61993J0469

++++

1. Internationale aftaler ° GATT ° borgernes mulighed for at paaberaabe sig bestemmelserne heri som grundlag for at modsaette sig anvendelsen af nationale retsforskrifter i strid med GATT ° foreligger ikke

(Den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel)

2. Internationale aftaler ° fjerde Lomé-konvention AVS-EOEF ° borgernes mulighed for at paaberaabe sig visse bestemmelser heri som grundlag for at modsaette sig anvendelsen af nationale retsforskrifter i strid med konventionen

(Fjerde Lomé-konvention AVS-EOEF af 15.12.1989)

3. Internationale aftaler ° fjerde Lomé-konvention AVS-EOEF ° bestemmelser om handelssamarbejde ° den almindelige samhandelsordning ° diskriminerende interne afgifter ° intet forbud herimod ° forhoejelse af en allerede bestaaende afgift saasom den nationale italienske forbrugsafgift paa friske bananer ° uforenelig med protokol nr. 5 og de tidligere konventioner ° borgernes mulighed for at paaberaabe sig disse ° betingelser

(Fjerde Lomé-konvention AVS-EOEF af 15.12.1989, art. 169, stk. 1, og art. 177, stk. 2, samt protokol nr. 5; foerste, anden og tredje Lomé-konvention AVS-EOEF af 28.2.1975, 31.10.1979 og 8.12.1984)

1. Den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel indeholder ikke bestemmelser, der tillaegger private rettigheder, som de kan paaberaabe sig ved de nationale domstole som grundlag for at modsaette sig anvendelsen af nationale retsforskrifter, der er i strid hermed. De saeregenheder, som karakteriserer denne overenskomst ° der er kendetegnet ved stor smidighed i sine bestemmelser, navnlig dem, som vedroerer mulighederne for fravigelse, de foranstaltninger, der kan traeffes i tilfaelde af saerlige vanskeligheder, og ordningen for bilaeggelse af tvister mellem de kontraherende parter ° er nemlig til hinder for at tillaegge private saadanne rettigheder.

2. Den fjerde AVS-EOEF-konvention kan i lighed med, hvad der gaelder for de foregaaende AVS-EOEF-konventioner og associeringsaftalerne mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og de afrikanske stater samt Madagascar, indeholde bestemmelser, der tillaegger private rettigheder, som disse kan paaberaabe sig ved de nationale domstole som grundlag for at modsaette sig anvendelsen af nationale retsforskrifter, der er i strid hermed. Den omstaendighed, at de naevnte konventioner er karakteriseret ved, at der er en kendelig mangel paa ligevaegt i de kontraherende parters forpligtelser ° hvilket er en foelge af selve disse konventioners saerlige karakter ° er ikke til hinder for at antage, at visse af deres bestemmelser har direkte virkning i Faellesskabets retsorden.

3. Den fjerde AVS-EOEF-konvention, der ikke indeholder bestemmelser med et udtrykkeligt forbud mod diskriminerende interne afgifter, kan ikke fortolkes saaledes, at den alligevel maa antages at indeholde et saadant forbud i kraft af artikel 177, stk. 2, hvorefter det er forbudt i protektionistisk oejemed at anvende andre midler end de efter artikel 177 tilladte beskyttelsesforanstaltninger, eller i kraft af artikel 169, stk. 1, hvorefter det er forbudt at anvende kvantitative restriktioner og foranstaltninger med tilsvarende virkning. Det foelger nemlig af en systematisk fortolkning af konventionen, at de kontraherende parter ikke har oensket at foretage nogen regulering af interne afgifter som led i den almindelige samhandelsordning, der er indfoert ved konventionen.

Ganske vist er den naevnte almindelige samhandelsordning ikke til hinder for at paalaegge bananer med oprindelse i AVS-staterne en intern afgift saasom den nationale forbrugsafgift paa friske bananer, der blev indfoert i italiensk ret ved lov nr. 986/64, men forhoejelser af en saadan afgift strider mod artikel 1 i protokol nr. 5 om bananer, som er indeholdt i et bilag til den fjerde konvention. Ved denne artikel ° hvorefter ingen AVS-stat med hensyn til sin udfoersel af bananer til Faellesskabets markeder maa stilles ringere i forhold til, hvad der gjaldt foer konventionens ikrafttraeden for saa vidt angaar den paagaeldende stats adgang til de traditionelle markeder og dens fordele paa disse markeder ° blev der nemlig indfoert en standstill-klausul i konventionen, der udgoer en saerregel, som i kraft af princippet om "lex specialis derogat generali" kan indeholde andre retsforskrifter end dem, som i oevrigt er fastsat for varer med oprindelse i AVS-staterne.

Da denne artikel er affattet i klare, praecise og ubetingede vendinger, og da der findes en tilsvarende artikel i de tre foerste AVS-EOEF-konventioner, kan en erhvervsdrivende paaberaabe sig AVS-EOEF-konventionerne som grundlag for at modsaette sig de naevnte forhoejelser, naar disse har fundet sted efter den 1. april 1976, paa hvilken dato den foerste AVS-EOEF-konvention traadte i kraft, og naar forhoejelserne bevirker, at den naevnte eksport af bananer stilles ringere end tidligere.

1 Ved kendelse af 10. november 1993 indgaaet til Domstolens Justitskontor den 16. december 1993 har Tribunale di Trieste i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt en raekke praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (herefter "GATT") og AVS-EOEF-konventionerne, som er undertegnet i Lomé mellem staterne i Afrika, Vestindien og Stillehavet, paa den ene side, og Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, paa den anden side (herefter "AVS-EOEF-konventionerne").

2 Spoergsmaalene er rejst under en tvist mellem Amministrazione delle Finanze dello Stato og selskabet Chiquita Italia.

3 Ved den italienske lov nr. 986/64 af 9. oktober 1964 (herefter "den italienske lov") blev der med virkning fra den 1. januar 1965 indfoert en afgift paa friske bananer, som siden er blevet forhoejet flere gange.

4 Ved dom af 7. maj 1987 i sag 193/85, Co-Frutta (Sml. s. 2085), fastslog Domstolen, at EOEF-traktatens artikel 95, stk. 2, er til hinder for en forbrugsafgift, som rammer visse indfoerte frugter, saafremt den maa antages at beskytte den indenlandske frugtproduktion. Domstolen kendte endvidere for ret, at artikel 95 omfatter alle varer med oprindelse i andre medlemsstater, herunder varer med oprindelse i tredjelande, som er bragt i fri omsaetning i medlemsstaterne.

5 I den dom, som Domstolen ligeledes afsagde den 7. maj 1987 i sag 184/85, Kommissionen mod Italien (Sml. s. 2013, praemis 15), fastslog Domstolen, at Den Italienske Republik havde tilsidesat sine forpligtelser efter traktatens artikel 95, stk. 2, da den havde indfoert og opretholdt en forbrugsafgift paa friske bananer med oprindelse i andre medlemsstater.

6 Domstolen antog herved for det foerste, at afgiften havde karakter af en intern afgift, idet den indgik som led i en generel intern afgiftsordning, der systematisk og efter objektive kriterier anvendes paa kategorier af varer, uanset deres oprindelse. Endvidere antog Domstolen, at afgiften var en protektionistisk foranstaltning i artikel 95, stk. 2' s forstand, da den maatte antages at beskytte den indenlandske frugtproduktion.

7 Under paaberaabelse af disse domme anlagde Chiquita Italia to sager henholdsvis den 2. april og den 25. maj 1990, hvorunder selskabet nedlagde paastand om, at Pretura di Trieste tilpligtede de italienske myndigheder at give selskabet tilladelse til at indfoere nogle partier bananer med oprindelse i Columbia, Honduras og St. Lucia uden at betale den forbrugsafgift, som var indfoert ved den italienske lov under henvisning til, at den var i strid med faellesskabsretten.

8 Pretura di Trieste tog selskabets paastande til foelge.

9 Den 18. september 1990 anlagde Ministero delle Finanze to sager ved Tribunale di Trieste med paastand om, at den omtvistede afgift kendtes lovlig, og at der var hjemmel til at opkraeve afgiften. Ministeriet gjorde herved gaeldende, at afgiften alene kunne anses for ulovlig i forhold til de bananer, som havde oprindelse i de andre medlemsstater eller var i fri omsaetning dér, og ikke i forhold til de bananer, som hidroerte direkte fra tredjelande.

10 Den 29. december 1990 blev den italienske forbrugsafgift paa bananer ophaevet ved lov nr. 428/90 (jf. supplement til GURI af 12.1.1991). Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at denne lov ikke havde tilbagevirkende gyldighed.

11 Mens sagen verserede for Tribunale di Trieste, afsagde Domstolen dom den 9. juni 1992 i sagen Simba m.fl. (forenede sager C-228/90 ° C-234/90, C-339/90 og C-353/90, Sml. I, s. 3713), som ligeledes vedroerte indfoerslen til Italien af bananer, der hidroerte direkte fra tredjelande.

12 Domstolen gentog i denne dom, at den omtvistede forbrugsafgift var en intern afgift i traktatens artikel 95' s forstand. Den bemaerkede endvidere (praemis 14), at artikel 95 kun finder anvendelse paa varer, som indfoeres fra andre medlemsstater, og ikke paa varer, der indfoeres direkte fra tredjelande.

13 Domstolen udtalte dog (praemis 19), at selv om traktaten imidlertid ikke i sig selv indeholder bestemmelser, der er til hinder for eventuelle forskelsbehandlinger i anvendelsen af interne afgifter paa varer, der indfoeres direkte fra tredjelande, saa skal der tages hensyn til de internationale overenskomster, der er indgaaet mellem Faellesskabet og de tredjelande, hvorfra bananerne indfoeres, og som eventuelt indeholder bestemmelser, der kan faa indflydelse paa afgoerelsen af hovedsagerne.

14 Domstolen fremhaevede tillige (praemis 20), at i henhold til artikel 139, stk. 2, i den tredje AVS-EOEF-konvention har Faellesskabet og dets medlemsstater forpligtet sig til under den almindelige samhandelsordning ikke at anvende protektionistiske midler over for varer fra AVS-staterne.

15 Domstolen henviste dernaest (praemis 21) til den protektionistiske karakter af en afgift som den nationale forbrugsafgift i forhold til den paagaeldende medlemsstats indenlandske produktion af spiselig frugt.

16 Den anfoerte imidlertid (praemis 22), at det tilkommer de nationale domsmyndigheder, eventuelt efter at have forelagt praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen, at fastslaa, om bestemmelserne i de internationale overenskomster faktisk er til hinder for, at en medlemsstat paalaegger en afgift som forbrugsafgiften paa friske bananer, der indfoeres direkte fra de paagaeldende tredjelande.

17 Endelig fremhaevede Domstolen (praemis 28), at i tilfaelde, hvor de forelaeggende retter ser sig foranlediget til at betragte en national lov, der indfoerer en afgift som den nationale forbrugsafgift, som uforenelig med bestemmelserne i traktater indgaaet af Faellesskabet, der tillaegger borgerne rettigheder, er de paagaeldende borgere ikke forpligtet til at erlaegge en saadan afgift.

18 Som foelge af denne dom betalte selskabet Chiquita Italia forbrugsafgiften for de bananer, som var indfoert fra Honduras. Derimod fastholdt selskabet sin naegtelse af at betale afgiften for indfoerslerne fra Columbia og St. Lucia under henvisning til, at denne afgift er uforenelig med GATT' s artikel III og reglerne i AVS-EOEF-konventionerne.

19 Da den nationale ret finder, at afgoerelsen af tvisten i den for den verserende sag afhaenger af, hvorledes GATT og Lomé-konventionerne fortolkes, har den besluttet at udsaette sagen og at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"1) Er der under hensyn til Domstolens dom af 9. juni 1992 i de forenede sager C-228/90 ° C-234/90, C-339/90 og C-353/90, og navnlig henset til gyldigheden af bestemmelser i de af Faellesskabet indgaaede aftaler, in casu GATT-overenskomsten og konventionerne mellem AVS-staterne og EOEF, tillagt private rettigheder, som kan goeres gaeldende over for de kontraherende stater, og er de nationale domstole, saafremt en national retsforskrift strider mod eller i oevrigt er uforenelig med GATT-overenskomsten eller de naevnte konventioner, dermed forpligtet til at lade den ude af betragtning?

2) Saafremt det foerste spoergsmaal besvares bekraeftende, spoerges: Strider den interne afgift, der opkraeves i Italien som en forbrugsafgift af friske bananer i henhold til lov nr. 986/64, som aendret ved lov nr. 873/82, og som er anvendt paa friske bananer indfoert fra tredjelande, der er kontraherende parter i GATT-overenskomsten samt i konventionerne mellem AVS-staterne og EOEF, mod bestemmelser i de naevnte af Faellesskabet indgaaede aftaler og skal derfor lades ude af betragtning af de nationale domstole?"

20 Da den forelaeggende ret ikke har oplyst, hvilken AVS-EOEF-konvention den sigter til, skal det foerst afgoeres, hvilken af de fire AVS-EOEF-konventioner der finder anvendelse i sagen.

21 I den forbindelse bemaerkes, at de indfoersler, som gav anledning til opkraevningen af den omtvistede afgift, fandt sted fra april 1990.

22 De bestemmelser, som procesdeltagerne har henvist til, er enten indeholdt i den fjerde AVS-EOEF-konvention, tredje del, afsnit I, der blev undertegnet i Lomé den 15. december 1989 (EFT 1991 L 229, s. 1), eller i protokol nr. 5 om bananer (EFT 1991 L 229, s. 213), som begge traadte i kraft den 1. marts 1990 (jf. artikel 2 i afgoerelse nr. 2/90 truffet af AVS-EOEF-Ministerraadet den 27.2.1990 om de overgangsforanstaltninger, der skal gaelde fra den 1.3.1990).

23 Foelgelig skal der alene refereres til den fjerde AVS-EOEF-konvention.

Foerste spoergsmaal

24 Den forelaeggende rets foerste spoergsmaal er i det vaesentlige, om GATT og den fjerde AVS-EOEF-konvention indeholder bestemmelser, der tillaegger private rettigheder, som disse kan paaberaabe sig ved de nationale domstole som grundlag for at modsaette sig anvendelsen af nationale retsforskrifter, der er i strid hermed.

25 Det fremgaar herved af Domstolens faste praksis, at spoergsmaalet om, hvorvidt bestemmelser i en aftale, som Faellesskabet har indgaaet med tredjelande, har direkte virkning, altid skal afgoeres paa grundlag af aftalens aand, system og ordlyd (jf. bl.a. dom af 12.12.1972, forenede sager 21/72-24/72, International Fruit Company m.fl., Sml. 1972, s. 295, org. ref.: Rec. s. 1219).

26 Vedroerende GATT bemaerkes, at Domstolen flere gange og senest i dom af 5. oktober 1994 i sag C-280/93, Tyskland mod Raadet (Sml. I, s. 4973, praemis 106), har udtalt, at GATT, som ifoelge sin praeambel blev virkeliggjort ved "gensidigt fordelagtige aftaler", er kendetegnet ved stor smidighed i sine bestemmelser, navnlig dem, der vedroerer mulighederne for fravigelse, de foranstaltninger, der kan traeffes i tilfaelde af saerlige vanskeligheder, og ordningen for bilaeggelse af tvister mellem de kontraherende parter.

27 Domstolen fremhaevede (praemis 107), at de naevnte foranstaltninger med henblik paa bilaeggelse af tvistigheder, under hensyn til de enkelte tilfaelde, omfatter skriftlige henstillinger eller forslag, der skal tages under "velvillig overvejelse", undersoegelser, der eventuelt foelges op af anbefalinger, forhandlinger eller beslutninger truffet af de kontraherende parter, herunder beslutning om at bemyndige visse kontraherende parter til i forhold til andre at suspendere gennemfoerelsen af alle indroemmelser eller forpligtelser i henhold til GATT, og endelig, at den paagaeldende part i tilfaelde af en saadan suspension har mulighed for at opsige overenskomsten.

28 Domstolen udtalte endvidere (praemis 108), at hvor en forpligtelse i henhold til GATT eller en indroemmelse vedroerende en praeference medfoerer, at visse producenter lider eller risikerer at lide alvorlig skade, hjemler artikel XIX endelig mulighed for, at en kontraherende part ensidigt suspenderer forpligtelsen samt tilbagekalder eller aendrer indroemmelsen, enten efter forhandling med samtlige kontraherende parter eller, saafremt der ikke er indgaaet nogen aftale mellem de beroerte kontraherende parter, ved en midlertidig foranstaltning, som endog kan traeffes uden forudgaaende forhandling, saafremt situationen er hastende (jf. ovennaevnte dom i sagen International Fruit Company, praemis 21, 25 og 26, og af 24.10.1973, sag 9/73, Schlueter, praemis 29, samt dommene af 16.3.1983, sag 266/81, SIOT, Sml. s. 731, praemis 28, og forenede sager 267/81, 268/81 og 269/81, SPI og SAMI, Sml. s. 801, praemis 23).

29 Disse saeregenheder ved GATT er foelgelig til hinder for, at en borger kan paaberaabe sig GATT' s bestemmelser ved en medlemsstats nationale domstole som grundlag for at modsaette sig anvendelsen af nationale retsforskrifter.

30 Vedroerende den fjerde AVS-EOEF-konvention har den italienske regering gjort gaeldende, at denne konvention i lighed med GATT ikke kan antages at indeholde nogen bestemmelse, der tillaegger private rettigheder, som disse kan paaberaabe sig ved de nationale domstole, hvilket beror paa de formaal og generelle principper, som er indeholdt i konventionen, og som tilsigter at fremme den oekonomiske, kulturelle og sociale udvikling i AVS-staterne.

31 Herom bemaerkes, at den fjerde AVS-EOEF-konvention ° i oevrigt i lighed med, hvad der gaelder for de foregaaende AVS-EOEF-konventioner eller associeringsaftalerne mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og de afrikanske stater samt Madagaskar ° ikke har samme karakter som GATT, saaledes som det fremgaar af ovennaevnte praemis 26-29.

32 Disse konventioner er nemlig karakteriseret ved, at der er en kendelig mangel paa ligevaegt i de kontraherende parters forpligtelser. Konventionernes generelle formaal er saaledes at fremme den oekonomiske og sociale udvikling i de tredjestater, som har undertegnet konventionerne, navnlig ved en forbedring af betingelserne for adgangen til faellesmarkedet for disse landes produkter. Spoergsmaalet er, om den anfoerte mangel paa ligevaegt udelukker, at visse af konventionernes bestemmelser kan have direkte virkning.

33 Konventionerne skal ses som en forlaengelse af den associeringsordning, som oprindelig blev indfoert ensidigt ved EOEF-traktaten.

34 I dommen af 5. februar 1976 i sag 87/75, Bresciani (Sml. s. 129), fastslog Domstolen (praemis 23) i forbindelse med sin behandling af den anden associeringsaftale mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og de afrikanske stater samt Madagaskar, som blev undertegnet i Yaoundé den 29. juli 1969 (JO 1970 L 282, s. 1), og som er forloeberen for AVS-EOEF-konventionerne, at den omstaendighed, at der som foelge af konventionens saerlige karakter ikke bestaar samme forpligtelser for Faellesskabet og de associerede stater, ikke er til hinder for, at Faellesskabet anerkender, at visse af dens bestemmelser har direkte virkning.

35 Det maa derfor antages, at den fjerde AVS-EOEF-konvention kan indeholde bestemmelser, der tillaegger private rettigheder, som disse kan paaberaabe sig ved de nationale domstole.

36 Denne konklusion afkraeftes ikke af den italienske regerings argument om, at den fjerde AVS-EOEF-konvention foreskriver en saerlig procedure for bilaeggelse af tvistigheder mellem de kontraherende parter. Den anden Yaoundé-konvention indeholdt nemlig en tilsvarende ordning i artikel 53, men Domstolen fastslog alligevel i foernaevnte dom, at visse af konventionens bestemmelser har direkte virkning.

37 Herefter maa det foerste spoergsmaal besvares med, at GATT ikke indeholder bestemmelser, der tillaegger private rettigheder, som de kan paaberaabe sig ved de nationale domstole som grundlag for at modsaette sig anvendelsen af nationale retsforskrifter, der er i strid hermed, men at den fjerde AVS-EOEF-konvention kan indeholde saadanne bestemmelser.

Andet spoergsmaal

38 Med det andet spoergsmaal oensker den forelaeggende ret i det vaesentlige oplyst, om visse bestemmelser i GATT eller i den fjerde AVS-EOEF-konvention kan fortolkes saaledes, at de er til hinder for, at en intern afgift som den, der er indfoert ved den italienske lov nr. 986/64, som aendret ved lov nr. 873/82, anvendes paa varer indfoert fra tredjestater, der er kontraherende parter i disse konventioner.

39 Under hensyn til den givne besvarelse vedroerende bestemmelserne i GATT skal dette andet spoergsmaal kun besvares for saa vidt angaar bestemmelserne i den fjerde AVS-EOEF-konvention.

40 Indledningsvis fremhaeves, at bestemmelserne i den fjerde AVS-EOEF-konvention har udgjort en integrerende del af Faellesskabets retsorden siden bestemmelsernes ikrafttraeden.

41 Chiquita Italia har gjort gaeldende, at artikel 177, stk. 2, i den fjerde AVS-EOEF-konvention boer tilnaermes EF-traktatens artikel 95 og derfor i lighed med denne bestemmelse tillaegges direkte virkning.

42 Dette argument kan ikke tages til foelge. Det bemaerkes herom for det foerste, at den fjerde AVS-EOEF-konvention ikke indeholder bestemmelser, som udtrykkeligt vedroerer interne afgifter. Konventionen indeholder vel i artikel 168, stk. 1, og artikel 169, stk. 1, bestemmelser svarende til EF-traktatens artikel 9, 12 og 30, men ingen bestemmelse, der svarer til EF-traktatens artikel 95, og som saerlig skulle vedroere interne afgifter.

43 Som med rette anfoert af den italienske regering ville Faellesskabet og AVS-staterne, saafremt de havde oensket at regulere spoergsmaalet om interne afgifter som led i den generelle samhandelsordning, der er indfoert ved konventionen, netop have vedtaget en bestemmelse svarende til EF-traktatens artikel 95.

44 Der maa endvidere laegges vaegt paa, at artikel 177, stk. 2, i den fjerde AVS-EOEF-konvention ikke kan laeses uden sammenhaeng med artikel 177 i oevrigt. Denne bestemmelse vedroerer nemlig de beskyttelsesforanstaltninger, som kan traeffes, saafremt anvendelsen af bestemmelserne i den generelle samhandelsordning, der er indfoert ved konventionen, medfoerer alvorlige forstyrrelser i en erhvervssektor i Faellesskabet eller i en eller flere medlemsstater, eller saafremt de vil kunne medfoere en forringelse af situationen i en erhvervssektor.

45 Det maa derfor antages, at de kontraherende parter i konventionen, saafremt de havde forfulgt det af Chiquita Italia haevdede formaal, ville have givet denne bestemmelse samme placering som de bestemmelser i konventionen, der svarer til EF-traktatens artikel 9, 12 og 30, og ikke have noejedes med at indfoeje bestemmelsen i en artikel vedroerende beskyttelsesforanstaltninger.

46 Endelig bemaerkes, som generaladvokaten har anfoert i punkt 37 i forslaget til afgoerelse, at den anden Yaoundé-konvention (JO 1970 L 282, s. 1), som var forloeber for Lomé-konventionerne, indeholdt en bestemmelse i artikel 5, hvis affattelse laa taet op ad ordlyden af EF-traktatens artikel 95, stk. 1. Denne bestemmelse loed saaledes:

"Med forbehold af de saerlige bestemmelser i denne konvention, skal hver af parterne afholde sig fra enhver foranstaltning eller praksis af intern afgiftsmaessig art, som direkte eller indirekte medfoerer en forskelsbehandling mellem partens egne varer og lignende varer med oprindelse i de oevrige lande, som er kontraherende parter i konventionen."

47 Det forhold, at der ikke blev optaget en saadan bestemmelse i Lomé-konventionernes kapitel om "Den almindelige samhandelsordning", viser, at de kontraherende parter i konventionen ikke oenskede, at ordningen skulle indeholde en saadan bestemmelse.

48 Chiquita Italia har subsidiaert tillige gjort gaeldende, at artikel 169, stk. 1, i den fjerde AVS-EOEF-konvention ° hvorefter Faellesskabet ikke maa anvende kvantitative restriktioner eller foranstaltninger med tilsvarende virkning over for indfoersel af varer med oprindelse i AVS-staterne ° kan anvendes paa den foreliggende sag.

49 Selskabet fremhaever i den forbindelse, at denne bestemmelse svarer til EF-traktatens artikel 30. Ifoelge det af Domstolen fastslaaede i dommen af 22. september 1988 i sag 45/87, Kommissionen mod Irland (Sml. s. 4929, praemis 16), har traktatens artikel 30 til formaal at ophaeve alle de foranstaltninger fra medlemsstaternes side, som hindrer indfoerslerne ved samhandelen inden for Faellesskabet, uanset om saadanne foranstaltninger direkte vedroerer de importerede varers bevaegelighed eller de indirekte medfoerer en hindring af afsaetningen af varer fra andre medlemsstater. Som det hedder i dommen, aendrer den omstaendighed, at visse af disse hindringer skal vurderes "i relation til saerlige bestemmelser i traktaten, som f.eks. artikel 95, der vedroerer afgiftsmaessig forskelsbehandling ... intet ved, at artikel 30 er en generel forbudsbestemmelse".

50 Hvis Domstolen antager, at den fjerde AVS-EOEF-konvention ikke indeholder nogen bestemmelse, som svarer til EF-traktatens artikel 95, maa konventionens artikel 69, stk. 1, ifoelge Chiquita Italia finde anvendelse, da denne bestemmelse i lighed med EF-traktatens artikel 30 er en lex generalis, som gaelder, naar der ikke er truffet saerlige bestemmelser paa omraadet.

51 Vedroerende den opfattelse, som goeres gaeldende af Chiquita Italia, bemaerkes, at den forudsaetter, at saavel EF-traktaten som den fjerde AVS-EOEF-konvention har til formaal at sikre frie varebevaegelser uden nogen form for hindringer, herunder de hindringer, der skyldes diskriminerende interne afgifter.

52 Dette raesonnement kan ikke laegges til grund. Det fremgaar nemlig af Domstolens faste praksis, at spoergsmaalet om, hvorvidt den fortolkning, der er anlagt af en traktatbestemmelse, kan udvides til at gaelde for en anden bestemmelse, som er affattet i lignende eller endog identiske vendinger, og som er indeholdt i en aftale, Faellesskabet har indgaaet med et tredjeland, navnlig afhaenger af det formaal, der forfoelges med hver af bestemmelserne inden for de saerlige rammer, som gaelder for dem, og at det i den forbindelse har vaesentlig betydning at sammenholde henholdsvis aftalens og traktatens formaal og desuden den sammenhaeng, de hver isaer indgaar i (jf. herom bl.a. dom af 1.7.1993, sag C-312/91, Metalsa, Sml. I, s. 3751, praemis 11).

53 Som tidligere anfoert maa det, i mangel af saerlige bestemmelser om interne afgifter, antages, at de kontraherende parter i konventionen ikke har oensket at foretage nogen regulering af interne afgifter som led i den almindelige samhandelsordning, der er indfoert ved konventionen.

54 Under den mundtlige forhandling har Chiquita Italia endvidere paaberaabt sig artikel 1 i protokol nr. 5 om bananer, hvorefter "ingen AVS-stat ... med hensyn til sin udfoersel af bananer til Faellesskabets markeder [stilles] ringere end tidligere eller i oejeblikket for saa vidt angaar den paagaeldende stats adgang til de traditionelle markeder og dens fordele paa disse markeder".

55 Ifoelge Chiquita Italia udgoer denne bestemmelse en standstill-klausul, som er egnet til at have direkte virkning. Denne klausul fandtes allerede i den foerste AVS-EOEF-konvention, som traadte i kraft den 1. april 1976 (EFT 1976 L 25, s. 1), og blev opretholdt i den anden, tredje og fjerde Lomé-konvention. Denne klausul maa derfor ifoelge selskabet lovligt kunne paaberaabes som grundlag for at modsaette sig de forhoejelser af den italienske afgift, der blev foretaget efter den 1. april 1976.

56 Den italienske regering har gjort gaeldende, at den omhandlede bestemmelse ganske vist indeholder en standstill-forpligtelse ° nemlig en forpligtelse til at opretholde de nuvaerende betingelser for AVS-bananers adgang til de traditionelle markeder ° men at den ikke kan anvendes paa den italienske afgift, da denne har vaeret gaeldende siden 1964, dvs. foer ikrafttraedelsen af den fjerde AVS-EOEF-konvention.

57 Herom bemaerkes for det foerste, at artikel 1 i protokol nr. 5 om bananer i modsaetning til de oevrige bestemmelser i protokollen er affattet i klare, praecise og ubetingede vendinger, hvorfor den kan paaberaabes direkte af private.

58 Det maa dog ikke desto mindre bringes helt paa det rene, om denne bestemmelse kan paaberaabes som grundlag for at modsaette sig forhoejelser af en intern afgift saasom den italienske forbrugsafgift paa bananer.

59 Det bemaerkes herom, at artikel 1 i protokol nr. 5 om bananer har karakter af en standstill-klausul. Bestemmelsen har med andre ord til formaal at garantere, at de gaeldende betingelser og naermere regler for, at bananer hidroerende fra AVS-stater faar adgang til de traditionelle markeder, ikke er ringere end de, som gjaldt paa protokollens ikrafttraedelsestidspunkt. Denne adgangsgaranti gaelder imidlertid kun for bananer fra AVS-stater inden for de maengder, som blev indfoert paa bestemmelsens ikrafttraedelsestidspunkt.

60 Det kan saaledes ikke bestrides, at denne standstill-klausul hindrer forhoejelser af en afgift som den i sagen omtvistede. Saadanne forhoejelser medfoerer nemlig prisforhoejelser for de paagaeldende bananer og goer det dermed vanskeligere at afsaette dem paa det paagaeldende marked.

61 I oevrigt kan der ikke udledes noget argument af det forhold, at de interne afgifter blev holdt uden for den almindelige samhandelsordning, som blev oprettet ved kapitel 1, afsnit I, i tredje del af den fjerde AVS-EOEF-konvention. Konventionens artikel 183, som henviser til protokollen om bananer, er nemlig indeholdt i kapitel 2, afsnit I, i tredje del af den fjerde konvention, hvilket kapitel vedroerer "Saerforpligtelser vedroerende rom og bananer". Denne artikel er derfor en saerregel, som i kraft af princippet om "lex specialis derogat generali" kan indeholde andre retsforskrifter end de, som i oevrigt er fastsat for varer med oprindelse i AVS-staterne.

62 Endelig bemaerkes, at de tre foerste AVS-EOEF-konventioner alle indeholdt en standstill-klausul, som var affattet i vendinger svarende til ordlyden af artikel 1 i protokol nr. 5 om bananer.

63 Da den foerste AVS-EOEF-konvention traadte i kraft den 1. april 1976, maa det foelgelig antages, at AVS-EOEF-konventionerne er til hinder for forhoejelser af en intern afgift paa bananer med oprindelse i AVS-stater, saasom den italienske forbrugsafgift, naar disse forhoejelser har fundet sted efter den 1. april 1976, og naar forhoejelserne bevirker, at eksporten af bananer stilles ringere end tidligere hvad angaar saavel adgangen til de traditionelle markeder som fordelene paa disse markeder.

Sagens omkostninger

64 De udgifter, der er afholdt af den italienske og franske regering samt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Tribunale di Trieste ved kendelse af 10. november 1993, for ret:

1) Den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel indeholder ikke bestemmelser, der tillaegger private rettigheder, som de kan paaberaabe sig ved de nationale domstole som grundlag for at modsaette sig anvendelsen af nationale retsforskrifter, der er i strid hermed. Den fjerde AVS-EOEF-konvention kan indeholde saadanne bestemmelser.

2) AVS-EOEF-konventionerne er til hinder for forhoejelser af en intern afgift paa bananer med oprindelse i AVS-stater saasom den italienske forbrugsafgift, naar disse forhoejelser har fundet sted efter den 1. april 1976, og naar forhoejelserne bevirker, at eksporten af bananer stilles ringere end tidligere hvad angaar saavel adgangen til de traditionelle markeder som fordelene paa disse markeder.