Brug anførselstegn for at søge efter en nøjagtig ordlyd. Tilføj en stjerne (*) efter et søgeord for at finde variationer af det (f.eks. transp* eller 32019R*). Indsæt et spørgsmålstegn (?) i stedet for et bogstav i et søgeord for at finde variationer af det (f.eks. vil en søgning på sa?en give hittene sagen, salen og saven).
Judgment of the Court (Full Court) of 13 July 2004.#Commission of the European Communities v Council of the European Union.#Action for annulment - Article 104 EC - Regulation (EC) No 1467/97 - Stability and Growth Pact - Excessive government deficits - Council decisions under Article 104(8) and (9) EC - Required majority not achieved - Decisions not adopted - Action challenging "decisions not to adopt the formal instruments contained in the Commission's recommendations' - Inadmissible - Action challenging "Council conclusions'.#Case C-27/04.
Domstolens Dom (plenum) af 13. juli 2004. Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Rådet for Den Europæiske Union. Annullationssøgsmål - artikel 104 EF - forordning (EF) nr. 1467/97 - stabilitets- og vækstpagten - uforholdsmæssigt store offentlige underskud - Rådets beslutninger i henhold til artikel 104, stk. 8 og 9, EF - det krævede flertal ikke opnået - beslutninger ikke vedtaget - søgsmål til prøvelse af 'beslutninger om ikke at vedtage de officielle instrumenter, der er indeholdt i Kommissionens henstillinger' - afvisning - søgsmål til prøvelse af 'Rådets konklusioner'. Sag C-27/04.
Domstolens Dom (plenum) af 13. juli 2004. Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Rådet for Den Europæiske Union. Annullationssøgsmål - artikel 104 EF - forordning (EF) nr. 1467/97 - stabilitets- og vækstpagten - uforholdsmæssigt store offentlige underskud - Rådets beslutninger i henhold til artikel 104, stk. 8 og 9, EF - det krævede flertal ikke opnået - beslutninger ikke vedtaget - søgsmål til prøvelse af 'beslutninger om ikke at vedtage de officielle instrumenter, der er indeholdt i Kommissionens henstillinger' - afvisning - søgsmål til prøvelse af 'Rådets konklusioner'. Sag C-27/04.
»Annullationssøgsmål – artikel 104 EF – forordning (EF) nr. 1467/97 – stabilitets- og vækstpagten – uforholdsmæssigt store offentlige underskud – Rådets beslutninger i henhold til artikel 104, stk. 8 og 9, EF – det krævede flertal ikke opnået – beslutninger ikke vedtaget – søgsmål til prøvelse af »beslutninger om ikke at vedtage de officielle instrumenter, der er indeholdt i Kommissionens henstillinger«
– afvisning – søgsmål til prøvelse af »Rådets konklusioner««
Sammendrag af dom
1. Annullationssøgsmål – retsakter, der kan gøres til genstand for søgsmål – Rådets manglende vedtagelse af en beslutning, som
Kommissionen har fremsat henstilling om – det krævede flertal ikke opnået – afvisning
(Art. 104, stk. 8 og 9, EF og art. 230 EF)
2. Annullationssøgsmål – retsakter, der kan gøres til genstand for søgsmål – retsakt, der har bindende retsvirkninger – Rådets
konklusioner, der stiller procedurerne i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud i bero og ændrer Kommissionens henstillinger
– formaliteten
(Art. 104, stk. 7 og 9, EF og art. 230 EF)
3. Økonomisk og monetær politik – procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud – Rådets skønsbeføjelse – grænser
(Art. 104 EF; Rådets forordning nr. 1467/97)
4. Økonomisk og monetær politik – procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud – Rådets beslutning om at stille
proceduren i bero – virkninger – begrænsning af Rådets beføjelse i henhold til artikel 104, stk. 9, EF – ulovlig
(Art. 104, stk. 7 og 9, EF; Rådets forordning nr. 1467/97, art. 9)
5. Økonomisk og monetær politik – procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud – Kommissionens initiativret –
ændring af henstillinger, som Rådet tidligere har vedtaget – betingelser – ny henstilling fra Kommissionen – overholdelse
af afstemningsreglerne i artikel 104, stk. 7, EF
(Art. 104, stk. 7, 9 og 13, EF)
1. Rådets manglende vedtagelse af de retsakter, der er omhandlet i artikel 104, stk. 8 og 9, EF, og som Kommissionen har fremsat
henstilling om, kan ikke anses for at give anledning til retsakter, der kan anfægtes i henhold til artikel 230 EF. Når Kommissionen
retter henstilling til Rådet om at vedtage beslutninger i henhold til artikel 104, stk. 8 og 9, EF, og når det krævede flertal
ikke opnås i Rådet, vedtages der således ikke nogen beslutning i nævnte bestemmelses forstand.
(jf. præmis 29, 31 og 34)
2. Rådets konklusioner – hvorefter dette vedtager indtil videre at stille procedurer i forbindelse med uforholdsmæssigt store
underskud i bero og erklærer sig rede til at træffe beslutning i henhold til artikel 104, stk. 9, EF, hvis det skulle vise
sig, at den berørte medlemsstat undlader at handle i overensstemmelse med sine forpligtelser ifølge disse konklusioner – tilsigter
at skabe retsvirkninger, i det mindste for så vidt som de suspenderer de verserende procedurer i forbindelse med uforholdsmæssigt
store underskud og i faktisk henseende ændrer de henstillinger, som Rådet tidligere har vedtaget i henhold til artikel 104,
stk. 7, EF. Rådet gør således en eventuel beslutning, der skal vedtages i henhold til artikel 104, stk. 9, EF, betinget af
en vurdering, der ikke længere som referencekriterium har indholdet af henstillinger vedtaget i henhold til denne bestemmelses
stk. 7, med den berørte medlemsstats ensidigt påtagne forpligtelser.
(jf. præmis 46, 48 og 50)
3. Det følger af indholdet og opbygningen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er indført ved
traktaten, at Rådet ikke kan frigøre sig fra de regler, der er indeholdt i artikel 104 EF, og de regler, som det har pålagt
sig selv ved forordning nr. 1467/97 om fremskyndelse og afklaring af gennemførelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt
store underskud. Rådet kan således ikke følge en alternativ procedure, f.eks. til at vedtage en retsakt, som ikke er selve
den beslutning, der er foreskrevet for en bestemt fase i denne procedure, eller som vedtages under andre betingelser end dem,
som er foreskrevet i de bestemmelser, der finder anvendelse.
(jf. præmis 81)
4. Med sine konklusioner, hvorefter Rådet »vedtager at stille proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud i
bero […] for [den berørte medlemsstats] vedkommende«, og Rådet »er rede til at træffe beslutning i henhold til artikel 104,
stk. 9, EF på grundlag af Kommissionens henstilling, hvis […] [den pågældende medlemsstat] undlader at handle i overensstemmelse
med sine forpligtelser ifølge disse konklusioner«, begrænser Rådet sig ikke til at konstatere en faktisk suspension af proceduren
i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der følger af, at det var umuligt at vedtage en beslutning, som Kommissionen
har fremsat henstilling om, hvilken umulighed når som helst vil kunne afhjælpes. En sådan beslutning om suspension tilsidesætter
artikel 104 EF og artikel 9 i forordning nr. 1467/97 om fremskyndelse og afklaring af gennemførelsen af proceduren i forbindelse
med uforholdsmæssigt store underskud.
For så vidt som Rådets konklusioner betinger suspensionen af den berørte medlemsstats overholdelse af sine forpligtelser,
begrænser de Rådets beføjelse til at fremsætte pålæg i henhold til artikel 104, stk. 9, EF på grundlag af en tidligere henstilling
fra Kommissionen, så længe forpligtelserne anses for at være overholdt. Herved foreskriver konklusionerne desuden, at Rådets
vurdering med henblik på en beslutning om at vedtage pålæg, dvs. med henblik på fortsættelse af proceduren i forbindelse med
uforholdsmæssigt store underskud, heller ikke længere har indholdet af henstillinger, der allerede er blevet meddelt den pågældende
medlemsstat i henhold til artikel 104, stk. 7, EF, som referencekriterium, men denne medlemsstats ensidigt påtagne forpligtelser.
(jf. præmis 87-89)
5. Når Rådet har vedtaget henstillinger i henhold til artikel 104, stk. 7, EF, kan det ikke senere ændre dem uden en ny henstilling
fra Kommissionen, idet denne har en initiativret inden for rammerne af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store
underskud, eftersom henstillinger i henhold til artikel 104, stk. 7, EF ifølge artikel 104, stk. 13 EF kun kan vedtages på
grundlag af en henstilling fra Kommissionen.
Beslutningen om vedtagelse af henstillinger fra Rådet, som er forskellige fra dem, der tidligere er vedtaget i henhold til
artikel 104, stk. 7, EF, og som træffes, uden at Kommissionen forud har fremsat henstillinger om deres vedtagelse på grundlag
af nævnte bestemmelse og efter de afstemningsregler, som er foreskrevet med hensyn til Rådets henstillinger i henhold til
artikel 104, stk. 9, EF, dvs. ved en afstemning, hvori alene medlemsstaterne i euroområdet deltog, er ulovlig.
I sag C-27/04,
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved M. Petite, A. van Solinge og P. Aalto, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøger,
mod
Rådet for Den Europæiske Union ved J.-C. Piris, T. Middleton og J. Monteiro, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående påstande om annullation af følgende retsakter vedtaget af Rådet den 25. november 2003:
–
beslutningerne om ikke i forhold til Den Franske Republik og Forbundsrepublikken Tyskland at vedtage de officielle instrumenter,
der er indeholdt i Kommissionens henstillinger i henhold til artikel 104, stk. 8 og 9, EF
–
de i forhold til hver af disse to medlemsstater vedtagne konklusioner med overskriften »Rådets konklusioner om vurdering af
de foranstaltninger, [som henholdsvis Den Franske Republik og Forbundsrepublikken Tyskland] har truffet som svar på Rådets
henstillinger i medfør af artikel 104, stk. 7, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, og overvejelse af yderligere
foranstaltninger til nedbringelse af underskuddet for at rette op på situationen med et uforholdsmæssigt stort underskud«,
for så vidt som disse konklusioner indebærer, at proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud suspenderes,
at der anvendes et instrument, som ikke er foreskrevet i traktaten, og at de henstillinger, som Rådet har vedtaget i henhold
til artikel 104, stk. 7, EF, ændres,
har
DOMSTOLEN (plenum ),
sammensat af præsidenten, V. Skouris, afdelingsformændene P. Jann, C.W.A. Timmermans, A. Rosas, C. Gulmann (refererende dommer),
J.-P. Puissochet og J.N. Cunha Rodrigues samt dommerne R. Schintgen, F. Macken, N. Colneric, S. von Bahr, R. Silva de Lapuerta
og K. Lenaerts,
generaladvokat: A. Tizzano justitssekretær: ekspeditionssekretær M.-F. Contet,
efter at parterne har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 28. april 2004,
efter at have hørt generaladvokaten,
afsagt følgende
Dom
1
Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 27. januar 2004 har Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber i
henhold til artikel 230 EF nedlagt påstand om annullation af følgende retsakter vedtaget af Rådet for Den Europæiske Union
den 25. november 2003:
–
beslutningerne om ikke i forhold til Den Franske Republik og Forbundsrepublikken Tyskland at vedtage de officielle instrumenter,
der er indeholdt i Kommissionens henstillinger i henhold til artikel 104, stk. 8 og 9, EF
–
de i forhold til hver af disse to medlemsstater vedtagne konklusioner med overskriften »Rådets konklusioner om vurdering af
de foranstaltninger, [som henholdsvis Den Franske Republik og Forbundsrepublikken Tyskland] har truffet som svar på Rådets
henstillinger i medfør af artikel 104, stk. 7, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, og overvejelse af yderligere
foranstaltninger til nedbringelse af underskuddet for at rette op på situationen med et uforholdsmæssigt stort underskud«
(herefter »Rådets konklusioner«), for så vidt som disse konklusioner indebærer, at proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt
store underskud suspenderes, at der anvendes et instrument, som ikke er foreskrevet i traktaten, og at de henstillinger, som
Rådet har vedtaget i henhold til artikel 104, stk. 7, EF, ændres.
Retsforskrifter
2
Artikel 104 EF bestemmer:
»1. Medlemsstaterne skal undgå uforholdsmæssigt store offentlige underskud.
2. Kommissionen overvåger udviklingen i medlemsstaternes budgetsituation og i deres offentlige gæld med henblik på at identificere
alvorlige fejl. Den skal navnlig undersøge, om budgetdisciplinen overholdes […]
[…]
5. Hvis Kommissionen finder, at der er eller kan opstå et uforholdsmæssigt stort underskud i en medlemsstat, skal den afgive
en udtalelse til Rådet.
6. Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal på grundlag af en henstilling fra Kommissionen og under hensyntagen
til de bemærkninger, som den pågældende medlemsstat måtte ønske at fremsætte, fastslår efter en generel vurdering, om der
foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud.
7. Fastslås det i henhold til stk. 6, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud, retter Rådet henstillinger til
den pågældende medlemsstat med henblik på at bringe denne situation til ophør inden for en given frist. Disse henstillinger
offentliggøres ikke, jf. dog stk. 8.
8. Konstaterer Rådet, at dets henstillinger ikke er fulgt op af virkningsfulde foranstaltninger inden for den fastsatte frist,
kan det offentliggøre sine henstillinger.
9. Undlader en medlemsstat fortsat at efterkomme Rådets henstillinger, kan Rådet beslutte at pålægge medlemsstaten inden for
en bestemt frist at træffe foranstaltninger til den nedbringelse af underskuddet, som Rådet skønner nødvendig for at rette
op på situationen.
I et sådant tilfælde kan Rådet anmode den pågældende medlemsstat om at forelægge rapporter i henhold til en bestemt tidsplan
for at undersøge denne medlemsstats tilpasningsbestræbelser.
10. Den i artikel 226 og 227 fastsatte klageret kan ikke udøves i forbindelse med stk. 1-9 i nærværende artikel.
11. Så længe en medlemsstat ikke efterkommer en beslutning, der er truffet i overensstemmelse med stk. 9, kan Rådet beslutte
at anvende eller forstærke, alt efter situationen, en eller flere af følgende foranstaltninger:
–
kræve, at den pågældende medlemsstat offentliggør yderligere oplysninger, der skal specificeres af Rådet, før den udsteder
obligationer og andre værdipapirer
–
opfordre Den Europæiske Investeringsbank til at tage sin udlånspolitik over for den pågældende medlemsstat op til fornyet
overvejelse
–
kræve, at den pågældende medlemsstat deponerer et ikke-rentebærende beløb af en passende størrelse hos Fællesskabet, indtil
det uforholdsmæssigt store underskud efter Rådets opfattelse er blevet korrigeret
–
pålægge bod af en passende størrelse.
Formanden for Rådet underretter Europa-Parlamentet om de afgørelser, der er truffet.
12. Rådet ophæver nogle af eller alle sine afgørelser som omhandlet i stk. 6-9 og stk. 11, i det omfang det uforholdsmæssigt
store underskud i den pågældende medlemsstat efter Rådets opfattelse er blevet korrigeret. Hvis Rådet tidligere er fremkommet
med offentlige henstillinger, fremsætter det, så snart afgørelsen efter stk. 8 er ophævet, en offentlig erklæring om, at der
ikke længere er et uforholdsmæssigt stort underskud i den pågældende medlemsstat.
13. Når Rådet træffer de i stk. 7-9 og stk. 11 og 12 nævnte afgørelser, træffer det afgørelse på grundlag af en henstilling
fra Kommissionen med et flertal på to tredjedele af sine medlemmers stemmer som vægtet i henhold til artikel 205, stk. 2,
idet stemmer afgivet af den berørte medlemsstat dog ikke medregnes.
14. Den protokol om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til denne traktat,
indeholder yderligere bestemmelser vedrørende gennemførelsen af den procedure, der er beskrevet i denne artikel.
Rådet, der træffer afgørelse med enstemmighed på forslag af Kommissionen og efter høring af Europa-Parlamentet og ECB, vedtager
passende bestemmelser, som derefter erstatter ovennævnte protokol.
[…]«
3
I overensstemmelse med artikel 104, stk. 9 og 13, EF, sammenholdt med artikel 122, stk. 3 og 5, EF, suspenderes stemmerettighederne
for medlemsstater, der ikke har indført den fælles valuta, når Rådet træffer de afgørelser, hvortil der henvises i stk. 9.
4
Det Europæiske Råd har i sin resolution om stabilitets- og vækstpagten, vedtaget i Amsterdam den 17. juni 1997 (EFT C 236,
s. 1, herefter »Det Europæiske Råds resolution af 17. juni 1997«) efter at have bekræftet den afgørende betydning af, at budgetdisciplinen
bliver sikret i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union (herefter »ØMU«), opstillet retningslinjer for medlemsstaterne,
Kommissionen og Rådet.
5
Det anføres i denne resolution i form af retningslinjer for Rådet, at Rådet:
»1.
har pligt til stramt og rettidigt at gennemføre alle de elementer i stabilitets- og vækstpagten, der henhører under dets kompetence;
det træffer de fornødne afgørelser i henhold til [traktatens] artikel 103 og 104 […] så hurtigt, det er praktisk muligt
[…]
3.
opfordres til altid at pålægge sanktioner, hvis en deltagende medlemsstat undlader at tage de fornødne skridt til at bringe
et uforholdsmæssigt stort underskud ud af verden efter henstilling fra Rådet
[…]
6.
opfordres til altid skriftligt at angive årsagerne til, at der ikke gribes ind, hvis det på et hvilket som helst tidspunkt
under procedurerne i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud eller overvågning af budgetstillinger ikke griber ind
på basis af en henstilling fra Kommissionen, og til i sådanne tilfælde at offentliggøre hver enkelt medlemsstats stemmeafgivning.«
6
Rådets forordning (EF) nr. 1467/97 af 7. juli 1997 om fremskyndelse og afklaring af gennemførelsen af proceduren i forbindelse
med uforholdsmæssigt store underskud (EFT L 209, s. 6) bestemmer i afsnit 2 og 3:
»Afsnit 2
Fremskyndelse af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud
Artikel 3[…]
3. Inden for tre måneder efter de indberetningstidspunkter, der er fastsat i artikel 4, stk. 2 og 3, i forordning (EF) nr. 3605/93,
fastslår Rådet efter artikel 104 […], stk. 6, om der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud. Fastslår Rådet i henhold
til artikel 104 […], stk. 6, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud, retter det samtidig henstillinger til
den pågældende medlemsstat i overensstemmelse med artikel 104 […], stk. 7.
4. Rådets henstillinger efter artikel 104 […], stk. 7, fastsætter en frist på højst fire måneder for den pågældende medlemsstats
iværksættelse af virkningsfulde foranstaltninger. Rådets henstillinger fastsætter også en frist for korrektionen af det uforholdsmæssigt
store underskud, som bør gennemføres i året efter, at det er konstateret, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.
Artikel 4 1. Beslutter Rådet at offentliggøre sine henstillinger, når det i overensstemmelse med artikel 104 […], stk. 8, har konstateret,
at der ikke er truffet virkningsfulde foranstaltninger, træffes denne beslutning straks efter udløbet af den frist, der er
fastsat i overensstemmelse med artikel 3, stk. 4, i denne forordning.
[…]
Artikel 5 En rådsbeslutning om at pålægge den pågældende deltagende medlemsstat at træffe foranstaltninger til nedbringelse af underskuddet
i overensstemmelse med artikel 104 […], stk. 9, træffes inden for en måned efter, at Rådet i overensstemmelse med artikel
104 […], stk. 8, har konstateret, at der ikke er truffet virkningsfulde foranstaltninger.
Artikel 6 Er betingelserne for at anvende artikel 104 […], stk. 11, opfyldt, pålægger Rådet sanktioner i overensstemmelse med artikel
104 […], stk. 11. Enhver sådan beslutning træffes senest to måneder efter Rådets beslutning om at pålægge den pågældende deltagende
medlemsstat at træffe foranstaltninger i overensstemmelse med artikel 104 […], stk. 9.
Artikel 7 Undlader en deltagende medlemsstat at efterkomme Rådets beslutninger efter artikel 104 […], stk. 7 og 9, træffes Rådets beslutning
om at pålægge sanktioner efter artikel 104 […], stk. 11, inden for ti måneder for indberetningstidspunkterne i forordning
(EF) nr. 3605/93, jf. artikel 3, stk. 3, i nærværende forordning. Der anvendes en fremskyndet procedure i tilfælde af et bevidst
planlagt underskud, som Rådet finder uforholdsmæssigt stort.
[…]
Afsnit 3
Suspension og overvågning
Artikel 9 1. Proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud suspenderes:
–
hvis den pågældende medlemsstat efterkommer henstillinger efter artikel 104 […], stk. 7
–
hvis den pågældende medlemsstat efterkommer pålæg efter artikel 104 […], stk. 9.
2. Den periode, hvor proceduren suspenderes, medregnes hverken i den periode på ti måneder, der er nævnt i artikel 7, eller
i den periode på to måneder, der er nævnt i artikel 6 i denne forordning.
[…]«
Faktiske omstændighederRådets beslutninger i henhold til artikel 104, stk. 6 og 7, EF
7
Der blev i løbet af november 2002 indledt en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud i forhold til Forbundsrepublikken
Tyskland. Rådet har ved beslutning 2003/89/EF af 21. januar 2003 om et uforholdsmæssigt stort underskud i Tyskland – anvendelse
af artikel 104, stk. 6, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (EUT L 34, s. 16) – på grundlag af en henstilling
fra Kommissionen fastslået, at der forelå et uforholdsmæssigt stort underskud i denne medlemsstat. I overensstemmelse med
artikel 104, stk. 7, EF og artikel 3, stk. 4, i forordning nr. 1467/97 rettede Rådet en henstilling til den tyske regering,
hvori Tyskland fik en frist til den 21. maj 2003 til at træffe foranstaltninger til at bringe situationen med et uforholdsmæssigt
stort underskud til ophør så hurtigt som muligt. Da de foranstaltninger, som Forbundsrepublikken Tyskland havde truffet, blev
anset for at være virkningsfulde på denne dato, blev proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud stiltiende
suspenderet.
8
I løbet af april 2003 blev der indledt en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud i forhold til Den Franske
Republik. Rådet har ved beslutning 2003/487/EF af 3. juni 2003 om et uforholdsmæssigt stort underskud i Frankrig – anvendelse
af artikel 104, stk. 6, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (EUT L 165, s. 29) – på grundlag af en henstilling
fra Kommissionen fastslået, at der forelå et uforholdsmæssigt stort underskud i denne medlemsstat. I overensstemmelse med
artikel 104, stk. 7, EF og artikel 3, stk. 4, i forordning nr. 1467/97 rettede Rådet en henstilling til den franske regering,
hvori Frankrig blev anmodet om at træffe foranstaltninger til at bringe situationen med et uforholdsmæssigt stort underskud
til ophør så hurtigt som muligt og senest i finansåret 2004 ved hjælp af forskellige foranstaltninger. Rådet fastsatte den
3. oktober 2003 som sidste frist for at træffe de fornødne foranstaltninger.
Kommissionens henstillinger i henhold til artikel 104, stk. 8 og 9, EF
9
Den 8. oktober 2003 fremsatte Kommissionen en henstilling med henblik på Rådets beslutning om i overensstemmelse med artikel
104, stk. 8, EF at fastslå, at Den Franske Republik ikke havde truffet virkningsfulde foranstaltninger for at efterkomme den
henstilling, som Rådet havde fremsat i medfør af artikel 104, stk. 7, EF.
10
Den 21. oktober 2003 fremsatte Kommissionen en henstilling til Rådet om, at det i henhold til artikel 104, stk. 9, EF blev
pålagt Den Franske Republik at træffe foranstaltninger til nedbringelse af sit underskud. Kommissionen henstillede til Rådet,
at det bl.a. pålagde denne medlemsstat at bringe situationen med uforholdsmæssigt stort underskud til ophør senest i 2005
samt i 2004 at tilvejebringe et årligt fald i det konjunkturkorrigerede underskud på 1 procentpoint af bruttonationalproduktet
(herefter »BNP«).
11
Hvad angår Forbundsrepublikken Tyskland var Kommissionen endelig af den opfattelse, at de foranstaltninger, som var truffet
til opfyldelse af Rådets henstilling i henhold til artikel 104, stk. 7, EF, var utilstrækkelige. Kommissionen fremsatte derfor
den 18. november 2003 en henstilling med henblik på Rådets beslutning om i overensstemmelse med artikel 104, stk. 8, EF at
fastslå, at de foranstaltninger, som Forbundsrepublikken Tyskland havde truffet for at afhjælpe situationen med uforholdsmæssigt
stort underskud, havde vist sig at være utilstrækkelige.
12
Samme dag fremsatte Kommissionen en henstilling til Rådet om, at det i henhold til artikel 104, stk. 9, EF skulle pålægge
Forbundsrepublikken Tyskland at træffe foranstaltninger til nedbringelse af sit underskud. Kommissionen henstillede til Rådet,
at det bl.a. pålagde denne medlemsstat at bringe situationen med et uforholdsmæssigt stort underskud til ophør senest i 2005
samt i 2004 at tilvejebringe en årlig forbedring af den konjunkturkorrigerede budgetsaldo på 0,8 procentpoint af BNP.
Rådets samling (økonomi og finans) af 25. november 2003
13
Rådet stemte under sin samling den 25. november 2003 om de af Kommissionen fremsatte henstillinger med henblik på Rådets beslutninger
i henhold til artikel 104, stk. 8, EF for så vidt angår Den Franske Republik og Forbundsrepublikken Tyskland. I overensstemmelse
med artikel 104, stk. 13, EF deltog alle medlemsstaterne i disse to afstemninger, bortset fra den berørte medlemsstat. Da
det krævede flertal ikke blev opnået, blev beslutningerne ikke vedtaget.
14
Rådet foretog ligeledes afstemning om de henstillinger med henblik på rådsbeslutninger, som Kommissionen havde fremsat i henhold
til artikel 104, stk. 9, EF for så vidt angår samme medlemsstater. I overensstemmelse med artikel 104, stk. 13, EF og artikel
122, stk. 3 og 5, EF deltog alene de medlemsstater, der har indført den fælles valuta, bortset fra den berørte medlemsstat,
i disse to afstemninger. Da det krævede flertal ikke blev opnået, blev beslutningerne ikke vedtaget.
15
Samme dag vedtog Rådet – under anvendelse af afstemningsreglerne vedrørende de i artikel 104, stk. 9, EF omhandlede beslutninger
– i forhold til de to berørte medlemsstater konklusioner, hvis indhold i det væsentlige var ens.
16
I disse konklusioners punkt 1 har Rådet anført de overvejelser, som Rådet har taget i betragtning ved vurderingen af den berørte
medlemsstats budgetsituation.
17
I samme konklusioners punkt 2 har Rådet taget til efterretning, at den berørte medlemsstat har vedtaget en række foranstaltninger
som følge af den henstilling, der blev rettet til den i henhold til artikel 104, stk. 7, EF.
18
I punkt 3 »noterer [Rådet] sig med tilfredshed, at [den berørte medlemsstat] offentligt har forpligtet sig til at gennemføre
alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at underskuddet senest i 2005 vil være under 3% af BNP«.
19
I punkt 4 fremsætter Rådet henstillinger til den berørte medlemsstat »[p]å baggrund af Kommissionens henstilling og forpligtelserne
fra [den berørte medlemsstats] side«. Disse henstillinger vedrører navnlig tilvejebringelsen af en årlig nedbringelse af underskuddet
i 2004 og 2005 og en sikring af, at budgetkonsolideringen fortsættes i årene efter 2005. Rådet henstillede også, at »situationen
med et uforholdsmæssigt stort underskud [bringes] til ophør så hurtigt som muligt og senest i 2005«.
20
Konklusionernes punkt 5 og 6 har følgende ordlyd:
»5.
På baggrund af ovennævnte henstillinger og forpligtelserne fra [den berørte medlemsstats] side besluttede Rådet, at det på
nuværende tidspunkt ikke vil skride til handling på grundlag af Kommissionens henstilling med henblik på Rådets beslutning
i henhold til artikel 104, stk. 9.
6.
Rådet vedtager at stille proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud i bero indtil videre for [den berørte
medlemsstats] vedkommende. Rådet er rede til at træffe beslutning i henhold til artikel 104, stk. 9, på grundlag af Kommissionens
henstilling, hvis vurderingen på grundlag af punkt 7 skulle vise, at [den berørte medlemsstat] undlader at handle i overensstemmelse
med sine forpligtelser ifølge disse konklusioner.«
21
I punkt 7 opfordrer Rådet den berørte medlemsstat til at aflægge rapport med regelmæssige mellemrum og anbefaler, at Rådet
og Kommissionen vurderer de fremskridt, som medlemsstaten har gjort.
Parternes påstande
22
Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
–
Annullation af Rådets beslutninger om ikke at vedtage de officielle instrumenter, der er indeholdt i Kommissionens henstillinger
i henhold til artikel 104, stk. 8 og 9, EF, og annullation af Rådets konklusioner, for så vidt som de indebærer, at proceduren
i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud suspenderes, at der anvendes et instrument, som ikke er foreskrevet ved
traktaten, og at de henstillinger, som Rådet har vedtaget i henhold til artikel 104, stk. 7, EF, ændres.
–
Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
23
Rådet har nedlagt følgende påstande:
–
Afvisning.
–
Subsidiært frifindelse.
–
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Formaliteten med hensyn til søgsmålet
24
Rådet har gjort gældende, at Kommissionens søgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling, for så vidt angår påstanden om
annullation af såvel Rådets manglende vedtagelse af de officielle instrumenter, der er indeholdt i Kommissionens henstillinger
i henhold til artikel 104, stk. 8 og 9, EF, som Rådets konklusioner vedrørende henholdsvis Den Franske Republik og Forbundsrepublikken
Tyskland.
Påstanden om annullation af Rådets manglende vedtagelse af de officielle instrumenter, der er indeholdt i Kommissionens henstillinger
i henhold til artikel 104, stk. 8 og 9, EF Parternes argumenter
25
Rådet har gjort gældende, at det, idet det ikke har vedtaget Kommissionens henstillinger, end ikke stiltiende har vedtaget
nogen beslutning, der kan gøres til genstand for prøvelse. Rådet har henvist til, at ifølge traktaten er den procedure, som
skal anvendes for at tvinge en institution til at handle, et passivitetssøgsmål i henhold til artikel 232 EF. Ifølge denne
bestemmelse har Kommissionen ret til at indbringe en sag for Domstolen med henblik på at få konstateret, at Rådet ved at undlade
at træffe afgørelse har tilsidesat traktaten. Betingelserne for anvendelse af dette retsmiddel er imidlertid ikke opfyldt
i det foreliggende tilfælde. Dels har Kommissionen ikke forud opfordret Rådet til at handle. Dels har Rådet ikke været juridisk
forpligtet til at vedtage de beslutninger, der er nævnt i artikel 104, stk. 8 og 9, EF. Under alle omstændigheder kan det
ikke gøres gældende, at Rådet har udvist passivitet, idet det satte Kommissionens henstillinger til afstemning.
26
Rådet har anført, at dommen af 30. september 2003, Eurocoton m.fl. mod Rådet (sag 76/01 P, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser),
hvori Domstolen fastslog, at Rådets manglende vedtagelse af et forslag til forordning om indførelse af endelig antidumpingtold,
som var blevet forelagt det af Kommissionen, afføder retsvirkninger for borgerne og udgør en retsakt, der kan anfægtes, ikke
er relevant i det foreliggende tilfælde. Rådet har herved anført, at antidumpingproceduren til forskel fra proceduren i forbindelse
med uforholdsmæssigt store underskud umiddelbart berører visse erhvervsdrivende, med hensyn til hvilke det skal sikres, at
de processuelle garantier, som Fællesskabets retsforskrifter tillægger dem, er effektive. Rådet har i øvrigt heller ikke inden
for rammerne af antidumpingproceduren ret til at vedtage Kommissionens forslag efter udløbet af den frist, der er fastsat
herfor. Det forholder sig ikke på samme måde med de henstillinger, som Kommissionen forelægger Rådet i henhold til artikel
104, stk. 8 og 9, EF. Da der ikke er udløbet nogen bindende og endelig frist, har Rådet fortsat ret til at vedtage de nævnte
henstillinger, og Kommissionen har fortsat ret til enten at anmode om vedtagelse af sine henstillinger eller til at fremsætte
nye henstillinger.
27
Kommissionen har heroverfor anført, at i henhold til den ordning, der er indført ved artikel 104 EF, udgør den afstemning,
hvorved Rådet tager stilling til Kommissionens henstilling om vedtagelse af den konstatering, der omhandles i stk. 8, eller
det i samme artikels stk. 9 foreskrevne pålæg, under alle omstændigheder enten en positiv eller negativ beslutning, afhængig
af udfaldet af stemmeafgivningen, og derfor en retsakt, der kan anfægtes i overensstemmelse med afgørelsen i dommen i sagen
Eurocoton m.fl. mod Rådet.
28
Når alt kommer til alt har Rådet ved at nægte at fastslå, at Den Franske republik og Forbundsrepublikken Tyskland ikke havde
truffet nogen effektiv foranstaltning, besluttet – om end stiltiende – at disse to lande i modsætning til Kommissionens synspunkt
i virkeligheden havde truffet effektive foranstaltninger.
Domstolens bemærkninger
29
Det bemærkes, at ifølge ordlyden af artikel 104, stk. 13, EF, og medmindre andet følger af artikel 122, stk. 3 og 5, EF, træffer
Rådet, når det træffer de i samme bestemmelses stk. 7-9 nævnte afgørelser, afgørelse på grundlag af en henstilling fra Kommissionen
med et flertal på to tredjedele af sine medlemmers stemmer som vægtet i henhold til artikel 205, stk. 2, EF, idet stemmer
afgivet af den berørte medlemsstat ikke medregnes.
30
Derfor kan den rådsbeslutning, som er omhandlet i artikel 104, stk. 8, EF om offentliggørelse af Rådets henstillinger, når
det konstaterer, at de ikke er fulgt op af virkningsfulde foranstaltninger, kun foreligge, hvis den er vedtaget med det flertal,
der er nævnt i den foregående præmis. Det forholder sig på samme måde med den rådsbeslutning, som er omhandlet i artikel 104,
stk. 9, EF, om at pålægge den berørte medlemsstat inden for en bestemt frist at træffe foranstaltninger til den nedbringelse
af underskuddet, som Rådet skønner nødvendig for at rette op på situationen med et uforholdsmæssigt stort underskud.
31
Når Kommissionen retter henstilling til Rådet om at vedtage beslutninger i henhold til artikel 104, stk. 8 og 9, EF, og når
det krævede flertal ikke opnås i Rådet, vedtages der således ikke nogen beslutning i disses bestemmelsers forstand.
32
I øvrigt findes der ingen fællesskabsretlig bestemmelse, som fastsætter en frist, ved hvis udløb der antages at foreligge
en stiltiende beslutning i henhold til artikel 104, stk. 8 og 9, EF, og som angiver indholdet af denne beslutning.
33
Selv om det er rigtigt, således som det fremgår af sekstende betragtning til forordning nr. 1467/97, at et uforholdsmæssigt
stort underskud er en så alvorlig situation i tredje fase, at det kræver en hurtig indsats fra alle involverede, og at nævnte
forordning fastsætter frister, som skal overholdes, forholder det sig ikke desto mindre således, at udløbet af disse frister
ikke er til hinder for, at Rådet vedtager de retsakter, som Kommissionen har fremsat henstilling om. Som det fremgår af tolvte
betragtning til forordning nr. 1467/97, tilsigter de i denne forordning fastsatte frister at sikre, at proceduren i forbindelse
med uforholdsmæssigt store underskud gennemføres hurtigt og effektivt. Det vil således være i strid med dette formål at lade
sidstnævnte fristers udløb indebære et ophør af Rådets beføjelse til at vedtage de retsakter, som Kommissionen har fremsat
henstilling om inden for rammerne af nævnte procedure. Et sådant ophør ville i givet fald nødvendiggøre, at proceduren gentages.
34
I lyset af det ovenfor anførte bør det fastslås, at Rådets manglende vedtagelse af de retsakter, som er omhandlet i artikel
104, stk. 8 og 9, EF, og som Kommissionen har fremsat henstilling om, ikke kan anses for at give anledning til retsakter,
der kan anfægtes i henhold til artikel 230 EF.
35
Det skal bemærkes, at såfremt Rådet ikke vedtager de officielle instrumenter, som Kommissionen har fremsat henstilling om
i henhold til artikel 104, stk. 8 og 9, EF, kan sidstnævnte anvende det retsmiddel, som er foreskrevet i artikel 232 EF, under
overholdelse af de deri fastsatte betingelser.
36
Under hensyn til det ovenfor anførte bør søgsmålet afvises, for så vidt angår påstanden om annullation af Rådets manglende
vedtagelse af de officielle instrumenter, der er indeholdt i Kommissionens henstillinger i henhold til artikel 104, stk. 8
og 9, EF.
Påstanden om annullation af Rådets konklusioner vedrørende henholdsvis Den Franske Republik og Forbundsrepublikken Tyskland Parternes argumenter
37
Rådet har gjort gældende, at dets konklusioner er tekster af politisk art og ikke retsakter, som afføder retsvirkninger. Konklusionerne
berører på ingen måde Kommissionens prærogativer. De har alene til formål og til følge at fastslå situationen med hensyn til
verserende procedurer i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud efter Rådets undersøgelse samt Rådets manglende vedtagelse
af Kommissionens henstillinger.
38
Hvad angår suspensionen af de procedurer i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er blevet indledt mod Forbundsrepublikken
Tyskland og Den Franske Republik, følger den på ingen måde af selve konklusionerne. Den følger automatisk af den omstændighed,
at Kommissionens henstillinger ikke er blevet vedtaget af Rådet, uden at dette har haft pligt til i denne henseende at vedtage
en udtrykkelig og retligt bindende beslutning.
39
Rådet har herved anført, at kun artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1467/97 foreskriver, at proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt
store underskud kan suspenderes. Denne bestemmelse begrænser sig til at omhandle suspension i to bestemte tilfælde, uden at
angive, under hvilke andre omstændigheder en suspension er mulig eller forbudt og uden at fastsætte en ordning med henblik
på at konstatere eller fastslå suspension af proceduren. Suspension af en verserende procedure sker stiltiende. Den følger
af udløbet af den frist, som er fastsat i en retsakt vedtaget på grundlag af artikel 104, stk. 7 eller 9, EF.
40
Under alle omstændigheder ændrer den omstændighed, at Rådet har gjort denne suspension udtrykkelig i sine politiske konklusioner,
på ingen måde disses manglende retsvirkninger. Det følger heraf, at en eventuel annullation af konklusionerne ikke vil ændre
den faktiske eller retlige situation med hensyn til de verserende procedurer i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud.
41
Kommissionen har anført, at såfremt suspensionen af disse verserende procedurer mod Den Franske Republik og Forbundsrepublikken
Tyskland havde været den automatiske følge af den manglende vedtagelse af de beslutninger, som Kommissionen havde fremsat
henstillinger om, ville Rådet have kunnet begrænse sig til at fastslå en sådan suspension uden formelt at træffe beslutning
herom og knytte nye henstillinger hertil.
42
I virkeligheden er det kun muligt at suspendere proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud i de to tilfælde,
der er fastlagt i artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1467/97. For så vidt som Rådet har nægtet at fastslå, at de berørte
medlemsstater ikke havde truffet virkningsfulde foranstaltninger, idet det således besluttede, at de havde overholdt de henstillinger,
der var vedtaget i henhold til artikel 104, stk. 7, EF, ville det således kun have kunnet suspendere de verserende procedurer
i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud ved beslutninger truffet i overensstemmelse med de procedure- og afstemningsregler,
der finder anvendelse inden for rammerne af sidstnævnte bestemmelse. Kommissionen har imidlertid anført, at Rådets konklusioner
er blevet vedtaget i henhold til de procedure- og afstemningsregler, der finder anvendelse inden for rammerne af artikel 104,
stk. 9, EF.
43
Rådets konklusioner udgør sui generis-retsakter, hvis væsentligste retsvirkning har været at fritage Rådet og de berørte medlemsstater
fra den bindende juridiske ramme, der udgøres af artikel 104 EF og forordning nr. 1467/97, ved at erstatte den med nye retningslinjer
for vurderingen af betingelserne for anvendelse af artikel 104, stk. 9, EF og en ny ramme for overvågning af de berørte medlemsstaters
uforholdsmæssigt store underskud.
Domstolens bemærkninger
44
Ifølge fast retspraksis kan annullationssøgsmål anlægges til prøvelse af enhver af institutionerne udstedt bestemmelse, som
tilsigter at skabe retsvirkninger, uanset bestemmelsens karakter og form (jf. dom af 31.3.1971, sag 22/70, Kommissionen mod
Rådet, »AETR-sagen«, Sml. 1970, s. 41, præmis 42, org.ref.: Rec. s. 263, og dom af 2.3.1994, sag C-316/91, Parlamentet mod
Rådet, Sml. I, s. 625, præmis 8).
45
I det foreliggende tilfælde skal det efterprøves, om Rådets konklusioner tilsigter at skabe sådanne virkninger.
46
Rådet udtaler i punkt 6 i sine konklusioner, at det vedtager indtil videre at stille procedurerne i forbindelse med uforholdsmæssigt
store underskud i bero og erklærer sig rede til at træffe beslutning i henhold til artikel 104, stk. 9, EF, hvis det skulle
vise sig, at den berørte medlemsstat undlader at handle i overensstemmelse med sine forpligtelser ifølge disse konklusioner.
47
Det skal herved for det første fastslås, for så vidt som beslutningerne om at suspendere de verserende procedurer i forbindelse
med uforholdsmæssigt store underskud er betinget af overholdelse af forpligtelser, som de berørte medlemsstater har påtaget
sig, begrænser de sig ikke – i modsætning til det, Rådet har gjort gældende – til at stadfæste en faktisk suspension, der
følger af den manglende vedtagelse af retsakter i henhold til Kommissionens henstillinger inden for rammerne af artikel 104,
stk. 8 og 9, EF.
48
Det skal dernæst bemærkes, at de pågældende forpligtelser er ensidige forpligtelser, som de to berørte medlemsstater har påtaget
sig uden for rammerne af tidligere henstillinger vedtaget i henhold til artikel 104, stk. 7, EF. Rådet har således gjort en
eventuel beslutning, der skal vedtages i henhold til artikel 104, stk. 9, EF, betinget af en vurdering, der ikke længere som
referencekriterium har indholdet af henstillinger vedtaget i henhold til artikel 104, stk. 7, EF, men den berørte medlemsstats
ensidigt påtagne forpligtelser.
49
Endelig skal det konstateres, at Rådet ved at følge denne fremgangsmåde også i faktisk henseende ændrer de henstillinger,
som tidligere er vedtaget i henhold til artikel 104, stk. 7, EF, navnlig i det omfang det i de samme konklusioner udskyder
den sidste frist for at nedbringe det offentlige underskud under loftet på 3% af BNP og dermed følgelig ændrer betydningen
af de krævede foranstaltninger med henblik på nedbringelse af underskuddet.
50
Det fremgår af det ovenfor anførte, at Rådets konklusioner tilsigter at skabe retsvirkninger, i det mindste for så vidt som
de suspenderer de verserende procedurer i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud og i faktisk henseende ændrer de
henstillinger, som Rådet tidligere har vedtaget i henhold til artikel 104, stk. 7, EF.
51
Det følger heraf, at søgsmålet kan fremmes til realitetsbehandling, for så vidt som det er anlagt til prøvelse af disse konklusioner.
Realiteten
52
Kommissionen har nedlagt påstand om annullation af de konklusioner, som Rådet har vedtaget i forhold til hver af de berørte
medlemsstater, i det omfang de indebærer, at proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud suspenderes, at
der anvendes et instrument, som ikke er foreskrevet ved traktaten, og at de henstillinger, som Rådet har vedtaget i henhold
til artikel 104, stk. 7, EF, ændres.
Parternes argumenter
53
Kommissionen har anført, at Rådet – forelagt henstillinger om at vedtage beslutninger i henhold til artikel 104, stk. 8 og
9, EF – har vedtaget »konklusioner«, som er en retsakt, der ikke er foreskrevet i traktaten og navnlig ikke i artikel 104
EF. Ifølge Kommissionen kunne Rådet ikke vedtage andre instrumenter end dem, der er foreskrevet i sidstnævnte bestemmelse,
nemlig beslutninger, der er bindende retsakter. Kommissionen har tilføjet, at Rådet så meget desto mindre kunne gøre dette,
som dets konklusioner indeholder beslutningselementer, såsom suspension af procedurer samt henstillinger til de berørte medlemsstater.
54
For så vidt som Rådets konklusioner suspenderer proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, tilsidesættes
artikel 9, stk. 1, første led, i forordning nr. 1467/97, hvorefter denne procedure suspenderes, hvis den pågældende medlemsstat
efterkommer henstillinger fra Rådet vedtaget i henhold til artikel 104, stk. 7, EF. Det fremgår således ikke af beslutningerne
om suspension, at denne betingelse var opfyldt. Det fremgår tværtimod af Rådets konklusioner, at dette delte Kommissionens
opfattelse, som nødvendigvis førte til den konklusion, at denne betingelse ikke var opfyldt. Desuden er beslutningerne om
suspension ikke blevet vedtaget under overholdelse af afstemningsreglerne i artikel 104, stk. 13, EF, idet de er blevet vedtaget
af medlemsstaterne i euroområdet, bortset fra den berørte medlemsstat, og ikke af samtlige medlemsstater, bortset fra den
berørte medlemsstat. For så vidt som en eventuel suspension kun lovligt havde kunnet vedtages under sagens behandling i henhold
til artikel 104, stk. 7, EF, burde der på grund af formkravenes parallelitet have været anvendt de afstemningsregler, der
finder anvendelse i denne fase.
55
Hvad angår beslutninger om at ændre henstillinger vedtaget af Rådet i henhold til artikel 104, stk. 7, EF bestrider Kommissionen
ikke rigtigheden heraf ud fra et økonomisk synspunkt, navnlig hvad angår forlængelsen af den frist, inden for hvilken de uforholdsmæssigt
store underskud skal bringes til ophør. Kommissionen er imidlertid af den opfattelse, at Rådet ikke, uden at overholde de
i traktaten foreskrevne procedurer, kunne vedtage henstillinger, som var i strid med dem, der tidligere var vedtaget.
56
Rådet har henvist til de bemærkninger, som det har fremsat i forbindelse med sin formalitetsindsigelse, hvorefter dets konklusioner
er af politisk og ikke juridisk art, og nærmere bestemt bemærkningen om, at suspensionen af de verserende procedurer var en
automatisk følge af den manglende vedtagelse af de retsakter, som Kommissionen havde fremsat henstilling om.
57
Ifølge Rådet vil en eventuel annullation af dets konklusioner ikke ændre den faktiske eller retlige situation med hensyn til
de verserende procedurer i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. Dette bekræftes af den konstatering, som Kommissionen
har accepteret, og hvorefter procedurerne ikke er afsluttet, og Kommissionen fortsat frit på ethvert tidspunkt under udøvelse
af sin initiativret kan forelægge Rådet henstillinger i henhold til artikel 104, stk. 7, 8 eller 9, EF på grundlag af den
analyse, som den i så fald foretager af situationen.
58
Rådet har desuden gjort gældende, at de henstillinger, som det tidligere havde vedtaget i henhold til artikel 104, stk. 7,
EF, i det mindste var blevet delvist forældet. De var blevet overhalet af udviklingen i den økonomiske situation. Forskellige
faktorer, navnlig en udvikling i den økonomiske situation, som var mindre fordelagtig i forhold til de prognoser, der forelå
ved vedtagelsen af henstillingerne, førte til, at det var umuligt for de berørte medlemsstater at korrigere deres underskud
inden for de fastsatte frister.
59
En alternativ fremgangsmåde ville have bestået i, at Rådet vedtog nye henstillinger i henhold til artikel 104, stk. 7, EF.
En sådan løsning har imidlertid ikke været mulig, idet Kommissionen har besluttet ikke at forelægge Rådet nye henstillinger
baseret på sidstnævnte bestemmelse.
60
Rådet har derfor fundet det hensigtsmæssigt at vedtage de anfægtede konklusioner, der, samtidig med at de fastslog udviklingen
i den økonomiske situation samt de foranstaltninger og forpligtelser, som hver af de to medlemsstater havde påtaget sig, gav
dem anvisning på det, som de ifølge Rådets opfattelse skulle foretage for at afhjælpe deres uforholdsmæssigt store underskud.
61
Denne fremgangsmåde frembød flere fordele:
–
Det blev klarlagt, at procedurerne i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud ikke var afsluttet, men blot suspenderet
som følge af den manglende vedtagelse af de beslutninger, som Kommissionen havde fremsat henstilling om.
–
De foranstaltninger, som Den Franske Republik og Forbundsrepublikken Tyskland forpligtede sig til at træffe, og de mål, som
de forpligtede sig til at nå, blev taget til efterretning.
–
Rådets vilje til at handle i fremtiden inden for rammerne af artikel 104, stk. 9, EF, såfremt de berørte medlemsstater ikke
overholdt deres forpligtelser, blev bekræftet.
–
Det blev klarlagt, at Rådet holdt fast ved stabilitets- og vækstpagtens principper og regler.
62
Den nævnte fremgangsmåde har undgået, at Rådets tavshed efter den manglende vedtagelse af beslutningerne, som Kommissionen
havde fremsat henstilling om i henhold til artikel 104, stk. 8 og 9, EF, rejste tvivl om stabilitets- og vækstpagtens troværdighed,
og i en situation, der var præget af usikkerhed, udsatte de erhvervsdrivende samt valutamarkederne for skadelige følger.
63
Rådet er af den opfattelse, at traktaten ikke indeholder nogen bestemmelse, der forbyder en sådan fremgangsmåde.
64
Rådet har tilføjet, at de henstillinger i medfør af artikel 104, stk. 7, EF, der blev vedtaget henholdsvis den 21. januar
2003 i forhold til Forbundsrepublikken Tyskland og den 3. juni 2003 i forhold til Den Franske Republik, fortsat er i kraft.
Domstolens bemærkninger
65
Det bemærkes, at Kommissionen, trods ordlyden af dens stævning, i det væsentlige kun påstår Rådets konklusioner annulleret,
i det omfang de indeholder en beslutning om at suspendere proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud og
en beslutning, der ændrer de henstillinger, der tidligere er blevet rettet til den berørte medlemsstat.
66
Kommissionens formelle påstand om annullation af nævnte beslutninger, for så vidt som de også indebærer vedtagelse af et instrument,
der ikke er foreskrevet i traktaten, udgør i virkeligheden ikke en selvstændig påstand, men snarere en argumentation, der
er fremført til støtte for den annullationspåstand, der er gengivet i den foregående præmis.
67
Sidstnævnte påstand skal behandles, efter at det indledningsvis er blevet gjort klart, hvordan proceduren i forbindelse med
uforholdsmæssigt store underskud er opbygget.
Opbygningen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud
68
Ifølge artikel 4, stk. 1 og 2, EF skal medlemsstaternes og Fællesskabets virke indebære gennemførelse af en økonomisk politik,
der bygger på snæver samordning af medlemsstaternes økonomiske politikker, og sideløbende hermed indførelsen af ØMU’en. Ifølge
samme artikels stk. 3 indebærer dette virke, at der handles i overensstemmelse med følgende principper: stabile priser, sunde
offentlige finanser og monetære vilkår og en holdbar betalingsbalance.
69
Artikel 104, stk. 1, EF foreskriver, at medlemsstaterne skal undgå uforholdsmæssigt store offentlige underskud.
70
Formålet med den procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, som er foreskrevet i artikel 104, stk. 2-13,
EF, er at tilskynde og i givet fald tvinge den berørte medlemsstat til at nedbringe det eventuelt konstaterede underskud.
71
De regler, som er fastsat i artikel 104 EF, præciseres og forstærkes ved den stabilitets- og vækstpagt, der bl.a. er tilvejebragt
ved Det Europæiske Råds resolution af 17. juni 1997 og forordning nr. 1467/97.
72
Det understreges i Det Europæiske Råds resolution af 17. juni 1997, at det er af afgørende betydning, at budgetdisciplinen
bliver sikret i tredje fase af ØMU’en. I lyset af denne konstatering opfordrer den højtideligt Rådet til stramt og rettidigt
at gennemføre alle de elementer i stabilitets- og vækstpagten, der henhører under dets kompetence, og til at betragte fristerne
for anvendelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud som øvre grænser.
73
Det fastslås i ottende betragtning til forordning nr. 1467/97, at budgetdisciplin er nødvendig i tredje fase af ØMU’en for
at sikre prisstabilitet. Det anføres i sekstende betragtning til samme forordning, at et uforholdsmæssigt stort underskud
er en så alvorlig situation i denne tredje fase, at det kræver en hurtig indsats fra alle involverede.
74
I denne sammenhæng, der er kendetegnet ved den betydning, som traktatens ophavsmænd tillægger overholdelsen af budgetdisciplinen,
og ved målsætningen for de regler, der er foreskrevet med henblik på gennemførelse af denne disciplin, skal der anlægges en
fortolkning af nævnte regler, som sikrer deres fulde effektive virkning.
75
Det bemærkes, at i henhold til artikel 104, stk. 10, EF kan Kommissionens og medlemsstaternes ret til i medfør af artikel
226 EF og 227 EF at anlægge traktatbrudssøgsmål mod en medlemsstat ikke udøves i forbindelse med artikel 104, stk. 1-9, EF.
76
Som Kommissionen har understreget, påhviler ansvaret for, at medlemsstaterne overholder budgetdisciplinen, i det væsentlige
Rådet.
77
Proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud er en procedure, som omfatter flere faser, og som kan føre til,
at der pålægges sanktioner i medfør af artikel 104, stk. 11, EF.
78
Artikel 104 EF fastlægger de nærmere bestemmelser for hver fases forløb samt de pågældende institutioners respektive roller
og kompetencer. Forordning nr. 1467/97, der er vedtaget med enstemmighed på grundlag af artikel 104, stk. 14, andet afsnit,
EF, fastsætter strenge tidsfrister, der skal overholdes under proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud,
for – ifølge dens tolvte betragtning – at sikre, at den gennemføres effektivt og hurtigt. Forordningens artikel 9 bestemmer,
at proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud suspenderes, hvis den pågældende medlemsstat efterkommer
henstillinger eller pålæg efter henholdsvis stk. 7 og 9 i artikel 104 EF. Endvidere foreskriver forordningens artikel 10,
at gennemførelsen af de foranstaltninger, som den pågældende medlemsstat træffer, skal overvåges.
79
Til hver af de faser af proceduren, som indebærer, at en sag forelægges Rådet, svarer en retsakt, som Kommissionen har fremsat
henstilling om, at Rådet vedtager. Hver fase forudsætter, at Rådet undersøger, om medlemsstaten har overholdt de forpligtelser,
der påhviler den i henhold til artikel 104 EF, og navnlig de forpligtelser, der følger af de henstillinger og beslutninger,
som Rådet tidligere har vedtaget.
80
Som Kommissionen har erkendt, har Rådet en skønsbeføjelse. Når Rådet forelægges henstillinger fra Kommissionen og ikke forslag
i artikel 250 EF’s forstand, kan det, bl.a. på grundlag af en anden vurdering af de relevante økonomiske oplysninger, af de
foranstaltninger, der skal træffes, og af den tidsplan, som den berørte medlemsstat skal overholde, ændre den retsakt, som
Kommissionen har fremsat henstilling om, med det for vedtagelsen af denne retsakt krævede flertal.
81
Det følger imidlertid af indholdet og opbygningen af den ordning, der er indført ved traktaten, at Rådet ikke kan frigøre
sig fra de regler, der er indeholdt i artikel 104 EF, og de regler, som det har pålagt sig selv ved forordning nr. 1467/97.
Rådet kan således ikke følge en alternativ procedure, f.eks. til at vedtage en retsakt, som ikke er selve den beslutning,
der er foreskrevet for en bestemt fase, eller som vedtages under andre betingelser end dem, som er foreskrevet i de bestemmelser,
der finder anvendelse.
82
Det er i lyset af denne konstatering, at det skal undersøges, om Rådets konklusioner skal annulleres, for så vidt de indeholder
en beslutning om at suspendere proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud og en beslutning om at ændre
de henstillinger, som Rådet tidligere har vedtaget i medfør af artikel 104, stk. 7, EF.
Suspension af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud
83
Det anføres i syttende betragtning til forordning nr. 1467/97, at proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud
skal suspenderes, hvis den pågældende medlemsstat træffer passende foranstaltninger til opfølgning af en henstilling efter
artikel 104, stk. 7, EF eller et pålæg efter artikel 104, stk. 9, EF, for at tilskynde medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger
i overensstemmelse hermed.
84
Artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1467/97 bestemmer, at proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud suspenderes,
når den pågældende medlemsstat efterkommer en henstilling eller et pålæg fra Rådet.
85
Hverken artikel 104 EF eller forordning nr. 1467/97 foreskriver mulighed for at træffe beslutning om suspension i andre tilfælde.
86
Som Rådet har anført, kan en faktisk suspension følge af den omstændighed, at Rådet, efter at være blevet forelagt en henstilling
fra Kommissionen, ikke kan vedtage en beslutning, idet det krævede flertal ikke opnås.
87
I det foreliggende tilfælde anføres det imidlertid udtrykkeligt i de anfægtede konklusioner, at Rådet »vedtager at stille
proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud i bero […] for [den berørte medlemsstats] vedkommende«, og at
Rådet »er rede til at træffe beslutning i henhold til artikel 104, stk. 9, på grundlag af Kommissionens henstilling, hvis
[…] [den pågældende medlemsstat] undlader at handle i overensstemmelse med sine forpligtelser ifølge disse konklusioner«.
88
Med disse udtalelser begrænser Rådet sig ikke til at konstatere en faktisk suspension af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt
store underskud, der følger af, at det var umuligt at vedtage en beslutning, som Kommissionen har fremsat henstilling om,
hvilken umulighed når som helst vil kunne afhjælpes. For så vidt som Rådets konklusioner betinger suspensionen af den berørte
medlemsstats overholdelse af sine forpligtelser, begrænser de Rådets beføjelse til at fremsætte pålæg i henhold til artikel
104, stk. 9, EF på grundlag af en tidligere henstilling fra Kommissionen, så længe forpligtelserne anses for at være overholdt.
Herved foreskriver konklusionerne desuden, at Rådets vurdering med henblik på en beslutning om at vedtage pålæg, dvs. med
henblik på fortsættelse af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, heller ikke længere har indholdet
af henstillinger, der allerede er blevet meddelt den pågældende medlemsstat i henhold til artikel 104, stk. 7, EF, som referencekriterium,
men denne medlemsstats ensidigt påtagne forpligtelser.
89
En sådan beslutning om suspension tilsidesætter artikel 104 EF og artikel 9 i forordning nr. 1467/97.
90
Det skal bemærkes, at Domstolen ved at medgive, at den faktiske suspension kan følge af den blotte omstændighed, at Rådet
ikke når frem til at vedtage en beslutning, som Kommissionen har fremsat henstilling om, ikke tager stilling til spørgsmålet
om, hvorvidt Rådet i henhold til artikel 104, stk. 9, EF vil kunne forpligtes til at vedtage en beslutning, når medlemsstaten
fortsætter med ikke at efterkomme dets henstillinger i henhold til artikel 104, stk. 7, EF, hvilket spørgsmål Domstolen ikke
skal besvare inden for rammerne af den foreliggende sag.
Ændring af henstillinger vedtaget af Rådet i henhold til artikel 104, stk. 7, EF
91
Ifølge artikel 104, stk. 13, EF kan henstillinger i henhold til artikel 104, stk. 7, EF kun vedtages på grundlag af en henstilling
fra Kommissionen. Som det er blevet anført, har Rådet beføjelse til at vedtage en anden beslutning end den, som Kommissionen
har fremsat henstilling om.
92
Når Rådet har vedtaget henstillinger i henhold til artikel 104, stk. 7, EF, kan det imidlertid ikke senere ændre dem uden
en ny henstilling fra Kommissionen, idet denne har en initiativret inden for rammerne af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt
store underskud, hvilket Rådet erkender.
93
I det foreliggende tilfælde har sidstnævnte vedtaget sådanne henstillinger rettet til Forbundsrepublikken Tyskland, den 21.
januar 2003, og til Den Franske Republik, den 3. juni 2003.
94
Der er ikke forud for Rådets konklusioner blevet fremsat henstillinger fra Kommissionen om, at Rådet på grundlag af artikel
104, stk. 7, EF vedtager henstillinger, som er forskellige fra de tidligere vedtagne.
95
Desuden er de henstillinger, som er indeholdt i Rådets konklusioner, ikke blevet vedtaget efter de afstemningsregler, som
er foreskrevet med hensyn til Rådets henstillinger i henhold til artikel 104, stk. 7, EF, men efter de regler, som er fastsat
for en beslutning i henhold til artikel 104, stk. 9, EF, dvs. ved en afstemning, hvori alene medlemsstaterne i euroområdet
deltog.
96
Beslutningen om at vedtage disse henstillinger fra Rådet i strid med artikel 104, stk. 7 og 13, EF er derfor ulovlig.
97
De konklusioner, som Rådet har vedtaget i forhold til henholdsvis Den Franske Republik og Forbundsrepublikken Tyskland, bør
derfor annulleres, for så vidt de indeholder en beslutning om at suspendere proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt
store underskud og en beslutning om at ændre de henstillinger, som Rådet tidligere havde vedtaget i henhold til artikel 104,
stk. 7, EF.
Sagens omkostninger
98
I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 3, kan Domstolen fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part
skal bære sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter, eller hvor
der foreligger ganske særlige grunde. Da hver af parterne delvis har tabt sagen, bør de hver bære deres egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
DOMSTOLEN (plenum)
1)
Kommissionen for De Europæiske Fællesskabers søgsmål afvises, for så vidt angår påstanden om annullation af Rådet for Den
Europæiske Unions manglende vedtagelse af de officielle instrumenter, der er indeholdt i Kommissionens henstillinger i henhold
til artikel 104, stk. 8 og 9, EF.
2)
Rådets konklusioner af 25. november 2003, som er vedtaget i forhold til henholdsvis Den Franske Republik og Forbundsrepublikken
Tyskland, annulleres, for så vidt de indeholder en beslutning om at suspendere proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt
store underskud og en beslutning om at ændre de henstillinger, som Rådet tidligere havde vedtaget i henhold til artikel 104,
stk. 7, EF.
3)
Hver part bærer sine egne omkostninger.
Skouris
Jann
Timmermans
Rosas
Gulmann
Puissochet
Cunha Rodrigues
Schintgen
Macken
Colneric
von Bahr
Silva de Lapuerta
Lenaerts
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 13. juli 2004.