61995J0180

1 Socialpolitik - mandlige og kvindelige arbejdstagere - adgang til beskaeftigelse samt arbejdsvilkaar - ligebehandling - medlemsstaternes gennemfoerelse - valget mellem sanktioner i tilfaelde af forskelsbehandling - valg af en ordning med civilretligt ansvar - ansvarsfrihedsgrunde efter national lovgivning finder ikke anvendelse - krav om culpa - ulovligt

(Raadets direktiv 76/207, art. 2, stk. 1, og art. 3, stk. 1)

2 Socialpolitik - mandlige og kvindelige arbejdstagere - adgang til beskaeftigelse samt arbejdsvilkaar - ligebehandling - medlemsstaternes gennemfoerelse - valget mellem sanktioner i tilfaelde af forskelsbehandling - sanktionen skal vaere effektiv, have en afskraekkende virkning og svare til dem, der bringes i anvendelse i tilfaelde af lignende overtraedelser af national ret - ydelse af en godtgoerelse - loft for, hvilken godtgoerelse der kan ydes en ansoeger, der har vaeret udsat for forskelsbehandling paa grundlag af koen i forbindelse med en ansaettelse - kun lovligt i tilfaelde af forskelsbehandling, der ikke har vaeret afgoerende for at naegte ansaettelse - loft for de samlede godtgoerelsesbeloeb, der kan ydes, saafremt flere ansoegere har vaeret udsat for forskelsbehandling - ulovligt

(Raadets direktiv 76/207)

3 Naar den af en medlemsstat valgte sanktion i tilfaelde af tilsidesaettelse af forbuddet mod forskelsbehandling af mandlige og kvindelige arbejdstagere henhoerer under en ordning med civilretligt ansvar for arbejdsgiveren, er enhver tilsidesaettelse af forbuddet mod forskelsbehandling i sig selv ansvarspaadragende, uden at der kan tages hensyn til ansvarsfrihedsgrunde efter national lovgivning. Direktiv 76/207, navnlig dets artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, er derfor til hinder for nationale lovbestemmelser, hvorefter tilkendelse af godtgoerelse for skade som foelge af forskelsbehandling paa grundlag af koen i forbindelse med en ansaettelse er betinget af culpa.

4 Naar en medlemsstat har valgt at sanktionere overtraedelsen af forbuddet mod forskelsbehandling af mandlige og kvindelige arbejdstagere gennem en godtgoerelse, skal denne sanktion vaere egnet til, at domstolene kan sikre en faktisk og effektiv beskyttelse, have en reelt afskraekkende virkning over for arbejdsgiveren og i hvert fald staa i et rimeligt forhold til skaden.

Med en saadan godtgoerelsesordning skal overtraedelsen kunne sanktioneres efter samme materielle og processuelle regler, som efter national ret gaelder for overtraedelser af samme art og grovhed.

Heraf foelger, at

- direktiv 76/207 er til hinder for nationale lovbestemmelser, hvorefter der til forskel fra andre civil- og arbejdsretlige nationale bestemmelser er fastsat et loft paa tre maaneders loen for, hvad en ansoeger, der er blevet forskelsbehandlet paa grundlag af koen i forbindelse med en ansaettelse, kan kraeve i godtgoerelse, naar ansoegeren ville have faaet den ledige stilling, saafremt der ikke var udoevet forskelsbehandling ved udvaelgelsen, men det er ikke til hinder for nationale lovbestemmelser, hvorefter der er fastsat et loft paa tre maaneders loen for, hvad en ansoeger kan kraeve i godtgoerelse, saafremt arbejdsgiveren beviser, at den ansatte ansoeger var bedre kvalificeret, og ansoegeren derfor ikke ville have faaet den ledige stilling, heller ikke selv om der ikke var udoevet forskelsbehandling ved udvaelgelsen, og at

- direktiv 76/207 er til hinder for nationale lovbestemmelser, hvorefter der til forskel fra andre civil- og arbejdsretlige nationale bestemmelser er fastsat et loft paa seks maaneders loen for, hvad ansoegere, der er blevet forskelsbehandlet paa grundlag af koen i forbindelse med en ansaettelse, i alt kan kraeve i godtgoerelse, naar flere ansoegere goer krav paa godtgoerelse.

I sag C-180/95,

angaaende en anmodning, som Arbeitsgericht Hamburg (Tyskland) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Nils Draehmpaehl

mod

Urania Immobilienservice OHG,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af Raadets direktiv 76/207/EOEF af 9. februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar (EFT L 39, s. 40),

har

DOMSTOLEN

sammensat af praesidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformaendene G.F. Mancini (refererende dommer), J.C. Moitinho de Almeida og L. Sevón samt dommerne C.N. Kakouris, P.J.G. Kapteyn, C. Gulmann, G. Hirsch, H. Ragnemalm, M. Wathelet og R. Schintgen,

generaladvokat: P. Léger

justitssekretaer: assisterende justitssekretaer H. von Holstein,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- Nils Draehmpaehl ved advokat Klaus Bertelsmann, Hamburg, og professor Heide M. Pfarr

- den tyske regering ved afdelingschef Ernst Roeder og sekretaer Gereon Thiele, Forbundsoekonomiministeriet, som befuldmaegtigede

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Marie Wolfcarius, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og Horstpeter Kreppel, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 26. november 1996 er afgivet mundtlige indlaeg af Nils Draehmpaehl ved Klaus Bertelsmann, af den tyske regering ved Ernst Roeder og af Kommissionen ved juridisk konsulent Bernhard Jansen, som befuldmaegtiget, og Marie Wolfcarius,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 14. januar 1997,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelse af 22. maj 1995, indgaaet til Domstolen den 9. juni 1995, har Arbeitsgericht Hamburg i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt fire praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 2 og 3 i Raadets direktiv 76/207/EOEF af 9. februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar (EFT L 39, s. 40, herefter »direktivet«).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en tvist mellem Nils Draehmpaehl og Urania Immobilienservice OHG (herefter »Urania«) angaaende godtgoerelse for den skade, Nils Draehmpaehl haevder at have lidt som foelge af forskelsbehandling paa grundlag af koen i forbindelse med en ansaettelse.

Direktivet

3 I henhold til direktivets artikel 1 tilsigter dette gennemfoerelse i medlemsstaterne af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til adgang til beskaeftigelse, herunder forfremmelse, og til erhvervsuddannelse samt arbejdsvilkaar.

4 Det hedder herved naermere i direktivets artikel 2, stk. 1, at princippet om ligebehandling af maend og kvinder indebaerer, »at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted paa grundlag af koen, hverken direkte eller indirekte under henvisning saerlig til aegteskabelig eller familiemaessig stilling«.

5 I henhold til direktivets artikel 3, stk. 1, indebaerer anvendelsen af princippet om ligebehandling, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted paa grundlag af koen, for saa vidt angaar adgangsvilkaar, herunder udvaelgelseskriterier, til stillinger og funktioner. I artikel 3, stk. 2, litra a), bestemmes det, at medlemsstaterne skal traeffe de noedvendige foranstaltninger til, at administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, som er i modstrid med princippet om ligebehandling, ophaeves.

6 Endelig skal medlemsstaterne i henhold til direktivets artikel 6 i deres nationale retsordener indfoere de noedvendige bestemmelser for, at enhver person, der mener sig kraenket ved, at princippet om ligebehandling tilsidesaettes i forhold til den paagaeldende, kan goere sine rettigheder gaeldende for retslige instanser efter eventuelt at have indbragt sagen for andre kompetente instanser.

De relevante nationale retsforskrifter

7 De nationale lovbestemmelser om ligebehandling af erhvervsaktive maend og kvinder, der finder anvendelse i hovedsagen, er indeholdt i Buergerliches Gesetzbuch (herefter »BGB«).

8 I henhold til BGB's § 611a, stk. 1, maa en arbejdsgiver ved en aftale eller ved fastsaettelse af bestemmelser, navnlig ved etablering af et ansaettelsesforhold og i forbindelse med forfremmelse, anvisninger og afskedigelse, ikke stille en arbejdstager ringere paa grundlag af dennes koen. En forskellig behandling paa grundlag af koen er dog lovlig, saafremt aftalen eller de fastsatte bestemmelser vedroerer erhvervsudoevelse, hvor det er afgoerende, at udoeveren er af et bestemt koen. Bevisbyrden for, at den paagaeldende form for erhverv kun kunne udoeves af arbejdstagere af et bestemt koen, paahviler arbejdsgiveren.

9 I BGB's § 611a, stk. 2, bestemmes det, at saafremt en arbejdsgiver ved etableringen af et ansaettelsesforhold overtraeder det i stk. 1 fastsatte forbud mod forskelsbehandling, kan den ansoeger, der herved stilles ringere, fremsaette krav om en passende oekonomisk godtgoerelse, der dog ikke kan overstige tre maaneders loen. Som maanedsloen betragtes de ydelser i penge og naturalier, som ansoegeren i den maaned, hvor ansaettelsesforholdet ville vaeret blevet etableret, under normale omstaendigheder ville have haft krav paa.

10 I henhold til BGB's § 611b maa en arbejdsgiver ikke udelukkende soege arbejdstagere af et bestemt koen, bortset fra det i § 611a, stk. 1, andet punktum, omhandlede tilfaelde.

11 I § 61b, stk. 2, i Arbeitsgerichtsgesetz (herefter »ArbGG«) bestemmes det, at saafremt flere ansoegere i forbindelse med etableringen af et ansaettelsesforhold ad retlig vej fremsaetter krav om en godtgoerelse i henhold til BGB's § 611a, stk. 2, som foelge af paastaaet forskelsbehandling, begraenses de samlede godtgoerelsesbeloeb paa arbejdsgiverens begaering til seks maaneders loen, eller til tolv maaneders loen, saafremt der kun er gennemfoert én ansaettelsesprocedure med henblik paa etableringen af flere ansaettelsesforhold. Saafremt arbejdsgiveren allerede har imoedekommet krav om godtgoerelse, nedsaettes det i foerste punktum fastsatte beloeb forholdsmaessigt. Saafremt det samlede godtgoerelsesbeloeb, som sagsoegerne ville have krav paa, set under ét overstiger dette maksimumsbeloeb, nedsaettes hvert enkelt godtgoerelsesbeloeb forholdsmaessigt i forhold til dette beloeb.

Sagens baggrund

12 Det fremgaar af sagen, at Nils Draehmpaehl ved brev af 17. november 1994 ansoegte om at komme i betragtning ved besaettelsen af en stilling, som Urania havde annonceret i dagbladet »Hamburger Abendblatt«. Annoncen havde foelgende ordlyd:

»Vi soeger en erfaren kvindelig assistent for salgschefen. Trives du med til tider hektisk aktivitet i en markedsorienteret virksomhed, kan du lave kaffe, leve med ikke at blive rost og samtidig arbejde meget, er du den rette. Du skal kunne arbejde med pc'er og kunne indgaa i et team. Hvis du toer binde an med en saadan udfordring, ser vi frem til at modtage din udfoerlige ansoegning. Og sig saa ikke, at du ikke var advaret paa forhaand ...«

Urania besvarede ikke Draehmpaehl's brev og sendte heller ikke hans ansoegning retur.

13 Under anbringende af, at han var den bedst kvalificerede ansoeger til stillingen, og at han havde vaeret udsat for forskelsbehandling paa grundlag af koen i forbindelse med ansaettelsen, anlagde Draehmpaehl sag ved Arbeitsgericht Hamburg med paastand om godtgoerelse for sit tab, saaledes at godtgoerelsen fastsaettes til tre en halv maaneds loen.

14 Det fremgaar ogsaa af sagen, at i en tilsvarende sag, der verserer for en anden afdeling ved den forelaeggende ret, har en anden mandlig ansoeger under lignende omstaendigheder nedlagt paastand om godtgoerelse over for Urania.

15 Arbeitsgericht fandt, at sagsoegeren havde vaeret udsat for forskelsbehandling paa grundlag af koen fra Urania's side, idet stillingsopslaget var formuleret paa en maade, der ikke var koensneutral, og aabenbart henvendte sig til kvinder. Endvidere fandtes der ikke at foreligge hensyn, der kunne begrunde en undtagelse, som omhandlet i BGB's § 611a, stk. 1, og Urania var herefter principielt forpligtet til at betale sagsoegeren godtgoerelse. Arbeitsgericht var imidlertid af den opfattelse, at tvistens afgoerelse maatte bero paa en fortolkning af faellesskabsretten, udsatte derfor sagen, og har forelagt foelgende praejudicielle spoergsmaal for Domstolen:

»1) Er lovbestemmelser, hvorefter tilkendelse af godtgoerelse som foelge af forskelsbehandling paa grundlag af koen ved ansaettelse er betinget af culpa hos arbejdsgiveren, i strid med artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i Raadets direktiv af 9. februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar (76/207/EOEF)?

2) Er lovbestemmelser, hvorefter der er fastsat et loft paa tre maaneders loen for godtgoerelse i anledning af forskelsbehandling paa grundlag af koen ved ansaettelse - hvilket ikke gaelder efter andre nationale civil- og arbejdsretlige bestemmelser - til ansoegere (m/k), som er blevet forskelsbehandlet under ansaettelsesproceduren, men som paa grund af, at den ansatte ansoeger (m/k) var bedre kvalificeret, heller ikke ville have faaet den ledige stilling, saafremt der ikke var udoevet forskelsbehandling ved udvaelgelsen, i strid med artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i Raadets direktiv af 9. februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar (76/207/EOEF)?

3) Er lovbestemmelser, hvorefter der er fastsat et loft paa tre maaneders loen for godtgoerelse i anledning af forskelsbehandling paa grundlag af koen ved ansaettelse - hvilket ikke gaelder efter andre nationale civil- og arbejdsretlige bestemmelser - til ansoegere (m/k), som ville have faaet den ledige stilling, saafremt der ikke var udoevet forskelsbehandling ved udvaelgelsen, i strid med artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i Raadets direktiv af 9. februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar (76/207/EOEF)?

4) Er lovbestemmelser, hvorefter der med hensyn til krav om godtgoerelse, der fremsaettes af flere personer, som er blevet udsat for forskelsbehandling paa grundlag af koen ved ansaettelse - hvilket ikke gaelder efter andre nationale civil- og arbejdsretlige bestemmelser - er fastsat et loft paa i alt seks maaneders loen for alle, der er blevet forskelsbehandlet, i strid med artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i Raadets direktiv af 9. februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar (76/207/EOEF)?«

Det foerste spoergsmaal

16 Med det foerste spoergsmaal oensker den forelaeggende ret i det vaesentlige oplyst, om direktivet, og navnlig dets artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, er til hinder for nationale lovbestemmelser, hvorefter tilkendelse af godtgoerelse for skade som foelge af forskelsbehandling paa grundlag af koen i forbindelse med en ansaettelse er betinget af culpa.

17 Hertil bemaerkes foerst, at i dom af 8. november 1990 (sag C-177/88, Dekker, Sml. I, s. 3941, praemis 22) fastslog Domstolen, at det efter direktivet ikke er en betingelse for at statuere ansvar hos den, der udoever forskelsbehandling, at det bevises, at der foreligger culpa, eller ikke foreligger ansvarsfrihedsgrunde.

18 I dommen i Dekker-sagen, praemis 25, fastslog Domstolen endvidere, at naar den af en medlemsstat valgte sanktion henhoerer under en ordning med civilretligt ansvar for arbejdsgiveren, er enhver tilsidesaettelse af forbuddet mod forskelsbehandling i sig selv ansvarspaadragende, uden at der kan tages hensyn til ansvarsfrihedsgrunde efter national lovgivning.

19 Det maa herefter fastslaas, at direktivet er til hinder for nationale lovbestemmelser som de i BGB's § 611a, stk. 1 og 2, indeholdte, hvorefter tilkendelse af godtgoerelse for skade som foelge af forskelsbehandling paa grundlag af koen i forbindelse med en ansaettelse er betinget af culpa.

20 Det er herved uden betydning, at den tyske regering har gjort gaeldende, at beviset for, at der foreligger culpa, let kan foeres, idet culpa-begrebet efter tysk ret indebaerer ansvar for handlinger, der begaas forsaetligt eller uagtsomt.

21 Det maa i den forbindelse fremhaeves, saaledes som Domstolen fastslog i dommen i Dekker-sagen, praemis 25, at direktivet ikke indeholder bestemmelse om ansvarsfrihedsgrunde for den, der udoever forskelsbehandling, og godtgoerelse for skade som foelge heraf er ikke efter direktivet betinget af, at der foreligger culpa, uanset hvor let der kunne foeres bevis herfor.

22 Det foerste spoergsmaal maa herefter besvares med, at saafremt en medlemsstat vaelger at sanktionere en tilsidesaettelse af forbuddet mod forskelsbehandling paa grundlag af en ordning med civilretligt ansvar, er direktivet, navnlig dets artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, til hinder for nationale lovbestemmelser, hvorefter tilkendelse af godtgoerelse for skade som foelge af forskelsbehandling paa grundlag af koen i forbindelse med en ansaettelse er betinget af culpa.

Det andet og tredje spoergsmaal

23 Med disse spoergsmaal, som boer behandles under ét, oensker den forelaeggende ret i det vaesentlige oplyst, om direktivet er til hinder for nationale lovbestemmelser, hvorefter der er fastsat et loft paa tre maaneders loen for, hvad en ansoeger, der er blevet forskelsbehandlet paa grundlag af koen i forbindelse med en ansaettelse, kan kraeve i godtgoerelse. Den forelaeggende ret oensker endvidere oplyst, om svaret paa dette spoergsmaal er det samme saavel i relation til ansoegere, der er blevet forskelsbehandlet under ansaettelsesproceduren, men som paa grund af, at den ansatte ansoeger var bedre kvalificeret, ikke ville have faaet stillingen, selv hvis der ikke var udoevet forskelsbehandling ved udvaelgelsen, som i relation til ansoegere, der er blevet forskelsbehandlet under ansaettelsesproceduren, men som ville have faaet stillingen, saafremt der ikke var udoevet forskelsbehandling ved udvaelgelsen.

24 Hertil bemaerkes foerst, at selv om direktivet ikke paalaegger medlemsstaterne at indfoere en bestemt sanktion, er de dog i henhold til direktivets artikel 6 forpligtet til at gennemfoere foranstaltninger, der er tilstraekkeligt effektive til at opfylde direktivets formaal, og drage omsorg for, at de beroerte personer rent faktisk kan paaberaabe sig dem ved de nationale domstole (jf. dom af 10.4.1984, sag 14/83, Von Colson og Kamann, Sml. s. 1891, praemis 18).

25 I oevrigt bemaerkes, at det efter direktivet forudsaettes, at naar en medlemsstat har valgt at sanktionere overtraedelsen af forbuddet mod forskelsbehandling gennem en godtgoerelse, skal denne sanktion vaere egnet til, at domstolene kan sikre en faktisk og effektiv beskyttelse, have en reelt afskraekkende virkning over for arbejdsgiveren og i hvert fald staa i et rimeligt forhold til skaden. En rent symbolsk godtgoerelse imoedekommer ikke kravene om en effektiv gennemfoerelse af direktivet (jf. dommen i Von Colson og Kamann-sagen, praemis 23 og 24).

26 Den tyske regerings argument om, at en godtgoerelse paa hoejst tre maaneders loen ikke blot er en symbolsk godtgoerelse, men paalaegger arbejdsgiveren en betydelig, vaesentlig og afskraekkende oekonomisk byrde og saaledes tillaegger den, der er blevet forskelsbehandlet, en maerkbar godtgoerelse, kan heller ikke tiltraedes.

27 I dommen i Von Colson og Kamann-sagen, praemis 23, har Domstolen saaledes praeciseret, at naar en medlemsstat har valgt, at der for skade lidt som foelge af en i henhold til direktivet forbudt forskelsbehandling skal ydes godtgoerelse paa grundlag af en ordning med civilretligt ansvar for arbejdsgiveren, skal godtgoerelsen staa i et rimeligt forhold til skaden.

28 Endvidere fremgaar det af den praejudicielle anmodning, af besvarelsen af Domstolens spoergsmaal og af de uddybende bemaerkninger i retsmoedet, at der i henhold til de tyske bestemmelser, der finder anvendelse i hovedsagen, er fastsat et saerligt loft for godtgoerelsen, der ikke findes i andre civil- eller arbejdsretlige tyske bestemmelser.

29 Ved valget af den ordning, der er egnet til at naa direktivets maal, skal medlemsstaterne drage omsorg for, at overtraedelser af faellesskabsretten sanktioneres efter samme materielle og processuelle regler, som efter national ret gaelder for overtraedelser af samme art og grovhed (jf. dom af 21.9.1989, sag 68/88, Kommissionen mod Graekenland, Sml. s. 2965, praemis 24).

30 Det foelger heraf, at nationale lovbestemmelser, hvorefter der til forskel fra andre civil- og arbejdsretlige nationale bestemmelser er fastsat et loft paa tre maaneders loen for, hvad der kan opnaas i godtgoerelse i anledning af forskelsbehandling paa grundlag af koen i forbindelse med en ansaettelse, ikke opfylder disse betingelser.

31 Der maa herefter undersoeges, om svaret er det samme saavel i relation til ansoegere, der paa grund af, at den ansatte ansoeger var bedre kvalificeret, ikke ville have faaet stillingen, selv hvis der ikke var udoevet forskelsbehandling ved udvaelgelsen, som i relation til ansoegere, der ville have faaet stillingen, saafremt der ikke var udoevet forskelsbehandling ved udvaelgelsen.

32 I den forbindelse bemaerkes, at som det er praeciseret i naervaerende doms praemis 25 og 27, skal godtgoerelsen staa i et rimeligt forhold til skaden.

33 Ved fastsaettelsen af godtgoerelsen kan der dog tages hensyn til, at selv om der ikke var udoevet forskelsbehandling ved udvaelgelsen, ville visse af ansoegerne ikke have faaet den ledige stilling, fordi den valgte ansoeger var bedre kvalificeret. Det kan ikke bestrides, at saadanne ansoegere, der kun har lidt en skade i form af, at de ikke blev taget i betragtning under ansaettelsesproceduren, ikke kan haevde, at de har lidt den samme skade som ansoegere, der ville have faaet den ledige stilling, saafremt der ikke var udoevet forskelsbehandling ved udvaelgelsen.

34 En ansoeger, der falder ind under den foerste kategori, jf. ovenfor i praemis 31, lider saaledes kun en skade i form af, at hans eller hendes ansoegning ikke er taget i betragtning som foelge af forskelsbehandling paa grundlag af koen, mens en ansoeger, der er omfattet af den anden kategori, lider en skade som foelge af, at han eller hun ikke ansaettes, netop fordi arbejdsgiveren som foelge af forskelsbehandling paa grundlag af koen har foretaget en objektivt fejlagtig bedoemmelse af hans eller hendes ansoegning.

35 Det findes herefter ikke urimeligt, at en medlemsstat indfoerer bestemmelse om en lovsformodning, hvorefter den skade, der lides af en ansoeger, som er omfattet af den foerste kategori, ikke kan overstige tre maaneders loen.

36 Det maa i den forbindelse praeciseres, at det paahviler arbejdsgiveren, som ligger inde med alle de modtagne ansoegninger, at bevise, at ansoegeren ikke ville have faaet den ledige stilling, selv hvis der ikke var udoevet nogen form for forskelsbehandling.

37 Det andet og tredje spoergsmaal maa herefter besvares med, at direktiv 76/207 ikke er til hinder for nationale lovbestemmelser, hvorefter der er fastsat et loft paa tre maaneders loen for, hvad en ansoeger kan kraeve i godtgoerelse, saafremt arbejdsgiveren beviser, at den ansatte ansoeger var bedre kvalificeret, og ansoegeren derfor ikke ville have faaet den ledige stilling, selv hvis der ikke var udoevet forskelsbehandling ved udvaelgelsen. Direktivet er derimod til hinder for nationale lovbestemmelser, hvorefter der til forskel fra andre civil- og arbejdsretlige nationale bestemmelser er fastsat et loft paa tre maaneders loen for, hvad en ansoeger, der er blevet forskelsbehandlet paa grundlag af koen i forbindelse med en ansaettelse, kan kraeve i godtgoerelse, naar ansoegeren ville have faaet den ledige stilling, saafremt der ikke var udoevet forskelsbehandling ved udvaelgelsen.

Det fjerde spoergsmaal

38 Med det fjerde spoergsmaal oensker den forelaeggende ret i det vaesentlige oplyst, om direktivet er til hinder for nationale lovbestemmelser, hvorefter der er fastsat et loft med hensyn til de godtgoerelser, der i alt kan tilkendes flere ansoegere, der er blevet forskelsbehandlet paa grundlag af koen i forbindelse med en ansaettelse.

39 Hertil bemaerkes foerst, at som Domstolen praeciserede i dommen i Von Colson og Kamann-sagen, praemis 23, indebaerer direktivet, at den af medlemsstaterne valgte sanktion skal have en reelt afskraekkende virkning over for arbejdsgiveren og staa i et rimeligt forhold til skaden, saaledes at domstolene herved kan sikre en faktisk og effektiv beskyttelse.

40 Endvidere bemaerkes, at det er aabenbart, at en bestemmelse som ArbGG's § 61b, stk. 2, hvorefter der er fastsat et loft paa seks maaneders loen for, hvad der i alt kan kraeves i godtgoerelse af samtlige ansoegere, som er blevet udsat for forskelsbehandling paa grundlag af koen i forbindelse med en ansaettelse, naar flere ansoegere goer krav paa godtgoerelse, kan foere til, at der tilkendes mindre beloeb i godtgoerelse, og afholde kraenkede ansoegere fra at goere deres rettigheder gaeldende. En saadan virkning er ikke udtryk for en faktisk og effektiv beskyttelse og har ingen reelt afskraekkende virkning over for arbejdsgiveren, saaledes som det kraeves efter direktivet.

41 Det fremgaar endvidere af den praejudicielle anmodning, af besvarelsen af Domstolens spoergsmaal og af de uddybende maerkninger i retsmoedet, at der ikke i andre civil- og arbejdsretlige tyske bestemmelser findes et saadant loft for de samlede godtgoerelser.

42 Domstolen har imidlertid fastslaaet, at de naermere regler og betingelser med hensyn til et krav om godtgoerelse, der fremsaettes paa grundlag af faellesskabsretten, ikke maa vaere mindre gunstige end dem, der gaelder i henhold til den tilsvarende nationale ordning (jf. dommen i sagen Kommissionen mod Graekenland, a.st. praemis 24).

43 Det fjerde spoergsmaal maa herefter besvares med, at direktivet er til hinder for nationale lovbestemmelser, hvorefter der til forskel fra andre civil- og arbejdsretlige nationale bestemmelser er fastsat et loft paa seks maaneders loen for, hvad ansoegere, der er blevet forskelsbehandlet paa grundlag af koen i forbindelse med en ansaettelse, i alt kan kraeve i godtgoerelse, naar flere ansoegere goer krav paa godtgoerelse.

Sagens omkostninger

44 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Arbeitsgericht Hamburg ved kendelse af 22. maj 1995, for ret:

1) Saafremt en medlemsstat vaelger at sanktionere en tilsidesaettelse af forbuddet mod forskelsbehandling paa grundlag af en ordning med civilretligt ansvar, er Raadets direktiv 76/207/EOEF af 9. februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar, navnlig dets artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, til hinder for nationale lovbestemmelser, hvorefter tilkendelse af godtgoerelse for skade som foelge af forskelsbehandling paa grundlag af koen i forbindelse med en ansaettelse er betinget af culpa.

2) Direktiv 76/207 er ikke til hinder for nationale lovbestemmelser, hvorefter der er fastsat et loft paa tre maaneders loen for, hvad en ansoeger kan kraeve i godtgoerelse, saafremt arbejdsgiveren beviser, at den ansatte ansoeger var bedre kvalificeret, og ansoegeren derfor ikke ville have faaet den ledige stilling, selv hvis der ikke var udoevet forskelsbehandling ved udvaelgelsen. Direktivet er derimod til hinder for nationale lovbestemmelser, hvorefter der til forskel fra andre civil- og arbejdsretlige nationale bestemmelser er fastsat et loft paa tre maaneders loen for, hvad en ansoeger, der er blevet forskelsbehandlet paa grundlag af koen i forbindelse med en ansaettelse, kan kraeve i godtgoerelse, naar ansoegeren ville have faaet den ledige stilling, saafremt der ikke var udoevet forskelsbehandling ved udvaelgelsen.

3) Direktiv 76/207 er til hinder for nationale lovbestemmelser, hvorefter der til forskel fra andre civil- og arbejdsretlige nationale bestemmelser er fastsat et loft paa seks maaneders loen for, hvad ansoegere, der er blevet forskelsbehandlet paa grundlag af koen i forbindelse med en ansaettelse, i alt kan kraeve i godtgoerelse, naar flere ansoegere goer krav paa godtgoerelse.