61995J0054

1 Landbrug - faelles landbrugspolitik - finansiering gennem EUGFL - afslag paa at afholde ikke-forskriftsmaessige udgifter - finansiel korrektion anvendt i flere regnskabsaar - forhoejelse af korrektion for efterfoelgende regnskabsaar - tilsidesaettelse af principperne om retssikkerhed og om beskyttelse af den berettigede forventning - foreligger ikke - medlemsstat, der har aendret kontrolprocedurer efter det regnskabsaar, der er genstand for regnskabsafslutningen - nedsaettelse af finansiel korrektion - mulighed for Kommissionen

2 Landbrug - EUGFL - regnskabsafslutning - Kommissionens kontrolbefoejelse med hensyn til udgifternes lovmaessighed - rimelig tvivl opstaaet - bevisbyrde paahvilende medlemsstaten

3 Landbrug - faelles markedsordning - eksportrestitutioner - betingelser for ydelse - produktets indfoersel i bestemmelseslandet - artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 3665/87 - betingelser for anvendelse - alvorlig tvivl om produktets faktiske destination - begrebet »destination«

(Kommissionens forordning nr. 3665/87, art. 5, stk. 1)

4 Landbrug - faelles landbrugspolitik - finansiering gennem EUGFL - medlemsstaternes forpligtelser - foranstaltninger truffet med henblik paa at sikre udgifternes lovmaessighed - raekkevidde

(EF-traktaten, art. 5; Raadets forordning nr. 729/70, art. 8, stk. 1)

5 Landbrug - faelles landbrugspolitik - finansiering gennem EUGFL - eksportrestitutioner udbetalt i en medlemsstat for angivne produkter, som ikke svarede til de udfoerte produkter - beloeb paahvilende fonden - betingelser

(Raadets forordning nr. 729/70, art. 2, stk. 1, og nr. 2913/92, art. 78, stk. 3)

6 Landbrug - EUGFL - regnskabsafslutning - tilbagesoegning af fejlagtigt udbetalte beloeb - vurdering af, om en i medlemsstaten igangvaerende tilbagesoegning vil baere frugt eller ej - saerlig meddelelse til Kommissionen om ikke-tilbagebetalte beloeb - meddelelse ikke undergivet frist - Kommissionens kompetence til at fastsaette en frist for fremsendelse af noedvendige oplysninger - graenser

(EF-traktaten, art. 169; Raadets forordning nr. 595/91, art. 5, stk. 2)

7 Landbrug - faelles markedsordning - eksportrestitutioner - fremlaeggelse af bevisdokumenter - overskridelse af den ved forordning fastsatte frist - indroemmelse af yderligere frister - nationale myndigheders skoen - graenser

(Kommissionens forordning nr. 3665/87, art. 47, stk. 4)

8 Landbrug - faelles landbrugspolitik - finansiering gennem EUGFL - principper - medlemsstaternes forpligtelse til at udvise omhu ved tilbagesoegning af fejlagtigt udbetalte beloeb - tilsidesaettelse - begrundet i varigheden af de procedurer, som de erhvervsdrivende har indledt for at undgaa tilbagebetaling - ikke tilladt - anvendelse af national ret paa tilbagesoegningsprocedurerne - graenser

(EF-traktaten, art. 5; Raadets forordning nr. 729/70, art. 8)

9 Landbrug - faelles markedsordning - eksportrestitutioner - differentierede restitutioner - betingelser for ydelse - varens indfoersel i bestemmelseslandet - bevisregler - fortoldningsattest - begraenset bevisvaerdi

1 Kommissionen skal inden for rammerne af regnskabsafslutningen for EUGFL kontrollere de regnskaber, som en medlemsstat fremlaegger for et givent regnskabsaar. For denne procedure gaelder der den regel, at kun de udgifter, der er afholdt i overensstemmelse med faellesskabsbestemmelserne, kan afholdes gennem Faellesskabets budget.

Foelgelig er Kommissionen berettiget til at foretage en finansiel korrektion, naar de kontrolundersoegelser, som den paagaeldende medlemsstat foretog, ikke var i overensstemmelse med faellesskabsretten. Den er ligeledes berettiget til for et givent regnskabsaar at forhoeje satsen for den korrektion, der finder anvendelse over for denne stat, i lignende tilfaelde for tidligere regnskabsaar, naar de nationale myndigheder ikke inden for den fastsatte frist har meddelt Kommissionen de foranstaltninger, der er blevet truffet for at bringe disse undersoegelser i overensstemmelse med naevnte bestemmelser. Selv om Kommissionen har tolereret uregelmaessighederne af rimelighedshensyn, giver det ikke den paagaeldende medlemsstat ret til under henvisning til retssikkerhedsprincippet eller princippet om beskyttelse af den berettigede forventning at kraeve, at det samme sker med hensyn til uregelmaessighederne i det foelgende regnskabsaar.

Desuden kan den omstaendighed, at en medlemsstat efter det regnskabsaar, der er genstand for regnskabsafslutningen, har truffet saadanne aendringsforanstaltninger, ikke goere Kommissionens mulighed for at nedsaette korrektionsbeloebet for dette regnskabsaar til en forpligtelse, selv naar den paagaeldende medlemsstat ikke rettidigt har fremsendt oplysninger om disse foranstaltninger til Kommissionen.

2 Det paahviler ikke Kommissionen, saafremt den afslaar at lade EUGFL afholde en raekke udgifter med den begrundelse, at udgifterne beror paa, at medlemsstaten har tilsidesat Faellesskabets retsforskrifter, udtoemmende at godtgoere, at oplysningerne fra medlemsstaterne er urigtige. Det er tilstraekkeligt, at den fremlaegger et bevis for, at den har en begrundet og rimelig tvivl med hensyn til de tal, der er meddelt af de nationale myndigheder. Denne lempelse af beviskravet til Kommissionen skyldes, at staten har bedre adgang til at indsamle og kontrollere de oplysninger, der er noedvendige for afslutningen af regnskaberne, og at staten foelgelig skal foere det mere detaljerede og fuldstaendige bevis for, at dens tal er rigtige, og efter omstaendighederne for, at Kommissionens beregninger er forkerte.

Det foelger heraf, at naar Kommissionen afslutter medlemsstaternes regnskaber, er den ikke forhindret i at fremsaette udtalelser, der gaar videre end de uregelmaessigheder, som er godtgjort for en national domstol, naar den naerer en begrundet og rimelig tvivl med hensyn til behoerigheden af de af EUGFL finansierede foranstaltninger.

3 Artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 3665/87, hvorefter udbetalingen af eksportrestitutioner er betinget af, at produktet er indfoert i bestemmelseslandet, naar der er alvorlig tvivl om produktets faktiske destination, eller naar der er en risiko for, at produktet genindfoeres til Faellesskabet som foelge af forskellen mellem restitutionsbeloebet og den importafgift, som gaelder for et identisk produkt, har til formaal at undgaa misbrug af restitutioner. For et produkt, hvis pris og dermed restitutionsbeloebet afhaenger af dets anvendelses kvalitative kendetegn, vil misbrug ligeledes kunne forekomme, naar dets faktiske anvendelse, dvs. dets virkelige destination i ordets funktionelle betydning, ikke svarer til produktets konkrete anvendelse. Udtrykket »destination« i denne bestemmelse skal derfor ikke kun forstaas i geografisk betydning, men ogsaa i funktionel betydning.

4 Artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 729/70, der er udtryk for de forpligtelser, der paahviler medlemsstaterne i henhold til traktatens artikel 5, paalaegger saaledes disse en generel forpligtelse til at traeffe de noedvendige foranstaltninger for at sikre, at de af EUGFL finansierede foranstaltninger virkelig er blevet gennemfoert og paa behoerig maade, og for at forhindre og forfoelge uregelmaessigheder, ogsaa selv om der i henhold til den enkelte faellesskabsretsakt ikke udtrykkeligt skal traeffes bestemte kontrolforanstaltninger.

Ved vedtagelsen af kontrolforanstaltninger skal de nationale myndigheder gaa frem med samme omhu som ved deres gennemfoerelse af tilsvarende nationale bestemmelser med henblik paa at undgaa enhver begraensning af faellesskabsrettens effektivitet. Selv om de nationale myndigheder i denne henseende stadig frit kan vaelge de foranstaltninger, som de finder egnede til beskyttelse af Faellesskabets oekonomiske interesser, kan denne frihed paa ingen maade paavirke de kraevede kontrollers og undersoegelsers hurtighed, gode organisering og fuldstaendighed.

5 De nationale myndigheders udbetaling af en eksportrestitution kan ikke anses for at vaere foretaget i overensstemmelse med EF-reglerne, naar det produkt, der rent faktisk blev udfoert, ikke svarer til det angivne produkt som foelge af eksportoerens adfaerd. I det tilfaelde, hvor eksportoererne bevidst har erklaeret, at de udfoerte dyr var racerene avlsdyr, skoent de i virkeligheden var slagtedyr, for at opnaa en hoejere restitutionssats, er EUGFL's hensyntagen til de af de nationale myndigheder foretagne udbetalinger til den lavere sats, der gaelder for slagtekvaeg, kun mulig, hvis de urigtige toldangivelser efterfoelgende var blevet berigtiget ved fremlaeggelsen af de dokumenter, der er foreskrevet i EF-reglerne for udfoersel af produkter, der faktisk er blevet udfoert.

6 Naar der paa nationalt plan er ivaerksat foranstaltninger til inddrivelse af uretmaessigt udbetalte faellesskabsmidler, tilkommer det medlemsstaten i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 595/91 i en saerlig meddelelse at give Kommissionen underretning om det ikke-tilbagebetalte beloeb, naar den skoenner, at der ikke vil kunne opnaas eller forventes fuldstaendig tilbagebetaling af det uretmaessigt tildelte beloeb, hvorefter Kommissionen traeffer afgoerelse om, hvem der skal baere de finansielle foelger heraf.

Selv om denne meddelelse ikke er undergivet en frist, maa udoevelsen af den kompetence, som medlemsstaterne har med hensyn til at vurdere, om den igangvaerende tilbagesoegning vil baere frugt eller ej, dog ikke foere til, at regnskabsafslutningen for et givet regnskabsaar forsinkes unoedvendigt. Den interesse, der er forbundet med en hurtig gennemgang af medlemsstaternes regnskaber, kraever, at Kommissionen kan fastsaette en frist for vedkommende medlemsstat til at fremsende de noedvendige oplysninger, herunder oplysninger om igangvaerende tilbagesoegningsprocedurer, uden at den er forpligtet til at anlaegge traktatbrudssoegsmaal i henhold til traktatens artikel 169. Kommissionen skal herved respektere principperne for ordentlig forvaltning, saasom sikkerheden og forudsigeligheden i de oekonomiske forhold mellem Faellesskabet og medlemsstaterne.

7 Artikel 47, stk. 4, i forordning nr. 3665/87, der giver de nationale myndigheder mulighed for at give eksportoeren en forlaenget frist til at fremlaegge beviser for den eksporterede vares ankomst til bestemmelsesstedet, naar denne ikke har kunnet fremlaegge disse inden for den normale frist paa tolv maaneder, skoent han har gjort sig umage for at fremskaffe og fremsende disse inden for denne frist, giver saaledes de nationale myndigheder et skoen til baade at konstatere, om eksportoeren har gjort sig umage, og til at beslutte, at de vil goere brug af den mulighed, som de har faaet tildelt, for at forlaenge fristen. Ved udoevelsen af skoensbefoejelsen kan de nationale myndigheder dels ikke anse betingelsen om, at eksportoeren skal have gjort sig umage, for opfyldt, naar der er tvivl om, hvorledes denne har handlet, dels skal de med henblik paa vedtagelsen af en beslutning, ud over eksportoerens omhu, tage alle de forhold i betragtning, der kan godtgoere, at forlaengelsen af fristen er berettiget.

8 Medlemsstaterne skal respektere den i henhold til traktatens artikel 5 gaeldende generelle pligt til at udvise omhu, som praeciseret ved artikel 8, stk. 1 og 2, i forordning nr. 729/70, for saa vidt angaar finansieringen af den faelles landbrugspolitik. Denne forpligtelse indebaerer, at medlemsstaterne skal traeffe foranstaltninger med henblik paa hurtigt at afhjaelpe uregelmaessigheder. Tilbagesoegning af fejlagtigt udbetalte beloeb, kan blive vanskeliggjort eller umulig at gennemfoere efter en vis tid, f.eks. navnlig paa grund af, at virksomheden er ophoert, eller bogholderibilag ikke laengere kan tilvejebringes.

De nationale myndigheder kan ikke som begrundelse for at tilsidesaette deres forpligtelse til saa hurtigt som muligt at berigtige de uregelmaessigheder, der er forekommet, henvise til, at den administrative klagesag eller den retssag, som den erhvervsdrivende har indledt, er af laengere varighed. Hvis de tilbagesoegningsprocedurer, der er indledt paa nationalt plan i overensstemmelse med foernaevnte artikel 8, stk. 1, desuden foregaar i henhold til reglerne i national ret, herunder bevisbyrdereglerne, kan de nationale regler kun anvendes i det omfang, det er fornoedent af hensyn til gennemfoerelsen af faellesskabsrettens bestemmelser, og kun for saa vidt anvendelsen af de nationale regler ikke begraenser de paagaeldende faellesskabsretlige bestemmelsers raekkevidde og effektivitet.

9 Inden for den ordning med differentierede eksportrestitutioner, som kan anvendes paa visse landbrugsvarer, udgoer beviset for toldformaliteternes afslutning i bestemmelseslandet kun et afkraefteligt indicium for, at formaalet med de naevnte restitutioner virkelig er opfyldt. Der kan navnlig ses bort fra den bevisvaerdi, som normalt er knyttet til fortoldningsattesten, saafremt der er begrundet tvivl om, hvorvidt de paagaeldende varer faktisk er blevet bragt paa markedet i bestemmelseslandet med henblik paa salg. I dette tilfaelde kan der efter EF-reglerne fremlaegges andre dokumenter som bevis for, at de paagaeldende varer er blevet bragt paa det paagaeldende marked, saasom dokumenter, der beviser varens losning i bestemmelseslandet.

I sag C-54/95,

Forbundsrepublikken Tyskland ved afdelingschef Ernst Roeder og sekretaer Gereon Thiele, begge Forbundsoekonomiministeriet, som befuldmaegtigede, D-53107 Bonn,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Klaus-Dieter Borchardt, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

sagsoegt,

">angaaende en paastand om annullation af Kommissionens beslutning 94/871/EF af 21. december 1994 om afslutning af medlemsstaternes regnskaber over de udgifter for regnskabsaaret 1991, der finansieres af Den Europaeiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen (EFT L 352, s. 82), for saa vidt et beloeb paa 116 633 582,10 DEM ikke er blevet anerkendt som paahvilende EUGFL,

har

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, P.J.G. Kapteyn, og dommerne G. Hirsch, H. Ragnemalm, R. Schintgen og K.M. Ioannou (refererende dommer),

generaladvokat: A. La Pergola

justitssekretaer: assisterende justitssekretaer H. von Holstein,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 5. februar 1998 er afgivet mundtlige indlaeg af den tyske regering ved kontorchef Claus-Dieter Quassowski, Forbundsoekonomiministeriet, som befuldmaegtiget, og af Kommissionen ved Klaus-Dieter Borchardt,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 2. april 1998,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 2. marts 1995 har Forbundsrepublikken Tyskland i medfoer af EF-traktatens artikel 173, stk. 1, anlagt sag med paastand om annullation af Kommissionens beslutning 94/871/EF af 21. december 1994 om afslutning af medlemsstaternes regnskaber over de udgifter for regnskabsaaret 1991, der finansieres af Den Europaeiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen (EFT L 352, s. 82, herefter »den anfaegtede beslutning«), for saa vidt et beloeb paa 116 633 582,10 DEM ikke er blevet anerkendt som paahvilende EUGFL.

2 I den sammenfattende rapport om resultaterne af kontrollen i forbindelse med regnskabsafslutningen for EUGFL, Garantisektionen, for regnskabsaaret 1991, der er vedlagt staevningen, har Kommissionen besluttet at lade foelgende beloeb paahvile Forbundsrepublikken Tyskland:

I - 1 031 451,17 DEM i form af en forhoejelse paa 10% af beloebet ved den korrektion, som Kommissionen har foretaget med hensyn til udgifter i forbindelse med eksportrestitutioner for anvendelse af stivelsesprodukter og sukker

II - 54 275 090,69 DEM i form af en korrektion for uregelmaessigheder ved udfoersel af levende kvaeg til Polen

III - 56 692 508,70 DEM i form af en korrektion for uregelmaessigheder ved udfoersel af levende kvaeg til Mellemoesten (Imex-sagen)

IV - 997 814 DEM i form af en korrektion for uregelmaessigheder i forbindelse med udfoersel af oksekoed til Libanon (Suedfleisch-sagen)

V - 518 181 DEM i form af en korrektion for udfoersel af oksekoed til Zimbabwe (Barfuss-sagen)

VI - 3 118 563,54 DEM i form af en korrektion for uregelmaessigheder forbundet med tildeling af en saerlig praemie til oksekoedsproducenter.

3 Under den mundtlige forhandling har Forbundsrepublikken Tyskland haevet den del af sagen, der vedroerer beloebet paa 3 118 563,54 DEM vedroerende uregelmaessigheder forbundet med tildeling af en saerlig praemie til oksekoedsproducenter, da denne del af tvisten mod Kommissionen er blevet afgjort ved dom af 3. oktober 1996 (sag C-41/94, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 4733).

I - Forhoejelsen paa 10% af beloebet ved den korrektion, som Kommissionen har foretaget med hensyn til udgifter i forbindelse med eksportrestitutioner for anvendelse af stivelsesprodukter og sukker (punkt 4.4.2.1 og 4.5.1 i den sammenfattende rapport)

4 Kommissionen har i den sammenfattende rapport anfoert, at der ved regnskabsafslutningerne for regnskabsaarene 1988-1990 blev foretaget finansielle korrektioner af de udgifter, der blev anmeldt af de tyske myndigheder med hensyn til eksportrestitutioner for anvendelse af stivelsesprodukter og sukker. Disse korrektioner blev foretaget, fordi de tyske myndigheder havde tilladt visse firmaer at indgive ansoegninger om restitutionscertifikater efter forarbejdningen, i stedet for foer forarbejdningen som foreskrevet i faellesskabsforordningerne, til de paagaeldende stoettemodtageres fordel.

5 Forbundsrepublikken Tyskland har for Domstolen anfaegtet de korrektioner, der blev foretaget for regnskabsaaret 1988. Ved dom af 22. juni 1993 (sag C-54/91, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 3399) frifandt Domstolen Kommissionen.

6 Ved telex af 6. oktober 1993 har Kommissionen anmodet de tyske myndigheder om at aendre deres procedurer, saa at de kommer til at stemme overens med faellesskabsreglerne, og underrette EUGFL's tjenestegrene om aendringerne samt om datoen for deres ikrafttraedelse senest den 31. januar 1994, hvor den frist, der var fastsat for medlemsstaterne for fremsendelse af supplerende oplysninger til Kommissionen inden for rammerne af regnskabsafslutningen for regnskabsaaret 1991, udloeb.

7 Ifoelge den sammenfattende rapport

»var [det] foerst laenge efter fristen den 31. januar 1994 for fremsendelse af supplerende oplysninger, at de tyske myndigheder fremsendte kopier af de nationale instrukser for ivaerksaettelsen af de oenskede aendringer.

Ligesom i de foregaaende regnskabsaar foreslaas der en skoensmaessig korrektion paa 5%, forhoejet med 10% paa grund af forsinkelsen i procedurernes aendring.«

8 Den tyske regering har med sit soegsmaal ikke bestridt den foretagne korrektion, men kun forhoejelsen paa 10% af korrektionen. Den har gjort gaeldende, at der ikke er hjemmel for Kommissionen til inden for rammerne af regnskabsafslutningen at paalaegge et saadant »straftillaeg« for at forfoelge en eventuel forsinket meddelelse af de foranstaltninger, som en medlemsstat har truffet for at efterkomme en dom fra Domstolen. Hvis Kommissionen har i sinde at forfoelge en medlemsstats manglende opfyldelse af en dom fra Domstolen, skal den overholde den procedure, der er foreskrevet i EF-traktatens artikel 171, stk. 2.

9 Det bemaerkes i denne henseende, at Kommissionen inden for rammerne af regnskabsafslutningen skal kontrollere de regnskaber, som en medlemsstat fremlaegger for et givent regnskabsaar. For denne procedure gaelder der den regel, at kun de udgifter, der er afholdt i overensstemmelse med faellesskabsbestemmelserne, kan afholdes gennem Faellesskabets budget (dom af 6.10.1993, sag C-55/91, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 4813, praemis 67).

10 I denne sag er det ubestridt, at de undersoegelser, som Forbundsrepublikken Tyskland foretog i loebet af regnskabsaaret 1991 for tildeling af de paagaeldende eksportrestitutioner, ikke var i overensstemmelse med faellesskabsretten, og at de tyske myndigheder ikke inden for den af Kommissionen fastsatte frist for fremsendelse af supplerende oplysninger vedroerende regnskaberne for regnskabsaaret 1991 meddelte Kommissionen de foranstaltninger, der var blevet truffet for at bringe disse undersoegelser i overensstemmelse med naevnte bestemmelser.

11 Ved udloebet af den fastsatte frist var Kommissionen derfor berettiget til at foretage en finansiel korrektion, der i oevrigt kunne have vaeret paa 100%, for udgifterne vedroerende disse restitutioner.

12 Heroverfor kan ikke fremfoeres det forhold, at Kommissionen i regnskabsaarene 1988-1990, som foelge af sagsanlaegget ved Domstolen, under tilsvarende omstaendigheder noejedes med at anvende en korrektion paa 5% for udgifter vedroerende disse restitutioner. Det fremgaar af Domstolens praksis, at naar Kommissionen har tolereret uregelmaessighederne af rimelighedshensyn, giver det ikke den paagaeldende medlemsstat ret til under henvisning til retssikkerhedsprincippet eller princippet om beskyttelse af den berettigede forventning at kraeve, at det samme sker med hensyn til uregelmaessighederne i det foelgende regnskabsaar (jf. dommen i sagen Italien mod Kommissionen, praemis 67).

13 Under disse omstaendigheder, udgoer det forhold, at Kommissionen har forhoejet korrektionssatsen med 10%, da der ikke inden for den fastsatte frist var blevet fremsendt oplysninger om de foranstaltninger, som de tyske myndigheder havde truffet, hverken en sanktion eller en straf, saaledes som forbundsregeringen har gjort gaeldende, men en retsakt i forbindelse med fastsaettelsen af den samlede sats for den korrektion, som den paagaeldende medlemsstat skal taale.

14 Den tyske regering har dog gjort gaeldende, at den omstaendighed, at der i denne sag ikke inden for den fastsatte frist forelaa oplysninger om de foranstaltninger, som Forbundsrepublikken Tyskland havde truffet for at bringe undersoegelsesprocedurerne i overensstemmelse med faellesskabsretten, ikke kan begrunde den paalagte forhoejelse, da vedtagelsen af disse foranstaltninger i 1993 under alle omstaendigheder ikke har haft nogen indflydelse paa de undersoegelser, der blev foretaget i 1991, det regnskabsaar, der var genstand for regnskabsafslutningen.

15 Desuden ville en saadan forhoejelse tilsidesaette de retningslinjer, som Kommissionen har fastsat i sin meddelelse af 3. juni 1993 til Fondskomitéen (dok. nr. VI/216/93) om beregningen af de finansielle foelger ved udarbejdelsen af beslutningen om afslutning af regnskaberne for EUGFL, Garantisektionen. Det fremgaar af disse retningslinjer, som finder anvendelse fra og med udarbejdelsen af den sammenfattende rapport for regnskabsaaret 1990, at kriteriet for at foretage en finansiel korrektion og fastlaegge stoerrelsen heraf bestaar i at »vurdere risikoen for tab for Faellesskabets fonde som foelge af manglende kontrol«. De foranstaltninger, som Forbundsrepublikken Tyskland traf i 1993, kan ikke med tilbagevirkende kraft faa virkning for gyldigheden af de undersoegelser, som blev foretaget i 1991, og kan saaledes ikke paavirke tabene i forbindelse med dette regnskabsaar.

16 Det bemaerkes for det foerste, at den tyske regering ikke med disse argumenter bestrider Kommissionens adgang til at tage hensyn til de aendringsforanstaltninger, som en medlemsstat har truffet efter det regnskabsaar, som er genstand for regnskabsafslutningen, for at nedsaette den finansielle korrektion, som Kommissionen anvender paa udgifterne for dette regnskabsaar, selv om de trufne foranstaltninger ikke har nogen indvirkning paa risikoen for tab for Faellesskabets fonde i loebet af dette regnskabsaar. Tvaertimod anerkender den tyske regering stiltiende denne adgang ved at goere gaeldende, at Kommissionen burde have nedsat det samlede korrektionsbeloeb yderligere.

17 Under disse omstaendigheder maa det argument, der stoettes paa Kommissionens retningslinjer, anses for at vaere uden relevans.

18 I oevrigt kan den omstaendighed, at de foranstaltninger, der blev truffet i 1993, ikke har nogen indvirkning paa stoerrelsen af de tab, der paadroges i regnskabsaaret 1991, ikke goere Kommissionens mulighed for at nedsaette korrektionsbeloebet til en forpligtelse, selv naar den paagaeldende medlemsstat ikke rettidigt har fremsendt oplysninger om de foranstaltninger, som den har truffet. Desuden ville tiltraedelsen af den modsatte opfattelse eventuelt tilskynde de medlemsstater, der har truffet aendringsforanstaltninger med forsinkelse, til ikke at fremsende meddelelse herom til Kommissionen.

19 Anbringendet mod dette kapitel i den anfaegtede beslutning kan derfor ikke tiltraedes.

II - Korrektionen for uregelmaessigheder ved udfoersel af levende kvaeg til Polen (punkt 6.1.2 i den sammenfattende rapport)

20 De uregelmaessigheder, der goeres gaeldende mod Forbundsrepublikken Tyskland, vedroerer udfoerslen af hornkvaeg angivet som racerene avlsdyr til Polen. For avlsdyr var den eksportrestitution, der fandt anvendelse paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder, 98 ECU/100 kg, mens den var 55,5 ECU/100 kg for andet kvaeg.

21 I denne henseende indeholder den sammenfattende rapport foelgende konstateringer:

»Den ioejnefaldende stigning i udfoerslen af racerene avlsdyr af hornkvaeg fra Tyskland ... til Polen foranledigede EUGFL til at foretage undersoegelser ... i november 1991 og april 1992.

De forhold, der blev konstateret ... viste, at der blev foretaget svigagtige angivelser af racerene avlsdyr af hornkvaeg (...)

Det vigtigste forhold, der blev konstateret i denne forbindelse, er, at klassificeringen af kvaeg i positionen for 'racerene avlsdyr' ikke var ledsaget af nogen garanti for, at de udfoerte dyr rent faktisk var avlsdyr (dvs. til avl):

- manglende angivelse af afstamning, genetisk vaerdi og ydelse

- ingen veterinaer analyse med henblik paa avl (eller gennemfoerelse af veterinaer kontrol med henblik paa slagtning)

- kommercielle eller andre oplysninger, der burde have givet anledning til alvorlig tvivl (dyrenes alder, meget lav salgspris, ukendte koebere osv.).

Desuden bekraeftede de oplysninger, der uden problemer blev indhentet i Polen, at dyrene straks blev slagtet i dette land (...)

Med hensyn til Tyskland viser udviklingen i statistikken over udfoersel af racerene avlsdyr til Polen, at denne trafik saa at sige ikke fandtes foer 1991 (i 1989: 374 dyr, 1990: 166 dyr). Men i 1991 blev over 57 000 dyr eksporteret. Efter skaerpelsen af den nationale lovgivning (den 18.10.1991) faldt dette antal naesten oejeblikkeligt til 9 300 dyr i 1992 (hvoraf 7 500 inden april 1992).

Tysklands anmodning [der har til formaal at lade EUGFL baere de afholdte udgifter til den sats, der gaelder for slagtedyr] kan derfor ikke tages i betragtning, da samtlige udfoersler skete i spekulationsoejemed.

Kommissionens konklusioner er foelgende:

...

ii) Tyskland har erkendt problemets omfang og skaerpet sin nationale lovgivning med virkning fra den 18.10.1991. En supplerende kontrol af udgifter afholdt efter denne dato har vist, at problemet naesten blev loest.

iii) I betragtning af ovenstaaende blev de finansielle korrektioner beregnet saaledes:

- Tyskland: regnskabsaaret 1991: 56 542 011,69 DEM regnskabsaaret 1992:

beroerte udgifter 15 694 754,87 DEM

anerkendte udgifter under hensyntagen til aendringen af den nationale lov af 18.10.1991

12 974 820,87 DEM 2 719 934,00 DEM

I ALT 59 261 945,69 DEM

- konstaterede uregelmaessigheder, der er meddelt EUGFL (art. 3 nr. DE/92/001/B og nr. DE/92/002/B) - 4 986 855,00 DEM

konto ...: Korrektionsbeloeb 54 275 090,69 DEM«

22 Det fremgaar desuden af sagen, at Kommissionen i en skrivelse af 24. juni 1992 til den tyske regering, som svarede ved skrivelse af 23. oktober 1992, har erklaeret, at de tyske myndigheder burde have undersoegt den konkrete brug af de udfoerte dyr til avl, og at de burde have forlangt at faa fremlagt afstamningscertifikater, der paa udtoemmende maade, dvs. for to generationer, angiver dyrenes afstamning samt deres individproever og en vurdering af deres genetiske vaerdi, i stedet for at stille sig tilfreds med den blotte fremlaeggelse af kontroleksemplarer T5 og attester udfaerdiget af kvaegavlersammenslutninger i form af afstamningscertifikater og avlscertifikater, som ikke indeholdt oplysninger om individproever, genetisk vaerdi og dyrenes afstamning (bortset fra en angivelse begraenset til foraeldrene fra tid til anden).

23 Disse forpligtelser foelger af benaevnelsen af dyr som »avlsdyr«, i overensstemmelse med den nomenklatur, der benyttes for restitutioner, i artikel 5, stk. 1, og artikel 13 i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 3665/87 af 27. november 1987 om faelles gennemfoerelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter (EFT L 351, s. 1), og i artikel 1 i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1544/79 af 24. juli 1979 om ydelse af eksportrestitutioner for racerent avlskvaeg (EFT L 187, s. 8), sammenholdt med artikel 1 og 6 i Raadets direktiv 77/504/EOEF af 25. juli 1977 om racerent avlskvaeg (EFT L 206, s. 8).

24 I den ovennaevnte skrivelse af 24. juni 1992 har Kommissionen herudover anfoert, at dens paastand om, at de udfoerte dyr ikke var bestemt til avl, ligeledes bekraeftes af, at der blev konstateret leukose hos disse.

25 Parternes anbringender og argumenter angaar tre spoergsmaal vedroerende henholdsvis beloeb fra regnskabsaaret 1992, der tages i betragtning ved regnskabsafslutningen for regnskabsaaret 1991, omfanget og overholdelsen af de forpligtelser, der paahviler de nationale myndigheder ved tildelingen af de paagaeldende eksportrestitutioner, og endelig undladelsen af, at lade EUGFL baere de afholdte udgifter til den sats, der er fastsat for restitutioner ved eksport af slagtedyr.

Beloeb fra regnskabsaaret 1992, der tages i betragtning ved regnskabsafslutningen for regnskabsaaret 1991

26 Den tyske regering har i replikken anfoert, at den korrektion, som Kommissionen har foretaget, er ulovlig, for saa vidt som den medtager beloeb fra regnskabsaaret 1992 ved regnskabsafslutningen for regnskabsaaret 1991. De sidstnaevnte regnskabsbeloeb skal foerst korrigeres ved regnskabsafslutningen for de foelgende aar, da der ikke er fastsat bestemmelser om forudberegning i Raadets forordning (EOEF) nr. 729/70 af 21. april 1970 om finansiering af den faelles landbrugspolitik (EFT 1970 I, s. 196). Desuden ville de beloeb, der angives for hvert regnskabsaar, vaere upraecise.

27 Kommissionen har gjort gaeldende, at anbringendet er fremsat for sent, og at det derfor boer afvises.

28 Det bemaerkes for det foerste, at ifoelge artikel 42, stk. 2, foerste afsnit, i Domstolens procesreglement maa nye anbringender ikke fremsaettes under sagens behandling, medmindre de stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne.

29 Herefter bemaerkes, at opfoerelsen af beloeb fra regnskabsaaret 1992 i regnskabsafslutningen for regnskabsaaret 1991 allerede fremgaar af den sammenfattende rapport.

30 De tyske regering kunne have fremsat dette anbringende i sin staevning, hvilket den har undladt at goere.

31 Under disse omstaendigheder skal anbringendet afvises.

Omfanget og overholdelsen af de forpligtelser, der paahviler de nationale myndigheder ved tildelingen af de paagaeldende eksportrestitutioner

32 Den tyske regering har for det foerste gjort gaeldende, at Kommissionens paastand om, at hovedparten af de udfoerte dyr straks blev slagtet i Polen, hvilket skulle godtgoere, at der faktisk var tale om slagtekvaeg, ikke er understoettet af begrundet og rimelig tvivl, saaledes som det kraeves ifoelge Domstolens praksis. Kommissionen har ligeledes undladt at fremlaegge bevis for sin paastand om, at der forekom leukose hos disse dyr. Navnlig har den ikke fremlagt noget dokument, hvoraf det fremgaar, at de strenge sundhedsundersoegelser, som indfoerslen af racerene avlsdyr er undergivet i Polen, og som indebaerer fremlaeggelse af et certifikat, udfaerdiget af en godkendt dyrlaege, ikke har fundet sted ved de omtvistede indfoersler.

33 Kommissionen har bestridt disse anbringender og har navnlig paaberaabt sig: a) den voldsomme stigning i 1991 af tyske udfoersler af racerene avlsdyr til Polen; b) det polske markeds manglende evne til at aftage saa stort et antal avlsdyr paa grund af den vanskelige situation, som det polske landbrug befandt sig i paa det tidspunkt, hvilket bekraeftes af udtalelserne fra Maleszewski, direktoer for de polske veterinaermyndigheder, i henhold til hvilke Polen, med enkelte undtagelser, paa dette tidspunkt kun havde indfoert slagtekvaeg; og c) en skrivelse af 12. november 1991 fra Forbundsministeriet for Foedevarer, Landbrug og Skovbrug, hvori det navnlig konstateres, at »... dyrene faktisk kun opfyldte veterinaerkravene for slagtekvaeg og ikke opfyldte de strengere krav til avlsdyr, da de ikke var fri for leukose«.

34 Den tyske regering har fremfoert, at stigningen i udfoerslerne hovedsageligt skyldtes den saerlige situation i de nye delstater efter Forbundsrepublikken Tysklands forening, der havde medfoert nedlaeggelse af adskillige landbrugskollektiver, hvilket havde foert til salg og udfoersel af dyr.

35 Det bemaerkes, at saafremt Kommissionen afslaar at lade EUGFL afholde en raekke udgifter med den begrundelse, at udgifterne beror paa, at medlemsstaten har tilsidesat Faellesskabets retsforskrifter, paahviler det nemlig ikke Kommissionen udtoemmende at godtgoere, at oplysningerne fra medlemsstaterne er urigtige, men den maa fremlaegge et bevis for, at den har en begrundet og rimelig tvivl med hensyn til de tal, der er meddelt af de nationale myndigheder. Denne lempelse af beviskravet til Kommissionen skyldes, at staten har bedre adgang til at indsamle og kontrollere de oplysninger, der er noedvendige for afslutningen af EUGFL-regnskaberne, og at staten foelgelig skal foere det mere detaljerede og fuldstaendige bevis for, at dens tal er rigtige, og efter omstaendighederne for, at Kommissionens beregninger er forkerte (jf. dom af 10.11.1993, sag C-48/91, Nederlandene mod Kommissionen, Sml. I, s. 5611, praemis 16 og 17).

36 Det bemaerkes, at den ioejnefaldende stigning i de tyske udfoersler af avlsdyr til Polen, hvis antal steg fra 166 dyr i 1990 til 57 366 dyr i 1991, for herefter drastisk at falde efter skaerpelsen af den tyske lovgivning og ende paa et niveau paa 9 300 dyr i 1992 (hvoraf 7 500 inden april 1992), udgoer en omstaendighed, der i mangel paa en overbevisende forklaring kan rejse begrundet og rimelig tvivl om det eksporterede kvaegs kvalitet. Den tyske regerings paastand om, at stigningen skyldes nedlaeggelsen af adskillige landbrugskollektiver i de nye delstater efter Tysklands forening, er ikke blevet understoettet af praecise oplysninger om antallet. Desuden har den tyske regering ikke godtgjort, at der, paa trods af den vanskelige situation, som det polske landbrug befandt sig i, paa det paagaeldende tidspunkt fandtes kommercielle afsaetningsmarkeder i Polen for et saa betydeligt antal avlsdyr.

37 Desuden har den tyske regering hverken dementeret indholdet af foernaevnte skrivelse af 12. november 1991 fra Forbundsministeriet for Foedevarer, Landbrug og Skovbrug eller den polske veterinaerdirektoers ovennaevnte udtalelser, hvoraf fremgaar, at de udfoerte dyr kun opfyldte veterinaerkravene for slagtekvaeg, at de ikke var fri for leukose, og at de med enkelte undtagelser var indfoert til Polen som slagtekvaeg.

38 Det foelger heraf, at anbringendet skal forkastes.

39 Den tyske regering har herefter bestridt Kommissionens konstatering af, at de tyske myndigheder i medfoer af faellesskabsretten var forpligtede til at kraeve beviser for den konkrete anvendelse af de paagaeldende dyr til avl foer udbetalingen af de ansoegte eksportrestitutioner. Ifoelge den tyske regering indeholdt faellesskabsretten ikke paa dette tidspunkt en saadan forpligtelse.

40 Navnlig artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 3665/87, som Kommissionen har paaberaabt sig, finder ikke anvendelse, da ingen af de to betingelser, som heri er udtoemmende opregnet, var opfyldt. Paa grund af Forbundsrepublikken Tysklands strenge kontrol var der hverken tvivl om produkternes faktiske destination - kvaeget var bestemt for Polen og blev faktisk indfoert til og bragt paa markedet i denne stat - eller risiko for deres genindfoersel til Faellesskabet, uagtet at importafgifterne i 1991 var fastsat til 0 ECU for saadanne dyr.

41 Det bemaerkes, at i modsaetning til, hvad den tyske regering har gjort gaeldende, foelger den forpligtelse, som den bestrider, af flere faellesskabsbestemmelser.

42 For det foerste er det eneste element, der adskiller et dyr betegnet som »racerent avlsdyr«, i overensstemmelse med nomenklaturen for restitutioner, for hvilket eksportrestitutionen paa det paagaeldende tidspunkt udgjorde 98 ECU/100 kg, fra andet kvaeg, for hvilket den fastsatte restitution var 55,5 ECU/100 kg, dets konkrete anvendelse i avlsoejemed. Det foelger heraf, at denne konkrete anvendelse er det eneste element, der begrunder tildelingen af en hoejere restitution. Tilstedevaerelsen af dette element skal derfor noedvendigvis undersoeges med henblik paa tildelingen af den hertil svarende restitution.

43 Det bestemmes i artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 3665/87:

»Ud over at produktet skal have forladt Faellesskabets toldomraade, er udbetalingen af restitutionen, uanset om den er differentieret eller udifferentieret, betinget af, at produktet, medmindre det er gaaet til grunde under transporten som foelge af force majeure, er indfoert til et tredjeland og i givet fald til et bestemt tredjeland ...

a) naar der er alvorlig tvivl om produktets faktiske destination

eller

b) naar produktet kan taenkes genindfoert til Faellesskabet som foelge af forskellen mellem den restitution, der gaelder for det udfoerte produkt, og den importafgift, som gaelder for et identisk produkt paa det tidspunkt, hvor udfoerselsangivelsen antages.

...«

44 Hvad angaar den i litra a) beskrevne situation er det korrekt, at ordlyden af denne bestemmelse ved foerste oejekast kunne lede til alene at forstaa ordet »destination« i en geografisk betydning, hvilket ville betyde, at denne bestemmelse kun ville finde anvendelse i tilfaelde af svig med hensyn til det eksporterede produkts territoriale destination.

45 En saadan fortolkning ville dog stride mod formaalet med artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 3665/87, som i overensstemmelse med fjerde betragtning netop er at undgaa misbrug af restitutioner. Disse skal daekke forskellen mellem det paagaeldende produkts hoejere faellesskabspris og den lavere pris paa markedet i det tredjeland, hvortil produktet udfoeres. For et produkt, hvis pris og dermed restitutionsbeloebet afhaenger af dets anvendelses kvalitative kendetegn, vil misbrug ligeledes kunne forekomme, naar dets faktiske anvendelse, dvs. dets virkelige destination i ordets funktionelle betydning, ikke svarer til produktets konkrete anvendelse, for hvilken der er anmodet om restitution. Det foelger heraf, at udtrykket »destination« i artikel 5, stk. 1, litra a), i forordning nr. 3665/87 ikke kun skal forstaas i geografisk betydning, men ogsaa i funktionel betydning.

46 For saa vidt angaar den situation, der er omhandlet i artikel 5, stk. 1, litra b), i forordning nr. 3665/87, skal det understreges, at den vedroerer risikoen for genindfoersel til Faellesskabet af det udfoerte produkt, uden dog at kraeve, at denne risiko faktisk indtraeder.

47 Under hensyntagen til forestaaende maa det konstateres, at baade betingelsen i artikel 5, stk. 1, litra a), i forordning nr. 3665/87 og den i litra b) naevnte betingelse var opfyldt. Under hensyntagen til den ioejnefaldende stigning i tyske udfoersler af racerene avlsdyr til Polen var der begrundet tvivl med hensyn til de udfoerte dyrs virkelige destination. Desuden forelaa der - uanset den strenge kontrol, som Forbundsrepublikken Tyskland foretog ved indfoerslen af saadanne dyr - en risiko for genindfoersel til Faellesskabet af de udfoerte dyr paa grund af forskellen mellem eksportrestitutionsbeloebet for racerene avlsdyr i 1991 (98 ECU/100 kg) og importafgiftsbeloebet for disse dyr (0 ECU).

48 Heraf foelger, at de tyske myndigheder i medfoer af artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 3665/87 var forpligtede til at undersoege, om de paagaeldende dyr blev indfoert til Polen som racerene avlsdyr. De burde ved udfoerslen have forlangt beviser for dyrenes konkrete anvendelse.

49 Endelig fremgaar de tyske myndigheders forpligtelse til at undersoege den konkrete anvendelse af de paagaeldende dyr til avl ligeledes af artikel 13 i forordning nr. 3665/87, hvorefter »ingen restitution [ydes], naar produkterne ikke er af sund og saedvanlig handelskvalitet ...«. Et dyr betegnet som »racerent avlsdyr« kan ikke anses for at vaere af sund og saedvanlig handelskvalitet, hvis ikke det fremviser de kendetegn, der sikrer dets egnethed til saerligt at blive anvendt til avl.

50 Den tyske regering har imidlertid gjort gaeldende, at det paahvilede Kommissionen at gribe ind og at traeffe de noedvendige foranstaltninger for at loese problemet med udfoersler af racerene avlsdyr. Kommissionen har isaer undladt at anmode Forbundsrepublikken Tyskland om at anvende artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 3665/87, saaledes som det bestemmes i artiklens stk. 2, andet afsnit, hvorefter Kommissionen, naar »der [er] alvorlig tvivl om produkternes faktiske destination, kan ... anmode medlemsstaterne om at anvende bestemmelserne i stk. 1«.

51 Det bemaerkes, at ifoelge artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 729/70 paahviler det medlemsstaterne i overensstemmelse med de nationale administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser at traeffe de fornoedne foranstaltninger for at sikre sig, at de af Fonden finansierede foranstaltninger virkelig er blevet gennemfoert, og at de er blevet gennemfoert paa behoerig maade. Det fremgaar af ottende betragtning til forordning nr. 729/70, at »Kommissionens funktionaerer skal foretage undersoegelser, og at Kommissionen skal kunne kraeve medlemsstaternes bistand« »til supplering af den af medlemsstaterne paa eget initiativ gennemfoerte kontrol, der som hidtil er af den vaesentligste betydning«. Det foelger heraf, at der uafhaengigt af de af Kommissionen foretagne handlinger bestaar forpligtelser for medlemsstaterne med hensyn til behoerigheden af de af EUGFL finansierede foranstaltninger.

52 Denne fordeling af opgaverne kommer ligeledes til udtryk i ordlyden af artikel 5, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 3665/87, som i oevrigt ikke foreskriver en forpligtelse, men kun en mulighed for Kommissionen. At denne mulighed ikke er udnyttet, kan ikke begrunde en medlemsstats tilsidesaettelse af sine forpligtelser i medfoer af artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 3665/87.

53 Heraf foelger, at den tyske regerings anbringende skal forkastes.

54 Den tyske regering har endelig bestridt Kommissionens konstatering af, at de tyske myndigheder havde tilsidesat deres forpligtelse til at forlange afstamningscertifikater, der angiver dyrenes afstamning i to generationer, individproever og en vurdering af deres genetiske vaerdi med henblik paa at undersoege de udfoerte dyrs egnethed til at blive anvendt til avl og dermed at sikre sig, at de er af saedvanlig handelskvalitet.

55 Regeringen har i denne henseende gjort gaeldende, at der paa det paagaeldende tidspunkt ikke eksisterede faellesskabsbestemmelser, som foreskriver fremlaeggelse af certifikater for de nationale myndigheders undersoegelser af de udfoerte dyrs kvalitet, saaledes som Kommission har anfoert, da denne endnu ikke havde udnyttet sin mulighed for at paalaegge medlemsstaterne bestemte og ensartede retningslinjer vedroerende udformningen og indholdet af disse certifikater. Saadanne foranstaltninger er foerst blevet truffet med Kommissionens forordning (EOEF) nr. 2342/92 af 7. august 1992 om indfoersel fra tredjelande af og eksportrestitutioner for racerent avlskvaeg og om ophaevelse af forordning (EOEF) nr. 1544/79 (EFT L 227, s. 12), der er udstedt efter de omtvistede forhold.

56 Under disse omstaendigheder kan det ikke bebrejdes Forbundsrepublikken Tyskland, at den har anerkendt nationale afstamningscertifikater som bevis for racerene dyrs kvalitet. Da et dyr i medfoer af artikel 1 i direktiv 77/504 anses for et »racerent avlsdyr«, hvis det kan forventes indfoert i en stambog, uden krav om indfoerelse heri, er det under alle omstaendigheder tilstraekkeligt efterfoelgende at udarbejde eller fremlaegge afstamningscertifikater for at tillaegge det denne kvalitet.

57 Kommissionen har heroverfor gjort gaeldende, at forpligtelsen til at kraeve fremlaeggelse af afstamningscertifikater, der angiver afstamningen, individproever og en vurdering af dyrenes genetisk vaerdi, fremgaar af artikel 1 i forordning nr. 1544/79, sammenholdt med artikel 1 og 6 i direktiv 77/504. Forordning nr. 2342/92, som blev vedtaget i august 1992, har kun klarlagt den retlige situation, der allerede eksisterede paa grundlag af forordning nr. 1544/79 og direktiv 77/504, for at fjerne den tvivl, der i medlemsstaterne stadig maatte vaere med hensyn til omfanget og indholdet af de undersoegelser af udfoerslerne af racerene avlsdyr, der skulle foretages.

58 De nationale myndigheders vurdering af de udfoerte dyrs saedvanlige handelskvalitet indebaerer to undersoegelsesfaser. I den foerste fase skal de nationale myndigheder sikre sig, at de faktisk udfoerte dyr svarer til oplysningerne i udfoerselsangivelsen; i den anden fase skal de paa grundlag af de kendetegn, der udgoer et racerent avlsdyrs oekonomiske vaerdi, undersoege, om de faktisk udfoerte dyr er af saedvanlig handelskvalitet. Den omstaendighed, at artikel 1 i direktiv 77/504 begraenser sig til at kraeve, at kvaeget skal kunne forventes indfoert i en stambog, er ikke tilstraekkeligt til under foerste fase at fastslaa, at de dyr, der er anfoert i udfoerselsangivelsen, er de dyr, der rent faktisk udfoeres. Naar foerst identiteten er fastslaaet, indebaerer anden fase noedvendigvis en kontrol af individproever og angivelser vedroerende den genetiske vaerdi, da kvaegets brugsvaerdi med henblik paa avl, og dermed dets oekonomiske vaerdi, kun kan fastlaegges paa grundlag af disse kriterier.

59 Det bemaerkes, at ifoelge artikel 1 i forordning nr. 1544/79 »[betragtes kvaeg] i forbindelse med ydelse af eksportrestitutioner ... som racerent avlskvaeg henhoerende under pos. 01.02 A I i den faelles toldtarif, hvis dyrene opfylder definitionen i artikel 1 i Raadets direktiv 77/504/EOEF af 25. juli 1977«.

60 Artikel 1, litra a), i direktiv 77/504 definerer racerent avlskvaeg som »ethvert stykke kvaeg, hvis afstamning i de to foregaaende led er indfoert eller registreret i en stambog for samme race, og som selv enten er indfoert eller registreret og kan forventes indfoert heri«.

61 I samme direktivs artikel 6, stk. 1, bestemmes, at Faellesskabets instanser fastlaegger

»- metoder til individproever og til vurdering af kvaegets genetiske vaerdi

...

- kriterier for indfoerelse i stamboeger

- de angivelser, som afstamningscertifikatet skal indeholde«.

62 Det fremgaar af artikel 1, litra a), og artikel 6, stk. 1, i direktiv 77/504, at afstamningen i to generationer, individproever og vurderingen af den genetiske vaerdi samt udfaerdigelsen af et afstamningscertifikat alle er elementer, der skal garantere, at det paagaeldende dyr frembyder kendetegnene for et racerent avlsdyr.

63 For saa vidt angaar samhandelen mellem medlemsstaterne skal det yderligere bemaerkes, at Kommissionen med hjemmel i artikel 6, stk. 1, i direktiv 77/504 har vedtaget beslutning 86/130/EOEF af 11. marts 1986 om fastsaettelse af metoder til individproever og til vurdering af kvaegets genetiske vaerdi (EFT L 101, s. 37), samt beslutning 86/404/EOEF af 29. juli 1986 om blanketten for og angivelserne i afstamningscertifikatet for racerent avlskvaeg (EFT L 233, s. 19).

64 Artikel 1, stk. 2, i sidstnaevnte beslutning naevner blandt de oplysninger, der skal vaere indeholdt i afstamningscertifikatet, »resultaterne af individproever og resultaterne (med angivelse af oprindelse) fra bestemmelserne af avlsvaerdien af dyret og dets foraeldre og bedsteforaeldre«. Hvis anvendelsen af det afstamningscertifikat, der stemmer overens med modellen, ikke er obligatorisk, eksisterer denne mulighed ifoelge tredje betragtning til beslutning 86/404, »hvis de i denne beslutning naevnte angivelser allerede findes i referencedokumenter vedroerende racerent avlskvaeg, der indgaar i handelen mellem medlemsstaterne«.

65 Det fremgaar af det ovenfor anfoerte, at den paa det paagaeldende tidspunkt gaeldende faellesskabsret gav de tyske myndigheder tilstraekkelige anvisninger om, hvorledes de skulle kontrollere, at de dyr, der udfoertes til Polen, virkelig var bestemt til avl, selv om faellesskabsinstitutionerne paa dette tidspunkt ikke havde vedtaget regler, der formelt og udtrykkeligt fastlagde de bevisformaliteter, som gaelder for denne kontrol af racerene avlsdyr, der skal udfoeres til tredjelande.

66 Det fremgaar af Domstolens praksis, at artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 729/70, der er udtryk for de forpligtelser, der paahviler medlemsstaterne i henhold til EF-traktatens artikel 5, saaledes paalaegger disse en generel forpligtelse til at traeffe de noedvendige foranstaltninger for at sikre, at de af EUGFL finansierede foranstaltninger virkelig er blevet gennemfoert og paa behoerig maade, ogsaa selv om der i henhold til den enkelte faellesskabsretsakt ikke udtrykkeligt skal traeffes bestemte kontrolforanstaltninger (jf. dom af 2.6.1994, sag C-2/93, Exportslachterijen van Oordegem, Sml. I, s. 2283, praemis 17 og 18).

67 Heraf foelger, at den tyske regerings anbringende om, at der ikke er udstedt faellesskabsbestemmelser, hvorefter der ved undersoegelsen af de udfoerte dyrs kvalitet skal fremlaegges de af Kommissionen anfoerte beviser, maa forkastes.

68 I betragtning af det foranstaaende, skal den tyske regerings anbringende om, at Kommissionen - ved ikke at have truffet foranstaltninger til imoedegaaelse af problemet med udfoersler af avlsdyr til Polen - ikke har udfyldt sin supplerende funktion inden for rammerne af forordning nr. 729/70, og at Kommissionen saaledes har tilsidesat sin forpligtelse til loyalt samarbejde med medlemsstaterne, der foelger af traktatens artikel 5, ligeledes forkastes.

Undladelsen af at lade EUGFL baere de afholdte udgifter til den sats, der gaelder for restitutioner ved udfoersel af slagtedyr

69 Subsidiaert har den tyske regering anfaegtet Kommissionens beslutning om ikke at lade EUGFL baere de af Forbundsrepublikken Tyskland afholdte udgifter til den sats, der gaelder for restitutioner ved udfoersel af slagtedyr med den begrundelse, at samtlige udfoersler skete i spekulationsoejemed, nemlig at de blev foretaget paa grund af den hoejere restitutionssats. Den har i denne henseende gjort gaeldende, at da medlemsstaterne ikke har nogen indflydelse paa stoerrelsen af den fastsatte restitutionssats, skal de ikke baere de finansielle foelger af de foretagne udfoersler som foelge af denne fastsaettelse.

70 Kommissionen har gjort gaeldende, at den tyske regering bedoemmer betydningen af den henvisning, som den har gjort til de omtvistede udfoerslers spekulative karakter, forkert. Kommissionens afslag skyldes, at en hensyntagen til foretagne eksportrestitutioner ikke har noget at goere med proceduren for regnskabsafslutning, da den ikke indebaerer en beregning af fortjeneste/tab, men udelukkende er baseret paa en kontrol af faellesskabsrettens anvendelse. For inden for rammerne af regnskabsafslutningen at kunne faa restitution for det slagtekvaeg, der rent faktisk var blevet udfoert, skulle man efterfoelgende have anmodet om udfaerdigelse af en ny toldangivelse for udfoerslen af slagtekvaeg, jf. artikel 78, stk. 3, i Raadets forordning (EOEF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indfoerelse af en EF-toldkodeks (EFT L 302, s. 1).

71 Det bestemmes i artikel 78, stk. 3, i forordning nr. 2913/92:

»Fremgaar det af en revision af angivelsen eller af den efterfoelgende kontrol, at de bestemmelser, der gaelder for den paagaeldende toldprocedure, er blevet anvendt paa grundlag af ukorrekte eller ufuldstaendige oplysninger, traeffer toldmyndighederne under overholdelse af eventuelle gaeldende bestemmelser de noedvendige foranstaltninger til at faa afklaret situationen under hensyntagen til de foreliggende nye oplysninger.«

72 Den tyske regering har heroverfor anfoert, at artikel 78 i forordning nr. 2913/92 ikke kraever, at der udfaerdiges en ny toldangivelse. Denne bestemmelse angiver alene, at toldmyndighederne skal traeffe de noedvendige foranstaltninger, naar det af den efterfoelgende kontrol af toldangivelsen fremgaar, at de bestemmelser, der gaelder for den paagaeldende toldprocedure, er blevet anvendt paa grundlag af ukorrekte eller ufuldstaendige oplysninger.

73 Kommissionen har gjort gaeldende, at henvisningen til artikel 78, stk. 3, i forordning nr. 2913/92 kun angiver maaden til efterfoelgende at berigtige en toldangivelse. Det er ubestridt, at der ikke er fremlagt beviser (transportdokumenter og polske tolddokumenter) for udfoerslen af dyrene til Polen. Det er af denne grund, at en hensyntagen til de restitutionsbeloeb, som skulle have vaeret betalt for udfoerslen af slagtekvaeget, ikke kommer paa tale.

74 Hertil bemaerkes, at i henhold til artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 729/70, »[finansieres] restitutioner ved udfoersel til tredjelande, som efter Faellesskabets regler ydes inden for rammerne af den faelles markedsordning for landbruget ...«.

75 De nationale myndigheders udbetaling af en eksportrestitution kan ikke anses for at vaere foretaget i overensstemmelse med faellesskabsreglerne, naar det produkt, der rent faktisk blev udfoert, ikke svarer til det angivne produkt som foelge af eksportoerens adfaerd.

76 Med dette anbringende bestrider den tyske regering ikke, at eksportoererne bevidst har erklaeret, at de udfoerte dyr var racerene avlsdyr, skoent de i virkeligheden var slagtedyr, for at opnaa en hoejere restitutionssats.

77 Det foelger heraf, at en hensyntagen til de foretagne udbetalinger til den sats, der gaelder for slagtekvaeg, kun er mulig, hvis toldangivelserne for udfoerslen af racerene avlsdyr efterfoelgende var blevet berigtiget ved fremlaeggelsen af de dokumenter, der er foreskrevet i faellesskabsreglerne for udfoersel af slagtekvaeg (veterinaercertifikater, transportdokumenter og polske tolddokumenter, osv.).

78 Herudover har Kommissionen gjort gaeldende, at en saadan berigtigelse af toldangivelserne ikke har fundet sted, hvilket den tyske regering ikke bestrider.

79 Under disse omstaendigheder er det med rette, at Kommissionen har naegtet at lade EUGFL baere de afholdte udgifter til den sats, der gaelder for slagtedyr.

80 Dette anbringende skal ligeledes forkastes. III - Korrektionen for uregelmaessigheder ved udfoersel af levende kvaeg til Mellemoesten (Imex-sagen - punkt 6.2.2 i den sammenfattende rapport)

81 Det fremgaar af sagen, at den omtvistede korrektion paa 56 692 508,70 DEM foelger sammenlaegningen af tre beloeb, som er forbundet med tre forskellige forhold, men som alle angaar flere forhold i sagen vedroerende selskabet Imex, hvis svigagtige adfaerd omfatter en periode fra 1981 til 1987.

82 Kommissionen har navnlig naegtet at lade faellesskabsbudgettet baere: a) et beloeb paa 22 011 281,10 DEM i form af en korrektion for uregelmaessigheder, der har fundet sted efter den 1. april 1986, b) et beloeb paa 25 024 493 DEM i form af en korrektion for eksportrestitutioner, der udbetaltes i aarene 1981-1987 paa grundlag af manipuleringer af vaegtangivelser, der er foretaget af »Zollhilfspersonen« og c) et beloeb paa 9 656 734,74 DEM i form af en korrektion, der er forbundet med den tyske regerings paastaaet forsinkede fremsendelse af visse oplysninger inden for rammerne af proceduren med regnskabsafslutning.

Korrektionen paa 22 011 281,10 DEM for uregelmaessigheder, der har fundet sted efter den 1. januar 1986

83 Den sammenfattende rapport (punkt 6.2.2) indeholder foelgende konstateringer:

»Det svig, som selskabet [Imex] har begaaet, vedroerer falske ankomstbeviser (forfalskede toldstempler, fremstilling af ankomstbeviser ved hjaelp af blanke formularer) eller manipuleringer af vaegtangivelserne (ved udfoersel) eller en kombination af de to manipuleringer.

...

EUGFL bemaerker, at undersoegelsen er en ubestridelig succes. Paa grundlag af et vidneudsagn den 20.10.1987 blev der af de ansvarlige tyske myndigheder indledt en aktion den 28. oktober 1987. Den ulovlige trafik ophoerte naesten oejeblikkeligt, og i januar 1988 anmodede selskabet (et af de stoerste inden for kvaeghandel i Tyskland) om at blive likvideret.

Det skal dog bemaerkes, at medlemsstaten kunne have og endog burde have indledt kontrol langt tidligere:

- I juni 1985 havde en lastbilchauffoer afsloeret manipulerede vaegtangivelser over for det tyske toldvaesen.

- I oktober samme aar havde Frankrig meddelt Tyskland, at man havde konstateret en oppustning af vaegten af eksporterede tyske kreaturer.

- Senere i november 1985 og i marts 1986 (rykkerskrivelse) meddelte EUGFL medlemsstaten sin tvivl, der var baseret paa den unormale vaegtangivelse i statistikkerne, og gav udtryk for og insisterede paa, at det var noedvendigt at foretage en undersoegelse (bl.a. af de udfoersler, der var annonceret og derfor forudsigelige paa davaerende tidspunkt).

Det fremgaar af svaret, at medlemsstaten ikke indledte rigtige undersoegelser efter at have modtaget oplysningerne og ovennaevnte udtrykkelige anmodning. Selskabet Imex' ry og betydning haevede det aabenbart over enhver mistanke. Desuden var det ifoelge de nationale myndigheder ikke muligt at paavise manipuleringen af vaegtangivelserne ved en kontrol af selskabets regnskaber, da handelen med avlsdyr blev udtrykt i antal dyr og ikke i vaegt.

Da medlemsstaten ikke foretog de noedvendige undersoegelser inden for en rimelig frist, efter at EUGFL havde fremsat anmodningen, baerer medlemsstaten efter Kommissionens mening et stort ansvar for de omfattende foelger for EUGFL's budget, som denne sag fik.

...

Medlemsstaten blev ved skrivelse nr. 5354 af 10.2.1993 og nr. 33301 af 14.10.1993 underrettet om Kommissionens konklusioner.

I disse skrivelser blev det bekraeftet, at EUGFL ikke kan finansiere udgifter til udfoersler fra og med 1986, da den oenskede undersoegelse ikke blev foretaget.«

84 Den tyske regering har gjort gaeldende, at Kommissionens paastand om, at de tyske undersoegelsesmyndigheder ikke i tide foretog »virkelige« undersoegelser, hvorved de foretog en fejlagtig udoevelse af deres skoensbefoejelser, er grundloes, og at den er utilstraekkeligt begrundet. De tyske myndigheder, der skal foretage undersoegelserne, har ikke tilsidesat nogen forpligtelse, der kan give anledning til finansielle foelger.

85 Den forklaring, der blev givet af en chauffoer i transportfirmaet Hefter, som paa det tidspunkt foretog kvaegtransporter for selskabet Imex, gav anledning til nogle undersoegelser, som dog ikke kunne bekraefte mistanken, og som blev afsluttet den 20. december 1985.

86 De franske myndigheders skrivelse af 21. oktober 1985 indeholdt ingen oplysninger vedroerende selskabet Imex, men visse oplysninger vedroerende en sag, som undersoegelsesmyndighederne allerede havde kendskab til.

87 Kommissionens skrivelse af 20. november 1985 indeholdt for foerste gang en generel henvisning til selskabet Imex. Toldundersoegelsestjenesten i Muenchen havde den 17. februar 1986 meddelt, at de af Kommissionen indsamlede statistiske oplysninger vedroerende de kvantitative gennemsnit ikke havde foert til nye afsloeringer, idet handelen med dyr blev udtrykt i antal dyr og ikke i levende vaegt, men der var nogle indicier for ukorrekte vaegtangivelser, der noedvendiggjorde nye undersoegelser.

88 Den 19. juni 1986 samlede Toldundersoegelsestjenesten i Koeln undersoegelserne, der blev foretaget af forskellige tjenestegrene, hos Toldundersoegelsestjenesten i Hamburg, som forgaeves havde forsoegt at fremskaffe bevis for forfalskningen af vaegtangivelser hos leverandoererne (sammenslutningen af opdraettere og producenter) i tidligere omsaetningsled i forhold til selskabet Imex. Desuden havde en objektiv kontrol af vaegtangivelserne, som blev foretaget i sagen vedroerende udfoerslen af levende kvaeg til Saudi-Arabien via lufthavnen i Koeln/Bonn, ikke givet anledning til indsigelser. Endelig var en kontrolvejning, som blev foretaget af en »Zollhilfsperson« i Hamburg, efter at dyrenes vaegt var konstateret, mislykkedes paa grund af tekniske aarsager (manglende anordning til aflaesning af dyrene).

89 Andre undersoegelsesforanstaltninger, der blev ivaerksat i oktober og november 1986, saasom selskabet Imex' transportledsagers vidneudsagn og den tekniske kontrol af vejningskort fra vognvaegten benyttet i Hamburg, gav ikke nogle resultater, der kunne bruges i en retssag. Det var foerst efter, at politiet i Muenchen i oktober 1987 meddelte resultaterne af sine undersoegelser vedroerende forfalskningen af det benyttede toldstempel, at det var muligt at stoppe selskabet Imex' svig.

90 Den tyske regering har tilfoejet, at undersoegelsesmyndighederne i princippet stod frit ved valget af de foranstaltninger, der skulle traeffes, idet arten og omfanget af disse skal staa i forhold til omfanget og grovheden af den ulovlige handling. De tyske myndigheder skulle i sagen foretage undersoegelserne paa en saadan maade, at selskabet Imex' mistanke ikke blev vaekket, hvilket kunne have faaet det til at skjule sine svigagtige handlinger. Desuden kunne der kun rejses anklage ved domstolene, naar der var samlet tilstraekkeligt med beviser. Under disse omstaendigheder kunne de tyske myndigheder ikke have handlet anderledes.

91 Med hensyn til det anbringende, der stoettes paa den anfaegtede beslutnings utilstraekkelige begrundelse, bemaerkes, at efter Domstolens praksis er det ufornoedent at give en detaljeret begrundelse for afgoerelser om afslutning af regnskaber, naar den beroerte regering selv har medvirket direkte i processen forud for beslutningens vedtagelse og derfor kender Kommissionens begrundelse for at afslaa at lade EUGFL finansiere de omtvistede udgifter (jf. dom af 4.7.1996, sag C-50/94, Graekenland mod Kommissionen, Sml. I, s. 3331, praemis 9).

92 Foruden forklaringerne i den sammenfattende rapport, der er naevnt i denne doms praemis 83, er det ubestridt, at den tyske regering medvirkede direkte i processen forud for vedtagelsen af den anfaegtede beslutning og derfor kendte Kommissionens begrundelse for at afslaa at lade EUGFL finansiere de omtvistede udgifter. Det fremgaar af ordlyden af den sammenfattende rapport, at der forud for udfaerdigelsen af denne blev afsendt to skrivelser af 10. februar og 14. oktober 1993, hvori Kommissionen underrettede den tyske regering om de aarsager, der havde foert den til at afslaa at lade EUGFL finansiere de omtvistede udgifter.

93 Heraf foelger, at dette anbringende skal forkastes.

94 Med hensyn til anbringendet om, at Kommissionens paastande vedroerende den kontrol og de undersoegelser, som de tyske myndigheder har foretaget, er grundloese, bemaerkes, at ifoelge artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 729/70 skal medlemsstaterne i overensstemmelse med de nationale administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser traeffe de fornoedne foranstaltninger for at sikre sig, at de af Fonden finansierede foranstaltninger virkelig er blevet gennemfoert, og at de er blevet gennemfoert paa behoerig maade, og for at forhindre og forfoelge uregelmaessigheder. Ifoelge artikel 8, stk. 2, baerer Faellesskabet de finansielle foelger af uregelmaessighederne eller forsoemmelserne, men dog ikke med hensyn til uregelmaessigheder eller forsoemmelser, som medlemsstaternes myndigheder eller organer kan goeres ansvarlige for.

95 Desuden skal de nationale myndigheder i forbindelse med kontrolforanstaltninger, der traeffes paa nationalt plan til gennemfoerelse af faellesskabsregler inden for den faelles landbrugspolitik, gaa frem med samme omhu som ved deres gennemfoerelse af tilsvarende nationale bestemmelser med henblik paa at undgaa enhver begraensning af faellesskabsrettens effektivitet (jf. ovennaevnte dom i Exportslachterijen van Oordegem-sagen, praemis 19).

96 Det bemaerkes i denne henseende, at selv om de nationale myndigheder stadig frit kan vaelge de foranstaltninger, som de finder egnede til beskyttelse af Faellesskabets oekonomiske interesser, kan denne frihed paa ingen maade paavirke de kraevede kontrollers og undersoegelsers hurtighed, gode organisering og fuldstaendighed.

97 Det er ubestridt, at de tyske myndigheder ikke har forholdt sig passive, og at det i oktober 1987 er lykkedes dem at bringe selskabet Imex' svig til ophoer. Deres indsats har dog ofte lidt af en daarlig koordinering af de forskellige tjenestegrene, der var involveret i undersoegelserne, og en daarlig organisering af de foretagne kontrolundersoegelser, som i oevrigt har vist sig at vaere utilstraekkelige.

98 Det fremgaar saaledes af sagen, at fra den 20. november 1985, hvor Kommissionen fremsendte skrivelsen til de tyske myndigheder, og i en periode paa mindst syv maaneder blev ansvaret for organiseringen af undersoegelserne forlagt fra en tjeneste til anden - fra Toldundersoegelsestjenesten i Muenchen til tjenesten i Koeln til tjenesten i Hamburg - paa grund af den territoriale kompetence.

99 Kommissionen har herefter gjort gaeldende, at flere af de foretagne kontroller mislykkedes paa grund af daarlig organisering, hvilket den tyske regering ikke har bestridt. For eksempel viste kontrollen, der blev foretaget hos Imex' leverandoerer, sig nytteloes, fordi dyrenes vaegt hos leverandoeren kun blev anslaaet og ikke fastslaaet, da handelen med dyr bliver udtrykt i antal dyr og ikke i vaegt; saaledes kunne vaegten ikke sammenlignes med de samme dyrs vaegt ved disses udfoersel. Kontrollen af de dyr, der blev transporteret ad luftvejen, var fra starten ogsaa doemt til at mislykkes, idet manipuleringer med vaegtangivelserne var usandsynlig ved denne type transport paa grund af den obligatoriske vejning af dyrene, inden de blev indladet i flyet.

100 Desuden fremgaar det ikke af sagen, bortset fra sidstnaevnte kontrol og et andet forsoeg paa kontrol af dyrene, som ligeledes mislykkedes af tekniske grunde, om de tyske myndigheder har foretaget kontrol af dyrene i videre omfang, eller om de har organiseret et trovaerdigt vejningssystem for at afsloere manipuleringer med vaegtangivelser, og det til trods for, at der kun var to eksportoerer, der mistaenktes for svig, nemlig selskaberne Imex og Suedfleisch.

101 Under disse omstaendigheder skal dette anbringende ligeledes forkastes.

Korrektionen paa 25 024 493 DEM vedroerende restitutioner udbetalt i aarene 1981-1987 paa grundlag af manipuleringer af vaegtangivelser, foretaget af »Zollhilfspersonen«

102 Den sammenfattende rapport (punkt 6.2.2.3) indeholder foelgende konstatering:

»Ifoelge undersoegelsesrapporten vedroerer lidt mere end 25 mio. DEM (25 024 493 DEM) ud af et samlet beloeb paa 152,3 mio. DEM, manipuleringer af vaegtangivelser, der er foretaget af eller under ansvar af flere 'Zollhilfspersonen'. Da det i det foreliggende tilfaelde drejer sig om bemyndigede personer, der repraesenterer toldvaesenet ved bestemmelsen af udfoerselsprodukternes vaegt, skal dette beloeb ikke finansieres af EUGFL«.

103 Den tyske regering er af den opfattelse, at dens ansvar skal begraenses til »Zollhilfsperson« H.'s adfaerd, som ifoelge en dom af 30. maj 1990 fra Landgericht Muenchen var indblandet i 125 sager om manipuleringer af vaegtangivelser, der repraesenterer et tab paa 11 745 714 DEM. Den har gjort gaeldende, at Kommissionen ikke havde ret til at gaa videre end de konstateringer, som den nationale domstol havde foretaget, da ifoelge almindelige retsprincipper kun de ulovligheder, der er fastslaaet af domstolene, kan anses for godtgjorte og dermed medfoere en korrektion af de tilsvarende udgifter.

104 Kommissionen har derimod anfoert, at det ikke kun er »Zollhilfsperson« H., der har deltaget i manipuleringerne af vaegtangivelser. Det drejer sig i virkeligheden om 284 sager med et samlet tab paa 25 024 493 DEM, som Toldundersoegelsestjenesten i Muenchen har anfoert i sin endelige rapport vedroerende efterforskningen mod selskabet Imex. Kommissionen har tilfoejet, at det inden for rammerne af regnskabsafslutningen kun drejer sig om at konstatere, om medlemsstaterne har afholdt bevillingerne i overensstemmelse med faellesskabsretten. Desuden kan det ikke vaere en national domstols konstateringer, der er bestemmende i denne henseende.

105 Det bemaerkes, som Kommissionen med rette har anfoert, at formaalet med regnskabsafslutningen er at konstatere, om de bevillinger, der er stillet til raadighed for medlemsstaterne, er blevet afholdt i overensstemmelse med gaeldende faellesskabsregler inden for rammerne af den faelles markedsordning. Som anfoert i denne doms praemis 35 paahviler det nemlig Kommissionen, saafremt den afslaar at lade EUGFL afholde en raekke udgifter med den begrundelse, at udgifterne beror paa, at medlemsstaten har tilsidesat Faellesskabets retsforskrifter, ikke kun udtoemmende at godtgoere, at oplysningerne fra medlemsstaterne er urigtige, men den maa fremlaegge et bevis for, at den har en begrundet og rimelig tvivl med hensyn til de tal, der er meddelt af de nationale myndigheder (jf. ovennaevnte dom i sagen Nederlandene mod Kommissionen, praemis 16 og 17).

106 Det foelger heraf, at naar Kommissionen afslutter medlemsstaternes regnskaber, er den ikke forhindret i at fremsaette udtalelser, der gaar videre end de uregelmaessigheder, som er godtgjort for en national domstol, naar den naerer en begrundet og rimelig tvivl med hensyn til behoerigheden af de af EUGFL finansierede foranstaltninger. Desuden gaelder der andre bevisbyrderegler for proceduren ved en saadan domstol.

107 Kommissionen har i sagen foretaget den omtvistede korrektion paa grundlag af de konstateringer, der er indeholdt i Toldundersoegelsestjenesten i Muenchens endelige rapport vedroerende efterforskningen mod selskabet Imex. Disse konstateringer er bestemt af en saadan art, at de rejser begrundet og rimelig tvivl hos Kommissionen med hensyn til behoerigheden af de paagaeldende transaktioner, som det ikke er lykkedes medlemsstaten gendrive.

108 Foelgelig skal dette anbringende ligeledes forkastes.

Beloebet paa 9 656 734,74 DEM forbundet med den tyske regerings paastaaede forsinkede fremsendelse af visse oplysninger inden for rammerne af regnskabsafslutningen

109 Det fremgaar af sagen, at da Kommissionen antog, at der naesten ingen chancer var for de tyske myndigheder for at faa tilbagebetalt de til Imex uretmaessigt udbetalte restitutioner, bortset fra et beloeb paa 2 156 195,60 DEM, og at den afventende holdning, som EUGFL havde forpligtet sig til, ikke laengere kunne opretholdes, meddelte den ved skrivelse af 14. oktober 1993 Forbundsrepublikken Tyskland, at den havde til hensigt at afslutte Imex-sagen inden for rammerne af regnskabsafslutningen for 1991, og anmodede denne om at fremsende meddelelse om de beloeb, der er udbetalt til dette selskab inden den 1. januar 1986. Kommissionen erklaerede sig rede til at lade faellesskabsbudgettet finansiere disse udbetalinger, i det omfang de ikke skyldes »Zollhilfspersonen«'s manipuleringer.

110 Med hjemmel i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1723/72 af 26. juli 1972 om regnskabsafslutning for Den Europaeiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, Garantisektionen (EFT Anden Serie III, s. 110), som aendret ved Kommissionens forordning (EOEF) nr. 422/86 af 25. februar 1986 (EFT L 48, s. 31), har Kommissionen ved beslutning af 21. januar 1994 fastsat fristen for fremsendelse af alle supplerende oplysninger fra medlemsstaterne, der er noedvendige for regnskabsafslutningen for regnskabsaaret 1991, til den 31. januar 1994.

111 Ifoelge den sammenfattende rapport (punkt 6.2.2.6) »[fremsendte de tyske myndigheder] lang tid efter tidsfristen ... (den 31.1.1994) en liste over betalinger, der gjorde Kommissionen i stand til at foreslaa en finansiel korrektion for det beloeb, der blev betalt efter den 1. januar 1986, og vedroerte tab, der skyldes 'Zollhilfspersonen', paa i alt 47 035 774 DEM. Da tidsfristen ... ikke blev overholdt, begraenses den reduktion i den oprindelige finansielle korrektion, som de for sent fremsendte oplysninger kunne godtgoere, til 90%«.

112 Den tyske regering har gjort gaeldende, at den omhandlede liste over betalinger blev meddelt Kommissionen paa grundlag af artikel 5, stk. 2, i Raadets forordning (EOEF) nr. 595/91 af 4. marts 1991 om uregelmaessigheder og tilbagebetaling af beloeb, der uberettiget er udbetalt inden for rammerne af finansieringen af den faelles landbrugspolitik samt om oprettelse af et informationssystem paa dette omraade samt om ophaevelse af forordning (EOEF) nr. 283/72 (EFT L 67, s. 11). Heri bestemmes:

»Skoenner en medlemsstat, at der ikke vil kunne opnaas eller forventes fuldstaendig tilbagebetaling, giver den i en saerlig meddelelse Kommissionen underretning om det ikke-tilbagebetalte beloeb og redegoer for, hvorfor beloebet efter dens mening boer afholdes af Faellesskabet eller af medlemsstaten.

Oplysningerne boer vaere tilstraekkelig detaljerede til, at Kommissionen i overensstemmelse med artikel 8, stk. 2, i forordning (EOEF) nr. 729/70 kan traeffe afgoerelse om, hvem der skal baere de finansielle foelger ...«.

113 Den tyske regering har konkluderet, at hvis medlemsstaten ikke giver meddelelse, kan de oplysninger, der omfattes af denne meddelelse, ikke udgoere en del af regnskabsafslutningen. Desuden kan Kommissionen ikke paalaegge et »straftillaeg« for en haevdet forsinket fremsendelse af meddelelsen, eftersom artikel 5 i forordning nr. 595/91 ikke fastsaetter en frist for denne meddelelse (og eftersom tilbagesoegningen med rette henhoerer under medlemsstaternes kompetence, saaledes at disse er de foerste til at kunne vurdere, om tilbagesoegningen endnu vil vaere mulig). Hvis Kommissionen mener, at medlemsstaten misligholder de forpligtelser, som paahviler den i henhold til forordning nr. 595/91, kan den anlaegge traktatbrudssoegsmaal.

114 Skoent den i artikel 5 i forordning nr. 595/91 omhandlede meddelelse er en vaesentlig del af regnskabsafslutningen, har Kommissionen gjort gaeldende, at beslutningen, der fastsaetter fristen til den 31. januar 1994, ikke er vedtaget i henhold til forordning nr. 595/91, men i henhold til forordning nr. 1732/72. Ved at fastsaette denne frist forventede Kommissionen at modtage oplysning om de noejagtige beloeb vedroerende udgifterne afholdt foer den 1. januar 1986 fra den tyske regering for at kunne behandle Imex-sagen inden for rammerne af regnskabsafslutningen for aaret 1991. Fremsendelsen af disse beloeb maa derfor ikke forveksles med den i artikel 5 i forordning nr. 595/91 omhandlede meddelelse. Foelgelig udgoer det omtvistede beloeb ikke en sanktion for en forsinket underretning som omhandlet i artikel 5 i forordning nr. 595/91, men en korrektion i henhold til Kommissionens almindelige administrative praksis, hvorefter reduktionen begraenses til 90% i tilfaelde af en forsinket fremsendelse af de oplysninger, der godtgoer en reduktion af de paalagte udgifter.

115 Den tyske regerings anbringende rejser foerst det spoergsmaal, om det - naar der paa nationalt plan er ivaerksat foranstaltninger til inddrivelse af uretmaessigt udbetalte beloeb - tilkommer medlemsstaterne eller Kommissionen at fastslaa, at disse foranstaltninger ikke laengere kan foere til en fuldstaendig tilbagebetaling.

116 Det fremgaar af artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 595/91, at det er medlemsstaten, der i en saerlig meddelelse giver Kommissionen underretning om det ikke-tilbagebetalte beloeb, naar den skoenner, at der ikke vil kunne opnaas eller forventes fuldstaendig tilbagebetaling af det uretmaessigt tildelte beloeb, hvorefter Kommissionen traeffer afgoerelse om, hvem der skal baere de finansielle foelger heraf. Af samme bestemmelse fremgaar tillige, at denne saerlige meddelelse ikke er undergivet en frist.

117 Udoevelsen af den kompetence, som medlemsstaterne har med hensyn til at vurdere, om den igangvaerende tilbagesoegning vil baere frugt eller ej, maa dog ikke foere til, at regnskabsafslutningen for et givet regnskabsaar forsinkes unoedvendigt.

118 Hvis dette er tilfaeldet, kraever den interesse, der er forbundet med en hurtig gennemgang af medlemsstaternes regnskaber (jf. foerste betragtning til forordning nr. 422/86), at Kommissionen kan fastsaette en frist for medlemsstaten til at fremsende de for regnskabsafslutningen for det paagaeldende regnskabsaar noedvendige oplysninger, herunder oplysninger om igangvaerende tilbagesoegningsprocedurer, uden at den er forpligtet til at anlaegge traktatbrudssoegsmaal i henhold til EF-traktatens artikel 169. Kommissionen skal herved respektere principperne for ordentlig forvaltning, saasom sikkerheden og forudsigeligheden i de oekonomiske forhold mellem Faellesskabet og medlemsstaterne.

119 Det fremgaar af den sammenfattende rapport (punkt 6.2.2.4), at »med hensyn til inddrivning af de paagaeldende beloeb er hidtil kun 2 156 195,60 DEM blevet inddrevet«, og at »der er naesten ingen chancer for at faa tilbagebetalt mere«. Dels foerte de tilbagebetalingsprocedurer med hensyn til et beloeb af 38,5 mio. DEM, der blev indledt mod tre banker, som var indtraadt i selskabet Imex' rettigheder, ikke til noget resultat, dels underrettede kurator den 19. juni 1989 det udbetalende organ om, at fordringen blev nedsat til 5 mio. DEM inden for rammerne af tvangslikvidationen, idet han tilfoejede, at de ikke privilegerede kreditorer, saasom det udbetalende organ, ville miste alle deres fordringer.

120 Den tyske regering har ikke bestridt disse paastande.

121 Under disse omstaendigheder er det med rette, at Kommissionen ved skrivelse af 14. oktober 1993 har meddelt Forbundsrepublikken Tyskland, at den havde til hensigt at afslutte Imex-sagen inden for rammerne af regnskabsafslutningen for regnskabsaaret 1991, og har anmodet denne medlemsstat om inden den 31. januar 1994 at fremsende meddelelse om de beloeb, der var blevet udbetalt til selskabet Imex foer den 1. januar 1986.

122 Der rejser sig det spoergsmaal, om Kommissionen var berettiget til at paalaegge Forbundsrepublikken Tyskland en korrektion for de tilsvarende udgifter, da de kraevede oplysninger ikke var meddelt inden for den fastsatte frist.

123 Det bestemmes i artikel 1, stk. 3, i forordning nr. 1723/72, som aendret ved forordning nr. 422/86, at »i mangel af fremsendelse inden for den af Kommissionen fastsatte frist fastsaetter denne sin beslutning paa grundlag af den information, som den er i besiddelse af paa det endelige tidspunkt, der er fastsat, bortset fra tilfaelde, hvor en forsinket fremsendelse af oplysninger sker paa grund af saerlige omstaendigheder«.

124 Det foelger heraf, at da Kommissionen ikke ved udloebet af den fastsatte frist var i besiddelse af de noedvendige oplysninger for at kunne afslutte regnskabet vedroerende de udbetalinger, der var foretaget til selskabet Imex foer den 1. januar 1986, var den berettiget til at foretage en korrektion paa 100% af disse udgifter. Da den dog efterfoelgende modtog de kraevede oplysninger, har den i overensstemmelse med sin faste praksis begraenset korrektionen til 10% af de paagaeldende udgifter. Af de grunde, der er anfoert i denne doms praemis 13, kan lovligheden af denne korrektion ikke anfaegtes med den begrundelse, at der er tale om et »straftillaeg«.

125 Dette anbringende skal derfor forkastes.

IV - Korrektionen for uregelmaessigheder i forbindelse med udfoersel af oksekoed til Libanon (Suedfleisch-sagen - punkt 6.2.3 i den sammenfattende rapport)

126 Denne del af soegsmaalet vedroerer Kommissionens afslag paa at lade et beloeb paa 997 814 DEM, som de tyske myndigheder har udbetalt til selskabet Suedfleisch i form af restitutioner for udfoersel af oksekoed til Libanon, paahvile EUGFL.

127 Det fremgaar af sagen, at i marts 1991 fortoldede selskabet Suedfleisch i Tyskland en ladning oksekoed paa 628 750,20 kg, der skulle udfoeres til De Forenede Arabiske Emirater. Paa dette tidspunkt udgjorde eksportrestitutionen for dette land 423,7524 DEM/100 kg nettovaegt, medens restitutionsbeloebet for udfoersel til Libanon var 294,2722 DEM/100 kg nettovaegt.

128 I juli 1991 fremsendte selskabet Suedfleisch et bevis for varernes ankomst til De Forende Arabiske Emirater til de tyske myndigheder, hvilket senere viste sig at vaere forfalsket.

129 I marts 1992, dvs. inden for den frist paa tolv maaneder, som er fastsat i faellesskabsreglerne, fremsendte selskabet Suedfleisch bevis for, at en del af den oprindelige ladning (364,185 tons) var blevet losset i marts 1991 i Beirut (Libanon). Selskabet modtog den hertil svarende eksportrestitution; denne betaling gav ikke anledning til nogen korrektion fra Kommissionens side.

130 Efter at de tyske myndigheder havde givet selskabet Suedfleisch en forlaenget frist, fremlagde det den 1. juli 1992 beviser for, at resten af ladningen (282,565 tons) var ankommet til Libanon. Selskabet modtog den hertil svarende eksportrestitution, et beloeb paa 997 814 DEM. Det er netop denne betaling, der er genstand for den korrektion, som Kommissionen har foretaget.

131 Kommissionen har i den sammenfattende rapport anfoert, at de tyske myndigheder har tilsidesat artikel 47, stk. 4, i forordning nr. 3665/87 ved under disse omstaendigheder at give selskabet Suedfleisch en forlaenget frist.

132 Det bestemmes i artikel 47, stk. 2 og 4, i forordning nr. 3665/87:

»2. Dokumenterne vedroerende udbetaling af restitutionen eller frigivelse af sikkerhedsstillelsen skal, undtagen i tilfaelde af force majeure, indgives senest tolv maaneder efter antagelsen af udfoerselsangivelsen.

...

4. Naar de ifoelge artikel 18 kraevede dokumenter ikke har kunnet fremskaffes inden udloebet af den i stk. 2 omhandlede frist, skoent eksportoeren har gjort sig umage for at fremskaffe og fremsende dem inden for denne frist, kan han faa forlaenget frist til at fremskaffe disse dokumenter.«

133 Naar henses til ordlyden af artikel 47, stk. 4, i forordning nr. 3665/87, angaar parternes argumentation spoergsmaalet, om den i denne bestemmelse fastsatte betingelse var opfyldt i sagen, nemlig om selskabet Suedfleisch havde gjort sig umage med at fremskaffe beviser for varens ankomst til bestemmelsesstedet, og om de tyske myndigheder ved at give en forlaenget frist paa tolv maaneder havde foretaget en fejlagtig udoevelse af deres skoensbefoejelser.

134 Forbundsregeringen har gjort gaeldende, at de tyske myndigheder ikke har tilsidesat artikel 47, stk. 4, i forordning nr. 3665/87. Den har anfoert, at Hauptzollamt Hamburg-Jonas gav en forlaenget frist, fordi det paa grundlag af de foreliggende oplysninger og i mangel af modstridende beviser antog, at selskabet Suedfleisch ville have gjort sig umage med at fremskaffe og fremsende de kraevede dokumenter.

135 Selskabet havde allerede i maj 1991 antaget en forsikringsagent for at undersoege, hvor skibet, der transporterede varerne, i virkeligheden befandt sig. I juni 1991 sendte selskabet Suedfleisch tre af sine ansatte til Saudi-Arabien for at sikre sig, at varerne faktisk var blevet losset der. Selv om losningen ikke havde fundet sted, medens de tre ansatte befandt sig i Saudi-Arabien, fordi en islamisk fest fandt sted paa dette tidspunkt, havde disse dog inspiceret skibet, som transporterede varerne, og havde konstateret, at lastrummene naesten var fulde af kasser fra selskabet Suedfleisch, og at forseglingerne var intakte. Med hensyn til fremlaeggelsen af falske ankomstbeviser i juli 1991 for varernes ankomst til De Forenede Arabiske Emirater kunne det ikke udelukkes, at selskabet Suedfleisch var blevet vildledt af sin medkontrahent, selskabet Al Fatha Goldstore.

136 Idet det antages, at toldmyndighederne inden for rammerne af deres skoensbefoejelser skulle tage eksportoerens hensigter i betragtning, hvilket den tyske regering har bestridt, kunne den kompetente tjenestegren ikke paa tidspunktet for den yderligere fristforlaengelse vide, om selskabet Suedfleisch forsaetligt eller ved grov uagtsomhed havde fremlagt det falske dokument, hvilket Kommissionen haevder. I oevrigt havde de undersoegelser, som anklagemyndigheden og Toldundersoegelsestjenesten havde foretaget i Tyskland, ikke kunnet fastslaa selskabets ansvar for forfalskningen af det fremlagte dokument og dettes svigagtige brug.

137 Desuden er en forlaengelse af fristen ikke til hinder for at afslaa restitutionsbetalingen eller i givet fald for tilbagesoegning af det udbetalte beloeb, hvis det efterfoelgende viser sig, at betingelserne for indroemmelsen af en forlaengelse ikke var opfyldte.

138 Kommissionen kan under alle omstaendigheder ikke uden at fremkalde en alvorlig retsusikkerhed for de beroerte medlemsstater og erhvervsdrivende saette sin egen opfattelse i stedet for det skoen, som de kompetente nationale myndigheder har udoevet inden for rammerne af deres skoensbefoejelser, som er anerkendt af faellesskabsretten.

139 Kommissionen har anfoert, at en eksportoer, som allerede forsaetligt eller i hvert fald ved grov uagtsomhed har fremlagt en forfalsket fortoldningsattest, ikke opfylder betingelserne i artikel 47, stk. 4, i forordning nr. 3665/87.

140 Kommissionen har herved gjort gaeldende, at selskabet Suedfleisch trods den tvivl, som selskabet naerede i maj 1991 med hensyn til koedets bestemmelsessted, havde fremlagt en forfalsket fortoldningsattest den 1. juli 1991 og skriftligt havde anmodet om betaling af de restitutioner, der gaelder for eksport til De Forenede Arabiske Emirater. De »kontroller«, der blev foretaget af de tre ansatte, der blev sendt til Saudi-Arabien i juni 1991, og som den tyske regering i foerste raekke stoetter sig paa, fortjente ikke denne betegnelse; den omstaendighed, at de ansatte ikke afventede ladningens losning, kan ikke accepteres af Kommissionen, fordi de burde have vidst, at en transaktions normale afvikling inkluderer varernes fortoldning med henblik paa fri omsaetning i Saudi-Arabien.

141 Dette medfoerte i begyndelsen, at selskabet Suedfleisch gjorde alt for at faa tildelt de hoejere eksportrestitutioner, der blev udbetalt for udfoersel af oksekoed til De Forenede Arabiske Emirater vel vidende, at det ikke havde ret hertil. Det var foerst, da dette krav ikke kunne opfyldes, fordi forfalskningen af fortoldningsattesten var blevet opdaget, og fordi selskabet risikerede at skulle tilbagebetale samtlige restitutioner, at selskabet for foerste gang ved skrivelse af 24. september 1991 anmodede om en forlaengelse af fristen for at fremskaffe de noedvendige dokumenter.

142 Over for en saadan adfaerd goer Kommissionen gaeldende, at det ikke kan haevdes, at selskabet Suedfleisch har gjort sig umage for at fremskaffe de noedvendige dokumenter inden for fristen paa tolv maaneder. Den omstaendighed, at hverken Forbundsanklagemyndigheden eller Toldundersoegelsestjenesten har kunnet fastslaa et strafansvar for de personer, der handlede paa vegne af selskabet Suedfleisch, paa grund af manglende beviser, kan paa ingen maade aendre denne konstatering. En undersoegelse af, om betingelserne i artikel 47, stk. 4, i forordning nr. 3655/87 er opfyldte, bestaar ikke i at fastslaa et strafansvar.

143 Desuden havde Kommissionen allerede den 28. maj 1991 informeret Forbundsrepublikken Tyskland om en inspektionsrejse til Beirut med henblik paa at faa udleveret nogle dokumenter fra de libanesiske toldmyndigheder, der ville goere det muligt for de tyske myndigheder at bevise »forfalskningen af erklaeringer om bestemmelsesstedet for det fra Tyskland udfoerte oksekoed, som var bestemt for De Forenede Arabiske Emirater, men som blev omdirigeret til Libanon«. Disse undersoegelser, som fandt sted i Beirut fra den 8. til den 15. juni 1991 med deltagelse af en repraesentant fra Toldundersoegelsestjenesten i Muenchen, gjorde det muligt at fastslaa, at eksportrestitutioner paa ca. 10 mio. DEM var blevet uretmaessigt udbetalt for henved ca. 2 500 tons koed. Det er rigtigt, at resultatet af denne inspektionsrejse foerst officielt blev meddelt de tyske myndigheder den 25. september 1991, men de burde vaere blevet direkte underrettet ved inspektionsrejsens afslutning af deres repraesentant, som havde deltaget i undersoegelserne paa stedet.

144 Hertil kommer, at fristen blev forlaenget den 24. september 1991, dvs. samme dag som selskabet Suedfleisch indgav anmodningen og en dag inden overgivelsen af de officielle resultater af inspektionsrejsen til Libanon, skoent den normale frist paa tolv maaneder foerst udloeb i marts 1992.

145 I betragtning af disse omstaendigheder er indroemmelsen af en yderligere frist til selskabet Suedfleisch udtryk for en fejlagtig udoevelse af den skoensbefoejelse, som er tillagt de nationale myndigheder ved artikel 47, stk. 4, i forordning nr. 3665/87. Kommissionen havde ikke hermed til hensigt at saette sine egne beslutninger i stedet for den nationale myndighed, men ville vise, at de nationale myndigheder ved at forlaenge fristen klart havde overskredet graenserne for sine skoensbefoejelser.

146 Det bemaerkes, at artikel 47, stk. 4, i forordning nr. 3665/87 giver de nationale myndigheder mulighed for at give eksportoeren en forlaenget frist til at fremskaffe de kraevede dokumenter, dvs. ankomstbeviser for varernes ankomst til bestemmelsesstedet, naar denne ikke har kunnet fremlaegge disse inden for den normale frist paa tolv maaneder, skoent han har gjort sig umage for at fremskaffe og fremsende disse inden for denne frist.

147 Denne bestemmelse giver saaledes de nationale myndigheder et skoen til baade at konstatere, om eksportoeren har gjort sig umage, og til at beslutte, at de vil goere brug af den mulighed, som de har faaet tildelt, for at forlaenge fristen.

148 Dog kan udoevelsen af den skoensbefoejelse, som de nationale myndigheder har faaet tilkendt, ikke overskride de graenser, som formaalet med denne bestemmelse saetter, og som er ikke automatisk at afskaere eksportoeren fra de restitutioner, der er fastsat i faellesskabsreglerne, naar han af objektive aarsager ikke har kunnet fremlaegge de kraevede dokumenter inden for fristen paa tolv maaneder, skoent han har gjort alt, hvad der stod i hans magt.

149 Heraf foelger, at naar der er tvivl om, hvorledes eksportoeren har handlet, kan det ikke antages, at betingelsen om, at han skal have gjort sig umage, er opfyldt. Dette indebaerer ikke noedvendigvis, at eksportoeren har begaaet en handling, for hvilken hans strafansvar er blevet fastslaaet i henhold til national ret. En erhvervsdrivende kan have undladt at goere sig umage i den betydning, hvori udtrykket er anvendt i artikel 47, stk. 4, i forordning nr. 3665/87, uden at have begaaet en ulovlig handling.

150 Da artikel 47, stk. 4, i forordning nr. 3665/87 alene fastsaetter en mulighed for de nationale myndigheder for at forlaenge fristen og ikke en forpligtelse hertil, betyder det, at selv om det er fastslaaet, at eksportoeren har gjort sig umage, skal disse myndigheder med henblik paa vedtagelsen af en beslutning, ud over eksportoerens omhu, tage alle de forhold i betragtning, der kan godtgoere, at forlaengelsen af fristen er berettiget.

151 Det fremgaar af sagen, at den kompetente myndighed den 24. september 1991, datoen for vedtagelsen af den beslutning, der gav fristforlaengelse, havde kendskab til foelgende forhold.

152 Med hensyn til eksportoerens adfaerd vidste den kompetente myndighed, at selskabet Suedfleisch den 1. juli 1991 havde fremlagt et forfalsket certifikat, og at fremlaeggelsen af dette certifikat var sket paa trods af den tvivl, som dette selskab havde naeret fra maj 1991 med hensyn til det udfoerte koeds bestemmelsessted. De kontroller, som blev udfoert i juni 1991 af tre af selskabet Suedfleisch's ansatte, der var blevet sendt til Saudi-Arabien, var ikke af en saadan karakter, at de kunne fjerne tvivlen eller overbevise den kompetente myndighed om, at selskabet havde udtoemt alle muligheder, som det havde, fordi de tre ansatte ikke var forblevet i Saudi-Arabien indtil losningen eller fortoldningen af varerne.

153 Under disse omstaendigheder, og selv om der ikke har kunnet fastslaas et strafansvar for selskabet Suedfleisch for fremlaeggelsen af den forfalskede attest, gav dets adfaerd snarere anledning til tvivl med hensyn til de udfoldede anstrengelser for at fremskaffe de kraevede dokumenter.

154 Det er ligeledes sikkert, at de tyske myndigheder, og dermed den kompetente myndighed, havde kendskab til inspektionsrejsen og de undersoegelser, som Kommissionen havde foretaget i Libanon fra den 8. til den 15. juni 1991 med deltagelse af en repraesentant for de tyske toldmyndigheder med henblik paa at faa udleveret nogle dokumenter fra de libanesiske toldmyndigheder, der kunne bevise forfalskningen af erklaeringerne om bestemmelsesstedet for det fra Tyskland udfoerte oksekoed, som, skoent det var bestemt for De Forenede Arabiske Emirater, var blevet omdirigeret til Libanon.

155 Endelig er det ligeledes ubestridt, at det den 24. september 1991 ikke var noedvendigt at forlaenge fristen paa tolv maaneder, som foerst udloeb i marts 1992. Tvaertimod var de ovenfor anfoerte forhold af en saadan karakter, at den kompetente myndighed enten burde forholde sig afventende eller meddele afslag.

156 Under hensyn til ovenfor anfoerte bemaerkes det, at den kompetente nationale myndighed har tilsidesat artikel 47, stk. 4, i forordning nr. 3665/87 ved at meddele selskabet Suedfleisch en forlaenget frist.

157 Dette anbringende skal derfor forkastes.

V - Korrektionen for udfoersel af oksekoed til Zimbabwe (Barfuss-sagen - punkt 6.2.4 i den sammenfattende for regnskabsaaret 1991 og punkt 6.2.2 i den sammenfattende rapport for regnskabsaaret 1990)

158 I den sammenfattende rapport for regnskabsaaret 1991 er der angivet en oekonomisk korrektion, som Kommissionen har foretaget for udgifter i forbindelse med udfoersel af oksekoed, der var angivet som udfoert til Sydafrika, men som i virkeligheden var bestemt for Zimbabwe. Det naevnes ligeledes, at der er redegjort for denne sag i den sammenfattende rapport for regnskabsaaret 1990, idet korrektionen vil blive taget op til fornyet behandling ved regnskabsafslutningen for regnskabsaaret 1991, fordi Forbundsrepublikken Tyskland ville forsoege at tilbagesoege de uretmaessigt udbetalte beloeb.

159 I den sammenfattende rapport for regnskabsaaret 1990 har Kommissionen konstateret, at visse maengder oksekoed, der var ydet restitution for paa grundlag af beviser for ankomst til Sydafrika, kun blev oplagret i dette land og derefter reeksporteret til Zimbabwe med henblik paa forarbejdning. De saaledes fremstillede produkter blev efterfoelgende indfoert til Faellesskabet med toldfritagelse paa grund af EOEF-AVS-aftalen.

160 Det er ligeledes angivet, at EUGFL i november 1987 og februar/marts 1990 foretog nogle undersoegelser, der havde foert til en konstatering af, at saadanne former for praksis havde fundet sted i visse medlemsstater, herunder Forbundsrepublikken Tyskland, og at Kommissionen havde anmodet de beroerte medlemsstater om at indlede tilbagesoegning af uretmaessigt udbetalte restitutioner.

161 Med hensyn til Forbundsrepublikken Tyskland har Kommissionen anfoert foelgende:

»... for en eksportoer blev anmodningen om tilbagebetaling foerst sendt den 1.7.1991. Anmodningen blev dog straks bestridt (25.7.1991). Siden da har dossieret ligget stille, da det udbetalende organ ikke er i stand til at fremlaegge de beviser, som den tyske efterforskningsperson har taget med sig. Denne havde dog vedlagt dem i den rapport om inspektionsrejsen, som han havde fremsendt den 5.6.1990.

Som foelge af ovennaevnte forhold er Kommissionens tjenestegrene af den opfattelse, at den manglende tilbagesoegning af de uretmaessige udbetalte beloeb ikke kan finansieres af EUGFL (artikel 8, stk. 2, i forordning (EOEF) nr. 729/70) ...«.

162 Forbundsregeringen har anfoert, at de tyske myndigheder ikke har tilsidesat en forpligtelse, der kan give anledning til finansielle foelger, og navnlig ikke den forpligtelse, der foelger af traktatens artikel 5, sammenholdt med artikel 8 i forordning nr. 729/70.

163 Den har i denne henseende gjort gaeldende, at Toldundersoegelsestjenesten i Hamburg ved skrivelse af 5. juli 1990 har informeret den kompetente myndighed, nemlig Hauptzollamt Hamburg-Jonas, om konstateringerne vedroerende tyske sundhedscertifikater, som var fundet i Zimbabwe, og som vedroerte visse maengder koed, der var eksporteret af selskabet Barfuss til Sydafrika.

164 Ved beslutning af 1. juli 1991 anmodede den kompetente myndighed selskabet Barfuss om at tilbagebetale de udbetalte eksportrestitutioner paa 518 181,97 DEM.

165 Den 25. juli 1991 indgav selskabet Barfuss klage over denne beslutning og anmodede samtidig om udsaettelse med betalingen. Ved afgoerelse af 20. august 1991 gav den kompetente myndighed medhold i anmodningen om udsaettelse, da der i mangel af beviser eksisterede en begrundet tvivl med hensyn til lovligheden af inddrivelsesbeslutningen.

166 Den kompetente myndighed havde foerst udsat klagesagen i betragtning af et praejudicielt spoergsmaal, som var blevet forelagt Domstolen i en lignende sag af Finanzgericht Hamburg den 20. december 1991 (sag C-27/92, Moellmann-Fleisch), siden ved afgoerelse af 7. juni 1994 givet selskabet Barfuss medhold i klagen, fordi der ikke forelaa forhold, der viste, at leverancerne af oksekoed, der oprindeligt var udfoert til Sydafrika, var ankommet til Zimbabwe. Tvaertimod havde selskabet Barfuss paa uigendrivelig maade forklaret, at de omtvistede varer var blevet fortoldet og bragt i omsaetning i Sydafrika.

167 Det forhold, at sundhedscertifikater var blevet fundet i Zimbabwe, er uden betydning, da disse certifikater ikke angiver, hvilken rute varerne i virkeligheden har fulgt. De tillader kun visse konstateringer vedroerende de eksporterede varers kvalitet. Desuden kan det ikke udelukkes, at disse certifikater har vaeret genstand for misbrug i de afrikanske lande ved at blive tilskrevet andre partier koed end dem, for hvilke de oprindeligt blev udfaerdiget.

168 Kommissionen har svaret, at den omtvistede korrektion blev foretaget med den begrundelse, at de tyske tjenestegrene i begyndelsen handlede meget toevende med hensyn til tilbagesoegningen af de uretmaessigt udbetalte eksportrestitutioner, og at de efterfoelgende fuldstaendig opgav dette uden tilstraekkelige grunde.

169 For saa vidt angaar den toevende tilbagesoegning laegger Kommissionen vaegt paa to forhold. Det foerste er, at den kompetente myndighed foerst ivaerksatte tilbagesoegning med et aars forsinkelse. Den tyske regering har ikke givet nogen forklaring herpaa.

170 En anden vaesentlig forsinkelse er forbundet med den kompetente myndigheds udsaettelse af klagesagen paa Domstolens afgoerelse af det praejudicielle spoergsmaal fra Finanzgericht Hamburg i sag C-27/92 (dom af 31.3.1993, Moellmann-Fleisch, Sml. I, s. 1701). Denne anmodning om praejudiciel afgoerelse vedroerte navnlig problemet, om det kraevede bevis for indfoersel til et tredjeland kan anses for ikke at vaere foert, naar der er tvivl om, hvorvidt den i fortoldningsattesten anfoerte vare faktisk er naaet frem til markedet i bestemmelseslandet. Det er unoedvendigt at afvente Domstolens afgoerelse, for der findes allerede en fast praksis paa omraadet (dom af 2.6.1976, sag 125/75, Milch-, Fett- und Eier-Kontor, Sml. s. 771, og af 11.7.1984, sag 89/83, Dimex, Sml. s. 2815).

171 For saa vidt angaar den ved beslutning af 7. juni 1994 foretagne afslutning af tilbagesoegningsproceduren uden tilstraekkelige grunde har Kommissionen understreget, at i modsaetning til hvad den tyske regering har haevdet, var de sundhedscertifikater, der blev fundet i Zimbabwe, af en saadan karakter, at der kunne opstaa begrundet tvivl med hensyn til varernes forskriftsmaessige indfoersel til bestemmelseslandet, og saaledes en afsvaekkelse af den bevismaessige vaerdi af de af selskabet Barfuss fremlagte fortoldningsattester (jf. Moellmann-Fleisch-dommen, praemis 15).

172 Den virkelige aarsag til afslutningen af tilbagesoegningen var, som det fremgaar af en skrivelse af 29. april 1994, som Forbundsministeriet har tilsendt Kommissionen, at originalerne af sundhedscertifikaterne, der var overgivet til Hauptzollamt, »ikke kunne findes, og at der som foelge heraf ikke var noget bevis«.

173 Den tyske regering har heroverfor anfoert, at tilbagesoegningen blev ivaerksat i juli 1991, fordi den kompetente myndighed straks naerede tvivl med hensyn til behoerigheden, da de dokumenter, som var i dens besiddelse, efter dens opfattelse ikke var tilstraekkelige til at ivaerksaette en tilbagesoegningsprocedure mod selskabet Barfuss, der havde mulighed for at foere til noget. Den kompetente myndighed kan heller ikke bebrejdes at have udsat klagesagen under hensyn til det praejudicielle spoergsmaal i Moellmann-Fleisch-sagen; Kommissionens paastand om, at der allerede foreligger en fast retspraksis paa omraadet, er ikke korrekt.

174 Desuden var tilbagesoegningsproceduren blevet indstillet, fordi den kompetente myndighed antog, at dens beslutning ikke kunne modstaa en retslig behandling og ikke, som Kommissionen haevder, fordi originalerne af sundhedscertifikaterne, der var overgivet til den kompetente myndighed, ikke kunne findes. Selv hvis det var rigtigt, at originalerne ikke laengere eksisterede, raadede den kompetente myndighed over nogle fotokopier, som nogle af Kommissionens ansatte havde tilvejebragt.

175 Kommissionen har heroverfor anfoert, at hvad angaar den toevende anvendelse af tilbagesoegsningsproceduren, vil den af den tyske regering fremfoerte argumentation foere til det resultat, at tilbagesoegningsprocedurer i anledning af uretmaessigt udbetalte restitutioner ikke vil vaere mulige, naar det med fuldstaendig sikkerhed er fastslaaet, at de paagaeldende varer ikke i virkeligheden er kommet paa markedet i bestemmelseslandet for at blive bragt i omsaetning dér; denne opfattelse svarer ikke til de principper, der er udviklet i retspraksis (jf. dommene i sagerne Milch-, Fett- und Eier-Kontor, Dimex og Moellmann-Fleisch).

176 Med hensyn til afslutningen af tilbagesoegningsproceduren har Kommissionen, idet den har opretholdt sin opfattelse, anfoert, at fotokopier af certifikater, hvis overensstemmelse med originalen ikke er bekraeftet, ikke har nogen bevisvaerdi.

177 Det bemaerkes, at medlemsstaterne ifoelge Domstolens praksis skal respektere den i henhold til traktatens artikel 5 gaeldende generelle pligt til at udvise omhu, som praeciseret ved artikel 8, stk. 1 og 2, i forordning nr. 729/70, for saa vidt angaar finansieringen af den faelles landbrugspolitik. Denne forpligtelse indebaerer, at medlemsstaterne skal traeffe foranstaltninger med henblik paa hurtigt at afhjaelpe uregelmaessigheder. Tilbagesoegning af beloeb, der er udbetalt med urette, kan blive vanskeliggjort eller umulig at gennemfoere efter en vis tid, f.eks. navnlig paa grund af, at virksomheden er ophoert, eller bogholderibilag ikke laengere kan tilvejebringes (dom af 11.10.1990, sag C-34/89, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 3603, praemis 12).

178 Desuden kan de nationale myndigheder ikke som begrundelse for at tilsidesaette deres forpligtelse til saa hurtigt som muligt at berigtige de uregelmaessigheder, der er forekommet, henvise til, at den administrative klagesag eller den retssag, som den erhvervsdrivende har indledt, er af laengere varighed (dom af 21.2.1991, sag C-28/89, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 581, praemis 32).

179 Det bemaerkes endvidere, at hvis de tilbagesoegningsprocedurer, der er indledt paa nationalt plan i overensstemmelse med artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 729/70, foregaar i henhold til reglerne i national ret, herunder bevisbyrdereglerne (jf. i denne retning dom af 21.9.1983, forenede sager 205/82-215/82, Deutsche Milchkontor m.fl., Sml. s. 2633, praemis 36), foelger det ligeledes af fast praksis, at de nationale regler kun kan anvendes i det omfang, det er fornoedent af hensyn til gennemfoerelsen af faellesskabsrettens bestemmelser, og kun for saa vidt anvendelsen af de nationale regler ikke begraenser de paagaeldende faellesskabsretlige bestemmelsers raekkevidde og effektivitet (jf. dom af 6.5.1982, forenede sager 146/81, 192/81 og 193/81, BayWa m.fl., Sml. s. 1503, praemis 29).

180 Det er i sagen ubestridt, at tilbagesoegningsproceduren blev ivaerksat med et aars forsinkelse, at den straks blev suspenderet, og at den endte med at blive afsluttet den 7. juni 1994.

181 Ifoelge den tyske regering skyldes forsinkelsen med ivaerksaettelsen af proceduren, udsaettelsen med gennemfoerelsen af beslutningen om tilbagesoegning og endelig afslutningen heraf, at den kompetente nationale myndighed antog, at denne procedure i mangel af beviser ikke kunne foere til noget. Dels indeholdt de sundhedscertifikater, der blev fundet i Zimbabwe, ingen angivelser af den rute, som varerne har fulgt. Dels var den kompetente myndighed i besiddelse af transportdokumenter og fortoldningsattester for de paagaeldende transaktioner, der angav Sydafrika som bestemmelsesland eller som varens fortoldningsland.

182 Det bemaerkes i denne henseende, at beviset for toldformaliteternes afslutning i bestemmelseslandet ifoelge Domstolens praksis kun udgoer et afkraefteligt indicium for, at formaalet med de differentierede eksportrestitutioner virkelig er opfyldt (jf. i denne retning de ovennaevnte domme i sagerne Dimex, praemis 11, og Moellmann-Fleisch, praemis 13). Der kan navnlig ses bort fra den bevisvaerdi, som normalt er knyttet til fortoldningsattesten, saafremt der er begrundet tvivl om, hvorvidt de paagaeldende varer faktisk er blevet bragt paa markedet i bestemmelseslandet med henblik paa salg (Moellmann-Fleisch-dommen, a.st., praemis 15). I dette tilfaelde kan der efter faellesskabsreglerne fremlaegges andre dokumenter som bevis for, at de paagaeldende varer er blevet bragt paa markedet i bestemmelseslandet (jf. i denne retning Moellmann-Fleisch-dommen, praemis 14), saasom dokumenter, der beviser varens losning i bestemmelseslandet.

183 I sagen var de sundhedscertifikater, som blev fundet i Zimbabwe, af en saadan art, at de kunne rejse begrundet tvivl med hensyn til, om de af selskabet Barfuss udfoerte partier koed, som de vedroerte, rent faktisk var blevet bragt paa markedet i det anfoerte bestemmelsesland, dvs. Sydafrika. Det paahviler foelgelig det paagaeldende selskab med andre dokumenter end fortoldningsattesterne at bevise, at de udfoerte varer faktisk er blevet bragt i fri omsaetning i det land, der er angivet som varernes bestemmelsesland. I mangel af et saadant bevis skal det eksporterende selskab tilbagebetale de allerede udbetalte restitutioner.

184 Den tyske regering er ikke fremkommet med noget argument, der viser, at selskabet Barfuss, bortset fra transportdokumenter og fortoldningsattester, havde fremlagt dokumenter, der attesterer de udfoerte varers losning i Sydafrika, for at fjerne tvivlen med hensyn til varernes virkelige bestemmelsessted.

185 Under disse omstaendigheder, og uden at det er noedvendigt at tage stilling til spoergsmaalet, om indstillingen af tilbagesoegningsproceduren skyldtes tab af originalerne af sundhedscertifikaterne, der blev fundet i Zimbabwe, bemaerkes, at den sene ivaerksaettelse af tilbagesoegningsproceduren samt afviklingen af denne udgoer en tilsidesaettelse af de forpligtelser, som paahviler Forbundsrepublikken Tyskland i medfoer af artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 729/70.

186 Heraf foelger, at dette anbringende skal forkastes.

187 Under hensyntagen til det ovenfor anfoerte boer sagsoegte frifindes.

Sagens omkostninger

188 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Forbundsrepublikken Tyskland har tabt sagen og doemmes til at betale sagens omkostninger, da Kommissionen har nedlagt paastand herom.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

1) Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber frifindes.

2) Forbundsrepublikken Tyskland betaler sagens omkostninger.