61994J0039

++++

1. Praejudicielle spoergsmaal ° forelaeggelse for Domstolen ° spoergsmaalet, om forelaeggelsesbeslutningen er truffet i overensstemmelse med de nationale bestemmelser vedroerende retternes sammensaetning og virkemaade ° ingen proevelse ved Domstolen

(EF-traktaten, art. 177)

2. Statsstoette ° paataenkte stoetteforanstaltninger ° tildeling af statsstoette i strid med forbuddet i traktatens artikel 93, stk. 3 ° nationale retsinstansers forpligtelser ved samtidig forelaeggelse for Kommissionen ° sikring af alle de retsundergivnes rettigheder ° mulighed for at rette henvendelse til Kommissionen eller forelaegge Domstolen et praejudicielt spoergsmaal

(EF-traktaten, art. 5, 92, art. 93, stk. 2 og 3, og art. 177)

3. Statsstoette ° begreb ° en offentlig virksomheds ydelse af logistisk og forretningsmaessig bistand til privatretlige datterselskaber, som driver virksomhed underlagt den frie konkurrence ° omfattet ° betingelser ° vederlaget lavere end det, som ville vaere blevet forlangt under saedvanlige markedsbetingelser

(EF-traktaten, art. 92)

4. Statsstoette ° paataenkte stoetteforanstaltninger ° tildeling af statsstoette i strid med forbuddet i traktatens artikel 93, stk. 3 ° nationale retsinstansers forpligtelser ved paastand om tilbagebetaling

(EF-traktaten, art. 93, stk. 3)

5. Statsstoette ° paataenkte stoetteforanstaltninger ° tildeling af statsstoette i strid med forbuddet i traktatens artikel 93, stk. 3 ° modtagerens forpligtelser ° intet grundlag i faellesskabsretten ° mulig anvendelse af national ret

(EF-traktaten, art. 93, stk. 3)

1. Inden for rammerne af proceduren i henhold til traktatens artikel 177 tilkommer det ikke Domstolen at undersoege, om forelaeggelsesdommen er afsagt i overensstemmelse med de nationale bestemmelser vedroerende retternes sammensaetning og virkemaade. Domstolen er bundet af en forelaeggelseskendelse, der er afsagt af en ret i en medlemsstat, saa laenge den ikke er blevet omgjort under en eventuel anke efter national ret.

2. En national retsinstans, der skal tage stilling til foelgerne af en tilsidesaettelse af forbuddet mod at gennemfoere paataenkte stoetteforanstaltninger som anfoert i traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum, samtidig med, at Kommissionen har faaet sagen forelagt og endnu ikke har truffet beslutning om, hvorvidt de omhandlede statslige foranstaltninger skal anses for at vaere statsstoette, er hverken forpligtet til at erklaere sig inkompetent eller til at udsaette sagen, indtil Kommissionen har truffet beslutning om, hvorledes de omhandlede foranstaltninger skal klassificeres.

At Kommissionen har indledt den forudgaaende undersoegelsesprocedure efter artikel 93, stk. 3, eller den kontradiktoriske undersoegelsesprocedure efter artikel 93, stk. 2, kan ikke fritage de nationale retsinstanser fra deres pligt til at beskytte borgernes rettigheder ved tilsidesaettelse af pligten til forudgaaende anmeldelse. Enhver anden fortolkning ville tilskynde medlemsstaterne til at saette sig ud over det paagaeldende forbud, eftersom Kommissionen alene kan traeffe bestemmelse om, at yderligere ydelser ikke maa finde sted, saa laenge den ikke har truffet endelig beslutning, og den tilsigtede virkning af traktatens artikel 93, stk. 3, vil blive formindsket, hvis det forhold, at sagen var forelagt for Kommissionen, skulle forhindre de nationale retter i at drage konsekvenserne af, at bestemmelsen var tilsidesat.

En national ret kan vaere noedt til at fortolke og anvende stoettebegrebet for at fastslaa, om en statslig foranstaltning, som er indfoert uden iagttagelse af den forudgaaende undersoegelsesprocedure efter artikel 93, stk. 3, skulle have vaeret underkastet denne procedure. Hvis den nationale ret er i tvivl, kan den anmode Kommissionen om naermere oplysninger, og Kommissionen skal som foelge af pligten til loyalt samarbejde, jf. traktatens artikel 5, besvare anmodningerne saa hurtigt som muligt. Den nationale ret kan eller skal i oevrigt i overensstemmelse med traktatens artikel 177, stk. 2 og 3, forelaegge Domstolen et praejudicielt spoergsmaal om fortolkningen af artikel 92, Saafremt der er rettet henvendelse til Kommissionen eller forelagt et praejudicielt spoergsmaal for Domstolen, skal den nationale ret vurdere, hvorvidt det er noedvendigt at traeffe afgoerelse om foreloebige forholdsregler med henblik paa at sikre parternes interesser, indtil der traeffes endelig afgoerelse.

3. Stoettebegrebet i den i traktatens artikel 92 anfoerte betydning omfatter ikke blot positive ydelser saasom tilskud, men ligeledes indgreb, der under forskellige former letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget, og derved, uden at vaere tilskud i ordets egentlige forstand, er af samme art og har tilsvarende virkninger.

Heraf foelger, at en offentlig virksomheds ydelse af logistisk og forretningsmaessig bistand til privatretlige datterselskaber, som driver virksomhed underlagt den frie konkurrence, kan udgoere statsstoette, hvis vederlaget herfor er lavere end det, som ville vaere blevet forlangt under saedvanlige markedsvilkaar. Den nationale ret skal i forbindelse med denne betingelse fastlaegge, hvad der er saedvanligt vederlag for de omhandlede ydelser, idet en saadan vurdering forudsaetter en oekonomisk analyse, som tager hensyn til alle de faktorer, som en virksomhed under normale markedsvilkaar skulle have taget i betragtning ved fastsaettelsen af vederlaget for ydelserne.

4. Naar henses til den betydning for faellesmarkedets rette funktion, som overholdelse af den forudgaaende kontrolprocedure i forbindelse med paataenkt statsstoette, jf. traktatens artikel 93, stk. 3, maa tillaegges, skal en national retsinstans, for hvilken der nedlaegges paastand om tilbagebetaling af stoette, tage denne paastand til foelge, hvis den fastslaar, at stoetten ikke er blevet anmeldt til Kommissionen, medmindre tilbagebetaling paa grund af ekstraordinaere omstaendigheder ikke er hensigtsmaessig. Enhver anden fortolkning ville tilskynde medlemsstaterne til at saette sig ud over forbuddet mod at ivaerksaette paataenkte stoetteforanstaltninger, da den allerede ydede stoette ville blive opretholdt, indtil Kommissionen traf endelig beslutning om, at stoetten var uforenelig med faellesmarkedet og skulle tilbagebetales, saafremt det forudsaettes, at de nationale retsinstanser alene kan traeffe afgoerelse om, at enhver fremtidig ydelse udsaettes.

5. En stoettemodtager, som ikke undersoeger, om stoetten er blevet anmeldt til Kommissionen i overensstemmelse med traktatens artikel 93, stk. 3, kan ikke ifalde ansvar alene med hjemmel i faellesskabsretten. Den i artikel 93 fastlagte fremgangsmaade til kontrol og undersoegelse af statsstoette paalaegger saaledes ikke stoettemodtageren saerlige forpligtelser.

Saafremt det imidlertid i medfoer af nationale retsforskrifter om ansvar uden for kontraktforhold under visse omstaendigheder er muligt, at en erhvervsdrivende, der modtager en ulovlig stoette, hvorved andre erhvervsdrivende paafoeres tab, ifalder ansvar, kan princippet om forbud mod forskelsbehandling foere til, at den nationale ret skal fastslaa, at modtageren af en statsstoette, som er ydet i strid med den naevnte faellesskabsbestemmelse, ifalder ansvar.

I sag C-39/94,

angaaende en anmodning, som Tribunal de commerce de Paris i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Syndicat français de l' Express international (SFEI) m.fl.

mod

La Poste m.fl.,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 92 og 93,

har

DOMSTOLEN

sammensat af praesidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformaendene C.N. Kakouris, J.-P. Puissochet og G. Hirsch samt dommerne G.F. Mancini, C. Gulmann (refererende dommer), J.L. Murray, P. Jann og H. Ragnemalm,

generaladvokat: F.G. Jacobs

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer D. Louterman-Hubeau,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

° Syndicat français de l' Express international m.fl. ved advokat Eric Morgan de Rivery, Paris

° TAT SA ved advokaterne Valérie Bouaziz Torron og Dominique Berlin, Paris

° den franske regering ved chef de mission Jean-Marc Belorgey og sous-directeur Catherine de Salins, begge Direction des affaires juridiques, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede

° den tyske regering ved Ministerialrat Ernst Roeder og Regierungsrat Bernd Kloke, begge Forbundsoekonomiministeriet, som befuldmaegtigede

° den spanske regering ved Director General de Coordinación Jurídica e Institucional Comunitaria Alberto José Navarro González og Abogada del Estado Gloria Calvo Díaz, Servicio Jurídico del Estado, som befuldmaegtigede

° Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Michel Nolin og Ben Smulders, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 24. oktober 1995 af Syndicat français de l' Express international m.fl. ved advokaterne Eric Morgan de Rivery og Jacques Derenne, Paris, af Société française de messagerie internationale ved advokat Manuel Bosque, Seine-Saint-Denis, af den franske regering ved Catherine de Salins, af den tyske regering ved Ernst Roeder og Bernd Kloke, af den spanske regering ved Gloria Calvo Díaz og af Kommissionen ved Michel Nolin og Ben Smulders,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 14. december 1995,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved dom af 5. januar 1994, indgaaet til Domstolen den 31. januar 1994, har Tribunal de commerce de Paris i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt en raekke praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 92 og 93.

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag, som Syndicat français de l' Express international ("SFEI") og fem virksomheder, som indgaar heri, nemlig DHL International, Service Crie-LFAL, May Courier international, Federal Express og Express Transports communication, har anlagt mod Société française de messagerie internationale ("SFMI"), Chronopost, det franske postvaesen, Holding des filiales de la Poste, Sofipost ("Sofipost"), Société de transport aérien transrégional ("TAT") og TAT Express. Sagen vedroerer den logistiske og forretningsmaessige bistand, som det franske postvaesen har ydet SFMI og Chronopost i disses kurérvirksomhed.

3 Kurérservice er en tjenesteydelse, hvorved dokumenter og pakker paa afsenderens vegne med kort varsel bringes frem. Dette opfylder et behov i visse virksomheder, hvor det er af afgoerende betydning, at forsendelsen naar frem til modtageren inden for den lovede frist. I Frankrig er branchen underlagt den frie konkurrence i modsaetning til den saedvanlige postbesoergelse, som er omfattet af det franske postvaesens monopol.

4 Med henblik paa at styrke sin markedsposition inden for kurérservice moderniserede det franske postvaesen sin kurértjeneste, Postadex, og omdoebte den til EMS Chronopost. I slutningen af 1985 overlod postvaesenet forvaltningen og videreudviklingen heraf til et til dette formaal oprettet privatretligt selskab, SFMI. Sofipost, der selv er et 100%-ejet datterselskab af det franske postvaesen, ejede 66% af SFMI, idet de 34% tilhoerte TAT.

5 I begyndelsen af 1986 opfordrede det franske postvaesen Postadex' kunder til at benytte EMS Chronopost. Endvidere fastlagde Ministeriet for Postvaesen og Telekommunikation i en instruks af 19. august 1986 (Bulletin officiel des PTT, 1986, s. 311 ff.) de naermere regler for driften og den kommercielle udnyttelse af EMS Chronopost. Dette selskab blev drevet af SFMI, i det vaesentlige ved hjaelp af midler fra det franske postvaesen samt fra TAT Express, som er datterselskab af TAT, og som foretager kurértransportopgaver. Det franske postvaesens bistand til SFMI bestod dels i, at postkontorerne og en del af personalet beskaeftiget med indsamling, sortering, transport og distribution af forsendelserne til kunderne blev stillet til raadighed (herefter "logistisk bistand"), dels i salgsfremmende foranstaltninger, kundeopsoegning og raadgivning af kunderne (herefter "forretningsmaessig bistand").

6 Indkoeringen af og vaeksten i SFMI skete hurtigt. Fra 200 mio. FF i det foerste regnskabsaar 1986 steg omsaetningen til 720 mio. FF i 1988, 1,03 mia. FF i 1989 og 1,34 mia. FF i 1991.

7 Den 1. januar 1991 opnaaede det franske postvaesen, som indtil da havde vaeret integreret i statsadministrationen, stilling som selvstaendigt offentligretligt organ. Lov nr. 90-568 af 2. juli 1990 om organisation af det offentlige post- og telekommunikationsvaesen tillagde udtrykkeligt postvaesenet bemyndigelse til ° sideloebende med sine opgaver i det offentliges tjeneste ° at videreudvikle forskellige former for virksomhed paa omraader, som staar aabne for det private initiativ.

8 I 1992 blev kurérvirksomhedens struktur aendret, efter at det franske postvaesen og det tyske, nederlandske, canadiske og svenske postvaesen paa den ene side og det oprindeligt australske postekspeditionsselskab TNT paa den anden side havde oprettet GNEW som faelles organ inden for international kurérvirksomhed (en fusion, som Kommissionen ved beslutning af 2.12.1991 meddelte ikke at modsaette sig, EFT C 322, s. 19). Den samlede nationale virksomhed overgik til et nyt selskab, Chronopost, hvoraf Sofipost ejede 66% og TAT 34%. Den internationale gren blev overtaget af SFMI, som ejes af GNEW France, det faelles organs franske datterselskab. Inden for denne nye struktur indsamler og fordeler Chronopost for SFMI' s regning de internationale forsendelser, som tilgaar GNEW. Det franske postvaesen gav indtil 1. januar 1995 GNEW-SFMI tilladelse til at benytte sit distributionsnet, og Chronopost kunne ikke konkurrere med SFMI.

9 Da SFEI fandt, at de betingelser, hvorunder det franske postvaesen ydede logistisk og forretningsmaessig bistand til SFMI, udgjorde en statsstoette, der var uforenelig med faellesmarkedet og de lige konkurrencevilkaar, klagede selskabet den 21. december 1990 til Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber og til Conseil français de la concurrence. SFEI gjorde bl.a. gaeldende, at SFMI kunne operere med priser, som laa betragteligt under konkurrenternes, fordi SFMI kunne udnytte postvaesenets administration.

10 Kommissionen afviste den 10. marts 1992 SFEI' s klage i henhold til traktatens artikel 92. SFEI og de tre virksomheder, som indgaar heri, anlagde dernaest ved staevning af 16. maj 1992 et annullationssoegsmaal for Domstolen til proevelse af denne afgoerelse (sag C-222/92). Da Kommissionen trak sin afgoerelse tilbage med henblik paa "at indhente yderligere oplysninger, henset til visse elementer i staevningen ...", blev sagen slettet af Domstolens register ved kendelse af 18. november 1992.

11 Derpaa fortsatte Kommissionen sagens behandling; bl.a. anmodede Kommissionen ved to lejligheder de franske myndigheder om oplysninger. Imidlertid traf Kommissionen hverken endelig beslutning eller tog stilling til spoergsmaalet om, hvorvidt de omhandlede foranstaltninger udgjorde statsstoette i den i traktatens artikel 92 anfoerte betydning.

12 Under disse omstaendigheder anlagde SFEI og de naevnte fem selskaber den 16. juni 1993 sag ved Tribunal de commerce de Paris mod SFMI, Chronopost, det franske postvaesen, Sofipost, TAT og TAT Express med paastand om, at det blev fastslaaet, at det franske postvaesens logistiske og forretningsmaessige bistand til SFMI og til Chronopost var statsstoette, som var blevet ivaerksat i strid med traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum, uden forudgaaende anmeldelse til Kommissionen. Der blev saaledes nedlagt paastand om dels, at det franske postvaesen skulle tilpligtes til med oejeblikkelig virkning at ophoere med at yde den saakaldte statsstoette, dels at SFMI og Chronopost skulle tilbagebetale postvaesenet al den ulovlige statsstoette, som disse selskaber havde modtaget, fra de blev stiftet, dvs. 2 139 mio. FF for perioden 1986-1991. Sagsoegerne nedlagde ligeledes paastand om erstatning paa 216 mio. FF.

13 I sine skriftlige indlaeg for den nationale ret har SFEI m.fl. anfoert, at den paastaaede logistiske bistand bestaar i, at SFMI for et usaedvanligt lavt vederlag har faaet adgang til postvaesenets netvaerk, der omfatter 300 000 ansatte, 73 000 daglige postombaeringer, 16 835 bygninger, 50 000 koeretoejer, 300 godsvogne og 22 fly, samt at SFMI er underlagt en saerlig fordelagtig fortoldningsprocedure, og af det franske postvaesen har faaet usaedvanligt gode betalingsbetingelser. Sagsoegeren har ligeledes gjort gaeldende, at det franske postvaesen yder SFMI og Chronopost forretningsmaessig bistand. Dels har disse adgang til det franske postvaesens kundekreds. Dels drager de fordel af de af det franske postvaesen foranstaltede salgs- og reklamekampagner. Ifoelge SFEI bestaar statsstoetten af forskellen mellem det beloeb, der ydes for denne bistand, og markedsprisen herfor.

14 Sagsoegte har bl.a. gjort gaeldende, at sagen er omfattet af Kommissionens eller af den franske Conseil d' État' s kompetence. Sagsoegerne replicerede, at de ikke havde nedlagt paastand om annullation af forvaltningsakter, men alene havde gjort gaeldende, at et offentligt organ ved at bidrage til udviklingen af erhvervsdrivende selskaber tilsidesatte de konkurrenceregler, som sagsoegerne er underlagt.

15 Henset til disse faktiske og retlige omstaendigheder har Tribunal de commerce de Paris udsat sagen og forelagt Domstolen foelgende otte spoergsmaal om fortolkningen af traktatens artikel 92 og 93:

"1) Skal en medlemsstats foranstaltninger, hvorved der gennem OEkonomi- og Finansministeriet samt Ministeriet for Postvaesen og Telekommunikation ydes stoette til et selskab, der tilbyder kurérservice, dels i form af logistisk og forretningsmaessig bistand, dels ved at undlade at opkraeve et normalt vederlag for tekniske, forretningsmaessige eller finansielle ydelser, anses for statsstoette, der fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkaarene og paavirker samhandelen mellem medlemsstaterne, jf. traktatens artikel 92?

2) Saafremt spoergsmaal 1 besvares bekraeftende, oenskes det oplyst, hvorvidt tilbagebetalingen af den oekonomiske stoette, der allerede er udbetalt i strid med traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum, da ikke ° ud over den oejeblikkelige indstilling af stoetten ° er det eneste effektive middel til at sikre, at forbuddet overholdes?

3) Saafremt spoergsmaal 1 besvares bekraeftende, oenskes det oplyst, om en virksomhed, der modtager en saadan stoette, da i henhold til faellesskabsretten, navnlig naar henses til dennes forrang, er forpligtet til at udvise saerlig agtpaagivenhed ved bl.a. inden modtagelse af stoetten at kontrollere, om stoetten er tildelt i overensstemmelse med proceduren efter traktatens artikel 93, stk. 3?

4) Saafremt spoergsmaal 3 besvares bekraeftende, oenskes det oplyst, om det tab, der paafoeres de virksomheder, som konkurrerer med den subsidierede virksomhed, som foelge af dennes utilstraekkelige agtpaagivenhed da ogsaa skal erstattes i henhold til gaeldende national ret for saaledes at afboede virkningerne af, at de relevante faellesskabsregler er tilsidesat?

5) Er en national retsinstans, der som civilretlig instans i overensstemmelse med national ret skal tage stilling til foelgerne af en statslig foranstaltning, der er truffet uden hensyntagen til kravet om Kommissionens forudgaaende kontrolprocedure, jf. traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum, ifoelge faellesskabsretten forpligtet til at afvise sagen paa grund af manglende kompetence, hvis Kommissionen har faaet forelagt sagen i form af en klage, der soeger fastslaaet, at den anfaegtede foranstaltning er i strid med faellesmarkedet, ogsaa selv om Kommissionen ikke har truffet endelig beslutning og end ikke har taget stilling til, om de anfaegtede foranstaltninger maa betragtes som statsstoette?

6) Hvis dette ikke er tilfaeldet, oenskes oplyst, om den nationale retsinstans, som har erklaeret sig kompetent, under de samme forudsaetninger dog er forpligtet til at udsaette sagen og afvente Kommissionens beslutning vedroerende spoergsmaalet om, hvorvidt de anfaegtede foranstaltninger maa anses for statsstoette?

7) Er det af betydning for besvarelsen af spoergsmaal 5 og spoergsmaal 6, at Kommissionen endnu ikke har truffet beslutning, uagtet den havde faaet forelagt sagen mere end to aar tidligere, og at sagsoegeren yderligere over for den nationale ret har godtgjort, at de for sagsoegeren skadevoldende foelger af tilsidesaettelsen af artikel 93, stk. 3, sidste punktum, uopholdeligt boer bringes til ophoer?

8) Kan det tvaertimod under de ovenfor i spoergsmaal 5, 6 og 7 beskrevne omstaendigheder udledes af Domstolens dom af 21. november 1991 i sag C-354/90 (navnlig praemis 14), at den nationale ret ved at erklaere sig kompetent og ved som paastaaet at paadoemme sagen paa grundlag af artikel 93, stk. 3, sidste punktum, blot udfoerer sin opgave, som bestaar i ° i tiden indtil Kommissionen traeffer endelig beslutning ° at beskytte borgernes rettigheder i tilfaelde, hvor de statslige myndigheder tilsidesaetter forbuddet i traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum?"

16 Den 4. februar 1994 indstaevnede det franske postvaesen og Sofipost SFEI for Cour d' appel de Paris med henblik paa at opnaa tilladelse til at appellere forelaeggelsesdommen af 5. januar 1994. Afdelingsformanden for Cour d' appel de Paris afviste ved kendelse af 24. marts 1994 denne begaering.

Formaliteten

17 TAT og SFMI har gjort gaeldende, at en besvarelse af de praejudicielle spoergsmaal maa afvises, fordi den nationale ret savner kompetence, fordi sagens faktiske og retlige sammenhaeng ikke er beskrevet i forelaeggelsesdommen, fordi kontradiktionsprincippet er tilsidesat, og endelig fordi der foreligger procedurefordrejning.

18 TAT og SFMI goer for det foerste gaeldende, at hovedsagens vaesentligste formaal er at faa oplyst, hvorvidt Den Franske Republik har tilsidesat traktatens artikel 93, stk. 3, ved ikke at underrette Kommissionen om de foranstaltninger, som SFMI og Chronopost noed godt af, og i bekraeftende fald, hvilke konsekvenser der skal drages heraf. I Frankrig har imidlertid udelukkende forvaltningsdomstolene kompetence til at udoeve kontrol med, hvorvidt forvaltningsakter om ydelse af stoette er lovlige. De almindelige domstole har heller ikke kompetence til at traeffe afgoerelse om tilbagebetaling af stoette eller til at doemme staten til at yde erstatning. Da Tribunal de commerce de Paris saaledes aabenbart ikke har kompetence til at behandle sagen, er en besvarelse af de forelagte spoergsmaal ikke noedvendig med henblik paa at afgoere tvisten.

19 For det andet har den nationale ret ikke noejagtigt redegjort for karakteren af den logistiske og forretningsmaessige bistand, som det franske postvaesen skulle have ydet SFMI og Chronopost. Desuden er den usaedvanligt lave modydelse for denne bistand ikke blevet bevist, men blot fremfoert som paastand. Under disse betingelser er de parter, som maatte oenske at fremkomme med indlaeg for Domstolen, stort set ude af stand til at fremkomme med relevante indlaeg, og Domstolen vil ikke kunne besvare de forelagte spoergsmaal hensigtsmaessigt.

20 For det tredje har TAT og SFMI gjort gaeldende, at skoent forhandlingerne for den nationale ret kun vedroerte kompetencespoergsmaalene, har den nationale ret fundet en raekke faktiske elementer bevist. Saafremt Domstolen skulle udtale sig om den praejudicielle forelaeggelse, ville dette saaledes ske paa grundlag af unoejagtige oplysninger og i strid med de sagsoegtes ret til kontradiktion.

21 For det fjerde foreligger der misbrug af den praejudicielle forelaeggelsesprocedure med henblik paa at omgaa de vanskeligheder, som opstaar for sagsoegerne, fordi Kommissionen har vaeret laenge om at traeffe beslutning. Den nationale domstol indskraenker sig i det foerste spoergsmaal ikke til at soege oplyst, hvorvidt de omhandlede foranstaltninger er en stoette som omhandlet i traktatens artikel 93, stk. 3, men soeger desuden oplyst, om foranstaltningerne er forenelige med traktaten, hvilket henhoerer under Kommissionens enekompetence. Sagsoegerne kunne over for Kommissionen indbringe et passivitetssoegsmaal eller et annullationssoegsmaal til proevelse af beslutningen om at afslaa at indlede den kontradiktoriske undersoegelsesprocedure i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2.

22 Den franske regering har alene modsat sig, at det foerste spoergsmaal besvares. Som dette spoergsmaal er formuleret, ser det ud til, at den nationale ret allerede har draget den konklusion, at SFMI og Chronopost har opnaaet en raekke fordele uden saedvanlig modydelse, og at de saaledes har modtaget statsstoette. Imidlertid indeholder forelaeggelsen ikke nogen tilkendegivelse af de faktiske eller retlige overvejelser, som har medfoert, at Tribunal de commerce de Paris har draget denne konklusion. Ifoelge den franske regering er afvisningen i saerlig grad aabenbar, naar henses til de faktiske spoergsmaals saerdeles komplekse karakter.

23 Disse anbringender og argumenter kan ikke tages til foelge.

24 Hvad angaar den nationale rets paastaaede manglende kompetence bemaerkes, at det ikke tilkommer Domstolen at undersoege, om forelaeggelsesdommen er afsagt i overensstemmelse med de nationale bestemmelser vedroerende retternes sammensaetning og virkemaade. Domstolen er bundet af en forelaeggelseskendelse, der er afsagt af en ret i en medlemsstat, saa laenge den ikke er blevet omgjort under en eventuel anke efter national ret (jf. dom af 20.10.1993, sag C-10/92, Balocchi, Sml. I, s. 5105, praemis 16 og 17, og af 14.1.1982, sag 65/81, Reina, Sml. s. 33, praemis 7 og 8).

25 Det bemaerkes indledningsvis, at de fremsatte anbringender om forelaeggelsesdommens manglende redegoerelse for tvistens faktiske og retlige sammenhaeng, om tilsidesaettelsen af kontradiktionsprincippet og om procedurefordrejning kun vedroerer det foerste spoergsmaal.

26 I forelaeggelsesdommen redegoeres saaledes detaljeret for sagsoegernes krav, saafremt den nationale ret fastslaar, at artikel 93, stk. 3, sidste punktum, er tilsidesat, samt for parternes stillingtagen til spoergsmaalet om den nationale rets kompetence henset til Kommissionens samtidige undersoegelse. Dels vedroerer spoergsmaal 2, 3 og 4 nemlig de konsekvenser, som en national retsinstans kan drage af, at en planlagt statsstoette ikke forud er blevet anmeldt. Dels vedroerer spoergsmaal 5-8 den nationale rets kompetence, saafremt Kommissionen samtidig undersoeger spoergsmaalet.

27 Uagtet at forelaeggelsesdommen kun meget kortfattet gengiver den faktiske og retlige baggrund for det foerste spoergsmaal, er denne omstaendighed i dette tilfaelde dog ikke af en saadan karakter, at en besvarelse af spoergsmaalet maa afvises. Denne kortfattede fremstilling muliggoer nemlig en forstaaelse af det foerste spoergsmaal, hvorefter Domstolen alene anmodes om at tage stilling til, hvorvidt det forhold, at en offentlig virksomhed yder logistisk og forretningsmaessig bistand uden saedvanligt vederlag til sine privatretlige datterselskaber, som udoever virksomhed underlagt den frie konkurrence, er statsstoette, som omhandlet i traktatens artikel 92.

28 Det fremgaar i oevrigt af det ovenfor anfoerte, at anbringendet om procedurefordrejning ligeledes maa forkastes. Den nationale ret oensker ikke med det foerste spoergsmaal, at Domstolen skal gribe ind i Kommissionens enekompetence og udtale sig om, hvorvidt de omhandlede foranstaltninger er forenelige med faellesmarkedet. Den nationale ret har blot anmodet om oplysning om, hvorvidt traktatens artikel 92, stk. 1, finder anvendelse paa de omhandlede foranstaltninger med henblik paa at kunne drage konsekvenserne af en eventuel tilsidesaettelse af det forbud mod forudgaaende ivaerksaettelse af paataenkte stoetteforanstaltninger, som er indeholdt i traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum.

29 De forelagte spoergsmaal skal derfor behandles.

30 Da spoergsmaal 5-8 vedroerer problemet om, hvorvidt den nationale ret har kompetence til at behandle sagen og kan fortsaette hermed til trods for, at Kommissionen samtidig undersoeger den, maa de behandles foer spoergsmaal 1-4, som vedroerer statsstoettebegrebet og de foranstaltninger, som skal traeffes, saafremt traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum, er tilsidesat.

Spoergsmaal 5-8

31 Med spoergsmaal 5-8 oensker den nationale ret i det vaesentlige oplyst, hvorledes den skal forholde sig, naar den skal tage stilling til foelgerne af en tilsidesaettelse af traktatens artikel 93, stk. 3, hvis Kommissionen samtidig har faaet forelagt sagen og endnu ikke har truffet beslutning om, hvorvidt de omhandlede statslige foranstaltninger er statsstoette. Den nationale ret er naermere bestemt i tvivl om, hvorvidt den skal erklaere sig inkompetent (spoergsmaal 5) eller dog udsaette sagen, indtil Kommissionen har truffet beslutning om, hvorledes de omhandlede foranstaltninger skal klassificeres (spoergsmaal 6), eller om den nationale ret tvaertimod skal erklaere sig kompetent og beskytte borgernes rettigheder i forbindelse med statens overtraedelse af traktatens artikel 93, stk. 3, ved som paastaaet at paadoemme sagen (spoergsmaal 8). Endelig oensker den nationale ret oplyst, hvorvidt den omstaendighed, at Kommissionen har haft sagen forelagt i mere end to aar, og at sagsoegerne har bevist, at der foreligger uopsaettelighed, har betydning for besvarelsen af det forudgaaende spoergsmaal (spoergsmaal 7).

32 TAT har gjort gaeldende, at den nationale domstol, naar Kommissionen har faaet forelagt sagen, men endnu ikke har truffet beslutning om, hvorvidt de omhandlede foranstaltninger er statsstoette, skal erklaere sig inkompetent, da der ellers er risiko for, at dens beslutning kan vaere i modstrid med Kommissionens. Saafremt Kommissionen senere beslutter, at foranstaltningerne ikke skal anses for at vaere statsstoette, vil en national sag om tilbagesoegning af stoetten, jf. artikel 93, stk. 3, nemlig savne ethvert retligt grundlag. Subsidiaert har TAT gjort gaeldende, at den nationale ret skal udsaette sagen, indtil Kommissionen beslutter, hvorvidt foranstaltningerne skal anses for at vaere statsstoette. Endelig har denne part anfoert, at saafremt der antages at vaere tale om statsstoette, maa denne anses for at vaere en bestaaende stoette, fordi Kommissionen har vaeret usaedvanligt laenge om at traeffe en beslutning, saaledes at stoetten ikke kan vaere genstand for tilbagebetaling, men blot fremtidigt skal ophaeves eller aendres.

33 Disse argumenter kan ikke tages til foelge.

34 I denne forbindelse henledes opmaerksomheden paa traktatens kontrolordning med statsstoette og paa den rolle, som henholdsvis Kommissionen og de nationale retter spiller ved dennes gennemfoerelse.

35 Det bestemmes i traktatens artikel 92, stk. 1: "Bortset fra de i denne traktat hjemlede undtagelser er statsstoette eller stoette, som ydes ved hjaelp af statsmidler under enhver taenkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkaarene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med faellesmarkedet i det omfang, den paavirker samhandelen mellem medlemsstaterne".

36 Dette principielle forbud mod statsstoette er hverken absolut eller ubetinget, da navnlig artikel 92, stk. 3, tillaegger Kommissionen et vidt skoen ved afgoerelsen af, om en stoette kan tillades ved undtagelser fra det almindelige forbud i stk. 1. Bedoemmelsen i saadanne tilfaelde af en statsstoettes forenelighed eller uforenelighed med faellesmarkedet rejser problemer, der indebaerer hensyntagen til og vurdering af sammensatte oekonomiske omstaendigheder, som hurtigt kan aendre sig (dom af 14.2.1990, sag C-301/87, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s 307, praemis 15, "Boussac Saint Frères-dommen").

37 I traktatens artikel 93 fastlaegges derfor en saerlig fremgangsmaade, hvorefter Kommissionen loebende undersoeger og kontrollerer stoetten. Med hensyn til en ny stoette, som medlemsstaterne paataenker at indfoere, er der fastlagt en forudgaaende procedure, som skal foelges, saafremt stoetten skal anses for forskriftsmaessigt indfoert. I medfoer af traktatens artikel 93, stk. 3, foerste punktum, skal Kommissionen underrettes om enhver paataenkt indfoerelse eller aendring af stoetteforanstaltninger, inden den gennemfoeres.

38 Kommissionen gennemfoerer saaledes en indledende undersoegelse af paataenkte stoetteforanstaltninger. Hvis den naar frem til, at en paataenkt stoette antagelig ikke skal betragtes som forenelig med faellesmarkedet, indleder Kommissionen uopholdeligt den i artikel 93, stk. 2, fastsatte kontradiktoriske undersoegelsesprocedure. Det fremgaar af traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum, at den paagaeldende medlemsstat ikke under denne indledende fase maa gennemfoere den paataenkte stoetteforanstaltning. Saafremt den kontradiktoriske undersoegelsesprocedure indledes, gaelder dette forbud, indtil Kommissionen traeffer beslutning om, hvorvidt stoetten er forenelig med faellesmarkedet (jf. dom af 30.6.1992, sag C-47/91, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 4145, praemis 24). Hvis Kommissionen derimod ikke inden to maaneder efter at vaere blevet underrettet har reageret, kan den paagaeldende medlemsstat saaledes efter at have underrettet Kommissionen gennemfoere den paataenkte stoetteforanstaltning (dom af 11.12.1973, sag 120/73, Lorenz, Sml. s. 1471, praemis 4).

39 De nationale retters befoejelse er et resultat af den direkte virkning af det forbud mod at gennemfoere paataenkte stoetteforanstaltninger, som fremgaar af artikel 93, stk. 3, sidste punktum. Herom har Domstolen fastslaaet, at forbuddet i denne traktatbestemmelse mod at gennemfoere stoetteforanstaltninger omfatter enhver stoette, som gennemfoeres uden underretning, eller som, hvis der er givet underretning, ydes i den indledende fase eller ° hvis Kommissionen ivaerksaetter en kontradiktorisk procedure ° foer vedtagelsen af den endelige beslutning (jf. Lorenz-dommen, praemis 8, og dom af 21.11.1991, sag C-354/90, Fédération nationale du commerce extérieur des produits alimentaires et Syndicat national des négociants et transformateurs de saumon, Sml. I, s. 5505, praemis 11, "FNCE-dommen").

40 De nationale retter skal over for borgerne sikre, at der drages alle konsekvenser af en tilsidesaettelse af traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum, i henhold til national ret, saavel med hensyn til gennemfoerelsesretsakternes gyldighed som med hensyn til tilbagesoegning af den finansielle stoette, der er tildelt i strid med den omhandlede traktatbestemmelse eller i givet fald i strid med foreloebige forholdsregler (jf. FNCE-dommen, praemis 12).

41 Under kontrollen med medlemsstaternes overholdelse af deres forpligtelser i henhold til traktatens artikel 92 og 93 indtager de nationale retter og Kommissionen roller, som dels supplerer hinanden, dels er klart adskilte.

42 De nationale retter kan ikke, naar de skal drage konsekvenserne af en tilsidesaettelse af artikel 93, stk. 3, sidste punktum, udtale sig om, hvorvidt stoetteforanstaltningerne er forenelige med faellesmarkedet, idet Kommissionen er enekompetent til at traeffe afgoerelse herom under forbehold af Domstolens proevelsesret (jf. FNCE-dommen, praemis 14).

43 Kommissionen kan ° i modsaetning til de nationale retter ° ikke foreskrive tilbagebetaling af en statsstoette alene med den begrundelse, at underretningspligten er tilsidesat, jf. traktatens artikel 93, stk. 3 (jf. Boussac Saint Frères-dommen, praemis 19-22, dom af 21.3.1990, sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 959, praemis 15-20, og FNCE-dommen, praemis 13). Kommissionen maa foerst efter at have givet vedkommende medlemsstat lejlighed til ° i afventning af resultatet af undersoegelsen af stoetten ° at fremsaette sine bemaerkninger ved en midlertidig beslutning paalaegge medlemsstaten straks at suspendere udbetalingen af stoetten og inden en vis frist give Kommissionen adgang til al den dokumentation og alle de oplysninger, der er noedvendige for at afgoere, om stoetten er forenelig med faellesmarkedet. Kun i det tilfaelde, hvor medlemsstaten trods Kommissionens paalaeg undlader at give de oenskede oplysninger, er Kommissionen befoejet til at afslutte proceduren og vedtage den beslutning, hvori det konstateres, at stoetteforanstaltningen paa grundlag af de oplysninger, den raader over, er forenelig eller uforenelig med faellesmarkedet, og i givet fald om, at et allerede udbetalt stoettebeloeb skal tilbagesoeges (jf. Boussac Saint Frères-dommen, praemis 19 og 21).

44 Under disse betingelser kan det forhold, at Kommissionen har indledt en forudgaaende undersoegelsesprocedure i medfoer af artikel 93, stk. 3, eller den kontradiktoriske undersoegelsesprocedure i henhold til artikel 93, stk. 2, ikke fritage de nationale retter for deres forpligtelse til at sikre borgernes rettigheder, naar medlemsstaten har tilsidesat sin forpligtelse til at give forudgaaende underretning.

45 Enhver anden fortolkning ville tilskynde medlemsstaterne til at saette sig ud over forbuddet mod at gennemfoere paataenkte stoetteforanstaltninger. Eftersom Kommissionen alene kan traeffe bestemmelse om, at yderligere ydelser ikke maa finde sted, saa laenge den ikke har truffet endelig beslutning, vil den tilsigtede virkning af traktatens artikel 93, stk. 3, blive formindsket, hvis det forhold, at sagen var forelagt for Kommissionen, skulle forhindre de nationale retter i at drage konsekvenserne af, at bestemmelsen var tilsidesat.

46 Den forsinkelse, hvormed Kommissionen har gennemfoert sin indledende undersoegelse, kan heller ikke have den virkning, at en ny stoette, som ydes i strid med traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum, aendres til at vaere en bestaaende stoette, som kun kan ophaeves med virkning for fremtiden.

47 Domstolen har ganske vist udtalt, at naar en medlemsstat har underrettet Kommissionen om planlagte foranstaltninger, skal Kommissionen inden for en frist paa to maaneder indlede proceduren i henhold til artikel 93, stk. 2. Saafremt Kommissionen ikke tager stilling, foer denne frist er udloebet, kan medlemsstaten gennemfoere foranstaltningen efter at have givet Kommissionen forudgaaende meddelelse. Stoetten anses i saa fald for at vaere en bestaaende stoette, som er underlagt den kontrol, som fremgaar af artikel 93, stk. 1 og 2 (jf. Lorenz-dommen, praemis 4 og 5).

48 Denne retspraksis bygger imidlertid paa det noedvendige i at tage hensyn til den paagaeldende medlemsstats legitime interesse i hurtigt at faa klarhed over sin retsstilling. Situationen er en anden, naar medlemsstaten har gennemfoert planlagte foranstaltninger uden foerst at have underrettet Kommissionen. Hvis medlemsstaten var i tvivl om, hvorvidt de planlagte foranstaltninger var statsstoette, kunne den sikre sine interesser ved at anmelde den planlagte stoette til Kommissionen, hvorved Kommissionen var blevet tvunget til at traeffe beslutning inden to maaneder.

49 Endelig bemaerkes, at en national ret kan vaere noedt til at fortolke det i traktatens artikel 92 omhandlede stoettebegreb for at fastslaa, om en statslig foranstaltning, som er indfoert uden iagttagelse af den forudgaaende undersoegelsesprocedure efter artikel 93, stk. 3, skulle have vaeret underkastet denne procedure (dom af 22.3.1977, sag 78/76, Steinike og Weinlig, Sml. s. 595, praemis 14, og af 30.11.1993, sag C-189/91, Kirsammer-Hack, Sml. I, s. 6185, praemis 14).

50 Hvis den nationale ret er i tvivl om, hvorledes den skal klassificere de omhandlede statsstoetteforanstaltninger, kan den anmode Kommissionen om naermere oplysninger herom. I meddelelse om samarbejdet mellem de nationale domstole og Kommissionen paa statsstoetteomraadet af 23. november 1995 (EFT C 312, s. 8) har Kommissionen udtrykkeligt opfordret de nationale domstole til at saette sig i forbindelse med Kommissionen, naar de moeder vanskeligheder ved anvendelsen af traktatens artikel 93, stk. 3, og har redegjort for karakteren af de oplysninger, som den kan give. I denne forbindelse fremhaeves, at Kommissionen skal besvare de nationale domstoles anmodninger saa hurtigt som muligt som foelge af pligten til loyalt samarbejde mellem faellesskabsinstitutionerne og medlemsstaterne, jf. traktatens artikel 5 (Domstolens kendelse af 13.7.1990, sag C-2/88 Imm., Zwartveld m.fl., Sml. I, s. 3365, praemis 17 og 18).

51 Den nationale ret kan eller skal i oevrigt forelaegge Domstolen et praejudicielt spoergsmaal om fortolkning af traktatens artikel 92, jf. traktatens artikel 177, stk. 2 og 3.

52 Naar det er sandsynligt, at der vil forloebe en vis periode, foer den nationale ret kan traeffe endelig afgoerelse, tilkommer det denne at vurdere, hvorvidt det er noedvendigt at traeffe afgoerelse om foreloebige forholdsregler, herunder udsaettelse af de omhandlede foranstaltninger, med henblik paa at sikre parternes interesser.

53 Spoergsmaal 5-8 skal derfor besvares saaledes, at en national retsinstans, der skal tage stilling til foelgerne af en tilsidesaettelse af traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum, samtidig med, at Kommissionen har faaet sagen forelagt og endnu ikke har truffet beslutning om, hvorvidt de omhandlede statslige foranstaltninger skal anses for at vaere statsstoette, hverken er forpligtet til at erklaere sig inkompetent eller til at udsaette sagen, indtil Kommissionen har truffet beslutning om, hvorledes de omhandlede foranstaltninger skal klassificeres. En national retsinstans kan vaere noedt til at fortolke og anvende statsstoettebegrebet med henblik paa at afgoere, hvorvidt foranstaltningerne skulle have vaeret anmeldt til Kommissionen. Hvis den nationale retsinstans er i tvivl, kan den anmode Kommissionen om naermere oplysninger. Desuden kan eller skal den forelaegge Domstolen et praejudicielt spoergsmaal, jf. traktatens artikel 177, stk. 2 og 3. Saafremt den nationale retsinstans retter henvendelse til Kommissionen eller forelaegger Domstolen et praejudicielt spoergsmaal, skal den vurdere, hvorvidt det er noedvendigt at vedtage foreloebige forholdsregler for at sikre parternes interesser, indtil der traeffes endelig afgoerelse i sagen.

Spoergsmaal 1

54 Med det foerste spoergsmaal oensker den nationale ret i det vaesentlige oplyst, hvorvidt det forhold, at en offentlig virksomhed har ydet logistisk og forretningsmaessig bistand uden saedvanligt vederlag til sine privatretlige datterselskaber, som udoever virksomhed underlagt den frie konkurrence, kan anses for statsstoette i den i traktatens artikel 92 omhandlede betydning.

55 Indledningsvis bemaerkes dels, at Kommissionen aldrig har faaet underretning om de omhandlede foranstaltninger, da den franske regering fandt, at de ikke kunne anses for at vaere statsstoette, dels at Kommissionen, der fik forelagt en klage i 1990, stadig ikke ° efter at en foerste beslutning om afslag i 1992 er blevet trukket tilbage ° har vaeret i stand til at udtale sig om, hvorvidt det franske postvaesens logistiske og forretningsmaessige bistand til SFMI og til Chronopost maa anses for at vaere statsstoette.

56 Det bemaerkes ligeledes, at den franske regering og Kommissionen er enige om, at det foerste spoergsmaal, saaledes som det er formuleret, maa besvares bekraeftende. Saavel den franske regering som Kommissionen har ligeledes fremhaevet, at vurderingen af, hvad der udgoer saedvanligt vederlag, kraever en dybtgaaende og kompliceret oekonomisk analyse af de omkostninger, som er forbundet med de omhandlede ydelser, og at forelaeggelsesdommen ikke i denne forbindelse indeholder tilstraekkeligt praecise oplysninger.

57 Det tiltraedes, at en offentlig virksomheds ydelse af logistisk og forretningsmaessig bistand uden saedvanligt vederlag til privatretlige datterselskaber, som driver virksomhed underlagt den frie konkurrence, kan anses for at vaere statsstoette, som omhandlet i traktatens artikel 92.

58 Denne bestemmelse har nemlig til formaal at hindre, at samhandelen mellem medlemsstaterne paavirkes af fordele, som indroemmes af offentlige myndigheder, og som under forskellige former fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkaarene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner (dom af 15.3.1994, sag C-387/92, Banco Exterior de España, Sml. I, s. 877, praemis 12, og af 2.7.1974, sag 173/73, Italien mod Kommissionen, Sml. s. 709, praemis 26). Stoettebegrebet omfatter ikke blot positive ydelser saasom tilskud, men ligeledes indgreb, der under forskellige former letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget, og derved, uden at vaere tilskud i ordets egentlige forstand, er af samme art og har tilsvarende virkninger (jf. Banco Exterior de España-dommen, praemis 13).

59 Det fremgaar heraf, at levering af varer og tjenesteydelser paa saerligt gunstige vilkaar kan anses for statsstoette (dom 2.2.1988, forenede sager 67/85, 68/85 og 70/85, Van der Kooy m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 219, praemis 28, og af 29.2.1996, sag C-56/93, Belgien mod Kommissionen, endnu ikke offentliggjort i Samling af Afgoerelser, praemis 10).

60 Det maa derfor med henblik paa at vurdere, hvorvidt en statslig foranstaltning skal anses for at vaere stoette, fastlaegges, hvorvidt den virksomhed, foranstaltningen er rettet til, opnaar en oekonomisk fordel, som den ikke ville have opnaaet under saedvanlige markedsbetingelser.

61 I forbindelse med denne undersoegelse skal den nationale ret fastlaegge, hvad der er saedvanligt vederlag for de omhandlede ydelser. En saadan vurdering forudsaetter en oekonomisk analyse, som tager hensyn til alle de faktorer, som en virksomhed under normale markedsbetingelser skulle have taget i betragtning ved fastsaettelsen af vederlaget for ydelserne.

62 Heraf foelger, at det foerste spoergsmaal skal besvares saaledes, at en offentlig virksomheds ydelse af logistisk og forretningsmaessig bistand til privatretlige datterselskaber, som driver virksomhed underlagt den frie konkurrence, kan udgoere statsstoette i den i traktatens artikel 92 anfoerte betydning, hvis vederlaget herfor er lavere end det, som ville vaere blevet forlangt under saedvanlige markedsbetingelser.

Spoergsmaal 2

63 Med det andet spoergsmaal oensker den nationale ret i det vaesentlige oplyst, hvorvidt en national retsinstans, for hvilken der er nedlagt paastand om tilbagebetaling af stoette, kan tage paastanden til foelge, hvis det fastslaas, at stoetten ikke er blevet anmeldt til Kommissionen.

64 Ifoelge den spanske regering kan tilsidesaettelse af den pligt til at underrette Kommissionen, som fremgaar af artikel 93, stk. 3, alene give anledning til foreloebige forholdsregler, af hvilken den strengeste er, at ydelse af stoette udsaettes. Der kan ikke traeffes afgoerelse om tilbagebetaling, foer det er fastslaaet, at stoetten er uforenelig med faellesmarkedet. Saafremt det var tilfaeldet, ville de nationale retsinstanser kunne foregribe undersoegelsen af sagens realitet.

65 TAT samt den spanske, den franske og den tyske regering har ligeledes anfoert, at de nationale retter aldrig er forpligtede til at traeffe afgoerelse om tilbagebetalingen. Det ville nemlig vaere selvmodsigende, at en tilsidesaettelse af den formelle forpligtelse i henhold til traktatens artikel 93, stk. 3, noedvendigvis skulle medfoere, at stoetten skulle tilbagebetales, mens Kommissionen ikke skulle vaere tvunget til at traeffe afgoerelse herom, naar den fastslaar, at stoetten er uforenelig med faellesmarkedet.

66 Disse synspunkter kan ikke tiltraedes.

67 Indledningsvis bemaerkes, at den nationale ret, for hvilken der er nedlagt en paastand om, at traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum, er tilsidesat, spiller en stoerre rolle end den domstol, der skal traeffe en foreloebig afgoerelse. Den nationale ret er forpligtet til i sin endelige dom i en saadan sag at sikre beskyttelse mod retsvirkningerne af, at en ulovlig statsstoette bliver gennemfoert. Desuden kan denne afgoerelse ikke anfaegtes af Kommissionen. Kommissionens endelige beslutning om, at en stoette er forenelig med faellesmarkedet, indebaerer nemlig ikke, at ulovlige gennemfoerelsesforanstaltninger efterfoelgende lovliggoeres (jf. FNCE-dommen, praemis 16).

68 Endelig fremgaar det af den naevnte FNCE-dom, praemis 12, at naar det fastslaas, at en stoette er blevet ydet i strid med artikel 93, stk. 3, sidste punktum, skal det principielt medfoere, at beloebet tilbagebetales i overensstemmelse med de nationale processuelle bestemmelser.

69 Enhver anden fortolkning ville tilskynde medlemsstaterne til at saette sig ud over forbuddet i traktatens artikel 93, stk. 3. Saafremt det forudsaettes, at de nationale retsinstanser alene kan traeffe afgoerelse om, at enhver fremtidig ydelse udsaettes, ville den allerede ydede stoette blive opretholdt, indtil Kommissionen traf endelig beslutning om, at stoetten var uforenelig med faellesmarkedet og skulle tilbagebetales.

70 Naar henses til den betydning for faellesmarkedets rette funktion, som overholdelse af den forudgaaende kontrolprocedure i forbindelse med paataenkt statsstoette maa tillaegges, skal de nationale retsinstanser principielt tage en paastand om tilbagebetaling af stoette, der er ydet i strid med traktatens artikel 93, stk. 3, til foelge. Imidlertid kan der ° som anfoert af generaladvokaten i punkt 73-77 i forslaget til afgoerelse ° forekomme ekstraordinaere omstaendigheder, hvor det er uhensigtsmaessigt at kraeve stoetten tilbagebetalt.

71 Det andet spoergsmaal maa derfor besvares saaledes, at en national retsinstans, for hvilken der nedlaegges paastand om tilbagebetaling af stoette, skal tage denne paastand til foelge, hvis den fastslaar, at stoetten ikke er blevet anmeldt til Kommissionen, medmindre tilbagebetaling paa grund af ekstraordinaere omstaendigheder ikke er hensigtsmaessig.

Spoergsmaal 3 og 4

72 Med det tredje og fjerde spoergsmaal oensker den nationale ret i det vaesentlige oplyst, hvorvidt en virksomhed, som har modtaget stoette, og som ikke undersoeger, om stoetten er blevet anmeldt til Kommissionen i overensstemmelse med traktatens artikel 93, stk. 3, ifalder ansvar i henhold til faellesskabsretten.

73 Det bemaerkes, at den i traktatens artikel 93 fastlagte fremgangsmaade til kontrol og undersoegelse af statsstoette ikke paalaegger stoettemodtageren saerlige forpligtelser. Dels er forpligtelsen til at underrette Kommissionen og forbuddet mod forudgaaende gennemfoerelse af paataenkte stoetteforanstaltninger, som er fastsat i artikel 93, stk. 3, rettet til medlemsstaten. Dels er ogsaa Kommissionens beslutning om, at en stoette er uforenelig med faellesmarkedet og skal ophaeves inden for en af Kommissionen fastsat frist, rettet til medlemsstaten.

74 Under disse omstaendigheder er der ikke i faellesskabsretten tilstraekkelig hjemmel til, at en stoettemodtager, som ikke har undersoegt, hvorvidt den modtagne stoette er blevet forskriftsmaessigt anmeldt til Kommissionen, ifalder ansvar.

75 Det er imidlertid muligt, at anvendelse af nationale retsforskrifter vil kunne medfoere, at der foreligger ansvar uden for kontraktforhold. Saafremt det i medfoer af nationale retsforskrifter under visse omstaendigheder er muligt, at en erhvervsdrivende, der modtager en ulovlig stoette, hvorved andre erhvervsdrivende paafoeres tab, ifalder ansvar, kan princippet om forbud mod forskelsbehandling foere til, at den nationale ret skal fastslaa, at modtageren af en statsstoette, som er ydet i strid med traktatens artikel 93, stk. 3, ifalder ansvar.

76 Det tredje og fjerde spoergsmaal skal saaledes besvares med, at en stoettemodtager, som ikke undersoeger, om stoetten er blevet anmeldt til Kommissionen i overensstemmelse med traktatens artikel 93, stk. 3, ikke kan ifalde ansvar alene med hjemmel i faellesskabsretten.

Sagens omkostninger

77 De udgifter, der er afholdt af den franske, den tyske og den spanske regering samt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Tribunal de commerce de Paris ved dom af 5. januar 1994, for ret:

1) En national retsinstans, der skal tage stilling til foelgerne af en tilsidesaettelse af EF-traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum, samtidig med, at Kommissionen har faaet sagen forelagt og endnu ikke har truffet beslutning om, hvorvidt de omhandlede statslige foranstaltninger skal anses for at vaere statsstoette, er hverken forpligtet til at erklaere sig inkompetent eller til at udsaette sagen, indtil Kommissionen har truffet beslutning om, hvorledes de omhandlede foranstaltninger skal klassificeres. En national retsinstans kan vaere noedt til at fortolke og anvende stoettebegrebet med henblik paa at afgoere, hvorvidt foranstaltningerne skulle have vaeret anmeldt til Kommissionen. Hvis den nationale retsinstans er i tvivl, kan den anmode Kommissionen om naermere oplysninger. Desuden kan eller skal den forelaegge Domstolen et praejudicielt spoergsmaal, jf. EF-traktatens artikel 177, stk. 2 og 3. Saafremt den nationale retsinstans retter henvendelse til Kommissionen eller forelaegger Domstolen et praejudicielt spoergsmaal, skal den vurdere, hvorvidt det er noedvendigt at vedtage foreloebige forholdsregler for at sikre parternes interesser, indtil der traeffes endelig afgoerelse i sagen.

2) En offentlig virksomheds ydelse af logistisk og forretningsmaessig bistand til privatretlige datterselskaber, som driver virksomhed underlagt den frie konkurrence, kan udgoere statsstoette i den i EF-traktatens artikel 92 anfoerte betydning, hvis vederlaget herfor er lavere end det, som ville vaere blevet forlangt under saedvanlige markedsbetingelser.

3) En national retsinstans, for hvilken der nedlaegges paastand om tilbagebetaling af stoette, skal tage denne paastand til foelge, hvis den fastslaar, at stoetten ikke er blevet anmeldt til Kommissionen, medmindre tilbagebetaling paa grund af ekstraordinaere omstaendigheder ikke er hensigtsmaessig.

4) En stoettemodtager, som ikke undersoeger, om stoetten er blevet anmeldt til Kommissionen i overensstemmelse med traktatens artikel 93, stk. 3, kan ikke ifalde ansvar alene med hjemmel i faellesskabsretten.