Når en pension kun berører en særlig gruppe af arbejdstagere, når den direkte afhænger af den tilbagelagte tjenestetid, og når den fastsættes på grundlag af tjenestemandens senest oppebårne løn, opfylder pensionen de tre kriterier, der karakteriserer et ansættelsesforhold, og som er afgørende for, om en arbejdsophørspension henhører under anvendelsesområdet for traktatens artikel 119 og, efter den 1. maj 1999, for artikel 141, stk. 1 og 2, EF.

Disse bestemmelser er til hinder for en lovgivning − som den, der følger af nævnte lovs § 85, sammenholdt med den tidligere affattelse af lovens § 14 − der kan indebære, at pensionen nedsættes for tjenestemænd, som i løbet af deres tjenestetid, i hvert fald en del af tiden, har været deltidsbeskæftigede, når denne gruppe tjenestemænd omfatter langt flere kvinder end mænd, medmindre lovgivningen kan begrundes i objektive hensyn, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

(jf. præmis 58, 63 og 74 samt domskonkl. 1)

(jf. præmis 97 og domskonkl. 2)

(jf. præmis 104 og domskonkl. 3)

DOMSTOLENS DOM (Femte Afdeling)
23. oktober 2003(1)

»Socialpolitik – mandlige og kvindelige arbejdstagere – lige løn – anvendeligheden af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF), af artikel 141, stk. 1 og 2, EF og af direktiv 86/378/EØF eller af direktiv 79/7/EØF – begrebet løn – pensionsordning for tjenestemænd – beregning af alderspension for tjenestemænd på deltid – forskellig behandling i forhold til arbejdstagere på fuld tid – indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn – betingelser for at forskelsbehandlingen eventuelt kan begrundes i hensyn, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn – protokol ad EF-traktatens artikel 119 (nu protokol ad artikel 141 EF) – tidsmæssige virkninger«

I de forenede sager C-4/02 og C-5/02,

angående to anmodninger, som Verwaltungsgericht Frankfurt am Main (Tyskland) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i de for nævnte ret verserende sager,

Hilde Schönheit

mod

Stadt Frankfurt am Main (sag C-4/02), og

Silvia Becker

mod

Land Hessen (sag C-5/02) ,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF), af protokollen ad EF-traktatens artikel 119, der ved traktaten om Den Europæiske Union er knyttet som bilag til EF-traktaten (nu protokollen ad artikel 141 EF), af artikel 141, stk. 1 og 2, EF, af Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24) og af Rådets direktiv 86/378/EØF af 24. juli 1986 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger (EFT L 225, s. 40), som ændret ved Rådets direktiv 96/97/EF af 20. december 1996 (EFT 1997 L 46, s. 20) samt af Rådets direktiv 97/80/EF af 15. december 1997 om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på grundlag af køn (EFT 1998 L 14, s. 6),har

DOMSTOLEN (Femte Afdeling),,

sammensat af A. La Pergola (refererende dommer) som fungerende formand for Femte Afdeling og dommerne P. Jann og S. von Bahr,

generaladvokat: L.A. Geelhoed
justitssekretær: ekspeditionssekretær H.A. Rühl,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

–

Hilde Schönheit ved Rechtsanwalt A. Fischer (sag C-4/02)

–

Silvia Becker ved Rechtsanwältin A. Kähler (sag C-5/02)

–

den tyske regering ved W.-D. Plessing og M. Lumma, som befuldmægtigede (sagerne C-4/02 og C-5/02)

–

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved N. Yerrell og H. Kreppel, som befuldmægtigede (sagerne C-4/02 og C-5/02),

efter at der i retsmødet den 6. marts 2003 er afgivet mundtlige indlæg af Silvia Becker ved Justiziar Schröder og A. Kähler, og af Kommissionen ved F. Hoffmeister, som befuldmægtiget,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 22. maj 2003,

afsagt følgende

Dom

–

anvendelsesområdet for ordningerne samt betingelserne for adgang til disse

–

bidragspligt og beregning af bidrag

–

beregningen af ydelserne, herunder ægtefælle- eller forsørgertillæg, og betingelserne for varigheden og bevarelsen af retten til ydelserne.«

a)

på erhvervstilknyttede ordninger, der sikrer beskyttelse mod følgende risici:

–

alderdom, også i tilfælde af førtidspensionering

–

beregningen af ydelserne, [...]«

h)

forskellige ydelsesniveauer, undtagen i det omfang det er nødvendigt som følge af aktuarmæssige faktorer, der er forskellige for de to køn i forbindelse med bidragsdefinerede ordninger.

For så vidt angår ordninger, der er funderede og ydelsesdefinerede, kan visse elementer (som bilaget indeholder eksempler på) være uens, såfremt de uens beløb skyldes anvendelsen af aktuarmæssige faktorer, der er forskellige for de to køn, ved iværksættelsen af finansieringen af ordningen.0

»1)

Såfremt tjenestemandsforholdet [...] allerede bestod pr. 31. december 1991, bevares ret til den pensionssats, der var opnået pr. denne dato. Beregningen af den pensionsgivende tjenestetid og pensionssatsen sker da på grundlag af den indtil den 31. december 1991 gældende lovgivning; § 14, stk. 1, 1. pkt., andet og tredje led, finder herved ikke anvendelse. Den pensionssats, der fremkommer ved anvendelse af bestemmelsens første og andet punktum, stiger med 1% af den pensionsgivende løn indtil højst 75% for hvert år, der tilbagelægges som pensionsgivende tjenestetid fra den 1. januar 1992 i henhold til den for dette tidspunkt gældende lovgivning; [...]

4)

Den pensionssats, der fremkommer ved anvendelse af stk. 1, 2 eller 3, lægges til grund for beregningen af pensionsbeløbet, såfremt den er højere end den pensionssats, der fremkommer ved anvendelse af nærværende lov på den samlede pensionsgivende tjenestetid. Den pensionssats, der fremkommer ved anvendelse af stk. 1, må ikke overstige den pensionssats, der ville følge af anvendelsen af den indtil den 31. december 1991 gældende lovgivning.

»1)

Tjenesteperioder, som en tjenestemand har tilbagelagt fra det tidspunkt, hvor den pågældende første gang tiltrådte en stilling som tjenestemand hos en offentligretlig institution på statens område, er pensionsgivende. Dette omfatter ikke perioder med

5.

orlov uden løn [...]

»1)

Er ydelse af arbejdsophørspension i henhold til bestemmelserne i Beamtenversorgungsgesetz (den tyske lov om tjenestemandspensioner) omfattet af EF-traktatens artikel 119, nu artikel 141, stk. 1 og 2, EF, sammenholdt med direktiv 86/378/EØF eller bestemmelserne i direktiv 79/7/EØF?

2)

Er der ved ydelser i henhold til Beamtenversorgungsgesetz tale om en ordning som omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra h), i direktiv 86/378/EØF, således at der kan tages hensyn til aktuarmæssige faktorer eller hermed ligestillede forhold med henblik på et forskelligt ydelsesniveau, selv om ydelserne finansieres af offentlige midler?

3)

Gælder de krav til begrundelsen for konstaterede tegn på en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, som er opstillet i artikel 2, stk. 2, i direktiv 97/80/EF med henblik på anvendelsen af EF-traktatens artikel 119, nu artikel 141, stk. 1 og 2, EF, herunder direktiv 86/378/EØF, uafhængigt af, om der under sagens behandling for retten opstår spørgsmål om bevislettelse, eller om dette spørgsmål er uden betydning i betragtning af det princip om rettens pligt til at søge sagen oplyst, som gælder for sagens behandling?

4)

Skal spørgsmålet om, hvorvidt det er nødvendigt at anvende et tilsyneladende neutralt kriterium i retsforskrifter, udelukkende bedømmes på grundlag af de motiver, der fremgår af retsforskriftens tilblivelseshistorie, eller begrundelsen for udstedelsen af retsforskriften, herunder navnlig for så vidt som sådanne motiver eller begrundelser er fremført i forbindelse med udstedelsen af retsforskriften og kan identificeres som den på daværende tidspunkt afgørende begrundelse for retsforskriftens udstedelse?

5)

Såfremt den pågældende lovgivning endvidere (foruden det i spørgsmål 4 anførte) eller yderligere kan være begrundet i andre lovlige formål i overensstemmelse med artikel 2, stk. 2, i direktiv 97/80/EF eller EF-Domstolens praksis om konstatering af indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, kan en national ret da selvstændigt søge at identificere lovlige formål med en bestemmelse og i givet fald benytte disse som begrundelse for et kriterium for en forskellig behandling, navnlig såfremt sådanne betragtninger hviler på retssystematiske overvejelser? Gælder dette også, såfremt sådanne overvejelser ikke er kommet til udtryk i de motiver, der er fremført i forbindelse med udstedelsen af retsforskriften?

6)

Kan konstaterede tegn på en indirekte forskelsbehandling af ældre deltidsbeskæftigede kvindelige tjenestemænd ved fastsættelsen af deres pensionssats som en del af den sidste løn anses for et lovligt formål ud fra en nødvendighedsbetragtning, såfremt dette skal tjene til at opveje en minimumspension i de første ti tjenesteår, uafhængigt af nedsat arbejdstid, selv om tjenestemandspensionsydelser uden egetbidrag fra de kvindelige tjenestemandsansatte udelukkende finansieres af offentlige midler? Kan det anses for en – eventuelt supplerende – begrundelse for nødvendighedsbetragtningen, at ydelserne har karakter af underhold og er udtryk for et hævdvundet princip for så vidt angår tjenestemandsforhold i overensstemmelse med Grundgesetz’ artikel 33, stk. 5?

7)

Såfremt spørgsmålet vedrørende nødvendigheden – som anført i spørgsmål 6 – besvares bekræftende, kan en nedsættelse af pensionssatsen for ældre tjenestemænd af begge køn, som har krav på ydelser, der langt overstiger mindstepensionen for mindst ti års anciennitet i tjenesten, da stadig anses for rimelig (forholdsmæssig) under hensyn til deres forudgående deltidsbeskæftigelse, såfremt nedsættelsen ikke kun beregnes lineært på grundlag af omfanget af den nedsatte arbejdstid, men tillige tager varigheden af fuldtidsbeskæftigelsen i forhold til varigheden af deltidsbeskæftigelsen i betragtning, til skade for disse, selv om den eventuelt uforholdsmæssig fordelagtige ydelse af en mindstepension uden hensyn til nedsat arbejdstid ikke længere kommer i betragtning for ældre tjenestemænd af begge køn. Ville det ikke i denne situation være (mere) rimeligt at undlade at anvende en mere end proportional nedsættelse af pensionssatsen for ældre tjenestemænd af begge køn med højere anciennitet og i stedet udelukkende anvende en pro rata-nedsættelse af mindstepensionen?

8)

Kan de yderligere personaleomkostninger, der opstår som følge af, at det tilstræbes at ansætte et større antal personer gennem en udvidelse af omfanget af deltidsbeskæftigelse i forhold til den hidtil dominerende fuldtidsbeskæftigelse – samtidig med et principielt uændret antal budgetterede og ordinære stillinger – begrunde, at det er nødvendigt, at disse omkostninger pålægges de deltidsbeskæftigede, således at deres pensionssats nedsættes mere end proportionalt, som dette er sket ved § 14, stk. 1, 1. pkt., andet og tredje led, i Beamtenversorgungsgesetz i den affattelse, der var gældende indtil den 31. december 1991?

9)

Er en nødvendig hensyntagen til sådanne omkostninger (spørgsmål 8) rimelig, når den yderligere personaleomkostningsbyrde alene pålægges tidligere deltidsbeskæftigede, og følgelig helt overvejende kvinder, selv om de øgede muligheder for deltidsbeskæftigelse på det tidspunkt, hvor lovgivningen herom blev ændret, navnlig var begrundet i ønsket om at reducere den almindelige arbejdsløshed gennem en gradvis reduktion af det overskydende antal ansøgere af begge køn til stillinger inden for det offentlige?«

»10)

Udelukker protokollen ad EF-traktatens artikel 119 – som en del af traktaten af 1992 om Den Europæiske Union (EFT C 191, s. 3-68) – uden videre, at der foretages en efterprøvelse af metoderne til medregning af beskæftigelsesperioder, der er tilbagelagt inden den 17. maj 1990, i forhold til artikel 141, stk. 1 og 2, EF, tidligere EF-traktatens artikel 119? Gælder forbuddet mod en efterprøvelse tillige, såfremt der efter den 17. maj 1990 er foretaget ændringer af bestemmelserne om medregning af beskæftigelsesperioder, der er tilbagelagt inden skæringsdagen, den 17. maj 1990, selv om disse ændringer kun delvis sikrer en tilpasning til de krav, der følger af EF-traktatens artikel 119, og ikke omfatter en lige så fordelagtig tilpasning for visse tilfældegrupper?

11)

Er det afgørende tidspunkt for iagttagelsen af skæringsdagen, den 17. maj 1990, i forbindelse med udstedelse af love datoen for offentliggørelsen i det officielle offentliggørelsesorgan, eller er afslutningen af behandlingen i de lovgivende organer afgørende, også for det tilfælde at forbundsregeringens tilslutning er nødvendig for loven?«

–

Det tilkommer den nationale ret, som er enekompetent til at vurdere de faktiske omstændigheder og til at fortolke den nationale lovgivning, at afgøre, om og i hvilket omfang en lovbestemmelse, som gælder uafhængigt af arbejdstagerens køn, men som faktisk rammer langt flere kvinder end mænd, er berettiget af objektive hensyn, som intet har at gøre med en forskelsbehandling på grundlag af køn.

–

Formålet om at begrænse de offentlige udgifter kan ikke begrunde en forskellig behandling på grundlag af køn.

–

En forskellig behandling af mænd og kvinder kan dog eventuelt være begrundet i andre hensyn end dem, der blev anført i forbindelse med vedtagelsen af den foranstaltning, der indførte den forskellige behandling.

–

En national lovgivning som den, der følger af BeamtVG’s § 85, sammenholdt med den gamle udgave af BeamtVG’s § 14, der indebærer en større nedsættelse af en arbejdstagers arbejdsophørspension, end hvad en forholdsmæssig nedsættelse i forhold til dennes tjenesteperioder som deltidsbeskæftiget ville berettige til, vil ikke kunne anses for objektivt begrundet i den omstændighed, at pensionen i dette tilfælde er modydelse for en mindre omfattende arbejdsydelse, eller med henvisning til, at den har til formål at undgå, at deltidsbeskæftigede tjenestemænd begunstiges i forhold til tjenestemænd på fuld tid.

På grundlag af disse præmisser

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)