61998J0257

1 Ansvar uden for kontraktforhold - betingelser - retsstridighed - skade - aarsagsforbindelse - kumulative betingelser - forpligtelse for Faellesskabets retsinstanser til at undersoege betingelserne i en bestemt raekkefoelge - foreligger ikke

(EF-traktaten, art. 215, stk. 2 (nu art. 288, stk. 2, EF))

2 Tjenestemaend - institutionernes ansvar uden for kontraktforhold - vurdering af tabet - hensyn til ydelser udbetalt i henhold til vedtaegtens artikel 73

(EF-traktaten, art. 215 (nu art. 288 EF); tjenestemandsvedtaegten, art. 73)

3 Appel - anbringender - fejlagtig bedoemmelse af faktiske omstaendigheder - formalitetsmangel - Domstolens proevelse af bevisbedoemmelsen - udelukket bortset fra tilfaelde af urigtig gengivelse

(EF-traktaten, art. 168 A (nu art. 225 EF); EF-statutten for Domstolen, art. 51)

4 Appel - anbringender - utilstraekkelig begrundelse - kriterier anvendt af Retten ved fastsaettelsen af erstatningsbeloebet - Domstolens proevelse

5 Appel - anbringender - anbringende, som ikke stoettes af en retlig argumentation - afvisning

[EF-statutten for Domstolen, art. 51, stk. 1; Domstolens procesreglement, art. 112, stk. 1, litra c)]

1 Flere betingelser skal vaere opfyldt, for at Faellesskaberne kan ifalde ansvar, idet de handlinger, institutionerne kritiseres for at have begaaet, skal vaere ulovlige, ligesom der skal vaere lidt et tab og vaere aarsagsforbindelse mellem handlingerne og tabet.

Faellesskabets retsinstanser er ikke forpligtet til at undersoege betingelserne vedroerende institutionernes erstatningsansvar i en bestemt raekkefoelge. Da alle disse tre betingelser skal vaere opfyldt, er det tilstraekkeligt til at forkaste erstatningssoegsmaalet, at en af dem ikke er det.

2 En tjenestemand kan ikke, hvis en ulykke eller en erhvervssygdom kan tilregnes den institution, som beskaeftiger ham, kraeve det lidte tab erstattet to gange, foerst i henhold til vedtaegtens artikel 73 og derpaa i henhold til traktatens artikel 215 (nu artikel 288 EF).

Foelgelig skal Faellesskabets retsinstanser ved fastsaettelsen af det tab, som skal erstattes, under en erstatningssag, som er anlagt under henvisning til, at den institution, som er tjenestemandens arbejdsgiver, har begaaet en erstatningspaadragende fejl, tage hensyn til de ydelser, der er udbetalt tjenestemanden i henhold til vedtaegtens artikel 73.

3 Ligesom Domstolen ikke under en appelsag har kompetence til at fastslaa de faktiske omstaendigheder, har den principielt ikke kompetence til at bedoemme de beviser, som Retten har lagt til grund for sin konstatering af, at disse omstaendigheder foreligger. Naar disse beviser er blevet forskriftsmaessigt tilvejebragt, og de almindelige retsgrundsaetninger og de processuelle regler om bevisbyrde og bevisfoerelse er blevet overholdt, er det alene Retten, der har kompetence til at vurdere, hvilken bevisvaerdi der skal tillaegges de oplysninger, den har faaet forelagt. Denne vurdering udgoer derfor ikke et retsspoergsmaal - medmindre beviserne er gengivet forkert - der som saadan er undergivet Domstolens proevelsesret.

4 Naar Retten har fastslaaet, at der er indtraadt et tab, har den alene kompetence til inden for rammerne af den nedlagte paastand at fastslaa, hvorledes og i hvilket omfang skaden skal erstattes. For at Domstolen kan udoeve sin kontrol med Rettens domme, skal disse imidlertid vaere tilstraekkeligt begrundede, ligesom de hvad angaar vurderingen af tabet skal angive de kriterier, der er lagt til grund for fastsaettelsen af erstatningsbeloebet.

Paa dette punkt er det en tilstraekkelig begrundelse for en dom, at Retten anvender flere forskellige kriterier til efterproevelse af, om det af sagsoegeren modtagne beloeb udgoer en passende godtgoerelse af det tab, han har lidt.

5 Det fremgaar af artikel 51, stk. 1, i statutten for Domstolen og af procesreglementets artikel 112, stk. 1, litra c), at et appelskrift skal angive praecist, hvilke elementer der anfaegtes i den dom, som paastaas ophaevet, samt de retlige argumenter, der saerligt stoetter denne paastand.

Et anbringende, hvorved Retten kritiseres for at have haft en bestemt opfattelse, men uden en praecis angivelse af det retsgrundlag, som burde have foranlediget den til at have en anden opfattelse, opfylder ikke dette krav.

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 15. juli 1998 har Arnaldo Lucaccioni i medfoer af artikel 49 i EF-statutten og de tilsvarende bestemmelser i EKSF- og Euratom-statutten for Domstolen ivaerksat appel af dom afsagt den 14. maj 1998 af Retten i Foerste Instans i sag T-165/95, Lucaccioni mod Kommissionen (Sml. Pers. I-A, s. 203, og II, s. 627, herefter »den anfaegtede dom«), hvorved Retten frifandt Kommissionen for Lucaccioni's paastand om erstatning.

2 Det fremgaar af den anfaegtede dom, at sagsoegeren i 1990 indgav en ansoegning om anerkendelse af, at han led af en erhvervssygdom. Kommissionen forelagde foerst sagen for invaliditetsudvalget i henhold til artikel 78 i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter »vedtaegten«) og ivaerksatte derpaa proceduren efter vedtaegtens artikel 73 for anerkendelse af, at en tjenestemand lider af en erhvervssygdom.

3 Den procedure, der var blevet ivaerksat i henhold til vedtaegtens artikel 78, mundede ud i, at sagsoegeren blev pensioneret og fik tildelt en invalidepension paa 70% af sin grundloen.

4 Proceduren i henhold til vedtaegtens artikel 73, som forloeb parallelt med proceduren i henhold til artikel 78, mundede dels ud i, at sagsoegeren anerkendtes at lide af en erhvervssygdom, dels at der blev fastsat en invaliditetsgrad paa 130% for en vedvarende, total invaliditet, hvoraf 30% antoges bl.a. at bero paa de alvorlige psykologiske forstyrrelser, sagsoegeren blev ramt af. I overensstemmelse med vedtaegtens artikel 73 udbetalte Kommissionen sagsoegeren et beloeb paa 25 794 194 BEF.

5 Sagsoegeren fandt imidlertid, at dette beloeb var utilstraekkeligt som fuld erstatning for den skade, han havde lidt paa grund af de vilkaar, hvorunder han havde maattet arbejde. Han indgav derfor et erstatningssoegsmaal ved Retten.

6 I den anfaegtede dom fandt Retten ikke, at sagsoegeren havde bevist, at det beloeb, han havde faaet tilkendt i henhold til vedtaegtens artikel 73, ikke daekkede hans tab, hvorefter den frikendte Kommissionen.

7 Appellen baseres paa ét enkelt anbringende, nemlig at faellesskabsretten er tilsidesat. Anbringendet bestaar af fire led. Det foerste led er, at erstatningsprincipperne i tilfaelde af tjenestefejl er blevet urigtigt anvendt, idet Retten ikke har undersoegt de elementer, der indgaar i erstatningsansvaret, og navnlig ikke har undersoegt Kommissionens tjenestefejl. Ogsaa det andet led af anbringendet beror paa, at erstatningsprincipperne i tilfaelde af tjenestefejl er blevet urigtigt anvendt, idet Retten ikke har foretaget en korrekt vurdering af den oekonomiske og ikke-oekonomiske skade, appellanten har lidt. Det tredje led er, at den anfaegtede dom lider af en begrundelsesmangel, idet Retten af egen drift og uden passende begrundelse har medregnet den oekonomiske og ikke-oekonomiske skade, som appellanten har lidt, i det engangsbeloeb, han har faaet udbetalt i henhold til den sociale sikringsordning for Faellesskabets tjenestemaend. Det fjerde anbringende er, at Retten fejlagtigt har antaget, at der ikke var grundlag for at kritisere Kommissionen for en urigtig anvendelse af dens skoensbefoejelse paa omraadet, da den undlod at anmode invaliditetsudvalget om at udtale sig om, hvorvidt appellantens sygdom havde erhvervsmaessig oprindelse.

Foerste led af anbringendet

8 Med foerste del af det foerste led af anbringendet kritiserer appellanten Retten for, at den i den anfaegtede doms praemis 57 har foretaget en urigtig anvendelse af erstatningsreglerne i tilfaelde af tjenestefejl, idet den har begraenset sig til at undersoege appellantens tab med den begrundelse, at »selv om det godtgjordes, at Kommissionen havde begaaet en tjenestefejl, ville Faellesskabet alene paadrage sig ansvar, saafremt sagsoegeren beviser, at han har lidt et tab«.

9 Efter appellantens opfattelse har Retten tilsidesat det princip, som Domstolen fastslog i dommen af 8. oktober 1986 i de forenede sager 169/83 og 136/84, Leussink m.fl. mod Kommissionen (Sml. s. 2801, praemis 18, 19 og 20), hvorefter Faellesskabets retsinstanser er forpligtet til foerst at tage stilling til, om institutionen ifalder ansvar, og dernaest til de oevrige betingelser, der gaelder i forbindelse med et erstatningssoegsmaal, herunder spoergsmaalet, om det lidte tab er erstattet ved tilkendelse af ydelserne i henhold til vedtaegtens artikel 73.

10 Heroverfor har Kommissionen i det vaesentlige gjort gaeldende, at de tre betingelser efter EF-traktatens artikel 215, stk. 2 (nu artikel 288, stk. 2, EF), for at Faellesskabet ifalder ansvar, er kumulative, hvorfor en institution ikke ifalder noget ansvar, hvis en af de tre betingelser ikke er opfyldt. Domstolen har ikke fraveget denne regel i den naevnte dom i sagen Leussink m.fl. mod Kommissionen, men alene undersoegt de tre ansvarsbetingelser, fordi den erstatning, som blev tilkendt i den sidstnaevnte dom i medfoer af vedtaegten, ikke var tilstraekkelig til at yde den paagaeldende tjenestemand, som var blevet offer for en ulykke, eller som havde paadraget sig en erhvervssygdom, fuld erstatning.

11 Herom bemaerkes, at Retten i den anfaegtede doms praemis 56 henviste til, at flere betingelser ifoelge fast domspraksis skal vaere opfyldt, for at Faellesskabet kan ifalde ansvar, idet de handlinger, institutionerne kritiseres for at have begaaet, skal vaere ulovlige, ligesom der skal vaere lidt et tab og vaere aarsagsforbindelse mellem handlingerne og tabet (jf. bl.a. Domstolens dom af 1.6.1994, sag C-136/92 P, Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl., Sml. I, s. 1981, praemis 42, og Rettens dom af 6.7.1995, sag T-36/93, Ojha mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 161, og II, s. 497, praemis 130).

12 Heraf konkluderede Retten i praemis 57, at selv om det godtgjordes, at Kommissionen havde begaaet en tjenestefejl, ville Faellesskabet alene paadrage sig ansvar, saafremt sagsoegeren beviste, at han havde lidt et tab.

13 Som generaladvokaten har fremhaevet i punkt 41 i sit forslag til afgoerelse, indeholder hverken Domstolens eller Rettens praksis grundlag for at antage, at det er noedvendigt at undersoege betingelserne vedroerende institutionernes erstatningsansvar i en bestemt raekkefoelge.

14 Da alle disse tre betingelser skal vaere opfyldt, er det tilstraekkeligt til at forkaste erstatningssoegsmaalet, at en af dem ikke er det.

15 Den naevnte dom i sagen Leussink m.fl. mod Kommissionen kan saaledes ikke antages at fastlaegge et princip om, at betingelsen vedroerende den begaaede tjenestefejl skal undersoeges foerst. Den omstaendighed, at denne betingelse blev undersoegt foerst i dommen, beroede ikke paa noget juridisk krav.

16 Retten kunne derfor med foeje antage, at den foerst kunne undersoege, om sagsoegeren havde bevist, at han havde lidt et tab, som endnu ikke var blevet erstattet ved den ydelse, som han havde faaet tilkendt i medfoer af vedtaegtens artikel 73.

17 Med anden del af anbringendets foerste led kritiserer appellanten Retten for, at den har sammenblandet to erstatningsordninger, som er helt uafhaengige af hinanden, som er undergivet forskellige betingelser, og som anvender forskellige godtgoerelsessystemer, nemlig paa den ene side ordningen med udbetaling af et fast engangsbeloeb (vedtaegtens artikel 73) og paa den anden side de almindelige erstatningsregler, som bygger paa, at erstatningen af tabet skal staa i forhold til de fejl, som den ansvarlige myndighed har begaaet. De to tab kan kun sammenlignes, saafremt de elementer, der indgaar heri, nemlig en vedvarende, total invaliditet i henhold til vedtaegtens artikel 73 og Kommissionens erstatningspaadragende fejl, fastslaas paa forhaand. Foelgerne og skadelidtes tab skal derfor vurderes paa grundlag af Kommissionens fejl.

18 Kommissionen har gjort gaeldende, at appellen er inkonsekvent, da appellanten paa den ene side kritiserer Retten for at have tilsidesat de principper, der blev fastslaaet i naevnte dom i sagen Leussink m.fl. mod Kommissionen, hvorefter der som supplement til vedtaegtens ordning skal ydes erstatning efter almindelige erstatningsregler, og paa den anden side at have foretaget en sammenligning af to helt forskellige erstatningsordninger. Desuden bestrider Kommissionen de almindelige erstatningsprincipper, som de er beskrevet af appellanten.

19 Herom bemaerkes, at daekningen af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme i henhold til vedtaegtens artikel 73 og ordningen om daekning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme hos tjenestemaend ved De Europaeiske Faellesskaber (herefter »ordningen for ulykker og erhvervssygdomme«) giver mulighed for at tildele den skadelidte tjenestemand en godtgoerelse med et fast engangsbeloeb, som udredes af den institution, hvor han er beskaeftiget. Godtgoerelsen beregnes paa grundlag af tjenestemandens invaliditetsgrad og grundloen uden hensyn til skadevolders eventuelle ansvar for ulykken eller ansvaret hos den institution, som har fastsat de arbejdsvilkaar, der har kunnet bidrage til erhvervssygdommens opstaaen.

20 Denne faste godtgoerelse maa imidlertid ikke medfoere, at det lidte tab erstattes to gange. Det er i oevrigt af denne grund, at det i tilfaelde, hvor en tredjemand er ansvarlig for en ulykke eller en sygdom, bestemmes i vedtaegtens artikel 85a, at Faellesskaberne indtraeder i de rettigheder og soegsmaalsrettigheder, som den skadesloesholdte tjenestemand har mod den ansvarlige tredjemand, bl.a. for saa vidt angaar de ydelser, der er udbetalt i henhold til vedtaegtens artikel 73.

21 Paa samme maade kan en tjenestemand ikke, hvis en ulykke eller en sygdom kan tilregnes den institution, som beskaeftiger ham, kraeve det lidte tab erstattet to gange, foerst i henhold til vedtaegtens artikel 73 og derpaa i henhold til traktatens artikel 215. I den henseende er de to erstatningsordninger ikke uafhaengige af hinanden, saaledes som appellanten haevder.

22 Det er under hensyn til kravet om fuld - og ikke dobbelt - erstatning, at Domstolen i praemis 13 i naevnte dom i sagen Leussink m.fl. mod Kommissionen har anerkendt, at tjenestemanden er berettiget til en supplerende erstatning, naar institutionen ifoelge almindelige retsregler er ansvarlig for ulykken, og naar ydelserne efter tjenestemandsvedtaegtens ordning ikke er tilstraekkelige til at sikre fuld erstatning for den lidte skade.

23 Foelgelig har Retten anvendt traktatens artikel 215 og vedtaegtens artikel 73 korrekt, da den i den anfaegtede doms praemis 72 antog, at Retten under en erstatningssag, som en tjenestemand har anlagt under henvisning til, at den institution, som er hans arbejdsgiver, har begaaet en erstatningspaadragende fejl, ved fastsaettelsen af det tab, som skal erstattes, skal tage hensyn til de ydelser, der er udbetalt i henhold til vedtaegtens artikel 73 som foelge af en ulykke eller en erhvervssygdom.

24 Af det anfoerte foelger, at foerste led af anbringendet maa forkastes.

Andet led af anbringendet

25 Med foerste del af anbringendets andet led kritiserer Lucaccioni Retten for, at den i praemis 73 ff. i den anfaegtede dom har antaget, at det i medfoer af vedtaegtens artikel 73 tilkendte beloeb udgjorde en passende erstatning for det lidte tab. Appellanten goer gaeldende, at det af ham rejste krav var forskelligt fra et krav, som goeres gaeldende i medfoer af vedtaegtens artikel 73. Hans krav havde karakter af et supplerende erstatningskrav, der var baseret paa et andet grundlag og undergivet andre erstatningsbetingelser. Det var derfor fejlagtigt, naar Retten i den anfaegtede doms praemis 74 antog, at dommen af 2. oktober 1979 i sag 152/77, B. mod Kommissionen (Sml. s. 2819), vedroerte et andet spoergsmaal og ikke kunne paaberaabes som grundlag for at begraense raekkevidden af den naevnte dom i sagen Leussink m.fl. mod Kommissionen, idet Domstolen i dommen B. mod Kommissionen fastslog den principielle raekkevidde og det principielle formaal med ydelserne i henhold til vedtaegtens artikel 73, nemlig som ydelser, der udelukkende har til formaal at genoprette en skade paa tjenestemandens fysiske eller psykiske integritet, men ikke at erstatte det oekonomiske tab, som appellanten kraever godtgjort.

26 Kommissionen anfoerer, at Domstolen i naevnte dom i sagen Leussink m.fl. mod Kommissionen afviste muligheden for en kumulation af det engangsbeloeb, der udbetales i henhold til vedtaegtens artikel 73, med den erstatning, der rejses krav om under et erstatningssoegsmaal i henhold til de almindelige erstatningsregler. Dette led af anbringendet boer derfor ifoelge Kommissionen forkastes i det omfang, appellanten goer gaeldende, at Retten har tilsidesat princippet i Leussink-dommen.

27 Herom bemaerkes, at da appellanten kritiserer Retten for at have sammenblandet hans krav med et krav om en erstatning i henhold til vedtaegtens artikel 73, er foerste del af anbringendets andet led i al vaesentligt identisk med anden del af anbringendets foerste led, som allerede er blevet gennemgaaet.

28 Som Domstolen har fastslaaet ovenfor i praemis 22, bygger Leussink-dommen paa et princip om fuld - men ikke dobbelt - erstatning til den tjenestemand, som har lidt et tab paa grund af en fejl, der er begaaet af en institution. Den naevnte dom i sagen B. mod Kommissionen, som angik anerkendelsen af en tjenestemands invaliditetsgrad, vedroerte et andet spoergsmaal og begraenser paa ingen maade det princip, Domstolen har fastslaaet i Leussink-dommen.

29 Retten antog dermed med foeje i den anfaegtede doms praemis 74, at der ved fastsaettelsen af det oekonomiske tab, som kunne erstattes i en sag som den foreliggende, saasom et loentab, ikke var nogen gyldig grund til at se bort fra ydelser, som var modtaget i henhold til vedtaegtens artikel 73.

30 Med anden del af anbringendets andet led bestrider appellanten Rettens vurdering af tabet. Efter appellantens opfattelse daekker de 100%, som han har faaet tilkendt som foelge af en vedvarende, total invaliditet, ikke det oekonomiske tab, han har lidt som foelge af forskellen mellem hans invalidepension og hans tjenestemandsloen (efterfoelgende genoprettelse af karrieren).

31 Herom bemaerkes, at en appel i henhold til EF-traktatens artikel 168 A (nu artikel 225 EF) og artikel 51, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen ifoelge Domstolens faste praksis alene kan stoettes paa, at Retten har overtraadt visse retsregler, idet enhver bedoemmelse af faktisk karakter er udelukket (jf. bl.a. dom af 1.10.1991, sag C-283/90 P, Vidrányi mod Kommissionen, Sml. I, s. 4339, praemis 12, og kendelse af 17.9.1996, sag C-19/95 P, San Marco mod Kommissionen, Sml. I, s. 4435, praemis 39).

32 Ligesom Domstolen ikke har kompetence til at fastslaa de faktiske omstaendigheder, har den principielt ikke kompetence til at bedoemme de beviser, Retten har lagt til grund for sin konstatering af, at disse omstaendigheder foreligger (dommen i sagen Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl., praemis 66).

33 Naar disse beviser er blevet forskriftsmaessigt tilvejebragt, og de almindelige retsgrundsaetninger og processuelle regler om bevisbyrde og bevisfoerelse er blevet overholdt, er det alene Retten, der har kompetence til at vurdere, hvilken bevisvaerdi der skal tillaegges de oplysninger, den har faaet forelagt. Denne vurdering udgoer derfor ikke et retsspoergsmaal, der som saadan er undergivet Domstolens proevelsesret, medmindre beviserne er gengivet forkert (dom af 28.5.1998, sag C-7/95 P, Deere mod Kommissionen, Sml. I, s. 3111, praemis 22).

34 Af samme grunde har alene Retten, naar den har fastslaaet, at der er indtraadt et tab, kompetence til inden for rammerne af den nedlagte paastand at fastslaa, hvorledes og i hvilket omfang skaden skal erstattes (jf. dommen i sagen Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl., praemis 66, og dom af 14.5.1998, sag C-259/96 P, Raadet mod De Nil og Impens, Sml. I, s. 2915, praemis 32).

35 For at Domstolen kan udoeve sin kontrol med Rettens domme, skal disse imidlertid vaere tilstraekkeligt begrundede, ligesom de hvad angaar vurderingen af tabet skal angive de kriterier, der er lagt til grund for fastsaettelsen af erstatningsbeloebet (jf. dommen i sagen Raadet mod De Nil og Impens, praemis 32 og 33).

36 Hvis anden del af anbringendets andet led skal kunne paadoemmes, maa det fortolkes saaledes, at det goeres gaeldende, at den anfaegtede dom lider af en begrundelsesmangel hvad angaar kriterierne for fastsaettelsen af det beloeb, som Retten betragtede som fuld erstatning for det oekonomiske tab, som appellanten havde lidt.

37 Herom bemaerkes, at Retten i den anfaegtede doms praemis 76 naevnte et beloeb paa 8 400 000 BEF, som fremkom ved den aktuarmaessige beregning, sagsoegeren havde foretaget, og som var beskrevet i den anfaegtede doms praemis 59 og 60. Dette beloeb repraesenterede den kapital, der kunne daekke det loebende indtaegtstab, som beroede paa forskellen mellem sagsoegerens invalidepension og hans tjenestemandsloen indtil aldersbetinget pensionering, som forudsattes at finde sted ved det 65. aar.

38 Foelgelig har Retten begrundet sin afgoerelse, da den henviste til denne beregning, som sagsoegeren selv havde foretaget, og da den i den anfaegtede doms praemis 77 antog, at det beloeb paa 19 841 688 BEF, som Lucaccioni havde faaet udbetalt, i sig selv udgjorde en tilstraekkelig erstatning af det lidte tab, selv om man alene tog hensyn til fastsaettelsen af en invaliditetsgrad paa 100%.

39 Med tredje del af anbringendets andet led kritiserer appellanten, at Retten har taget hensyn til de supplerende 30%, der blev ydet i medfoer af artikel 14 i ordningen for ulykker og erhvervssygdomme. Efter appellantens opfattelse har disse 30% alene karakter af en erstatning af en fysisk skade og udgoer derfor ikke nogen passende erstatning af den moralske, seksuelle og anden ikke-oekonomiske skade, som appellanten goer gaeldende at have lidt.

40 Lucaccioni goer endvidere indsigelse mod den anfaegtede dom i det omfang, det heri udtales i praemis 88, at han »ikke har fremfoert noget bevis for, at domstolene i medlemsstaterne kunne tilkende ham et beloeb af denne stoerrelsesorden til godtgoerelse af en sammenlignelig moralsk skade«, uanset at han havde henvist til en dom fra Frankrigs Cour de cassation og efter afslutningen af den skriftlige forhandling havde tilbudt at fremlaegge andre afgoerelser.

41 Hvad angaar vurderingen af den moralske skade har Kommissionen anfoert, at Retten i forbindelse med vurderingen af omfanget af den moralske skade, som Lucaccioni haevdede at have lidt, har henvist til artikel 14 i ordningen for ulykker og erhvervssygdomme, da dennes stk. 2 udtrykkeligt henviser til ordningens artikel 12, som igen hvad angaar vurderingen af de skader, som ikke medfoerer en total invaliditet, henviser til en tabel, der i foerste linje naevner psykologiske forstyrrelser. Denne del af anbringendet er foelgelig uden grundlag, for saa vidt som appellanten goer gaeldende, at den anfaegtede dom beror paa en fejlagtig anvendelse af ordningens artikel 14.

42 Desuden anfoerer Kommissionen, at Lucaccioni har rejst krav om godtgoerelse af nogle ikke-oekonomisk skader, hvis eksistens eller omfang han ikke har dokumenteret.

43 Endelig finder Kommissionen, at kritikken af den anfaegtede doms praemis 88 er rettet mod en praemis, der kun er tilfoejet for fuldstaendighedens skyld, hvorfor kritikken ikke kan behandles i realiteten. Selv om den kunne, ville den imidlertid vaere ubegrundet, da ingen af de afgoerelser, som Lucaccioni har henvist til, vedroerte vurderingen af en moralsk skade.

44 Af tilsvarende grunde som dem, der er anfoert i forbindelse med behandlingen af anden del af anbringendets andet led, maa tredje del af anbringendets andet led fortolkes saaledes, at den anfaegtede dom haevdes at vaere behaeftet med en begrundelsesmangel hvad angaar de kriterier, som er anvendt ved vurderingen af Lucaccioni's moralske skade.

45 Foer de af Retten anvendte kriterier undersoeges, boer det dog undersoeges, om Retten har gengivet de beviser forkert, som sagsoegeren har fremlagt forskriftsmaessigt, ved at antage, at denne ikke havde fremlagt noget bevis for, at domstolene i medlemsstaterne kunne tilkende ham et beloeb af en stoerrelsesorden paa 5 950 000 BEF til godtgoerelse af den haevdede moralske skade.

46 Herom bemaerkes, at det foerst var i sin skrivelse til Retten af 1. april 1998 - dvs. efter at den mundtlige forhandling var blevet gennemfoert den 9. oktober 1997 - at Lucaccioni fremlagde de afgoerelser, som han havde henvist til i appellen.

47 Foelgelig har Retten med foeje set bort fra denne retspraksis.

48 Retten har derfor med foeje fastslaaet i den anfaegtede doms praemis 88, at sagsoegeren ikke havde fremlagt noget bevis for, at domstolene i medlemsstaterne kunne tilkende ham et beloeb af en stoerrelsesorden paa 5 950 000 BEF til godtgoerelse af en moralsk skade, som kunne sammenlignes med den, sagsoegeren havde lidt.

49 Hvad angaar de kriterier, som Retten anvendte til efterproevelse af, om sagsoegeren havde faaet tilkendt en passende godtgoerelse for sin moralske skade, tog Retten i den anfaegtede doms praemis 85 hensyn til det beloeb paa 5 950 000 BEF, som Lucaccioni havde faaet tilkendt i medfoer af artikel 14 i ordningen for ulykker og erhvervssygdomme, og som ifoelge laegeudvalget beroede paa »[hans] varige mén (ar, misdannelse af venstre bryst, svaekkelse af muskelkraft i venstre arm) og [hans] alvorlige psykologiske forstyrrelser«.

50 I den anfaegtede doms praemis 88 fastslog Retten saaledes, at det ikke var bevist, at domstolene i medlemsstaterne kunne tilkende ham et beloeb af den omhandlede stoerrelsesorden til godtgoerelse af en sammenlignelig moralsk skade.

51 For fuldstaendighedens skyld foretog Retten i praemis 90 en beregning af det beloeb, der erstattede Lucaccioni's moralske skade, hvis der i det beloeb paa 25 800 000 BEF, som Kommissionen havde udbetalt ham, blev fradraget det beloeb paa 8 400 000 BEF, som efter sagsoegerens opfattelse ifoelge en praecis, aktuarmaessig beregning daekkede det oekonomiske tab, han havde lidt.

52 Det maa herefter fastslaas, at Retten har begrundet den anfaegtede dom tilstraekkeligt ved at anvende flere forskellige kriterier til efterproevelse af, om det Lucaccioni udbetalte beloeb udgjorde en passende godtgoerelse af den moralske skade, han havde lidt.

53 Af det anfoerte foelger, at ogsaa anbringendets andet led maa forkastes.

Anbringendets tredje led

54 Med anbringendets tredje led bestrider Lucaccioni den anfaegtede doms praemis 76, 77 og 87 under henvisning til, at Retten hverken har givet nogen objektiv forklaring, som kan efterproeves - men kun anfoert en helt subjektiv billighedsbetragtning - eller givet nogen begrundelse, der kan retfaerdiggoere, at de lidte tab medregnes i de ydelser, som er udbetalt i henhold til vedtaegtens artikel 73 og artikel 14 i ordningen for ulykker og erhvervssygdomme.

55 Dette led af anbringendet, som stoettes paa, at den anfaegtede dom lider af en begrundelsesmangel hvad angaar vurderingen af tabet, er dog i det vaesentlige identisk med anden og tredje del af anbringendets andet led, saaledes som disse er fortolket og besvaret ovenfor af Domstolen.

56 Af samme grund maa anbringendets tredje led forkastes.

Anbringendets fjerde led

57 Med anbringendets fjerde led, ifoelge hvis overskrift »appellanten ikke som erstatning for forsinkelsen ved behandlingen af hans sag har faaet tilkendt nogen renter af det engangsbeloeb, som han i medfoer af vedtaegtens artikel 73 har faaet udbetalt« kritiserer Lucaccioni Retten for at have konkluderet i praemis 144, at Kommissionen »ikke har anvendt sin skoensbefoejelse paa omraadet fejlagtigt ved ikke at anmode invaliditetsudvalget om at udtale sig om, hvorvidt sagsoegerens sygdom har erhvervsmaessig oprindelse«, eller for i praemis 147 at have konkluderet, at Kommissionen »ikke har overskredet rammerne for sin skoensmaessige befoejelse«.

58 Da appellanten havde anmodet Kommissionen om at indlede en procedure til anerkendelse af, at han led af en erhvervsmaessig sygdom, kunne Kommissionen efter Lucaccioni's opfattelse kun foretage en retmaessig fastlaeggelse af invaliditetsudvalgets hverv ved at anmode dette om i overensstemmelse med vedtaegtens artikel 78, stk. 2, at udtale sig om aarsagen til hans invaliditet.

59 Efter Kommissionens opfattelse maa denne del af anbringendet afvises fra realitetsbehandling, da den hverken praeciserer de kritiserede elementer i den dom, som paastaas ophaevet, eller de retlige argumenter til stoette for denne paastand. Lucaccioni noejes med at gentage de anbringender og argumenter, som han i forvejen har gjort gaeldende ved Retten.

60 Indledningsvis bemaerkes, at det kun er muligt at tilvejebringe en forbindelse mellem overskriften til anbringendets fjerde led og dettes indhold ved at henvise til den anfaegtede doms praemis 112, hvori Retten sammenfattede Lucaccioni's argumentation om, at proceduren ville vaere blevet hurtigere afviklet, saafremt sagen var blevet forelagt for invaliditetsudvalget i medfoer af vedtaegtens artikel 78, stk. 2.

61 Hvad angaar anbringendets indhold bemaerkes, at det fremgaar af artikel 51, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen og af procesreglementets artikel 112, stk. 1, litra c), at et appelskrift skal angive praecist, hvilke elementer der anfaegtes i den dom, som paastaas ophaevet, samt de retlige argumenter, der saerligt stoetter denne paastand (jf. bl.a. kendelse af 6.3.1997, sag C-303/96 P, Bernardi mod Parlamentet, Sml. I, s. 1239, praemis 37, og af 9.7.1998, sag C-317/97 P, Smanor m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 4269, praemis 20).

62 Hvad angaar anbringendets fjerde led - hvorved Retten kritiseres for at have antaget, at Kommissionen ikke havde tilsidesat de i vedtaegtens artikel 73 og 78 foreskrevne procedurer, men uden at Retten henviste til det retsgrundlag, som burde have foranlediget den til at antage, at Kommissionen havde tilsidesat disse bestemmelser ved at undlade at anmode invaliditetsudvalget, som blev oprettet i 1991 i henhold til vedtaegtens artikel 78, om at udtale sig om, hvorvidt appellantens sygdom i givet fald havde erhvervsmaessig oprindelse - maa dette led af anbringendet afvises fra realitetsbehandling.

63 Selv om det kunne paadoemmes, ville det dog vaere uden betydning for sagens afgoerelse. For at opnaa en erstatning af et tab, som skyldes Kommissionens forsinkelse med gennemfoerelsen af en procedure, maa appellanten nemlig foere bevis for, dels at institutionen har begaaet en fejl, dels at der er indtraadt et tab, og endelig, at der er aarsagsforbindelse, hvilke tre betingelser er kumulative.

64 Appellanten har imidlertid ikke bestridt Rettens konstatering i den anfaegtede doms praemis 143, hvorefter Kommissionens undladelse af at anmode invaliditetsudvalget om at udtale sig om, hvorvidt appellantens sygdom havde erhvervsmaessig oprindelse, ikke forvoldte denne noget tab, da han allerede var berettiget til den maksimale pension i henhold til vedtaegtens artikel 78, stk. 2.

65 Dette led af anbringendet maa altsaa afvises fra realitetsbehandling.

66 Det foelger af samtlige de anfoerte betragtninger, at anbringendet til dels maa afvises, til dels er ubegrundet, hvorfor Kommissionen maa frifindes.

Sagens omkostninger

67 Ifoelge procesreglementets artikel 69, stk. 2, som i medfoer af artikel 118 finder anvendelse i appelsager, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Ifoelge procesreglementets artikel 70 baerer institutionerne dog selv deres egne omkostninger i tjenestemandsager. Ifoelge procesreglementets artikel 122, stk. 2, finder artikel 70 imidlertid ikke anvendelse i appelsager, som en tjenestemand eller en anden ansat anlaegger mod sin institution. Da appellanten har tabt sagen, paalaegges det ham at betale appelsagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

(Foerste Afdeling)

1) Appellen forkastes.

2) Arnaldo Lucaccioni betaler appelsagens omkostninger.