61995J0124

1 Faelles handelspolitik - nationale udenrigs- og sikkerhedspolitiske foranstaltninger - begraensninger af udfoerslen - pligt til at overholde faellesskabsbestemmelser

(EF-traktaten, art. 113)

2 Faelles handelspolitik - faelles udfoerselsordning - sanktioner over for Serbien og Montenegro - forbud mod udfoersel til disse tredjelande - undtagelse for medicinalvarer - nationale regler om begraensninger for betaling for udfoersler, der lovligt har fundet sted fra andre medlemsstater - ulovligt - berettigelse - retssikkerhed - ingen betydning

(EF-traktaten, art. 113, Raadets forordning nr. 2603/69, art. 1 og 11, og forordning nr. 1432/92 )

3 Faelles handelspolitik - nationale foranstaltninger, der strider mod faellesskabsbestemmelser - begrundet i aftaler indgaaet foer EOEF-traktaten - betingelser - den nationale rets bedoemmelse

(EF-traktaten, art. 113 og 234)

4 Medlemsstaterne skal under udoevelsen af deres kompetence paa det udenrigs- og sikkerhedspolitiske omraade overholde faellesskabsretten, herunder navnlig respektere bestemmelser, som Faellesskabet har udstedt paa den faelles handelspolitiks omraade i henhold til traktatens artikel 113. Medlemsstaterne kan ikke unddrage nationale foranstaltninger, hvis virkning er at forhindre eller begraense udfoerslen af visse varer, fra anvendelsesomraadet for den faelles handelspolitik med den begrundelse, at foranstaltningerne sigter mod at naa udenrigs- eller sikkerhedspolitiske maal.

5 Den faelles handelspolitik i henhold til traktatens artikel 113, som gennemfoert ved forordning nr. 1432/92 om forbud mod handel mellem Faellesskabet og Republikkerne Serbien og Montenegro, og forordning nr. 2603/69 om fastlaeggelse af en faelles udfoerselsordning er til hinder for, at en medlemsstat A kan traeffe foranstaltninger, der skal sikre en effektiv gennemfoerelse af FN's Sikkerhedsraads resolution 757 (1992), hvorved det forbydes, at serbiske og montenegrinske midler, der er deponeret i denne medlemsstat, kan frigives til betaling for varer, der er blevet udfoert af en statsborger i medlemsstat B fra denne medlemsstats omraade til Serbien eller Montenegro, med den begrundelse, at medlemsstat A kun tillader betaling for saadanne udfoersler, saafremt de finder sted fra statens eget omraade, og saafremt der foreligger en forudgaaende tilladelse fra dens egne kompetente myndigheder, som omhandlet i forordning nr. 1432/92, uanset at de paagaeldende varer af FN's sanktionskomité angives som udelukkende bestemt til medicinske formaal, og der foreligger udfoerselstilladelse fra de kompetente myndigheder i medlemsstat B i overensstemmelse med forordning nr. 1432/92.

Artikel 1 i forordning nr. 2603/69 gennemfoerer princippet om fri eksport paa faellesskabsplan og skal derfor fortolkes saaledes, at den ikke alene forbyder kvantitative restriktioner for udfoerslen af varer fra Faellesskabet til tredjelande, men ligeledes foranstaltninger, som er truffet af medlemsstaterne, og som har tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion, naar anvendelsen af foranstaltningerne kan indebaere eksportforbud. Da de omhandlede foranstaltninger udgoer en begraensning for betalingen af varer, hvilket er en vaesentlig bestanddel af en udfoerselstransaktion, maa de sidestilles med en kvantitativ udfoerselsrestriktion.

Saafremt det er muligt at sikre en effektiv gennemfoerelse af sanktionerne ved hjaelp af tilladelsesproceduren i de oevrige medlemsstater i henhold til forordning nr. 1432/92, er det ikke begrundet at bringe artikel 11 i forordning nr. 2603/69 i anvendelse, hvorefter medlemsstaterne kan indfoere eller anvende kvantitative restriktioner med hensyn til udfoersel, bl.a. begrundet i hensynet til den offentlige sikkerhed.

6 Nationale foranstaltninger, der viser sig at vaere i strid med den faelles handelspolitik i henhold til traktatens artikel 113 og faellesskabsforordninger til gennemfoerelse heraf, er kun begrundet ifoelge traktatens artikel 234, hvis de er noedvendige for at sikre, at den paagaeldende medlemsstat opfylder forpligtelser i forhold til tredjelande, der paahviler den i henhold til en konvention, der er indgaaet foer traktatens ikrafttraedelse eller den paagaeldende medlemsstats tiltraedelse.

Det tilkommer ikke Domstolen i forbindelse med en praejudiciel forelaeggelse, men derimod den nationale ret at tage stilling til, hvilke forpligtelser der paahviler den paagaeldende medlemsstat i henhold til en aeldre international konvention, og naermere at afgraense dem, saaledes at det kan afgoeres, i hvilket omfang forpligtelserne er til hinder for anvendelsen af de paagaeldende faellesskabsretlige bestemmelser.

I sag C-124/95,

angaaende en anmodning, som Court of Appeal (England and Wales) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

The Queen, ex parte: Centro-Com Srl

mod

HM Treasury & Bank of England,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 113 og 234 og af Raadets forordning (EOEF) nr. 1432/92 af 1. juni 1992 om forbud mod handel mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Republikkerne Serbien og Montenegro (EFT L 151, s. 4),

har

DOMSTOLEN

sammensat af praesidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformaendene G.F. Mancini, J.C. Moitinho de Almeida og J.L. Murray samt dommerne P.J.G. Kapteyn (refererende dommer), C. Gulmann, D.A.O. Edward, J.P. Puissochet, G. Hirsch, P. Jann og H. Ragnemalm,

generaladvokat: F.G. Jacobs

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer H.A. Ruehl,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- Centro-Com Srl ved advokat R. Luzzatto, Milano

- Det Forenede Kongeriges regering ved Assistant Treasury Solicitor J.E. Collins, som befuldmaegtiget, bistaaet af barrister S. Richards og barrister R. Thompson

- den belgiske regering ved kontorchef J. Devadder, Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget

- den italienske regering ved afdelingschef, professor U. Leanza, Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget, bistaaet af statens advokat, I.M. Braguglia

- den nederlandske regering ved J.G. Lammers, som befuldmaegtiget

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved ledende juridisk konsulent P. Gilsdorf og C. Bury, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 25. juni 1996 af Centro-Com Srl ved Riccardo Luzzatto, af Det Forenede Kongeriges regering ved John E. Collins, bistaaet af Stephen Richards og Rhodri Thompson, af den nederlandske regering ved konsulent Marc Fierstra, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget, og af Kommissionen ved Peter Gilsdorf og Claire Bury,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 24. september 1996,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelse af 27. maj 1994, indgaaet til Domstolen den 11. april 1995, har Court of Appeal (England and Wales) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt Domstolen to praejudicielle spoergsmaal om fortolkningen af traktatens artikel 113 og 234 og af Raadets forordning (EOEF) nr. 1432/92 af 1. juni 1992 om forbud mod handel mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Republikkerne Serbien og Montenegro (EFT L 151, s. 4, herefter »sanktionsforordningen«).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag, der er anlagt af det italienske selskab Centro-Com Srl (herefter »Centro-Com«) til proevelse af Bank of England's aendrede praksis og af fire afgoerelser truffet af Bank of England paa vegne af HM Treasury om at naegte Barclays Bank of London tilladelse til i fornoedent omfang at udbetale beloeb til Centro-Com fra en jugoslavisk konto som betaling for medicinalvarer, der var blevet udfoert fra Italien til Montenegro.

3 I henhold til kapitel VII i De Forenede Nationers Pagt vedtog De Forenede Nationers Sikkerhedsraad den 30. maj 1992 resolution 757 (1992) om sanktioner over for Den Foederative Republik Jugoslavien (Serbien og Montenegro).

4 Ifoelge artikel 4, litra c), i resolution 757 (1992) paahviler det samtlige stater at hindre, at deres statsborgere foretager salg eller levering fra statens omraade af enhver vare, uanset om den har oprindelse i den paagaeldende stat eller ej, til fysiske eller juridiske personer i Den Foederative Republik Jugoslavien (Serbien og Montenegro) eller til fysiske eller juridiske personer med henblik paa enhver form for oekonomisk virksomhed til eller fra denne republiks omraade. Undtaget fra dette forbud er leverancer, der udelukkende er bestemt til medicinske formaal, samt levnedsmidler, hvorom der er givet underretning til den komité, der er nedsat ved resolution 724 (1991).

5 Paa tilsvarende maade skal samtlige FN's medlemsstater i medfoer af artikel 5 i resolution 757 (1992) hindre, at deres statsborgere samt enhver, der befinder sig paa statens omraade, herfra overfoerer eller paa nogen anden maade stiller penge eller andre finansielle eller oekonomiske midler til raadighed for handelsmaessige, industrielle eller offentlige virksomheder, samt at der foretages udbetalinger til fysiske eller juridiske personer i Den Foederative Republik Jugoslavien (Serbien og Montenegro), undtagen betaling for varer, der udelukkende er bestemt til medicinske eller humanitaere formaal og levnedsmidler.

6 Inden for Faellesskabet blev resolution 757 (1992) gennemfoert ved Raadets sanktionsforordning.

7 Ifoelge forordningens artikel 1, litra b), er udfoersel til Republikkerne Serbien og Montenegro af enhver vare med oprindelse i eller afsendt fra Faellesskabet forbudt fra den 31. maj 1992.

8 I henhold til sanktionsforordningens artikel 2, litra a), gaelder forbuddet dog ikke »udfoersel til Republikkerne Serbien og Montenegro af varer, der udelukkende er bestemt til medicinske formaal og levnedsmidler, hvorom der er givet underretning til den komité, der er nedsat ved Sikkerhedsraadets resolution 724 (1991)« (herefter »sanktionskomitéen«).

9 Artikel 3 bestemmer endvidere: »Medlemsstaternes kompetente myndigheder skal give forudgaaende eksporttilladelse for saa vidt angaar udfoersel til Republikkerne Serbien og Montenegro af varer, der udelukkende er bestemt til medicinske formaal, samt levnedsmidler.«

10 I overensstemmelse med artikel 1 i United Nations Act 1946 vedtog Det Forenede Kongerige den 4. juni 1992 Serbia and Montenegro (United Nations Sanctions) Order, hvorved det forbydes enhver at forsyne eller levere nogen form for varer til nogen, der har forbindelse til Serbien eller Montenegro, medmindre udenrigsministeren har meddelt tilladelse hertil.

11 Det bestemmes i sidstnaevnte retsakts artikel 10, at medmindre Finansministeriet har meddelt tilladelse, maa der ikke foretages betalinger eller overfoersler af guld eller vaerdipapirer, hvorigennem der stilles penge eller andre finansielle eller oekonomiske midler til raadighed for personer, der har forbindelse til Serbien eller Montenegro, eller overfoeres midler til disse eller til nogen, der repraesenterer dem.

12 Ved cirkulaere af 8. juni 1992 praeciserede Bank of England, paa Finansministeriets vegne, at banken ville gennemgaa ansoegninger om tilladelse til at debitere serbiske og montenegrinske konti for saa vidt angaar betalinger vedroerende velgoerende og humanitaere formaal. Banken ville foelge den politik at meddele tilladelse til debitering af serbiske og montenegrinske konti til betaling for udfoersler af medicinsk og humanitaer karakter til Serbien eller Montenegro, som var godkendt af FN, uanset om udfoerslerne fandt sted fra Det Forenede Kongerige eller fra et andet land.

13 Centro-Com, der havde opnaaet tilladelse fra FN's sanktionskomité samt forudgaaende tilladelse fra de italienske myndigheder i overensstemmelse med sanktionsforordningens artikel 3, udfoerte i tiden 15. oktober 1992 - 6. januar 1993 femten partier laegemidler og udstyr til blodanalyser til to grossister i Montenegro.

14 Betalingerne for disse udfoersler skulle debiteres en konto, som Jugoslaviens Nationalbank havde i Barclays Bank. Barclays Bank havde ved saerskilt skrivelse for hvert enkelt parti anmodet Bank of England om tilladelse til debitering af kontoen. Den 23. februar 1993 var elleve af de femten anmodninger blevet godkendt af Bank of England, hvorefter Barclays Bank havde udbetalt de tilsvarende beloeb til Centro-Com.

15 Efter oplysninger om,at ordningen med tilladelser fra sanktionskomitéen til eksport af varer til Serbien og Montenegro blev misbrugt, bl.a. gennem urigtige vareangivelser, og idet dokumenter, der var udstedt eller tilsyneladende udstedt af komitéen, var urigtige, besluttede Finansministeriet at aendre sin politik, saaledes at der kun kunne opnaas tilladelse til betaling for udfoersel af varer, der var undtaget fra sanktioner, som f.eks. laegemidler, fra serbiske eller montenegrinske konti i Det Forenede Kongerige, saafremt udfoerslerne havde fundet sted fra Det Forenede Kongerige.

16 Som det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, var et af hovedformaalene med den nye politik at give myndighederne i Det Forenede Kongerige mulighed for at foere en effektiv kontrol med de varer, der blev udfoert til Serbien og Montenegro, i henseende til om de faktisk svarede til vareangivelsen, og for at undgaa, at der blev meddelt tilladelse til debitering af konti i britiske banker til betaling for formaal, der hverken var medicinske eller humanitaere.

17 Bank of England meddelte foelgelig den 25. februar 1993 Barclays Bank, at man for fremtiden ikke ville imoedekomme ansoegninger om tilladelse til debitering af serbiske eller montenegrinske konti i britiske banker med henblik paa betaling for varer, der var udfoert til Serbien eller Montenegro fra andre lande end Det Forenede Kongerige. Paa denne baggrund afslog Bank of England ved fire saerskilte afgoerelser de resterende ansoegninger fra Barclays Bank.

18 Court of Appeal naerer tvivl om, hvorvidt denne aendrede politik og de fire omtvistede afgoerelser er forenelige med traktatens artikel 113 og sanktionsforordningen. Paa denne baggrund har retten besluttet at udsaette sagen og at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»1) Er det foreneligt med Faellesskabets faelles handelspolitik, navnlig EF-traktatens artikel 113 og Raadets forordning (EOEF) nr. 1432/92 om forbud mod handel mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Republikkerne Serbien og Montenegro (EFT L 151 af 3.6.1992, s. 4), saafremt en medlemsstat A vedtager nationale foranstaltninger om indefrysning af midler, der befinder sig i medlemsstat A, og som tilhoerer en person i Serbien eller Montenegro, naar:

1. midlerne oenskes frigivet med henblik paa betaling til en statsborger i medlemsstat B for udfoersel af varer, som han har foretaget fra medlemsstat B til Serbien eller Montenegro

2. a) varerne er officielt godkendt af FN's sanktionskomité, jf. FN's Sikkerhedsraads resolution 757, som udelukkende bestemt til medicinske formaal

b) varerne er blevet udfoert i henhold til en forudgaaende udfoerselstilladelse, der er udstedt af de kompetente myndigheder i medlemsstat B i henhold til forordning nr. 1432/92

3. de nationale foranstaltninger hjemler frigivelse af midler til betaling for udfoersel af saadanne varer, der finder sted fra medlemsstat A selv, saafremt den ovenfor i punkt 2.b) naevnte udfoerselstilladelse er blevet udstedt af de kompetente myndigheder i medlemsstat A

4. medlemsstat A har bestemt, at vedtagelsen af disse nationale foranstaltninger er noedvendig eller hensigtsmaessig af hensyn til en effektiv gennemfoerelse af FN's Sikkerhedsraads resolution 757?

2) Paavirkes besvarelsen af det foerste spoergsmaal af EF-traktatens artikel 234?«

Det foerste spoergsmaal

19 Med dette spoergsmaal oensker den forelaeggende ret reelt oplyst, om den faelles handelspolitik i henhold til EOEF-traktatens artikel 113, som gennemfoert ved sanktionsforordningen, er til hinder for, at en medlemsstat A kan vedtage foranstaltninger, der skal sikre en effektiv gennemfoerelse af FN's Sikkerhedsraads resolution 757 (1992), hvorved det forbydes, at serbiske og montenegrinske midler, der er deponeret i denne medlemsstat, kan frigives til betaling for varer, der er blevet udfoert af en statsborger i medlemsstat B fra denne medlemsstats omraade til Serbien eller Montenegro, med den begrundelse, at medlemsstat A kun tillader betaling for saadanne udfoersler, saafremt de finder sted fra statens eget omraade, og saafremt der foreligger en forudgaaende tilladelse fra dens egne kompetente myndigheder, som omhandlet i forordningen, uanset at de paagaeldende varer af FN's sanktionskomité angives som udelukkende bestemt til medicinske formaal, og der foreligger udfoerselstilladelse fra de kompetente myndigheder i medlemsstat B i overensstemmelse med sanktionsforordningen.

20 Med dette spoergsmaal rejser den forelaeggende ret to problemer vedroerende fortolkningen af regler, der vedroerer den faelles handelspolitik.

21 Det foerste problem vedroerer forholdet mellem udenrigs- og sikkerhedspolitiske foranstaltninger, som f.eks. foranstaltninger med henblik paa en effektiv gennemfoerelse af resolution 757 (1992), og den faelles handelspolitik.

22 Det andet problem vedroerer raekkevidden af den faelles handelspolitik og retsakter i tilslutning hertil, der er vedtaget i henhold til traktatens artikel 113.

Forholdet mellem udenrigs- og sikkerhedspolitiske foranstaltninger og den faelles handelspolitik

23 Det Forenede Kongeriges regering har gjort gaeldende, at de nationale foranstaltninger, som hovedsagen angaar, blev vedtaget i overensstemmelse med dens nationale kompetence paa det udenrigs- og sikkerhedspolitiske omraade, som omfatter dets forpligtelser i medfoer af FN's pagt og resolutioner. Gyldigheden af disse foranstaltninger kan hverken beroeres af Faellesskabets enekompetence paa den faelles handelspolitiks omraade eller af sanktionsforordningen, der som saadan kun er udtryk for, at den nationale kompetence paa det udenrigs- og sikkerhedspolitiske omraade er blevet gennemfoert paa faellesskabsplan.

24 Hertil bemaerkes, at medlemsstaterne har bevaret deres kompetence paa det udenrigs- og sikkerhedspolitiske omraade. Paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder i hovedsagen var det indbyrdes samarbejde paa dette omraade navnlig reguleret af bestemmelserne i afsnit III i den europaeiske faelles akt.

25 Ikke desto mindre skal medlemsstaterne overholde faellesskabsretten under udoevelsen af deres kompetence (jf. dom af 10.12.1969, forenede sager 6/69 og 11/69, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 143, org. ref.: Rec. s. 523, praemis 17, af 7.6.1988, sag 57/86, Graekenland mod Kommissionen, Sml. s. 2855, praemis 9, af 21.6.1988, sag 127/87, Kommissionen mod Graekenland, Sml. s. 3333, praemis 7, og af 25.7.1991, sag C-221/89, Factortame m.fl., Sml. I, s. 3905, praemis 14).

26 Paa tilsvarende maade kan medlemsstaterne ikke unddrage nationale foranstaltninger, hvis virkning er at forhindre eller begraense udfoerslen af visse varer, fra anvendelsesomraadet for den faelles handelspolitik med den begrundelse, at foranstaltningen sigter mod at naa udenrigs- eller sikkerhedspolitiske maal (jf. dom af 17.10.1995, sag C-70/94, Werner, Sml. I, s. 3189, praemis 10).

27 Selv om det saaledes paahviler medlemsstaterne inden for deres nationale kompetence at traeffe udenrigs- og sikkerhedspolitiske foranstaltninger, skal disse foranstaltninger imidlertid respektere bestemmelser, som Faellesskabet har udstedt paa den faelles handelspolitiks omraade i henhold til traktatens artikel 113.

28 Sanktionsforordningen, der har hjemmel i traktatens artikel 113, blev netop til som foelge af medlemsstaternes udoevelse af deres nationale kompetence paa det udenrigs- og sikkerhedspolitiske omraade, idet de udtrykkeligt tilsluttede sig, at der skulle anvendes en faellesskabsforanstaltning.

29 Det foelger saaledes af det anfoerte, at sanktionsforordningen fremkom i henhold til en beslutning truffet af Faellesskabet og dets medlemsstater inden for rammerne af det politiske samarbejde, hvorved parterne udtrykte deres vilje til at anvende et EF-instrument med henblik paa gennemfoerelsen af visse aspekter af de sanktioner, FN's Sikkerhedsraad havde fastsat over for Republikkerne Serbien og Montenegro.

30 Heraf foelger, at uanset om foranstaltninger, som dem, der er omtvistet under hovedsagen, er blevet udstedt som led i udoevelsen af medlemsstaternes nationale kompetence paa det udenrigs- og sikkerhedspolitiske omraade, skal de respektere faellesskabsregler vedroerende den faelles handelspolitik.

Raekkevidden af den faelles handelspolitik og relevante retsakter udstedt i henhold til traktatens artikel 113

31 Det Forenede Kongeriges regering har gjort gaeldende, at nationale foranstaltninger, som dem, der er omtvistede under hovedsagen, herunder restriktioner for frigivelse af midler, ikke er handelspolitiske foranstaltninger, hvorfor de ikke henhoerer under den faelles handelspolitik.

32 Det bemaerkes hertil, at selv om saadanne foranstaltninger ikke er handelspolitiske foranstaltninger, kan de ikke desto mindre vaere i strid med den faelles handelspolitik, der er gennemfoert i Faellesskabet, nemlig saafremt de er i strid med den faellesskabslovgivning, der er vedtaget inden for rammerne af denne politik.

33 Det skal derfor undersoeges, om foranstaltninger som dem, der er omtvistede under hovedsagen, er forenelige ikke blot med sanktionsforordningen, men ogsaa med Raadets forordning (EOEF) nr. 2603/69 af 20. december 1969 om fastlaeggelse af en faelles udfoerselsordning (EFT 1969 II, s. 573, herefter »udfoerselsforordningen«).

34 Sanktionsforordningen indeholder inden udtrykkelige bestemmelser om betaling for udfoersler, for hvilke der er opnaaet godkendelse.

35 Den omstaendighed, at udfoersler til Serbien og Montenegro er forbudt ifoelge sanktionsforordningens artikel 1, litra b), er en undtagelse fra udfoerselsforordningens bestemmelser.

36 Undtagelsen gaelder imidlertid ikke for udfoersel af varer til Serbien og Montenegro, der udelukkende er bestemt til medicinske formaal, og som opfylder de i sanktionsforordningens artikel 2, litra a), og artikel 3 fastsatte betingelser. Heraf foelger, at udfoerslerne er undergivet den faelles ordning ifoelge udfoerselsforordningen.

37 Det bestemmes i udfoerselsforordningens artikel 1, at »udfoerslen af varer fra Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab til tredjelande er fri dvs. ikke undergivet kvantitative restriktioner, bortset fra saadanne, der anvendes i overensstemmelse med bestemmelserne i denne forordning.«

38 Samme forordnings artikel 11 indeholder en saadan undtagelse, idet det heri er bestemt, at »med forbehold af andre af Faellesskabets bestemmelser er denne forordning ikke til hinder for, at medlemsstaterne indfoerer eller anvender kvantitative restriktioner, med hensyn til udfoersel, naar disse er begrundet i hensynet til den offentlige saedelighed, den offentlige orden, den offentlige sikkerhed, beskyttelse af menneskers og dyrs liv og sundhed, beskyttelse af planter, beskyttelse af nationale skatte af kunstnerisk, historisk eller arkaeologisk vaerdi, eller beskyttelse af industriel og kommerciel ejendomsret.«

39 Det Forenede Kongeriges regering betvivler for det foerste, at restriktioner for frigivelse af bankindestaaender kan anses for kvantitative restriktioner for udfoerslen til tredjelande i udfoerselsforordningens artikel 1's forstand.

40 Hertil bemaerkes, at forordningens artikel 1 gennemfoerer princippet om fri eksport paa faellesskabsplan og skal derfor fortolkes saaledes, at den ligeledes omfatter foranstaltninger, som er truffet af medlemsstaterne, og som har tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion, naar anvendelsen af foranstaltningerne kan indebaere eksportforbud (jf. Werner-dommen, praemis 22, og dom af 17.10.1995, sag C-83/94, Leifer m.fl., Sml. I, s. 3231, praemis 23).

41 Nationale foranstaltninger, som en medlemsstat har truffet, om forbud mod frigivelse af serbiske og montenegrinske midler til betaling af varer, der kun lovligt kan udfoeres til Serbien og Montenegro, saafremt udfoerslerne finder sted fra denne medlemsstat, udgoer en begraensning for betalingen af varer, der paa tilsvarende maade som levering af goder, udgoer en vaesentlig bestanddel af en udfoerselstransaktion.

42 Foranstaltninger af denne art, truffet af en medlemsstat, hvorved den frie udfoersel paa faellesskabsplan begraenses, maa sidestilles med en kvantitativ begraensning, idet anvendelsen af disse er til hinder for at erlaegge betaling som modydelse for varer, der er afsendt fra andre medlemsstater, og udgoer foelgelig et forbud mod udfoersel.

43 Det Forenede Kongeriges regering finder dernaest, at forpligtelsen til at foretage udfoersler fra denne stats omraade er begrundet i hensynet til den offentlige sikkerhed. Paa baggrund af vanskelighederne i forbindelse med anvendelsen af ordningen med tilladelser fra sanktionskomitéen er et saadant krav noedvendigt for at sikre en effektiv gennemfoerelse af de sanktioner, der er besluttet ved FN's Sikkerhedsraads resolution 757 (1992), idet den giver de britiske myndigheder mulighed for selv at kontrollere arten af de varer, der eksporteres til Serbien og Montenegro.

44 Hertil bemaerkes, at begrebet den offentlige sikkerhed i udfoerselsforordningens artikel 11 omfatter baade en medlemsstats indre og yde sikkerhed, og at det heraf foelger, at risikoen for en alvorlig forstyrrelse af de internationale relationer eller af nationernes fredelige sameksistens kan paavirke en medlemsstats ydre sikkerhed (jf. Werner-dommen, praemis 25 og 27, og Leifer-dommen, praemis 26 og 28).

45 En foranstaltning om anvendelse af sanktioner i henhold til en resolution vedtaget af FN's Sikkerhedsraad med henblik paa en fredelig loesning af situationen i Bosnien-Hercegovina, der udgoer en trussel mod den internationale fred og sikkerhed, er derfor omfattet af undtagelsen i henhold til udfoerselsforordningens artikel 11.

46 Forordningens artikel 11 kan dog ikke laengere paaberaabes af en medlemsstat, naar faellesskabsregler giver hjemmel for de noedvendige forholdsregler for at beskytte de interesser, der er opregnet i denne artikel (jf. i henseende til EOEF-traktatens artikel 36 dom af 10.7.1984, sag 72/83, Campus Oil m.fl., Sml. s. 2727, praemis 27).

47 Sanktionsforordningen, der har til formaal at sikre ensartet anvendelse i hele Faellesskabet af visse aspekter af de af Sikkerhedsraadet fastsatte sanktioner, praeciserer, under hvilke betingelser udfoersel af laegemidler til Republikkerne Serbien og Montenegro er tilladt, nemlig ved underretning til sanktionskomitéen og med eksporttilladelse fra medlemsstaternes kompetente myndigheder.

48 Under disse omstaendigheder er nationale foranstaltninger, fastsat af en medlemsstat, hvorefter det kun er tilladt at frigive serbiske og montenegrinske midler til gengaeld for udfoersler til disse republikker, saafremt den paagaeldende medlemsstats myndigheder forinden har kontrolleret varernes art og har udstedt en eksporttilladelse for disse, ikke begrundet, idet det er muligt at sikre en effektiv gennemfoerelse af sanktionerne ved hjaelp af tilladelsesproceduren i de oevrige medlemsstater i henhold til sanktionsforordningen, specielt i den medlemsstat, hvorfra udfoerslerne finder sted.

49 Herved boer medlemsstaterne udvise gensidig tillid til den kontrol, de kompetente myndigheder i afsendelsesmedlemsstaten foretager (jf. dom af 25.1.1977, sag 46/76, Bauhuis, Sml. s. 5, praemis 22, og af 23.5.1996, sag C-5/94, Hedley Lomas, Sml. I, s. 2553, praemis 19).

50 I den foreliggende sag er der ikke grundlag for at antage, at ordningen med tilladelser, som udstedes af medlemsstaterne i henhold til sanktionsforordningens artikel 3, ikke har virket tilfredsstillende.

51 Det bemaerkes endelig, at udfoerselsforordningens artikel 11, der er en undtagelse fra princippet i forordningens artikel 1 om, at udfoerslen er fri, ikke skal fortolkes saaledes, at den har virkninger ud over, hvad der er noedvendigt for at sikre beskyttelsen af de interesser, den har til formaal at varetage (jf. Leifer-dommen, praemis 33).

52 I det foreliggende tilfaelde kan en medlemsstat sikre, at de naevnte interesser beskyttes ved hjaelp af foranstaltninger, der er mindre indgribende for den frie udfoersel end en forpligtelse til at udfoere alle varer fra denne medlemsstats omraade. Saafremt en medlemsstat naerer begrundet tvivl om rigtigheden af vareangivelsen i en eksporttilladelse, som de kompetente myndigheder i en anden medlemsstat har udstedt, har den bl.a. mulighed for - inden den giver tilladelse til debitering af konti, der foeres paa dens omraade - at goere brug af det gensidige samarbejde i henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 1468/81 af 19. maj 1981 om gensidig bistand mellem medlemsstaternes administrative myndigheder og om samarbejde mellem disse og Kommissionen med henblik paa at sikre den rette anvendelse af told- og landbrugsbestemmelserne (EFT L 144, s. 1).

53 Paa grundlag af det saaledes anfoerte skal spoergsmaalet derfor besvares med, at den faelles handelspolitik i henhold til traktatens artikel 113, som gennemfoert ved sanktionsforordningen og udfoerselsforordningen, er til hinder for, at en medlemsstat A kan vedtage foranstaltninger, der skal sikre en effektiv gennemfoerelse af FN's Sikkerhedsraads resolution 757 (1992), hvorved det forbydes, at serbiske og montenegrinske midler, der er deponeret i denne medlemsstat, kan frigives til betaling for varer, der er blevet udfoert af en statsborger i medlemsstat B fra denne medlemsstats omraade til Serbien eller Montenegro, med den begrundelse, at medlemsstat A kun tillader betaling for saadanne udfoersler, saafremt de finder sted fra statens eget omraade, og saafremt der foreligger en forudgaaende tilladelse fra dens egne kompetente myndigheder, som omhandlet i sanktionsforordningen, uanset at de paagaeldende varer af FN's sanktionskomité angives som udelukkende bestemt til medicinske formaal, og der foreligger udfoerselstilladelse fra de kompetente myndigheder i medlemsstat B i overensstemmelse med sanktionsforordningen.

Det andet spoergsmaal

54 Med dette spoergsmaal oensker den nationale ret reelt oplyst, om nationale foranstaltninger, der viser sig at vaere i strid med den faelles handelspolitik i henhold til traktatens artikel 113 og faellesskabsforordninger til gennemfoerelse af denne politik, desuagtet kan vaere begrundet i henhold til EOEF-traktatens artikel 234, idet den paagaeldende medlemsstat ved hjaelp af disse foranstaltninger har soegt at efterkomme de forpligtelser, der paahviler den i medfoer af en konvention, der er indgaaet med andre medlemsstater og tredjelande, inden EOEF-traktatens ikrafttraedelse, eller den paagaeldende medlemsstats tiltraedelse.

55 Traktatens artikel 234, stk. 1, bestemmer, at de rettigheder og forpligtelser, der foelger af konventioner, som foer denne traktats ikrafttraeden er indgaaet mellem paa den ene side en eller flere medlemsstater og paa den anden side et eller flere tredjelande, ikke beroeres af bestemmelserne i denne traktat.

56 Det foelger af fast praksis, at denne bestemmelse har til formaal i overensstemmelse med folkerettens principper at fastslaa, at anvendelsen af traktaten ikke beroerer den paagaeldende medlemsstats forpligtelse til at respektere tredjestaters rettigheder, som foelger af aeldre konventioner, og til at overholde sine tilsvarende forpligtelser (dom af 28.3.1995, sag C-324/93, Evans Medical og Macfarlan Smith, Sml. I, s. 563, praemis 27).

57 Ved afgoerelsen af, om en faellesskabsregel skal vige for en aeldre international konvention, maa det derfor undersoeges, om konventionen paalaegger den paagaeldende medlemsstat forpligtelser, som de tredjelande, der har indgaaet konventionen, stadig kan kraeve opfyldt (Evans Medical og Macfarlan Smith-dommen, praemis 28).

58 Det henhoerer ikke under Domstolens kompetence i forbindelse med en praejudiciel forelaeggelse, men derimod under den nationale ret at tage stilling til, hvilke forpligtelser der paahviler den paagaeldende medlemsstat i henhold til en aeldre international konvention, og naermere at afgraense dem, saaledes at det kan afgoeres, i hvilket omfang forpligtelserne er til hinder for anvendelsen af de paagaeldende bestemmelser i traktaten (Evans Medical og Macfarlan Smith-dommen, praemis 29).

59 Den nationale ret skal saaledes i den sag, den har faaet forelagt - hvor udfoerslerne er godkendt af FN's sanktionskomité, og der er meddelt tilladelse fra eksportlandets kompetente myndigheder - undersoege, om saavel den aendrede politik, som de fire afgoerelser om forbud mod frigivelse af midler, er noedvendige for at sikre den paagaeldende medlemsstats opfyldelse af sine forpligtelser i henhold til FN-pagten og FN's Sikkerhedsraads resolution 757 (1992).

60 Det bemaerkes i oevrigt, at naar en international konvention aabner mulighed for, at en medlemsstat kan traeffe en foranstaltning, som viser sig at vaere i strid med faellesskabsretten, uden dog at forpligte den dertil, skal medlemsstaten afholde sig fra at traeffe en saadan foranstaltning (Evans Medical og Macfarlan Smith-dommen, praemis 32).

61 Spoergsmaalet skal derfor besvares med, at nationale foranstaltninger, der viser sig at vaere i strid med den faelles handelspolitik i henhold til traktatens artikel 113 og faellesskabsforordninger til gennemfoerelse heraf, kun er begrundet ifoelge traktatens artikel 234, hvis de er noedvendige for at sikre, at den paagaeldende medlemsstat opfylder forpligtelser i forhold til tredjelande, der paahviler den i henhold til en konvention, der er indgaaet foer traktatens ikrafttraedelse, eller den paagaeldende medlemsstats tiltraedelse.

Sagens omkostninger

62 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges regering, den belgiske regering, den italienske regering, den nederlandske regering og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Court of Appeal (England and Wales) ved kendelse af 27. maj 1994, for ret:

1) Den faelles handelspolitik i henhold til EOEF-traktatens artikel 113, som gennemfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 1432/92 af 1. juni 1992 om forbud mod handel mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Republikkerne Serbien og Montenegro og Raadets forordning (EOEF) nr. 2603/69 af 20. december 1969 om fastlaeggelse af en faelles udfoerselsordning, er til hinder for, at en medlemsstat A kan vedtage foranstaltninger, der skal sikre en effektiv gennemfoerelse af FN's Sikkerhedsraads resolution 757 (1992), hvorved det forbydes, at serbiske og montenegrinske midler, der er deponeret i denne medlemsstat, kan frigives til betaling for varer, der er blevet udfoert af en statsborger i medlemsstat B fra denne medlemsstats omraade til Serbien eller Montenegro, med den begrundelse, at medlemsstat A kun tillader betaling for saadanne udfoersler, saafremt de finder sted fra statens eget omraade, og saafremt der foreligger en forudgaaende tilladelse fra dens egne kompetente myndigheder, som omhandlet i forordning nr. 1432/92, uanset at de paagaeldende varer af FN's sanktionskomité angives som udelukkende bestemt til medicinske formaal, og der foreligger udfoerselstilladelse fra de kompetente myndigheder i medlemsstat B i overensstemmelse med forordning nr. 1432/92.

2) Nationale foranstaltninger, der viser sig at vaere i strid med den faelles handelspolitik i henhold til traktatens artikel 113 og faellesskabsforordninger til gennemfoerelse heraf, er kun begrundet ifoelge EOEF-traktatens artikel 234, hvis de er noedvendige for at sikre, at den paagaeldende medlemsstat opfylder forpligtelser i forhold til tredjelande, der paahviler den i henhold til en konvention, der er indgaaet foer traktatens ikrafttraedelse eller den paagaeldende medlemsstats tiltraedelse.