61994J0320

1. Praejudicielle spoergsmaal ° Domstolens kompetence ° graenser ° aabenbart irrelevant spoergsmaal

(EF-traktaten, art. 177)

2. Fri udveksling af tjenesteydelser ° tv-radiospredningsvirksomhed ° direktiv 89/552 ° medlemsstaternes adgang til at forhoeje den del af sendetiden, der udgoeres af reklamer ° betingelser for udoevelsen ° udsendelse af direkte tilbud til seerne eller andre reklameformer af laengere varighed end saedvanligt for reklameindslag

[Raadets direktiv 89/552, art. 1, litra b), og art. 18]

3. Fri udveksling af tjenesteydelser ° tv-radiospredningsvirksomhed ° direktiv 89/552 ° sponsorerede udsendelser ° angivelse af sponsorens navn eller logo paa andre tidspunkter end ved programmets begyndelse eller slutning ° tilladt

[Raadets direktiv 89/552, art. 17, stk. 1, litra d)]

1. Inden for rammerne af samarbejdsproceduren mellem Domstolen og medlemsstaternes domstole er den nationale ret, der er den eneste, der har direkte kendskab til sagens omstaendigheder, bedst i stand til at vurdere noedvendigheden af en praejudiciel afgoerelse som forudsaetning for at afsige dom.

Naar de af den nationale ret forelagte spoergsmaal vedroerer fortolkningen af en bestemmelse i faellesskabsretten, er Domstolen derfor i princippet forpligtet til at traeffe afgoerelse herom. Domstolen kan derimod ikke traeffe afgoerelse om et praejudicielt spoergsmaal, saerlig naar den fortolkning af faellesskabsretten eller den efterproevelse af en faellesskabsregels gyldighed, som den nationale ret har anmodet om, aabenbart savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand.

2. Direktiv 89/552 om udoevelse af tv-radiospredningsvirksomhed, saerlig direktivets artikel 1, litra b), og artikel 18, skal fortolkes saaledes, at udtrykket "saadanne reklameformer som direkte tilbud til seerne" i direktivets artikel 18 i faellesskabsbestemmelsernes forstand, for saa vidt angaar muligheden for at forhoeje den procentsats, reklameudsendelser hoejst maa udgoere af den daglige sendetid, til 20%, har karakter af et eksempel, saaledes at det ogsaa kan omfatte andre former for reklame som produktpraesentation mv. ("telepromotions"), der i lighed med "direkte tilbud til seerne", paa grund af deres form kraever en laengere varighed end reklameindslag.

Grunden til, at man i faellesskabsbestemmelserne har givet mulighed for en forhoejelse af den tilladte sendetid for direkte tilbud til seerne, er, at denne reklameform kraever laengere sendetid end saedvanlige reklameindslag, og ikke, at der er tale om en praesentation af produkter, der direkte kan bestilles pr. telefon, ved brev eller elektronisk, saaledes at de skal leveres paa seernes adresse, da bestillingen af produkterne er en helt anden disposition end den tv-praesentation, der reguleres i direktivet. Det maa derfor antages, at andre former for reklame, der ogsaa kraever laengere sendetid end saedvanlige reklameindslag, kan vaere omfattet af den adgang til at forhoeje sendetiden, som udtrykkeligt, men ikke udelukkende er hjemlet for direkte tilbud til seerne. Det tilkommer dog den enkelte medlemsstat, saafremt den oensker at goere brug af muligheden for i henhold til artikel 18 at forhoeje den del af den daglige sendetid, der maa benyttes til reklamer, til 20% ° for saa vidt angaar de tv-radiospredningsorganer, der hoerer under dens myndighed ° at bestemme, om en saadan forhoejelse skal gaelde for reklameformer, som ikke er saedvanlige reklameindslag, men heller ikke direkte tilbud til seerne. Saadanne regler skal vaere forenelige med traktatens bestemmelser.

3. Bestemmelserne i direktiv 89/552 om udoevelse af tv-radiospredningsvirksomhed og saerlig i dets artikel 17, stk. 1, litra b), skal fortolkes saaledes, at de ° for saa vidt angaar sponsorerede udsendelser ° ikke indeholder et forbud mod at angive sponsorens navn og/eller logo paa andre tidspunkter end ved programmets begyndelse og/eller slutning. Medlemsstaterne kan dog i henhold til direktivets artikel 3, stk. 1, for saa vidt angaar de tv-radiospredningsorganer, der hoerer under deres myndighed, indfoere strengere bestemmelser paa omraadet, dog paa betingelse af, at disse bestemmelser ikke griber ind i de friheder, der er sikret ved traktaten, herunder saerlig retten til fri udveksling af tjenesteydelser og de frie varebevaegelser. Denne fortolkning har dog ingen indvirkning paa, at sponsorerede tv-programmer ikke maa tilskynde til koeb eller leje af sponsorens eller tredjemands produkter eller tjenesteydelser og isaer ikke maa indeholde saerlige reklamehenvisninger til disse produkter eller tjenesteydelser.

I de forenede sager C-320/94, C-328/94, C-329/94, C-337/94, C-338/94 og C-339/94,

angaaende anmodninger, som Tribunale Amministrativo Regionale del Lazio (Italien) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i de for naevnte ret verserende sager,

Reti Televisive Italiane SpA (RTI)

intervenient:

Publitalia '80,

mod

Ministero delle Poste e Telecomunicazioni (sag C-320/94),

intervenienter:

Federazione Italiana Editori Giornali (FIEG),

Coordinamento delle associazioni per la difesa dell' ambiente e dei diritti degli utenti e consumatori (Codacons) og Associazione Utenti Radiotelevisivi,

Radio Torre

mod

Ministero delle Poste e Telecomunicazioni (sag C-328/94),

intervenient:

Federazione Italiana Editori Giornali (FIEG),

Rete A Srl

mod

Ministero delle Poste e Telecomunicazioni (sag C-329/94),

intervenienter:

Federazione Italiana Editori Giornali (FIEG),

Coordinamento delle associazioni per la difesa dell' ambiente e dei diritti degli utenti e consumatori (Codacons) og Associazione Utenti Radiotelevisivi,

Vallau Italiana Promomarket Srl

mod

Ministero delle Poste e Telecomunicazioni (sag C-337/94),

intervenienter:

Federazione Italiana Editori Giornali (FIEG),

Coordinamento delle associazioni per la difesa dell' ambiente e dei diritti degli utenti e consumatori (Codacons) og Associazione Utenti Radiotelevisivi,

Radio Italia Solo Musica Srl m.fl.

mod

Ministero delle Poste e Telecomunicazioni (sag C-338/94),

intervenient:

Federazione Italiana Editori Giornali (FIEG),

GETE Srl

mod

Ministero delle Poste e Telecomunicazioni (sag C-339/94),

intervenient:

Federazione Italiana Editori Giornali (FIEG),

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af Raadets direktiv 89/552/EOEF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedroerende udoevelse af tv-radiospredningsvirksomhed (EFT L 298, s. 23), saerlig af direktivets artikel 17, stk. 1, om sponsorering, artikel 1, litra b), og artikel 18,

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, G.F. Mancini, og dommerne J.L. Murray (refererende dommer), C.N. Kakouris, P.J.G. Kapteyn og H. Ragnemalm,

generaladvokat: F.G. Jacobs

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer D. Louterman-Hubeau,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

° Reti Televisive Italiane SpA (RTI) ved advokat Aldo Bonomo, Milano, og advokaterne Carlo Mezzanotte og Stefano Previti, Rom

° Federazione Italiana Editori Giornali (FIEG) ved advokat Filippo Lubrano, Rom

° Coordinamento delle associazioni per la difesa dell' ambiente e dei diritti degli utenti e consumatori (Codacons) og Associazione Utenti Radiotelevisivi ved advokaterne Carlo Rienzi, Giuseppe Lo Mastro, Roberto Canestrelli, Michele Lioi, Luciana Selmi, Stefano Viti og Rosaria Garozzo, Rom

° den italienske regering ved professor Umberto Leanza, chef for Udenrigsministeriets Servizio del contenzioso diplomatico, som befuldmaegtiget, bistaaet af avvocato dello Stato Ivo M. Braguglia

° den graeske regering ved juridisk konsulent Panagiotis Kamarineas og sekretaer P. Ioanna Kiki, Udenrigsministeriets Saerlige Juridiske Kontor for EF-Spoergsmaal, som befuldmaegtigede

° den oestrigske regering ved Ministerialrat Wolf Okresek, som befuldmaegtiget

° den portugisiske regering ved director Luis Fernandes, Serviço Jurídico da Direcção-Geral dos Assuntos Comunitários, Udenrigsministeriet, José Santos Cardoso, sammesteds, og consultor principal Luis Paulo Rebelo Barreto Xavier, Centro Jurídico da Presidência do Conselho de Ministros, som befuldmaegtigede

° Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved ledende juridisk konsulent Antonino Abate og Berend Jan Drijber, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 23. maj 1996 af Reti Televisive Italiane SpA (RTI) ved advokat Aldo Frignani, Torino, af Vallau Italiana Promomarket Srl ved advokat Giovanni Giovannelli, Rom, af Federazione Italiana Editori Giornali (FIEG) ved advokat Filippo Lubrano, af den italienske regering ved Ivo M. Braguglia, af den graeske regering ved assisterende juridisk konsulent Vassileios Kontolaimos, Statens Advokatkontor, som befuldmaegtiget, af den portugisiske regering ved Luis Paulo Rebelo Barreto Xavier og af Kommissionen ved Antonino Abate og Berend Jan Drijber,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 11. juli 1996,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved seks kendelser af 19. oktober 1994, indgaaet til Domstolen den 8. december 1994 (sag C-320/94), den 12. december 1994 (sag C-328/94 og C-329/94) og den 28. december 1994 (sag C-337/94, C-338/94 og C-339/94), har Tribunale amministrativo regionale del Lazio i medfoer af EF-traktatens artikel 177 stillet en raekke praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af Raadets direktiv 89/552/EOEF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedroerende udoevelse af tv-radiospredningsvirksomhed (EFT L 298, s. 23, herefter "direktivet"), saerlig af direktivets artikel 17, stk. 1, om sponsorering, artikel 1, litra b), og artikel 18.

2 I direktivets artikel 1, litra b), defineres "fjernsynsreklame" som "enhver meddelelse i en hvilken som helst form, udsendt over fjernsyn mod vederlag eller lignende betaling af en offentlig eller privat virksomhed i forbindelse med handel, forretning, haandvaerk, industri eller liberale erhverv for at fremme afsaetning mod betaling af varer eller tjenesteydelser, herunder fast ejendom, rettigheder eller forpligtelser". I samme bestemmelse hedder det desuden, at dette "bortset fra de i artikel 18 omhandlede tilfaelde [ikke] omfatter ... direkte tilbud til offentligheden med henblik paa koeb, salg eller leje af produkter eller med henblik paa praesentation af tjenesteydelser mod vederlag".

3 I direktivets artikel 1, litra d), defineres "sponsorering" som "ethvert bidrag fra en offentlig eller privat virksomhed, der ikke har tv-radiospredning eller produktion af audiovisuelle vaerker som beskaeftigelse, til finansieringen af fjernsynsprogrammer med henblik paa at fremme dens navn, varemaerke, image, aktiviteter eller produkter".

4 Direktivets artikel 17, stk. 1, har foelgende ordlyd:

"1. Sponsorerede fjernsynsprogrammer skal opfylde foelgende betingelser:

a) Indholdet og programlaegningen af en sponsoreret udsendelse maa under ingen omstaendigheder paavirkes af sponsoren paa en saadan maade, at det beroerer tv-radiospredningsorganets ansvar og redaktionelle uafhaengighed med hensyn til udsendelserne.

b) De skal klart kunne identificeres som sponsorerede ved angivelse af sponsorens navn og/eller logo ved programmets begyndelse og/eller slutning.

c) de maa ikke tilskynde til koeb eller leje af sponsorens eller tredjemands produkter eller tjenesteydelser og maa isaer ikke indeholde saerlige reklamehenvisninger til disse produkter eller tjenesteydelser."

5 Artikel 18 bestemmer foelgende:

"1. Reklameudsendelser maa ikke udgoere mere end 15% af den daglige sendetid. Denne procentsats kan dog saettes op til 20, hvis den omfatter saadanne reklameformer som direkte tilbud til seerne med henblik paa salg, koeb eller leje af produkter eller vedroerende tjenesteydelser, hvis de samlede reklameindslag ikke overstiger 15%.

2. Sendetiden for reklameindslag inden for en given periode paa en time maa ikke overstige 20%.

3. Med forbehold af stk. 1 maa reklameformer saasom direkte tilbud til seerne med henblik paa salg, koeb eller leje af produkter eller vedroerende tjenesteydelser ikke overstige en time om dagen."

6 Ved artikel 3, stk. 2, i lovdekret nr. 408/92 af 19. oktober 1992 (GURI nr. 246 af 19.10.1992) ° som med visse aendringer blev ophoejet til lov nr. 483 af 17. december 1992 (GURI nr. 297 af 18.12.1992) ° fik den italienske minister for postvaesen og telekommunikation bemyndigelse til, for saa vidt angik sponsorering og direkte tilbud til offentligheden, at aendre bekendtgoerelse nr. 439/91 af 4. juli 1991 (GURI nr. 19 af 24.1.1992) for at bringe denne i overensstemmelse med faellesskabsretten.

7 I medfoer af denne bestemmelse udstedte ministeren for postvaesen og telekommunikation ° paa forslag af Il Garante per la radiodiffusione e l' editoria (tilsynsmyndigheden for radio, fjernsyn og udgivervirksomhed) og efter hoering af vedkommende parlamentsudvalg og statsraadet ° dekret nr. 581/93 af 9. december 1993 om bestemmelser for sponsorering af radio- og tv-udsendelser og for direkte tilbud til offentligheden (GURI nr. 8 af 12.1.1994, herefter "dekret nr. 581/93").

8 Dekretets artikel 4 indeholder foelgende bestemmelser:

"1. Sponsorering af tv-programmer maa kun komme til udtryk i programannonceringer og i opfordringer til at foelge programmerne, der gives umiddelbart forud for selve programmet, samt i udtalelser, hvorved der takkes for seernes opmaerksomhed, eller lignende meddelelser ved programmets slutning (saakaldte 'billboards' ). I denne forbindelse maa kun angives navn og/eller logo for en eller flere virksomheder, bortset fra den, der har sendetilladelsen, og der maa ikke forekomme reklameslogans eller nogen praesentation af virksomhedernes produkter eller tjenesteydelser.

2. For programmer, som indehaveren af sendetilladelsen planlaegger at udsende senere, er det ogsaa tilladt at udsende programannonceringer eller opfordringer til at foelge programmerne (saakaldte 'promotions' ), dog hoejst af 8 sekunders varighed. Disse maa kun indeholde angivelse af sponsorens navn og/eller logo, men hverken reklameslogans eller praesentation af sponsorens produkter eller tjenesteydelser. Der maa for hvert program, som udsendes af indehavere af sendetilladelser til landsdaekkende programmer, ikke forekomme mere end tre programannonceringer eller opfordringer til at foelge programmet.

3. Naar den sponsorerede udsendelse er af over 40 minutters varighed, er det tilladt at vise sponsorens navn eller logo under udsendelsen, men kun én gang og ikke i laengere tid end fem sekunder. Ved fastlaeggelsen af programmets varighed medregnes programangivelser eller -titler ved programmets begyndelse og afslutning, men ikke eventuelle programafbrydelser, afbrydelser til reklamer eller enhver anden afbrydelse, herunder af tekniske grunde.

4. Naar sponsoreringen skal finansiere udsendelser, der bestaar af spil eller konkurrencer, maa sponsorens produkter eller tjenesteydelser udleveres til enkeltpersoner som gevinster, i givet fald ogsaa med angivelse af, at gevinsten er stillet til raadighed af sponsoren. Det er dog en betingelse, at gevinsterne ikke praesenteres, at der ikke fremsaettes reklameslogans, og at gevinsterne kun vises kortvarigt og diskret paa det tidspunkt, hvor de udleveres. Adgangen til at deltage i spillene eller konkurrencerne eller udleveringen af gevinsterne maa i intet tilfaelde goeres betinget af, at der foeres bevis for koeb af sponsorens eller tredjemands produkter.

5. Medmindre andet foelger af artikel 6, skal enhver form for reklamemeddelelse, der fremstaar med et andet indhold eller som en tilfoejelse, eller som dog fremsaettes paa en anden maade end angivet i de foregaaende stykker, betragtes som et reklameindslag, saerlig med henblik paa fastlaeggelsen af den sendetid, der maa benyttes til reklamer."

9 I artikel 12 i dekret nr. 581/93 opstilles der regler om reklamer under overskriften "Reklameindslag, produktpraesentation mv. (' telepromotions' ), angivelse af sponsoren, tilbud direkte til offentligheden, begraensning af sendetiden". I artikel 12, litra b), sidestilles "udsenderens udstilling af produkter, mundtlige praesentation eller billedpraesentation af varer og tjenesteydelser eller angivelse af en producents navn, varemaerke eller virksomhedsomraade (ogsaa benaevnt 'telepromotions' )" med almindelige tv-reklamer, saerlig med henblik paa fastlaeggelsen af den sendetid, der kan benyttes til reklamer.

10 Reti Televisive Italiane SpA (RTI), Publitalia '80, Radio Torre, Rete A Srl, Vallau Italiana Promomarket Srl, Radio Italia Solo Musica Srl m.fl. og GETE Srl (herefter "sagsoegerne i hovedsagerne") fremsatte for Tribunale Amministrativo Regionale del Lazio krav om, at dekret nr. 581/93 blev annulleret.

11 De gjorde bl.a. gaeldende, at de italienske bestemmelser om produktpraesentation mv. ("telepromotions") og om sponsorering ikke er forenelige med direktivet.

12 Med hensyn til "telepromotions" gjorde sagsoegerne i hovedsagerne gaeldende, at det er uberettiget ° som sket i dekret nr. 581/93 ° at sidestille dem med reklameudsendelser i form af reklameindslag. Efter deres opfattelse er "telepromotions" reklameformer, der er "more time consuming" (mere tidskraevende) end direkte tilbud til seerne, som efter direktivets artikel 18, stk. 1, og inden for de i artikel 18, stk. 3, fastsatte graenser kan sendes inden for 20% af den daglige sendetid.

13 For saa vidt angaar sponsorering anfoerte sagsoegerne i hovedsagerne, at dekret nr. 581/93 er mere restriktivt end direktivets artikel 17, der ikke forbyder anden omtale af sponsoren eller dennes produkter under programmet, naar blot denne yderligere omtale ikke specielt tilskynder til koeb ved hjaelp af saerlige reklamehenvisninger.

14 Sagsoegerne gjorde endvidere gaeldende, at ministeren har overskredet sin bemyndigelse i henhold til lovgivningen, idet ministeren i henhold hertil kun kunne foretage de aendringer i de tidligere gaeldende regler, der var noedvendige for at bringe dem i overensstemmelse med faellesskabsretten.

15 Da den nationale ret fandt, at afgoerelsen af hovedsagerne afhang af fortolkningen af direktivets artikel 1, litra b), artikel 17, stk. 1, og artikel 18, har den udsat sagerne og forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"1) Skal bestemmelserne i direktiv 89/552/EOEF, saerlig direktivets artikel 1, litra b), og artikel 18, fortolkes saaledes, at udtrykket 'saadanne reklameformer som direkte tilbud til seerne' i direktivets artikel 18 i faellesskabsbestemmelsernes forstand ° for saa vidt angaar muligheden for at forhoeje den procentsats, reklameudsendelser hoejst maa udgoere af den daglige sendetid, til 20% °

a) blot har karakter af et eksempel, saaledes at det ogsaa kan omfatte andre former for reklame end reklameindslag, herunder ogsaa i den foreliggende sag produktpraesentation mv. (saakaldte 'telepromotions' ), der, selv om de ikke indeholder 'tilbud til seerne' , dog kan sidestilles med saadanne [idet det er karakteristisk for disse 'telepromotions' , at de, selv om de ved passende afbrydelser klart kan adskilles fra de udsendelser, de indgaar i, dog normalt i forhold til disse frembyder en vis kontinuitet i fremstillingen og desuden er af laengere varighed end reklameindslag (' more time consuming' ) paa grund af, at de indeholder underholdningsstof eller konkurrencer] eller

b) har karakter af en forklaring eller afgraensning (som den, der foelger af artikel 12 i det anfaegtede dekret) i den forstand, at muligheden for at forhoeje den procentsats, reklameudsendelser hoejst maa udgoere af den daglige sendetid, til 20%, kun bestaar for saa vidt angaar 'tilbud til seerne' i snaever forstand og ikke tillige for reklameformer som 'telepromotions' , netop fordi disse former for reklame ikke har de kendetegn, der er afgoerende for tilbud? (Sag C-320/94 og C-337/94)

2) Skal bestemmelserne i direktiv 89/552/EOEF og saerlig i direktivets artikel 17, stk. 1, litra b), fortolkes saaledes, at de udelukker sponsoreringsformer, hvorefter sponsorens navn og/eller logo kan angives paa andre tidspunkter under programmet end ved dettes begyndelse og/eller slutning (som det med visse undtagelser er tilfaeldet efter artikel 4 i det anfaegtede dekret), eller saaledes, at de uden begraensning tillader en sponsorering, som der gentagne gange goeres opmaerksom paa under selve programmet?" (Sag C-320/94, C-328/94, C-329/94, C-337/94, C-338/94 og C-339/94)

16 Ved kendelse afsagt af Domstolens praesident den 9. februar 1995 er sagerne blevet forenet med henblik paa den skriftlige og mundtlige forhandling og domsafsigelsen.

Det foerste spoergsmaal

Formaliteten

17 Coordinamento delle associazioni per la difesa dell' ambiente e dei diritti degli utenti e consumatori (herefter "Codacons"), Associazione Utenti Radiotelevisivi (herefter "AUR") og Federazione Italiana Editori Giornali (herefter "FIEG"), som har interveneret i hovedsagerne, har gjort gaeldende, at det foerste spoergsmaal, den nationale ret har stillet, maa afvises.

18 Til stoette herfor har AUR, Codacons og FIEG anfoert, at en fortolkning af direktivets artikel 18, stk. 1, ikke er noedvendig for at traeffe afgoerelse, da medlemsstaterne, for saa vidt angaar de tv-organer, der hoerer under deres myndighed, har adgang til at fastsaette strengere eller mere detaljerede regler, herunder paa det omraade, den naevnte bestemmelse angaar.

19 FIEG har endvidere anfoert, at der med de argumenter, der er fremfoert under sagerne for den forelaeggende ret, i det vaesentlige henvises til de nationale bestemmelser, der er naevnt i artikel 9c i den italienske lov nr. 483 om stadfaestelse af lovdekret nr. 408/92, selv om kun spoergsmaal vedroerende faellesskabsretten kan forelaegges for Domstolen.

20 Indledningsvis bemaerkes, at en ret i en af medlemsstaterne, i tilfaelde hvor et spoergsmaal om fortolkningen af traktaten eller retsakter udstedt af Faellesskabets institutioner rejses ved retten, i medfoer af traktatens artikel 177 kan anmode Domstolen om at afgoere spoergsmaalet, hvis den skoenner, at en afgoerelse af det er noedvendig, foer den afsiger sin dom.

21 Inden for rammerne af denne forelaeggelsesprocedure er den nationale ret, der er den eneste, der har direkte kendskab til sagens omstaendigheder, bedst i stand til med fuldt kendskab til sagen at vurdere noedvendigheden af en praejudiciel afgoerelse som forudsaetning for at afsige dom (jf. dom af 29.11.1978, sag 83/78, Redmond, Sml. s. 2347, og af 28.11.1991, sag C-186/90, Durighello, Sml. I, s. 5773).

22 Naar de af den nationale ret forelagte spoergsmaal vedroerer fortolkningen af en bestemmelse i faellesskabsretten, er Domstolen derfor i princippet forpligtet til at traeffe afgoerelse herom (jf. dom af 8.11.1990, sag C-231/89, Gmurzynska-Bscher, Sml. I, s. 4003, praemis 20).

23 Domstolen anser sig navnlig ikke for befoejet til at traeffe afgoerelse om en praejudicielt spoergsmaal, der er blevet rejst for en national ret, naar den fortolkning af faellesskabsretten eller den efterproevelse af en faellesskabsregels gyldighed, som den nationale ret har anmodet om, aabenbart savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand (jf. dom af 16.6.1981, sag 126/80, Salonia, Sml. s. 1563, praemis 6, dommen i Durighello-sagen, jf. ovenfor, praemis 9, og dom af 16.7.1992, sag C-343/90, Lourenço Dias, Sml. I, s. 4673, praemis 18).

24 I det foreliggende tilfaelde bemaerkes, at det spoergsmaal, den nationale ret har forelagt, ikke alene faktisk angaar fortolkningen af en retsakt udstedt af Faellesskabets institutioner, men at det heller ikke aabenbart savner enhver betydning med henblik paa afgoerelsen af hovedsagen.

25 Det foerste spoergsmaal maa herefter antages til realitetsbehandling.

Realiteten

26 Indledningsvis bemaerkes, at direktivet indeholder en definition af begrebet fjernsynsreklame, men at udtrykkene "direkte tilbud til seerne med henblik paa salg, koeb eller leje af produkter eller vedroerende tjenesteydelser" og "reklameindslag" ikke defineres i direktivet. "Telepromotions" omtales overhovedet ikke i direktivet.

27 Det skal herefter afgoeres, under hvilke omstaendigheder en medlemsstat kan forhoeje den procentsats, reklameudsendelser maa udgoere af den daglige sendetid, fra 15 til 20%.

28 Med henblik herpaa skal der tages stilling til den noejagtige raekkevidde af udtrykket "saadanne reklameformer som direkte tilbud til seerne med henblik paa salg, koeb eller leje af produkter eller vedroerende tjenesteydelser" i direktivets artikel 18, stk. 1, andet punktum.

29 Det kan ikke bestrides, at ordene "saadanne ... som" er udtryk for, at man i faellesskabsretsakten kun har villet naevne "direkte tilbud til seerne" som et eksempel til illustration af, hvilken reklameform der kan foere til en forhoejelse af procentsatserne inden for den daglige sendetid. Hvis man havde villet begraense medlemsstaternes mulighed for at forhoeje den procentsats af den daglige sendetid, der kan benyttes til reklamer, til det ene tilfaelde, at sendetiden til reklamer ogsaa benyttes til "direkte tilbud til seerne", ville man udtrykkeligt have anfoert det.

30 Der maa derfor tages stilling til, hvad der er karakteristisk for saadanne tilbud.

31 Direkte tilbud til seerne er udsendelser, hvorunder der sker en fremvisning af produkter, som direkte kan bestilles pr. telefon, ved brev eller elektronisk, saaledes at produkterne skal leveres paa seerens adresse. Desuden er programmer, hvori der fremsaettes direkte tilbud til seerne, vaesentligt laengere end reklameindslag, idet disse er en reklameform, der normalt er af meget kort varighed og er kendetegnet ved en intensiv paavirkning af seerne. Reklameindslag sendes normalt i blokke paa forskellige tidspunkter i sendetiden, enten under eller mellem programmerne, og de produceres normalt af dem, der leverer varerne eller tjenesteydelserne ° eller af repraesentanter for disse ° men ikke af de institutioner, der bringer udsendelserne.

32 Blandt de naevnte forhold synes kun varigheden af "direkte tilbud til seerne" ° som foelge af den fremvisning, der kendetegner denne reklameform ° at kunne begrunde en mulighed for en forhoejelse af den tilladte sendetid, netop for ikke at stille direkte tilbud ringere end reklameindslag. Den omstaendighed, at produkterne efterfoelgende kan bestilles pr. telefon, ved brev eller elektronisk, kan ikke have nogen betydning med hensyn til en udvidelse af sendetiden, da bestillingen af produkterne er en helt anden disposition end den tv-praesentation, som bestemmelsen angaar.

33 Dette stoettes af en gennemgang af den beretning, der blev afgivet i forbindelse med den europaeiske konvention af 5. maj 1989 om graenseoverskridende fjernsyn. Denne konvention blev udarbejdet samtidig med direktivet, og der henvises ogsaa til den i direktivets praeambel. I beretningens punkt 168 omtales det, at muligheden for ° i henhold til konventionens artikel 12, der svarer til direktivets artikel 18, stk. 1 ° at udvide den del af den daglige sendetid, der benyttes til reklamer, til 20%, er indfoert paa grund af behovet for at tage hensyn til udviklingen af nye reklameformer, f.eks. "tele-shopping", der normalt kraever laengere tid end traditionelle reklameindslag.

34 Det maa derfor antages, at muligheden for i henhold til direktivets artikel 18. stk. 1, andet punktum, at forhoeje den procentsats, reklameudsendelser hoejst maa udgoere af den daglige sendetid, til 20%, ogsaa kan benyttes for reklameformer som ° selv om de ikke bestaar af "direkte tilbud til seerne" ° dog paa grund af praesentationsmaaden i lighed med saadanne tilbud kraever laengere sendetid end reklameindslag.

35 Da det fremgaar af oplysningerne i det foerste praejudicielle spoergsmaal og af de indlaeg, der er afgivet for Domstolen, at "telepromotions" er reklameformer, som paa grund af deres praesentationsmaade er af laengere varighed end reklameindslag, kan "telepromotions" principielt falde ind under muligheden for i henhold til direktivets artikel 18, stk. 1, at forhoeje den procentsats af den daglige sendetid, der maa benyttes til reklamer.

36 Det skal dog fremhaeves, at medlemsstaterne paa ingen maade er forpligtet til i medfoer af direktivets artikel 18, stk. 1, andet punktum, at udvide den del af den daglige sendetid, der benyttes til reklamer. For det tilfaelde, at medlemsstaterne beslutter at goere brug af adgangen i henhold til denne bestemmelse, kan de ligeledes beslutte kun at goere det for nogle reklameformer, der er "more time consuming". For saa vidt som det i direktivets artikel 19 bestemmes, at medlemsstaterne "kan fastsaette strengere regler, end hvad der er fastsat i artikel 18, med hensyn til sendetid og de naermere bestemmelser for fjernsynstransmission for saa vidt angaar de tv-radiospredningsorganer, der hoerer under deres myndighed ...", maa denne bestemmelse antages at skulle fortolkes saaledes, at den giver medlemsstaterne adgang til at fastsaette strengere regler om afgraensningen af de reklameformer, som en udvidet sendetid i henhold til artikel 18, stk. 1, andet punktum, kan benyttes til, dog paa betingelse af at saadanne regler er forenelige med traktatens bestemmelser.

37 Af det anfoerte foelger, at direktivet, saerlig dets artikel 1, litra b), og artikel 18, skal fortolkes saaledes, at udtrykket "saadanne reklameformer som direkte tilbud til seerne" i direktivets artikel 18 i faellesskabsbestemmelsernes forstand, for saa vidt angaar muligheden for at forhoeje den procentsats, reklameudsendelser hoejst maa udgoere af den daglige sendetid, til 20%, har karakter af et eksempel, saaledes at det ogsaa kan omfatte andre former for reklame som produktpraesentation mv. ("telepromotions"), der i lighed med "direkte tilbud til seerne", paa grund af deres form kraever en laengere varighed end reklameindslag.

Det andet spoergsmaal

Formaliteten

38 AUR og Codacons har anfoert, at en fortolkning af bestemmelsen i direktivets artikel 17, stk. 1, litra b), ikke er noedvendig for at traeffe afgoerelse, da medlemsstaterne for tv-radiospredningsorganer, der hoerer under deres myndighed, har adgang til at fastsaette strengere eller mere detaljerede regler, bl.a. paa det i bestemmelsen regulerede omraade.

39 AUR og Codacons har endvidere anfoert, at den ordning, der er indfoert ved de italienske retsforskrifter, er mindre restriktiv end den, der foelger af direktivet, da det ogsaa er tilladt at angive sponsorens navn og/eller logo i forbindelse med programannonceringer og meddelelser, hvori man takker for seernes opmaerksomhed, og da sponsorens navn og/eller logo ogsaa maa vises i hoejst fem sekunder under daglige udsendelser, der er af en varighed paa 40 minutter eller derover. Efter AUR' s og Codacons' opfattelse har sagsoegerne i hovedsagerne derfor ingen retlig interesse i at anfaegte de italienske bestemmelser, idet de sammenslutninger, der har interveneret i hovedsagerne, i mellemtiden har taget retlige skridt til at anfaegte bestemmelserne under henvisning til, at tv-reklamer har taget alt for vidt et omfang.

40 Med hensyn til, om en fortolkning af direktivets artikel 17, stk. 1, litra b), er noedvendig, maa AUR' s og Codacons' argumenter forkastes af de samme grunde som anfoert i praemis 20-24 i denne dom.

41 Med hensyn til, om sagsoegerne i hovedsagerne savner retlig interesse i at anfaegte dekret nr. 581/93, bemaerkes, at dette spoergsmaal hoerer under den nationale rets kompetence, ogsaa i tilfaelde hvor en afgoerelse af spoergsmaalet forudsaetter en forudgaaende fortolkning af direktivet.

42 Det andet spoergsmaal maa herefter antages til realitetsbehandling.

Realiteten

43 Med hensyn til, hvorledes direktivets artikel 17, stk. 1, litra b), skal fortolkes, bemaerkes, at intet i bestemmelsens ordlyd giver grundlag for at antage, at det har vaeret faellesskabslovgivers hensigt at bestemme, at en angivelse af sponsoreringen kun maa forekomme ved programmernes begyndelse og/eller slutning.

44 At der i bestemmelsen kun opstilles et mindstekrav med hensyn til angivelsen af sponsorens navn og/eller logo, bekraeftes ogsaa af, at Kommissionens oprindelige forslag (EFT 1986 C 179, s. 4) ° hvorefter der udtrykkeligt blev stillet krav om, at sponsoren kun blev angivet ved programmets begyndelse og slutning ° ikke blev vedtaget, selv om Europa-Parlamentet ikke alene havde tilsluttet sig forslaget den 20. januar 1988 (EFT C 49, s. 53), men desuden under andenbehandlingen havde forsoegt at faa vedtaget et aendringsforslag om, at man vendte tilbage til det oprindelige forslag (EFT 1989 C 158, s. 138).

45 Selv om bestemmelsen i artikel 17, stk. 1, litra b), skal fortolkes saaledes, at den ikke er til hinder for, at sponsorens navn og/eller logo anfoeres under et program, skal opmaerksomheden dog henledes paa, at det i artikel 17 bestemmes, at sponsorerede tv-programmer ikke maa tilskynde til koeb eller leje af sponsorens eller tredjemands produkter eller tjenesteydelser og isaer ikke maa indeholde saerlige reklamehenvisninger til disse produkter eller tjenesteydelser.

46 Det skal tillige fremhaeves, at medlemsstaterne i henhold til direktivets artikel 3, stk. 1, for saa vidt angaar de tv-radiospredningsorganer, der hoerer under deres myndighed, kan indfoere strengere eller mere detaljerede bestemmelser paa de omraader, der er omfattet af direktivet. Dette indebaerer, at medlemsstaterne, for de tv-radiospredningsorganer, der hoerer under deres myndighed ° selv om artikel 17, stk. 1, litra b), ikke opstiller et forbud mod at angive sponsorens navn og/eller logo under programmet ° kan fastsaette strengere regler paa omraadet, dog paa betingelse af, at disse regler ikke griber ind i de friheder, der er sikret ved EF-traktaten, herunder saerlig retten til fri udveksling af tjenesteydelser og de frie varebevaegelser.

47 Af det anfoerte foelger, at bestemmelserne i direktivet og saerlig i dets artikel 17, stk. 1, litra b), skal fortolkes saaledes, at de ikke indeholder et forbud mod at angive sponsorens navn og/eller logo paa andre tidspunkter end ved programmets begyndelse og/eller slutning.

Sagens omkostninger

48 De udgifter, der er afholdt af den italienske, den graeske, den oestrigske og den portugisiske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgoer et led i de sager, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Tribunale Amministrativo Regionale del Lazio ved kendelser af 19. oktober 1994, for ret:

1) Raadets direktiv 89/552/EOEF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedroerende udoevelse af tv-radiospredningsvirksomhed, saerlig direktivets artikel 1, litra b), og artikel 18, skal fortolkes saaledes, at udtrykket "saadanne reklameformer som direkte tilbud til seerne" i direktivets artikel 18 i faellesskabsbestemmelsernes forstand, for saa vidt angaar muligheden for at forhoeje den procentsats, reklameudsendelser hoejst maa udgoere af den daglige sendetid, til 20%, har karakter af et eksempel, saaledes at det ogsaa kan omfatte andre former for reklame som produktpraesentation mv. ("telepromotions"), der i lighed med "direkte tilbud til seerne", paa grund af deres form kraever en laengere varighed end reklameindslag.

2) Bestemmelserne i direktiv 89/552 og saerlig i dets artikel 17, stk. 1, litra b), skal fortolkes saaledes, at de ikke indeholder et forbud mod at angive sponsorens navn og/eller logo paa andre tidspunkter end ved programmets begyndelse og/eller slutning.