61997J0440

Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser - specielle kompetenceregler - retten paa opfyldelsesstedet for den kontraktmaessige forpligtelse - fastlaeggelse af opfyldelsesstedet efter den lov, der finder anvendelse efter lovkonfliktreglerne for den ret, sagen er indbragt for

(Konventionen af 27.9.1968, art. 5, nr. 1)

$$Artikel 5, nr. 1, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse, ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltraedelse og ved konventionen af 26. maj 1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltraedelse, skal fortolkes saaledes, at det sted, hvor forpligtelsen er opfyldt eller skal opfyldes, i bestemmelsens forstand, skal fastlaegges efter den lov, der gaelder for den omtvistede forpligtelse efter lovkonfliktreglerne for den ret, sagen er indbragt for.

Hensynet til retssikkerhedsprincippet, hvis varetagelse er et af konventionens formaal, kraever bl.a., at kompetenceregler, der fraviger konventionens hovedregel, f.eks. artikel 5, nr. 1, fortolkes saaledes, at en normalt velunderrettet person nogenlunde kan forudse, ved hvilken ret - ud over retten i den stat, hvor han har bopael - han kan blive sagsoegt. En fastlaeggelse af begrebet opfyldelsessted, bl.a. ud fra arten af det kontraktforhold, forpligtelsen udspringer af, og ud fra omstaendighederne i det konkrete tilfaelde, forekommer imidlertid med den nuvaerende affattelse af artikel 5, nr. 1, at vaere utilstraekkelig til at loese de spoergsmaal, som er forbundet med anvendelsen af bestemmelsen. Der er i oevrigt ikke fare for, at den lov, der finder anvendelse ved fastlaeggelsen af opfyldelsesstedet, er forskellig, alt efter hvilken ret sagen indbringes for, idet de lovkonfliktregler, der danner grundlag for at afgoere, hvilken lov der finder anvendelse paa kontrakten, er gjort ensartede i de kontraherende stater ved konventionen af 19. juni 1980 om, hvilken lov der skal anvendes paa kontraktlige forpligtelser.

1 Ved dom af 9. december 1997, indgaaet til Domstolen den 29. december 1997, har Cour de cassation i medfoer af protokollen af 3. juni 1971 vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, forelagt et praejudicielt spoergsmaal om fortolkningen af artikel 5, nr. 1, i konventionen (EFT 1978 L 304, s. 17), som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse (EFT L 304, s. 1, og - den aendrede tekst - s. 77), ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltraedelse (EFT L 388, s. 1) og ved konventionen af 26. maj 1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltraedelse (EFT L 285, s. 1, herefter »Bruxelles-konventionen«).

2 Spoergsmaalet er blevet rejst i en sag, som foeres mellem paa den ene side syv forsikringsselskaber og GIE Groupe Concorde, Paris, som ledende assurandoer (herefter under ét »forsikringsselskaberne«) og paa den anden side kaptajnen paa skibet »Suhadiwarno Panjan«, Pro Line Ltd (herefter »Pro Line«), Hamburg (Tyskland), og fire andre sagsoegte, henholdsvis indkaerede og indstaevnte. Baggrunden for sagen er, at der ved leveringen af en ladning kartoner indeholdende flasker med vin blev konstateret skade paa godset efter en soetransport.

Bruxelles-konventionen

3 Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, har foelgende ordlyd:

»En person, der har bopael paa en kontraherende stats omraade, kan sagsoeges i en anden kontraherende stat:

1) i sager om kontraktforhold, ved retten paa det sted, hvor den paagaeldende forpligtelse er opfyldt eller skal opfyldes; i sager vedroerende individuelle arbejdskontrakter, er dette sted der, hvor arbejdstageren saedvanligvis udfoerer sit arbejde ...«

Hovedsagen

4 I havnen i Le Havre (Frankrig) blev kartoner, som indeholdt flasker med vin, lastet i containere og bragt om bord paa skibet »Suhadiwarno Panjan« med henblik paa transport ad soevejen til havnen i Santos (Brasilien) med Pro Line. Paa bestemmelsesstedet blev det konstateret, at ladningen var beskadiget, og at der forelaa en manko.

5 Forsikringsselskaberne betalte erstatning til modtageren. De indtraadte herved i modtagerens rettigheder, og ved staevning af 22. september 1991 anlagde de erstatningssag bl.a. mod skibets kaptajn og Pro Line ved Tribunal de commerce du Havre, som ved afgoerelse af 3. januar 1995 erklaerede sig inkompetent.

6 Forsikringsselskaberne kaerede afgoerelsen vedroerende kompetencespoergsmaalet til Cour d'appel de Rouen, som ved dom af 24. maj 1995 stadfaestede foersteinstansens afgoerelse om, at den savnede kompetence. Som begrundelse herfor udtalte Cour d'appel bl.a., at Le Havre ikke var opfyldelsesstedet for transportkontrakten.

7 Forsikringsselskaberne indbragte Cour d'appels dom for Cour de cassation, idet de gjorde to anbringender gaeldende. Det foerste anbringende har Cour de cassation forkastet. Forsikringsselskabernes andet anbringende er, at Cour d'appel med urette har fundet, at opfyldelsesstedet for transportforpligtelsen ikke var Le Havre, uden at retten forinden har soegt at fastlaegge, hvilken lov der gaelder for transportkontrakten.

8 Cour de cassation har henvist til, at Domstolen i dom af 6. oktober 1976 (sag 12/76, Tessili, Sml. s. 1473) har fastslaaet, at det sted, hvor forpligtelsen er opfyldt eller skal opfyldes, i Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1's forstand, skal bestemmes i henhold til den lov, der er anvendelig paa den omtvistede forpligtelse i medfoer af lovkonfliktreglerne for den ret, sagen er indbragt for, idet denne lov kan omfatte bestemmelserne i en international konvention, der indeholder en uniform lov (dom af 29.6.1994, sag C-288/92, Custom Made Commercial, Sml. I, s. 2913), medmindre parterne selv har fastlagt opfyldelsesstedet ved en aftale, der er gyldig i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse paa kontrakten (dom af 17.1.1980, sag 56/79, Zelger, Sml. s. 89). Cour de cassation har dog fundet anledning til at anmode Domstolen om at tage stilling til, om ikke man kan naa frem til en selvstaendig faellesskabsretlig loesning.

9 Paa denne baggrund har Cour de cassation besluttet at udsaette sagen og at anmode Domstolen om

»med henblik paa anvendelsen af konventionens artikel 5, nr. 1, ... [at afgoere], om det sted, hvor forpligtelsen er opfyldt eller skal opfyldes, i bestemmelsens forstand, skal bestemmes i henhold til den lov, der er anvendelig paa den omtvistede forpligtelse i medfoer af lovkonfliktreglerne for den ret, sagen er indbragt for, eller om de nationale retter ikke skal fastlaegge opfyldelsesstedet for forpligtelsen ved paa grundlag af arten af det kontraktforhold, forpligtelsen udspringer af, og omstaendighederne i det konkrete tilfaelde at finde frem til det sted, hvor ydelsen faktisk er blevet erlagt eller skulle erlaegges, uden at de skal henholde sig til den lov, der er anvendelig paa den omtvistede forpligtelse i medfoer af de lovkonfliktregler, der gaelder for dem.«

Det praejudicielle spoergsmaal

10 Med spoergsmaalet oensker den forelaeggende ret naermere bestemt oplyst, om udtrykket »det sted, hvor den paagaeldende forpligtelse er opfyldt eller skal opfyldes«, der benyttes i Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, som grundlag for en speciel kompetence i sager om kontraktforhold, skal fortolkes saaledes, at det henviser til den materielle ret, der finder anvendelse i henhold til lovkonfliktreglerne for den ret, sagen er indbragt for, eller om det skal fortolkes selvstaendigt.

11 Indledningsvis bemaerkes, at Domstolen saa vidt muligt anlaegger en selvstaendig fortolkning og ikke en fortolkning under henvisning til national ret af de i Bruxelles-konventionen anvendte begreber, saaledes at konventionen faar fuld retsvirkning under hensyn til formaalene med EF-traktatens artikel 220 EF (nu artikel 293 EF), som konventionen er udstedt til gennemfoerelse af (dom af 13.7.1993, sag C-125/92, Mulox IBC, Sml. I, s. 4075, praemis 10).

12 Domstolen har imidlertid udtalt, at ingen af disse to muligheder noedvendigvis udelukker den anden, da et formaalstjenligt valg kun kan foretages saerskilt for hver enkelt bestemmelse i Bruxelles-konventionen (Tessili-dommen, praemis 11, og dom af 8.12.1987, sag 144/86, Gubisch Maschinenfabrik, Sml. s. 4861, praemis 7).

13 Med hensyn til udtrykket »det sted, hvor den paagaeldende forpligtelse er opfyldt eller skal opfyldes«, har Domstolen ved flere lejligheder fastslaaet, at det skal fortolkes saaledes, at det henviser til den lov, der er anvendelig paa den omtvistede forpligtelse efter lovvalgsreglerne for den ret, sagen er indbragt for (jf. Tessili-dommen, praemis 13, og Custom Made Commercial-dommen, praemis 26).

14 Med hensyn til arbejdskontrakter har Domstolen ganske vist fastslaaet, at opfyldelsesstedet for den relevante forpligtelse ikke skal bestemmes under henvisning til den nationale lov, der er anvendelig i henhold til lovvalgsreglerne for den ret, sagen er indbragt for, men derimod paa grundlag af ensartede kriterier, som Domstolen skal opstille ud fra Bruxelles-konventionens opbygning og formaal (Mulox IBC-dommen, praemis 16), og at disse kriterier foerer til, at det afgoerende er det sted, hvor arbejdstageren faktisk udfoerer den med arbejdsgiveren aftalte virksomhed (Mulox IBC-dommen, praemis 20).

15 Den tyske regering, Det Forenede Kongeriges regering og Kommissionen har anbefalet, at den fremgangsmaade, der er anvendt i Mulox IBC-dommen, anvendes generelt paa alle kontrakttyper. De har gjort gaeldende, at Bruxelles-konventionens formaal - forudsigelighed om vaernetinget, retssikkerhed og ligebehandling af borgerne - taler for, at der opstilles ensartede kriterier, som giver mulighed for, for hver form for kontraktmaessig forpligtelse eller i det mindste for hver kontrakttype, at foretage en selvstaendig fastlaeggelse af opfyldelsesstedet med henblik paa anvendelsen af Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1.

16 Den franske og den italienske regering har anfoert, at man derimod boer fastholde Domstolens nuvaerende praksis. Samtidig med, at de anerkender, at anvendelse af lovkonfliktregler til bestemmelse af opfyldelsesstedet kan give anledning til vanskeligheder ved gennemfoerelsen og kan foere til lidet tilfredsstillende resultater, har de gjort gaeldende, at en selvstaendig fortolkning af begrebet opfyldelsessted kun kan vaere brugbar for nogle faa enkle kontrakter, og at denne loesning er uforenelig med den konstante udvikling, der finder sted i kontraktpraksis inden for den internationale handel. De har tilfoejet, at det under hensyn til de mange forskellige andre forslag, der er fremsat, maa tilkomme de kontraherende stater, hvis de finder det hensigtsmaessigt, at foretage et valg inden for rammerne af revisionen af Bruxelles-konventionen.

17 I denne henseende bemaerkes, at Domstolen i Tessili-dommens praemis 14 begrundede henvisningen til den lov, der finder anvendelse paa kontrakten, med henblik paa bestemmelsen af opfyldelsesstedet for kontraktmaessige forpligtelser med, at bestemmelsen af opfyldelsesstedet er afhaengig af den kontraktsammenhaeng, forpligtelsen er en del af, og at der i de enkelte kontraherende staters nationale lovgivninger inden for kontraktretten er store forskelle i opfattelsen med hensyn til opfyldelsesstedet.

18 Derimod er det forhold, at man for arbejdskontrakters vedkommende har opgivet at henvise til den lov, der finder anvendelse paa kontrakten, med henblik paa fastlaeggelsen af opfyldelsesstedet, og at man i stedet har udpeget det sted, som de faktiske forhold, der udgoer opfyldelsen af den relevante forpligtelse, refererer sig til, blevet begrundet med denne kontrakttypes saerlige karakter (jf. Mulox IBC-dommen, praemis 15), og netop kontrakternes saerlige karakter havde allerede vaeret anledningen til, at Domstolen for disse kontrakters vedkommende havde fastslaaet, at den forpligtelse, der skal tages i betragtning med henblik paa anvendelsen af Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, altid er den, der er karakteristisk for saadanne aftaler, dvs. arbejdstagerens forpligtelse til at udfoere det aftalte arbejde (jf. bl.a. dom af 26.5.1982, sag 133/81, Ivenel, Sml. s. 1891, praemis 20, og Mulox IBC-dommen, praemis 14).

19 Domstolen har imidlertid bekraeftet, at det i tilfaelde, hvor disse saerlige traek ikke forefindes, hverken er noedvendigt eller hensigtsmaessigt at afgraense den forpligtelse, som er karakteristisk for kontrakten, og ubetinget tillaegge retten paa opfyldelsesstedet den stedlige kompetence som opfyldelsesvaerneting i tvister om alle af kontrakten flydende forpligtelser (dom af 15.1.1987, sag 266/85, Shenavai, Sml. s. 239, praemis 17).

20 Denne fortolkning, saavel med hensyn til opretholdelsen af den almindelige regel for alle kontrakter som den saerlige regel, der er udviklet for arbejdskontrakter, er blevet bestyrket ved indgaaelsen af konventionen af 26. maj 1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltraedelse af Bruxelles-konventionen, hvorved Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, har faaet sin gaeldende affattelse.

21 Hertil kommer, at der for tiden arbejdes paa en revision af Bruxelles-konventionen, og at man i denne forbindelse har gjort opmaerksom paa de vanskeligheder, der er forbundet med anvendelsen af artikel 5, nr. 1, i bestemmelsens nuvaerende affattelse, som denne indtil nu er blevet fortolket af Domstolen. Der er blevet fremsat og behandlet en lang raekke forslag til aendring af bestemmelsen.

22 Desuden er det fremgaaet af forhandlingerne for Domstolen i denne sag, at der ikke alene er indbyrdes modstridende opfattelser i forholdet mellem paa den ene side to regeringer, der i deres indlaeg er gaaet ind for at opretholde den nuvaerende retspraksis, og paa den anden side to andre regeringer og Kommissionen, der har gjort sig til talsmaend for en ny fortolkning, men ogsaa vaesentlige forskelle mellem de alternative forslag, der er fremsat.

23 Under disse omstaendigheder skal det fremhaeves, at varetagelsen af hensynet til retssikkerheden er et af Bruxelles-konventionens formaal (jf. bl.a. dom af 20.1.1994, sag C-129/92, Owens Bank, Sml. I, s. 117, praemis 32).

24 Retssikkerhedsprincippet kraever bl.a., at kompetenceregler, der fraviger Bruxelles-konventionens hovedregel, f.eks. artikel 5, nr. 1, fortolkes saaledes, at en normalt velunderrettet person nogenlunde kan forudse, ved hvilken ret - ud over retten i den stat, hvor han har bopael - han kan blive sagsoegt (dom af 17.6.1992, sag C-26/91, Handte, Sml. I, s. 3967, praemis 18).

25 En fastlaeggelse af begrebet opfyldelsessted ud fra arten af det kontraktforhold, forpligtelsen udspringer af, og ud fra omstaendighederne i det konkrete tilfaelde - som den forelaeggende ret har foreslaaet - forekommer imidlertid med den nuvaerende affattelse af Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, at vaere utilstraekkelig til at loese de spoergsmaal, som er forbundet med anvendelsen af bestemmelsen.

26 Nogle af de spoergsmaal, der vil kunne opstaa i denne sammenhaeng, herunder fastlaeggelsen af den kontraktmaessige forpligtelse, der ligger til grund for soegsmaalet, og, i tilfaelde hvor der er tale om flere forpligtelser, afgoerelsen af, hvilken forpligtelse der er hovedforpligtelsen, vil saaledes vanskeligt kunne loeses, uden at man henholder sig til den nationale ret, der finder anvendelse.

27 Heraf foelger, at de kriterier, den forelaeggende ret har foreslaaet, ikke fuldstaendigt kan fritage den ret, sagen er indbragt for, for at fastlaegge, hvilken lov der finder anvendelse paa den omtvistede forpligtelse, naar den skal traeffe afgoerelse om sin kompetence i henhold til Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1.

28 I oevrigt har Domstolen, i konsekvens af den store betydning, der i de enkelte landes nationale kontraktret i almindelighed tillaegges parternes vilje, fastslaaet, at hvis de kontraherende parter ifoelge den lovgivning, der finder anvendelse, paa de heri fastsatte betingelser, kan udpege opfyldelssesstedet for en forpligtelse, uden at der gaelder saerlige formkrav, er aftalen vedroerende opfyldelsesstedet for forpligtelsen tilstraekkelig til at skabe et vaerneting paa samme sted i henhold til Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1 (Zelger-dommen, praemis 5), dog paa betingelse af, at dette sted har en reel tilknytning til de faktiske kontraktforhold (dom af 20.2.1997, sag C-106/95, MSG, Sml. I, s. 911, praemis 30 og 31).

29 Under disse omstaendigheder forekommer det ikke at vaere berettiget at lade de kriterier, den forelaeggende ret har foreslaaet, traede i stedet for den fortolkning, som Domstolen hidtil har anlagt, og som gaar ud paa, at opfyldelsesstedet skal fastlaegges efter den lov, der finder anvendelse paa den omtvistede forpligtelse. Denne loesning frembyder ogsaa den fordel, at den ret, der har kompetencen, befinder sig paa det sted, hvor den paagaeldende forpligtelse skal opfyldes efter den lov, der finder anvendelse paa forpligtelsen. Det er da ogsaa hensynet til, at opfyldelsesstedet normalt er det forhold, der staerkest knytter et soegsmaal til den kompetente ret, som af hensyn til en hensigtsmaessig paakendelse af tvisten har dannet grundlag for den specielle kompetenceregel i Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, i sager om kontraktforhold (Shenavai-dommen, praemis 18, og Custom Made Commercial-dommen, praemis 12 og 13).

30 Det skal tilfoejes, at der ikke er fare for, at den lov, der finder anvendelse ved fastlaeggelsen af opfyldelsesstedet, er forskellig, alt efter hvilken ret sagen indbringes for, idet de lovkonfliktregler, der danner grundlag for at afgoere, hvilken lov der finder anvendelse paa kontrakten, er gjort ensartede i de kontraherende stater ved konventionen af 19. juni 1980 om, hvilken lov der skal anvendes paa kontraktlige forpligtelser (EFT L 266, s. 1), som aendret ved konventionen af 10. april 1984 om Den Hellenske Republiks tiltraedelse (EFT L 146, s. 1), ved konventionen af 18. maj 1992 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltraedelse (EFT L 333, s. 1) og ved konventionen af 29. november 1996 om Republikken OEstrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltraedelse (EFT 1997 C 15, s. 10).

31 Det maa paahvile den nationale lovgivningsmyndighed, som er den eneste, der har kompetencen paa dette omraade, at fastlaegge et opfyldelsessted, som er rimeligt saavel ud fra retsplejehensyn som hensyn til en tilstraekkelig beskyttelse af borgerne. I det omfang, hvori dette er tilladt i henhold til national ret, vil retten saaledes ogsaa skulle fastlaegge opfyldelsesstedet under hensyn til de kriterier, den forelaeggende ret har foreslaaet, dvs. saaledes at det sted, hvor ydelsen er eller skal erlaegges, soeges fastlagt ud fra arten af det kontraktforhold, forpligtelsen udspringer af, og omstaendighederne i det konkrete tilfaelde.

32 Af det anfoerte foelger, at Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, skal fortolkes saaledes, at det sted, hvor forpligtelsen er opfyldt eller skal opfyldes, i bestemmelsens forstand, skal fastlaegges efter den lov, der gaelder for den omtvistede forpligtelse efter lovkonfliktreglerne for den ret, sagen er indbragt for.

Sagens omkostninger

33 De udgifter, der er afholdt af den franske, den tyske og den italienske regering, af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Cour de cassation ved dom af 9. december 1997, for ret:

Artikel 5, nr. 1, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse, ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltraedelse og ved konventionen af 26. maj 1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltraedelse, skal fortolkes saaledes, at det sted, hvor forpligtelsen er opfyldt eller skal opfyldes, i bestemmelsens forstand, skal fastlaegges efter den lov, der gaelder for den omtvistede forpligtelse efter lovkonfliktreglerne for den ret, sagen er indbragt for.