhed under mandatets varighed, ophører dette. Dette fastslås ved dekret.«

14     Artikel 25 i loven af 1977 er formuleret som følger:

»Enhver vælger kan anfægte valg af [medlemmer til Europa-Parlamentet] under et søgsmål for Conseil d’État inden for ti dage efter forkyndelsen af valgresultaterne og med hensyn til ethvert spørgsmål om anvendelsen af denne lov. Afgørelsen træffes i plenum.

Søgsmålet har ikke opsættende virkning.«

 De faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisten, og retsforhandlingerne ved Retten

15     Således som det fremgår af sagens akter, der er fremlagt for Domstolen, udspringer den tvist, der gav anledning til sagen ved Retten, af den straf, de franske domstole pålagte appellanten ved dom, og af de retsvirkninger, der i fransk ret knytter sig til en sådan dom i relation til udøvelsen af et mandat, hvortil man er valgt, navnlig som medlem af Europa-Parlamentet.

16     Le Pen, der blev valgt til medlem af Europa-Parlamentet den 13. juni 1999, var tidligere ved dom afsagt af tribunal correctionnel de Versailles (Frankrig) den 2. april 1998 blevet kendt skyldig i vold og offentlige injurier og senere under en appelsag blevet kendt skyldig i vold mod en person, der var indehaver af offentlig myndighed, i forbindelse med dennes udøvelse af sine funktioner, hvorved det var åbenbart eller kendt af gerningsmanden, at offeret havde denne stilling. For denne overtrædelse, der er optaget i og gjort strafbart i den franske straffelovs artikel 222-13, stk. 1, nr. 4, blev appellanten ved dom afsagt af cour d’appel de Versailles den 17. november 1998 idømt tre måneders betinget fængsel og en bøde på 5 000 FRF. Som tillægsstraf bestemte denne domstol endvidere, at de rettigheder, der nævnes i straffelovens artikel 131-26, var fortabt for en periode på et år, idet denne fortabelse dog var begrænset til valgbarhed.

17     Efter at Cour de cassation (Frankrig) ved dom af 23. november 1999 havde forkastet appellantens appel af den nævnte dom, fastslog premierministeren i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, i loven af 1977 ved dekret af 31. marts 2000, at »Jean-Marie Le Pens tab af valgbarhed [medførte] ophør af hans mandat som repræsentant i Europa-Parlamentet«. Dette dekret blev meddelt appellanten ved en skrivelse fra det franske udenrigsministeriums direktør af 5. april 2000 samt tilstillet formanden for Europa-Parlamentet, der under plenarmødet den 3. maj 2000 informerede parlamentsmedlemmerne, ligesom hun bekendtgjorde, at det var hendes hensigt at forelægge sagen vedrørende bortfald af Le Pens mandat for Udvalget om Retlige Anliggender og det Indre Marked (herefter »Retsudvalget«) i overensstemmelse med artikel 7, stk. 4, andet afsnit, i Parlamentets forretningsorden.

18     Prøvelsen af appellantens valg blev foretaget af Retsudvalget for lukkede døre under dets møder den 4., 15. og 16. maj 2000. Ved afslutningen af det sidste af disse møder fremsendte Retsudvalgets formand en skrivelse til formanden for Parlamentet, der har følgende ordlyd:

»Fru formand,

På sit møde den 16. maj 2000 genoptog [Retsudvalget] behandlingen af Jean-Marie Le Pens situation. Udvalget er klar over, at dekretet fra den franske premierminister, som blev tilstillet appellanten den 5. april 2000 og offentliggjort i Journal officiel de la République française den 22. april 2000, er [blevet eksigibelt]. Udvalget har imidlertid hæftet sig ved, som det nævnes i den skrivelse, der informerer den berørte part om dekretet, at denne har mulighed for at indbringe afgørelsen for Conseil d’État. Et sådant skridt må forventes at være ledsaget af en anmodning om [udsættelse af dekretets eksigible virkning].

Med henvisning til den tidligere trufne beslutning om ikke på nuværende tidspunkt at anbefale, at Parlamentet formelt tager dekretet vedrørende J.-M. Le Pen til efterretning, undersøgte udvalget mulige måder at gå videre med sagen på. Til støtte for denne beslutning blev sagen omkring Bernard Tapie nævnt som en mulig vej at gå, hvilket ville få til følge, at Europa-Parlamentet først skulle tage dekretet om fortabelse af mandatet formelt til efterretning, når fristen for at indbringe afgørelsen for Conseil d’État er udløbet, eller, dersom det måtte blive aktuelt, til denne ret har truffet en afgørelse.«

19     Formanden for Parlamentet oplæste personligt denne skrivelse under plenarmødet den 18. maj 2000, og hun meddelte samtidigt, at det var hendes hensigt at følge »Retsudvalgets udtalelse«.

20     Ved skrivelse af 9. juni 2000 til Védrine og Moscovici, henholdsvis udenrigsminister og minister for europæiske anliggender, oplyste Parlamentets formand de to ministre om, at eftersom »mandatbortfaldet er [uigenkaldeligt], [tager] Europa-Parlamentet først formelt [...] dekretet [af 31. marts 2000] til efterretning ved udløbet af fristen for at indbringe sagen [for] Conseil d’État, eller i givet fald efter at retten har truffet afgørelse.«

21     Parlamentets holdning blev stærkt bestridt af de franske myndigheder, der dels gjorde gældende, at Parlamentet ved at handle således havde undladt at tage hensyn til ordlyden af artikel 12, stk. 2, i akten af 1976, dels at den påberåbte grund under ingen omstændigheder kunne begrunde en sådan tilsidesættelse, men denne indsigelse fik ingen virkning.

22     Således bekræftede Parlamentets formand ved skrivelse af 16. juni 2000, at Parlamentet »først [ville tage] til efterretning, at Le Pens mandat var bortfaldet, når [dekretet] var blevet endeligt«, hvilket endnu ikke var tilfældet, idet appellanten den 5. juni 2000 havde anlagt et søgsmål ved den franske Conseil d’État med påstand om annullation af det nævnte dekret. Hun begrundede denne stillingtagen med henvisning til fortilfældet med B. Tapie og hensynet til retssikkerheden.

23     Le Pens søgsmål blev forkastet ved Conseil d’États afgørelse af 6. oktober 2000. Derfor fremsendte Védrine og Moscovici den 12. oktober 2000 en skrivelse til Parlamentets formand, hvori de, idet de fremhævede, at den franske regering hele tiden »på det bestemteste havde bestridt« Parlamentets stillingtagen, der bestod i at afvente det franske Conseil d’États afgørelse i den af appellanten anlagte sag til prøvelse af dekretet af 31. marts 2000 – hvilken stillingtagen regeringen anså for en tilsidesættelse af »ordlyden af og ånden i akten af 1976« – anmodede Parlamentet om at »bringe […] sig i overensstemmelse med fællesskabsretten« og hurtigst muligt gennem formandens udtalelse tage til efterretning, at Le Pens mandat er bortfaldet.

24     Ved skrivelse af 20. oktober 2000 underrettede Parlamentets formand appellanten om, at hun dagen før havde modtaget de franske myndigheders officielle meddelelse om den nævnte dom fra Conseil d’État, og at hun i henhold til Parlamentets forretningsorden og akten af 1976 »ville tage dekretet af [31. marts 2000] til efterretning ved plenarmødets genoptagelse den 23. oktober« samme år.

25     Ved skrivelse af 23. oktober 2000 oplyste Le Pen Parlamentets formand om dels, at han bestred gyldigheden af den nævnte afgørelse fra Conseil d’État, idet dommen i modstrid med ordlyden af artikel 25 i loven af 1977 ikke var blevet afsagt i denne retsinstans’ plenum, dels at han havde indgivet en benådningsansøgning til præsidenten for Den Franske Republik samt anlagt sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol med begæring om udsættelse med gennemførelsen af mandatbortfaldet. Derfor anmodede Le Pen om, at der blev holdt et nyt møde i Retsudvalget, og at han blev hørt af udvalget, inden dekretet af 31. marts 2000 blev bekræftet af Parlamentet.

26     Formanden efterkom ikke denne begæring. Ifølge mødereferatet for forhandlingerne under plenarmødet den 23. oktober 2000 fremsatte formanden for Parlamentet, under det punkt på dagsordenen, der havde overskriften »Meddelelser fra formanden«, følgende erklæring:

»Jeg skal oplyse Dem om, at jeg torsdag den 19. oktober 2000 fik officiel meddelelse fra den franske stats kompetente myndigheder om en dom, dateret den 6. oktober 2000, fra Conseil d’État, som afviser den appel, Jean-Marie Le Pen havde iværksat til prøvelse af den franske premierministers dekret af 31. marts 2000, gående ud på at nedlægge hans mandat i Europa-Parlamentet.

Jeg skal også oplyse Dem om, at jeg siden da har modtaget kopi af den benådningsansøgning, som Charles de Gaulle, Carl Lang, Jean-Claude Martinez og Bruno Gollnisch har indbragt for Jacques Chirac, Frankrigs præsident, til fordel for J.-M. Le Pen.«

27     Efter denne udtalelse gav formanden for Parlamentet ordet til formanden for Retsudvalget, som udtalte:

»Fru formand, [Retsudvalget] besluttede, efter drøftelser på mødet den 15. og 16. maj dette år, at anbefale at suspendere meddelelsen på plenarmødet om Parlamentets erklæring vedrørende nedlæggelsen af Jean-Marie Le Pens mandat. Jeg understreger, at Retsudvalget anbefalede at suspendere denne meddelelse indtil udløbet af den frist, Le Pen havde til at iværksætte appel til det franske Conseil d’État eller appellere dets beslutning. Jeg citerer her fra det brev af 17. maj, som De selv, fru formand, læste op for plenarforsamlingen.

Conseil d’État har – som De har sagt – forkastet denne appel, og vi er blevet behørigt orienteret herom. Der er således ingen grund til at udsætte denne meddelelse på plenarmødet, som er obligatorisk i henhold til den primære ret, nærmere bestemt artikel 12, stk. 2, i [akten af 1976].

Den benådningsansøgning, De nævner, fru formand, ændrer ikke ved denne situation, da det ikke drejer sig om et søgsmål. Som navnet antyder, er det en retsakt fra statsoverhovedet, der ikke berører den franske regerings dekret, som i overensstemmelse med Retsudvalgets anbefaling skal meddeles på plenarmødet.«

28     Efter denne udtalelse tog formanden for Parlamentet ordet og erklærede:

»Som følge heraf tager Europa-Parlamentet, i overensstemmelse med artikel 12, stk. 2, i [akten af 1976] meddelelsen fra den franske regering om bortfaldet af Jean-Marie Le Pens mandat til efterretning.«

29     Hun opfordrede herefter appellanten til at forlade mødesalen og udsatte mødet for at gøre hans opbrud lettere.

30     Ved skrivelse af 27. oktober 2000 underrettede Parlamentets formand for det første den franske udenrigsminister om den omstændighed, at Parlamentet havde taget bortfaldet af Le Pens mandat »til efterretning«, og anmodede ham for det andet om i henhold til artikel 12, stk. 1, i [akten af 1976] at meddele navnet på den person, der skulle besætte det mandat, der var blevet ledigt.

31     Ved skrivelse af 13. november 2000 svarede den nævnte minister, at »Marie France Stirbois [skulle] efterfølge Jean-Marie Le Pen på Front nationals liste til Europa-valgene«.

32     Det er under disse omstændigheder, at Le Pen ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 21. november 2000 anlagde sag med påstand om annullation af den omtvistede retsakt. Ved særskilt dokument registreret samme dag på Justitskontoret fremsatte Le Pen en begæring om foreløbige forholdsregler med henblik på at få gennemførelsen af samme retsakt udsat.

33     Ved kendelse af 26. januar 2001 i sagen Le Pen mod Parlamentet (sag T-353/00 R, Sml. II, s. 125) imødekom præsidenten for Retten den sidstnævnte begæring og bestemte, at gennemførelsen af »den beslutning, der er truffet i form af en erklæring fra Europa-Parlamentets formand den 23. oktober 2000, udsættes, for så vidt den udgør en beslutning truffet af Europa-Parlamentet, hvorved dette tager bortfaldet af sagsøgerens mandat som medlem af Europa-Parlamentet til efterretning«. Le Pen blev følgelig på ny medlem af Parlamentet og indtog igen sin plads i mødesalen, som han havde forladt den 23. oktober 2000.

34     Imidlertid afviste Retten ved den appellerede dom Le Pens sag og tilpligtede ham at bære sine egne omkostninger og betale Europa-Parlamentets omkostninger i hovedsagen og i sagen om foreløbige forholdsregler.

 Den appellerede dom

35     Med henblik på at nå frem til denne konklusion, som støttedes af såvel Parlamentet som Den Franske Republik, der var blevet givet tilladelse til at intervenere til støtte for denne institutions påstande, baserede Retten sig i det væsentligste på den omstændighed, at den omtvistede retsakt, som følge af dens særlige karakter, ikke kunne gøres til genstand for et annullationssøgsmål i henhold til artikel 230 EF. I den forbindelse fastslog Retten nærmere bestemt følgende:

»77      Det bemærkes, at ifølge fast retspraksis er det kun de foranstaltninger, der har retligt bindende virkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling, der udgør retsakter, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål som omhandlet i artikel 230 EF (Domstolens dom af 11.11.1981, sag 60/81, IBM mod Kommissionen, Sml. s. 2639, præmis 9, og Rettens dom af 4.3.1999, sag T-87/96, Assicurazioni Generali og Unicredito mod Kommissionen, Sml. II, s. 203, præmis 37). Enhver af institutionerne vedtagen bestemmelse, som er bestemt til at afføde retsvirkninger, uanset dens art eller form, kan således gøres til genstand for annullationssøgsmål (jf. Domstolens dom af 31.3.1971, sag 22/70, Kommissionen mod Rådet, Sml. 1971, s. 41, org.ref.: Rec. s. 263, præmis 42).

78      [Den omtvistede] retsakt […] i den foreliggende sag, er den erklæring, som Parlamentets formand afgav under plenarforsamlingen den 23. oktober 2000, ifølge hvilken »[...] Parlamentet, i overensstemmelse med artikel 12, stk. 2, i [akten af 1976] [tager] meddelelsen fra den franske regering om bortfaldet af [sagsøgerens] mandat til efterretning«.

79      Herefter skal det undersøges, om denne erklæring har retligt bindende virkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling.

80      I denne forbindelse skal den retlige sammenhæng, som den nævnte erklæring indgår i, bringes i erindring.

81      Det ligger fast, at der på tidspunktet for de faktiske omstændigheder ikke var blevet vedtaget en ensartet valgprocedure for valg at medlemmer til Europa-Parlamentet.

82      Derfor forblev valgproceduren for dette valg i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2, i akten af 1976 underlagt hver medlemsstats nationale forskrifter.

83      Det følger således navnlig af artikel 12, stk. 2, første afsnit, i akten af 1976, at »en medlemsstats nationale bestemmelser« kan medføre, at mandatet for et medlem af Europa-Parlamentet bliver ledigt.

84      Under henvisning til akten af 1976 vedtog [Den Franske Republik] navnlig loven af 1977. Denne lovs artikel 2 bestemmer, at valget af medlemmer til Europa-Parlamentet reguleres af »valglovens afsnit I, første bog, og bestemmelserne i de følgende kapitler«. Samme lovs artikel 5, der findes i kapitel III [med overskriften] »Betingelserne for valgbarhed, manglende valgbarhed og tilfælde af uforenelighed«, bestemmer bl.a., at »[a]rtiklerne LO 127 til LO 130-1 i valgloven finder anvendelse på valg af [medlemmer til Europa-Parlamentet]«, at »[m]anglende valgbarhed, når den indtræder i mandatperioden, bringer mandatet til ophør«, og at »konstateringen af den manglende valgbarhed sker ved dekret«.

85      Artikel 12, stk. 2, i akten af 1976 sondrer mellem to situationer for så vidt angår de tilfælde, hvor mandater for medlemmer af Europa-Parlamentet bliver ledige.

86      Den første situation er nævnt i denne bestemmelses første afsnit og omfatter de tilfælde, hvor mandaterne er blevet ledige som følge af »en medlemsstats nationale bestemmelser«. Den anden situation, der nævnes i samme bestemmelses andet afsnit, omhandler »alle øvrige tilfælde«.

87      Det bemærkes i den forbindelse, at i modsætning til det, som sagsøgeren har gjort gældende, er den første situation ikke på nogen måde begrænset til de tilfælde af uforenelighed, der omhandles i artikel 6 i akten af 1976, men omfatter også de tilfælde, hvor der er tale om manglende valgbarhed. Det er ganske vist korrekt, at artikel 6, stk. 3, i akten af 1976 angiver, at medlemmer af Europa-Parlamentet, på hvilke »stk. 1 og 2 finder anvendelse«, udskiftes »i overensstemmelse med artikel 12«. Det kan imidlertid ikke udledes at denne henvisning, at artikel 12 kun omhandler de tilfælde af uforenelighed, der omfattes af artikel 6, stk. 1 og 2. Endvidere må det nødvendigvis fastslås, at denne artikel 12 på ingen punkter henviser til udtrykket »uforenelighed«, men anvender det meget bredere begreb »ledigt [mandat]«.

88      I den første situation, der omtales i artikel 12, stk. 2, i akten af 1976, begrænser Parlamentets rolle sig til at »tage til efterretning«, at den berørte parts mandat er blevet ledigt. I den anden situation, der f.eks. omfatter det tilfælde, hvor et af Parlamentets medlemmer nedlægger sit mandat, »konstaterer [Parlamentet], at et mandat er blevet ledigt, og underretter medlemsstaten herom«.

89      Da den retsakt, der anfægtes i den foreliggende sag, blev vedtaget under henvisning til artikel 12, stk. 2, første afsnit, i akten af 1976, skal der ske en fastlæggelse af rækkevidden af den opgave, der består i at »tage til efterretning«, og som er fastsat i denne bestemmelse.

90      I den forbindelse skal det understreges, at opgaven, der består i at »tage til efterretning«, ikke henviser til bortfaldet af den berørte parts mandat, men til den blotte omstændighed, at hans mandat er blevet ledigt som følge af en medlemsstats nationale bestemmelser. Parlamentets rolle består med andre ord på ingen måde i at »gennemtvinge« mandatbortfaldet, som sagsøgeren har hævdet, men rollen begrænser sig til at tage den konstatering af mandatets ledighed til efterretning, som de nationale myndigheder allerede havde foretaget, dvs. en allerede gældende retsstilling, der udelukkende er et resultat af disse myndigheders afgørelse.

91      Den kontrolbeføjelse, Parlamentet har i denne sammenhæng, er særligt begrænset. Den begrænser sig i det væsentlige til en kontrol af, om det faktisk er korrekt, at den berørte parts mandat er ledigt. Det tilkommer navnlig ikke Parlamentet, i modsætning til det, som sagsøgeren har gjort gældende, at kontrollere, om der er sket overholdelse af den i national ret fastsatte procedure eller af den berørte parts grundlæggende rettigheder. Denne beføjelse tilkommer således udelukkende de kompetente nationale retter eller i påkommende tilfælde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det bemærkes i øvrigt i den forbindelse, at sagsøgeren i den foreliggende sag netop har gjort sine rettigheder gældende såvel for den franske Conseil d’État som ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det bemærkes også, at Parlamentet ikke på noget tidspunkt i sine skriftlige indlæg eller under retsmødet selv har hævdet, at det råder over en kontrolbeføjelse, der er så vid som den, sagsøgeren har hævdet findes.

92      Det må tilføjes, at en så vid udformning af Parlamentets kontrolbeføjelse inden for rammerne af artikel 12, stk. 2, første afsnit, i akten af 1976 ville gøre det muligt for denne institution at rejse tvivl om selve lovligheden af mandatbortfald, der erklæres af nationale myndigheder, og nægte at tage et mandats ledighed til efterretning, hvis den finder, at der foreligger en uregelmæssighed. Men det er kun forretningsordenens artikel 8, stk. 9, der giver Parlamentet mulighed for at nægte at erklære et mandat for ledigt, hvilket kun kan ske i den situation, hvor Parlamentet skal »erklære« en sådan ledighed, og hvor der er »materielle unøjagtigheder« eller »mangler ved samtykket«. Det ville være paradoksalt, hvis Parlamentet havde et videre skøn, når der alene er tale om at tage den ledighed af et mandat til efterretning, der er blevet fastslået af de nationale myndigheder, end når institutionen selv skal fastslå, at et mandat er ledigt.

93      Disse konklusioner modsiges på ingen måde af ordlyden af [Parlamentets] forretningsordens artikel 7, stk. 4, andet afsnit. Som Parlamentet og Den Franske Republik med rette har understreget, finder denne bestemmelse »anvendelse forud for selve mandatbortfaldet« og dermed også, før et mandat bliver ledigt. Bestemmelsen fastsætter, at Parlamentets formand henviser sagen til det kompetente udvalg, når »medlemsstaternes kompetente myndigheder [indleder] en procedure, som kan føre til mandatbortfald for et medlem [af Europa-Parlamentet]«. Når denne procedure er afsluttet, og de nationale myndigheder har erklæret, at den berørte parts mandat er ledigt, skal Parlamentet alene tage dette ledige mandat til efterretning, i overensstemmelse med det i artikel 12, stk. 2, første afsnit, i akten af 1976 fastsatte. I overensstemmelse med princippet om retsreglernes rangfølge kan en bestemmelse i forretningsordenen under alle omstændigheder ikke gøre det muligt at fravige bestemmelserne i akten af 1976 og tillægge Parlamentet beføjelser, der er videre end dem, [det] har i henhold til akten.

94      Der kan heller ikke rejses tvivl om disse konklusioner som følge af det forhold, at sagsøgeren opretholdt sit mandat i Parlamentet og oppebar alle de tillæg, som denne institution skal udbetale, indtil den 23. oktober 2000, og at de franske myndigheder udbetalte hans løn indtil den 24. oktober 2000. Parterne er således ikke uenige om, at dekretet af 31. marts 2000 var eksigibelt. Det forhold, at Parlamentet ikke straks tog dekretet til efterretning, da det modtog meddelelse herom fra de franske myndigheder, men tog det til efterretning på et senere tidspunkt, og det forhold, at dekretet har haft visse praktiske virkninger for sagsøgeren, kan ikke påvirke de retsvirkninger, der i henhold til artikel 12, stk. 2, i akten af 1976 er knyttet til denne meddelelse.

95      Sagsøgerens argumenter, hvorefter artikel 5 i loven af 1977 skader Parlamentets uafhængighed og udgør en utilladelig indblanding i den måde, institutionen fungerer på, og hvorefter der findes et almindeligt princip, i henhold til hvilket »mandatbortfald skal erklæres af den pågældende parlamentariske forsamling«, er ikke begrundede. Det fremgår således, som det allerede er blevet anført ovenfor i præmis 83, udtrykkeligt af artikel 12, stk. 2, første afsnit, i akten af 1976, at et medlem af Europa-Parlamentets mandat kan blive ledigt som følge af »en medlemsstats nationale bestemmelser«. Da der ikke var blevet vedtaget en ensartet valgprocedure på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i sagen, fandt denne bestemmelse og dermed loven af 1977 anvendelse fuldt ud. Uanset udviklingen i de beføjelser, der tilkommer Parlamentet, kan nye beføjelser ikke medføre, at bestemmelser i den primære ret, her akten af 1976, bliver uanvendelige, når der ikke udtrykkeligt er sket ophævelse ved en retsakt, der har samme rangfølge.

96      Af de samme grunde er sagsøgerens argument, der bygger på fællesskabsrettens forrang, uden enhver relevans. Der findes således ikke i den foreliggende sag hverken modsigelse eller konflikt mellem national ret og fællesskabsretten.

97      Det følger af samtlige de ovenfor anførte betragtninger, at den foranstaltning, der i den foreliggende sag har retligt bindende virkninger, som kan skade sagsøgerens interesser, er dekretet af 31. marts 2000. Den anfægtede retsakt havde ikke til formål at skabe egentlige retsvirkninger, der var adskilte fra dekretets.

98      Det må derfor konkluderes, at den anfægtede retsakt ikke kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål som omhandlet i artikel 230 EF. Derfor må den foreliggende sag afvises, uden at det er nødvendigt at behandle de øvrige anbringender og argumenter vedrørende formaliteten.«

 Appellen

36     Med sin appel har Le Pen i det væsentligste nedlagt påstand om, at Domstolen ophæver den appellerede dom, idet den afviste sagen, antager sagen til realitetsbehandling og annullerer den omtvistede retsakt, eller subsidiært hjemviser sagen til Retten med henblik på, at den træffer afgørelse om realiteten, samt at appellanten tillægges 7 622,45 EUR som omkostninger, der ikke kan erstattes, og at Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

37     Parlamentet har principalt nedlagt påstand om, at appellen forkastes, fordi den delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet, og at appellanten tilpligtes at betale sagens omkostninger ved de to instanser, herunder omkostningerne vedrørende sagerne om foreløbige forholdsregler, subsidiært at sagen hjemvises til Retten.

38     Den Franske Republik har som Parlamentet nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og at appellanten tilpligtes at betale sagens omkostninger.

 Formaliteten

39     Idet Parlamentet og den franske regering i deres respektive indlæg har gjort gældende, at en betydelig del af appellen ikke kan antages til realitetsbehandling, da appellanten nøjes med at gentage de anbringender, som han gjorde gældende for Retten, uden præcist at angive de afsnit, der bestrides i den appellerede dom, eller de retlige argumenter, der særligt støtter hans påstand om ophævelse, er der anledning til at bemærke, at i henhold til artikel 225 EF, artikel 58, stk. 1, i Domstolens statut og artikel 112, stk. 1, litra c), i Domstolens procesreglement skal et appelskrift præcist angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand. Dette krav er ikke opfyldt, når appelskriftet – endog uden at indeholde en argumentation, der har til formål præcist at angive den retlige fejl, den appellerede dom angiveligt er behæftet med – blot gentager eller ordret gengiver de anbringender og argumenter, der allerede er blevet fremført for Retten (jf. dom af 4.7.2000, sag C-352/98 P, Goupil mod Kommissionen, Sml. I, s. 5291, præmis 34 og 35, og af 30.9.2003, sag C-76/01 P, Eurocoton m.fl. mod Rådet, Sml. I, s. 10091, præmis 46 og 47).

40     Derimod kan retsspørgsmål, som Retten har behandlet, diskuteres på ny under en appelsag, såfremt appellanten bestrider Rettens fortolkning eller anvendelse af fællesskabsretten. Hvis en appellant nemlig ikke således kunne basere sin appel på anbringender og argumenter, som allerede havde været fremført for Retten, ville appelproceduren blive berøvet en del af sin mening (jf. bl.a. dom af 6.3.2003, sag C-41/00 P, Interproc mod Kommissionen, Sml. I, s. 2125, præmis 17, og kendelse af 11.11.2003, sag C-488/01 P, Martinez mod Parlamentet, Sml. I, s. 13355, præmis 39).

41     Den foreliggende appel tilsigter imidlertid set under ét netop at rejse tvivl om Rettens vurdering af forskellige retsspørgsmål, som den blev forelagt, navnlig om den nøjagtige rækkevidde af akten af 1976 og ordene »tager til efterretning«, der findes i aktens artikel 12, stk. 2, første afsnit.

42     Under disse omstændigheder kan appellen i den foreliggende sag antages til realitetsbehandling.

 Realiteten

43     I appelskriftet har appellanten i det væsentligste bestridt Rettens fortolkning af artikel 12, stk. 2, i akten af 1976 og nærmere bestemt den konklusion, Retten drager i den appellerede doms præmis 97, hvorefter den omtvistede retsakt ikke havde til formål at skabe egentlige retsvirkninger, der var adskilte fra virkningerne af dekretet af 31. marts 2000. Ifølge appellanten indebærer en sådan konklusion, ud over at den modsiger det anførte i samme doms præmis 90 og 91, hvorefter Parlamentet »ikke desto mindre« har en begrænset kontrolbeføjelse i en sammenhæng, hvor det skal tage en konstatering, som de nationale myndigheder allerede har foretaget, af et mandats ledighed til efterretning, en forkert fastlæggelse af rækkevidden af artikel 12 i akten af 1976.

44     I den forbindelse har appellanten, der henviser til Domstolens praksis, hvorefter der dels skal lægges vægt på en retsakts indhold snarere end på dens form, dels skal tages hensyn til koncipistens udtrykkelige hensigt, i den foreliggende sag gjort gældende, at den retsakt, der har ændret hans retsstilling ved at fratage ham det mandat, han var blevet valgt til, er den omtvistede retsakt og ikke dekretet af 31. marts 2000. Denne fortolkning bekræftes tilmed såvel af selve ordlyden af artikel 12, stk. 2, første afsnit, i akten af 1976 – der angiver Parlamentets pligt til at tage et mandats ledighed, der følger af en anvendelse af nationale bestemmelser til »til efterretning« – som af Retsudvalgets og parlamentsformandens holdning samt af den omstændighed, at appellanten bevarede sit sæde i Parlamentet indtil den 23. oktober 2000, og indtil nævnte dato oppebar de tillæg, denne institution skal udbetale, og den løn, der udbetaltes af de franske myndigheder.

45     Forud for undersøgelsen af rækkevidden af artikel 12, stk. 2, i akten af 1976, skal appellantens argument om, at den appellerede doms grunde indeholder en modsigelse, nærmere bestemt mellem præmis 91 og 97, straks forkastes. Forholdet er nemlig, således som den franske regering har anført i sit skriftlige indlæg, at ud over at ordene »ikke desto mindre« ikke findes i disse præmisser, fører den nævnte præmis 91, som appellanten har taget ud af sin sammenhæng og kun citerer delvist, nødvendigvis til den konklusion, der fremgår af den nævnte doms præmis 97. Det er således netop fordi Retten i præmis 91 fastslog, at Parlamentets kontrolbeføjelse er særlig begrænset og i det væsentlige kun omfatter en kontrol af, om det faktisk er korrekt, at mandatet er ledigt – uden at det har mulighed for at kontrollere bl.a., om der er sket overholdelse af den i national ret fastsatte procedure eller af den berørte parts grundlæggende rettigheder – at Retten i samme doms præmis 97 kunne konkludere, at den omtvistede retsakt ikke skabte egentlige retsvirkninger, der var adskilte fra virkningerne af dekretet af 31. marts 2000.

46     Med hensyn til appellantens hovedargument, hvorefter der foreligger en forkert fastlæggelse af rækkevidden af artikel 12, stk. 2, i akten af 1976, og Retten har foretaget en forkert bedømmelse af den virkelige retlige karakter af den omtvistede retsakt, der hævdes at være den eneste omstændighed, der ændrede appellantens retsstilling, er der anledning til at anse den opfattelse for begrundet, hvorefter det for at afgøre, om akter kan gøres til genstand for et søgsmål i henhold til artikel 230 EF, er selve disses indhold samt koncipistens hensigt, der skal tillægges vægt. Det følger således af fast retspraksis, at en retsakts eller afgørelses form principielt er uden betydning for adgangen til at anfægte denne retsakt eller afgørelse under et annullationssøgsmål (jf. bl.a. dommen i sagen Kommissionen mod Rådet, præmis 42, og dommen i sagen IBM mod Kommissionen, præmis 9).

47     Selv om det ud fra denne synsvinkel således ikke kan udelukkes, at en skriftlig meddelelse eller en rent mundtlig erklæring undergives Domstolens kontrol i henhold til artikel 230 EF, kan denne mulighed dog ikke strækkes så vidt, at der sker tilsidesættelse af de regler og procedurer, der vedrører valg af medlemmerne af Parlamentet.

48     Der var imidlertid ikke, således som Retten har bemærket med rette i den appellerede doms præmis 81 og 82, blevet vedtaget en ensartet valgprocedure for valg at medlemmerne af Europa-Parlamentet på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i tvisten, hvorfor denne procedure i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2, i akten af 1976 forblev reguleret af de gældende bestemmelser i hver medlemsstat.

49     Under disse omstændigheder, og eftersom manglende valgbarhed i henhold til artikel 5 i loven af 1977 medfører bortfald af mandatet som medlem af Parlamentet, hvilket blev konstateret ved dekret, havde Parlamentet ikke andet valg end straks at tage den konstatering til efterretning, som de nationale myndigheder allerede havde foretaget, hvorefter appellantens mandat var ledigt, idet en sådan konstatering, således som Retten bemærker med rette i den appellerede doms præmis 90, omhandler en allerede gældende retsstilling, der udelukkende er et resultat af disse myndigheders afgørelse. Ingen af de argumenter, appellanten har påberåbt sig inden for rammerne af denne appel, kan rejse tvivl om denne sidstnævnte konklusion.

50     Først skal det bemærkes vedrørende appellantens argument, der bygger på selve ordlyden af artikel 12, stk. 2, i akten af 1976, der angiver Parlamentets pligt til at tage et mandats ledighed, der følger af en medlemsstats nationale bestemmelser, »til efterretning«, at denne bestemmelse, der på ingen måde bekræfter appellantens opfattelse, tværtimod klart fremhæver, at der overhovedet ikke er overladt Parlamentet noget skøn i relation hertil. I denne særlige situation består Parlamentets opgave således ikke i at konstatere mandatets ledighed, men blot i, således som Retten med rette har bemærket i den appellerede doms præmis 88, at tage ledigheden af mandatet, der allerede er konstateret af de nationale myndigheder, til efterretning, mens institutionen i de andre situationer, navnlig ved nedlæggelse af et mandat eller ved et medlems død, har en mere aktiv rolle, idet den selv konstaterer, at mandatet er ledigt, og underretter den berørte medlemsstat om denne ledighed.

51     Denne fortolkning støttes i øvrigt af ordlyden af andre bestemmelser i akten af 1976, såsom aktens artikel 11, og af artikel 7, stk. 1, i Parlamentets forretningsorden. Disse to bestemmelser, der omhandler prøvelsen af valget af parlamentets medlemmer, tillægger således Parlamentet beføjelsen til at træffe afgørelse om hvert enkelt nyvalgt medlems mandat og om eventuelle indsigelser indgivet på grundlag af bestemmelserne i akten af 1976, bortset fra »[…] tvivlsspørgsmål vedrørende de nationale bestemmelser, som denne akt henviser til« (artikel 11 i akten af 1976), og »[…] indsigelser på grundlag af de nationale valglove« (forretningsordenens artikel 7, stk. 1). Disse præciseringer, der er blevet gentaget uændret i den gældende artikel 12 i akten af 1976, som ændret ved Rådets afgørelse 2002/772/EF, Euratom af 25. juni 2002 og af 23. september 2002 (EFT L 283, s. 1), samt i artikel 3, stk. 1, i Parlamentets gældende forretningsorden (EFT 2005 L 44, s. 1), støtter således på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin, at Parlamentet fuldstændigt savner kompetence, når der er tale om ledigheden af et mandat, der følger af nationale bestemmelser.

52     Det er uden vægt, at appellanten med henblik på at bestride denne fortolkning herefter påberåber sig betydningen af den hensigt, koncipisten af den omtvistede retsakt havde på vedtagelsestidspunktet, og nærmere bestemt gør gældende, at Retsudvalget og Parlamentets formand »til stadighed tog det [princip] for givet«, hvorefter det alene var den omstændighed, at ledigheden af appellantens mandat blev taget til efterretning, der ændrede sidstnævntes stilling. Ud over at et sådant argument vedrører vurderingen af de faktiske omstændigheder, der i princippet ikke omfattes af Domstolens prøvelse inden for rammerne af en appel, fremgår det således under alle omstændigheder af flere dokumenter, der er vedlagt stævningen, at det nævnte udvalg og Parlamentets formand fandt, at de var bundet af de franske myndigheders konstatering af dette mandatbortfald.

53     Dette gælder navnlig referatet af Retsudvalgets ekstraordinære møde den 15. maj 2000, hvoraf det fremgår, at udvalgets formand tog ordet for at præcisere over for udvalgets medlemmer, at Parlamentets afgørelse skulle begrænse sig til »det formelle spørgsmål, om der skulle tages til efterretning eller ikke tages til efterretning«, samt den skrivelse, der to dage senere blev fremsendt til Parlamentets formand, hvori den nævnte udvalgsformand klart understregede den »eksegible« karakter, som dekretet af 31. marts 2000 havde. Disse to faktiske elementer, der kan suppleres med den skrivelse, Parlamentets formand den 9. juni 2000 fremsendte til de franske myndigheder, og hvori hun fremdrager den »uigenkaldelige« karakter af det mandatbortfald, der følger af det nævnte dekret, er alle blevet taget i betragtning i den appellerede dom, henholdsvis i dens præmis 23, 24 og 29. Imidlertid er der ikke blevet rejst tvivl om nogen af de konstateringer, Retten har foretaget i disse tre præmisser, inden for rammerne af denne appel.

54     Endelig skal det med hensyn til den omstændighed, som appellanten har fremført, og hvorefter han bevarede sit sæde i Parlamentet frem til den 23. oktober 2000 og indtil nævnte dato oppebar såvel de tillæg, denne institution skal udbetale, som lønnen, der udbetaltes af de franske myndigheder – hvilket i appellantens øjne påviser, at det kun var den omtvistede retsakt, der kunne ændre hans retsstilling og dermed gøres til genstand for et søgsmål i henhold til artikel 230 EF – anføres, at der, som Retten med rette har fremhævet, er tale om praktiske virkninger, der følger af den forsinkelse, hvormed Parlamentet tog dekretet af 31. marts 2000, således som det var blevet meddelt af de franske myndigheder, til efterretning. Det er således dette dekret, der ene og alene ændrede appellantens retsstilling ved at konstatere bortfaldet af hans mandat. virk

55     Appellanten har påberåbt sig to supplerede argumenter til støtte for sin opfattelse, hvorefter den omtvistede retsakt kan anfægtes. Det første argument bygger på den omstændighed, at Retten i den appellerede doms præmis 91 udtrykkeligt fremhævede, at appellanten har gjort sine rettigheder gældende for Conseil d’État og ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvilket godtgør, at der findes en anfægtelig retsakt, idet Parlamentet dermed har foretaget en bedømmelse af faktiske og retlige forhold. Det andet argument vedrører den manglende relevans af teorien om bekræftende retsakter, der ifølge appellanten ligger til grund for den appellerede doms præmis 97, idet de søgsmål, der nævnes i præmis 91, netop udgør nye retlige forhold, der fremkom mellem datoen for vedtagelsen af dekretet af 31. marts 2000 og datoen, hvor Parlamentet tog ledigheden af appellantens mandat til efterretning.

56     I denne forbindelse er det tilstrækkeligt at fastslå, at argumentet om, at Parlamentet foretog en bedømmelse af faktiske og retlige forhold, hviler på en åbenbart forkert læsning af den appellerede dom, idet Retten, således som det allerede er blevet nævnt i denne doms præmis 45, netop fastslog i den appellerede doms præmis 91, at det ikke tilkom Parlamentet – men de kompetente nationale domstole eller i givet fald Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol – at efterprøve overholdelsen af proceduren i henhold til gældende national ret eller beskyttelsen af den pågældende parts grundlæggende rettigheder. Omtalen af de søgsmål, appellanten havde anlagt ved Conseil d’État og Menneskerettighedsdomstolen, udgør på ingen måde en bekræftelse på, at der findes noget som helst skøn, som Parlamentet råder over, men er et yderligere bevis for, at Parlamentet ikke har en sådan beføjelse, og for det faktum, at appellanten – i modsætning til det han har hævdet – faktisk har kunnet gøre sine rettigheder gældende ved domstolene.

57     Med hensyn til appellantens påstand om, at Retten i den appellerede doms præmis 97 skulle have foretaget en implicit anvendelse af teorien om bekræftende retsakter, er der tale om en påstand uden grundlag. Således som generaladvokaten har fremhævet i punkt 63 i sit forslag til afgørelse, gælder det derimod – ud over det forhold, at intet element i den nævnte præmis 97 antyder, at Retten havde til hensigt at henvise til en sådan teori – at samtlige grunde i den appellerede dom godtgør, at dekretet af 31. marts 2000 og den omtvistede retsakt er adskilte såvel hvad angår deres karakter som deres genstand.

58     I lyset af samtlige ovennævnte betragtninger må det således fastslås, at Retten ikke har foretaget en urigtig retsanvendelse ved at afvise Le Pens søgsmål.

59     Derfor må den foreliggende appel forkastes, uden at der er anledning til at behandle appellantens øvrige anbringender, der bygger både på den omtvistede retsakts eksterne ulovlighed og interne ulovlighed.

 Sagens omkostninger

60     I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, der ifølge procesreglementets artikel 118 finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Parlamentet har nedlagt påstand om, at appellanten tilpligtes at betale sagens omkostninger, og da appellanten har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne i tilknytning til sagen om foreløbige forholdsregler, der er nævnt i denne doms præmis 2. I henhold til artikel 69, stk. 4, første afsnit, bærer Den Franske Republik, der er indtrådt i sagen, sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Anden Afdeling):

1)       Appellen forkastes.

2)      Jean-Marie Le Pen tilpligtes at betale sagens omkostninger for Domstolen, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.

3)      Den Franske Republik bærer sine egne omkostninger.

Underskrifter

---

* Processprog: fransk.