61996J0392

1 Traktatbrudssoegsmaal - administrativ procedure - genstand - afgraensning af sagsgenstanden i den begrundede udtalelse

(EF-traktaten, art. 169 (nu art. 226 EF))

2 Traktatbrudssoegsmaal - bevis for traktatbruddet - Kommissionens bevisbyrde - manglende eller utilstraekkelig gennemfoerelse af et direktiv - ingen pligt til at godtgoere den nationale gennemfoerelseslovgivnings faktiske virkninger

(EF-traktaten, art. 169 (nu art. 226 EF))

3 Miljoe - vurdering af visse projekters indvirkning paa miljoeet - direktiv 85/337 - forelaeggelse til vurdering af projekter henhoerende under de i bilag II anfoerte grupper - medlemsstaternes skoen - graenser - ingen hensyntagen til naturen, placeringen og projekters samlede virkning - traktatbrud

(Raadets direktiv 85/337, art. 2, stk. 1, og art. 4, stk. 2)

4 Traktatbrudssoegsmaal - Domstolens proevelse af soegsmaalsgrundlaget - relevante forhold - forholdene ved udloebet af den i den begrundede udtalelse fastsatte frist

(EF-traktaten, art. 169 (nu art. 226 EF))

1 Under en traktatbrudsprocedure har den administrative procedure til formaal at give den beroerte medlemsstat lejlighed til dels at opfylde sine faellesskabsretlige forpligtelser, dels virkningsfuldt at tage til genmaele over for Kommissionens klagepunkter.

Genstanden for et soegsmaal i henhold til traktatens artikel 169 (nu artikel 226 EF) fastlaegges foelgelig under den forudgaaende administrative procedure i henhold til denne traktatbestemmelse. Staevningen kan derfor ikke stoettes paa andre klagepunkter end dem, der er naevnt i den begrundede udtalelse.

2 Under et traktatbrudssoegsmaal er det ved paavisningen af, om et direktivs gennemfoerelse er utilstraekkelig eller uhensigtsmaessig, ikke noedvendigt at fastslaa, hvilke virkninger den nationale gennemfoerelseslov faktisk har haft. Gennemfoerelsens utilstraekkelighed eller mangelfuldhed beror nemlig paa selve teksten til denne lovgivning. Der er derfor intet, der kan hindre Kommissionen i at paavise denne mangelfuldhed eller utilstraekkelighed uden at vente paa, at gennemfoerelsesloven faar skadelige virkninger.

3 Artikel 4, stk. 2, i direktiv 85/337 - om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning paa miljoeet - fastsaetter, at projekter, der henhoerer under de i bilag II anfoerte grupper, vurderes, naar medlemsstaterne finder, at det er paakraevet paa grund af projekternes karakter, og at medlemsstaterne med henblik herpaa kan udpege visse typer projekter, der skal vurderes, eller fastsaette kriterier og/eller graensevaerdier for at afgoere, hvilke af projekterne der skal vurderes. Denne skoensmargin begraenses af direktivets artikel 2, stk. 1, der foreskriver, at projekter, der bl.a. paa grund af deres art, dimensioner eller placering kan faa vaesentlig indvirkning paa miljoeet, undergives en vurdering.

En medlemsstat, der fastsaetter kriterier og/eller graensevaerdier, ved hvilke der kun laegges vaegt paa projekternes dimensioner og ikke desuden paa deres art eller placering, overskrider saaledes graenserne for det skoen, den har i henhold til direktivets artikel 2, stk. 1, og artikel 4, stk. 2. Det samme er tilfaeldet, naar en medlemsstat fastsaetter kriterierne og/eller graensevaerdierne paa et saadant niveau, at samtlige projekter af en vis type i praksis paa forhaand bliver holdt uden for forpligtelsen til at undersoege deres indvirkning, medmindre samtlige udelukkede projekter paa grundlag af en samlet vurdering kan anses for ikke at have vaesentlig indvirkning paa miljoeet. Saaledes forholder det sig, saafremt en medlemsstat kun har fastsat et kriterium vedroerende projekternes dimensioner og ikke i oevrigt forvisset sig om, at formaalet med bestemmelserne ikke omgaas ved en opdeling af projekterne. I praksis foerer en undladelse af at tage hensyn til projekternes kumulative virkning saaledes til, at samtlige projekter af en vis type kan holdes uden for forpligtelsen til vurdering, mens de under ét vil kunne have vaesentlig indvirkning paa miljoeet paa den i direktivets artikel 2, stk. 1, omhandlede maade.

4 Under en traktatbrudssag, hvorunder det goeres gaeldende, at en national lovgivning er i strid med faellesskabsretten, er det uden relevans for afgoerelsen af sagen, at lovgivningen eventuelt er aendret, naar dette ikke er sket inden udloebet af fristen i den begrundede udtalelse.

I sag C-392/96,

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved ledende juridisk konsulent Richard B. Wainwright, som befuldmaegtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Wagnercentret, Kirchberg,

sagsoeger,

mod

Irland ved Chief State Solicitor Michael A. Buckley, som befuldmaegtiget, bistaaet af Philip O'Sullivan, SC, og Niamh Hyland, BL, og med valgt adresse i Luxembourg paa Irlands Ambassade, 28, route d'Arlon,

sagsoegt,

angaaende en paastand om, at det fastslaas, at Irland har undladt at opfylde sine forpligtelser i henhold til Raadets direktiv 85/337/EOEF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning paa miljoeet (EFT L 175, s. 40), og navnlig dettes artikel 12, samt i henhold til EF-traktaten, idet det ikke har vedtaget alle de foranstaltninger, der er noedvendige for at sikre en korrekt gennemfoerelse af direktivet,

har

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J.-P. Puissochet, og dommerne J.C. Moitinho de Almeida, C. Gulmann, D.A.O. Edward og L. Sevón (refererende dommer),

generaladvokat: A. La Pergola

justitssekretaer: fuldmaegtig L. Hewlett,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at parterne har afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 24. september 1998, hvor Kommissionen var repraesenteret af Richard B. Wainwright og den irske regering af James Connolly, SC, og Niamh Hyland,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 17. december 1998,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 5. december 1996 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af EF-traktatens artikel 169 (nu artikel 226 EF) anlagt sag med paastand om, at det fastslaas, at Irland har undladt at opfylde sine forpligtelser i henhold til Raadets direktiv 85/337/EOEF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning paa miljoeet (EFT L 175, s. 40, herefter »direktivet«), og navnlig dettes artikel 12, samt i henhold til EF-traktaten, idet det ikke har vedtaget alle de foranstaltninger, der er noedvendige for at sikre en korrekt gennemfoerelse af direktivet.

2 Kommissionen goer gaeldende, at Irland ikke korrekt har gennemfoert direktivets artikel 4, stk. 2, og bilag II, punkt 1, litra b) og d), og punkt 2, litra a), samt dets artikel 2, stk. 3, og artikel 5 og 7.

3 I direktivets artikel 2, stk. 1, naevnes de typer projekter, der skal goeres til genstand for vurdering:

»Medlemsstaterne traeffer de noedvendige foranstaltninger med henblik paa, at projekter, der bl.a. paa grund af deres art, dimensioner eller placering kan faa vaesentlig indvirkning paa miljoeet, undergives en vurdering af denne indvirkning, inden der gives tilladelse.

Disse projekter er defineret i artikel 4.«

4 Visse projekter skal altid vurderes. Direktivets bilag I indeholder en beskrivelse af dem.

5 Direktivets artikel 4, stk. 2, indeholder vedroerende de oevrige typer projekter foelgende bestemmelser:

»Projekter, der henhoerer under de i bilag II anfoerte grupper, vurderes i henhold til artikel 5 til 10, naar medlemsstaterne finder, at det er paakraevet paa grund af projekternes karakter.

Med henblik herpaa kan medlemsstaterne navnlig udpege visse typer projekter, der skal vurderes, eller fastsaette kriterier og/eller graensevaerdier for at afgoere, hvilke af projekterne henhoerende under de i bilag II anfoerte kategorier der skal vurderes i henhold til artikel 5 til 10.«

6 Bilag II opregner forskellige projekter, herunder:

»1. Landbrug

...

b) projekter vedroerende inddragning af uopdyrket land eller delvise naturomraader til intensiv landbrugsvirksomhed

...

d) nytilplantning af skov, hvis en saadan indebaerer risiko for negative oekologiske forandringer, samt rydning med henblik paa omlaegning til anden arealudnyttelse

...

2. Udvindingsindustrier

a) toervegravning

...«

7 Direktivets artikel 2, stk. 3, indeholder foelgende bestemmelse:

»Medlemsstaterne kan i undtagelsestilfaelde fritage et konkret projekt helt eller delvist fra de i dette direktiv fastsatte bestemmelser.

Medlemsstaterne skal i saa fald

a) undersoege, om der kan foretages en anden form for vurdering, og om der er grund til at stille de gennem en saadan vurdering indhentede oplysninger til raadighed for offentligheden

b) stille oplysninger vedroerende en saadan undtagelse og grundene til, at den er blevet indroemmet til raadighed for de beroerte dele af offentligheden

c) forud for tilladelsen underrette Kommissionen om begrundelsen for den indroemmede undtagelse samt give den de oplysninger, som de maatte stille til raadighed for deres egne statsborgere.

Kommissionen fremsender straks de modtagne dokumenter til de oevrige medlemsstater.

Kommissionen underretter hvert aar Raadet om anvendelsen af dette stykke.«

8 Direktivets artikel 3 bestemmer, at vurderingen af indvirkningen paa miljoeet skal bestaa i at paavise, beskrive og vurdere de direkte og indirekte virkninger af et projekt paa mennesker, fauna og flora, jordbund, vand, luft, klima og landskab, samt paa materielle goder og kulturarv.

9 Direktivets artikel 5 indeholder foelgende bestemmelse:

»1. For saa vidt angaar projekter, hvis indvirkning paa miljoeet i henhold til artikel 4 skal vurderes i overensstemmelse med artikel 5 til 10, traeffer medlemsstaterne de noedvendige foranstaltninger til at sikre, at bygherren paa passende vis giver de i bilag III omhandlede oplysninger, naar

a) medlemsstaterne er af den opfattelse at oplysningerne er relevante paa et givet stadium i godkendelsesproceduren og for saa vidt angaar de saerlige karakteristika, der goer sig gaeldende for et bestemt projekt eller projekttype og paa det miljoe, som maatte blive beroert, og

b) medlemsstaterne finder, at det i betragtning af bl.a. den nuvaerende viden og de kendte vurderingsmetoder med rimelighed kan forlanges, at bygherren indsamler oplysninger.

2. De oplysninger, som bygherren skal give i henhold til stk. 1, skal mindst omfatte

- en beskrivelse af projektet med oplysninger om placering, art og dimensioner

- en beskrivelse af paataenkte foranstaltninger med henblik paa at undgaa, nedbringe og om muligt neutralisere betydelige skadelige virkninger

- de data, der er noedvendige for at konstatere og vurdere de vaesentlige virkninger, projektet vil kunne faa for miljoeet

- et ikke-teknisk resumé af de i foerste til tredje led omhandlede oplysninger.

3. Naar medlemsstaterne finder det noedvendigt, soerger de for, at myndigheder, som er i besiddelse af relevante oplysninger, stiller disse til raadighed for bygherren.«

10 Direktivets artikel 7 indeholder foelgende bestemmelse:

»Saafremt en medlemsstat konstaterer, at et projekt vil kunne faa betydelig indvirkning paa miljoeet i en anden medlemsstat, eller hvis en medlemsstat, der vil kunne beroeres i betydelig grad, anmoder derom, fremsender den medlemsstat, paa hvis omraade det er foreslaaet at udfoere projektet, de oplysninger, der er indhentet i henhold til artikel 5, til den anden medlemsstat, samtidig med at den goer dem tilgaengelige for sine egne statsborgere. Disse oplysninger ligger til grund for en noedvendig hoering inden for rammerne af de to medlemsstaters bilaterale forbindelser paa grundlag af gensidighed og ligestilling.«

11 Efter direktivets artikel 12, stk. 1, skulle medlemsstaterne traeffe de noedvendige foranstaltninger for at efterkomme direktivet inden tre aar fra dets meddelelse. Direktivet blev meddelt den 3. juli 1985, og denne frist udloeb saaledes den 3. juli 1988.

12 Den 13. oktober 1989 afsendte Kommissionen, der var af den opfattelse, at Irland ikke havde gennemfoert direktivet korrekt, en foerste aabningsskrivelse, hvori den kritiserede den utilstraekkelige gennemfoerelse af direktivets artikel 2 og 4 i forhold til de i direktivets bilag I og II naevnte projekter, samt den manglende gennemfoerelse af artikel 5-9.

13 Irland besvarede denne aabningsskrivelse med fremsendelsen af to lovtekster:

- S.I. nr. 349/1989, European Communities (Environmental Impact Assessment) Regulations (herefter »S.I. nr. 349«), og

- S.I. nr. 25/1990, Local Government (Planning and Development) Regulations (herefter »S.I. nr. 25«).

14 Kommissionen fandt imidlertid fortsat, at de nye regler ikke gav sikkerhed for en korrekt gennemfoerelse af direktivet og tilstillede derfor den 7. november 1991 Irland endnu en aabningsskrivelse.

15 Ved skrivelse af 12. maj 1992 svarede Irland, at direktivets bestemmelser i praksis blev fulgt.

16 Kommissionen var ikke tilfreds med dette svar og tilstillede derfor den 28. april 1993 Irland en begrundet udtalelse, hvori den navnlig kritiserede, at Irland

- ikke korrekt havde gennemfoert direktivets artikel 4, stk. 2, samt dets bilag II

- ikke korrekt havde fastlagt de i direktivets artikel 2, stk. 3, naevnte undtagelser

- ikke forskriftsmaessigt havde fastlagt de oplysninger, som bygherren skal give i henhold til direktivets artikel 5

- ikke forskriftsmaessigt havde fastlagt, hvilke oplysninger der skal gives de oevrige medlemsstater i henhold til direktivets artikel 7.

17 Ved skrivelse af 20. august 1993 imoedegik Irland visse af Kommissionens klagepunkter. Det fremsendte derefter ved skrivelse af 7. december 1994 Local Government (Planning og Development) Regulations 1994 og endelig ved skrivelse af 7. maj 1996 S.I. nr. 101/1996, European Communities (Environmental Impact Assessment) (Amendment) Regulations 1996 (herefter »S.I. nr. 101«).

18 Der har i oevrigt flere gange efter fremsendelsen af den begrundede udtalelse fundet en brevveksling sted angaaende klager vedroerende kategorier af projekter, der er omhandlet i naervaerende sag, nemlig klage nr. P 95/4724 bl.a. vedroerende nyplantning af skov paa Pettigo-plateauet og klage nr. P 95/4219 vedroerende toervegravning navnlig i Clonfinane Bog.

Tilsidesaettelse af direktivets artikel 4, stk. 2, og bilag II, punkt 1, litra b) og d), og punkt 2, litra a)

19 Kommissionen har kritiseret Irland for at have gennemfoert direktivets artikel 4, stk. 2, daarligt ved at fastsaette absolutte graensevaerdier for de kategorier projekter, der er naevnt i bilag II, punkt 1, litra b) (inddragning af uopdyrket land eller delvis af naturomraader til intensiv landbrugsvirksomhed) og litra d) (nyplantning af skov/rydning), og punkt 2, litra a) (toervegravning). Graensevaerdiernes absolutte karakter goer det ikke muligt at sikre, at ethvert projekt, der kan have stoerre indvirkning paa miljoeet, underkastes en undersoegelse af indvirkningen, eftersom det, blot det ikke naar op paa graensevaerdien, ikke underkastes en vurdering af indvirkningen, uanset de egenskaber det i oevrigt har. Efter direktivets artikel 4, stk. 2, skal der imidlertid laegges vaegt paa samtlige karakteristiske egenskaber ved et projekt og ikke blot paa dets stoerrelse eller kapacitet. Desuden naevnes ogsaa i artikel 2, stk. 1, et projekts art og placering som forhold af betydning for vurderingen af en eventuel vaesentlig indvirkning paa miljoeet. Denne analyse er efter Kommissionens opfattelse i overensstemmelse med Domstolens dom af 2. maj 1996 i sag C-133/94, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 2323, og af 24. oktober 1996 i sag C-72/95, Kraaijeveld m.fl., Sml. I, s. 5403.

20 Ifoelge Kommissionen kan projekter, selv om de ikke kommer op paa de fastsatte graensevaerdier, dog have vaesentlige indvirkninger paa miljoeet. To faktorer faar betydning i denne forbindelse.

21 Den foerste faktor er, at nogle saerligt foelsomme eller vaerdifulde lokaliteter kan forringes ved projekter, der ikke naar op paa de fastsatte graensevaerdier. Saaledes forholder det sig med omraader, der er blevet anerkendt som vaerdifulde og vigtige for naturbeskyttelse, samt omraader, der har en saerlig arkaeologisk eller geomorfologisk interesse.

22 Den anden faktor er, at lovgivningen ikke tager hensyn til projekternes kumulative virkning. Derfor kan flere forskellige projekter, hvoraf ingen kommer op paa den fastsatte graensevaerdi, og som derfor ikke kraever nogen vurdering af indvirkningen, tilsammen have vaesentlig indvirkning paa miljoeet.

23 Det er Kommissionens opfattelse, at en fastlaeggelse af absolutte graensevaerdier for de kategorier projekter, der naevnes i direktivets bilag II, punkt 1, litra b) (inddragning af uopdyrket land eller delvise naturomraader til intensiv landbrugsvirksomhed), og litra d) (nyplantning af skov/rydning), og punkt 2, litra a) (toervegravning), udgoer en tilsidesaettelse af direktivets artikel 4, stk. 2, fordi en af eller begge disse faktorer spiller ind. Kommissionen har naevnt flere forskellige eksempler paa projekter, der kan have eller har haft vaesentlig indvirkning paa miljoeet, men som ikke har vaeret genstand for en vurdering af indvirkningen paa grund af de absolutte graensevaerdier.

24 Hvad angaar de i direktivets bilag II, punkt 1, litra b), naevnte projekter vedroerende inddragning af uopdyrket land eller delvise naturomraader til intensiv landbrugsvirksomhed har Kommissionen kritiseret graensevaerdien paa 100 ha i artikel 24 i S.I. nr. 349 og i afsnit 1 (a) i del II i bilag I hertil, sammenholdt med andre bestemmelser i den irske lov til gennemfoerelse af direktivet. Den har i den forbindelse fastslaaet, at 60 000 ha delvise naturomraader i det vestlige Irland er blevet inddraget til intensiv graesning for faar og er udsat for alvorlig forringelse. Ifoelge Kommissionen skulle foroegelsen af faarebestandene have vaeret undersoegt for saa vidt angaar indvirkningen, idet driftens intensive karakter kan fastlaegges paa grundlag af et kriterium vedroerende bestandbelastning pr. ha. I oevrigt er udtrykket »projekt« defineret vidt i direktivet, hvorfor det ogsaa omfatter »indgreb« i et aabent terraen som et graesningsareal for faar. Et projekt af denne type har vaesentlige virkninger for miljoeet, da det indebaerer en forringelse af uopdyrket land eller delvise naturomraader som foelge af en overdreven udnyttelse af graesbevoksningen, der foerer til jordbundsforringelse og erosion.

25 For saa vidt angaar nyplantning af skov som omhandlet i direktivets bilag II, punkt 1, litra d), har Kommissionen navnlig kritiseret den graensevaerdi paa 70 ha, der er indfoert ved S.I. nr. 101. Ifoelge denne bestemmelse skal der kun ske en vurdering af indvirkningen ved nyplantning af skov, naar det paagaeldende omraade enten for sig eller sammen med et andet tilstoedende omraade, der er blevet tilplantet af eller paa vegne af ansoegeren i de tre foregaaende aar, udgoer et samlet tilplantet areal paa over 70 ha.

26 Kommissionen har fremhaevet, at projekter vedroerende nyplantning kan have vaesentlig indvirkning paa miljoeet, ogsaa naar der er tale om arealer paa under 70 ha.

27 Den har i den forbindelse omtalt den forsyring og atrofiering af vandomraader, som foraarsages af nytilplantning af skov. Den har henvist til rapporten The trophic status of Lough Conn, An investigation into the causes of recent accelerated eutrophication (McGarrigle and others on behalf of the Lough Conn Committee, published by Mayo County Council in association with Environmental Protection Agency, Central Fisheries Board, North Western Fisheries Board, Teagasc, Board na Mona, Department of Agriculture and Department of Marine, December 1993) samt til rapporten A Study of the Effects of Stream Hydrology and Water Quality in Forested Catchements on Fish and Invertibrates (kendt som »Aquafor report«).

28 Kommissionen har endvidere naevnt, at der ikke i den irske lovgivning tages hensyn til den vaesentlige indvirkning, som projekter vedroerende nyplantning af skov kan have paa omraader med aktive hoejmoser. Men nytilplantning af skov aendrer gennem den jordbehandling, afvanding, goedskning og indgribende aendring af vegetationen, den medfoerer, toervemosers oekosystem saa afgoerende, at den faktisk foerer til dets oedelaeggelse. Kommissionen har herved paaberaabt sig vaerket Birds, bogs and forestry, The peatlands of Caithness and Sutherland (Strout, Reeds and others, Nature Conservancy Council, UK), der analyserer virkningerne af nytilplantning paa hoejmoser.

29 Kommissionen har som et eksempel naevnt den nytilplantning af skov, der har fundet sted paa Dunragh Loughs og Pettigo-plateauet, som den blev bekendt med gennem klage nr. P 95/4724. Disse lokaliteter er naevnt i listen over de omraader, der er naturarv (Natural Heritage Areas, herefter »NHA«), som de irske myndigheder har udarbejdet. Navnlig Pettigo-plateauet er et vaeldigt uroert bevokset moseomraade (paa ca. 2 097 ha), der har stor videnskabelig interesse, og er en af de lokaliteter, der var omfattet af den kontrakt, som Kommissionen og National Parks and Wildlife Service den 28. december 1995 indgik i henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 1973/92 af 21. maj 1992 om oprettelse af et finansielt instrument for miljoeet (Life) (EFT L 206, s. 1). En del af plateauet (619,2 ha) er blevet udlagt som saerligt beskyttet omraade i henhold til Raadets direktiv 79/409/EOEF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (EFT L 103, s. 1). Der er endvidere tale om en lokalitet paa en graense, idet plateauet straekker sig ind i Fermanagh County i Det Forenede Kongerige, der har foreslaaet, at den del af plateauet, der befinder sig paa dets omraade, udlaegges som saerligt beskyttet omraade i henhold til direktiv 79/409 og som saerligt bevaringsomraade i henhold til Raadets direktiv 92/43/EOEF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EFT L 206, s. 7). Den del af plateauet, der ligger i Det Forenede Kongerige, vil kunne blive beroert af den vaesentlige indvirkning, som projekterne om nytilplantning af skov vil kunne faa for miljoeet, idet beplantningerne vil kunne virke skadeligt paa hydrologien i moserne paa begge sider af graensen. Trods dette omraades interesse er der sket beplantning dér, i visse tilfaelde med offentlig stoette, men i intet tilfaelde paa arealer, der var stoerre end den fastsatte graensevaerdi.

30 Kommissionen har anerkendt, at S.I. nr. 101 udgoer en forbedring i forhold til den tidligere lovgivning, idet graensevaerdien derved er blevet saenket fra 200 til 70 ha. Alligevel er beskyttelsen utilstraekkelig, idet et omraade, der foreslaas udlagt til NHA, i dets fulde udstraekning kan nytilplantes, uden at der stilles krav om en undersoegelse vedroerende indvirkning, naar tilplantningen foretages af forskellige bygherrer, og ikke i hvert enkelt tilfaelde overskrider graensevaerdien paa 70 ha i loebet af tre aar. Projekternes samlede virkning kommer ikke efter de gaeldende irske lovbestemmelser i tilstraekkelig omfang i betragtning.

31 Kommissionen har for saa vidt angaar rydning med henblik paa omlaegning til anden arealudnyttelse, jf. direktivets bilag II, punkt 1, litra d), kritiseret den graensevaerdi paa 100 ha, der er fastsat i den irske lovgivning (artikel 24 i S.I. nr. 349 og afsnit 2 (c) (ii) i del II i bilaget hertil, sammenholdt med andre bestemmelser i den irske lov til gennemfoerelse af direktivet; denne graensevaerdi findes ogsaa i den yngre lov S.I. nr. 101).

32 Efter Kommissionens opfattelse giver den irske lovgivning ikke sikkerhed for gennemfoerelse af en forudgaaende vurdering af den vaesentlige indvirkning paa miljoeet, naar det gaelder projekter om rydning, for hvilke der ikke bestaar en forpligtelse til at undersoege indvirkningen paa grund af deres udstraekning, men som, naar de ses i sammenhaeng, dog vil kunne faa vaesentlig indvirkning paa miljoeet.

33 Den har i den forbindelse naevnt de rydninger, der har fundet sted i Burren-omraadet, der er et stort kalkklippeterraen i Clair County af usaedvanlig interesse i kraft af sin fauna og flora og de naturlige terraenforhold, og som er rigt paa arkaeologiske minder. Den samlede virkning af disse rydninger tiltrak sig Heritage Councils opmaerksomhed, og det fremgaar af en beretning fra 1996, der blev udarbejdet efter anmodning fra denne institution under titlen »A survey of recent reclamation in the Burren«, at der findes 59 »nye« rydningslokaliteter i dette omraade, heraf 31 i omraader, der er foreslaaet udlagt til NHA, med et samlet areal paa 256 ha. Indgrebene indfoerer bulldozernivellering af kalkklippeformationer, kratrydning (noeddekrat er saerlig udbredt paa denne naturtype), tilsaaning og jordforbedring af det ryddede terraen. Af rapporten fremgaar endvidere, at mange arkaeologiske og historiske mindesmaerker, som f.eks. hellige broende og spor fra jordlodsopdelingen i fortiden, er gaaet tabt.

34 Og endelig, hvad angaar de projekter om toervegravning, der er naevnt i direktivets bilag II, punkt 2, litra a), har Kommissionen anfaegtet graensevaerdien paa 50 ha i henhold til artikel 24 i S.I. nr. 349 samt afsnit II (a) i del II i bilaget hertil, sammenholdt med andre bestemmelser i den irske lov til gennemfoerelse af direktivet.

35 Den har anfoert, at toervegravning forudsaetter draening, der virker udtoerrende paa den plantebevoksning, der danner toerven. Vegetationen aendrer sig, og man faar i stedet for en vegetation, hvori navnlig hvidmos og spagnummos er fremherskende, en vegetation, hvor de forskellige arter toert mos dominerer, foer toervemosen indtages af traeer. Saenkningen af grundvandsstanden faar toervemassens volumen til at falde, og denne volumens haeldning giver en stoerre bortledning af vand, saaledes at udtoerringsprocessen forstaerkes yderligere. Toervegravning har saaledes vaesentlig og varig indvirkning paa miljoeet.

36 Kommissionen har som eksempel naevnt Ballyduff-Clonfinane Bog i Tipperary County, som den specielt undersoegte efter klage nr. P 95/4219. Denne lokalitet paa ca. 312 ha omfatter to toervemoser, Ballyduff og Clonfinane (187 ha). Efter en undersoegelse gennemfoert af National Parks og Wildlife Service i 1983 havde den faaet status som videnskabeligt interessant omraade (Area of Scientific Interest eller ASI). Ifoelge en rapport, der i 1990 blev udarbejdet til brug for den irske finansminister, skulle den indgaa i et net af naturreservater af hoejmoser. I 1995 blev det foreslaaet at udlaegge den som NHA. Ogsaa den var omfattet af den kontrakt, der den 28. december 1995 blev afsluttet mellem Kommissionen og National Parks and Wildlife Service i henhold til forordning nr. 1973/92. Den opnaaede endvidere stoette i henhold til Kommissionens beslutning C(96) 2113 af 29. juli 1996 vedroerende Samhoerighedsfonden, hvorved der blev ydet 344 000 ECU med henblik paa bevarelse af moser. Alligevel startede et toerveudgravningsprojekt i 1994 i Clonfinane, uden at det var noedvendigt at undersoege indvirkningen, for det af projektet omfattede omraade laa under graensevaerdien paa 50 ha. Da der i 1996 blev rejst spoergsmaal om, hvorvidt det var fornoedent at gennemfoere en undersoegelse af indvirkningen, omfattede projektet allerede over 50 ha.

37 Kommissionen har sammenlignet den graensevaerdi, der skal anvendes for toervegravning (50 ha), med graensevaerdien for udvinding af sten, ral, sand eller ler (5 ha), hvorved bemaerkes, at en vurdering af indvirkningen i sidstnaevnte tilfaelde er noedvendig for et areal paa under 5 ha, saafremt den kompetente lokale myndighed mener, at der sandsynligvis bliver tale om stoerre virkninger for miljoeet (artikel 24 i S.I. nr. 349 og 2. afsnit i del II i bilag I hertil, samt artikel 4 (1) og artikel 6 (1) i S.I. nr. 25). Da graensevaerdien for moser har en absolut karakter, er enhver konkret vurdering af et projekts eventuelle vaesentlige indvirkninger paa miljoeet udelukket.

38 Kommissionen har anfoert, at der findes mindst 49 toerveproducerende selskaber, at toervegravning har bevaeget sig bort fra mindre omfattende toervegravning mod ibrugtagning af nyt gravningsudstyr, saaledes at den maengde toerv, de private producenter har gravet, er steget betydeligt fra 1980. Den har fremhaevet, at den omstaendighed, at intet projekt for toervegravning har givet anledning til vurdering, til trods for vedholdende tab, der forringer naturen, viser, at den irske graensevaerdi er fastlagt saaledes, at direktivet for de stoerre toervemosers vedkommende ikke har nogen betydning for beskyttelsen af miljoeet.

39 Irland har i sit svarskrift gjort gaeldende, at sagen skal afvises for saa vidt angaar klagepunktet om projekternes kumulative virkning, idet dette klagepunkt ikke blev fremfoert under den administrative procedure og navnlig heller ikke i den begrundede udtalelse. Det har desuden gjort gaeldende, at de klager, Kommissionen har paaberaabt sig, kun kan laegges til grund som beviselementer, idet de ikke blev omtalt i den begrundede udtalelse og i oevrigt er genstand for saerskilte undersoegelser.

40 Irland har som sit generelle synspunkt anfoert, at Kommissionen ikke har foert bevis for, at graensevaerdierne faktisk er blevet misbrugt ved kumulerende projekter. Irland har i den forbindelse fremhaevet, at anvendelsen af graensevaerdierne ikke bliver ulovlig, fordi der teoretisk er mulighed for et saadant misbrug, naar deres anvendelse sker paa grundlag af direktivet og er blevet anerkendt i de to tilfaelde, Domstolen har taget stilling til (dommen i sagen Kommissionen mod Belgien og i sagen Kraaijeveld m.fl.). Foerst ved Raadets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997 om aendring af direktiv 87/337 (EFT L 73, s. 5) blev det paabudt at tage sammenlaegninger af projekter i betragtning.

41 For saa vidt angaar projekter vedroerende inddragning af uopdyrket land eller delvise naturomraader til intensiv landbrugsvirksomhed som omhandlet i direktivets bilag II, punkt 1, litra b), har Irland afvist, at graesning af faar som den, der foregaar paa Irlands omraade, henhoerer under intensivt landbrug og kan anses for et projekt i samme direktivs artikel 1, stk. 2's forstand. Der er her ikke tale om et indgreb i det naturlige miljoe eller i landskabet i denne bestemmelses forstand og den idé, at en avler skulle vaere forpligtet til at ansoege om tilladelse, hver gang han oensker at lade et stoerre antal faar graesse paa et lille jordstykke, er meningsloes. Noget saadant er uigennemfoerligt, og det saa meget mere som en stor del af de jorder, der benyttes til graesning af faar, er faelles jord, som flere avlere har ret til at lade deres faar graesse paa.

42 Efter Irlands opfattelse har det aldrig vaeret tilsigtet at lade direktivet at omfatte visse typer landbrug som f.eks. faareopdraet i vidt udstrakte landomraader, og direktivet er ikke udformet med henblik paa saadanne former for virksomhed, navnlig paa grund af omkostningerne ved at gennemfoere undersoegelser af indvirkningen, sammenholdt med faareavlernes indtaegter. Derimod er miljoebeskyttelse genstanden for det program, der er indfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2078/92 af 30. juni 1992 om miljoevenlige produktionsmetoder i landbruget samt om naturpleje (EFT L 215, s. 85), der er blevet ivaerksat ved Kommissionens forordning (EF) nr. 746/96 af 24. april 1996 om bestemmelser til gennemfoerelse af forordning nr. 2078/92 (EFT L 102, s. 19). Mere end 15% af de irske avlere deltager allerede i dette landmiljoebeskyttelsesprogram, hvis formaal er at udvirke, at avlerne ikke driver intensivt opdraet paa deres jorder, og landbrugsministeriet har fremsat forslag over for Kommissionen i henhold til handlingsprogrammet for landbrug, udviklingen paa landet og skovbruget efter faellesskabsrammen for stoette 1994-1999 for Irland med henblik paa, at avlerne fra den 1. januar 1998 i de oedelagte omraader kun har krav paa stoetteudbetalingerne pr. antal faar/lam, saafremt de deltager i programmet for beskyttelse af landmiljoeet.

43 Vedroerende klagepunktet om nyplantning af skov har Irland anfoert, at Kommissionen ikke har fremlagt beviselementer, der objektivt kan efterproeves og saaledes bevise, at projekter om nyplantning af skov, der laa under graensevaerdien, havde haft vaesentlig indvirkning paa vandomraaderne. Kommissionen har kun som bilag til staevningen vedlagt de to rapporter, Lough Conn og Aquafor rapporten, som den har henvist til, men den ene af disse rapporter er desuden endnu ikke endelig.

44 Irland har ogsaa bestridt, at der er foert bevis for, at projekterne om nytilplantning i toervemoser har haft vaesentlig indvirkning paa miljoeet. I oevrigt gennemfoeres faa skovbrugsprojekter i toervemoser paa grund af stoettesystemets mindstekrav til produktivitet, og fordi toervemoserne som skovbrug har et hektarudbytte, der er lavere end andre jordbundstyper.

45 Irland har desuden gjort gaeldende, at Kommissionen har fremstillet problemerne vedroerende Pettigo-plateauet forkert. Faktisk er nytilplantning af skov kun sket paa et ganske lille areal, og det har derfor vaeret ufornoedent at hoere de britiske myndigheder i henhold til direktivets artikel 7. I oevrigt tilhoerer det areal inden for Pettigo, som er blevet udlagt som saerligt beskyttet omraade i henhold til direktiv 79/409, National Parks and Wildlife Service og er ikke blevet beroert af nytilplantningen. Endelig er det foerst efter ydelsen af stoette til nytilplantning, at National Park and Wildlife Service foreslog at udlaegge omraadet som NHA uden kendskab til, at der skulle ske en nytilplantning dér. Under alle omstaendigheder vedroerer den kritik, der er blevet fremfoert i denne klage, kun forvaltningen af ordningen, men ikke Irlands gennemfoerelse af direktivets artikel 4, stk. 2, eller dets bilag II.

46 Vedroerende rydninger som omhandlet i direktivets bilag II, punkt 1, litra d), har Irland oplyst, at Kommissionen som eksempel alene naevner Burren-omraadet, der er det eneste omraade af sin art. Den paaberaaber sig en ufuldstaendig undersoegelse, der ikke er udgivet, og angiver ikke klart, hvilke rydninger der har fundet sted. Endvidere er det samlede omraade, der er blevet undersoegt i den af Kommissionen naevnte rapport (ca. 250 ha), ikke afgoerende, naar henses til Burren-omraadets samlede areal (ca. 30 000 ha). Efter Irlands opfattelse har Kommissionen paa baggrund af disse forhold ikke gennemfoert en samlet vurdering af projekter vedroerende rydning i Irland i overensstemmelse med kravene ifoelge dommen i sagen Kraaijeveld m.fl.

47 Irland har benyttet den samme argumentation vedroerende de projekter om toervegravning, der er naevnt i direktivets bilag II, punkt 2, litra a), og har kritiseret Kommissionen for kun at have givet et eneste eksempel paa gravning under den graensevaerdi, som paastaas at have haft vaesentlig indvirkning paa miljoeet.

48 Irland goer endvidere gaeldende, at Kommissionens klagepunkter kun vedroerer toervegravning i toervemoser, som har interesse ud fra et bevaringssynspunkt. Der findes for saa vidt lovbestemmelser og administrativt udstedte bestemmelser om beskyttelsen af dem, nemlig »Habitats Regulations«, og udlaegningen af omraader som NHA. Klagen vedroerende toervegravning i Ballyduff-Clonfinane Bog er kun en paavisning af, at det er noedvendigt at traeffe beskyttelsesforanstaltninger. Irland har anerkendt, at forskellige graensevaerdier kunne have vaeret opstillet, men at det ikke fandt, at dette var noedvendigt i betragtning af udpegelsen af saerligt beskyttede omraader i henhold til »Habitats Regulations«.

49 Irland har for saa vidt angaar de moser, der ikke er omfattet af »Habitats Regulations«, begrundet graensevaerdien paa 50 ha med, at denne vaerdi holder erhvervsmaessig toervegravning, der kan have vaesentlig indvirkning paa miljoeet, og toervegravning uden erhvervsmaessigt formaal, der traditionelt forekommer paa landet i Irland, adskilt fra hinanden. Irland goer gaeldende, at direktivet ikke blev udformet paa en maade, der kan fortolkes saaledes, at der kraeves en vurdering af indvirkning af toervegravning i mindre maalestok uden ikke erhvervsmaessigt formaal. At stille krav om undersoegelse af indvirkningen paa meget smaa toervemoseomraader er ensbetydende med at hindre enhver toervegravning paa grund af omkostningen ved en vurdering af indvirkningen, sammenholdt med det afkast, en gravning kan forventes at give. En saadan fortolkning af direktivet vil foere til en underkendelse af en saedvanemaessig ret navnlig for landmaend og forpagtere til at grave toerv i toervemoser til daekning af deres eget forbrug.

Domstolens bemaerkninger

50 Indledningsvis skal der tages stilling til Irlands anbringende om, at klagepunktet vedroerende projekternes kumulative virkning skal afvises, idet dette klagepunkt ikke er blevet paaberaabt under den administrative procedure og navnlig ikke i den begrundede udtalelse.

51 Det bemaerkes herved, at den administrative procedure har til formaal at give den beroerte medlemsstat lejlighed til dels at opfylde sine faellesskabsretlige forpligtelser, dels virkningsfuldt at tage til genmaele over for Kommissionens klagepunkter. Genstanden for et soegsmaal i henhold til traktatens artikel 169 fastlaegges foelgelig under den forudgaaende administrative procedure i henhold til denne traktatbestemmelse. Staevningen kan derfor ikke stoettes paa andre klagepunkter end dem, der er naevnt i den begrundede udtalelse (jf. bl.a. dom af 11.6.1998, sag C-206/96, Kommissionen mod Luxembourg, Sml. I, s. 3401, praemis 13).

52 I det foreliggende tilfaelde fremgaar det af en undersoegelse af de dokumenter, der blev udvekslet mellem parterne under den administrative procedure, at Kommissionen, selv om den ikke udtrykkeligt anvendte ordene »projekternes kumulative virkning«, dog var inde paa spoergsmaalet herom i forbindelse med den mere generelle problemstilling vedroerende fastlaeggelsen af graensevaerdierne, hvorved den navnlig gjorde gaeldende, at en bygherre kan undgaa en undersoegelse af indvirkningen ved at opdele det oprindelige projekt i flere projekter, der hver isaer ikke overskrider graensevaerdien.

53 Paa baggrund heraf kan den administrative procedure ikke antages at have udelukket Irland fra virkningsfuldt at tage til genmaele over for klagepunktet vedroerende projekternes kumulative virkning.

54 Irland har ogsaa fremfoert en indsigelse om, at Kommissionen ikke som bevis for et traktatbrud kan anvende klager, der ikke er blevet naevnt i den begrundede udtalelse, idet disse klager er blevet modtaget efter udtalelsens fremsaettelse og stadig er genstand for saerskilte undersoegelser.

55 Denne indsigelse haenger imidlertid sammen med spoergsmaalet om beviset for traktatbruddet, som maa behandles under et.

56 Irland har bestridt, at Kommissionen har godtgjort et egentligt misbrug ved anvendelsen af graensevaerdierne. Det er Irlands opfattelse, at et saadant bevis er noedvendigt for at fastslaa traktatbruddet.

57 Kommissionen har heroverfor anfoert, at traktatbruddet bestaar i anvendelsen af absolutte graensevaerdier, og at den blot har behoevet at fremlaegge en raekke forskellige elementer, hvoraf det fremgik, at en saadan anvendelse kunne bevirke, at projekter, der kunne have vaesentlig indvirkning paa miljoeet, ikke goeres til genstand for en vurdering af indvirkningen med den begrundelse, at de ikke overskrider den i lovgivningen fastsatte graensevaerdi. Den har tilfoejet, at det vil stride mod direktivets forebyggende sigte at stille krav om bevis for alvorlige, betydelige skader paa miljoeet med henblik paa at godtgoere gennemfoerelsens utilstraekkelige karakter under et traktatbrudssoegsmaal. Den har endelig fremhaevet, at den kun vanskeligt kan foere konkrete beviser, naar der er tale om projekter, der ligger under graensevaerdierne.

58 Det skal i denne forbindelse bemaerkes, at det traktatbrud, Kommissionen kritiserer Irland for, gaar ud paa en fejlagtig gennemfoerelse af direktivets artikel 4, stk. 2, ved anvendelsen af graensevaerdier, der bevirker, at der ikke tages hoejde for alle et projekts saeregenheder ved afgoerelsen af, om dette projekt skal goeres til genstand for en undersoegelse af indvirkningen. Nogle projekter, der kan have vaesentlig indvirkning paa miljoeet, kan saaledes holdes uden for den pligtmaessige vurdering med den begrundelse, at de ikke naar op paa de fastsatte graensevaerdier.

59 Heraf foelger, at det er den maade, som direktivet er blevet gennemfoert paa i irsk lovgivning, der udgoer traktatbruddet, ikke det konkrete resultat af anvendelsen af gennemfoerelseslovgivningen.

60 Ved paavisningen af, at et direktivs gennemfoerelse er utilstraekkelig eller uhensigtsmaessig, er det ikke noedvendigt at fastslaa, hvilke virkninger den nationale gennemfoerelseslov faktisk har haft. Gennemfoerelsens utilstraekkelighed eller mangelfuldhed beror nemlig paa selve teksten til denne lovgivning.

61 Der er derfor intet, der kan hindre Kommissionen i at paavise denne mangelfuldhed eller utilstraekkelighed uden at vente paa, at gennemfoerelsesloven faar skadelige virkninger.

62 Et modsat resultat ville i det foreliggende tilfaelde vaere saa meget mindre begrundet, som direktivet er et led i Faellesskabets miljoepolitik, der, som det siges i foerste betragtning til direktivet, bestaar i at undgaa dannelsen af forurening eller gener fra starten, frem for senere at forsoege at modvirke deres virkninger.

63 Det har derfor ingen betydning, at de bevismidler, Kommissionen har benyttet til stoette for sine paastande, blot er klager, der endnu ikke er blevet behandlet.

64 Det bemaerkes vedroerende klagepunktet om graensevaerdierne, at selv om medlemsstaterne efter direktivets artikel 4, stk. 2, andet afsnit, har et skoen ved udpegelsen af visse typer projekter, der skal vurderes, eller ved fastsaettelsen af kriterier og/eller graensevaerdier, begraenses dette skoen af pligten ifoelge artikel 2, stk. 1, til at lade projekter, der bl.a. paa grund af deres art, dimensioner eller placering, kan faa vaesentlig indvirkning paa miljoeet, underkaste en vurdering af denne indvirkning (dommen i sagen Kraaijeveld m.fl., praemis 50).

65 En medlemsstat, der fastsaetter kriterier og/eller graensevaerdier, ved hvilke der kun laegges vaegt paa projekternes dimensioner og ikke desuden paa deres art eller placering, overskrider saaledes graenserne for det skoen, den har i henhold til direktivets artikel 2, stk. 1, og artikel 4, stk. 2.

66 Et projekt med selv begraensede dimensioner kan nemlig have vaesentlig indvirkning paa miljoeet, naar det placeres paa et sted, hvor de i direktivets artikel 3 beskrevne miljoefaktorer, som f.eks. fauna og flora, jordbund, vand, klima eller kulturarv, kan paavirkes ved den mindste aendring.

67 Endvidere kan et projekt faa vaesentlig indvirkning, naar det paa grund af sin art vaesentligt eller permanent vil kunne aendre disse miljoefaktorer uanset sine dimensioner.

68 Kommissionen har i forbindelse med paavisningen af, at der fra Irlands side foreligger et traktatbrud, i denne henseende givet flere overbevisende eksempler paa projekter, der, selv om der for dem kun er taget hensyn til dimensionerne, dog kan have vaesentlig indvirkning paa miljoeet paa grund af deres art eller deres placering.

69 Det mest talende eksempel er projekter som nytilplantning med skov, idet saadanne projekter, naar de gennemfoeres i aktive hoejmoser, der stadig er tilgroet, efter deres art og placering oedelaegger mosernes oekosystem og skaber et uopretteligt tab af originale, sjaeldne og videnskabelig interessante biotoper. I sig selv kan de ogsaa foere til forsyring og atrofiering af vandomraader.

70 Det har imidlertid vaeret noedvendigt om muligt at tage hensyn til faktorer som naturen eller projekternes placering, f.eks. ved at fastsaette flere graensevaerdier for forskellige projektdimensioner, der kan anvendes alt efter naturforholdene eller projektets placering.

71 Herved maa der ses bort fra Irlands redegoerelse, hvorefter andre eksisterende love om miljoebeskyttelse, som f.eks. »Habitats Regulations«, har overfloediggjort pligten til at vurdere projekter om nytilplantning af skov, rydning eller toervegravning, der gennemfoeres paa lokaliteter med et saarbart miljoe. Direktivet indeholder nemlig intet om, at regioner eller omraader, der paa anden maade er beskyttet i henhold til andre faellesskabsbestemmelser, ikke henhoerer under dets anvendelsesomraade eller falder uden for dets anvendelsesomraade.

72 Heraf foelger, at Irland ved at fastsaette graensevaerdier, der kun tager hensyn til projekternes dimensioner og lader deres art eller placering ude af betragtning for de kategorier af projekter, der er naevnt i bilag II, punkt 1, litra d), og punkt 2, litra a), har overskredet graenserne for det skoen, som det havde i henhold til direktivets artikel 2, stk. 1, og artikel 4, stk. 2.

73 Hvad projekternes kumulative virkning angaar bemaerkes det, at de kriterier og/eller de graensevaerdier, der er naevnt i artikel 4, stk. 2, har til formaal at lette vurderingen af de konkrete kendetegn ved et projekt med henblik paa at afgoere, om det er omfattet af forpligtelsen til at foretage en vurdering, men ikke har til formaal paa forhaand at udelukke hele kategorier af projekter, der er opregnet i bilag II, og som paataenkes gennemfoert i en medlemsstat, fra denne forpligtelse (jf. dommen i sagen Kommissionen mod Belgien, praemis 42, og dommen i sagen Kraaijeveld m.fl., praemis 51, samt dom af 22.10.1998, sag C-301/95, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 6135, praemis 45).

74 Spoergsmaalet om, hvorvidt medlemsstaten ved at fastsaette disse kriterier og/eller graensevaerdier har overskredet graenserne for sit skoen, kan ikke afgoeres paa grundlag af et enkelt projekts egenskaber, men afhaenger af en samlet bedoemmelse af de projekter af denne art, der kan paaregnes paa medlemsstatens omraade (dommen i sagen Kraaijeveld, praemis 52).

75 En medlemsstat, som fastsaetter kriterierne og/eller graensevaerdierne paa et saadant niveau, at samtlige projekter af en vis type i praksis paa forhaand bliver holdt uden for forpligtelsen til at undersoege deres indvirkning, overskrider saaledes graenserne for det skoen, som den har i henhold til direktivets artikel 2, stk. 1, og artikel 4, stk. 2, medmindre samtlige udelukkede projekter paa grundlag af en samlet vurdering kan anses for ikke at have vaesentlig indvirkning paa miljoeet (jf., paa linje hermed, dommen i sagen Kraaijeveld m.fl., praemis 53).

76 Saaledes forholder det sig, saafremt en medlemsstat kun har fastsat et kriterium vedroerende projekternes dimensioner og ikke i oevrigt forvisset sig om, at formaalet med bestemmelserne ikke omgaas ved en opdeling af projekterne. I praksis foerer en undladelse af at tage hensyn til projekternes kumulative virkning saaledes til, at samtlige projekter af en vis type kan holdes uden for forpligtelsen til vurdering, mens de under ét vil kunne have vaesentlig indvirkning paa miljoeet paa den i direktivets artikel 2, stk. 1, omhandlede maade.

77 Kommissionen har endvidere for at godtgoere, at Irland har gjort sig skyldig i et traktatbrud i denne henseende, givet forskellige eksempler paa virkningerne af den irske lovgivning i dens nuvaerende affattelse.

78 Irland har saaledes ikke bestridt, at der ikke for noget toervegravningsprojekt som omhandlet i direktivets bilag II, punkt 2, litra a), er gennemfoert en undersoegelse vedroerende indvirkningen, selv om toervegravning i mindre maalestok er blevet mekaniseret, industrialiseret og i betydelig grad intensiveret og saaledes har foert til en fortsat formindskelse af moseomraader, der har stor betydning for beskyttelsen af naturen.

79 For saa vidt angaar nytilplantning af skov som omhandlet i direktivets bilag II, punkt 1, litra d), maa det fastslaas, at projekter herom, der er blevet fremmet ved ydelse af stoette, kan gennemfoeres i naerheden af hinanden uden at der gennemfoeres den mindste undersoegelse af indvirkningen, naar blot de foretages af forskellige bygherrer og ikke hver isaer overskrider graensevaerdien paa 70 ha i loebet af tre aar.

80 Kommissionen har ogsaa som et eksempel naevnt rydninger som omhandlet i direktivets II, punkt 1, litra d), for hvilke den irske lovgivning ikke tager hensyn til projekternes kumulative virkninger. Det er i oevrigt ubestridt, at talrige rydningsprojekter er blevet gennemfoert i Burren-regionen uden gennemfoerelse overhovedet af undersoegelser vedroerende indvirkningen, skoent der er tale om en region, der afgjort er af interesse. De kalkklippelag, der er karakteristiske for denne region, er blevet oedelagt ligesom vegetationen og de arkaeologiske minder for at give plads til graesningsarealer. Disse indgreb har betragtet under ét kunnet have vaesentlig indvirkning paa miljoeet.

81 Specielt hvad angaar faareavl har Kommissionen godtgjort, at den, ogsaa tilskyndet af stoette, havde udviklet sig vildt, hvilket kan have ugunstige virkninger for miljoeet. Men Kommissionen har ikke godtgjort, at den faareavl, der finder sted i Irland, udgoer et projekt i direktivets artikel 1, stk. 2's forstand.

82 Af det anfoerte fremgaar i det hele, at Irland ved at fastsaette graensevaerdier uden i oevrigt at sikre sig, at formaalet med reglerne ikke omgaas ved en opdeling af projekterne for de projektkategorier, der er naevnt i bilag II, punkt 1, litra d), og punkt 2, litra a), har overskredet graenserne for det skoen, det havde i henhold til direktivets artikel 2, stk. 1 og artikel 4, stk. 2.

83 Anbringendet om tilsidesaettelse af direktivets artikel 4, stk. 2, for de i bilag II, punkt 1, litra d), og punkt 2, litra a), naevnte projektkategorier skal derfor laegges til grund.

Tilsidesaettelse af direktivets artikel 2, stk. 3

84 Kommissionen har anfoert, at S.I. nr. 349 fastlaegger en fritagelsesordning, saaledes at den kompetente minister kan fritage et projekt fra undersoegelser vedroerende indvirkningen, naar han finder, at dette er begrundet af helt ekstraordinaere forhold. Denne bestemmelse er ikke i overensstemmelse med direktivet, idet ministeren dels ikke har pligt til at undersoege, om en anden form for vurdering er paa sin plads, og om de indhentede oplysninger skal goeres tilgaengelige for offentligheden, dels ikke er forpligtet til at give Kommissionen underretning.

85 Irland udtalte i retsmoedet, at en aendring af loven paa dette punkt netop var blevet vedtaget.

86 Det foelger imidlertid af Domstolens faste praksis, at aendringer, der foretages i national lovgivning, er uden relevans for afgoerelsen af en traktatbrudssag, naar de ikke er blevet ivaerksat foer udloebet af fristen i den begrundede udtalelse (jf. bl.a. dom af 1.6.1995, sag C-123/94, Kommissionen mod Graekenland, Sml. I, s. 1457, praemis 7).

87 Det maa derfor fastslaas, at anbringendet om tilsidesaettelse af direktivets artikel 2, stk. 3, skal laegges til grund.

Tilsidesaettelse af direktivets artikel 5

88 Kommissionen har gjort gaeldende, at den irske lov ikke hensigtsmaessigt gennemfoerer direktivets artikel 5, idet den ikke indeholder bestemmelser vedroerende en undersoegelse af, hvad der skal anses for relevant og rimeligt i forbindelse med en anmodning til en bygherre om at give oplysninger som omhandlet i direktivets bilag III. Artikel 2, stk. 5, i S.I. nr. 349 indeholder saaledes blot en bestemmelse om, at en undersoegelse af indvirkning kan omfatte disse oplysninger.

89 Irland udtalte i retsmoedet, at en aendring af loven paa dette punkt netop var blevet vedtaget.

90 Af de i praemis 86 i naervaerende dom anfoerte grunde maa det fastslaas, at klagepunktet om tilsidesaettelse om direktivets artikel 5 skal laegges til grund.

Tilsidesaettelse af direktivets artikel 7

91 Kommissionen har anfoert, at artikel 17 i S.I. nr. 25 tilsyneladende er en gennemfoerelse af artikel 7 for saa vidt angaar de projekter, hvortil der skal indhentes tilladelse i henhold til Irish Local Government (Planning and Development) Acts 1963-1983. Bestemmelsen fastlaegger en ordning, hvorefter de lokale myndigheder skal give det irske miljoeministerium underretning om enhver anmodning, der vil kunne have vaesentlige foelger for miljoeet i en anden medlemsstat. Ministeren kan derefter anmode den lokale myndighed om de oplysninger og dokumenter, han finder noedvendige.

92 Efter Kommissionens opfattelse er denne bestemmelse imidlertid ikke en passende foranstaltning til gennemfoerelse af direktivets artikel 7, idet ministeren ikke udtrykkeligt forpligtes til at videregive oplysningerne til den anden medlemsstat. Endvidere har ministeren ikke befoejelse til at kraeve oplysninger fra de nationale myndigheder, naar det er den anden medlemsstat, der har anmodet om at blive hoert.

93 Irland har under den skriftlige forhandling fremhaevet, at det havde til hensigt at tydeliggoere den irske lovgivning, og at aendringsloven var under forberedelse. Irland har herudover i retsmoedet anfoert, at aftalerne om Nordirland i fremtiden vil goere det muligt at forbedre forbindelserne med Det Forenede Kongerige.

94 Af de i praemis 86 i naervaerende dom anfoerte grunde maa det fastslaas, at anbringendet om tilsidesaettelse af direktivets artikel 7 skal laegges til grund.

95 Af det ovenstaaende foelger i det hele, at Irland ved ikke at vedtage de bestemmelser, der er noedvendige til en korrekt gennemfoerelse af direktivets artikel 4, stk. 2, for de i bilag II, punkt 1, litra d), og punkt 2, litra a), naevnte projekter, og ved ikke at gennemfoere direktivets artikel 2, stk. 3, artikel 5 og 7, har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktivet. I oevrigt afsiges frifindelsesdom.

Sagens omkostninger

96 Ifoelge procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Kommissionen har paastaaet Irland tilpligtet at afholde sagens omkostninger. Irland har i al vaesentligt tabt sagen, og doemmes derfor til at betale omkostningerne.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

1) Irland har undladt at opfylde sine forpligtelser i henhold til Raadets direktiv 85/337/EOEF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning paa miljoeet, idet det ikke har vedtaget de foranstaltninger, der er noedvendige for korrekt at gennemfoere dette direktivs artikel 4, stk. 2, for de kategorier af projekter, der er naevnt i direktivets bilag II, punkt 1, litra d), og punkt 2, litra a), og idet det ikke har gennemfoert direktivets artikel 2, stk. 3, og artikel 5 og 7.

2) I oevrigt frifindes Irland.

3) Irland betaler sagens omkostninger.