61995J0284

1 Faellesskabsret - fortolkning - metoder - fortolkning i lyset af internationale aftaler indgaaet af Faellesskabet

2 Miljoe - beskyttelse af ozonlaget - forordning nr. 3093/94 - raekkevidde - forbud mod anvendelse og markedsfoering af hydrochlorfluorcarboner bestemt til brandslukning - tilsidesaettelse af traktatens artikel 30 og 130 R - foreligger ikke

(EF-traktaten, art. 30 og 130 R; Raadets forordning nr. 3093/94, art. 5)

3 Miljoe - traktatens bestemmelser - artikel 130 R - betingelser for anvendelsen - Domstolens proevelse - graenser

(EF-traktaten, art. 130 R)

4 Miljoe - foranstaltninger, der skal ivaerksaettes af Faellesskabet - foranstaltninger med henblik paa at loese et specifikt miljoeproblem - lovlighed - betingelser

(EF-traktaten, art. 130 R ff.)

5 Miljoe - Faellesskabets politik - krav om et hoejt beskyttelsesniveau - raekkevidde

(EF-traktaten, art. 130 R, stk. 2)

6 Praejudicielle spoergsmaal - formaliteten - ingen beskrivelse af de faktiske omstaendigheder og de regler, det forelagte spoergsmaal haenger sammen med

(EF-traktaten, art. 177)

1. Faellesskabsretlige forskrifter skal saa vidt muligt fortolkes i lyset af international ret, navnlig naar disse forskrifter netop har til formaal at gennemfoere en international aftale indgaaet af Faellesskabet.

2. Artikel 5 i forordning nr. 3093/94 om stoffer, der nedbryder ozonlaget, indeholder et principielt forbud mod at anvende hydrochlorfluorcarboner (HCFC) fra den 1. juni 1995. For saa vidt som anvendelsen af HCFC i deres egenskab af stoffer bestemt til brandslukning ikke er blandt de undtagelser, der gaelder fra dette forbud, maa bestemmelsen fortolkes saaledes, at den totalt forbyder anvendelse og dermed ogsaa markedsfoering af HCFC til dette formaal.

Dette forbud er ikke ugyldigt efter traktatens artikel 130 R, eftersom faellesskabslovgiver ikke har anlagt et aabenbart urigtigt skoen med hensyn til betingelserne for anvendelse af denne bestemmelse eller har tilsidesat proportionalitetsprincippet. Ved at indfoere en strengere foranstaltning end dem, der foelger af Faellesskabets internationale forpligtelser og ved at bestemme, at Kommissionen paa baggrund af den tekniske udvikling kan udvide, indskraenke eller aendre listen over forbudte anvendelser, har lovgiver specielt overholdt princippet om et hoejt beskyttelsesniveau i stk. 2 og taget hensyn til eksisterende videnskabelige og tekniske data, saaledes som det kraeves efter bestemmelsens stk. 3.

Forbuddet er heller ikke ugyldigt efter traktatens artikel 30, idet den beskyttelse af miljoeet, som er formaalet med forbuddet, er et tvingende hensyn, der kan begraense anvendelsen af denne bestemmelse.

3. I traktatens artikel 130 R om Faellesskabets politik paa miljoeomraadet fastsaettes der en raekke maal, principper og kriterier, som faellesskabslovgiver skal overholde ved gennemfoerelsen af denne politik. Da det er noedvendigt at foretage en afvejning af visse af disse maal og principper, og da det er kompliceret at anvende kriterierne, maa Domstolen dog noedvendigvis ved proevelsen begraense sig til at undersoege, om lovgiver ved vedtagelsen af en given forordning har anlagt et aabenbart urigtigt skoen med hensyn til betingelserne for anvendelse af traktatens artikel 130 R.

4. Det foelger ikke af bestemmelserne i traktatens afsnit XVI om miljoeet, at artikel 130 R, stk. 1, paalaegger lovgiver at traeffe foranstaltninger vedroerende miljoeet som helhed, hver gang der traeffes foranstaltninger til bevarelse, beskyttelse og forbedring af miljoeet med henblik paa at loese et specifikt miljoeproblem. Heraf foelger, at det efter sidstnaevnte bestemmelse er tilladt at traeffe foranstaltninger, der udelukkende vedroerer visse naermere angivne aspekter af miljoeet, for saa vidt som disse foranstaltninger bidrager til bevarelse, beskyttelse og forbedring af miljoekvaliteten.

5. Selv om det staar fast, at traktatens artikel 130 R, stk. 2, kraever, at Faellesskabets politik paa miljoeomraadet tager sigte paa et hoejt beskyttelsesniveau, skal et saadant beskyttelsesniveau for at vaere foreneligt med denne bestemmelse ikke noedvendigvis vaere det teknisk hoejst mulige. Medlemsstaterne kan nemlig efter traktatens artikel 130 T opretholde eller indfoere strengere beskyttelsesforanstaltninger.

6. For at opnaa en fortolkning af faellesskabsretten, som den nationale ret kan bruge, er det paakraevet, at denne giver en beskrivelse af de faktiske omstaendigheder og de regler, som de forelagte spoergsmaal haenger sammen med, eller i alt fald forklarer de faktiske forhold, der er baggrunden for dens spoergsmaal. Disse krav gaelder ganske saerlig paa visse omraader, som f.eks. konkurrencerettens, der er karakteriseret ved komplekse faktiske og retlige forhold.

I sag C-284/95,

angaaende en anmodning, som Giudice di Pace di Genova (Italien) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Safety Hi-Tech Srl

mod

S. & T. Srl,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen og gyldigheden af Raadets forordning (EF) nr. 3093/94 af 15. december 1994 om stoffer, der nedbryder ozonlaget (EFT L 333, s. 1),

har

DOMSTOLEN

sammensat af praesidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformaendene C. Gulmann, H. Ragnemalm og M. Wathelet samt dommerne G.F. Mancini, J.C. Moitinho de Almeida, P.J.G. Kapteyn, D.A.O. Edward, P. Jann, L. Sevón og K.M. Ioannou (refererende dommer),

generaladvokat: P. Léger

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer H.A. Ruehl,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- Safety Hi-Tech Srl ved advokaterne Maurizio Maresca og Salvatore Elio La Rosa, Genova

- den italienske regering ved afdelingschef, professor Umberto Leanza, Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget, bistaaet af statens advokat, Pier Giorgio Ferri

- den oestrigske regering ved kontorchef Wolf Okresek, Forbundskanslerens Kontor, som befuldmaegtiget

- Raadet for Den Europaeiske Union ved Anna Lo Monaco og Guus Houttuin, begge Raadets Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Laura Pignataro og Antonio Aresu, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 11. november 1997 er afgivet mundtlige indlaeg af Safety Hi-Tech Srl ved advokat Maurizio Maresca, af den italienske regering ved Pier Giorgio Ferri, af den spanske regering ved statens advokater Rosario Silva de Lapuerta og Nuria Díaz Abad, som befuldmaegtigede, af den franske regering ved sekretaer Romain Nadal, Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget, af Raadet ved Anna Lo Monaco og Guus Houttuin og af Kommissionen ved Laura Pignataro og Paolo Stancanelli, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 3. februar 1998,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelse af 8. august 1995, indgaaet til Domstolen den 28. august 1995, har Giudice di Pace di Genova i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt en raekke praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen og gyldigheden af Raadets forordning (EF) nr. 3093/94 af 15. december 1994 om stoffer, der nedbryder ozonlaget (EFT L 333, s. 1, herefter »forordningen«).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag anlagt af Safety Hi-Tech Srl (herefter »Safety«) mod s. & T. Srl (herefter »s. & T.«) vedroerende opfyldelse af en salgsaftale indgaaet mellem disse selskaber om levering af et produkt benaevnt »NAF S III«, en hydrochlorfluorcarbonforbindelse (herefter »HCFC«), som anvendes til brandslukning.

3 Det fremgaar af hovedsagens akter, at Safety i medfoer af den naevnte aftale havde forpligtet sig til at levere en vis maengde af det naevnte produkt til s. & T. til et beloeb af 3 213 000 ITL inkl. moms. I henhold til aftalen skulle varerne oplagres hos Safety og stilles til raadighed for s. & T. i Genova efter anmodning.

4 Den 4. august 1995, hvor betalingen skulle have fundet sted, efter at Safety havde praesenteret fakturaen for s. & T., naegtede sidstnaevnte at tage imod varerne og anfaegtede aftalens gyldighed med den begrundelse, at anvendelsen og dermed markedsfoeringen af HCFC, som er bestemt til brandslukning, var forbudt i medfoer af forordningens artikel 5.

5 Under disse omstaendigheder fremsatte Safety den 8. august 1995 over for Giudice di Pace begaering om, at der blev meddelt s. & T. paalaeg om at betale det aftalte beloeb med tillaeg af omkostninger og honorarer.

6 I begaeringen har Safety under henvisning til, at det forbud mod at anvende og markedsfoere HCFC i deres egenskab af stoffer bestemt til brandslukning, som s. & T. paaberaabte sig, var ulovligt, gjort gaeldende, at forordningen var ugyldig, idet der ikke heri var fastsat et tilsvarende forbud med hensyn til andre stoffer, saasom haloner, som ogsaa er skadelige for miljoeet, endda i endnu hoejere grad. Safety er af den opfattelse, at forbuddet mod at anvende og markedsfoere HCFC er uforeneligt med EF-traktatens artikel 130 R, 30, 85 og 86, og har derfor anmodet Giudice di Pace om at forelaegge spoergsmaalet om forordningens gyldighed for Domstolen.

7 Formaalet med forordningen - for hvilken retsgrundlaget er EF-traktatens artikel 130 S, stk. 1, som skal gennemfoere de maal, der er anfoert i artikel 130 R - er, som det fremgaar af betragtningerne til forordningen, paa baggrund af de videnskabelige og tekniske resultater og eksistensen af erstatningsprodukter at traeffe foranstaltninger til gradvis udelukkelse af stoffer, der nedbryder ozonlaget.

8 Som det fremgaar af tredje, fjerde og femte betragtning til forordningen, er den navnlig blevet vedtaget med henblik paa at opfylde de forpligtelser, Faellesskabet har paataget sig, dels i henhold til Wienerkonventionen af 22. marts 1985 om beskyttelse af ozonlaget (herefter »Wienerkonventionen«) og Montreal-protokollen af 16. september 1987 om stoffer, der nedbryder ozonlaget (Raadets beslutning 88/540/EOEF af 14.10.1988, EFT L 297, s. 8), hvilken protokol er blevet aendret den 29. juni 1990 (jf. Raadets beslutning 91/690/EOEF af 12.12.1991, EFT L 377, s. 28), dels i henhold til den anden aendring til Montreal-protokollen af 25. november 1992 om stoffer, der nedbryder ozonlaget (jf. Raadets beslutning 94/68/EF af 2.12.1993, EFT 1994 L 33, s. 1), hvilke retsakter alle medlemsstaterne samt Faellesskabet har undertegnet.

9 I forordningens artikel 1, som fastlaegger forordningens anvendelsesomraade, bestemmes det, at forordningen gaelder for produktion, import, eksport, udbud, brug og/eller genvinding af de forskellige stoffer, der benaevnes »kontrollerede stoffer«, som er opregnet i bestemmelsen, herunder HCFC og haloner.

10 HCFC defineres i forordningens artikel 2, tolvte led, som et af de kontrollerede stoffer, der er opfoert under gruppe VIII i bilag I, og isomere heraf. Haloner defineres i samme artikels syvende led som et af de kontrollerede stoffer, der er opfoert under gruppe III i bilag I, og isomere heraf.

11 Navnlig med hensyn til anvendelsen af HCFC fastsaettes der i forordningens artikel 4, stk. 8, artikel 4, stk. 9, andet afsnit, og artikel 4, stk. 10, en saerlig ordning for HCFC, som en producent eller importoer markedsfoerer eller selv anvender.

12 Enhver anden anvendelse af HCFC bortset fra producenters eller importoerers egen anvendelse er reguleret i forordningens artikel 5, som har overskriften »Kontrol med anvendelsen af hydrochlorfluorcarboner«, og hvori det bestemmes:

»1. Fra den foerste dag i den sjette maaned efter denne forordnings ikrafttraeden forbydes anvendelsen af hydrochlorfluorcarboner, medmindre de anvendes:

- som oploesningsmiddel

- som koelemiddel

- til fremstilling af stift isolerings- og integralskum til sikkerhedsanvendelse

- til laboratorieformaal, herunder forskning og udvikling

- som raastof ved fremstillingen af andre kemiske stoffer

- som baeregas til steriliseringsformaal i lukkede anlaeg.

2. Fra den 1. januar 1996 forbydes anvendelsen af hydrochlorfluorcarboner:

- som oploesningsmiddel til ikke-indesluttet brug, herunder i aabne renseanlaeg og aabne systemer uden koeleflade til fjernelse af resterende vand, i klaebemidler og formslippemidler, naar de ikke anvendes i lukkede anlaeg, til rensning af afloeb uden genvinding af hydrochlorfluorcarboner og i aerosoler, bortset fra anvendelse som oploesningsmiddel til reagenser ved fremkaldelse af fingeraftryk paa poroese overflader som f.eks. papir og bortset fra anvendelse som fikseringsmiddel til laserprintere, der er fremstillet inden den 1. januar 1996

- i udstyr fremstillet efter den 31. december 1995 til foelgende formaal:

a) som koelemiddel i ikke-indesluttede anlaeg med direkte fordampning

b) som koelemiddel i koele- og fryseskabe til husholdningsbrug

c) i luftkonditioneringsanlaeg til biler

d) i luftkonditioneringsanlaeg til offentlige transportmidler i vejtrafikken.

3. Fra den 1. januar 1998 forbydes anvendelsen af hydrochlorfluorcarboner i udstyr fremstillet efter den 31. december 1997 til foelgende formaal:

- i luftkonditioneringsanlaeg i offentlige transportmidler i jernbanetrafikken

- som baeregas til steriliseringsformaal i lukkede anlaeg.

4. Fra den 1. januar 2000 forbydes anvendelsen af hydrochlorfluorcarboner i udstyr fremstillet efter den 31. december 1999 til foelgende formaal:

- som koelemiddel i koelehuse og varelagre til offentlig brug samt med henblik paa distribution

- som koelemiddel i anlaeg med en tilfoert effekt paa 150 kW og derover

medmindre der findes regler, sikkerhedsbestemmelser eller lignende begraensninger, som hindrer anvendelsen af ammoniak.

5. Import, overgang til fri omsaetning eller markedsfoering af udstyr, hvis anvendelse er begraenset i henhold til denne artikel, er forbudt fra datoen for begraensningens ikrafttraeden. Udstyr, der er fremstillet foer begraensningens ikrafttraeden, er ikke omfattet af forbuddet.

6. Kommissionen kan efter proceduren i artikel 16 udvide, indskraenke eller aendre listen i stk. 1 til 4 paa baggrund af den tekniske udvikling.«

13 Med hensyn til haloner bestemmes det i forordningens artikel 3, stk. 3, med visse undtagelser, som er fastsat i stk. 8 til 12, at

»... hver producent (skal) sikre, at der ikke produceres haloner efter den 31. december 1993.

Paa baggrund af indstillinger fra medlemsstaterne anvender Kommissionen efter proceduren i artikel 16 kriterierne i afgoerelse IV/25 truffet af parterne i Montreal-protokollen med henblik paa hvert aar at fastsaette, for hvilke eventuelle essentielle anvendelser der kan gives tilladelse til produktion og import af haloner i Faellesskabet efter den 31. december 1993, og hvilke brugere der kan udnytte disse essentielle anvendelser til eget formaal. Tilladelse til denne produktion og import gives, hvis der ikke kan skaffes passende alternativer eller genvundne haloner fra nogen af parterne i protokollen.

Kommissionen udsteder tilladelser til de brugere, der er omhandlet i andet afsnit, og meddeler dem, hvilken anvendelse tilladelsen gaelder, hvilke stoffer de har tilladelse til at anvende, og i hvilke maengder.

En producent kan af den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor den paagaeldende produktion foregaar, faa tilladelse til at fremstille haloner efter den 31. december 1993 med henblik paa at opfylde den efterspoergsel fra ovennaevnte brugere, hvortil der er givet tilladelse. Den kompetente myndighed i den paagaeldende medlemsstat underretter paa forhaand Kommissionen om en saadan tilladelse«.

14 Desuden bestemmes det ogsaa i forordningens artikel 4, stk. 3, med hensyn til haloner, at

»... hver producent (skal) sikre, at den ikke markedsfoerer eller selv anvender haloner efter den 31. december 1993.

En producent kan af den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor produktionen foregaar, faa tilladelse til at markedsfoere haloner efter den 31. december 1993 med henblik paa at opfylde den efterspoergsel fra brugere som omhandlet i artikel 3, stk. 3, hvortil der er givet tilladelse«.

15 Det bestemmes endvidere i forordningens artikel 8, stk. 1, at medmindre Kommissionen har givet ekstraordinaer tilladelse, er overgang til fri omsaetning i Faellesskabet af bl.a. ubrugte, genvundne eller regenererede haloner, som er importeret fra stater, der ikke er parter i protokollen, forbudt. Det bestemmes i forordningens artikel 9, at overgang til fri omsaetning i Faellesskabet af produkter, der indeholder bl.a. haloner, og som er importeret fra stater, der ikke er parter i protokollen, er forbudt.

16 Med hensyn til anvendelsen af haloner staar det fast, at forordningen ikke indeholder en bestemmelse svarende til artikel 5, som vedroerer anvendelsen af HCFC.

17 Under hensyntagen til ordningen vedroerende HCFC og haloner samt Safety's argumenter har den forelaeggende ret, da den fandt, at sagens udfald afhang af fortolkningen og gyldigheden af forordningen, besluttet at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»1) Skal Raadets forordning nr. 3093/94 (der antages at vaere i overensstemmelse med traktatens artikel 130 R) fortolkes saaledes, at den tillader fri anvendelse af halon (dvs. af produkter med skadelig indvirkning paa miljoeet), idet den kun begraenser produktionen og producenternes brug, og omvendt tillader uhindret import, mens den samtidig fuldstaendig forbyder anvendelsen (og saaledes baade produktion og import) af HCFC (dvs. produkter, der kun i mindre grad indvirker paa miljoeet) uden for de anvendelsesomraader, som er omhandlet i artikel 5?

2) Udgoer bestemmelserne i forordning nr. 3093/94 ikke i realiteten foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative indfoerselsrestriktioner i det omfang de, uden at de i traktatens artikel 36 anfoerte grunde foreligger, begraenser en vares fri bevaegelighed paa Faellesskabets samlede omraade?

3) Udgoer Faellesskabets og dets organers virksomhed i forbindelse med vedtagelsen af forordning nr. 3093/94, og saerligt i de faser, som fulgte efter denne vedtagelse, ikke et offentligretligt indgreb, som styrker visse erhvervsdrivendes dominerende stilling, og som i og for sig udgoer et eksempel paa et misbrug efter traktatens artikel 86?

4) Kan reglerne om miljoebeskyttelse - og saerligt forordning nr. 3093/94 - fortolkes saaledes, at de tillader at fravige Faellesskabets konkurrenceregler (saaledes at aftaler eller misbrug af dominerende stilling herefter vil kunne vaere tilladt eller efterproevelsen af, om de foreligger, goeres mindre indgribende), eller er forbuddene i henhold til konkurrencereglerne ubetingede og ufravigelige, saaledes at der ikke kan forekomme undtagelser eller begraensninger hverken for saa vidt angaar Faellesskabets lovgivning eller de enkelte medlemsstaters lovgivning?«

18 For at kunne give den forelaeggende ret et fyldestgoerende svar, maa spoergsmaalene afgraenses i lyset af de faktiske omstaendigheder, saaledes som de fremgaar af spoergsmaalenes ordlyd og af de akter, der er fremsendt af den forelaeggende ret.

19 Det bemaerkes, at de praejudicielle spoergsmaal anfaegter gyldigheden af forordningen som helhed. Imidlertid vedroerer hovedsagen kun forbuddet i forordningen mod at anvende og i givet fald markedsfoere HCFC i deres egenskab af stoffer bestemt til brandslukning, men ikke andre mulige anvendelser af disse stoffer. Under disse omstaendigheder er hovedsagens genstand hverken forordningens bestemmelser om andre stoffer end HCFC eller forordningens bestemmelser om andre anvendelser af disse. Foelgelig kan gyldigheden af disse bestemmelser ikke proeves i forbindelse med naervaerende praejudicielle forelaeggelse.

Det foerste spoergsmaal

20 Med det foerste spoergsmaal oensker den forelaeggende ret dels oplyst, om forordningens artikel 5 forbyder anvendelse og dermed markedsfoering af HCFC i deres egenskab af stoffer bestemt til brandslukning, dels rejser den problemet, om forbuddet er lovligt efter traktatens artikel 130 R.

Fortolkningen af forordningens artikel 5

21 Indledningsvis bemaerkes, at formaalet med forordningen, herunder artikel 5, er at opfylde de forpligtelser, Faellesskabet har paataget sig i henhold til Wienerkonventionen og Montreal-protokollen samt den anden aendring til protokollen.

22 Det staar fast, at faellesskabsretlige forskrifter saa vidt muligt skal fortolkes i lyset af international ret, navnlig naar disse forskrifter netop har til formaal at gennemfoere en international aftale indgaaet af Faellesskabet (jf. i denne retning dom af 10.9.1996, sag C-61/94, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 3989, praemis 52).

23 I medfoer af Wienerkonventionens artikel 2, stk. 3, kan parterne i konventionen traeffe strengere interne foranstaltninger, naar disse paa baggrund af videnskabelige vurderinger har til formaal at fremme anvendelsen af erstatningsstoffer, som har mindre skadelige virkninger paa ozonlaget.

24 Under hensyntagen til denne mulighed anfoeres det i sjette betragtning til forordningen, at der navnlig paa baggrund af de videnskabelige resultater i visse tilfaelde boer indfoeres kontrolforanstaltninger, der er strengere end foranstaltningerne i medfoer af anden aendring til Montreal-protokollen.

25 For at naa dette maal forbyder forordningens artikel 5 anvendelsen af HCFC.

26 Med hensyn til det principielle forbud, der gaelder fra den 1. juni 1995, gaelder der imidlertid en raekke undtagelser, som er udtoemmende opregnet i forordningens artikel 5, stk. 1. Saaledes kan HCFC ifoelge denne bestemmelse efter den 1. juni 1995 anvendes som oploesningsmiddel, som koelemiddel, til fremstilling af stift isolerings- og integralskum til sikkerhedsanvendelse, til laboratorieformaal, herunder forskning og udvikling, som raastof ved fremstillingen af andre kemiske stoffer og som baeregas til steriliseringsformaal i lukkede anlaeg.

27 Desuden opstilles der i forordningens artikel 5, stk. 2, 3 og 4, i overensstemmelse med det principielle forbud mod anvendelse af HCFC et forbud mod andre anvendelser af HCFC fra den 1. januar 1996, den 1. januar 1998 og den 1. januar 2000.

28 Det fremgaar af disse bestemmelser, at forordningen ikke indeholder bestemmelser om anvendelsen af HCFC i deres egenskab af stoffer bestemt til brandslukning, og at det derfor i overensstemmelse med forordningens artikel 5, stk. 1, er forbudt at anvende dem fra den 1. juni 1995.

29 Man maa derfor rejse spoergsmaalet, om det totale forbud mod anvendelse af HCFC, der er bestemt til brandslukning, ogsaa indebaerer et forbud mod markedsfoering af disse stoffer.

30 Det bemaerkes, at markedsfoering af HCFC i deres egenskab af stoffer bestemt til brandslukning ikke er naevnt i forordningens artikel 5. For saa vidt som markedsfoeringen af HCFC til saadanne formaal finder sted, foer disse stoffer anvendes, og kun sker med henblik paa anvendelse til disse formaal, maa det konkluderes, at da det er totalt forbudt at anvende HCFC fra den 1. juni 1995, maa det ogsaa fra dette tidspunkt anses for forbudt at markedsfoere dem i deres egenskab af stoffer bestemt til brandslukning.

31 Denne fortolkning stoettes saavel af forordningens artikel 3 som af artikel 6-13, som vedroerer henholdsvis produktion af kontrollerede stoffer og import af disse, som ogsaa finder sted, foer stofferne anvendes. Den omstaendighed, at disse bestemmelser ikke naevner produktion eller import af HCFC, som er bestemt til brandslukning, tyder paa, at faellesskabslovgiver efter at have udstedt det principielle forbud mod anvendelse af disse stoffer til saadanne formaal fandt, at der ikke var nogen mening i at fastsaette regler for produktion, import og dermed ogsaa markedsfoering af de naevnte stoffer.

32 Foelgelig skal forordningens artikel 5 fortolkes saaledes, at den totalt forbyder anvendelse og dermed ogsaa markedsfoering af HCFC, der er bestemt til brandslukning.

Spoergsmaalet om, hvorvidt forbuddet mod anvendelse af HCFC er lovligt efter traktatens artikel 130 R

33 Safety er af den opfattelse, at forbuddet mod anvendelse af HCFC i deres egenskab af stoffer bestemt til brandslukning er ulovligt efter traktatens artikel 130 R, idet Raadet har overskredet graenserne for sit skoen ved ikke at overholde denne bestemmelses maal, principper og kriterier.

34 Raadet er derimod af den opfattelse, at det efter traktatens artikel 130 R kan udoeve et frit skoen, og at Domstolen ikke kan proeve resultatet af dette skoen. Raadet finder endvidere, at det efter denne bestemmelse har et vidt skoen med hensyn til valget af foranstaltninger til gennemfoerelse af miljoebeskyttelsespolitikken. Kun naar det er aabenbart, at disse foranstaltninger er uegnede til at naa det maal, der forfoelges, kan foranstaltningernes lovlighed anfaegtes.

35 Traktatens artikel 130 R bestemmer:

»1. Faellesskabets politik paa miljoeomraadet skal bidrage til forfoelgelse af nedennaevnte maal:

- bevarelse, beskyttelse og forbedring af miljoekvaliteten

- beskyttelse af menneskers sundhed

- en forsigtig og rationel udnyttelse af naturressourcerne

- fremme paa internationalt plan af foranstaltninger til loesning af de regionale og globale miljoeproblemer.

2. Faellesskabets politik paa miljoeomraadet tager sigte paa et hoejt beskyttelsesniveau under hensyntagen til de forskelligartede forhold, der goer sig gaeldende i de forskellige omraader i Faellesskabet. Den bygger paa forsigtighedsprincippet og princippet om forebyggende indsats, princippet om indgreb over for miljoeskader fortrinsvis ved kilden og princippet om, at forureneren betaler ...

...

3. Ved udarbejdelsen af Faellesskabets politik paa miljoeomraadet tages der hensyn til:

- eksisterende videnskabelige og tekniske data

- de miljoemaessige forhold i de forskellige omraader i Faellesskabet

- fordele og ulemper ved foranstaltningens gennemfoerelse eller undladelse af at gennemfoere den

- den oekonomiske og sociale udvikling i Faellesskabet som helhed og den afbalancerede udvikling i dets omraader.

4. ...«

36 I denne bestemmelse fastsaettes der saaledes en raekke maal, principper og kriterier, som faellesskabslovgiver skal overholde ved gennemfoerelsen af miljoepolitikken.

37 Da det er noedvendigt at foretage en afvejning af visse af de maal og principper, der er omhandlet i artikel 130 R, og da det er kompliceret at anvende kriterierne, maa Domstolen dog noedvendigvis ved proevelsen begraense sig til at undersoege, om Raadet ved vedtagelsen af forordningen har anlagt et aabenbart urigtigt skoen med hensyn til betingelserne for anvendelse af traktatens artikel 130 R.

38 Det maa derfor under hensyntagen til forordningens maal undersoeges, om den er udstedt under tilsidesaettelse af traktatens artikel 130 R.

39 I denne forbindelse har Safety anfoert tre argumenter.

40 For det foerste tager forordningen - idet den tillader anvendelse af andre stoffer saasom haloner - ikke hensyn til to andre parametre, der er af grundlaeggende betydning for beskyttelsen af miljoeet, nemlig HCFC'ernes betydning for opvarmningen af jordkloden (Global Warming Potential, herefter »GWP«) og deres levetid i atmosfaeren (Atmospheric Lifetime, herefter »ALT«), hvilke faktorer skal tages i betragtning sammen med risikoen for nedbrydning af ozonlaget (Ozone Depletion Potential, herefter »ODP«). Hvis alle disse faktorer blev taget i betragtning, ville HCFC ifoelge Safety vise sig at vaere meget mindre skadelige end haloner. Foelgelig har forordningen ikke sikret beskyttelsen af miljoeet som helhed, saaledes som det er foreskrevet i traktatens artikel 130 R, men kun af en del af dette, idet den kun tager hensyn til ODP-tallet og kun traeffer foranstaltninger over for nedbrydningen af ozonlaget.

41 Indledningsvis bemaerkes, at selv om det maatte vaere ulovligt, at der ikke er udstedt et forbud mod anvendelse af andre stoffer, kan dette forhold ikke i sig selv rejse tvivl om gyldigheden af forbuddet mod anvendelse af HCFC.

42 Med hensyn til klagepunktet om, at der ikke er taget hensyn til HCFC'ernes GWP og ALT, bemaerkes, at traktatens artikel 130 R, stk. 1, blandt maalene for Faellesskabets politik paa miljoeomraadet naevner bevarelse, beskyttelse og forbedring af miljoekvaliteten.

43 Som Domstolen har fastslaaet i dommen af 14. juli 1994 (sag C-379/92, Peralta, Sml. I, s. 3453, praemis 57), fastlaegges i artikel 130 R alene de almindelige formaal med Faellesskabets virke paa miljoeomraadet. Det tilkommer Raadet at traeffe afgoerelse om de foranstaltninger, der skal ivaerksaettes af Faellesskabet, jf. artikel 130 S. I artikel 130 T er det bestemt, at beskyttelsesforanstaltninger, som vedtages i Faellesskabet i henhold til artikel 130 S, ikke er til hinder for, at de enkelte medlemsstater opretholder eller indfoerer strengere beskyttelsesforanstaltninger, som er forenelige med traktaten.

44 Det foelger ikke af disse bestemmelser, at traktatens artikel 130 R, stk. 1, paalaegger faellesskabslovgiver at traeffe foranstaltninger vedroerende miljoeet som helhed, hver gang der traeffes foranstaltninger til bevarelse, beskyttelse og forbedring af miljoeet med henblik paa at loese et specifikt miljoeproblem.

45 Heraf foelger, at det efter traktatens artikel 130 R, stk. 1, er tilladt at traeffe foranstaltninger, der udelukkende vedroerer visse naermere angivne aspekter af miljoeet, for saa vidt som disse foranstaltninger bidrager til bevarelse, beskyttelse og forbedring af miljoekvaliteten.

46 Som det fremgaar af forordningens titel, har den til formaal at fastsaette regler om stoffer, der nedbryder ozonlaget. Den omstaendighed, at forordningen kun vedroerer dette aspekt af bevarelsen, beskyttelsen og forbedringen af miljoeet, kan derfor ikke anses for at vaere uforenelig med formaalet med traktatens artikel 130 R, stk. 1.

47 For det andet har Safety anfoert, at forordningen ikke har sikret et hoejt beskyttelsesniveau, saaledes som det kraeves efter traktatens artikel 130 R, stk. 2, idet den tillader anvendelsen af haloner, som har et meget hoejere ODP end HCFC, og derfor er langt farligere for ozonlaget.

48 Med hensyn til kravet i traktatens artikel 130 R, stk. 2, bemaerkes, at forordningen sikrer et hoejt beskyttelsesniveau. Det foelger af fjerde og femte betragtning til forordningen, at der paa baggrund af de videnskabelige resultater skal goeres en indsats for at opfylde Faellesskabets forpligtelser i henhold til Wienerkonventionen og anden aendring til Montreal-protokollen, navnlig kontrol med anvendelsen af HCFC. Det anfoeres endvidere i sjette betragtning til forordningen, at der paa baggrund af de videnskabelige resultater i visse tilfaelde boer indfoeres kontrolforanstaltninger, der er strengere end foranstaltningerne i anden aendring til protokollen. Faellesskabslovgiver har derfor ikke tilsidesat princippet i traktatens artikel 130 R, stk. 2, om et hoejt beskyttelsesniveau ved i forordningens artikel 5, stk. 1, at forbyde anvendelsen af HCFC og saaledes indfoere en strengere foranstaltning end dem, der foelger af Faellesskabets internationale forpligtelser.

49 Selv om det staar fast, at traktatens artikel 130 R, stk. 2, kraever, at Faellesskabets politik paa miljoeomraadet tager sigte paa et hoejt beskyttelsesniveau, skal et saadant beskyttelsesniveau for at vaere foreneligt med denne bestemmelse ikke noedvendigvis vaere det teknisk hoejst mulige. Som anfoert i naervaerende doms praemis 43 kan medlemsstaterne nemlig efter traktatens artikel 130 T opretholde eller indfoere strengere beskyttelsesforanstaltninger.

50 Endelig er Safety af den opfattelse, at forordningen ved ikke at forbyde anvendelsen af andre stoffer, som ogsaa er bestemt til brandslukning, herunder hydrofluorcarboner og perfluorcarboner, har undladt at tage hensyn til eksisterende videnskabelige og tekniske data, saaledes som det kraeves efter traktatens artikel 130 R, stk. 3, idet disse stoffer, som har meget hoeje tal for GWP og ALT, er mere skadelige for miljoeet end HCFC, for hvilke tallene for ODP, GWP og ALT anses for acceptable.

51 Efter traktatens artikel 130 R, stk. 3, kraeves det, at der ved udarbejdelsen af Faellesskabets politik paa miljoeomraadet bl.a. tages hensyn til eksisterende videnskabelige og tekniske data. Det kan ikke antages, at forordningen ikke overholder dette krav.

52 Ud over, at der skal tages hensyn til de videnskabelige resultater, som er naevnt i fjerde og femte betragtning til forordningen, understreges det i syvende betragtning, at »det er oenskeligt, at brugen af ozonlagsnedbrydende stoffer regelmaessigt tages op til overvejelse«, og i ottende betragtning, at »det er noedvendigt at foelge udviklingen paa markedet for ozonlagsnedbrydende stoffer, navnlig for saa vidt angaar tilstraekkelig forsyning til essentielle anvendelser, samt at foelge udviklingen af passende erstatningsprodukter, men ogsaa for saa vidt angaar noedvendigheden af at holde importen af ubrugte, genvundne eller regenererede ozonlagsnedbrydende stoffer til fri omsaetning i Faellesskabet paa et minimum«.

53 Det er netop for at tage hensyn til eksisterende videnskabelige og tekniske data, at det i forordningens artikel 5, stk. 6, som vedroerer anvendelsen af HCFC, bestemmes, at Kommissionen kan udvide, indskraenke eller aendre listen over forbudte anvendelser paa baggrund af den tekniske udvikling.

54 Hertil kommer, at det - som det fremgaar af hovedsagens akter - da forordningen blev vedtaget, ud fra et videnskabeligt synspunkt var muligt i stedet for HCFC at anvende produkter, der var mindre skadelige for ozonlaget, saasom vand, pulver og inert gas.

55 Foelgelig har faellesskabslovgiver ikke anlagt et aabenbart urigtigt skoen ved at vedtage forbuddet mod anvendelse og dermed mod markedsfoering af HCFC i deres egenskab af stoffer bestemt til brandslukning. Under disse omstaendigheder kan der ikke gives Safety medhold i det klagepunkt, der er undersoegt ovenfor, nemlig at forordningen er ulovlig efter traktatens artikel 130 R.

56 Safety er ogsaa af den opfattelse, at forbuddet mod anvendelse og dermed mod markedsfoering af HCFC i deres egenskab af stoffer bestemt til brandslukning er for vidtgaaende i forhold til beskyttelsen af miljoeet.

57 Ved undersoegelsen af dette klagepunkt bemaerkes, at det efter Domstolens faste praksis ved afgoerelsen af, om en faellesskabsbestemmelse er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, er afgoerende, om de midler, der bringes i anvendelse, er egnet til at virkeliggoere det tilstraebte maal og ikke gaar ud over, hvad der er noedvendigt for at virkeliggoere dette (jf. bl.a. dom af 13.5.1997, sag C-233/94, Tyskland mod Parlamentet og Raadet, Sml. I, s. 2405, praemis 54).

58 Naar henses til forordningens formaal, som er at beskytte ozonlaget, maa det fastslaas, at det middel, forordningen bringer i anvendelse i artikel 5, stk. 1, nemlig et forbud mod anvendelse og dermed mod markedsfoering af HCFC i deres egenskab af stoffer bestemt til brandslukning, var egnet til at naa dette maal. I betragtning af, at det er tilladt at anvende andre stoffer, som ogsaa er skadelige for ozonlaget - endda i endnu hoejere grad - saasom haloner, ved brandslukning, maa det undersoeges, om forbuddet overskrider graenserne for, hvad det indebaerer at overholde proportionalitetsprincippet.

59 Med hensyn hertil er det tilstraekkeligt at bemaerke, at haloner - som det fremgaar af hovedsagens akter - er uerstattelige som brandslukningsmiddel, navnlig ved brande i smaa rum, og at de er meget lidt giftige, mens det er noedvendigt at anvende en stoerre maengde HCFC, som er mere giftig, for at naa samme resultat.

60 Eftersom der - som anfoert i naervaerende doms praemis 54 - for HCFC'ernes vedkommende findes effektive erstatningsprodukter som f.eks. vand, pulver og inert gas, og der - som anfoert i naervaerende doms praemis 59 - til visse vaesentlige anvendelser findes produkter, som er uerstattelige, som f.eks. haloner, kan forbuddet mod anvendelse af HCFC ikke anses for at vaere i strid med proportionalitetsprincippet.

61 Det maa derfor konkluderes, at gennemgangen af forordningens artikel 5, stk. 1, i forhold til traktatens artikel 130 R intet har frembragt, der kan rejse tvivl om forordningens gyldighed.

Det andet spoergsmaal

62 Med det andet spoergsmaal oensker den nationale ret oplyst, om forbuddet i forordningens artikel 5, stk. 1, mod anvendelse og markedsfoering af HCFC i deres egenskab af stoffer bestemt til brandslukning er gyldigt efter traktatens artikel 30.

63 Indledningsvis bemaerkes, at forbuddet mod kvantitative restriktioner samt foranstaltninger med tilsvarende virkning ifoelge Domstolens faste praksis ikke blot gaelder for nationale foranstaltninger, men ogsaa for foranstaltninger, der udgaar fra faellesskabsinstitutionerne (jf. bl.a. dom af 17.5.1984, sag 15/83, Denkavit Nederland, Sml. s. 2171, praemis 15, og af 9.8.1994, sag C-51/93, Meyhui, Sml. I, s. 3879, praemis 11).

64 Domstolen har allerede fastslaaet, at beskyttelsen af miljoeet er et af Faellesskabets grundlaeggende formaal (jf. dom af 7.2.1985, sag 240/83, Association de défense des brûleurs d'huiles usagées, Sml. s. 531, praemis 13). I dommen af 20. september 1988 (sag 302/86, Kommissionen mod Danmark, Sml. s. 4607, praemis 9) har Domstolen fastslaaet, at miljoebeskyttelse er et tvingende hensyn, der kan begraense anvendelsen af traktatens artikel 30.

65 Safety er imidlertid af den opfattelse, at proportionalitetsprincippet heller ikke er overholdt i henseende til traktatens artikel 30.

66 Hertil er det tilstraekkeligt at bemaerke, at et forbud mod anvendelse og markedsfoering af HCFC med henblik paa beskyttelse af ozonlaget - som det fremgaar af forordningens formaal og de hensyn, der er anfoert i praemis 59-61 i naervaerende dom - ikke kan anses for at vaere for vidtgaaende i forhold til det formaal, der forfoelges.

67 Svaret maa derfor vaere, at gennemgangen af det forelagte spoergsmaal intet har frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af forordningens artikel 5.

Det tredje og det fjerde spoergsmaal

68 Med det tredje og det fjerde spoergsmaal oensker den nationale ret naermere bestemt oplyst dels, om forordningens artikel 5, stk. 1, ved at fastsaette et forbud mod anvendelse og markedsfoering af HCFC, i strid med traktatens artikel 85 fremmer en aftale mellem producenter og forhandlere af andre stoffer, som er tilladt i henhold til forordningen, eller foerer til et misbrug af disse producenters og forhandleres dominerende stilling, som er i strid med traktatens artikel 86, dels om denne bestemmelse i forordningen som en bestemmelse, der sikrer beskyttelsen af ozonlaget, kan begrunde undtagelser fra traktatens artikel 85 og 86.

69 Det bemaerkes, at det foelger af Domstolens faste praksis, at det for at opnaa en fortolkning af faellesskabsretten, som den nationale ret kan bruge, er paakraevet, at denne giver en beskrivelse af de faktiske omstaendigheder og de regler, som de forelagte spoergsmaal haenger sammen med, eller i alt fald forklarer de faktiske forhold, der er baggrunden for dens spoergsmaal (jf. bl.a. dom af 26.1.1993, forenede sager C-320/90, C-321/90 og C-322/90, Telemarsicabruzzo m.fl., Sml. I, s. 393, praemis 6, og kendelse af 19.3.1993, sag C-157/92, Banchero, Sml. I, s. 1085, praemis 4).

70 Som Domstolen har fastslaaet i dommen i sagen Telemarsicabruzzo m.fl. og i kendelsen i Banchero-sagen (henholdsvis praemis 7 og 5), gaelder disse krav ganske saerlig paa visse omraader, som f.eks. konkurrencerettens, der er karakteriseret ved komplekse faktiske og retlige forhold.

71 Forelaeggelseskendelsen indeholder ikke tilstraekkelige oplysninger til at opfylde disse krav.

72 Faktisk indeholder forelaeggelseskendelsen blot en gengivelse af Safety's argumentation, og - som Safety selv har erkendt under retsmoedet ved Domstolen - indeholder den ikke oplysninger, som kan forklare, hvordan forbuddet fremmer aftaler eller samordnet praksis. Den indeholder ikke de oplysninger, der er noedvendige for at afgraense det paagaeldende marked, og forklarer heller ikke, hvilken indflydelse forbuddet mod markedsfoering af HCFC har paa dette markeds funktion. Desuden naevner den forelaeggende ret blot traktatens artikel 85 og 86 uden at angive de naermere grunde til, at den har set sig foranlediget til at rejse spoergsmaalet om gyldigheden af forbuddet i forordningens artikel 5, stk. 1, i relation til omstaendighederne i den sag, der er indbragt for den.

73 Oplysningerne i forelaeggelseskendelsen goer det ikke muligt for Domstolen at give en relevant fortolkning af faellesskabsretten, idet den nationale rets omtale af de retlige og faktiske omstaendigheder er for upraecis.

74 Det maa herefter i henhold til procesreglementets artikel 92 og artikel 103, stk. 1, fastslaas, at det er aabenbart, at det tredje og det fjerde spoergsmaal, der er forelagt Domstolen, maa afvises.

Sagens omkostninger

75 De udgifter, der er afholdt af den italienske, den spanske, den franske og den oestrigske regering samt af Raadet og Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Giudice di Pace di Genova ved kendelse af 8. august 1995, for ret:

76 Artikel 5 i Raadets forordning (EF) nr. 3093/94 af 15. december 1994 om stoffer, der nedbryder ozonlaget, skal fortolkes saaledes, at den totalt forbyder anvendelse og dermed markedsfoering af hydrochlorfluorcarboner bestemt til brandslukning.

77 Gennemgangen af de forelagte spoergsmaal har intet frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af artikel 5 i forordning nr. 3093/94.