61995C0018

1 De praejudicielle spoergsmaal, som Domstolen skal tage stilling til i den foreliggende sag, er indgivet af Gerechtshof, Hertogenbosch (herefter »Gerechtshof«), i anledning af en sag anlagt af F.C. Terhoeve til proevelse af en afgoerelse truffet af chefen for den administrative enhed »private/virksomheder udlandet« under Rijksbelastingdienst vedroerende kombineret beskatning omfattende indkomstskat og bidrag til sociale sikringsordninger for 1990, hvorunder F.C. Terhoeve havde status som skattepligtig person, der ikke var bosiddende i Nederlandene.

I - Hovedsagens faktiske omstaendigheder

2 Ifoelge sagens akter er sagsoegeren nederlandsk statsborger, som i perioden 1. januar til 6. november 1990 boede og arbejdede i Det Forenede Kongerige som udsendt af sin arbejdsgiver i Nederlandene. Fra den 7. november indtil aarets udgang boede og arbejdede han i Nederlandene.

3 I henhold til bestemmelserne i den dobbeltbeskatningsoverenskomst, der er indgaaet mellem disse to stater, blev der ikke opkraevet indkomstskat i Nederlandene af sagsoegerens loen i Det Forenede Kongerige. Beloebet blev dog medregnet ved fastsaettelsen af beregningsgrundlaget for hans bidrag til de sociale sikringsordninger for den periode, da han var udsendt til Det Forenede Kongerige, i hvilken periode han stadig var omfattet af den nederlandske lovgivning om social sikring.

Under arbejdet i udlandet blev han i Nederlandene anset for udenlandsk skattepligtig, og han blev i Nederlandene beskattet af den indkomst, der hidroerte fra Nederlandene. Fra den 7. november 1990 blev han anset for indenlandsk skattepligtig.

4 I medfoer af bestemmelsen i artikel 14, stk. 1, litra a), i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (1) (herefter »forordning nr. 1408/71«), var F.C. Terhoeve i hele 1990 fortsat obligatorisk omfattet af den nederlandske lovgivning om social sikring, selv om han i stoerstedelen af denne periode udfoerte arbejde i Det Forenede Kongerige.

5 Den 29. april 1992 blev der i Nederlandene foretaget en kombineret beskatning omfattende indkomstskat og bidrag til sociale sikringsordninger for perioden 7. november til 31. december 1990, da han var indenlandsk skattepligtig. I denne periode androg hans skattepligtige indkomst 15 658 NLG med et fradrag, der paa det paagaeldende tidspunkt androg 9 136 NLG, saaledes at det skattepligtige beloeb var paa 6 522 NLG.

Af dette skattepligtige beloeb blev der opkraevet 13% i indkomstskat, samt 22,1% i bidrag til sociale sikringsordninger; det var henholdsvis 847 NLG, og 1 441 NLG, i alt 2 288 NLG. Ifoelge forelaeggelseskendelsen fra Gerechtshof har F.C. Terhoeve trukket sin klage over denne ansaettelse tilbage, saaledes at ansaettelsen hermed er blevet endelig.

6 Tvisten for Gerechtshof er opstaaet som foelge af den kombinerede beskatning omfattende indkomstskat og bidrag til sociale sikringsordninger, som det nederlandske skattevaesen har foretaget den 30. juni 1992 for perioden 1. januar til 6. november 1990, da F.C. Terhoeve var skattepligtig i udlandet.

7 Indkomstskatten blev beregnet paa grundlag af en skattepligtig indkomst paa 16 201 NLG, der udelukkende var oppebaaret i Nederlandene i den paagaeldende periode, og som bestod af arbejdsindkomst og indtaegt af fast ejendom.

Ved fastsaettelsen af bidraget til de sociale sikringsordninger blev - foruden disse indtaegter - hans loen i Det Forenede Kongerige dog ogsaa lagt til grund, saaledes at der ved ansaettelsen af bidraget blev taget udgangspunkt i et beloeb paa 98 201 NLG. Da bidraget paa 22,1% udelukkende anvendes paa det foerste trin paa indkomstskatteskalaen, som for den paagaeldende periode androg 42 123 NLG, skulle der betales et bidrag paa 9 309 NLG, som var bidragsloftet for 1990.

8 Ifoelge de indlaeg, der er indgivet i denne sag, er der for den almindelige sociale forsikringsordning fastsat et bidragsloft, da stoerrelsen af ydelserne fra de sociale sikringsinstitutioner er uafhaengig af stoerrelsen af det af den paagaeldende indbetalte bidrag. Med fastsaettelsen af dette bidragsloft har den nederlandske lovgiver villet undgaa, at personer med en meget hoej indkomst ville blive forpligtet til at betale meget hoeje bidrag (udtrykt i procent af den samlede indkomst), uden at der ville blive udbetalt ekstra ydelser til gengaeld.

9 Tvisten mellem parterne i hovedsagen vedroerer for det foerste opkraevning af bidrag til sociale sikringsordninger for perioden 1. januar til 6. november 1990. Den nationale ret skal for det foerste afgoere, om det er eller ikke er i overensstemmelse med lovgivningen, at skattevaesenet har anset indkomst af loennet beskaeftigelse i Det Forenede Kongerige for indkomst, der skal medregnes ved beregningen af bidraget for denne periode. I bekraeftende fald skal den nationale ret afgoere, om satsen paa 22,1% skal anvendes paa beloebet paa 42 123 NLG, hvilket ville betyde, at F.C. Terhoeve skal betale bidragsloftet paa 9 309 NLG, eller om beloebet i overensstemmelse med den paagaeldendes opfattelse skal nedsaettes i forhold til det antal dage i 1990, som beregningen vedroerer.

10 F.C. Terhoeve har anfoert, at han i 1990 hverken helt eller for stoerstedelens vedkommende har oppebaaret sin indkomst i Nederlandene, og at han er blevet udsat for en indirekte i nationaliteten begrundet forskelsbehandling, som er forbudt i henhold til EF-traktatens artikel 48. Han har i staevningen nedlagt paastand om annullation af den anfaegtede beregning og om nedsaettelse af det skattepligtige beloeb, der er anvendt ved beregningen af bidraget, til 16 201 NLG, hvilket beloeb stemmer overens med indkomsten i Nederlandene i den paagaeldende periode, og subsidiaert nedsaettelse til 35 804 NLG, som er den forholdsmaessige del af det maksimale beskatningsgrundlag, der det paagaeldende aar androg 42 123 NLG, svarende til det antal dage i 1990, som beregningen vedroerer, nemlig fra den 1. januar til den 6. november.

II - Den nationale lovgivning

11 Gerechtshof har i forelaeggelseskendelsen anfoert, at bestemmelserne vedroerende opkraevning af indkomstskat og bidrag til de sociale sikringsordninger i 1990 blev grundlaeggende aendret med henblik paa en forenkling. Fra dette aar blev skatten og bidragene opkraevet paa grundlag af en kombineret ansaettelse. Som regel tjener det skattepligtige beloeb saavel som grundlag ved beregningen af bidragene som ved beregningen af indkomstskatten, da disse to ansaettelser er naert beslaegtede, selv om bidragene kun beregnes af den indkomst, der ligger inden for det foerste trin paa indkomstskatteskalaen.

12 Artikel 62 i lov om indkomstskat bestemmer, at i tilfaelde af, at en skattepligtig i et kalenderaar er underkastet saavel indenlandsk som udenlandsk skattepligt, skal der foretages to separate skatteansaettelser: den ene vedroerende den samlede indkomst som indenlandsk skattepligtig, og den anden vedroerende indkomsten i Nederlandene for den periode, i hvilken den paagaeldende har vaeret skattepligtig i udlandet. Saafremt den skattepligtige har vaeret omfattet af den nederlandske lovgivning om social sikring i hele aaret, paalaegges der ham endvidere to ansaettelser vedroerende bidrag til de sociale sikringsordninger. Der er dog ikke fastsat bestemmelser om en forholdsmaessig nedsaettelse af det foerste trin paa indkomstskatteskalaen, som danner grundlag for beregningen af bidragene, i forhold til den paagaeldende periode.

13 Opkraevningen af bidrag til de sociale sikringsordninger er reguleret i lov om finansiering af social sikring. I henhold til lovens artikel 8 er den indkomst, der skal tages i betragtning ved beregningen af bidraget, den samme som den samlede skattepligtige indkomst eller, i paakommende tilfaelde, den skattepligtige indkomst i Nederlandene. Denne bestemmelse regulerer ikke opkraevningen af bidrag, naar en obligatorisk forsikret person har indtaegter, som ikke falder ind under den indenlandske skattepligtige indkomst. Artikel 6 i Uitvoeringsregeling premieheffing volksverzekeringen 1990 (gennemfoerelsesbekendtgoerelse om opkraevning af bidrag til sociale sikringsordninger) udvider dog begrebet bidragspligtig indkomst i den forstand, at den, der er forsikret i kraft af virksomhed, hvis udbytte ikke er paalagt indkomstskat, ved beregningen af bidragene ogsaa anses for at vaere indkomstskattepligtig med hensyn til dette udbytte. For disse personer henregnes nettoindkomster fra virksomhed, for hvilken de er forsikret, til den indenlandske skattepligtige indkomst med hensyn til indkomstbeskatning.

14 I praksis har den anfoerte ordning givet anledning til, at der blev foretaget to kombinerede ansaettelser, naar den paagaeldende i loebet af et kalenderaar foerst har vaeret undergivet beskatning af sin indkomst i Nederlandene som indenlandsk skattepligtig, og derefter som udenlandsk skattepligtig, eller omvendt. For de bidragspligtige, der i hele aaret har vaeret omfattet af de almindelige sociale sikringsordninger, bliver der ved hver af disse ansaettelser taget udgangspunkt i den maksimale bidragspligtige indkomst, paa grundlag af hvilken bidragene beregnes. Alt efter omstaendighederne i det enkelte tilfaelde medfoerer denne ordning, at det samlede bidragsbeloeb, som paalaegges den paagaeldende, er stoerre end det maksimale beloeb ved anvendelse af bidragssatsen paa det foerste skalatrin. Eksemplet F.C. Terhoeve er en udmaerket illustration af de uoenskede virkninger af denne ordning: For 1990 skulle han for den periode, hvori han var udenlandsk skattepligtig, betale et bidrag paa 9 309 NLG, det loft, der er fastsat for bidragene i en periode paa ét aar, og dette beloeb fremkommer ved, at man anvender satsen paa 22,1% paa det foerste skalatrin, som i det paagaeldende aar androg 42 123 NLG, samt derudover for den periode, i hvilken han var indenlandsk skattepligtig yderligere et beloeb paa 1 441 NLG. Saafremt F.C. Terhoeve i hele aaret havde vaeret omfattet af den nederlandske sociale sikringsordning som indenlandsk skattepligtig, ville han maksimalt skulle have betalt 9 309 NLG i bidrag. Til gengaeld kan denne ulempe dog kompenseres, idet indkomsten i de to perioder beskattes hver for sig, og derfor kan ligge inden for et lavere skalatrin.

III - De praejudicielle spoergsmaal

15 Gerechtshof har med henblik paa at kunne afgoere sagen forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»1) Finder faellesskabsrettens bestemmelser om arbejdskraftens frie bevaegelighed anvendelse paa en person, som er statsborger i en medlemsstat, som i loebet af aaret flytter sin bopael fra en anden medlemsstat til den medlemsstat, hvori han er statsborger, og som i dette aar successivt udoever loennet beskaeftigelse i hver af disse medlemsstater, naar der ikke er tale om, at han i dette aar har erhvervet stoerstedelen af sin indkomst i én af de to medlemsstater?

2) a) Foelger det af faellesskabsrettens regler, navnlig af EOEF-traktatens artikel 7 og artikel 48, stk. 2, samt af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 (2), at der ved anvendelse af en lovbestemt ordning, som med hensyn til opkraevning af bidrag til sociale sikringsordninger stiller udvandrere og indvandrere mindre fordelagtigt, skal anvendes en formodning for, at denne mindre fordelagtige behandling hovedsagelig rammer statsborgere fra andre stater?

b) Saafremt spoergsmaal a) besvares bekraeftende, er der da tale om en afkraeftelig eller uafkraeftelig formodning?

c) Saafremt der er tale om en afkraeftelig formodning, er mulighederne for afkraeftelse heraf da alene bestemt af national procesret, navnlig den paagaeldende medlemsstats bevisregler, eller stiller ogsaa faellesskabsretten krav hertil?

d) Saafremt faellesskabsretten stiller krav til afkraeftelsen af denne formodning, hvilken betydning skal der da i den foreliggende sag tillaegges foelgende omstaendigheder:

- Den sagsoegte myndighed har anfoert, at den - langt stoerre - kategori af skattepligtige, der bor i udlandet, for naesten halvdelens vedkommende udgoeres af egne statsborgere, uden under sagen at fremfoere de oplysninger, som denne opfattelse er baseret paa.

- Sagsoegeren, som har paaberaabt sig indirekte forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, har ikke bestridt rigtigheden af myndighedens ovennaevnte opfattelse.

- Den sagsoegte myndighed er betydeligt bedre end sagsoegeren i stand til at indsamle oplysninger, som eventuelt vil kunne afkraefte den naevnte formodning?

3) Findes der en regel i faellesskabsretten, som uanset spoergsmaalet, om der er tale om (indirekte) forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, er til hinder for, at en medlemsstat over for en arbejdstager, som i loebet af et kalenderaar flytter sin bopael fra denne medlemsstat til en anden medlemsstat, eller omvendt, i aaret for flytningen foretager en hoejere ansaettelse af bidraget til sociale sikringsordninger end over for en arbejdstager, som under i oevrigt samme omstaendigheder i hele dette aar har opretholdt sin bopael i én medlemsstat?

4) Saafremt opkraevning af et hoejere bidrag som omtalt i det forrige spoergsmaal i princippet er i strid med EOEF-traktatens artikel 7 eller artikel 48, stk. 2, eller med nogen anden regel i faellesskabsretten, kan denne foranstaltning i saa fald begrundes ud fra en eller flere af foelgende omstaendigheder, eventuelt set i indbyrdes sammenhaeng:

- Foranstaltningen foelger af en lovbestemt ordning, som af hensyn til forenkling af opkraevningen gaar ud paa, at opkraevning af indkomstskat og af bidrag til sociale sikringsordninger i vidt omfang, om end ikke fuldstaendigt, skal falde sammen.

- Loesninger, som, naar denne sammenhaeng bevares, modvirker den naevnte opkraevning af hoejere bidrag, foerer til gennemfoerelsestekniske problemer eller til muligheden for overkompensation.

- I nogle tilfaelde, om end ikke i dette tilfaelde, er det samlede tryk af indkomstskat og bidrag til sociale sikringsordninger lavere for indvandrere og udvandrere i aaret for flytningen end for personer, som under i oevrigt samme omstaendigheder har beholdt samme bopael hele aaret?

5) a) Saafremt opkraevning af et hoejere bidrag som omhandlet i spoergsmaal 3 er i strid med EOEF-traktatens artikel 7 eller artikel 48, stk. 2, eller med nogen anden regel i faellesskabsretten, skal der i saa fald ved vurderingen af, om der i et konkret tilfaelde faktisk er tale om opkraevning af et hoejere bidrag, alene tages hensyn til arbejdsindkomsten eller ogsaa til den paagaeldendes oevrige indkomster, f.eks. indtaegter af fast ejendom?

b) Saafremt andre indkomster end arbejdsindkomsten skal lades ude af betragtning, hvorledes skal det da beregnes, om og i hvilket omfang opkraevningen af bidrag paa grundlag af arbejdsindkomsten foerer til, at den paagaeldende vandrende arbejdstager stilles mindre fordelagtigt?

6) a) Saafremt der i det foreliggende tilfaelde maatte vaere tale om en tilsidesaettelse af en regel i faellesskabsretten, er den nationale domstol da forpligtet til at afhjaelpe denne tilsidesaettelse, ogsaa selv om det kraever, at der foretages et valg mellem forskellige alternativer, som hver isaer har fordele og ulemper?

b) Saafremt den nationale domstol i dette tilfaelde faktisk afhjaelper en tilsidesaettelse af faellesskabsretten, giver sidstnaevnte da anvisninger med hensyn til det valg, som den herved skal foretage mellem forskellige taenkelige loesninger?«

IV - Faellesskabsretten

16 EOEF-traktatens artikel 7, efter aendring nu EF-traktatens artikel 6 (3), bestemmer i foerste afsnit:

»Inden for denne traktats anvendelsesomraade og med forbehold af dennes saerlige bestemmelser er al forskelsbehandling, der udoeves paa grundlag af nationalitet, forbudt.«

Traktatens artikel 48, stk. 2, bestemmer:

»2. [Arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet] forudsaetter afskaffelse af enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling af medlemsstaternes arbejdstagere, for saa vidt angaar beskaeftigelse, afloenning og oevrige arbejdsvilkaar.«

17 Afsnit II i forordning nr. 1408/71 indeholder en komplet ordning til bestemmelse af, hvilken lovgivning der skal anvendes paa de personer, der er omfattet af forordningen. Artikel 13 bestemmer foelgende:

»1. Med forbehold af artikel 14c er de personer, der er omfattet af denne forordning, alene undergivet lovgivningen i én medlemsstat. Spoergsmaalet om, hvilken lovgivning der skal anvendes, afgoeres efter bestemmelserne i dette afsnit.

2. Med forbehold af artikel 14-17:

a) er en person, der har loennet beskaeftigelse paa en medlemsstats omraade, omfattet af denne stats lovgivning, selv om han er bosat paa en anden medlemsstats omraade, eller den virksomhed eller arbejdsgiver, der beskaeftiger ham, har sit hjemsted eller sin bopael paa en anden medlemsstats omraade

...«

Hvad angaar den foreliggende sag er der i artikel 14 fastsat saerlige regler, der finder anvendelse paa personer, bortset fra soefolk, som har loennet beskaeftigelse:

»Reglen i artikel 13, stk. 2, litra a), finder anvendelse under iagttagelse af foelgende undtagelser og saerregler:

1. a) En person, der paa en medlemsstats omraade har loennet beskaeftigelse for en virksomhed, hvortil han normalt er knyttet, og som af denne virksomhed udsendes til en anden medlemsstats omraade for dér at udfoere et arbejde for denne virksomheds regning, er fortsat omfattet af lovgivningen i den foerstnaevnte medlemsstat, forudsat at varigheden af dette arbejde ikke paaregnes at overstige ét aar, og at han ikke udsendes for at afloese en anden person, hvis udstationeringsperiode er udloebet.

b) Saafremt varigheden af det arbejde, der skal udfoeres, paa grund af uforudselige omstaendigheder bliver laengere end oprindeligt forudsat og kommer til at overstige ét aar, er den paagaeldende fortsat omfattet af lovgivningen i den foerstnaevnte medlemsstat, indtil arbejdet er afsluttet, forudsat at den kompetente myndighed i den medlemsstat, til hvis omraade den paagaeldende er udsendt, eller det af denne myndighed udpegede organ har meddelt samtykke hertil; begaering om saadant samtykke skal indgives inden udloebet af den foerste etaars-periode. Samtykke kan ikke meddeles for laengere tid end ét aar.

...«

18 Derudover bestemmer artikel 7 i forordning nr. 1612/68 foelgende:

»1. En arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat, maa ikke paa grund af sin nationalitet behandles anderledes paa de oevrige medlemsstaters omraade end indenlandske arbejdstagere med hensyn til beskaeftigelses- og arbejdsvilkaar, navnlig for saa vidt angaar afloenning, afskedigelse og, i tilfaelde af arbejdsloeshed, genoptagelse af beskaeftigelse i faget eller genansaettelse.

2. Arbejdstageren nyder samme sociale og skattemaessige fordele som indenlandske arbejdstagere.

...«

V - Gennemgang af de praejudicielle spoergsmaal

19 I den foreliggende sag er der indgivet skriftlige indlaeg af sagsoegeren i hovedsagen, af den nederlandske regering og af Kommissionen. Den sagsoegte administrative myndighed har meddelt Domstolen, at den tilslutter sig den nederlandske regerings og Kommissionens indlaeg. I retsmoedet den 17. marts 1998 var moedt repraesentanter for sagsoegeren i hovedsagen, den nederlandske regering og Kommissionen.

Det foerste spoergsmaal

20 Jeg udleder af praemisserne til forelaeggelseskendelsen, at Gerechtshof med sit foerste spoergsmaal oensker at faa oplyst, om en arbejdstager kan paaberaabe sig bestemmelser i faellesskabsretten om arbejdskraftens frie bevaegelighed over for den medlemsstat, hvori han er statsborger, naar han er ansat i en virksomhed i denne medlemsstat og er udsendt til en anden medlemsstats omraade i en periode paa under ét aar for at udfoere arbejde dér for den paagaeldende virksomhed. Gerechtshof tilfoejer, at arbejdstageren ikke har erhvervet stoerstedelen af sin indkomst i én af de to medlemsstater i den omhandlede periode.

21 Sagsoegeren i hovedsagen goer gaeldende, at statsborgere i en medlemsstat kan paaberaabe sig faellesskabslovgivningen over for deres egen stat, saafremt de udoever eller har udoevet loennet beskaeftigelse i en anden medlemsstat. Han er selv i denne situation, da han er nederlandsk statsborger og boede og arbejdede i Det Forenede Kongerige.

22 Den nederlandske regering foreslaar, at dette spoergsmaal besvares bekraeftende; den tilfoejer, at den nationale rets praecisering af, at den paagaeldende i 1990 ikke har erhvervet stoerstedelen af sin indkomst i én af de to medlemsstater, er uden betydning for besvarelsen af dette spoergsmaal.

23 Kommissionen er af den opfattelse, at der i en situation som Terhoeve's klart er tilstraekkelig staerk tilknytning til faellesskabsretten. Ved at tage til Det Forenede Kongerige for at bo og arbejde dér, har den paagaeldende udoevet sin ret til fri bevaegelighed, hvorved hans situation adskiller sig fra situationen for andre faellesskabsborgere, som aldrig har gjort brug af denne ret.

24 Jeg tilslutter mig Kommissionens synspunkter. Domstolen har i en lang raekke sager anerkendt, at en statsborger i en medlemsstat, som har gjort brug af en af de ved traktaten tilkendte frihedsrettigheder, kan paaberaabe sig faellesskabsretten i forhold til den stat, i hvilken han er statsborger. I Knoors-dommen (4), hvor det drejede sig om en nederlandsk statsborger, som oenskede at etablere sig i Nederlandene og oenskede at goere brug af de faglige kvalifikationer, som han havde erhvervet i Belgien, fastslog Domstolen, at selv om traktatens bestemmelser om etablering og udveksling af tjenesteydelser ikke kan gaelde for en medlemsstats rent interne forhold, kan henvisningen i artikel 52 til »statsborgere i en medlemsstat«, som vil etablere sig »paa en anden medlemsstats omraade«, dog ikke fortolkes saaledes, at faellesskabsretten ikke skulle gaelde for en bestemt medlemsstats egne statsborgere, naar disse - i kraft af, at de lovligt har haft bopael paa en anden medlemsstats omraade og dér har erhvervet faglige kvalifikationer - i forhold til deres tidligere stat befinder sig i en situation, som kan sammenlignes med situationen for alle andre retssubjekter, som er omfattet af de ved traktaten sikrede rettigheder og friheder.

Disse synspunkter er blevet stadfaestet i Bouchoucha-dommen (5), og i Kraus-dommen (6), hvori Domstolen praeciserede, at disse overvejelser ogsaa maa gaelde for traktatens artikel 48, i Scholz-dommen (7), hvori Domstolen fastslog, at enhver statsborger i en medlemsstat, som har gjort brug af sin ret i henhold til arbejdskraftens frie bevaegelighed, og som har haft beskaeftigelse i en anden medlemsstat, saaledes er omfattet af traktatens artikel 48's anvendelsesomraade uanset sin bopael og sit statsborgerskab, og i Asscher-dommen (8), hvori Domstolen fastslog, at denne praksis fandt anvendelse paa en statsborger i en medlemsstat, som udoever selvstaendig virksomhed i en anden medlemsstat, hvor han har bopael, saaledes at han kan paaberaabe sig bestemmelserne i traktatens artikel 52 over for sin oprindelsesstat, paa hvis omraade han ogsaa udoever selvstaendig virksomhed.

25 Domstolen har ligeledes i Broekmeulen-dommen (9) fastslaaet, at den frie bevaegelighed for personer, etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser, som er sikret ved traktatens artikel 3, litra c), og artikel 48, 52 og 59, er grundlaeggende friheder i Faellesskabets system, som ikke ville kunne gennemfoeres fuldt ud, saafremt medlemsstaterne kunne undlade at anvende faellesskabsretlige bestemmelser paa de af deres statsborgere, som har udnyttet disse muligheder for bevaegelighed og etablering.

26 I modsaetning til det, der var tilfaeldet i Werner-sagen, hvor en tysk statsborger, som havde taget sin eksamen i Tyskland, havde erhvervet sine faglige kvalifikationer dér og hele tiden havde udoevet sin beskaeftigelse i Tyskland, og hvis eneste tilknytning til udlandet var, at han var bosat i Nederlandene, og hvor Domstolen kom til den konklusion, at det var et rent internt anliggende, som traktatens artikel 52 ikke fandt anvendelse paa (10), har F.C. Terhoeve, der er nederlandsk statsborger, i den foreliggende sag gjort brug af den ham ved traktaten sikrede ret til fri bevaegelighed fra det tidspunkt, da han begav sig til Det Forenede Kongerige, dvs. fra den 1. januar til den 6. november 1990, som udstationeret for sit i Nederlandene etablerede firma, hvorefter han vendte tilbage til Nederlandene for at genoptage sin loennede beskaeftigelse.

27 Efter min opfattelse kan F.C. Terhoeve saaledes over for sin oprindelsesmedlemsstat paaberaabe sig traktatens bestemmelser om arbejdskraftens frie bevaegelighed, uden at det i denne forbindelse har nogen betydning, om han i loebet af den paagaeldende periode erhvervede stoerstedelen af sin indkomst i kun den ene af disse to stater.

Det andet spoergsmaal

28 Med dette spoergsmaal oensker den nationale ret naermere bestemt at faa oplyst, om den relevante nederlandske lovbestemte ordning medfoerer en indirekte forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, for saa vidt denne lovbestemte ordning hovedsagelig rammer statsborgere fra andre medlemsstater. Den lovbestemte ordning bestemmer, at en arbejdstager i F.C. Terhoeve's situation i 1990 faar paalagt en kombineret ansaettelse af indkomstskat og bidrag til sociale sikringsordninger for den periode, i hvilken han var indenlandsk skattepligtig, og en anden kombineret ansaettelse for den periode, i hvilken han var udenlandsk skattepligtig, hvilket kan medfoere, at hans bidrag for det paagaeldende aar overstiger det loft, som han skulle have betalt, saafremt han i hele aaret havde vaeret indenlandsk skattepligtig.

29 Sagsoegeren i hovedsagen goer gaeldende, at denne lovbestemte ordning, som finder anvendelse uden hensyntagen til nationalitet, men alligevel foretager en sondring alt efter bopael, medfoerer forskelsbehandling. Forpligtelsen til for et bestemt aar at betale mere end bidragsloftet til sociale sikringsordninger foelger af, at den paagaeldende har flyttet sin bopael, saaledes at hans skattemaessige stilling aendres, og han ikke laengere er indenlandsk skattepligtig, men udenlandsk skattepligtig, eller omvendt. Denne aendring burde ikke have nogen som helst indflydelse paa bidragene, da den paagaeldende i hele aaret obligatorisk var tilsluttet de sociale sikringsordninger. Da han i samme aar havde vaeret henholdsvis indenlandsk og udenlandsk skattepligtig og skulle betale henholdsvis 1 441 NLG og 9 309 NLG i bidrag, blev han derfor behandlet ugunstigere end en person, som hele aaret havde vaeret indenlandsk skattepligtig, og som ikke kunne afkraeves et bidragsbeloeb paa mere end 9 309 NLG, hvilket var loftet for 1990.

Efter hans opfattelse finder den omstridte lovbestemte ordning hovedsagelig anvendelse paa vandrende arbejdstagere, en gruppe, der navnlig omfatter statsborgere i andre medlemsstater, og som skal betale hoejere bidrag end det aarlige loft.

30 Den nederlandske regering anfoerer, at vandrende arbejdstagere kun behandles ugunstigere, saafremt der foreligger saerlige omstaendigheder, og at opkraevningen af bidrag til sociale sikringsordninger skal ses i sammenhaeng, idet der skal tages hensyn til den kombinerede opkraevning af indkomstskat og bidrag. I modsaetning til bidragene til arbejdstagerforsikringerne er bidraget til sociale sikringsordninger baseret paa et solidaritetsprincip, og det frembyder visse ligheder med skat. Bidraget opkraeves sammen med indkomstskatten, og grundlaget for opkraevningen, som ikke er begraenset til arbejdsindkomst, men tillige omfatter alle andre indkomster, er i de to tilfaelde det samme.

Den nederlandske regering anfoerer endvidere, at i dette tilfaelde drejer sagen sig om noedvendigheden af at sikre sammenhaengen i det skattemaessige system, som reglerne vedroerende opkraevning af bidrag til sociale sikringsordninger udgoer en del af. Alt afhaengig af en lang raekke individuelle omstaendigheder kan ordningen medfoere gunstige eller skadelige virkninger; en gunstig virkning kan f.eks. vaere, at den, der overflytter sin bopael, faar foretaget to ansaettelser for det paagaeldende aar og paa grund af de progressive skattetakster skal betale mindre i skat. Endelig anfoerer den nederlandske regering, at det paa ingen maade er godtgjort, at ulemperne i forbindelse med denne ordning hovedsagelig rammer statsborgere i andre medlemsstater, og at de skadelige virkninger navnlig rammer personer, som er nederlandske statsborgere.

31 Ifoelge Kommissionen medfoerer den paagaeldende lovbestemte nederlandske ordning ikke nogen forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet.

32 Jeg er enig med Kommissionen, naar den anfoerer, at den lovbestemte nederlandske ordning ikke medfoerer nogen indirekte forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet.

33 Indledningsvis skal jeg under henvisning til Domstolens faste praksis bemaerke, at traktatens artikel 6, hvorefter al forskelsbehandling, der udoeves paa grundlag af nationalitet, er forbudt, kun finder selvstaendig anvendelse, naar det drejer sig om situationer, der er omfattet af faellesskabsretten, saafremt traktaten ikke indeholder en saerlig bestemmelse om forbud mod forskelsbehandling (11). For saa vidt angaar arbejdskraftens frie bevaegelighed, er princippet om ligebehandling anvendt og konkretiseret i traktatens artikel 48, stk. 2, som indeholder bestemmelse om afskaffelse af enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling af medlemsstaternes arbejdstagere, for saa vidt angaar beskaeftigelse, afloenning og oevrige arbejdsvilkaar.

I den foreliggende sag er det saaledes ikke noedvendigt at henholde sig til traktatens artikel 6 med henblik paa besvarelsen af de praejudicielle spoergsmaal, der er forelagt af Gerechtshof.

34 Efter min opfattelse er det heller ikke noedvendigt at henvise til artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68, hvortil den nationale ret, der har indgivet de foreliggende praejudicielle spoergsmaal, henviser. Denne bestemmelse indeholder nemlig for medlemsstaterne en forpligtelse til at yde arbejdstagere fra andre medlemsstater de samme sociale og skattemaessige fordele som indenlandske arbejdstagere. I dette tilfaelde drejer det sig dog om det beloeb, som F.C. Terhoeve skal betale i bidrag til de nederlandske sociale sikringsordninger, et beloeb der ganske vist beregnes paa grundlag af det foerste trin paa indkomstskatteskalaen, hvilket dog ikke betyder, at det ikke drejer sig om et bidrag til en social sikringsordning i en af medlemsstaterne. Saafremt der altsaa for besvarelsen af spoergsmaalene skal henvises til en anden bestemmelse end traktatens artikel 48, skal der efter min opfattelse henvises til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, der indeholder det grundlaeggende princip om, at forskelsbehandling med hensyn til social sikring er forbudt.

35 I oevrigt foelger det ogsaa af Domstolens praksis, at reglerne om ligestilling i traktaten ikke blot forbyder aabenlys forskelsbehandling begrundet i nationalitet, men desuden enhver form for skjult forskelsbehandling, som ved anvendelse af andre kriterier reelt foerer til det samme resultat. Det er saaledes ikke udelukket, at kriterier som en arbejdstagers oprindelsessted eller bopael, efter omstaendighederne i praksis kan sidestilles med en forskelsbehandling paa grund af nationalitet, som er forbudt ved traktaten (12).

36 I de sager, hvori Domstolen har truffet afgoerelse vedroerende eksistensen af en indirekte forskelsbehandling begrundet i nationalitet, var forskelsbehandlingen ofte en foelge af anvendelsen af bopaelskriteriet, en betingelse, der normalt lettere kan opfyldes af statens egne borgere end af vandrende arbejdstagere, der er statsborgere i en anden medlemsstat (13). Det er det, der ligger til grund for den nationale rets betaenkeligheder i forelaeggelseskendelsen og i indlaegget fra sagsoegeren i hovedsagen.

37 For at lide skade ved anvendelse af den omstridte lovbestemte nederlandske ordning skal en arbejdstager, som goer brug af sin ret til fri bevaegelighed, dog opfylde to betingelser: han skal i loebet af et kalenderaar foerst vaere indenlandsk og derefter udenlandsk skattepligtig med opholdssted uden for Nederlandene, eller omvendt, og desuden skal han - bortset fra sine erhvervsaktiviteter og sit ophold i en anden medlemsstat - fortsat vaere omfattet af de lovbestemte nederlandske regler om sociale sikringsordninger.

38 Den generelle regel til bestemmelse af den sociale sikringsordning, der finder anvendelse paa en vandrende arbejdstager, er fastsat i artikel 13, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71, som bestemmer, at en person, der har loennet beskaeftigelse paa en medlemsstats omraade, er omfattet af denne stats lovgivning, selv om han er bosat paa en anden medlemsstats omraade, eller den virksomhed eller arbejdsgiver, der beskaeftiger ham, har sit hjemsted eller sin bopael paa en anden medlemsstats omraade.

39 I henhold til denne generelle regel er den vandrende arbejdstager omfattet af den sociale sikringsordning i den medlemsstat, hvor han er beskaeftiget. Deraf kan udledes, at statsborgerne i andre medlemsstater, som arbejder en del af aaret i Nederlandene, og som derefter tager til en anden medlemsstat for at arbejde, ikke skades paa grund af anvendelse af den paagaeldende lovbestemte ordning, saafremt de ikke laengere er omfattet af den nederlandske lovgivning om social sikring fra begyndelsen af deres aktiviteter i den anden medlemsstat, og kun skal betale bidrag for den periode, hvori de var omfattet af lovgivningen. Det samme boer gaelde for arbejdstagere, som har arbejdet en del af aaret i en anden medlemsstat, og som derefter tager til Nederlandene for at arbejde. Det er den mest almindelige situation, som vandrende arbejdstagere udsaettes for, og som regel drejer det sig om statsborgere fra andre medlemsstater.

40 Situationen for en statsborger i en medlemsstat, som udstationeres af sit firma som i F.C. Terhoeve's tilfaelde, er udtrykkeligt beskrevet som en undtagelse fra denne generelle regel, i artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 1408/71. Ifoelge tredje betragtning til afgoerelse nr. 162 fra De Europaeiske Faellesskabers Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring (14) har denne undtagelse til formaal at »fritage saavel arbejdstagerne som arbejdsgiverne og de sociale sikringsinstitutioner for de administrative vanskeligheder, som kunne opstaa ved anvendelsen af den almindelige regel i artikel 13, stk. 2, litra a), eller stk. 2, litra c), i naevnte forordning [nr. 1408/71], naar det drejer sig om kortvarige beskaeftigelsesperioder i en anden medlemsstat end den, i hvilken virksomheden har sit hjemsted eller en afdeling ...«.

41 Efter min opfattelse er de vandrende arbejdstagere, som kan lide skade ved anvendelse af den omstridte nederlandske lovgivning, i de fleste tilfaelde arbejdstagere, der er ansat paa nederlandsk omraade i en virksomhed, der har hjemsted i denne medlemsstat, og som af deres virksomhed udstationeres i en anden medlemsstat for dér at udfoere arbejde for denne arbejdsgivers regning i en begraenset og ret kort periode.

Dette er tilfaeldet, naar de i henhold til artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 fortsat er omfattet af den nederlandske lovgivning om social sikring i den periode, hvori de er beskaeftiget i en anden medlemsstat, hvilket medfoerer, at de i medfoer af den lovbestemte ordning, som har vaeret gaeldende siden 1990, faar paalagt to kombinerede ansaettelser af indkomstskat og af bidrag til de sociale sikringsordninger, saaledes at de, ligesom F.C. Terhoeve, kan blive forpligtet til at betale et hoejere bidrag end det loft, de ville vaere undergivet i henhold til denne ordning, saafremt de ikke havde gjort brug af deres ret til fri bevaegelighed.

42 Jeg mener, at det som regel er arbejdstagere af nederlandsk nationalitet, der er i denne situation. I hvert fald er der intet, der tyder paa, at det drejer sig om en national bestemmelse, der - om end kun som en mulighed - navnlig kan ramme arbejdstagere fra andre medlemsstater. Derfor kan der ikke vaere tale om en indirekte forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet.

43 Spoergsmaalet er dog, om en medlemsstat kan forpligte en arbejdstager som F.C. Terhoeve til at betale et hoejere beloeb i bidrag til den sociale sikring end det, han skulle have betalt, saafremt han i den paagaeldende periode ikke havde gjort brug af sin ret til fri bevaegelighed. Det er det, det tredje spoergsmaal drejer sig om.

Det tredje spoergsmaal

44 Med dette spoergsmaal oensker den nationale ret at faa oplyst, om det er i strid med faellesskabsretten, at en medlemsstat paalaegger en faellesskabsborger, ogsaa naar det drejer sig om en af statens egne borgere, som har gjort brug af sin ret til fri bevaegelighed, at betale et hoejere beloeb i bidrag til social sikring end arbejdstagere, der ikke har gjort brug af denne ret.

45 Sagsoegeren i hovedsagen indtager det standpunkt, at en forhoejelse af de oekonomiske byrder kan hindre udoevelsen af retten til fri bevaegelighed.

46 Den nederlandske regering er af den opfattelse, at den i det praejudicielle spoergsmaal omhandlede hypotetiske arbejdstager, som bosaetter sig i en anden medlemsstat, ikke altid skal betale hoejere bidrag, og at de skadelige foelger - ogsaa i et tilfaelde som det foreliggende - ikke har permanent karakter og kun forekommer i det aar, hvori den paagaeldende til dels har boet i udlandet.

47 Ifoelge Kommissionen hindrer den nederlandske lovgivning, eller i hvert fald den maade, hvorpaa den anvendes, en arbejdstager, som i et kalenderaar har gjort brug af sin ret til fri bevaegelighed, i at nyde godt af en fordel vedroerende social sikring, som en arbejdstager, der har arbejdet hele aaret i Nederlandene, nyder godt af; sidstnaevnte behoever nemlig ikke betale mere end det fastsatte loft i bidrag til de sociale sikringsordninger for den paagaeldende periode. Denne situation kan have til foelge, at en arbejdstager hindres i at udoeve sin ret til fri bevaegelighed, saaledes at den nederlandske lovgivning, eller den maade, hvorpaa den anvendes, udgoer en hindring for arbejdskraftens ret til fri bevaegelighed, som er i strid med bestemmelserne i traktatens artikel 48-51.

48 Ogsaa paa dette punkt tilslutter jeg mig Kommissionens synspunkter. Efter fast praksis er arbejdskraftens frie bevaegelighed udtryk for et grundlaeggende princip i Faellesskabet, og de traktatbestemmelser, der sikrer denne frihed, har umiddelbar virkning siden udloebet af overgangsperioden (15). Domstolen har endvidere fastslaaet, at traktatens bestemmelser vedroerende den frie bevaegelighed for personer skal goere det lettere for faellesskabsborgerne at udoeve erhvervsmaessig virksomhed af enhver art paa hele Faellesskabets omraade, og at de indeholder et forbud mod bestemmelser, som kan skade disse borgere, saafremt de oensker at udoeve erhvervsvirksomhed paa en anden medlemsstats omraade (16).

49 Ogsaa med hensyn til vandrende arbejdstageres sociale sikring foreligger der fast praksis af tilsvarende art. Domstolen har saaledes i Masgio-dommen fastslaaet, at traktatens artikel 48, stk. 2, og artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, hvori ligebehandlingsprincippet er formuleret for forordningens anvendelsesomraade, »... skal fortolkes i lyset af deres formaal, som, specielt hvad angaar social sikring, er at gennemfoere den stoerst mulige grad af fri bevaegelighed for vandrende arbejdstagere, hvilket er en del af Faellesskabets grundlag«, og at »traktatens artikel 48-51 samt de faellesskabsretsakter, der er udstedt til gennemfoerelse heraf, navnlig forordning nr. 1408/71, har til formaal at undgaa, at en arbejdstager, der har vaeret beskaeftiget i mere end én medlemsstat, fordi han har benyttet sin ret til fri bevaegelighed, behandles ringere end en arbejdstager, der har tilbagelagt hele sin beskaeftigelsesperiode i én og samme medlemsstat« (17).

50 I denne forbindelse har Domstolen i Masgio-dommen fastslaaet, at »... maalet for traktatens artikel 48-51 ikke ville blive naaet, hvis arbejdstagerne ved at udoeve deres ret til fri bevaegelighed skulle miste de sociale fordele, som sikres dem ved en medlemsstats lovgivning (18). Dette ville nemlig kunne afholde arbejdstagere eller selvstaendige erhvervsdrivende i Faellesskabet fra at udoeve deres ret til fri bevaegelighed, hvilket vil vaere en hindring for virkeliggoerelsen af dette princip« (19).

51 I henhold til artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 er en arbejdstager, der har loennet beskaeftigelse i Nederlandene, og som ved for sin virksomhed at blive udsendt til en anden medlemsstats omraade i en relativ kort periode goer brug af sin ret til fri bevaegelighed, og som i det samme aar eller senest det foelgende aar vender tilbage til Nederlandene for at arbejde dér, fortsat omfattet af den nederlandske lovgivning om social sikring. Det fremgaar af sagen, at saafremt udstationeringen begynder og afsluttes inden for ét kalenderaar, kan arbejdstageren - i henhold til den anfaegtede nationale lovgivning - modtage to kombinerede ansaettelser af indkomstskat og bidrag til sociale sikringsordninger, den foerste for den periode, i hvilken han var indenlandsk skattepligtig, og den anden for den periode, da han var udenlandsk skattepligtig, og at han, naar udstationeringsperioden falder dels i det ene, dels i det foelgende kalenderaar, kan forvente at modtage fire ansaettelser. F.C. Terhoeve falder ind under den foerste gruppe; han maa som sagt betale et hoejere bidrag end det loft, som kunne vaere blevet paalagt ham, saafremt han havde vaeret indenlandsk skattepligtig hele aaret, eller sagt paa en anden maade, saafremt han ikke havde benyttet sin ret til fri bevaegelighed. I det andet hypotetiske tilfaelde kan arbejdstageren i to paa hinanden foelgende aar blive paalagt at betale et beloeb, der er hoejere end dette loft. Alt dette betyder dog ikke, at han til gengaeld kan goere krav paa en bedre social beskyttelse.

52 Da disse foelger efter min opfattelse forekommer hver gang, naar en arbejdstager udsendes af sin virksomhed under de ovenfor beskrevne omstaendigheder, kan man vanskeligt forestille sig, at denne arbejdstager gerne vil udsendes til en anden medlemsstat. I hvert fald mener jeg ikke, at han er interesseret i at blive udsendt mere end én gang i loebet af sin ansaettelse, naar han foerst har maerket de negative oekonomiske foelger af udsendelsen.

53 Med denne begrundelse er jeg af den opfattelse, at den anfaegtede nederlandske lovgivning, som uden hensyntagen til nationalitet omfatter alle beroerte arbejdstagere, paa socialsikringsomraadet er til skade for de arbejdstagere, der benytter sig af deres ret til fri bevaegelighed i henhold til betingelserne i artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, for saa vidt som lovgivningen behandler disse arbejdstagere ugunstigere end de arbejdstagere, der ikke har benyttet sig af deres ret, saaledes at denne nationale lovgivning kan udgoere en hindring for arbejdskraftens frie bevaegelighed. En arbejdstager, der - naar han udsendes af virksomheden til en anden medlemsstat - er klar over, at han skal betale hoejere bidrag til den sociale sikring, end hvis han bliver i Nederlandene og arbejder, vil ikke vaere saa interesseret i at goere brug af sin ret til fri bevaegelighed.

Det fjerde spoergsmaal

54 Med dette spoergsmaal oensker den nationale ret oplyst, om disse hoejere bidrag - i tilfaelde af, at det tredje spoergsmaal besvares bekraeftende - kan vaere berettiget paa grundlag af én eller flere af foelgende omstaendigheder: lovgivers maal bestaaende i at opnaa en forenkling af opkraevningen af skat og bidrag, gennemfoerelsestekniske problemer, der udgoer en hindring for en korrektion af det hoejere bidragsniveau, og endelig, at anvendelsen af denne lovgivning under visse omstaendigheder kan medfoere, at det samlede tryk af indkomstskat og bidrag til sociale sikringsordninger ville vaere lavere for arbejdstagere, der har benyttet sig af deres ret til fri bevaegelighed, end for arbejdstagere, der ikke har udnyttet denne ret til fri bevaegelighed. Den nederlandske regering tilfoejer hertil, at denne lovgivning er berettiget af hensyn til sikring af effektiviteten af skattesystemet.

55 Jeg er enig med Kommissionen, naar den anfoerer, at Domstolen i sin praksis vedroerende arbejdskraftens ret til fri bevaegelighed i almindelighed og koordinationen af den sociale sikring i saerdeleshed, har anvendt forskellige kriterier til bedoemmelse af de paaberaabte begrundelser. Domstolen har saaledes i Masgio-dommen (20) anvendt strenge kriterier, idet den udtalte, at »... traktatens artikel 48, stk. 3, ikke giver adgang til andre begraensninger i udoevelsen af arbejdskraftens frie bevaegelighed end dem, der retfaerdiggoeres af hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed. Bortset fra de tilfaelde, der udtrykkeligt fremgaar af traktaten, er hindringer for arbejdskraftens frie bevaegelighed saaledes uberettigede.« Det er klart, at ingen af de begrundelser, der er anfoert af den nationale ret, og heller ikke den af den nederlandske regering forsvarede opfattelse, opfylder de betingelser, der fremgaar af denne praksis, naar man taenker paa, hvor lille bevaegelsesfrihed der ifoelge ordlyden af direktiv 64/221/EOEF (21) er levnet medlemsstaterne.

56 I andre senere afgoerelser har Domstolen derimod, naar der blev rejst det spoergsmaal, om en hindring af arbejdskraftens frie bevaegelighed var eller ikke var berettiget, henvist til sin praksis vedroerende den frie bevaegelighed for tjenesteydelser. Domstolen har saaledes i Kraus-dommen (22) udtalt, at »... artikel 48 og 52 er derfor til hinder for enhver form for nationale regler ... som ganske vist finder anvendelse uden forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, men kan goere det vanskeligere eller mindre attraktivt for faellesskabsborgerne, herunder statsborgerne i den medlemsstat, der har udstedt reglerne, at udoeve de i EOEF-traktaten sikrede grundlaeggende friheder. Det modsatte vil kun vaere tilfaeldet, saafremt der med reglerne forfoelges et legitimt maal, der er foreneligt med EOEF-traktaten og begrundet i tvingende almene hensyn ... Desuden skal anvendelsen af de omhandlede nationale regler i et saadant tilfaelde kunne sikre, at det med reglerne forfulgte maal naas, og den maa ikke gaa ud over, hvad der er noedvendigt med henblik paa at naa det paagaeldende maal« (23).

Domstolens opfattelse med hensyn til traktatens artikel 48 bringes dermed i overensstemmelse med praksis vedroerende artikel 59, saaledes at forbuddet for det foerste ogsaa gaelder for enhver foranstaltning, som ganske vist finder anvendelse uden hensyntagen til nationalitet, men som alligevel udgoer en hindring for den frie bevaegelighed, og for det andet saaledes, at antallet af begrundelser stiger ud over dem, der udtrykkelig er naevnt i traktatens artikel 48, stk. 3.

57 Efter min opfattelse opfylder de mulige begrundelser, der er anfoert af den nationale ret, heller ikke de krav, der er fastslaaet i denne mindre strenge retspraksis.

58 For det foerste er lovgivers bestraebelser paa at opnaa en forenkling af opkraevningen af skat og bidrag ikke i sig selv i strid med traktaten, men dette betyder dog ikke, at bestraebelserne paa at opnaa en forenkling skal begrundes med tvingende almene hensyn.

59 For det andet er det med hensyn til de tekniske problemer i forbindelse med gennemfoerelsen som foelge af foranstaltninger til at undgaa en for hoej bidragspligt, klart, at fra et faellesskabsretligt synspunkt kan administrative problemer eller problemer i forbindelse med gennemfoerelsen ikke danne grundlag for, at arbejdstagere, som har benyttet sig af deres ret til fri bevaegelighed, behandles ugunstigere end arbejdstagere, som ikke har benyttet sig af denne ret. Domstolen har nemlig udtalt, at »anvendelsen af disse bestemmelser kan ganske vist vaere forbundet med praktiske vanskeligheder, men dette kan ... ikke paaberaabes til skade for de rettigheder, som de private har i henhold til reglerne i Faellesskabets lovgivning paa det sociale omraade« (24).

60 Hvad endelig angaar de skattemaessige fordele, som en vandrende arbejdstager kan opnaa, og som kan udgoere en kompensation for den skade, som foelger af forpligtelsen til at betale hoejere bidrag i tilfaelde af udstationering i en anden medlemsstat, er det tilstraekkeligt at paapege, at det ikke er formaalet med den anfaegtede lovgivning, og at disse fordele, saafremt de findes, afhaenger af de konkrete omstaendigheder i den enkelte sag. I denne forbindelse har Domstolen allerede fastslaaet, at den omstaendighed, at andre vandrende arbejdstagere, som befinder sig i andre situationer, kan blive begunstiget af denne ordning, hverken kan ophaeve eller kompensere for den forskelsbehandling, som skyldes en regel, der behandler visse vandrende arbejdstagere ugunstigt (25).

61 Efter min opfattelse kan den anfaegtede ordning, der, naar den anvendes, har de ovennaevnte foelger, heller ikke begrundes med henvisning til noedvendigheden af at sikre sammenhaengen i beskatningsordningen.

62 I to domme af 1992 (26) har Domstolen udtalt, at noedvendigheden af at sikre sammenhaengen i beskatningsordningen er en tilstraekkelig begrundelse for en belgisk ordning vedroerende social sikring, selv om den var i strid med traktatens artikel 48. Ordningen gjorde fradrag af visse forsikringspraemier fra den skattepligtige indkomst afhaengig af kravet om, at praemierne skulle vaere betalt i Belgien.

Domstolen udtalte, at der i denne ordning var forbindelse mellem fradragsmuligheden for livsforsikringspraemier og opkraevningen af skat af de beloeb, som forsikringsselskaberne udbetalte i henhold til alderspensionsforsikringer og forsikringer mod risikoen for doedsfald, mens pensioner, renter, kapitaler og tilbagekoebsvaerdier for livsforsikringskontrakter er fritaget for skat, naar der ikke har vaeret givet fradrag for bidragene hertil. I en saadan beskatningsordning kompenseres indkomsttabet som foelge af, at livsforsikringspraemierne fratraekkes den samlede skattepligtige indkomst, ved opkraevningen af skat af de af forsikringsselskaberne udbetalte pensions-, rente- eller kapitalbeloeb; gives der ikke fradrag for saadanne bidrag, er disse beloeb fritaget for beskatning.

Sammenhaengen i en saadan beskatningsordning forudsaetter derfor, at en medlemsstat, saafremt den skulle vaere forpligtet til at acceptere fradrag for livsforsikringspraemier, der er betalt i en anden medlemsstat, skulle kunne opkraeve skat af de af forsikringsselskabet udbetalte beloeb. Da sammenhaengen i en saadan beskatningsordning paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin ikke kan sikres ved bestemmelser, der er mindre restriktive end de, der paalaegges ved den belgiske lovgivning, og som betyder, at retten til fradrag forudsaetter, at bidragene er betalt i Belgien, kom Domstolen til den konklusion, at foranstaltningen var berettiget.

63 Derimod afviste Domstolen i en dom af 1995 (27) den opfattelse, der blev anfoert af Luxembourgs regering, som med henvisning til disse principper gjorde gaeldende, at det tilkom Luxembourgs regering at goere tilkendelsen af social boligstoette, navnlig et rentetilskud, afhaengig af den betingelse, at laan til finansiering af byggeriet, til erhvervelse eller forbedring af den tilskudsberettigede bolig, blev optaget i en anerkendt kreditinstitut i Luxembourg, hvilket betoed, at den paagaeldende institution var etableret dér. Domstolen udtalte, at der ikke var nogen som helst direkte sammenhaeng mellem ydelsen af rentetilskuddet til laantagerne og finansieringen af tilskudsordningen gennem beskatningen i kreditinstitutterne.

64 Den nederlandske regering henviser i punkt 21 i sit skriftlige indlaeg til noedvendigheden af at sikre sammenhaengen i beskatningsordningen som begrundelse for den anfaegtede lovgivning, som bl.a. omfatter reglerne vedroerende opkraevning af bidrag til sociale sikringsordninger, men den afholder sig i oevrigt fra at kommentere dette. Jeg har i sagens akter heller ikke set dokumenter, hvori det praeciseres, hvorfor sammenhaengen i den nederlandske beskatningsordning kraever, at en arbejdstager, der har benyttet sig af sin ret til fri bevaegelighed, skal betale hoejere socialsikringsbidrag end en arbejdstager, der ikke har benyttet sig af sin ret til fri bevaegelighed.

Det femte spoergsmaal

65 Saafremt Domstolen fastslaar, at faellesskabsreglerne er til hinder for, at der opkraeves hoejere socialsikringsbidrag hos arbejdstagere, der har gjort brug af deres ret til fri bevaegelighed, end hos arbejdstagere, der ikke har udnyttet deres ret til fri bevaegelighed, oensker Gerechtshof oplyst, om der ved afgoerelsen af spoergsmaalet om, hvorvidt der i virkeligheden er tale om en stoerre afgift, kun skal tages hensyn til arbejdsindkomst eller tillige til den paagaeldendes oevrige indtaegter, som f.eks. indtaegt af fast ejendom. Saafremt andre indtaegter skal lades ude af betragtning, oensker den nationale ret tillige oplyst, hvorledes det skal beregnes, om - og i hvilket omfang - opkraevningen af bidrag af arbejdsindkomsten medfoerer skade for den paagaeldende vandrende arbejdstager.

66 Det staar fast, at traktatens artikel 51 indeholder bestemmelse om samordning og ikke om harmonisering af medlemsstaternes lovgivninger, og at den fortsat lader medlemsstaternes socialsikringsordninger indeholde forskellige materielle og formelle regler, saaledes at arbejdstagere har forskellige rettigheder, alt efter hvor de er beskaeftiget (28). I medfoer af denne artikel har Raadet vedtaget forordning nr. 1408/71, samt forordning (EOEF) nr. 574/72 om regler til gennemfoerelse af denne forordning (29). Disse to forordninger har som hovedformaal at koordinere de forskellige nationale lovgivninger paa omraadet og at sikre, at arbejdskraftens frie bevaegelighed ikke er til skade for de arbejdstagere, der goer brug heraf, i forhold til de arbejdstagere, der udelukkende er beskaeftigede i en medlemsstat (30).

67 Det staar fast, at paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin tilkommer det den enkelte medlemsstat i sin lovgivning at fastsaette vilkaarene for retten eller pligten til at blive tilknyttet en socialsikringsordning og de relevante betingelser (31). Ved udoevelsen af denne kompetence skal medlemsstaterne dog efter min opfattelse ikke alene overholde lighedsprincippet og anvende disse regler uden forskelsbehandling baade paa egne statsborgere og paa statsborgere i andre medlemsstater, men de skal endvidere soerge for, at de nationale bestemmelser om social sikring ikke udgoer nogen hindring for den faktiske udoevelse af den i traktatens artikel 48 sikrede grundrettighed.

68 Bortset fra artikel 14d i forordning nr. 1408/71, som indeholder forskellige meget specielle bestemmelser, som ikke er relevante i den foreliggende sag, regulerer faellesskabsrettens bestemmelser om arbejdskraftens frie bevaegelighed ikke sammensaetningen af beregningsgrundlaget for bidragene til de nationale socialsikringsordninger.

69 Efter min opfattelse gaelder der her det samme som for fastsaettelsen af betingelserne for retten eller pligten til at vaere tilknyttet en socialsikringsordning eller en bestemt gren af en saadan, og saafremt faellesskabsretten ikke indeholder en relevant bestemmelse, er det den enkelte medlemsstat, der i sin lovgivning skal bestemme, hvilke elementer der skal indgaa i beregningsgrundlaget for bidragene til disse sociale sikringsordninger, for saa vidt dette sker, uden at der udoeves forskelsbehandling mellem statens egne borgere og statsborgere fra de oevrige medlemsstater, og den arbejdstager, der har gjort brug af sin ret til fri bevaegelighed, ikke lider skade i forhold til de arbejdstagere, der udelukkende er beskaeftigede i én medlemsstat.

Det sjette spoergsmaal

70 Med sit sidste spoergsmaal oensker den nationale ret at faa oplyst, hvad retten skal goere, saafremt den kommer til den konklusion, at der foreligger en tilsidesaettelse af faellesskabsretten, da denne tilsidesaettelse i den foreliggende sag er en foelge af en kombineret anvendelse af forskellige lovbestemmelser, og der er forskellige maader, hvorpaa tilsidesaettelse kan afhjaelpes, selv om ingen af disse loesninger er helt tilfredsstillende.

Det er ikke foerste gang, at en national ret stilles over for dette dilemma, og Domstolen har ved forskellige lejligheder udtalt sig om dette spoergsmaal.

71 Som jeg allerede har anfoert i mit forslag til afgoerelse i sag C-358/95, Morellato (32), har Domstolen udviklet en klar praksis vedroerende loesning af konflikter mellem national lovgivning og faellesskabslovgivning. Klarest er denne praksis blevet udtrykt i Simmenthal-dommen (33), hvori Domstolen udtalte, at det fremgaar af princippet om faellesskabsrettens forrang, at de bestemmelser i traktaten og retsakter fra institutionerne, som gaelder umiddelbart, for medlemsstaternes nationale ret ikke blot, alene i medfoer af deres ikrafttraeden, bevirker, at enhver modstridende bestemmelse i den eksisterende nationale lovgivning uden videre bliver uanvendelig. Endvidere har Domstolen i samme dom udtalt, at enhver bestemmelse i en national retsorden eller enhver lovgivningsmaessig, administrativ eller retslig praksis, som har til foelge, at faellesskabsrettens virkning begraenses ved, at den dommer, der er kompetent til at anvende faellesskabsretten, frakendes mulighed for, naar han anvender denne, at foretage, hvad der kraeves for at udelukke nationale lovgivningsbestemmelser, der maatte udgoere en hindring - selv om denne hindring kun var midlertidig - for faellesskabsreglernes fulde virkning, derfor er uforenelig med de krav, der foelger af selve faellesskabsrettens natur (34). Domstolens dom gik ud paa, at den nationale dommer, der inden for sin kompetence har til opgave at anvende faellesskabsrettens bestemmelser, har pligt til at sikre disse reglers fulde virkning, idet han i paakommende tilfaelde af egen drift skal undlade at anvende en modstridende - selv nyere - bestemmelse i national lovgivning, uden at han behoever anmode om eller afvente en forudgaaende ophaevelse af denne bestemmelse ad lovgivningsvejen eller ved noget andet forfatningsmaessigt middel (35).

72 Desuden har Domstolen i Van Duyn-dommen (36) udtalt, at traktatens artikel 48, hvori princippet om arbejdskraftens frie bevaegelighed er fastsat, og som paalaegger medlemsstaterne en klar pligt, der ikke kraever nogen yderligere retsakt hverken fra faellesskabsinstitutionerne eller fra medlemsstaternes side og ikke overlader disse sidste noget skoen med hensyn til dens gennemfoerelse, finder umiddelbar anvendelse og hjemler borgerne rettigheder, som de kan goere gaeldende ved de nationale domstole, og som disse skal beskytte.

73 Ifoelge Domstolens praksis paahviler det i medfoer af det i traktatens artikel 5 angivne princip om samarbejde medlemsstaternes nationale retter at sikre de retsundergivne den retsbeskyttelse, som foelger af faellesskabsrettens direkte virkning (37).

74 I betragtning af den besvarelse, jeg har foreslaaet paa de foregaaende spoergsmaal, samt paa Domstolens citerede praksis, skal jeg foreslaa, at Domstolen besvarer det sjette spoergsmaal med, at den nationale ret, der har til opgave at anvende faellesskabsretten paa den sag, som den skal traeffe afgoerelse i, i sin afgoerelse skal sikre traktatens artikel 48 og 51's fulde virkning, saaledes at den arbejdstager, der har gjort brug af sin ret til fri bevaegelighed, ikke hindres i at opnaa en social fordel, som f.eks. retten til ikke at betale mere end det maksimale bidrag, som skal betales af en arbejdstager, der ikke har udnyttet retten til fri bevaegelighed, og saaledes hindre, at der skabes en situation, hvori arbejdstageren ikke vil vaere villig til at goere brug af sin ret til fri bevaegelighed.

VI - Forslag til afgoerelse

Af de anfoerte grunde foreslaar jeg, at Domstolen giver foelgende svar paa de spoergsmaal, som er blevet forelagt af Gerechtshof, Hertogenbosch:

»1) En statsborger i en medlemsstat kan paaberaabe sig faellesskabsrettens bestemmelser om arbejdskraftens frie bevaegelighed over for den medlemsstat, i hvilken han er statsborger, saafremt han arbejder for en virksomhed, der er etableret i denne stat, og er udstationeret i en anden medlemsstat i mindre end et aar for at udfoere arbejde dér for virksomhedens regning. I denne forbindelse er det uden betydning, om arbejdstageren i den paagaeldende periode har erhvervet stoerstedelen af sin indkomst i kun den ene af disse to medlemsstater eller ikke.

2) Den anfaegtede nederlandske lovgivning medfoerer ingen forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet.

3) Traktatens artikel 48-51 er til hinder for, at en medlemsstat paalaegger en faellesskabsborger - herunder medlemsstatens egne statsborgere - som har gjort brug af sin ret til fri bevaegelighed, at betale bidrag til sociale sikringsordninger, som overstiger det loft, der gaelder for arbejdstagere, der ikke har gjort brug af denne ret.

4) For saa vidt som den anfaegtede nederlandske lovgivning hindrer arbejdskraftens frie bevaegelighed, kan den ikke begrundes under henvisning til en af de af den nationale ret anfoerte omstaendigheder, nemlig lovgivers oenske om at forenkle opkraevningen af skat og bidrag, tekniske problemer, der er forbundet med gennemfoerelsen af loesninger med henblik paa at udligne det opkraevede hoejere bidrag, og den omstaendighed, at anvendelsen af denne lovgivning i visse tilfaelde kan medfoere, at den samlede ansaettelse af indkomstskat og bidrag til sociale sikringsordninger er lavere for arbejdstagere, der har gjort brug af deres ret til fri bevaegelighed, end for arbejdstagere, der ikke har udnyttet denne ret.

5) Saafremt der i faellesskabsretten ikke er nogen bestemmelse, der finder anvendelse, er det den enkelte medlemsstat, der i sin lovgivning skal bestemme, hvilke elementer der skal indgaa i beregningsgrundlaget for bidragene til de sociale sikringsordninger, for saa vidt dette sker, uden at der udoeves forskelsbehandling mellem medlemsstatens egne statsborgere og statsborgere fra de oevrige medlemsstater, og den arbejdstager, der har gjort brug af sin ret til fri bevaegelighed, ikke lider skade i forhold til de arbejdstagere, der udelukkende er beskaeftigede i én medlemsstat.

6) Den nationale ret, der har til opgave at anvende faellesskabsretten paa den sag, hvori den skal traeffe afgoerelse, skal i sin afgoerelse sikre traktatens artikel 48-51's fulde virkning, saaledes at den arbejdstager, der har gjort brug af sin ret til fri bevaegelighed, ikke hindres i at opnaa en social fordel, som f.eks. retten til ikke at betale mere end det maksimale beloeb, som skal betales af en arbejdstager, der ikke har udnyttet retten til fri bevaegelighed, og saaledes hindre, at der skabes en situation, hvori arbejdstageren ikke vil vaere villig til at goere brug af sin ret til fri bevaegelighed.«

(1) - EFT L 230, s. 6.

(2) - Raadets forordning nr. 1612/68/EOEF af 15.10.1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet (EFT 1968 II, s. 467).

(3) - AEndret ved artikel G, punkt 8, i traktaten om Den Europaeiske Union (undertegnet i Maastricht den 7.2.1992, EFT C 191, s. 1).

(4) - Dom af 7.2.1979, sag 115/78, Sml. s. 399, praemis 24.

(5) - Dom af 3.10.1990, sag C-61/89, Sml. I, s. 3551, praemis 13.

(6) - Dom af 31.3.1993, sag C-19/92, Sml. I, s. 1663, praemis 15 og 16.

(7) - Dom af 23.2.1994, sag C-419/92, Sml. I, s. 505, praemis 9.

(8) - Dom af 27.6.1996, sag C-107/94, Sml. I, s. 3089.

(9) - Dom af 6.10.1981, sag 246/80, Sml. s. 2311, praemis 20.

(10) - Dom af 26.1.1993, sag C-112/91, Sml. I, s. 429.

(11) - Scholz-dommen, anfoert i fodnote 7, praemis 6. Jf. endvidere dom af 17.5.1994, sag C-18/93, Corsica Ferries, Sml. I, s. 1783, praemis 19, og af 29.2.1996, sag C-193/94, Skanavi og Chryssanthakopoulos, Sml. I, s. 929, praemis 20.

(12) - Dom af 12.2.1974, sag 153/73, Sotgiu, Sml. s. 153, praemis 11.

(13) - Dom af 15.1.1986, sag 41/84, Pinna, Sml. s. 1, af 8.5.1990, sag C-175/88, Biehl, Sml. I, s. 1779, af 10.11.1992, sag C-326/90, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 5517, af 10.3.1993, sag C-111/91, Kommissionen mod Luxembourg, Sml. I, s. 817, af 14.2.1995, sag C-279/93, Schumacker, Sml. I, s. 225, af 12.6.1997, sag C-266/95, Merino García, Sml. I, s. 3279, og af 27.11.1997, sag C-57/96, Meints, Sml. I, s. 6689.

(14) - Afgoerelse nr. 162 af 31.5.1996 om fortolkning af artikel 14, stk. 1, og af artikel 14b, stk. 1, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 om den lovgivning, der finder anvendelse paa udstationerede arbejdstagere (EFT L 241, s. 28).

(15) - Dom af 7.7.1976, sag 118/75, Watson og Belmann, Sml. s. 1185, praemis 16, af 15.10.1987, sag 222/86, Heylens m.fl., Sml. s. 4097, praemis 8, af 16.6.1992, sag C-351/90, Kommissionen mod Luxembourg, Sml. I, s. 3945, praemis 18, af 7.7.1992, sag C-370/90, Singh, Sml. I, s. 4265, praemis 15, og af 15.12.1995, sag C-415/93, Bosman, Sml. I, s. 4921, praemis 93.

(16) - Domme af 7.7.1988, sag 143/87, Stanton, Sml. s. 3877, praemis 13, og forenede sager 154/87 og 155/87, Wolf m.fl., Sml. s. 3897, praemis 13, Singh- og Bosman-dommene (anfoert ovenfor i fodnote 15, henholdsvis praemis 16 og 94).

(17) - Dom af 7.3.1991, sag C-10/90, Sml. I, s. 1119, praemis 16 og 17. Jf. endvidere dom af 12.10.1978, sag 10/78, Belbouab, Sml. s. 1915, praemis 5, af 25.2.1986, sag 284/84, Spruyt, Sml. s. 685, praemis 18, og af 2.5.1990, sag C-293/88, Winter-Lutzins, Sml. I, s. 1623, praemis 13.

(18) - Praemis 18. Jf. tillige dom af 21.10.1975, sag 24/75, Petroni, Sml. s. 1149, praemis 13, af 9.7.1980, sag 807/79, Gravina, Sml. s. 2205, praemis 6, Spruyt- og Winter-Lutzins-dommene, anfoert ovenfor i fodnote 17, henholdsvis praemis 19 og 14.

(19) - Praemis 18. Domme af 22.2.1990, sag C-228/88, Bronzino, Sml. I, s. 531, praemis 12, og sag C-12/89, Gatto, Sml. I, s. 557, praemis 12. Senest gentaget i dom af 9.12.1993, forenede sager C-45/92 og C-46/92, Lepore og Scamuffa, Sml. I, s. 6497, praemis 21.

(20) - Anfoert i fodnote 17, praemis 24.

(21) - Raadets direktiv af 25.2.1964 om samordning af de saerlige foranstaltninger, som gaelder for udlaendinge med hensyn til rejse og ophold, og som er begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed (EFT 1963-1964, s. 109).

(22) - Anfoert i fodnote 6, praemis 32.

(23) - Denne praksis er blevet bekraeftet i Bosman-dommen, anfoert ovenfor i fodnote 15, praemis 104.

(24) - Dom af 12.7.1990, sag C-236/88, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 3163, praemis 17.

(25) - Dom af 7.6.1988, sag 20/85, Roviello, Sml. s. 2805, praemis 16.

(26) - Domme af 28.1.1992, sag C-204/90, Bachmann, Sml. I, s. 249, og sag C-300/90, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 305.

(27) - Dom af 14.11.1995, sag C-484/93, Svensson, Sml. I, s. 3955.

(28) - Pinna-dommen, anfoert i fodnote 13, praemis 20. Jf. dom af 7.2.1991, sag C-227/89, Roenfeldt, Sml. I, s. 323, praemis 12, og af 5.10.1994, sag C-165/91, Van Munster, Sml. I, s. 4661, praemis 18.

(29) - Raadets forordning af 21.3.1972, som aendret og ajourfoert ved forordning nr. 2001/83 (jf. fodnote 1).

(30) - Dom af 20.9.1994, sag C-12/93, Drake, Sml. I, s. 4337, praemis 12.

(31) - Dom af 18.5.1989, sag 368/87, Hartman Troiani, Sml. s. 1333, praemis 21, af 21.2.1991, sag C-245/88, Daalmeijer, Sml. I, s. 555, praemis 15, og af 20.10.1993, sag C-297/92, Baglieri, Sml. I, s. 5211, praemis 13.

(32) - Dom af 13.3.1997, sag C-358/95, Sml. I, s. 1431 ff., jf. navnlig s. 1441 og 1442.

(33) - Dom af 9.3.1978, sag 106/77, Sml. s. 629, praemis 17.

(34) - Praemis 22 og 23. Denne praksis er bekraeftet ved dom af 19.6.1990, sag C-213/89, Factortame m.fl., Sml. I, s. 2433, praemis 18 og 20.

(35) - Praemis 24. Denne praksis er senere blevet bekraeftet i dom af 11.7.1989, sag 170/88, Ford España, Sml. s. 2305, af 4.6.1992, forenede sager C-13/91 og C-113/91, Debus, Sml. I, s. 3617, praemis 32, af 9.6.1992, forenede sager C-228/90-C-234/90, C-339/90 og C-353/90, Simba m.fl., Sml. I, s. 3713, praemis 27, og i Morellato-dommen, anfoert i fodnote 32, praemis 18.

(36) - Dom af 4.12.1974, sag 41/74, Van Duyn, Sml. s. 1337, praemis 4-8.

(37) - Factortame-dommen, anfoert i fodnote 34, praemis 19. Jf. tillige domme af 10.7.1980, sag 811/79, Ariete, Sml. s. 2545, og sag 826/79, Mireco, Sml. s. 2559.