61995J0219

1 Konkurrence - karteller - skadelig virkning paa konkurrencen - traktatens artikel 85, stk. 1 - alternativt krav om et konkurrencebegraensende formaal eller en konkurrencebegraensende virkning - hensyntagen til de forskellige sproglige versioner

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1)

2 Konkurrence - karteller - paavirkning af handelen mellem medlemsstater - kriterier

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1)

3 Appel - Domstolens kompetence - omgoerelse af billighedsgrunde af Rettens skoen vedroerende stoerrelsen af de virksomhederne paalagte boeder - udelukket

4 Konkurrence - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - kriterier - overtraedelsernes grovhed og varighed

(Raadets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)

5 Retspleje - fremsaettelse af nye anbringender under sagens behandling - betingelser - anvendelse i appelsager

(Domstolens procesreglement, art. 42, stk. 2, og art. 118)

6 Det er ikke nogen betingelse for at anse traktatens artikel 85, stk. 1, for tilsidesat, at en aftale baade har til formaal og til foelge at begraense konkurrencen, saaledes som den italienske version kunne give indtryk af. Denne version kan saaledes ikke have forrang frem for alle de oevrige sproglige versioner, hvori der er anvendt ordet »eller« og dette viser klart, at betingelsen er alternativ og ikke kumulativ. Den ensartede fortolkning af de faellesskabsretlige bestemmelser indebaerer saaledes, at de fortolkes og anvendes i lyset af de versioner, der foreligger paa de oevrige faellesskabssprog.

7 Traktatens artikel 85, stk. 1, kraever ikke noget bevis for, at de i bestemmelsen omhandlede aftaler maerkbart har paavirket samhandelen - hvilket bevis i oevrigt i de fleste tilfaelde vil vaere vanskeligt at foere - men kraever blot, at aftalerne kan have en saadan virkning.

Det er endvidere en betingelse for, at en vedtagelse, en aftale eller en samordning kan paavirke handelen mellem medlemsstater, at den paa grundlag af samtlige objektive, retlige eller faktiske forhold goer det muligt med tilstraekkelig sandsynlighed at forudsige, at den, direkte eller indirekte, aktuel eller potentielt, kan paavirke handelen mellem medlemsstater paa en saadan maade, at det kan befrygtes, at den kan hindre virkeliggoerelsen af et enhedsmarked mellem medlemsstaterne.

8 Det tilkommer ikke Domstolen, naar den traeffer afgoerelse vedroerende retlige spoergsmaal under en appelsag, af billighedsgrunde at omgoere det skoen, som Retten har foretaget under udoevelse af sin fulde proevelsesret vedroerende stoerrelsen af de boeder, som er paalagt virksomheder for overtraedelse af faellesskabsretten.

9 Det er tilstraekkeligt for at paalaegge boede for overtraedelse af konkurrencereglerne, at det fastslaas, at de overtraedelser, som er begaaet af den paagaeldende virksomhed, er forsaetlige og grove.

Artikel 15, stk. 2, foerste afsnit, i forordning nr. 17 fastsaetter nemlig de betingelser, som skal vaere opfyldt, for at Kommissionen kan paalaegge boeder, hvoraf en af betingelserne er, at overtraedelsen skal vaere begaaet forsaetligt eller uagtsomt. Videre indeholder naevnte bestemmelses andet afsnit en regel om fastsaettelse af boedens stoerrelse, som afhaenger af overtraedelsens grovhed og varighed.

Hvad angaar overtraedelsernes grovhed skal denne fastslaas paa grundlag af en lang raekke forhold, herunder bl.a. sagens saerlige omstaendigheder, dens sammenhaeng og boedernes afskraekkende virkning, uden at der er opstillet en bindende eller udtoemmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning.

10 Det fremgaar af artikel 42, stk. 2, i Domstolens procesreglement, som ifoelge procesreglementets artikel 118 finder tilsvarende anvendelse i appelsager, at nye anbringender ikke maa fremsaettes under sagens behandling, medmindre de stoettes paa retlige og faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne.

I sag C-219/95 P,

Ferriere Nord SpA, Osoppo (Italien), ved advokat Wilma Viscardini Donà, Padova, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Ernest Arendt, 8-10, rue Mathias Hardt,

appellant,

angaaende appel af dom afsagt den 6. april 1995 af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (Foerste Afdeling) i sag T-143/89, Ferriere Nord mod Kommissionen (Sml. II, s. 917), hvori der er nedlagt paastand om ophaevelse af denne dom, Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Enrico Traversa, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget, bistaaet af advokat Alberto Dal Ferro, Vicenza, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

har

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, G.F. Mancini, og dommerne J.L. Murray, P.J.G. Kapteyn, G. Hirsch og H. Ragnemalm (refererende dommer),

generaladvokat: P. Léger

justitssekretaer: R. Grass,

paa grundlag af den refererende dommers rapport,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 20. februar 1997,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 19. juni 1995 har det italienske selskab Ferriere Nord SpA i medfoer af artikel 49 i EF-statutten for Domstolen ivaerksat appel af dom afsagt af Retten i Foerste Instans den 6. april 1995 i sag T-143/89, Ferriere Nord mod Kommissionen (Sml. II, s. 917, herefter »den anfaegtede dom«), hvorved Retten frifandt Kommissionen for appellantens paastand om annullation af Kommissionens beslutning 89/515/EOEF af 2. august 1989 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.553 - Armeringsnet) (EFT L 260, s. 1, herefter »den anfaegtede beslutning«).

2 Hvad angaar de faktiske omstaendigheder, som ligger til grund for appellen, fremgaar foelgende af den anfaegtede dom:

- Ved den anfaegtede beslutning paalagde Kommissionen fjorten producenter af armeringsnet en boede for (jf. beslutningens artikel 1) at have »overtraadt EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, idet de i perioden fra den 27. maj 1980 til den 5. november 1985 i et eller flere tilfaelde deltog i en eller flere aftaler og/eller samordnet praksis (karteller), som bestod i fastsaettelse af salgspriser, begraensning af afsaetningen, opdeling af markederne og foranstaltninger med henblik paa anvendelse af og kontrol med disse aftaler«.

- I den anfaegtede beslutning foreholdes sagsoegeren navnlig »at have deltaget i to serier af aftaler paa det franske marked. Aftalerne omfattede dels de franske producenter ... dels de udenlandske producenter, som opererede paa det franske marked ... Formaalet med aftalerne var at fastsaette priser og kvoter med henblik paa at begraense importen af armeringsnet til Frankrig og at fastlaegge proceduren for en informationsudveksling. Den foerste serie af aftaler blev gennemfoert fra april 1981 til marts 1982. Den anden serie af aftaler blev gennemfoert fra begyndelsen af 1983 til udgangen af 1984 og var formaliseret ved en 'protocole d'accord', som blev vedtaget i oktober 1983« (den anfaegtede doms praemis 15).

- Af denne grund blev Ferriere Nord paalagt en boede paa 320 000 ECU.

3 Den 18. oktober 1989 anlagde appellanten sag med paastand om annullation af den anfaegtede beslutning. Ved kendelser af 15. november 1989 henviste Domstolen sagen tillige med ti andre konnekse sager til Retten i medfoer af artikel 14 i Raadets afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 319, s. 1).

4 Under sagen ved Retten nedlagde appellanten principalt paastand om annullation af den anfaegtede beslutning, for saa vidt den vedroerer appellanten, og subsidiaert, at den boede, der er paalagt appellanten, ophaeves eller nedsaettes til et rimeligt beloeb, samt at Kommissionen under alle forhold tilpligtes at betale sagens omkostninger. Kommissionen har ved Retten nedlagt paastand om frifindelse, og at appellanten tilpligtes at betale sagens omkostninger.

5 Til stoette for sine paastande under sagen ved Retten fremfoerte appellanten tre anbringender. De foerste to anbringender var, at der foreligger en tilsidesaettelse af henholdsvis traktatens artikel 85, stk. 1, og artikel 15, stk. 2, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962 - foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter »forordning nr. 17«) - og det tredje anbringende var, at der er begaaet magtfordrejning.

6 Retten forkastede samtlige anbringender i den anfaegtede dom.

7 Under appelsagen har appellanten nedlagt paastand om ophaevelse af den anfaegtede dom og om, at der gives dom efter de paastande, selskabet nedlagde ved Retten i Foerste Instans.

8 Kommissionen har nedlagt paastand om, at appellen forkastes, at den anfaegtede beslutnings gyldighed stadfaestes, og at appellanten tilpligtes at betale sagens omkostninger.

9 Til stoette for appellen har appellanten fremfoert to anbringender, som er, at Retten har lagt en urigtig retsopfattelse til grund ved fortolkningen og anvendelsen af to bestemmelser, nemlig dels traktatens artikel 85, stk. 1, dels artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17.

Det foerste anbringende om tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, stk. 1

10 Dette anbringende bestaar af tre led. For det foerste kritiserer appellanten Retten for ikke at have taget hensyn til den italienske version af traktatens artikel 85, stk. 1, for det andet for ikke at have undersoegt, paa hvilken maade de aftaler, som appellanten deltog i, paavirkede samhandelen mellem medlemsstaterne og for det tredje for at have fejlvurderet de oekonomiske og retlige forbindelser paa markedet for armeringsnet og valstraad.

11 Foer hver enkelt af disse led i anbringendet undersoeges, bemaerkes, som det fremgaar af den anfaegtede doms praemis 25, at appellanten har erkendt at have tilsluttet sig de aftaler, der blev indgaaet mellem producenterne af armeringsnet, og at selskabet ikke har bestridt, at formaalet hermed var at fastsaette priser og kvoter.

12 Foerste led af det foerste anbringende vedroerer den anfaegtede doms praemis 30 og 31, der er affattet saaledes:

»30 ... det ... [er] ikke noedvendigt [med henblik paa anvendelsen af traktatens artikel 85, stk. 1] at tage hensyn til en aftales konkrete virkning, naar det fremgaar, saaledes som det er tilfaeldet med de i beslutningen fastslaaede aftaler, at formaalet hermed er at hindre, begraense eller fordreje konkurrencen inden for faellesmarkedet (Domstolens dom af 11.1.1990, sag C-277/87, Sandoz Prodotti Farmaceutici mod Kommissionen, Sml. I, s. 45, summarisk offentliggoerelse).

31 Sagsoegeren kan ikke paaberaabe sig den italienske version af traktatens artikel 85 til stoette for, at Kommissionen skal foere bevis for, at aftalen baade havde til formaal og til foelge at begraense konkurrencen. Denne version kan saaledes ikke have forrang frem for alle de oevrige sproglige versioner, hvori der er anvendt ordet 'eller' og hertil svarende ord, og dette viser klart, at betingelsen er alternativ og ikke kumulativ, saaledes som det er fastslaaet i Domstolens naevnte dom i sagen Société technique minière og siden har vaeret fast retspraksis. Den ensartede fortolkning af de faellesskabsretlige bestemmelser indebaerer saaledes, at de fortolkes og anvendes i lyset af de versioner, der foreligger paa de oevrige faellesskabssprog (Domstolens dom af 5.12.1967, sag 19/67, Van der Vecht, Sml. 1965-1968, s. 411, org. ref.: Rec. s. 445, paa s. 456, og af 6.10.1982, sag 283/81, CILFIT og Lanificio di Gavardo, Sml. s. 3415, praemis 18).«

13 Appellanten kritiserer Retten for ikke at have taget hensyn til den italienske version af traktatens artikel 85, stk. 1, hvorefter en aftale skal have til formaal og til foelge at hindre, begraense eller fordreje konkurrencen, hvorfor betingelsen i denne bestemmelse er kumulativ og ikke alternativ. Ifoelge appellanten har Retten givet en ukorrekt begrundelse for sine betragtninger ved i den anfaegtede doms praemis 31 at henvise til en retspraksis, som ikke vedroerer den italienske version af artikel 85. Det er kun noedvendigt at anvende de oevrige sproglige versioner af en bestemmelse, naar meningen hermed ikke er klar i en af bestemmelsens versioner, hvilket ikke er tilfaeldet i denne sag.

14 Ganske vist fremgaar det ved anvendelsen af ordet »e« i den italienske version, at en aftale ifoelge denne version, i modsaetning til de oevrige sproglige versioner af artikel 85, skal have til formaal og til foelge at hindre, begraense eller fordreje konkurrencen. Denne forskel kan dog ikke bringe tvivl om den fortolkning, som Retten har anlagt af traktatens artikel 85 i den anfaegtede doms praemis 30.

15 Som Retten med foeje har anfoert, fremgaar det nemlig af fast retspraksis, at de faellesskabsretlige bestemmelser skal fortolkes og anvendes ensartet i lyset af de versioner, der foreligger paa de oevrige faellesskabssprog (jf. ovennaevnte dom i sagerne Van der Vecht samt CILFIT og Lanificio di Gavardo, praemis 18). Denne konklusion afkraeftes ikke af, at den italienske version af artikel 85, betragtet for sig, er klar og utvetydig, naar det udtrykkeligt fremgaar af de oevrige sproglige versioner, at betingelsen i traktatens artikel 85, stk. 1, er alternativ.

16 Foelgelig maa foerste led af det foerste anbringende forkastes.

17 Andet led af det foerste anbringende vedroerer den anfaegtede doms praemis 32-35, hvori Retten udtaler som foelger:

»32 ... efter traktatens artikel 85, stk. 1 [er det ikke noedvendigt], at de fastslaaede konkurrencebegraensninger faktisk har paavirket handelen mellem medlemsstater maerkbart, men kun, at det er bevist, at aftalerne kan have haft en saadan virkning (ovennaevnte dom i sagen Miller mod Kommissionen, praemis 15).

33 Det bemaerkes endvidere, at det forhold, at de sagsoegeren tilhoerende fabrikker, der fremstiller armeringsnet, er placeret langt fra det franske marked, ikke i sig selv er til hinder for, at selskabet kan eksportere til dette marked. Sagsoegerens argumentation viser i oevrigt, at de aftaler, hvorved man forsoegte at forhoeje priserne, kunne indebaere en foroegelse af selskabets eksport til Frankrig og dermed paavirke handelen mellem medlemsstater.

34 Hertil kommer, at selv om det laegges til grund, at aftalerne, saaledes som sagsoegeren har anfoert, ikke har medfoert en aendring i de italienske producenters samlede markedsandel, og at selskabets eksport laa langt under den kvote, der var blevet tildelt, kunne de fastslaaede konkurrencebegraensninger dreje handelsstroemmene bort fra den retning, de ellers ville have taget (ovennaevnte dom i sagen Van Landewyck m.fl. mod Kommissionen, praemis 172). Formaalet med kartellerne var saaledes at fastsaette kvoter for importen til det franske marked med henblik paa at opnaa en kunstig forhoejelse af priserne paa markedet.

35 Det maa herefter fastslaas, paa samme maade som det er sket i beslutningen, at sagsoegeren ved at tilslutte sig aftaler, som havde til formaal at begraense konkurrencen paa faellesmarkedet, og som kunne paavirke handelen mellem medlemsstater, har overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1.«

18 Appellanten kritiserer Retten for, at den har begraenset sig til at fastslaa i praemis 32, at det er tilstraekkeligt, at de aftaler, som selskabet har deltaget i, kan have en maerkbar virkning paa samhandelen, for at de er i strid med traktatens artikel 85, da Retten ogsaa burde have fastslaaet, paa hvilken maade disse aftaler hindrede samhandelen mellem medlemsstaterne. Efter appellantens opfattelse var de anfaegtede aftaler ikke egnet til at paavirke samhandelen mellem Italien og Frankrig maerkbart.

19 Herom bemaerkes, som Retten med foeje har anfoert i den anfaegtede doms praemis 32, at traktatens artikel 85, stk. 1, ikke kraever noget bevis for, at de i bestemmelsen omhandlede aftaler maerkbart har paavirket samhandelen, hvilket bevis i oevrigt i de fleste tilfaelde vil vaere vanskeligt at foere, men blot kraever, at aftalerne kan have en saadan virkning (jf. dom af 1.2.1978, sag 19/77, Miller mod Kommissionen, Sml. s. 131, praemis 15).

20 Det fremgaar i oevrigt af fast retspraksis, at det er en betingelse for, at en vedtagelse, en aftale eller en samordning kan paavirke handelen mellem medlemsstater, at den paa grundlag af samtlige objektive, retlige eller faktiske forhold goer det muligt med tilstraekkelig sandsynlighed at forudsige, at den, direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt, kan oeve en saadan indvirkning paa handelen mellem medlemsstater, at det kan befrygtes, at den kan hindre virkeliggoerelsen af et enhedsmarked mellem medlemsstaterne (jf. dom af 30.6.1966, sag 56/65, Société technique minière, Sml. 1965-1968, s. 211, og af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, Van Landewyck m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3125, praemis 170).

21 Foelgelig maa tillige andet led af det foerste anbringende forkastes.

22 Tredje led af det foerste anbringende vedroerer den anfaegtede doms praemis 29, hvori det udtales:

»29 Med hensyn til paavirkningen af konkurrencen er det korrekt, som sagsoegeren har anfoert, at prisen paa armeringsnet i stor udstraekning afhaenger af prisen paa valstraad, men dette medfoerer ikke, at enhver mulighed for effektiv konkurrence paa dette omraade er udelukket. Der var saaledes levnet producenterne fornoedent spillerum til en effektiv konkurrence paa markedet. Aftalerne har saaledes kunnet have en maerkbar virkning paa konkurrencen ...«

23 Appellanten har kritiseret Retten for, at den ikke har begrundet sin antagelse om, at ikke enhver mulighed for effektiv konkurrence for armeringsnet var udelukket trods de retlige og oekonomiske vilkaar for valstraad.

24 Ganske vist bestrider appellanten ikke, at der findes et vist spillerum for konkurrence paa markedet for armeringsnet trods den gaeldende EKSF-ordning for valstraad. Appellanten kritiserer imidlertid Retten for, at den ikke har undersoegt, hvorvidt aftalerne om armeringsnet kunne anses for at vaere forenelige med traktatens artikel 85 i det omfang, de bidrog til en forhoejelse af priserne paa armeringsnet og dermed indirekte til en forhoejelse af priserne paa valstraad. Kommissionen oenskede en genetablering af prisniveauet paa markedet for valstraad. Appellanten haevder derfor, at det egentlige formaal med aftalen med de franske producenter af armeringsnet ikke var at begraense konkurrencen inden for denne sektor, men at forfoelge de samme formaal som Kommissionen goer inden for sektoren for valstraad.

25 I den forbindelse maa det fastslaas, at Retten med foeje begraensede sig til at konstatere, at der paa markedet for armeringsnet var fornoedent spillerum for en effektiv konkurrence. Den omstaendighed, at der var fastsat produktionskvoter - og ikke bindende priser, som appellanten tilsyneladende mener - paa markedet for valstraad, som i handelskaeden ligger forud for markedet for armeringsnet, kan ikke aendre ved Rettens konstatering. Under alle omstaendigheder var appellanten ikke efter de gaeldende retlige og oekonomiske vilkaar for valstraad berettiget til at deltage i konkurrencebegraensende aftaler vedroerende et afledet produkt under paaskud af at beskytte det foregaaende produkt i handelskaeden og dermed saette sig i stedet for de kompetente myndigheder, som alene er bemyndiget hertil.

26 Det foerste anbringende maa derfor som helhed forkastes.

Det andet anbringende om tilsidesaettelse af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17

27 Dette anbringende vedroerer fastsaettelsen af boedens stoerrelse i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17.

28 Artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, bestemmer saaledes:

»Ved beslutning kan Kommissionen paalaegge virksomheder og sammenslutninger af virksomheder boeder ... saafremt de forsaetligt eller uagtsomt:

a) overtraeder bestemmelserne i traktatens artikel 85, stk. 1, eller artikel 86, eller

b) ...

Ved fastsaettelsen af boedens stoerrelse skal der tages hensyn til baade overtraedelsens grovhed og dens varighed.«

29 Appellanten har nedlagt paastand om, at den boede, selskabet blev paalagt ved den anfaegtede beslutning, ophaeves eller i det mindste nedsaettes.

30 Til stoette herfor anfoerer appellanten, at Retten ikke har gennemgaaet alle de argumenter, selskabet har fremfoert under sagen ved Retten i Foerste Instans, eller at den ikke i tilstraekkelig grad har undersoegt, hvad disse argumenter var stoettet paa. Subsidiaert har appellanten anfoert, at selv om boeden principielt maatte vaere berettiget, er den i hvert fald uforholdsmaessigt og urimeligt stor.

31 Hvad angaar paastanden om, at boeden er urimeligt stor, bemaerkes, at det ikke tilkommer Domstolen, naar den traeffer afgoerelse vedroerende retlige spoergsmaal under en appelsag, af billighedsgrunde at omgoere det skoen, som Retten har udoevet under sin fulde proevelsesret vedroerende stoerrelsen af de boeder, som er paalagt virksomheder for overtraedelse af faellesskabsretten (dom af 6.4.1995, sag C-310/93 P, BPB Industries og British Gypsum mod Kommissionen, Sml. I, s. 865, praemis 34). Derimod er Domstolen kompetent til at undersoege, om Retten i tilstraekkelig grad har taget stilling til alle de argumenter, som appellanten har fremfoert til stoette for sin paastand om ophaevelse eller nedsaettelse af boeden.

32 I saa henseende bemaerkes for det foerste (jf. kendelse af 25.3.1996, sag C-137/95 P, SPO m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1611) dels, at artikel 15, stk. 2, foerste afsnit, i forordning nr. 17 fastsaetter de betingelser, som skal vaere opfyldt, for at Kommissionen kan paalaegge boeder (betingelser for boedepaalaeg), hvoraf en af betingelserne er, at overtraedelsen skal vaere begaaet forsaetligt eller uagtsomt. Dels indeholder naevnte bestemmelses andet afsnit en regel om fastsaettelse af boedens stoerrelse, som afhaenger af overtraedelsens grovhed og varighed.

33 Overtraedelsernes grovhed skal fastslaas paa grundlag af en lang raekke forhold, herunder bl.a. sagens saerlige omstaendigheder, dens sammenhaeng og boedernes afskraekkende virkning, uden at der er opstillet en bindende eller udtoemmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning (jf. foernaevnte kendelse i sagen SPO m.fl. mod Kommissionen, praemis 54).

34 For det andet bemaerkes, at det ikke er nogen betingelse efter artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, at Retten fastslaar, at boeden er fakultativ. For at der kunne paalaegges boede for de omhandlede overtraedelser var det tilstraekkeligt, at Retten fastslog, at de af appellanten begaaede overtraedelser var forsaetlige og grove, saaledes som Retten gjorde i den anfaegtede doms praemis 41 og 42.

35 Appellanten fremhaever foerst og fremmest det argument, som den anser for afgoerende, nemlig at der var en taet forbindelse mellem armeringsnet og den gaeldende kvoteordning for valstraad. Efter appellantens opfattelse adskilte situationen sig derfor ikke fra den situation, som gjaldt for sukker, og som Domstolen tog stilling til i dommen af 16. december 1975 (forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73, 55/73, 56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1663), hvori Domstolen i betydelig grad nedsatte boederne. Appellanten kritiserer altsaa Retten for, at den ikke har haft oeje for lighedspunkterne mellem den naevnte og den foreliggende sag.

36 Dette argument vedroerer den anfaegtede doms praemis 63, hvori Retten udtalte foelgende:

»63 Med hensyn til den forbindelse, der er mellem armeringsnet og valstraad, maa det indledningsvis fastslaas, at Kommissionen har taget hensyn hertil (201. betragtning). Herudover kan sagsoegeren ikke paaberaabe sig den naevnte dom i sagen Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, idet denne sag vedroerte en situation, som paa to punkter er grundlaeggende forskellig fra den foreliggende. For det foerste var der tale om en faelles markedsordning for landbruget, der var fastsat i henhold til EOEF-traktaten, mens der i dette tilfaelde er tale om en pris- og produktionskvoteordning omfattet af EKSF-traktaten. For det andet var det i sagen Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen foelgeproduktet, som var genstand for en faelles markedsordning, mens det i dette tilfaelde er basisproduktet, som er omfattet af pris- og produktionskvoteordningen. De forhold, der forelaa i sagen Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, og de, der foreligger i naervaerende sag, er saaledes oekonomisk set grundlaeggende forskellige, og sagsoegeren kan saaledes ikke paaberaabe sig denne dom.«

37 Appellanten fastholder, at de to situationer er sammenlignelige. I foernaevnte sag Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen var den faelles markedsordning for sukker noedvendig for at sikre en minimumspris paa sukkerroer. I den foreliggende sag var det ikke muligt at sikre en minimumspris paa valstraad uden samtidig at regulere markedet for armeringsnet.

38 I den forbindelse bemaerkes, at der ved fastsaettelsen af boedens stoerrelse skal tages hensyn baade til overtraedelsens grovhed og til dens varighed, hvilket medfoerer, at Domstolen maa laegge vaegt paa den retlige og oekonomiske sammenhaeng, som den anfaegtede adfaerd indgaar i (jf. ovennaevnte dom i sagen Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, praemis 612).

39 Retten har dog ogsaa i den anfaegtede doms praemis 63 taget hensyn til den retlige og oekonomiske sammenhaeng som de omtvistede aftaler indgaar i, i modsaetning til, hvad appellanten haevder.

40 Retten henviste nemlig ikke blot til, at Kommissionen havde taget hensyn til forbindelsen mellem markedet for armeringsnet og for valstraad, men ogsaa til, at situationen i den ovennaevnte dom i sagen Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen og den foreliggende sag var grundlaeggende forskellig.

41 Det skal i den forbindelse bemaerkes, at det relevante marked i naevnte sag Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen vedroerte et produkt, som var omfattet af en faelles markedsordning, inden for hvis rammer der navnlig var fastsat nationale produktionskvoter for sukker, som var fordelt mellem hovedproducenterne. Det relevante marked i den foreliggende sag - hvilket er markedet for armeringsnet - er derimod frit og er ikke undergivet saadanne restriktioner.

42 Til stoette for en nedsaettelse af boeden har appellanten fremfoert yderligere en raekke anbringender, som selskabet haevder, at Retten ikke i tilstraekkelig grad har taget hensyn til.

43 Selskabet henviser herved for det foerste til, at det udelukkende har handlet med henblik paa at bevare markedet for valstraad i overensstemmelse med de bestemmelser, Kommissionen har vedtaget inden for denne sektor.

44 Dette argument vedroerer den anfaegtede doms praemis 64, hvori Retten udtalte foelgende:

»64 Selv om det laegges til grund, at gennemfoerelsen af de omhandlede aftaler indirekte medfoerte en stigning i prisen paa valstraad, hvilket var et maal for Kommissionen, vil sagsoegeren ikke kunne paaberaabe sig dette som en formildende omstaendighed. Virksomheder kan saaledes ikke paaberaabe sig, at de pris- og kvoteaftaler, de indgaar med hensyn til et produkt, indirekte har haft en positiv indflydelse paa prisen paa et andet produkt, som er omfattet af en af Kommissionen indfoert produktionskvoteordning, idet de i modsat fald paa uacceptabel maade ville forstaerke virkningen af kvoteordningen. Den kvoteordning for valstraad, Kommissionen indfoerte med hjemmel i EKSF-traktaten, var begraenset til dette produkt. Virksomhederne havde ikke ret til at udvide ordningen til et produkt, som er omfattet af EOEF-traktaten, som f.eks. armeringsnet.«

45 Det fremgaar saaledes tilstraekkeligt klart af denne praemis, at Retten rent faktisk tog stilling til, hvorfor dette argument ikke kunne betragtes som en formildende omstaendighed.

46 For det andet har appellanten anfoert, at selskabet ikke har draget nogen fordel af de omtvistede aftaler, i hvilken forbindelse selskabet kritiserer den anfaegtede doms praemis 53, hvori Retten udtalte som foelger:

»53 ... ved udmaalingen af den boede, der er paalagt sagsoegeren, er [der] taget hensyn til, at selskabet ikke opnaaede nogen fortjeneste ved overtraedelsen. Kommissionen har saaledes taget hensyn til, at fortjenesten paa armeringsnet generelt er mindre tilfredsstillende (201. betragtning til beslutningen), og til virksomhedernes finansielle situation (203. betragtning til beslutningen). Endvidere kan det forhold, at der ikke er opnaaet nogen fortjeneste ved en overtraedelse, ikke vaere til hinder for, at der paalaegges en betydelig boede, idet boederne ellers ville miste deres praeventive virkning.«

47 Ogsaa af denne praemis fremgaar, at Retten i tilstraekkelig grad undersoegte, hvorfor det naevnte argument ikke var velbegrundet.

48 For det tredje anfoerer appellanten, at selskabet har handlet i et integrationsoejemed og ikke for at opdele markederne.

49 I modsaetning til det af Kommissionen haevdede fremfoerte appellanten dette argument under sagen ved Retten, men denne tog ikke direkte stilling dertil.

50 Der er imidlertid her grund til at fremhaeve, at det anfoerte argument indgaar i en bredere sammenhaeng, nemlig som led i spoergsmaalet, om overtraedelsen var begaaet forsaetligt eller uagtsomt, og at det i denne sammenhaeng blev tilstraekkeligt behandlet i den anfaegtede doms praemis 41 og 42, hvori Retten udtalte foelgende:

»41 ... for at en tilsidesaettelse af traktatens konkurrenceregler kan anses for forsaetlig, er det ikke noedvendigt, at virksomheden har vaeret vidende om, at den overtraadte reglerne, men det er tilstraekkeligt, at den ikke kunne vaere uvidende om, at dens adfaerd havde til formaal at begraense konkurrencen ...

42 Naar henses til, at der er tale om en meget alvorlig og aabenbar overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, navnlig litra a) og c), finder Retten ikke, at sagsoegeren kan goere gaeldende, at selskabet ikke handlede forsaetligt. Af samme grund kan sagsoegeren heller ikke goere gaeldende, at selskabet som staalproducent normalt er omfattet af EKSF-traktaten og derfor ikke vidste, at aftalerne var i strid med EOEF-traktaten.«

51 For det fjerde har appellanten gjort gaeldende, at selskabet hverken deltog i aftalerne vedroerende Benelux-markedet eller i aftalerne vedroerende det tyske marked, selv om dette sidste marked havde betydelig interesse for selskabet. Endvidere anfoerer selskabet, at det ikke paa noget tidspunkt foreslog, at man for det italienske markeds vedkommende traf tilsvarende foranstaltninger som for det franske og tyske marked, selv om det havde vaeret i stand hertil paa grund af sin betydningsfulde stilling paa markedet.

52 Herom er det tilstraekkeligt at fastslaa, at Retten i fornoedent omfang behandlede disse argumenter i den anfaegtede doms praemis 48 og paaviste, hvorfor de var ubegrundede, idet den fastslog:

»48 Der er i beslutningen taget hensyn til, at sagsoegeren ikke deltog i overtraedelserne paa Benelux-markedet og det tyske marked, idet det ikke anfoeres heri, at selskabet deltog i disse overtraedelser. Endvidere fastslaas det ikke i beslutningen, at der blev indgaaet aftaler paa det italienske marked. Sagsoegeren kan saaledes ikke til stoette for, at den boede, der er paalagt selskabet, skal nedsaettes, goere gaeldende, at den overtraedelse, selskabet begik, ikke var saa grov.«

53 Endelig anfoerer appellanten, at Domstolen, selv om den antager, at det er berettiget at paalaegge selskabet en boede, boer nedsaette boedens stoerrelse vaesentligt paa grund af den devaluering af den italienske lire i forhold til ecuen, som er sket siden den 2. august 1989, paa hvilken dato den anfaegtede beslutning blev vedtaget. Efter appellantens opfattelse boer Domstolen fastsaette boedens stoerrelse under hensyn til den vaerdi af italienske lire, som svarer til den kurs for ecu, der gjaldt paa datoen for boedens fastsaettelse.

54 Kommissionen har heroverfor anfoert, at dette anbringende maa afvises i henhold til artikel 42, stk. 2, i Domstolens procesreglement, da det foerst er blevet fremfoert i replikken.

55 Herom bemaerkes, at det fremgaar af artikel 42, stk. 2, i Domstolens procesreglement, som ifoelge procesreglementets artikel 118 finder tilsvarende anvendelse i appelsager, at nye anbringender ikke maa fremsaettes under sagens behandling, medmindre de stoettes paa retlige og faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne.

56 I den forbindelse maa det fastslaas, at appellanten hverken har fremfoert argumentet om lirens devaluering for sagen ved Retten eller under appelsagen ved Domstolen. Det er derfor en betingelse for at realitetsbehandle dette anbringende, der foerst blev fremfoert i replikken, at appellanten i overensstemmelse med procesreglementets artikel 42, stk. 2, godtgoer, hvorledes devalueringen af den italienske lire var en faktisk omstaendighed, som foerst kom frem under retsforhandlingerne. Da appellanten intet har fremfoert til stoette herfor, maa anbringendet afvises fra realitetsbehandling.

57 Da ingen af anbringenderne har kunnet tages til foelge, maa appellen i det hele forkastes.

Sagens omkostninger

58 Ifoelge procesreglementets artikel 69, stk. 2, som ifoelge artikel 118 finder anvendelse i appelsager, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Appellanten har tabt sagen og boer derfor paalaegges at betale appelsagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

1) Appellen forkastes.

2) Appellanten betaler sagens omkostninger.