62000J0023

Appel formaliteten afgørelser, som kan gøres til genstand for appel Domstolens undersøgelse af egen drift påstand om ophævelse af en dom afsagt af Retten, i det omfang den erklærer det ufornødent at træffe afgørelse om en formalitetsindsigelse over for et søgsmål, hvori sagsøgte frifindes afvisning

(EF-statutten for Domstolen, art. 49, stk. 1)

$$Domstolen skal af egen drift undersøge, om de af appellanten nedlagte påstande vedrører en afgørelse fra Retten, som kan appelleres i henhold til artikel 49, stk. 1, i statutten for Domstolen.

De i nævnte bestemmelse omhandlede afgørelser, hvorved der tages stilling til en formalitetsindsigelse angående en afvisningspåstand, vedrører afgørelser, som går en part imod, idet de tager den pågældende afvisningspåstand til følge eller forkaster den.

Det gælder derimod ikke, når det fremgår af den appellerede dom, at Retten har fundet det ufornødent at tage stilling til sagsøgtes afvisningspåstand, fordi sagsøgernes påstande under alle omstændigheder måtte forkastes.

Retten er kompetent til at vurdere, om det af hensyn til god retspleje er berettiget at frifinde sagsøgte, uden at tage stilling til dennes afvisningspåstand, hvilket ikke kan betragtes som en afgørelse, der er gået denne imod.

( jf. præmis 46 og 50-52 )

I sag C-23/00 P,

Rådet for Den Europæiske Union ved M. Sims-Robertson og I. Díez Parra, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

appellant,

angående appel af dom afsagt den 1. december 1999 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Anden Afdeling) i de forenede sager T-125/96 og T-152/96, Boehringer mod Rådet og Kommissionen (Sml. II, s. 3427), hvori der er nedlagt påstand om delvis ophævelse af denne dom,

de andre parter i appelsagen:

Boehringer Ingelheim Vetmedica GmbH,

C.H. Boehringer Sohn,

Ingelheim am Rhein (Tyskland) ved avocats D. Waelbroeck og D. Fosselard, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøgere i første instans,

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved X. Lewis, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg,

intervenient i første instans i sag T-125/96 og sagsøgt i første instans i sag T-152/96,

Fédération européenne de la santé animale (Fedesa), Bruxelles (Belgien), ved avocat A. Vandencasteele, og med valgt adresse i Luxembourg,

Stichting Kwaliteitsgarantie Vleeskalverensector (SKV), Haag (Nederlandene), ved advocaat G. van der Wal og avocat L. Parret, og med valgt adresse i Luxembourg,

intervenienter i første instans,

og

Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland ved G. Amodeo, som befuldmægtiget, bistået af D. Lloyd Jones, QC, og med valgt adresse i Luxembourg,

intervenient i første instans i sag T-125/96,

har

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformændene P. Jann, F. Macken og N. Colneric samt dommerne A. La Pergola (refererende dommer), J.-P. Puissochet, M. Wathelet, R. Schintgen og V. Skouris,

generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer

justitssekretær: R. Grass,

på grundlag af den refererende dommers rapport,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 4. oktober 2001,

afsagt følgende

Dom

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 27. januar 2000 har Rådet for Den Europæiske Union i medfør af artikel 49 i EF-statutten for Domstolen iværksat appel til prøvelse af dom afsagt den 1. december 1999 af Retten i Første Instans i de forenede sager T-125/96 og T-152/96, Boehringer mod Rådet og Kommissionen (Sml. II, s. 3427, herefter »den appellerede dom«), med påstand om delvis ophævelse af denne dom.

Retsforskrifter

2 Den 26. juni 1990 vedtog Rådet forordning (EØF) nr. 2377/90 om en fælles fremgangsmåde for fastsættelse af maksimalgrænseværdier for restkoncentrationer af veterinærmedicinske præparater i animalske levnedsmidler (EFT L 224, s. 1).

3 I medfør af forordning nr. 2377/90 fastsætter Kommissionen maksimalgrænseværdien for restkoncentrationer (herefter »MRL« (maximum residue limit)). Denne MRL er i forordningens artikel 1, stk. 1, litra b), defineret som den maksimale koncentration af restindholdet af veterinærmedicinske præparater, »som kan accepteres af Fællesskabet som tilladt ifølge lovgivningen eller anerkendt som værende acceptabel i eller på levnedsmidler«.

4 Det bestemmes i forordning nr. 2377/90, at de farmakologisk virksomme stoffer, der anvendes i veterinærmedicinske præparater, skal opføres på en af de fire lister, som er indeholdt i forordningens bilag I-IV, efter at der er foretaget en vurdering af, om præparaterne udgør en fare for folkesundheden. Bilag I vedrører de stoffer, for hvilke der kan fastsættes en MRL, bilag II stoffer, for hvilke det ikke er nødvendigt at fastsætte nogen MRL, bilag III stoffer, for hvilke der under visse betingelser kan fastsættes en foreløbig MRL, og endelig vedrører bilag IV de stoffer, for hvilke der på grund af disses sundhedsfare ikke kan fastsættes nogen MRL.

5 Artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 2377/90 bestemmer:

»For i bilag I, II eller III at få opført et nyt farmakologisk virksomt stof, der er

beregnet til brug i veterinærmedicinske præparater til behandling af dyr bestemt til levnedsmiddelproduktion, og

beregnet til markedsføring i én eller flere medlemsstater, som ikke tidligere har tilladt brug af det pågældende stof til dyr, hvis kød eller produkter er bestemt til menneskeføde, skal den for markedsføringen ansvarlige person indgive en ansøgning herom til Kommissionen [...]«

6 Den 29. april 1996 vedtog Rådet direktiv 96/22/EF om forbud mod anvendelse af visse stoffer med hormonal og thyreostatisk virkning og af beta-agonister i husdyrbrug og om ophævelse af direktiv 81/602/EØF, 88/146/EØF og 88/299/EØF (EFT L 125, s. 3).

7 Ifølge sjette betragtning til direktiv 96/22 kan en uhensigtsmæssig anvendelse af beta-agonister udgøre en alvorlig fare for menneskers sundhed, og der bør af hensyn til forbrugerne udstedes forbud mod opbevaring, indgift i dyr af alle arter og markedsføring med henblik herpå.

8 Af denne grund bestemmes det i artikel 2, litra b), i direktiv 96/22, at medlemsstaterne skal forbyde »markedsføring af beta-agonister med henblik på indgift i dyr, hvoraf kød og produkter er bestemt til konsum, til andre formål end dem, der er omhandlet i artikel 4, nr. 2«.

9 Artikel 3 i direktiv 96/22 bestemmer:

»Medlemsstaterne forbyder:

a) indgift i husdyr [...] af beta-agonister

b) besiddelse af de i litra a) nævnte dyr på en bedrift, medmindre det sker under officiel kontrol, markedsføring eller slagtning med henblik på konsum af husdyr [...] der indeholder ovennævnte stoffer, eller hvori der er konstateret sådanne stoffer, medmindre det kan bevises, at dyrene er blevet behandlet i overensstemmelse med artikel 4 eller 5

[...]

d) markedsføring af kød af de i litra b) nævnte dyr

e) forarbejdning af det i litra d) nævnte kød.«

10 Ifølge artikel 4, stk. 1, nr. 2, i direktiv 96/22 kan medlemsstaterne uanset direktivets artikel 2 og 3 tillade indgift i visse grupper af kvæg, hovdyr og selskabsdyr i terapeutisk øjemed af godkendte veterinærlægemidler, som bl.a. indeholder beta-agonister.

11 Ifølge artikel 1, stk. 2, litra b), i direktiv 96/22 forstås ved »terapeutisk behandling« »individuel indgift i medfør af artikel 4 i et husdyr af et af de stoffer, der er tilladt med henblik på, efter at dyret er blevet undersøgt af en dyrlæge, at behandle et frugtbarhedsproblem [...] og, for så vidt angår beta-agonister, med henblik på at fremkalde tocolyse hos kælvende køer samt behandle luftvejsproblemer og fremkalde tocolyse hos hovdyr, der opdrættes til andre formål end kødproduktion«.

12 Den 8. juli 1996 vedtog Kommissionen forordning (EF) nr. 1312/96 om ændring af bilag III til forordning nr. 2377/90 (EFT L 170, s. 8).

13 Som følge af den ændring, der blev foretaget ved forordning nr. 1312/96 fastsætter bilag III i forordning nr. 2377/90 midlertidige MRL for en særlig beta-agonist, nemlig clenbuterol hydrochlorid (herefter »clenbuterol«), idet bilaget i rubrikken »andre bestemmelser« dels angiver udløbsdatoen for disse MRL, som var den 1. juli 2000, dels de for dette stof tilladte terapeutiske indikationer, som hvad angår kvæg udelukkende omfatter tocolyse i kælvende køer, og hvad angår hovdyr tocolyse og behandling af luftvejssygdomme.

14 I så henseende udtales det i syvende betragtning til forordning nr. 1312/96, at »direktiv 96/22 [...] forbyder anvendelsen af clenbuterol i alle husdyr med undtagelse af visse specifikke terapeutiske formål i hovdyr og i køer«.

Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger ved Retten

15 De faktiske omstændigheder i sagen, som de fremgår af den appellerede doms præmis 3, 4, 36 og 37, er følgende.

16 Boehringer Ingelheim Vetmedica GmbH (herefter »BI Vetmedica«) er et selskab, som udvikler og markedsfører veterinærlægemidler. Det er et helejet datterselskab af C.H. Boehringer Sohn (herefter »Boehringer«), der er en af de 20 førende farmaceutiske virksomheder i verden.

17 Ifølge de af BI Vetmedica for Retten afgivne erklæringer solgte dette selskab inden for EU ca. 97% af de veterinærlægemidler, der er omfattet af forbuddet mod beta-agonister i direktiv 96/22.

18 Den 20. juli 1994 indgav BI Vetmedica en ansøgning til Kommissionen i henhold til forordning nr. 2377/90 om fastsættelse af en MRL for clenbuterol i kvæg og hovdyr. I sin udtalelse af 3. januar 1996 foreslog Udvalget for Veterinærmedicinske Præparater at vedtage en foreløbig MRL, der skulle udløbe den 1. juli 2000, således at der kunne foretages videnskabelige undersøgelser. Det var på foranledning af denne ansøgning, at Kommissionen vedtog forordning nr. 1312/96.

19 Herefter anlagde BI Vetmedica og Boehringer sag ved Retten den 9. august 1996, der blev registreret som sag T-125/96, hvorunder de bl.a. nedlagde følgende påstande:

Artikel 1, 2, 3 og 4 i direktiv 96/22 annulleres, for så vidt som de forbyder markedsføring af veterinærlægemidler, der indeholder beta-agonister til indgift i terapeutisk øjemed til dyr, hvis kød eller andre animalske produkter er bestemt til konsum.

Fællesskabet tilpligtes at betale erstatning for den skade, sagsøgerne har lidt som følge af vedtagelsen af den anfægtede retsakt.

20 Den 27. september 1996 anlagde BI Vetmedica og Boehringer en anden sag ved Retten, der blev registreret som sag T-152/96, hvorunder de bl.a. nedlagde følgende påstande:

Det fastslås i medfør af EF-traktatens artikel 184 (nu artikel 241 EF), at direktiv 96/22 er ulovligt, for så vidt som det forbyder markedsføring af veterinærlægemidler, der indeholder beta-agonister, til indgift i husdyr i terapeutisk øjemed, og derfor ikke kan begrunde de i forordning nr. 1312/96 fastsatte restriktioner.

Forordning nr. 1312/96 annulleres, for så vidt som MRL for clenbuterol alene gælder for visse klart fastlagte terapeutiske formål.

21 Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 31. oktober 1996 har Rådet i medfør af artikel 114 i Rettens procesreglement påstået sag T-125/96 afvist.

22 Ved kendelse af 13. juni 1997 har Retten i sag T-125/96 tilladt dels Féderation européenne de la santé animale (herefter »Fedesa«) og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland at intervenere til støtte for BI Vetmedicas og Boehringers påstande, dels Stichting Kwaliteitsgarantie Vleeskalverensector (herefter »SKV«) og Kommissionen at intervenere til støtte for Rådets påstande. Ved kendelse af samme dato har Retten i sag T-152/96 tilladt dels Fedesa at intervenere til støtte for BI Vetmedicas og Boehringers påstande, dels SKV og Rådet at intervenere til støtte for Kommissionens påstande.

Den appellerede dom

23 Indledningsvis fastslog Retten følgende i den appellerede doms præmis 57:

»Påstanden i sag T-152/96 om delvis annullation af forordning nr. 1312/96 bygger hovedsageligt på indsigelsen om, at direktiv 96/22 er ulovligt, og sag T-125/96 har for en del til formål at opnå delvis annullation af dette direktiv. Sagsøgerne påberåber sig endvidere i alt væsentligt de samme argumenter i de to sager med henblik på at anfægte direktivets lovlighed.«

24 Retten anså det under disse omstændigheder for hensigtsmæssigt, som det fremgår af den appellerede doms præmis 58, at tage stilling til det problem, som var fælles for de to sager, nemlig om direktiv 96/22 var lovligt, inden den undersøgte de øvrige formalitets- og realitetsspørgsmål, som hver enkelt sag gav anledning til.

25 Efter at have undersøgt lovligheden af direktiv 96/22 i den appellerede doms præmis 59-141 nåede Retten i dommens præmis 142 frem til, at de fire anbringender, som BI Vetmedica og Boehringer havde fremført til godtgørelse af direktivets ulovlighed, måtte forkastes.

26 Retten konkluderede derfor i den appellerede doms præmis 143, at Rådet under alle omstændigheder måtte frifindes i sag T-125/96 for BI Vetmedicas og Boehringers påstand om delvis annullation af direktiv 96/22, hvorfor det var ufornødent at tage stilling til den af Rådet nedlagte afvisningspåstand.

27 På samme måde fastslog Retten i den appellerede doms præmis 146 efter at have henvist til sin tidligere konstatering af, at direktiv 96/22 ikke tilsidesatte nogen af de retsregler, som BI Vetmedica og Boehringer havde påberåbt sig at Rådet under alle omstændigheder måtte frifindes for den af sagsøgerne i sag T-125/96 nedlagte erstatningspåstand, som støttedes på, at disse regler var tilsidesat, hvorfor det var ufornødent at tage stilling til Rådets afvisningspåstand.

28 Hvad angår BI Vetmedicas og Boehringers påstand i sag T-152/96 om annullation af forordning nr. 1312/96 konkluderede Retten først i den appellerede doms præmis 173 og 175, at påstanden kunne antages til realitetsbehandling.

29 Hvad angår realiteten antog Retten derpå i den appellerede doms præmis 176, at de to anbringender, som BI Vetmedica og Boehringer havde gjort gældende til støtte for denne påstand, byggede på samme indsigelse, nemlig at direktiv 96/22 var ulovligt.

30 Retten anførte dernæst i den appellerede doms præmis 180, at da de forskellige anbringender, som BI Vetmedica og Boehringer havde gjort gældende til godtgørelse af, at direktiv 96/22 var ulovligt, var forkastet, måtte den af dem fremsatte ulovlighedsindsigelse under alle omstændigheder forkastes, hvorfor det var ufornødent at tage stilling til Kommissionens og Rådets afvisningspåstand.

31 Herefter fastslog Retten i den appellerede doms præmis 181, at de to anbringender, som BI Vetmedica og Boehringer støttede deres annullationssøgsmål vedrørende forordning nr. 1312/96 på, således også måtte forkastes, for så vidt som de var støttet på et anbringende om, at direktiv 96/22 er ulovligt.

32 Endelig behandlede Retten i den appellerede doms præmis 182-197 det tredje anbringende, som Fedesa havde gjort gældende i sit interventionsskrift og BI Vetmedica og Boehringer i deres svar på Rettens skriftlige spørgsmål, nemlig at Kommissionen havde overskredet sin beføjelse efter forordning nr. 2377/90, da den begrænsede gyldigheden af MRL for et veterinærmedicinsk præparat til kun at omfatte visse specielle terapeutiske formål.

33 Som resultat af denne gennemgang konkluderede Retten i den appellerede doms præmis 198, at Kommissionen havde overskredet sin beføjelse efter forordning nr. 2377/90, da den ved forordning nr. 1312/96 begrænsede gyldigheden af MRL for clenbuterol til kun at omfatte visse specielle terapeutiske formål for kvæg og hovdyr.

34 Som følge heraf fastslog Retten i den appellerede doms præmis 199, at forordning nr. 1312/96 måtte annulleres, for så vidt som den begrænsede gyldigheden af MRL for clenbuterol til kun at omfatte visse specielle terapeutiske formål for kvæg og hovdyr.

35 På grundlag heraf afsagde Retten følgende dom:

»1) Sagerne T-125/96 og T-152/96 forenes med henblik på domsafsigelsen.

2) Forordning [...] nr. 1312/96 [...] annulleres, for så vidt som gyldigheden af MRL for clenbuterol i forordningen er begrænset til kun at omfatte visse specielle terapeutiske formål for kvæg og hovdyr.

3) I øvrigt frifindes Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

4) I sag T-125/96 bærer sagsøgerne og Fédération européenne de la santé animale (Fedesa) deres egne omkostninger og betaler Rådets omkostninger i forbindelse med interventionen. Det Forenede Kongerige, Kommissionen og Stichting Kwaliteitsgarantie Vleeskalverensector (SKV) bærer deres egne omkostninger.

5) I sag T-125/96 bærer Kommissionen sine egne omkostninger og betaler halvdelen af sagsøgernes og Fédération européenne de la santé animale (Fedesa)s omkostninger, mens disse selv afholder den anden halvdel. Rådet og Stichting Kwaliteitsgarantie Vleeskalverensector (SKV) bærer deres egne omkostninger.«

Appellen

36 Rådet har nedlagt følgende påstande:

Der tages stilling til den afvisningspåstand, Rådet nedlagde i første instans i sag T-125/96.

Den del af den appellerede dom, hvori Retten fastslår, at det er ufornødent at tage stilling til denne afvisningspåstand, ophæves.

37 Til støtte for appellen har Rådet fremført ét anbringende, nemlig at Retten har begået en retlig fejl ved ikke som den var forpligtet til at have behandlet den formalitetsindsigelse, Rådet fremførte for den. Efter Rådets opfattelse har Retten med sin nægtelse af, inden den realitetsbehandlede sagen, at tage stilling til fysiske eller juridiske personers ret til at indgive annullationssøgsmål vedrørende et direktiv dels tilsidesat såvel ordlyden af som formålet med EF-traktatens artikel 173 (efter ændring nu artikel 230 EF), dels truffet en afgørelse, som strider mod dens egen praksis.

38 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

Den del af den appellerede dom, hvori Retten fastslår, at det er ufornødent at tage stilling til Rådets afvisningspåstand, ophæves.

Annullationspåstanden i sag T-125/96 afvises.

39 SKV har nedlagt følgende påstande:

Der tages stilling til den afvisningspåstand, Rådet nedlagde i første instans i sag T-125/96.

Den del af den appellerede dom, hvori Retten fastslår, at det er ufornødent at tage stilling til Rådets afvisningspåstand, ophæves.

40 BI Vetmedica og Boehringer har nedlagt følgende påstande:

Appellen afvises, subsidiært forkastes.

Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

41 Til støtte for deres påstande om afvisning af appellen har BI Vetmedica og Boehringer for det første gjort gældende, at Rådet fik fuldstændig medhold i sin egenskab af sagsøgt i sag T-125/96, hvilket afskærer det fra at iværksætte appel til prøvelse af Rettens dom i medfør af artikel 49, stk. 2, i EF-statutten for Domstolen. For det andet har BI Vetmedica og Boehringer gjort gældende, at appelskriftet ikke opfylder betingelserne i artikel 225 EF, artikel 51 i EF-statutten for Domstolen og procesreglementets artikel 112, stk. 1, litra c), da det ikke præcist angiver, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, og hvilke retlige argumenter der særligt støtter denne påstand.

42 Fedesa har nedlagt følgende påstande:

Det fastslås, at appellen åbenbart må afvises, og at den i hvert fald må forkastes.

Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

43 Det Forenede Kongerige har nedlagt følgende påstande:

Appellen forkastes.

Spørgsmålet, om appellen kan realitetsbehandles

44 Artikel 49, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen bestemmer:

»Der kan iværksættes appel til Domstolen, senest to måneder efter forkyndelsen af den pågældende anfægtede afgørelse, af afgørelser, hvorved den pågældende sags behandling ved Retten er blevet afsluttet, samt af afgørelser, der afgør en del af en sags realitet, eller hvorved der tages stilling til en formalitetsindsigelse vedrørende Rettens kompetence eller en påstand om afvisning af sagen.«

45 Med sin appel rejser Rådet krav om, at Domstolen ophæver den del af den appellerede dom, hvori Retten fastslog, at det var ufornødent at tage stilling til den af Rådet i sag T-125/96 nedlagte afvisningspåstand. Rådet henviser herved i appelskriftet til den appellerede doms præmis 143 og 146.

46 Domstolen skal af egen drift undersøge, om de af Rådet nedlagte påstande vedrører en afgørelse fra Retten, som kan appelleres i henhold til artikel 49, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen.

47 I så henseende bemærkes først, at den afgørelse, hvorved Retten afsluttede behandlingen af sag T-125/96 i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i nævnte bestemmelse, er afgørelsen i punkt 3 i den appellerede doms konklusion, hvorved Retten afgjorde hele sagens realitet, idet den frifandt Rådet for de af BI Vetmedica og Boehringer i sagen nedlagte påstande.

48 Rådet bestrider altså ikke den afgørelse, hvorved Retten afsluttede behandlingen af sag T-125/96 og gav Rådet medhold.

49 Med sin appel må Rådet derfor antages at gøre gældende, at den appellerede dom henset til dennes præmis 143 og 146 indeholder en anden appellabel afgørelse i sag T-125/96 ud over den førstnævnte afgørelse, hvorved sagens behandling blev afsluttet, nemlig den afgørelse, hvorved Retten tog stilling til formalitetsindsigelsen vedrørende afvisningspåstanden i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i artikel 49, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen.

50 Herom bemærkes, at de i nævnte bestemmelse omhandlede afgørelser, hvorved der tages stilling til en formalitetsindsigelse vedrørende en afvisningspåstand, vedrører afgørelser, som går en part imod, idet de tager den pågældende afvisningspåstand til følge eller forkaster den. Domstolen har således fremmet en appel vedrørende en af Retten afsagt dom til realitetsbehandling, i det omfang Retten havde forkastet en afvisningspåstand, som en part havde rejst over for et søgsmål, selv om Retten derefter i samme dom havde frifundet sagsøgte (jf. dom af 21.1.1999, sag C-73/97 P, Frankrig mod Comafrica m.fl., Sml. I, s. 185).

51 Det fremgår imidlertid ikke af den appellerede dom, at Retten traf afgørelse vedrørende formalitetsindsigelsen over for BI Vetmedicas og Boehringers påstand i sag T-125/96, før den hvad angår realiteten frifandt sagsøgte. Derimod viser den appellerede doms præmis 143 og 146, at Retten fandt det ufornødent at tage stilling til Rådets afvisningspåstand, når BI Vetmedicas og Boehringers påstande i sag T-125/96 under alle omstændigheder måtte forkastes.

52 Retten var endvidere kompetent til at foretage den af den anlagte vurdering af, om det hvad angår realiteten var berettiget efter sagens omstændigheder af hensyn til god retspleje at frifinde Rådet uden at tage stilling til dets afvisningspåstand, hvilket ikke kan betragtes som en afgørelse, der er gået Rådet imod.

53 Det følger af det anførte, at Rådets appel ikke vedrører en afgørelse fra Retten, som kan appelleres i henhold til artikel 49, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen.

54 Følgelig må appellen afvises fra realitetsbehandling, uden at det er nødvendigt at behandle de af BI Vetmedica og Boehringer fremførte anbringender.

Sagens omkostninger

55 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, som ifølge procesreglementets artikel 118 finder tilsvarende anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da BI Vetmedica og Boehringer har nedlagt påstand om, at Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger, og Rådet har tabt sagen, bør det pålægges det at betale sagens omkostninger.

56 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 4, som ifølge procesreglementets artikel 118 ligeledes finder tilsvarende anvendelse i appelsager, bærer medlemsstater og institutioner, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. I overensstemmelse hermed bør Det Forenede Kongerige og Kommissionen betale deres egne omkostninger. Ifølge samme bestemmelses tredje afsnit kan Domstolen træffe afgørelse om, at andre intervenienter end medlemsstater og institutioner skal bære deres egne omkostninger. I medfør heraf bør Fedesa og SKV pålægges at bære deres egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Appellen afvises.

2) Rådet for Den Europæiske Union betaler de omkostninger, der er afholdt af Boehringer Ingelheim Vetmedica GmbH og af C.H. Boehringer.

3) Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, Féderation européenne de la santé animale (Fedesa) og Stichting Kwaliteitsgarantie Vleeskalverensector (SKV) bærer deres egne omkostninger.