61997J0140

1 Tilnaermelse af lovgivningerne - pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure - direktiv 90/314 - artikel 7 om beskyttelse mod risikoen for rejsearrangoerens insolvens eller konkurs - anvendelsesomraade - rejser tilbudt som gave via oekonomisk tilskud til et begraenset antal forbrugere - omfattet - tilsidesaettelse af national konkurrenceret - ingen betydning

(Raadets direktiv 90/314, art. 7)

2 Tilnaermelse af lovgivningerne - pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure - direktiv 90/314 - artikel 7 om beskyttelse mod risikoen for rejsearrangoerens insolvens eller konkurs - en ny medlemsstats begraensning af beskyttelsen til kun at gaelde rejser med afrejse tidligst den 1. maj 1995 - garanti begraenset saavel stoerrelses- som beregningsmaessigt - ukorrekt gennemfoerelse - tilstraekkelig kvalificeret tilsidesaettelse af faellesskabsretten - direkte aarsagsforbindelse

(Raadets direktiv 90/314, art. 7)

1 Artikel 7 i Raadets direktiv 90/314 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure, finder anvendelse paa rejser, der - i forbindelse med en efter national konkurrenceret ulovlig reklamekampagne - tilbydes som gave af et dagblad alene til abonnenterne, og for hvilke hovedkontrahenten, saafremt han rejser alene, betaler lufthavnsafgift og tillaeg for enevaerelse, eller, saafremt han ledsages af mindst én fuldtbetalende person, kun betaler lufthavnsafgift.

For det foerste finder den paagaeldende bestemmelse anvendelse, selv om den modydelse, som koeberen skal erlaegge, ikke svarer til rejsens totalpris eller kun svarer til en del af rejsen. For det andet har det ikke hjemmel i direktivet og ville vaere i strid med dets formaal, saafremt man begraenser dets anvendelsesomraade til pakkerejser, der tilbydes et potentielt ubegraenset antal forbrugere. Endelig indebaerer det forhold, at reklamekampagnen i form af rejser tilbudt som gave er blevet kendt stridende mod national konkurrenceret, ikke, at disse rejser ikke maa betegnes som pakkerejser i direktivets forstand.

2 En medlemsstat, der tiltraadte Den Europaeiske Union den 1. januar 1995, og som senest paa denne dato skulle gennemfoere direktiv 90/314 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure, har ikke korrekt gennemfoert direktivets artikel 7 om beskyttelse mod rejsearrangoerens insolvens eller konkurs, saafremt den har vedtaget en lovgivning til beskyttelse af rejsende, som bestilte deres pakkerejser efter den 1. januar 1995, naar beskyttelsen begraenses til rejser med afrejse tidligst den 1. maj 1995. De ved denne artikel indfoerte garantier skal omfatte samtlige kontrakter om pakkerejser indgaaet fra den 1. januar 1995 for rejser, der skal afvikles efter denne dato.

Artikel 7 er heller ikke blevet korrekt gennemfoert, naar en national lovgivning for at daekke risikoen begraenser sig til at kraeve en forsikringsaftale eller en bankgaranti, hvis stoerrelse skal svare til mindst 5% af rejsearrangoerens omsaetning i det tilsvarende kvartal i det foregaaende kalenderaar, og naar lovgivningen af en ny arrangoer paa markedet kraever, at der skal tages udgangspunkt i den anslaaede omsaetning af den af arrangoeren paataenkte virksomhed uden hensyn til arrangoerens omsaetningsstigning i det loebende aar. En saadan ordning kan ikke strukturelt imoedegaa begivenhederne i den paagaeldende oekonomiske sektor og kan ikke effektivt sikre forbrugeren tilbagebetaling af samtlige erlagte beloeb og hjemtransport i tilfaelde af rejsearrangoerens insolvens.

Hvad angaar begraensningen af den ved artikel 7 kraevede beskyttelse til alene at gaelde rejser, hvis afrejsedato er blevet fastsat til tidligst den 1. maj 1995, er den aabenbart i strid med de af direktivet flydende forpligtelser, og udgoer en tilstraekkeligt kvalificeret tilsidesaettelse af faellesskabsretten, uanset at medlemsstaten har gennemfoert samtlige andre bestemmelser i direktivet. Naar der foreligger bevis for direkte aarsagsforbindelse, bevirker uagtsom adfaerd fra rejsearrangoerens side eller indtraeden af helt usaedvanlige eller uforudselige begivenheder desuden ikke, at medlemsstaten ikke ifalder ansvar for kraenkelse af direktivets artikel 7, idet saadanne omstaendigheder ikke kan udelukke, at direkte aarsagsforbindelse foreligger.

1 Ved kendelse af 26. marts 1997, indgaaet til Domstolen den 15. april 1997, har Landesgericht Linz i medfoer af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt Domstolen seks praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 7 i Raadets direktiv 90/314/EOEF af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure (EFT L 158, s. 59, herefter »direktivet«), samt vedroerende betingelserne for at paalaegge staten ansvar for skade forvoldt borgerne ved tilsidesaettelse af faellesskabsretten.

2 Disse spoergsmaal er rejst under en sag mellem Rechberger, Greindl og Hofmeister m.fl. og Republikken OEstrig vedroerende det ansvar, denne stat ifalder som foelge af manglende korrekt gennemfoerelse af direktivet, hvilket har forhindret sagsoegerne i at opnaa tilbagebetaling af beloeb betalt til en insolvent rejsearrangoer.

3 Ifoelge direktivets artikel 1 har det til formaal at tilnaerme medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure, der saelges eller udbydes til salg paa Faellesskabets omraade.

4 Direktivets artikel 2 bestemmer:

»I dette direktiv forstaas ved:

1) Pakkerejse: en paa forhaand fastlagt kombination af mindst to af nedenstaaende elementer, der saelges eller udbydes til salg til en samlet pris, og naar ydelsen har en varighed paa over 24 timer eller omfatter en overnatning:

a) transport

b) indkvartering

c) andre turistmaessige ydelser, som udgoer en vaesentlig del af pakkerejsen, men som ikke er direkte knyttet til transport eller indkvartering.

Saerskilt fakturering af de enkelte elementer af en bestemt pakkerejse fritager ikke rejsearrangoeren eller formidleren for forpligtelserne i henhold til dette direktiv.

2) Rejsearrangoer: en person, der jaevnligt arrangerer pakkerejser og saelger eller udbyder disse til salg enten direkte eller gennem en formidler.

...

4) Forbruger: en person, der koeber eller erklaerer sig villig til at koebe en pakkerejse ('hovedkontrahenten'), eller enhver person, i hvis navn hovedkontrahenten forpligter sig til at koebe pakkerejsen ('de oevrige modtagere'), eller enhver person, til hvilken hovedkontrahenten eller en af de oevrige modtagere overdrager pakkerejsen ('overtageren').

...«

5 Direktivet indeholder i artikel 3-6 regler vedroerende beskyttelse af forbrugeren mod visse risici i forbindelse med pakkerejser, dvs. vildledende oplysninger vedroerende beskrivelsen af rejsen, maaden at betale pakkerejsen paa, fordelingen af ansvaret mellem arrangoeren og/eller saelgeren af pakkerejsen og de forskellige leverandoerer, hvis tjenesteydelser samlet udgoer pakkerejsen.

6 Det bestemmes i direktivets artikel 7, at rejsearrangoeren skal godtgoere, »at han stiller tilstraekkelig garanti til i tilfaelde af insolvens eller konkurs at sikre tilbagebetaling af erlagte beloeb og hjemtransport af forbrugeren«.

7 Ifoelge artikel 9 traeffer medlemsstaterne de noedvendige foranstaltninger for at efterkomme direktivet senest den 31. december 1992. Dog skulle Republikken OEstrig i medfoer af akten vedroerende vilkaarene for Republikken OEstrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltraedelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europaeiske Union (EFT 1994 C 241, s. 21, og EFT 1995 L 1, s. 1), gennemfoere direktivet senest den 1. januar 1995.

8 Direktivet er i OEstrig blevet gennemfoert ved en raekke lovgivningstiltag. Hvad angaar direktivets artikel 7 vedtog den oestrigske regering den 15. november 1994 Reisebuero-Sicherungsverordnung (BGBl. nr. 881 af 15.11.1994, s. 6501, herefter »bekendtgoerelsen«). Bekendtgoerelsens § 3, stk. 1, bestemmer, at rejsearrangoeren ved at indgaa en forsikringsaftale med et i OEstrig autoriseret forsikringsselskab skal garantere, at der kan ske tilbagebetaling af allerede erlagte beloeb, hvis de ydelser, der indgaar i rejsen, helt eller delvis ikke erlaegges som foelge af arrangoerens insolvens, samt udgifter til hjemtransporten, der har maattet afholdes som foelge af rejsearrangoerens insolvens. Ifoelge bekendtgoerelsens § 4 kan rejsearrangoeren ogsaa sikre kunden de ovennaevnte ydelser ved at stille uigenkaldelig og ubetinget bankgaranti i et i OEstrig autoriseret kreditinstitut eller ved en tilsvarende garantierklaering fra et offentligretligt organ.

9 Ifoelge bekendtgoerelsens § 3, stk. 2, skal garantisummen »udgoere mindst 5% af rejsearrangoerens omsaetning i det tilsvarende kvartal i det foregaaende kalenderaar. I det foerste aar, hvor der drives rejsearrangoervirksomhed, skal den anslaaede omsaetning i forbindelse med den paataenkte virksomhed laegges til grund. Modtager rejsearrangoeren et acontobeloeb fra kunden paa mere end 10% af rejsens pris eller restsaldoen tidligere end ti dage foer afrejsen, skal forsikringssummen udgoere mindst 10% af det i foerste punktum naevnte vejledende beloeb«.

10 Ifoelge bekendtgoerelsens § 6 finder den anvendelse paa alle pakkerejser bestilt efter den 1. januar 1995, hvis afrejsedag er fastsat til tidligst den 1. maj 1995.

11 Sagsoegerne i hovedsagen er abonnenter paa dagbladet »Neue Kronenzeitung« (herefter »Kronenzeitung«). I november 1994 sendte det selskab, der udgiver dagbladet, dem en meddelelse om, at Kronenzeitung som tak for abonnenternes trofasthed havde gjort det muligt, at rejsearrangoeren Arena-Club-Reisen foraerede dem en rejse af en varighed paa fire eller syv dage til fire destinationer i Europa, idet deltagerne dog selv skulle betale lufthavnsafgift.

12 Tilbuddet indeholdt bl.a. foelgende ydelser: flyrejse med forplejning om bord, tre eller seks overnatninger med morgenmad i et firestjernet hotel og sightseeing med guide. Eventuelle ledsagere skulle betale den i brochurerne angivne pris. Saafremt en abonnent oenskede at rejse alene, skulle den paagaeldende betale et tillaeg for enkeltvaerelse paa 500 ATS.

13 Abonnenter, der accepterede tilbuddet, modtog en bekraeftelse fra rejsearrangoeren og skulle til denne betale et acontobeloeb paa 10% af rejseudgifterne, saaledes at restbeloebet skulle betales senest ti dage foer afrejsen.

14 Imidlertid blev det paagaeldende tilbud en noget stoerre succes, end rejsearrangoeren havde forestillet sig, hvilket kom til udtryk ved en raekke logistiske og oekonomiske vanskeligheder hos denne. Under disse omstaendigheder indgav rejsearrangoeren den 4. juli 1995 begaering om konkursbehandling. Senere blev Kronenzeitung's reklamefremstoed kendt stridende mod OEstrigs konkurrenceret af OEstrigs hoejeste domstol.

15 Sagsoegerne i hovedsagen bestilte deres rejse mellem den 19. november 1994 og den 12. april 1995; nogle skulle rejse alene og andre ledsages af én til tre personer. De betalte alle hele rejsen forud. De rejser, som ifoelge bestillingen skulle have fundet sted mellem den 10. april og den 23. juli 1995, blev forinden annulleret af forskellige grunde.

16 Da tre af sagsoegerne i hovedsagen havde foretaget bestilling i 1994, var de ikke daekket af nogen forsikring, da bekendtgoerelsen foerst fandt anvendelse paa pakkerejser bestilt efter den 1. januar 1995. To sagsoegere anmeldte deres krav i rejsearrangoerens konkursbo, men selv om kravene blev anerkendt, fik de intet udbetalt af boet. For tre sagsoegeres vedkommende, der havde bestilt deres rejse efter den 1. januar 1995, og som skulle rejse efter den 1. maj 1995, var betalingen i princippet daekket af en garanti ifoelge bekendtgoerelsen. Imidlertid var den af rejsearrangoeren stillede bankgaranti paa 4 000 000 ATS ikke tilstraekkelig til at daekke de rejseudgifter, de havde afholdt, saaledes at daekningsgraden til slut laa paa 25,38% af det indbetalte beloeb.

17 Sagsoegerne i hovedsagen har anlagt sag mod Republikken OEstrig for den forelaeggende ret, for hvilken de goer gaeldende, at staten er ifaldet ansvar for forsinket og ufuldstaendig gennemfoerelse af direktivets artikel 7, idet de herved vil opnaa tilbagebetaling af deres indbetalinger, for saa vidt som dette ikke allerede er sket. Republikken OEstrig har bestridt at vaere ansvarlig og goer herved navnlig gaeldende, at de abonnenter, som reserverede for at rejse alene, ikke er omfattet af direktivets anvendelsesomraade, at der ikke foreligger nogen kvalificeret tilsidesaettelse af faellesskabsretten henset til tidspunktet for bekendtgoerelsens ikrafttraeden og til de oevrige tiltag med henblik paa at gennemfoere direktivet, og at der konkret savnes aarsagsforbindelse, idet der, selv om et ansvar for staten maatte foreligge, findes faktiske omstaendigheder, som havde afgoerende indflydelse paa de rejsendes tab, og som man normalt ikke kunne paaregne.

18 Under disse omstaendigheder har den nationale ret besluttet at udsaette sagen og at forelaegge Domstolen nedenstaaende praejudicielle spoergsmaal:

»1) Omfatter beskyttelsesformaalet med artikel 7 i Raadets direktiv 90/314/EOEF af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure (herefter 'direktivet'), ogsaa rejser, for hvilke hovedkontrahenten i henhold til aftalen,

a) hvis han rejser alene, ud over lufthavnssikkerhedsafgift (udrejseafgift) kun skal betale tillaeg for enkeltvaerelse, eller

b) hvis han ledsages af mindst endnu én person, som betaler fuldt ud, kun skal betale lufthavnssikkerhedsafgift (udrejseafgift),

mens hovedkontrahenten ikke skal betale vederlag for flyrejsen og overnatningen i et flersengsvaerelse?

2) Er saadanne rejser ogsaa omfattet af direktivets anvendelsesomraade, naar de af det dagblad i en medlemsstat, der har det stoerste oplag, udelukkende tilbydes dettes abonnenter som 'gave' inden for rammerne af en reklamekampagne, der er i strid med konkurrencereglerne?

Saafremt spoergsmaal 1) og 2) besvares bekraeftende, oenskes foelgende spoergsmaal besvaret:

3) Er direktivets artikel 7 gennemfoert inden for den fastsatte frist, naar de nationale bestemmelser, der blev offentliggjort den 15. november 1994, kun skulle anvendes paa deltagere i pakkerejser, som blev bestilt efter den 1. januar 1995, og hvor afrejsen tidligst skulle finde sted den 1. maj 1995, naermere bestemt

a) naar henses til OEstrigs deltagelse i Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade fra den 1. januar 1994 og

b) naar henses til OEstrigs tiltraedelse af Den Europaeiske Union den 1. januar 1995?

Saafremt spoergsmaal 3) besvares benaegtende, oenskes foelgende spoergsmaal besvaret:

4) Udgoer den ikke-rettidige gennemfoerelse af bestemmelsen i direktivets artikel 7 i sig selv en kvalificeret tilsidesaettelse af faellesskabsretten, og medfoerer den dermed en ret til erstatning for de skadelidte, naar medlemsstaten inden fristens udloeb har truffet egnede foranstaltninger til gennemfoerelse af alle de andre bestemmelser i direktivet?

5) Skal direktivets artikel 7 fortolkes saaledes, at de maal, der tilsigtes med denne bestemmelse, ikke naas, naar nationale bestemmelser

a) til daekning af risikoen kun foreskriver, at der skal foreligge en forsikringsaftale eller en bankgaranti med en forsikringssum (daekning) paa mindst 5% af omsaetningen i forbindelse med rejsearrangoerens virksomhed i det tilsvarende kvartal i det foregaaende kalenderaar

b) med hensyn til det foerste aar, hvor rejsearrangoeren driver virksomhed, kun forpligter ham til ved fastlaeggelsen af forsikringssummen (daekningen) at laegge den anslaaede omsaetning i forbindelse med den paataenkte virksomhed som rejsearrangoer til grund

c) i denne forbindelse ikke tager hensyn til rejsearrangoerens omsaetningsstigning i det loebende aar, og

d) ikke fastsaetter nogen kontrolpligt for medlemsstaten med hensyn til de noedvendige forsikringssummer?

6) Er der ogsaa en direkte aarsagsforbindelse mellem en ikke-rettidig eller ufuldstaendig gennemfoerelse af direktivets artikel 7 og et tab, der er paafoert forbrugeren som foelge heraf, som medfoerer, at medlemsstaten haefter for fuldstaendig tilbagebetaling af alle beloeb, der ikke er stillet garanti for, naar staten godtgoer, at aarsagen (eller en vaesentlig medvirkende aarsag) til skaden var rejsearrangoerens (tredjemands) retsstridige handlinger eller en helt usaedvanlig og uforudselig foroegelse af risikoen?«

Indledende bemaerkninger

19 Med disse spoergsmaal soeger den nationale ret naermere bestemt oplyst, om den skal give sagsoegerne i hovedsagen medhold i deres paastand om, at Republikken OEstrig i medfoer af faellesskabsretten er ansvarlig for den skade, der er en foelge af den angiveligt forsinkede og ufuldstaendige gennemfoerelse af direktivets artikel 7.

20 Den forelaeggende ret har i den forbindelse henvist til dommen af 8. oktober 1996, forenede sager C-178/94, C-179/94 og C-188/94, C-189/94 og C-190/94, Dillenkofer m.fl. (Sml. I, s. 4845), hvori Domstolen, for hvilken der var paaberaabt manglende gennemfoerelse af direktivets artikel 7, undersoegte de betingelser, der ifoelge faellesskabsretten er noedvendige for at paalaegge en medlemsstat ansvar for skade forvoldt borgerne i tilfaelde af, at et direktiv ikke er blevet gennemfoert inden for den fastsatte frist.

21 I dommen fastslog Domstolen i praemis 20, at der af selve traktatens system foelger et princip om, at staten er erstatningsansvarlig for tab, som er forvoldt borgerne paa grund af tilsidesaettelser af faellesskabsretten, der maa tilregnes staten, og at betingelserne for, at der kan kraeves erstatning paa grundlag af princippet om statens ansvar, afhaenger af den tilsidesaettelse af faellesskabsretten, der har forvoldt tabet. Domstolen fastslog tillige i praemis 21, at de skadelidte borgere har ret til erstatning, saafremt tre betingelser er opfyldt, nemlig at den faellesskabsretlige bestemmelse, der er overtraadt, har til formaal at tillaegge dem rettigheder, at tilsidesaettelsen er tilstraekkelig kvalificeret, og at der er en direkte aarsagsforbindelse mellem tilsidesaettelsen og det tab, borgerne har lidt.

22 Vedroerende den foerste betingelse fastslog Domstolen i praemis 42 i samme dom, at det maal, der tilsigtes med direktivets artikel 7, indebaerer, at der tillaegges deltageren i en pakkerejse ret til garanti for tilbagebetaling af erlagte beloeb og hjemtransport i tilfaelde af rejsearrangoerens insolvens eller konkurs. Den fastslog desuden i praemis 44, at det med tilstraekkelig bestemthed kan fastslaas, at indehaverne af de rettigheder, artikel 7 indebaerer, er forbrugerne som defineret i direktivets artikel 2, og at det samme gaelder med hensyn til indholdet af disse rettigheder, der bestaar i garanti for tilbagebetaling af beloeb, deltagerne i pakkerejser har erlagt, samt hjemtransport i tilfaelde af rejsearrangoerens insolvens eller konkurs. Under disse omstaendigheder maatte det laegges til grund, at direktivets artikel 7 har til formaal at tillaegge borgerne rettigheder, hvis indhold kan fastslaas med tilstraekkelig bestemthed.

23 Da Domstolen allerede i sagen Dillenkofer m.fl. fastslog, at artikel 7 tildeler borgerne rettigheder, hvis indhold kan defineres, maa det fastslaas, at de her forelagte praejudicielle spoergsmaal skal goere det muligt for den nationale ret at tage stilling foerst til spoergsmaalet, om Republikken OEstrig har tilsidesat sine forpligtelser ifoelge direktivets artikel 7 i forhold til sagsoegerne i hovedsagen, dernaest til spoergsmaalet, om tilsidesaettelsen er tilstraekkeligt kvalificeret, og endelig, om der foreligger aarsagsforbindelse.

Foerste og andet spoergsmaal

24 Med det foerste og andet spoergsmaal, som skal besvares samlet, spoerger den nationale ret naermere bestemt, om direktivets artikel 7 finder anvendelse paa rejser, der - i forbindelse med en efter national konkurrenceret ulovlig reklamekampagne - af et dagblad tilbydes som gave alene til abonnenterne, og for hvilke hovedkontrahenten, saafremt han rejser alene, betaler lufthavnsafgift og tillaeg for enevaerelse, eller, naar den paagaeldende ledsages af mindst én fuldtbetalende person, kun betaler lufthavnsafgift.

25 Sagsoegerne i hovedsagen, den franske regering og Det Forenede Kongeriges regering samt Kommissionen har anfoert, at dette spoergsmaal boer besvares bekraeftende.

26 Derimod anfoerer den oestrigske regering, at der kun foreligger en pakkerejse, naar forbrugeren skal betale en pris som modydelse for den samlede ydelse ifoelge kontrakten, svarende til modvaerdien af den samlede ydelse og beregnet paa grundlag af denne. Saafremt den rejsende for en rejse, som i det vaesentlige er en gave, bortset fra eventuelt medfoelgende, men ubetydelige omkostninger, kun betaler et tillaeg for enevaerelse i stedet for den samlede pris, foreligger der ikke en pakkerejse i direktivets forstand. Endvidere daekker direktivets anvendelsesomraade ikke rejser, der ikke saelges paa markedet til et ubegraenset antal potentielle kunder, eller som udbydes under disse omstaendigheder, men som alene som gave tildeles en forudfastsat gruppe af personer.

27 Indledningsvis maa det paapeges, at formaalet med artikel 7 er at beskytte forbrugerne mod de risici, der foelger af rejsearrangoerens insolvens eller konkurs. Disse risici, som er uadskilleligt forbundet med den kontrakt, der er indgaaet mellem forbrugeren og arrangoeren af pakkerejsen, er en foelge af forudbetalingen af pakkerejsens pris og fordelingen af ansvaret paa rejsearrangoeren og de forskellige tjenesteydere, hvis ydelser tilsammen udgoer pakkerejsen. Det maal, der tilsigtes med direktivets artikel 7, indebaerer saaledes, at der tillaegges deltageren i en pakkerejse rettigheder, der garanterer tilbagebetaling af erlagte beloeb og hjemtransport i tilfaelde af rejsearrangoerens insolvens eller konkurs (jf. dom af 14.5.1998, sag C-364/96, Verein fuer Konsumenteninformation, Sml. I, s. 2949, praemis 18).

28 Hvad angaar denne sag maa det foerst bemaerkes, at sagsoegerne i hovedsagen var udsat for de risici, som direktivets artikel 7 netop har til formaal at imoedegaa. Ved at foretage indbetaling foer afrejsen udsatte de sig for det foerste for risikoen for at miste dette beloeb, og for det andet - i tilfaelde af rejsearrangoerens insolvens eller konkurs under rejsens gennemfoerelse - for risikoen for ikke at kunne returnere fra opholdsstedet, hvis transportoeren som foelge af insolvensen eller konkursen afviser at praestere den ydelse, der svarer til hjemrejsen.

29 Det skal i oevrigt paapeges, at det ifoelge direktivets artikel 2, nr. 1, er tilstraekkeligt for at antage, at der foreligger en pakkerejse, at der paa forhaand bestaar en kombination af mindst to af tre elementer, som naevnes dér, naar rejsen saelges eller udbydes til salg til en samlet pris.

30 Henset til formaalet med artikel 7 og i betragtning af denne definition af begrebet »pakkerejse« maa det fastslaas, at artikel 7 finder anvendelse, selv om den modydelse, som koeberen skal erlaegge, ikke svarer til rejsens totalpris eller kun svarer til en del af rejsen.

31 Det maa tillige anfoeres, at det ikke har hjemmel i direktivet og vil vaere i strid med dets formaal, saafremt man begraenser dets anvendelsesomraade til pakkerejser, der tilbydes et potentielt ubegraenset antal forbrugere. For at direktivet finder anvendelse, er det saaledes tilstraekkeligt dels, at rejserne saelges eller udbydes til salg paa Faellesskabets omraade til en fast pris, dels at den faste pris indeholder mindst to af de elementer, som naevnes i direktivets artikel 2, nr. 1.

32 Endelig maa det fastslaas, at det forhold, at reklamekampagnen i form af rejser tilbudt som gave fra dagbladet Kronenzeitung er blevet kendt stridende mod national konkurrenceret, ikke indebaerer, at disse rejser ikke maa betegnes som pakkerejser i direktivets forstand.

33 Under disse omstaendigheder maa det foerste og det andet spoergsmaal besvares saaledes, at direktivets artikel 7 finder anvendelse paa rejser, som - i forbindelse med en efter national konkurrenceret ulovlig reklamekampagne - tilbydes som gave af et dagblad alene til abonnenterne, og for hvilke hovedkontrahenten, saafremt han rejser alene, betaler lufthavnsafgift og tillaeg for enevaerelse, eller, saafremt han ledsages af mindst én fuldtbetalende person, kun betaler lufthavnsafgift.

Tredje spoergsmaal

34 Med det tredje spoergsmaal oensker den nationale ret oplysning vedroerende de forpligtelser, der paahviler Republikken OEstrig med hensyn til at indfoere den i direktivets artikel 7 omhandlede garanti.

35 Den nationale ret - der henviser til, at bekendtgoerelsen kun finder anvendelse paa pakkerejser bestilt efter den 1. januar 1995, og hvis afrejsedato var fastsat til tidligst den 1. maj 1995 - spoerger navnlig, hvilken betydning det i den forbindelse kan have, at Republikken OEstrig med virkning fra den 1. januar 1994 indtraadte i Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade.

36 Det skal foerst bemaerkes, at ifoelge artikel 7 i aftalen om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade, der blev indgaaet mellem De Europaeiske Faellesskaber, deres medlemsstater og Republikken Finland, Republikken Island, Fyrstendoemmet Liechtenstein, Kongeriget Norge, Det Schweiziske Edsforbund, Republikken OEstrig og Kongeriget Sverige, undertegnet i Porto den 2. maj 1992 (EFT 1994 L 1, s. 3, herefter »EOES-aftalen«), sammenholdt med punkt 11 i protokol nr. 1 til naevnte aftale, skulle Republikken OEstrig gennemfoere direktivet straks fra aftalens ikrafttraeden, dvs. den 1. januar 1994.

37 Den nationale ret rejser foelgelig det spoergsmaal, om Republikken OEstrig, paa grund af en eventuel tilsidesaettelse af denne forpligtelse, i medfoer af EOES-aftalen kan vaere ansvarlig for skade forvoldt borgerne ved denne tilsidesaettelse.

38 I den henseende skal det blot fastslaas, at Domstolen, som anfoert af den svenske regering og af Kommissionen, og saaledes som det fremgaar af Domstolens d.d. afsagte dom i Andersson-sagen (sag C-321/97, praemis 28-31), ikke har kompetence, hverken efter traktatens artikel 177 eller efter EOES-aftalen, til at udtale sig om fortolkningen af EOES-aftalen hvad angaar dens gennemfoerelse af Republikken OEstrig i et tidsrum, der ligger foer tiltraedelsen til Den Europaeiske Union.

39 Det skal i oevrigt, henset til den maalsaetning om ensartet fortolkning og anvendelse, der ligger til grund for EOES-aftalen, paapeges, at de grundsaetninger, der gaelder for at kunne paalaegge en EFTA-stat ansvar for tilsidesaettelse af et direktiv, som der henvises til i EOES-aftalen, er blevet behandlet i dom afsagt af EFTA-Domstolen den 10. december 1998 i Sveinbjoernsdóttir-sagen (E-9/97, endnu ikke trykt i EFTA Court Reports).

40 Henset til de ovenstaaende bemaerkninger har Domstolen saaledes kun kompetence til at udtale sig om spoergsmaalet, om en medlemsstat, der tiltraadte Den Europaeiske Union den 1. januar 1995, korrekt har gennemfoert direktivets artikel 7, saafremt den har vedtaget en lovgivning, der beskytter rejsende, som bestilte pakkerejser efter den 1. januar 1995, naar beskyttelsen begraenses til alene at gaelde rejser, hvis afrejsedato tidligst var den 1. maj 1995.

41 Sagsoegerne i hovedsagen har gjort gaeldende, at gennemfoerelsen af direktivets artikel 7 er sket for sent, eftersom medlemsstaten burde have foretaget gennemfoerelsen saaledes, at artikel 7 kunne faa fuld retsvirkning fra den 1. januar 1995.

42 Republikken OEstrig har gjort gaeldende, at et direktiv ikke kan antages at vaere for sent gennemfoert, naar en medlemsstat inden for den fastsatte gennemfoerelsesfrist har vedtaget foranstaltninger, der er i overensstemmelse med direktivets formaal, og som traeder i kraft ved fristens udloeb.

43 Kommissionen har anfoert, at en lovgivning vedtaget af en medlemsstat, der tiltraadte Den Europaeiske Union den 1. januar 1995, og som alene beskytter rejsende, der bestilte en rejse efter den 1. januar 1995, med afrejse fastsat til tidligst den 1. maj 1995, ikke korrekt gennemfoerer direktivets artikel 7.

44 Hvad angaar den forpligtelse, Republikken OEstrig ifoelge faellesskabsretten har til at gennemfoere direktivet efter sin tiltraeden af Den Europaeiske Union den 1. januar 1995, bemaerkes, at Domstolen i dommen i sagen Dillenkofer m.fl. i praemis 50 fastslog, at medlemsstaterne, for at sikre en fuldstaendig gennemfoerelse af direktivets artikel 7, inden for den fastsatte frist skulle traeffe alle de noedvendige foranstaltninger for fra direktivets gennemfoerelsesfrist at sikre deltagerne i pakkerejser tilbagebetaling af erlagte beloeb og hjemtransport i tilfaelde af rejsearrangoerens insolvens eller konkurs.

45 Heraf foelger, at garantierne efter direktivets artikel 7 skal daekke samtlige kontrakter om pakkerejser, der er afsluttet efter den 1. januar 1995, og som skal finde sted efter denne dato, hvorfor en gennemfoerelsesbestemmelse, der kun beskytter rejsende, hvis afrejse er fastsat til tidligst den 1. maj 1995, er i strid med direktivet.

46 Det maa imidlertid konstateres, at medlemsstaternes forpligtelse til at vedtage de noedvendige foranstaltninger for at garantere koeberne af rejser den ved artikel 7 fastsatte beskyttelse allerede fra den for direktivets gennemfoerelse fastsatte dato ikke kan udvides til kontrakter om rejser indgaaet foer den dato, der er fastsat for direktivets gennemfoerelse. Da en forpligtelse til at udvide garantien til kontrakter, som bestaar paa datoen for direktivets gennemfoerelse, ikke har noget grundlag i direktivets artikel 9 - som fastsaetter datoen for, hvornaar direktivet skal vaere gennemfoert - kan beskyttelsen af forbrugerne, jf. artikel 7, ikke udvides til et tidsrum, i hvilket garantiordningen endnu ikke skulle have vaeret indfoert.

47 Herved skal det paapeges, at artikel 7's ordning indeholder beskyttelse af forbrugere, der indgaar en kontrakt om pakkerejse, og at den beskyttelse, ordningen giver disse, ikke kan paaregnes at gaelde for rejsende, foer garantiordningen - som de normalt skal finansiere - er blevet indfoert.

48 Henset til de ovenstaaende betragtninger maa det tredje spoergsmaal besvares med, at en medlemsstat, der tiltraadte Den Europaeiske Union den 1. januar 1995, ikke har gennemfoert direktivets artikel 7 korrekt, saafremt den har vedtaget en lovgivning til beskyttelse af rejsende, som bestilte deres pakkerejser efter den 1. januar 1995, naar beskyttelsen begraenses til rejser med afrejse tidligst den 1. maj 1995.

Fjerde spoergsmaal

49 Med det fjerde spoergsmaal spoerger den nationale ret naermere bestemt, om en saadan ukorrekt gennemfoerelse af direktivets artikel 7 er en tilstraekkelig kvalificeret tilsidesaettelse af faellesskabsretten, der medfoerer ret til erstatning, skoent alle de oevrige direktivbestemmelser er blevet gennemfoert, saaledes som det er tilfaeldet i sagen.

50 Det fremgaar af Domstolens praksis, at en tilsidesaettelse er tilstraekkelig kvalificeret, saafremt en institution eller en medlemsstat under udoevelsen af sin kompetence til at udstede generelle retsakter aabenbart og groft har overskredet graenserne for sine befoejelser. Den kompetente retsinstans kan i den forbindelse bl.a. tage i betragtning, hvor klar og praecis den tilsidesatte bestemmelse er (dom af 26.3.1996, sag C-292/93, British Telecommunications, Sml. I, s. 1631, praemis 42).

51 Det maa i denne sag fastslaas, at hverken artikel 7 eller nogen anden bestemmelse i direktivet kan fortolkes saaledes, at den giver medlemsstaterne ret til at begraense artiklens anvendelse til rejser foretaget paa en bestemt dato, der ligger efter gennemfoerelsesfristen. Medlemsstaten havde ingen ret til frit at skoenne hvad angaar gennemfoerelsen af bestemmelserne i artikel 7 i sin retsorden, saaledes at begraensningen af den beskyttelse, der foreskrives i artikel 7, til kun at gaelde rejser, hvis afgangsdato var fastsat til tidligst den 1. maj 1995, klart er uforenelig med de af direktivet flydende forpligtelser og derfor er en tilstraekkelig kvalificeret tilsidesaettelse af faellesskabsretten.

52 Det forhold, at medlemsstaten har gennemfoert samtlige andre bestemmelser i direktivet, aendrer ikke denne bedoemmelse.

53 Paa baggrund af de ovenstaaende betragtninger maa der svares paa det fjerde spoergsmaal, at en gennemfoerelse af direktivets artikel 7, der begraenser den beskyttelse, som foreskrives ved denne bestemmelse, til kun at gaelde rejser, hvis afgangsdato er blevet fastsat til tidligst fire maaneder efter fristen for at gennemfoere direktivet, er en tilstraekkelig kvalificeret tilsidesaettelse af faellesskabsretten, uanset at medlemsstaten har gennemfoert samtlige andre bestemmelser i direktivet.

Femte spoergsmaal

54 Med det femte spoergsmaal soeger den nationale ret klarlagt, om direktivets artikel 7 er blevet korrekt gennemfoert, naar en national lovgivning for at daekke risikoen begraenser sig til at kraeve en forsikringsaftale eller en bankgaranti, hvis stoerrelse skal svare til mindst 5% af rejsearrangoerens omsaetning i det tilsvarende kvartal i det foregaaende kalenderaar, og naar lovgivningen kraever af en ny rejsearrangoer paa markedet at tage udgangspunkt i den anslaaede omsaetning i forbindelse med den af rejsearrangoeren paataenkte virksomhed uden at tage hensyn til rejsearrangoerens omsaetningsstigning i det loebende aar samt uden at fastsaette nogen kontrol fra medlemsstatens side af de noedvendige forsikringssummer.

55 Den franske regering og Kommissionen har gjort gaeldende, at direktivets artikel 7 skal fortolkes saaledes, at det foreskriver en forpligtelse til at opnaa et resultat, hvorfor dets maal ikke naas, naar den nationale lovgiver ikke traeffer foranstaltninger, der kan sikre tilbagebetaling af alle forudbetalte beloeb og hjemtransport af forbrugerne i tilfaelde af arrangoerens insolvens eller konkurs.

56 Ifoelge Det Forenede Kongeriges regering tilkommer det medlemsstaten, henset til de saerlige forhold, der hersker paa dens omraade i rejsebranchen, at sikre, at garantisummen ifoelge den nationale lovgivning naar maalene i direktivets artikel 7.

57 Den oestrigske regering har gjort gaeldende, at den effektive virkning og fuldstaendige karakter af de retsakter, ved hvilke medlemsstaterne gennemfoerer direktiver i national ret, skal bedoemmes i forhold til, hvad man havde kendskab til paa tidspunktet for gennemfoerelsen. Det er umuligt at foretage en efterfoelgende bedoemmelse i den henseende, hvilket navnlig gaelder, naar der vedroerende faktiske forhold, der skal reguleres, paa tidspunktet for gennemfoerelsen ikke fandtes noget juridisk instrument og ingen erfaring. Flertallet af medlemsstaterne valgte, hvad angaar garantien, ligesom Republikken OEstrig, at stille krav om en forsikringsaftale eller om en bankgaranti fra arrangoerens side. Den valgte juridiske mekanisme udgoer under alle omstaendigheder en egnet gennemfoerelsesforanstaltning i overensstemmelse med formaalet.

58 Den oestrigske regering anfoerer herefter, at det er hensigtsmaessigt at forbinde garantisummen med rejsearrangoerens omsaetning, eftersom omsaetningen er et element, der afsloerer omfanget af hans virksomhed og af den heraf foelgende risiko for insolvens. Fastsaettelsen af garantisummen til 5% af omsaetningen i forbindelse med arrangoerens virksomhed i det tilsvarende kvartal i det foregaaende kalenderaar er i sig selv en tilstraekkelig gennemfoerelsesforanstaltning i overensstemmelse med direktivets formaal, idet denne beregningsmaade har vist sig tilstraekkelig i forbindelse med en konkurs, der fulgte efter insolvens hos en langt stoerre rejsearrangoer, der i aarevis havde vaeret etableret paa markedet. Tilsvarende er det for en ny rejsearrangoer berettiget at forbinde forsikringssummen med den forventede omsaetning, naar der ikke findes andre relevante forhold. Det forhold, at de i hovedsagen omhandlede abonnenter, havde fordringer, der falder ind under bekendtgoerelsens anvendelsesomraade, men som kun var sikret op til 25,38%, er ikke den direkte foelge af en ufuldstaendig gennemfoerelse af direktivet, men et helt usaedvanligt og uforudseligt sammenfald af retsstridige handlinger fra tredjemands side.

59 Det maa i overensstemmelse med, hvad der blev fastslaaet under gennemgangen af det foerste og andet spoergsmaal, paapeges, at direktivets artikel 7 har til formaal at beskytte forbrugeren mod risikoen ved rejsearrangoerens insolvens eller konkurs.

60 Det fremgaar saaledes af selve ordlyden af artikel 7, at det maal, der tilsigtes med gennemfoerelsen af denne bestemmelse, er, at rejsearrangoeren forpligtes til at stille tilstraekkelig garanti til i tilfaelde af insolvens eller konkurs at sikre tilbagebetaling af erlagte beloeb og hjemtransport af forbrugeren (dommen i Dillenkofer m.fl.-sagen, praemis 34).

61 Foelgelig tilsigter direktivets artikel 7 fuldt ud at beskytte de i denne bestemmelse naevnte forbrugeres rettigheder og dermed at beskytte disse mod samtlige de i artiklen omhandlede risici, der staar i forbindelse med rejsearrangoerens insolvens.

62 Som generaladvokaten har anfoert i punkt 48 i forslaget til afgoerelse, var de konkrete tiltag fra den oestrigske regerings side - henset til det forhold, at garantisummen beregnes ud fra et bestemt bureaus omsaetning i det foregaaende aar, eller i tilfaelde af, at rejsearrangoeren er ny paa markedet, ud fra den af ham beregnede/forventede omsaetning - utilstraekkelige, eftersom bekendtgoerelsen kun kraever en stoerrelsesmaessigt og beregningsmaessigt begraenset garanti. Denne ordning kan saaledes ikke strukturelt imoedegaa begivenhederne i den paagaeldende oekonomiske sektor, saasom en betydelig forhoejelse af forudbestilingernes antal i forhold enten til omsaetningen det foregaaende aar eller til den forventede omsaetning.

63 Der findes hverken i betragtningerne til direktivet eller i artikel 7's ordlyd nogen antydning af, at den i artikel 7 omhandlede garanti kan begraenses, saaledes som det er sket ved OEstrigs gennemfoerelse af garantiordningen. Det kan vel med den oestrigske regering antages, at der kan opstaa praktiske vanskeligheder ved at indrette et garantisystem, der daekker samtlige de i direktivets artikel 7 omhandlede risici, men ikke desto mindre er det et saadant system, faellesskabslovgiveren har indfoert.

64 Det maa derfor konkluderes, at en national lovgivning kun korrekt opfylder forpligtelserne efter direktivets artikel 7, saafremt den, uanset den naermere udformning, har til virkning effektivt at sikre forbrugeren tilbagebetaling af samtlige erlagte beloeb og hjemtransport i tilfaelde af rejsearrangoerens insolvens.

65 Vedroerende spoergsmaalet, om medlemsstaterne efter direktivets artikel 7 har en forpligtelse til at indfoere en ordning med kontrol af garantibeloebene, maa det bemaerkes, saaledes som Det Forenede Kongeriges regering har gjort, at direktivet ikke indeholder nogen forpligtelse hertil. Det er heller ikke blevet godtgjort, at indfoerelsen af en kontrolordning for garantisummerne er noedvendig for at naa maalene med artikel 7.

66 I betragtning af de ovenstaaende bemaerkninger maa det femte spoergsmaal besvares med, at direktivets artikel 7 ikke er blevet korrekt gennemfoert, naar en national lovgivning for at daekke risikoen begraenser sig til at kraeve en forsikringsaftale eller en bankgaranti, hvis stoerrelse skal svare til mindst 5% af rejsearrangoerens omsaetning i det tilsvarende kvartal i det foregaaende kalenderaar, og naar lovgivningen af en ny arrangoer paa markedet kraever, at der skal tages udgangspunkt i den anslaaede omsaetning af den af arrangoeren paataenke virksomhed uden hensyn til arrangoerens omsaetningsstigning i det loebende aar.

Sjette spoergsmaal

67 Den nationale rets sjette spoergsmaal gaar naermere bestemt ud paa, om en direkte aarsagsforbindelse, naar en saadan foreligger mellem adfaerden fra den stats side, som ufuldstaendigt har gennemfoert direktivet, og den af borgerne lidte skade, ikke vil paadrage staten ansvar, naar denne godtgoer, at rejsearrangoeren har handlet uagtsomt, eller naar helt usaedvanlige eller uforudselige begivenheder er indtraadt.

68 Sagsoegerne i hovedsagen har gjort gaeldende, at misligheder fra rejsearrangoerens eller tredjemands side ikke kan fritage medlemsstaten for ansvar. Spoergsmaalet om en helt usaedvanlig og uforudselig foroegelse af faren er konkret uden betydning, for saa vidt som en staerkt stigende omsaetning ikke under nogen omstaendigheder kan vaere uforudselig og under alle omstaendigheder burde have vaeret forudset af den nationale lovgiver.

69 Republikken OEstrig har gjort gaeldende, at der i hvert fald ikke foreligger direkte aarsagsforbindelse mellem den ikke-rettidige eller ufuldstaendige gennemfoerelse af direktivets artikel 7 og den af forbrugerne lidte skade, saafremt tidspunktet for og omfanget af gennemfoerelsesforanstaltningerne ikke har kunnet medvirke til skadens opstaaen paa anden maade end ved et helt usaedvanligt og uforudseligt begivenhedsforloeb.

70 Det Forenede Kongeriges regering og den svenske regering har anfoert, at det tilkommer den nationale ret at afgoere efter grundsaetningerne i national ret, om der konkret er direkte aarsagsforbindelse mellem paa den ene side helt manglende eller utilstraekkelig gennemfoerelse af artikel 7 fra medlemsstatens side inden for fristen, og paa den anden side den af forbrugerne lidte skade, saaledes at medlemsstaten bliver ansvarlig og har pligt til fuldstaendigt at godtgoere de beloeb, der ikke er daekket.

71 Ifoelge Kommissionen maa det antages, at denne aarsagsforbindelse ogsaa foreligger, naar arrangoerens insolvens og dennes omfang har helt usaedvanlige og uforudselige aarsager.

72 I den forbindelse maa det anfoeres, saaledes som Domstolen fastslog i dommen af 5. marts 1996 (forenede sager C-46/93 og C-48/93, Brasserie du pêcheur og Factortame, Sml. I, s. 1029, praemis 65), at det tilkommer de nationale retsinstanser at tage stilling til, om der er en direkte aarsagsforbindelse mellem overtraedelsen af den forpligtelse, der paahviler staten, og de skadelidtes tab.

73 Det maa i denne sag bemaerkes, at den forelaeggende ret har fastslaaet, at der fandtes en saadan direkte aarsagsforbindelse mellem den medlemsstats adfaerd, som ufuldstaendigt har gennemfoert direktivet, og den af borgerne lidte skade.

74 Dernaest maa det anfoeres, at direktivets artikel 7 indebaerer en forpligtelse til at naa det resultat, at deltagerne i pakkerejser opnaar en ret til garanteret tilbagebetaling af erlagte beloeb og hjemtransport i tilfaelde af rejsearrangoerens konkurs. Denne garanti skal netop sikre, at forbrugeren beskyttes mod virkningerne af konkursen, uanset dens aarsager.

75 Under disse omstaendigheder bevirker uagtsomhed hos rejsearrangoeren eller indtraeden af helt usaedvanlige eller uforudselige begivenheder ikke, at medlemsstaten ikke ifalder ansvar for tilsidesaettelse af direktivets artikel 7.

76 Saadanne omstaendigheder er i det omfang, hvori de ikke maatte have vaeret en hindring for tilbagebetaling af de erlagte beloeb og for hjemtransport af forbrugerne, saafremt garantiordningen var blevet ivaerksat i overensstemmelse med direktivets artikel 7, derfor ikke af en saadan karakter, at direkte aarsagsforbindelse ikke kan antages at foreligge.

77 Det sjette spoergsmaal skal foelgelig besvares med, at naar der foreligger bevis for direkte aarsagsforbindelse, bevirker uagtsom adfaerd fra rejsearrangoerens side eller indtraeden af helt usaedvanlige eller uforudseelige begivenheder ikke, at medlemsstaten ikke ifalder ansvar for tilsidesaettelse af direktivets artikel 7.

Sagens omkostninger

78 De udgifter, der er afholdt af den franske regering, den svenske regering og af Det Forenede Kongeriges regering samt af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Landesgericht Linz ved kendelse af 26. marts 1997, for ret:

1) Artikel 7 i Raadets direktiv 90/314/EOEF af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure, finder anvendelse paa rejser, der - i forbindelse med en efter national konkurrenceret ulovlig reklamekampagne - tilbydes som gave af et dagblad alene til abonnenterne, og for hvilke hovedkontrahenten, saafremt han rejser alene, betaler lufthavnsafgift og tillaeg for enevaerelse, eller, saafremt han ledsages af mindst én fuldtbetalende person, kun betaler lufthavnsafgift.

2) En medlemsstat, der tiltraadte Den Europaeiske Union den 1. januar 1995, har ikke gennemfoert artikel 7 i direktiv 90/314 korrekt, saafremt den har vedtaget en lovgivning til beskyttelse af rejsende, som bestilte deres pakkerejser efter den 1. januar 1995, naar beskyttelsen begraenses til rejser med afrejse tidligst den 1. maj 1995.

3) En gennemfoerelse af artikel 7 i direktiv 90/314, der begraenser den beskyttelse, som foreskrives ved denne bestemmelse, til kun at gaelde rejser, hvis afgangsdato er blevet fastsat til tidligst fire maaneder efter fristen for at gennemfoere direktivet, er en tilstraekkelig kvalificeret tilsidesaettelse af faellesskabsretten, uanset at medlemsstaten har gennemfoert samtlige andre bestemmelser i direktivet.

4) Artikel 7 i direktiv 90/314 er ikke blevet korrekt gennemfoert, naar en national lovgivning for at daekke risikoen begraenser sig til at kraeve en forsikringsaftale eller en bankgaranti, hvis stoerrelse skal svare til mindst 5% af rejsearrangoerens omsaetning i det tilsvarende kvartal i det foregaaende kalenderaar, og naar lovgivningen af en ny arrangoer paa markedet kraever, at der skal tages udgangspunkt i den anslaaede omsaetning af den af arrangoeren paataenke virksomhed uden hensyn til arrangoerens omsaetningsstigning i det loebende aar.

5) Naar der foreligger bevis for direkte aarsagsforbindelse, bevirker uagtsom adfaerd fra rejsearrangoerens side eller indtraeden af helt usaedvanlige eller uforudseelige begivenheder ikke, at medlemsstaten ikke ifalder ansvar for tilsidesaettelse af direktivets artikel 7.