61995C0338

1 I 1993 spurgte Hessisches Finanzgericht i sagen Neckermann Versand (1) Domstolen om, hvorvidt visse beklaedningsgenstande til kvinder med henblik paa fortoldning skulle tariferes som pyjamas. Spoergsmaalet var i det vaesentlige, om beklaedningsgenstandene, for at de kunne tariferes som pyjamas, bedoemt ud fra deres udseende, udelukkende skulle vaere bestemt til at baeres i sengen, eller om det var tilstraekkeligt, at de ud over anden brug ogsaa kunne baeres i sengen. Domstolen svarede, at ikke blot beklaedningsgenstande, af hvis udseende det fremgaar, at de udelukkende er bestemt til at baeres i sengen, men ogsaa beklaedningsgenstande, der hovedsagelig anvendes til dette formaal, skal anses for pyjamas.

2 Den foreliggende sag drejer sig om et lignende spoergsmaal. Bundesfinanzhof har spurgt Domstolen, om begrebet »anden natbeklaedning« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i underposition 60.04 B IV b) 2 bb) i den faelles toldtarif (herefter »FTT«) for 1985 (2), skal fortolkes saaledes, at det udelukkende omfatter »andre« underbeklaedningsgenstande, som i kraft af deres beskaffenhed entydigt er bestemt til kun at baeres som natbeklaedning, eller om det ogsaa omfatter produkter, der paa grund af deres udformning ikke kun, men dog hovedsageligt er bestemt til at baeres i sengen.

3 Den paagaeldende underposition har foelgende ordlyd:

»60.04 Underbeklaedningsgenstande af trikotage, ikke elastisk eller gummieret:

... B. Andre varer ... IV. Andre varer ... b) Af syntetiske fibre: ... 2. Til kvinder, piger og smaaboern: ... bb) Anden natbeklaedning ...«

Hovedsagen

4 Spoergsmaalet er blevet rejst under en sag mellem Wiener SI GmbH (herefter »Wiener«) og Hauptzollamt Emmerich (herefter »Hauptzollamt«). Sagen vedroerer import af tekstilbeklaedning fra Thailand, der blev foretaget i 1985. Wiener angav de paagaeldende beklaedningsgenstande som »natbeklaedning til kvinder« henhoerende under underposition 60.04 B IV b) 2 bb) i FTT; beklaedningsgenstandene blev paa grundlag heraf overfoert til fri omsaetning og afskrevet paa toldkontingentet for anden natbeklaedning. Paa grundlag af en efterfoelgende kontrol af importen kom Hauptzollamt imidlertid til den opfattelse, at varerne var »kjoler« henhoerende under underposition 60.05 A II b) 4 cc) 22 i FTT (3), og efteropkraevede derfor den hertil svarende told, som var hoejere.

5 Wiener indbragte denne afgoerelse for Finanzgericht, der fandt, at de paagaeldende varer var lette beklaedningsgenstande af trikotage (bomuldsblandingsstof; 65% polyester, 35% bomuld; bomuld) til at daekke overkroppen, loestsiddende, baadformet udskaering, korte aermer eller uden aermer, i laengden til knaeet eller laaret, nogle med paatryk, andre med baelte til at binde. Uafhaengige sagkyndige udtalte, at beklaedningsgenstandene under hensyn til deres beskaffenhed eller anvendelse udelukkende eller hovedsagelig maatte anses for natbeklaedning. Finanzgericht anfoerte dog paa grundlag af rettens faktiske konstateringer, at beklaedningsgenstandenes facon og udformning talte for, at de ligeledes blev anvendt som fritidstoej. Finanzgericht afviste derfor, at varerne kunne tariferes som »natbeklaedning«, fordi denne tarifering kun omfatter beklaedningsgenstande, der udelukkende baeres i sengen. Finanzgericht henviste i denne forbindelse til en tidligere dom fra Bundesfinanzhof (4), hvori det blev fastslaaet, at »natkjoler« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i position 6108 i FTT for 1989 (5), er beklaedningsgenstande, der udelukkende er beregnet til anvendelse som natbeklaedning. Finanzgericht tog saaledes ikke Wiener's paastand til foelge.

6 Wiener indgav revisionsanke til Bundesfinanzhof, der i forelaeggelseskendelsen har anfoert, at den, hvis dommen i sagen Neckermann Versand ikke havde eksisteret, ville have vaeret tilboejelig til at stadfaeste Finanzgericht's afgoerelse. Som allerede naevnt fastslog Domstolen i Neckermann Versand-dommen, at den omtvistede position pyjamas »skal fortolkes saaledes, at ikke blot kombinationer af to beklaedningsgenstande af trikotage, af hvis udseende det fremgaar, at de udelukkende er bestemt til at baeres i sengen, men ogsaa kombinationer, der hovedsagelig anvendes til dette formaal, kan anses for pyjamas«. Bundesfinanzhof har spurgt, om den foreliggende sag skal afgoeres paa samme vis, eftersom begrebet »pyjamas« i FTT naevnes sammen med begrebet »anden natbeklaedning« (selv om naervaerende sag vedroerer toldtariffen for 1985, mens Neckermann Versand-sagen vedroerte toldtariffen for 1988 og 1989). Bundesfinanzhof har derfor anmodet om en praejudiciel afgoerelse.

7 Inden jeg behandler dette spoergsmaal, vil jeg gerne omtale et generelt problem vedroerende samarbejdet mellem de nationale retter og Domstolen i henhold til traktatens artikel 177.

Opgavefordelingen i henhold til traktatens artikel 177

8 Den foreliggende sag rejser efter min opfattelse klart det mere generelle spoergsmaal om den rigtige opgavefordeling mellem Domstolen og de nationale retter. Mit udgangspunkt vedroerende dette spoergsmaal er foelgende.

9 Paa den ene side er det klart, at Bundesfinanzhof's spoergsmaal kan antages til behandling, ligegyldigt hvordan man fortolker Domstolens praksis vedroerende anmodninger om praejudiciel afgoerelse. Der er her stillet et spoergsmaal om fortolkningen af en underposition i FTT, der er reguleret i en raadsforordning, altsaa i en retsakt fra en af Faellesskabets institutioner. Domstolen har ved adskillige lejligheder fortolket de successive forordninger om FTT og derved soegt at opnaa en ensartet fortolkning af bestemmelserne, hvilket er uomgaengeligt noedvendigt, ikke blot fordi bestemmelserne udgoer faellesskabsretlig lovgivning, der er umiddelbart anvendelig i alle medlemsstaterne, men ogsaa af hensyn til at sikre en ensartet anvendelse af FTT for at undgaa handelsfordrejninger. Som foelge af artikel 177, stk. 3, var Bundesfinanzhof vel endda forpligtet til at forelaegge spoergsmaalet om anden natbeklaedning for Domstolen, da dens dom ikke kan appelleres. Forelaeggelseskendelsen er desuden fortraeffeligt begrundet: De relevante faktiske omstaendigheder og retlige spoergsmaal beskrives paa forbilledlig vis.

10 Efter min opfattelse er det ikke desto mindre noedvendigt at spoerge, om det er rimeligt - og, henset til den udvikling, jeg skal omtale nedenfor, isaer om det stadig er rimeligt paa nuvaerende tidspunkt - at Domstolen anmodes om at traeffe en afgoerelse i enhver sag, hvor der kan opstaa spoergsmaal om fortolkning af faellesskabsretten.

11 Den foreliggende sag er et ideelt eksempel paa en sag, hvor man kan stille det spoergsmaal, om det er rimeligt, at Domstolen inddrages. Spoergsmaalet kan antagelig besvares ved fornyede overvejelser om henholdsvis Domstolens rolle ved fortolkningen af de faellesskabsretlige bestemmelser og de nationale retters rolle ved anvendelsen af disse bestemmelser paa de faktiske omstaendigheder i en konkret sag.

12 Lige fra de allerfoerste anmodninger om praejudiciel afgoerelse har Domstolen understreget, at dens kompetence i henhold til traktatens artikel 177 er begraenset til at omfatte fortolkning af de faellesskabsretlige bestemmelser, og at Domstolen ikke har kompetence til at traeffe afgoerelse vedroerende de faktiske omstaendigheder i en sag (6). De faktiske omstaendigheder (og de relevante bestemmelser i national ret) skal fastslaas af den forelaeggende ret, og det er denne ret, der traeffer afgoerelse i sagen, idet den i noedvendigt omfang anvender den fortolkning, Domstolen har foretaget af de relevante faellesskabsretlige bestemmelser.

13 Domstolen betragter imidlertid denne sondring ud fra en praktisk synsvinkel og gaar ikke overdrevent formalistisk til vaerks. F.eks. spoerger en national ret ofte Domstolen om, hvorvidt en bestemt regel i national ret er forenelig med faellesskabsretten - et spoergsmaal, Domstolen ikke kan besvare som saadan, men som den normalt vil omformulere, saa det bliver et spoergsmaal om fortolkning af faellesskabsretten (7). Denne praksis bygger paa det princip, at Domstolen skal yde den forelaeggende ret saa megen hjaelp som muligt ved at give et svar, som saetter den i stand til at traeffe afgoerelse i sagen. At Domstolen, isaer i de seneste aar, har understreget den nationale domstols pligt til at forsyne den med oplysninger om den faktiske og retlige baggrund for hovedsagen (8), er utvivlsomt inspireret af samme princip. Det er ikke Domstolens opgave at traeffe praejudicielle afgoerelser, der kun indeholder abstrakte fortolkninger af faellesskabsretlige regler, og som muligvis ikke er saerlig brugbare ved afgoerelsen af den konkrete sag (9). Domstolen skal derimod give en fortolkning, der er skraeddersyet til den forelaeggende rets behov.

14 Der kan ikke vaere tvivl om, at denne praksis i princippet er helt fornuftig. Den er i samklang med aanden bag samarbejdet mellem Domstolen og de nationale retter, med Domstolens pligt til at traeffe afgoerelser, i modsaetning til at afgive ikke-bindende juridiske responsa, og med kravet om en ensartet fortolkning og anvendelse af faellesskabsretten.

15 Domstolens praksis har imidlertid den uheldige virkning, at den medfoerer et praktisk talt ubegraenset antal praejudicielle spoergsmaal. Enhver »anvendelse« af en retsregel kan betragtes saaledes, at den giver anledning til spoergsmaal om »fortolkning« - endog i tilfaelde, hvor svaret paa fortolkningsspoergsmaalet synes indlysende (10). Enhver national ret, der behandler en retstvist vedroerende anvendelsen af faellesskabsretten, kan stille et praejudicielt spoergsmaal, som Domstolen, hvis det er formuleret nogenlunde korrekt, har pligt til at besvare, efter at hele sagen er faerdigbehandlet. Dette gaelder ogsaa, selv om spoergsmaalet i de fleste henseender svarer til et tidligere spoergsmaal; den forelaeggende ret (eller parternes advokater) kan altid forsoege at finde forskelle mellem de faktiske omstaendigheder i sagerne. Og dette gaelder endog, hvis spoergsmaalet nemt og uden at give anledning til rimelig tvivl vil kunne besvares paa grundlag af gaeldende retspraksis; de faktiske omstaendigheder kan stadig vaere forskellige, og en bestemt betingelse, der er opstillet i en tidligere dom, vil kunne give anledning til nye retlige argumenter, som man mener boer afklares yderligere (11). Domstolen ville dermed kunne inddrages i alle de sager, hvor en hvilken som helst domstol eller ret i en hvilken som helst medlemsstat skal anvende faellesskabsretten. Det er indlysende, at Domstolen ville bryde sammen under en saadan sagsbyrde.

16 Den foreliggende sag viser ogsaa, at endog en meget praecist formuleret dom ikke noedvendigvis udelukker, at der kan vise sig at vaere behov for yderligere anmodninger om praejudiciel afgoerelse. Som allerede naevnt er den foreliggende sag en fortsaettelse af Neckermann Versand-dommen (12), hvori Domstolen fastslog en bestemt fortolkning af underpositionen »pyjamas« i den kombinerede nomenklatur, der skulle anvendes af alle toldmyndigheder i alle medlemsstaterne. Det forhold, at denne fortolkning nu foreligger, udelukker imidlertid ikke nye retstvister. Og disse tvister vil altid kunne karakteriseres saaledes, at de giver anledning til nye fortolkningsspoergsmaal. Parterne kunne f.eks. stille foelgende spoergsmaal: »Er det af betydning for afgoerelsen af, om bestemte kombinationer af beklaedningsgenstande klart er bestemt til foerst og fremmest at baeres i sengen som pyjamas, at der paa disse er billeder eller tegninger, der viser scener fra strand og ferie?« Den nationale ret kunne lade sig overtale til at forelaegge dette spoergsmaal for Domstolen som endnu et spoergsmaal om fortolkning af underpositionen »pyjamas«. Ud fra den holdning, Domstolen hidtil har indtaget, ville den vaere tilboejelig til at give et praecist svar paa spoergsmaalet.

17 Stillet over for dette problem mener jeg, at det hverken er rimeligt eller i det hele taget muligt, at Domstolen fortsat helt og fuldt besvarer alle de praejudicielle spoergsmaal, som dommere og advokater ved en kreativ indsats er i stand til at formulere som spoergsmaal om fortolkning, ogsaa selv om det i en konkret sag maatte vaere mere rammende at karakterisere spoergsmaalene saaledes, at de vedroerer retsanvendelsen og ikke fortolkningen. Det ville imidlertid ikke vaere den rigtige reaktion at afvise flere praejudicielle sager fra behandling. Naar en forelaeggende ret paa korrekt vis har formuleret et problem som et spoergsmaal om fortolkning af faellesskabsretten, saa er Domstolen i princippet pligtig at besvare det.

18 Efter min opfattelse er den eneste fornuftige loesning, at baade de nationale retter og Domstolen i hoejere grad udviser tilbageholdenhed.

19 Hvad angaar de nationale domstole maa der skelnes mellem retter, der i henhold til artikel 177, stk. 2, har kompetence til at udoeve et skoen med hensyn til, om den vil forelaegge en sag, og domstole i sidste instans, der i henhold til artikel 177, stk. 3, er pligtige at indbringe sagen. I den foreliggende sag maa den forelaeggende ret betragtes som en ret i sidste instans, og jeg skal i det foelgende undersoege, hvor langt forelaeggelsespligten i et saadant tilfaelde gaar.

20 Er der tale om en ret, der ikke er en ret i sidste instans, og som har skoensbefoejelse hvad angaar forelaeggelse af et spoergsmaal, saa tilkommer udoevelsen af dette skoen i henhold til Domstolens faste praksis alene den nationale ret, og Domstolen vil normalt ikke undersoege, om forelaeggelsen er rimelig. Det er imidlertid klart, at spoergsmaalet om, hvorvidt en forelaeggelse er rimelig, kan bedoemmes i lyset af formaalet med artikel 177, der bestaar i at sikre, at faellesskabsretten er ens i alle Faellesskabets medlemsstater (13). En anmodning om praejudiciel afgoerelse er mest rimelig, naar spoergsmaalet er af generel betydning, og afgoerelsen maa formodes at fremme en ensartet retsanvendelse inden for Den Europaeiske Union. En anmodning er mindst rimelig, naar der foreligger en fast retspraksis, der uden vanskeligheder kan overfoeres til den sag, der skal afgoeres; eller naar spoergsmaalet vedroerer et meget snaevert retsomraade, der skal bedoemmes paa grundlag af meget specifikke faktiske omstaendigheder, og hvor afgoerelsen sandsynligvis kun vil finde anvendelse i den konkrete sag. Spektret mellem disse to ydertilfaelde er naturligvis bredt; alligevel ville de nationale retter selv udmaerket kunne bedoemme, om det er rimeligt at anmode om en praejudiciel afgoerelse, og Domstolen ville, ogsaa selv om den maatte holde fast i sin opfattelse af, at det udelukkende tilkommer de nationale retter at afgoere, om en sag skal forelaegges, maaske kunne give en vis uformel vejledning og paa den maade anspore de nationale retter til at udvise tilbageholdenhed, naar dette er berettiget.

21 Hvad angaar Domstolens tilbageholdenhed bemaerkes, at selv om det var muligt for Domstolen helt og fuldt at besvare alle fremtidige praejudicielle spoergsmaal, er det tvivlsomt, om dette fortsat vil vaere oenskvaerdigt. Paa visse omraader af faellesskabsretten, hvor der allerede foreligger en fast retspraksis, vil yderligere udspecificering af retspraksis sandsynligvis snarere foere til mindre end til stoerre retssikkerhed. Inden for saadanne omraader kunne Domstolen efter min opfattelse erklaere, at den i det vaesentlige har opfyldt sin opgave, som er at sikre en ensartet fortolkning, idet den har fastlagt de vigtigste fortolkningsprincipper eller -regler i tilstraekkeligt omfang til, at de nationale retter selv kan besvare spoergsmaalene. Som jeg vil forsoege at vise i det foelgende, er tarifering af varer et godt eksempel paa et saadant omraade; der er dog efter min opfattelse ogsaa andre omraader, hvor Domstolen med rimelighed kunne fastlaegge en lignende praksis. En saadan erklaering om tilbageholdenhed ville ikke foere til afgoerelser om afvisning. Domstolen ville formulere den som et svar paa den forelaeggende rets spoergsmaal, men svaret ville ikke vaere specifikt. Det ville kun indeholde en gentagelse af de fortolkningsprincipper og -regler, der er blevet udviklet i den hidtidige retspraksis, og overlade det til den nationale ret at tage stilling til det konkrete problem, der er indbragt for den. Domstolen ville ogsaa kunne angive, at den afsiger en dom af generel raekkevidde, der ikke udelukkende skal finde anvendelse i den konkrete sag, men ogsaa kan tages i betragtning af andre nationale retsinstanser som grundlag for deres afgoerelser i senere sager og for deres overvejelser om, hvorvidt de skal fremsaette en yderligere anmodning om en praejudiciel afgoerelse. Dommen ville ikke afskaere de nationale domstole fra at fremsaette nye anmodninger om praejudiciel afgoerelse inden for det omraade, hvor Domstolen har udtrykt sin tilbageholdenhed. Nye anmodninger ville ikke skulle afvises fra behandling, men Domstolen ville, medmindre der var paavist nye principielle spoergsmaal, ikke gaa naermere ind paa sagerne, men blot henvise til sin eksisterende praksis. Og man ville sandsynligvis kunne finde metoder til at foretage denne henvisning hurtigt.

Tilbageholdenhed og tarifering

22 Hvad ville den foreslaaede praksis betyde paa tariferingsomraadet (14), og hvilke virkninger ville tilbageholdenheden have for anvendelsen af FTT?

23 En undersoegelse af Domstolens praksis angaaende tarifering viser, at den i det vaesentlige har beskaeftiget sig med tre forskellige typer sager.

24 Den foerste type sager angaar gyldigheden af specifikke tariferingsregler, som Kommissionen har udstedt (15). I henhold til artikel 9, stk. 1, litra a), b), d) og e), i Raadets forordning nr. 2658/87 (16) kan Kommissionen efter fremgangsmaaden i artikel 10 vedtage foranstaltninger vedroerende foelgende spoergsmaal:

»a) anvendelse af den kombinerede nomenklatur og Taric, isaer for saa vidt angaar:

- tarifering af varer i de i artikel 8 naevnte nomenklaturer

- de forklarende bemaerkninger

b) aendringer af den kombinerede nomenklatur for at tage hensyn til aendringer i de statistiske eller handelspolitiske behov

...

d) aendringer i den kombinerede nomenklatur og tilpasning af toldsatser i overensstemmelse med beslutninger vedtaget af Raadet eller Kommissionen

e) aendringer af den kombinerede nomenklatur med henblik paa dennes tilpasning til den teknologiske eller kommercielle udvikling eller med henblik paa at harmonisere eller tydeliggoere teksterne

...«.

Der kan opstaa tvivl om, hvorvidt saadanne foranstaltninger er gyldige, for selv om Raadet har tildelt Kommissionen, der samarbejder med toldeksperter fra medlemsstaterne, en vidtgaaende befoejelse til skoensmaessigt at fastlaegge indholdet af toldpositionerne, omfatter Kommissionens kompetence til at vedtage saadanne foranstaltninger ikke en bemyndigelse til at aendre indholdet af de toldpositioner, der er blevet fastlagt paa grundlag af det harmoniserede system, som er indfoert ved den internationale konvention om det harmoniserede varebeskrivelses- og varenomenklatursystem (17), hvis anvendelsesomraade Faellesskabet i henhold til konventionens artikel 3 har forpligtet sig til ikke at aendre (18).

25 Det er klart, at den foreslaaede tilbageholdenhed ikke ville kunne anvendes paa disse typer sager: de angaar ikke spoergsmaal om fortolkning, men derimod om gyldighed, og det er som bekendt Domstolen alene, der har kompetence til at erklaere Faellesskabets retsakter for ugyldige (19).

26 Den anden type sager vedroerer fortolkningsspoergsmaal, der er mere eller mindre generelle, idet de raekker videre end det blotte spoergsmaal om tariferingen af et bestemt produkt.

27 Et eksempel paa dette er Develop Dr. Eisbein-sagen (20). I denne sag blev der stillet praejudicielle spoergsmaal vedroerende tarifering af fotokopieringsmaskiner. Spoergsmaalene vedroerte imidlertid ikke den saerlige position eller underposition for fotokopieringsmaskiner. De angik den almindelige tariferingsbestemmelse 2 a) vedroerende nomenklaturen i FTT (21) om varer i adskilt eller ikke samlet stand. Domstolen fastslog:

»at en vare, hvis enkeltdele - dvs. de dele, som kan identificeres som dele, der skal danne den faerdige vare - alle frembydes samtidig til fortoldning, maa anses for en vare, der frembydes i adskilt eller ikke samlet stand, idet der herved hverken skal tages hensyn til samleteknik eller til samlemetodens komplicerthed«.

28 Ogsaa saadanne sager boer Domstolen fortsat behandle (22), da de rejser spoergsmaal om egentlig fortolkning og ikke om retsanvendelse.

29 Den tredje type sager er langt den hyppigste. Det store flertal af sagerne vedroerer tariferingen af et bestemt produkt og indebaerer faktisk, at Domstolen selv maa foretage tariferingen af produktet. En nylig dom kan illustrere dette saerlig godt. I Colin og Dupré-sagen (23) stillede Cour d'appel de Bourges praejudicielle spoergsmaal vedroerende tariferingen af fire produkter, og retten spurgte bl.a., om »roede Pulmoll-pastiller [skal] ... henfoeres under Kommissionens forordning nr. 717/85 af 19. marts 1985 om tarifering af varer i pos. 1704 D I i den faelles toldtarif eller under kapitel 30 i den faelles toldtarif, 'Farmaceutiske produkter - 30-4'«. Der blev stillet lignende spoergsmaal om produkterne »groenne Pulmoll-pastiller«, »Sangart-eliksir« og »Quintonine«. I dommen understregede Domstolen, at den skal fortolke FTT eller den kombinerede nomenklatur og ikke foretage en toldklassificering af et bestemt produkt, og at spoergsmaalene derfor maatte forstaas saaledes, at den nationale ret oenskede oplyst, om de i de stillede spoergsmaal beskrevne produkter henhoerte under bestemte positioner (24). Domstolens svar paa disse spoergsmaal viser imidlertid, at den alligevel fremsatte sin mening om, hvorledes bestemte produkter skulle tariferes. F.eks. blev det foerste spoergsmaal besvaret saaledes:

»Naar henses til sammensaetningen, praesentationsmaaden og funktionen henhoerer pastiller som roede Pulmoll-pastiller under pos. 1704 i den faelles toldtarif.«

30 I andre sager er den forelaeggende ret mere paapasselig med at formulere sit spoergsmaal som et spoergsmaal om fortolkning. F.eks. var det foerste spoergsmaal i sagen 3M Medica (25), om begrebet »ortopaediske artikler« i position 9021 i den kombinerede nomenklatur (1992) skal fortolkes saaledes, at det ogsaa omfatter produkter af den i grundene til forelaeggelseskendelsen beskrevne art, saasom »fodtoej«, der tjener til at lette gangen for personer, som baerer en gipsforbinding. Domstolen svarede saaledes:

»Sandaler og sko med ydersaal af plast og overdel af tekstilmateriale eller plast, som er bestemt til at blive baaret paa en fod forbundet med gips, er ikke 'ortopaediske artikler', der henhoerer under position 9021 i den kombinerede nomenklatur (1992).«

Ogsaa her var der tale om tariferingen af et bestemt produkt, og selv om spoergsmaalet blev formuleret som et spoergsmaal om fortolkning, kan jeg ikke faa oeje paa forskellen mellem en saadan sag og Colin og Dupré-sagen. Som en forfatter har udtrykt det: »Bortset fra retlige krav er tarifering i det vaesentlige et spoergsmaal om at foretage en faktisk bedoemmelse af de kendetegn og egenskaber, som de varer har, der skal tariferes« (26).

31 En undersoegelse af disse sager viser, at Domstolen, naar den traeffer afgoerelse i dem, anvender et begraenset antal fortolkningsprincipper og -regler. Jeg skal nu omtale disse; Domstolen kunne i den dom, den skal afsige i den foreliggende sag, foretage en henvisning til dem og dermed give en generel vejledning, der ville saette de nationale retter i stand til at traeffe afgoerelse i langt de fleste sager om specifikke tariferingsspoergsmaal.

32 Tariferingen af varer i henhold til FTT bygger paa visse grundlaeggende fortolkningsprincipper, som Domstolen hele tiden konsekvent henviser til. Af retssikkerheds- og kontroltekniske hensyn er det afgoerende kriterium ved tarifering af varer normalt disses objektive karakteristika og egenskaber som beskrevet i den enkelte position i FTT og de supplerende bestemmelser til dennes afsnit og kapitler (27). Endvidere er der visse bestemmelser, som er vigtige hjaelpemidler til at sikre en ensartet anvendelse af FTT og derfor som saadanne kan anses for gyldige midler til fortolkningen af den. Der er bl.a. tale om foelgende bestemmelser: de bestemmelser, der indleder kapitlerne i FTT, Toldsamarbejdsraadets forklarende bemaerkninger (28), tariferingsmeddelelserne fra Nomenklaturudvalget for Den Faelles Toldtarif (nu kaldet »Nomenklaturudvalget«, jf. artikel 7 i forordning nr. 2658/87) (29), saavel som udtalelser fra Nomenklaturudvalget (30). Det er dog ogsaa klart, at disse bestemmelser ikke er retligt bindende og derfor ikke kan aendre indholdet af de aktuelle bestemmelser i FTT (31).

33 Der er visse andre kriterier, som eventuelt kan have betydning for tariferingen.

34 Et af dem er den anvendelse, som produktet er bestemt til. I Neckermann Versand-sagen stod Domstolen over for det problem, at begrebet »pyjamas« ikke var defineret i hverken den relevante position i FTT eller i nogen bemaerkninger. Domstolen fandt, at det objektive kendetegn ved en pyjamas, som kan give mulighed for at skelne den fra andre kombinationer, kun kan soeges i den anvendelse, som en pyjamas er bestemt til (nemlig at baeres i sengen som nattoej) (32). Domstolen tilfoejede, at naar dette objektive kendetegn kan verificeres paa tidspunktet for fortoldningen, kan den omstaendighed, at der ogsaa kan taenkes en anden brug af beklaedningsgenstanden, ikke udelukke, at den retligt henfoeres under begrebet pyjamas (33). I Thyssen Haniel Logistic-dommen fastslog Domstolen tilsvarende, at en vares anvendelse kan udgoere et objektivt kriterium ved tariferingen, saafremt varen og dens anvendelse haenger uloeseligt sammen, og denne sammenhaeng kan paavises ud fra varens objektive karakteristika og egenskaber (34). I Wesergold-dommen anfoerte Domstolen ganske vist, at der ved tariferingen af en vare kun maa tages hensyn til dens anvendelse, saafremt denne udtrykkeligt er medtaget som kriterium i positionen eller de forklarende bemaerkninger dertil (35). Denne udtalelse maa imidlertid laeses i lyset af de saerlige omstaendigheder i den paagaeldende sag. Sagen vedroerte et produkt, der var sammensat af appelsinsaft og sukker, og som var beregnet til ved tilsaetning af vand og/eller sukker at blive videreforarbejdet til faerdige drikkevarer. Den nationale ret og Kommissionen gjorde gaeldende, at dette produkt ikke kunne tariferes som »frugtsaft, tilsat sukker«, da varen ikke laengere umiddelbart var egnet som drikkevare og havde mistet sin oprindelige karakter af frugtsaft. Domstolen afviste denne argumentation med henvisning til, at varen ikke havde mistet de objektive kendetegn og egenskaber ved »frugtsaft, tilsat sukker«. Dommen viser saaledes, at en vares anvendelsesformaal kun er relevant, hvis det ikke er muligt at foretage en tarifering alene paa grundlag af varens objektive kendetegn og egenskaber (36).

35 Lignende overvejelser gaelder vedroerende benyttelse af produktets fremstillingsmetode som kriterium. I Jepsen Stahl-dommen fastslog Domstolen, at selv om FTT normalt fortrinsvis bygger paa tariferingskriterier, der er baseret paa objektive kendetegn og egenskaber ved produkterne, som kan efterproeves ved toldbehandlingen, henviser den i visse tilfaelde til varernes fremstillingsmetode; i disse tilfaelde er metoden for fremstillingen af det paagaeldende produkt afgoerende (37). Det fremgaar imidlertid af Wuensche-dommen, at der ikke skal tages hensyn til fremstillingsmaaden, naar der ikke henvises til den i de relevante positioner eller bemaerkninger (38).

36 Domstolen har ogsaa givet generel vejledning i sager, hvor varer er sammensat af forskellige bestanddele og har undergaaet visse forarbejdningsprocesser. I disse sager skal den paagaeldende vare indeholde basisproduktets hovedbestanddele og maa i henseende til forholdet mellem sine bestanddele ikke afvige vaesentligt fra basisproduktet (39).

37 Endelig har Domstolen anset visse kriterier for at vaere irrelevante for tariferingen. I Post-dommen afviste Domstolen en aendring af en position, som Toldsamarbejdsraadets Nomenklaturudvalg paa det relevante tidspunkt i sagen allerede havde foreslaaet, og som senere blev gennemfoert, idet Nomenklaturudvalget havde praeciseret, at tariferingen foer aendringen skulle vaere en anden (40). Domstolen understregede desuden, at hverken den terminologi, der angiveligt blev anvendt af de beroerte erhvervsdrivende, eller en eventuel afvigende anvendelse af reglerne i visse medlemsstater kunne have indflydelse paa den fortolkning af FTT, der var baseret paa positionernes ordlyd (41). I Jepsen Stahl-sagen gjorde sagsoegte gaeldende, at en Euronorm var relevant for tariferingen af visse staalprodukter, men Domstolen understregede, at Euronormerne er standarder, som er vedtaget af Det Europaeiske Normaliseringsudvalg, som kun vedroerer selve definitionen af staalprodukter, og som er uafhaengig af disses tarifering (42). I Analog Devices-dommen fastslog Domstolen, at selv om det ikke kunne udelukkes, at den stedfundne tekniske udvikling, som sigtede mod en bredere anvendelse af integrerede kredsloeb, kunne begrunde udarbejdelsen af en ny toldmaessig klassifikation, saa paahvilede det de kompetente faellesskabsinstitutioner at foretage denne aendring. I mangel af en saadan aendring kunne fortolkningen af FTT ikke aendres som foelge af den tekniske udvikling (43). Dette udelukker imidlertid ikke, at der tages hensyn til den tekniske udvikling ved fortolkningen af bestemte positioner. Saaledes fastslog Domstolen i Chem-Tec-dommen, at begrebet »pakning« i underpositionen »varer ... der er anvendelige som lim eller klister og pakket i detailsalgspakninger« under hensyntagen til de relevante forklarende bemaerkninger skulle fortolkes i lyset af den tekniske udvikling, som specielt inden for emballageindustrien gaar hurtigt (44).

38 Efter min opfattelse er disse fortolkningsprincipper, sammenholdt med de fortolkningsregler, FTT selv indeholder (45), tilstraekkelige til at goere det muligt for de nationale retter selvstaendigt at traeffe afgoerelse i de fleste tariferingssager. Der kan naturligvis af og til opstaa et mere generelt spoergsmaal om fortolkning, som det vil vaere rigtigt, at den nationale ret forelaegger Domstolen. Men naar dette ikke er tilfaeldet, boer de nationale retter ikke fremsaette anmodning om praejudiciel afgoerelse, og hvis de alligevel goer det, boer Domstolen efter min mening blot henvise til de ovennaevnte principper.

39 En anvendelse af denne loesning i den foreliggende sag viser, at den forelaeggende ret kan traeffe afgoerelse i sagen, idet den anvender a) princippet om, at tariferingen skal ske paa grundlag af de paagaeldende varers objektive kendetegn og egenskaber, og b) princippet om, at anvendelsen af en vare kan udgoere et objektivt kriterium ved tariferingen, saafremt varen og dens anvendelse haenger uloeseligt sammen, og denne sammenhaeng kan paavises ud fra varens objektive karakteristika.

Tilbageholdenhed og ensartethed

40 Jeg anerkender naturligvis, at hensynet til en ensartet anvendelse af faellesskabsretlige bestemmelser som foelge af den saerlige natur, FTT har, er saerlig staerkt paa det toldretlige omraade. Hvis saerlige typer beklaedning i én medlemsstat konsekvent blev betegnet som anden natbeklaedning, mens de i en anden konsekvent blev betegnet som anden beklaedning, ville dette uundgaaeligt medfoere handelsfordrejninger. Saadanne handelsfordrejninger strider mod selve idéen med en faelles toldtarif. Jeg tror imidlertid ikke, at den loesning, jeg foreslaar, vil vaere til skade for den ensartede anvendelse, ligesom jeg ikke er overbevist om, at Domstolens nuvaerende praksis med at behandle ethvert konkret tariferingsspoergsmaal noedvendigvis bidrager meget til en saadan ensartet anvendelse. Disse spoergsmaal er nemlig ofte meget konkrete, og selv den fortolkning, som Domstolen foretager, naar den undersoeger bestemte produkter, vil kraeve, at de nationale toldmyndigheder og retsinstanser foretager en vis bedoemmelse. Pyjamaseksemplet kan igen illustrere dette. Jeg er paa ingen maade overbevist om, at Domstolens definition af begrebet pyjamas i Neckermann Versand-dommen, selv om den utvivlsomt er rigtig, loeser det generelle problem om afgraensningen af en pyjamas fra andre beklaedningsgenstande (isaer naar der henses til de skiftende toejmoder).

41 I betragtning af den detaljerede regulering i FTT, der henviser til et vaeld af varer og indeholder mange tusinde positioner og underpositioner, er det klart, at det bidrag til en ensartet anvendelse af FTT, som Domstolen yder ved afgoerelser om tariferingen af bestemte produkter, altid vil vaere meget lille. Der er i oevrigt andre, og maaske mere effektive, maader, hvorpaa man kan sikre ensartethed i tariferingen. Som ovenfor naevnt (46) har Kommissionen kompetence til at vedtage tariferingsforordninger angaaende bestemte varer. Efter min opfattelse er saadanne forordninger et bedre middel til at sikre saavel en rigtig tarifering som en ensartet anvendelse. Isaer naar der er tale om tekniske produkter, vil en forordning, som angiver produktets vaesentlige karakteristika og tekniske specifikationer, og som - hvilket ofte er tilfaeldet ved saadanne forordninger - er illustreret med eksempler, hvor dette er hensigtsmaessigt, og som er udarbejdet i samraad med eksperter fra medlemsstaterne, vaere en mere brugbar vejledning end en stribe domme.

42 Muligvis er den tilbageholdenhed, jeg foreslaar, endda bedre egnet til at sikre ensartethed end den nuvaerende praksis, hvor der gives specifikke svar paa specifikke spoergsmaal om tarifering. En dom fra Domstolen, hvori de forskellige fortolkningsregler og -principper fra Domstolens praksis er sammenfattet, vil klart have en stoerre betydning end en dom, der er begraenset til at angaa det specielle spoergsmaal om anden natbeklaedning. Og hvis fremtidig retspraksis blev koncentreret om generelle fortolkningsspoergsmaal, saa ville Domstolen ved at give en generel vejledning til toldmyndigheder og nationale retsinstanser helt klart bidrage yderligere til at sikre en ensartet anvendelse af FTT. Som naevnt vil afgoerelser om meget specifikke spoergsmaal derimod typisk fremkalde yderligere, mere og mere specifikke, spoergsmaal, som i sidste ende skal loeses af de nationale retsinstanser eller af lovgiver.

43 Der er to yderligere punkter, jeg gerne kort vil omtale.

44 For det foerste er mit forslag, selv om det klart afviger fra Domstolens hidtidige praksis vedroerende tariferingssager, efter min opfattelse ikke helt nyt. Som allerede naevnt behandler Domstolen fortolkningsspoergsmaal ud fra hensigtsmaessighedsbetragtninger, og den vil forsoege saa vidt muligt at hjaelpe nationale retsinstanser til at kunne traeffe afgoerelse i sager vedroerende faellesskabsretten. Det overrasker naeppe, at jo mere konkrete de praejudicielle spoergsmaal er, desto mere specifikke er Domstolens svar i praksis. Er det forelagte spoergsmaal mere abstrakt, svarer Domstolen i mere generelle vendinger, idet den anfoerer, hvilke betingelser der stilles i henhold til de omtvistede faellesskabsretlige bestemmelser, og ofte tilfoejer, at det tilkommer den nationale ret i lyset af sagens faktiske omstaendigheder at afgoere, hvorvidt disse betingelser er opfyldt.

45 Det er saaledes klart, at Domstolen aldrig har forsoegt helt at erstatte de nationale retsinstanser, og at den traditionelt overlader det til den forelaeggende ret at tage stilling til visse spoergsmaal. Naar Domstolen har mulighed for at omformulere spoergsmaalene og give et svar, der i visse tilfaelde afviger vaesentligt fra ordlyden af det praejudicielle spoergsmaal, for derved at fokusere paa de relevante faellesskabsretlige bestemmelser, saa maa det efter min mening ogsaa vaere muligt for Domstolen at udoeve tilbageholdenhed og begraense sig til at behandle mere generelle fortolkningsspoergsmaal.

46 For det andet skal den foreslaaede tilbageholdenhed ikke noedvendigvis kun gaelde paa tariferingsomraadet. En lignende praksis kan meget vel vaere berettiget ogsaa inden for andre omraader. Jeg mener ikke, at der paa nuvaerende tidspunkt kan foretages en systematisk afgraensning af disse omraader. Jeg vil blot naevne tre eksempler.

47 Det foerste eksempel er klassificeringen af varer som affald med henblik paa anvendelse af de faellesskabsretlige bestemmelser om affald. Domstolen har modtaget et betragteligt antal anmodninger om praejudiciel afgoerelse vedroerende dette spoergsmaal, og der er blevet opstillet en raekke principper i retspraksis (47). Muligvis naar man snart til det punkt, hvor Domstolen ved fastsaettelse af generelle kriterier har hjulpet de nationale retsinstanser saa meget, som det er muligt, og hvor det ikke er formaalstjenligt at udvikle retspraksis yderligere. Domstolen ville saa kunne reagere paa fremtidige praejudicielle spoergsmaal vedroerende forskellige varer ved at henvise til sin hidtidige praksis og angive, at det tilkommer de nationale retsinstanser paa grundlag af denne praksis at afgoere, hvorvidt de paagaeldende varer skal anses for affald.

48 Et andet eksempel er af en anden art, men der ligger det samme problem bagved. Raadets direktiv 77/187/EOEF af 14. februar 1977 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter (48) har givet anledning til adskillige praejudicielle spoergsmaal, bl.a. vedroerende fortolkningen af begrebet »overfoersel« af virksomheder. Domstolen har afsagt en raekke domme vedroerende dette spoergsmaal, senest i Suezen-sagen (49). Disse domme indeholder en detaljeret vejledning til de nationale retter baade om, hvilke kriterier der skal anvendes, og om hvorledes disse skal bedoemmes. Det er tvivlsomt, om det vil tjene noget nyttigt formaal at nuancere praksis yderligere.

49 Et tredje eksempel vedroerer mervaerdiafgift; selv om dette omraade er et helt andet, er det bagved liggende problem igen det samme. Domstolen har behandlet spoergsmaalet om fastlaeggelse af beskatningsgrundlaget ved omsaetning, der involverer vouchere af forskellig art (50). Potentielt kan der taenkes et naermest uendeligt antal variationer af saadanne omsaetninger, der kan vaere genstand for fremtidige anmodninger om praejudiciel afgoerelse. Det vil muligvis vaere tilstraekkeligt, hvis Domstolen henviser til det grundlaeggende princip om, at der skal betales moms af det beloeb, den skattepligtige faktisk har modtaget for sine leverancer, og anfoerer, at det tilkommer de nationale retsinstanser paa grundlag af dette princip at traeffe afgoerelse om, hvorledes beskatningsgrundlaget skal fastsaettes.

50 Mere generelt mener jeg, at formaalet med artikel 177 tjenes bedst, hvor der virkelig er brug for en ensartet retsanvendelse inden for Faellesskabet, fordi spoergsmaalet er af generel interesse, hvorimod detaljerede svar paa meget specifikke spoergsmaal ikke altid bidrager til en saadan ensartet retsanvendelse. De ansporer maaske bare til at stille yderligere spoergsmaal. Naturligvis vil det spoergsmaal, der rejses i en bestemt sag, altid vedroere et specifikt anvendelsesomraade, men det vil normalt tydeligt fremgaa, om spoergsmaalet ogsaa har en generel betydning, der gaar videre end til at vedroere den konkrete sag. Efter min opfattelse er Domstolens opgave i henhold til artikel 177 ikke blot at give den nationale ret det rigtige svar i en bestemt sag, men ogsaa at traeffe afgoerelser, der har en generel betydning.

Tilbageholdenhed og pligten for retter i sidste instans til at indbringe en sag

51 I traktatens artikel 177 sondres der mellem retter i medlemsstaterne, der i henhold til artikel 177, stk. 2, har kompetence til at anmode Domstolen om at afgoere praejudicielle spoergsmaal om faellesskabsretten, og retter i medlemsstaterne, hvis afgoerelser ifoelge de nationale retsregler ikke kan appelleres, og som i henhold til artikel 177, stk. 3, er pligtige at indbringe saadanne spoergsmaal for Domstolen.

52 Anmodningen om praejudiciel afgoerelse er indgivet af Bundesfinanzhof, der maa anses for en ret i sidste instans, og som derfor er pligtig at indbringe sagen i henhold til traktatens artikel 177, stk. 3. Foelger man min ovenfor beskrevne opfattelse, saa er spoergsmaalet derfor, hvilken betydning denne pligt har i en sag som den foreliggende.

53 Det fremgaar tydeligt af artikel 177, at en ret i sidste instans ogsaa kan have pligt til at forelaegge et spoergsmaal i sager, hvor underinstansen med foeje ansaa en forelaeggelse for upaakraevet. Alene det forhold, at en anmodning om praejudiciel afgoerelse fra en lavere retsinstans ikke var paakraevet, betyder altsaa ikke, at en ret i sidste instans ikke er pligtig at indbringe sagen.

54 Er der imidlertid tale om et spoergsmaal angaaende faellesskabsretten, som Domstolen, saaledes som min opfattelse er, ikke boer anmodes om at besvare, men som det boer overlades til medlemsstaternes retsinstanser at afgoere, saa kan en ret i sidste instans ikke anses for pligtig at indbringe spoergsmaalet.

55 Selv om Domstolen endnu ikke har indtaget dette standpunkt, kan der findes stoette for det i Domstolens praksis. Domstolen har fastslaaet foelgende:

»Inden for rammerne af artikel 177, hvis formaal er at sikre, at faellesskabsretten fortolkes og anvendes ensartet i alle medlemsstaterne, har stk. 3 navnlig til formaal at hindre, at der i en medlemsstat skabes national retspraksis, som ikke er i overensstemmelse med faellesskabsretten« (51).

Henvisningen til »national retspraksis« viser, at Domstolen havde et generelt spoergsmaal om fortolkning, der gaar videre end en konkrets sags rammer, for oeje.

56 Den ledende afgoerelse angaaende omfanget af forpligtelsen i henhold til artikel 177, stk. 3, er CILFIT-dommen (52). I denne sag var der ifoelge den italienske ret i sidste instans, Corte suprema di cassazione, ikke tvivl om det materielle indhold af de paagaeldende faellesskabsretlige bestemmelser, og det praejudicielle spoergsmaal var, om pligten til i henhold til traktatens artikel 177, stk. 3, at indbringe en sag for Domstolen forudsaetter, at den nationale ret forudgaaende efterproever »berettigelsen af fortolkningsspoergsmaalet«. I sit svar paa dette spoergsmaal anfoerte Domstolen indledningsvis, at der ikke er pligt (men dog ret) til at indbringe en sag, hvis det paagaeldende retsspoergsmaal er afgjort i Domstolens tidligere praksis.

57 Herefter fastslog Domstolen foelgende:

»Endelig kan den korrekte anvendelse af EF-retten fremgaa med en saadan klarhed, at der ikke foreligger nogen rimelig tvivl om afgoerelsen af det rejste spoergsmaal. Inden den nationale ret statuerer, at dette er tilfaeldet, maa den vaere overbevist om, at hverken de oevrige medlemsstaters retter eller Domstolen vil vaere i tvivl om afgoerelsen. Kun naar disse betingelser er opfyldt, kan den nationale ret undlade at forelaegge spoergsmaalet for Domstolen og saaledes selvstaendigt traeffe afgoerelsen.

Muligheden herfor skal imidlertid vurderes i forhold til EF-rettens saeregenheder og de saerlige vanskeligheder, som fortolkningen heraf frembyder.

Der skal foerst og fremmest tages hensyn til den omstaendighed, at de EF-retlige bestemmelser er affattet paa flere forskellige sprog, og at alle sproglige versioner er autentiske. Fortolkningen af en EF-retlig bestemmelse kan derfor foerst ske efter en sammenligning af de sproglige versioner.

Det bemaerkes dernaest, at der i EF-retten - selv om de sproglige versioner er noeje overensstemmende - anvendes en saerlig sprogbrug. Det skal i oevrigt understreges, at indholdet af de retlige begreber ikke noedvendigvis er det samme i EF-retten som i de forskellige nationale retsordener.

Endelig skal de enkelte EF-regler vurderes i deres rette sammenhaeng og fortolkes i lyset af EF-rettens bestemmelser som helhed, den bagved liggende maalsaetning og EF-rettens udviklingstrin paa tidspunktet for de paagaeldende bestemmelsers anvendelse.«

58 Domstolen opstillede saaledes strenge betingelser, der skulle vaere opfyldt, for at en ret, hvis afgoerelser ikke kan appelleres, kan fritages fra sin pligt til at indbringe en sag. Men netop det forhold, at Domstolen opstillede saa strenge betingelser, kunne tale for, at den ogsaa her taenkte paa retsspoergsmaal af generel interesse og paa behovet for at undgaa, at der opstaar »national retspraksis«, som strider mod faellesskabsretten. I CILFIT-dommen overvejede Domstolen ikke - og havde heller ikke anledning hertil - hvorvidt alle faellesskabsretlige spoergsmaal, uanset hvor detaljerede og specifikke de maatte vaere, skal vaere undergivet de betingelser, der blev fastsat i dommen; det juridiske spoergsmaal i den paagaeldende sag var, hvorvidt der kunne opkraeves afgift for en sundhedskontrol ved indfoerslen af uld, og havde saaledes generel betydning. Hvis man skulle anvende CILFIT-dommen efter ordene, saa ville alle spoergsmaal om faellesskabsretten, herunder alle spoergsmaal om tarifering, skulle indbringes af alle retter, hvis afgoerelser ikke kan appelleres.

59 Det er rigtigt, at der ikke er noget i CILFIT-dommen, som tyder paa, at den ikke skulle anvendes paa alle spoergsmaal om faellesskabsretten. Selv hvis dette maatte have vaeret korrekt, da dommen blev afsagt, saa skal artikel 177, saadan som alle andre generelle regler i faellesskabsretten, isaer traktatens bestemmelser, fortolkes under hensyn til udviklingen. Som naevnt er der i CILFIT-dommen selv henvist til »EF-rettens udviklingstrin paa tidspunktet for de paagaeldende bestemmelsers anvendelse«.

60 Hvis der anvendes et saadant udviklingsperspektiv ved fortolkningen af artikel 177, saa er det efter min opfattelse ikke muligt at se bort fra en raekke udviklingstraek, hvoraf i hvert fald nogle boer paavirke fortolkningen af artikel 177 i dag. Faellesskabsretten er paa det seneste blevet udvidet til at omfatte mange nye omraader, og maengden af lovgivning er vokset betragteligt. En overdreven brug af systemet med praejudicielle afgoerelser synes mere og mere at kunne skade kvaliteten og sammenhaengen i retspraksis og endog forringe dens tilgaengelighed og vil derfor kunne modvirke det endelige maal om at sikre en ensartet retsanvendelse inden for hele Den Europaeiske Union.

61 Selv om man maatte anse disse betragtninger for at vaere af mere pragmatisk end principiel art, saa er der dog i de seneste aar sket en anden udvikling, der uden tvivl er betydningsfuld, nemlig at Domstolen har skabt en retspraksis, som nationale retter kan anvende, naar de skal traeffe afgoerelse om nye spoergsmaal vedroerende faellesskabsretten. Erfaringen har vist, at nationale retsinstanser, isaer inden for mange tekniske omraader som f.eks. told og mervaerdiafgift, er i stand til at drage slutninger ud fra de principper, Domstolen har fastlagt i sin praksis. Erfaringen har endvidere vist, at denne retspraksis nu giver en tilstraekkelig vejledning til, at de nationale retter - isaer specialiserede retter - i mange tilfaelde kan traeffe afgoerelse selv uden at have brug for at indbringe den paagaeldende sag. Jeg har forsoegt at vise, hvorledes denne udvikling kan fremmes inden for tariferingsomraadet.

62 Hvis pligten for retterne i sidste instans til at indbringe sager fortolkes for strengt, saa vil virkningen heraf i takt med faellesskabsrettens udvikling vaere saerdeles forskellig i de forskellige medlemsstater, allerede som foelge af, at domstolssystemernes opbygning er meget forskellig. I nogle medlemsstater traeffer retterne i sidste instans maaske afgoerelser i titusinde sager om aaret; i en anden medlemsstat - Det Forenede Kongerige - traeffer den ret, der i mange sager er den eneste ret i sidste instans - nemlig House of Lords - til tider mindre end et hundrede afgoerelser om aaret. Der vil derfor blive indbragt et vaesentligt stoerre antal sager fra nogle af medlemsstaterne end fra andre. Indbringes der imidlertid kun de sager, der har en vis generel betydning, saa vil der sandsynligvis opstaa en mere afbalanceret retspraksis - og en mere afbalanceret udvikling af retspraksis.

63 Endelig boer det naevnes, at visse forfattere har gjort sig til talsmaend for en streng fortolkning af pligten til at indbringe en sag, og de har hermed henvist til de tilfaelde, der af og til er forekommet, hvor retter, hvis afgoerelse ikke kan appelleres, ikke blot har undladt at indbringe en sag, men ogsaa har anvendt en fortolkning af faellesskabsretten, der klart var forkert (53). Efter min opfattelse er det imidlertid uforholdsmaessigt at basere en generel teori om artikel 177 paa enkeltsager, hvor bestemmelsen muligvis er blevet anvendt forkert. En saadan teori vil under alle omstaendigheder ikke loese problemet, hvis en national ret bevidst indtager et andet standpunkt. Teorien ville betyde, at man skoed med kanoner uden at ramme spurvene.

64 Efter min opfattelse er det (muligvis med en enkelt undtagelse) saaledes ikke noedvendigt at foretage en fornyet overvejelse af betingelserne i CILFIT-dommen, der imidlertid kun boer anvendes i tilfaelde, hvor det er absolut berettiget at indbringe en sag for at naa maalet med artikel 177, nemlig sager, hvor der er tale om et generelt spoergsmaal, og hvor der er et aegte behov for en ensartet fortolkning.

65 Det eneste punkt, hvor forudsaetningerne i CILFIT-dommen muligvis kunne tages op til fornyet overvejelse eller nuanceres, er udtalelsen om, at »fortolkningen af en EF-retlig bestemmelse ... foerst [kan] ske efter en sammenligning af de sproglige versioner«. Selv om Domstolen forinden understregede, at »alle sproglige versioner er autentiske«, mener jeg ikke, at CILFIT-dommen kraever, at de nationale retter undersoeger en hvilken som helst faellesskabsbestemmelse paa alle Faellesskabets officielle sprog (der er nu elleve officielle sprog - og tolv, naar der er spoergsmaal vedroerende traktaterne eller visse andre grundlaeggende tekster). Dette ville i mange tilfaelde kraeve uforholdsmaessige anstrengelser fra de nationale retters side; desuden bruger Domstolen selv sjaeldent den fremgangsmaade at henvise til alle de sproglige versioner af faellesskabsretlige bestemmelser, selv om den er vaesentlig bedre rustet til at goere det, end de nationale retter er. Rent faktisk er det forhold, at der bestaar mange sproglige versioner, en yderligere grund til ikke at fortolke de faellesskabsretlige bestemmelser alt for bogstaveligt og til at laegge stoerre vaegt paa bestemmelsernes sammenhaeng, almindelige opbygning og formaal. Efter min opfattelse boer bemaerkningerne i CILFIT-dommen snarere opfattes som en grundlaeggende advarsel mod at fortolke faellesskabsretlige bestemmelser alt for bogstaveligt og som en understregning af, at bestemmelserne snarere skal fortolkes i lyset af deres sammenhaeng og formaal, som det fremgaar af betragtningerne til bestemmelserne, end i henhold til deres ordlyd alene. Ordlyden kan isaer for retlige begrebers vedkommende vaere vildledende, da indholdet af de retlige begreber, saadan som Domstolen ogsaa anfoerte, ikke noedvendigvis er det samme i faellesskabsretten som i de forskellige nationale retsordener.

Forslag til afgoerelse

66 Af ovennaevnte grunde foreslaar jeg, at det af Bundesfinanzhof forelagte spoergsmaal besvares som foelger:

»Den nationale ret skal ved tariferingen af anden natbeklaedning i henhold til FTT anvende princippet om, at tariferingen skal ske paa grundlag af de omtvistede varers objektive karakteristika og egenskaber, og anvendelsen af varen kan udgoere et objektivt kriterium ved tariferingen, saafremt varen og dens anvendelse haenger uloeseligt sammen, og denne sammenhaeng kan paavises ud fra varens objektive karakteristika og egenskaber.«

(1) - Dom af 9.8.1994, sag C-395/93, Sml. I, s. 4027.

(2) - Raadets forordning (EOEF) nr. 950/68 af 28.6.1968 om den faelles toldtarif (1968 I, s. 265), som aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 3400/84 af 27.11.1984 (EFT L 320, s. 1).

(3) - Denne underposition har foelgende ordlyd:

»60.05 Yderbeklaedningsgenstande og andre varer af trikotage, ikke elastisk eller gummieret:

A. Yderbeklaedningsgenstande og tilbehoer til beklaedningsgenstande:

...

II. Andre varer:

...

b) Andre yderbeklaedningsgenstande:

...

4. Andre yderbeklaedningsgenstande:

...

c) Kjoler:

...

...«

(4) - Dom af 21.8.1990, VII K 16-26/89, BFH/NV 1991, 422.

(5) - Raadets forordning (EOEF) nr. 2658/87 af 23.7.1987 om told- og statistiknomenklaturen og den faelles toldtarif (EFT L 256, s. 1), som aendret ved Kommissionens forordning (EOEF) nr. 3174/88 (EFT 1988 L 298, s. 1).

(6) - Dom af 27.3.1963, forenede sager 28/62, 29/62 og 30/62, Da Costa, Sml. 1954-1964, s. 395, org. ref.: Rec. s. 59, paa s. 76. Jf. om tarifering dom af 14.7.1971, sag 12/71, Henck, Sml. 1971, s. 179, org. ref.: Rec. s. 743, praemis 2 og 3.

(7) - Jf. f.eks. de nyligt afsagte domme af 15.5.1997, sag C-250/95, Futura Participation og Singer, Sml. I, s. 2471, og af 29.5.1997, sag C-329/95, VAG Sverige, Sml. I, s. 2675.

(8) - Jf. bl.a. dom af 26.1.1993, forenede sager C-320/90, C-321/90 og C-322/90, Telemarsicabruzzo, Sml. I, s. 393, praemis 6; kendelse af 19.3.1993, sag C-157/92, Banchero, Sml. I, s. 1085, praemis 4, af 9.8.1994, sag C-378/93, La Pyramide, Sml. I, s. 3999, praemis 14, og af 23.3.1995, sag C-458/93, Saddik, Sml. I, s. 511, praemis 12.

(9) - Jf. ogsaa dom af 16.12.1981, sag 244/80, Foglia, Sml. s. 3045, og af 16.7.1992, sag C-83/91, Meilicke, Sml. I, s. 4871.

(10) - »Man kan hverken teoretisk eller praktisk anvende en bestemmelse paa et konkret tilfaelde, medmindre bestemmelsens betydning og raekkevidde kan identificeres. Uden denne identifikation kan man hverken fastslaa, om bestemmelsen finder anvendelse paa det paagaeldende tilfaelde, eller drage samtlige for sagen relevante slutninger. Det kunne maaske anfoeres, at fortolkningen og retsanvendelsen ikke i praksis kan holdes ude fra hinanden, men det er ganske utaenkeligt at anvende en bestemmelse uden at fortolke denne, medmindre udtrykket 'fortolkning' forvanskes ved heri udelukkende at laegge fortolkningstvivl«, generaladvokat Capotorti's forslag til afgoerelse i sag 283/81, CILFIT, Sml. 1982, s. 3415, paa s. 3436.

(11) - Jf. f.eks. dom af 11.7.1996, forenede sager C-427/93, C-429/93 og C-436/93, Bristol-Myers Squibb m.fl., Sml. I, s. 3457.

(12) - Jf. fodnote 1.

(13) - Jf. dom af 16.1.1974, sag 166/73, Rheinmuehlen, Sml. s. 33, praemis 2.

(14) - Jf. generelt om tarifering J.-R. Nassiet, La réglementation douanière européenne, 1988, s. 44-53; D. Lasok, The Customs Law of the European Economic Community, 2. udgave, Deventer 1990, s. 194-216; P. Vander Schueren, »Customs classification: One of the cornerstones of the Single European market, but one which cannot be exhaustively regulated«, 28 CMLRev 1991, s. 855; E. Vermulst, »EC customs classification rules: Should ice cream melt?«, 15 Michigan Journal of International Law 1994, s. 1241; P. Witte og H.-M. Wolffgang, Lehrbuch des europaeischen Zollrechts, 2. udgave, Berlin 1995, s. 319-353: C.J. Berr og H. Trémeau, Le droit douanier, 4. udgave, Paris 1997, s. 106-113.

(15) - Jf. f.eks. dom af 28.3.1979, sag 158/78, Biegi, Sml. s. 1103, af 8.2.1990, sag C-233/88, Van de Kolk, Sml. I, s. 265, af 18.9.1990, sag C-265/89, Vismans Nederland, Sml. I, s. 3411, af 16.12.1992, sag C-194/91, Krohn, Sml. I, s. 6661, af 13.12.1994, sag C-401/93, GoldStar Europe, Sml. I, s. 5587, og af 13.2.1996, sag C-143/93, Van Es Douane Agenten, Sml. I, s. 431.

(16) - Raadets forordning (EOEF) nr. 2685/87 af 23.7.1987 om told- og statistiknomenklaturen og den faelles toldtarif, jf. fodnote 5. Se tidligere artikel 3 i Raadets forordning (EOEF) nr. 97/69 af 16.1.1969 om de noedvendige foranstaltninger for ensartet anvendelse af den faelles toldtarifs nomenklatur (EFT 1969 I, s. 10).

(17) - Konventionen blev udfaerdiget i Bruxelles den 14.6.1983 og godkendt paa Faellesskabets vegne ved Raadets afgoerelse 87/369/EOEF af 7.4.1987 (EFT L 198, s. 1).

(18) - Dom af 14.12.1995, sag C-267/94, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 4845, praemis 19 og 20.

(19) - Dom af 22.10.1987, sag 314/85, Foto-Frost, Sml. s. 4199.

(20) - Dom af 16.6.1994, sag C-35/95, Sml. I, s. 2655.

(21) - Jf. 1. del, afsnit I, punkt A, i bilaget til Raadets forordning (EOEF) nr. 950/68 af 28.6.1968 om den faelles toldtarif (EFT 1968 I, s. 265) som aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 1/72 af 20.12.1971 (JO 1972 L 1, s. 1). Se nu 1. del, afsnit I, punkt A, i bilaget til forordning nr. 2658/87 som aendret, jf. fodnote 5.

(22) - Jf. ogsaa dom af 25.9.1975, sag 28/75, Baupla, Sml. s. 989, af 29.5.1979, sag 165/78, IMCO-Michaelis, Sml. s. 1837, af 3.2.1982, sag 248/80, Glunz, Sml. s. 197, og af 30.9.1982, sag 295/81, IFF, Sml. s. 3239.

(23) - Dom af 14.12.1995, forenede sager C-106/94 og C-139/94, Sml. I, s. 4759.

(24) - Praemis 12.

(25) - Dom af 24.3.1994, sag C-148/93, Sml. I, s. 1123.

(26) - P. Vander Schueren, a.st., s. 856.

(27) - Jf. f.eks. dom af 20.6.1996, sag C-121/95, VOBIS Microcomputer, Sml. I, s. 3047, Colin og Dupré-dommen, jf. fodnote 23, praemis 21 og 22, dom af 17.10.1995, forenede sager C-59/94 og C-64/94, Pardo & Fils og Camicas, Sml. I, s. 3159, praemis 10, af 1.6.1995, sag C-459/93, Thyssen Haniel Logistic, Sml. I, s. 1381, praemis 8, af 9.8.1994, sag C-393/93, Stanner, Sml. I, s. 4011, praemis 14 og 15, og Neckermann Versand-dommen, jf. fodnote 1, praemis 5.

(28) - Jf. de i fodnote 27 naevnte sager.

(29) - Dom af 26.9.1985, sag 166/84, Thomasduenger, Sml. s. 3001, praemis 14, og Stanner-dommen, jf. fodnote 27, praemis 15.

(30) - Dom af 8.12.1987, sag 42/86, Artimport, Sml. s. 4817, praemis 10. Jf. ogsaa dom af 15.2.1977, forenede sager 69/76 og 70/76, Dittmeyer, Sml. s. 231, praemis 4.

(31) - Jf. dom af 12.12.1973, sag 149/73, Witt, Sml. s. 1587, praemis 3, Dittmeyer-dommen, jf. fodnote 30, dom af 11.7.1980, sag 798/79, Chem-Tec, Sml. s. 2639, praemis 11 og 12, Artimport-dommen, jf. fodnote 30, og Develop Dr. Eisbein-dommen, jf. fodnote 20, praemis 21.

(32) - Jf. fodnote 1, praemis 6 og 7.

(33) - Jf. praemis 8.

(34) - Jf. fodnote 27, praemis 13. Jf. ogsaa dom af 23.3.1972, sag 36/71, Henck, Sml. 1972, s. 67, org. ref.: Rec s. 187, praemis 4, af 6.10.1982, sag 37/82, Bevrachtingskantoor, Sml. s. 3481, praemis 8, og af 1.4.1993, sag C-256/91, Emsland-Staerke, Sml. I, s. 1857, praemis 16.

(35) - Dom af 18.4.1991, sag C-219/89, Sml. I, s. 1895, praemis 9. Jf. ligeledes dom af 16.12.1976, sag 38/76, LUMA, Sml. s. 2027, praemis 7.

(36) - Jf. ogsaa dom af 10.7.1986, sag 222/85, Kleiderwerke Hela Lampe, Sml. s. 2449, praemis 15.

(37) - Dom af 2.8.1993, sag C-248/92, Sml. I, s. 4721, praemis 10. Jf. ogsaa dom af 25.5.1989, sag 40/88, Weber, Sml. s. 1395, praemis 14 og 15, og Artimport-dommen, fodnote 30, praemis 12 og 13.

(38) - Dom af 1.7.1982, sag 145/81, Sml. s. 2493, praemis 7-13. Jf. ogsaa dom 1.7.1982, forenede sager 208/81 og 209/81, Palte & Haentjens, Sml. s. 2511, praemis 6.

(39) - Jf. Henck-dommen, fodnote 34, praemis 10, Weber-dommen, fodnote 36, praemis 19, og dom af 7.5.1991, sag C-120/90, Post, Sml. I, s. 2391, praemis 16.

(40) - Jf. fodnote 39, praemis 22 og 23.

(41) - Jf. praemis 24.

(42) - Jf. fodnote 37, praemis 12 og 13.

(43) - Dom 19.11.1981, sag 122/80, Sml. s. 2781, praemis 12. Jf. ogsaa dom 20.1.1989, sag 234/87, Casio Computer, Sml. s. 63, praemis 12.

(44) - Dom af 11.2.1982, sag 278/80, Sml. s. 439, praemis 14.

(45) - Jf. fodnote 21.

(46) - Jf. punkt 24.

(47) - Jf. senest dom af 25.6.1997, forenede sager C-304/94, C-330/94, C-342/94 og C-224/95, Tombesi m.fl., Sml. I, s. 3561.

(48) - EFT L 61, s. 26.

(49) - Dom af 11.3.1997, sag C-13/95, Sml. I, s. 1259.

(50) - Jf. domme af 24.10.1996, sag C-288/94, Argos Distributors, Sml. I, s. 5311, og sag C-317/94, Elida Gibbs, Sml. I, s. 5339.

(51) - Dom af 24.5.1977, sag 107/76, Hoffmann-La Roche, Sml. s. 957, praemis 5, og af 27.10.1982, forenede sager 35/82 og 36/82, Morson og Jhanjan, Sml. s. 3723, praemis 8.

(52) - Jf. fodnote 10.

(53) - Jf. ogsaa generaladvokat Capotorti's forslag til afgoerelse i forbindelse med CILFIT-dommen, jf. fodnote 10, s. 3436 ff.; jf. endvidere Anderson, References to the European Court, London 1995, s. 167-170.