61997J0374

Landbrug - tilnaermelse af lovgivningerne om veterinaerpolitimaessig kontrol - finansiering af sundhedsmaessig undersoegelse og kontrol af fersk koed - direktiv 85/73 - afgifternes stoerrelse - borgernes mulighed for at modsaette sig opkraevning af hoejere afgifter end de faste beloeb - ingen - betingelse - opkraevning af en saerafgift, som overstiger de faste beloeb - tilladelighed - betingelse - de paagaeldende kommunale myndigheders mulighed for fravigelse i opadgaaende retning - raekkevidde

(Raadets direktiv 85/73, art. 2, stk. 3, og bilaget, som aendret ved direktiv 93/118)

$$En borger kan ikke modsaette sig, at der opkraeves hoejere afgifter end de faste beloeb, der er fastsat i kapitel I, nr. 1, i bilaget til direktiv 85/73 om finansiering af sundhedsmaessig undersoegelse og kontrol af fersk koed og fjerkraekoed, som aendret ved direktiv 93/118, i tilfaelde, hvor en medlemsstat ikke har gennemfoert direktivet inden for den fastsatte frist, idet afgifterne dog ikke maa overstige de faktiske omkostninger.

En medlemsstat kan, uden at yderligere betingelser skal vaere opfyldt, benytte sig af muligheden for i henhold til kapitel I, nr. 4, litra b), i bilaget til direktivet at opkraeve en saerafgift, som overstiger de faste beloeb, der er fastsat i kapitel I, nr. 1, alene med det forbehold, at saerafgiften ikke maa overstige de faktiske omkostninger.

En medlemsstat kan i tilfaelde, hvor den har delegeret befoejelsen til at opkraeve afgifter vedroerende sundhedsmaessig undersoegelse og kontrol af fersk koed til de kommunale myndigheder, efter direktivets artikel 2, stk. 3, opkraeve hoejere afgifter end EF-afgifterne, men kun i et omfang, der svarer til den paagaeldende kommunale myndigheds faktiske undersoegelsesudgifter.

1 Ved kendelse af 20. oktober 1997, indgaaet til Domstolen den 3. november 1997, har Bayerischer Verwaltungsgerichtshof i medfoer af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt tre praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 2, stk. 3, i Raadets direktiv 85/73/EOEF af 29. januar 1985 om finansiering af sundhedsmaessig undersoegelse og kontrol af fersk koed og fjerkraekoed (EFT L 32, s. 14), som aendret ved Raadets direktiv 93/118/EF af 22. december 1993 (EFT L 340, s. 15, berigtiget i EFT 1994 L 280, s. 91, herefter »direktivet«), og kapitel I, nr. 1, og kapitel I, nr. 4, litra b), i bilaget til direktivet.

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag anlagt af Anton Feyrer mod Landkreis Rottal-Inn (herefter »Landkreis«) angaaende afgifter, som sidstnaevnte har paalagt Anton Feyrer for sundhedsmaessig undersoegelse og kontrol af koed foretaget i 1995 af tjenestegrenene i Landkreis i den slagterforretning, Anton Feyrer driver.

Den faellesskabsretlige baggrund

3 Ifoelge direktivets artikel 1, stk. 1, foerste led, drager medlemsstaterne omsorg for at opkraeve en EF-afgift til daekning af udgifterne til sundhedsmaessig undersoegelse og kontrol af det i diverse faellesskabsdirektiver omhandlede koed.

4 Artikel 1, stk. 2, har foelgende ordlyd: »De i stk. 1 naevnte afgifter fastsaettes saaledes, at de daekker de omkostninger, som den kompetente myndighed har i forbindelse med

- loenninger, herunder arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger

- administrationsudgifter, hvortil kan henregnes de udgifter, der er noedvendige til kontrolpersonalets efter- og videreuddannelse

til gennemfoerelse af de undersoegelser og den kontrol, der er omhandlet i stk. 1.«

5 I direktivets artikel 2 bestemmes det:

»1. Med henblik paa finansiering af den kontrol, der udfoeres af de kompetente myndigheder i henhold til de direktiver, der er naevnt i artikel 1, og kun med dette formaal, soerger medlemsstaterne for at opkraeve

- EF-afgifter fra den 1. januar 1994 i overensstemmelse med bilagets retningslinjer for koed, der er omhandlet i direktiv 64/433/EOEF, 71/118/EOEF og 72/462/EOEF

- ...

...

3. En medlemsstat kan opkraeve beloeb, der er stoerre end EF-afgifterne, forudsat at den samlede afgift, som medlemsstaten opkraever, ikke overstiger de faktiske undersoegelsesudgifter.

4. EF-afgifterne traeder i stedet for enhver anden sundhedsskat eller -afgift, som nationale, regionale eller kommunale myndigheder i medlemsstaterne opkraever for den i artikel 1 naevnte undersoegelse og kontrol samt udstedelse af certifikat ...

...«

6 I bilaget til direktivet bestemmes det i nr. 1 i kapitel I, som baerer overskriften »Koed omfattet af direktiv 64/433/EOEF og 71/118/EOEF«, at medlemsstaterne med forbehold af nr. 4 og 5 for udgifter til undersoegelse i forbindelse med slagtning opkraever de faste beloeb, der er fastsat i punkt 1, samt en del, der afsaettes til administrationsudgifter og paavisning af restkoncentrationer.

7 I kapitel I, nr. 4, i bilaget til direktivet bestemmes det:

»Medlemsstaterne kan til daekning af hoejere omkostninger

a) forhoeje de i nr. 1 og i nr. 2, litra a), fastsatte beloeb for en given virksomheds vedkommende.

Betingelserne herfor kan foruden de i nr. 5, litra a), naevnte vaere foelgende:

- oegede udgifter til kontrol som foelge af, at slagtedyrene er uensartede med hensyn til alder, stoerrelse, vaegt og sundhedstilstand

- oeget ventetid og andre uproduktive perioder for kontrolpersonalet som foelge af utilstraekkelig planlaegning i virksomheden af dyreleverancerne eller paa grund af tekniske mangler og svigt, f.eks. i aeldre virksomheder

- hyppige forsinkelser ved gennemfoerelsen af slagtningerne, f.eks. som foelge af utilstraekkeligt slagtepersonale og deraf foelgende nedsat udnyttelse af kontrolpersonalet

- oegede omkostninger paa grund af saerlige transporttider

- oeget tidsforbrug paa grund af hyppigt vekslende slagtetider, som kontrolpersonalet ikke har nogen indflydelse paa

- hyppige afbrydelser i slagtningsprogrammet som foelge af paakraevede rengoerings- og desinfektionsforanstaltninger

- gennemfoerelse af undersoegelser af dyr, der efter anmodning fra ejeren slagtes uden for de normale slagtetider.

Stoerrelsen af forhoejelsen af det faste centralniveau for afgiften afhaenger af stoerrelsen af de omkostninger, der skal daekkes

b) opkraeve en saerafgift svarende til de faktiske omkostninger.«

8 Ved artikel 2 i direktiv 93/118 ophaevedes med virkning fra den 1. januar 1994 Raadets beslutning 88/408/EOEF af 15. juni 1988 om stoerrelserne for den afgift, der i henhold til direktiv 85/73 skal opkraeves for sundhedsmaessig undersoegelse og kontrol af fersk koed (EFT L 194, s. 24), som Raadet havde vedtaget i medfoer af artikel 2, stk. 1, i direktiv 85/73.

9 I artikel 2, stk. 1, i denne beslutning var afgiftens faste gennemsnitsniveau fastsat for de forskellige dyr. Imidlertid bestemtes det i artikel 2, stk. 2, foerste afsnit, at »de medlemsstater, hvor loenomkostninger, virksomhedernes struktur og forholdet mellem dyrlaeger og kontrollanter afviger fra det faellesskabsgennemsnit, der er anvendt ved beregningen af de faste beloeb i stk. 1, [kan] fravige disse i opadgaaende eller nedadgaaende retning svarende til de faktiske omkostninger ved undersoegelsen«.

10 I henhold til samme bestemmelse, andet afsnit, skulle medlemsstaterne ved brug af undtagelserne i foerste afsnit basere sig paa de principper, der er anfoert i bilaget til beslutning 88/408. I bilagets punkt 2, andet afsnit, bestemtes det, at medlemsstaterne til daekning af oegede omkostninger kunne forhoeje det faste centralniveau for afgiften, der er omhandlet i artikel 2, stk. 2. De betingelser, der var opregnet som eksempler i punkt 2, andet afsnit, var i det vaesentlige de samme som dem, der er opregnet i nr. 4, litra a), i bilaget til direktivet.

11 I henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/118 skulle medlemsstaterne saette de noedvendige love eller administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme direktivet senest den 31. december 1993 for saa vidt angik kravene i bilaget og i artikel 5, og senest den 31. december 1994 for saa vidt angik de oevrige bestemmelser.

De nationale bestemmelser

12 I Tyskland giver myndighedernes foranstaltninger, der foretages i henhold til Fleischhygienegesetz (lov om sundhedsmaessig kontrol af koed, herefter »FlHG«), anledning til opkraevning af diverse afgifter til daekning af omkostningerne. De afgiftspligtige foranstaltninger fastlaegges i henhold til delstaternes lovgivning, i dette tilfaelde Bayerisches Gesetz zur Ausfuehrung des Fleischhygienegesetzes (lov til gennemfoerelse af Fleischhygienegesetz, herefter »AGFlHG«) af 24. august 1990 (GVBl. I, s. 336). AGFlHG bemyndiger bl.a. de lokale myndigheder (Landkreise) til i vedtaegter at fastlaegge de foranstaltninger, der er afgiftspligtige i deres omraade. Paa grundlag heraf har Landkreis Rottal-Inn udstedt Satzung ueber die Erhebung von Gebuehren und Auslagen fuer Amtshandlungen im Vollzug fleischhygienischer Vorschriften (vedtaegt om opkraevning af afgifter for myndighedernes foranstaltninger til gennemfoerelse af sundhedsmaessige forskrifter for koed) af 20. august 1997 (Abl. des Landkreises Rottal-Inn 1997, s. 123, herefter »vedtaegten«), der er traadt i kraft med virkning fra den 1. januar 1994.

13 FlHG indeholder i affattelsen af 18. december 1992 (BGBl. I, s. 2022), som fandt anvendelse paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, i § 24 foelgende bestemmelse:

»1) Der opkraeves omkostningsdaekkende afgifter for myndighedernes foranstaltninger i henhold til denne lov og de retsforskrifter, der er udstedt til gennemfoerelse af denne lov.

2) De efter stk. 1 afgiftspligtige foranstaltninger fastlaegges i delstaternes lovgivning. Afgifterne fastsaettes i henhold til Raadets direktiv 85/73/EOEF af 29. januar 1985 om finansiering af sundhedsmaessig undersoegelse og kontrol af fersk koed og fjerkraekoed (EFT L 32, s. 14) og retsakter udstedt af Det Europaeiske Faellesskabs organer paa grundlag af dette direktiv ...«

14 AGFlHG artikel 3 bestemmer foelgende:

»1) Landkreise, kommuner, der ikke hoerer under en Landkreis, og kommuner, der hoerer under en Landkreis, baerer de udgifter, der opstaar i forbindelse med udfoerelsen af de opgaver, som er overdraget til dem ved bekendtgoerelse i henhold til denne lovs artikel 1, stk. 2, nr. 2; dette gaelder ogsaa, naar disse lokale myndigheder driver centre, hvor der foretages undersoegelse ved import.

2) I de i stk. 1 omhandlede tilfaelde fastsaetter Landkreise, kommuner, der ikke hoerer under en Landkreis, og kommuner, der hoerer under en Landkreis, i vedtaegter gaeldende for deres omraade ensartede regler om de foranstaltninger, der er afgiftspligtige i FlHG's § 24, stk. 1's forstand, og de fastsaetter for deres omraade - saerskilt fra afgifterne for benyttelse af slagterier - ensartede, omkostningsdaekkende afgifter i henhold til FlHG's § 24, stk. 2.

...«

15 Vedtaegtens § 1, der baerer overskriften »Afgiftspligtige foranstaltninger«, har foelgende ordlyd:

»1) For myndighedernes foranstaltninger, der foretages i henhold til Fleischhygienegesetz ... og Fleischhygiene-Verordnung ... opkraeves der afgifter efter denne vedtaegt. De fastlagte afgifter omfatter ogsaa udlaeg.

2) Der opkraeves afgift for

1. gennemfoerelse af myndighedernes undersoegelser 2. kontrol i den virksomhed, hvor opskaeringen finder sted 3. kontrol i den virksomhed, hvor koedet forarbejdes 4. kontrol i et koele- eller frysehus.

Endvidere opkraeves der afgift for

1. tilsyn med en tilladt kuldebehandling 2. udstedelse af sundhedscertifikat.

3) Der skal ikke svares saerskilt afgift for den endelige bedoemmelse og maerkning.«

16 I vedtaegtens § 2 fastsaettes afgifternes stoerrelse.

De faktiske omstaendigheder og hovedsagen

17 Anton Feyrer, som driver en slagterforretning i den paagaeldende Landkreis og selv foretager slagtninger, er blevet afkraevet afgifter for sundhedsundersoegelser og kontrol af koed foretaget af tjenestegrenene i denne Landkreis i 1995. Afgifterne er beregnet paa grundlag af vedtaegten og er hoejere end de faste beloeb, der er fastlagt i kapitel I, nr. 1, i bilaget til direktivet. Skoent Anton Feyrer ikke har bestridt, at de afgifter, der blev paalagt ham, svarede til de udgifter, Landkreis Rottal-Inn faktisk havde afholdt til undersoegelserne, har han gjort gaeldende, at de var i strid med faellesskabsretten, og kraevet dem nedsat til de faste beloeb, der er fastsat i direktivet.

18 Landkreis Rottal-Inn har heroverfor anfoert, at det efter direktivet var tilladt at opkraeve afgifter, der daekker udgifterne til undersoegelserne, naar de faste beloeb er lavere end de udgifter, de paagaeldende myndigheder faktisk har afholdt til undersoegelserne. Den har navnlig gjort gaeldende, at formaalet med direktivet ikke var at opnaa, at de afgifter, der opkraeves i Det Europaeiske Faellesskab for undersoegelserne, blev saa ensartede som muligt, men at undgaa konkurrenceforvridninger som foelge af fastsaettelse af for lave afgifter.

19 Sagen mellem de to parter blev ved appel indbragt for Bayerischer Verwaltungsgerichtshof, som - da den fandt, at der opstod spoergsmaal om fortolkningen af faellesskabsretten - besluttede at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende tre praejudicielle spoergsmaal:

»1) Kan en borger modsaette sig opkraevning af stoerre afgifter end de faste beloeb i henhold til nr. 1 i bilaget vedroerende artikel 2, stk. 1, i Raadets direktiv 85/73/EOEF, som affattet ved Raadets direktiv 93/118/EF, naar medlemsstaten ikke har gennemfoert direktiv 93/118/EF inden for gennemfoerelsesfristen?

2) Kan en medlemsstat, uden at yderligere betingelser er opfyldt, under henvisning til nr. 4, litra b), i bilaget vedroerende artikel 2, stk. 1, i Raadets direktiv 85/73/EOEF, som affattet ved Raadets direktiv 93/118/EF, opkraeve stoerre afgifter end de faste beloeb, saa laenge de opkraevede afgifter ikke overstiger de faktiske omkostninger?

3) Afhaenger medlemsstaternes befoejelse til at opkraeve et stoerre beloeb end EF-afgifterne i henhold til artikel 2, stk. 3, i Raadets direktiv 85/73/EOEF, som affattet ved Raadets direktiv 93/118/EF, af den samlede afgift, der opkraeves i hele medlemsstaten, og de faktiske undersoegelsesudgifter i hele medlemsstaten, eller er det, hvis medlemsstaten har delegeret befoejelsen til at opkraeve afgifterne til de kommunale myndigheder, tilstraekkeligt, at den samlede afgift, der opkraeves af den paagaeldende kommunale myndighed, ikke overstiger denne myndigheds faktiske undersoegelsesudgifter?«

Det foerste spoergsmaal

20 Med det foerste spoergsmaal oensker den forelaeggende ret oplyst, om en borger kan modsaette sig, at der opkraeves hoejere afgifter end de faste beloeb, der er fastsat i kapitel I, nr. 1, i bilaget til direktivet.

21 Det bemaerkes, at borgerne ifoelge Domstolens faste praksis (jf. bl.a. dom af 24.9.1998, sag C-76/97, Toegel, Sml. I, s. 5357, praemis 42) i alle de tilfaelde, hvor bestemmelser i et direktiv ud fra et indholdsmaessigt synspunkt fremstaar som ubetingede og tilstraekkeligt praecise, kan paaberaabe sig dem over for staten, enten naar denne ikke rettidigt har gennemfoert direktivet i national ret, eller naar den ikke har gennemfoert det korrekt.

22 I denne forbindelse bemaerkes indledningsvis, at den nationale ret i forelaeggelseskendelsen udtrykkeligt har fastslaaet, at direktivet endnu ikke var gennemfoert i tysk ret paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, og at hverken FlHG's § 24, stk. 2, i den dagaeldende affattelse, eller AGFlHG's artikel 3, stk. 2, kunne anses for at udgoere en saadan gennemfoerelse.

23 Foelgelig boer det undersoeges, om de omhandlede bestemmelser i direktivet ud fra et indholdsmaessigt synspunkt fremstaar som ubetingede og tilstraekkeligt praecise til, at en borger kan paaberaabe sig dem over for staten.

24 Med henblik herpaa bemaerkes, at Domstolen allerede med hensyn til beslutning 88/408, som direktivet er traadt i stedet for, har fastslaaet, at den omstaendighed, at en beslutning giver de medlemsstater, som den er rettet til, mulighed for at fravige klare og utvetydige bestemmelser i samme beslutning, ikke i sig selv kan bevirke, at disse bestemmelser ikke er umiddelbart anvendelige. Saerlig kan saadanne bestemmelser vaere umiddelbart anvendelige, naar anvendelsen af de saaledes fastsatte undtagelsesmuligheder er underlagt domstolskontrol (dom af 10.11.1992, sag C-156/91, Hansa Fleisch Ernst Mundt, Sml. I, s. 5567, praemis 15).

25 Under disse omstaendigheder fastslog Domstolen, at den mulighed, artikel 2, stk. 2, i beslutning 88/408 giver medlemsstaterne for at fravige de faste afgiftsniveauer, der er foreskrevet i artikel 2, stk. 1, i opadgaaende retning under forudsaetning af, at betingelserne i bilaget overholdes, ikke kan bevirke, at sidstnaevnte bestemmelse ikke bliver umiddelbart anvendelig (jf. dommen i sagen Hansa Fleisch Ernst Mundt, praemis 16 og 17).

26 Med hensyn til direktivet bemaerkes, at medlemsstaterne efter bilagets kapitel I, nr. 4, kan daekke hoejere omkostninger, idet der ikke blot aabnes mulighed for, at de for en given virksomheds vedkommende og paa visse betingelser - der i det vaesentlige er de samme som dem, der er fastsat i bilaget til beslutning 88/408 - kan forhoeje de faste beloeb [nr. 4, litra a)], men ogsaa for, at de kan opkraeve en saerafgift svarende til de faktiske omkostninger [nr. 4, litra b)]. Desuden kan medlemsstaterne efter direktivets artikel 2, stk. 3, generelt opkraeve beloeb, der er stoerre end de faste beloeb, forudsat at den samlede afgift, der opkraeves, ikke overstiger de faktiske undersoegelsesudgifter.

27 Heraf foelger, at mens medlemsstaternes mulighed for at forhoeje de faste beloeb i henhold til bilagets kapitel I, nr. 4, litra a), maa ses som en mulighed for for en given virksomheds vedkommende og paa visse betingelser, der er underlagt domstolskontrol, at fravige EF-afgifterne i opadgaaende retning, er deres mulighed for at opkraeve en saerafgift svarende til de faktiske omkostninger i henhold til nr. 4, litra b), til gengaeld en mulighed, som de generelt og diskretionaert kan benytte sig af, alene paa betingelse af, at afgiften ikke overstiger de faktiske omkostninger.

28 Da medlemsstaternes mulighed for at opkraeve beloeb, der daekker de faktiske omkostninger, naar disse er hoejere end de faste beloeb, der er fastsat i kapitel I, nr. l, i bilaget til direktivet, saaledes ikke er underlagt betingelser, hvis overholdelse er underlagt domstolskontrol, maa det konkluderes, at direktivets artikel 2, stk. 1, ikke paalaegger medlemsstaterne en ubetinget forpligtelse, som borgerne kan paaberaabe sig ved de nationale retter.

29 Foelgelig maa det foerste spoergsmaal besvares med, at en borger ikke kan modsaette sig, at der opkraeves hoejere afgifter end de faste beloeb, der er fastsat i kapitel I, nr. 1, i bilaget til direktivet, i tilfaelde, hvor en medlemsstat ikke har gennemfoert direktivet inden for den fastsatte frist, idet afgifterne dog ikke maa overstige de faktiske omkostninger.

Det andet spoergsmaal

30 Med det andet spoergsmaal oensker den nationale ret oplyst, om en medlemsstat, uden at yderligere betingelser skal vaere opfyldt, kan benytte sig af muligheden for i henhold til kapitel I, nr. 4, litra b), i bilaget til direktivet at opkraeve en saerafgift, som overstiger de faste beloeb, der er fastsat i kapitel I, nr. 1, alene med det forbehold, at saerafgiften ikke maa overstige de faktiske omkostninger.

31 Hertil er det tilstraekkeligt at bemaerke, at den mulighed, der er tillagt medlemsstaterne i henhold til kapitel I, nr. 4, litra b), i bilaget til direktivet - som anfoert i praemis 27 i naervaerende dom - er en mulighed, som de generelt og diskretionaert kan benytte sig af, alene paa betingelse af, at saerafgiften ikke overstiger de faktiske omkostninger.

32 Foelgelig maa det andet spoergsmaal besvares med, at en medlemsstat, uden at yderligere betingelser skal vaere opfyldt, kan benytte sig af muligheden for i henhold til kapitel I, nr. 4, litra b), i bilaget til direktivet at opkraeve en saerafgift, som overstiger de faste beloeb, der er fastsat i kapitel I, nr. 1, alene med det forbehold, at saerafgiften ikke maa overstige de faktiske omkostninger.

Det tredje spoergsmaal

33 Med det tredje spoergsmaal oensker den nationale ret naermere bestemt oplyst, om en medlemsstat i tilfaelde, hvor den har delegeret befoejelsen til at opkraeve afgifter vedroerende sundhedsundersoegelser og kontrol af fersk koed til de kommunale myndigheder, efter direktivets artikel 2, stk. 3, kan opkraeve hoejere afgifter end EF-afgifterne i et omfang, der svarer til de faktiske undersoegelsesudgifter i hele medlemsstaten, eller i et omfang, der svarer til den paagaeldende kommunale myndigheds faktiske undersoegelsesudgifter.

34 Hertil bemaerkes for det foerste, at det fremgaar af Domstolens praksis, at hver enkelt medlemsstat frit kan delegere sin kompetence paa internt niveau og gennemfoere de af Faellesskabets retsakter, der ikke er umiddelbart anvendelige, ved foranstaltninger truffet af regionale eller lokale myndigheder, saafremt denne kompetencefordeling muliggoer en korrekt gennemfoerelse af de paagaeldende faellesskabsretsakter (jf. dommen i sagen Hansa Fleisch Ernst Mundt, praemis 23).

35 Dernaest bemaerkes, at Domstolen i praemis 24 i dommen i sagen Hansa Fleisch Ernst Mundt fastslog, at ingen bestemmelse i beslutning 88/408 er til hinder for, at medlemsstaterne tildeler regionale eller lokale myndigheder kompetence til at fravige de faste afgiftsniveauer paa de betingelser og inden for de graenser, der er fastsat ved beslutningens artikel 2, stk. 2.

36 Det samme gaelder det direktiv, som har afloest beslutning 88/408. I oevrigt bekraefter ordlyden af direktivet, at opkraevningen af afgifterne paa omraadet kan foretages saavel paa nationalt som paa regionalt eller lokalt plan, idet det i direktivets artikel 2, stk. 4 - ligesom i beslutningen - bestemmes, at EF-afgifterne traeder i stedet for enhver anden sundhedsskat eller afgift, som nationale, regionale eller kommunale myndigheder i medlemsstaterne opkraever for den i artikel 1 naevnte undersoegelse og kontrol.

37 Hvad angaar spoergsmaalet om, i hvilket omfang med hensyn til de faktiske undersoegelsesomkostninger en medlemsstat kan fravige EF-afgifternes faste beloeb i tilfaelde, hvor den har delegeret befoejelsen til at opkraeve EF-afgifterne til de lokale myndigheder, bemaerkes endelig, at afgifterne i medfoer af direktivets artikel 1, stk. 2, principielt fastsaettes saaledes, at de daekker de omkostninger, som den kompetente myndighed har i forbindelse med gennemfoerelsen af de omhandlede sundhedsundersoegelser og kontrolforanstaltninger.

38 Desuden bemaerkes, at medlemsstaterne efter selve ordlyden af direktivets artikel 2, stk. 3, kan opkraeve beloeb, der er stoerre end EF-afgifterne, men kun i et omfang, der svarer til de faktiske undersoegelsesudgifter.

39 Heraf foelger, at naar en medlemsstat - som i hovedsagen - har delegeret befoejelsen til at opkraeve de i direktivet omhandlede afgifter til de lokale myndigheder, kan den fravige de faste beloeb, der er fastsat i direktivet, i opadgaaende retning, men kun i et omfang, der svarer til de omkostninger, myndighederne faktisk har afholdt.

40 Betragtninger over direktivets formaal kan ikke aendre denne konklusion. Formaalet med direktivet, som ud over opkraevning af afgifter med et fast beloeb tillader opkraevning af hoejere afgifter til daekning af de faktiske undersoegelsesudgifter, er nemlig ikke at indfoere ensartede afgifter for hele Faellesskabet, men - som det fremgaar af den sjette og den syvende betragtning - at undgaa konkurrencefordrejninger som foelge af anvendelsen af forskellige regler i de forskellige medlemsstater med hensyn til finansieringen af de sundhedsundersoegelser og kontrolforanstaltninger, der er indfoert i faellesskabsretten.

41 Det tredje spoergsmaal maa derfor besvares saaledes, at en medlemsstat i tilfaelde, hvor den har delegeret befoejelsen til at opkraeve afgifter vedroerende sundhedsmaessig undersoegelse og kontrol af fersk koed til de kommunale myndigheder, efter direktivets artikel 2, stk. 3, kan opkraeve hoejere afgifter end EF-afgifterne, men kun i et omfang, der svarer til den paagaeldende kommunale myndigheds faktiske undersoegelsesudgifter.

Sagens omkostninger

42 De udgifter, der er afholdt af den tyske, den nederlandske og den finske regering samt af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Anden Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Bayerischer Verwaltungsgerichtshof ved kendelse af 20. oktober 1997, for ret:

1) En borger kan ikke modsaette sig, at der opkraeves hoejere afgifter end de faste beloeb, der er fastsat i kapitel I, nr. 1, i bilaget til Raadets direktiv 85/73/EOEF af 29. januar 1985 om finansiering af sundhedsmaessig undersoegelse og kontrol af fersk koed og fjerkraekoed, som aendret ved Raadets direktiv 93/118/EF af 22. december 1993, i tilfaelde, hvor en medlemsstat ikke har gennemfoert direktivet inden for den fastsatte frist, idet afgifterne dog ikke maa overstige de faktiske omkostninger.

2) En medlemsstat kan, uden at yderligere betingelser skal vaere opfyldt, benytte sig af muligheden for i henhold til kapitel I, nr. 4, litra b), i bilaget til direktiv 85/73, som aendret ved direktiv 93/118, at opkraeve en saerafgift, som overstiger de faste beloeb, der er fastsat i kapitel I, nr. 1, alene med det forbehold, at saerafgiften ikke maa overstige de faktiske omkostninger.

3) En medlemsstat kan i tilfaelde, hvor den har delegeret befoejelsen til at opkraeve afgifter vedroerende sundhedsmaessig undersoegelse og kontrol af fersk koed til de kommunale myndigheder, efter artikel 2, stk. 3, i direktiv 85/73, som aendret ved direktiv 93/118, opkraeve hoejere afgifter end EF-afgifterne, men kun i et omfang, der svarer til den paagaeldende kommunale myndigheds faktiske undersoegelsesudgifter.