61993J0063

++++

1. Landbrug ° faelles markedsordning ° maelk og mejeriprodukter ° tillaegsafgift paa maelk ° fastsaettelse af referencemaengder fritaget for afgift ° saerlige betingelser for producenter, som har forpligtet sig til at gennemfoere en udviklingsplan for maelkeproduktionen ° forpligtelse for medlemsstaterne til at tildele en saerlig referencemaengde ° foreligger ikke ° skoen ° graenser

(Raadets forordning nr. 857/84, art. 3, nr. 1; Raadets direktiv 72/159)

2. Landbrug ° faelles markedsordning ° maelk og mejeriprodukter ° tillaegsafgift paa maelk ° fastsaettelse af referencemaengder fritaget for afgift ° producenter, som har forpligtet sig til at gennemfoere en udviklingsplan for maelkeproduktionen ° ingen heraf foelgende ret til en saerlig referencemaengde ° princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ° princippet om forbud mod forskelsbehandling ° proportionalitetsprincippet og retssikkerhedsprincippet ° ejendomsretten ° retten til fri erhvervsudoevelse ° kraenkelse heraf ° foreligger ikke

(EF-traktaten, art. 40, stk. 3; Raadets forordning nr. 857/84, art. 3, nr. 1; Raadets direktiv 72/159)

1. Artikel 3, nr. 1, foerste led, i forordning nr. 857/84 skal paa baggrund af forordningens tredje betragtning fortolkes saaledes, at den ikke paalaegger medlemsstaterne en pligt til at give en saerlig referencemaengde, der er fritaget for tillaegsafgiften paa maelk, til producenter med udviklingsplaner for maelkeproduktionen i henhold til direktiv 72/159 om modernisering af landbrugsbedrifter.

Selv om medlemsstaterne kan udoeve et skoen ved afgoerelsen af, om de vil tildele saerlige referencemaengder, har de imidlertid, saaledes som det fremgaar af den naevnte forordnings artikel 3, foerste punktum, inden de traeffer en saadan afgoerelse, ved fastsaettelsen af de i artikel 2 omhandlede referencemaengder i det mindste pligt til at tage hensyn til situationen for den omhandlede kategori af producenter med en udviklingsplan.

2. De krav, der foelger af de almindelige retsgrundsaetninger, saasom princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, forbuddet mod forskelsbehandling, proportionalitetsprincippet og retssikkerhedsprincippet, samt af de grundlaeggende rettigheder, saasom ejendomsretten og retten til fri erhvervsudoevelse, begrunder ikke nogen pligt for den kompetente nationale myndighed til i medfoer af artikel 3, nr. 1, foerste led, i forordning nr. 857/84 at give saerlige referencemaengder, der er fritaget for tillaegsafgiften paa maelk, til producenter med udviklingsplaner, selv om planerne var blevet godkendt af de kompetente myndigheder.

Hvad saaledes for det foerste angaar princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ses Faellesskabet hverken paa grundlag af bestemmelserne om udviklingsplanerne, disse planers indhold og formaal eller den sammenhaeng, hvori de paagaeldende erhvervsdrivende forpligtede sig til at gennemfoere udviklingsplanerne, at have skabt en situation, der kan give de naevnte erhvervsdrivende en berettiget forventning om at faa tildelt en saerlig referencemaengde som omhandlet i den ovennaevnte artikel 3, nr. 1, foerste led, og derved blive delvis fritaget for de begraensninger, der foelger af tillaegsafgiftsordningen.

For det andet er lighedsprincippet ° som det i traktatens artikel 40, stk. 3, indeholdte forbud mod forskelsbehandling er et saerligt udtryk for ° ikke til hinder for, at producenter med en udviklingsplan paa linje med alle andre producenter kun faar tildelt en referencemaengde, der svarer til deres produktion i referenceaaret. Naar henses til formaalet med afgiftsordningen, som er at genoprette balancen mellem udbud og efterspoergsel paa maelkemarkedet, der er praeget af strukturbetingede overskud, ved at begraense maelkeproduktionen til det niveau, den havde i referenceaaret, er det nemlig referenceaaret, der er afgoerende for sammenligningen mellem de forskellige producentkategoriers situationer. Hvad referenceaaret angaar kan de beroerte erhvervsdrivende imidlertid ° uanset hvilken fremtidig produktion de har paaregnet ° ikke goere gaeldende, at deres situation adskiller sig fra andre producenters, og at de derfor skulle have ret til at faa tildelt en saerlig referencemaengde.

For det tredje er den manglende tildeling af saerlige referencemaengder heller ikke i strid med proportionalitetsprincippet, idet faellesskabslovgiver og den nationale lovgiver ikke har overskredet den skoensbefoejelse, de raader over inden for rammerne af den faelles landbrugspolitik, ved at undlade at tildele saerlige referencemaengder. Den omstaendighed, at der ikke gaelder en forpligtelse hertil, kan nemlig ikke betragtes som vaerende i strid med formaalet med tillaegsafgiftsordningen.

Endelig beroerer de omhandlede bestemmelser, som i almenhedens interesse sigter mod at afhjaelpe situationen med overskud paa maelkemarkedet, ikke selve kernen i ejendomsretten og i retten til fri erhvervsudoevelse. Selv om de bemyndiger de nationale myndigheder til at udoeve deres skoensbefoejelse paa en saadan maade, at producenter med en udviklingsplan i sidste ende bliver forhindret i at oege deres produktion, giver de dog de paagaeldende producenter mulighed for at fortsaette deres maelkeproduktion paa det niveau, den havde i referenceaaret.

1 Ved kendelse af 14. januar 1993, indgaaet til Domstolen den 11. marts 1993, har Supreme Court, Ireland, i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt tre praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen og gyldigheden af artikel 3, nr. 1, i Raadets forordning (EOEF) nr. 857/84 af 31. marts 1984 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning (EOEF) nr. 804/68 omhandlede afgift paa maelk og mejeriprodukter (EFT L 90, s. 13).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag, som Fintan Duff m.fl. (herefter "sagsoegerne i hovedsagen"), bedriftsejere og maelkeproducenter, har anlagt mod Minister for Agriculture and Food og Attorney General, angaaende en saerlig referencemaengde, som de goer krav paa under henvisning til artikel 3, nr. 1, foerste led, i forordning nr. 857/84, som foelge af de udviklingsplaner, de har forpligtet sig til at gennemfoere i medfoer af Raadets direktiv 72/159/EOEF af 17. april 1972 om modernisering af landbrugsbedrifter (EFT 1972 II, s. 312).

3 Efter indfoerelsen af maelkekvoteordningen fik sagsoegerne, bortset fra to af dem, tildelt referencemaengder alene paa grundlag af deres maelkeleverancer i 1983. Maengderne tager imidlertid ikke hensyn til den foroegelse af maelkeproduktionskapaciteten, der var fastsat i deres udviklingsplaner, idet den kompetente nationale myndighed ikke tildelte dem en saerlig referencemaengde i henhold til artikel 3, nr. 1, foerste led, i forordning nr. 857/84. Sagsoegerne i hovedsagen skal saaledes betale tillaegsafgift for enhver maengde maelk, der produceres i overensstemmelse med udviklingsplanen, naar deres produktion overskrider de referencemaengder, de fik tildelt paa grundlag af deres produktion i 1983.

4 I forbindelse med planerne, som blev indgivet inden den 1. marts 1984 og godkendt af den kompetente nationale myndighed, blev der paaregnet og til dels foretaget personlige oekonomiske investeringer. En del af investeringerne blev finansieret af de kompetente nationale myndigheder. Ingen af planerne, som skulle gennemfoeres gradvis over en fleraarig periode, var fuldfoert paa tidspunktet for indfoerelsen af maelkekvoteordningen.

5 Med henblik paa at faa tildelt referencemaengder, der svarer til de i deres udviklingsplaner opstillede maalsaetninger, anlagde sagsoegerne sag ved High Court of Ireland. Da de ikke fik medhold, appellerede de sagen.

6 Supreme Court, som appelsagen verserer for, finder, at sagens afgoerelse afhaenger af fortolkningen og gyldigheden af artikel 3, nr. 1, foerste led, i forordning nr. 857/84, og den har derfor udsat sagen og forelagt Domstolen foelgende tre spoergsmaal:

"1) Skal artikel 3, nr. 1, foerste led, i Raadets forordning (EOEF) nr. 857/84, naar henses til den tredje betragtning til forordningen og artikel 40, stk. 3, i traktaten om oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, efter faellesskabsretten fortolkes saaledes, at der paalaegges medlemsstaterne en pligt til ved tildeling af referencemaengder at give en saerlig referencemaengde til producenter, som havde opstillet udviklingsplaner for maelkeproduktionen i henhold til Raadets direktiv 72/159/EOEF og havde investeret betydelige beloeb i form af laante midler med henblik paa at gennemfoere saadanne planer?

2) Subsidiaert: Skal det skoen, som er tillagt den kompetente myndighed i Irland i henhold til artikel 3, nr. 1, foerste led, i Raadets forordning (EOEF) nr. 857/84, under hensyntagen til de grundlaeggende faellesskabsretlige principper, navnlig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, forbuddet mod forskelsbehandling, proportionalitetsprincippet, retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af grundlaeggende rettigheder, fortolkes saaledes, at myndigheden har pligt til at tildele appellanterne en saerlig referencemaengde i betragtning af, at deres udviklingsplaner for maelkeproduktionen var godkendt af den kompetente myndighed i Irland?

3) Saafremt spoergsmaal 1) og 2) besvares benaegtende: Er Raadets forordning (EOEF) nr. 857/84 ugyldig som vaerende i strid med faellesskabsretten, herunder navnlig et eller flere af foelgende principper:

a) proportionalitetsprincippet

b) princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

c) forbuddet mod forskelsbehandling, jf. artikel 40, stk. 3, i traktaten om oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab

d) retssikkerhedsprincippet

e) princippet om beskyttelse af grundlaeggende rettigheder

for saa vidt som det ikke i forordningen kraeves, at medlemsstaterne ved tildeling af referencemaengder skal tage hensyn til den saerlige situation, der goer sig gaeldende for producenter, som havde opstillet udviklingsplaner for maelkeproduktionen i henhold til Raadets direktiv 72/159/EOEF?"

7 Med henblik paa en hensigtsmaessig besvarelse af spoergsmaalene om fortolkningen og gyldigheden af artikel 3, nr. 1, foerste led, i forordning nr. 857/84 skal der foerst redegoeres for de relevante retsforskrifter, som er bestemmelsens kontekst.

Relevante retsforskrifter

8 Ved Raadets forordning (EOEF) nr. 856/84 af 31. marts 1984 om aendring af forordning (EOEF) nr. 804/68 om den faelles markedsordning for maelk og mejeriprodukter (EFT L 90, s. 10) blev der indfoert en tillaegsafgift, som skal betales, naar de producerede maengder maelk overstiger en referencemaengde, som naermere skal fastsaettes. Ordningen giver mulighed for to formler, formel A eller formel B, idet den referencemaengde, der er fritaget for tillaegsafgiften, i henhold til formel A (producentformlen) som udgangspunkt er den maengde maelk, en producent har leveret i referenceaaret, og i henhold til formel B (opkoeberformlen) den maengde maelk, en opkoeber, dvs. et mejeri, har opkoebt i referenceaaret. Irland valgte formel B og fastsatte 1983 som referenceaar. I henhold til denne formel skal opkoeberen, som det paahviler at erlaegge afgiften, overvaelte denne paa producenterne, men kun paa dem, der har forhoejet deres leverancer, i forhold til de paagaeldende producenters andel i overskridelsen af opkoeberens referencemaengde.

9 Med henblik paa at tage hensyn til visse saerlige forhold har faellesskabslovgiver indfoert visse undtagelser fra afgiftsordningen, herunder ved artikel 3, nr. 1, i forordning nr. 857/84. Denne regel giver bl.a. producenter med en udviklingsplan for maelkeproduktionen mulighed for at faa forhoejet den maengde maelk, der er fritaget for tillaegsafgiften, gennem tildeling af en saerlig referencemaengde. Artikel 3, nr. 1, i forordning nr. 857/84 lyder saaledes:

"Ved fastsaettelsen af de i artikel 2 omhandlede referencemaengder og i forbindelse med anvendelsen af formel A og B tages der paa foelgende betingelser hensyn til visse saerlige forhold:

1) De producenter, der har forpligtet sig til at gennemfoere en udviklingsplan for maelkeproduktionen i henhold til direktiv 72/159/EOEF, der er indgivet inden den 1. marts 1984, kan efter medlemsstatens afgoerelse opnaa

° en saerlig referencemaengde, hvor der tages hensyn til den maengde maelk og mejeriprodukter, der er fastsat i udviklingsplanen, hvis planen er under udfoerelse

° en saerlig referencemaengde, hvor der tages hensyn til de maengder maelk og mejeriprodukter, de har leveret i det aar, hvor planen blev afsluttet, hvis planen er gennemfoert efter 1. januar 1981.

Der kan endvidere tages hensyn til investeringer, der er foretaget uden udviklingsplan, hvis medlemsstaten raader over tilstraekkelige oplysninger derom."

10 Dette er baggrunden for de tre spoergsmaal fra den nationale ret. Med de tre spoergsmaal, som skal behandles samlet, oenskes det i det vaesentlige oplyst, om artikel 3, nr. 1, foerste led, i forordning nr. 857/84, naar den fortolkes paa baggrund af tredje betragtning, eller ° subsidiaert ° naar den fortolkes paa baggrund af visse af den nationale ret anfoerte almindelige principper og grundlaeggende rettigheder, paalaegger medlemsstaterne en pligt til at give en saerlig referencemaengde til producenter med en udviklingsplan.

Fortolkningen af artikel 3, nr. 1, foerste led, i forordning nr. 857/84 paa baggrund af tredje betragtning

11 Det bemaerkes, at artikel 3, nr. 1, i forordning nr. 857/84 allerede er blevet fortolket i Domstolens dom af 11. juli 1989, Cornée m.fl. (forenede sager 196/88, 197/88 og 198/88, Sml. s. 2309), og af 12. juli 1990, Spronk (sag C-16/89, Sml. I, s. 3185). Hvad angaar den i bestemmelsens foerste led omhandlede situation, fastslaas det naermere i praemis 13 i dommen i sagen Cornée m.fl., at det af bestemmelsens ordlyd fremgaar, at medlemsstaterne kan udoeve et skoen, dels ved afgoerelsen af, om de i bestemmelsen naevnte producenter skal tildeles saerlige referencemaengder, dels i givet fald ved fastsaettelsen af disse tildelingers stoerrelse.

12 Selv om denne fortolkning blev foretaget i forbindelse med nogle sager, hvor de beroerte medlemsstater ° i modsaetning til den foreliggende situation ° netop havde udnyttet bemyndigelsen, kan den ikke drages i tvivl i naervaerende sag, naar henses til formaalet med artikel 3, nr. 1, i forordning nr. 857/84.

13 Det hedder nemlig i tredje betragtning til forordningen, at "det boer tillades medlemsstaterne at tilpasse referencemaengderne, for at der kan tages hensyn til visse producenters saerlige situation, og saa vidt muligt, med henblik herpaa, oprette en reserve inden for ovennaevnte garantimaengde".

14 Reglerne sigter saaledes mod at give medlemsstaterne mulighed for at tage hensyn til de i artikel 3, nr. 1, i forordning nr. 857/84 naevnte saerlige forhold, som goer sig gaeldende for visse producenter. Det kan derimod ikke af reglerne udledes, at faellesskabslovgiver har villet paalaegge den beroerte medlemsstat en pligt til at tildele saerlige referencemaengder, saaledes at producenter med en udviklingsplan kan paaberaabe sig en ret til saadanne maengder.

15 Som det med rette er blevet fremhaevet af Kommissionen, fremgaar det af artikel 3, foerste punktum, i forordning nr. 857/84, at medlemsstaterne ° selv om de kan udoeve et skoen ved afgoerelsen af, om de vil tildele saerlige referencemaengder ° inden de traeffer en saadan afgoerelse, ved fastsaettelsen af de i artikel 2 omhandlede referencemaengder i det mindste har pligt til at tage hensyn til situationen for den omhandlede kategori af producenter med en udviklingsplan.

16 I det foreliggende tilfaelde fremgaar det af Irlands indlaeg, hvori der er redegjort for de droeftelser mellem de forskellige erhvervsgrupper, der fandt sted, inden den irske regering traf sin beslutning, at regeringen tog hensyn til situationen for producenter med en udviklingsplan, da den ved anvendelsen af artikel 2 i forordning nr. 857/84 foretog en afvejning af de forskellige producentkategoriers interesser.

17 Artikel 3, nr. 1, foerste led, i forordning nr. 857/84 skal herefter paa baggrund af forordningens tredje betragtning fortolkes saaledes, at den ikke paalaegger medlemsstaterne en pligt til at give en saerlig referencemaengde til producenter med en udviklingsplan for maelkeproduktionen i henhold til direktiv 72/159.

De almindelige faellesskabsretlige principper og de grundlaeggende rettigheder

18 Sagsoegerne i hovedsagen og Raadet har blandt de almindelige faellesskabsretlige principper for det foerste henvist til princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. De finder saaledes, at det er uforeneligt med dette princip at afskaere producenter, hvis udviklingsplaner er blevet godkendt uden betingelser eller indskraenkninger af den kompetente nationale myndighed, fra at opnaa en saerlig referencemaengde. Sagsoegerne i hovedsagen har blandt andet draget en parallel mellem deres situation og situationen for de producenter, for hvem Domstolen har fastslaaet, at det var i strid med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, at de oprindelig var fuldstaendig afskaaret fra at faa tildelt en referencemaengde paa grund af deres deltagelse i ikke-markedsfoeringsordningen i henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 1078/77 af 17. maj 1977 om indfoerelse af en praemieordning for ikke-markedsfoering af maelk og mejeriprodukter og for omstilling af malkekvaegsbesaetninger (EFT L 131, s. 1) (jf. f.eks. domme af 28.4.1988, sag 120/86, Mulder, Sml. s. 2321, og sag 170/86, von Deetzen, Sml. s. 2355).

19 De saaledes af sagsoegerne i hovedsagen og Raadet fremfoerte argumenter om en tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning kan ikke tiltraedes.

20 Det paagaeldende princip, som udgoer en del af Faellesskabets retsorden (jf. dom af 21.9.1983, forenede sager 205/82-215/82, Deutsche Milchkontor m.fl., Sml. s. 2633, praemis 30), er en naturlig foelge af retssikkerhedsprincippet, som kraever, at retsreglerne skal vaere klare og praecise, og det skal sikre forudsigelighed i forbindelse med de situationer og retsforhold, der henhoerer under faellesskabsretten. I henhold til fast retspraksis kan erhvervsdrivende paa et omraade med en faelles markedsordning, hvis formaal medfoerer en vedvarende tilpasning til aendringer i den oekonomiske situation, ikke have nogen berettiget forventning om, at de ikke underkastes indskraenkninger, der foelger af eventuelle markedspolitiske eller strukturpolitiske bestemmelser (jf. f.eks. dom af 10.1.1992, sag C-177/90, Kuehn, Sml. I, s. 35, praemis 13). I henhold til denne dom, praemis 14, kan princippet om beskyttelse af den berettigede forventning kun paaberaabes over for faellesskabsbestemmelser, saafremt Faellesskabet selv tidligere har skabt en situation, som giver grundlag for en berettiget forventning.

21 Det bemaerkes herved, at Faellesskabet hverken paa grundlag af faellesskabsbestemmelserne om udviklingsplanerne, disse planers indhold og formaal eller den sammenhaeng, hvori sagsoegerne i hovedsagen forpligtede sig til at gennemfoere udviklingsplanerne, ses at have skabt en situation, der kan give de producenter, som har ivaerksat en udviklingsplan, en berettiget forventning om at faa tildelt en saerlig referencemaengde, som omhandlet i artikel 3, nr. 1, foerste led, i forordning nr. 857/84, og derved blive delvis fritaget for de begraensninger, der foelger af tillaegsafgiftsordningen.

22 Domstolen fastslog saaledes i den foernaevnte dom i sagen Cornée m.fl., praemis 26, at gennemfoerelsen af en udviklingsplan for maelkeproduktionen, som er godkendt af de paagaeldende nationale myndigheder, ikke giver vedkommende producent en ret til at producere den maengde maelk, der svarer til planens maal, uden at blive underkastet eventuelle begraensninger som foelge af faellesskabsforskrifter vedtaget efter planens godkendelse, hvorfor, jf. praemis 27, producenter med en udviklingsplan ° selv om planen er godkendt forud for ordningens ikrafttraedelse ° ikke kan paaberaabe sig nogen berettiget forventning, der stoettes paa gennemfoerelsen af planen, med henblik paa at modsaette sig en eventuel nedskaering af referencemaengderne. Dommen blev bekraeftet og praeciseret ved den tidligere naevnte dom i Spronk-sagen, praemis 29, hvori Domstolen fastslog, at gennemfoerelsen af investeringer, selv som led i en udviklingsplan, ikke giver den paagaeldende erhvervsdrivende mulighed for at paaberaabe sig nogen berettiget forventning baseret herpaa til stoette for et krav om en saerlig referencemaengde, som netop tildeles paa grund af disse investeringer.

23 Desuden kunne sagsoegerne i hovedsagen paa det tidspunkt, hvor de forpligtede sig til at gennemfoere deres udviklingsplaner ° hvis gennemfoerelse, saaledes som det fremgik af svarene paa et spoergsmaal fra Domstolen under retsmoedet, tidligst blev paabegyndt i 1981 ° ikke vaere ubekendt med, at faellesskabslovgiver allerede inden dette tidspunkt havde forsoegt at loese problemet med de strukturbetingede overskud paa markedet for maelk og mejeriprodukter gennem forskellige foranstaltninger, herunder navnlig ordningen for ikke-markedsfoering af maelk i henhold til forordning nr. 1078/77, jf. ovenfor.

24 For saa vidt som sagsoegerne i hovedsagen under paaberaabelse af en tilsidesaettelse af deres berettigede forventning kraever at blive behandlet paa samme maade, som Domstolen behandlede de producenter, der havde paataget sig en ikke-markedsfoeringsforpligtelse i henhold til forordning nr. 1078/77, bemaerkes, at situationen ikke er den samme for disse to kategorier af producenter. I modsaetning til de producenter, der har paataget sig en ikke-markedsfoeringsforpligtelse, er producenter med en udviklingsplan ikke af faellesskabslovgiver blevet paalagt nogen saerlige begraensninger som foelge af ivaerksaettelsen af deres plan. Saafremt medlemsstaten, som i det foreliggende tilfaelde, ikke benytter sig af den mulighed, der er hjemlet i artikel 3, nr. 1, foerste led, i forordning nr. 857/84, er producenter med en udviklingsplan undergivet de samme begraensninger som andre producenter. I modsaetning til, hvad der goer sig gaeldende for de producenter, der var fuldstaendig afskaaret fra enhver referencemaengde og dermed fra enhver maelkeproduktion som foelge af deres forpligtelse i henhold til forordning nr. 1078/77, er producenter med en udviklingsplan saaledes ° ligesom alle andre producenter ° sikret mulighed for at opretholde maelkeproduktionen paa det niveau, den laa paa i referenceaaret.

25 Den nationale ret har for det andet anfoert, at der muligvis foreligger en tilsidesaettelse af EF-traktatens artikel 40, stk. 3, og af det generelle forbud mod forskelsbehandling. Dette kan imidlertid ikke antages at vaere tilfaeldet.

26 Det i traktatens artikel 40, stk. 3, indeholdte forbud mod forskelsbehandling er blot et saerligt udtryk for det lighedsprincip, der er et af faellesskabsrettens almindelige principper. For saa vidt som princippet indebaerer, at forskellige situationer ikke maa behandles ens, medmindre dette er objektivt begrundet (dom af 13.12.1984, sag 106/83, Sermide, Sml. s. 4209, praemis 28), er det ikke til hinder for, at producenter med en udviklingsplan ° paa linje med alle andre producenter ° kun faar tildelt en referencemaengde, der svarer til deres produktion i referenceaaret. Naar henses til formaalet med afgiftsordningen, som er at genoprette balancen mellem udbud og efterspoergsel paa maelkemarkedet, der er praeget af strukturbetingede overskud, ved at begraense maelkeproduktionen til det niveau, den havde i referenceaaret, er det nemlig referenceaaret, der er afgoerende for sammenligningen mellem de to producentkategoriers situationer. Hvad referenceaaret angaar kan sagsoegerne i hovedsagen imidlertid ° uanset hvilken fremtidig produktion de har paaregnet ° ikke goere gaeldende, at deres situation adskiller sig fra andre producenters, og at de derfor skulle have ret til at faa tildelt en saerlig referencemaengde.

27 For det tredje er den manglende tildeling af saerlige referencemaengder ° i modsaetning til, hvad sagsoegerne i hovedsagen har anfoert ° heller ikke i strid med proportionalitetsprincippet. Faellesskabslovgiver og den nationale lovgiver har ikke overskredet den skoensbefoejelse, de raader over inden for rammerne af den faelles landbrugspolitik, ved at undlade at tildele saerlige referencemaengder. Den omstaendighed, at der ikke gaelder en forpligtelse hertil, kan nemlig ikke betragtes som vaerende i strid med formaalet med tillaegsafgiftsordningen, saaledes som det er beskrevet i praemis 26.

28 Den nationale ret har endelig henvist til spoergsmaalet om beskyttelse af de grundlaeggende rettigheder. Det fremgaar bl.a. af indlaeggene fra sagsoegerne i hovedsagen, at der herved kun taenkes paa ejendomsretten og retten til fri erhvervsudoevelse, som er anerkendt i faellesskabsretten (jf. f.eks. dom af 13.12.1994, sag C-306/93, SMW Winzersekt, Sml. I, s. 5555, praemis 22).

29 Som det fremgaar af Domstolens dom af 13. juli 1989, Wachauf (sag 5/88, Sml. s. 2609, praemis 19), er de i faellesskabsretten gaeldende krav om beskyttelse af de grundlaeggende rettigheder ogsaa bindende for medlemsstaterne, naar disse gennemfoerer faellesskabsbestemmelserne.

30 Anvendelsen af de i sagen omtvistede bestemmelser ses imidlertid ikke at goere indgreb i nogen af de grundlaeggende rettigheder, den nationale ret henviser til. Bestemmelserne, som i almenhedens interesse sigter mod at afhjaelpe situationen med overskud paa maelkemarkedet, beroerer ikke selve kernen i ejendomsretten og i retten til fri erhvervsudoevelse. Selv om de bemyndiger de nationale myndigheder til at udnytte deres skoensbefoejelse paa en saadan maade, at producenter med en udviklingsplan i den sidste ende bliver forhindret i at oege deres produktion, giver de dog de paagaeldende producenter mulighed for at fortsaette deres maelkeproduktion paa det niveau, den havde i 1983.

31 Det foelger heraf, at der ikke paa grundlag af de krav, der foelger af de almindelige retsgrundsaetninger, saasom princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, forbuddet mod forskelsbehandling, proportionalitetsprincippet og retssikkerhedsprincippet, eller af de grundlaeggende rettigheder, paahviler den kompetente nationale myndighed nogen pligt til i medfoer af artikel 3, nr. 1, foerste led, i forordning nr. 857/84 at give saerlige referencemaengder til producenter med udviklingsplaner, selv om disse var blevet godkendt af de kompetente myndigheder.

32 Eftersom de krav, der foelger af de ovennaevnte almindelige principper og grundlaeggende rettigheder ikke medfoerer nogen forpligtelse til at give saerlige referencemaengder til producenter med udviklingsplaner, kan de paagaeldende principper heller ikke paavirke gyldigheden af artikel 3, nr. 1, foerste led, i forordning nr. 857/84.

33 Det maa saaledes fastslaas, at gennemgangen af de almindelige principper og de grundlaeggende rettigheder, der er anerkendt i faellesskabsretten, intet har frembragt, der kan paavirke gyldigheden af artikel 3, nr. 1, foerste led, i forordning nr. 857/84.

34 Spoergsmaalene fra den nationale ret skal herefter besvares saaledes:

° Artikel 3, nr. 1, foerste led, i forordning nr. 857/84 skal paa baggrund af forordningens tredje betragtning fortolkes saaledes, at den ikke paalaegger medlemsstaterne en pligt til at give en saerlig referencemaengde til producenter med udviklingsplaner for maelkeproduktionen i henhold til direktiv 72/159.

° De krav, der foelger af de almindelige retsgrundsaetninger, saasom princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, forbuddet mod forskelsbehandling, proportionalitetsprincippet og retssikkerhedsprincippet, samt af de grundlaeggende rettigheder, saasom ejendomsretten og retten til fri erhvervsudoevelse, begrunder ikke nogen pligt for den kompetente nationale myndighed til i medfoer af artikel 3, nr. 1, foerste led, i forordning nr. 857/84 at give saerlige referencemaengder til producenter med udviklingsplaner, selv om planerne var blevet godkendt af de kompetente myndigheder.

° Gennemgangen af de ovennaevnte almindelige principper og grundlaeggende rettigheder har intet frembragt, der kan paavirke gyldigheden af artikel 3, nr. 1, foerste led, i forordning nr. 857/84.

Sagens omkostninger

35 De udgifter, der er afholdt af Irland, Raadet for Den Europaeiske Union og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedroerende de tre spoergsmaal, der er forelagt af Irlands Supreme Court ved kendelse af 14. januar 1993, for ret:

1) Artikel 3, nr. 1, foerste led, i Raadets forordning (EOEF) nr. 857/84 af 31. marts 1984 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning (EOEF) nr. 804/68 omhandlede afgift paa maelk og mejeriprodukter skal paa baggrund af forordningens tredje betragtning fortolkes saaledes, at den ikke paalaegger medlemsstaterne en pligt til at give en saerlig referencemaengde til producenter med udviklingsplaner for maelkeproduktionen i henhold til Raadets direktiv 72/159/EOEF af 17. april 1972 om modernisering af landbrugsbedrifter.

2) De krav, der foelger af de almindelige retsgrundsaetninger, saasom princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, forbuddet mod forskelsbehandling, proportionalitetsprincippet og retssikkerhedsprincippet, samt af de grundlaeggende rettigheder, saasom ejendomsretten og retten til fri erhvervsudoevelse, begrunder ikke nogen pligt for den kompetente nationale myndighed til i medfoer af artikel 3, nr. 1, foerste led, i forordning nr. 857/84 at give saerlige referencemaengder til producenter med udviklingsplaner, selv om planerne var blevet godkendt af de kompetente myndigheder.

3) Gennemgangen af de ovennaevnte almindelige principper og grundlaeggende rettigheder har intet frembragt, der kan paavirke gyldigheden af artikel 3, nr. 1, foerste led, i forordning nr. 857/84.