61997J0125

Socialpolitik - tilnaermelse af lovgivningerne - beskyttelse af arbejdstagerne i tilfaelde af arbejdsgiverens insolvens - direktiv 80/987 - garanti mod loentab i referenceperioden - tilgodehavender for tiden forud for referenceperioden - loenbeloeb, arbejdsgiveren har betalt i referenceperioden, henfoeres foerst og fremmest til tilgodehavender for forudgaaende tidsrum

(Raadets direktiv 80/987, art. 4, stk. 2)

Artikel 4, stk. 2, i direktiv 80/987 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfaelde af arbejdsgiverens insolvens skal fortolkes saaledes, at loenbeloeb, som arbejdsgiveren har betalt i den i bestemmelsen omhandlede referenceperiode, i tilfaelde hvor arbejdstageren har tilgodehavender over for arbejdsgiveren saavel for beskaeftigelsesperioder forud for referenceperioden som for selve referenceperioden, foerst og fremmest skal henfoeres til tilgodehavender for forudgaaende tidsrum.

Det ville vaere i strid med direktivets sociale formaal, som er at sikre en minimumsbeskyttelse for alle arbejdstagere, at fortolke dets artikel 4, stk. 2, saaledes, at en arbejdstager ikke skulle vaere daekket af garantien mod loentab, han rent faktisk har vaeret udsat for i referenceperioden.

1 Ved beslutning af 18. marts 1997, indgaaet til Domstolen den 26. marts 1997, har Arrondissementsrechtbank, Alkmaar, i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal om fortolkningen af artikel 4 i Raadets direktiv 80/987/EOEF af 20. oktober 1980 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfaelde af arbejdsgiverens insolvens (EFT L 283, s. 23, herefter »direktivet«).

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en sag, som foeres af A.G.R. Regeling mod Bestuur van de Bedrijfsvereniging voor de Metaalnijverheid (direktionen for den faglige forsikringsanstalt for metalindustrien, herefter »garantiinstitutionen«), vedroerende beregningen af den garanti, der er truffet bestemmelse om i direktivet.

3 Direktivet har til formaal at sikre arbejdstagere, hvis arbejdsgiver bliver insolvent, en minimumsbeskyttelse inden for Faellesskabet. I medlemsstaterne kan der dog vaere fastsat mere fordelagtige bestemmelser.

4 Med henblik herpaa bestemmes det i direktivets artikel 3, stk. 1, at medlemsstaterne skal traeffe de noedvendige foranstaltninger for, at garantiinstitutioner sikrer arbejdstagerne betaling af tilgodehavender, der hidroerer fra arbejdsaftaler eller ansaettelsesforhold, og som vedroerer loen for perioden inden en bestemt dato. Denne dato kan i henhold til artikel 3, stk. 2, efter medlemsstaternes valg vaere enten datoen, paa hvilken arbejdsgiverens insolvens er indtraadt (foerste led), eller datoen for meddelelsen om opsigelsen paa grund af arbejdsgiverens insolvens (andet led), eller datoen, enten paa hvilken arbejdsgiverens insolvens er indtraadt eller for ophoer af den paagaeldende arbejdstagers arbejdsaftale eller ansaettelsesforhold paa grund af arbejdsgiverens insolvens (tredje led).

5 I henhold til direktivets artikel 4, stk. 1 og 2, kan betalingen dog begraenses til tilgodehavender for loen for foelgende bestemte perioder, alt efter hvilket valg medlemsstaterne har truffet i henhold til artikel 3, stk. 2:

- For saa vidt angaar det i artikel 3, stk. 2, foerste led, omhandlede tilfaelde, de sidste tre maaneder af arbejdsaftalen eller ansaettelsesforholdet, som ligger inden for en periode af seks maaneder forud for den dato, paa hvilken arbejdsgiverens insolvens er indtraadt (foerste led).

- For saa vidt angaar det i artikel 3, stk. 2, andet led, omhandlede tilfaelde, de sidste tre maaneder af arbejdsaftalen eller ansaettelsesforholdet, som ligger forud for datoen for meddelelsen om arbejdstagerens opsigelse paa grund af arbejdsgiverens insolvens (andet led).

- For saa vidt angaar det i artikel 3, stk. 2, tredje led, omhandlede tilfaelde, de sidste atten maaneder af arbejdsaftalen eller ansaettelsesforholdet, som ligger forud for den dato, paa hvilken arbejdsgiverens insolvens er indtraadt, eller datoen for ophoer af arbejdstagerens arbejdsaftale eller ansaettelsesforhold paa grund af arbejdsgiverens insolvens, dog saaledes at medlemsstaterne kan begraense betalingspligten for loen svarende til en periode paa otte uger eller til flere tidsrum, der tilsammen udgoer en periode af samme laengde (tredje led).

6 Endvidere kan medlemsstaterne i henhold til artikel 4, stk. 3, »for at undgaa udbetaling af beloeb, der overstiger ... direktiv[ets] sociale sigte« fastsaette et loft over garantien for betaling af arbejdstagernes tilgodehavender.

7 I direktivets artikel 2, stk. 2, praeciseres det, at direktivet ikke »beroerer ... medlemsstaternes nationale retsregler for saa vidt angaar definitionen af udtrykkene 'arbejdstager', 'arbejdsgiver', 'loen', 'erhvervet ret' og 'delvis erhvervet ret'«.

8 Endelig bestemmes det i direktivets artikel 9, at medlemsstaterne har mulighed for at anvende eller indfoere bestemmelser, som er gunstigere for arbejdstagerne.

9 I nederlandsk ret er direktivet gennemfoert ved Werkloosheidswet (den nederlandske lov om obligatorisk arbejdsloeshedsforsikring, herefter »WW«). I henhold til WW's kapitel IV, som angaar overtagelse af forpligtelser ifoelge arbejdsforhold i tilfaelde, hvor arbejdsgiveren er ude af stand til at betale, har en arbejdstager ret til at modtage en ydelse, naar han har et tilgodehavende i form af loen eller feriegodtgoerelse paa en arbejdsgiver, der er erklaeret konkurs. Retten til ydelsen omfatter:

- Loennen i hoejst tretten uger umiddelbart forud for den dag, hvor ansaettelsesforholdet er opsagt, hvilket svarer til den referenceperiode paa tre maaneder forud for datoen for meddelelsen om arbejdstagerens opsigelse, som er omhandlet i direktivets artikel 4, stk. 2, andet led.

- Loennen i den gaeldende opsigelsesperiode [dog hoejst i det tidsrum, der er anfoert i artikel 40 i Faillissementswet (den nederlandske konkurslov)].

- Feriegodtgoerelse, ferietillaeg og beloeb, som arbejdsgiveren skal betale til tredjemand i forbindelse med ansaettelsesforholdet med arbejdstageren, dog hoejst for ét aar (WW's artikel 61, stk. 1, og artikel 64).

10 Den 29. oktober 1990 blev A.G.R. Regeling ansat af F.R. Moojen som svejser. Hans ansaettelsesaftale blev opsagt den 14. juni 1991 med virkning fra den 1. august 1991. Arbejdsgiveren blev erklaeret konkurs den 21. april 1992, og flere maaneder senere blev boet sluttet paa grund af manglende aktiver.

11 Til og med december maaned 1990 havde A.G.R. Regeling modtaget sin loen rettidigt. Fra den 1. januar til den 1. august 1991 fik han derimod kun med uregelmaessige mellemrum udbetalt dele af sin loen. Han har beregnet, at han for det paagaeldende tidsrum havde krav paa 21 892 NLG netto, herunder i form af grundloen, overarbejdsbetaling og feriegodtgoerelse, men at hans arbejdsgiver i dette tidsrum, med uregelmaessige mellemrum, kun betalte i alt 18 136 NLG. Tilgodehavendet for loen mv. udgjorde dermed efter A.G.R. Regeling's beregning 3 756 NLG.

12 Den 1. juli 1992 rejste han i medfoer af WW's kapitel IV krav om, at garantiinstitutionen daekkede loentilgodehavendet.

13 Ved afgoerelse af 11. november 1993 afslog garantiinstitutionen kravet med den begrundelse, at A.G.R. Regeling ikke havde et loenkrav for referenceperioden, dvs. for tiden fra den 15. marts til den 25. juli 1991, da arbejdsgiverens samlede betalinger i perioden oversteg loentilgodehavendet for samme periode.

14 I denne forbindelse fremgaar det af sagens akter, at der i artikel 43 i sjette bog i Burgerlijk Wetboek (den nederlandske civillovbog, herefter »BW«) findes en bestemmelse - der blev indfoert pr. 1. januar 1992, men indholdsmaessigt svarer til den tidligere gaeldende lovbogs artikel 1432 og 1435 - hvorefter det afgoerende i tilfaelde, hvor en skyldner foretager en betaling, der kan henfoeres til to eller flere forpligtelser, er den forpligtelse, skyldneren har angivet. Har han ikke angivet en bestemt forpligtelse, henfoeres betalingen i foerste raekke til forfaldne forpligtelser, derefter til den mest bebyrdende af de forfaldne forpligtelser, og derefter, hvis de alle er lige bebyrdende, til den aeldste. I overensstemmelse med disse bestemmelser skulle arbejdsgiverens betalinger i referenceperioden foerst og fremmest henfoeres til de aeldste forpligtelser, og herefter havde A.G.R. Regeling tilgodehavender, som han havde krav paa, at garantiinstitutionen skulle daekke i overensstemmelse med direktivet.

15 Det foelger imidlertid af de nederlandske forvaltningsdomstoles og specielt Centrale Raad van Beroep's praksis, at enhver loenudbetaling, som finder sted i referenceperioden, skal henfoeres til loennen i samme periode, idet civillovbogens bestemmelser ikke antages at finde anvendelse paa krav i henhold til lovgivningen om beskyttelse af arbejdstagere i tilfaelde af arbejdsgiverens insolvens. Efter denne praksis har A.G.R. Regeling intet tilgodehavende i henhold til direktivets artikel 4, stk. 2 - paa grund af de betalinger, der fandt sted i referenceperioden - og han har dermed intet krav paa en garanti.

16 Paa denne baggrund har den nationale ret besluttet at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»Opfylder en national lovbestemt ordning fuldt ud forpligtelserne i henhold til direktiv 80/987, naar den kan foere til, at den i direktivet foreskrevne betaling af et loenkrav kun finder sted, hvis og i det omfang loenkravet, i loebet af det i direktivet anfoerte tidsrum, udgoer et stoerre beloeb end det loenbeloeb, som arbejdstageren har modtaget i samme tidsrum, men som efter nationale civilretlige regler henfoeres til et loenkrav, der er opstaaet i en periode forud for det naevnte tidsrum?«

17 Med spoergsmaalet oensker den nationale ret naermere bestemt oplyst, om direktivets artikel 4, stk. 2, skal fortolkes saaledes, at loenbeloeb, som arbejdsgiveren har betalt i den i bestemmelsen omhandlede referenceperiode, i tilfaelde hvor arbejdstageren har tilgodehavender over for arbejdsgiveren saavel for tidsrum forud for referenceperioden som for selve referenceperioden, skal antages udelukkende at daekke de af arbejdstagerens tilgodehavender, der er opstaaet i referenceperioden, eller om de foerst og fremmest skal henfoeres til tilgodehavender for forudgaaende tidsrum.

18 Det Forenede Kongeriges garantiinstitution og Det Forenede Kongeriges regering har anfoert, at direktivet har til formaal at gennemfoere en delvis harmonisering af de nationale lovgivninger, og at det i artikel 2, stk. 2, udtrykkeligt giver medlemsstaterne befoejelse til bl.a. at definere begrebet »loen«. Medlemsstaterne maa derfor fortsat frit kunne afgoere, efter hvilke regler betalinger henfoeres til tilgodehavender for forskellige tidsrum, og dermed traeffe bestemmelse om, hvorvidt betalinger fra arbejdsgiveren i referenceperioden skal daekke de af arbejdstagerens tilgodehavender, der er opstaaet i referenceperioden, eller tilgodehavender for forudgaaende tidsrum.

19 Denne opfattelse kan ikke tiltraedes. Direktivet har ganske vist kun til formaal at gennemfoere en delvis harmonisering af medlemsstaternes lovgivninger om beskyttelse af arbejdstagere mod arbejdsgiverens insolvens, men det spoergsmaal, den nationale ret har stillet, angaar dog fortolkningen af det i direktivets artikel 4, stk. 2, andet led, benyttede udtryk »tilgodehavender for loen for de sidste tre maaneder« af arbejdsaftalen eller ansaettelsesforholdet, som ligger forud for datoen for meddelelsen af opsigelsen. Da udtrykket angaar selve fastlaeggelsen af minimumsgarantien inden for Faellesskabet, skal det fortolkes ensartet, for at den, selv delvise, harmonisering, der tilstraebes paa faellesskabsplan, ikke skal miste sin virkning.

20 I denne forbindelse bemaerkes, at garantiinstitutionerne i henhold til direktivets artikel 3, stk. 1, som udgangspunkt skal sikre betaling af tilgodehavender, der vedroerer loen for perioden forud for en bestemt dato. Kun som en undtagelse har medlemsstaterne mulighed for, i henhold til artikel 4, stk. 1, at begraense denne betalingspligt til et bestemt tidsrum, der fastlaegges efter reglerne i artikel 4, stk. 2. Som generaladvokaten har fremhaevet i punkt 45 i forslaget til afgoerelse, skal denne bestemmelse fortolkes strengt og i overensstemmelse med direktivets sociale formaal, som er at sikre en minimumsbeskyttelse for alle arbejdstagere.

21 I tilfaelde hvor en arbejdstager, som i sagsforholdet i hovedsagen, har tilgodehavender for beskaeftigelsesperioder forud for referenceperioden, vil det forhold, at man henfoerer betalinger, som arbejdsgiveren foretager i loebet af referenceperioden, til tilgodehavender, der er opstaaet i referenceperioden, selv om der stadig findes tilgodehavender for forudgaaende tidsrum, bevirke, at der direkte goeres indgreb i den minimumsbeskyttelse, der sikres ved direktivet, og indroemmelsen af denne beskyttelse vil da afhaenge af en tilfaeldig eller bevidst beslutning fra arbejdsgiverens side om at foretage eller ikke at foretage bestemte betalinger i referenceperioden.

22 Det ville vaere i strid med direktivets formaal at fortolke direktivets artikel 4, stk. 2, saaledes, at en arbejdstager i det sidstnaevnte tilfaelde ikke skulle vaere daekket af garantien mod loentab, han rent faktisk har vaeret udsat for i referenceperioden.

23 Det forelagte spoergsmaal skal herefter besvares med, at direktivets artikel 4, stk. 2, skal fortolkes saaledes, at loenbeloeb, som arbejdsgiveren har betalt i den i bestemmelsen omhandlede referenceperiode, i tilfaelde hvor arbejdstageren har tilgodehavender over for arbejdsgiveren saavel for beskaeftigelsesperioder forud for referenceperioden som for selve referenceperioden, foerst og fremmest skal henfoeres til tilgodehavender for forudgaaende tidsrum.

Sagens omkostninger

24 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Arrondissementsrechtbank, Alkmaar, ved beslutning af 18. marts 1997, for ret:

Artikel 4, stk. 2, i Raadets direktiv 80/987/EOEF af 20. oktober 1980 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfaelde af arbejdsgiverens insolvens skal fortolkes saaledes, at loenbeloeb, som arbejdsgiveren har betalt i den i bestemmelsen omhandlede referenceperiode, i tilfaelde hvor arbejdstageren har tilgodehavender over for arbejdsgiveren saavel for beskaeftigelsesperioder forud for referenceperioden som for selve referenceperioden, foerst og fremmest skal henfoeres til tilgodehavender for forudgaaende tidsrum.