61998J0173

1 Tilnaermelse af lovgivningerne - varemaerker - direktiv 89/104 - konsumption af varemaerkeretten - betingelser - vare bragt i omsaetning inden for Faellesskabet eller inden for Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade - nationale regler om konsumption for saa vidt angaar varer, der er markedsfoert i tredjelande - ulovlige

(Raadets direktiv 89/104, art. 7, stk. 1)

2 Tilnaermelse af lovgivningerne - varemaerker - direktiv 89/104 - vare bragt i omsaetning inden for Faellesskabet eller inden for Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade med varemaerkeindehaverens samtykke - konsumption af varemaerkeretten - raekkevidde - begraensning til de eksemplarer af varen, der er omfattet af samtykket

(Raadets direktiv 89/104, art. 7, stk. 1 og 2)

1 Artikel 7, stk. 1, i foerste direktiv 89/104 om varemaerker, som aendret ved aftalen om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade (EOES), skal fortolkes saaledes, at der kun indtraeder konsumption af de rettigheder, der er knyttet til varemaerket, hvis varerne er blevet markedsfoert inden for Faellesskabet (inden for EOES efter ikrafttraedelsen af EOES-aftalen), og at den ikke giver medlemsstaterne mulighed for i deres nationale ret at foreskrive konsumption af de rettigheder, der er knyttet til varemaerket, for varer, der er markedsfoert i tredjelande.

2 Artikel 7, stk. 1, i foerste direktiv 89/104 om varemaerker, som aendret ved aftalen om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade (EOES), skal goere det muligt senere at markedsfoere et eksemplar af en vare, der er forsynet med et varemaerke, og som er blevet markedsfoert inden for Faellesskabet (inden for EOES efter ikrafttraedelsen af EOES-aftalen) med varemaerkeindehaverens samtykke, uden at denne kan modsaette sig dette. Der sker saaledes kun konsumption af de rettigheder, der er knyttet til varemaerket, for de eksemplarer af varen, der er blevet markedsfoert med varemaerkeindehaverens samtykke, og denne kan for de oevrige eksemplarer af denne vare fortsat forbyde anvendelsen af varemaerket i henhold til den ret, der er tilkendt ham ved direktivet. Direktivets artikel 7, stk. 1, skal derfor fortolkes saaledes, at samtykke i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i denne bestemmelse, forudsaetter, at samtykket skal gaelde for hvert enkelt eksemplar af den vare, med hensyn til hvilken der paaberaabes konsumption.

1 Ved dom af 30. april 1998, indgaaet til Domstolen den 11. maj 1998, har Cour d'appel de Bruxelles i medfoer af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt en raekke praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 7 i Raadets foerste direktiv 89/104/EOEF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varemaerker (EFT 1989 L 40, s. 1, herefter »direktivet«), som aendret ved aftalen af 2. maj 1992 om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade (EFT 1994 L 1, s. 3, herefter »EOES-aftalen«).

2 Disse spoergsmaal er blevet rejst under en sag, der foeres af selskaberne Sebago Inc. (herefter »Sebago«) og Ancienne Maison Dubois et Fils SA (herefter »Maison Dubois«) mod G-B Unic SA (herefter »G-B Unic«) vedroerende sidstnaevnte selskabs salg af varer, der er forsynet med et varemaerke, som Sebago er indehaver af, men uden selskabets samtykke.

3 Direktivets artikel 7, der har overskriften »Konsumption af de rettigheder, der er knyttet til varemaerket«, bestemmer:

»1. De til varemaerket knyttede rettigheder giver ikke indehaveren ret til at forbyde brugen af maerket for varer, som af indehaveren selv eller med dennes samtykke er markedsfoert inden for Faellesskabet under dette maerke.

2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, saafremt skellig grund berettiger indehaveren til at modsaette sig fortsat markedsfoering af varerne, isaer i tilfaelde, hvor disses tilstand er aendret eller forringet, efter at de er markedsfoert.«

4 I henhold til EOES-aftalens artikel 65, stk. 2, sammenholdt med bilag XVII, punkt 4, til aftalen, er direktivets artikel 7, stk. 1, blevet aendret med henblik paa aftalen, idet udtrykket »inden for Faellesskabet« er blevet erstattet med ordene »inden for en kontraherende parts omraade«.

5 Sebago er et selskab, der er registreret i Amerikas Forenede Stater og indehaver af to Benelux-ordmaerker for navnet »Docksides« og tre Benelux-ordmaerker for navnet »Sebago«. Disse varemaerker er bl.a. registreret for sko. Maison Dubois er eneforhandler for Benelux af sko, der er forsynet med Sebago's maerker.

6 I tiende udgave af sin reklamefolder for 1996 »La quinzaine Maxi-GB«, der angav priser med gyldighed fra den 29. maj til den 11. juni 1996, reklamerede G-B Unic for salg i selskabets Maxi-GB supermarkeder af sko af maerkerne Docksides Sebago. Der var tale om 2 561 par sko, der var »made in Salvador« og koebt hos et belgisk selskab, der specielt driver virksomhed med parallelimport. Hele partiet blev solgt i loebet af sommeren 1996.

7 Sebago og Maison Dubois bestrider ikke, at de af G-B Unic solgte sko var aegte varer. Men de har anfoert, at de ikke havde givet samtykke til salg af disse sko inden for Faellesskabet, og at G-B Unic derfor ikke havde ret til at saelge dem paa Faellesskabets omraade.

8 Sebago og Maison Dubois har herefter for de belgiske domstole gjort gaeldende, at G-B Unic havde kraenket Sebago's varemaerkeret ved at markedsfoere disse varer inden for Faellesskabet uden deres samtykke. De har herved paaberaabt sig artikel 13 A, nr. 8, i Benelux-varemaerkeloven, som aendret ved Benelux-protokollen af 2. december 1992 (herefter »Benelux-varemaerkeloven«), der har samme affattelse som direktivets artikel 7, stk. 1.

9 Cour d'appel de Bruxelles har i forelaeggelsesdommen anfoert, at parterne i hovedsagen fortolker artikel 13 A, nr. 8, i Benelux-varemaerkeloven helt forskelligt paa to vaesentlige punkter. De er for det foerste uenige om, hvorvidt denne bestemmelse knaesaetter princippet om global konsumption (G-B Unic's opfattelse) eller blot princippet om konsumption inden for Faellesskabet (Sebago's opfattelse), og for det andet om, under hvilke omstaendigheder det er muligt at antage, at varemaerkeindehaverens samtykke er givet.

10 G-B Unic har vedroerende sidstnaevnte punkt gjort gaeldende, at det er tilstraekkeligt til at opfylde betingelsen om samtykke i artikel 13 A, nr. 8, at lignende varer af samme maerke allerede er blevet lovligt markedsfoert inden for Faellesskabet med varemaerkeindehaverens samtykke. Sebago har derimod gjort gaeldende, at selskabets samtykke skal indhentes for hvert specielt vareparti, dvs. for ethvert parti, der paa et bestemt tidspunkt er indfoert af en bestemt importoer. Der kan derfor kun antages at foreligge samtykke fra Sebago's side, hvis G-B Unic kan godtgoere, at de omhandlede sko er erhvervet hos en saelger, der tilhoerte det af Sebago inden for Faellesskabet etablerede salgsnet, eller hos en forhandler uden for dette net, som dog havde erhvervet skoene lovligt inden for Faellesskabet.

11 G-B Unic har ogsaa for den nationale ret gjort gaeldende, at det var endeligt godtgjort, at Sebago stiltiende havde givet sit samtykke til markedsfoering af de omhandlede sko inden for Faellesskabet, idet Sebago ikke havde forbudt sin licenstager i El Salvador at eksportere sine varer til Faellesskabet. Cour d'appel de Bruxelles har imidlertid udtrykkeligt fastslaaet, at det ikke var blevet bevist, at der har foreligget en licenskontrakt - Sebago afviser at have afsluttet en saadan kontrakt - og at den omstaendighed alene, at den salvadoranske fabrikant har eksporteret de paagaeldende varer til Faellesskabet, herefter ikke goer det muligt at anse det for godtgjort, at Sebago har givet sit samtykke til varernes markedsfoering inden for Faellesskabet.

12 Paa baggrund heraf har Cour d'appel de Bruxelles besluttet at udsaette sagen og at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»Skal artikel 7, stk. 1, i Raadets foerste direktiv 89/104/EOEF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varemaerker fortolkes saaledes, at de rettigheder, der er knyttet til varemaerket, giver indehaveren ret til at modsaette sig brugen af maerket for aegte varer, der ikke er markedsfoert inden for Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (herunder Norge, Island og Liechtenstein i henhold til aftalen af 2.5.1992 om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade) af indehaveren eller med dennes samtykke,

- naar de varer, som er forsynet med maerket, direkte hidroerer fra et land uden for Det Europaeiske Faellesskab eller Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade

- naar de varer, som er forsynet med maerket, hidroerer fra et land inden for Det Europaeiske Faellesskab eller Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade, hvor de uden samtykke fra varemaerkeindehaveren eller dennes repraesentant befinder sig i transit

- saafremt varerne er erhvervet i et land inden for Det Europaeiske Faellesskab eller Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade, hvor de er blevet bragt i omsaetning for foerste gang uden samtykke fra varemaerkeindehaveren eller dennes repraesentant

- enten naar varer forsynet med varemaerket, der er identiske med aegte varer, der er forsynet med det samme varemaerke, men som er indfoert ved parallelimport direkte eller indirekte fra lande uden for Det Europaeiske Faellesskab eller Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade, markedsfoeres eller allerede er blevet markedsfoert inden for Faellesskabet eller Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade af varemaerkeindehaveren eller med dennes samtykke

- eller naar varer forsynet med varemaerket, der ligner aegte varer, der er forsynet med det samme varemaerke, men som er indfoert ved parallelimport direkte eller indirekte fra lande uden for Det Europaeiske Faellesskab eller Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade, markedsfoeres eller allerede er blevet markedsfoert inden for Faellesskabet eller Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade af varemaerkeindehaveren eller med dennes samtykke?«

13 Det bemaerkes indledningsvis, at Domstolen i dom af 16. juli 1998 (sag C-355/96, Silhouette International Schmied, Sml. I, s. 4799), der er afsagt efter afsigelsen af forelaeggelsesdommen i naervaerende sag, har fastslaaet, at direktivets artikel 7, stk. 1, som aendret ved EOES-aftalen, er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter der indtraeder konsumption af de rettigheder, der er knyttet til et varemaerke, for varer, som af indehaveren selv eller med dennes samtykke er markedsfoert uden for Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade under dette maerke.

14 Parterne i hovedsagen, den franske regering og Kommissionen er af den opfattelse, at Domstolen i dommen i Silhouette International Schmied-sagen har afgjort de tre foerste spoergsmaal, og at det derfor kun er de to sidste spoergsmaal, der skal besvares.

15 For saa vidt angaar disse sidste spoergsmaal har saavel Sebago og Maison Dubois som den franske regering og Kommissionen anfoert, at varemaerkeindehaverens samtykke til markedsfoering inden for Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade (herefter »EOES«) af et vareparti ikke foerer til konsumption af de rettigheder, der er knyttet til varemaerket, for saa vidt angaar markedsfoering af andre partier af indehaverens produkter, heller ikke selv om der er tale om identiske produkter.

16 G-B Unic har derimod anfoert, at det ikke efter direktivets artikel 7 er paakraevet, at samtykket gaelder de varer, der konkret er genstand for parallelimport. Selskabet har bl.a. til stoette herfor henvist til begrebet varemaerkets afgoerende funktion, der ifoelge Domstolens praksis er over for forbrugeren at garantere oprindelsen af varen, saaledes at denne bliver i stand til uden risiko for forveksling at adskille varen fra varer med en anden oprindelse. Ifoelge selskabet indebaerer denne funktion ikke, at indehaveren vil kunne have ret til at forbyde indfoersel af aegte varer. Det er derfor en fejlagtig opfattelse, at direktivets artikel 7 kun gaelder rettighedsindehaverens samtykke til markedsfoering af indfoerte eksemplarer af aegte varer. G-B Unic er derfor af den opfattelse, at der foreligger samtykke i direktivets artikel 7's forstand, naar samtykket gaelder arten af de paagaeldende varer.

17 Det skal foerst fastslaas, at de procesdeltagere, der har afgivet indlaeg i denne sag, med foeje har anfoert, at Domstolen allerede havde besvaret de tre foerste praejudicielle spoergsmaal i dommen i Silhouette International Schmied-sagen. Domstolen har nemlig i denne doms praemis 18 og 26 fastslaaet, at efter direktivets artikel 7 indtraeder der kun konsumption af de rettigheder, der er knyttet til varemaerket, hvis varerne er blevet markedsfoert inden for Faellesskabet (inden for EOES efter ikrafttraedelsen af EOES-aftalen), og at medlemsstaterne ikke efter direktivet har mulighed for i deres nationale ret at foreskrive konsumption af de rettigheder, der er knyttet til varemaerket, for varer, der er markedsfoert i tredjelande.

18 Det bemaerkes dernaest, at den forelaeggende ret med de to sidste spoergsmaal naermere bestemt oensker oplyst, om der foreligger samtykke i direktivets artikel 7's forstand, naar varemaerkeindehaveren har samtykket i, at varer, der er identiske med eller ligner de varer, med hensyn til hvilke der paaberaabes konsumption, markedsfoeres inden for EOES, eller om samtykket tvaertimod skal gaelde for hvert enkelt eksemplar af den vare, med hensyn til hvilken der paaberaabes konsumption.

19 Det skal paa dette punkt fastslaas, at selv om svaret paa dette spoergsmaal ikke umiddelbart foelger af ordlyden af direktivets artikel 7, stk. 1, staar det dog fast, at de rettigheder, der er knyttet til varemaerket, kun udtoemmes for de eksemplarer af varen, der er markedsfoert paa det i denne bestemmelse fastlagte omraade med indehaverens samtykke. For de eksemplarer af varen, der ikke er markedsfoert paa dette omraade med indehaverens samtykke, kan denne altid i overensstemmelse med den ret, han har ifoelge direktivet, forbyde brugen af maerket.

20 Denne fortolkning af direktivets artikel 7, stk. 1, er udtryk for Domstolens faste praksis. Domstolen har saaledes tidligere fastslaaet, at denne bestemmelse skal goere det muligt fortsat at markedsfoere et eksemplar af en vare, der er forsynet med et varemaerke, og som er bragt i omsaetning med indehaverens samtykke, uden at denne kan modsaette sig dette (jf. dom af 4.11.1997, sag C-337/95, Parfums Christian Dior, Sml. I, s. 6013, praemis 37 og 38, og af 23.2.1999, sag C-63/97, BMW, Sml. I, s. 905, praemis 57). Denne fortolkning bekraeftes i oevrigt af direktivets artikel 7, stk. 2, der, for saa vidt som den henviser til »fortsat markedsfoering« af varerne, viser, at konsumptionsprincippet kun vedroerer bestemte varer, der er markedsfoert foerste gang med varemaerkeindehaverens samtykke.

21 Det bemaerkes desuden, at faellesskabslovgiver ved vedtagelsen af direktivets artikel 7, der begraenser konsumption af den ret, maerket giver, til situationer, hvor de varer, der er forsynet med maerket, er blevet markedsfoert inden for Faellesskabet (EOES efter ikrafttraedelsen af EOES-aftalen), har betonet, at en markedsfoering uden for dette omraade ikke udtoemmer indehaverens ret til at modsaette sig indfoersel af disse varer, der sker uden hans samtykke, og til dermed at kontrollere den foerste markedsfoering inden for Faellesskabet (EOES efter ikrafttraedelsen af EOES-aftalen) af de varer, der er forsynet med maerket. Denne beskyttelse ville imidlertid blive indholdsloes, saafremt det for en konsumption i artikel 7's forstand var tilstraekkeligt, at varemaerkeindehaveren har samtykket i markedsfoering paa dette omraade af varer, der er identiske med eller ligner de varer, med hensyn til hvilke der paaberaabes konsumption.

22 Paa baggrund af det anfoerte skal de praejudicielle spoergsmaal besvares med, at direktivets artikel 7, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at

- der kun indtraeder konsumption af de rettigheder, der er knyttet til varemaerket, hvis varerne er blevet markedsfoert inden for Faellesskabet (inden for EOES efter ikrafttraedelsen af EOES-aftalen), og at den ikke giver medlemsstaterne mulighed for i deres nationale ret at foreskrive konsumption af de rettigheder, der er knyttet til varemaerket, for varer, der er markedsfoert i tredjelande

- samtykke i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i dette direktivs artikel 7, stk. 1, forudsaetter, at samtykket skal gaelde for hvert enkelt eksemplar af den vare, med hensyn til hvilken der paaberaabes konsumption.

Sagens omkostninger

23 De udgifter, der er afholdt af den franske regering og af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Cour d'appel de Bruxelles ved dom af 30. april 1998, for ret:

Artikel 7, stk. 1, i Raadets foerste direktiv 89/104/EOEF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varemaerker, som aendret ved aftalen af 2. maj 1992 om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade, skal fortolkes saaledes, at

- der kun indtraeder konsumption af de rettigheder, der er knyttet til varemaerket, hvis varerne er blevet markedsfoert inden for Faellesskabet (inden for Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade efter ikrafttraedelsen af aftalen om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade), og at den ikke giver medlemsstaterne mulighed for i deres nationale ret at foreskrive konsumption af de rettigheder, der er knyttet til varemaerket, for varer, der er markedsfoert i tredjelande

- samtykke i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i dette direktivs artikel 7, stk. 1, forudsaetter, at samtykket skal gaelde for hvert enkelt eksemplar af den vare, med hensyn til hvilken der paaberaabes konsumption.