61998J0166

1 Fiskale bestemmelser - harmonisering af lovgivningerne - punktafgifter - direktiv 92/83 og 92/84 - alkohol og alkoholholdige drikkevarer - krav om en minimumspunktafgift paa oel, men ikke paa vin - medlemsstaternes skoen

(EF-traktaten, art. 95 (efter aendring nu art. 90 EF); Raadets direktiv 92/83 og 92/84)

2 Fiskale bestemmelser - harmonisering af lovgivningerne - punktafgifter - direktiv 92/83 og 92/84 - alkohol og alkoholholdige drikkevarer - krav om en minimumspunktafgift paa oel, men ikke paa vin - lovlighed - faellesskabslovgivers skoen - tilsidesaettelse af traktatens artikel 99 (nu artikel 93 EF) - foreligger ikke

(EF-traktaten, art. 99 (nu art. 93 EF))

3 Fiskale bestemmelser - harmonisering af lovgivningerne - punktafgifter - direktiv 92/84 - alkohol og alkoholholdige drikkevarer - forskel mellem minimumsafgiftssatsen for henholdsvis vin og oel - forpligtelse til at anfoere en saerlig begrundelse - foreligger ikke

(Raadets direktiv 92/84)

1 Direktiv 92/83 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikkevarer og direktiv 92/84 om indbyrdes tilnaermelse af punktafgiftssatserne for alkohol og alkoholholdige drikkevarer paalaegger udelukkende medlemsstaterne en forpligtelse til at anvende en minimumspunktafgift paa oel. Medlemsstaterne bevarer saaledes en skoensmargen, som er tilstraekkelig til, at de kan beskatte vin i forhold til oel paa en maade, som udelukker enhver beskyttelse af den indenlandske produktion i den betydning, hvori udtrykket er anvendt i traktatens artikel 95 (efter aendring nu artikel 90 EF)

2 Det af faellesskabslovgiver tilstraebte formaal med udstedelsen af direktiv 92/83 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikkevarer og direktiv 92/84 om indbyrdes tilnaermelse af punktafgiftssatserne for alkohol og alkoholholdige drikkevarer har ikke vaeret en indbyrdes tilnaermelse af afgifterne paa vin og oel. Raadet har paa grundlag af de befoejelser, som det udtrykkeligt har faaet tildelt ved traktatens artikel 99 (nu artikel 93 EF), og med henblik paa etableringen og gennemfoerelsen af det indre marked, oensket at tilnaerme dels de nationale lovgivninger vedroerende punktafgifter paa vin, dels de nationale lovgivninger, som vedroerer punktafgifter paa oel. Desuden staar det faellesskabsinstitutionerne frit for kun gradvist at gennemfoere harmoniseringen af et omraade eller i etaper at tilnaerme de nationale lovgivninger. Det er dermed ikke uforeneligt med artikel 99, at Raadet har udstedt de naevnte direktiver, som kun paalaegger medlemsstaterne en forpligtelse til at anvende en minimumspunktafgift paa oel.

6 For saa vidt angaar forskellen mellem de minimumssatser, som i henhold til direktiv 92/84 om indbyrdes tilnaermelse af punktafgiftssatserne for alkohol og alkoholholdige drikkevarer finder anvendelse paa henholdsvis vin og oel, er der strengt taget ikke tale om en foranstaltning truffet af Raadet, men derimod om en konsekvens af den sideloebende tilnaermelse af de nationale punktafgiftssatser paa henholdsvis vin og oel, og forskellen kraevede saaledes ikke nogen saerlig begrundelse.

1 Ved dom af 21. april 1998, indgaaet til Domstolen den 29. april 1998, har Tribunal de grande instance de Foix i medfoer af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende gyldigheden af Raadets direktiv 92/83/EOEF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikkevarer (EFT L 316, s. 21) og Raadets direktiv 92/84/EOEF af 19. oktober 1992 om indbyrdes tilnaermelse af punktafgiftssatserne for alkohol og alkoholholdige drikkevarer (EFT L 316, s. 29).

2 Spoergsmaalet er rejst i en sag anlagt af Société critouridienne de distribution (herefter »Socridis«) med henblik paa at opnaa en nedsaettelse af de punktafgifter, selskabet har betalt i perioden fra maj til december 1993.

3 Socridis har for den nationale ret gjort gaeldende, at direktiv 92/83 og 92/84 er i strid med EF-traktatens artikel 95, stk. 2 (efter aendring nu artikel 90, stk. 2, EF), idet der ved direktiverne er indfoert et afgiftssystem, som tillader diskriminerende og konkurrencefordrejende adfaerd, og som indirekte favoriserer produktionen af vin til skade for produktionen af oel.

4 Det bestemmes i traktatens artikel 95:

»Ingen medlemsstat maa direkte eller indirekte paalaegge varer fra andre medlemsstater interne afgifter af nogen art, som er hoejere end de afgifter, der direkte eller indirekte paalaegges lignende indenlandske varer.

Endvidere maa ingen medlemsstat paalaegge varer fra andre medlemsstater interne afgifter, som indirekte vil kunne beskytte andre produkter.

...«

5 I direktiv 92/83 fastsaettes anvendelsesomraadet for og fremgangsmaaden ved fastsaettelse af stoerrelsen af den faelles punktafgift for de paagaeldende produkter.

6 Det bestemmes i direktivets artikel 3, at den punktafgift, som medlemsstaterne opkraever paa oel, fastsaettes paa grundlag af antallet af hektoliter/Plato-grad eller af hektoliter/virkeligt alkoholindhold af det faerdige produkt, og i artikel 9, stk. 1, at den punktafgift, som opkraeves paa vin, fastsaettes paa grundlag af antallet af hektoliter af det faerdige produkt.

7 Ved artikel 5 i direktiv 92/84 blev minimumspunktafgiftssatsen for vin med virkning fra den 1. januar 1993 fastsat til 0 ECU pr. hl af produktet, og ved direktivets artikel 6 blev satsen for oel fastsat til 0,748 ECU pr. hl/Plato-grad, eller 1,87 ECU pr. hl/alkoholgrad for det faerdige produkt.

8 I Frankrig bestemmes det i artikel 438 og 520 A i code général des impôts (lov om skatter og afgifter, herefter »loven«), som gennemfoerer direktiv 92/83 og 92/84,

- at der opkraeves en omsaetningsafgift paa 54,80 FRF pr. hektoliter for mousserende vine og paa 22 FRF pr. hektoliter for andre vine (lovens artikel 438), og

- at der opkraeves en saerlig afgift paa oel med en sats pr. hektoliter paa henholdsvis 6,25 FRF pr. grad for oel, hvis alkoholindhold ikke overstiger 2,8% vol., og 12,50 FRF pr. alkoholgrad for anden oel (lovens artikel 520 A).

9 Socridis har for den nationale ret gjort gaeldende, at oel og vin i Frankrig foer faellesskabsharmoniseringen var beskattet efter samme regler (alene paa grundlag af volumen) og efter lignende satser (19,50 FRF pr. hektoliter for oel og 22 FRF pr. hektoliter for vin).

10 Ifoelge Socridis har harmoniseringen i Frankrig foert til, at der dels er sket en aendring i beskatningen af oel i kraft af indfoerelsen af alkoholgraden som kriterium, dels at punktafgifterne paa oel er blevet vaesentligt forhoejet.

11 Den nationale ret har fundet, at den franske lovgivning, som er udarbejdet paa grundlag af direktiv 92/83 og 92/84, foerer til en beskatning af oel, som ligger vaesentligt over beskatningen af vin, og retten har derfor besluttet at udsaette sagen og at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»Er Raadets direktiv 92/83 og Raadets direktiv 92/84 om harmonisering af punktafgifter ugyldige som stridende mod traktaten om Det Europaeiske Faellesskab, saerlig traktatens artikel 95, stk. 2, for saa vidt som

- der i direktiverne er fastsat en minimumsafgift paa oel paa 1,87 ECU pr. hektoliter/alkoholgrad

- mens det i henhold til direktiverne er tilladt at afgiftsbelaegge vin udelukkende paa grundlag af volumen med en minimumssats paa nul,

saaledes at medlemsstaterne har pligt til at forhoeje afgiften paa oel til den naevnte minimumssats, hvorved der skabes forskelle i afgiftsbelaegningen, der kan udgoere en forskelsbehandling af oel i forhold til vin?«

12 Socridis anfaegter i det vaesentlige gyldigheden af direktiv 92/83 og 92/84 af tre grunde. For det foerste er direktiverne i strid med traktatens artikel 95, naermere bestemt artikel 95, stk. 2. For det andet er de i strid med EF-traktatens artikel 99 (nu artikel 93 EF), for saa vidt som de paa et afgoerende punkt ikke gennemfoerer en tilnaermelse af beskatningsmaaderne, men tvaertimod oeger de bestaaende forskelle mellem medlemsstaterne og dermed den hindring for samhandelen, der foelger af disse forskelle. For det tredje opfylder de i direktiv 92/83 og i direktiv 92/84 indeholdte begrundelser ikke kravene i EF-traktatens artikel 190 (nu artikel 253 EF).

Foreneligheden af direktiv 92/83 og direktiv 92/84 med traktatens artikel 95

13 Ifoelge Socridis opstilles der i traktatens artikel 95, stk. 2, et krav om proportionalitet, som navnlig finder anvendelse paa beskatningsgrundlaget, opkraevningsreglerne og afgiftssatserne. En medlemsstat, som beskatter importerede drikkevarer haardere end konkurrerende indenlandske drikkevarer, tilsidesaetter saaledes denne traktatbestemmelse, i det omfang beskatningsforskellen ikke er proportional med forskellen mellem de paagaeldende to typer drikkevarer.

14 I denne forbindelse goer Socridis gaeldende, at det er aabenbart, at den forskel mellem de indfoerte afgifter, som er begrundet i direktiv 92/83 og 92/84, gaar ud over de objektive forskelle paa oel og vin.

15 Desuden udgoer fastsaettelsen af minimumspunktafgiftssatsen for vin til nul ifoelge Socridis en bemyndigelse for medlemsstaterne til permanent at fritage vin for enhver punktafgift. En saadan fritagelse favoriserer en produktion, som er vaesentlig for de sydeuropaeiske stater, hvor oelproduktionen ikke er saerlig omfattende, og hvor oel ikke har nogen vaesentlig kulturel betydning. I oevrigt anvendes denne minimumssats i foelgende seks medlemsstater: Forbundsrepublikken Tyskland, Den Hellenske Republik, Kongeriget Spanien, Den Italienske Republik og Storhertugdoemmet Luxembourg, og - fra tiltraedelsen af De Europaeiske Faellesskaber - Republikken OEstrig.

16 Indledningsvis bemaerkes, at traktatens artikel 95 i det hele har til formaal at sikre varernes frie bevaegelighed mellem medlemsstaterne paa normale konkurrencevilkaar gennem fjernelse af enhver form for beskyttelse som foelge af interne afgifter, der virker diskriminerende over for varer fra andre medlemsstater, og at sikre, at interne afgifter virker fuldstaendig neutralt i forhold til konkurrencen mellem indenlandske og indfoerte varer.

17 I denne forbindelse er formaalet med traktatens artikel 95, stk. 2, naermere bestemt at afskaffe enhver form for indirekte afgiftsmaessig beskyttelse af indenlandske varer i forhold til varer, som uden i stk. 1's forstand at vaere lignende varer som indenlandske varer dog delvis, indirekte eller potentielt er i konkurrence med visse af de indenlandske varer (jf. dom af 9.7.1987, sag 356/85, Kommissionen mod Belgien, Sml. s. 3299, praemis 6 og 7).

18 I den forbindelse har kun bordvine, som normalt er billige, tilstraekkeligt mange af de samme egenskaber som oel til at kunne udgoere et alternativ for forbrugeren, og kun disse vine kan anses for at konkurrere med oel i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i traktatens artikel 95, stk. 2 (jf. dommen i sagen Kommissionen mod Belgien, praemis 11). Som foelge deraf vedroerer den indsigelse, som Socridis med henvisning til denne bestemmelse har rejst mod gyldigheden af den ved direktiv 92/84 fastsatte minimumspunktafgift kun direktivet i det omfang, det finder anvendelse paa bordvine.

19 Endvidere foelger det af Domstolens praksis, at direktiver ikke er i strid med traktaten, for saa vidt som de giver medlemsstaterne den fornoedne frihed til at gennemfoere disse paa en maade, som er i overensstemmelse med traktatens krav (jf. i denne retning dom af 13.7.1989, sag 5/88, Wachauf, Sml. s. 2609, praemis 22).

20 Imidlertid paalaegger direktiv 92/83 og 92/84 udelukkende medlemsstaterne en forpligtelse til at anvende en minimumspunktafgift paa oel. Medlemsstaterne bevarer saaledes en skoensmargen, som er tilstraekkelig til, at de kan beskatte vin i forhold til oel paa en maade, som udelukker enhver beskyttelse af den indenlandske produktion i traktatens artikel 95's forstand.

21 Det kan herefter ikke antages, at direktiv 92/83 og 92/84 er ugyldige paa grund af, at de skulle vaere uforenelige med traktatens artikel 95, stk. 2.

Tilsidesaettelse af traktatens artikel 99

22 Socridis har anfoert, at traktatens artikel 99 har til formaal at begraense de hindringer for samhandelen, som foelger af forskellene mellem de nationale afgiftssystemer, selv om disse anvendes paa en ikke-diskriminerende maade, og har i den forbindelse gjort gaeldende, at Raadets foranstaltninger i medfoer af denne bestemmelse ikke alene skal sigte mod at mindske beskatningsforskellene, herunder forskellene mellem konkurrerende produkter, men ogsaa mod at forhindre, at det goeres berettiget at indfoere eller opretholde beskatningsforhold, som er eller vil blive fundet i strid med traktatens artikel 95, stk. 2.

23 Ifoelge Socridis opfylder direktiv 92/83 og 92/84 langt fra de krav, der maa stilles med henblik paa en minimal tilnaermelse af beskatningsforholdene mellem vin og oel, og Raadet har dermed tilsidesat traktatens artikel 99.

24 Denne argumentation kan ikke tiltraedes.

25 Som generaladvokaten med rette har anfoert i punkt 51 i forslaget til afgoerelse, har det af faellesskabslovgiver tilstraebte formaal med udstedelsen af direktiv 92/83 og 92/84 ikke vaeret en indbyrdes tilnaermelse af afgifterne paa vin og oel. Raadet har paa grundlag af de befoejelser, som det udtrykkeligt har faaet tildelt ved traktatens artikel 99, og med henblik paa etableringen og gennemfoerelsen af det indre marked, oensket at tilnaerme dels de nationale lovgivninger vedroerende punktafgifter paa vin, dels de nationale lovgivninger, som vedroerer punktafgifter paa oel.

26 Endvidere foelger det af fast praksis, at det staar faellesskabsinstitutionerne frit for kun gradvist at gennemfoere harmoniseringen af et omraade eller i etaper at tilnaerme de nationale lovgivninger. Ganske vist er ivaerksaettelsen af saadanne foranstaltninger i almindelighed vanskelig, idet den forudsaetter, at de kompetente faellesskabsinstitutioner ud fra forskellige og komplekse nationale bestemmelser fastlaegger faelles regler, som er i overensstemmelse med de i traktaten opstillede maalsaetninger, og som kan samle et kvalificeret flertal af Raadets medlemmer, og paa afgiftsomraadet enstemmighed (jf. i denne retning dom af 29.2.1984, sag 37/83, Rewe-Zentrale, Sml. s. 1229, praemis 20, og af 13.5.1997, sag C-233/94, Tyskland mod Parlamentet og Raadet, Sml. I, s. 2405, praemis 43).

27 Det kan herefter ikke antages, at direktiv 92/83 og 92/84 er ugyldige paa grund af, at de skulle vaere uforenelige med traktatens artikel 99.

Tilsidesaettelse af begrundelsespligten

28 Ifoelge Socridis indeholder direktiv 92/83 og 92/84 ingen fyldestgoerende begrundelse dels for, at der for oel kun gaelder et andet kriterium for beskatningen, som er alkoholindholdet, dels for forskellen mellem de fastsatte minimumspunktafgiftssatser for henholdsvis vin og oel.

29 Med hensyn til kriterierne for beskatning af oel skal det blot bemaerkes, at det i syvende betragtning til direktiv 92/84 hedder, at »medlemsstaterne har forskellige metoder til beskatning af oel, og en saadan forskel boer fortsat kunne tillades bl.a. ved, at der fastsaettes en minimumsafgiftssats baseret paa saavel produktets indbrygningsprocent som dets alkoholindhold«.

30 For saa vidt angaar forskellen mellem de minimumssatser, som finder anvendelse paa henholdsvis vin og oel, er der strengt taget ikke tale om en foranstaltning truffet af Raadet, men derimod om en konsekvens af den sideloebende tilnaermelse af de nationale punktafgiftssatser paa henholdsvis vin og oel, og forskellen kraevede saaledes ikke nogen saerlig begrundelse. I modsaetning til, hvad Socridis har anfoert, har direktiv 92/84, som det er fremhaevet ovenfor i praemis 25, ikke til formaal at tilnaerme beskatningen af vin til beskatningen af oel, men derimod at fastsaette en minimumssats for punktafgifterne paa de to kategorier af produkter, saaledes som det fremgaar af tredje betragtning til direktivet.

31 Paa denne baggrund kan det ikke antages, at direktiverne er ugyldige paa grund af tilsidesaettelse af traktatens artikel 190.

32 Det foelger af ovenstaaende, at gennemgangen af spoergsmaalet intet har frembragt, som kan rejse tvivl om gyldigheden af direktiv 92/83 og 92/84.

Sagens omkostninger

33 De udgifter, der er afholdt af den franske og den spanske regering samt af Raadet og Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser kender

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Tribunal de grande instance de Foix ved dom af 21. april 1998, for ret:

Gennemgangen af det stillede spoergsmaal har intet frembragt, som kan rejse tvivl om gyldigheden af Raadets direktiv 92/83/EOEF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikkevarer og Raadets direktiv 92/84/EOEF af 19. oktober 1992 om indbyrdes tilnaermelse af punktafgiftssatserne for alkohol og alkoholholdige drikkevarer.