61995J0243

Socialpolitik - mandlige og kvindelige arbejdstagere - lige loen - jobdelingsordning (»job-sharing« scheme) inden for det offentlige - indplacering paa loentrin efter den tid, den paagaeldende faktisk har arbejdet - arbejdstagere, der arbejder paa jobdelingsbasis, indplaceret paa et lavere loentrin ved overgang til fuldtidsbeskaeftigelse - hovedparten af de arbejdstagere, der arbejder paa jobdelingsbasis, er kvinder - lovgivning herom ikke tilladt, medmindre den er begrundet i objektive kriterier

(EF-traktaten, art. 119; Raadets direktiv 75/117)

Traktatens artikel 119 og direktiv 75/117 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemfoerelse af princippet om lige loen til maend og kvinder skal fortolkes saaledes, at de - naar langt flere kvindelige arbejdstagere end mandlige arbejdstagere arbejder paa jobdelingsbasis - er til hinder for en lovgivning, hvorefter arbejdstagere, der arbejder paa jobdelingsbasis, og som overgaar til fuldtidsbeskaeftigelse, bliver indplaceret paa et lavere loentrin paa skalaen for fuldtidsbeskaeftigede end det loentrin paa skalaen for personale omfattet af jobdelingsordningen, hvorpaa de tidligere var indplaceret, som foelge af, at arbejdsgiveren anvender et kriterium, hvorefter ancienniteten beregnes paa grundlag af den tid, den paagaeldende faktisk har arbejdet i sin stilling, medmindre denne lovgivning er begrundet i objektive kriterier, som intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen.

I sag C-243/95,

angaaende en anmodning, som Labour Court (Irland) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Kathleen Hill,

Ann Stapleton

mod

The Revenue Commissioners,

Department of Finance,

"at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af Raadets direktiv 75/117/EOEF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemfoerelse af princippet om lige loen til maend og kvinder (EFT L 45, s. 19),

har

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, H. Ragnemalm, og dommerne R. Schintgen, G.F. Mancini, J.L. Murray (refererende dommer) og G. Hirsch,

generaladvokat: A. La Pergola

justitssekretaer: fuldmaegtig L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- Kathleen Hill og Ann Stapleton ved solicitor Mary Redmond, bistaaet af James O'Reilly, SC

- The Revenue Commissioners og Department of Finance ved Chief State Solicitor Michael A. Buckley, bistaaet af Mary Finlay, SC, og Finola Flanagan, Office of the Attorney General, som befuldmaegtigede

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Marie Wolfcarius og Christopher Docksey, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 10. december 1996 er afgivet mundtlige indlaeg af Kathleen Hill og Ann Stapleton ved Mary Redmond, bistaaet af James O'Reilly, af The Revenue Commissioners og Department of Finance ved Mary Finlay, af Det Forenede Kongeriges regering ved Lindsey Nicoll, Treasury Solicitor's Department, som befuldmaegtiget, bistaaet af barrister Clive Lewis, og af Kommissionen ved Marie Wolfcarius og Christopher Docksey,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 20. februar 1997,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelse af 5. april 1995, indgaaet til Domstolen den 12. juli 1995, har Labour Court i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt tre praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af Raadets direktiv 75/117/EOEF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemfoerelse af princippet om lige loen til maend og kvinder (EFT L 45, s. 19, herefter »direktivet«).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag anlagt af Kathleen Hill og Ann Stapleton, som tidligere var ansat i henhold til jobdelingskontrakter (»job-sharing«), mod Revenue Commissioners og Department of Finance i anledning af sidstnaevntes afgoerelse om, ved sagsoegernes overgang til fuldtidsbeskaeftigelse, at indplacere dem paa et lavere loentrin paa skalaen for fuldtidsbeskaeftigede end det loentrin for personale ansat efter jobdelingsordningen, hvorpaa de tidligere var indplaceret.

3 I EF-traktatens artikel 119 fastslaas princippet om lige loen til maend og kvinder for samme arbejde. I bestemmelsens stk. 2 praeciseres det, at »ved loen forstaas i denne artikel den almindelige grund- eller minimumsloen og alle andre ydelser, som arbejdstageren som foelge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier«.

4 I direktivets artikel 1 henvises til ligeloensprincippet, som »indebaerer, at for samme arbejde eller for arbejde, som tillaegges samme vaerdi, afskaffes enhver forskelsbehandling med hensyn til koen for saa vidt angaar alle loenelementer og loenvilkaar«.

5 Jobdelingsordningen blev indfoert i Irland i 1984 ved en regeringsbeslutning, foerst og fremmest som en beskaeftigelsesfremmende foranstaltning.

6 Ordningen, som blev indfoert ved cirkulaere 3/84, indebar, at to ansatte delte en fuldtidsstilling, saaledes at de hver modtog en halv loen, ligesom udgifterne til stillingen for forvaltningens vedkommende forblev uaendrede. Medarbejdere, der var ansat paa fuld tid, kunne frivilligt tilsluttes ordningen med ret til at vende tilbage til en fuldtidsstilling efter jobdelingsperiodens udloeb, saafremt en passende ledig stilling var til raadighed. Medarbejdere, der blev ansat efter jobdelingsordningen i 1986 og 1987, var berettigede til ansaettelse i fuldtidsstillinger senest to aar efter ansaettelsen, ligeledes under den forudsaetning, at der var egnede ledige stillinger til raadighed. Medarbejdere, som valgte at tilslutte sig jobdelingsordningen, skulle skriftligt forpligte sig til ikke at udoeve anden erhvervsmaessig beskaeftigelse. Ordningen blev aendret i 1988, saaledes at personer ansat paa jobdelingsbasis efter dette tidspunkt er midlertidigt ansatte uden krav paa at opnaa fuldtidsbeskaeftigelse.

7 Cirkulaere 3/84 indeholdt foelgende bestemmelse: »For hver loenklasse, der omfatter jobdelingsordninger, beregnes loennen til ansatte efter denne ordning efter en loenskala, hvis enkelte trin svarer til 50% af det tilsvarende trin, der finder anvendelse for fuldtidsbeskaeftigede. Oprykning til et hoejere loentrin finder sted aarligt, saafremt den paagaeldendes tjenstlige indsats er tilfredsstillende.«

8 Cirkulaere 3/84 tog ikke stilling til spoergsmaalet om, hvilken anciennitet den ansatte skulle tillaegges for sit arbejde paa jobdelingsbasis, naar han eller hun genoptog sit arbejde paa fuld tid, men dette spoergsmaal blev afklaret i en skrivelse, som Department of Finance den 31. marts 1987 sendte til forskellige ministerier, og hvori det hedder: »Et aars beskaeftigelse efter jobdelingsordningen skal anerkendes som seks maaneders fuldtidsbeskaeftigelse, saaledes at en ansat, der har arbejdet i to aar paa jobdelingsbasis, skal indplaceres paa fuldtidsskalaens trin to (svarende til ét aars fuldtidsbeskaeftigelse). Saafremt en ansat har vaeret omfattet af jobdelingsordningen i mere end to aar, beregnes den paagaeldendes anciennitet forholdsmaessigt.«

9 Cirkulaere 9/87, som er det foerste samlede cirkulaere om oprykning til et hoejere loentrin, traeder i stedet for alle tidligere cirkulaerer paa omraadet. Det bestemmes i cirkulaerets artikel 2, at »en loenstigning er en forhoejelse af loennen, som er fastsat i loenskalaen. Som hovedregel stiger loennen hvert aar, saafremt den paagaeldendes tjenstlige indsats er tilfredsstillende«.

10 Kathleen Hill og Ann Stapleton, som efter en generel udvaelgelsesproeve blev offentligt ansat i Irland som kontorassistenter (»Clerical Assistants«), fik tjenestested hos Revenue Commissioners. Kathleen Hill blev ansat i juli 1981 og blev omfattet af jobdelingsordningen i maj 1988. Ann Stapleton blev ansat efter samme ordning i april 1986. Kathleen Hill og Ann Stapleton var omfattet af jobdelingsordningen i to aar. De arbejdede i noejagtig halvdelen af den fulde arbejdstid, idet de arbejdede en uge og havde en uge fri. I hele den periode, hvori de var ansat i henhold til jobdelingsordningen, rykkede de hvert aar et loentrin op og fik udbetalt 50% af loennen for kontorassistenter paa det loentrin, de havde naaet.

11 Kathleen Hill vendte tilbage til fuldtidsbeskaeftigelse i juni 1990. Hun havde da naaet loentrin 9 paa skalaen for ansatte, der var omfattet af jobdelingsordningen. Da hun genoptog sit arbejde paa fuld tid, blev hun foerst indplaceret paa loentrin 9 paa skalaen for fuldtidsbeskaeftigede, men efterfoelgende blev hun indplaceret paa loentrin 8 under henvisning til, at to aars beskaeftigelse paa jobdelingsbasis svarede til ét aar paa fuld tid.

12 Ann Stapleton blev fuldtidsbeskaeftiget i april 1988. Hun havde da naaet loentrin 3 paa skalaen for ansatte, der var omfattet af jobdelingsordningen. I 1989 og 1990 blev hun rykket op til henholdsvis loentrin 4 og 5, men fik i april 1991 meddelelse om, at der var begaaet en fejl ved indplaceringen, og at hun ikke kunne rykke op paa loentrin 6. Det meddeltes hende, at hendes to aars beskaeftigelse paa jobdelingsbasis skulle have vaeret betragtet som ét aars fuldtidsbeskaeftigelse.

13 Kathleen Hill og Ann Stapleton indbragte i henhold til section 7(1) i Anti-Discrimination (Pay) Act 1974 afgoerelsen om den aendrede indplacering for »Equality Officer«. Denne henstillede paa grundlag af Domstolens dom af 7. februar 1991 i Nimz-sagen (sag C-184/89, Sml. I, s. 297), at der blev givet dem medhold med den begrundelse, at arbejdsgiveren var afskaaret fra at anvende en regel, hvorefter der ved oprykning efter anciennitet kun skulle tages hensyn til betalt tjenestetid.

14 Revenue Commissioners og Department of Finance indbragte Equality Officer's henstilling for Labour Court og kraevede den underkendt. Kathleen Hill og Ann Stapleton kraevede henstillingen fulgt.

15 Labour Court fandt, under udoevelse af de funktioner, der er tillagt den i medfoer af section 8 i Anti-Discrimination (Pay) Act 1974, at sagens udfald afhang af fortolkningen af faellesskabsretten, og forelagde Domstolen foelgende tre praejudicielle spoergsmaal:

»Under omstaendigheder, hvor langt flere kvindelige end mandlige arbejdstagere er omfattet af en jobdelingsordning i en del af deres erhvervsaktive liv, oenskes det oplyst:

1) Maa det umiddelbart antages, at der foreligger indirekte forskelsbehandling i tilfaelde, hvor arbejdstagere, der arbejder paa jobdelingsbasis, og som overgaar til fuldtidsbeskaeftigelse, indplaceres paa loentrin paa skalaen for fuldtidsbeskaeftigede under hensyn til den tid, de faktisk har arbejdet, saaledes at de, selv om de oppebaerer en loen, der udgoer en fuldt ud forholdsmaessig del af den loen, der oppebaeres af ansatte, der hele tiden har vaeret beskaeftiget paa fuld tid, indplaceres paa et lavere loentrin paa skalaen for fuldtidsbeskaeftigede end kolleger, som de i alle henseender kan sammenlignes med, bortset fra at disse uafbrudt har vaeret fuldtidsbeskaeftigede?

Er det med andre ord i strid med ligeloensprincippet, som defineret i direktiv 75/117/EOEF, hvis arbejdstagere, der overgaar fra beskaeftigelse paa jobdelingsbasis til fuldtidsbeskaeftigelse, indplaceres paa et lavere loentrin - og deres loen derfor gaar ned - som foelge af, at arbejdsgiveren anvender et kriterium, hvorefter ancienniteten beregnes paa grundlag af den tid, den paagaeldende har arbejdet i sin stilling?

2) I bekraeftende fald, skal arbejdsgiveren da saerligt begrunde, at ancienniteten - defineret som den tid, den paagaeldende faktisk har arbejdet - anvendes som kriterium ved indplaceringen paa loentrin?

3) I bekraeftende fald, kan en praksis, hvorefter oprykning til et hoejere loentrin sker paa grundlag af den tid, den paagaeldende faktisk har arbejdet, da begrundes objektivt under henvisning til andre faktorer end det forhold, at der med tiden er erhvervet saerlige faerdigheder og erfaringer?«

16 Med disse tre spoergsmaal, som maa behandles under ét, oensker den forelaeggende ret naermere bestemt oplyst, om der foreligger forskelsbehandling, naar arbejdstagere, som overgaar fra beskaeftigelse paa jobdelingsbasis til fuldtidsbeskaeftigelse, indplaceres paa et lavere loentrin - og deres loen derfor gaar ned - som foelge af, at arbejdsgiveren anvender et kriterium, hvorefter ancienniteten beregnes paa grundlag af den tid, den paagaeldende har arbejdet i sin stilling. Hvis anvendelsen af et saadant kriterium foerer til indirekte forskelsbehandling, oensker den forelaeggende ret oplyst, om forskelsbehandlingen kan vaere begrundet.

17 Det fremgaar af oplysningerne i sagen, at arbejdstagere, som overgaar fra beskaeftigelse paa jobdelingsbasis til fuldtidsbeskaeftigelse, efter den nationale ordning, hovedsagen drejer sig om, stilles ringere end arbejdstagere, som har arbejdet paa fuld tid i det samme antal aar, for saa vidt som den arbejdstager, der er omfattet af en jobdelingsordning, ved overgang til fuldtidsbeskaeftigelse indplaceres paa et lavere loentrin paa skalaen for fuldtidsbeskaeftigede end det loentrin paa skalaen for ansatte omfattet af jobdelingsordningen, hun tidligere var indplaceret paa, og dermed paa et lavere loentrin end en fuldtidsbeskaeftiget arbejdstager, som har vaeret beskaeftiget i samme tidsrum.

18 Indledningsvis bemaerkes, at traktatens artikel 119 opstiller princippet om lige loen til maend og kvinder for samme arbejde. Som Domstolen allerede har fastslaaet i dommen af 8. april 1976 i Defrenne II-sagen (sag 43/75, Sml. s. 455, praemis 12), hoerer dette princip til Faellesskabets grundlag.

19 Dernaest bemaerkes, at Domstolen i dommen af 31. marts 1981 i Jenkins-sagen (sag 96/80, Sml. s. 911) tillige har fastslaaet, at direktivets artikel 1, hvis vaesentligste formaal er at lette den praktiske gennemfoerelse af ligeloensprincippet i traktatens artikel 119, ikke paa nogen maade aendrer ved dette princips indhold eller raekkevidde, som fastlagt i denne bestemmelse.

20 For at der kan gives den forelaeggende ret et fyldestgoerende svar, maa det foerst undersoeges, om indplaceringsordningen for arbejdstagere, som overgaar fra beskaeftigelse paa jobdelingsbasis til fuldtidsbeskaeftigelse, er omfattet af traktatens artikel 119 og dermed af direktivet.

21 Det maa konstateres, at ordningen er afgoerende for, hvordan loennen som saadan for disse arbejdstagere udvikler sig. Heraf foelger, at ordningen henhoerer under begrebet loen i traktatens artikel 119's forstand.

22 Som Domstolen har fastslaaet i dommen af 14. februar 1995 i Schumacker-sagen (sag C-279/93, Sml. I, s. 225, praemis 30), kan forskelsbehandling kun bestaa i, at der paa sammenlignelige situationer anvendes forskellige bestemmelser, eller at den samme bestemmelse anvendes paa forskellige situationer.

23 I denne forbindelse bemaerkes, at det - som Labour Court i oevrigt har fastslaaet - ikke er godtgjort, at den mindre gunstige behandling af Kathleen Hill og Ann Stapleton udgoer en direkte forskelsbehandling paa grundlag af koen. Det maa derfor undersoeges, om en saadan mindre gunstig behandling kan udgoere en indirekte forskelsbehandling.

24 I henhold til Domstolens faste praksis er direktivets artikel 4, stk. 1, til hinder for en national bestemmelse, som - selv om den er koensneutral - indebaerer, at langt flere kvinder end maend behandles ugunstigt, medmindre bestemmelsen er begrundet i objektive faktorer, der intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen (jf. dom af 24.2.1994, sag C-343/92, Roks m.fl., Sml. I, s. 571, praemis 33, og af 14.12.1995, sag C-444/93, Megner og Scheffel, Sml. I, s. 4741, praemis 24).

25 Det fremgaar af oplysningerne i hovedsagen, at 99,2% af de kontorassistenter, som arbejder paa jobdelingsbasis, er kvinder, ligesom 98% af alle de offentligt ansatte, der er omfattet af jobdelingsordningen, er kvinder. Under saadanne omstaendigheder har en bestemmelse, som - uden at det er objektivt begrundet - indebaerer, at arbejdstagere, som er omfattet af jobdelingsordningen, stilles ugunstigt, virkninger, som udgoer en forskelsbehandling paa grundlag af koen.

26 Labour Court finder, at jobdelingsordningen er unik, idet den ikke medfoerer, at tjenesten afbrydes. Det saerlige, der adskiller deltidsansaettelse fra ansaettelse paa jobdelingsbasis, er, at sidstnaevnte bestaar i, at to ansatte deler arbejdet og det hermed forbundne ansvar. Det fremgaar af hovedsagens akter, at det af den arbejdstager, der arbejder paa jobdelingsbasis, kan forlanges, at vedkommende engagerer sig fuldt ud i sit arbejde og koordinerer sin indsats med den anden arbejdstagers.

27 Det bemaerkes, at Labour Court har konstateret, at Kathleen Hill og Ann Stapleton udfoerte et arbejde svarende til det, der blev udfoert af deres kolleger, som arbejdede paa fuld tid, og som de kunne sammenlignes med. Som anfoert i praemis 6 i naervaerende dom skulle medarbejdere, som valgte at tilslutte sig jobdelingsordningen, skriftligt forpligte sig til ikke at udoeve anden erhvervsmaessig beskaeftigelse. Labour Court finder det utvivlsomt, at en arbejdstager, som arbejder paa jobdelingsbasis, kan opnaa samme erfaring som en arbejdstager paa fuld tid. Den eneste forskel mellem en arbejdstager, der arbejder paa jobdelingsbasis, og dennes kollega, som arbejder paa fuld tid, er den tid, den paagaeldende faktisk arbejder i jobdelingsperioden.

28 Det bemaerkes endvidere, at Kathleen Hill og Ann Stapleton i hele den periode, hvor de har vaeret omfattet af jobdelingsordningen, hvert aar er rykket et loentrin op og blevet afloennet med 50% af en kontorassistents loen paa det loentrin, de havde naaet.

29 I henhold til reglerne for jobdelingsordningen og de regler, der gaelder for arbejdstagere, der arbejder paa fuld tid, sker oprykning paa loenskalaen efter en vurdering af saavel kvaliteten som kvantiteten af det udfoerte arbejde. Hvis den kvalitative bedoemmelse af de to kategorier af arbejdstagere er den samme, rykker den arbejdstager, der arbejder paa jobdelingsbasis i henhold til den naevnte ordning, op paa loenskalaen parallelt med den, der arbejder paa fuld tid. For hvert trin, der rykkes op, modtager arbejdstageren, der arbejder paa jobdelingsbasis, et beloeb, der er lig med halvdelen af loennen for en arbejdstager, der arbejder paa fuld tid. Timeloennen for de to kategorier af arbejdstagere er derfor den samme paa hvert loentrin.

30 Under saadanne omstaendigheder boer saavel arbejdstiden som loennen for en arbejdstager, der overgaar til fuldtidsbeskaeftigelse fra jobdelingsordningen, i henhold til hvilken han har arbejdet i 50% af fuld tid og modtaget 50% af loennen paa skalaen for fuldtidsbeskaeftigede, forhoejes med 50% - ligesom arbejdstiden og loennen for en arbejdstager, som overgaar fra fuldtidsbeskaeftigelse til jobdelingsordningen, nedsaettes med 50% - medmindre en forskellig behandling er begrundet.

31 I den foreliggende hovedsag er der imidlertid ikke sket en saadan forhoejelse. Naar en arbejdstager, som har arbejdet paa jobdelingsbasis, overgaar til fuldtidsbeskaeftigelse, tages hans forhold automatisk op til fornyet undersoegelse, og han indplaceres paa et lavere trin paa loenskalaen for fuldtidsbeskaeftigede end det, hvorpaa han befandt sig paa loenskalaen for arbejdstagere omfattet af jobdelingsordningen.

32 Den tilbagegang, arbejdstageren udsaettes for, naar han overgaar eller vender tilbage til ordningen for fuldtidsbeskaeftigede, har direkte virkninger for hans loen. Arbejdstageren modtager nemlig en loen, der reelt er mindre end det dobbelte af, hvad han ville have modtaget, hvis han fortsat havde arbejdet paa jobdelingsbasis. Han lider derfor et tab med hensyn til timeloennen. Ved anvendelsen af kriteriet om antallet af arbejdstimer i den periode, hvor den paagaeldende har arbejdet paa jobdelingsbasis, saaledes som det er fastsat i de regler, der er gaeldende i hovedsagen, tages der hverken hensyn til den omstaendighed, at jobdelingsordningen - som naevnt i praemis 26 i naervaerende dom - er unik, idet den ikke medfoerer, at tjenesten afbrydes, eller til den omstaendighed - som er naevnt i praemis 27 i naervaerende dom - at en arbejdstager, som arbejder paa jobdelingsbasis, kan opnaa samme erfaring som en arbejdstager paa fuld tid. Desuden indfoeres der efterfoelgende en forskel i loennen som helhed for loenmodtagere, som saavel ud fra en kvalitativ som ud fra en kvantitativ vurdering af arbejdet udfoerer samme opgaver. Denne forskel medfoerer, at loenmodtagere, som arbejder paa fuldtidsbasis, men som tidligere har arbejdet paa jobdelingsbasis, og loenmodtagere, som hele tiden har arbejdet paa fuldtidsbasis, behandles forskelligt.

33 Inden for kategorien af arbejdstagere, som arbejder paa fuldtidsbasis, er der derfor tale om en loenmaessig ulighed, der rammer arbejdstagere, som tidligere har arbejdet paa jobdelingsbasis, og som rykkes ned i forhold til det trin, hvorpaa de allerede befandt sig paa loenskalaen.

34 I et saadant tilfaelde maa det fastslaas, at bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede faktisk foerer til en forskelsbehandling af kvindelige arbejdstagere i forhold til mandlige arbejdstagere og i princippet maa anses for at vaere i strid med traktatens artikel 119 og foelgelig med direktivet. Det vil kun forholde sig anderledes, saafremt forskelsbehandlingen af de to grupper arbejdstagere er begrundet i objektive forhold, som intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen (jf. dom af 13.5.1986, sag 170/84, Bilka, Sml. s. 1607, praemis 29, af 13.7.1989, sag 171/88, Rinner-Kuehn, Sml. s. 2743, praemis 12, og af 6.2.1996, sag C-457/93, Lewark, Sml. I, s. 243, praemis 31).

35 Det tilkommer den nationale ret, som er enekompetent til at bedoemme de faktiske omstaendigheder og til at fortolke den nationale lovgivning, at afgoere, om og i hvilket omfang en lovbestemmelse, som gaelder uafhaengigt af arbejdstagerens koen, men som faktisk rammer langt flere kvinder end maend, er berettiget af objektive grunde, som intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen (jf. de ovenfor naevnte domme i Jenkins-sagen, praemis 14, Bilka-sagen, praemis 36, og Rinner-Kuehn-sagen, praemis 15).

36 Det skal imidlertid bemaerkes, at selv om det i en praejudiciel sag er den nationale ret, der skal tage stilling til, om der i den konkrete sag foreligger saadanne objektive forhold, er Domstolen, hvis opgave det er at give den nationale ret fyldestgoerende svar, kompetent til, paa grundlag af det i hovedsagen oplyste og samtlige for Domstolen afgivne skriftlige og mundtlige indlaeg, at vejlede den nationale ret paa en saadan maade, at denne kan traeffe sin afgoerelse (jf. dom af 30.3.1993, sag C-328/91, Thomas m.fl., Sml. I, s. 1247, praemis 13, og ovennaevnte dom i Lewark-sagen, praemis 32).

37 Ifoelge Revenue Commissioners og Department of Finance er en metode med hensyn til indplacering paa loentrin, der er baseret paa den tid, den paagaeldende faktisk har arbejdet, objektivt begrundet i kriterier, der opfylder de betingelser, der er fastsat i Domstolens praksis.

38 I denne forbindelse maa det fastslaas, at hverken den begrundelse, der er fremfoert af Revenue Commissioners og Department of Finance, og som gaar ud paa, at det inden for det offentlige er fast praksis kun at »medregne« den tjeneste, der faktisk er udfoert, eller den begrundelse, som gaar ud paa, at denne praksis indebaerer et beloenningssystem, der sikrer de ansattes motivation, engagement og arbejdsmoral, er relevante. Den foerste begrundelse er blot en generel betragtning, som ikke er blevet begrundet i objektive kriterier. Med hensyn til den anden begrundelse kan et system til beloenning af arbejdstagere, som udfoerer deres arbejde i henhold til ordningen for fuldtidsbeskaeftigede, ikke paavirkes af jobdelingsordningen.

39 Med hensyn til den begrundelse, som gaar ud paa, at en undtagelse til fordel for ansaettelse paa jobdelingsbasis ville foere til forhold, der ville blive opfattet som arbitraere og ubillige, eller ville vaere en utilladelig forskelsbehandling til fordel for kvinder, bemaerkes - som det fremgaar af praemis 29 i naervaerende dom - at det ikke er forskelsbehandling til fordel for kvindelige arbejdstagere at indplacere en arbejdstager, som overgaar til fuldtidsbeskaeftigelse, paa samme loentrin, som vedkommende befandt sig paa i henhold til jobdelingskontrakten.

40 Med hensyn til den begrundelse, der bygger paa oekonomiske hensyn, bemaerkes, at en arbejdsgiver ikke kan begrunde en forskelsbehandling, som foelger af en jobdelingsordning, alene med, at hans omkostninger ville stige, hvis han skulle undgaa en saadan forskelsbehandling.

41 Det bemaerkes, at alle parterne i hovedsagen samt den forelaeggende ret er enige om, at naesten alle de arbejdstagere, der arbejder paa jobdelingsbasis inden for det offentlige i Irland, er kvinder. Det fremgaar af hovedsagens akter, at ca. 83% af de arbejdstagere, som valgte at arbejde paa jobdelingsbasis, gjorde det for at forene arbejde og familiemaessige forpligtelser, som altid omfatter opdragelse af boern.

42 Faellesskabets politik paa dette omraade bestaar i at tilskynde til, at arbejdsvilkaarene saa vidt muligt tilpasses til de familiemaessige forpligtelser. Beskyttelsen af kvinden i familielivet og i erhvervsforloebet er et princip, der ligesom beskyttelsen af manden i vidt omfang i medlemsstaternes retsordener betragtes som den naturlige foelge af ligestillingen af maend og kvinder, og som anerkendes af faellesskabsretten.

43 Det paahviler derfor Revenue Commissioners og Department of Finance for den forelaeggende ret at godtgoere, at anvendelsen af ancienniteten, defineret som den tid, den paagaeldende faktisk har arbejdet, som kriterium ved indplaceringen paa loentrin af arbejdstagere, som overgaar fra beskaeftigelse paa jobdelingsbasis til fuldtidsbeskaeftigelse, er begrundet i objektive forhold, som intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen. Hvis myndighederne kan godtgoere, at dette er tilfaeldet, kan den omstaendighed, at den nationale lovgivning rammer langt flere kvindelige arbejdstagere end mandlige arbejdstagere, ikke i sig selv betragtes som en tilsidesaettelse af traktatens artikel 119 og dermed af direktivet.

44 Spoergsmaalene maa derfor besvares med, at traktatens artikel 119 og direktivet skal fortolkes saaledes, at de - naar langt flere kvindelige arbejdstagere end mandlige arbejdstagere arbejder paa jobdelingsbasis - er til hinder for en lovgivning, hvorefter arbejdstagere, der arbejder paa jobdelingsbasis, og som overgaar til fuldtidsbeskaeftigelse, bliver indplaceret paa et lavere loentrin paa skalaen for fuldtidsbeskaeftigede end det loentrin paa skalaen for personale omfattet af jobdelingsordningen, hvorpaa de tidligere var indplaceret, som foelge af, at arbejdsgiveren anvender et kriterium, hvorefter ancienniteten beregnes paa grundlag af den tid, den paagaeldende faktisk har arbejdet i sin stilling, medmindre denne lovgivning er begrundet i objektive kriterier, som intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen.

Sagens omkostninger

45 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Labour Court ved kendelse af 5. april 1995, for ret:

EF-traktatens artikel 119 og Raadets direktiv 75/117/EOEF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemfoerelse af princippet om lige loen til maend og kvinder skal fortolkes saaledes, at de - naar langt flere kvindelige arbejdstagere end mandlige arbejdstagere arbejder paa jobdelingsbasis - er til hinder for en lovgivning, hvorefter arbejdstagere, der arbejder paa jobdelingsbasis, og som overgaar til fuldtidsbeskaeftigelse, bliver indplaceret paa et lavere loentrin paa skalaen for fuldtidsbeskaeftigede end det loentrin paa skalaen for personale omfattet af jobdelingsordningen, hvorpaa de tidligere var indplaceret, som foelge af, at arbejdsgiveren anvender et kriterium, hvorefter ancienniteten beregnes paa grundlag af den tid, den paagaeldende faktisk har arbejdet i sin stilling, medmindre denne lovgivning er begrundet i objektive kriterier, som intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen.